Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Tyrkiet

Tuborg Amber, Carlsberg (Lidt godt fra Niels III)

2017-11-05 18.52.57Branding gør intet …

Her er endnu en øl af typen “hvis ikke der var så mange søde mennesker, der læste min blog, ville jeg aldrig være stødt på denne øl”. Niels er igen den glade giver, som det vil fremgå af indlæggets titel.

Der er åbenbart tale om en særlig Tuborg-øl, der forhandles i Tyrkiet, hvor Niels som bekendt var på ferie. Uden at jeg har undersøgt det i detaljer, har jeg ikke fundet nogen indikationer på, at brygget skulle være et hjemligt produkt – classic fx – på ny emballage. Så jeg vover pelsen og anmelder den som en selvstændig øl.

Højt skum. Flotte farver – det kan man ikke tage fra dem. Brygget matcher dåsen meget godt, selvom skummet lige er et par toner mørkere end emballagens lyse tekst. Og det er bedst sådan. Oven i købet formår brygget også at indgyde gunstige forventninger i bouqueten, der nok er en smule vandig og syrlig, men alligevel byder på en rar bund af malt. Ifølge etiketten skulle brygget også være et 100% maltbryg – hvad det så end skal betyde. Der er jo trods alt også lidt humle, lidt gær og – kan jeg allerede afsløre – en forbandet masse vand i brygget. Det kan da umuligt være malt det hele?

Men okay, så dum er jeg heller ikke. Jeg måtte på det bestemteste protestere over for en kollega i går, da denne satte lighedstegn mellem det at være blogger og det at være dum. Der blev da også trukket i land, når det gjaldt bloggere, der rent faktisk skrev om noget, frem for bloggere, der bare – ja, blogger.

Desuden er den gennemsnitlige intelligens i den danske bloggosfære jo også steget dramatisk efter at Kim Møller har lukket sin blog, Urinalposten. Men dømmer man ud fra den slags eksempler, er det ikke uforståeligt at folk får en skæv opfattelse af os, der smider ord op på nettet fra tid til anden.

Hvad angår de 100% malt – nej, jeg har ikke glemt dem – så er meningen vel, at der ikke er tilsat kulhydrater på anden vis end ved malt, som fx i form af umaltet korn, råfrugt eller raffineret sukker.

Fra den godkendte duft går det ellers også lige så stejlt ned ad bakke som Sultan Erdogans menneskelighed. Nok bruser brygget rart i munden, og en blød, omend ganske umarkeret maltfornemmelse afslører, at der ikke er tale om mineralvand. 2017-11-05 18.51.52Ud over kulsyre og en malt der er meget vagere, end hvad duften forjættede, byder brygget kun på vand, vand og atter vand …

Der er tale om en flad bælleøl, der sin ellers flotte mørke farve til trods byder på absolut intet mere, end hvad enhver anden ligegyldig, industriel standardpilsner – om  denne så måtte være produceret i Danmark, USA eller Uganda – har at byde på. Ej heller hjælper det at forsyne emballagen med en lille guldfolieetiket for at få den til at se prægtigere ud. Den slags forlorne gashåndtag har de fleste gennemskuet som noget, der kun er der for syns skyld og ikke for smags.

Og så er der endda ikke engang tale om en pilsner, men derimod en mørk lagerøl. Det gør kun det hele værre. Tyrkernes egen pilsner smager af meget mere. Carlsbergs lokale rebranding-eksperiment flopper derimod om muligt mere end deres seneste fikse markedsføringspåfund – den ligeledes totalt ligegyldige 1883.

Fuld forventeligt af Carlsberg, naturligvis. Niels skal alligevel have tak. Vi ved jo alle, hvor rart det er ind imellem endnu engang at få bekræftet sine fordomme.

1-stjerne

Bomonti Red Ale, Anadolu Efes (Lidt godt fra Niels II)

2017-10-23 18.46.22Så irske er irerne sgu heller ikke …

Oktober skulle blive den måned, hvor jeg indtil videre har anmeldt færrest øl – kun tolv. Til gengæld har jeg haft flest klik på bloggen – 4.111 af slagsen, 34 mere end i juni, der indtil nu har haft rekorden. Det kunne være, jeg skulle anmelde noget mindre, hvis jeg ville have flere hits …?

Eller måske ikke. Mon ikke det har større betydning hvilke øl, jeg anmelder og hvor læseværdige mine indlæg er? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gjorde mig lidt ekstra umage med månedens sidste indlæg – Carlsbergs rædsel af en reklameøl – og den gav bestemt et nøk med i løbet af månedens sidste dage.

Men det var ikke den alene, der gjorde det. Nogle måneder ser bare ud til at være mere klik-genererende end andre. September er typisk lav, og så går det ellers bare den anden vej, og topper omkring jul. Folk vil gerne læse øl om vinteren og om sommeren – men først på efteråret? Nej, føj!

Vel, ikke mere spekulation om det. Det gør os ikke klogere. I stedet vil jeg tage fat på endnu en øl, som Niels havde med til mig fra sin ferierejse. Denne øl er en øl fra Tyrkiets store bryggerie Anadolu Efes. Folk der kender mig vil sikkert undre sig over, at jeg anmelder øl fra en diktaturstat. Min ekstremt dårlige undskyldning er, at den blodindsmurte, enevældige Sultan Erdogan sikkert er helt vildt meget imod alkohol – så det er vel en måde at spytte ham i hans grimme fascistoide fjæs, at købe og drikke øl, som er produceret i det land, han ellers gerne vil have renset for den slags.

Nu er det godt nok ikke mig, der har købt øllet. Det har Niels, og det skal han have tak for.

Jeg har før anmeldt bryggeriets ganske fine pilsner. Det er ikke tit, at en industriel pilsner er værd at spilde tid på, med mindre planen bare er, at blive besoffen – men Efes Pilsner kan faktisk noget. Så forventningerne er i top, når bryggeriet forsøger sig med noget mere avanceret, i dette tilfælde en red ale efter irsk forbillede.

Nu er det jo egentlig ikke fordi, jeg sådan er særligt imponeret over irsk brygkunst. Snarere tværtimod faktisk. Jeg synes, deres øl er tyndt og overvejende ligegyldigt, mens øllet på den anden side af det irske hav er langt mere mangfoldigt, farverigt og kraftfuldt i sit udtryk. Det er sådan noget, jeg aldrig ville sige højt på en pub i Dublin, da det nemt ville kunne koste mig livet – men det er ikke desto mindre min oplevelse.

Men en red ale, altså – flueben. Den er god nok, når brygget skænkes. Kobberrødt og klart er det – egentlig flot, som det også skummer gyldent, men derefter dør festen desværre meget hurtigt.

Duften er meget svag. For svag til at man rigtig kan sætte andre ord end netop ‘svag’ på. Det samme gælder smagen, der er underligt konturløs i sin blege, metalliske klang mod smagsløgene.

Det er nu ikke fordi brygget smager grimt. Det skal jo lissom smage af noget, før det overhovedet kan smage grimt. Den metalliske  mundfornemmelse er nu heller ikke urar – blot svær at få hold på. Lidt syrlighed af græs er det tætteste man kan komme på en konkretisering af den meget fjerne aroma. Vandet er meget fremtrædende og gemmer ihærdigt alle bryggets potentielle indtryk væk. Imidlertid må man indrømme vandets berøring mod tunge og gummer, dets flåd henover smagsløgene og dets skvulpen mod mandlerne, før det finder sit mål i halsåbningen, som en lille oplevelse i sig selv. I det mindste er vandet da ikke lige så kedeligt, som det man kan finde i mange andre øl. Det kæler velourblødt mod alle mundens indre organer, alt andet lige.

Men det ville have været bedre, om kærtegnene var kommet fra malten, humlen – vel, eller af gæren. Som tidligere nævnt er jeg ikke imponeret over irsk øl, men det tyrkiske bryggeri har trods alt ikke helt forsået konceptet. Nok skal irsk øl helst være tyndt, men trods alt ikke noget der ligner smagsfrit.

2-stjerner

Efes Pilsener, Efes

En overraskelse …

Man kan ikke uden en vis rimelighed beskylde mig for at politisere en kende i nogle af mine indlæg. Jeg har dog bestræbt mig på, at det ikke kommer til at fylde for meget. Det er i orden, at læserne ved hvem jeg er, og nogenlunde hvor jeg står politisk, men det skal ikke overtage bloggen. Det er trods alt en ølblog – ikke en politisk blog. Alligevel er der et storpolitisk tema oppe for tiden, som jeg ikke kan lade ligge, og som jeg føler, jeg offentligt må vælge side i … Nej, det er ikke folkemødet, hvis nogen skulle tro det.

Det drejer sig om konflikten i Tyrkiet. Som en anden Anders Fogh Rasmussen blæser Ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan på et stort mindretal, og gennemtrumfer med et snævert parlamentarisk flertal og en jernnæve en reaktionær, formørket politik, som det ikke engang er sikkert, flertallet i befolkningen støtter. Én ting er en park i Istanbul. En anden er gennemtvingning af en religiøs dagsorden, herunder forbud mod udskænkning efter klokken 22, og forbud mod alkoholreklamer.
Jeg har hermed tænkt mig at erklære min fulde støtte til, ikke bare Istanbuls demonstranter, men hele Tyrkiets demonstranter, der bekæmper en formørket, forældet og fordækt, for ikke at sige magtfuldkommen, autoritær og slet og ret modbydelig tyran, der ikke fortjener bedre end at blive anbragt på den historiske mødding med sine ligesindede magtfuldkomne folkevalgte tyranner, Bush Jr., Thatcher, Putin og altså Fogh, for bare at tage nogle eksempler.
Og hvilken bedre måde findes der, end at drikke en af de øl, som den hensynsløse, autoritære nidding af en magtfuldkommen tyran, Erdogan, har så uendeligt meget imod, at hans landsmænd nyder på de tyrkiske caféer efter klokken 22? Jeg tænker her på Efes – den vel nok mest succesfulde Tyrkiske øl, med aftagere i hele Østeuropa og Centralasien, fra Moldova til Kasakhstan. For på afstand at afføre mig min ene imaginære handske, og provokatorisk og demonstrativt slaske den i ansigtet på tyrannen Erdogan valgte jeg at lægge turen hjem fra arbejde om, og i stedet for at køre mod Lossepladsvejen køre ad grusstien bagom Nokken, for snart at ramme Irma på Islands Brygge, hvor jeg ved en tidligere lejlighed havde spottet, at den var til salg. Mindre passende bliver det ikke, at Efes hovedsæde (Efes er det tyrkiske navn for den græske by Efesus) iøvrigt ligger i Istanbul, hvor demonstrationerne mod Erdogans autoritære styre begyndte.
Som altid, når det gælder store bryggeriers pilsnerprodukter havde jeg ikke de store forventninger til denne øl. Det allerførste indtryk – et næsten citrongult bryg, stemte vel overens med det, jeg havde forestillet mig. At skummet til gengæld nærmest eksploderede, og meget modvilligt retirerede, havde jeg ikke regnet med. Skummet var ellers som forventet kridhvidt, men besad altså en uventet fylde og holdbarhed som grundigt pisket marengsmasse. Duften gjorde også forventningerne til skamme. En overraskende kraftig duft af tør humle blandede sig med ellers traditionelle pilsnertoner af korn, og som man kender det fra standardpilsneren – vand. Men sidstnævnte var trængt i baggrunden, og det lovede jo egentlig godt, men jeg turde endnu ikke håbe.
Men så blev der ellers smagt, og hvor det dog smagte … Altså stadigvæk må man sige i betragtning af at der er tale om et jævnt pilsnerprodukt, hvor vand skal spille en rolle … for øl brygget til de brede masser skal ikke smage af for meget, for så er der færre, der vil  kunne lide dem – men med alle disse forbehold in mente, så er Efes faktisk et væsentligt stykke over den standard vi kender, herhjemmefra og i vore nabolande.
Ikke bare udebliver ubehagelige overraskelser som surhed, metalsmag, ubalanceret bitterhed og almindelig vandighed. Brygget smager faktisk af noget. Både smag og eftersmag dvæler ved den bitre, kraftige humle. Det er en fyldig og rar bitterhed, der dog samtidig netop formår at stikke lige præcis i en sådan grad, at øllet også bliver spændende, og ikke kun stryger én med hårene. En snert af lakrids anes bagom et kraftigt indslag af frisk træ, og et knap så kraftigt indslag af gran. Indrømmet, det er ikke en speciel pilsner som sådan. Det er ikke en Boston Lager eller en 77Lager. Men som den standardpilsner den er, rager den væsentlig længere op, end hvad man er vant til.
Tyrkerne, og især de tyrkiske demonstranter fortjener at skylle den bitre smag af autoritær, antidemokratisk mørkemandspolitik og tåregas væk med denne temperamentsfulde pilsners venlige men bestemte bitterhed. Den får en for standardpilsner relativt høj vurdering.
3-en-halv-stjerne
De tyrkiske demonstranter får uden betingelser min topkarakter.
6-stjerner
Og Erdogan kan få sine velfortjente
0-stjerner
Nul stjerner.
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme