Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: udenlandsk øl

Oude Geuze Platinum Blend, 3 Fonteinen

Så hellere guld …

Platin er mere værd end guld. Alligevel er der aldrig nogen, der vinder en platinmedalje, fordi … det er bare ikke sådan, klaveret spiller. Men fair nok – hver gang prisen på [indsæt variabel] substans overstiger guldprisen, kan man næppe forvente at samtlige forbund inden for alle sportsgrene i alverdens lande laver medaljerne om. Sikke et artigt kaos det ellers ville skabe. Underholdningen ville sikkert være større end selve sportsudøvelsen … og der må jeg så modstræbende indrømme min egen bias.
Og alligevel – jeg kan godt lide at se sport en gang imellem. Og jeg holder da også stadig med Fremad Amagers fodboldhold også selvom det efterhånden er mere end en håndfuld år siden, jeg boede på den grønne ø syd for hovedstaden. Men det er ikke noget, jeg går synderligt meget op i.

Det er sikkert tradition, eller sådan noget, der byder at førstepladsen får guld, andenpladsen sølv og tredjepladsen bronze. Og resten af rosset taler vi ikke om, for det er også tradition – og så må det som bekendt ikke laves om, for så kollapser galaksen som bekendt … eller den hvide mand mister en flig af sin magt, og det er jo mindst lige så slemt, hvis ikke endda værre.

Og før jeg fuldstændig mister tråden og falder uigenkaldeligt ned i kaninhullet, må jeg hellere legitimere min lange tirade med – hvis læserne ikke allerede skulle have gennemskuet det – at dagens øl er et platinblend af friske, sure, lagrede (ja okay, altså friske i smagen ikk’ å’) vildgærsøl fra Belgien. Den sidste i en serie af tre, jeg modtog fra en anonym donor.
Serien har endeligt overbevist mig om, at rigtig champagne er noget opreklameret fis der ikke når denne Bruxelles champagne eller studenterchampagne som en af udlangerne af brygget ved Ølfestivalen i Esrum vist nok fik kaldt det for et par år siden. (I ved, før den der Mexicanske øl, alle render og snakker om, blev så rasende populær.)

Så vidt stilen – nu mangler jeg bare at finde ud af, om dette individuelle eksemplar nu også virkelig fortjener en betegnelse, der er bedre end guld. Om brygget fortæller producenten, at den ældste lambic, der indgår i blended her, er tilbage fra 2014. Altså længe længe før Coronavirus (og for mit vedkommende før Husum og Thisted).
Umiddelbart forekommer brygget i champagneskålen (fordi – af en sådan skal dette bryg naturligvis nydes) lidt mørkere end de foregående geuzes – eller også er brygget bare mørkere end øjnene husker det, friskt og perlende som det altid er i sin sprudlende vederkvægethed. Blankt kobberfarvet med platinblondt skum fremstår det i modstrid med den evige forventning om et lyst bryg med lød af mousserende hvidvin. Duften er mere end bare i den tørre ende, næsten eddikeagtig i sin stikkende syrlighed.
Dette kommer også til udtryk i smagen. En bund af umodne stikkelsbær veksler med en kant af eddike. Et skarpere og mere krasbørstigt udtryk, end jeg har været vant til i serien. Sværere tilgængeligt er ikke lig med ringere – især ikke i denne bloggers gane, men jeg kan alligevel ikke helt se dette bryg fri for at være en anelse ude af balance, krængende til den lige lidt for fandenivoldske side.
Og gu’ skal geuze være surt, men det skal stadig kunne skelnes fra de foedere, det er en blanding af. Blandingen skal udtrykke en fin, letdrikkelig forening af de rå vildgærede produkter, og her synes vægten mere at være lagt på at bevare syren intakt på bekostning af drikkeligheden.

Således ender platinblended faktisk med den laveste karakter af de tre bryg. Uden at det er decideret dårligt vel at mærke. Men et i min mund disharmonisk udtryk, der ikke tilpas vægter kernen i geuzekonceptet – friskhed og letdrikkelighed – fortjener ingen guldmedalje.

Grimbergen Rouge, Kronenbourg/Carlsberg

De store kan også ...

Det er evigt og altid i embeds medfør, når jeg ser en ny øl fra Carlsberg-koncernen på supermarkedshylden og tager den med hjem til anmeldelse. Det gælder også frugten af deres aggressive fusioner og opkøb rundt om i verden. Grimbergen-brandet ligger således under franske Kronenbourg, der for en utrillion år siden alligevel blev opkøbt af Carlsberg, så det egentlig kunne være aldeles ligegyldigt at ordet ‘borg’ har et ekstra, eksotisk klingende ‘u’ i sig. Til gengæld fungerer det sikkert fint i markedsføringsøjemed – man kan lave nogle bryg der ser flotte ud på etiketten, udstråler kvalitet og ved første øjekast synes at komme fra [gisp] udlandet. Selv kvalitetsbevidste forbrugere hopper alt for ofte på limpinden og tror, at blot fordi der kun står ‘Carlsberg’ med små typer, så er det et kvalitetsprodukt, de står med i hånden.

Meget tyder imidlertid på, at der virkelig er gjort noget ved dette produkt, for at få det til at smage af noget. Ikke mindst indholdsfortegnelsen, der i længde er sammenlignelig med diverse FN-rapporter om menneskerettighedsbrud i Nordkorea – uden yderligere sammenligning i øvrigt. Glukosesirup, sukker, naturlig aroma (min fremhævelse), gulerodsekstrakt, bygmaltekstrakt, syre og citronsyre pryder bagetiketten sammen med byg- og hvedemalt, samt humle og vand. Kreativiteten og gavmildheden fejler ikke det store, men hvordan mon det står til med brygkunsten?

Navnet passer i det mindste. Brygget er nydeligt rødt, næsten som en fed blanding hindbærsaft, med fint, kridhvidt skum, der formår at klæbe mere end bare en anelse. Hvor farven kommer fra melder historien ikke umiddelbart noget om, men mistanken falder på gulerødderne, der kunne være af den violette slags. For mest af alt bærer brygget lød af rødbeder, som trods alt ikke har været i brug i konkoktionen.
Det er heller ikke lige gulerødder, brygget dufter mest af. Til gengæld genfinder man sødme af sirup og hvidt sukker, kombineret med syrligt-søde bær – tranebær ligger tæt på. Brygget formår således at dufte meget lidt af det det egentlig er – øl, men på den anden side ikke så meget af søde sukkerdrikke, at denne blogger skræmmes bort lige med det samme. (Det siger egentlig ikke så meget i betragtning af, hvor meget pris jeg sætter på belgiske frugt-øl. Men det er en anden historie).
Så vidt ikke noget væmmeligt – eller industrielt kedeligt for den sags skyld. Og idet glasset sættes for munden bliver det endda godt. Brygget smager dejligt sødt og fyldigt igennem med en underliggende syrligt-frisk note, jeg som stor ynder af førnævnte frugtøl hilser aldeles velkommen.
Nogle vil kalde den vammel i sin sødme, men jeg sætter faktisk pris på den karakter, det giver brygget. Der er noget fest og (især) farver i dette bryg, som man alt for ofte savner i Carlsbergs produkter, og selv om tyskerne – især sydpå – slår sig kors for brystet over tilsætningerne, er det færdige resultat trods alt ikke mere syntetisk, end at det godt kan nydes.

De blander åbenbart bedre end de brygger hos Carlsberg. Til gengæld gør det mine pligtanmeldelser så meget mindre en byrde, når det færdige resultat rent faktisk smager af noget, og så skal jeg ikke vifte unødigt meget med pegefingeren ad dem for blanderiets utyske.

Seasick Crocodile, Prairie Artisan Ales

Næsten på overliggeren

Ingen Kajs Ølblog uden juleøl i årets allerførste måneder … eller næsten i hvert fald. Det er under alle omstændigheder en stærk tradition på bloggen, selvom det også er noget, jeg prøver at undgå hvert år. Sidste år gik det sådan set også rigtig godt. Jeg nåede at få afprøvet alle indkøbte juleøl i løbet af julemåneden, uden at nogen blev stående på lager over nytår.
Det er nu ikke sådan, at jeg efter nytår har været på rov efter tilbud på overliggere i supermarkedet for på den måde at holde traditionen med juleøl op til påske i hævd. Brygget her har jeg derimod fra en anonym giver, der sendte mig en pakke sure øl i starten af det nye år. Iblandt var altså også en enkelt juleøl.

Den søsyge krokodille møder man i sangen ‘You’re a Mean one, Mr. Grinch’, der handler om hovedpersonen i Dr. Seuss børnebog How the Grinch stole Christmas! fra 1957. “You have all the tender sweetness of a seasick crocodile, Mr. Grinch” – så vidt inspirationen til navnet på brygget. Historien om Grinchen har vist aldrig rigtig slået igennem herhjemme, selv ikke med Jim Carreys og Hollywoods hjælp. I virkeligheden håber jeg også mere på, at Krampus-traditionerne sydfra med tiden slår mere igennem heroppe. Både fordi vi har så rigeligt af amerikansk kulturimperialisme i forvejen, og fordi Krampus-optogene bare er så uendeligt meget flottere end de kitschede sødsuppe-juleoptog, men ellers ser.

Ih, der er ikke noget som et helligdagsopstød i god tid. Ikke mindst når virkeligheden ellers byder én at være i godt humør. Men næh nej, så nemt får I mig sgu ikke! Det kan godt være, at Danmark har vundet VM i håndbold, at vedholdende rygter vil vide, at Naser Khader er meldt til politiet for seksuelle overgreb, og at Inger Støjberg forbliver i Venstre til fortsat skade for Danmarks mest kriminelle og korrupte organisation. Men jeg vil fortsat udpege det brune på bananen, finde pletterne på kartoflerne og klage over grumsen i kaffen – og samtidig, som rosinen i pølseenden være stolt over, hvor dårlig jeg er til at finde på nye metaforer. Ingen skal tvinge mig til at være i godt humør, når nu jeg har en ledighedsdepression så godt kørende som jeg har.

Når det så er sagt, har jeg også en øl at anmelde. Seasick Crocodile er en sour ale tilsat tranebær, ingefær, kanel og muskat. Et rent mareridt for konservative tyske bryggere, og for undertegnede en anledning til let rynkede bryn trods alt. Jeg nærer ganske vist ikke samme afsky for tilsætninger i øl, som jeg gjorde ved bloggens begyndelse, men når indholdsfortegnelsen i omfang ligner et avanceret cancermedikament, aktiveres min skepsis nu alligevel. Også selvom det alt sammen er hyggelige, julede ting, som jeg ellers holder meget af.
Tranebærrene gør i hvert fald deres til at få brygget til at se festligt (og en anelse suspekt) ud; lyserødt med sprødt, lavt skum. Kanelen er letgenkendelig i duften. Den dufter bare derudad, som den minder én om risengrød og pebernødder og brunkager. Øl minder brygget i sit olfaktoriske udtryk til gengæld ikke meget om.
Og det er egentlig ærgerligt. For her er der ellers tale om endnu et nydeligt surt bryg. Surt som … ja, det er faktisk svært at sige præcis. Brygget har egentlig bare et lækkert base line surt udtryk, klart og friskt, så øjnene klemmes i og munden breder sig i et stort smil.
Men så er der det andet element – ud over den karske, vederkvægende syre; kanelen. Ja, den møder man i den grad også i aromaen. Den udgør stort set alt hvad der er af smag i brygget ud over syren, og selvom jeg egentlig godt kan lide kanel, er det ikke kønt.
Krydderiet overdøver alt andet, der ellers kunne have smagt i brygget. Om det så bare havde været tranbærrene, ingefæren eller muskaten. Men intet af det kan smages – ej heller malten eller humlen. Alt er pakket ind i en anmassende, småvammel og alt for dominerende smag af kanel, der overhovedet ikke passer til bryggets ellers virkeligt nydelige syre.

Hver for sig havde det måske fungeret. I stedet sidder man med en sur øl, der smager af kanel, eller en kaneløl, der er sur. Ingen af delene fungerer – især ikke når brygget føles så sammensat som det gør. Begge dele er så nærværende, at man føler sig tilskyndet til at køre brygget en tur gennem et kaffefilter, så kanelen kunne blive fanget og resten af brygget måske være en nydelse alligevel. Og kanelen – ja, den kunne man bruge til næste gang man lavede risengrød.
Surt øl passer ikke særlig godt til julemad, og kanel passer generelt ikke særlig godt til surt. Hele brygkonceptet ligner således mest noget, man har brygget fordi man kunne, og ikke fordi man burde. Men for et aldeles nydeligt surt indslag skal brygget alligevel belønnes. At kombinationen med kanel – eller for den sags skyld med noget som helst andet – burde have været udeladt må man håbe er en lektie, bryggeriet lærer til næste gang.

DDH Citra x Galaxy IPA, Arpus Brewing Co.

Direkte til tops!

18.700.000.000 til minkindustrien … Så er udeblivende kritik fra landbruget vist nok også både købt og betalt med renters rente … indtil regeringen skifter, for så ved vi, at højrefløjen vil forlange rigsretssag alligevel. Landbruget er og bliver det mest forkælede erhverv i Danmark, og det er ikke mindre pudsigt at de største støtter af de permanent offentligt støttede gylleproducenter fnyser i afsky ad mennesker, der ikke kan forsørge sig selv, og må ty til det offentlige for at få hjælp til dagen og vejen. Når det kniber for landbruget er de offentlige kasser til gengæld uden bund, mens arbejdsløse og svage helst skal udsultes, gøres hjemløse og efterfølgende jages og kriminaliseres – ikke mindst hvis de er mørke i huden #ghettopakke.
Men dobbeltmoral er jo intet nyt, når det kommer til de frådende neoliberalister, vi finder i Venstre og Liberal Alliance … og Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF … and the list goes on.

Imens kræver den dybt reaktionære klub af voldspsykopater og sølvpapirshatte, samt voldspsykopater iført sølvpapirshatte ‘Men in Black’ statsministeren aflivet ved hængning eller afbrænding … måske begge dele på én gang at dømme efter deres seneste manifestation.
Jeg har ingen forventning om, at de har tænkt sig at ændre deres syn på Mette Frederiksen efter hendes exorbitante foræring til en i forvejen skrantende minkindustri. Til gengæld giver den sortklædte bande voldsbøller om ikke andet et indblik i, at der findes et segment i samfundet, der åbenbart bare har brug for at skabe sig åndssvagt.
Undskyldningen finder gruppen normalt på fodboldstadions er der meget der tyder på. Og når det ikke længere er en mulighed, må aggressionerne bare udløses et andet sted. Man kan tage bavianen ud af vildmarken, men ikke vildmarken ud af bavianen.

Nok om det. At få noget nogenlunde sammenhængende fældet ned på skrift om de trainwrecks af clusterfucks der konkurrerer om at eksplodere i hovedet på os i øjeblikket er svært nok. Så vil jeg meget hellere skrive om den seneste øl, jeg har prøvet. For der er der langt mere at komme efter!

Med DDH (=Double Dry Hopped) etc. etc. har Lettiske Ārpus Brewing Co. (med så’n en dimmerlimmer over a’et for at vise at det er langt) sparket både sig selv og Letland ind på bloggen med en raketfart, der kunne få enhver ‘Man in Black’ til at antage hele det kromatiske spektrum i rækkefølge af ren misundelse. Opskriften er ikke videre original – til gengæld er den grundigt gennemtestet og aldeles effektiv: En dobbelt tørhumlet IPA med Citra og Galaxy-humle – så skal det godt nok gå meget galt, hvis ikke det bare er en lille smule godt.

Imponerende er det i hvert fald som den pomelogule, uigennemsigtige masse langsomt optager glasset. Bryggets modvillighed mod at forlade emballagen er ikke ulig hvad man kan opleve med visse meget tætte, stærke stouts. Og som om det ikke alt sammen var nok, så tårner det cremede skum sig op som ved en anden Venus’ fødsel. Duften er ikke mindre inciterende. Frisk og fornøjeligt syrlig af skarpe citrusfrugter; lime og grape samt et bittert skud som man møder det i en moden appelsin.
Fylde, fløjl og fløde plasker vellystigt alle mundens indre flader til med de fineste, mest udsøgte aromaer, IPA kan byde på. Frisksnittede pæle af lyst træ støder begærligt i tungen, vanillen gnider sig kælent op ad ganen, mens den cremede mundfornemmelse af tyk fed fløde med appelsinessens binder det hele sammen og pulserende udløser det ene orale klimax efter det andet.
Sikke en debut! Nydelsen er absolut, kompromisløs og nyskabende alt den stund, at jeg aldrig før har oplevet en IPA med en sådan fylde før. Aroma – ja. Fylde – nej! Glem alt om East Coast, West Coast, British eller New England IPA. Lettisk IPA er the shit – som de unge, lettere (see what I did there) misvisende kalder det nu om dage. Tænk, at det den ultimative IPA skulle findes på det kontinentale Europa.

Den slags giver – om ikke håb, så i hvert fald trøst, når COVID-19 og rablende idioti på samme tid hærger verden i to gensidigt forstærkende pandemier. Smagen i munden er nok bitter, mens vi ser hele verden synke i grus for vore øjne – men dårlig er den ingenlunde!

Premiere, Interboro

Skarp konkurrence …

Det kom alligevel til at tage mig længere tid end jeg havde regnet med at få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at sætte mig bag tastaturet igen. Depressionen hænger endnu engang som en tung dyne over mig, og jeg må anstrenge mig voldsomt for at kunne klare selv de mest simple opgaver. Det er fortsat arbejdsløsheden, der nager og får det hele til at se håbløst ud.

Der er ellers ikke så lidt at glæde sig over for tiden. Ikke alene bliver Donald Trump stillet for en rigsret (igen); det samme gælder Inger Støjberg herhjemme.
I den forbindelse har jeg noteret mig, hvordan man nærmest som et urværk bliver kaldt pædofil og tilsvarende, det øjeblik man offentligt giver til kende, at man støtter rigsretssagen mod hende. Det hun står anklaget for er at give en ulovlig instruks om, at alle ægtefæller blandt asylsøgere, hvor én af ægtefællerne var under 18 år, skulle adskilles. Uden hensyntagen til … vel – hvad som helst egentlig. Desuden skulle de adskilte par nægtes høring i forbindelse med adskillelsen, hvilket stred mod gældende regler og retspraksis. Ud over at afgive en instruks, der gik direkte imod gældende regler, løj Inger Støjberg desuden om instruksen på flere samråd i Folketinget.
For nu ganske kort at lege djævelens advokat: Gjorde Inger Støjberg det ikke alligevel med de bedste intentioner for øje? Var hendes mål ikke at beskytte barnebrude mod overgreb fra langt ældre ægtefæller? Det er på baggrund af den præmis, man mødes med anklager om at være pædofil, når man forsvarer rigsretssagen. Kigger man på de såkaldte barnebrudes aldersfordeling vil man imidlertid opdage, at aldersforskellen ikke generelt er meget stor. I 13 ud af de 34 sager er aldersforskellen 5 år eller derunder. Ofte er der kun ét år imellem dem. I andre tilfælde er der vitterlig store aldersforskelle, der godt kunne give anledning til reel bekymring.
Men glem ikke, at parrene i modstrid med reglerne blev nægtet retten til at blive hørt. Som minister valgte Støjberg at skære parrene over én kam og behandle dem alle på samme måde, uden skelen til deres individuelle situation.
For mig ser det ud som om Inger Støjberg fandt et nemt offer for sin lyst til at smage magten, samtidig med at hun kunne appellere til et voksende fremmedhadsk vælgersegment i partiet Venstre – og uden for partiet venstre i øvrigt, og som hun selv efter alt at dømme er en del af. Jeg vil ikke spekulere længe over hendes fremtid i partiet, men Formand Jakob Ellemanns linje, som han reelt først har lagt i disse dage med sin støtte til rigsretssagen, peger i retning af et opgør med racismen i partiet. Og uden den, vil Inger Støjbergs tid i Venstre nok være forbi.
Og det vil jo være mægtig ærgerligt. For jo mere kaos og splid der kan skabes i det parti desto bedre, og Inger er den perfekte katalysator for begge dele. Det vigtigste er imidlertid at få Inger Støjberg for retten for de lovbrud hun er mistænkt for. At der derved bliver sat en om ikke andet midlertidig dæmper på den skade, hun gør på partiet Venstre, er et mindre onde jeg må lære at affinde mig med.

Vel, videre til dagens øl, der blev nydt under en live stream (ja, det var ikke første gang og nok heller ikke sidste) på min gode ven Geoff Breeze’s kanal (like & subscribe), hvor vi et par stykker fra rundt omkring i verden i fællesskab fordøjede begivenhederne fra dagen før, hvor den amerikanske kongres blev stormet.
Jeg havde fundet et par gode øl frem – det passer sig i godt selskab. Brygget her er en dobbelt tørhumlet IPA, hvilket på alle leder og kanter er ganske lovende fra første færd.
Pomelogult og lige så uigennemsigtig som overfladen på enhver citrusfrugt spærrer brygget stædigt synlighed af alt, der måtte gemme sig bag glasset. Brygget duftes allerede som dåsen åbnes med lovende, lækre og i øvrigt traditionelle noter af grape, grannåle og et pikant stik af røg.
De første par slurke byder på et festfyrværkeri af tæskebitter humle og frisk grape. Derefter bliver det en smule mere afdæmpet, idet brygget går fra humlebombe til en noget mildere humlegodbid; stadig lækker som ind i h… men samtidig også forfriskende i sin mere spinkle og citrusprægede aromaprofil.
Brygget her er, når alt kommer til alt, ikke nødvendigvis et måltid i sig selv, double dry hopped eller ej. Den vil gøre det fint som ledsager til Thairetter med grøn chili og andet i samme dur. Søger man en øl, der skal flå kæberne fra hinanden i en blodrus så bitter som summen af en Trump og en Støjberg der får læst deres dom op ved rigsretten, må man nok lede videre en stund endnu.

Oude Geuze Cuvée Armand & Gaston, 3 Fonteinen

Nytårsøl …

Så går den vist heller ikke længere. Der er noget nær katastrofal læsertørke efter det bedste år for bloggen – læsermæssigt i hvert fald. Men aldrig så snart årsskiftet endelig satte ind, dumpede antallet af læsere langt under det flotte niveau for december … Indrømmet var niveauet også absurd højt med over 300 klik flere gange i løbet af måneden. Men det gør alligevel en smule ondt, når bloggen ikke engang formår at trække 100 læsere til sig på en dag. So upwards and onwards – velkommen til 2021, og årets første øl … tror jeg nok.

Jeg fejrede nytår på min ekskones lille landsted uden for Thisted. Og i skrivende stund husker jeg ikke, om jeg drak nogen øl efter klokken 12. Men selv hvis vi siger, jeg gjorde, var nærværende øl i hvert fald den første nye øl, jeg prøvede i indeværende år. Den blev nydt til en nytårslivestream, som jeg stille og roligt prøver at gøre til en tradition på min videokanal.

Det skete i øvrigt endnu før, CEPOS’ cheføkonom valgte at te sig som en idiot på Twitter, men det er selvfølgelig også fuldt forventeligt fra den kant … Ja, det står formentlig i kontrakten at man ikke bare skal være en ultraliberalistisk, forkælet og overprivilegeret møgunge, men at man også skal være et afstumpet racistisk svin samtidig.
Mads Lundby Hansen kan nok se frem til en nytårsbonus ikke mindst efter at han fordoblede indsatsen – eller som man ville sige på engelsk: doubled down tidligere i dag.

Han præsenterede en plan, der skulle samle det borgerlige Danmark. Det eneste gode, man kunne sige om forslaget var, at det ikke var eksplicit racistisk og apartheidstøttende, sådan som det første tweet var det. Men det er selvfølgelig også en meget lav barre.
Man skal også holde in mente, at racismen gerne kommer helt automatisk, når reaktionære, ultraliberalistiske tiltag, som dem Mads Lundby foreslår i sine tweets bliver gennemført. Opretholdelsen af forskellen mellem rig og fattig, der i forvejen er uhørt stor, kræver at de fattige kan afledes med andre sager, så den absurd inadækvate ressourceallokering ikke bliver for åbenlys. Racismen har altid været de riges og magthavernes foretrukne afledningsmanøvre, og sådan er det fortsat.

Men før jeg bliver i dårligt humør – og det ville være ærgerligt, eftersom jeg så småt er ved at rejse mig oven på de sidste måneders undertiden ret intense arbejdsløsheds- og vinterdepression, må jeg hellere skride videre til anmeldelse af dagens øl: Endnu en geuze fra en hemmelig giver. Denne gang en anelse mere skummende, og vist også en kende mørkere end den jeg fik lige før nytår. Om det skyldes, at dette også er en Cuvée Armand & Gaston skal jeg ikke gøre mig klog på, da jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad det egentlig betyder – men det lyder da meget pænt …

Nogen uventet effekt har de franske ord i den ellers ærkeflamske type egentlig ikke. Og godt det samme, for duften af en geuze er perfekt som den er. Frisk og syrlig på den mest opkvikkende måde man kan tænke sig. Det er der ingen grund til at lave om på.
Også i smagen pirrer og forfrisker de udsøgte syrlige noter tunge, gummer og svælg. Det kan være svært at beskrive syrlighed, da det ikke er noget man på samme måde forbinder med frugter og krydderier på samme måde som man gør med søde og bitre aromaer. Jeg tror imidlertid jeg har fundet en frisk syrlighed, der svarer meget fint til, hvad vi finder her: passionsfrugtjuice … af alle ting. Der var tilbud på det i fakta, og det er en kæmpe fest. Ikke mindst fordi det har den fineste vederkvægende syrlige kant, som end ikke frisk appelsinjuice kan levere på samme vis.
I modsætning til brygget fra lige før nytår er humlen gemt en smule mere væk i dette bryg. Til gengæld er syren så meget desto mere smagfuld og i øvrigt i et velbehageligt leje, hvor den bare ligger og kæler venligt med smagsløgene, pikant, harmonisk, rytmisk – lige tilpas, uden unødig kraft eller styrke bare lækker, meditativ og pulserende …

Syrlighed af passionsfrugt – den må jeg huske. Og vil man vide, hvordan dén manifestation af syrlighed åbenbarer sig uden at man lige har en karton passionsfrugtjuice i nærheden, ja, så kan man jo bare åbne sig en oude geuze i stedet for. For sådan én har man selvfølgelig altid på lager …

… har man ikke?

Oude Geuze, 3 Fonteinen

Studenterchampagne …

Selvfølgelig godter jeg mig også over det kaos, vi i disse dage bevidner i partiet Venstre. Nu har det omsider kostet Inger Støjberg formandsposten, og som det sølle skrog af et menneske jeg er, er jeg naturligvis fuld af skadefryd over, at hun er blevet tvunget fra posten, og garanteret har det rigtig skidt med det.
Egentlig havde jeg ikke forventet at hun ville gå af. Jeg troede, der var meget mere Donald Trump i hende, og at hun ville bralre op om konspiration, afstemningssnyd og fremmede magters indblanden … Cubas afdøde Fidel Castro måske, nu hvor Hugo Chavez er taget af Donald Trumps advokatteam.
Men mod min forventning gik hun altså af. Det er egentlig ærgerligt, for hun gjorde så dejligt meget skade på partiet Venstre, som jeg så inderligt foragter. Jeg ønsker at se det parti styrte i grus i en storslået ildkugle, hvorefter jeg vil danse rundt om den rygende ruinhob – og ja, jeg vil helt sikkert tage øl med til lejligheden (og mundbind, hvis COVID-19 stadig skulle hærge på det tidspunkt).
Jeg håber i mit knap så stille sind, at hun inden længe gør comeback. Med eller uden dom ved eventuel rigsretssag har hun stadig kæmpe opbakning fra partiets menige medlemmer. Så jeg håber hun går efter formandsposten som det næste og skal I bare se løjer. Jeg er så gammel, at jeg stadig husker Fremskridtspartiets landsmøde i 1995. Det ville bestemt være en genudsendelse værd – blot denne gang med Venstre i centrum. Kom så Inger! Du skal ikke bare lade dem afsætte dig!

Vel … jeg har selvfølgelig også en øl at anmelde …

Jeg er en fattiglus, og vælger derfor at fejre nytåret på bloggen med Belgisk studenterchampagne. Helt ærligt er det jo også langt bedre end rigtig champagne.
Mindst lige så sprudlende frisk, endnu mere perlende i sin mousserende karakter, og så smager det bare af mere.
Nåhr ja – og faktisk ser det også smukkere ud. Kornfarvet, lettåget og mystisk, som det hviler under det pikante skum i champagneskålen.

Geuze er en blanding af forskellige rene, vildgærede belgiske bryg, kaldet foeders. Hver for sig er foeders ofte lige lovlig sure til at blive drukket direkte fra lagring … i denne bloggers øjne er folk godt nok også nogle pylrehoveder og piveskidderikker, når den rene vare er dem for styg, men jeg indrømmer på den anden side også gerne, at man hurtigt kan få nok af de supersure foeders, efter hvilken en geuze runder oplevelsen nydeligt af.
Denne specifikke oude geuze er ifølge bryggeriet blandet sammen af 6 forskellige fade fra 5 forskellige individuelle brygninger. Ikke at det gør mig voldsomt klogere, men at bryggeriet gør noget ud af at fortælle i detaljer, hvordan brygget er blevet til, borger lidt ekstra for kvaliteten.

I næsen perler det friskt og mere surt end jeg havde forventet. Det er ikke en geuze for begyndere, sådan som det næsten svier i næsevæggene. I aromaen finder man de mest udsøgte umodne, skriggrønne æbler, smagt til med kryddereddike. Man efterlades overrasket over, at ansigtet ikke vrides og vendes i groteske grimasser, selvom brygget eller føles surt nok, men igen – geuze, ikke foeder. Overraskende kan man også tydeligt smage humlen. Den melder sig i eftersmagen, rund, rar og med aroma af val- og paranødder.
Knap så meget syre, mere kontur og en mere mangfoldig aroma er det man får i bytte for foederens småfarligt lave ph-værdi. Begge dele er godt, ikke mindst når man kan få et bryg som dette, der kun i ringe grad går på kompromis med syren, til gengæld for at det kan nydes i lange drag, uden at ommøblere ansigtet hver gang et par dråber når inden for læberne.

Husk at vaske hænder derude, hold afstand og brug mundbind.
Godt nytår i godt øl!

Christmas Ale, Corsendonk

Reddet på stregen …

Udbuddet af juleøl har ladt noget tilbage at ønske i år. Ikke at der har manglet gode øl i højtidssæsonen. Der var bl.a. en formidabel vinter-IPA fra Khioskh og en nydelig røget bock fra Heller. De var bare ikke brygget som egentlige juleøl (helt uden at Dansk Folkeparti anklagede bryggerierne eller distributøren, SuperBrugsen, for femte-kolonnevirksomhed i den muslamitastiske magtovertagelse. Så har man set det med).
En håndfuld bryg, der blev brygget som juleøl blev det ikke desto mindre til. Men med dem har jeg godt nok ikke været videre heldig. De tre første famlede rundt mellem to og to en halv i karakter, og jeg skulle op i en markedsføringskaliber, hvor man lægger flaskerne i ekstra emballager, før jeg nåede op på et acceptabelt niveau.

Således også denne, ret stærke (8,1%) belgier i delestørrelse. Den blev leveret i en høj metalcylinder, som jeg nu spekulerer på, hvad jeg skal bruge til. Jeg nænner ikke rigtig at smide den væk.
Den blev nydt til, hvad jeg selv betragter som julens officielle afslutning for mit vedkommende: min medvirken i en 36 timer lang livestream-marathon, arrangeret af en af mine gode venner fra ateist-miljøet, der er kendt under navnet Purple Rhymes with Orange.
Mange ikke-troende – især i USA, hvor Purple har til huse – er alene i julen. Især når man er vokset op i fundamentalistiske kredse, hvor man ikke ser mildt på frafald. Det er andet år i træk, at marathonen blev arrangeret, og mit 2-timers bidrag kan ses her. Ideen er at give ensomme uden tro noget at samles om i juledagene, og det må siges at være lykkedes ganske godt, de mange live-kommentarer taget i betragtning.

Brygget er ganske mørkt, omend gennemsigtigt, når det holdes op mod lyset. meget restgær er der heller ikke i den. Skummet er akkurat knækket i det gyldne, klæber adækvat, men gør så heller ikke mere væsen af sig. Duften er sødlig og let alkoholisk – ligesom den initiale aroma, der slutter af med en let brændende fornemmelse i gane og svælg.
Fremturende alkohol – det kunne være meget værre. Sødmen lægger sig i det krydrede hjørne og peger i retning af tørrede figner og svesker – det er faktisk julet, og endda julet på en måde, man nemt genkender.
Samtidig er brygget dejligt letdrikkeligt og glider lige ned i løgnhalsen, hvis man glemmer at give det den tid, der skal til, for at man annammer aromaerne ordentligt. Læsere, der kender mig, vil vide, at dette gerne er min subtile måde at antyde, at et bryg godt kunne have brugt noget mere fylde og aroma, end man bydes.

Men det er nu godt nok … Beggars can’t be choosers. I betragtning af, hvor få dage der er tilbage af dette anno horribilis kunne det være gået meget værre. Hvis dette er 2020 sidste stød af ubehag, så kunne noget tyde på, at alt det modbydelige, vi har måttet døje med i det forløbne år måske – måske – så småt er ved at få en ende.
At julen afsluttes med en øl, der i det mindste er god nok er faktisk mere, end man turde forvente.

Christmas Ale, Shepherd Neame

Pretty English …

Glædelig jul allesammen!

Juleaften tilbragte jeg i min nære families skød, det vil sige hos mine børns mor. Jeg er evigt taknemmelig for, at man stadig kan være venner og få den slags til at fungere, selvom man har en skilsmisse bag sig.
Julen er traditionernes fest, og traditionen tro havde jeg fundet mig en øl, jeg kunne drikke langsomt i løbet af juleaftensdag, mens min eks’ fede, lækre julemad var i sin vorden. Fint skulle det være i forbindelse med højtiden, så det blev en øl i en særlig emballage – en nydelig papkarton i julens farver uden om flasken.

Bekymringen lurede imidlertid. Hvor ofte har man ikke oplevet, at den fine indpakning blot var til for at skjule, at indholdet bestod af vanlig, generisk standard og gerne lavere end det? Men julen er vist nok også håbets tid, så op af emballagen blev den mindst lige så flot-etiketterede flaske hevet, behørigt åbnet og skænket.

Flot er brygget i hvert fald. Gyldent skum, som jeg ikke skal brokke mig for længe over, faldt lidt hurtigt, over det fineste, dyborange bryg. Undtagelsesvis fangede kameraet, trods overbelysning og andre tegn på, hvor elendig en fotograf, jeg faktisk er, bryggets udsøgte lød perfekt. I en noget mere rødlig nuance blinker advarselslamperne – omend uden lyden af alarm – da næsen sættes for brygget. Syrligt, mere end noget andet – men også krydret. Nelliker og en snert af muskat byder trods syre op til hyggelig dans om juletræ, og således fremstår brygget alligevel julet, selvom det indledningsvis ikke peger helt så meget som ønsket i den retning.
Oplevelsen fortsætter i smagen. Ja, brygget forekommer en smule syrligt, men ledsages også af en solid bitterhed af mørk træ, og flere julede krydderier. Malten leverer også adækvat fylde og en snert af honning. Det hele passer fint sammen, også selvom det måske ikke matcher dansk jul perfekt.
Men nu er brygget jo ligegodt heller ikke fra Danmark. Det er fra England, og er i virkeligheden et ganske fint eksempel på britisk brygtradition. Det nydes bedst tempereret, og vil forekomme mere surt end det vandige pilsnersprøjt de fleste spytter i på vore længdegrader. Det er baseline. Derudover er der fine nye og gamle smagsnuancer at finde og udforske – et lille undervisningsstykke i en fremmed brygtradition passer mig fint i en højtid, hvor traditionsbundetheden kan være kvælende.

Det glæder mig, at det omsider lykkedes mig at finde noget, der mindede om en ordentlig juleøl. Eller i det mindste en juleøl, der smagte godt. Det er ikke den mest perfekte øl til julebordet måske, men den leverer en oplevelse der er julen værdig med rigeligt af julens aroma – i et for os (brunede) kartoffeldanskere uvant arrangement.

Endnu engang glædelig jul. Se mig eventuelt på internettet klokken 13 i dag.

Grand Cru, Rodenbach

Vanilla Sour …

Dangit … jeg er meget dårlig til at være officielt arbejdsløs. Jeg har været virkeligt dybt nede i kulkælderen lige siden jeg trykkede på ‘Meld dig ledig’-knappen på jobnet i torsdags. Jeg har ikke haft energi til noget som helst siden, mindst af alt at prøve nye øl, eller bare få skrevet om dem, jeg endnu mangler at anmelde.

Så ligesom mit øvrige liv, vil bloggen nok også kun få det absolutte minimum af opmærksomhed der skal til for at den kan løbe rundt. Forvent kortere, men til gengæld også mere to-the-point anmeldelser i den nærmeste fremtid. Engang når jeg får det bedre igen vil anmeldelsesfrekvensen og længden på indlæggene nok tage til igen. Fast beskæftigelse vil næsten med garanti sikre den nødvendige stigning i livskvalitet og mere til, men det er ikke noget jeg tør håbe seriøst på som tingene ser ud lige nu.

Dagens øl er den anden øl, som Føtex har stående fra belgiske Rodenbach. Angiveligt endnu en Red Ale, omend kuløren snarere er mørk rødbrun. Men auburn ale er vist endnu ikke en ting.
Meget vigtigere og mere markant er da også bryggets syrlighed. Den kan man nyde i fulde drag allerede fra åbningen af flasken, idet den rene surkålslage med det samme smyger sig legesygt ud. Endnu bedre bliver det selvfølgelig ved skænkning, hvor man nu også hurtigt opdager, at der på trods af et substantielt eddikelignende syreelement ikke er tale om samme galsindede surhed, som man oplevede i Broaden & Build‘s Red Tide, der faktisk sved i næsen ved inhalering.
Den her er venligere, eller i hvert fald noget mindre aggressiv. Faktisk lægger den sig i både bouquet og aroma et velvalgt sted midt mellem Broaden & Build’s kompromisløse syrebomber og The Brooklyn Brewery‘s begynderbryg udi det sure, Bel Air Sour. Man kunne vælge en mindre diplomatisk tilgang og kalde den mainstream. Men surt øl som type er stadigvæk lysår fra den generiske pilsnerverdens laveste fællesnævner – selv når deres ph-værdi ligger signifikant højere end hvad man bliver budt her.
Så hellere vanilla. Omend det udtryk også bruges rundhåndet som skældsord, betegner det stadig meget mere neutralt noget, der måske nok befinder sig i midterfeltet, men som også alligevel er rart. Alle kan lide vanille, og det behøver der i sig selv ikke at være noget galt i – heller ikke her. Og at brygget ud over en velbeslået eddikemarinade med alt hvad der forventes også byder på æblesødme, der giver lidt ekstra kontur og udtryk, øger naturligvis kun oplevelsen til den positive side.

En middle-of-the-road sur øl på den mest positive måde dette kan forstås. Erindringen derom kan faktisk tage toppen af en arbejdsløshedsdepression.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme