Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: lokalbryggerier

Russian Imperial Stout, Beard Brew (10 års jubilæum!)

Lige som den skal være.

Bloggen har fødselsdag, og den er rund. For præcis 10 år siden udgav jeg det første indlæg på bloggen – de Indledende bemærkninger, der mest af alt og lige som resten af bloggen mest er noget fordrukkent sludder. Men det er fordrukkent sludder, jeg nu har moret mig med i 10 år. Og jeg har tænkt mig fortsat at fare forværts, mens jeg morer mig (fare, more – see what I did there?)

“Jeg vil smage mig igennem Supermarkedernes udbud af specialøl, og så godt som jeg er i stand til vurdere og rådgive jer læsere om, hvad der er drikkeligt – og navnligt ikke er.” Dette er ikke desto mindre erklæringen fra de indledende bemærkninger – egentlig forbløffende sammenhængende i forhold til resten af det indlæg (og alle de andre der siden kom). Har jeg overholdt målsætningen? Ja – det synes jeg faktisk. Gennem årene har jeg gået efter at være forbrugerens stemme. Jeg er gået efter øl, der har været i almindelig handel, og således blev produkter som fx Grøn Tuborg, Carlsberg Premium, Ceres Top og Royal Pilsner afprøvet tidligt i bloggens historie.

Men jeg er også gået efter kvalitetsbryggene. Og her har jeg ikke været sen til at gå ud over de snævre rammer, formålsparagraffen i de indledende bemærkninger sætter. Der har jeg ikke kun holdt mig til, hvad man fandt i supermarkederne. Næh, der har jeg boltret mig i både specialbutikker, på ølfestivaler og direkte på bryggerierne. Jeg tillader mig, som den fattiglus jeg har været gennem alle årene, at benytte mig af de døre der åbner, når man trods alt er så meget influencer (God, I hate that word!) som jeg efterhånden er blevet.

Samtidig skal det siges, at der i de år, der er gået, siden jeg startede bloggen tilbage i 2010 – i Fjældevænget, Aarhus V (der dengang blev stavet med bolle-Å, og hvor det største bydelen kunne prale af, var en X-factor-pigegruppe, og ikke Yahya Hassan) – har udvalget af specialøl også fået sig et ordentligt nøk opad. Således er Petrus Aged Pale, en sur belgisk øl, der kunne findes på Faktas hylder i efteråret 2017, nok den bedste øl, jeg nogensinde har købt i en supermarkedskæde.

Til at begynde med, var specialøl lig med udenlandske øl. Så selvom jeg for så vidt satte pris på variationen, da Fakta i efteråret 2010 satte nogle øl til salg, jeg ikke havde prøvet før, fnøs jeg alligevel af det lidt for bilsælgersmarte salgstrick. Øllene var ikke spor specielle i Tyskland og England, hvor de kom fra. Den slags trick ser supermarkederne heldigvis ud til at være afstået fra.

Og alligevel – man skal jo starte et sted, og det var da godt, at der blev startet, om jeg så må sige. Var det tilfældigt, at det på den måde tog fart få måneder efter at jeg var begyndt at blogge? Til det kan jeg kun sige: Ja, helt sikkert. Jeg tror absolut ikke de to ting havde nogen som helst sammenhæng. Selvom jeg måske er blevet en man ‘kender’ en smule ude blandt bryggerier og distributører, tror jeg ikke, at jeg har skyggen af indflydelse på, hvad aktørerne smider på hylderne.

En lille smule indflydelse på, hvad kunderne lægger i kurven, til gengæld – det bilder jeg mig ind, at jeg har. Og det er også lige præcis det, jeg har villet opnå.

Derudover – og det overrasker mig faktisk, at jeg ikke nævnte det i de indledende bemærkninger – har min ambition altid været at give læserne en god læseoplevelse. Ja, det lyder uendeligt popsmart og 00’er-agtigt. Men det giver vel nærmest sig selv, at en blog aldrig bliver god, hvis det, der står på den ikke er værd at læse. Både indholdsmæssigt og formmæssigt, nota bene.

Formmæssigt er dette indlæg allerede et rædselseksempel på, hvad flere af mine læsere gennem tiden har angivet som grunden til, at de holder fast i bloggen. Hvilke sindssyge kombinationer, ikke bare af bogstaver, men også af tegnsætning, paranteser, anførselstegn, gåseøjne, accenter, kursiveringer og andre klovnerier man mon bliver budt på i næste indlæg? Det håber og tror jeg, er noget af det, læserne ser mest frem til – ud over anmeldelserne – når en besked om et nyt indlæg tikker ind på mail, Twitter eller Ansigtsbog.

Vel, til et jubilæumsindlæg skal der falde noget ordentligt. Jeg er endnu engang trådt uden for de indledende bemærkningers formålsparagraf, og har valgt en øl, som er blevet sendt til mig fra et lille og meget kvalitetsbevidst randrusiansk mikrobryggeri, der forhåbentlig snart får sit store velfortjente gennembrud herhjemme – Beard Brew.

Deres Russian Imperial Stout valgte jeg at nyde, da jeg forleden dag i et anfald af masochisme, drikfældighed og lyst til at agere socialt (ja, tænk at det skulle overgå mig) arrangerede en livestream på YouTube, hvor jeg og nogle venner (en af dem kendte jeg endda sådan rigtigt i virkeligheden!) ville se lidt af den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentarer. Hvad der kom ud af det, kan ses her, og der vil man også kunne se hvordan brygget ser ud. Jeg var ikke vaks nok i farten til rent faktisk at få taget et billede af brygget … man har vel ikke ADHD for ingenting.

Den natsorte lød og det høje, brune skum kommer næppe bag på nogen, der kender typen. Duften lader til gengæld noget tilbage at ønske, og byder kun på fjerne indslag af røg og kaffe. Skulle dette mon blive den første skuffelse, Beard Brew har budt mig? Der var kun én måde at finde ud af det på.

At smage brygget.

Og se det var jo noget ganske andet. Skuffelsen udeblev med bravour og applaus. At skue brygget på bouquet, eller mangel på samme, ville nok vildlede endnu mere, end at ville skue på udseendet alene. En svag bouquet skal i hvert fald aldrig afskrække nogen. Jeg har prøvet mange øl i min tid, der duftede af næsten ingenting, netop fordi al aroma var gemt i smagen.

Beard Brews Russian Imperial Stout er en mild kæmpe. Et fløjlsblødt, varmt, bamsekram, man kan forsvinde helt ind i, og bare nyde hvordan det trygt lukker sig om én i en følelse af ro og kontemplativ ensomhed. Genren er kendetegnet ved sødme og lethed. Sidstnævnte afskrydses snart, helt uden at det ligger brygget til last. Sødmen udebliver, men savnes ikke. Den er erstattet af en blid, mild bitterhed af førsteklasses aromamokka, nænsomt ristet over skærver af udsøgt tørret eg.

En smagseksplosion er det egentlig ikke – og det behøver en Russian Imperial Stout heller ikke være. Til gengæld sidder aromakompositionen lige i skabet, mens letheden gør, at man rigtig kan nyde bryggets velanbragte smag i lange sug, henover tunge og gummer.

Aldrig må man forpustet og overvældet stille glasset fra sig. Det bliver aldrig for meget‘ – og selvom det egentlig gerne må blive for meget ind imellem, er en øl, der balancerer perfekt mellem udtryk og harmoni, også noget jeg kan gå 100% ind for.

Endnu et lille mesterværk. En mere end værdig jubilæumsøl!

Pacific IPA, Beard Brew

En af de gode …

Så mistede vi Little Richard. Jeg husker min barndom – jeg har været 7 eller 8 år, hvor jeg fandt mine forældres gamle Beatles-plade. Ja, de havde kun én. Og den hed … hold godt fast: “Die Beatles”. Det var nemlig en tysk udgivelse, men gudsketakoglovforalt ikke en af de tysksprogede indspilninger, Beatles indspillede til det tyske marked. – Egentlig ærgerligt alligevel. For den ville garanteret være mange penge værd.

På side 1 kunne man høre nogle klassiske, tidlige Beatles-numre som fx “She Loves You” og “I Wanna Hold your Hand” mens der på side 2 fandtes nogle Beatles-fortolkninger af andre rock-ikoners numre. Herunder The Marvelettes’ “Please Mr. Postman”, Chuck Berry’s “Roll over Beethoven” og Little Richard’s “Good Golly Miss Molly”.

Nogle år senere forærede min onkel mine forældre et par plader fra en Rock’n’Roll-antologi. Herunder én med Little Richard (og Chubby Checker, der [bank under bordet] stadig er iblandt os). Genhørs glæde med Good Golly Miss Molly i sin originale udgave gjorde, at jeg med tiden sled det kassettebånd op, jeg spillede pladen over på.

Vi har også mistet Jerry Stiller, et andet kæmpe talent, jeg imidlertid først meget sent fik øjnene op for. Nu må vi se, om vi kan rocke og grine videre uden de to kæmper. Rocke kan man stadig til Tutti Frutti og Good Golly, mens det kniber mere med den sunde latter i coronanedlukningshelvedet, hvor det skingre, sindssyge grin mere og mere tager over – SERENITY NOW!

Men nedlukningen ser så også ud til omsider at få en ende … Så håber vi bare på, det ikke giver bagslag.

Karantænen frembringer sine egne paradokser. Jeg har masser af tid, og alligevel får jeg kun lavet meget lidt på de projekter jeg elsker – med Minecraft som mulig undtagelse. Imidlertid er det også småt med nye øl, jeg har kunnet finde heroppe i det nordvestjyske. Det er ikke kun depression og sløvsind, der har holdt mig fra tasterne den seneste tid.

Beard Brew var imidlertid så søde at sende mig den her, en ny IPA fra deres hånd. Smukt ser det ud, det kobberrøde bryg med det gyldne skum. Humlen prikker både bittert og aromatisk sødt i næsen med indslag af gran, appelsin, fersken og mango. En orientalsk frugtkompot bag nordligere himmelstrøgs kølige, dunkle nåleskove.

De første par mundfulde byder på en velarrangeret aromatisk anretning af frugt og træ i en fuldfed, cremet krop. Ananas og fersken spiller perfekt op til bitterhed af grannåle, fennikel og birkeharpisk. Et lille festmåltid i hver lille mundfuld …

… og derfor kommer det nemt til at tage noget tid at nyde sig gennem dette lille mesterværk. Og efterhånden som det kommer til at stå lidt, bliver frugterne desværre lidt slatne. Til gengæld smager man så træet, nålene og de skarpe krydderier lidt mere, så det er langt fra nogen katastrofe, selvom man kommer til at savne den initiale smagseksplosion en anelse.

Men for at finde den skønhedsfejl skulle jeg også snarere have mikroskopet frem end luppen. Beard Brew kan vi heldigvis fortsat glæde os over – forhåbentlig meget lang tid endnu.

Smoking Black Jesus, Ølluminati

Ingen frelse …

“Man risikerer frelse ved denne øl” – udfordring accepteret! Når ellers veldrejede Ølluminati skriver den slags på etiketten, skal de nok få læst og påskrevet – hvis øllet ellers ikke lever op til løfterne. Prøv at frelse denne gamle mavesure ateist, der i øvrigt også er rødhåret. Så jeg har ikke engang en sjæl, der kan frelses.

Frelse fra det evindelige cirkus, der ikke bare er den igangværende corona-krise og deraf følgende isolation, men også min voldsomt ustabile jobsituation, ville ellers være kærkommen. Men når navnet på øllet er Smoking Black Jesus, tror jeg ikke det er den form for frelse, der er tale om … og så alligevel. I henhold til evangeliet efter salig Jan Monrad og fortsat sprællevende Søren Rislund arbejder Jesus jo oppe ved kommunen. Og beskæftigelsesindsatsen føres jo i fællesskab af kommuner og a-kasser … såeh …

Ud over et kækt navn, og en endnu kækkere etikettekst, et dunkelt bryg og meget højt, matchende, brunt skum, lader flasken ikke meget vide om, hvilken type bryg, der er tale om. Untappd hævder, det er en mørk lagerøl, og den køber jeg gerne, da alkoholprocenten på 4,6 passer så nydeligt. I duften mærker man de ristede og røgede noter i langt fra ueffen kombination med en lovende nøddeessens. This could be good.

Skummet er længe om at falde, så hvorfor egentlig ikke bare smage på det? Røg, kaffe … alt sammen lidt svagt, men på den anden side også subtilt. Efter lang tids venten, når man så endelig ned til selve brygget …

… og der rammer skuffelsen så. Ud over at udsætte nyderen for risiko for frelse … der tydeligvis udebliver, ateist og/eller rødhåret eller ej … lover etiketten også en letdrikkelig, fyldig øl. Letdrikkelig – jo tak. Den er go’ nok. Brygget ryger lige ned i løgnhalsen og gør kun ringe væsen af sig undervejs. Fylden kniber det som antydet til gengæld voldsomt med – ligesom med aromaen. De lovende nøddeagtige og røgede noter er erstattet af en uengageret våd oplevelse. Smisk-smasker man brygget grundigt ind i gummerne mærker man nogle udefinerbare noter af friske forårskviste af lyst træ – birk måske – men de er gemt væk i alt for meget vand, der bare bruser derudaf.

Eftersmagen kan en kende mere. Et minde om røgen, man oplevede i skummet vender tilbage – men kun som en skygge af sig selv. Og selvom den kun klinger langsomt af, nagler ærgelsen over, at oplevelsen aldrig blev større, sig mere fast end noget andet ved brygget.

Vandet forblev i store træk vand. Det blev ej til vin – kun til tyndt øl. Det kan Ølluminati gøre bedre.

French Revolution, Ølluminati

Tårnhøje forventninger …

“Meget drikkevenlig, som afslapning, efter royale dekapiteringer.” Således ordret citeret efter bryggeriets egen beskrivelse og anbefaling på etiketten. Tegnsætningen kløjs man måske nok i, men resten … RESTEN [indsæt savle-smiley her]. Det kan jo kun gå galt. For nu ligger forventningerne jo højere end selv den legendariske Big, Bold & Beautiful. For hvem længes ikke efter en rask lille revolution for lissom at nulstille alt det møg, man sådan skal være vidne til nu om dage?

Og så måske alligevel ikke. Husk, der er en pandemi i gang. Og hvad ville give bedre grobund for dens spredning end flokke af høtyvsvingende masser, tæt forsamlet foran Christiansborg, for slet ikke at tale om, hvordan vi ville stimle sammen om guillotinen bagefter? Virussen er bedøvende ligeglad med hvem der er undertrykt og undertrykker – så endnu en udskydelse af revolutionen ville nok være på sin plads – undtagelsesvis med en nogenlunde ordentlig undskyldning bag.

Og før folk kommer for godt i gang med brok og beskyldninger om, at jeg opfordrer til revolution og blodbad her på bloggen: Det er bryggeriet, Ølluminati fra Viborg, I skal rette jeres klage mod. Det var dem, der startede med at tale åbent om royale dekapiteringer. Ikke mig!

Til gengæld gør de det godt med deres ‘French Revolution’. En Saison, der ganske vist ikke er fransk, men belgisk inspireret. Ufiltereret, angiveligt, selvom brygget er klart som vandet i Venedigs kanaler for øjeblikket. Til gengæld skummer brygget så voldsomt, at det er min pligt at mane til skænkningsforsigtighed. Men når det først er i glasset, kan man give sig til at nyde dets friske, syrlige bouquet, med veltilpasset sødme af æbler, og en alkoholnote der får indtrykket til at balancere et vovet sted mellem cider og aperitif.

På tungen er brygget som en saison skal være. Let og forfriskende. Perfekt til en varm arbejdsdag i marken med høtyven (meget apropos). Lige lovlig let måske endda, for en saison kan såmænd være ganske aromatisk uden at den behøver gå på kompromis med sin tørstslukkende friskhed. Ganske vist titter aroma af banan og halm frem, hvorved det pastorale tema vel nærmest fuldendes (ikke mindst fordi bananelementet er nydeligt afdæmpet og kontrolleret), men den nærliggende flod bruser lige lovligt, så man næsten ikke får lov at fornemme det modne korn og det tørrede græs helt så meget som man kunne ønske.

At brygget stadig ligger fint inden for rammerne af typen hersker der dog ikke nogen tvivl om. En vis karakter har brygget også i sin beske eftersmag, som nogle vil sætte pris på, mens andre vil mene, brygget nu alligevel er en anelse ude af balance. Men selvom jeg selv mest hælder til det sidste, forbliver brygget alligevel en forfriskende nydelse – et småsyrligt indslag, der glimrer ved sin stilsikkerhed, også selvom man kunne have ønsket lidt mere af de valgfrie aromaer.

Ingenlunde den revolution, man kunne have forventet af bagetiketten. Men reaktionært er det på den anden side bestemt heller ikke.

NUA Pale Ale, NUA Brygghus

… and stay dead!

Nå så blev genopstandelsen definitivt aflyst i Danmark. Jeg gad godt have prøvet det bryg, Joy Mogensen må have hældt litervis af i kraniet, for at slå ind på sådan en slingrekurs i spørgsmålet om, hvorvidt kirken skulle holde åbent i påsken eller ej. Inficeret altervin? Næppe – kirkerne har været lukket i ugevis, ligesom resten af landet, så hvad præcis hun havde dyppet tuden for dybt i, må stå hen i det uvisse.

Glæden ved, at kirkeministeren trods alt endte med at træffe den rigtige beslutning overgår dog ikke fryden ved, at vi, der godt kan se, ideen om åbne kirker er åndssvag, nu har håneretten. Nu er det Dansk Folkeparti og i særdeleshed Marie Krarup, der skal nyde godt af den særlige form for ytringsfrihed, som de skatter så højt: Hån, spot og lattergørelse! Overalt hvor de lufter deres ævl om, hvordan kirkegang skal stå over menneskeliv, skal de mødes med hånlatter og fingerpeg, høvisk nedladenhed og patronisering som kun børnehavebørn oplever det. For Dansk Folkepartis medlemmer, og navnlig deres repræsentanter lokalt og nationalt, har – med deres hovedløse og dybt uansvarlige ideer om kirkegang under den farligste pandemi siden den spanske syge – vist med al tydelighed, at de ikke er deres repræsentative pladser værdige.

Nok om det! Videre til den sidste øl, som min gode ven Gedved (der kan opleves i levende billeder og tale her) havde med til mig ved nytårstid.

Brygget skummer voldsomt ved skænkning. Mere end rigeligt til at man får mistanke om fejlbryg, men da øllet alligevel ikke ligefrem eksploderer i en geyser ved åbning kommer tvivlen det til gode. Skiftevis en fryd og en prøvelse er det at tvinge brygget ned i et glas. Det tager en helvedes tid, men så kan man til gengæld nyde de sjove, bløde og groteske figurer, det alt for langsomt faldende, tætte skum danner undervejs.

Duften er spinkel, omend gennemtrængende af fine, spæde grannåle. Brygget slår dermed nogle meget velkendte, men også sikre noter an. Den positive overraskelse lurer lige om hjørnet, og der bliver den ellers lurende, for den springer aldrig rigtig frem i aromaen.

Der er glimtvise indslag af frisk, karsk prikkende humle, men denne overdøves af det allestedsnærværende norske fjeldvand, der nok er forfriskende, men ikke ligefrem behjælpeligt med at få aromaerne til at træde kraftigere frem. Mere mærker man til gæren, der undertiden er så fremtrædende at mistanken om infektion (ja, undskyld, alt skal åbenbart handle om den slags i disse dage, beklager meget) gør comeback. Brygget er imidlertid vel inden for sidste salgsdato (12/20) – men det er jo egentlig ikke nogen garanti. Helt mislykket er brygget nu slet ikke, men ligesom Joy Mogensens slingrekurs i spørgsmålet om åbne kirker, ved dette bryg ikke helt om det vil smage mest af vand, gær eller humle, og i modsætning til kirkeministeren vælger det i sidste ende forkert, og satser på gæren.

Brygget forbliver en vandet og disharmonisk omgang – et generelt træk ved disse norske øl, desværre. Det er, hvad man får ud af en restriktiv alkoholpolitik.

Tak til Gedved for øllene. Det kan godt være, at oplevelsen langt fra var i nærheden af humlehimlen. Til gengæld gav han mig noget at tirere over, og det forestiller jeg mig, er lige så underholdende, som når jeg skamroser øl, jeg kan lide.

Imperial Stout Edición Limitada 2016, Cerveza Dougall’s

Med overraskelse …

Sidste nyt! This just in! Breaking News … Jeg er fandenfisemig arbejdsløs igen. Det var måske også lige til den flabede side at finde arbejde netop som tusindvis af borgere må melde sig ledige på grund coronakrisen. Så det er ikke fordi jeg nu føler mig specielt ramt eller uheldig. Nu er min situation som rigtig mange andres, og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke så bare en lille smule frem til at sidde derhjemme og lave ingenting i et par dage.

Eller ingenting og ingenting – jeg vil sove længe, hygge mig på nettet (i.e. skændes med folk på Twitter), skrive om øl og få redigeret nogle videoer, mens jeg holder mig opdateret om coronasituationen.

Det første problem jeg må få løst er, at da jeg optog anmeldelsen af denne øl på video, fortalte jeg vidt og bredt om, hvor glad jeg var for mit nye arbejde, og hvordan min depression var forsvundet som dug for solen. Det skal jeg på en eller anden måde have produceret mig igennem, og så håber jeg ellers ikke at depressionen får fat igen med den kraft den havde sidst, for det var dælme ikke særlig rart.

Anyways, on with it! I dag skal jeg anmelde den første øl på bloggen fra Spanien. Og så alligevel ikke helt, for jeg har allerede været omkring Baskerlandet hele to gange. Men som jeg allerede bemærkede dengang, anerkender jeg ikke den royale kastilliske imperialisme, og placerer derfor øllene fra den iberiske halvø under kastillisk hegemoni efter regioner, hvis disse gør alvor ud af deres rimelige krav om selvstændighed.

Efter hvad jeg har kunnet sjusse mig frem til ud fra Google Maps ligger dagens bryggeri ret tæt på, men ikke i Baskerlandet. Ej heller påstås dette noget sted på etiketten – so Spain it is. Brygget blev erhvervet for ret længe siden efterhånden – på sidste års ølfestival i Lokomotivværkstedet i Københavns Sydhavn. Men da der efter hvad jeg kan deducere ud fra etiketten er tale om en limited edition fra så langt tilbage som 2016, tror jeg ikke det ekstra halve år har haft den store betydning. Holdbarheden går til december i år, så jeg er stadig vel inden for rammerne af det sundhedsmæssigt anbefalelsesværdige (så langt disse ellers måtte strække sig angående produkter med 9% alkohol).

Et dovent skvulpende natsort bryg fylder langsomt glasset op, og efterlader kun et yderst sparsomt, omend nydeligt mørktgyldent skumlag. Brygget byder på søde bouquetnoter initialt; svesker og druer i nydelig portvinøs forening. Aromatisk er billedet imidlertid noget ganske andet. Hvor man ud fra den søde duft forventer en relativt let stout af Russian Imperial-typen, bydes man på en anderledes tung og bitter oplevelse.

Det tætte, sorte bryg byder på stærk kaffe, en antydning af røg, og en tæthed af mørkt træ. Sødme fra duften er kun sparsomt til stede, men dog nok til, at den tykke, bitre suppe glider lidt lettere hen over tungen. Det er dog ikke så meget svesker som portvinen man mærker – og den er udsøgt, som den mageligt lægger sig ved mandlerne og fuldender en solid og veldrejet øloplevelse. Bestemt ikke det værste at have i ølkælderen under et pandemi-lockdown.

Glem ikke at vaske hænder, og hold jer nu hjemme, derude.

Magic Dragon Hemp Lager

Det gi’r da lidt …

Jeg skal ellers love for, at stilheden har lagt sig over landet. Det var også derfor, jeg flyttede til Thisted – for at få lidt ro på, men det er vist ikke kun heroppe nordvestpå, der er fred.

Landet er praktisk taget lukket ned. Men heldigvis lader det ikke til, at der er den store berøringsangst over for årsagen til det. Overalt i medierne lyder det ‘corona, corona, corona’. Og sådan skal det være. For det er en forbandet farlig sygdom, der alt for nemt spreder sig, og truer især syge og ældres liv voldsomt. Og når epidemien rammer, rammes vores sundhedsvæsen også i en grad, så ellers trivielle skader og sygdomme pludselig bliver livstruende, når der på grund af epidemien pludselig ikke er kapacitet til behandling.

Hvem var det dog, der var så bimlende syg i bøtten, at vedkommende kunne få den skingrende sindssyge vrangforestilling, at en årlig besparelse på de offentlige udgifter – herunder sundhedssektoren – på to procent var en god ide? Nåhr ja! Venstre, ledet af Lars Løkke Rasmussen. Glem ikke hvem vi skal takke for sundhedssektorens kollaps under epidemien, hvis det skulle gå så galt. Nej, ikke kun den tidligere dybt inkompetente statsminister og hans afskyelige kriminelle organisation af et politisk parti venstre – men så sandelig også de vælgere der var egoistiske og uforstandige nok til at stemme på det.

Fair nok – det er selvfølgelig set i bagklogskabens lys. Venstre gjorde det for at tækkes deres rige venner i toppen af Danmark, og ikke for at drive landsskadelig virksomhed.

Lige så slemt – hvis ikke værre – er det, når medicinsk fagpersonale på faktuelt forkert grundlag prøver at tale krisen ned. Vibeke Manniche, den berygtede afpresser og såkaldte lægekonsulent (og islamofob), der blandt andet er kendt for systematisk at presse syge og invalide borgere ud i nedværdigende ressourceforløb, gør netop dette på sin blog. Hun kalder coronakrisen hysterisk, idet hun påpeger at de danske smittetal ikke er eksponentielt stigende.

Enhver der ikke er en eller anden grad af mindrebemidlet ved imidlertid hvorfor. I Danmark tester man ikke alle, der er mistænkt for at have sygdommen. Vi tester kun mennesker, der er alvorligt syge af influenza. Der er – som regeringen igen og igen har sagt på de hyppige pressemøder – et kæmpe nøgletal. Men testene går der ikke tretten af på dusinet, og derfor prioriterer man ressourcerne.

Hvis ikke Vibeke Manniche er klar over dette, er hun for dum til at være læge. Hvis hun godt ved det, og bevidst lyver, er hun så moralsk anløben, at hun heller ikke kan være læge. Uanset hvad årsagen er, er hun objektivt en fare for folkesundheden, idet hun underspiller coronafaren og mellem linjerne kalder foranstaltningerne mod den overdrevne. Inspireret af hendes ord vil folk ignorere påbuddene og sprede smitten blandt syge, ældre og svage. Det var jo en uddannet læge, der hævdede at der ikke var nogen fare, så fagligheden burde da være i orden, ikke?

Summa summarum: Ignorer endelig hvad Vibeke Manniche skriver på sin i øvrigt afsindigt grimme blog (brug dog som minimum WordPress som andre ordentlige mennesker, der smider ord ud på nettet!) Hun har kastet den mindste antydning af lægelig etik hun måtte have tilbage endeligt overbord. Og den eneste grund til, at hun skal omtales, er for at advare mod den fare, hendes usandheder udgør.

Men med dagens tirade overstået går jeg videre til det vigtige: Øllet! Dagens øl er endnu en hamp-øl fra Svaneke Bryghus. Ved juletid udgav de ‘Holy Hemp Christmas Ale‘, og mente vel, at der også skulle være en hampøl til resten af året. Vel, her er den; en gyldenorange sag med sparsomt skum, men til gengæld med en flot tåget tone og krydret duft. Kan man mærke hampen i bouqueten? Jeg tror det, men det er vist ved at være omkring fjorten år siden, jeg sidst nød hamp, så det er svært at være sikker.

Det er et forfriskende bryg. Nogle ville måske anklage det for at være til den vandede side, men ikke jeg. Øl skal også prises for dets tørstslukkende egenskaber, når disse ikke går til ekstremerne, sådan som man ser det i industrien. Det er langt fra tilfældet her.

Bryggets primære aroma, der imidlertid ikke virker helt homogeniseret og lige fordelt i væden, er ellers skarp. Hvas og flænsende som friskskårne træsplinter, savsmuld og sandpapir river den hen over tungen, klinger så af og afløses af en dybere, varmere aroma hvor malten med sin kornede sødme tager over.

Et nydeligt kludetæppe af hver for sig fine smagsnuancer, der til gengæld måske ikke er helt  afstemt hinanden. Men eksperimentet i sig selv er forfriskende. Svaneke forsøger at forny en genre – pilsneren – som er notorisk berygtet for at være svær at forny, og så længe resultatet er drikkeligt, har det været forsøget værd i sig selv.

Og drikkeligt er det i hvert fald – og mere til.

Nåhr ja – lige en sidste gang her på falderebet: Lyt ikke til Vibeke Manniche. Og glem nu ikke at vaske hænder.

Limfjordsporter Lagret på Egetræ, Thisted Bryghus

Et lille jubilæum

Så nåede jeg så langt. Denne øl er nummer 1200, jeg anmelder her på bloggen. Det sker midt i en verdensomspændende corona-epidemi med en amerikansk præsident, der vil blæse truslen fra samme virus en længere march. Føj dertil et amerikansk primærvalg hvor det vigtigste ser ud til at være, at forhindre den eneste fornuftige kandidat i at blive opstillet. Dette gøres ved at sikre den mest uduelige kandidat opstilling – en kandidat der efter alt at dømme er langt mere mentalt hæmmet end den allerede siddende. Alt sammen fordi det kræves af partiets konforme, centristiske, korporative magthavere. Samtidig må jeg selv slås med arbejdsløshed og depression, og at verden ser ud til at gå rent ad helvede til, gør jo ikke noget videre godt for mit velbefindende …

Ikke det kønneste bagtæppe for et ellers flot rundt antal anmeldelser. Men man kan ikke altid få det helt, som man vil have det. En ordentlig øl i dagens anledning, skal læserne i dog ikke snydes for. Den her har ligget på lager længe og var egentlig ikke tænkt som den øl, der skulle drikkes i anledning af at tre cifre i tælleren skiftede samtidig. Det var snarere den mest spændende øl i køleskabet jeg kunne finde, da jeg opdagede at det var ved at være tid igen til at markere et dobbeltrundt antal skriverier.

Det er et lokalt bryg – den langt fra ukendte Limfjordsporter lagret en måned ekstra på egetræ. Det kan ikke ses – brygget er den samme velkendte højt bruntskummende, tætte tjæresuppe som vi alle elsker så højt. Hvor søde noter af lakrids normalt kan mærkes i bouqueten, lader disse til at være helt erstattet af mørkere, bitrere noter. Kaffe i kombination med træet, brygget har lagret på mærkes tydeligt – og forbløffende harmonisk i betragtning af, hvor stærkt de træder frem.

På samme måde er det i aromaen. Lakridsnoterne – som jeg altid har fundet en anelse ved siden af bryggets øvrige smag – er nedtonet til fordel for et bitrere, smallere men også mere intenst smagsspektrum. En simplere udgave af Limfjordsporteren, der som et stykke virkeligt ingeniørkunst er gjort bedre – ikke ved at man har tilføjet noget – men ved at man har fjernet noget, for så at understrege noget af det oversete i brygget, der viser sig endnu bedre, når det rigtig får lov at folde sig ud.

En mere harmonisk udgave af den lokale Thisted-klassiker, men uden at der er gået på kompromis med kvaliteten – den er helt i top, og faktisk endnu mere i top end i originalen.

Well done! For min skyld måtte tricket med at lade Limfjordsporteren lagre på eg en måned ekstra gerne blive noget, bryggeriet gør permanent. Ved mig selv fryder jeg mig lidt ekstra over, at det lykkedes at finde et rigtig godt bryg til jubilæet.

Husk at vaske hænder derude – vi ses snarest til flere anmeldelser.

Abordaia, Basqueland Brewing/Cerveses La Pirata (Ole Øl-Ninja 11)

Afdæmpet finale …

Temaet om Øl-Ninjaen Ole, der kom forbi med en farlig masse øl i starten af februar, har nået sin ende. Tænk engang, at jeg huskede at tage billeder af alle øllene mens den meget lange smagsseance stod på. Helt tabt er jeg måske ikke, når det kommer til stykket.

På depressionsfronten er det svært at sige, hvordan det står til. I går var jeg helt nede under gulvbrædderne og godt i gang med at slå russernes rekord i at grave sig længst ned i jordskorpen. I dag går det lidt bedre – måske går det endda rigtig meget bedre, men det vil først vise sig i de kommende dage. Jeg vil ikke sælge skindet før bjørnen er skudt eller på anden vis jinxe noget, før tingene står klarere. Det rækker at sige, at der måske – måske – er bedre tider i sigte. Men mere vil jeg ikke sige lige nu.

Lad mig imidlertid få gjort det alt for langtrukne tema færdigt nu og her: Den sidste øl Ole og jeg bundede før vi kaldte det en dag, og satte en god film på; den senere Oscar-vinder ‘Parasite’, var denne baskiske Imperial Stout.

Baskerlandet har bloggen været forbi en enkelt gang før med den højtskummende og velsmagende Mugalari. Som IPA lå Mugalari i den modsatte ende af farveskalaen. Under alle omstændigheder, og farveskala eller ej har jeg endnu en anledning til at flashe min misfornøjelse ved det kastilianske monarki og min støtte til baskernes og katalanernes løsrivelse.

At brygget kommer fra et spændende sted hvor oprørske tanker har deres udspring betyder til gengæld ikke automatisk, at øllet er godt. Men hvor mange Imperial Stouts med vanille har jeg egentlig fundet udrikkelige i mine snart ti år som blogger? Det er et rundt tal, det er under ti, og så siger jeg heller ikke mere.

Tungt, sejt og olieagtigt skvulper brygget ned i glasset, hvor kun et absolut minimum af skum viser sig på overfladen. Olfaktorisk lader det tætte bryg til gengæld noget tilbage at ønske – konturløs em af kold kaffe er alt man bliver budt, og alarmklokkerne begynder så småt at gøre sig klar til at bimle.

De forbliver beredt og klar, alarmklokkerne. Det betyder samtidig, at de ikke går i gang, for så galt står det slet ikke til alligevel. Brygget byder på bittert og sødt i mere end adækvat grad … syntes jeg i hvert fald. Ole var noget mellemfornøjet, og mente at brygget var for let – og i øvrigt for lyst til at kunne kalde sig en imperial stout. De 9,5% alkohol tillader nu alt andet lige betegnelsen, men de tunge kaffenoter, der skjuler sig bagom vanillen var ikke nok til at han ville give brygget mere end …

Jeg syntes selv den fortjente en anelse mere, uden at humlerankerne voksede op i himlen.

Afslutningen på en forrygende ølsmagning blev ikke noget festfyrværkeri. Men det gjorde nu ikke noget. For med de mange øl i vommen og endnu flere promiller i blodet (ahr, måske ikke helt) er jeg langt fra sikker på, at vi kunne have håndteret endnu en ekstatisk humlesensation med den ærbødighed den ville have krævet.

Ole skal endnu engang have tak for, at han lagde vejen forbi. Tak til læserne for at have fulgt med.

Mon ikke jeg trods depression og ledighed kan holde humlestrømmen flydende nok til, at der også i fremtiden vil være læseoplevelser at hente her på bloggen?

Premium Organic IPA, De Leckere (Ole Øl-Ninja 10)

Endnu en fra vandvognen …

På videoerne er vi ved at være godt visne, Ole og jeg. Men der er ligegodt også gået 9 øl forud for denne her. Et par af dem har imidlertid været svage i alkohol – ligesom den her. Sådan kan man jo snyde … sig selv ville nogen hævde. Men seancens alkoholfri øl var nu langt fra de værste bryg vi prøvede.

Forventningerne til den her var derefter – de var langt fra i bund. Efter at have generet Ole noget så læsterligt ved at forsøge at læse etiketteksten op på mit Duolingo-nederlandsk, blev brygget knappet op og skænket.

“Den dufter af rigtigt øl” udbryder Ole på optagelsen. Og de følgende kommentarer falder i samme fure. “Det er lige så godt som det vi ellers har prøvet”. “Det er det bedste indtil videre”.

Over den sidste kommentar måtte jeg protestere. Lervigs og Buxton Brewery’s fine IPA’er overgik denne alkoholfri øl trods alt ikke. En krydret bouquet af spidskommen lover nu alt andet lige godt, og det relativt velskummende, kornfarvede bryg leverer såmænd også oplevelsen. Vist er det let. Det har alkoholfri øl det med at være. Men det er ikke lettere, end at man flere gange har prøvet regulære øl (ikke mindst industrielle pilsnere) der var væsentlig lettere – eller lad os nu bare sige det som det er; tyndere – end dette bryg.

I smagen går de krydrede noter af spidskommen igen – som en letgenkendelig prikken fra bitterhumlen. Således løftes brygget op på et niveau hvor det med sine 0,5% ikke bare er en god, alkoholfri erstatning for en regulær pale ale – den har også den personlighed, der gør den til mere end blot det. En god øl i sig selv.

Dens lave alkoholstyrke til trods fik den ikke gjort Ole og mig ædru nok til, at vi huskede at give den karakter. Ud fra vores begejstring i videoen har jeg valgt at give den en karakter, som jeg tror Ole vil bifalde. Ikke mindst fordi den ikke indebærer halve stjerner.

Er han uenig, må han endelig brokke sig, om lejligheden skulle byde sig.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme