Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: lokalbryggerier

Game Changer, Svaneke Bryghus

Øl: Game Changer
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: Dry Hopped Mosaic Lager
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Så skifter den heller ikke mere …
Jeg tænker, at den lange pause, der kom til at præge august måned, nok ikke kun var affødt af svigtende humør og sortsyn. At jeg ikke sjældent arbejdede 10 timer om dagen i hele uger ad gangen gjorde nok også sit til, at energiniveauet ikke var, hvad det har været. Hvor glad jeg end var for timerne – og betalingen, der gjorde, at jeg endelig så småt så hullet i min kassekredit lukke sig efter bilkøb – så må jeg også erkende, at jeg nu, hvor jeg er vendt tilbage til en mere almindelig arbejdsdag, finder mere energi til at gøre andet end bare flade ud, når jeg endelig har fyraften.

Jeg har skiftet arbejdsplads et par gange i løbet af de sidste par uger – sådan er det at være vikaransat. Og i morgen starter jeg igen-igen-igen hos en af de gamle kendinge, en fiskefabrik på Hanstholm havn. Det er beskidt og ildelugtende arbejde, der ikke er særlig godt betalt. Til gengæld er kollegerne rigtig søde, og det er et af de steder, jeg føler mig mest velkommen, af de mange jeg efterhånden har haft min gang på, siden jeg flyttede til Thy for nu over to år siden.

I den stik modsatte ende af landet – bogstaveligt talt, idet man næppe kan komme længere væk fra Thy uden rent faktisk at måtte forlade nationen – i Svaneke på Bornholm, er de godt i gang med innovationen … eller i hvert fald markedsføringen. Således praler de højlydt på dette brygs etiket med, at de er blevet CO2-neutrale (det siger Force Technology i hvert fald), så derfor er brygget her en rigtig Game Changer.
Det lyder jo alt sammen meget godt. Men hos mig slipper mistanken om, at måden man gør CO2-udledningen op, er mere end almindeligt fordelagtig for producenten, ikke så let. Jeg ville i hvert fald gerne se rapporten, der frikender Svaneke Bryghus for CO2-udledning, før mine arme ryger i vejret. Desværre ville jeg nok ikke forstå rapporten, da det der med kemi og energi og den slags desværre aldrig var min stærke side i skoletiden.

Det må få være for nu. Hvad mon der kommer ud af de ædle ambitioner? Et lettåget bryg, hvor det kun akkurat er synligt, at det er ufiltreret. Samtidig skulle det være tørhumlet, hvilket gør den næsten klare fremtoning … ikke suspekt, men måske nok alligevel en anelse skuffende. Skummet gør det til gengæld godt – tæt, fedtet og stædigt, stort set som bryggeriet også selv promoverer det.
Duften ligger ovre i det søde med noter af bergamot og lime. Det er mere markant end hvad industrien normalt byder på. En kraftigt humlet aroma gør umiddelbart godt, omend den anmassende træaroma nu nok kunne have brugt en anelse sandpapir til afrunding. Fennikelaromaen er en udelt nydelse. Indslaget af kommenbrændevin nok mere en acquired taste – som jeg imidlertid byder velkommen. Ærgre mig kan jeg til gengæld over en kraftig metallisk bismag, der får brygget til at fremstå unødigt langt ude til den tørre, næsten sandede side.

Alt respekt til Svaneke Bryghus for at ville skabe nyt og træde nye veje, men helt i skabet er brygeksperimentet her altså ikke. Hvis man virkelig vil skifte legen er det ikke nok bare at ramme inden for skiven – man må ramme bull’s eye, eller endnu bedre triple 20.
Og selvom der er mere end bare adækvat oplevelse i brygget her, så formår den højest at skifte fra den grå kedelige industris andet gear til tredje. Vi har været der mange gange før og vi har også været væsentlig højere oppe.

Og væsentlig længere nede, indrømmet – men altså også væsentlig højere oppe.

Europas Bedste Humle Til Verdens Bedste Fodboldfans, Thisted Bryghus

Øl: Europas Bedste Humle Til Verdens Bedste Fodboldfans
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Pilsner
ABV: 5,0%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Fodboldfans will be fodboldfans …
Det er ikke nogen større hemmelighed, at de sidste alt for mange uger har stået i fodboldens tegn, og det hænger også mig ud af halsen efterhånden. Lidt ærgerligt var det selvfølgelig, at vi røg ud i onsdags, men det skal samtidig ikke være nogen større hemmelighed, at jeg er lettet over, at vi ikke skal spille finale i aften (i skrivende stund) med risiko for at vinde. For en gentagelse af 1992 ville betyde, at vi ikke skulle høre om andet end fodbold de næste mange uger fremover.
Nu vi snakker om 1992, så udgav nu hedengangne Raasted en jubilæumsøl i anledning af 25-året for den sejr tilbage i 2017 (regner man efter opdager man, at det faktisk passer meget godt med de 25 år). Den hed “Jubilæumsøl 25 år 26. juni 1992 – 2017 Danmark – Tyskland 2 – 0 Europamester ’92” – måske er det bare et tilfælde, men det kan også godt være, at den dannede skole for øl brygget over fodboldtemaet ved at have et navn de færreste kan læse højt uden mindst at trække vejret tre gange.
Det samme gælder denne øl, som Thisted Bryghus står bag. Denne gang valgte jeg at tage hele titlen med, mens ovenstående blev forkortet en anelse i overskriften. Jeg ved egentlig ikke hvorfor … måske for at forvirre mig selv mere end noget andet. Drukket blev den i hvert fald under den nervepirrende kamp mellem England og Danmark, hvor Danmark røg ud. Dramaet kan faktisk følges på min YouTube-kanal, hvor jeg streamede min online kammerat Geoff Breeze og mig selv live, mens kampen løb over skærmen. Selvfølgelig uden billeder fra kampen, for den slags mås man som bekendt ikke.

Øllet … vel, det stod faktisk ikke rigtig mål med kampen, der – selvom vi ikke vandt – stadig var en fantastisk kamp. At de britiske fodboldfans kunne lære en masse af de finske står også klart, men jeg bliver aldrig en af dem, der mener, at England skulle have frataget sejren på grund af fansenes beskidte opførsel. Jeg prøver at være opmærksom på min egen bias, og mener at den slags bør håndteres af uafhængige instanser. Og i øvrigt gerne mere uafhængige af UEFA, nu vi er ved det.
Titlen siger sådan set det meste. Thisted Bryghus har valgt de bedste humler fra rundt omkring i Europa, for at brygge en øl til verdens bedste fodboldfans, eller som der står på bagetiketten – ‘vores Roligans’. Intentionen er egentlig ganske smuk – at forene europæiske humler på samme måde som europæerne forenes i sporten. Imidlertid tror jeg ikke, at fodboldfans – med deres hang til indtagelse af letløbende industriprodukter under aldeles ukontrollerede former – er det ideelle publikum for et sådant bryg.

Eller – det kommer selvfølgelig an på, hvordan brygget smager, og det siger markedsføringen jo i virkeligheden ikke særlig meget om. Umiddelbart ligner det en pilsner som alle andre, (det slørede billede skyldes imidlertid ikke beduggethed, men min komplette inkompetance udi fotograferingens håndværk) – korngult og med hvidt skum, der måske (måske ikke) er en anelse mere fedtet og holdbart end det oftest set, men så heller ikke meget mere.
Det samlede oplevelsesoverskud sammenlignet med industrielle pilsnere bliver nu heller aldrig imponerende. Duften lover ellers ikke skidt, og byder på en habil bouquet af rå og aromatiske humler, der alligevel vil lidt mere.
Og der er måske lidt … lidt mere, men så stopper festen også. Man smager humlen, og den fremstår såmænd nok en anelse klarere i profilen end man finder den i storindustrien. Bryggerne på Thisted Bryghus har imidlertid ikke glemt, at modtagerne er fodboldfans – så friskhed og – lad os være ærlige – vand i rigelige, for ikke at sige overdrevne, mængder er heller ikke glemt.

At humleblomsterne måske har været en anelse flere, eller marginalt finere er med sikkerhed noget, fordrukne fodboldfans aldrig ville opdage, for det er svært nok at konstatere når man er ved sansernes fulde brug.
En øl til forening af europas humler er ellers ikke nogen dårlig idé. Men at blande fodbold – og navnlig fodboldfansenes tvivlsomme smag i øl – ind i det, vil uvægerligt udvande konceptet. Prøv igen – med mindre vand, og så ikke for fodboldens, men bare for Europas skyld … eller noget.

Alfheim Galar Red Ale, Frejdahl

Øl: Alfheim Galar
Bryggeri: Bryggeriet Frejdahl
Type: Red Ale
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt i: Donation fra Marcus

Som skaberen …
Bare lige den her, så er jeg igennem hængepartiet og kan endelig trække vejret frit igen … indtil jeg pludselig hælder endnu en bunke øl i mig, som jeg så kommer bagud med at anmelde. Pyha, livet som ølblogger er sandelig hårdt.

Frejdahl er Jim Lyngvilds brygprojekt, og så spørger mange sig vel (retteligen) hvordan det kan være, at en vildt woke social justice warrior (i jeres fjæs, Henrik Dahl, Rasmus Stoklund og Bjørn Brandenborg) som jeg dog kan få den splitterroterende idé at smide penge efter sådan en omvandrende højredrejet sprællemand og anakronisme som Jim Lyngvild? Hemmeligheden – og jeg bliver garanteret ikke populær på at fortælle det, men et eller andet skal jeg jo fylde den del af bloggen ud med, der ikke er tør anmeldelse – at det har jeg skam heller ikke!
Og nej, jeg har heller ikke stjålet øllene. Næh, det er sgu min gode ven og hyppige medanmelder Marcus, der havde købt dem i maj måned i anledning af, at jeg besøgte ham. Først for sent havde han opdaget, at de var fra Frejdahl, og betynget af brøde og skam bekendte han grådkvalt synden for mig … som om jeg ville tænke dårligere om Marcus blot fordi han måske havde været en kende uheldig med valget af øl?
Der skal trods alt mere til, og at jeg fortæller om episoden her er nok mere end rigelig straf. I Marcus’ øjne er det nok at sammenligne med nådeløs tortur, men … altså … seriøst … Det er trods alt ikke Anheuser-Busch eller Carlsberg, vel?

Planen var – Jim Lyngvild eller ej – at anmelde øllene samme aften. Men seks timers kørsel, besøg hos min far og samvær med mine søskende og mange niecer satte sine spor, og jeg magtede på det tidspunkt slet ikke at drikke øl – endsige nye øl, der efterfølgende skulle anmeldes.
Så i stedet fik jeg lov at tage øllene med mig hjem. Mit problem med at nyde øl fra Jim Lyngvilds hånd er tydeligvis ikke så stort som Marcus’.

Denne øl er den ene i en serie på to, opkaldt efter to dværge fra nordisk mytologi, Galar og Fjalar, der sammen slog guden Kvaser ihjel, blandede hans blod med honning og således skabte skjaldemjøden. Grove løjer – men det er slet ikke første gang i mytologiske skrifter (seriøst, har I læst Bibelen?) Forbliv således indstillet på anmeldelse af Fjalar inden for alt for længe.
Endskønt Galar er ufiltreret fremstår brygget alligevel ganske klart. Det afbruser hurtigt, men er nu alligevel flot, som det kobberrødt, og -blankt, fylder det duggende glas.
Kun svage noter af karamel og træbitterhed melder sig i duften. Det bliver noget tydeligere i smagen, hvor de behagelige, omend også velkendte og – lad os være ærlige – lidet nyskabende noter, formår at skabe lidt behersket glæde. Brygget er ikke uden fylde, det er frit for missmag og fejl, og letdrikkeligheden udarter ikke til egentlig vandighed. Aromaen af mokkatoffee er distinkt – omend også unødigt nedtonet i en noget tam omgang, der måske nok byder på et minimum (og lidt til) af oplevelse, men ingenlunde er sat i verden for at udfordre eller bryde grænser ned.

Konservativt og – let’s face it – lidt ligegyldigt. Slet ikke ulig bryggets skaber, I might add.

Øl Havre, Thisted Bryghus

Øl: Øl Havre
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Havrestout
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Spar, Bedsted Thy

Jeg forstår stadig ikke hvorfor …
Planen var, at jeg inden for kort tid skulle kværne en masse anmeldelser af, så jeg kunne komme i bund med det hængeparti af øl, der på det sidste er blevet smagt, men ikke skrevet om. Det gik ikke så godt, som man kan se. Nu er der endnu engang gået næsten en uge siden sidste anmeldelse, og for at det ikke skal være løgn er der i mellemtiden også blevet drukket endnu en øl.
Nej, planlægning har aldrig været min stærke side. Det er den sjældent, når man har ADHD. Til gengæld er man god til at finde på undskyldninger – så er der arbejde, så er der familie, så er der en video, der skal laves, så er der pludselig EM, der skal ses …
Og god og snarlig bedring ønskes Christian Eriksen naturligvis oven på den omgang. Finnerne skal også ønskes tillykke med, at de vinder deres allerførste kamp ved en stor turnering nogensinde, og så oven i købet over et hold, der efterhånden har lang erfaring i deltagelse i store turneringer. Olsens ødelæggelser vil nok være synlige på landsholdet i lang tid endnu.

Mai og Vibeke Manniche ønskes samtidig for evigt bare fødder og legoklodser – gerne små og spidse af slagsen – strøet med jævn hånd overalt hvor de måtte gå. At udnytte en potentiel national tragedie såsom et hjertestop i en landskamp til at sprede sin egen forløjede, konspiratoriske kæphest, er virkelig noget man skal være et ekstraordinært ufølsomt og narcissistisk individ for at gøre uden at rødme.

Og oven på sådan et par oplevelser – Christian Eriksens hjertestop *OG* Mai Manniches forsøg på at benytte anledningen til at hverve medlemmer til hendes anti-vaxx-sekt – har man sgu bare brug for et kvantum alkohol. Ikke mindst når man er i (virtuelt) selskab med sådan nogle søde mennesker. Og så havde jeg altså bare ikke nogen øl på lager, jeg allerede havde afprøvet, og sådan blev dét hængeparti altså ikke spor kortere …

Anledningen for den her øl husker jeg til gengæld ikke klart. Men jeg tror egentlig bare, den blev drukket til madlavningen en aften hvor jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at få tyndet en smule ud i lageret. Ud over de øl jeg har prøvet men ikke anmeldt, er der stadig et anseligt antal, der mangler at bliver prøvet.
Der er tale om en havre stout. Sådan én udråbte jeg til at være en af de mest middelmådige øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og den var oven i købet i den bedre – eller rettere, mindre ringe – ende af typen. Tynd, underligt brødagtig og med en våd, flad aroma. Sådan har min oplevelse indtil videre været af en genre, som bryggerierne fortsat hårdnakket hævder, er meget spændende, og har et vældigt potentiale.

Synet kan man selvfølgelig altid nyde. Et natsort, omend meget letflydende, bryg under et lige lovligt lavt og snart kollapset skum …
Ja, det meste af den visuelle fornøjelse er hurtigt overstået. Sådan er det også med duften, der byder på kold kaffe med fløde. Begge dele desværre af den tynde slags – pulver og fedtfattig, laktosefri whitener, snarere end en 38% piske.
I smagen viser kaffen sig imidlertid at være af nogenlunde lødige bønner. Ledsagesødmen af ahornsirup gør også godt, omend den ikke gør helt nok væsen af sig, og måske heller ikke matcher mokkaen helt rigtigt. Resten af brygget er desuden mere end tilstrækkeligt gråt og kedeligt til, at det vel formår at overdøve den ellers hyggelige kaffeslabberas. Alt for meget vand opløser det meste af oplevelsen, og ujævnt fordelt i overskudsvæden forefindes en underligt grynet substans – uden egentlig aroma, men med evnen til fysisk at ramme alle mundens indersider – tunge, gane, gummer, mandler, svælg – for således yderligere at forstyrre og aflede oplevelsen af den smule brygget trods alt havde af anstændig aroma.

Jeg forstår fortsat havrestouts dårligt, og endnu ringere hvorfor bryggerierne stadig gider prøve.

Påske Beer, Hancock Bryggerierne

Øl: Påske Beer
Bryggeri: Hancock Bryggerierne
Type: Stærk Pilsner
ABV: 6,3
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Til at drukne sorgen …

Efter i mange år at have nøjedes med apartheidpolitik og behandlet Gaza som en KZ-lejr, der ville have givet Goebbels og Heydrich spontan udløsning, har Israel i løbet af den sidste uge genoptaget sit aktive folkemord på den palæstinensiske befolkning. I går kunne man så bevidne, hvordan Københavns Politi aktivt holder enhver protest mod Israels folkemord nede med knippelslag, tåregas, vilkårlige anholdelser og demonstrationsforbud.
Præcis hvorfor politiet farer så hårdt frem med voldelige og antidemokratiske midler mod folk, der demonstrerer mod folkemord og apartheid kan man selvfølgelig kun gisne om. Men mon ikke svaret skal findes i politiets ambition om med vold og opdigtede anklager at skræmme befolkningen fra at bruge sin grundlovssikrede ytringsfrihed i almindelighed, samt at bruge denne ytringsfrihed mod Israel i særdeleshed?
Racistisk motiverede hadforbrydelser begået af politiet, såsom det voldelige overfald på Tarek Adlouni i 2017, peger i retning af, at Israels massemorderiske praksis nok ikke ligger super-langt fra, hvad Københavns Politi gerne så indført som almindelig praksis inden for ordenshåndhævelse herhjemme … Bottom line, alt det her gør mig forpulet deprimeret, midt i at det ellers gik ret godt, alt det andet …
Nyt job, som jeg faktisk glæder mig så meget at møde op til, at jeg keder mig bravt her i fridagene. At jeg har købt bil, og føler at min beskæftigelsessituation er så sikker, at mit underskud efter købet ikke engang rigtig skræmmer mig … Alt det ødelagt af magtliderlige, folkemorderiske psykopater og deres villige, hjernedøde voldsrobotter herhjemme …

… man får jo helt lyst til bare at drukne depressionen i noget stærkt øl. Og meget apropos havde Fakta netop sådan nogle stående til en billig penge her den anden dag. En overligger fra påske er nu røget på tilbud, og kunne erhverves i en sixpack for samme pris som Hancocks Høker Bajer, min hus-øl.
Jeg ignorerede ellers stiltiende påsken her på bloggen i år. Påskeøl er evigt og altid inderligt uinteressante stærke pilsnere, som ikke har andet formål, end at gøre konsumenten fuld hurtigere. Men her kommer de vel så lidt til deres ret. Ikke på den mest konstruktive måde, man kunne ønske, måske, men ikke desto mindre. Og så er det jo ligegodt Hancock, der står bag. De har før formået at overraske inden for ellers umulige øltyper (og så glemmer vi lige for en stund dengang det gik helt galt med en anden stærk øl. Det var en anomali! !والله)

Som alle andre af Hancocks øl, er dette bryg krydret med Saazer humle. Det giver en fin duft ved skænkning, og alene det, at brygget dufter mere af krydderi end af sprit gør, at denne øl allerede på dette tidlige tidspunkt formentlig vinder over det store flertal af industrielle påskepilsnere derude.
Det viser sig imidlertid hurtigt, at denne stærke påskepilsner er som stærke påskepilsnere er flest: Nok er humlen i Hancocks bryg bedre end hvad man ellers får, men det er ikke nok til at skjule spritelementet helt. Det er stadig en stærk pilsner med de ulemper der uvægerligt følger.
Men okay – den her glider en anelse mere smooth hen over tungen, end man måske er vant til. Saazerhumlen bryder imidlertid kun glimtvis igennem, så den samlede oplevelse kun hæves en anelse over, hvad man ellers er vant til af stærke øl, der ikke kun smager af sprit. Som sådan er Hancocks bryg en mere afdæmpet og harmonisk variant over de mange gashåndtag, men altså kun med små justeringer til det bedre i aromaen.

Men når gælder håndtering af nedturen over verdens fortrædeligheder, så er det jo også alkoholen, der kommer i højsædet. Den er ikke specielt høj for denne øl – 6,3%. Men … nu blev den jo ligegodt solgt i en sixpack – så mon ikke det lige akkurat går alligevel?

Don Domingo, Ølluminati

Øl: Don Domingo
Bryggeri: Ølluminati
Type: Imperial Stout
ABV: 10,3%
Land: Danmark

På høje tid …

At jeg fik anmeldt en øl, der ikke helt fortjente hovedrollen i et jubilæumsindlæg som nummer 1300 er jeg efterhånden færdig med at græde snot over. Til gengæld har jeg rent glemt at forberede et særligt indlæg i forbindelse med jubilæet. Det har ellers været lidt af en tradition, men den slags er jo til for at blive brudt, hvilket også snart kan gå hen og blive en tradition, hvorefter galaksen eksploderer som resultat af paradokset …

I stedet har jeg forsøgt at eksperimentere en smule med formen. Som den vakse læser måske har bemærket har jeg startet indlægget med en knastør liste med nogle fakta om den øl, jeg står i begreb med at anmelde. Egentlig ville jeg hellere have inkluderet det i en faktaboks et sted i hvert indlæg, men en sådan funktion findes åbenbart ikke i WordPress … eller (og det anser jeg for en langt mere sandsynlig forklaring) jeg er for dum til at finde en funktion, der muliggør den.
Vejledning modtages med kyshånd. Men når det så er sagt, synes jeg faktisk ikke, at formen med fakta øverst i indlægget virker fuldkommen tosset.

Dagens øl er en gammel svend. Den har stået i mit køleskab i 1½ år eller deromkring, men det er også en type, der kan klare det. Det er med mørkt øl i almindelighed og stout i aldeleshed ligesom med historier og mennesker, at de bliver kønnere med alderen. Nu er jeg til gengæld ved at være træt af, at den fylder – og jeg synes faktisk også det er lidt strengt over for min gode ven, der i sin tid donerede den til mig. Det er vist på høje tid, han får mulighed for at læse, hvad jeg synes om den.

Ølluminati er et velkendt og feteret mikrobryggeri fra Viborg-egnen. Men jeg har måttet konstatere, at ikke alle deres produkter er faldet lige meget i min smag. Forventningerne er nu alligevel høje – for stilen er en af mine favoritter, alkoholprocenten er acceptabel selv i Aron Ra’s glas – og når de flueben er sat, bliver man godt nok nødt til at kludre gevaldigt i det, hvis resultatet skal gå helt galt.
Tykt og dovent skvulper tjæren vrangvilligt ud af flasken og ned i glasset. Ja, visuelt fejler det i hvert fald ikke noget, sådan som det nøddebrune skum rejser sig over den tætte tjære. Duften byder også på en snert af ny asfaltbelægning, omend stærk, velbrygget kaffe med rigelig fløde dominerer.
En exquisite flødemokka med vanille behager helt ud i mundhulens afkroge. Gummer, gane, tunge, mandler og svælg vrider sig i vellyst under det tætte, rare bryg. Det er præcis som man vil have det – det bliver aldrig for meget, for voldsomt eller for svulstigt. Ølluminati har ramt bullseye i afstemning mellem det storslåede og det nærværende behagelige.
Brygget byder behørigt farvel med rigelige mængder røg i eftersmagen som et mørkt punktum på en kulsort oplevelse – på alle de måder en kulsort oplevelse kan være smuk og velbehagelig. En ikke bare kompromisløs, men samtidig også velafstemt longdrink, som ethvert stouthoved bør unde sig selv.

Well done, Ølluminati. Må jeres bar være et af de første steder jeg besøger, når landet så’n rigtig genåbner.

Limfjords Ale, Thisted Bryghus

De kan det der …

Det er netop ved en test endnu engang blevet bekræftet, at der notorisk ikke er noget som helst positivt ved mig. Ingenting, siger jeg!
Og det er nok også bedst sådan. For på torsdag skal jeg starte på truck-kursus, og der skal jeg kunne forevise en negativ COVID-19-test.
Ja ja, bare fordi noget er negativt betyder det jo ikke nødvendigvis, at det er skidt. Det går faktisk godt for tiden. Så godt, at jeg næsten får angstanfald ved at slå i tasterne i den rækkefølge, der fortæller historien, for sæt nu man jinxede.

Men fra på torsdag og ugen efter skal jeg altså lære at køre gaffeltruck som led i opkvalificering. Historien er den, at jeg i fredags blev ringet op af et af de vikarbureauer, jeg er tilmeldt. De tilbød mig et try-and-hire-forløb, som jeg havde søgt, men trak i land, da det viste sig, jeg ikke havde truck-kort. Heldigt for mig havde jeg et møde med min jobcenterkonsulent få timer senere, hvor jeg klagede min nød.

Og mere skulle der ikke til. Forud gik der imidlertid flere rådighedsforløb, hvor jeg både havde kontaktet a-kasse og jobcenter med henblik på at få bevilliget et truckkort. Som gammel badmintonspiller fik jeg meget snart medlidenhed med boldene, sådan som jeg snart blev klasket frem og tilbage mellem de to instanser, uden at nogen kunne tage en beslutning. Men det er alt sammen i fortiden nu. Nu kigger jeg fremad, glæder mig til at lære nyt, og håbet om, at et truckkort rent faktisk redder mig noget fast arbejde, lever i bedste velgående.

Det kunne fx være, Thisted Bryghus ville ansætte mig. Jeg har søgt ind på deres lager flere gange uden held. Nu har de snart én undskyldning mindre. Indtil da kan jeg nøjes med at glæde mig over deres øl. Jeg tror den her er den sidste variant af Limfjordsporteren der findes på markedet for tiden. Forskellen fra originalen er markant, omend måske ikke overvældende. Originalen er undergæret, mens nærværende bryg er overgæret – derfor ale.
Her kunne jeg endnu engang indskyde, hvad jeg mener om Kölsch – den overgærede pilsner fra Köln, og hvordan overgæring i sig selv faktisk ikke ændrer et produkt afgørende, selvom kendere og snobber ikke kan få armene ned. Men mine erfaringer med Limfjordsporter-varianterne er faktisk for gode til, at jeg vil lade mig påvirke negativt på forhånd … det ligner mig dårligt, jeg ved det godt jf starten på dagens indlæg, men alligevel.

Brygget skummer flot og højt ved skænkning – højere faktisk, end jeg synes at huske, samtidig med at selve brygget synes en kende lysere end ellers. Flot er det nu stadig, som lyset formår at smyge sig gennem glasset, og lege med de sorte og dybbrune nuancer langs glassets vægge. Duften byder på mørkt træ og en snert af tjære.
Bag læberne møder man de fleste af bryggets velkendte, klassiske nuancer, omend med større vægt på det der normalt er mere i baggrunden. Der er mindre lakrids og mere mørkt træ. Brygget fremstår en anelse mere krydret, men også lettere i viskositeten end originalen.
Nogle ville måske sige tyndere end originalen. Men uden sarkasme vil jeg foretrække at kalde den lettere. For det er ikke nødvendigvis en ulempe, at brygget her kan nydes i lidt større mundfulde end man er vant til, især når oplevelsen forbliver intakt.

Endnu en mere end godkendt variant af en gammel klassiker – dem må Thisted Bryghus for min skyld gerne fortsætte med.

Anxoreux Bierre de Pomme, The Bruery

For real?

Åh nej, det er 1. april igen. Jeg hader 1. april af et ondt hjerte. Mest af alt fordi jeg er direkte elendig til at tage del i spøgen. Mine egne forsøg på aprilsnar er altid håbløse og antisjove. Samtidig falder jeg gerne for de ringeste og mest gennemskuelige folk og medier byder mig. Og så misforstår jeg gerne ting, der rent faktisk sker ude i verden, som aprilsnarre … jeg er vist så småt ved at være runden igennem, og jeg vil i øvrigt undlade at skrive nogen steder på sociale medier, og ISÆR ikke Twitter, at jeg igen er hoppet på vandvognen på grund af tømmermænd – for den er simpelthen ved at være for gammel og slidt.

Videre til dagens øl, der er en debutant i form af Californiske The Bruery. De har brygget en øl på vildgær og Newton Pippin æbler. Med andre ord en møgbeskidt øl. Jeg kunne selvfølgelig aldrig drømme om at anprise en øl, der indeholder andet en vand, gær, humle og malt … altså seriøst, hvad bilder de sig ind sådan at putte frugt i øllet. Hvad tror de mon selv, de er? Belgiere?
Ja, det er nok det, de tror, for samtidig gør den vilde gær også brygget surt. Jamen Vorherrebevaresdaosse! (Og den slags går jeg som bekendt meget op i. Ikke mindst i disse dage, hvor jeg i from, kontemplativ askese kommer Vor Herre Jesu Kristi pine og død på korset i hu, mens jeg duknakket trygler og beder Herren i det høje om mine synders forladelse, så jeg efter min død ikke ender samme sted som Rasmus Paludan.) Hvis jeg ville have surt øl, så ville jeg finde mig noget, der var inficeret – for det er i hvert fald surt, og smager derfor helt sikkert på præcis samme måde!
Så i dette bryg er der garanteret dømt clusterfuck fra starten. Det vidner etiketten og oplysningerne derpå jo så rigeligt om. I det mindste er der 7% alkohol i – så de rige mængder sprit vil måske formå at drukne sorgen over de spildte dråber og æbler.

Allerede ved skænkning trækker næsen sig sammen ved emmen af umodne stikkelsbær i brunkålslage. Så har brygget jo allerede så godt som tabt. Og det hjælper selvfølgelig heller ikke en tøddel at brygget ser godt ud, tåget, næsten grumsetgult – og som læserne vil vide, kan jeg ikke udstå ufiltreret øl [indsæt tungerækkende smiley her].
Og når det så kommer til stykket, kan brygget slet ikke finde ud af det. Ja, den er godt nok lidt sur i det, men overhovedet ikke på den modbydelige tænderskærende måde, som inficeret øl er det. Nej tværtimod læsker brygget gane og tunge mere end velbehageligt med ledsagende noter af de friskeste grønne æbler og en antydning af både sød malt og bitterhumle.

Altså helt forkert!

Det kan da virkelig ikke passe, at et bryg der giver sig ud for at være surt, udtrykker en nærmest perfekt harmoni mellem let vinøs syre og frugtsødme, garneret med en antydning af vanille, der giver brygget den fylde og substans, man ellers godt kan savne i mange sure bryg?

Nej, det der med surt øl – det kan The Bruery da virkelig ikke finde ud af!

Post Cologne, Bad Seed Brewing

Hype hype hype …

Nå … hvad er der overhovedet at brokke sig over for tiden? Jo, for nu bare at tage et eller andet ud af bosjeposen af kontemporære clusterfucks, er der jo Rasmus Stoklund. Socialdemokratisk komet, et barn af moderne politik og strømlinet, slipseklædt nydeligt menneske, der i et nu slettet facebookopslag beskylder den kendte advokat Knud Foldschack for at være hyret af IS-terrorister.
Knud Foldschack har i den verserende mudderkastn… jeg mener debat om danske børn i Syriske flygtningelejre taget børnene i forsvar, og argumenteret for deres ret til at vende tilbage til deres hjemland. Socialdemokratiet, står på den anden side sammen med deres øvrige politiske bagland i Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og det meste af den øvrige blå blok fast på at lade børnene – ned til en alder på to år – og deres mødre rådne op under rædselsfulde forhold i flygtningelejrene. Dette som straf for en mistanke om medlemskab af Islamisk Stat, der selvfølgelig ikke er prøvet ved domstolene.
For at foregøgle en legitimitet ved den horrible retsløshed kastes beskyldninger om at være terror- og IS-sympatisører efter alle, der modsiger regeringens og højrefløjens narrativ om, hvordan 2-årige tumlinge vil begå terrorangreb, hvis de får lov at rejse hjem til Danmark. Alt imens forsøger regeringen at hemmeligholde en rapport fra FE, hvoraf det fremgår at IS aktivt rekrutterer i flygtningelejrene, for så at sende færdigtrænede terrorister til de respektive hjemlande. Der er med andre ord rigeligt fornuft i at trække børn og forældre hjem så hurtigt som muligt – altså før de bliver rekrutteret. Men da dette ville stride mod regeringens fortsatte ambitioner om at deportere så mange mennesker som muligt med den mindste smule melaninoverskud i huden, beskyldes alle, der tillader sig et minimum af nuanceret syn, for at være medlemmer af terrorgrupperne.

Det er selvfølgelig fuldkommen uacceptabelt – især når disse grundløse beskyldninger kommer direkte fra magtens tinde, og rettes mod advokater, der blot gør det arbejde som de er forpligtet til efter retsstatens principper. Rasmus Stoklunds beskyldning er ikke bare grundløs, men en skamplet på retsstaten. Jeg håber den ender med en dom i en injuriesag og et alt for sent og permanent farvel til Rasmus Stoklund i politik.
Det kommer nok ikke til at ske. Rasmus Stoklund vil nok snarere blive Socialdemokratiets næste succesfulde statsministerkandidat, og så er denne sag nok kun en lille forsmag på, hvordan samtlige fundamentale retsprincipper bliver skyllet lige ud i lokummet.

Vel … det var øllet vi kom fra. Ovenstående svada skal selvfølgelig ikke ligge bryggeriet til last. De har naturligvis ikke noget ansvar for, at den sag lige skulle dukke op, da jeg anmeldte deres øl.
Her er det Bad Seed Brewing, der debuterer med en Kölsch … eller en rigtig kölsch er det jo ikke, fordi betegnelsen vist nok er beskyttet, og kun må bruges, hvis øllet rent faktisk er brygget i omegnen af den tyske by Köln. Konceptet i en kölsch er simpelt: Man brygger en pilsner, men i stedet for at gøre den undergæret, så gør man den overgæret. Brilliant! … eller … egentlig ikke. Jeg har drukket en kölsch i ny og næ, og konstateret at forskellen på en undergæret pilsner og en kölsch ret ofte føles ganske ens. Men hey, der findes jo lejlighedsvis rigtig gode pilsnere derude blandt mikrobryggene – så jeg skal da gøre mig de nødvendige anstrengelser for ikke at dømme på forhånd.
Distributøren skal også lige have et ord med på vejen. Brygget er købt i Chokolenten i Hanstholmcenteret – en chokoladebutik, der gør det i lokale og udsøgte fødevarer og nydelsesmidler – herunder specialøl, som denne fra Storvorde ved Aalborg. Butikken er bestemt et besøg værd – og den er også åben i disse nedlukningsdage, da sortimentet hører under fødevarer. Brygget selv er desuden lokalt, idet malten stammer fra Gyrup Gård ved Nørhå, små tyve kilometer sydvest for Thisted.

Ved skænkning viser der sig nu alligevel nogle afgørende forskelle fra den klassiske pilsner – altså ud over, at den med sine 5,2% er en anelse stærkere end standarden. Brygget er ganske uigennemsigtigt og bruser næsten overhovedet ikke. Den halve liter passer akkurat i mit standarddrikkeglas selv uden at skummet rejser sig over kanten. Det dufter dejligt sødt og frugtigt – æbler og appelsiner (og ja, de kan godt sammenlignes) – mens humle og anden bitterhed lader vente på sig.

Smagen lader sig ikke karakterisere sådan lige med det samme. Det skyldes ikke kun dens spagfærdige – eller sagt mere ærligt; svage – udtryk, men også at den smag, der trods alt er der, virker uvant – eller igen mere ærligt; uklædelig. Sødme af modne æbler – og det er sådan set meget fint – kombineret med en mærkeligt ru, metallisk støvethed, som om brygget er oxideret. Risikoen er imidlertid meget lav for, at den slags sker i dåseøl, så enten er der tale om en decideret fejl, eller – og det frygter jeg endnu mere – at denne missmag på en eller anden måde er intenderet.
På bagkant og i eftersmagen melder bitterheden sig dog, og formår at redde en anelse af æren for brygget. Cashew- og paranødder giver en afdæmpet, og harmonisk bitterhed, og ender med at gøre brygget til en nogenlunde godkendt tørstslukker, dog med mere end bare kosmetiske skønhedsfejl.

Kölsch forbliver en hypet type i denne bloggers mund. Ikke mindst når prisen ligger i det lag. Jeg tror jeg gav over 40 kroner for, hvad der ikke smager af stort mere end en lidt-over-middel-i-kvalitet industripilsner. Bad Seed Brewing må gøre det bedre, hvis de vil anmeldes jævnligt – og godt – her på bloggen.

Limfjordsporter Thy Whisky Fad 49, Thisted Bryghus

Man må gerne …

Man siger ganske vist, at man ikke må tale ondt om de døde … men der er undtagelser. Rush Limbaugh er definitivt blevet cancelled af alle livsopretholdende funktioner, hans betændte, hadske legeme formåede at holde kørende. Et dybt nederdrægtigt individ, hvis indflydelse på menneskeheden viste sig som splittelse og had mod snart sagt enhver tænkelig etnisk, seksuel og på anden vis marginaliseret minoritet.
Da forhenværende præsident Donald Trumps støtter stormede kongressen, var der flere i offentligheden, der hævdede, at Trump ikke var årsagen, men blot et symptom på en øget radikalisering af den amerikanske befolkning. Jeg er tilbøjelig til at give disse kommentatorer ret. Rush Limbaugh, til gengæld – han var vitterlig en af årsagerne. Han gjorde mere end nogen anden amerikansk talk radio identisk med konspirationsteorier, højreradikal propaganda og hadefuld tilsvining af alt, der ikke matchede beigegrå – eller snarere hvid, strømlinet almindelighed. Gang på gang, når tidligere eller nuværende amerikanske højrefløjsere fortæller om, hvad der fik dem til at falde i kaninhullet, dukker Rush Limbaughs talk radio-show op.
Der er absolut ingen grund til at lægge fingrene imellem og finde pæne gloser frem; der var og er intet pænt at sige om den mand. Det er kun grimt og frygteligt alt sammen – og heldigvis har det omsider fået en ende.

Det var dagens tirade. Jeg slås stadig med at holde humøret oppe, mens ledigheden nager, og det betyder fortsat, at der er langt mellem indlæggene. I øjeblikket føles det næsten mere som en slags sur pligt end noget der drives af lyst – hvilket er forbandet ærgerligt, men desværre også de barske realiteter, når man slås med sin egen hjernes ubalancerede kemi. Den slet skjulte irritation over emnet for dagens tirade er nok i virkeligheden et ret godt eksempel på dette i sig selv.

Dagens øl fik mig til gengæld til at smile. Og det tror da pokker … Thisted Bryghus er et af de få firmaer, der kan blive ved og ved med at dreje og vride aldrig så sagte og antydningsvist på deres produkt, kalde det noget nyt – og slippe godt af sted med det. Limfjordsporteren i dens efterhånden rigtig mange afskygninger er en hyppig genganger på bloggen, hver gang til fornøjelse – stundom endda stor, og endnu ikke til skuffelse … dvs – Mikkellers Beer-Geek version var jeg vist egentlig ikke så glad for, da jeg prøvede den i Lokomotivværkstedet engang. Men det skal ikke ligge Thisted Bryghus til last, da Mikkeller som bekendt var ansvarlig for den variant.
Her er det de gæve thyboer selv, der står bag. Nu med bøgerøget malt fra Gyrup og et helt fad Thy Whisky hældt ved. Det kan mærkes i duften, der giver en dybere klang til det kulsorte brygs velkendte fyldige, maltede og brankede duft.
I aromaen er lakrids, mørkristet kaffe og whisky nydeligt afstemt hinanden. De 8,5% alkohol giver et ekstra pift, og får næsten én til at se bort fra, at brygget måske godt kunne bruge lidt mere på fyldesiden. Det glider lige let nok ned, gør det. Og det varmer og smager på vejen – men en ordentlig stout skal nu helst føles lidt mere tyktflydende end den her.

Men det er småting. Det vigtigste er, at den – på trods af depression, ledighed og et deraf undertiden betændt gemyt – fik mig til at smile.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme