Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Tyskland

Steam Brew Imperial Stout, Privatbrauerei Eichbaum

Langt inden for skiven …

For kort tid siden fik jeg samlet en tråd op, da jeg fortsatte tilbageblikket på bloggens liv. Nu er det tid at klippe en anden over – eller i hvert fald at hæfte den. En lille serie af øl, der blev anskaffet sidste år vil hermed være færdigbehandlet, og det er ikke uden grund at min omtale af den holdes i klichéagtige metaforer og koldt teknisk sprog, for fornøjelsen ved bryggene har mildt sagt været afdæmpet.

De blev købt i Lidl – og dermed var forventningspresset på dem fra starten ikke stort. Tidligere har jeg anmeldt Imperial IPA og German Red i samme serie, og sammen tegnede de et aldrig så klart billede af virkelig uengageret industriel standard, dårligt forklædt som mikrobryg. Den røde tysker var jævnt kedelig mens IPA’en lænede sig op ad en decideret fornærmelse mod både forbruger og type. Industrielle pilsnere behøver næppe være af en lødig standard, før de overgår dén skål kornfarvet postevand.

En kold kop kaffe med brus var omtrent hvad jeg forventede af deres Imperial Stout. Ingen tjære med smag af oliehavn og em af dækrøg. Ingen tæt chokoladelakridssirup med fylde af svesker. Nej – intet af det, der normalt kendetegner en stout – hverken det bitre eller det søde.

Og det var langt fra skudt forbi. Ikke alene plasker brygget i glasset som postevand fra hanen, også den på overfladen mørke farve virker kun halvfærdig – som om det først er et stykke inde i brygget, at det egentlig er dunkelt, mens de første par centimeter bedst betegnes som hyggeligt tusmørke. En antydning af røg, blandet med tynd kaffe er alt hvad bouqueten byder på, og sådan lever brygget hele tiden op – eller rettere ned – til de forventninger, som de første par af øllene alt for effektivt plantede.

Forventningen om tynd kaffe er i hvert fald nydeligt inden for skiven. På bagkant og i eftersmag melder der sig nogle i grunden rare lakridsnoter, der endda formår at hægte sig fast for en tid. Kraftige bliver de imidlertid aldrig, og overgås ikke bare af vandindslaget, men også af kulsyren, der får brygget til at føles mere som en sodavand med let kaffesmag end en mørk øl.

Fuldstændig i tråd med de andre i serien er dette lemfældigt sammenkastede produkt, der dårligt nok kunne kaldes en tynd schwarzbier. Stout er det ingenlunde, endsige en kejserlig én af slagsen. Dette er ikke bare almue – det er nede i en klasse, hvor selv pjalteproletariatet går med næsen i sky og fnyser hovent.

Først nu bemærker jeg sådan for alvor seriens slogan: “German Craft Beer Resistance”. Og det må man give dem! I Steam Brew-serien får egentlig craft beer, håndbryg, kvalitetsbryg, mikrobryg – hvad man nu end foretrækker at kalde øl, der ikke bare repræsenterer tynd, ligegyldig, generisk industri – virkelig kamp til stregen. I en fængende indpakning leveres lige så tyndt og uengageret jævnt hverdagsbryg, som alt det andet dybt konservative, generiske, industrielle, metervarebryg, som det store naboland mod syd i forvejen er ved at drukne i.

Og selv om de fortsat slår sig i tøjret og gør modstand, viser denne serie, at det i hvert fald ikke er fra tysken, at man skal frygte storindustriens revanche på den kvalitetsproduktion, der til de flestes glæde har formået at tage en bid af markedskagen fra gigantbryggerne.

Steam Brew German Red, Privatbrauerei Eichbaum

Argh! Øv!

Ærgelsen er stor! I lørdags havde jeg ellers lagt op til den helt store udvidelse af mit ølblogningskoncept. Forinden havde jeg modtaget to smagsprøver fra det nye, hippe bryggeri Beard Brew, som jeg havde inviteret min gode ven og medsmager Marcus ind for at afprøve. Traditionen tro blev seancen optaget – denne gang på min computer, med henblik på at vores anmeldelse efterfølgende skulle redigeres udgives som podcast. Vi prøvede endda ihærdigt og ikke helt uden held at tale tydeligt og væve mindre i det, så det ville være egnet at lytte til bagefter.

Nu har jeg så kunnet konstatere, at lydfilerne er elendige i kvalitet. Marcus kan næsten ikke høres overhovedet, og selv lyder jeg som om jeg taler ind centrallageret for en større kædeforhandler af edderdunsdyner.

Podcasten må vente til jeg får noget bedre optageudstyr, tyder meget på. Og det er jo ikke fordi udgifterne i forvejen er få eller små på netop denne tid af året. Nu håber jeg bare, at jeg kan dechifrere nok af det Marcus siger, til at gøre hans medanmeldelse ære.

Men det må vente lidt. For endnu før jeg fik svar på den sms, jeg havde sendt Marcus samme morgen om, at jeg havde nogle spændende øl, jeg gerne ville have ham til at medanmelde, var jeg allerede godt i gang med den her. Den er købt i Lidl, sammen med den såkaldte Imperial IPA (der i virkeligheden var hverken eller) fra forleden, og i samme ‘Steam Brew’ serie fra Privatbrauerei Eichbaum. Her er der tale om en ‘German Red’ – en øltype, jeg ikke i forvejen er bekendt med, og som jeg derfor gætter på, er opfundet til lejligheden.

Men gerne for min skyld. Tyskerne kan for all I care hive nye øltyper ud af bukserne med samme frekvens som Martin Henriksen kan finde på nye afsindige måder at udsætte sagesløse flygtninge og muslimer for racistisk lovgivning – (nota bene! Ikke efter tysk, men østrigsk forbillede. Det glemmer folk efter min mening alt for tit). De sidste alt for mange årtier har tyskerne højst haft en håndfuld typer at byde på. Det manglede bare at de endelig blev lidt hittepåsomme.

Brygget er skam også ganske flot kobberrødt. Skummet er nydeligt gyldent, tæt, fedtet og på trods af alt dette ganske hastigt faldende. Bouqueten lover hverken særlig godt eller særlig skidt. En markant maltbund jager de værste forudaninger bort, mens en antydning af oxideret småsyrlighed alligevel peger i retning af noget småkedeligt, om ikke småmislykket. En baggrund af generisk hallertauerhumle gør én glad for, at humlen i det mindste er gennemtrængende nok til at gøre sig bemærket. Men så skulle det lige være den humle, som man kender til en hudløshed så nedslidende, at muskler og sener også er ved at blive flået af.

Aromaen er til gengæld mere entydigt positiv – overraskende nok i betragtning af, hvilket flop den første i serien var. Aroma af akaciehonning lægger sig lækkert og overraskende fyldigt som en kælen hinde over tungen. Bag i munden ved mandler og gummer melder en dertil nydeligt afstemt bitterhed af hasselnødder sig. Det er ikke bare overraskende smagfuldt, det er også bare virkeligt rart på sidde-bag-pejsen-med-varm-kakao-med-skumfiduser-i måden.

Uden at brygget i øvrigt er ligefrem uhørt godt. De gode indtryk er holdt på det jævne, men stadig med et imponerende fravær af forstyrrende syrlighed eller et for præsent vandindtryk.

Der er en stout tilbage i denne række af tre øl. Min modstand mod egne fordomme rækker ikke til, at jeg tør have tilnærmelsesvis høje forventninger til den – heller ikke med denne lille overraskelse i baghovedet. Lur mig om ikke vi har en vinder i den her …

… men det ved vi selvfølgelig ikke før de alle er afprøvet.

Matrosenschluck, Ratsherrn

Der er sket noget …

Da jeg fandt denne øl i Fakta, var jeg sekundet efter på en vældig rutsjetur nedad Memory Lane til bloggens allerførste dage. Dengang, da jeg stadig boede i Aarhus, fandt jeg en økologisk Ratsherrn-pilsner i en hippiebutik i Jægergårdsgade. Og ved den lejlighed lærte jeg på den hårde måde, at blot fordi noget er økologisk, behøver det ikke at være godt. Jeg tror faktisk, den var bloggens største skuffelse dengang, og den første øl, der kun scorede en halv stjerne. Alt dette er skrevet før jeg kiggede efter …

… og det viser sig faktisk, at jeg prøvede Tuborgs for længst kasserede citronrædsel umiddelbart før hin uinspirerende pilsner. Så der var faktisk en øl, der havde fået en lavere karakter. Men at det var i bloggens allerførste tid vidner det faktum, at den er afprøvet før min nu otteårige søn blev født, om. Og så er det måske ikke så sært, at jeg ikke lige har alle detaljer helt på plads.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om bryggeriet har oppet sig siden sidst, for hin økopilsner vidnede mest om, at bryggerne i virkeligheden slet ikke gad tage sig sammen, og blot brugte økologien som undskyldning for overhovedet at have et produkt. At dømme på etiketten alene er der imidlertid sket noget. Alene det, at brygbetegnelsen er på engelsk, vidner om større udsyn mod verden, end man oftest ser et fra tyske industribryggere. Endnu mere overraskende er det, at øltypen – en Oat White IPA – er milevidt fra de generiske pilsnere, hvedeøl, bocks og schwarz, der næsten klichéagtigt karakteriserer tysk ølkultur. Allermest radikalt og overraskende er det måske, at brygget indeholder appelsinskal – hvormed det bryder Reinheitsgebot. Og nærmest flabet udebliver den ellers næsten demonstrativt tilstedeværende erklæring på næsten alt tysk øl, om at det sørme er brygget efter hin middelalderlov. Alt tyder på, at der er kommet nye humler i karret hos Ratsherrn.

Men har de også lært at brygge ordentligt øl? Det er i hvert fald ikke særligt tysk i udtrykket, det lyse, tågede og højtskummende bryg – der af forsigtighedshensyn ikke er hældt i drageglasset (den slags må bryggerierne gøre sig fortjent til). Det er snarere belgisk med en frisk, luftig kant af nybagt franskbrød, hyldeblomst og vanille, samt en snert af heldigvis ikke alt for markant banan.

Brygget yder en følgelig rar mundfornemmelse, blød og fyldig med fornemmelse af hvedebrød og vanille. Dertil kommer en af typen forventeligt skarp kant af bitterhumle. Afstemt efter tyske smagsløg, ganske vist, men stadig skarp nok.

Samlet set er brygget en interessant kombination af den belgiske wit og IPA som vi kender den fra USA. Med sin friske og adækvate bitterhed og fyldige impression af hvede og vanille, er det klart witten der er mest af. Følgere af bloggen vil udmærket vide, at jeg i den grad foretrækker IPA frem for wit …

… men, når witten er af en sådan kvalitet som denne, så bliver resultatet alligevel mere end blot godkendt. Ratsherrn har med denne øl fundet en lækker mellemting mellem IPA og wit, som jeg næppe troede mulig.

– Jo, der er i den grad sket noget siden sidst hos Ratsherrn. Næste gang kommer den i drageglasset.

 

Einbecker Mai-Ur-Bock, Einbecker Brauhaus (Grænsehandel VI)

Hinsides forventningerne …

Da jeg tilbage i April efter min Onkel og Tantes guldbryllup købte ind ved grænsen … mest fordi jeg kunne og fordi min søster ville … undrede jeg mig såre over, at en uanselig grøn flaske med tysk påskrift sådan skulle sælges som specialøl. Den ligner på alle leder og kanter en anonym, tysk industripilsner, som man kender og frygter dem alt for godt.

Forventningerne var følgelig på bunden af Marianegraven, og da den skulle knappes op, havde jeg for en sikkerheds skyld fundet skovl og spade med, så man om nødvendigt kunne grave endnu længere ned.

Lidt afvigelse fra det horribelt generiske germanske gennemsnit viste der sig imidlertid at være alligevel ved nærmere granskning af etiketten. Der var ikke tale om en pils(e)ner, men en Mai-Ur-Bock … som i virkeligheden ikke adskiller sig meget fra pilsnertypen ud over, at den er stærkere og brygget på et bestemt tidspunkt af året. Skovlen var fortsat inden for rækkevidde.

Forventningerne var derefter – måske ville den yde lidt mere aroma end det allermest generiske standardsprøjt sydfra, men det var også det højeste, jeg kunne trække forventningerne op til.

Overrasket blev jeg, da brygget ved opknapning og skænkning straks gav sig til at dufte skarpere og tungere end langt de fleste pilsnere – det være sig industrielt-generiske eller specielle, tyske eller otherwise. Brygget var også væsentlig mørkere end forventet, da det i den traditionelt flaskegrønne emballage fremstod aldeles gennemsigtigt.

Men flot koberrødt rejste det sig i glasset, lystigt skummende og emmende så man næsten fik ondt i hovedet – på den fede måde forstås. Godt med blød, varm malt og et skarpt stik af alkohol i duften – lovende og allerede hinsides hvad man kunne forvente.

En magelig maltprofil kærtegner alle mundhulens indersider. Vanilleblødt, fyldigt og tæt smager det karamelflydende bryg med et overraskende, men nøje afmålt snit af egetræ. Længere bagtil tager bitterheden til og ender i en rå kålaroma, der sammen med bryggets 6,5 % alkohol yder en luftig cognacimpression som et ekstra pift oven i alt det andet fine og vellykkede.

Man skal åbenbart ikke sådan skue øllet på emballagen.

Fendt Vario Weizen, Aktienbrauerei Kaufbeuren (Grænsehandel V)

Oplevelsen er der da …

Endnu engang griber jeg tilbage til et tema, der har ligget brak i flere måneder. Jeg har stadig nogle øl tilbage af det parti specialbryg, jeg købte i grænsehandlen tilbage i april måned, da jeg var til min tante og onkels guldbryllup i Nordtyskland.

Som lys hvedeøl er dette bryg vel som skabt til det rædselsfulde vejr, vi nu har haft alt for længe. I sådan en tørke føles det friskeste, kølige kildevand næsten som aske i munden, fordi heller ikke dét kan fugte éns partielt mumificerede munddele adækvat. Man kan jo kun forsøge sig frem med andre ting.

Duften er ikke ligefrem kraftig, men formår alligevel at stille en oplevelse i udsigt. Mestendels er den venligt sød af hyld med en syrlig kant af lime, slebet skarp af et bananelement, der ikke er alarmerende, men dog under observation.

– Og der forbliver det, bananelementet, når brygget smages. Nogle vil måske finde det lige i overkanten, mens jeg selv synes, at det giver en lige lovlig let og ikke i sig selv videre inspirerende hvedeøl kant nok til at den ikke glider helt ind i den gulgrumsede almindelighed af alt for mange, generiske sydtyske hvedeøl. Denne formår i kraft af en kant, som måske ikke appellerer lige meget til alle, at skille sig en smule ud.

Og i sommerheden kan stort set alt, der bare er en smule fugtigt, bruges. Dér fejler brygget i hvert fald ingenlunde.

Hvad angår de tunge, vældige øl, jeg senere i dag skal nyde sammen med min gode ven Marcus må tiden vise. At deres læskende egenskaber nok ikke har stået i centrum for byggernes ambitioner, tør jeg godt vove et gæt på allerede nu – men afgørelsen vil selvfølgelig kunne findes her på bloggen inden længe.

In your face, Crew Republic

Lidt for ren …

Det var jo ikke hele Tyskland, der klokkede i det, da de omsider valgte at hoppe på kvalitetsbølgen her for 2-3 år siden. Wacken Brauerei repræsenterer bestemt ikke hele Forbundsrepublikken i deres rygstødende juristerier. De repræsenterer heller ikke Crew Republic, et mikrbryggeri fra München med det sigende slogan ‘Craft Beer is not a Crime’. – Det er sandt, og bestemt ikke bare en dumsmart bemærkning, men snarere et subtilt stik til det tyske Reinheitsgebot. Ved sin udfærdigelse i Renæssancen var dette ganske vist en garant for kvalitet og mindre giftigt øl, men i vore dage har det været en klods om benet på innovationen i Tyskland, og formentlig den væsentligste grund til, at ølrevolutionen var så længe undervejs i hvad der tidligere har været betragtet som et foregangsland hvad angår øl.

Hvor passer det egentlig fint, at opgøret kommer fra samme område, som loven selv i sin tid gjorde.

Ikke desto mindre overholder denne øl renhedsforskrifterne – og som så mange tyske bryggerier, er de to bryggere, Mario og Timm, også omhyggelige med at gøre opmærksom på dette på etiketterne. “Så meget for oprøret” kunne man kynisk sige, men en IPA behøver ikke andet en vand, humle, gær og malt – så hvorfor egentlig ikke bare holde det simpelt?

Rent er brygget måske nok, men næppe ‘naturtrüb’. Det virker i hvert fald ganske klart og mere ovre i det korngule end det kobberrøde, som IPA’er gerne bevæger sig over i. Det fedtede marengsskum matcher til gengæld fint med, hvad man oftest ser i denne type.

Bouqueten er primært aromatisk, idet den venlige, søde altheaaroma pakker de ellers skarpe grannåle ind i et blødt tæppe. Så er der lidt mere grannåle i smagen, mens den venlige citrusaroma ledsager som den skal i en sufficient skarp bitter grundstamme.

Det er meget klassisk, meget rent, meget kontrolleret og meget uoverraskende. Selvom der er kraft nok i smagen, er der intet nyt at hente. Den nidkære kontrol og renhed lader faktisk til at have taget en smule overhånd, idet en syl af blankt stål jager i gummerne, hver gang man tager en tår. Uden at det vælter et overordnet pænt indtryk, minder det stadig om, at en ubalance til den lidt for bitre side – eller den lidt for søde side altid er at foretrække for den lidt for blankpolerede og rene side.

Dithmarscher Pilsener, Privatbrauerei Karl Hintz Marne in Holstein

Det er bedre nordpå.

Brygget her var en gave fra min gode kollega Henrik, der også tidligere har doneret øl til bloggen. På en måde, jeg ikke længere husker, havde han reddet sig en samling ærke-nordtyske øl. Dels et par af min egen favorit fra egnen – Flensburger Pilsener – og denne, Dithmarscher Pilsener. Henrik havde mildt sagt meget godt at sige om Flensburger – det involverede højfrekvent kysseri af fingerspidserne. Jeg giver ham, som man kan læse her, i det mindste ret i, at det ikke er nogen ueffen pilsner.

Min onkel og tante, der fejrede guldbryllup forleden bor faktisk lidt nord for Ditmarsken. Området hedder Stapelholm, og det skulle undre mig svært, om de ikke kendte nærværende øl … selvom jeg ganske vist ikke har spurgt dem direkte. Siger vi for argumentets skyld, at de kender den, vil de næppe røre den med en ildtang – lokalpatriotismen er ret stærk på de kanter.

Ditmarskens gærede humleflagskib … eller, det ved jeg jo egentlig ikke om den er. Flensburger Pilsener er så kendt over hele Tyskland, at den har fået et kælenavn – en ‘Flens‘. Jeg har ikke hørt, at Dithmarscher Pilsener går under kælenavnet en ‘Dith’ eller lignende … Så måske ikke et flagskib alligevel. Men selv hvis det var, behøvede det ikke frygte rørte vande. Således er bryggets em så svag, at den end ikke kvalificerer som en brise. En ganske let fuselnote er alt, selv et heftigt sniffende næsebor kan opsnuse.

En smule mere aroma i smagen er der dog. Valnødder og korn ledsages af sødme fra sukkerærter – en smag jeg ikke erindrer at være stødt på før i øl. Den er ikke på den måde ubehagelig, men lige her optræder den mere som et fremmedelement end noget der nødigt forener sig i et større og bedre hele. Og selv hvis det integrerede sig, ville det samlede billede stadig synes svagt og tyndt.

Distalt (det vil sige i retning mod svælget. Ih, alle de udtryk, man lærer når man over flere uger får foretaget en rodbehandling på tandlægeskolen … but i digress) melder der sig efterhånden en bittersyrlig blanding af lidet markant hallertaueraroma og grapefrugt. Samtidig må man indrømme brygget, at det bestemt virker tørstlukkende, rent i sin mundfornemmelse, og ganske sprudlende. Men også tyndt og umarkeret fra start til slut, og slet ikke med samme bidske kraft som naboen i Flensborg mod nord.

Min familie på Stapelholm har mere end bare skepsisen mod Ditmarscherne som begrundelse for ikke at skifte deres Flens ud foreløbig …

Fendt Dieselroß Öl, Aktienbrauerei Kaufbeuren (Grænsehandel IV)

Falsk varebetegnelse …

Uaaak! Der er rod i kronologien … Ikke alene glemte jeg fuldstændig at nævne, at sidste øl også var en af de øl, jeg havde købt i den Flensburgske grænsehandel. Men endnu før jeg havde prøvet den øl, havde jeg prøvet endnu en øl fra samme tur. Denne øl.

I anmeldelsesrækkefølgen var den imidlertid gået under radaren, fordi jeg havde indtalt anmeldelsen på min telefon i stedet for at bruge pen og papir, som jeg plejer. Sådan går det, når man spontant beslutter sig for at spise ude, og man glemmer at få notesblokken med. Føj dertil, at man ikke gider spolere hyggen ved at måtte rende hele vejen op på 2. sal endnu engang, bare for at hente anmelderapparaturet. Så hellere bare bruge det, man har.

Det skal selvfølgelig ikke undskylde min inkompetance og amnesi, men en forklaring skylder jeg da læserne som absolut minimum (og jeg nægter at lytte til, endsige acceptere påstande om, at I som læsere garanteret aldrig ville have opdaget mit sløseri hvis ikke jeg detaljeret havde berettet om det her … jeg NÆGTER!)

Et bayersk bryggeri står bag denne og én anden øl, der bød sig til blandt specialbryggene. Det er selvfølgelig nærmest generisk indbydende at have en irgrøn retro-traktor på etiketten – men derudover er der ikke noget videre specielt over dem. Denne er en udbredt øltype i Tyskland – en Märzen. Navnet kommer af måneden marts, hvor øllet typisk blev brygget som noget af det sidste, før forbuddet mod at brygge øl over sommeren trådte i kraft på de kanter. Til gengæld lagrede det over de varme måneder hvor risikoen for inficering af nyt øl var for stor, og blev så drukket til oktoberfesten.

‘Öl’ betyder i øvrigt ikke ‘øl’ på tysk, men derimod ‘olie’. Navnet skal – gætter jeg på – vel vække associationer til traktorolie på en eller anden måde. I så fald ville jeg have brygget en stout tror jeg, men lad os nu få at se, hvordan det tyske bryggeri udlægger fornemmelsen af traktordiesel mellem gummerne.

Det er i hvert fald ikke dieselodeur, der møder næsen ved dennes proximering til det kobberrøde, hvidtskummende bryg. I det hele taget dufter brygget ikke af særlig meget, i en i øvrigt friskt kærtegnende sommerbrise fuld af forårsblomster og havegrill. Ved smagning forbliver brygget diskret, og vælger at forblive subtilt frem for frembrusende. En rar, rund maltprofil erstatter en for tyske lyse øl ellers fremtrædende humleprofil.

Det er for så vidt rart nok og nogenlunde markant, men det forbliver også aldeles ufarligt. Samtidig er resten af brygget underligt dovent, nærmest uengageret og med en kant af noget næsten syntetisk vandigt. Man kan ikke tage fra øllet, at det aldeles brugbart som tørstslukker på en varm, dejlig aften, hvor man kan spise ude – og så har den en rar sød kant samtidig …

… men som oplevelse betragtet er den desværre som tyske standardøl er flest. Og sådan at stille den mellem de øvrige specialøl, gnubber sig op ad falsk varebetegnelse.

Mooser Liesl, Arcobräu Moos (Grænsehandel I)

Overstået!

Her på det sidste er det lykkedes mig ikke at have alt for store anmeldelseshængepartier, altså rækker af øl, jeg allerede har prøvet, men endnu ikke har fået anmeldt. Til gengæld jonglerer jeg vist i øjeblikket med 3-4 forskellige temaer, som jeg må kæmpe lidt for at holde adskilt.

I mine unge dage kunne jeg være slem til at påbegynde projekter, som jeg aldrig fik gjort færdig – det skulle være typisk for folk med ADHD-diagnoser. Efterhånden er jeg blevet bedre til at begrænse antallet af projekter, jeg går i gang med – til gengæld har jeg meget svært ved at gøre dem halvt. Således også min ølblog – og hvis jeg har besluttet mig for, at jeg vil påbegynde et nyt tema, fordi jeg finder blot den mindste anledning til det, så må får det være således.

Jeg indleder derfor med dette indlæg en række anmeldelser af de øl, jeg købte i Scandinavian Park, Flensborg, på vej hjem fra Guldbrylluppet i Nordtyskland forleden. Det kommer til at ske under temaet “Grænsehandel”. Fordelen ved temaet er, at det slet ikke behøver være begrænset til denne ene omgang, men fremover altid vil kunne hives frem, når jeg har været i Tyskland for at handle.

Jeg har flere gange langet ud efter tysk øl og tyskernes ølkonservatisme her på bloggen. De har deres Reinheitsgebot, der som et tveægget sværd på den ene side har sikret en høj pilsnerkvalitet og på den anden side har været en brutal, tæsketung stopklods for hittepåsomhed i det store land mod syd. Sidst jeg var i Tyskland var udvalget af specialøl i den grænsebutik vi var i praktisk taget ikke-eksisterende, og i stedet for at fokusere på kvalitet, valgte jeg i stedet at finde noget bizart, så jeg i det mindste havde et eller andet at skrive om.

Måske frekventerede vi blot det forkerte center dengang, for i Scandinavian Park var der da trods alt en smule at komme efter. Jeg hapsede de bryg, jeg ikke havde prøvet før – uden i øvrigt at spare synderligt mange penge i forhold til, hvad lignende produkter ville have kostet herhjemme. Mest fordi jeg tænkte, at muligheden for at støde på disse bryg senere, næppe ville vise sig.

At betragte bryggene som specialøl eller craft-beer er for flere af bryggenes vedkommende lidt af en tilsnigelse. Ikke mindst hvad angår nærværende øl, der ret beset heller ikke blev fundet på specialølshylden, men derimod i slagtilbudskassen med snarligt udløbne varer. Der er tale om den særligt lyse pilsner, som de hærdebrede tyske smede vederkvæger sig i på de varme sommerdage under stålværkernes og bilfabrikkernes airconditionløse bliktage – Helles Pils. Bedst husker jeg Flensburger Brauereis bud, som man om ikke andet må indrømme effektive tørstslukkende egenskaber.

Og ‘hell’ – altså lys (ikke helvede – det er engelsk) er brygget i dåden (tysk: in der Tat, svarende til engelsk: indeed – jeg lobbyer hvor jeg kan for at gøre ‘i dåden’ til et gængs dansk udtryk). Korngult, krystalklart og kun med begrænset, skrøbeligt kridhvidt skum på toppen. Duften kender man fra alle de andre standardiserede, generiske og i grunden ligegyldige standardpilsnere, så dér er der heller ikke nogen nyheder.

Og sådan er det også i smagen. Det glider lige ned i halsen uden den mindste antydning af bump eller andre forhindringer. Heller ikke positive indtryk såsom aroma, mundfornemmelse, fylde eller anden berøring komplicerer den fuldendte oplevelse af en industriøl, der kun er brygget for massekonsumption og pengeindskovlingens skyld. En generisk, let tysk pilsner, der ikke bare ligner de andre til forveksling, men formentlig aldrig ville forårsage så meget som ét enkelt løftet øjenbryn, om dette bryg blev hældt på flaskerne fra en anden standardindustrigigant.

Jeg købte den, fordi jeg ikke havde prøvet den før. Nu har jeg prøvet den, og glæder mig over, at det nu er gjort. Jeg kan komme videre uden nogensinde behøve se mig – endsige vende – tilbage.

Störtebeker Roggen-Weizen, Stralsunder Brauerei – revisited – (Lidt godt fra Niels V)

Meget er vist ikke ændret …

Tid til en revisited fra Bloggens ganske spæde barndom. Godt en måned gammel var bloggen, da jeg anmeldte denne øl første gang. Dengang havde jeg fundet den i en øko-biks på Jægergårdsgade i Aarhus (der dengang endnu hed Århus) – denne gang har jeg fået den i anmeldergave fra Niels. Som bekendt havde han en samling med hjem fra en ferierejse til behørig anmeldelse på bloggen. Og jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke gav den et forsøg mere i stedet for bare at henvise til den gamle anmeldelse. Hvem ved – måske har den også ændret afgørende karakter siden sidst – så hvorfor ikke?

Som selvstændig anmeldelse kommer dette indlæg dog ikke til at tælle. Gengangerne har deres egen kategori.

Genanmeldelsen er en anledning til at dvæle lidt ved, hvordan min skrivestil mon har ændret sig, og hvilke detaljer, jeg lægger vægt på i dag i sammenligning med tidligere. Det vil jeg måske gøre bagefter. Lige nu vil jeg bare anmelde den efter de notater jeg har taget – som var det første gang jeg prøvede den, og så må sammenligningerne vente til senere.

Det mørke – omend ikke så mørkt, man måske ville forvente af en rugopblandet hvedeøl – bryg dufter syrligt sødt og tungt af banan, mens det høje, flotte skum langsomt afbruser. Aromaen er til gengæld bitter, og langt fra så præget af de estere duften behørigt advarede imod – og som jeg på det oprindelige indlægs affattelsestidspunkt i hvert fald ikke kendte navnene på. Isoamyl Acetat er siden blevet et dagligdagsudtryk i mit ølordforråd.

Man smager humle – lidt skarpere end den basale man kender fra pilsnere, så man tidligt glæder sig over en hvedeølsoplevelse med mere kras end kælen aroma. Tørt træ har erstattet hylden, mens bananen kun i tåleligt omfang gør sig bemærket. Gæren, som har spoleret mangt en hvedeøl i tidens løb glimrer velvalgt ved sit fravær.

Rugen mærkes vel nok i træindtrykket, og i det lette stik af kommen ved gummerne. Bananen giver en sød antydning, der faktisk gerne måtte have været mere fremtrædende, om det ikke lige var banan, sødmen havde karakter af. Sødmen er heller ikke det eneste, der måtte være mere fremtrædende – det måtte humlen og rugen egentlig også. Bedst ville det nok have været, at vandet holdt sig lidt mere i baggrunden, for de velvalgte smagsnuancer får aldrig lov til at udfylde sig i alt den kvælende væde.

Der var oplagte grunde til, at jeg gav den her øl 2½ stjerner dengang (ja, lige netop det, tillod jeg mig at aflure). Det er en karakter, det giver god mening at fastholde i dag. Konklusionen er den samme, og hvad der ellers måtte afvige fra originalen kan med sindsro formodes at være detaljer.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme