Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: lokalbryggerier

Kloster Hvede, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave III)

Flyverskjul og popcorn

I USA er folk gået i flyverskjul i forventning om, hvad der kommer til at ske i overmorgen, når Joe Biden skal indsættes som præsident. Nationalgarden er udstationeret på gangene i kongressen – helt bogstaveligt hvor de overnatter uden madrasser eller tæpper – og ude i de enkelte stater har man været i allerhøjeste alarmberedskab, da Trumps broget-grumsede svar på Sturmabteilung (I ved, boogaloo-boys, Proud Boys, Oath Keepers, QAnon osv osv) erklærede, at de ville marchere mod staternes respektive hovedsæder i går.
Nyhedsbureauerne har ikke meldt om uroligheder, heldigvis, for med den slags fyrværkeri foretrækker de fleste nok en fuser. Forhåbentlig bliver det til endnu en fuser på onsdag, selvom risikoen for uro anses for at ligge et sted oppe i stratosfæren. FBI har meldt ud om risiko for, at insidere i kongressen planlægger angreb, ikke ulig hvad der var tilfældet 6. januar, hvor både politifolk og kongresmedlemmer ifølge hastigt ophobende evidens handlede i forening med stormløberne.
Angiveligt er hver eneste udstationerede soldat i kongressen blevet sikkerhedsvurderet tre gange – det må være over 60.000 sikkerhedstjek i alt, da over 20.000 nationalgardister er blevet udstationeret. Og mit lille aspergerhovede kan ikke lade være med at overveje, om dem der laver sikkerhedsvurderingerne mon også bliver sikkerhedsvurderet. Hvis blot én forræder løsner et skud kan katastrofen blive total, og det kræver ikke engang en forræder at overse en sådan. Det kræver blot, at en af dem der sikkerhedsvurderer tropperne, sover i timen.

Herhjemme tager de fleste sagerne med foruroligende sindsro. Alt for mange ser det som en form for bizar underholdning, der inviterer til hånlatter og popcornspisning. Der er imidlertid alle grunde til at være bekymret for, hvor slemt det faktisk står til med verdens mest betydningsfulde supermagt, samt de oplagte historiske paralleller man kan drage fra europæisk fortid.
Kast blot Godwin efter mig, hvis I vil, men dette var Trumpbevægelsens ølkælderkup. Og hvis omverdenen fortsætter sin letkøbte og konsekvensfrie fascination af bevægelsen, og ikke tager den alvorligt inklusive dens nødvendige bekæmpelse, så gruer jeg meget for det næste amerikanske præsidentvalg. Mit gæt er at Trump er enten død eller alt for mentalt svækket til den tid – men der skal nok være fundet en efterfølger, der er gal nok. Ted Cruz, Josh Hawley, Matt Gaetz, Marjorie Taylor Greene og Lauren Boebert står allerede klar i kulissen, mens man samtidig ikke skal undervurdere resten af Trump-familiens ønsker om at gøre Marmelade Mussolini kunsten efter.

Endelig siger man, at det der sker i USA kommer til Europa ca 10 år senere. Med Nye Borgerlige, Stram Kurs/Hard Line, Dansk Folkeparti samt veteraner som Inger Støjberg er der for længst et betydeligt segment i dansk politik, der deler Trumpbevægelsens politik, efter min mening tillige med dennes autoritære og antidemokratiske element.
Herhjemme er de blot kloge nok til ikke at flashe sidstnævnte alt for ofte eller alt for tydeligt. En sjælden flashing af disse dispositioner stod Støjberg for, da hun frejdigt erklærede sit ønske om at ‘dræne sumpen’ under Bæredygtigt Landbrugs traktortræf i efteråret.

Jeg husker ikke længere, om vi diskuterede alle disse emner under samme livestream, som jeg refererede til i sidste indlæg, men det kan man jo selv klikke sig ind for at undersøge. Det blev i hvert fald en så lang livestream, at jeg åbnede to nye øl undervejs. Men da jeg havde kværnet den fine IPA fra sidst, var jeg åbenbart blevet for pløret til at huske at fotografere denne hvedeøl, før den blev åbnet.
På optagelsen ser den nydeligt messingfarvet ud, blankpoleret overraskende nok, for brygget er – som enhver hvedeøl selvfølgelig bør være – ufiltreret. Dette manifesterer sig åbenbart ikke synderligt i det visuelle.
Duften er til gengæld lovende, omend sikkert ildevarslende for mange. Stald, eller rettere; ensilage breder sig i lokalet ved skænkning – og det er ironisk nok et sikkert tegn på kvalitet, også selvom lugten af stald er ubehagelig for de fleste – mig selv inklusive.
Staldlugt peger gerne i retning af bitter aroma, som man bliver snydt for her. Men det gør ikke spor, da der i indbudt til en sød, kælen oplevelse i stedet. Et fast, fyldigt, næsten svulstigt sødt element af marcipan glider næsten friktionsløst ind over tungen. Her yder kontakt med alle indvendige flader lystigt behag af lette, men velplacerede stød af agurkesyrlighed, der udløser saft fra efterårets modne æbler.
Man kan ikke nære sig for at vælte hele udladningen rundt i gane, gummer svælg en ekstra gang, før man lader det hele glide ned. En fuldendt aromatisk udløsning, der langt overgår forventningerne til enhver hvedeøl, plus forventningerne til de fleste øl i det hele taget.

Og jeg der ellers sjældent synes at hvedeøl er noget at råbe hurra for. Men det kan altså lade sig gøre at brygge nogle ordentlige nogle af slagsen. Det har Klosterbryggeriet hermed lært os.

Christmas Ale, Corsendonk

Reddet på stregen …

Udbuddet af juleøl har ladt noget tilbage at ønske i år. Ikke at der har manglet gode øl i højtidssæsonen. Der var bl.a. en formidabel vinter-IPA fra Khioskh og en nydelig røget bock fra Heller. De var bare ikke brygget som egentlige juleøl (helt uden at Dansk Folkeparti anklagede bryggerierne eller distributøren, SuperBrugsen, for femte-kolonnevirksomhed i den muslamitastiske magtovertagelse. Så har man set det med).
En håndfuld bryg, der blev brygget som juleøl blev det ikke desto mindre til. Men med dem har jeg godt nok ikke været videre heldig. De tre første famlede rundt mellem to og to en halv i karakter, og jeg skulle op i en markedsføringskaliber, hvor man lægger flaskerne i ekstra emballager, før jeg nåede op på et acceptabelt niveau.

Således også denne, ret stærke (8,1%) belgier i delestørrelse. Den blev leveret i en høj metalcylinder, som jeg nu spekulerer på, hvad jeg skal bruge til. Jeg nænner ikke rigtig at smide den væk.
Den blev nydt til, hvad jeg selv betragter som julens officielle afslutning for mit vedkommende: min medvirken i en 36 timer lang livestream-marathon, arrangeret af en af mine gode venner fra ateist-miljøet, der er kendt under navnet Purple Rhymes with Orange.
Mange ikke-troende – især i USA, hvor Purple har til huse – er alene i julen. Især når man er vokset op i fundamentalistiske kredse, hvor man ikke ser mildt på frafald. Det er andet år i træk, at marathonen blev arrangeret, og mit 2-timers bidrag kan ses her. Ideen er at give ensomme uden tro noget at samles om i juledagene, og det må siges at være lykkedes ganske godt, de mange live-kommentarer taget i betragtning.

Brygget er ganske mørkt, omend gennemsigtigt, når det holdes op mod lyset. meget restgær er der heller ikke i den. Skummet er akkurat knækket i det gyldne, klæber adækvat, men gør så heller ikke mere væsen af sig. Duften er sødlig og let alkoholisk – ligesom den initiale aroma, der slutter af med en let brændende fornemmelse i gane og svælg.
Fremturende alkohol – det kunne være meget værre. Sødmen lægger sig i det krydrede hjørne og peger i retning af tørrede figner og svesker – det er faktisk julet, og endda julet på en måde, man nemt genkender.
Samtidig er brygget dejligt letdrikkeligt og glider lige ned i løgnhalsen, hvis man glemmer at give det den tid, der skal til, for at man annammer aromaerne ordentligt. Læsere, der kender mig, vil vide, at dette gerne er min subtile måde at antyde, at et bryg godt kunne have brugt noget mere fylde og aroma, end man bydes.

Men det er nu godt nok … Beggars can’t be choosers. I betragtning af, hvor få dage der er tilbage af dette anno horribilis kunne det være gået meget værre. Hvis dette er 2020 sidste stød af ubehag, så kunne noget tyde på, at alt det modbydelige, vi har måttet døje med i det forløbne år måske – måske – så småt er ved at få en ende.
At julen afsluttes med en øl, der i det mindste er god nok er faktisk mere, end man turde forvente.

Årsøl, Klosterbryggeriet (Marcus’ julegave I)

Nærmest himmelsk …

Marcus – min trofaste medsmager gennem årene – var så venlig at sende mig et par bøger jeg havde bestilt i julegave, sammen med en julegave til mig, jeg slet ikke havde forventet: Fire øl fra Klosterbryggeriet, et etablissement på Øm Kloster ved Ry.
En stor tak skal lyde til ham. Desværre kommer det nok til at vare noget tid, før vi igen kan nyde øl sammen, what with pandemi and all. Til gengæld er jeg evigt taknemmelig for forsendelsen, der nok skal være udvalgt med omhyggeligt hensyn til mine følsomme smagsløg.

Der var ikke nogen juleøl i samlingen, og godt det samme. For juleøllene har vi ikke været videre heldige med i år. Til gengæld har det slet ikke stået så skidt til med de øl, der ikke har været juleøl. Traditionen tro har flere af dem været væsentlig mere juleegnede end juleøllene selv, og det skal slet ikke udelukkes, at det også kunne være tilfældet med nogle af disse øl. Det bliver imidlertid noget begrænset hvor mange af dem, jeg kan nå at prøve og anmelde inden juledagene. Men det jeg når at anmelde, vil selvfølgelig blive anmeldt i lyset (eller rettere mørket) af den stundende højtid.
Den første er en af mine favorittyper … nu hvor de sure øl er ved at få overtaget som min favorittype, må IPA, som vi sidder med her, se sig om ikke slået, så i hvert fald i skarp konkurrence om førstepladsen, og således kun være en af mine favorittyper for tiden.

Den her IPA kæmper fra starten bravt for at genindtage førstepladsen på vegne af sine brødre. En tæt bitter em af friskskåret træ blander sig lækkerhedsagtigt med en nyligt åbnet stor pose altheabolsjer. Aromatisk, sødt og først og fremmest skarpt bittert – lige som det skal være. Kønt er brygget også – korngult under kridhvidt, fedtet skum … det behøver ikke være fancy eller utraditionelt for at være perfekt.
Det gælder i øvrigt også i smagen. Hvis bare brygget ellers er bittert og frisk er det som regel ikke bare godt nok, men rigtig godt. Man skal ikke desto mindre ned i detaljerne for at finde forskellene på de gode IPA’er, og på det punkt overrasker dette bryg.
Bitterheden er skarp, vældig og fremturende af tørt nåletræ, der flækkes med et knald. Ind mellem årerne vælter den friske harpiks, sød som honning og med en karamelliseret karakter, jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde er stødt på før i en IPA.
Og det fungerer! Fra tid til anden kaster bryggerierne en ny ingrediens i mæsken – eller de prøver med en ny gær eller en ny humle. Nogle gange går det godt, andre gange må man løbe for at den spontane udspytning kommer til at ske et sikkert sted, og ikke på stuegulvet. Men her går det altså godt.

Debuten for Klosterbryggeriet er i hus, og de har bestået med glans så stor, at jeg tør være optimistisk med hensyn til de næste også.

Men alt kan brygget ikke – det er ikke lige til julemiddagen, det skal nydes.

Strong Ale, Thisted Bryghus

Farin og nødder …

Besøgstallet for december ser meget fint ud. Jeg har faktisk aldrig haft så mange gennemsnitlige klik pr. dag på min blog nogensinde før, som jeg har haft i indeværende måned. Mit mål for i år var at nå op på 4.000 klik pr måned – det mål er for længst nået, og i november nåede jeg endda op over 5.000.
I mit stille sind tænkte jeg, det kunne være sjovt at nå op over 6.000 læsere – et tal, jeg aldrig er nået op på før, men så tænkte jeg igen. For med den raketfart, læserne rasede ind på bloggen de første dage af december, var der ingen grund til at tænke småt.
Så nu går jeg efter 7.000 læsere på bloggen i december. Over 1.000 mere, end jeg nogensinde har haft før – fordi det ligger vel inden for det mulige, omend det også vil kræve et minimum af anstrengelse fra min side.
At anstrenge mig er imidlertid ikke det, jeg gør med størst fornøjelse for øjeblikket. Uanset hvor introvert jeg er, rammer den fornyede Corona-isolation også mig, og sammen med ledigheden har det desværre resulteret i en temmelig grim depressiv tilstand. Den kæmper jeg dagligt med at reducere og forbedre – blandt andet ved at holde fast i at dele indlæg på min blog med ikke alt for store mellemrum, men det kræver en større indsats end ellers.
Min YouTube-kanal sker der således ikke meget på. Min fødselsdagslivestream er det seneste, der kan ses, og det er fra starten af november. Jeg har sagt ja til igen at hoste et segment af en Christmas relay Stream på juledag. Måske vil det sparke lidt liv i kanalen igen – jeg gør i hvert fald hvad jeg kan for at få lidt sving i aktivismen igen, selvom det er svært.

Øllene render i mellemtiden ingen steder. Den her stærke sag åbnede jeg mere end noget i mangel på bedre. Fx i mangel på juleøl, af hvilke udvalget har vist sig meget begrænset heroppe i det nordvestjyske. Jeg købte den i Føtex for nogle måneder siden, hvor der var tilbud, hvis man købte fire øl af gangen. Da jeg havde fundet tre (herunder de seneste øl fra to øl) var dette den øl, der så mindst uinteressant ud af det, der var tilbage på hylderne.
7,2% er langt fra det stærkeste, jeg har prøvet, men det er vel alligevel stærkt nok til, at betegnelsen ‘Strong Ale’ ikke er direkte ulovlig. Samtidig er brygget dejlig mørkt, og dufter fyldigt af mørkt sukker og svesker. Forrest på tungen er brygget blødt og sødt smagt til med kagekrydderier og rigeligt farin. Som det ruller gennem munden ændrer det karakter og bliver mere bittert. Det ender ved mandlerne med en markant, næsten besk aroma af lidt for gamle hasselnødder. Igen er det den slags aromaer, man helst er fri for uden for øl, mens det i et bryg som dette opleves som karakter og raffinement.
Ligesom Aecht Schlenkerlas ‘Eiche‘ ville brygget her slet ikke være umuligt på et julebord. Fylde og sødme er mere end adækvat til den fede julemad, og bitterheden leverer krydderiet. Det er langt fra første gang, at erfaringen med sæsonens såkaldte juleøl viser, at ordet ‘jul’ langt fra garanterer egnethed til højtiden, ligesom uegnethed ingenlunde fremgår af ordets fravær på etiketterne.

Så skulle der være udsolgt af de dedikerede juleøl skal man ej fortvivle – der findes gangbare alternativer derude.

Funky Santa, Midtfyns Bryghus

Sær jul …

Funky er ikke bare en musikstil. Det er også et fuldstændig kromulent ord på engelsk, hvor det betyder noget i henretningen af ‘mærkeligt’ eller ‘uregerligt’ … fordi de der funky rytmer med den inciterende bas, bare er så uregerlige, eller noget.
Det virker jo mægtig besnærende, når der skal hentes juleøl hjem til anmeldelse. Man forventer noget nytænkning i en højtid, der er kendetegnet ved sin fastbundethed til traditioner, der for alt i verden ikke må ændres. Men forandringen kommer alligevel – for 200 år siden (rundt regnet) blev juletræet en trend. Og på en eller anden måde må det jo have maset sig ind blandt de allerede eksisterende juletraditioner.
Gad vide hvem der mon dengang fik skylden for den slags samfunds- og verdensomstyrtende anarki? Muslimerne var der jo ikke rigtig endnu til at kunne tage skraldet for den slags? Måske var det jøderne man hakkede på i stedet? Og katolikkerne! Helt sikkert også katolikkerne.

Men tilbage til øllet før jeg kryber alt for dybt ned i det kaninhul. Midtfyns BryghusFunky Santa er en brown ale brygget med hvedegær. Det skulle give brygget et krydret udtryk, hvilket jo kunne gå hen og passe helt fint til and, flæsk, svesker, brunede kartofler samt først og fremmest sovs.
Brunligt orange og med masser af gærflager tumlende rundt i sig tager det sig i hvert fald utraditionelt ud. Det samme kan man roligt sige om bouqueten – den er underligt sødt-syrlig, en smule i retning af æbleeddike. Og æbler er selvfølgelig også forbundet med julen, men ikke i en sådan sur sammenhæng.
Syren går igen i smagen, og diskvalificerer dermed hurtigt brygget som juleøl. Ananskirsebær gør sig bare ikke særlig godt på julebordet. Heller ikke selvom man i den underligt sur-søde masse hist og pist kan finde spor af nogle julerester. Tørrede figner her, pebernødder der.
Brygget har i øvrigt en nogenlunde adækvat fylde, godt hjulpet på vej af 8,5% alkohol – men slutproduktet forekommer underligt fragmentarisk og det overordnede koncept er lige så sløret og grumset som øllet selv.
Brygget er nu hverken væmmeligt eller udrikkeligt som sådan. Det er blot ubrugeligt til julebordet … og påskebordet og pinsebordet og til mortensanden og fastelavnsbollerne. Mere end noget andet forekommer det som et brygeksperiment, der ikke rigtig er lykkedes, og så har man ellers bare smækket en etiket på, der passer til den tid på året, hvor eksperimentet blev foretaget.

Det er sjældent at den slags ender så’n rigtig godt.

Limfjordsporter Ekstra Engelsk Lakrids, Thisted Bryghus

Lækker hostesaft …

Det her bliver den sidste øl, før jeg tager fat på juleøllene – jeg sværger! Men da jeg forleden dag var inviteret til fejring af min gode ven, Geoff Breeze’s fødselsdag, skulle der noget ordentligt på bordet. Samtidig kunne jeg glæde mig over en af de meget få fordele, der er ved pandemien. Det er fx muligt at deltage i fødselsdagsfejringer tusindvis af kilometer væk på lige fod med alle de andre gæster, når det foregår online.
Ikke at jeg foretrækker, at det bliver ved sådan her, bevares. Men de små lommer af lys og optimisme bør da påpeges, når de opdages.

Som navnet antyder, er der tale om endnu en af de nylige opdateringer af Thisted Bryghus’ klassiske Limfjordsporter. For nylig udsendte bryggeriet fire forskellige i en gavepakke. Jeg fik ikke selv fat i en af dem, da jeg tænkte, at jeg nok ville få rige chancer for at prøve dem på anden vis, og indtil videre går det da også nogenlunde efter planen.
Limfjordsporter-versionen her er tilsat 16 gange så meget lakrids som originalen. Det lyder ellers voldsomt, men får også den mistanke til at melde sig, at mængden af lakrids i Limfjordsporteren måske ikke engang er så stor endda.

Det er ikke engang fordi lakridsen slår voldsomt meget igennem i bouqueten. Her er det frisk bålrøg, der dominerer og i øvrigt meget mere end jeg husker brygget normalt oser. Hvad angår kuløren er der ikke meget nyt under solen – brygget kan dårligt bliver mere natsort end det er i forvejen, så her er fornøjelsen den samme, store som ellers.
Men 16 gange så meget lakrids kan smages, og det smager formidabelt. Omend ikke så voldsomt meget igennem som man kunne frygte. Lakridsen træder frem, stolt og poserende, men er ikke Donald Trump i selskab med Dronning Elizabeth … den er faktisk ikke Donald Trump i nogen som helst situation jeg kunne forestille mig, og nu skammer jeg mig over, at jeg overhovedet kunne finde på at lave en sådan sammenligning.
Lakridsen lader sig mærke idet den traditionelt tyktflydende stoutmasse synes at flyde endnu en anelse tykkere end normalt, ledsaget af en tydeligere aroma af hostesaft.
Og det passer jo også aldrig så fint til verdenssituationen. At bruge brygget som medicin for noget som helst – andet end at stille lysten til stærke (7,9%), fyldige humlebryg – er imidlertid ikke noget, jeg på nogen måde er autoriseret til at anbefale.

Men godt i ganen vil den nok altid gøre.

Rubjerg Fyr, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VIII

Løkken Branddam …

Lige en allersidste Løkken Bryghus-øl før jeg for alvor går i gang med julebryg.
Den her steam beer er opkaldt efter et af Nordjyllands mest kendte vartegn uden for Skagen, Rubjerg Fyr i klitlandskabet ved Rubjerg Knude.
Man kan sige, at problemet med Rubjerg Fyr har været det omvendte af problemet med Den Tilsandede Kirke længere mod nordøst. På grund af Vesterhavets slid på kysten, der i det område er særligt slemt fordi kysten mere end noget andet består af sand. Klitlandskabet omkring fyret kaldes Rubjerg Knude og er et yndet turistmål, netop fordi sliddet på kysten er så tydeligt der.
Så galt stod det til med nedbrydningen af kysten op til fyret, at man i oktober 2019 valgte at placere fyret fysisk på en blokvogn, og transportere det 60 meter længere ind i landet. Manøvren blev tv-transmitteret direkte som endnu en ingeniørkunstens sejr over moder natur. For en gang skyld foregik det ikke på en måde, der skabte nye og endnu værre miljøkatastrofer – tænk at det kunne lade sig gøre.

Umiddelbart minder brygget til gengæld ikke meget om det allestedsnærværende kridhvide sand, det hvidkalkede fyr, eller den mægtige blå himmel … det skulle da lige være hvis brygget er tænkt som en ‘Rubjerg Fyr by Night’ hvor det eneste synlige er den tætte, kulsorte nat, hvor det hvide skum repræsenterer sandet, som man ved er der, men ikke kan se. Sandets usynlighed i nattemørket er repræsenteret ved skummets sparsomhed.
Brygget går ellers til den i bouqueten: Duften er tung af malt og mørkt sukker – både kandis og puddersukker. Dertil kommer en velvalgt bitter snert af kaffe. Det er ikke mindst lovende for et bryg, der kun er en smule stærkere end vanlig pilsnerstyrke; 4,8%. Er det mon Vesterhavet der på en eller anden måde har leveret inspirationen til bryggets tilsyneladende tæthed?
Måske. Desværre er hovedtemaet i aromaen det, Vesterhavet og øl i almindelighed har mest til fælles af. Hvor ked af det, jeg ellers er for at indrømme det, så består både havet og det øl, jeg sætter så stor pris på, mest af alt af vand.
Og det er lige præcis det, man får mest af i den her øl. Ud over en mat ubestemmelig antydning af … måske lidt malt, måske lidt humle – hvor markant konturløsheden er, understreges af, hvor meget jeg er i tvivl – og langt det mest dominerende element er det store Vestehav … på en stille dag. Det er ikke Vesterhavet, når det rusker og river (Vestkysten i stykker). Det er undtagelsesvist vindstille – en afvigelse fra normalen, der fuldstændig ødelægger noget af det mest fundamentale i konceptet.

Den var der mere lokal branddam end Vesterhav over..

Løkken Badehus, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VII

Se om det løkkes …

Turen til Løkken går i dag ad stranden ved Vesterhavet. Løkken er et landskendt ferie- og badested, og det har det været siden ruder konge var knægt … eller næsten i hvert fald.
Jeg husker, hvordan det for nogle år tilbage var berygtet som venue for unge menneskers ugelange massive dødsdruk – en dansk pendent til Loret del Mar, Sunny Beach og hvad alle de der steder nu ellers hedder. Jeg skal ikke spille hellig – jeg har også været ung engang. Jeg gik ordentlig til den hvert år når der var festival – og gerne senere på sommeren også, når jeg var på diverse politiske sommerlejre.
Dagens bryg er da heller ikke en hyldest til Løkken som ungdommeligt Tour-de-Kneipe-sted, men derimod helt konkret til de på stranden forefindende badehuse, hvor strandgæsterne uforstyrret af nysgerrige og – lets face it – sleske blikke, kan klæde om før tåen dyppes i brændingen. Tidligere blev de kørt ned til stranden fra byens badehotel – nu om dage er de angiveligt fast inventar. Jeg tror aldrig selv, jeg har været i byen, så det er ikke noget, jeg har oplevet ved selvsyn. Nu er jeg mildt sagt heller ikke nogen strandløve selv.

Og før jeg i øvrigt kommer til at lyde som en anden boomer, selvom jeg i virkeligheden hører til den yngre halvdel af Generation X, må jeg hellere skride videre til denne, den syvende i rækken af Løkken Bryghus-øl. Bryggeriet har sendt den samling af øl, jeg anmelder, til flere bloggere for at få noget omtale, som jeg med glæde giver dem i bytte for øllene. Men det skal foregå i mit tempo og på mine præmisser, og jeg må nok snart til at holde en pause i rækken, hvis jeg også skal nå at anmelde et seriøst udvalg af årets juleøl. Bare så læserne er forberedt på, at temaet her nok først afsluttes engang i det nye år.

Her er der tale om en wit – den belgiske udgave af hvedeøl. Temaet er velvalgt til Løkkens hvide sandstrande og sommervejr, hvor netop denne type øl med sin friske og – let’s face it once again – vandede karakter nok skal vederkvæge i heden. Selv er jeg ikke nogen stor fan af typen, men må dog indrømme, at den lejlighedsvis har ramt plet.
Typens traditionelt citrongule lød og tågede ydre karakteriseres dette eksemplar imidlertid ingenlunde af. Kun det fedtede, klæbrige skum peger umiddelbart væk fra en pilsner af wienertypen – men en wit er det ikke desto mindre, hvilket hvedemalten vidner om. Dertil kommer appelsinskal, så brygget potentielt også kan bruges på nærværende årstid, skulle man komme til at glemme den i ølskabet.
Det er nu mest udseendet, der falder uden for karakter. Den sprudlende friskhed er i hvert fald meget nærværende og mere end sufficient læskende i enhver dehydrerende cocktail af sol og saltvand. Man skal vente lidt på aromaen, men det er snart sagt mere en lettelse end en skuffelse i betragtning af hvor tit den belgiske wit går … wait for it … for vidt [drumroll] i gær- og banansmag.
Men her er der intet forstyrrende element af gær. Brygget er kun antydningsvis banansødt og vel inden for grænserne, ikke bare af det acceptable, men ligeså det ønskværdige. Dertil melder der sig efterhånden et for typen usædvanligt bittert indslag af hasselnødder – en stærk aromakontur i en brygtype, der alt for ofte ender udefinerbart surt-sødt og kun som en begrænset fornøjelse.

Her er friskheden intakt – sammen med den reelle, nærværende smag, man alt for ofte savner.

Det er løkkedes meget godt.

Thy Økologisk Pilsner, Thisted Bryghus

Gør den permanent …

Bare rolig, jeg skal nok nå til nogle juleøl inden alt for længe. Men først skal jeg lige have den her af vejen.
Det er en relancering af en gammel klassiker fra for 25 år siden, nemlig Thisted Bryghus‘ økologiske pilsner, der altså i år har fejret jubilæum.
Jubilæumseksemplaret her er dog ikke helt den samme øl som dengang. Det er altså ikke bare gammelt øl på nye flasker, men derimod en opdatering med lidt ekstra humle. Og det er kan jeg, som notorisk humlehoved, selvfølgelig kun hilse hjerteligt velkomment.
Ikke mindst når jeg kigger tilbage på originalen. Alle gode intentioner til trods samt det faktum at jeg dengang var nærmest forblændet af økologiens lyksaligheder – i dag er min begejstring noget mere pragmatisk – scorede den jo ikke nogen videre høj karakter dengang. Vist var de 3½ stjerner højere end hvad de fleste standard- og industripilsnere har scoret gennem tiden på bloggen, men produktet var alligevel ikke i nærheden af noget egentligt ekstraordinært. Ikke engang inden for pilsnerverdenen.
Hvor meget kan lidt ekstra humle gøre for en øl, om hvis kvalitet jeg ikke kunne sige meget mere, at den da var noget over standard? For at foregående sætning ikke ender som et rent retorisk spørgsmål, kunne man jo begynde med at afprøve den.

Det ligner sig selv, det korngule bryg. Pilsnerøl er letgenkendeligt, og altid synet værd, korngult og prangende som det står i glasset. Her med en mere end nydelig kridhvid og fedtet skumkrone, som jeg ikke husker fra originalen.
Duften røber til gengæld ikke nogen større oplevelse end for 25 år siden. Humlen er der, nogenlunde markant og med det samme rå, upolerede udtryk, der gjorde Danmarks første økologiske øl ganske populær i sin tid. Men så heller ikke mere …

I smagen til gengæld – der folder jubilæumsudgaven sig virkelig ud …

Her er der rigeligt med humle. Bitter og aromatisk, igen med den velkendte rå kant, men i forening med mere sød malt og vanilleessens, der giver brygget en langt fyldigere bund, end den man kender. Søde æbler blander sig med med bitterheden, og giver en bredere oplevelse, uden at brygget berøves sin oprindelige kantede karakter.

En gedigen opdatering af en øl, der mest var nyskabende ved andre egenskaber end sin smag. Nu har Thisted Bryghus fået smagen med, og det fortjener de hæder og ære for.
Mit ydmyge ønske er, at produktionen af det oprindelige økologiske bryg indstilles, og erstattes med denne jubilæumsudgave.

Elsebeth Gyldenstjerne, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken IV

Det vil ikke rigtig

Når det eneste, der kan få én til at grine er Cirkus Trump, ledet af overklovn Rudy Giuliani og klovnedronning Sydney Powell, er tiden måske inde til at lede mere seriøst efter noget adspredelse.
Jeg må erkende at det kan være svært, når snart det eneste man må som arbejdsløs er at sidde på sin flade og skrive ansøgninger til stillinger, man alligevel aldrig får, og som man i øvrigt heller ikke har kompetencer til. Alt imens kræver den døende minkavls- og -mishandlingserhverv millioner og atter millioner i kompensation for fortjenester, der efter alt at dømme ikke ville komme ind alligevel.
Ligesom størstedelen af det øvrige landbrug er minkavl en underskudsforretning, der alene holder sig oven vande via offentlige tilskud fra staten og EU … og så vover landbrugets sykofanter i det dybt kriminelle og bundkorrupte parti Venstre oven i købet løbende at beskylde landets ledige for at være nogle dovenlarser … Med den tidligere formand in mente skriger ironien til himlen.
Jeg håber meget snart at Inger Støjberg overtager formandsposten i partiet, så det hurtigt forvandles til den rygende askehob, vi alle som små børn juleaftensdag ser frem til, at de ender som.

Inden da kan jeg fortsat adsprede mig med et par øl fra Løkken Bryghus. Såfremt de nydes med måde, er de nok alligevel sundere for sindet end endnu engang at se Rudy Giuliani smelte som en anden heks fra Wizard of Oz.
Det ser ud til, at bryggeriet har flere serier på programmet. En af serierne er vi godt i gang med, hvor bryggeriet har opkaldt øl efter særlige udtryk på vendelbomål, med udførlige forklaringer på etiketten. Med denne øl tager vi hul på en anden serie, hvor øllene er opkaldt efter lokale seværdigheder eller historiske personer. Om Elsebeth Gyldenstjerne, der fødtes omkring år 1500, fortælles det, at hun fik et ægteskab med en gal bonde ophævet, og at hun levede sammen med Stygge Krumpen på Voergaard Slot ved Dronninglund. Såvidt det lokale.

Der er tale om en steam beer – en type, der aldrig rigtig har vakt den store begejstring hos denne blogger. Usædvanligt er til gengæld typens lød, der normalt er gylden til kobberfarvet. Dette er næsten kulsort, og skummer off white så det er en fryd.
En sød, maltet bouquet holder skuffelsen på afstand lidt endnu, og bag læberne bliver det da heldigvis heller ikke stort værre. Et nogenlunde fyldigt bryg med en godkendt tæt maltprofil giver en adækvat bitter oplevelse af mørkt træ og kaffe, indkapslet i en skal af melasse. Sødmen kommer først, og efterhånden som brygget bevæger sig over tungen, udløses de bitre aromaer … lettere modvilligt. Man kan nemt komme til at sluge brygget for hurtigt til, at man når at mærke dets finere nuancer.
Nogen mægtig oplevelse bliver det aldrig. Aromaen skal næsten presses ud af brygget, og bag et noget tilbageholdende udtryk lurer kedsomheden stadig.

Det er som om, det der steam beer bare ikke sådan rigtig vil imponere særlig meget …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme