Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Tyskland

Fortune DIPA, Fuerst Wiacek

Det behøver ikke være voldsomt …

Overskuddet til at anmelde er igen helt i bund. Jeg ernærer mig ved dagpenge og som daglejer hos diverse vikarbureauer med arbejde, der gør at jeg er totalt og fuldkommen udbrændt, når jeg kommer hjem. Oven i købet skal jeg så binde an med jobcenterets krav om ansøgninger og møder, der aldrig fører nogen vegne, og kun øger mit stressniveau.
Jeg skal samtidig binde an med en absurd regering, der for at dække over upopulære beslutninger (*host*)mink(*host*) endnu engang skruer gevaldigt op for racismen. Som det eneste vestlige land vil Danmark nu sende flygtninge tilbage til massemorderen og krigsforbryderen Assads borgerkrigshærgede Syrien. Min holdning er klar – blodet fra enhver flygtning der mister livet som led i regeringens racistisk motiverede etniske udrensning er på Mette Frederiksens og Mattias Tesfayes hænder. Hvis der skal finde et retsopgør sted mod regeringen Mette F. når magten engang skifter, burde det ske ved et internationalt tribunal for politikere, der har samarbejdet med det kriminelle Assad-styre og andre krigsforbrydere fra Syrien-konflikten.
Men det har nok lange udsigter eftersom kun tre partier og en håndfuld løsgængere er de eneste der spagfærdigt vover den mindste smule kritik af regeringens racistiske amokløb. Nej, der er ikke noget at sige til, at humøret driller igen.

Men når jeg så endelig får sat mig til tasterne, mærker jeg til gengæld snart, at glæden ved at anmelde er nogenlunde intakt. Det er den følelse, jeg skal holde fast i og minde mig selv om, når anmeldelseslysten svigter.

Det er ved at være et stykke tid siden, at dagens øl blev afprøvet. Til gengæld dvæler oplevelsen et stykke tid i erindringen – for den evne har rigtig gode øl som denne. En Double India Pale Ale skal man til gengæld også klokke gevaldigt i det med, for at det kan gå helt galt, og det har tyske Fuerst Wiecek med al tydelighed undgået. IPA og andre ikoniske typer fra ølrevolutionen er ellers ikke noget, tyskerne gør det meget i. Og når de gør det, når oplevelsen aldrig rigtig de helt store højder.
Indtil nu, hvor denne lille perle gør alle forudgående halvhjertede brygforsøg fra tyskens side til skamme. Det tætte, lyse bryg dufter perlende og forfriskende af grannåle og søde citrusfrugter, som kun de vildeste amerikanere og amagerkanere kan gøre det.
Bag læberne byder brygget på en nydelig, pikant og forfinet gentagelse af det, man mødte i duften; grannåle, lime og en smule citron. I modsætning til, hvad man gerne møder på den anden side af Atlanten (og Københavns havneløb) rammer aromaen ikke som en knytnæve. Den melder sig fyndigt og paraderer stolt henover smagsløgene til udelt glæde og begejstring – men uden kanonader eller anden dekadent og overflødigt føren-sig-frem.
Bryggeren har fundet det aromatisk strengt nødvendige, og for det er der skruet op, så det er en fryd – men uden at det bliver overdrevent eller på anden måde for meget.

Tyskerne kan også brygge revolutionsøl … omsider efter så mange år er de endelig kommet efter det. Lad os så bare håbe, de også holder fast og ikke falder tilbage til fordums konservative pilsnerkedelighed.

Helles Vollbier, Kaiserdom Privatbrauerei

Så kan jeg vel forp@&%! lære det?

Jeg skulle selvfølgelig brokke mig over min ustabile arbejdssituation offentligt. Nærmest som en form for jinx eller nemesis – omend på den fede måde, når alt kommer til alt – måtte jeg bagefter dukke mig for ikke at blive slået omkuld af vildfarne jobtilbud.

Den i sidste indlæg omtalte arbejdsordre faldt om man så må sige i skrivende stund. Der var tale om en aftenvagt på den lokale margarinefabrik, der i øvrigt med jævne mellemrum er behjælpelig med udfyldning af huller i min usikre arbejdsplan. Aftenarbejde er velbetalt, og arbejdspladsen ligger i bekvem cykelafstand. Så midt på eftermiddagen gik det afsted, med hjemkomst ca. ved midnat.

Sulten og opfrisket efter hjemtur på velocipede i en mild eftersommernat langs limfjordspromenaden gik jeg ikke direkte i seng. Jeg formåede faktisk at trække den helt til klokken halv tre efter bl.a. at have nydt et solidt natmåltid med sådan én her til (mest fordi det var den eneste jeg havde).

Men jeg fik ikke lov at sove længe. Klokken halv otte ringede telefonen. En lokal friskole, hvor jeg om tirsdagen underviser i tysk havde brug for mig hele dagen som vikar. Så søvndrukken, forvirret og uden at kunne nå at få min morgenkaffe hastede jeg i bad, fik kastet et tarveligt og utilstrækkeligt morgenmåltid i hovedet, og så ellers af sted i bus til en hel dags vikarundervisning …

Heldigvis er eleverne derude rigtig søde. Lønnen som lærervikar fejler heller ikke noget. Og i morgen går det så løs igen med vikarundervisning. Men da jeg på hjemturen hurtigt skulle ringe til mit vikarbureau for at få afklaret en sag, blev jeg tilbudt endnu en aften/nat-tjans på margarinefabrikken … Lettere tøvende måtte jeg takke nej. Der er ingen grund til at få et stressrelateret nervesammenbrud netop som ens økonomi viser tegn på at være i bedring for en afvekslings skyld.

Relevansen for dagens øl af alt denne snik-snak om kaoset i mit liv er som altid lig nul. Kaiserdom-brandet er fast inventar i COOP’s butikker, og har været det gennem alle årene, hvor jeg har skrevet blog. En af de første anmeldelser jeg skrev, var faktisk af Kaiserdoms pilsner, og min begejstring var til at overskue, for nu at underdrive demonstrativt og med en æg af sarkasme.

Fire gange har jeg anmeldt bryggeriets øl, og ikke én af dem er nået op på, endsige over, middelkarakteren på tre stjerner. Why do I even bother?

Og i modsætning til en ellers udbredt talemåde er Plejer ikke død, men lever i bedste velgående. For ganske som et Kaiserdomprodukt plejer, leveres der her vel under middel visuelt, olfaktorisk og aromatisk, startende med en jævn, korngul pilsnerlød, med dertilhørende udeblivende skumoplevelse, der ellers ville kunne have reddet en flig af en fra starten vaklende oplevelse. Duften er fjern om overhovedet til stede. Er det i virkeligheden bare væde man får i næsen, eller der også en duft af humle – eller øl på en eller anden måde – dernede i dybet? Jeg er langt fra sikker.

I det mindste kan man da ikke beskylde brygget for at gøre en tørstig. Brygget er både forfriskende og svalende, og formår samtidig at levere en portion liflig brus, så man uvægerligt kommer til at tænke på et glas perlende danskvand. Og det er jo også rart, når det ellers er et glas danskvand, man har skænket sig. Når man har skænket sig en øl, derimod, er den slags oplevelser noget, man helst er foruden.

Humlen og malten – og for den sags skyld også gæren – kommer man til at lede længe efter i smagen. Og ligesom med duften blev denne blogger aldrig helt sikker på, om han overhovedet fandt nogen af delene. En præstation, der i alt ender endnu mere tarvelig end det hastigt opdiskede morgenmåltid.

Nej, det skulle heller ikke blive denne gang, Kaiserdom Privatbrauerei imponerede mig. Hvad ‘Voll’ præcis dækker over har jeg ikke nået at google mig frem til, men oplevelsen var i hvert fald til fulde, hvad jeg ud fra de tidligere Kaiserdom-oplevelser kunne forvente.

Med andre ord blev det som det plejer.

Black Sun, Frau Gruber (Ole Øl-Ninja 2)

Mere Schwarzbier end Stout …

Der blev som antydet i indledningen samt den første anmeldelse i nærværende tema testet mange øl den eftermiddag og aften. Det andet eksemplar var denne tyske stout – næsten allerede der en selvmodsigelse. Min agtelse for tysk øl er kun gået i én retning siden jeg begyndte at blogge om øl, og det er ikke opad.

Jeg vil stadig gerne indrømme dem evnen til at brygge en god gammeldags pilsner bedre end de fleste. Men selv på det punkt har ølrevolutionen overhalet dem. For slet ikke at tale om de nye moderne stilarter, som åbenbart er fløjet fuldkommen hen over hovedet på det ellers ret store land mod syd. Tyskland kan ikke længere leve højt på sin purisme og konservatisme. Det, der engang gjorde dem til en glimtende ledestjerne for, hvor man ville hen som industribrygger, er det samme, som enhver hånd- kvalitets- og mikrobrygger – plus ikke så få industriforetagender – i dag panisk flygter fra. Hals over hoved, med halen mellem benene, og sidstnævnte vel placeret i bagenden af det der blev nævnt som nummer to.

Netop derfor er det altid rart, når Tyskland i det mindste prøver. Helt galt går det jo ikke altid, men rigtig mange forsøg på at gøre udlandet (set med tyske øjne) kunsten efter, ender mildt sagt forkølede og halvhjertede.

Klog af skade sætter jeg aldrig forventningerne højt, når jeg får et tysk forsøg på hånd- eller kvalitetsbryg mellem hænderne. Og bedre bliver det bestemt ikke, når brygget skummer over allerede ved åbning, selvom optagelserne af, hvordan jeg panisk løber ud efter en klud (bare vent, det hele kommer på video), selvfølgelig ikke gør seancen mindre underholdende for seerne. Ole mente i øvrigt, at skummet lige så godt kunne være en kommentar til hans kørsel. Men da det høje skum aldrig var et lige så stort problem ved nogen af de andre øl, er jeg nu mere end tilbøjelig til at frikende ham.

Han er jo trods alt en ninja. Han kunne garanteret ikke engang køre råddent, selv hvis han prøvede.

Skummet – der ellers syner af ikke så lidt, brunt og fedtet som det er (og ud over det hele) – falder faretruende hurtigt. Bouqueten byder til gengæld på nogle af de kaffenoter, jeg savnede i Heavy Water. Resten af brygget peger til gengæld i retning af en Guinness, som – vil de fleste af mine læsere vide – kun er en tæt stout, hvis man er så meget et stakkels, forsømt og elendigt menneske, at man aldrig har prøvet en Limfjordsporter, eller det der er bedre.

Skuffelsen skyller også næsten drunknende gennem munden, og trænger straks ind i alle mundens afkroge med sit alt for forfriskende vand og alt for svage noter af kold kaffe, ledsaget af syrlige noter, der umiddelbart minder én om noget, man har om fødderne, når det er koldt.

Men netop som jeg får udtrykt min skuffelse, bryder øl-ninjaen ind. I stedet for at tænke stout, skal man tænke videre i tyske baner – på den sydtyske Schwarzbier. Straks giver brygget mere mening. De sure sokker udskiftes med en letsyrlig frugtnote, der gør sit til at gøre det lette, men stadig mørke bryg mere fordøjeligt.  Drikker man det i forventning af en stout, bliver man skuffet. Men drikkes det som en Schwarzbier, ligger nydelsen pludselig på lur.

Helt oppe at ringe kommer brygget nu aldrig, omend brygget nu heller ikke er en så stor skuffelse som sidst Ole var ude for at se fænomenet Sort Sol. Om det er det brygget er opkaldt efter – eller bandet (næppe) – eller noget helt tredje vides ikke. Men stor uenighed var der ikke om bryggets middelmådighed, som Ole udtrykte med karakteren …

… mens jeg selv var en anelse mere rundhåndet med

Steam Brew Imperial Stout, Privatbrauerei Eichbaum

Langt inden for skiven …

For kort tid siden fik jeg samlet en tråd op, da jeg fortsatte tilbageblikket på bloggens liv. Nu er det tid at klippe en anden over – eller i hvert fald at hæfte den. En lille serie af øl, der blev anskaffet sidste år vil hermed være færdigbehandlet, og det er ikke uden grund at min omtale af den holdes i klichéagtige metaforer og koldt teknisk sprog, for fornøjelsen ved bryggene har mildt sagt været afdæmpet.

De blev købt i Lidl – og dermed var forventningspresset på dem fra starten ikke stort. Tidligere har jeg anmeldt Imperial IPA og German Red i samme serie, og sammen tegnede de et aldrig så klart billede af virkelig uengageret industriel standard, dårligt forklædt som mikrobryg. Den røde tysker var jævnt kedelig mens IPA’en lænede sig op ad en decideret fornærmelse mod både forbruger og type. Industrielle pilsnere behøver næppe være af en lødig standard, før de overgår dén skål kornfarvet postevand.

En kold kop kaffe med brus var omtrent hvad jeg forventede af deres Imperial Stout. Ingen tjære med smag af oliehavn og em af dækrøg. Ingen tæt chokoladelakridssirup med fylde af svesker. Nej – intet af det, der normalt kendetegner en stout – hverken det bitre eller det søde.

Og det var langt fra skudt forbi. Ikke alene plasker brygget i glasset som postevand fra hanen, også den på overfladen mørke farve virker kun halvfærdig – som om det først er et stykke inde i brygget, at det egentlig er dunkelt, mens de første par centimeter bedst betegnes som hyggeligt tusmørke. En antydning af røg, blandet med tynd kaffe er alt hvad bouqueten byder på, og sådan lever brygget hele tiden op – eller rettere ned – til de forventninger, som de første par af øllene alt for effektivt plantede.

Forventningen om tynd kaffe er i hvert fald nydeligt inden for skiven. På bagkant og i eftersmag melder der sig nogle i grunden rare lakridsnoter, der endda formår at hægte sig fast for en tid. Kraftige bliver de imidlertid aldrig, og overgås ikke bare af vandindslaget, men også af kulsyren, der får brygget til at føles mere som en sodavand med let kaffesmag end en mørk øl.

Fuldstændig i tråd med de andre i serien er dette lemfældigt sammenkastede produkt, der dårligt nok kunne kaldes en tynd schwarzbier. Stout er det ingenlunde, endsige en kejserlig én af slagsen. Dette er ikke bare almue – det er nede i en klasse, hvor selv pjalteproletariatet går med næsen i sky og fnyser hovent.

Først nu bemærker jeg sådan for alvor seriens slogan: “German Craft Beer Resistance”. Og det må man give dem! I Steam Brew-serien får egentlig craft beer, håndbryg, kvalitetsbryg, mikrobryg – hvad man nu end foretrækker at kalde øl, der ikke bare repræsenterer tynd, ligegyldig, generisk industri – virkelig kamp til stregen. I en fængende indpakning leveres lige så tyndt og uengageret jævnt hverdagsbryg, som alt det andet dybt konservative, generiske, industrielle, metervarebryg, som det store naboland mod syd i forvejen er ved at drukne i.

Og selv om de fortsat slår sig i tøjret og gør modstand, viser denne serie, at det i hvert fald ikke er fra tysken, at man skal frygte storindustriens revanche på den kvalitetsproduktion, der til de flestes glæde har formået at tage en bid af markedskagen fra gigantbryggerne.

Steam Brew German Red, Privatbrauerei Eichbaum

Argh! Øv!

Ærgelsen er stor! I lørdags havde jeg ellers lagt op til den helt store udvidelse af mit ølblogningskoncept. Forinden havde jeg modtaget to smagsprøver fra det nye, hippe bryggeri Beard Brew, som jeg havde inviteret min gode ven og medsmager Marcus ind for at afprøve. Traditionen tro blev seancen optaget – denne gang på min computer, med henblik på at vores anmeldelse efterfølgende skulle redigeres udgives som podcast. Vi prøvede endda ihærdigt og ikke helt uden held at tale tydeligt og væve mindre i det, så det ville være egnet at lytte til bagefter.

Nu har jeg så kunnet konstatere, at lydfilerne er elendige i kvalitet. Marcus kan næsten ikke høres overhovedet, og selv lyder jeg som om jeg taler ind centrallageret for en større kædeforhandler af edderdunsdyner.

Podcasten må vente til jeg får noget bedre optageudstyr, tyder meget på. Og det er jo ikke fordi udgifterne i forvejen er få eller små på netop denne tid af året. Nu håber jeg bare, at jeg kan dechifrere nok af det Marcus siger, til at gøre hans medanmeldelse ære.

Men det må vente lidt. For endnu før jeg fik svar på den sms, jeg havde sendt Marcus samme morgen om, at jeg havde nogle spændende øl, jeg gerne ville have ham til at medanmelde, var jeg allerede godt i gang med den her. Den er købt i Lidl, sammen med den såkaldte Imperial IPA (der i virkeligheden var hverken eller) fra forleden, og i samme ‘Steam Brew’ serie fra Privatbrauerei Eichbaum. Her er der tale om en ‘German Red’ – en øltype, jeg ikke i forvejen er bekendt med, og som jeg derfor gætter på, er opfundet til lejligheden.

Men gerne for min skyld. Tyskerne kan for all I care hive nye øltyper ud af bukserne med samme frekvens som Martin Henriksen kan finde på nye afsindige måder at udsætte sagesløse flygtninge og muslimer for racistisk lovgivning – (nota bene! Ikke efter tysk, men østrigsk forbillede. Det glemmer folk efter min mening alt for tit). De sidste alt for mange årtier har tyskerne højst haft en håndfuld typer at byde på. Det manglede bare at de endelig blev lidt hittepåsomme.

Brygget er skam også ganske flot kobberrødt. Skummet er nydeligt gyldent, tæt, fedtet og på trods af alt dette ganske hastigt faldende. Bouqueten lover hverken særlig godt eller særlig skidt. En markant maltbund jager de værste forudaninger bort, mens en antydning af oxideret småsyrlighed alligevel peger i retning af noget småkedeligt, om ikke småmislykket. En baggrund af generisk hallertauerhumle gør én glad for, at humlen i det mindste er gennemtrængende nok til at gøre sig bemærket. Men så skulle det lige være den humle, som man kender til en hudløshed så nedslidende, at muskler og sener også er ved at blive flået af.

Aromaen er til gengæld mere entydigt positiv – overraskende nok i betragtning af, hvilket flop den første i serien var. Aroma af akaciehonning lægger sig lækkert og overraskende fyldigt som en kælen hinde over tungen. Bag i munden ved mandler og gummer melder en dertil nydeligt afstemt bitterhed af hasselnødder sig. Det er ikke bare overraskende smagfuldt, det er også bare virkeligt rart på sidde-bag-pejsen-med-varm-kakao-med-skumfiduser-i måden.

Uden at brygget i øvrigt er ligefrem uhørt godt. De gode indtryk er holdt på det jævne, men stadig med et imponerende fravær af forstyrrende syrlighed eller et for præsent vandindtryk.

Der er en stout tilbage i denne række af tre øl. Min modstand mod egne fordomme rækker ikke til, at jeg tør have tilnærmelsesvis høje forventninger til den – heller ikke med denne lille overraskelse i baghovedet. Lur mig om ikke vi har en vinder i den her …

… men det ved vi selvfølgelig ikke før de alle er afprøvet.

Matrosenschluck, Ratsherrn

Der er sket noget …

Da jeg fandt denne øl i Fakta, var jeg sekundet efter på en vældig rutsjetur nedad Memory Lane til bloggens allerførste dage. Dengang, da jeg stadig boede i Aarhus, fandt jeg en økologisk Ratsherrn-pilsner i en hippiebutik i Jægergårdsgade. Og ved den lejlighed lærte jeg på den hårde måde, at blot fordi noget er økologisk, behøver det ikke at være godt. Jeg tror faktisk, den var bloggens største skuffelse dengang, og den første øl, der kun scorede en halv stjerne. Alt dette er skrevet før jeg kiggede efter …

… og det viser sig faktisk, at jeg prøvede Tuborgs for længst kasserede citronrædsel umiddelbart før hin uinspirerende pilsner. Så der var faktisk en øl, der havde fået en lavere karakter. Men at det var i bloggens allerførste tid vidner det faktum, at den er afprøvet før min nu otteårige søn blev født, om. Og så er det måske ikke så sært, at jeg ikke lige har alle detaljer helt på plads.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om bryggeriet har oppet sig siden sidst, for hin økopilsner vidnede mest om, at bryggerne i virkeligheden slet ikke gad tage sig sammen, og blot brugte økologien som undskyldning for overhovedet at have et produkt. At dømme på etiketten alene er der imidlertid sket noget. Alene det, at brygbetegnelsen er på engelsk, vidner om større udsyn mod verden, end man oftest ser et fra tyske industribryggere. Endnu mere overraskende er det, at øltypen – en Oat White IPA – er milevidt fra de generiske pilsnere, hvedeøl, bocks og schwarz, der næsten klichéagtigt karakteriserer tysk ølkultur. Allermest radikalt og overraskende er det måske, at brygget indeholder appelsinskal – hvormed det bryder Reinheitsgebot. Og nærmest flabet udebliver den ellers næsten demonstrativt tilstedeværende erklæring på næsten alt tysk øl, om at det sørme er brygget efter hin middelalderlov. Alt tyder på, at der er kommet nye humler i karret hos Ratsherrn.

Men har de også lært at brygge ordentligt øl? Det er i hvert fald ikke særligt tysk i udtrykket, det lyse, tågede og højtskummende bryg – der af forsigtighedshensyn ikke er hældt i drageglasset (den slags må bryggerierne gøre sig fortjent til). Det er snarere belgisk med en frisk, luftig kant af nybagt franskbrød, hyldeblomst og vanille, samt en snert af heldigvis ikke alt for markant banan.

Brygget yder en følgelig rar mundfornemmelse, blød og fyldig med fornemmelse af hvedebrød og vanille. Dertil kommer en af typen forventeligt skarp kant af bitterhumle. Afstemt efter tyske smagsløg, ganske vist, men stadig skarp nok.

Samlet set er brygget en interessant kombination af den belgiske wit og IPA som vi kender den fra USA. Med sin friske og adækvate bitterhed og fyldige impression af hvede og vanille, er det klart witten der er mest af. Følgere af bloggen vil udmærket vide, at jeg i den grad foretrækker IPA frem for wit …

… men, når witten er af en sådan kvalitet som denne, så bliver resultatet alligevel mere end blot godkendt. Ratsherrn har med denne øl fundet en lækker mellemting mellem IPA og wit, som jeg næppe troede mulig.

– Jo, der er i den grad sket noget siden sidst hos Ratsherrn. Næste gang kommer den i drageglasset.

 

Einbecker Mai-Ur-Bock, Einbecker Brauhaus (Grænsehandel VI)

Hinsides forventningerne …

Da jeg tilbage i April efter min Onkel og Tantes guldbryllup købte ind ved grænsen … mest fordi jeg kunne og fordi min søster ville … undrede jeg mig såre over, at en uanselig grøn flaske med tysk påskrift sådan skulle sælges som specialøl. Den ligner på alle leder og kanter en anonym, tysk industripilsner, som man kender og frygter dem alt for godt.

Forventningerne var følgelig på bunden af Marianegraven, og da den skulle knappes op, havde jeg for en sikkerheds skyld fundet skovl og spade med, så man om nødvendigt kunne grave endnu længere ned.

Lidt afvigelse fra det horribelt generiske germanske gennemsnit viste der sig imidlertid at være alligevel ved nærmere granskning af etiketten. Der var ikke tale om en pils(e)ner, men en Mai-Ur-Bock … som i virkeligheden ikke adskiller sig meget fra pilsnertypen ud over, at den er stærkere og brygget på et bestemt tidspunkt af året. Skovlen var fortsat inden for rækkevidde.

Forventningerne var derefter – måske ville den yde lidt mere aroma end det allermest generiske standardsprøjt sydfra, men det var også det højeste, jeg kunne trække forventningerne op til.

Overrasket blev jeg, da brygget ved opknapning og skænkning straks gav sig til at dufte skarpere og tungere end langt de fleste pilsnere – det være sig industrielt-generiske eller specielle, tyske eller otherwise. Brygget var også væsentlig mørkere end forventet, da det i den traditionelt flaskegrønne emballage fremstod aldeles gennemsigtigt.

Men flot koberrødt rejste det sig i glasset, lystigt skummende og emmende så man næsten fik ondt i hovedet – på den fede måde forstås. Godt med blød, varm malt og et skarpt stik af alkohol i duften – lovende og allerede hinsides hvad man kunne forvente.

En magelig maltprofil kærtegner alle mundhulens indersider. Vanilleblødt, fyldigt og tæt smager det karamelflydende bryg med et overraskende, men nøje afmålt snit af egetræ. Længere bagtil tager bitterheden til og ender i en rå kålaroma, der sammen med bryggets 6,5 % alkohol yder en luftig cognacimpression som et ekstra pift oven i alt det andet fine og vellykkede.

Man skal åbenbart ikke sådan skue øllet på emballagen.

Fendt Vario Weizen, Aktienbrauerei Kaufbeuren (Grænsehandel V)

Oplevelsen er der da …

Endnu engang griber jeg tilbage til et tema, der har ligget brak i flere måneder. Jeg har stadig nogle øl tilbage af det parti specialbryg, jeg købte i grænsehandlen tilbage i april måned, da jeg var til min tante og onkels guldbryllup i Nordtyskland.

Som lys hvedeøl er dette bryg vel som skabt til det rædselsfulde vejr, vi nu har haft alt for længe. I sådan en tørke føles det friskeste, kølige kildevand næsten som aske i munden, fordi heller ikke dét kan fugte éns partielt mumificerede munddele adækvat. Man kan jo kun forsøge sig frem med andre ting.

Duften er ikke ligefrem kraftig, men formår alligevel at stille en oplevelse i udsigt. Mestendels er den venligt sød af hyld med en syrlig kant af lime, slebet skarp af et bananelement, der ikke er alarmerende, men dog under observation.

– Og der forbliver det, bananelementet, når brygget smages. Nogle vil måske finde det lige i overkanten, mens jeg selv synes, at det giver en lige lovlig let og ikke i sig selv videre inspirerende hvedeøl kant nok til at den ikke glider helt ind i den gulgrumsede almindelighed af alt for mange, generiske sydtyske hvedeøl. Denne formår i kraft af en kant, som måske ikke appellerer lige meget til alle, at skille sig en smule ud.

Og i sommerheden kan stort set alt, der bare er en smule fugtigt, bruges. Dér fejler brygget i hvert fald ingenlunde.

Hvad angår de tunge, vældige øl, jeg senere i dag skal nyde sammen med min gode ven Marcus må tiden vise. At deres læskende egenskaber nok ikke har stået i centrum for byggernes ambitioner, tør jeg godt vove et gæt på allerede nu – men afgørelsen vil selvfølgelig kunne findes her på bloggen inden længe.

In your face, Crew Republic

Lidt for ren …

Det var jo ikke hele Tyskland, der klokkede i det, da de omsider valgte at hoppe på kvalitetsbølgen her for 2-3 år siden. Wacken Brauerei repræsenterer bestemt ikke hele Forbundsrepublikken i deres rygstødende juristerier. De repræsenterer heller ikke Crew Republic, et mikrbryggeri fra München med det sigende slogan ‘Craft Beer is not a Crime’. – Det er sandt, og bestemt ikke bare en dumsmart bemærkning, men snarere et subtilt stik til det tyske Reinheitsgebot. Ved sin udfærdigelse i Renæssancen var dette ganske vist en garant for kvalitet og mindre giftigt øl, men i vore dage har det været en klods om benet på innovationen i Tyskland, og formentlig den væsentligste grund til, at ølrevolutionen var så længe undervejs i hvad der tidligere har været betragtet som et foregangsland hvad angår øl.

Hvor passer det egentlig fint, at opgøret kommer fra samme område, som loven selv i sin tid gjorde.

Ikke desto mindre overholder denne øl renhedsforskrifterne – og som så mange tyske bryggerier, er de to bryggere, Mario og Timm, også omhyggelige med at gøre opmærksom på dette på etiketterne. “Så meget for oprøret” kunne man kynisk sige, men en IPA behøver ikke andet en vand, humle, gær og malt – så hvorfor egentlig ikke bare holde det simpelt?

Rent er brygget måske nok, men næppe ‘naturtrüb’. Det virker i hvert fald ganske klart og mere ovre i det korngule end det kobberrøde, som IPA’er gerne bevæger sig over i. Det fedtede marengsskum matcher til gengæld fint med, hvad man oftest ser i denne type.

Bouqueten er primært aromatisk, idet den venlige, søde altheaaroma pakker de ellers skarpe grannåle ind i et blødt tæppe. Så er der lidt mere grannåle i smagen, mens den venlige citrusaroma ledsager som den skal i en sufficient skarp bitter grundstamme.

Det er meget klassisk, meget rent, meget kontrolleret og meget uoverraskende. Selvom der er kraft nok i smagen, er der intet nyt at hente. Den nidkære kontrol og renhed lader faktisk til at have taget en smule overhånd, idet en syl af blankt stål jager i gummerne, hver gang man tager en tår. Uden at det vælter et overordnet pænt indtryk, minder det stadig om, at en ubalance til den lidt for bitre side – eller den lidt for søde side altid er at foretrække for den lidt for blankpolerede og rene side.

Dithmarscher Pilsener, Privatbrauerei Karl Hintz Marne in Holstein

Det er bedre nordpå.

Brygget her var en gave fra min gode kollega Henrik, der også tidligere har doneret øl til bloggen. På en måde, jeg ikke længere husker, havde han reddet sig en samling ærke-nordtyske øl. Dels et par af min egen favorit fra egnen – Flensburger Pilsener – og denne, Dithmarscher Pilsener. Henrik havde mildt sagt meget godt at sige om Flensburger – det involverede højfrekvent kysseri af fingerspidserne. Jeg giver ham, som man kan læse her, i det mindste ret i, at det ikke er nogen ueffen pilsner.

Min onkel og tante, der fejrede guldbryllup forleden bor faktisk lidt nord for Ditmarsken. Området hedder Stapelholm, og det skulle undre mig svært, om de ikke kendte nærværende øl … selvom jeg ganske vist ikke har spurgt dem direkte. Siger vi for argumentets skyld, at de kender den, vil de næppe røre den med en ildtang – lokalpatriotismen er ret stærk på de kanter.

Ditmarskens gærede humleflagskib … eller, det ved jeg jo egentlig ikke om den er. Flensburger Pilsener er så kendt over hele Tyskland, at den har fået et kælenavn – en ‘Flens‘. Jeg har ikke hørt, at Dithmarscher Pilsener går under kælenavnet en ‘Dith’ eller lignende … Så måske ikke et flagskib alligevel. Men selv hvis det var, behøvede det ikke frygte rørte vande. Således er bryggets em så svag, at den end ikke kvalificerer som en brise. En ganske let fuselnote er alt, selv et heftigt sniffende næsebor kan opsnuse.

En smule mere aroma i smagen er der dog. Valnødder og korn ledsages af sødme fra sukkerærter – en smag jeg ikke erindrer at være stødt på før i øl. Den er ikke på den måde ubehagelig, men lige her optræder den mere som et fremmedelement end noget der nødigt forener sig i et større og bedre hele. Og selv hvis det integrerede sig, ville det samlede billede stadig synes svagt og tyndt.

Distalt (det vil sige i retning mod svælget. Ih, alle de udtryk, man lærer når man over flere uger får foretaget en rodbehandling på tandlægeskolen … but i digress) melder der sig efterhånden en bittersyrlig blanding af lidet markant hallertaueraroma og grapefrugt. Samtidig må man indrømme brygget, at det bestemt virker tørstlukkende, rent i sin mundfornemmelse, og ganske sprudlende. Men også tyndt og umarkeret fra start til slut, og slet ikke med samme bidske kraft som naboen i Flensborg mod nord.

Min familie på Stapelholm har mere end bare skepsisen mod Ditmarscherne som begrundelse for ikke at skifte deres Flens ud foreløbig …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme