Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Uganda

Bell, Uganda Breweries/East African Breweries

Ikke kedeligere …

Jeg går til den med de ugandiske øl. Jeg vil mægtig gerne selv – om ikke lige til Uganda, så i hvert fald betræde det afrikanske kontinent en dag.

Der er så ufatteligt mange ting, jeg gerne vil vide om den store verdensdel mod syd. Næsten alt hvad man hører om Afrika drejer sig om tørke, hungersnød, fattigdom, korruption, terror og krig. Jeg ved imidlertid – fra andre, jeg har talt med, der har været der – at der også er et andet Afrika. Et smukt kontinent, med rare mennesker, der mere end noget andet har lært at klare sig med den smule, Europæerne og andre imperialister har efterladt efter deres hærgen …

… som nu for eksempel (men det er nu altså også kun et eksempel) et ikke videre inspirerende udvalg af øl – bedømt ud fra de hidtidige prøver i hvert fald.

Til gengæld er der denne gang tale om et rigtigt afrikansk produkt. Ja, egentlig ugandisk er det i ikke udelukkende, da Uganda Breweries så tidligt som i 1959 blev opkøbt af det Nairobi-baserede industrikonglomerat East African Breweries. Ja – monopolkapitalismen trives også, hvis man går langt tilbage i Afrikas historie – se hvordan mennesker overalt på kloden ligner hinanden ad nauseam, i hvert fald når det gælder griskhed og ussel mammon. Brandet ‘Uganda Breweries’ lever dog fortsat – lidt på samme måde vel, som Albani, Thor og Faxe for at nævne nogle stykker, stadig lever efter at de er kommet ind i konglomeratet Royal Unibrews omklamring herhjemme.

I modsætning til Eagle Extra fra Nile/Sabmiller/Anheuser Busch Inbev, der indeholdt lokale maltkilder, navnlig maniok, durra og majs, er dette bryg kun tilsat majs, umaltet byg og CO2. Det er for så vidt ikke meget mere et brud på Reinheitsgebot end Grøn Tuborg, der som bekendt også indeholder majs (der var den igen, den der med ligheden).

Ligesom med de forrige ugandiske øl er denne ganske lys og filtreret i en grad så kun den korn-til-citrongule farve afslører, at der ikke er tale om postevand. Til gengæld dufter brygget faktisk af noget – humlen, endskønt generisk, brænder godt igennem med en ledsagende syrlig friskhed der kun gør godt og hverken synes anmassende eller syntetisk.

Så er der smagen … Ja, duften vækkede håbet, men det blev slukket som en glød af de store mængder vand i brygget. Optimisten ville glæde sig over et let og forfriskende bryg, men jeg synes det er tyndt, underligt glat, metallisk og syntetisk i en grad, der alene på grund af de store, kvælende mængder vand nok er forstyrrende, men næppe ødelæggende. En enkel sød note af honning, der også akkurat formår at holde humlens bitterhed oven vande, redder brygget fra at drukne helt i det rene vand.

De store mængder vand til trods leverer malten og humlen, samt de knap så heldige syntetiske metalliske indslag trods alt lidt underholdning til smagssanserne. Det er ganske vist noget forvirrende, uorganiseret og mere udtryk for held, at brygget ikke er blevet decideret ringe. For dermed byder brygget også på en mangfoldighed af indtryk, som den hjemlige industrielle pilsner ikke helt matcher.

I hvert fald skal ingen påstå, at kenyansk-ugandisk øl er tyndere og kedeligere end den gennemsnitlige europæiske industripilsner.

Eagle Extra, Nile Brewing/Sabmiller

Ugandisk standard …

Det kan godt være, man ikke bliver verdensberømt af at blogge om øl. Til gengæld møder man en masse spændende mennesker, og de nye relationer viser sig nogle gange mere varige, end man troede de ville blive.

Da jeg i juli sidste år lagde vejen forbi Lille Skensved for at afhente den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg nogensinde har prøvet, troede jeg, at bekendtskabet med Niels, der via sin svoger Fred havde skaffet brygget, bare ville blive overfladisk og forbigående.

Men nu – snart et år siden – udveksler vi fortsat venskabelige kommentarer og virtuelle smil. Vi ‘klikker’ åbenbart godt som personer (er det ikke sådan man siger), og det har næppe gjort stor skade, at han siden – og nu igen – har anskaffet mig øl, jeg med temmelig lav sandsynlighed ville være stødt på, om jeg ikke var blevet beriget med hans venskab.

Således kom han foreleden kort forbi på adressen i Husum for at aflevere endnu to øl fra Uganda. Når de er anmeldt vil jeg have anmeldt tre gange flere øl fra det afrikanske kontinent end fra Mellem- og Sydamerika (hvis man ikke regner de Caribiske øer med), og lige så mange som fra Australien (hvis man ikke regner samarbejdsbryg med, vel at mærke). Den sydlige halvkugles underrepræsentation vil dermed være en smule formildet af, at det største kontinent i det mindste er det (til dels) bedst repræsenterede.

Altså bortset fra at de afrikanske brands gerne ejes af multinationale konglomeratvirksomheder – men hey, de har vel hjemme i Barbados, Panama eller Cayman-Øerne og hører dermed med til Mellemamerika – og så bliver de vel også repræsenteret lidt bedre, eller … måske ikke …

At der er tale om et meget standardiseret bryg efter europæisk – und ehrlich gestanden – tysk forbillede, bliver hurtigt lige så klart som det industrielt filtrerede bryg selv. Ganske lyst er det – korngult, mere brusende end egentlig skummende, samt med den for standardiseret øl så typiske skrabede bouquet. Vandet er fremtrædende, humlen virker som standardiseret Hallertauer, mens det syrligt friske indslag faktisk giver en antydning af særpræg med en let note af eg.

Et vist lokalt præg synes øllet også at have. Bryggeriet praler på etiketten med, at øllet er brygget med byghumle og “The finest quality Ugandan sorghum” – som læserne kan regne ud, har jeg googlet for læserne, så I blot kan trykke på linket frem for alt det bøvlede tasteri. Ud over durra (som det altså hedder på dansk) er brygget tilsat majs og maniok, og den var selvfølgelig ikke gået i Tyskland.

I hvilken grad savanneafgrøderne formår at krænge brygget over i noget nyt og unikt – eller i det mindste noget andet end den europæiske standard – viser sig i aromaen. Her er vandet fortsat det mest fremtrædende. Egesyren brænder til gengæld mere markant igennem end forventeligt. Det giver en frisk kant, der samtidig er med til at bære øllets aroma frem. Brygget er stærkere end dansk guldøl – 6,5 % (mod guldøls typiske 5,6) og det kan smages i overraskende grad. En tung alkoholisk note mærkes i brygget – noget rå og ufin, men langt fra malplaceret eller forfejlet. Tværtimod giver det brygget noget muskelkraft, som den europæiske pilsner ikke just er kendetegnet ved.

Så selvom det stadig er industriel standard, så ville denne blogger mene, at dette bryg godt kunne repræsentere en særlig ugandisk standard for industriel pilsner.

Nile Special, Nile Brewing/Sabmiller

2017-07-27 19.14.30Imperialismen nager …

En læser ved navn Niels, der bor i nærheden af Lille Skensved er gift med Alice, hvis bror Fred for et par uger siden var på besøg hos dem. Med sig havde han en øl hjemmefra fordi svoger Niels havde fortalt om en eller anden fjollet starut i Brønshøj, der nok ville synes, det var spændende at anmelde en øl fra Freds Hjemland.

Fred bor nemlig ikke sådan lige om hjørnet – næh, han bor i Uganda.

Der er dermed sat flueben ud for det sidste kontinent, jeg manglede at anmelde øl fra. Omsider er det lykkes mig at opstøve en øl fra menneskehedens vugge, Moder Afrika, nærmere bestemt Uganda, at anmelde.

Ud over at være kontinentet, hvor mennesket efter al sandsynlighed opstod som art for et par millioner år siden eller deromkring, har det siden senmiddelalderen også været det mest plagede og pinte kontinent. I århundreder udnyttet på det groveste, udplyndret og martret af især den hvide mands grådighed, selvom kineserne vist også skulle være godt med efterhånden.

Det kan også ses på denne øl, hvis man kigger lidt efter. Nok er bryggeriet det lokale Nile Brewing Co. – Det bryggeri viser sig så at være opkøbt af, og øllet brygget under licens fra Sabmiller, verdens næststørste bryggeri, der sidste år blev opkøbt af det største – det for sin grådighed og fortyndethed berygtede Anheuser-Busch Inbev. I moderne tid er imperialismen i samme grad som tilforn til at tage at føle på i menneskehedens vugge.

Og det er ikke kun i ejerskabet af bryggeriet, de nordlige og vestlige uvaner viser sig. Brygget er tydeligt skåret efter en i vesten meget velkendt skabelon, nemlig den tyske pilsner. Smagsløgene (og håbet) indstilles derfor på den positive overraskelse, idet forventningen i betragtning af producenten – ikke geografien – næppe formår at løfte forventningerne særlig meget over den centralafrikanske savanne. Farven kunne ellers godt passe til det gullige græs – eller hvad det nu er – man tit ser på flotte billeder i natur og kultur-programmer fra området. Duften er desuden på et lovende niveau frugtig og malt-karamelsød allerede ved åbning. At brygget yder aroma allerede før skænkning – om det så er nok så svagt – er sjældent et dårligt tegn.

I smagen afslører brygget sig nu som det, det er – og det er ikke en farveri Masai, en vild løve, eller et stateligt baobab-træ. Det er lige præcis det, det ligner allermest, og i øvrigt det, det på frontetiketten foregiver at være, nemlig en Premium Lager – eller pilsner, som vi ville sige. Pilsner ville uganderne nok også have kaldt den, om deres koloniherrer havde været tyskere og ikke briter. I så fald havde de måske så også undladt tilsætning af ris, som i Tyskland er noget grissefy.

Men som Premium Lager gør den det nu også ganske hæderligt. Den byder på en rar maltfylde, kombineret med en venlig og mærkbar bitterhed bagtil. Hårdt træ og en antydning af enebær giver en krydret kant. Samlet set hopper den dog i samme vandhul, som de europæiske pilsnere har plasket rundt i siden Australopithecus Afarensis’ – eller Lucys – dage. Afvigelserne i form af lidt mere sødme og lidt mere krydderi ændrer ikke ved, at øllen har langt mere til fælles med de tidligere koloniherrers bryg, end hvad der adskiller den derfra.

Dér er der i det mindste én interesse, Afrika, Europa og den øvrige verden må dele – at få hævet den globale ølkvalitet til glæde for alle.

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme