Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Tjekkiet

Praga Premium Pils, Budejovicky Mestansky Pivovar

Radikal mainstream …

Så klarede jeg årsrapporten, og dermed er ølåret 2019 for alvor skudt i gang. Januar er typisk en måned, hvor ikke helt så mange klikker sig ind på bloggen, og jeg har på fornemmelsen, at det skyldes at jeg selv kan være lidt sen til at komme ud af starthullet. Årsrapporten er en træg sag at komme igennem, så der opstår gerne et hul i anmeldelseshyppigheden lige før og lige efter. Samtidig myldrer tiden op til årsskiftet med helligdage, hvor jeg før har observeret, at hitsene ikke er voldsomt mange. Jeg gætter på, at læserne har bedre ting at tage sig til i helligdagene – såsom at være sammen med familien fx frem for at læse min blog. Det er også bedst sådan – og så må det være mit ansvar, at projektet kommer på sporet igen i hverdagene derefter.

Vel, i skrivende stund har jeg en hel række øl, jeg skal have skrevet om, idet jeg har været igennem endnu en hyggeseance med min faste medsmager Marcus. Råmaterialet til en væsentlig opgradering af bloggen er i den forbindelse også indhentet, så nu burde jeg have rigelig anledning til fornyet blogaktivitet – det kan læserne jo glæde sig til. Yderligere hints derom kan man finde på min facebook-fanside.

Denne øl fandt jeg for få dage siden i Fakta. Jeg synes faktisk, at Fakta er faldet noget af på den her på det sidste. 2017 var højdepunktet for butikskædens udvalg af specialøl, hvor man fx kunne finde nogle ret spændende amerikansk/tyske IPA’er der, samt nogle uhørt gode belgiske sure bryg.

Nu er det sådan nogle her, man finder der. Jævne, generiske tjekkiske øl, der sjældent formår at imponere denne blogger synderligt. Ja, tjekkerne er vidtberømte for deres pilsnere, selvom de ofte ikke er bedre, end det man finder herhjemme i det alt for almindelige industrielle udvalg.

I næsen viser brygget såmænd lidt karakter. Bagom en generisk, industriel syrlighed damper det af fusel, der næsten river som salmiak i slimhinderne. Så er der da i det mindste lidt oplevelse at starte på.

Til gengæld forekommer brygget straks ved indtag mere end noget andet vandet. Vandet først, siden småsyrligt og så metallisk undgår brygget behændigt at være til nogen egentlig fryd, andet end at det må indrømmes tørstslukkende egenskaber. Man er ved at afskrive brygget helt, da en rund maltsødme melder sig et sted dybt nede i det syrlige vandbad.

Man får uvægerligt mistanken om, at det er det tilsatte sukker, der hjælper sødmen på vej – så meget for brygkunst, men en enkelt til to stumper formår denne ene aroma nu alligevel at redde i en pilsneroplevelse, om hvilken det bedste der kan siges er, at den er aldeles jævn, og ikke som sådan ubehagelig. For selv syrligheden og metallet ligger så dybt i vandet, at det ikke formår at genere, men måske endda skærper vandets tørstslukkende profil en anelse.

Jeg håber ikke, denne øl repræsenterer fremtiden for Faktas udvalg af specialøl. Kunderne fortjener meget bedre – ikke mindst i lyset af, at udvalget har været netop det – meget bedre.

Steam Brew Imperial IPA, Privatbrauerei Eichbaum

Kejsergråd …

Nogle gange har man fornemmelsen af, at der ikke sker andet, end at ens helte og andre man ser op til dør omkring én. Det skyldes selvfølgelig til dels at kendthed er meget vigtigt i vore dages mediebillede, og når nu der er så afsindigt mange kendte, er det måske ikke så mærkeligt, at kendte menneskers dødsfald optager så mange pixels på skærmene ude i de små hjem hele tiden.

Som tegneserieinteresseret og som skaber af en sådan på amatørniveau var det selvfølgelig noget af et slag, da Stan Lee takkede af. Nu blev vi ramt endnu engang, idet Werner Wejp-Olsen tog plads ved det evige tegnebord, sammen med andre prominente kolleger som Georges Remi, Charles M. Schulz og Franquin – for bare lige at nævne nogle stykker.

Werner Wejp-Olsens tegninger (eller WOW, som han gerne underskrev sig på sine tegninger) var en fast følgesvend gennem min barndom. Jeg husker hvordan hans letgenkendelige, lystige og rene simple streg prydede undervisningsmaterialet i børnehaveklassen. Bedst kendt var han nok for Dick Dangers Krimi-Quiz, som jeg spændt læste i venteværelset hos min klaverlærer, der havde SE & HØR liggende. Endelig var der Felix-tegneserien, som han overtog fra svenskeren Jan Lööf, der nu overlever ham. Han lavede illustrationer i en række læse-letbøger. Nogle vil måske huske Nicolai-serien, som han selv forfattede, samt Jes & Nis, som han illustrerede for Esther Skriver.

Momsemor har jeg aldrig læst, så omtale af den må eventuelle fans have til gode. Men et stort tak for alt skal lyde herfra.

Videre til dagens øl, som jeg har købt i Lidl. Lidl er et tysk Supermarked, der stædigt holder fast i et stort udvalg af varer fra hjemlandet. Lidt af Danmark er imidlertid ved at stikke foden ind, ikke mindst i øludvalget, hvor der så småt begynder at indfinde sig produkter, der er lige en tand eller halvanden over det umanérligt kedelige udvalg af de 17.000.000 (rundt regnet) forskellige flade industripilsnere, som hjemlandets supermarkeder kan byde på. Nationaliteten holder man imidlertid fast i, og således findes denne linje af specialøl (for lack of a better term) fra industribryggeriet Privatbrauerei Eichbaum for tiden på hylderne.

Egentlig ser det ganske flot ud der i glasset, kobberrødt med gyldent skum. Sidstnævnte lægger sig imidlertid meget fladt, og fortrækker hastigt, så på trods af bryggeriets betegnelse Imperial IPA, er der hverken meget royalt eller kejserligt over den visuelle indledning.

Hjemlandet mærkes mere i bouqueten end godt er. I stedet for skarp, hårdtslående bitterhumle, eventuelt ledsaget af blomster og frugter, sådan som man kender en ordentlig IPA, afgiver brygget her en uengageret em af jævn pilsner, der måske er tonet en lille smule i retning af noget ubestemmeligt nåletræ. Det forekommer, at bryggeriet helst ikke vil udfordre tyskernes konservative (for ikke at sige forstokkede) ideer om, hvad øl er, for jeg har prøvet indtil flere pilsnere, der duftede mere af IPA end den her.

– Og smagte, kunne jeg tilføje. Det tidligere kejserrige, nu forbundsrepubliks umiskendelige smag for kedelig, konform, konservativ industri har formået at ødelægge endnu et eksperiment udi brygning af interessant øl. IPA’en sprøde bitterhed er skånselsløst kvalt i alt for meget vand, og jamrer som en metallisk efterklang ved gummerne. De krydrede og blomstrede noter bliver også holdt effektivt nede og kun vage spor af ingefær og anis overlever som en fortyndet ginger ale med et opløst Kongen-af-Danmarks bolsje i. Det er næsten flabet, sådan at blande det danske kongehus ind i den tyske kejserlige arvefølge, men når produktet er så svagt, må man gerne være flabet – ja, ubehøvlet endda.

Vi må håbe, den gode Wejp-Olsens tegnestue i det hinsides ligger i god afstand fra samtlige tyske kejsere. De må alle rotere og græde hjerteskærende over, at nogen i deres gamle land kunne have den frækhed at påklistre betegnelsen ‘kejserlig’ på et bryg, ad hvilket selv ussel almue og pjalteproletariat ville fnyse fornærmet.

Praga Dark Lager, Budejovicky Mestansky Pivovar

På standardniveau …

At komme sig oven på et stressanfald, der var en hårsbredde fra længere sygemelding tager sin tid. Heldigvis er jeg ikke typen, der dæmper stress med alkohol, så grunden til, at jeg nu har rod i kronologien igen – plus at jeg igen har et anmeldelseshængeparti er alså alene det mentale kaos, der desværre fik det bedre af mig for et par uger siden.

Denne øl fx havde jeg faktisk prøvet før den vidunderlige aften, hvor jeg og Marcus prøvede lagrede øl fra Amager Bryghus – ikke mindst den helt uforlignelige Big Bold & Beautiful– Ja, dem viser sig endda at være prøvet før min tidligere kollegas julegaveøl fra Novo Nordisk. Og uden at sige for meget, er dagens bryg da også af lidt mere ydmyg statur, end de to foregående bryg.

Den blev købt i SuperBrugsen Brønshøj som et “køb eller den bliver smidt væk”-tilbud. Forventningerne var derefter, og blev nogenlunde indfriet. Bryggets lovende dunkelhed kompenserer bryggets alt for lette flåd for. Duften er desuden mest våd og vandig – kun en meget fjern antydning af branket malt har duften at byde på.

I smagen går det ldit bedre. Her holder maltfylden i det mindste så meget sammen på brygget, at det ikke ryger direkte i afløbet. Bitre noter af kaffe, en snert af røg og lidt branket karamel bydes der da på. Lader man brygget temperere før åbning, kunne det måske endda gå hen og blive en lille nydelse.

De indledende behagende aromaer viger dog snart for bryggets alt for gennemgående spnkel- og vandighed. Den munder ud i et niveau, der snarere hører hjemlige standardøl til end kvalitetsbryg fra Centraleuropa. En lidt fyldigere maltprofil giver vel på ét parameter en lidt større nydelse, på den anden side smager brygget bare ikke helt nok, når det når bagtungen …

… og så kommer det alligevel ud på ét.

 

Postřižinské Pivo nealkoholické světlé, Pivovar Nymburk

Forventeligt …

Den her fik jeg af Gedved – I husker min ven, der sidste år flyttede til Ærø. Han efterlod den efter et besøg uden at præsentere den som en egentlig gave, men på den anden side også med en form for demonstrativitet, der ikke kunne undgå at afsløre i det mindste en antydning af intention.

Måske ville han bare af med den. Måske var den ment som en hadegave, som han ikke rigtig kunne få sig selv til at overrække som en hadegave. Ikke at jeg tror, han egentlig nærer venskabelige følelser over for mig … altså … hvem f… ville dog nære venskabelige følelser over for mig? Come on! Næh, han er til gengæld et ordentligt menneske, der aldrig kunne finde på at give noget menneske hadegaver, da hen udmærket ved, at den slags er pænt dårlig stil.

Eller i hvert fald ville han ikke gøre det ved de fleste mennesker. Men nogle meget få, meget fæle mennesker (mig fx), han er kommet for skade at lære at kende, ville han måske alligevel give en hadegave, omend ikke så åbenlyst, som andre, dårligere mennesker ville gøre det.

Den det er selvfølgelig ren spekulation, og se hvor langt man kommer med det. Det kunne være, jeg bare skulle spørge ham … ved lejlighed.

Grunden til jeg sådan spekulerer over hans motiver er, at det er en alkoholfri øl. Det må jo i sig selv vække en række spekulationer om hans motiver. Hvor han har den fra husker jeg ikke – måske et af de efterhånden mange marathonløb, han har gennemført. Det minder mig igen om min egen luddovne, ugidelige elendighed, at det er alt alt for lidt, jeg selv har hevet mig op af sofaen fra computeren, TV’et og alle de andre skærme for at tage ud og … se ham løbe de løb.

Mig? Løbe? Helst ikke.

Nu til anmeldelsen. Duften er forventeligt svag, omend med mærkbar præsens af malt og korn – en overvejende sød og knap nok syntetisk duft – i begyndelsen i hvert fald. Snart dufter den ikke meget mindre af vand end andre alkoholfri øl, og så småt mærker man det velkendte syntetiske indslag af metal, der så umiskendeligt karakteriserer typen.

En syrligt syntetisk og ligeledes metallisk stikkende fornemmelse på tunge og i gummer vækker genkendelsens … [tænkepause] … vækker genkendelsen. Men glæden, der som antydet udeblev i første omgang, vækkes alligevel af et uventet pust af pilsnerhumle. Midten af oplevelsen udgøres igen af en velkendt fornemmelse af halvdoven danskvand – måske med lidt mindre zink end normalt. Og så kommer humlen overraskende stærkt igen …

Præsent, ja ligefrem sprød og karsk, humle melder sig, så man næsten – men også kun næsten – ikke længere bemærker doven mineralvand og metal. Og i korte øjeblikke er det endda næsten som om den stikkende fornemmelse fra bryggets tyndde (analogt med tyngde – bare om tynde i stedet for tunge ting) komplimenterer bitterheden med et par ekstra hug i gane og mandler.

Men de øjeblikke er som antydet få og små. Stærkest står stadig oplevelsen af mineralvand og lette metaller, og den lidt mere fremtrædende humle, end hvad genren normalt byder, gælder mere som pynt end som væsen eller karakter.

Postrizinské, Classic

2014-10-14 17.42.17Lidt til smagsløgene

Endnu engang var forventningerne i bund. Pivovar Nymburk er Nettos udenlandske discountbrand to end all udenlandske discountbrands, og jeg er efterhånden vant til indfriet de udvandede forventninger.

Lidt glæde skaber brygget dog visuelt. Det er flot rødbrunligt under et relativt højt og fast letgyldent skum. Duften når også udover glasranden ved skænkning. Duften er krydret, og ved nærmere indsnusning fanger man anis, fennikel og/eller lakrids.

Og smagen er i samme retning – sørme! Det er bestemt forventningsforstemmende. Og det er kun godt! I betragtning af bryggeriets og brandets slappe indtryk indtil videre, er dette klart et niveau højere. Smagen er ganske vist let, men sødt krydret af fennikel og blue jeans. Smagen fylder nogenlunde mundhule og smagssans ud, men aldrig så meget at brygget ikke også forbliver en effektiv tørstslukker – for nu at sige det på en positiv måde.

For nej, humlerankerne vokser ikke ind himlen, og brygget beholder sit præg af masseproduceret industridiscountbryg uden særlig selvstændig karakter eller særegenhed. Men i lyset deraf, så er der faktisk alligevel lidt at komme efter for smagsløgene.

2-en-halv-stjerne

Postrizinské Pivo 11°

2014-10-06 17.43.29Tjekkisk Discount

Netto har et helt væld, eller i hvert fald et spænden… okay, et ikke uinteressant udvalg af tjekkiske øl. Kvaliteten svinger ikke det store, hvilket er ærgerligt, for bryggene har endnu ikke formået at holde et niveau mærkbart over tilsvarende pilsnerprodukter herhjemme.

Det er derfor med forventningerne i bund, og med håbet i top, at jeg for et par dage siden åbnede en Postrizinské Pivo 11° fra bryggeriet Nymburk. Navnet fremgik på Untappd, men kan faktisk ikke aflæses på selve etiketten. Forklaring udbydes ikke for nuværende.

Duften tilførte straks håbet lidt mere klorfyl. Det er som bekendt i høj kurs på denne årstid, hvor Amager Fælled uden for vores vinduer efterhånden har udviklet sig til et festfyrværkeri i rødt, brunt og gult. Humlen lægger sig tungt over rummet med, hvad man fristes til at kalde en dunst af gæret halm, straks kapslen letter.

Visuelt er vi dog straks tilbage i efterårets farver – især de gule. Over brygget lægger sig et noget uengageret hvidt skum, sammenligneligt måske med laktosefri flødeskumserstatning.

Smagen er nærmest håbløst generisk, og dermed er det sidste grønne gået af det friske håb. Udover den uinspirerende generiske humle er vandindslaget så fremtrædende, at man næsten glemmer at der er tale om øl, og i stedet tror man, at der er tale om humlelæskedrik … fortyndet.

Helt i starten smager man ellers humlen tydeligt og den fremstår på trods af bl.a. tilsat sukker rent, men derefter oversvømmes det af det altoverstrømmende vandelement, der til sidst drukner humlen. Der er et fjernt gisp hist op pist i form af små bitre prik – det er det hele, før det skylles i afløbet til forglemmelse.

Nej, det tjekkiske øl fra Netto skal fortsat ikke købes for oplevelsens skyld. Men det er da egnet til billig tørstslukning og fuldskab.

1-stjerne

Konrad Svetly Lezak,

2014-07-27 15.10.22

En sidste ferieøl

Det er i dag den sidste dag, jeg har ferie. Jeg nyder den på tagterrassen i vores boligblok i ly af den værste sol og i selskab med mine søde børn, der leger omkring mig mens jeg skriver. Sådan klemmer jeg de sidste dråber frihed ud af ferien. I morgen går det løs igen.

Jeg valgte Konrad-pilsneren. Vi har allerede haft fat i deres Schwarzbier. Begge forhandles i netto, og sidstnævnte var ikke nogen Guds gave. Jeg afslører næppe for meget ved her at berette, at det samme gør sig gældende for pilsneren.

Ved opknapning og skænkning udløses ellers en ganske kraftig og imponerende kornet pilsnerodeur. Ikke ulig duften fra mine forældres badeværelse på 1. sal i det hus i Hjortshøj, hvor jeg voksede op. Endskønt det ikke var pilsner, der blev brygget. Det er det som bekendt sjældent ved hjemmebryggeri.

Pilsnerbouqueten matcher bryggets farve fint. Det er aldeles korngult og for så vidt kønt, men ikke på nogen måde afvigende fra, hvad man kender i forvejen. Skummet, til gengæld, gør indtryk. Det er ganske vidst kridhvidt, men også overordentlig cremet og holdbart. Det rækker op over glasset som en stolt frygerhue (eller smølfehue) og klistrer til glasset i de fineste mosaikker efterhånden som brygget drikkes.

For det er et bryg der drikkes. Det nydes ikke. Det er overordentlig let i smagen, og yder desværre ingenlunde den bitterhed, som bouqueten ellers stillede i udsigt. Tydeligst mærkes en diffus sødme af lys sirup, og man skal endda mærke rigtig meget efter før det kan smages. Det træder først frem bagest i munden, og afløses også snart af en ligeledes fjern eftersmag. Denne føles metallisk og syntetisk tillige med lidet behagelig. Bagom mærker man en rest humle, som græder over, at det aldrig fik lov at træde frem og gøre godt.

Overraskende nok besidder brygget en vis fylde, som er det første man mærker ved oral kontakt. Sammen med sødmen bliver brygget sådan set behageligt nok, så det bliver velegnet på en varm sommerdag. Men interessant bliver det aldrig.

Brygget er importeret via One Pint, der ellers har æren for at gøre rigtig meget godt øl lettilgængeligt for de tørstende masser herhjemme. Import af Konrad-brandet er til gengæld … Vel, lad os bare sige, at One Pint har gjort det bedre før, for man er bestemt ikke beriget ved mødet med Konrad-øllene. Tværtimod føler man, at man har spildt sin tid – selvom tørsten da også blev slukket.

1-en-halv-stjerne

Konrad Tvamý Lezák, Pivovar Liberec-Vratislavice

Letbleg Schwarzbier2014-07-18 17.26.10

To øl af mærket ‘Konrad’ fra det tjekkiske bryggeri Pivovar Liberec-Vratislavice kan for tiden fås i Netto. Der er et grønt eksemplar – en pilsner (grøn er som bekendt pilsnerens farve) og en grå/brun én, som ifølge Untappd er en Schwarzbier. Hvorfor deres Schwarzbier har forskelligtfarvede etiketter skal jeg ikke gøre mig klog på, eller spilde unødigt meget af læsernes tid på at spekulere over. Jeg har konstateret, at det kun er farven, der varierer, mens al’ tekst – både den dansksprogede bagetiket og det tjekkiske på forsiden – er identisk.

Tmavý betyder i øvrigt ‘mørk’, og Lezák betyder ‘lager’. Så ved vi jo præcis, hvor vi er i betegnelserne. Jeg har imidlertid valgt fra nu af at bruge de betegnelser, man finder i app’en ‘Untappd’. Simpelt hen fordi jeg så har en reference, og i øvrigt et lettilgængeligt og brugervenligt redskab til at finde ud af, hvilken type øl jeg har mellem hænderne. Det kommer til at kræve en smule omrokering i mine kategorier, men det er bedre sent end aldrig at få blot en antydning af stringens i mine ølbetegnelser, der indtil videre mest af alt er blevet kategorieseret på ‘Gefühl’.

Så Schwarzbier it is. Og det er heller ikke helt ved siden af, når brygget skænkes. Brygget er natsort og tæt på uigennemskinneligt, så længe man da ikke lige holder det op mod aftensolen, for så slipper der da enkelte langbølgede stråler i den røde del af spektret igennem. Skummet er off-white med en enkelt til to brune toner. Desuden er det relativt fyldigt, og efterlader også små fnug på glasset ved konsumption.

Smagen er forventeligt bitter og maltet. Det føles som kaffe med et velafstemt pift af karamel, og med en antydning af vanille, der giver lidt fylde. Lidt fylde. Med streg under “lidt”, som man kan se.

For det man smager mest, er det friske, sprudlende, klare og berømte tjekkiske vand, der giver os de mange fine tjekkiske øl. Og det smager jo dejligt, og føles rart – især i sommervarmen, det skal vi ikke glemme. Men en Schwarzbier burde ikke være egnet til det uudholelige tropevejr, vi i øjeblikket døjer med, så det taler heller ikke til bryggets fordel.

Og bare nu for at gøre det helt klart – jo, brygget smager da egentlig godt nok, og smagene er også ganske velafstemte – bortset altså fra vandet, som der er alt for meget af.

2-en-halv-stjerne

Platan Pilsener, Pivovar Platan

På niveau – og måske lidt mere …

Uha! Jeg er bagud. Efter den fine norske Imperial Stout i går prøvede jeg jo en øl mere, som jeg aldrig nåede at anmelde. Historien er den, at boligforeningen holdt ti års jubilæum med pølser og is ad libitum, og øl til en rimelig pris. Det var nu ikke ølteltet, jeg sigtede imod først, men derimod pølsevognen. Jeg havde spottet, at pølsemanden havde sin egen chili stående, og den skulle da prøves i en Fransk Hotdog med en frankfurter.

Det var en god chili. Flere forældre ved de hoppeborge, som var stillet op til børnene bad mig holde mig på afstand af frygt for at stikflammerne, der stod ud af mine hovedåbninger, skulle lade hoppeborgene antænde. Jeg hastede mod ølteltet før arrangementet skulle udvikle sig til en ufrivillig brandøvelse, og oven i det moderate fysiske pres, følelsen af at mit hoved langsomt og pinefuldt blev forkullet indefra gav, skulle jeg nu også forholde mig til et noget, lad os sige minimalistisk, salgsskilt.

Prisen var jo uanset hvad højst rimelig, men skiltet rejste jo uvægerligt spørgsmål om, hvad det mon egentlig var, man tyllede i sig? Jeg spurgte mig for, og fik det nødvendige at vide. En etiket og bryggerinavn blev det aldrig til, så jeg måtte ty til vores allesammens gamle ven google, og Black Bens Ølblog.

Øllet hjalp ikke på chilien, for det gør øl som bekendt ikke. Men den kunne smages på trods af den, og det er heller ikke så lidt endda. Men lad os starte, hvor vi altid starter – med det visuelle indtryk.

Det er en nydelig appelsinorange pilsner med overraskende cremet, kridhvidt og klæbende skum. Duft er der i en flammende kranie fuldt af chili ikke meget at komme efter, men en mulig forklaring derpå, er jo for så vidt allerede afgivet. Eller sagt på en anden måde, det er i det hele taget ikke meget, man kan mærke, når øre-næse-halsregionen står i lyse luer.

Men gennem chilien kunne den altså smages. Man hæfter sig ved fylden, at det ikke bare fungerer som en bittersød erstatning for vand, men også har noget flødeagtig mundfornemmelse at byde på. Humlen er overvejende sød – den danske forhandlers hjemmeside nævner Saaz, og samme udtryk husker jeg også fra Hancocks Høker Bajer. Der er lidt honning, og måske lidt hyldeblomst.

http://www.danmarksbilligstefadoel.dk
/Logo%20-%20Platan%20-%2050.jpg

Brygget kan dog ikke se sig fri for også at have lidt syrlig bismag, der ikke er helt integreret i Saaz-sødmen. Græs og lime blander sig, og ødelægger legen ind imellem. Men dog uden at det eskalerer i decideret mobberi.

Helt i skabet er det dog ikke, men alligevel mærkbart bedre, end hvad man ellers er vant fra industribryggernes side. Den danske forhandler gør meget ud af bryggeriets profil som ét, der ikke bruger industrimetoder, og i øvrigt holder sig til de fire gyldne ingredienser. Og det er jo også meget godt alt sammen.

Men norsk råolie lagret på cognacfade slår det sgu aldrig.

3-stjerner

Nymburk Tmavy Lezak Dunkel, Pivovar Nymburk

Floppetiflop …

Denne øls lyse broder blev prøvet for et par gange siden, og jeg var ikke imponeret. Mine forventninger var en smule højere til denne, simpelt hen fordi den er mørkere, for ofte – men ikke altid – er den mørke udgave af en øl bedre end den lyse.
Der er tale om Pivovar Nymburks mørke standardøl – på farven at dømme en Schwarzbier, som vistnok på de kanter gør det samme for tjekkerne som wienertyperne, eller classicerne, som de hedder her, gør for os. Brygget er natsort men gennemskinneligt. Det er Schwarzbier, eller Black Lager, som angelsaxerne ville sige. Det er ikke porter, og derfor er skummet også overraskende lyst – en til to toner mørkere end jævnt råhvidt. Duften er flygtig, anes akkurat ved skænkning for så at forsvinde helt. Så vidt jeg husker mærkede jeg nogle letsøde maltnoter i få brøkdele af et sekund. Da jeg ganske kort tid efter havde sat mig ved bordet efter at have fotograferet glasset var der ingen duft at spore.

Smagen er svær at beskrive. Den situation har jeg været ude i før, når jeg skulle forsøge at beskrive øl, der praktisk taget er uden smag. Denne øl kan bedst beskrives som alt for fortyndet saftevand med kirsebærsmag. En let prikken ved mandlerne udgør øllets eneste diffuse antydning af bitterhed. Det er en spinkel, tynd, kedelig og uinspirerende omgang, slet og ret en rigtig Netto-discountøl.

Det mangler dog ikke noget i tørstslukkende egenskaber, og det er velegnet øl at drikke mens man spiser. For man kan rigtig smage det, man spiser, uden at det bliver påvirket det mindste af øllet man drikker – hvis det er dette øl, der er i kruset.
På trods af et vognlæs diakritiske tegn i navn og bryggeri, som mit tastatur langt fra kan håndtere, er det billige discountøl fra tjekkiet et gedigent flop. Det er kedeligt, ligegyldigt for ikke at sige fesent, og det er lige så eksotisk i al sin bøhmiske tjekkiskhed som jeg forestiller mig Ølstykke i november.Nåhr ja – den var faktisk ringere end sin lyse broder, ja, det sker åbenbart med jævne mellemrum.
1-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme