Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: udenlandsk øl

Grand Cru, Rodenbach

Vanilla Sour …

Dangit … jeg er meget dårlig til at være officielt arbejdsløs. Jeg har været virkeligt dybt nede i kulkælderen lige siden jeg trykkede på ‘Meld dig ledig’-knappen på jobnet i torsdags. Jeg har ikke haft energi til noget som helst siden, mindst af alt at prøve nye øl, eller bare få skrevet om dem, jeg endnu mangler at anmelde.

Så ligesom mit øvrige liv, vil bloggen nok også kun få det absolutte minimum af opmærksomhed der skal til for at den kan løbe rundt. Forvent kortere, men til gengæld også mere to-the-point anmeldelser i den nærmeste fremtid. Engang når jeg får det bedre igen vil anmeldelsesfrekvensen og længden på indlæggene nok tage til igen. Fast beskæftigelse vil næsten med garanti sikre den nødvendige stigning i livskvalitet og mere til, men det er ikke noget jeg tør håbe seriøst på som tingene ser ud lige nu.

Dagens øl er den anden øl, som Føtex har stående fra belgiske Rodenbach. Angiveligt endnu en Red Ale, omend kuløren snarere er mørk rødbrun. Men auburn ale er vist endnu ikke en ting.
Meget vigtigere og mere markant er da også bryggets syrlighed. Den kan man nyde i fulde drag allerede fra åbningen af flasken, idet den rene surkålslage med det samme smyger sig legesygt ud. Endnu bedre bliver det selvfølgelig ved skænkning, hvor man nu også hurtigt opdager, at der på trods af et substantielt eddikelignende syreelement ikke er tale om samme galsindede surhed, som man oplevede i Broaden & Build‘s Red Tide, der faktisk sved i næsen ved inhalering.
Den her er venligere, eller i hvert fald noget mindre aggressiv. Faktisk lægger den sig i både bouquet og aroma et velvalgt sted midt mellem Broaden & Build’s kompromisløse syrebomber og The Brooklyn Brewery‘s begynderbryg udi det sure, Bel Air Sour. Man kunne vælge en mindre diplomatisk tilgang og kalde den mainstream. Men surt øl som type er stadigvæk lysår fra den generiske pilsnerverdens laveste fællesnævner – selv når deres ph-værdi ligger signifikant højere end hvad man bliver budt her.
Så hellere vanilla. Omend det udtryk også bruges rundhåndet som skældsord, betegner det stadig meget mere neutralt noget, der måske nok befinder sig i midterfeltet, men som også alligevel er rart. Alle kan lide vanille, og det behøver der i sig selv ikke at være noget galt i – heller ikke her. Og at brygget ud over en velbeslået eddikemarinade med alt hvad der forventes også byder på æblesødme, der giver lidt ekstra kontur og udtryk, øger naturligvis kun oplevelsen til den positive side.

En middle-of-the-road sur øl på den mest positive måde dette kan forstås. Erindringen derom kan faktisk tage toppen af en arbejdsløshedsdepression.

Thai Cargo, La Debauche

Jeg forstår det ikke …

Jeg slås stadig lidt med mine læsertal. Men lidt har jeg da kunnet ånde lettet op, da jeg i går aftes konstaterede, at antallet af klik på bloggen var nået op over 2.000 og dermed mere end halvvejs op til målet for måneden på 4.000, som jeg satte mig ved årets begyndelse.

Det er imidlertid svært at blive klog på læseraktiviteten. Nu fx i går, tirsdag d. 15. var dagen med næstflest klik denne måned – hele 191 – kun slået af tirsdag i sidste uge, hvor jeg nåede op på 204. Tirsdag er åbenbart en god dag at lægge vejen forbi min blog, og det uanset om jeg udgiver noget den dag eller ej.

For sidste tirsdag udgav jeg anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg, mens jeg i går ikke udgav noget. Det gjorde jeg til gengæld i forgårs, hvor jeg udgav min noget mellemfornøjede anmeldelse af Royal Unibrews ‘Anarkist European Haze‘. D. 7. september, dagen før anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg anmeldte jeg Electric Rattlesnake fra Amager Bryghus. Den kastede umiddelbart ikke mange klik af sig. Faktisk blev dagen for dens anmeldelse den mindst besøgte på bloggen i september, med 67 klik. Det er meget usædvanligt for mine anmeldelser af Amager Bryghus’ øl, der plejer at være nogle af de mest læste.

Jeg har imidlertid bemærket, at det ikke altid er samme dag, en ny anmeldelse får mest opmærksomhed. Det kan i vid udstrækning også falde dagen efter. Jeg skriver gerne en anmeldelse mandag, da den generelt er en sløj besøgsdag – for lissom at begrænse katastrofen mest muligt. Ikke at det nytter meget på selve dagen, men med lidt held kommer der et peak dagen efter i stedet.

Eller gør der nu det? I så fald burde man også forvente pæne besøgstal d. 9 september, dagen efter Forårsbrygs anmeldelse. Læsertallet falder heller ikke katastrofalt, men dette skyldes nok anmeldelsen af Kaiserdoms Helles Vollbier … tror jeg da nok. Den formåede nok at trække nogle læsere til samme dag den blev smidt på bloggen, mens effekten lader til at være taget endnu mere af dagen efter, hvor antallet af læsere er under 150.

Antal klik på bloggen 6-16 september. Electric Rattlesnake udg. 7. sep, Forårsbryg udg. 8 sep, Helles Vollbier 9. sep, St. Omer 12. sep, og Anarkist European Haze 15. sep.

Nogenlunde mening giver statistikken i weekenden, hvor St. Omer blev anmeldt om lørdagen, til umiddelbar nydelse for læserne. Den formåede til gengæld ikke at trække mange læsere til om søndagen, hvor man ellers skulle tro at læserne også har nogenlunde ro til at læse eventuelle anmeldelser, jeg smider op.

Summa-summarum. Jeg kan ikke se noget system i læserfordelingen. Nogle gange genereres læserne af en anmeldelse samme dag. Nogle gange dagen efter, og nogle gange … bare ikke sådan rigtigt i nogen særlig signifikant grad. Jeg har derfor ikke nogen særlig strategi for udgivelse af mine indlæg i løbet af ugen. Men da læserfordelingen ser ud til – i det store og hele – at være tilfældig, kan man vel lige godt argumentere for en fast anmeldelsesplan, som en fortsat afståelse fra samme.

Jeg vil overveje i de kommende dage, om jeg vil vove et forsøg med at anmelde mere systematisk på bestemte dage. Input modtages meget gerne i kommentarerne, og jeg undskylder i øvrigt for den tørre indledning på dagens anmeldelse. Men læsertal er ikke desto mindre noget, jeg som blogger bliver nødt til at forholde mig til nu og da. Men nu til dagens øl.

La Debauche har jeg haft fat i to gange på bloggen allerede, men jeg er endnu ikke nået til at lave en rigtig anmeldelse af deres øl endnu. To gange med ret kort mellemrum er jeg stødt på dem på ølfestivaler i København. Det skete sidste år, dengang for sindssygt mange år siden, hvor ølfestivaler stadig var noget, der blev afholdt. Nu om dage, er det noget, der hele tiden bliver aflyst eller udskudt.

Ja, det føles længe siden, vi havde en verden, der fungerede nogenlunde normalt. Men det er ikke kun Coronavirusset, der har vendt op og ned på verden. Californien står i flammer, og resten af USA står med en præsident, der vil gøre alt for at snyde sig til genvalg, formentlig med endnu større globale katastrofer som konsekvens.

Så det skal nok komme til at gøre rigtig meget mere ondt. Og om det nogensinde kommer til at gøre godt igen? Derom har i hvert fald jeg min tvivl.

Men tilbage til bryggeriet – franske La Debauche. Ordet har sin ækvivalent på engelsk – debauchery – som ikke sådan lige lader sig oversætte til dansk. Men ‘dekadent vellystighed’ eller ‘liderlighed’ finder jeg selv en rammende, omend – indrømmet – ikke videre mundret oversættelse. Dekadente er eksperimenterne i hvert fald. På Copenhagen Beer Festival 2019 bød bryggeriet på traditionel Kriek og Stout tilsat mandelmælk. På DØE’s Ølfestival i Lokomotivværkstedet senere på året havde de nærværende øl på programmet, og det var der min hyppige medsmager Marcus var så venlig at købe den til mig … altså endnu en øl, der har fået lov at stå i noget tid. Men det kan man godt, når det er mørkt øl, det drejer sig om. Ikke mindst alkoholvolumen på 11%.

Brygget indeholder ingredienser nok til at give en traditionel tysk brygger to hjertestop samtidig. Gurkemeje, citrongræs, grøn chili, galanga, kokosnød og lime. Desuden stammer en del af malten fra ris. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at lave en video med afprøvningen af brygget, men da min gode ven på nettet, Geoff Breeze aka Godless Scummer inviterede mig og nogle andre online venner ind til en livestream i søndags, tænkte jeg at det da også talte som en slags video. Så der blev den behørigt nydt til senere anmeldelse her.

På streamen kan man observere mig holde flasken under næsen i rigtig lang tid. Jeg sidder faktisk og sniffer øllets fine em af velanrettet thai-middag med lige dele fryd og begejstring. Rent lugtesalt, der næsten gør duftoplevelsen i sig selv åbningen værd.

Men – skænkes skal det nu alligevel. Kulsort, tykt som tjære, og fortsat afgivende em af thaikøkken klukker det træge bryg modvilligt ned i glasset. Skummet er overraskende nok ikke særlig højt – men det skulle da også snart være det eneste, man kan brokke sig over. Den smule der er, er fortsat en ren fornøjelse at beskue, som det ligger tæt og chokoladefarvet over den tætte nat.

Aromaen trækker i en lidt anden retning; en blanding af kaffe, sødet kokos og kakao. Hvis ikke denne blanding allerede findes på hipsterkaffebarer på Vesterbro, så claimer jeg hermed ideen som min. Når jeg i fremtiden trækker royalties, tror jeg nok, at fremtid og alderdom er sikret.

Med tiden ændrer smagen en smule karakter, og lakridsnoterne sætter ind. Kakao-kokos-kaffe-blandingen omdannes nu elegant til flydende lakridskonfekt … (der var endnu en sød cocktail for hipsterne!) … for nogle vil det sikkert være alt for meget – for sødt og intenst. Men jeg elsker det, og vil bare have mere …

… og der er det så, at der dryppes en lille smule malurt i bægeret – eller rettere; lidt for meget chili. Det starter med en skarp kant, som man intuitivt opfatter som alkohol. I begyndelsen føles det som cognac, så som tequila – og så vidt er det fortsat en spændende, underholdende og nyskabende fornøjelse. Men nu træder chilien alligevel lidt for meget frem. Den begynder at brænde en anelse på tungen, og træder derfor ud af den ellers vellystige, spraglede og ganske rigtigt dekadente aromakomposition. Den ender som en bismag frem for en af mange ting, der velsmurt leverer en ellers perfekt koreografi.

Men det er en skønhedsfejl – allerhøjest. Brygget er mere end oplevelsen værd, og en knivspids (højest) for meget chili dræber bestemt ikke begæret efter mere …

St. Omer 8,0, Brasserie Goudale

Smagfuld spritterøl …

Rigtig mange af de øl jeg prøver, støder jeg tilfældigvis på i supermarkedet, og tager dem kun med, fordi jeg ikke har prøvet dem før. Denne her er fra Føtex, og er købt netop på de betingelser. Jeg har aldrig hørt om brygget før, omend jeg har været inde over bryggeriet med jævne mellemrum. La Goudale ser ud til at være fast leverandør til Salling Group af franske special- og som her, standardøl.

For det er i grunden blot en stærk pilsner vi har at gøre med. Næppe overraskende hentyder ‘8,0’ i navnet til alkoholprocenten, der ved tilsætning af majs er banket ekstra højt op. En pilsner i klasse med Elephant, Bjørnebryg, Brutalis og hvad de ellers hedder de mange billige og stærke øl, der i mine øjne alene appellerer til et forbrugersegment, der snarere burde gå i behandling for deres alkoholkonsum, frem for at få tilbudt øl af denne kaliber. Formålet med disse øl er at blive fuld hurtigt og billigt. Et rationale jeg personligt end ikke finder tiltalende når der er fest. Jeg kan ikke ryste følelsen af, at producenterne bag disse bryg søger at profitere af nogle ulykkelige skæbner, der har opgivet at finde glæde andre steder end i den hurtige, billige alkoholrus, hvorfor jeg da også under ét gerne kalder denne kategori af stærke, billige pilsnere ‘spritterøl’.

Det var der engang en læser, der blev vildt harm over. Kommentarer fra både vedkommende og undertegnede kan man læse under dette indlæg.

Som regel er min begejstring ikke stor for disse øl, hvilket nok også skyldes, at min begejstring for pilsnertypen i det hele taget er til at overse. Ikke mindst eftersom det nok er den type, der er lavet flest forskellige udgaver af, samtidig med at den gennemsnitlige varians fra bryg til bryg har været den suverænt laveste.

Forventningen var derefter, da dåsen blev åbnet og brygget skænket. Skummet kunne da behage øjeæblerne en smule, og i sig selv er det jo heller ikke fordi en pilsner er grim at se på. Men generisk forbliver brygget, ikke mindst i kraft af en stærk, gennemtrængende odeur af næsten ingenting. Der er ordentligt disket op til en både industriel og middelmådig oplevelse af de allermest mainstream på den mest middle-of-the-road-agtige måde.

Men se engang. Sådan skulle det overhovedet ikke gå. Aldrig så snart det på overfladen fornærmende ligegyldige bryg kommer inden for læberne, sker der noget.
Alkohol – ja, det var forventet. Men ikke en skarp og sprittet én af slagsen. Næh, den her er blød og rund, næsten likøragtig.
Malt – og rigeligt af den. Hvor mange gange har man ikke prøvet spritterøl helt uden fylde og krop. Her er der rigeligt af begge dele i form af en sød, næsten sirupblød mundfornemmelse, der næsten truer med at blive kvalm – men det bliver ved truslen, der jo faktisk også kun næsten er der.
Bitterhed – Ja! Øllets signaturaroma har bryggeriet heller ikke glemt. Og den er forbløffende markant, tung og mørk. Og helt uden at blive besk eller harsk, sådan som oplevelsen nemt bliver når brygget i øvrigt er tunet med ekstra alkohol og majsstivelse. Bitterheden er uændret og ufortrødent til stede i eftersmagen, hvor den næsten demonstrativt fortsætter med – mod forventningerne – ikke at være til ubehag. Tværtom.

En smagfuld stærk pilsner. Det havde jeg ikke ventet. Jeg er stadig ikke nogen fan af genren som sådan, men lyspunkter som dette yder den en berettigelse, som jeg ikke mente, den havde før.

Den ros skal den have.

Electric Rattlesnake, Amager Bryghus/Pipeworks Brewing Co.

Tid til en vintage …

Da jeg stod op en dag
stod Poul Thomsen lænket til mit køleskab, han sagde:
“Jamen jeg ved ikke hvorfor?”
Men det var Grove Løjer Maskinen …

Man skal nok være mere end almindeligt inde i den århusianske undergrund for alternativ støjrock for at kende referencen. Den er fra bandet Vildensky og nummeret kan findes på deres EP udgivelse fra 1995 ‘Grønne Sten’.

Ligesom den kendte TV-vært som bandet lader være lænket til jeg-fortællerens køleskab, ved jeg heller ikke hvorfor, jeg først for nylig fik afprøvet den her øl. Den havde været i min besiddelse meget længe. Jeg tror faktisk helt tilbage fra 2018, hvor jeg købte den på Amager Bryghus sammen med en stribe andre øl, som del af min onkel og tantes guldbryllupsgave. Ved samme lejlighed købte jeg den uforlignelige Big Bold & Beautiful, som jeg siden jævnligt har hyldet som den bedste øl, jeg nogensinde har prøvet.

Måske var det frygten for hybris, der gjorde at jeg gemte brygget lidt i første omgang. Altså … oplevelser som Big, Bold & Beautiful slipper man ikke ustraffet for, hvis de sker med for små mellemrum. I anden omgang var det måske for at undgå en ophobning af gode anmeldelser inden for kort tid. Det bliver hurtigt monotont med lovsang og anprisninger, mens nedsabling og spot næsten altid gør det ud for god underholdning.

Mere end to års tøven inklusive en flytning til den anden ende af landet senere fik jeg så endelig taget mig sammen til at tage mig sammen. Men så skulle det også gøres ordentligt. En anmeldelse af øllet har således allerede kunnet ses online på min YouTube-kanal i en lille uge nu, samt i rullemenuenVideoer‘ øverst på siden. Der kan man også krumme tæer over min nølende, hakkende og stammende oplæsning af den sædvanligvis grundige beskrivelse, som Amager Bryghus gerne lader være del af deres etiketter. Denne gang imidlertid uden de store røverhistorier, men med masser af lovord til det andet involverede bryggeri – Pipeworks Brewing Co. I samarbejde med dem har Amager Bryghus også brygget Piping up for Peace. Hint bryg var en hyldest til hippiekulturen, mens nærværende øl hylder noget lidt vildere, nogen ville sige mørkere; heavy metal-musikgenren.

Det er jo lovende. Det samme er de store flotte gærflager, der tumler rundt i bunden af flasken, og nok skal have gjort en smule ekstra ved brygget gennem årene i mine forskellige skabe og køleskabe. Dejligt grumset, ganske mørkebrunt og kun med en anelse skum lader brygget sig vise i glasset. Bouqueten er vinøst krydret med bitterhed af kaffe, sødme af farinsukker og et syrligt skær af ananaskirsebær.

Tro mig, det dybe suk, jeg drager i videoen idet jeg tager en lillebitte mundsmag, er hverken indstuderet eller overdrevet. Man bevidner min spontane og udelte begejstring over bryggets vidunderligt tætte og velgørende krop og aroma. En dyb dyb sødme af mørkt sukker – smeltet melasse, (blot uden den brændende hede) – i kombination med venlige krydderier i velafstemte doser – en knivspids nelliker og godt med kanel – toppet af med udvalgte, mellemristede kaffebønner leverer et næsten overvældende kraftfuldt og alligevel blødt og venligt bamsekram af en øl, der virkelig når ud i alle ender og hjørner af mund og gane.

Tænk at Amager Bryghus formår at levere sådan en oplevelse med en kun étcifret alkoholprocent. Men vær alligevel opmærksom på, at de 9% ingenlunde gør brygget trafiksikkert. Heller ikke hvis det som intenderet bliver nydt over længere tid. Tid skal den have – og ro.

Et mesterstykke fra Amagerkanerne, der fik mig til at tænke over, hvor meget jeg savner dem derude i Tårnby efter at jeg er flyttet fra hovedstaden.

Mon ikke også jeg gemte brygget her så længe for at have et minde om dem så længe som muligt? Vel, så har jeg nu en grund til ikke at udskyde mit næste besøg i hovedstaden alt for længe.

Helles Vollbier, Kaiserdom Privatbrauerei

Så kan jeg vel forp@&%! lære det?

Jeg skulle selvfølgelig brokke mig over min ustabile arbejdssituation offentligt. Nærmest som en form for jinx eller nemesis – omend på den fede måde, når alt kommer til alt – måtte jeg bagefter dukke mig for ikke at blive slået omkuld af vildfarne jobtilbud.

Den i sidste indlæg omtalte arbejdsordre faldt om man så må sige i skrivende stund. Der var tale om en aftenvagt på den lokale margarinefabrik, der i øvrigt med jævne mellemrum er behjælpelig med udfyldning af huller i min usikre arbejdsplan. Aftenarbejde er velbetalt, og arbejdspladsen ligger i bekvem cykelafstand. Så midt på eftermiddagen gik det afsted, med hjemkomst ca. ved midnat.

Sulten og opfrisket efter hjemtur på velocipede i en mild eftersommernat langs limfjordspromenaden gik jeg ikke direkte i seng. Jeg formåede faktisk at trække den helt til klokken halv tre efter bl.a. at have nydt et solidt natmåltid med sådan én her til (mest fordi det var den eneste jeg havde).

Men jeg fik ikke lov at sove længe. Klokken halv otte ringede telefonen. En lokal friskole, hvor jeg om tirsdagen underviser i tysk havde brug for mig hele dagen som vikar. Så søvndrukken, forvirret og uden at kunne nå at få min morgenkaffe hastede jeg i bad, fik kastet et tarveligt og utilstrækkeligt morgenmåltid i hovedet, og så ellers af sted i bus til en hel dags vikarundervisning …

Heldigvis er eleverne derude rigtig søde. Lønnen som lærervikar fejler heller ikke noget. Og i morgen går det så løs igen med vikarundervisning. Men da jeg på hjemturen hurtigt skulle ringe til mit vikarbureau for at få afklaret en sag, blev jeg tilbudt endnu en aften/nat-tjans på margarinefabrikken … Lettere tøvende måtte jeg takke nej. Der er ingen grund til at få et stressrelateret nervesammenbrud netop som ens økonomi viser tegn på at være i bedring for en afvekslings skyld.

Relevansen for dagens øl af alt denne snik-snak om kaoset i mit liv er som altid lig nul. Kaiserdom-brandet er fast inventar i COOP’s butikker, og har været det gennem alle årene, hvor jeg har skrevet blog. En af de første anmeldelser jeg skrev, var faktisk af Kaiserdoms pilsner, og min begejstring var til at overskue, for nu at underdrive demonstrativt og med en æg af sarkasme.

Fire gange har jeg anmeldt bryggeriets øl, og ikke én af dem er nået op på, endsige over, middelkarakteren på tre stjerner. Why do I even bother?

Og i modsætning til en ellers udbredt talemåde er Plejer ikke død, men lever i bedste velgående. For ganske som et Kaiserdomprodukt plejer, leveres der her vel under middel visuelt, olfaktorisk og aromatisk, startende med en jævn, korngul pilsnerlød, med dertilhørende udeblivende skumoplevelse, der ellers ville kunne have reddet en flig af en fra starten vaklende oplevelse. Duften er fjern om overhovedet til stede. Er det i virkeligheden bare væde man får i næsen, eller der også en duft af humle – eller øl på en eller anden måde – dernede i dybet? Jeg er langt fra sikker.

I det mindste kan man da ikke beskylde brygget for at gøre en tørstig. Brygget er både forfriskende og svalende, og formår samtidig at levere en portion liflig brus, så man uvægerligt kommer til at tænke på et glas perlende danskvand. Og det er jo også rart, når det ellers er et glas danskvand, man har skænket sig. Når man har skænket sig en øl, derimod, er den slags oplevelser noget, man helst er foruden.

Humlen og malten – og for den sags skyld også gæren – kommer man til at lede længe efter i smagen. Og ligesom med duften blev denne blogger aldrig helt sikker på, om han overhovedet fandt nogen af delene. En præstation, der i alt ender endnu mere tarvelig end det hastigt opdiskede morgenmåltid.

Nej, det skulle heller ikke blive denne gang, Kaiserdom Privatbrauerei imponerede mig. Hvad ‘Voll’ præcis dækker over har jeg ikke nået at google mig frem til, men oplevelsen var i hvert fald til fulde, hvad jeg ud fra de tidligere Kaiserdom-oplevelser kunne forvente.

Med andre ord blev det som det plejer.

IPA, Belgisk Øl, Gourmetbryggeriet/Harboe

Forvirring …

Så gik den heller ikke længere for en af de nok største komponister i Danmarks historie. Manden bag soundtracket til generationers barndom, ungdom og voksenliv, Bent Fabricius-Bjerre er gået bort.

Og selvfølgelig skal virkeligheden være så grim og grusom, at et menneske, hvis person man op til den alt andet lige nogenlunde timelige afsked beundrede, alligevel skal vise sig at have nogle kompromitterende egenskaber. Manden var hovedrig – hvilket i sig selv ikke er problematisk i betragtning af, at han besad et ekstraordinært komponisttalent. Men hvorfor … HVORFOR … skulle han dog absolut være med til at stifte den totalitære, neoliberale, jubelkapitalistiske, antihumanistiske tænketank CEPOS?!

Jeg hører Matadortemaet klinge for mig i baggrunden til Ingeborgs afsindige men fuldt ud berettigede vredesudbrud mod sin ægtemand … “HVAD ER DU FOR ET MENNESKE?!” Vel, det siges at man ikke skal tale ondt om de døde, men det må vel minde os om, at uanset hvor fantastiske nogle mennesker kan være – ikke mindst kunstnerne – er der altid en bagside. Bent var åbenbart så glad for sine skillinger, at han valgte aktivt at lobbye for, at han, og folk der var lige så rige som ham, kunne blive endnu rigere. Helst på bekostning af fattige, udsatte og svage, således at disse kunne blive endnu fattigere, mere udsatte og endnu svagere.

Hans produktion af musik kan der til gengæld ikke sættes en finger på. Norwegian Sunset fra Bjergkøbing Grand Prix er nok være min personlige favorit. Ikke hans mest kendte stykke, men til gengæld et, der passer fint som den hyldest manden som kunstner fuldt fortjener.

Så vidt den griske, gamle komponist. Det, det egentlig handler om, er som bekendt øl.

Det er længe siden, jeg sidst har været på besøg hos Gourmetbryggeriet under Harboe-koncernen. Angiveligt får de nogle af øllene produceret i Belgien, hvorfor disse lanceres med undertitlen ‘Belgisk Øl’. Det kan virke en kende forvirrende når man som her får en IPA i hånden. Det er weiß Gott nicht en belgisk, men en britisk øltype.

Duften er til gengæld belgisk på indtil flere ildevarslende måder. De 8% alkohol giver sig til kende fra starten, og giver brygget en ikke helt rar alkoholisk kant. Dertil kommer den decideret ubehagelige em af banan, der i dette tilfælde heldigvis er så tilbagelænet, at den ikke gør decideret skade. Men gavn gør den nu heller ikke. IPA’ens traditionelle skarpe, aromatiske og bitre noter er kun fjernt til stede. De kan dog findes, og i det omfang de er præsente, er de trods alt også sprøde og velgørende.

Sådan skal det ikke være i smagen. Ingen sprød bitterhed af grannåle, eller aroma af citrusfrugter. Så meget for IPA’en. Hvad det belgiske til gengæld angår … ja, der må jeg sige, at det faktisk slet ikke er så ringe endda. Belgien er trods alt mit favorit-ølland for sin enestående diversitet. Og her slås der – på trods af en olfaktorisk dimension, der langt fra sad i skabet – rigtig gode toner an.

Sprødt, frisk og vederkvægende flyder en velkendt aroma af velafbalanceret belgisk saison. Skarpt, småsyrligt, og med akkurat den mængde bananaroma, der giver brygget karakter uden at det ødelægger noget. Brygget er godt til den tørre gane, og yder lige præcis nok smag til, at det ikke samtidig bliver kedeligt.

Skuffelsen over ikke at få en IPA, når det nu er det, man bliver lovet på etiketten, nager dog stadig en smule. Harboe læner sig opad en falsk varebetegnelse, som de fortjener en løftet pegefinger for fra denne blogger. Min storebror, der havde den med i gave, da han kiggede forbi med familien den anden dag, fortjener til gengæld en stor tak. Også for de andre fine øl, han havde med.

Flere af dem havde jeg prøvet før, så min sommer ikke behøvede gå med at skulle anmelde alt for mange nye øl. Nogle gange er det også rart bare at kunne nyde en god øl, uden at behøve bekymre mig om at skulle anmelde dem bagefter.

Walking Dead Rambling Society, Brewdog

Mainstream special …

For et par uger siden kom min gode ven Gedved forbi. Hans ferie bestod i en rejse gennem Danmark for at besøge gamle venner og bekendte, startende i København, og afsluttende i min næsten på dagen ét år gamle bopæl i Thisted. Dagen efter skulle han hjem til Norge, mens jeg passede mit job på fiskefabrikken i Hanstholm.

Men det blev til en hyggelig aften med pizza, god snak og et par lokale øl, som vi nød i solskinnet på bænke rundt omkring i byen. Fx foran kirken og ved promenaden med udsigt til øen Mors. Thisted er en meget køn og charmerende by, og er altid et besøg værd.

Med sig havde Gedved desuden denne lille sag fra Brewdog. Og efter den eklatante skuffelse ved sidste Brewdog-øl, var forhåbningerne til dette bryg, der egentlig var en gave fra en af Gedveds og mine fælles venner, der bor i Aalborg, noget højere.

Brewdog er trods alt stadig forbundet med den nytænkning og kvalitet, der betød ølrevolutionens gennembrud. Alle har lov til en smutter i ny og næ – en outlier, der understreger de gode øls kvaliteter i brandet endnu mere. Denne øl lader endda til at være ekstra speciel på en eller anden måde. Med sådan en flot udsmykning på emballagen indgydes i hvert fald en forventning om noget ganske særligt.

Ved nærmere granskning af emballagen kan man rigtig nyde uhyrerne, som øllets navn vil antyde er en art zombier, eller undeads – en mere generel betegnelse hentet fra rollespilsverdenen. Men en nærmere beskrivelse af produktkonceptet bydes man ikke. Brygget er angiveligt en ‘brut IPA’, ifølge denne artikel på Mikkellers hjemmeside. Typen skulle være en “bone dry, fizzy, champagne-like and light bodied beer with plenty of hop aromatics, but not as bitterness as a typical west coast American IPA.” Og artiklen fortsætter: “There isn’t any official guidelines about this style af beer, as its (sic) a newcomer on the beer scene.” – Så måske alligevel ikke. Hvad øllen egentlig skal forestille at være må trods vidensbegærlige angreb fra flere forskellige vinkler stå hen i det uvisse.

Hvad det end er, så er det i hvert fald lyst. Næsten citrongult, med en kridhvid skumkrone, som man må skynde sig at nyde, før den hastigt fordamper. Lette, frugtige noter af citrus er, hvad seksprocentsbrygget kan gøre for konsumenten – for så vidt velgørende, men næppe imponerende.

Brygget byder på en let røgaroma over tørrede fyrrenåle. Igen er aromaerne for så vidt velvalgte, for ikke at sige udsøgte. Desværre fremstår de noget uklart i en alt for tæt og gennemtrængende suppe af postevand.

En jævn IPA – det er det bedste man kan sige om brygget, hvis man vil undlade at være perfid. Min trang til det fik jeg som bekendt stillet i sidste indlæg, hvor perfiditeterne ikke kun overgik øllet, men også ordensmagten. Jeg er i den anledning blevet gjort opmærksom på, at Thin blue line, som betjenten i modstrid med uniformsregulativet gjorde reklame for, faktisk er et internationalt fænomen. En organisation, der samler ind til betjente, der er blevet såret i tjenesten.

Som sådan er der altså ikke tale om en højreradikal eller voldelig organisation, sådan som jeg vist fik mere end antydet i sidste indlæg. Og med rette vil bevægelsen og dens tilhængere kunne indvende, at den ikke behøver stå til ansvar for, hvem der vælger at bruge dens symboler i forbindelse med de verserende uroligheder i USA.

Til gengæld vil jeg understrege, at jeg til enhver tid hellere vil støtte demonstranterne i Portland – sårede eller ej – end jeg vil støtte de føderale, statslige og lokale morderkorps og dødspatruljer, der pryder sig med politiinsignier. Hverken når disse får ondt i aftrækkerfingeren af at skyde gummikugler i øjnene på journalister, når de får hoste, fordi de ikke har indstillet deres gasmaske ordentligt, før de begyndte at gasse hundredevis af fredelige demonstranter uden grund, eller når de får snurrende hænder af at gennemtæske tilfældige forbipasserende med deres knipler, fordi … det fik de egentlig bare lyst til.

Amerikansk politi er en bande afstumpede kriminelle lystmordere og terrorister. Og man skal huske på, at de ikke er anomali, når det gælder politikorps. ALLE politikorps – inklusive det danske – er klar til den samme afstumpede, kriminelle, voldelige og morderiske adfærd, hvis ordren falder. For i politikorpsets voldelige fundament er kun plads til at adlyde – ikke til at tænke selv, når ordrer langes ud. Uanset hvor tåbelige, vanvittige og overdrevne ordrerne måtte være.

Tilbage er der kun at sige, at Brewdog, som en af pionererne fra ølrevolutionen, burde vide bedre end at sende en så kedelig øl ud i en så fancy emballage. Og således fortsætter det skotske bryggeri, der engang var så godt, ræset mod – om ikke bunden, så i hvert fald mainstream.

Indie, Brewdog

Alkoholfri – med alkohol!

Når man i Danmark udsættes for kriminalitet, er det jo dejligt at vi har et upartisk korps af lovhåndhævere, der uden bias gør deres yderste for, at forbrydelserne opklares …

Så er det bare ærgerligt, at det overhovedet ikke, er hvad vi har. Dansk Politis højreradikale tilbøjeligheder har indtil nu allerhøjest været en offentlig hemmelighed. I praksis har politiet i årtier med al tydelighed vist , hvordan man kan forvente tæsk, tæsk og atter tæsk, hvis man ikke lider af melaninunderskud og har et efternavn, der ikke ender på -sen. I flæng kan nævnes Mazen Ismail, Tarek Adlouni og en unavngivet algiersk mand, som politiet ikke bare nøjedes med at gennemprygle, men endte med at dræbe i bestræbelserne på at fremskynde skiftende regeringers ambition om etnisk udrensning i Danmark

Men nu er det officielt ingen hemmelighed længere. I går delte Københavns Politi et tweet, hvor en betjent frejdigt flasher en Blue Lives Matter-sløjfe samt to ‘Thin Blue Line’-emblemer. Begge disse emblemer prydes desuden af Dannebrog.

Thin Blue Line-flaget stammer fra USA, og er en sort-hvid udgave af det amerikanske flag med en blå streg i midten. Den blå streg symboliserer politiet som den linje, der opretholder orden og forhindrer kaos i at bryde ud. Flaget er ikke nyt, men dets brug har fået en opblomstring i USA i forbindelse med de mange protester mod politivold i kølvandet på Minneapolis’ politikorps’ kolblodige, racistiske hadmord på den sorte amerikaner George Floyd.

Ikke overraskende flashes flaget af modstanderne af demonstrationerne, folk der åbenbart mener, at amerikansk politis systematiske undertrykkelse og mord på minoriteter er ten-four og helt fjong. Mindst lige så ikke overraskende er det, at sådanne grupper meget gerne tæller white supremacists og andre ekstremister fra det alleryderste, voldsparate højre i USA.

Enten er det disse grupper, betjenten på tweetets ledsagende billede stolt viser sin støtte til, eller også er betjenten for dum til sætte sig ind i, hvad det egentlig er, han i dyb modstrid med uniformsregulativerne erklærer sin støtte til.

Det krævede angiveligt en række henvendelser fra andre Twitter-brugere, før politiet selv opdagede misæren. Tweetet blev taget ned, men politiets forudsigeligt halvkvalte og forkølede undskyldning for brud på uniformsregulativet bar mere ved til bålet. Her blev det hævdet, at emblemerne var “til støtte for dræbte og sårede politikolleger”. Kommentaren giver begrebet ‘white washing’ helt nye betydninger. Jeg gætter på at vaskemidlet hed ‘Power’, idet ‘Supremacist’ dels nok ikke er helt mundret nok, dels er for svært et ord at læse sig igennem for korpsets højreradikale medlemmer, hvis politiske ståsted meget ofte giver problemer med ord på mere end to stavelser. Negligeringen af amerikansk politis massemorderiske, racistiske forbrydelser nærmest skriges ud i sin uudtalthed, uanset hvilket navn, man forestiller sig har stået på pakken.

Desværre ved vi også, hvilke konsekvenser dette vil have for betjent og korps: Lige præcis ingen. Ethvert fornuftigt, retsindet, demokratisk land, ville have iværksat en øjeblikkelig kulegravning af ekstremistiske tendenser i politiet, alt imens betjenten ville blive suspenderet. Men det kommer aldrig til at ske – politiets åbenlyse flashing af højreradikale symboler, mordet på den algierske asylansøger og de mange andre eksempler på ekstrem, racistisk politivold er alle bare enlige svaler …

… der tilfældigvis sværmer i flokke så store, at stærene måbende står på sidelinjen og kvidrer “jamen, det er sgu da vores job!” Men det er åbenbart kun meget få, der ikke kan se sort sol for bare fugle.

Mindre slemt bliver det med dagens øl. For uanset hvor slemt øl bliver, tror jeg aldrig, det bliver så slemt som den tillidskrise, der er mellem undertegnede og politietaten. Ikke engang Afskum kommer tæt på.

Det er Brewdog, der står bag. Endnu et af pionerbryggerierne fra ølrevolutionens tid, der i dag hviler på laurbærrene, og kun sjældent når de højder, der i forne tider netop gjorde dem til pionerer. Men når de byder ind med nye produkter, tager jeg dem nu alligevel med. Man ved jo aldrig, om de en dag skulle finde de gode takter frem igen.

Lyst, næsten citrongult er brygget. Brewdogs Pale ale bør rettligen staves med stort ‘P’ i ‘Pale’. Skummet er på det jævne, uden at være en decideret skuffelse. Duften … N/A – uha, det lover ikke godt. Selv rædsler som Carlsberg Nordic og endda Tuborg NUL leverede mere bouquet end dette … vand med vand på. Tør man håbe på, at aromaen blot er gemt i smagen? Det er set før …

… men ak og ve! Nej! Der er omtrent lige så meget smag som der er duft – praktisk taget ingen. Brewdogs suverænt mest aromafri produkt hidtil er hermed fundet. En fjern metallisk og ubestemmelig efterklang i vandet er vist nok resten af humlen og malten, der ellers synes totalt druknet i flodbølger og oversvømmelser.

Jeg har prøvet flere alkoholfri øl, der smagte af mere – apropos Carlsberg Nordic-serien. Men denne holder 4,2% – altså lige under almindelig pilsnerstyrke. Man fristes til at sige, at brygget her leverer den fulde oplevelse af en kedelig, alkoholfri øl – men med alkohol. En omvendt alkoholfri øl … det er om ikke andet innovativt.

Efter de indtil flere raserianfald som politiets aktiviteter afstedkom hos mig, ville sådan en alkoholfri øl med alkohol egentlig have haft sin berettigelse som genopretter af væskebalance og generel legemsafkøling. Alkoholen kunne også lægge en antydning af dæmper på humøret. Så er det bare ærgerligt, at øllet blev drukket for flere dage siden, hvor der endnu ikke var nogen sag at hidse sig så meget op over.

Bel Air Sour, The Brooklyn Brewery

3

Nu er jeg sur …

Her gik man lige og troede, at det ville blive svært at fylde en hel arbejdsuge op med timer. Jeg har efterhånden vænnet mig til status som vore dages daglejer, også kendt som vikaransat. Jeg bliver kastet rundt fra løsansættelse til løsansættelse alle mulige steder i Thisted og omegn. Mest i fiskeindustrien i Hanstholm, men undertiden også andre steder. Også i Thisted, hvilket passer mig fint, da alt ligger i cykelafstand, så længe det rent faktisk stadig ligger i byen og ikke bare postnummeret – for postnummeret er dælme stort!

Lige netop indeværende uge havde jeg forventet ville bestå af drypvise tilbud, som jeg måtte supplere op på med andre lønnede opgaver jeg undertiden får stukket ud. Og så i øvrigt supplere med feriepenge, af hvilke jeg indtil videre kun har brugt ganske få.

Men næh. I fredags ringede et af vikarbureauerne og fortalte, at fiskefabrikken i Hanstholm kunne give mig arbejde mandag … og det var lissom det. Men så gav de mig sørme også arbejde tirsdag, onsdag, torsdag – og intet tyder på, at det kommer til at ændre sig resten af ugen.

Jeg må hellere begynde at bekymre mig om næste uge også, når det åbenbart har sådan en effekt.

Jeg er gerne temmelig smadret efter sådan en dag på fabrikken. Men hjemme er der god mad bordet og øl i køleskabet. Om øllet nu også er godt …? Vel, nogle gange er det. Nogle gange er det ikke. Det vil de fleste læsere af min blog allerede have bemærket.

Denne øl kommer fra, hvad jeg vil kalde et af de store mainstream mikrobryggerier. The Brooklyn Brewery byder ganske vist på øltyper, der ikke findes i stort omfang hos de amerikanske storproducenter. Til gengæld er udtrykket altid afdæmpet og uden de store armbevægelser. Selvom det måske er en kende utraditionelt, er det altid lettilgængeligt, letløbende, ikke alt for aromatisk – ja, ret ofte er det faktisk både ret så kedeligt og ret så intetsigende.

Men nu har de budt ind med en sur øl. Det er vist for længst holdt op med at være trendy igen, men The Brooklyn Brewery skal da have ros for at prøve alligevel – og for deres forsøg på at få det sure øl ud i den brede befolkning. Brygget her er købt i Føtex, et supermarked hvis øludvalg man ikke skal forvente de helt store øludfordringer i. Men netop derfor er det positivt at se en vanskeligt tilgængelig øltype som den sure ale faldbudt sådan et sted. Således er chancerne forøget for, at flere vil få øjnene op for genren.

Hvis eksemplaret ellers kan noget.

Skumme kan det i hvert fald næsten ikke. Det bruser endda kun lettere modvilligt, og efterlader kun tynde hinder af ulige fordelte bobler på overfladen. Duften er der heller ikke meget ved. Syrligheden i brygget virker meget fjern i bouqueten, hvis fremmeste komponent tydeligvis er det rene vand.

Så til smagen …
Kalder The Brooklyn Brewery virkelig dette øl surt? Det er jo lige til at blive (waaait for iiiit …) vred over! (Ha! I troede lige, hva’?) Dette er da ligegodt det tyndeste ‘sure’ øl, jeg nogensinde har prøvet!

Vand, næsten så langt øjet rækker. Og så lige en enkelt dråbe af noget ubestemmeligt … hvidvinseddike måske? Lige et skvæt, som ville være perfekt i en salat … ja, altså hvis skvættet ellers var noget større end de par sølle dråber som dette bryg har fået. Man skal decideret lede efter det syrlige i hver mundfuld, og lige skuffet bliver man hver gang, man opdager, hvor fjernt det er.

Dette er det sure øls svar på Budweiser, Coors Light og Grøn Tuborg. Det er lige til at hælde i sækken, uden at man behøver bekymre sig det mindste om smagen undervejs. De 4,5% alkohol gør én beruset omtrent lige så hurtigt. Ambitionen om at åbne det sure øls forunderlige verden for de uvidende masser er også skyllet grundigt med ud i afløbet. En øl med så lidt syre vil få de fleste nytilkomne til at trække på skuldrene, lettere gnavent mumle “var det det hele?” hvorefter de åbner den nærmeste Carlsberg Premium.

Der findes øl, der er meget surere end denne øl, uden at disse øl er fejlbehæftet og uden at det sure er den centrale intention i øllet. Eksempler er friske tyske Hefe-Weizen og belgiske Saisons. Og som for at føje spot til skade, er The Brooklyn Brewery’s bryg ikke bare fladt og kedeligt som surtølsbryg – det er også som øl noget nær ubrugeligt.

Den kan I roligt lade stå.

Abbaye de Vauclair

Effektiv sommerøl

Ja, jeg vil igen ævle om mine mange livestreams. Det er, hvad jeg laver på min YouTube-kanal i øjeblikket. Det kræver ikke den store planlægning, ingen efterfølgende redigering (noget der kræver rigtig meget tid og mange kræfter), og man får lov at interagere med andre mennesker. Den slags lider man af kronisk underskud af som introvert YouTuber.

For knap en uge siden rullede min seneste livestream, hvor jeg sammen med nogle venner så den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentar ‘7 Days Adventure with God‘, over skærmen. Allerede på det tidspunkt, var vejret slået om til det alt for varme og tørre vejr, vi i disse dage lider under, men øllet var egentlig ikke valgt af den grund. Det viste sig blot tilfældigvis at matche tørke og hede forbløffende godt.

Den blev købt i Lidl, Valby, ugen forinden, ved samme lejlighed hvor Marcus, det gavmilde menneske, skænkede mig endnu en samling af Skanderborg Bryghus’ øl, efter at vi havde begge havde været værter på en tidligere livestream i serien, hvor vi havde kværnet den første samling.

Den bedste grund, jeg kan komme på for at vælge denne øl til livestreamen var, at den havde en god størrelse til et par timers kvasisocialt samvær. En deleemballage på 0,75 l, der til gengæld ikke er voldsomt stærk – afdæmpede 4,5% bliver man højst lettere selskabeligt overrislet af, når man nyder den over 1½ times tid.

Brygget er fransk. Jeg ville have gættet på belgisk, så der kan man se. Typen er en ‘blanche’ hvilket vel i det store og hele svarer til den nordlige nabos Wit. Denne variant er tilsat koriander, appelsinskal og ascorbinsyre, næsten som en stilmæssig fuckfinger til naboen mod øst, og dennes OCD-agtige fokuseren på øllets renhed.

Brygget er lyst – lysere end billedet antyder, svagt skummende og dufter friskt af hyldeblomstsaft, tilsat lidt for lidt sukker og lidt for meget citronsyre. Dette er ikke negativ kritik. I en belgiskinspireret hvedeøl er det tværtimod ganske lovende.

Aromaprofilen er afdæmpet, men til gengæld gennemført forfriskende ved første berøring med mundhulen. Syrlige noter af citron giver brygget friskhed, og de blander sig optimalt med bryggets andre aromaer – sødme af appelsin, der nok hidrører fra den tilsatte citronskal og en krydret kant, der vel nok stammer fra den tilsatte koriander.

Ja, nogle vil hævde, at det er snyd med den slags tilsætninger, men additiverne er ligegodt blandet i et noget nær perfekt forhold. Mængden af vand i brygget kan man måske beklage sig over. Alle aromaer, om de er nok så præcist blandet sammen, forbliver afdæmpede i et altid meget fremtrædende element af vand.

Men i heden gør det selvfølgelig ikke så meget. Her er der faktisk en aldeles velafstemt sommerøl: let, forfriskende og smagfuld. Selv når hovedvægten er lagt på det forfriskende. Sommerøl er svære kompromisser, hvor vand og friskhed tit spiller for stor en rolle, men her er kompromisset ramt lige i centrum.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme