Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: USA

Brooklyn Summer Ale, The Brooklyn Brewery (Saufen mit Marcus – now a Trilogy III)

Heden som undskyldning …

Vejret denne sommer har jo været aldeles rædselsfuldt. Sidste år var det noget nær perfekt, men i år har det været meget slemt meget længe. Ja, jeg er ikke nogen stor fan af solskinsvejr i kombination med temperaturer over 25 grader. Og vi har jo været langt hinsides den grænse konsekvent stort set hele juli måned. Selv mit kæledyr sveder, så jeg har måttet slukke dens varmelampe. At en kongepython sveder må siges at være ret sensationelt – men det viser bare, hvilket ekstremt vejr vi med vores evige affutning af fossile brændstoffer efterhånden har skabt os.

Marcus havde også efterhånden fået mere end rigeligt, så ved smagningen søgte vi faktisk tilflugt indenfor, fordi der var alt for varmt ude på hans altan. Da vi nåede til aftenens sidste indslag – denne lette sommerøl – var det til gengæld blevet for mørkt til, at jeg kunne tage ordentlige billeder. Så selvom temperaturerne var blevet noget mere menneskelige, holdt vi os fortsat inden døre.

Oven på to tunge, vældige bryg var forventningerne selvfølgelig noget mere afdæmpede. Brygget er en lys pale ale, der nok i højere grad er produceret for sine tørstslukkende egenskaber frem for levering af nogen ekstraordinær smagsoplevelse.

Den kun letskummende sag dufter fint af grannåle – næsten som den skal, fristes man til at sige.

“Selvom jeg er very much tilhænger af IPA’en og al’ dens væsen …”
“Hmm – og alle dens gerninger” tilføjede jeg med ikke uden afmålt højtidelig alvor.
“Nu ved jeg ikke hvor mange gerninger, IPA’en har på samvittigheden,” fortsatte Marcus “men det kan godt være, jeg bare ikke er noget pale ale-, eller let ale-menneske …” Marcus smaskede eftertænksomt og fortsatte “den her blegtblå, småfesent blå etiketfarve indikerer meget præcist indholdet. Jeg tænker imidlertid, når jeg ser ordet ‘ale’ – ‘JA TAK GI MIG DEN HUMLE …’ – men det er så bare ikke det man får her.”
“Næh – og det er jo fordi det her netop bare er en pale ale, og ikke en IPA,” svarede jeg, mens jeg smaskende at presse noget smag ud af brygget. “Pale ales kan være meget milde. Og denne er en meget mild pale ale, der derfor også markedsføres som en summer ale …”
“Jeg skal lige rydde min hjerne for at finde nogle ord, der ikke er indescribably offensive til at beskrive den her på. Den er glimrende som gateway drug til dem, der i forvejen drikker ligegyldigt øl. De kan få den her, der er lige så intetsigende som det de ellers plejer at drikke – men i en anden retning.”

Vi enedes herefter om karakteren …

Én for at være ubrugelig, og én for at have en anvendelse som en lille horisontudvidelse for dem, der i forvejen drikker ligegyldigt øl. Hårdt presset indrømmede Marcus det lyse, flade, metalliske og kun fjernt aromatiskhumlede bryg anvendelighed i sommervarmen. Men kun som subsidiær brugbarhed under de to forrige karakteristika.

Historien om vores drikkelag er egentlig ikke slut. Langt op ad den følgende dag bumsede og bøvede vi i fællesskab i Vigerslevparken, i skyggen af de store træer og med udsyn til livet, der slentrede forbi i det fortsat alt for varme sommervejr. Imidlertid har jeg ikke nogen optagelser af samtalerne derfra, så hvad vi ævlede om, må læserne have til gode (subsidiært blive skånet for – afhængigt af, hvordan man ser på det).

Lidt vil jeg dog alligevel løfte sløret for. Vi udvekslede kendskab til nørdede internetsager, som vi hver især ikke kendte til, og på den måde fik vi en god del af eftermiddagen til at gå. Dette tredje drikkelag med Marcus vil jeg således give en perfekt score på 5 ud af 7 – bare for lissom at understrege hvor dejlig en aften, formiddag og eftermiddag det havde været.

Sweetwater IPA, SweetWater Brewery

Det er da meget sødt …

Et udvalg fra dette bryggeri har på det sidste kunnet fås i SuperBrugsen til en ikke helt lav pris. Det er i og for sig også fair nok – brygning af ordentligt øl er ressourcekrævende, og de gode resultater kommer man til at betale for.

Et hurtigt kig på bryggeriets hjemmeside efterlader uanset hvad et sympatisk indtryk. De bruger en stor laks på deres etiketter som metafor for, at de går imod strømmen. Det er jo også lidt sødt, mens de bliver anderledes brutale i spyttet, når det gælder beskrivelsen af denne øl: “This mammoth IPA is dry hopped to the gills, delivering a kick-you-in-the-teeth hop chop.”

Den får altså ikke for lidt. Men om det er den slags marketingstunts der gør udslaget, når SuperBrugsen skal importere øl fra udlandet må stå hen i det uvisse. Men jeg håber da at prøver og smagsoplevelser går forud for bryggeriernes egen navlepillende ros.

Til at begynde med lægger brygget sig ellers mageligt i midterfeltet af IPA-typen. Et midterfeldt, nota bene, der ligger ugudeligt meget længere fremme end midterfeltet af pilsnere. Lyst er brygget med en nydeligt tæt, hvid skumkrone. Duften lægger sig i front med noter af ginger ale, althea og vanille. Denne gang er det sødt og velgørende på en måde, så jeg ikke engang behøver være sarkastisk i min karakteristik. Skummet – der ikke lige sådan lader sig kue af tyngdekraften – er også sødt. Ganske markant sødt endda – ikke ulig candy floss, og sådan implementerer bryggeriet med jævn hånd sit navn i bryggets smag.

Tænderne forbliver til gengæld hele, når glasset føres til munden (med mindre man er en så stor klovn, at man fører glasset for hurtigt til munden. Men jeg antager at læserne er voksne nok til at kunne håndtere et drikkeglas selv – ellers så prøv med et plastickrus), jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg savner et los i sylten, men forventningerne om et sådan blev altså ikke adækvat indfriet. Til gengæld får man ganske uforfalsket typens klassiske, uforfalskede aroma af friskskåret træ, bergamot og hyldeblomst.

Vi befinder os igen i det magelige midterfelt, hvor jeg vælger at glæde mig over alt det gode, jeg kender og elsker, frem for at ærgre mig over, at der ikke rigtig er noget nyt at hente her.

Tropical Torpedo IPA, Sierra Nevada

Labert laurbærleje …

Her er to glædelige nyheder, som jeg vil starte dagens indlæg med at dele med læserne: Jeg har netop modtaget et parti øl fra Munkebo Brewery, som jeg vil begynde at anmelde, så snart et lille hængeparti af gamle anmeldelser er blevet eksekveret. Jeg glæder mig til at prøve de nye øl, som jeg vil anmelde i fjæset på Wacken Brauerei, der forsøger at få Munkebo til at trække øllene, der har navn efter nordiske guder, tilbage.

Den anden gode nyhed skylder jeg læserne tak for: I juni måned har mere end 5000 læsere klikket sig ind på min blog. Det er første gang i år, og jeg bliver bare glad, når jeg ser det ske. Tusind tak for interessen – jeg vil fortsætte min forsøg på at vække den, og i en eller anden grad ser det jo faktisk ud til at lykkes.

Nu til dagens anmeldelse. En amerikaner, der for tiden kan fås i Fakta (props til dem endnu engang).

Sierra Nevada startede som et af de mange mikrobryggerier, der gav den amerikanske og globale ølrevolution vind i sejlene. I dag er de blevet store – rigtig store, med kæmpe bryganlæg og masseproduktion. Kvaliteten er imidlertid ikke faldet … ikke særlig meget i hvert fald, og langt fra så meget som man kunne have frygtet af et lille firma, der får storhed at smage.

På andre punkter bevarer bryggeriet også gode takter. Deres produktion er baseret på solenergi som bryggeriet selv genererer, og på mange andre måder bestræber bryggeriet sig på en bæredygtig produktion, man kun kan beundre. Bare fordi man er blevet stor, behøver man jo ikke være et stort svin – eller et stort miljøsvin.

Hvor længe Donald Trump vil tillade bryggeriet at producere på den måde uden at sætte hæren ind, må tiden vise. At produktion på den måde lader sig gøre i stor stil og med sorte tal på bundlinjen er en effektiv fuckfinger til det neoliberale økonomiske paradigme. Men det er vel kun et spørgsmål om tid, hvor længe den økonomiske elite vil acceptere denne opsætsighed, og enten ekspropriere geschæften med vold, eller tvinge Sierra Nevada til udelukkende at bruge gensplejsede råvarer importeret minimum 10.000 km væk, dyrket med ekstra Round Up og pesticider, samt at koge urten op med østtysk brunkul.

Indtil da kan vi dog fortsat nyde Sierra Nevadas øl med nogenlunde ren samvittighed, og det var så, hvad jeg gjorde forleden aften.

Tropical Torpedo er tænkt som en variant over bryggeriets nærmest ikoniske Torpedo IPA, der i sin tid høstede topkarakter her på bloggen. Denne gang med aroma af Papaya og Mango – såvidt bryggeriet i hvert fald.

Brygget ligner dog mere overfladen på en messingblæser – men det er jo også meget kønt. Det efter alt at dømme filtrerede bryg dufter rent og klassisk af grannåle og friskskåret træ af samme art. Også smagen er klassisk – IPA hele vejen igennem, hverken mere eller mindre, ligesom man kender den og elsker den, og som man lige præcis ønsker, den skal være. Der er ikke de store overraskelser, hvilket ikke rigtig gør noget, fordi typen som den nu engang er, indeholder alt hvad man kan ønske.

Så intet ekstraordinært – og for øvrigt hverken mango eller papaya på trods af bryggeriet påstand derom. Men som antydet – det gør egentlig ikke noget.

Big Wave, Kona Brewing Co. (Grænsehandel III)

Flugt fra lava mod konfirmationen …

Netop som helvede (aka vulkanen Kilauea) bryder løs på Hawaii er jeg nået til at anmelde denne øl fra samme lokation. Tilfældighed? Helt sikkert – og desuden et resultat af min fortsat verserende bloggerdovenskab, for det er vel over en uge siden, den blev drukket.

Denne skyldes fortsat mange andre jern, jeg har i ilden. Ikke mindst online, hvor jeg er begyndt at spille (lidt for meget) Minecraft igen. Ellers er der fortsat familie-tam-tam’er der skal passes, og alt for meget arbejde … Jeg skal om ca. 20 minutter til konfirmation for min ældste niece, så jeg kan kun lige akkurat nå det.

Ikke meget anderledes end de tidligere Kona-øl, jeg har anmeldt, er denne gyldne pale ale tilpasset det geologiske stillehavs-hot-spots modbydelige varme og fugtige klima. Drikkelighed og friskhed går i en vis grad forud for aroma. I duften mærker man således en hel del vand, men også en ren bouquet af honning. På trods af vandmængderne føles den tiloversblevne bouquet ikke egentlig svag eller syntetisk.

Brygget er sprudlende friskt i kæften, hvilket giver en skarp og lækkert stikkende mundfornemmelse. Den søde malt får brygget til at glide let ned – det er nok at foretrække, når man er ved at blive stegt af både sol og lava på én gang. En nogenlunde præsent humle får lige netop afleveret nok friskskåret bøgearoma, let sødet med syrénnektar, til at man ikke keder sig under flugten fra egnens tyndflydende lava.

Hvis fødderne formår at bære, kan man måske også akkurat nå at svømme langt nok ud til at man ikke bliver kogt i stedet for stegt … Bare man nu ikke bliver ramt af en bølge på vejen.

Dead Guy Ale, Rogue Ales & Spirits

For alle de døde …

Når nu jeg ikke skriver helt så ofte, som jeg gjorde sidste år, så hænder det gerne, at der sker flere ikke ølrelaterede ting mellem hver anmeldelse, der kræver en bemærkning. Jeg har med dagens øl fundet anledning til at smide nogle ord om de store personligheder, der for nylig har forladt os, og som har betydet noget for mig.

Christoffer Barnekow tog afsked d. 5. januar. Han huskes som Poul Nesgaards sidekick i mange af førstnævntes programmer. Han var noget oppe i årene, så det var mere et chok, der ramte offentligheden, da Synnøve Søe ti dage senere gjorde ham selskab. Personligt er jeg nok mest berørt af Jens Okkings død d. 21. Jeg tror, han var en af de første danske skuespillere, jeg overhovedet kendte navnet på, og kunne genkende. For mig er han uløseligt forbundet med sin rolle som Ridder Ræddik fra de tidlige firseres monopol-tv.

En sjov detalje er, at mine forældre en overgang boede i samme boligkompleks som ham i Århusbydelen Vejlby.

Ursula K. LeGuin var den næste gigant, der måtte videre. Hende har jeg ikke læst meget af, men den smule det er blevet til, har alligevel brændt sig fast.

Og netop som jeg i skrivende stund tjekker listen over afdøde i år indtil videre, opdager jeg til min rædsel, at Mort Walker har gjort Charles M. Schulz, Franquin, Goscinny og Georges Remi selskab. Det har jeg fuldstændig overset.

Jeg har jo som bekendt mit eget lille tegneserieprojekt, og jeg beundrer Mort Walker for hans rene og simple stil, der også gjorde ham til en af de mest produktive serietegnere nogensinde. Det stikker, fordi han ligesom Jens Okking var synonym med min barndom. Jeg samlede i flere år på Basserne-tegneserieblade – selvom det bestemt ikke kun var for titelseriens skyld. Således blev Mort Walker også skiftet ud med Bill Watterson, da Steen og Stoffer fik deres egen serie.

Det minder én om, at alle – også ens største helte – kun er her i kort tid, og at man selv skal den vej en dag.

Og så, netop som man er ved at lægge sidste hånd på indlægget – så dør Ole Thestrup, endnu et af barndommens mest kendte ansigter også – for nu at gøre katastrofen total. Jeg husker ham som en skuespiller, der havde to indstillinger – enten eddikesur og kolerisk, som lagerforvalter i “En Stor Familie” og lærer i “Busters Verden”. Eller som hjertevarm hyggeonkel i rollen som Nissefar i “Jul på Slottet” og i diverse børneudsendelser. Må han nu også hvile i fred …

Men inden jeg selv skal af sted, har jeg liiiige nogle flere øl, jeg skal have smagt på.

Denne gang har jeg orienteret mig om indholdet før åbning. I Cold Brew IPA var der som bekendt kaffe, og når det sådan fremgik af bryggets navn, så tænkte jeg det var bedst, at jeg lige læste etiketten på denne øl først. Hvis der rent faktisk skulle være døde gutter i, ville jeg som absolut minimum vide det, før jeg skænkede.

Jeg kunne imidlertid konstatere, at brygget var ganske rent – efter tyske forhold. Det eneste døde det kunne indeholde måtte være gærrester – men da øllet er filtreret, er det næppe heller tilfældet.

Det nydeligt kobberfarvede bryg emmer skam heller ikke af hverken død eller de efterladtes tårer. Tværtom er det sjældent man oplever så sødt øl, uden at det er tilsat noget. Mandler blander sig med sød karamel, krydret med fennikel og en drys muskat.

Whisky på egetræ melder sig ganske umiskendeligt i munden. At brygget er filtreret giver det en farveløs, omend klar baggrund på hvilken de øvrigte smagskonturer melder sig forfriskende klart. Egens bitterhed melder sig ved mandlerne, syren længere fremme i munden, og whiskyen så’n lidt over det hele. Med jævn hånd er der iblandet søde mandler og udvalgte kagekrydderier – allehånde, fennikel og koriander.

At den klare baggrund også får brygget til at synes en smule vandet og hult, kan det ikke løbe fra. Men dette bryg får det bedste ud af det, idet de øvrige smage får lov at stå nok så klart frem. Selv en præsent vandkarakter kan åbenbart have sine fordele.

Rogue Cold Brew IPA, Rogue Ales & Spirits

God stil – the sequal …

I mit foretrukne supermarked, Fakta, dukker der med jævne mellemrum øl op på spotvarehylden, der ikke bedst  beskrives som mainstream. Det er godt. Rigtig godt endda. Det har været sådan længe, men sidste var det nærmest sådan hele tiden, mens det tidligere var mere periodisk. Nu og da var der gode sager på hylden – et lille afgrænset udvalg, der snart var væk igen … Sidste år derimod bød Fakta på solide tysk-amerikanske IPA’er, en eksklusiv IPA-serie fra Midtfyn og endelig en række fabelagtige belgiske øl, der ikke bare var fabelagtige i sig selv, men også parsec – nej, det er ikke nok – TERAPARSEC fra industriel mainstream.

Det gode er, at det kunne se ud som om tendensen fortsætter. Indtil videre måske ikke ligefrem teraparsec fra standardudvalget, men godt nok til at mine forhåbninger er intakte. Jeg har således fundet denne amerikanske IPA sammen med en mere dyster bror fra samme bryggeri. Den skal vi nok komme til.

Man kommer til at betale for dem – de står i 20 kroner hver, og vor de penge får man altså kun den mængde, der kan være i en regulær øldåse. Åbningsaromaen gør dog et ordentligt indhug i irritationen over prisen, for man ved godt at den bouquetkaliber kommer man til at betale for. Det kobber-til-messing-gyldne bryg dufter gennemtrængende aromatisk af bergamot og friskskåret løvtræ i det helt rigtige mix, mens det gyldne, tætte skum hæver sig i glasset.

Bouqueten er ingenlunde uventet eller overraskende. Den er en sikker vinder, og netop derfor glæder man sig over, at man lige netop får den smule mere, der gør forskellen. Sådan er det også i smagen, hvor genkendelsens glæde over fyrrenåle , bergamot og løvtræssavsmuld ikke bare vækkes, men også fester hele dagen og helt ud på de små timer. En solid IPA, der kan alt det den skal kunne, og som oven i købet formår at være sig selv, og ikke bare endnu én. Denne slår især de skarpt bitre noter an. De skarpe – ikke så meget de friske. Savsmuld er skarpt, men ikke friskt på samme måde som de grannåle, man især oplever i Amager Bryghus’ bryg. Og her er der mere savsmuld end nåle. De ledsagende blomstrede og frugtige aromer er desuden holdt på et ikke-ødelæggende minimum, til gengæld for at være dejligt præsente i duften.

Fakta fortsætter de gode takter. Må det endelig fortsætte mange mange strofer endnu.

The Mortician, Amager Bryghus/Barrier Brewing Co. (AB2017-Kollektionen XII)

Lidt modvægt …

Vi må jo til det: Glædelig jul allesammen …

Vid at det også snart er overstået – I, der ligesom jeg, så småt er ved at få nok af juleriet. For nu at skabe lidt modvægt, har jeg i dagens anledning valgt en øl, der er mørk, ildevarslende, uhyggelig … alt det, man ikke forbinder julen med. Selv tak, det var så lidt.

Lidt jul er der dog alligevel ved denne her. Der fråses. Frås er jo nok nøgleordet nu om dage for, hvordan man fejrer julen, og her får den ikke for lidt. Ud over 13 forskellige typer malt og fire humlesorter, indeholder den også hvidt og brunt sukker samt kaffe. Det bliver dog kun til én type gær, og – måske overraskende – én type vand. Der er jo trods alt ingen grund til at overdrive.

Det er i øvrigt den sidste – omsider – af den lange række øl, jeg fik købt hos Amager Bryghus tilbage i foråret. Så nåede jeg det altså før nytår. Til gengæld har jeg forsynet mig med nye i mellemtiden, så jeg slipper ikke Amager-bryggeriet så let.

I sammenligning med den sidste stout, jeg prøvede fra bryggeriet – den ikoniske Hr. Frederiksen – forstår man kun marginalt bedre valget af flaske som emballage. Men her går det såmænd nok endda. Slår man lidt på bunden af flasken, og bruger et par ketchup-tricks, får man såmænd til sidst resten af brygget ud i glasset også.

Sort som pesten er brygget med matchende smeltet karamelskum, der til gengæld holder sig respektfuldt over glassets kanter. Bryggets farve matcher om ikke andet årstiden, samt det julen oprindeligt blev fejret for – kulminationen – og dermed afslutningen på den mørke tid. Jeg giver i mangel på selverkendelse julenissen skylden for, at jeg glemte at tage et billede af selve brygget.

Det er et af den slags bryg, man ikke behøver snuse til bevidst. At trække vejret helt almindeligt i det lokale den bliver skænket, er rigeligt til, at man kan nyde de både søde og røgede noter af kaffe og marcipan. – Jo jo, der er reelle julede elementer i den også, omend utilsigtede og garneret med så mange andre elementer, der gør brygget aldeles uegnet til julemad.

Eller andet mad for den sags skyld. Bryg som dette kunne måske ledsages af en god whisky eller cognac, men nydes nok bedst alene – over lang tid.

I hver lille slurk kan man nyde den aldeles velafbalancerede aroma af letrøget løvtræ, stærk kaffe og meget mørk chokolade. Det er slet ikke ulig 99% kakao-udgaven fra Lindt – men ikke helt, da der alligevel er akkurat den søde kant, der forhindrer brygget i at blive tørt eller klæbrigt.

Således formår brygget på én gang at være indbydende, men også lidt uhyggeligt. Men ondskaben er hjertelig, som en velskrevet gysernovelle, eller som den aldrende onkel, der fortæller spøgelseshistorier allehelgensaften.

Alkoholen er præsent som en let cognacessens, der binder det hele sammen. Og her skal man passe på. For ondskaben bliver hjerteløs dagen efter når tømmermændene rammer. 10,5 % alkohol og dermed mægtige 3,5 genstande i én flaske kan mærkes dagen efter – også selvom man nyder den langsomt i løbet af hele aftenen.

Men altså – endnu engang glædelig jul til jer allesammen. Jeg takker også for den julegave, I læsere – formentlig ganske ubevidst – har givet mig. Der er gået juleslendrian i bloggen her i december måned. Jeg har i december anmeldt mindre end de foregående mange måneder – og alligevel ser denne måned ud til at slå alle læserrekorder, siden bloggen fik sit eget domæne.

Om jeg fatter hvorfor – måske skulle jeg bare skrive lidt mindre?

Nej, det tror jeg alligevel er en dårlig ide. Jeg hygger mig sådan med det, og mon ikke de ekstra læsere her i julemåneden skyldes et efterhånden betragteligt bagkatalog af juleølsanmeldelser?

Men kan I nu have en rigtig god juleaften allesammen. Hvis jeg kender mig selv ret, går der såmænd nok ikke mange dage, før jeg skriver igen …

Sierra Nevada Stout, Sierra Nevada

2017-10-18 19.02.44Det sædvanlige …

Føtex har i årevis haft Sierra Nevadas øl som del af det faste specialøludvalg. De udgør ikke sjældent små perler i et ellers på overfladen mangfoldigt udvalg, der ved nærmere eftersyn … eller rettere smagning viser sig at være ganske tyndt og ligegyldigt.

Apropos eftersyn. Jeg har ladet min fars bil, som jeg har kørt i det sidste års tid, skrotte. At beholde den ville løbe op i omkring 20.000 kr., hvilket i bedste fald ville være ca. 3 x så meget, som jeg ville kunne sælge den til.

Så farvel til den – og til en masse faste udgifter, der har givet mig dårlige nerver i næsten lige så lang tid, som jeg har haft den.

Men tilbage til Sierra Nevada. Føtex må vi til gengæld vente med, for det var slet ikke der, men i Fakta, jeg købte denne øl. Coop-discountkæden fortsætter med et udvalgt langt over forventningerne, så det skal ikke blive sidste gang.

I mellemtiden har californiske Sierra Nevada jo vokset sig store. For store, formentlig, til at det er rimeligt at kalde dem et mikrobryggeri længere. Til gengæld har de skabt deres egen vækst. De er ikke blevet opkøbt for efterfølgende at blive brugt som brand. Deres produktion er desuden baseret på solenergi og smarte CO2-neutrale løsninger, og så har jeg efterhånden svært ved at hidse mig op over vækst i den private sektor.

At øllene til gengæld bliver mere standardiserede som bryggerierne vokser er til gengæld evident. Det er nærvrende stout et lidt for godt eksempel på, ovenpå nogle virkelig fremragende øl fra den kant.

Det lystigt skummende, natsorte bryg afgiver ved skænkning en for så vidt nydbar duft af chokolade med antydning af røg. Det, der er ud over det sædvanlige, savnes til gengæld bravt, og allerede nu, er vandindholdet for markant i forhold til, hvad man forventer af bryggeriet.

I smagen kæles der i retning med smagsløgene med bittersøde aromaer af chokolade og lakrids. Det er velafstemt, nogenlunde fyldigt … og så alligevel virker brygget tyndt, vandigt og hult. Uden at det smager dårligt. Uden at det er en katastrofe, men det er stadig langt under det niveau, man forventer. Harmoni og velsmag gør det ikke alene.

Der mangler fortsat noget ud over det

4-stjerner

Maximus Double IPA, Lagunitas

2017-09-28 17.51.07Ikke helt …

Hvor var det, jeg læste, at Lagunitas ikke længere anses for at være et mikrobryggeri i USA? Jeg kan ikke længere huske det, men begrundelsen var opkøb ved et gigantbryggeri, der fremdeles bruger brandet til at pushe billige kvalitetsbryg på bekostning af de egentlige kvalitetsbryggere.

Liberal Alliance (samt Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, De Radikale, Alternativet, Socialdemokratiet og det allermeste af Socialistisk Folkeparti) vil jo nok mene, det er udtryk for udviklingen … og at denne umuligt lader sig styre, tæmme, ændre eller bare bremse det allermindste.

Så meget for ‘det muliges kunst’, og jeg tillader mig derfor at sætte min lid til det umulige i håb om, at de dårlige kapitler i den ellers strålende fortælling om mikrobryggeriernes fremvækst, blot er der for at skabe spænding i et plot, hvor de gode har været mere end almindeligt nemme at skelne fra de onde.

Jeg er imidlertid ikke så hellig, at jeg ligefrem skyr produkterne fra Lagunitas af den grund. De skal da prøves, når de er til rådighed i den lokale discountbix.

Den får ikke for lidt med Maximus og Double – ja, der er ikke sparet på superlativerne (eller måske alligevel, eftersom der jo faktisk kun er én). Forventningerne ville nu næppe være så bastante, om de ligeledes var trykt på udtørrede træfibre. Selvom bryggeriet har efterladt et godt indtryk på bloggen indtil videre, er det stadig svært at dømme generelt ud fra to tidligere smagsprøver, med mindre selvfølgelig, at disse er helt oppe i himlen. Og det har de trods alt ikke været.

Dobbelt eller ej – brygget er i hvert fald nydeligt kobberrødt med uprætentiøst skum. Duften er traditionelt IPA’et med sødme af alteabolsjer og roser.

Brygget byder på generisk IPA-bitterhed, og det er ganske fint. Det er en generisk smag, der skal være meget svag, før den ikke glæder, og denne IPA er i hvert fald dobbelt nok til, at det ikke er tilfældet. Om den så også er dobbelt nok til rent faktisk at være dobbelt. Det er jeg til gengæld ikke så sikker på.

Med bitterheden intakt og bergamotsødmen ligeså har brygget ganske vist styr på det nødvendige. En beskhed i eftersmagen giver akkurat den disharmoni, der gør brygget lidt mere spændende end hvad en rent generisk IPA ville yde. Men Maximus er det nu bestemt ikke.

Og double ligefrem? Næh – højst one and a half …

4-en-halv-stjerne

Bordello Bandits, Amager Bryghus/Ei8ht Ball Brewing (AB2017-Kollektionen VI)

S2017-08-20 18.21.06magfuld og subtil …

Amager Bryghus er kendt for at lave humlede øl, især IPA. Men ikke alt, de laver er IPA. De gør det også i humlede pilsnere, med mere end udmærkede resultater. Sidste år var jeg så heldig at få lov at prøve en af deres andre humlede, karakterfulde pilsnerøl – den slagkraftige No Rice and Curry India Pale Lager, som jeg på stedet forvekslede med en IPA.

Også i den seneste kollektion finder man en velhumlet pilsner – nemlig denne Bordello Bandits, der er brygget i samarbejde med amerikanske Ei8ht Ball Brewing. Amager Bryghus holder traditionen med røverhistorierne i hævd med en aktuel stikpille til USA’s præsident – men det må læserne selv læse sig til. Ved samme lejlighed vil man få en forklaring på bryggets pudsige navn. – Jeg skal jo ikke afsløre alt.

Brygget dufter friskt og skarpt ved åbning. Duften af grannåle har ‘IPA fra Amager Bryghus’ smurt med store fede typer ud over hele fladen, men en spinkel fylde og kun antydningsvise noter af malt og korn peger i en anden retning. Spinkelheden går igen i aromaen – men det er den samme spinkelhed, som jeg allerede så mange gange har sammenlignet med titanium. Let, tyndt og umådeligt stærkt.

For selvom brygget er spinkelt i sit udtryk, smager det rigtig godt igennem. En meget snæver og præcis karsk grannålebitterhed er skruet op på 11, mens den for bryggeriets IPA’ers vældige fylde er skruet ned. Ikke at det egentlig gør noget. Den alternative distribution af ud- og indtryk fra brygget tåler sammenligning med en Equalizer på et kvalitetsstereoanlæg. Flere forskellige kombinationer af de forskellige pinde til lydindstilling kan lyde godt – omend de er meget forskellige

På samme måde er det her. Fylden og vælden er skruet ned mens skarpheden er intakt. Brygget afslører desuden sig selv som pilsner i de mere maltede og kornede bismage, mens det blomstrede og krydrede fra IPA’en reelt er fraværende i det nydeligt uigennemsigtige, højgule bryg.

En smagfuld og subtil variant i Amager Bryghus’ sortiment. Vist nok min fodboldkammersjuk Allans absolutte favorit i årets kollektion. Og selvom jeg måske ville pege på en anden som den bedste, er jeg bestemt enig i, at man skal have kastet ret mange penge efter den her, hvis den ikke er det hele værd.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme