Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: USA

ET Left Home, Evil Twin

Øl: ET Left Home
Bryggeri: Evil Twin Brewing
Type: Sour India Pale Ale with Blueberry and Raspberry
ABV: 7%
Land: Danmark
Købt i: Donation via drikbeer.com

Er du færdig!?
Det bliver ikke svært at bedømme årets bedste øl i år. Og hvis det gør, så er jeg langt heldigere end jeg fortjener, for så vil det betyde, at jeg får lov at prøve endnu en øl, der er i klasse med den her:

En sur IPA boppet op med blåbær og hindbær i en umådeligt kompakt og smagfuld pakke … ja, ord slår næsten ikke til. Med tilbageholdt åndedræt og ærefrugt åbnes dåsen. Glasset stilles parat, og så begynder arbejdet ellers. Den seje, tætte grød af på én gang blodrødt og natsort frugtkompot skvulper langsomt og dovent ned i glasset, mens det danner den fineste, plastiske top af ripsfromage.
Duften matcher med intense noter af solbær, rips, umodne stikkelsbær og alt hvad hjertet ellers kan begære af surt og syrligt fra frugthaven.

Og så smagen … Hold nu helt holy haphazard hallibut, Batman! Det er så hele kroppen skælver, tårerne komme frem i øjnene som var man til en nær vens begravelse, og ansigtet vrider vrangen ud på sig selv (lidt ligesom der i ‘The Fly’, hvor Seth Brundle laver det første eksperiment med at teleportere en bavian. Selv tak for de mentale billeder – og brygget matcher aldrig så nydeligt i kulør.)
Hvad kan man sige om et mesterværk som det her? Intens frugtfylde, et syretrip som ville have gjort Syd Barret misundelig, og midt i det vildeste, vidunderligste syre og bærorgie melder øllet sørme også sin tilstedeværelse. Det er ikke glemt. Ved gummerne mærker man humlen, og den spiller aldrig så fint og nydeligt op imod de sur-søde (men mest sure) frugter med et smukt kontrasterende krydret indslag.

Mesterligt, vildt, frækt, fandenivoldsk og vovet. Sådanne øloplevelser får man kun ganske få af.

Oenobier, Trillium Brewing

Øl: Oenobier
Bryggeri: Trillium Brewing
Type: American Wild Ale
ABV: 10,8%
Land: USA/Massachusetts
Købt i: Donation via drikbeer.dk

Det søde med det sure …
Jeg skylder vist endnu en undskyldning for stilheden her på bloggen. Årsagerne er mange – jeg havde brug for en pause, ferie om man vil, fra bloggen, samtidig med, at jeg gerne arbejdede vel over 40 timer om ugen. Humøret har heller ikke været det bedste på det sidste, ikke mindst fordi jeg brænder inde med nogle personlige sager, som jeg ikke er klar til at delagtiggøre læserne i endnu. Måske senere, men ikke nu …

Men her er jeg altså igen. Klar med et par øl, det efterhånden er længe siden, jeg har drukket. Men heldigvis har jeg min trofaste krykke – mine hastigt nedkradsede notater, der forhåbentlig kan revitalisere oplevelsen tilstrækkeligt til, at jeg kan nedfælde et par bevingede ord til læsernes fryd.

Oenobier er en American Wild Ale. Og det lyder jo i sig selv forjættende, eftersom jeg er aldrig så begejstret for vildgæret (læs: surt) øl.
Det messinggyldne bryg dufter da også af det rene og skære eddikebad ved skænkning – og ved smagning følger den forventede, ustyrligt vederkvægende, og inderlig katharsiske ansigtsvridende, brystrivende syre. Det bedste mod en galopperende sommerdepression, jeg kan forestille mig.
Og oven i købet gør dette bryg bekendt, at surt øl ikke bare er surt øl. Ikke at det egentlig gør noget, når sure bryg ikke er andet end rene syrebade. Men på den anden side gør det da heller ikke nogen skade, når brygget også indeholder andre aromaer og konturer, der kan glæde ud over den syrlige rygrad.
Således byder brygget på venlige, nøddeagtige undertoner, næsten søde som de vinøst smyger sig henad gummerne, mens tungen svides af syren. Et kontrastrigt bryg, der indgyder noget – trods alt – tiltrængt nuance i en ølgenre, der oftest kun kendes på sin kompromisløshed.

Ikke at der som sådan er gået på kompromis her. Snarere har man taget et bryg, der var perfekt som det var, givet det lidt mere form og kontur, hvorved det er blevet endnu bedre. Frækt, næsten hybrisagtigt. Og min bedømmelse må også være derefter.

The Stone Wall Inn IPA, The Brooklyn Brewery

Øl: The Stone Wall Inn IPA
Bryggeri: The Brooklyn Brewery
Type: IPA
ABV: 4,6%
Land: USA/New York
Købt i: Føtex, Thisted

I juni måned var det pride month rigtig mange steder i verden. Her i Danmark finder priden vist først sted her i august … fordi årsager. I USA finder den i hvert fald sted i juni, og ud over at nogle af de mest marginaliserede grupper i verden får noget tiltrængt opmærksomhed (homo- og biseksuelle, transpersoner osv.) er det også en lejlighed for en masse store virksomheder til at excellere i virtue signalling. Det giver sådan nogle gode tal på bundlinjen, og så er det jo også kun den ene måned om året, hvor man behøver lade som om, det egentlig rager én en hujende fis.

Bryggerierne holder sig selvfølgelig ikke for gode. Måske mener de det endda seriøst nogle af dem, hvem ved? Rent faktisk kunne jeg godt have Brooklyn Brewery – et af de klassiske mikrobryggerier fra ølrevolutionens tid mistænkt for rent faktisk at have noget at have det i. Om ikke andet en pæn dåse fuld af regnbuefarver, og navn efter et etablissement, der blev et af brændpunkterne i den tidlige amerikanske LGBTQ+-bevægelses kamp for rettigheder tilbage i 60’erne og 70’erne.

Brygget selv er der imidlertid ikke meget queer ved. Og det er heller ikke nødvendigt. For har man en ordentlig IPA, har man som regel mere end det nødvendige. Denne her gør et godt indtryk fra starten ved ikke kun at se godt ud, korngult med fedtet skum i glasset – en liflig aroma af citrus og hyld breder sig også ved skænkning, uden i øvrigt at brygget dermed lover mere, end det kan holde.
Tørt nåletræ yder bitterhed ved mandlerne, hvorved typens mindstemål indfries til fulde og mere til. Undervejs hen over tungen behages smagsløg af bergamot og grape – indtrykket er både karskt og aromatiske, og levner ikke meget tilbage at ønske i denne fine aromapakke.
Kraft og fandenivoldskhed måske? Og så alligevel ikke. Bryggets harmoniske smagfuldhed yder al den oplevelse, der er nødvendig. En knytnæve er ikke nødvendig, når aromaen lige så vel kan masseres blidt ind i gummer og gane.

En habil IPA, der dog næppe flytter eller bryder grænser ned, sådan som LGBTQ-miljøet – fuldt berettiget – har gjort gennem alle årene. Til gengæld skiller brygget sig ud fra meget af The Brooklyn Brewerys øvrige produktion, der ofte føles fladt og uinspirerende.
Men altså ikke denne gang. Bryggeriets hyldes til LGBTQ har åbenbart fået dem til at tage sig lidt mere sammen.

Oh… Dream, Other Half Brewing

Øl: Oh… Dream
Bryggeri: Other Half Brewing
Type: Cream India Pale Ale
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Donation via drikbeer.com

Mere IPA, mindre Cream …
Hvis man (som jeg, “tak” ADHD) har svært ved at koncentrere sig i længere tid ad gangen om det skrevne ord, kan man evt. springe over på min YouTube-kanal og få en anmeldelse i lyd og levende billeder. I samme ombæring kan jeg opleves hudflette en såkaldt ‘tankie’. Tankies kan beskrives som vore dages autoritære kommunister. De sværmer åbent for sovjetstyret og må ikke sjældent tage sig i at overdænge ikke bare Lenin, men også hans efterfølger med det tætte overskæg med idel, kompromisløs smiger.
Jeg gætter på, at de ser sig selv som en del af venstrefløjen. Som en særlig red-pilled fraktion, der har indset, at den øvrige venstrefløjs føleri og humanisme står i vejen proletariatets diktatur – der i deres verden (i modsætning til Marx’s vage begreb) ikke alene ses som det endelige revolutionære mål, men også står som et synonym for deres egen blodtørst. Ikke blot imod den borgerlige klasse, men selvfølgelig også mod alle, der ikke følger præcis den samme, ekstremistiske og rigide linje som dem selv. Af denne grund listes der hos tankies gerne elementer ind, der under normale omstændigheder er det diametralt modsatte af, hvad venstrefløjen står for. Hos tankien i videon kan man således finde åbenlys misogyni – mildt sagt idet han (ja, han, selvfølgelig) uden omsvøb identificerer sig som incel (don’t even get me started om hvad det er. Læs selv her og vær bange, meget bange). Føj dertil homofobi, transfobi, queerfobi og racisme.
Det kommer næppe som den store overraskelse, at jeg ikke anser disse idehistoriske efterladenskaber som del af venstrefløjen på nogen mulig eller umulig måde. I tankiens verden består kommunismen af en ultralille elite, der har den fulde magt over produktionsapparatet og kapitalen, og som helt uden skyggen af befolkningsrepræsentation kan udøve den magt lige så hensynsløst som de har lyst til. Endemålet er dermed fuldstændig det samme som den post-industrielle neokonservatisme-liberalisme, som vi lever under i dag, hvor et exceptionelt lille mindretal af ultrarige kapitalejere besidder stort set alt, mens de folkevalgte regeringer og parlamenter ikke tør gøre andet, end spagfærdigt nikke og efterkomme de ultrarige elitisters mindste vink.

Det eneste, man måske kan rose tankies for, er et mål af ærlighed. At de relativt ærligt melder ud om , at de er autoritære og hadefulde, samt at de ville knuse ethvert tilløb til frigørelse fra befolkningens side med brutal magt. Neokonservative elitister i den vestlige verden fylder rutinemæssigt befolkningen med løgn om, at de ønsker så stor frihed for befolkningen som muligt. Desuden vil befolkningen helt sikkert få det meget bedre, hvis elitisterne ikke behøver betale skat, samtidig med at befolkningen får halveret lønnen, frataget alle sociale ydelser og der indføres brugerbetaling på sundhed.
På den måde lyver tankies i det mindste ikke. Det er mere sådan noget med at true med at stille folk direkte op ad en væg og … resten behøver jeg ikke udpensle. Tankies springer vel egentlig bare direkte til det stadie af det vestlige kapitalistiske samfund, hvor fascismen overtager. Det gør fortsat ikke tankies til en – måtte den ellers være nok så obskur – del af venstrefløjen. De er og bliver kun kommunister af navn, og var, er og vil altid være en bande afstumpede fascister, i kategori med falangister, fascister, nazister og andet skravl på den yderste højrefløj.

Øllet? Jamen det er såmænd fint nok. Engang var der noget, der hed cream ale. Det brød jeg mig ikke særlig meget om. Det føltes underligt tamt og dovent på tungen, og smagte aldrig ordentligt igennem. Da jeg så, at bryggeriet her havde lavet en ‘Cream IPA’, og så oven i købet med havre (og hvad mener vi om havre i øl?) fik forventningerne et dyk. Ville dette være en kedeligere variation af den IPA-type, jeg ellers elsker så højt, med dens krasse bitterhed og ansigtsvridende aroma?
Det er selve IPA’ens ide, der ville være under angreb. Men som sagt – der viste sig at være såre lidet at frygte. Og oven i købet så det også godt ud – fuldstændig uigennemsigtigt gult, som en uskrællet pomelo i glasset. Skummet lavt, men standhaftigt og klæbrigt.
Duft og aroma følges ad – tørt nåletræ og rigeligt med citrusfrugter – og her er det mere sur lime og citron end søde appelsiner og klementiner man møder. Brygget rammer faktisk ganske nydeligt balancen mellem aroma, drikkelighed og fylde, ved ikke at være for meget nogen af delene. Det smager godt, føles godt og det slukker tørsten.
Balancen fremhæves til gengæld en smule på bekostning af konturen. Jeg har prøvet IPA’er der var mere markante i aromaen, fylden eller de tørstslukkende egenskaber. Og brygget fortjener bestemt ros for ikke at lægge for meget vægt på sidstnævnte – men så er det til gengæld også en lille smule ærgerligt, at der ikke bliver lagt helt så meget vægt på det første.
Kompromiser kompromiser … vel – en lille smule af cream alens karakter havde brygget måske alligevel fået med. Men heldigvis ikke mere, end at brygget er til mere end blot godkendt gavn.

Cream … – ja, det var Eric Claptons gamle band. Eric Clapton har vi godt nok heller ikke været heldige med. Men det må jeg hellere lade ligge til en anden gang, hvis det her indlæg nogensinde skal bliver færdigt.

Speedway Stout, Alesmith Brewing Co.

Øl: Speedway Stout
Bryggeri: Alesmith Brewing Co.
Type: Imperial Stout with Coffee
ABV: 12,0%
Land: USA (Californien)
Købt i: Donation via drikbeer.com

Passende til situationen …
Da apartheidstaten Israels genoptog sit folkemord på palæstinenserne for fuld gas (tåregas mestendels, men bare vent. Det er nok bare et spørgsmål om tid før Israel overvejer at tage gas, opkaldt efter populære kondimenter til cylinderformede kødretter op til fornyet overvejelse) var det tid at finde noget rigtig stærkt og rigtig mørkt frem, for ligesom at matche sindsstemningen. Valget fald på denne imperial stout fra den efterhånden bedagede donation fra en læser, jeg modtog i starten af året. Jeg valgte den frem for en chokoladestout, der faktisk var en anelse stærkere, men til gengæld ikke var tempereret – og så synes jeg egentlig ikke at anledningen passede.
Chokolade er noget man fejrer med – og jeg tør vædde på, at folk som Lars Aslan, Peter Seier og andre tilhængere af apartheidstaten Israel har ædt sig tykke og fede i billig mælkechokolade go leor her på det sidste. Kaffe, som dette bryg er tilsat derimod, er noget man drikker når depression og sortsyn plager – ikke at det nødvendigvis hjælper, men det passer til i farve og aroma – sort og bittert.

Det dunkle, bitre tema går igen i alle bryggets facetter. Skænkningen alene byder på tæt, uigennemtrængelig sorthed under det nydeligste mørkebrune skum. I duften mødes man af kaffe med cognac – en blanding der tilforn skulle have været populær som ‘energy boost’, men som man i vore dage stort set ikke hører om længere.
Til at begynde med melder brygget sig som en let stout, der smagfuldt glider hen over tungen uden de helt sto… men *SÅ* sker der noget! På bagtungen springer kaffen frem som en trold af en æske og den fineste aroma af velristede arabica-bønner buldrer henover og -under alle mundhulens jord- og himmelvendte flader. Bryggets markante alkoholnote hjælper elegant kaffearomaen – og den ligeledes bitre mørke maltaroma – vel på vej med whisky- og cognac. Præsent, men aldrig dominerende i forhold til bryggets primære udtryk: bitter kaffe.
Nu vi snakker om det bitre – en anelse malurt er der imidlertid også i brygget; en lakridsnote, der føles lidt støvet – og så kunne brygget egentlig også godt bruge en smule mere fylde. Det flyder rigtig godt gennem munden, men det er som om det har lige lovligt travlt med at ryge ned, og vægrer sig en anelse mod at hvile helt så meget, som en perfekt stout gerne skulle.

Det er småting. Overordnet er dette en af de bedste stouts jeg har fået i lang tid, og den er bestemt mine varmeste anbefalinger værdig. Ikke mindst fordi den – mørke og bitterhed til trods – lettede mit depressive sortsyn betragteligt. En smule farligt. Og jeg skal passe på, det ikke bliver en vane. Men det hjalp nu alligevel i situationen.
En videoanmeldelse af brygget er desuden tilgængelig her.

I’m not Coming Home for Christmas, Evil Twin

Øl: I’m not Coming Home for Christmas
Bryggeri: Evil Twin Brewing
Type: Double Dry Hopped Double IPA
ABV: 8,5
Land: USA/Californien
Købt: Donation via drikbeer.com

Lange, snævre drag …

Så gik der vist lidt pinseferie i den. Jeg beklager stilheden, men ind imellem findes der trods alt vigtigere ting i mit liv end øl – og nej, det er ikke altid Minecraft.
Lørdag var ellers projekteret til at være arbejdsdag på min – stadig relativt nye – arbejdsplads. De er gode de lørdage … almindeligt overarbejdstillæg plus weekend-tillæg plus en grundløn der i forvejen bestemt ikke er noget at fnyse ad …
Nå – men det blev så aflyst. Med en ekstra fridag og en helligdagsmandag i sigte fik jeg den fikse idé at tage mit nyerhvervede køretøj på en ordentlig prøvetur til hovedstaden, så jeg endelig kunne få set familie og venner igen.
Planlægning og neglebidning over projektets omfang (ADHD og asperger kan især i sådanne situationer være en værre hunhund) levnede ikke det store overskud. Men nu hvor pinsen er vel overstået, har jeg fundet ro til at sætte mig bag tasterne igen.

I øjeblikket er jeg bagud på bloggen i forhold til YouTube-kanalen, hvor denne øl for længst er anmeldt. På videoen kan altså observere hele min smagningsproces, der ud over mine kommentarer ikke adskiller sig synderligt fra øl, jeg anmelder via pen og papir. Først hældes det meget lyse og højtskummende bryg op, mens det udløser aromaer af vanilje og citron til de olfaktoriske sansers udelte velbehag. Stikkes snudeskaftet tættere på brygget afsløres noter af grannåle og appelsin – en traditionel IPA-oplevelse, der ingenlunde har glemt frugterne i kompositionen. I dåden en mere end lovende indledning.

Frugt og gran kappes om at behage smagsløgene ved første lille mundfuld. En særdeles smagfuld oplevelse af alt det, man kender og elsker ved IPA, og som hver gang stadig formår at overraske og behage, selvom man har prøvet det et utal af gange før. Der er ikke så mange dikkedarer – dette er en IPA i al sin vælde, uden at være ekstra bitter eller ekstra aromatisk … eller – det er faktisk forkert. Den har faktisk fået lidt ekstra vanilje og frugt oveni bitterheden. Til gengæld er der holdt en lille smule igen på fylden. Det gør, at brygget ikke bliver alt for overvældende, og bedst nydes i lange, men snævre drag frem for bittesmå mundfulde.

En fuldblods-IPA, der på den anden side heller ikke buldrer unødigt voldsomt frem. Det er ikke nødvendigvis en ulempe, at et bryg også kan nydes i mere end blot mikroskopiske, altovervældende nip.

Anxoreux Bierre de Pomme, The Bruery

For real?

Åh nej, det er 1. april igen. Jeg hader 1. april af et ondt hjerte. Mest af alt fordi jeg er direkte elendig til at tage del i spøgen. Mine egne forsøg på aprilsnar er altid håbløse og antisjove. Samtidig falder jeg gerne for de ringeste og mest gennemskuelige folk og medier byder mig. Og så misforstår jeg gerne ting, der rent faktisk sker ude i verden, som aprilsnarre … jeg er vist så småt ved at være runden igennem, og jeg vil i øvrigt undlade at skrive nogen steder på sociale medier, og ISÆR ikke Twitter, at jeg igen er hoppet på vandvognen på grund af tømmermænd – for den er simpelthen ved at være for gammel og slidt.

Videre til dagens øl, der er en debutant i form af Californiske The Bruery. De har brygget en øl på vildgær og Newton Pippin æbler. Med andre ord en møgbeskidt øl. Jeg kunne selvfølgelig aldrig drømme om at anprise en øl, der indeholder andet en vand, gær, humle og malt … altså seriøst, hvad bilder de sig ind sådan at putte frugt i øllet. Hvad tror de mon selv, de er? Belgiere?
Ja, det er nok det, de tror, for samtidig gør den vilde gær også brygget surt. Jamen Vorherrebevaresdaosse! (Og den slags går jeg som bekendt meget op i. Ikke mindst i disse dage, hvor jeg i from, kontemplativ askese kommer Vor Herre Jesu Kristi pine og død på korset i hu, mens jeg duknakket trygler og beder Herren i det høje om mine synders forladelse, så jeg efter min død ikke ender samme sted som Rasmus Paludan.) Hvis jeg ville have surt øl, så ville jeg finde mig noget, der var inficeret – for det er i hvert fald surt, og smager derfor helt sikkert på præcis samme måde!
Så i dette bryg er der garanteret dømt clusterfuck fra starten. Det vidner etiketten og oplysningerne derpå jo så rigeligt om. I det mindste er der 7% alkohol i – så de rige mængder sprit vil måske formå at drukne sorgen over de spildte dråber og æbler.

Allerede ved skænkning trækker næsen sig sammen ved emmen af umodne stikkelsbær i brunkålslage. Så har brygget jo allerede så godt som tabt. Og det hjælper selvfølgelig heller ikke en tøddel at brygget ser godt ud, tåget, næsten grumsetgult – og som læserne vil vide, kan jeg ikke udstå ufiltreret øl [indsæt tungerækkende smiley her].
Og når det så kommer til stykket, kan brygget slet ikke finde ud af det. Ja, den er godt nok lidt sur i det, men overhovedet ikke på den modbydelige tænderskærende måde, som inficeret øl er det. Nej tværtimod læsker brygget gane og tunge mere end velbehageligt med ledsagende noter af de friskeste grønne æbler og en antydning af både sød malt og bitterhumle.

Altså helt forkert!

Det kan da virkelig ikke passe, at et bryg der giver sig ud for at være surt, udtrykker en nærmest perfekt harmoni mellem let vinøs syre og frugtsødme, garneret med en antydning af vanille, der giver brygget den fylde og substans, man ellers godt kan savne i mange sure bryg?

Nej, det der med surt øl – det kan The Bruery da virkelig ikke finde ud af!

Hydra Blackberry + Pineapple + Raspberry, Mortalis Brewing

Fortune & Glory …

Så kunne det ellers være, at mit lille hobbyprojekt her nåede ud til de brede masser! Efter et halvandet timer langt interview i onsdags har Nicolai Sebastian Holle, journalist ved Danmarks Radio, skrevet denne artikel om mig. Og det må godt nok siges at have boosted bloggens popularitet – i hvert fald lige for øjeblikket.
Over 4.000 hits på én dag! Og klokken er i skrivende stund ikke engang tolv middag, dagen efter at artiklen blev offentliggjort. Det er flere besøgende, end der ramte bloggen i hele februar måned – og mange andre måneder i øvrigt gennem bloggens historie. Hidtil havde min blog fået flest hits den dag hvor jeg bekendtgjorde at jeg skulle skilles. Jeg er ikke ked af, at den rekord blev slået i en langt mere glædelig anledning.
Jeg må hellere få leveret noget underholdning til alle de nye læsere.

Efter en uge hvor jeg mestendels har været på natarbejde, hvilket ikke levner nogen huller til afprøvning af nye bryg, tog jeg en tørn fredag og lørdag, hvor tre for mig hidtil ukendte øl røg i glasset og i svælget.
Den første var denne Fruited Sour på behersket høje 7%. Brygget indeholder hindbær, ananas og brombær, hvilket giver brygget en nydelig mørkerød kulør, aldeles uigennemskinneligt og næsten grødagtigt i sin substans. Bekymringen melder sig spagfærdigt efter mango/ananas-fiaskoen forleden, men da når den lifligste duft af de sødeste hindbær i sukkerlage næseborene. Det er ikke ulig Faktas økologiske hindbærsyltetøj, som jeg og børnene elsker på pandekager og rundstykker.

I modsætning til supermarkedernes børnevenlige smørepålæg er brygget dog mere tilpasset voksne smagsløg. Don’t get me wrong – der er rigeligt med bærsødme og frugtaroma, igen primært fra hinbærrene i denne supertætte ølsmoothie. Humlen, til gengæld, mærker man ikke meget til. Og det er her, brygget primært adskiller sig fra The Motive, der gerne både ville være en frugtøl og en IPA og en sour på én og samme tid.
Mortalis Brewing har begrænset sig til det sure og det søde, og afvist det bitre. Forræderi vil nogen måske hævde. I min mund fungerer det imidlertid rigtig godt! En sur bund holder en intens, men ikke for intens bærsødme oppe, og de to elementer blander sig aldeles nydeligt idet de ikke kun komplimenterer hinanden, men også holder hinanden i skak.
Svulstigt, dekadent og voldsomt … men så alligevel kunne jeg måske godt ønske, at brygget havde lagt en kende mere vægt på bærsødmen. Kvalmt skal det selvfølgelig ikke være, men gerne næsten. Alternativt kunne syren også have fået et nøk opad, så ansigtet blev krænget bare en anelse i retning af en fornærmet Pia Kjærsgaards ansigtsudtryk (udenyderligeresammenligning udenyderligeresammenligning udenyderligeresammenligning!).

I stedet for at lege med, hvor meget man kan trække aromaen i nærheden af grænsen for, hvor udfordringerne begynder og industrifolket for alvor falder fra, holdes bryggets aromaprofil pænt inden for skiven. En fryd for ganen, bestemt – men der er, hvis man absolut skal finde hår i suppen (og jeg ville ikke være mig, hvis ikke jeg kunne det) også en bufferzone, som det kunne have været spændende at gå på opdagelse i.

Men som mere antydet er vi nede i småtingsafdelingen.

Sang Rouge, Cascade Brewing

Back on track …

Jeg husker næsten som var det i går, hvordan jeg på min første Roskilde Festival i 1992 torsdag morgen spankulerede ind til Grøn Scene, fordi jeg kunne høre, at de derinde spillede noget af det her nymodens – og dengang i mine øjne slet og ret latterlige – death metal.
Jeg stod med foldede arme, et halvt nummer eller noget lignende, mens min foragt for genren – uden at jeg lagde mærke til det – blev pumpet ud i takt med den rasende hurtige puls og den brølende vokal. Der gik ikke lang tid, før mit hoved svingede i takt med musikken, op og ned som traditionen foreskriver, sammen med det øvrige publikum.
Da jeg gik ind til Grøn Scene den morgen på Roskilde Festival havde jeg ikke meget andet end foragt til overs for dødsmetalgenren. Jeg fandt udtrykket alt for voldsomt og vokalen hæslig – et krampagtigt forsøg på at gøre en musikgenre endnu hårdere for at resultere i larm. Det hårdeste jeg hørte dengang var vist Metallica og Megadeth – det som mine forældre kaldte larm. Da jeg gik ud fra scenen igen var jeg dødsmetalfan. En helt ny genre havde åbnet sig for mig – klar til at blive udforsket, klar til at blive nydt, danset til, headbanget til!

Bandet jeg havde set – fandt jeg ud af bagefter, da jeg granskede programmet, for det var helt tilfældigt, at jeg var kommet forbi – var svenske Entombed. Mange år senere skulle jeg se dem i Århus, hvor Amon Amarth varmede op for dem … eller det vil sige – det er sådan jeg ser det. Om John og George rejste sig fra de døde for at genforene Beatles og spille til samme arrangement som de svenske dødsmetalpionerer, ville Entombed aldrig have varmet op for nogen! De ville altid være hovednavnet – og at de umuligt kunne være hovednavn, når de spillede før et andet måske mere kendt orkester, ville jeg altid holde for en undskyldning, der kun fortjente hånlatter og fingerpeg.
Hvorfor skriver jeg nu om Entombed i pluskvamperfektum, som om det beskrevne aldrig ville kunne ske igen? Fordi forsangeren, Lars-Göran Petrov den 7. marts gjorde John og George selskab. Selvom jeg ikke ejer en samling af Entombed-vinyl eller aluminium, har de altid haft en særlig plads i min musikalske bevidsthed. De var vitterlig bandet, der ikke bare gjorde mig interesseret i dødsmetal som genre – men fik mig til at elske den – i løbet af et kvarter til en halv time dengang for mange år siden på min første Roskilde Festival.
Lars-Göran må hvile i fred – det samme må bandet Entombed, der aldrig vil blive det samme uden ham.

I min lille verden går livet videre med en uventet stor mængde arbejde, der traditionen tro har givet mig en smule mere energi – men til gengæld også færre timer til at gøre de ting, jeg gerne vil – herunder blogge. Man kan bare aldrig vinde på alle fronter.
Men øllet er i det mindste godt. Jeg er fortsat i gang med at arbejde mig igennem den generøse donation, der er blevet mig til del her i starten af året. Her er der endnu en sur øl på programmet; et blend af sure red ales, lagret på rødvins- og egetræsfade i op til to år. Resultatet er et meget mørkt bryg – jeg ville aldrig have gættet på red ale ud fra farven alene – med en duft af brændevin mere end noget andet. Krydret snaps; gin og Rød Aalborg er mit umiddelbare indtryk. Det er rigeligt sofistikeret til at jage industrisegmentet effektivt på porten.
Der er fuldt blæs på aromaerne. Brygget svier i ganen og næsen, og prygler smagsløgene med skarpe, sure og krydrede indtryk. I en vinøs og letflydende skal af bourgogne på den tørre side leveres kommensnaps i skøn forening med sure kirsebær, dog uden at nogen af delene tager for meget over, eller at brygget på anden vis bliver for meget. På sin vis en forsonende oplevelse efter The Motive, der på så mange måder var aldeles overdrevet uden at det førte noget godt med sig. Brygget her går ellers også til den. Men det forbliver en harmonisk nydelse, selvom – eller rettere netop fordi – vin, egetræ, kommen, kirsebær og stikkelsbærsyre slås i svælg, på tunge og i næse om pladsen som nummer et.
Men ingen af dem går af med sejren. Den går til gengæld til nyderen, der får lov at mærke dem allesammen udfolde sig til fulde.

Et kaos, af fandenivoldske udtryk, der på forunderlig vis går op i en højere harmonisk enhed – hvis bare man giver det en chance og en lille smule tid … det er næsten som at være til den der første Entombed-koncert igen.

The Motive, The Veil

Kun fordi man kan …

Den her anmeldelse har været længe undervejs. Jeg undskylder gerne til dem, der sidder derhjemme dag efter dag neglebidende mens koldsveden pibler fra porer i tinding og pande, blodsprængt stirrende på mail-indbakken for ikke at misse når en ny anmeldelse fra Kajs Ølblog tikker ind. Jeg gætter på, det ikke er mange – og hvis der virkelig er nogen, der har det sådan – igen vil jeg gerne undskylde, men ikke uden også spagfærdigt at foreslå, at vedkommende måske skulle finde sig en enkelt sund interesse mere end at læse min ølblog. Fx er der andre gode ølblogs derude, som Brian Lunds ‘Højt Skummende‘, Steen Carlsens ‘Tid til en Øl og Martin Petersens ‘Stovt‘ – man kunne jo slå noget af ventetiden imellem mine indlæg ihjel ved også at læse dem.
Årsagen … ja, det er faktisk en lidt anden denne gang, end det evige klynkeri om min humørsyge og beskæftigelsessituation. Misforstå mig ikke – det er fortsat noget værre rod, men ikke den primære årsag til, at det skulle tage så lang tid at nå frem til den her.

Sagen er den, at dagens bryg nok (ikke bare ‘formentlig’ eller ‘måske’ – men ‘nok’) er det mest outrerede og ekstreme bryg, jeg nogensinde har prøvet. Det overgår faktisk i voldsomhed monstrøse konkoktioner som Amager Bryghus’ Big, Bold & Beautiful og bizarre brygeksperimenter som Steðjis Hvalur 2, der var brygget på røgede finhvalnosser. Igen gælder det voldsomhed og ikke nødvendigvis kvalitet.
Alligevel føler jeg mig på sin vis forpligtet til at kaste lidt mere end bare det gennemsnitlige antal anmeldelsesord efter brygget, når der nu så tydeligt er gjort noget ganske særligt ud af det. Det er debut for bryggeriet The Veil her på bloggen, og ingen skal komme og sige, at kreativiteten fejler noget i den gesjæft, hvis flagskib jeg gætter på nærværende bryg i en eller anden grad må være.
Man kommer på arbejde allerede før brygget er åbnet. Etiketten består af farverne rød og orange, og jeg er såre i tvivl om motivet (no pun intended) – hvis der da overhovedet er noget, i det utydelige, solfarvede farvespil. Blot det at læse hvad der i det hele taget står er en stor nok udfordring i sig selv. Jeg måtte have både briller og lup til hjælp, og jeg vil vove den påstand, at det ikke kun er fordi, jeg efterhånden er en mimrende, svagtseende olding. Ikke bare gør farvevalget læsningen svær nok, men typerne er også så små at teksten sort på hvid baggrund stadig ville have krævet hjælpemidler.
En mindre hovedpine, løbende øjne og let svimmelhed var sidegevinsten ved tydningen. der afslørede indhold af mælkesukker, ananas og mango, foruden øllets klassiske fire ingredienser. Typen er en sour double IPA på 8% – en stærk, men ikke voldsomt stærk øl.

Men én på opleveren – det får man i hvert fald. Brygget forlader kun meget nødig dåsen. Det skal næsten klemmes ud som var det i virkeligheden på tube. Dovent og vrangvilligt klasker det i store skvulp ned i glasset – mere som en masse, en tyk grød, end som en væske. Men flot ser det ud – det må man sige – appelsinorange og fuldkommen uigennemsigtigt, kun med en fin skumhinde over det, der snart fordufter.
Hvor meget brygget end har at byde øjet, mangler det til gengæld i næse. Syre, IPA og masser af frugt til trods, dufter det næsten ikke af noget. Man håber, at smagen er indkapslet bag den uigennemtrængelige orange barriere, for på duften at dømme truer en kedelig omgang.

Min første reaktion på den underligt grødagtige substans på tungen var forundring. Forundring over, at man kunne brygge et så tæt og fyldigt bryg, og samtidig negligere aromaen så meget. Det er nu ikke fordi aromaen er helt glemt – den er der da, men den spiller i den grad andenviolin i forhold til en ekstremt dominerende fylde – ikke helt ulig et stykke sejt, tørt kød, der bare vokser og vokser i munden, lige meget hvor længe man tygger det. Det bliver faktisk decideret væmmeligt, hvis ikke man begrænser sig til meget små slurke.
Og de små mundfulde – eller nip skulle man måske hellere sige, byder først på skarp syre af citron og eddike. Derpå følger en let berøring af de tilsatte frugter – næppe genkendelige i den næsten plastiske substans og der sluttes af med en tør, næsten sandet bitterhed ved mandlerne. Faste – eller bare jævnlige læsere af bloggen vil vide, hvor meget jeg holder af IPA’ens bitterhed. Men her er den, trods nogen styrke, alligevel blot en skygge af sig selv. Den mangler dybde, den mangler kontur, og den mangler … umami måske? Følelsen af at have noget i munden, der simpelt hen bare er rart, uden at man helt kan pege på hvad der gør det rart. Den fornemmelse har jeg savnet helt og aldeles på den lange, svære og til tider væmmelige vej igennem dette tunge, alt for tætte, ekstrembryg.

Jeg sætter stor pris på ekstreme brygeksperimenter. Men det kræver, at de smager af noget. Tag igen Amager Bryghus’ mesterværk Big Bold & Beautiful – alt ved det bryg var ekstremt – farve, fylde, aroma, styrke, men nej hvor det smagte! I brygget her lader man til at have skruet alt op på elleve – undtagen, og derfor også på bekostning af, aromaen. Den må møjsommeligt presses ud af det i forvejen meget voldsomme bryg. Det er ikke det, man har mest lyst til når man får endnu en klat uformelig frugtgrød i munden – især når gevinsten er så lille, som den er her.

Karakteren har jeg været vældigt meget i tvivl om. Brygget er igen nok det mest ekstreme bryg, jeg nogensinde har prøvet. Til gengæld er det også disharmonisk, fladt i smagen, til tider decideret væmmeligt og overordnet mere en prøvelse at komme igennem end en fornøjelse. Men samtidig fortjener bryggeriet en udmærkelse for at turde brygge en orange rædsel som denne (som om USA ikke havde haft orange rædsel nok de sidste fire år – men lad nu det ligge) – om ikke andet i et forsøg på at overgå … andre bryggerier måske? Hvis man vil flytte grænser for brygkunst må man vel starte et sted og prøve et eller andet. Resultatet af eksperimentet er i det store og hele mislykket i dette tilfælde – men kedeligt eller mainstream var det i hvert fald ikke.

Så hvor lægger man et bryg, der vitterlig bryder grænser ned, giver en fuckfinger til konventionerne, og som uden skelen til modens eller den grå normalismes hensynsløse krav gør lige som de har lyst til? Snart sagt alle gode intentioner pakket ned i tre linjer på en tilfældig dansk ølblog … Men som så fejler fælt når det rent faktisk gælder om at få brygget til at smage af noget?
Midt i er mit bud. They tried and failed, yet not miserably, og i det mindste prøvede de.

Smid en kommentar hvis du synes jeg har tabt hovedet og er helt gal på den. Det er så hyggeligt at skændes om den slags.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme