Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: udenlandsk øl

St. Peter’s Christmas Ale, St. Peter’s Brewery

Er julen allerede i hus?

Så fandt jeg endelig et sted, hvor man faktisk kunne få et spændende og varieret udvalg af juleøl i Thisted. Stedet var skjult lige for næsen af mig hele tiden, nemlig i den særdeles velassorterede filial af SuperBrugsen, der findes i byen. For første gang har jeg set en øl fra svært savnede Amager Bryghus til salg netop der – deres Winter in Bangalore, som jeg selvfølgelig vil anbefale enhver lokal læser at erhverve sig et eksemplar af. Om ikke andet, fordi Amager Bryghus’ øl er forbandet svære at få fat i i Thy.

Og så var der en masse andre. Willemoes Jule Ale var svært populær, og blev nærmest revet væk … om jeg fatter mennesker, der ikke går op i ordentligt øl? Men det må de jo om. I mellemtiden er der jo rigeligt af de andre øl til mig …

… fx den her. En juleale – Christmas Ale – som den hedder på bryggerens lokale sprog (jeg er som ateist naturligvis SVÆRT skuffet og forarget – rødglødende af raseri faktisk – over, at bryggeriet har formastet sig til den forsmædelighed, at tvære deres religion ud over det hele i titlen. Fy føj! (Ej, not really …)). En kobberfarvet sag med højt, gyldent skum.

Blommer i snaps og tørrede figner på en bagvæg af egetræ udgør bryggets lovende – og afgjort julede – bouquet. Og det endda helt uden, at brygget er tilsat andet end vand, malt, humle og gær. Både bryggets udsøgte duft, og skarpe aroma hidrører fra brygkunst alene.

Mest blødt og rart som marcipan og juleskum på en bund af julesne glider brygget hen over tungen. Men med metallisk klang jager kødkniven ud af skeden og ind i andestegen, hvor det vælter ud med svesker, nelliker, laurbærblade og tyttebær, da brygget når gummerne. Et orgie af julens aromaer skaber en mundfuld fuldendt juleglæde – med en skarp kant af egetræ, som nogen vil finde generende, men som undertegnede glæder sig over, da den effektivt holder en følelse af kvalme og ‘for meget ‘ stangen.

Jeg har fundet min øl til juleaften … indtil videre i hvert fald. Man ved selvfølgelig aldrig, om jeg senere i mine juleølsanmeldelser finder en bedre egnet øl. Men skulle det ske efter at læserne har hamstret denne her, så kan man stadig glæde sig over at man har skaffet sig en sublim juleøl under alle omstændigheder.

At finde noget bedre end dette, vil give en anelse afsmag af hybris.

Brooklyn Hoppy Amber Lager, The Brooklyn Brewery

Rutsjebane!

Man ved aldrig helt hvad man får, når man knapper en øl fra The Brooklyn Brewery op. Nogle gange er de helt oppe og ringe, andre gange not so much. Det er op, ned og også ret tit midt imellem.

Alligevel kommer de med, når jeg ser en ny, for det kan jo være, at der er en optur i vente. Og er der det ikke, har jeg en undskyldning for at sende et par eder og forbandelser af sted i stedet.

Jeg kan ikke tabe.

Brygget her må siges at være en af opturene. Det lægger godt ud med en habil Hallertauerimpression allerede ved åbning, der desværre allerede er aftaget noget efter at det dyborange, ravfarvede bryg er skænket.

Smagen er til gengæld ingenlunde forduftet. Rå, skarp og krydret melder den sig anmassende med en bund af hasselnødder med antydning af muskatnød. Aromaen klæber sig effektivt til gummer og tungesider, så den længe efter at brygget har forladt munden bagtil, stadig er præsent.

Man savner egentlig ikke fylde i brygget, selvom det sikkert for nogen må forekomme lige letflydende nok. Denne blogger finder imidlertid aromaen leverer rigeligt til at brygget ikke bare klarer den trods vigende fylde – den klarer den godt.

Den var jeg bestemt ikke ked af at have taget med hjem. Og i grunden er jeg heller ikke ked af, at den ikke gav mig anledning til at bande. Trods alt foretrækker jeg en en øl, jeg kan glæde mig over frem for en, jeg kan brokke mig over.

Lindemans Apple, Lindemans

Exquisite!

Denne øl har stået i køleskabet siden starten af maj måned, hvor Marcus og jeg var på Ølfestival i Esrum. Som hardcore fans måske vil huske, fik vi brugt en rum tid på det belgiske udvalg, og glemte næsten alle de andre fine øl på udstillingen. En stribe smagsprøver til senere anmeldelse kom også med hjem – ikke mindst den frugtøl, der havde imponeret os mest, denne med æble.

Det er ikke kun for at være kontrær – men at jeg godter mig ved, at jeg finder ærlig og redelig nydelse i de belgiske frugtøl i skarp modsætning til de fleste ølconnoisseurs, skal ikke være nogen hemmelighed. Især når de belgiske frugtøl ikke bare er ‘øl, hvor der er blandet noget frugt i’ men møjsommeligt komponerede kunstværker af surt øl og frugtsaft, minutiøst afprøvet og gennem årene optimeret til perfektion.

Resultatet kan man nyde – bare nyde – i denne alt for lille sag af koncentreret, sursød vederkvægelse. Jeg kunne drikke dette øl af deleemballager – helt uden at dele.

Og snobberne vil sikkert sige, at den bare lugter af æblemost, og at det da ikke har noget med øl at gøre. Men gu har det så. For gider man tage sig til til at snuse ordentligt ind, mærkes den underliggende lambic’s friske, sure udtryk, der giver æblemosten et ekstra pift æblemost, som æblemost alene ikke magter.

Og det næsten overmodige udtryk af æbler med ekstra æbler fortsætter og vokser i smagen. Brygget er perlende frisk som det bruser og prikker af rigeligt gærinduceret kulsyre, der løfter æblearoma og lambicsyre op til endnu højere etager af fryd og nydelse. Skønt man mest mærker sødmen, vrides ansigtet alligevel i groteske grimasser, når den udsøgte blanding af foeders gør sig til kende i bryggets frisksure bund.

Og oplevelsen er ikke slut, når brygget skylles ned. Det skarver og river hele vejen gennem brystet, og prikker mærkbart videre, indtil det endelig falder til ro i bugen. Man kan slet ikke få nok. Og man ærgrer sig sådan over, at brygget kun leveres i kvartlitersflasker.

En vinflaske ville man ikke engang bliver voldsomt fuld af, da brygget kun holder afdæmpede 3,5% – så hvorfor ikke bare levere det i nogle voksne mængder?

Til mig ville det altid kunne afsættes!

Oyster Stout, Porterhouse Brewing Co.

Som vi kender den …

Er der monstro nogle Erdogan-støtter blandt mine læsere? Det regner jeg ikke med. Det afskyelige uvæsen Erdogan er ud over folkemorder også en religiøst fundamentalistisk tyran, der prædiker afholdenhed fra alt, der er rart – herunder alkohol selv i afmålte kvanta. Skulle det imidlertid ske, at jeg har læsere, der sværmer for folkemorderen Erdogan, er I mere end velkomne til at skrubbe af og aldrig læse min blog igen. Jeg har ikke brug for jeres clicks. Til gengæld vil det sikkert glæde mine andre læsere, at de ikke behøver risikere at føle sig beskidte, fordi de uforvarende kommer til at læse mine indlæg samtidig med en folkemordstilhænger.

Det var bare lige det. Nu videre til øllet, der i dag er fra Irland. Irsk øl er ikke min store favorit, men i sammenligning med folkemorderen Erdogan og folkemorderen Erdogans støtter, er Irsk øl faktisk så uendeligt lang oppe i modsatte ende af skalaen, at forskellen på min passion for irsk øl, og øl fra fx Amager Bryghus, kan være vanskelig at få øje på.

– I det perspektiv, forstås. Det er i grunden et tåbeligt perspektiv. I det perspektiv er det svært at skelne min aversion mod Darren Hayes fra min passion for øl fra Amager Bryghus. Og afstanden mellem dem regnes ellers nemmest i parsec.

Vel, nok vrøvl – når jeg også lige har fået sagt, at jeg varmt og inderligt støtter den kurdiske frihedskamp – ikke mindst den der foregår i Syrien mod DAESH. At den tyrkiske stat reelt er en aflægger af DAESH er blot én af grundene til min afgrundsdybe foragt for tyrannen Erdogan, alle hans gerninger og al hans væsen.

Nå … øllet kom vi til. En irsk stout – ligesom Guinness. Ja, jeg kan lige så godt spoile og erklære, ret meget ligesom Guinness, når det kommer til stykket, selvom bryggets markedsføring ikke får for lidt i oplægget til en stor oplevelse, der aldrig bliver mere end middelmådig.

Ikke alene skal brygget skænkes voldsomt for at en anselig skumkrone dannes, brygget viser sig også kun at være mørkt på overfladen. Det lader sig nemt gennemskinne, og fremstår – som mange andre halvtynde stouts – rødt.

Duften er svag mere end noget andet. Fjerne noter af røg, mørkt træ og chokolade. Det lyder godt, og det ville det også have været, hvis bare der havde været mere af det, i stedet for den svage afglans man mødes med.

Lidt mere er der trods alt at hente i smagen. Hasselnødder melder sig uden megen spagfærdighed, men noget festfyrværkeri er det ikke. At få presset tilstrækkeligt med aroma ud af øllet kræven sin smasken, sugen, gurglen og tungetumlen. Følger man sine umiddelbare tilskyndelser, lod man egentlig bare brygget glide ned lige så stille, men når nu bryggeriet sådan hylder brygget for at være innovativt, nysgerrigt og i øvrigt tilsat østers, så vil man jo ikke bare sådan slippe det ned i spiserøret uden at have annammet det ordentligt først.

Med – om ikke ringe, så i hvert fald medium resultat. Brygget ender med at ligne den Guinness, rigtig mange uvilkårligt kommer til at tænke på, når man nævner irsk stout, alt for meget. Måske er der lidt mere smag i, men samtidig mangler den Guinness’ens brødagtige karakter, der i det mindste yder noget fylde, som dette bryg næsten helt mangler.

Nej, det skulle heller ikke være denne øl, der gjorde op med min holdning til irsk øl. En holdning, der ikke baserer sig på fordomme, men erfaringer der på i hvert fald én måde slet slet ikke er bitre nok.

Marcus, der havde den med på sit ferieophold heroppe, skal imidlertid have tak også selvom den langt fra indfriede forventningerne.

Jelen Svetlo Pivo, Apatinska Pivara

Kan måske en smule mere …

Bare fordi man er flyttet til udkanten, er der jo ingen der siger, man behøver at cutte båndene til hovedstaden fuldstændig. Således har en af mine læsere gennem flere år, Niels, sendt mig en øl, han gerne ville have mig til at smide nogle ord om. Det er en pilsner fra Serbien, som jeg mistænker han jævnligt drikker dernede, når han er på familiebesøg. Samme Niels inviterede mig på Taphouse og har tidligere sendt mig en Bosnisk IPA, så det er egentlig slet ikke småting, Niels har gjort det muligt for mig at anmelde.

En stor tak til ham, og jeg tager med kyshånd imod enhver smagsprøve, man har lyst til at sende til mig. Kontakter man mig på facebooksiden, kan man få min adresse, og i øvrigt koordinere nærmere om nødvendigt.

Vi har at gøre med en industriel standardpilsner, så hvis ikke Niels havde rost den i floromvundne vendinger, ville det uprætentiøse ydre – og indre idet brygget fremstår generisk korngult – ikke have kastet store forventninger af sig. Det første sug gennem næsen afgiver imidlertid lidt mere bouquet, end man i hvert fald er vant til fra hjemstavnens industrielle pilsnerbryg. En både dybere og kraftigere hallertauerduft melder sin tilstedeværelse til overraskelse og fryd, men driver så i øvrigt over så hurtigt, at man næsten kommer til at tvivle på, om den nu var der alligevel.

Det er den så, konstaterer man, da glasset sættes for munden. En noget mere markant bitterhed ved mandler og gummer end man er vant til fra den industrielle pilsner herhjemmefra gør egentligt godt, frem for blot at behage en smule mere. Der er noget dybde i den mørke hallertauersmag, og karakteren er forfriskende ren og helt fri for syntetiske afsmage eller fornemmelser. Midt på tungen forekommer brygget – skønt forfriskende og vederkvægende – ikke tyndt. Maltbunden er akkurat solid nok til, at brygget kan mærkes – og det føles rart – i stedet for at det bare glider igennem og ned med ekspresfart.

En industriel pilsner forbliver det dog – men af en kaliber der viser, at konsumøl også kan smage godt, samtidig med at de slukker tørsten.

Brooklyn Black Ops, The Brooklyn Brewery

Sikken’ fest …

Det er desværre begyndt at være en dårlig vane, det der med at der går lang tid mellem indlæggene. Jeg er begyndt at arbejde igen – i fiskeindustrien, og desværre er jeg ofte så smadret fysisk når jeg kommer hjem, at jeg ikke rigtig orker at arbejde på bloggen. Jeg orker heller ikke at lave videoer for tiden, så det kan jeg heller ikke bruge som undskyldning.

Damned if I do, damned if I don’t – med og uden arbejde får jeg ikke skrevet. Men det skal være løgn, skal det. Nu vil jeg skrive endnu et indlæg, og smøre lidt ekstra tyk glasur på som kompensation for de udeblevne dage.

Sidste prøvesmagning fandt sted natten mellem 28. og 29. september. D. 28 var den sidste lørdag i september – Siløsep – som det forkortes på Rødovre Gymnasium, der holder sin årlige gamle elevfest netop på den sidste lørdag i september under dét navn.

Det er 25 år siden, jeg dimitterede. Så jeg havde fundet vej hele vejen fra Thisted for at slutte mig til en lille hård kerne fra dengang, der havde været vakse nok til at huske os på jubilæet over fjæsen. Det blev til nogle glædelige og hjertelige gensyn. Overraskende lidt pinligt. Der blev spist, drukket (kedelig Royal Pilsner – men så slap jeg da for at tage noterne mellem alle anekdoterne om de gode gamle dage), sludret – blandt andet om, hvordan nogle fra klassen var flyttet til udkanten … Vordingborg fx (*fnys* Vordingborg – udkant … hvor nuttet), danset lancier – et syn det må have været, thi det havde jeg ikke danset siden dimissionen, tror jeg.

Men det gik uden brækkede ankler eller det der var værre, således at jeg efter festlighederne stadig var i stand til at spadsere til mit logi for natten. Min gode ven Marcus’ lejlighed i Valby en halvanden kilometers penge derfra.

Og han stillede selvfølgelig an med både natmad og godtøl. Generøs og storhjertet som han er. Det havde han bestemt ikke behøvet. Min tilstand var faktisk ikke den allerbedst egnede til at prøve øl af aftenens kaliber. Men nu er det jo ikke så tit, vi har lejlighed til at mødes længere, så der var jo ligegodt en dag der skulle gribes.

Om bryggets navn kunne Marcus fortælle, at Black Ops er en forkortelse for Black Operations, et slangudtryk for især hemmelige militæroperationer, som den amerikanske hær ikke står bag, og som i hvert fald heller ikke finder sted. Øllet ser også ud til at have været markedsført som en øl, der ikke findes. Men hvis den fandtes ville den have været en Russian imperial stout med yada yada yada – den sædvanlige selvrosende smøre.

Alt hvad jeg refererer her, er i øvrigt stykket sammen fra en optagelse af min og Marcus samtale på min telefon. Brudstykker af den virker bekendte, men hvor ville jeg have været evigt ude af stand til bare tilnærmelsesvis at rekonstruere noget fra nattens udskejelser, om jeg ikke havde haft min nedslidte, men i situationen trofaste telefon med optagefunktion ved hånden.

Om denne individuelle øl knyttede der sig en noget mere spændende historie, end firmaets skalkagtige markedsføring. Den var medbragt helt ovre fra USA af Marcus tvillingebror, som han kalder ‘klonen’, men som i virkeligheden hedder Joachim. Han har faktisk også været med på bloggen et par gange, men i en noget mindre prominent rolle end Marcus.

Det gode i øllet, kunne Marcus berette, kommer dog fra det bornholmske solskin, idet Joachim angiveligt havde ladet øllet lagre i sin vindueskarm på sit kontor på Bornholm i godt og vel et halvt år.
“Det dårlige i øllet kommer fra …”
“Det bornholmske solskin?” bryder jeg kækt ind på optagelsen med munden fuld af natmad.
“Nej-nej-nej-nej!” forsikrer Marcus ihærdigt, “for en af de andre unikke ting, som Bornholm kan for Danmark …”
“Det er Fiske-Finn …”
Den upassende, småstereotype og aldeles ufølsomme kommentar fra bloggeren leveret på pivfalsk rønnefin bliver prompte ignoreret, idet Marcus returnerer: “baggrundsstråling – suverænt Danmarks højeste …”
“Og Fiske-Finn!”
“Nej, men selvom vi troede, han var død og borte, så kunne det også være, at Krølle-Bølle havde været forbi og dyppe sin pung i det her.”

Herefter bryder kontinuiteten i optagelsen en anelse sammen, da Marcus udtrykker sin højlydte begejstring over bryggets duft. “Det skal siges at Kaj og jeg nød et glas portvin før maden – og det fortsætter vi så med. Det er portvin som øl, det her!”

“Den er i hvert fald sort,” konstaterer jeg tørt ved skænkning, idet det meget hurtigt bliver klart, at brygget ikke er blevet bleget af hverken solskin, baggrundsstråling eller Fiske-Finn. Skummet forlader til gengæld scenen hurtigt – som om det ikke havde noget at gøre der, da duft og kulør opfylder sansernes hunger så aldeles rigeligt.

Lakrids med en tæt portvinsbund og -sødme udgør krop og aroma. I eftersmagen spores friske valnødder – næsten som en forsmag på den jul, der også efterhånden rykker nærmere (og allerede er full blown i visse supermarkeder). Overraskende let er den alligevel i betragtning af den meget tunge olfaktoriske indledning. Og det er ikke usædvanligt for typen.

“Det er som om, at man for at understrege de finere pointer i den, har isoleret det, der ellers ville blive skjult i den. Ligesom hvis man siger: nu spiller vi alene diskanten,” begynder Marcus. Jeg nikker – halvejs i stupor efter en seks timers togtur, fem timers besøg hos min far med familie, så druk på mit gamle gymnasium, lanciers og nu Marcus. Heldigvis blev jeg fri for at fortsætte den begavede ordstrøm. “Hver evigt eneste gang vi optager øl, bliver jeg lamslået over, hvad vi nu finde på at sige af prætentiøst bullshit.”

Og deri havde Marcus evigt ret. Angiveligt er det også det, der gør min ølblog læselig, har mange hævdet. At den ikke kun står på tørre anmeldelser, men også saftige anekdoter.

“Der er en doven chokolade inde over …” i Marcus lette overrislet hed og min fyrre hestes brandert blev der på den over 25 minutter lange optagelse ikke sagt meget mere om denne 11,6 procents alkoholbombe. Begejstringen var imidlertid til at tage og føle på, og brygget skal have en karakter derefter fra mig.

Hvad Marcus ville give den, må jeg spørge om ved lejlighed.

Jeg skylder en særlig tak til mine gamle gymnasiekammerater, der endnu engang kunne mønstre tålmodighed nok til at tolerere mig in the flesh. De havde selvfølgelig også tre års øvelse … der alligevel lå hele 25 år tilbage.

Det er alligevel imponerende.

Brooklyn Naranjito, The Brooklyn Brewery

Mainstream craft

SuperBrugsen Thisted er det nærmeste, man kommer Irma, Meny eller andre fancy (læs: svinedyre) supermarkeder i min nye hjemby. Og så er det heldigt, at prisniveauet endda er tåleligt. Udvalget er bestemt heller ikke noget at kimse af. Jeg har aldrig været den store shopper af gadgets eller fancy madvarer. Men selv hvis jeg var, ville jeg ikke mangle noget heroppe.

Heller ikke specialøl. Eller i hvert fald ikke de specialøl, man også kan få i Københavnske supermarkeder. Udvalget er omtrent det samme, og ind imellem kan man være heldig også at finde specialøl i en bunke med varer, der er tæt på sidste salgsdato, og derfor sælges til ingen penge. I sådan en bunke fandt jeg den her – i SuperBrugsen – til en rund tier. Personalet havde været så flinke at klistre det nye prismærke på midt på etiketten, så både navn og logo var dækket. Møjsommeligt pillede jeg etiketten af, så man akkurat kunne skimte motivet – og så glemte jeg selvfølgelig alligevel at tage et billede af det skænkede øl.

Er jeg ikke dygtig? (Nej. Svaret er nej.)

Tag mit ord for det – brygget er lige så lyst som den citron, brygget emmer af – ud over vanille. Brygget er tilsat appelsinskal, og det er svært at overlugte (ja, det må det vel hedde, når det hedder ‘overse’ i synssammenhæng, og ‘overhøre’ i hørelse (afhængig af konteksten)) i bouqueten. Ikke at det skader – appelsinskal er langt fra det værste man kan finde på at blande i øl. Det viste New Belgium os sidst med deres Citradelic for ikke voldsomt mange måneder siden.

Det lavtskummende bryg er til gengæld ikke nogen aromabombe som hin citrusøl. Det er meget let, for ikke at sige tyndt og næsten for effektivt tørstslukkende. En skarp kant af friske grannåle kan såmænd mærkes, men den drukner desværre i alt vandet, sammen med citrusnoterne i øvrigt. Hvorfor appelsinskallen overhovedet skulle tilsættes er en gåde, nu hvor den kun annammes så fjernt.

The Brooklyn Brewery fremstår mere og mere som mainstream blandt specialbrygproducenterne. Det er industriproduktet blandt håndbryggene, det er for specialøl hvad en Ren Pilsner fra Harboe er for Carlsberg Premium, og ved at lefle for laveste fællesnævner, men stadig ligge i samme priskategori som andre specialøl, tager det næppe markedsandele fra de industriaktører, som det ligner mest.

At kategorisere Brooklyn Brewerys øl som fancy produkter, hvad end supermarkedet hedder Irma, Meny, Superbrugsen eller Netto, er skudt langt over målet. Måske man kunne kalde dem det i Lidl og Aldi? Men ikke engang det, er jeg sikker på.

Godfather, Darling Brew

Ikke som de andre …

I sidste uge havde jeg besøg af Marcus. Han havde ligget vandret siden han blev ansat i en spritny boghandel i Lyngby i starten af sommeren, så han havde haft nok at se til. Jeg kan selv dårligt forestille mig et bedre sted at tage hen, når man vil slippe for Københavnsområdets stress og jag end min nye hjemby Thisted.

Med sig som værtsgave havde han en stribe øl fra africanbeer.dk, for hvis der er én ting man ikke skal gå ned på, så er det afrikansk øl – bare fordi.

Jeg har taget fat på dem fra en ende af, startende med denne, Godfather eller God Father, hvis man er pernitten og opfatter linjeskift som mellemrum. Det gør jeg selv gerne, men tager også en verdensomspændende tendens til ikke at gøre dette til efterretning, uden dog ligefrem at påskønne den. Ikke desto mindre var jeg faktisk i tvivl om, hvad brygget egentlig hed, indtil jeg slog den op på bryggeriets hjemmeside … ja, at drive bloggeri på et bare nogenlunde seriøst niveau, kræver nogle gange så megen slidsom research at man spørger sig selv, om det mon er det det hele værd, når det kommer til stykket …

Vel, selv googlingen af den slags får en ende. Brygget er allerede anmeldt i videoform, sammen med en kort historielektion og en meget vigtig bekendtgørelse til allersidst, som læserne endelig ikke må gå glip af.

Men en anmeldelse i bogstaver skal læserne selvfølgelig ikke snydes for. Der er næsten tale om en contradition in terms – nemlig en rye IPA, en IPA baseret på rug. Rug er en mørk kornsort, der forekommer at være meget svær at brygge med. De få eksempler på rugøl, jeg har prøvet, er mestendels tynde med en tvivlsom aromaprofil. Hvis man giver den vildt meget gas med rugmalt, kan man få nogle vidunderlige, meget bitre og tætte resultater, som imidlertid stilmæssigt ligger i den diamentralt modsatte ende af friske, skarpe og lyse IPA’er.

Duften ligger ellers fint i forlængelse af typens aromatiske sødme med parfumeret bouquet af rosenblade. Til gengæld er det småt med skum, og bryggets lød ligger så meget i det efterårsfarvede, at P’et i IPA næsten ikke er rimeligt at bruge.

Aromaprofilen afviger også noget. De bitre noter er ganske vist præsente, men de er dybere og mørkere end de skarpe grannåle, typen traditionelt udtrykker. Brygget er heller ikke særlig karboneret – det er næsten dovent, og derved mister det noget af den friskhed, der også karakteriserer genren. Til gengæld afskrækker det mig ikke over for øllet generelt – blot fordi det ikke lige lever op til forventningerne til en IPA, er der vel ingen der hævder, at den diskvalificeres som øl i det hele taget.

Tværtimod. De dybe, bitre noter leverer oplevelsen til fulde, sammen med ledsagende syrlige egetræsnoter og et strejf af nelliker, der giver udfordring til den aktive og nysgerrige smager. Der er nok at gå på opdagelse i, også selvom – eller rettere netop fordi – brygget afviger så meget fra det forventede.

Brooklyn Scorcher IPA, The Brooklyn Brewery

IPA’ens svar på Hof …

Jeg kommer vel ikke uden om endnu engang at undskylde for stilheden på bloggen. Mine ølaktiviteter har som bekendt spredt sig til flere domæner, og her på det sidste er det ligegodt videoerne der har optaget mest af min tid.

Senest anmeldte jeg denne øl med dertilhørende appendix om en af mine kæpheste, vækkelsesprædikanten Torben Søndergaard, der først på året blev kendt i TV2-serien “Guds Bedste Børn”. Jeg har fulgt ham siden starten af 10’erne, hvor et DR2-program gjorde ham kendt som en af de få kristne herhjemme, der offentligt og lidenskabeligt bekæmpede evolutionsteorien. Han var anledning til mit første spæde forsøg på at starte en YouTube-kanal under navnet Partypagan. Alle videoerne fra dengang ligger der endnu, men jeg er for længst holdt op med at bruge kontoen til noget og vil i fremtiden fortsat poste på kanalen ‘Hopswatch‘.

Jeg har on-off fulgt ham på sidelinjen siden, men har først her for ganske nyligt fundet motivationen til at tage tråden op igen fra dengang. Efter den retfærdige mediestorm der rejste sig, da det viste sig at han traumatiserede børn med sine djævleuddrivelser, og invaliderede folk med sit kvaksalveri, rejste han i begyndelsen af året til USA, et land der som bekendt – sagt diplomatisk – udviser en noget større tolerance over for hans slags end vi gør herhjemme.

D. 24. juli kunne B.T. så fortælle, at han ville søge asyl i USA, fordi han føler sig åh så forskrækkeligt forfulgt i Danmark. Det på trods af at der – mig bekendt – overhovedet ikke er rejst nogen sager imod ham, hverken af privatpersoner eller myndigheder. Man kan se min reaktion på Torbens beslutning her, og her kan man – udover at se min videoanmeldelse af nærværende øl – også blive klog på, hvad Torben Søndergaard ellers går og fordriver tiden med i Guds eget land.

Kort fortalt håber jeg på, at hans asylansøgning afvises med lige så hånlig latter, som den jeg selv opkastede, da jeg først læste artiklen. Efter hjemsendelse ser jeg frem til at han konfronteres – ikke med myndighederne – men med de privatpersoner, hvis liv han har ødelagt. Han har foregøglet helbredelse, overtalt folk til at sælge deres hjem og opsige deres job for så at flytte hundredevis af kilometer – tit over landegrænser – for at bo i hans sektsamfund. Lur mig om ikke det i virkeligheden er de røvrendte eks-sektmedlemmer, han nu prøver at skjule sig for.

Men nok om svindleren Torben Søndergaard. Det skulle jo også gerne handle lidt om øl. Brygget her er en overligger fra tiden i København – dem er der stadig en del tilbage af.

Svagt skummende og så lyst, at man skulle tro, der var tale om en industriel pilsner, slår brygget fra starten ikke ind på nogen særlig interessant kurs. Tværtom befinder man sig tydeligt i hovedfærdselsåren sammen med så mange andre upåfaldende skuder i samme jævne strøm på vej mod det samme, nærmest ligegyldige og alt for kendte mål. Duften får måske kursen til at afvige en lille smule – vanille- og rosenbladsnoterne er jo en udelt nydelse, omend langt fra fremmede for genren.

Men så kan det ellers være, at der rettes ind igen, så snart glasset sættes for munden. Det er let, det er tamt, det glider lige ned, og kun spredte indslag af blomstersødme og grannålestik afslører, at det er en IPA, der er tale om. Brygget her er en pendant til Carlsberg Hof, Tuborg Grøn og Budweiser – blot i en IPA-udgave, der – indrømmet – giver nyderen lidt mere aroma at glæde sig over, men i spænding og udfordring til smagsløg næppe yder mere, end man er vant til fra hine industrielle standardprodukter.

Det måtte vel ske på et tidspunkt, at IPA’en gled ned og blev lige så tam og almindelig som pilsneren. Jeg havde dog ikke ventet, at et velrenommeret amerikansk mikrobryggeri skulle være den aktør, der trak den ned i dét dynd.

Mass Hoppiness, Stellenbosch Brewing Co.

Meget mere med i købet …

Brygget her er allerede videoanmeldt, mens jeg selv har været for doven til at få lagt videoen ind på bloggen endnu. Sådan er jeg – ADHD-ramt som jeg er – karakteriseret ved sløsethed og almindelig slendrian, samt distraktion og skyhed over for ting som jeg burde, men ikke rigtig gider lige nu.

På videoen vil man i øvrigt kunne opleve, hvordan alderen så småt sætter ind, så jeg må betjene mig af en lup for at kunne læse bryggets etikettekst. En etikettekst der, kan jeg allerede nu afsløre, er det mest kritisable ved øllet. Men i konkurrence med en sådan ekvilibristisk opvisning i aromakrumspring og bouquethurlumhej skal man heller ikke ligefrem gøre sig umage med ikke at gøre sig umage, før man lander på niveauet under eller lavere.

Der er tale om den første egentlige specialøl, jeg har prøvet fra det afrikanske kontinent. Hidtil har jeg prøvet øl fra Uganda og Kenya, men de har alle ligget i den industrielle tyske pilsnertradition … for nu at sige det pænt og diplomatisk. Her er derimod et bryg fra et rigtigt mikrobryggeri, og det kan mærkes fra starten af.

Brygget er flot rødbrunt med et højt, plastisk skum på toppen, der flere gange når langt over glassets kant, hvis man skænker brygget utålmodigt. Det kræver tid, men skummet er til gengæld også så fast i konsistensen, at intet øl behøves spildes, endskønt det er skænket i hast.

Og så begynder oplevelsen ellers for alvor. En mild vifte af søde og krydrede noter rammer næseborene, vanille, gran, koriander og fyr. De leger lystigt sammen til udelt fornøjelse for sanseapparatet uden at forvirre, deres forskelligheder til trods. Et sindbillede på det ideelle Sydafrika – en mulitikulturel smeltedigel, der får det bedste ud af alle de mange etniciteter og kulturer, så alt går op i en større, skønnere enhed.

Og sådan er det selvfølgelig ikke i virkeligheden – desværre – men man har vel lov at drømme – og i øvrigt svulstigt overfortolke bouqueten i en øl, blot fordi den kommer fra et bestemt hjørne af verden.

Fra en stor olfaktorisk oplevelse, nærmest eksploderer brygget i smagen. Det breder sig lynsnart fyldigt ud i alle mundens afkroge, fløjlsblødt og alligevel spækket med bittesmå barberbladsskarpe skærver af granbitterhed, der flænser godt op i smagsløg og andre blottede indre mundoverflader. Dernæst rammer den virkelige overraskelse: Et kludetæppe af krydderier trænger dybt ind i de overflader, den initale bitterhed kradsede op, og behager med noter af anis, laurbærblade, koriander og nelliker.

Brygget er ikke bare en IPA, som vi elsker og kender den – bitter, sprød og frisk. For oven i får man den velbehageligste massage af hele verdens krydderier, man kunne ønske sig. Fristelsen til endnu en bizar overfortolkning af øllet som en afspejling af Sydafrika som et sted, folk fra hele verden er rejst til for at skabe noget smukt sammen, melder sig. Men jeg vil undlade, ikke bare fordi det er lidt fjollet, men også fordi det i lyset af Sydafrikas meget mørke historie med apartheid, undertrykkelse og vold, er historisk ukorrekt og unuanceret så det skriger til himlen.

Over dette bryg skal der til gengæld kun lyde glædesskrig. Her er en verdensklasse-IPA, der oven i købet formår at udvide genrens betydeligt. Det afrikanske kontinent er således ikke bare med på ølrevolutionen. De er med til at definere den.

Med lidt held behøver man ikke engang rejse til Sydafrika for at finde brygget. Selv købte jeg det i africanbeer.dk’s bod på Copenhagen Beer Festival i april, og med lidt held har de stadig nogle flasker stående derude i Kastrup.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme