Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: lokalbrygger

Julefryd, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VI

Ingen jul i år …

Når jeg får gaver fra producenter og distributører gør jeg altid meget ud af, at fortælle dem, at mine anmeldelser er hudløst ærlige. Jeg er anmelder og ikke reklamesøjle.
Det har endnu ikke skræmt nogen væk. Tværtimod har min anmeldervirksomhed, uanset hvor venligt eller uvenligt stemt jeg har været over for gavegiverne, kun afstedkommet større interesse for fremtidige forsendelser.
Jeg håber at Løkken Bryghus er med på at styrke den trend, og ikke bliver kede af det – eller måske ligefrem sure – når jeg nu ser mig nødsaget til at skærpe tonen en anelse.

Julefryd er bryggeriets bud på en juleøl. Slet og ret betegnes den ‘Jule Ale’ på bagetiketten, hvor også brygingredienserne fremgår. Det står med så små typer, at mine læsebriller er en absolut nødvendighed – ikke med hundrede procents sikkerhed pga. listens mangfoldighed, men mistanken lurer. Ud over de fire klassiske ingredienser, der ville gøre brygget acceptabelt på tyske tunger, indeholder det krydderier, sirup, appelsin og rosiner. Hvilke krydderier udspecificeres ikke … måske fordi flasker er forbandet svære at klemme ind under mikrofilmlæsere? De er også ved at være håbløst forældede, nu om dage.
Resultatet er om ikke andet visuelt tilfredsstillende. Et næsten sort bryg med tæt, fedtet kakaoflødeskum. Duften til gengæld er udefinerbart småsyrlig på en måde der gør alt for at skjule ellers velgørende elementer af malt og æbler. Aromaen er ligeledes usikker i udtrykket. Det mest markante er en tonsillær bitterhed af mørkt træ, der imidlertid kvæles af alt for meget vand og i øvrigt ikke forekommer – krydderier og andre tilsætninger til trods – særlig julet.
Mest af alt peger den i retning af en bedre komponeret og mere harmonisk udgave af Tuborg/Carlsbergs knapt drikkelige og notorisk u-julede snebajer. Som øl isoleret betragtet, altså hvis man fratrækker julen, er brygget ikke som sådan ubehageligt – blot skuffende i betragtning af et forjættende ydre.

Hvis Løkken Bryghus vil slå sig op som kvalitetsbryggeri, bliver de nødt til at gøre det bedre end det her.

Rajfog, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken II

Ufortjent …

Aldrig så snart man har gravet sig dybt dybt ned i sortsyn og sløvsind over ens beskæftigelsessituation, før man bliver tilbudt arbejde flere på hinanden følgende dage i træk. Jeg er som bekendt ikke troende, ej heller er jeg overtroisk, og derfor er jeg heller ikke bange for at jinxe når jeg her for anden gang på kort tid (første gang var på Twitter) lufter ideen om at melde mig i arbejde igen, hvis det fortsætter. Lige nu går det i hvert fald i den rigtige retning, og jeg kan allerede mærke, hvordan mit humør bliver bedre for hver time, der går.

Mere lyst til at anmelde øl får jeg også igen. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg egentlig prøvede den her, den anden øl fra Løkken Bryghus. Jeg skylder i øvrigt bryghuset tak – ikke bare for tilsendelse af anmeldelsesmateriale, men også for to fine glas. Det ene har afløst mit favoritdrikkeglas, der røg på gulvet for et par dage siden.
Nej, det er ikke det for oven afbilledede drageglas. “Jamen er drageglasset da ikke dit yndlingsglas?” gentager jeg for mig selv med tungen klemt ned mellem fortænder og underlæbe som Peter Kær i den navnkundige børneunderholdningsserie TV-Pil fra 90’erne. Næh – drageglasset bruger jeg af æstetiske årsager for at signalere, at her er der en øl, jeg har høje forventninger til. I grunden er det ikke særlig godt at drikke af. Det er djævelsk tungt på grund af alt metallet, og faktisk en anelse for smalt til at egne sig rigtig godt som ølglas.

Så hellere et glas, der rent faktisk bare er af glas. Her er det så i brug første gang, det nye glas som Løkken Bryghus skænkede mig (ja, selvfølgelig er ordene nøje udvalgt og udspillet). Det er fra Bryggeriet Vestkysten, som jeg har til gode at stifte bekendtskab med. Til gengæld er jeg vild med det spinkle og stilfulde look, og jeg nyder allerede i fulde drag (jeg kan ikke lade være) at bruge det.
Det skal læserne nok få meget mere at se til, indtil det også ryger på gulvet en dag. Men lad os nu se om ikke det har en del gode år i sig før det sker.

Videre til dagens øl, Rajfog hedder den. “Rajfog er et rigtig godt udtryk for snestorm. Hvis himmel og hav står i et, er det “himmelbetændt rajfog”” fremgår det af etiketten. Den slags vil det nok være så som så med i fremtiden i betragtning af, hvor godt den globale opvarmning har fat. Temperaturen her midt i november ser ud til at have lagt sig et sted mellem 11 og 13 grader. Abnormt højt for årstiden, men netop det abnorme er efterhånden normen, når man ser på udetemperaturerne i vintermånederne.
I det mindste står regnen ikke konstant ned i stænger, sådan som den gjorde sidste efterår, så vores vaskekælder stod under vand fra midt på efteråret til langt ud på foråret.
Årstidens mørke efterligner denne seksprocents-bock til gengæld ret autentisk. Ikke at en bock egentlig behøver være mørk, men det er såmænd heller ikke fordi det mindsker forventningerne, når brygget samtidig dufter ganske indbydende af vanille og mørkt sukker.
Der er da også skruet godt op for maltimpressionen, der giver brygget en rar og blød mundfylde. En let lakridsberøring yder et krydret indslag over et sødt aromatæppe af melasse og farin. Desværre kan ingen af aromaerne se sig fri for at være noget for ikke at sige ret meget til den afdæmpede side. Nogle gange er antydningens kunst at foretrække frem for aromatæppebombning af mundhulen, men det her grænser til det decideret vage og uengagerede.

Det startede ellers jøwt med pilsneren af samme navn. Dette her er til gengæld hverken jøwt eller rajfog. Det er bare småkedeligt og trivielt (gad vide, hvad det mon hedder på vendelbomål?), og det fortjente egentlig ikke pladsen i drageglasset.

AZ Ale No. 4, Refsvindinge/Vestfyen

Lemfældigt mix …

AZ Ale No. 16 er vel nok Bryggeriet Refsvindinges flagskib. Brygget har angiveligt vundet priser både nationalt og internationalt, omend det er svært at google sig frem til, præcis hvilke. Man skulle da være et skarn, om man ikke bryggede (pun intended of course) videre på successen, og det har Refsvindinge da også gjort i form af en, ifølge dem, lettere forårsudgave af brygget under navnet Ale no. 4.

4 er som bekendt kvadratroden af 16, men om det nu har noget at sige om ølkonceptet står hen i det uvisse – sammen med rigtig meget andet om brygget i øvrigt. Det er ligeledes svært at google sig frem til særlig meget om brygget. Det fremgår ingen steder, hvornår brygget først kom på markedet fx.

At det brygges på licens af Bryggeriet Vestfyen, står til gengæld fast. Det har over hele hovedet ikke gavnet bryggets ældre bror – tværtimod kommer man nær til at tude, når man undtagelsesvis får lejlighed til at prøve den ægte vare fra Refsvindinge på fad. Så meget man går glip af, når man køber den almindeligt tilgængelige på emballage …

Nu skal det vise sig, om Bryggeriet fra hvem det bedste vi har fået er Jolly Time og Jolly Cola, på samme vis har gjort Ale no. 4 til en skygge af, hvad den muligvis er på fad. Sådan har jeg ganske vist aldrig prøvet den, men den kan til gengæld anmeldes efter, hvor meget den minder om emballeret Ale no. 16 i vigende kvalitet, når nu den, ligesom hin prøvesmagning fra tidernes morgen, leveres i glas.

Allerede ved opknapning rammes man af et humlepust af bitter hallertaueraroma. Det svagtskummende bryg har en fin lød af appelsiner. Samme frugt går igen i en overraskende nydelig bouquet sammen med nelliker og syrennektar. Det forekommer foreløbig ganske lovende.

Men det skulle det fynske industribryggeri selvfølgelig få ødelagt godt og grundigt. Smagen er – om ikke en skygge af et fadprodukt, som jeg end ikke ved om eksisterer – i hvert fald en skygge af sin fine bouquet. Vag og vigende i sit udtryk føles brygget som om det er kørt gennem et filter, der blander det spraglede orange, lilla og mørkt træfarvede bouquetudtryk sammen til en uformelig grå blanding, hvor de ellers fine og velgørende noter kun svagt skimtes bag den gråbrune grød.

Det eneste rigtig gode er en mild humlebitterhed ved mandlerne – men den alene går langt fra nogen god øl. Nogen fornyelse af Ale no. 16-konceptet er der kun tale om al den stund, at det er nogle andre smagsudtryk, Bryggeriet Vestfyen effektivt har ødelagt og udvandet i deres industrielle efterbehandling.

Black Bird, Fuglsang

Manuskriptet til nærværende indlæg er forsvundet som en lunken Kay-Sar en festaften på Social Club. Jeg skriver derfor ud fra hukommelsen, og heldigvis var det da også lige i går aftes, jeg drak den, så mon ikke det går.

Det Haderslev-baserede bryggeri kalder selv øllet en “Gylden Classic”, så jeg forventede en pilsner brygget på wienermalt, der ville give den en mørkere lød, og lidt fyldigere og typisk sødere smag. Udover malt, humle, vand og gær indeholder brygget desuden dextrose, stivelse, kuldioxid og ascorbinsyre, så man næsten må undre over, at der endda var plads til en sjat øl oven i alle tilsætningsstofferne.

Det er næppe for øllets renhed, at det regnes for Sønderjyllands stolthed udi øl.

Om det er stivelsen, der giver det hvide skum klæbeevnen vidner historien ikke noget om. I det mindste holder øllet en flot, mørk kobberorange farve uden tilsætning af farvestoffer, og det er mere, end hvad tilfældet er ved andre classic-pilsnere. Duften er til gengæld nærmest fraværende – lidt fjern, vandig humle er alt, jeg kunne spore.

På en måde går det lidt tamme duftindtryk igen i smagen. Den smager af classic øl, med fokus på sød malt og letbitter humle, generisk som man kan forvente det af en classic. Heldigvis er både smag og fylde noget mere fremtrædende i duften, men så heller ikke mere. Yderligere kan man glæde sig over fraværet af ubehagelige overraskelser, som man alt for ofte møder dem i classic pilsnere. Men hos Fuglsang er der hverken metalsmag eller syrlighed at spore. Var der så bare lidt mere knald på malten, så den kunne blive lidt sødere, eller på humlen, så den kunne blive lidt bitrere – eller bare lidt mere knald på et eller andet, så den kunne blive fyldigere.

Når glasset er tømt er klinger eftersmagen, hvor en hvis bitterhed trods alt kan spores, hurtigt af, og man konstaterer, at den da egentlig smagte udmærket, en fejlfri, omend meget rutinepræget præstation. Det ændrer dog ikke ved, at det afgjort er en af de bedre classic pilsnere, jeg har smagt herhjemme, så den er da ganske afgjort mere end købet på kr. 5,- værd.

At jeg faktisk havde forventet noget, der var mere ovre i specialølsgenren er velnok en misforståelse fra min side af, hvilken slags bryggeri Fuglsang egentlig er. Der er ikke tale om et specialølsbryggeri, men et lokalbryggeri, der prøver at gøre andre store bryggerier rangen stridig. Indtil videre med et marginalt bedre resultat, men så heller ikke mere.
2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme