Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Tjekkiet

Nymburk Svetly Lezak Pils, Pivovar Nymburk

Ligegyldig udlandsdiscount …

Udviklingen, hvor udenlandske standardøl kommer på danske hylder, helt uden at blive kaldt specialøl bare fordi de er udenlandske, ser ud til at fortsætte. Fænomenet har jeg før opserveret i Fakta, og det ser nu ud til at have spredt sig til Dansk Supermarkeds butikker. I vores lokale DøgnNetto kan man således finde denne tjekkiske standardpilsner til syv kroner. Det er måske nok lidt dyrere end egentlige danske discountpilsnere, men de er bestemt konkurrencedygtige med de store, kendte danske brands.

Om de kvalitetsmæssigt kan hive sig op på samme niveau som disse brands – eller bare discountsprøjtet vil vise sig i det følgende.

Det visuelle indtryk er i hvert fald positivt overraskende. Under en tæt, fedtet og klæbrig marengsmasse tårner sig et friskt brusende, ravgyldent bryg op ad glassets sider. En fyldig humleduft på den milde, frugtuøse side melder sig i bouqueten. I karakter er det anderledes end vi kender det herhjemmefra, men næppe i kraften. Duften behager blidt, men udfordrer ikke.

Også smagen er mild. Den er ikke for bitter, eller for andre er den ikke bitter nok. Jeg hælder nok til det sidste. Jeg hæfter mig dog ved bryggets rene, klare smag. Brygget føles meget rart at have i munden, det overrasker med sin letsøde fylde, og man får fornemmelsen af, at vandet, der er brugt, på en eller anden måde er ekstra rent.

På den måde fungerer brygget godt, men hvad det har i mundfornemmelse taber det i smag. Der er ikke kraft nok, og selvom danske pilsneres ubalancerede beskhed, syrlighed og metalliske islæt er aldeles fraværende her, mangler der også nogle positive karakteregenskaber, for at denne øl kan kaldes over jævnt dansk niveau. Måske over det værste discountniveau, men så næppe heller meget bedre.

Tjekkisk pilsner anses ofte som godt, bare fordi det er tjekkisk. Nymburk Svetly viser, at det ikke behøver være tilfældet. Det er meget rart og ligger godt i munden, men æstetisk er det også aldeles ufarligt og – lad os se det i øjnene – kedeligt.

1-en-halv-stjerne

Jezek, Pivovar Jihlava

Blid og kraftig.

Nærværende tjekkiske pilsner blev købt i Torvehallerne, København,  sammen Black Liquorice Stout – den lidt for smarte lakridsøl, der ikke formåede at imponere i forhold til, hvad den var blæst op til.
Helt anderledes forholder det sig med dagens øl – en i grunden simpel pilsner, men fra pilsnerens oprindelige hjemstavn, Tjekkiet.
For det er imponerende, hvad tjekkerne kan med lidt vand, gær, humle og malt – her et relativt mørkt pilsnerbryg, hvilende et sted mellem dyborange og nøddebrunt, med hvidt, cremet skum, der klæber til glasset i tynde mosaikker. Duften er ren og ukompliceret af bitter og kraftig humle.
Det er dog i smagen, at den store oplevelse indtræder. Det er en meget fyldig pilsner, med en tæt, bitter smag af lyst træ. Det kan lyde krast, og det ville det også være, hvis ikke fylden og det bløde vand ikke havde afrundet smagen, så den nærmest ruller masserende hen over tunge og smagsløg. Smagen er kraftig – og alligevel nærmest gemt i en boble, der kun tillader den behagelige del af en kras bitterhed at trænge igennem, og det på den blideste, blødeste og rareste måde, man kan forestille sig.
Og det er da også dejligt med øl, der river og flår – helt afgjort! Men når øl kan være så bittert som denne, smage af så meget, besidde så megen fylde – og alligevel føles som nervøs velour mod den fineste silke rullet ind i det blødeste fløjl – så er det sgu imponerende alligevel!
Jeg læser p.t. Carsten Berthelsens bog “Ølrejsen” hvori det fremgår, at tjekkerne helst drikker øllet tappet fra fad, og at øl i flasker betragtes som et nødvendigt onde. Dette nødvendige onde gør det rigtig godt på flaske, og det ville glæde mig, om jeg kunne prøve den på fad engang, for så må der – hvis der er noget om tjekkernes snak om øllets bedre kvalitet på fad – virkelig være en oplevelse i vente.
4-en-halv-stjerne
 

1795 Low Alcohol, Budejovicky Mestansky Pivovar,

Afgiftningen efter påskeølstemaet er så småt gået i gang. Men før jeg går fuldstændig på vandvognen, har jeg valgt at trappe ned lige så stille med en alkoholfattig øl på 0,5% fra det tjekkiske bryggeri Budejovicky Mestansky Pivovars 1795-serie.

Det er altid lidt svært med alkoholsvage øl. Deres ry er lidet flatterende. I bedste fald er de tynde, i værste udrikkelige, og de er fantasiløse variationer over den traditionelle pilsner, og byder som type derfor ikke på noget afgørende nyt. Og dog – der er også hvidtøllene, som jeg har valgt at rubricere under de alkoholfattige øl også. For de indeholder ikke sjældent mindre alkohol end de egentlige light-øl, og som sådan udgør de egentlig et udmærket alternativ, hvis man vil have noget øl, der rent faktisk smager af noget, og som det er ansvarligt at køre bil efter at have nydt. Endelig er der også bryggerier, der tager sig sammen, og rent faktisk laver noget ordentligt alkoholfattigt øl – men det hører i den grad til sjældenhederne.

Spørgsmål er altså, hvor nærværende alkoholfattige øl lander iblandt de ovenfor skitserede. Da det er et relativt hæderkronet tjekkisk bryggeri, der står bag, håbede jeg på det sidste – en sjælden ordentlig alkoholfattig øl, for jeg kunne trods alt godt se, der ikke var tale om en hvidtøl eller noget i den retning. Helt så godt gik det desværre ikke …

Farven fejler ellers ikke noget. Det er en nydeligt strågul pilsnerøl med et relativt højt, omend hurtigt vigende, kridhvidt skum. Øllet sprudler og perler, og lyder i hvert fald godt, men lige meget hvor langt man stikker snudeskaftet ned i glasset, og om man sniffer som en anden weekend-narkoman på det hedengangne ‘IN’ så melder der sig praktisk taget ingenting. Bouquet’en er tam, tam, tam. Der er, for at citere en af vores mindre glorværdige statsministre gennem tiden, intet at komme efter.

Også smagen er meget, meget tam, og øllet er tyndere end et spaltet og flækket nakkehår. Et eller andet sted skriger en fjern syrlighed på opmærksomhed, og en tør mundfornemmelse efter nedsvælgningen trygler én om forståelse for, at den engang har været en rest af noget, der måske smagte lidt af jævn, pilsnerbitter humle.

Og som man sidder der og overvejer at skifte øllet ud med et glas postevand, fordi det trods alt smager af noget, kryber den fjerne humlearoma alligevel frem fra sit skjul og formår at behage ganen lige præcis i et sådant omfang, at øllet trods alt ikke flopper totalt. Humlearomaen vokser om man så må sige med tiden, og øllet skal bestemt have kredit for at være både friskt og tørstslukkende samtidig. Andre lightøl kan smage direkte grimt, og have en viskositet, der, endskønt det minder om vand, alligevel ikke rigtig formår at slukke tørsten. En sådan light-øl er 1795 low alcohol bestemt ikke, og det skal den trods alt have kredit for.
1-halv-stjerne

Budejovický Budvar, Budejovický Budvar

– Bedre end sin tveæggede tvilling

Denne øl er også kendt som Budweiser. Og så er det hele balladen starter om, hvem der fandt på navnet først. Jeg har nu allerede skrevet, hvad der er at skrive om, hvem der har ret til hvad, hvad angår navnet.

Grunden til, at det overhovedet har været en disput kommer af, at to forskellige øl er blevet kaldt Budweiser mere eller mindre uafhængigt af hinanden. Navnet hentyder til byen Budweis i Böhmen, og en Budweiser er en person eller ting, der kommer fra Budweis. Historien om de forskellige bryggerier og øl, der kom til at hedde Budweiser er i virkeligheden lang, kompliceret og meget lidt underholdende. For læsernes skyld linker jeg her til wikipediaartiklerne om de to øl – artiklerne modsiger så vidt jeg kan se ikke hinanden – så kan man selv orientere sig om sagen.

Jeg vil meget hellere fortælle om, hvad jeg spiste til øllet. Vi (min familie og jeg) fik karbonetter – eller som nogen måske vil kalde dem – krebinader. Jeg har, hvis jeg skal sige det selv, høstet megen ros for mine karbonetter, og et eller andet må jeg vel have ramt rigtigt, siden min papsøn Aslak en fredag aften erklærede, at vi kunne gemme to af dem, som han dagen efter kunne få med i skolemadpakken. Han glemte med andre ord, at han havde weekend i iver efter at få et par af dem med til frokost. Jeg er god til at lave krebinader – I rest my case.

Jeg har ikke nogen hemmeligheder ud over den sædvanlige praksis her i øko-metallist-hippie-hjemmet: Gode økologiske råvarer samt rigeligt smør, gerne blandet med olivenolie. man kommer ikke uden om en vis mængde fedtstof, hvis man vil have en ordentlig panering Og sørg så for ikke bare at stege dem på for- og bagside, men giv dem også en tur på højkant – så bliver de rigtig saftige og velsmagende. Lad være med at spare panering, eller bruge vand i stedet for æg – lav dem ordentligt, eller lad helt være. (Sådan er det med al mad, vi laver.) En god ide er i øvrigt at putte det salt og peber, der skal til, ned i æggemassen. Vælt gerne hver karbonet eller krebinade et par ekstra gange rundt i paneringen, hvis æggemassen får suget ordentlig til sig i første omgang. Keine Hexerei – nur kvalitetsbevidsthed.

Og til sådan gedigen husmandskost passer en Budejovický Budvar perfekt. Der er ikke meget at sige om farve og skum – det ser ud som pilsnerøl, hvilket da også er lige præcis hvad det er – fra Tjekkiet – hverken mere eller mindre. Den har en meget ren og frisk – nærmest hård duft af korn og humle.

Friskheden går igen i den fornemmelse brygget giver i munden. Smagen er mestendels sød, og føles meget ren. Modsat Urquell er eftersmagen også mere over i det søde, men på samme måde velbehageligt blød. De søde toner ledsages af en bitter humlefyldighed, der stiger op fra tungen, og som en tåge stiger op mod ganen og fylder mundhulen.

Det virker på overfladen ukompliceret og klassisk i en grad så det grænser til det trivielle. Men giver man sig tid til virkelig at nyde denne originale pilsner, vil man opdage, at den er mere end bare en almindelig pilsner. Der er bare lidt mere af alt det gode fra pilsnertypen i den. Den smager bare lige præcis det bedre, der gør den til en helt anden klasse end det jævne pilsnersprøjt festfolket fylder sig med herhjemme.
3-en-halv-stjerne

Pilsner Urquell, Plzensky Prazdroj (Det ikke spor tynde øl fra Fakta XII)

– For eftersmagens skyld

Jeg har druknet min sorg over, at jeg ikke får lov til at tilsv… øh anmelde Kay-Sar i Den Originale Pilsner. Pilsner Urquell, fra bryggeriet Plzensky Prazdroj i den tjekkiske by Plzen. For nogle år siden – 5-6 stykker vil jeg skyde på, ville jeg have givet denne øl seks stjerner, før jeg end havde smagt på den, for den gang mente jeg, at øl umuligt kunne blive bedre.
Siden har jeg lært at sætte pris på andre typer øl. Ikke at jeg ikke gjorde det dengang. Men at en pilsner på den ene side kunne være så simpel og samtidig så god, slog nærmest benene væk under mig. I mellemtiden har jeg lært, hvordan simplicitet ikke nødvendigvis gør det alene. Simpelt er godt, men hvis noget er sofistikeret, uden at det gør en smagsoplevelse forvirret, så står intet i vejen for, at sofistikeret endda kan være bedre end simpelt … eller noget.
Pilsner Urquell ser ud som … pilsner, såmænd. Der er intet specielt at bemærke ved farven, der svarer til det let mørkegule humlebryg, man også herhjemme hælder i halsen fra grønne flasker med grønne etiketter. Skummet er noget fyldigere, som om det består af mindre bobler, end man normalt ser, og det har en let gylden tone. Duften er frisk og usofistikeret – og aldeles skøn, en på én gang bitter og letsød bouquet.
Jeg husker ikke fejl med hensyn til smagen. På den ene side er det en ligefrem pilsner, der alligevel smager af så ufatteligt meget mere end andre pilsnere. Smagen er bitter kornet med en humleblød overflade, uden at være for tynd. Nøgleordet er velafstemt. Dertil kommer en akkompagnerende let maltet sødme, der kun lige antydes foran på tungen.
Men rigtig godt smager den først, når den er forsvundet ned i svælget. Kort efter sætter en velgørende, valnøddebitter, velourblød eftersmag ind, der næsten som en ånd fylder og kærtegner hele mundhulen med den fineste bitterhed, uden den mindste antydning af harskhed.
Det er en fjer i hatten til Fakta, at have denne øl i standardudvalget af udlandske øl. Imidlertid er og bliver 13 kr. for dyrt for en øl, der i andre lande anses for at være en simpel standardøl. Endnu engang kunne en vranten socialistisk anarkist som jeg ønske en kende mere konkurrence på det danske hjemmemarked, så prisen på udenlandsk kvalitetsøl kunne bankes ned.

4-en-halv-stjerne

Mit ølår 2010 højde- og lavpunkter

Det er nytårsmorgen, tømmermændene dunker (hos nogen, ikke hos mig, øv bøv bussemand) og jeg bruger et par øjeblikke til at kontemplere højdepunkterne i det år, der netop er begyndt. Det første kommer jo allerede på DR1 klokken 13:40 med nytårsskihop. Senere på året følger Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège, Tour de France … og så er mit mæthedspunkt for sport nok også nået.

Øllene vil til gengæld nok sive ind lige så stille på samme måde, som de har gjort det sidste halve år, og jeg glæder mig til at underholde, og til tider kede mine læsere med ekstensive beretninger derom. Lige nu er det mig mere presserende at kigge lidt tilbage på det øl-år der gik, og opregne nogle højde- og ikke mindst lavpunkter på min rejse gennem de danske supermarkeders tilbud på øl af divergerende kvalitet.
Jeg vil starte med det gode først. Positive anmeldelser er mere trivielle og kedelige at skrive, og jeg regner derfor også med, at de er kedeligere at læse, end de dårlige anmeldelser.
Det er jo ikke et helt års øl, der er blevet berettet om i min ølblog. Som bekendt startede den i starten af juni måned, så den har faktisk kun lige over et halvt år på bagen. Det er dog bestemt ikke uvigtigt, at jeg længe før havde gået og rodet med tanken om at starte en ølblog. Jeg vil starte med at fortælle om de øl, der endelig fik mig til at få fingeren ud, og som jeg altså smagte på kort før, jeg oprettede bloggen.

Denne øl prøvede jeg en lille mundsmag af til årets danske mesterskaber i sækkepibe på kristi flyvefartsdag. En mundmag var nok – så var jeg solgt. Den nærmest eksploderede som et festfyrværkeri af aromatisk sødme. Det var som et stalinorgel, der sendte den ene sprængning af smagsraketter efter den anden ud i mundhulens rum, og det ville ingen ende tage. Det bedste af det hele var, at da jeg prøvede den igen et halvt års tid senere var det ikke anderledes. Den var præcis så god som jeg havde husket, og den står fortsat som den største enkeltoplevelse i år. Denne øl lærte mig, at øl ikke bare smager af noget. Det kan også spille en endda overordentlig stor rolle hvordan en øl smager. Hver tår af denne øl smager bogstaveligt talt flere gange, når den sender den ene smagskaskade efter den anden ud i mundhulen. Oplevelser som Næsgaarden Økologisk Brown Ale bør man efter min mening spare på. Både fordi jeg tror, at en øl som den nemt kan gå hen og blive kvalm, hvis man drikker mere end én ad gangen; fordi det faktisk er synd for det gode øl, at blive brugt til andet, end virkelig at blive nydt og ikke til at drikke sig besoffen i; og endelig fordi den simpelt hen er for dyr.

Der er trods alt en grund til, at der findes standardøl. Øl, der bare er gode at drikke for deres læskende, tørstslukkende egenskaber uden for mange dikkedarer. Faren ved disse øl er selvfølgelig, at de nemt bliver tynde og ligegyldige. Det er en svær balancegang at finde det rigtige forhold mellem smag og læskende egenskaber. Hvis der er for meget af det første, går det nemt ud over det andet og vice versa. I Flensburger Kellerbier har jeg fundet noget nær den perfekte balance mellem en ganske sofistikeret smagssammensætning og letdrikkelighed. Det er en læskende øl, der samtidig har et velafstemt indhold af søde, bitre og endda syrlige aromaer, så man både får slukket sin tørst og trænet smagsløgene. Dette har gjort denne øl til husets øl – indtil videre i hvert fald. Husk at drikke den ved 8-12 grader – ellers smager den ikke af meget. Efter også at have prøvet denne øl med stor begejstring før ølbloggen gik i luften, var min oplevelse anden gang en noget anden. Netop fordi jeg drak den for kold. Skuffelsen var meget tæt på, men efter at have ladet den stå lidt, endte oplevelsen med at være næsten den samme.
Jeg ved, den kan erhverves i Ren Kost i Jægergårdsgade i Aarhus formedelst ca. 12 kroner. Det er ikke for meget, når man ikke drikker mere, end jeg gør, og i forhold til, hvad man ellers giver for udenlandsk øl af den kvalitet, er det faktisk billigt.
Begge de to første øl er i øvrigt økologiske, hvilket kun er et ekstra plus. Min begejstring for disse øl er først og fremmest baseret på deres gode smag – men det er da kun endnu bedre, at de kan nydes med god samvittighed.

Den måske største overraskelse – ikke mindst i betragtning af KpK-værdien (Kvalitet pr. Krone. Desværre er det ikke muligt at udregne denne værdi eksakt på samme måde som PpK-værdien (Procent pr. Krone). PpK-værdien er vellidt blandt punkere og gymnasieelever til at vise, hvordan man bliver mest fuld for så få penge som muligt. KpK-værdien angiver på samme måde, hvor meget kvalitet man får for pengene, men i modsætning til alkoholprocent findes der ikke en objektiv målestok for kvalitet. Det må være op til den enkelte ølkender at opdigte et indekstal for kvalitet) – var denne øl. Jeg erhvervede et mindre parti i Kvickly formedelst 6 kr. pr. styk. Uden de store forventninger åbnede jeg én – og var selv solgt. Øl af den kvalitet betaler man rask væk 20 kr./0,33 l for, men åbenbart ikke i Kvickly. Benyt jer af det, så længe I kan. Når Kvickly opdager, hvor god den er, holder tilbuddet garanteret op.

Jeg synes, jeg skylder læserne en lille opfølgning på de i december testede juleøl. Blandt disse var KB Julebryg, aka. nisseøl en klar vinder. Kun denne leverede den nødvendige sødme og fyldighed, der egner sig til julemad. Praktisk taget alle andre juleøl var for pilsneragtige og bitre til at egne sig til flæskesteg, and, brune kartofler, rødkål og alt det andet gode, der hører julen til. Til gengæld har der været nogle øl, der ikke officielt er juleøl, der kunne være ganske egnede. Jeg husker føromtalte Brown Ale fra Bryghuset Braunstein, samt 1795 Dark fra det der tjekkiske bryggeri med det svære navn.

Såvidt højdepunkterne. Det har ikke kun været en fryd at være ølblogger. Ind imellem har det føltes som en prøvelse, når en blanding af pligtfølelse og naiv nysgerrighed efter at undersøge, hvor skidt noget øl er, har drevet mig til at hælde obskure bryg i mig, der egentlig kun burde høre keltiske heksekedler i middelalderen til.

I det hele taget var spritterøllene ikke nogen fornøjelse at binde an med. Men af alle de mere eller mindre brandfarlige hovedpineakkumulatorer, der var at finde i supermarkedernes udvalg af skatteklasse 3-øl, stod Brutalis fra Harboe Bryggeriet virkelig ud som den absolutte bundskraber. Læserne kan selv finde anmeldelsen igen, så jeg skal ikke gentage mine tirader om, hvor grimt den smager. Blot vil jeg gentage, at jeg simpelt hen ikke forstår, hvordan et bryggeri kan være det bekendt – ikke kun over for kunderne, men så sandelig også over for sig selv – at lave så ringe øl.

Flerstrenget markedsføring, hvor fx en film eller tv-serie bliver til en industri af legetøj, musik, køkkenredskaber og selvfølgelig slik (ofte forklædt som levnedsmidler) har med Klovn-øl haft sit indtog i Danmark. Men hvor man tit kan diskutere, hvorvidt produkterne er gode nok, eller underlødige i forhold til det, de reklamerer for, må man med Klovn-øl sige, at man har fået et produkt, der nærmest 1:1 passer til det, den er brygget over. Klovn er som bekendt en aldeles antisjov, uinteressant og kvalitetsfri TV-serie. Præcis det samme må man sige om brygget – fuldkommen uden kvalitet af nogen art, totalt uinteressant og ikke noget, der vækker grin – måske bortset fra skinger, hånlig klovnelatter.

Denne lidt stærke pilsner viser ingen særlige meritter udi smag eller aroma. Det kan derfor undre, hvorfor den år efter år er så populær, men det skyldes formentlig en meget sikker og genkendelig markedsføring fra bryggeriets side. Denne markedsføring har imidlertid kammet fuldstændig over, og er blevet langt mere lummer en folkelig. Det er ikke bare ærgerligt – det er forkasteligt og denne øl er fra min side – som den eneste indtil videre – boycottet indtil markedsføringen laves om.



Men årets største skuffelse … Ølåret 2010’s absolutte lavpunkt … Lavdespringeren under alle lavdespringeren var nu alligevel Tuborg Lime Cut. Det er simpelt hen den ringeste øl, jeg nogen sinde har prøvet. Det kan godt være, at Brutalis smager grimmere, men den smager da i det mindste af noget. Det gør Tuborg Lime Cut ikke – faktisk er den et meget godt bud på, hvordan vand kunne smage, hvis det blev fortyndet. Tuborg Lime Cut falder på, at den er så ganske aldeles ligegyldig. Den er spild af kostbar rum i universet, den er unødigt slid på de øjne, der kommer til at kaste et blik på den, den er en hån mod vand, og alt der er stærkere end vand, den er kort sagt øllets svar på Jane Aamund, hvidt toastbrød, Mariah Carey, Celine Dion, Medina, og Burhang.

Michael Endes ‘Ingenting’ fra Den Uendelige Historie var engang den mest uhyggelige og effektive beskrivelse af, hvad ingenting er. I 2010 blev han overhalet indenom af Carlsberg.

Et godt ølår 2011 starter med, at katastrofen Tuborg Lime Cut ikke gentages. Godt nyt ølår, allesammen!

Rebel Cerny, Mestansky Pivovar Havlickuv Brod

God kaffebitterhed
 
Rebel Cerny (med en accent aigu over c’et, som mit tastatur ikke tillader mig at lave) er Rebel Original Premiums mørke broder. Jeg havde det nok på fornemmelsen, da der var to forskellige øl i Faktas famøse tilbud på specialøl med navnet ‘Rebel’. Den ene flaskes etiket havde et lidt mørkere mønster, og bar tilføjelsen “Cerny”. For dem, der ikke kender til slaviske sprog ligger det nok mindre for, at kunne gætte øltypen, end når der står “Original Premium” som det var tilfældet på den lyse udgave, der allerede er blevet anmeldt tidligere. Når øl hedder noget med ‘original’ eller ‘premium’ kan man med en vis sikkerhed regne med, at det ikke er nogen af delene, men derimod en standardøl af pilsnertypen. På dette punkt overraskede Rebel Original ikke.
 
Vel, tilbage til “Cerny”, der ifølge Google Translate betyder “sort” på dansk. Det var nu ikke sådan, jeg fandt ud af det. Jeg anede en etymologisk lighed med det russiske ord “чëрный” fra undervisningen i gymnasiet, og formodede, det betød det samme på tjekkisk som på russisk, bad derefter Google Translate oversætte “sort” til tjekkisk og – bingo – frem tonede ordet “Cerna” – som garanteret er det samme ord, bare i en anden grammatisk form. Jeg skal ikke gøre mig mere klog på de grammatiske og filologiske implikationer bag formen, da jeg ikke er kyndig udi tjekkisk. Hørt har jeg dog, at det er langt mere komplekst grammatisk end russisk, hvilket ikke skræmmer mig efter at have stiftet bekendskab med både oldgræsk og sanskrit. Derfor skal jeg dog alligevel ikke gøre mig klog på et sprog, jeg ikke behersker.
 
Ikke desto mindre må man sige, at undertitlen ‘sort’ passer meget godt til dagens øl. Den er bogstaveligt talt mørk som natten, og jeg tror ikke før, jeg har set en bajersk øl, der var så mørk. Skummet lader til gengæld en smule tilbage at ønske. I forhold til det mørke bryg, synes skummet både lidt skrøbeligt og ikke helt mørkt nok. Lidt ligesom skummet, er duften også en smule tam. Den er mestendels sød, men mangler styrke og fylde.
 
Så går det noget bedre med smagen. Hvis man har undret sig over ølanmelderes sammenligninger af øls smag med kaffe og chokolade fx, skal man prøve at drikke en Rebel Cerny. Jeg har aldrig smagt en øl, hvis smag mere fortjener at blive sammenlignet med kaffe. Den smager simpelt hen af kold kaffe, hvilket er fint for nogle og mindre fint for andre. I dette tilfælde burde jeg være andre, for jeg bryder mig ikke om kold kaffe (og iskaffe har jeg ingensinde forstået). Men af en eller anden grund er det i orden, når der er tale om bajersk øl. Her er kaffebitterheden overraskende i sin autenticitet samtidig med, at den bare smager af så overordentligt meget mere, end sin lyse broder.
 
Men træerne vokser ikke ind i himlen. Nok har øllet en velsmagende og aromatisk bitterhed, men det savner andre smagsindtryk, samtidig med at bitterheden aldrig når ud til visdomstænderne og svælget. I det samlede billede kommer Rebel Cerny dermed til at synes en kende usofistikeret, og ikke helt så karakterfuld, som den kunne være, hvis bare der havde været lidt mere intensitet i smagen, eller den havde haft andre smagsindtryk.
 
Alt andet lige er det dog en ganske velsmagende øl, der passer godt til efterårets rodfrugter og vinterens mørke kød.
 
Så nyd den og nyd det mørke kød, før d. 1. juli 2011, hvor regeringens tåbelige fedtskat træder i kraft. Fedtskatten, der vil gøre det billigere at give jeres poder lyst toastbrød med syltetøj med i madpakken, fremfor rugbrød med magert kødpålæg. Fedtskatten, der er formuleret uden faglig bistand fra fødevarestyrelsen, og derfor overhovedet ikke er lavet ud fra sundhedsmæssige hensyn, men alene ud fra ønsket om at lukke et hul i statskassen. Fedtskatten, der vil gøre en pose chips 50 øre dyrere, mens ½l flaske olivenolie, inklusive gavnlige antioxidanter og vitaminer vil blive knap to kroner dyrere.
 
Det er muligvis det dummeste regeringen indtil videre har gjort på fødevareområdet. Jeg siger muligvis, fordi jeg ikke længere kan hitte rede i alle de tåbelige initiativer de er kommet med på alle de områder, hvor de har noget at skulle have sagt. Jeg håber i den grad på et valg og en ny regering så snart som muligt, så denne galimatias prompte kan annulleres.
 
Men set i bakspejlet lader det til, at jo mere idioti, der ligger bag en politisk beslutning, desto mere popularitet vil den vinde i befolkningen. Jeg gør mig derfor ingen illusioner om, at vi får en ny regering, endsige da, at denne politik ville blive ændret hvis vi rent faktisk fik en ny regering. Den danske befolkning ønsker stærke ledere, der med Orwells ord til evig tid tramper befolkningen i ansigtet med en støvle. Det er læren af de sidste ni år i dansk politik. Tillykke med det, Fogh og Løkke, denne sindelagsændring i den danske befolkning er i sandhed jeres fortjeneste.

3-en-halv-stjerne

Rebel Originál Premium, Mestansky Pivovar Havlickuv Brod

1-en-halv-stjerne

Navnet på bryggeriet bag dagens øl er lidt af en tilsnigelse fra min side. Mit tastatur tillader mig ikke, at lave de rigtige diakritiske tegn, såsom en nedadpegende circumflex over ‘C’ eller bolle over ‘U’. Det er heller ikke første gang, jeg har haft dette problem – man får det hurtigt, når man anmelder tjekkisk øl – men jeg har indtil nu valgt at forbigå det i tavshed. Da jeg så småt var kommet i bekneb med udenomssnak og anekdoter, tænkte jeg, at tiden var kommet, til at tage det spændende emne “Diakritiske Tegn i Slaviske Skriftsprog” op til kærlig behandling.

Spøg til side. Selvom jeg faktisk finder emnet overordentligt interessant, ved jeg også, hvad der skræmmer potentielle og eksisterende læsere væk. Jeg vil i stedet blot nøjes med at sige, at jeg har valgt ikke at installere tjekkiske tastaturinstillinger på min computer, da jeg forsøger at holde nogenlunde orden i mine drivere. Læserne og navnlig bryggeriet må derfor tilgive mig for ikke at besidde tilstrækkelige softwareredskaber til at kunne gengive bryggeriets navn ortografisk korrekt.
Navnet på øllet er til gengæld gengivet 100% korrekt, og betyder også netop det, man tror: En Rebel! Dette må nødvendigvis stille visse krav til øllets karakter. Man må forvente, ikke bare noget specielt, alternativt og anderledes, men så sandelig også noget, barskt, fandenivoldsk og revolutionerende!

Den er i hvert fald købt som spotvare i Fakta, hvor den for tiden markedsføres som specialøl (se billeder), så at den skulle være noget specielt er ikke hentet ud af den blå luft. Men som nogle måske vil huske fra mine allerførste indlæg, skal der ikke meget til, før en øl kaldes for specialøl i et dansk discountsupermarked. Det er faktisk nærliggende at tro, at øllene markedsføres som specialøl af den simple grund, at de kommer fra udlandet. Dette anses for at være så specielt i Danmark, at Fakta mener, man kan sælge den som specialøl og uden videre fordoble prisen i forhold til, hvad en almindelig halv liters øl koster.
Umiddelbart ligner Rebel Originál da også en ganske almindelig pilsner, når den skænkes. Farven er jævnt gulorange med hvidt, skrøbeligt skum. Den dufter en kende sødere end hvad man er vant til og har ikke danske pilsneres friskhed. Dette behøver dog ikke være nogen ulempe, da denne friskhed ofte er et tegn på, at pilsneren er endog særdeles tyndbenet.

Aromaen er let bitter med en ikke helt usubtil sødme og en fylde kraftig nok til, at man undgår at øllet føles decideret vandigt. Humlearoma og fylde synes dermed vel afstemt, i og med at der er cirka lige lidt af begge dele. Efterhånden som man kommer ned i bunden af øllet bliver de bagerste smagsløg da blidt prikket til af en vis humleagtig bitterhed. Men igen er det alt for blidt. Eftersmag er der heller ikke meget af, den er nærmest ikke-eksisterende. At øllet ikke er direkte vandigt, er forøvrigt ikke nogen kvalitet, for det er i det hele taget ikke en kvalitet, at en øl mangler negative træk. Det ændrer heller ikke ved det faktum, at en Rebel Originál hverken er speciel eller rebelsk, endsige da revolutionerende. Den er faktisk regulært tynd.
 
Et fy skal lyde til Fakta for at bilde deres kunder ind, at der er tale om en specialøl. Der er tale om en standardøl, og endda en halvkedelig en af slagsen. Og den slags skal man give 13,- kr. for … I guder! Der skal ikke lyde en direkte kritik af det tjekkiske bryggeri for at lave kedeligt øl. De gør såmænd ikke andet, end hvad de fleste danske bryggerier gør. Men at sælge den slags som specialøl læner sig op ad falsk varebetegnelse, og dette bliver ikke det sidste læserne hører om Faktas egne lemfældige stilartsdefinitioner.

1795, Budejovicky Mestansky Pivovar

2-stjernerSom navnet og udseendet antyder, er dette 1795 Darks lyse broder.

Mine forventninger til den var relativt høje. Som bekendt faldt den mørke udgave ikke helt i min smag; jeg fandt den alt, alt for sød. Til gengæld havde Dark i kraft af sin sødme og næsten voldsomme aroma også hvad man må betegne som objektive fortrin. Ingen kan med nogen rimelighed kalde den smagløs, tynd eller vandig, f.eks. At der så måske er hældt lige rigeligt med sød malt på den, rokker jo ikke ved, at man virkelig har med en karakterfuld øl at gøre. Nu skulle jeg se, om den lyse udgave slog samme takter an.

Der er tale om en klassisk tjekkisk pilsnerøl. Når den hældes op i glasset ligner den ikke overraskende, det vi kender herhjemmefra, for den er brygget efter de samme traditioner og opskrifter. Smagen til gengæld afslører en af de væsentlige forskelle. Pilsneren er sødere og mere aromatisk. Den smager simpelt hen mere igennem af øl, både hvad angår det søde og det bitre. Samtidig er denne øl vel afbalanceret. Hverken det søde eller det bitre kommer til at dominere for meget, hvilket giver en blød og delikat fornemmelse i mundhulen.

Vandet, der indgår, er sikkert også godt. Desværre er der en smule for meget af det, og øllet har næsten ingen eftersmag. Det er en øl, der smager af lidt mere mens man drikker den, men man har glemt den lige så hurtigt igen. Ligesom når man spiser noget, og lynhurtigt er sulten igen. Kender du fornemmelsen?

Alt i alt minder 1795 overhovedet ikke om sin mørke bror. Og det er nok meget godt på nogen områder. Man undgår den kvalmt-sødlige eftersmag og man får en øl, der bare er langt bedre afbalanceret. Til gengæld savner man i den grad 1795 Darks næsten fandenivoldske karakter. For i sammenligning med andre tjekkiske pilsnere ender 1795 med at tage sig underligt ligegyldig ud.

1795 Dark, Budejovicky Mestansky Pivovar

4-stjerner

Ifølge etiketten er denne øl en klassisk tjekkisk mørk lager-øl. Endvidere fremgår det, at den har navnet efter det år, hvor bryggeriet blev grundlagt. Man fristes til at sige, at det er en tjekkisk classic – et forsøg på at brygge øl som i de gamle dage.

Til at begynde med adskiller den sig positivt fra mange danske classic-øl i og med, at den ikke har fået justeret farven med karamel eller andre unødvendige tilsætningsstoffer. Det er nu heller ikke andet, end hvad man bør forvente af tjekkisk øl. Nu mangler vi bare at forlange det samme af dansk øl.

Ved åbningen rammes næseborene ikke bare af duften, som man forventer af en god mørk pilsner. Den dufter i hvert fald også så godt som man håber. Duften er meget frugtagtig, sød, kraftig, stærk, mørk – ja næsten klæbrig, idet den passerer fimrehårene.

Det er heller ikke nogen overdrivelse, når den på etiketten kaldes mørk. Den er faktisk så mørk, at selv skummet skinner brunligt, og det er kun fordi man placerer en tændt lighter bag glasset, at man kan konstatere, at den faktisk er klar og gennemskinnelig. Ja se (eller ikke-se), hvad man kan opnå uden at tilsætte karamel.

Der er fuld knald på smagsindtrykkene, aromaen stiger op og nærmest kondenserer i ganen – og hvilken fantastisk fylde dette tykke bryg byder. Øllet har en utrolig tyngde, der gør den – ja, tung … for tung faktisk. De søde smagsnuancer er i klar overvægt, og “overvægt” skal tages helt bogstaveligt. Jeg ser for mig, hvordan vægtfordelingen i brygget er helt forkert. Det søde fylder for meget, og vælter i sidste ende hele læsset.

Det skal dog siges, at jeg drak den, mens jeg i forening med min dejlige familie satte en middelstærk indergryde til livs. Kontrasten til det stærke kunne have været med til at sabotere smagsfornemmelsen, men jeg tror det egentlig ikke, for man skal huske på, hvordan søde ting – mango lassi, eller chutney, f.eks. – typisk serveres til stærk mad, netop fordi det søde spiller vel op til det stærke.

Hvis jeg skal sammenligne smagen med noget fra hjemmemarkedet, finder jeg den ikke helt ulig en nisseøl. Og jeg tror faktisk, den ville egne sig fint til en rigtig fed, stor julemiddag, med sild, rødkål flæskesvær og tyk, tyk sovs (som man for min skyld i øvrigt gerne kan komme karamelfarve i, så længe man holder det ude af min øl.)

Men en halv liter blev for meget sødt øl for mig. Den endte faktisk med at blive decideret kvalm, og jeg må efterfølgende konstatere, at de, der har skrevet etiketten, tydeligvis ikke har smagt øllet selv. De skriver: “Øllet har […] en let sød eftersmag af karamel.” Eftersmagen er mindst lige så tung som smagen, og minder mest af alt om fortykket hindbær-sveskegrød.

Det er egentlig synd, for der er givetvis lagt noget arbejde og engagement i den, som man normalt ikke under dansk øl. På den anden side er den simpelthen ikke min kop øl, men jeg vælger at vurdere den på dens objektive kvaliteter; fylde, aroma, farve og – alt andet lige – smag, frem for at straffe den for ikke at passe til mine præferencer.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme