Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Thailand

Singha, Pathumthani Brewery

Nydelse forbudt!

Jeg prøvede for første gang nogensinde Singha, da jeg og mit gamle sækkepibeorkester Heather Pipes & Drums mellemlandede i Bangkok på vej til Taiwan tilbage i 2002. Vi var af uvisse årsager blevet shanghaiet (selvom det ligger i Fastlandskina) til en koncertturné der, og om det kan man læse mere her. Dette var den første asiatiske øl, jeg prøvede på turen, og jeg vil ikke afvise, at det var den første asiatiske øl, jeg prøvede nogensinde.

Dengang var det jo spændende bare at prøve, og da jeg endnu ikke var nogen øl-connoisseur husker jeg den tryghed det gav, at asiatisk øl stort set smagte ligesom det velkendte danske pilsnerøl. Det viste sig at være tilfældet for stort set alt det øl vi prøvede på turen – der var øl fra flere lande i nabolaget, på stående fod kan jeg huske det store udvalg af især japanske øl, der også smagte som tyskinspireret standardpilsner allesammen. Dengang hæftede jeg mig vist også ved noget sødt, og det bliver jo spændende at se, om det er noget, jeg stadig vil kunne finde (behag i) så mange år senere.

Farven er der ingen overraskelser ved. Det er en ganske lys, gul pilsner, hvor det kridhvide skum dog gør et lidt mere cremet væsen af sig, end man kunne have forventet. Bouqueten er til gengæld uinspirerende vandet og tynd, selvom man ved opknapning rammes af et skud sødme, der endda formår at gøre væsen af sig ude i det fri, på tagterrassen uden for vores lejlighed.

Der er tale om et aldeles lettilgængeligt bryg. Det glider lige ned i halsen, næsten uden at man bemærker det. Hvis man – kontraintuitivt som det er – beholder brygget i munden længe nok, er det faktisk muligt at tvinge lidt diffus sødme frem. Den hidrører fra humlen, som man konkluderer, der er brugt meget lidt af, og kun søde typer, så brygget ikke unødigt skræmmer turisterne væk. Den formår endda at mønstre lidt eftersmag, og her bliver den diffuse humle endda en smule bitter.

Brygget formår dermed at yde en form for fjernt behag, men egentlig nydelse er der ingen af. Det tillader bryggets tyndbenethed ikke. Den danskvand, en Apollinaris fra Harboe, jeg skyllede efter med for at rense smagsløgene før næste øl, var reelt en større æstetisk oplevelse. Det er måske godt, at man kan få Singha herhjemme, og dermed ikke behøver rejse det halve af Jorden rundt for at få fat i den. Den er ikke turen værd. Ærgerligt er det så bare, at den skal optage unødig plads på danske supermarkedshylder i stedet.

1-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme