Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Sydafrika

Long Claw, Darling Brew

Ét enkelt ord …

Vi har haft fat i Darling Brew en enkelt gang før. Det er et sydafrikansk mikrobryggeri, der gjorde sig positivt bemærket med en IPA baseret på rug. At lave rigtig gode rugøl er i det hele taget svært, men ligefrem at brygge en IPA, der på overfladen forekommer mindst uegnet til rugmalt – og gøre det så godt – gør alt vitterlig, at bryggerne hos Darling Brew kan deres kram.

Det er sådan et kært navn – Darling Brew. Det minder mig om The Young Ones-afsnittet “Cash” – 2. sæson episode 2, hvis læserne vil finde det – hvor kollektivets hippie, Neil har skrevet et brev til sin bankrådgiver for at løse de fire unge studerendes pengeproblemer. Han har indledt brevet med ‘Dear Bankmanager’, hvilket punkeren Vyvyan ikke bryder sig om. Han synes det lyder som en invitation til at gå i seng bankrådgiveren, og foreslår derfor i stedet, at det indledes med ‘Darling’. (Det virker jo også langt mindre inviterende til den slags, gør det ikke?)

Husets anløbne anarkist, Rick, spillet af salig Rik Mayall, afviser imidlertid kategorisk ‘Bankmanager’ som alt for slesk og ydmygt. I stedet skulle Neil skrive det som det er: ‘Fascist Bullyboy’. På den måde indledes brevet med ‘Darling Fascist Bullyboy’ – og det er stort set altid den scene, jeg kommer til at tænke på, når jeg læser eller hører ordet ‘Darling’.

Ja, sådan kunne det sidste potentiale for en romantisk personlighed blive dræbt af plat engelsk humor endnu længe før puberteten havde sat ind hos mig. The Young Ones forbliver til gengæld min yndlingsserie over alle den dag i dag.

Vel, Long Claw er en saison, en øltype jeg tidligere har nydt og været glad for, så forventningerne er høje. Brygget dufter derefter – syrligt, men ikke for syrligt, mens en for genren mere usædvanlig note af røg gør sin entre. Citron og cigarer – sure og gule (ikke ulig bryggets kulør) og fulde af røg (ikke ulig bryggets uklarhed). Point til alle, der fanger referencen.

Aromaerne blander sig lystigt. Alkohol, citrus, en antydning af banan, vanille og sødme af hyldeblomst. Dertil kommer en skarp bitterhed af bålrøg og fyrrenåle. Tørt lyst træ træder frem i eftersmagen.

Smagsbilledet er mangfoldigt uden at være rodet eller forvirrende. Brygget har samtidig den friskhed, en saison skal have. Spraglet, frækt og forførende, uden at være for meget. Det er godt klaret, at man kan putte så mange – til dels modstridende – smagsindtryk ind i én øl, uden at elementerne modarbejder hinanden.

En endnu bedre øl blev det til fra Darling Brew end sidst. Tak til Marcus, der havde den med i sensommeren. Heldigvis tog den ikke skade af at stå lidt.

Godfather, Darling Brew

Ikke som de andre …

I sidste uge havde jeg besøg af Marcus. Han havde ligget vandret siden han blev ansat i en spritny boghandel i Lyngby i starten af sommeren, så han havde haft nok at se til. Jeg kan selv dårligt forestille mig et bedre sted at tage hen, når man vil slippe for Københavnsområdets stress og jag end min nye hjemby Thisted.

Med sig som værtsgave havde han en stribe øl fra africanbeer.dk, for hvis der er én ting man ikke skal gå ned på, så er det afrikansk øl – bare fordi.

Jeg har taget fat på dem fra en ende af, startende med denne, Godfather eller God Father, hvis man er pernitten og opfatter linjeskift som mellemrum. Det gør jeg selv gerne, men tager også en verdensomspændende tendens til ikke at gøre dette til efterretning, uden dog ligefrem at påskønne den. Ikke desto mindre var jeg faktisk i tvivl om, hvad brygget egentlig hed, indtil jeg slog den op på bryggeriets hjemmeside … ja, at drive bloggeri på et bare nogenlunde seriøst niveau, kræver nogle gange så megen slidsom research at man spørger sig selv, om det mon er det det hele værd, når det kommer til stykket …

Vel, selv googlingen af den slags får en ende. Brygget er allerede anmeldt i videoform, sammen med en kort historielektion og en meget vigtig bekendtgørelse til allersidst, som læserne endelig ikke må gå glip af.

Men en anmeldelse i bogstaver skal læserne selvfølgelig ikke snydes for. Der er næsten tale om en contradition in terms – nemlig en rye IPA, en IPA baseret på rug. Rug er en mørk kornsort, der forekommer at være meget svær at brygge med. De få eksempler på rugøl, jeg har prøvet, er mestendels tynde med en tvivlsom aromaprofil. Hvis man giver den vildt meget gas med rugmalt, kan man få nogle vidunderlige, meget bitre og tætte resultater, som imidlertid stilmæssigt ligger i den diamentralt modsatte ende af friske, skarpe og lyse IPA’er.

Duften ligger ellers fint i forlængelse af typens aromatiske sødme med parfumeret bouquet af rosenblade. Til gengæld er det småt med skum, og bryggets lød ligger så meget i det efterårsfarvede, at P’et i IPA næsten ikke er rimeligt at bruge.

Aromaprofilen afviger også noget. De bitre noter er ganske vist præsente, men de er dybere og mørkere end de skarpe grannåle, typen traditionelt udtrykker. Brygget er heller ikke særlig karboneret – det er næsten dovent, og derved mister det noget af den friskhed, der også karakteriserer genren. Til gengæld afskrækker det mig ikke over for øllet generelt – blot fordi det ikke lige lever op til forventningerne til en IPA, er der vel ingen der hævder, at den diskvalificeres som øl i det hele taget.

Tværtimod. De dybe, bitre noter leverer oplevelsen til fulde, sammen med ledsagende syrlige egetræsnoter og et strejf af nelliker, der giver udfordring til den aktive og nysgerrige smager. Der er nok at gå på opdagelse i, også selvom – eller rettere netop fordi – brygget afviger så meget fra det forventede.

Mass Hoppiness, Stellenbosch Brewing Co.

Meget mere med i købet …

Brygget her er allerede videoanmeldt, mens jeg selv har været for doven til at få lagt videoen ind på bloggen endnu. Sådan er jeg – ADHD-ramt som jeg er – karakteriseret ved sløsethed og almindelig slendrian, samt distraktion og skyhed over for ting som jeg burde, men ikke rigtig gider lige nu.

På videoen vil man i øvrigt kunne opleve, hvordan alderen så småt sætter ind, så jeg må betjene mig af en lup for at kunne læse bryggets etikettekst. En etikettekst der, kan jeg allerede nu afsløre, er det mest kritisable ved øllet. Men i konkurrence med en sådan ekvilibristisk opvisning i aromakrumspring og bouquethurlumhej skal man heller ikke ligefrem gøre sig umage med ikke at gøre sig umage, før man lander på niveauet under eller lavere.

Der er tale om den første egentlige specialøl, jeg har prøvet fra det afrikanske kontinent. Hidtil har jeg prøvet øl fra Uganda og Kenya, men de har alle ligget i den industrielle tyske pilsnertradition … for nu at sige det pænt og diplomatisk. Her er derimod et bryg fra et rigtigt mikrobryggeri, og det kan mærkes fra starten af.

Brygget er flot rødbrunt med et højt, plastisk skum på toppen, der flere gange når langt over glassets kant, hvis man skænker brygget utålmodigt. Det kræver tid, men skummet er til gengæld også så fast i konsistensen, at intet øl behøves spildes, endskønt det er skænket i hast.

Og så begynder oplevelsen ellers for alvor. En mild vifte af søde og krydrede noter rammer næseborene, vanille, gran, koriander og fyr. De leger lystigt sammen til udelt fornøjelse for sanseapparatet uden at forvirre, deres forskelligheder til trods. Et sindbillede på det ideelle Sydafrika – en mulitikulturel smeltedigel, der får det bedste ud af alle de mange etniciteter og kulturer, så alt går op i en større, skønnere enhed.

Og sådan er det selvfølgelig ikke i virkeligheden – desværre – men man har vel lov at drømme – og i øvrigt svulstigt overfortolke bouqueten i en øl, blot fordi den kommer fra et bestemt hjørne af verden.

Fra en stor olfaktorisk oplevelse, nærmest eksploderer brygget i smagen. Det breder sig lynsnart fyldigt ud i alle mundens afkroge, fløjlsblødt og alligevel spækket med bittesmå barberbladsskarpe skærver af granbitterhed, der flænser godt op i smagsløg og andre blottede indre mundoverflader. Dernæst rammer den virkelige overraskelse: Et kludetæppe af krydderier trænger dybt ind i de overflader, den initale bitterhed kradsede op, og behager med noter af anis, laurbærblade, koriander og nelliker.

Brygget er ikke bare en IPA, som vi elsker og kender den – bitter, sprød og frisk. For oven i får man den velbehageligste massage af hele verdens krydderier, man kunne ønske sig. Fristelsen til endnu en bizar overfortolkning af øllet som en afspejling af Sydafrika som et sted, folk fra hele verden er rejst til for at skabe noget smukt sammen, melder sig. Men jeg vil undlade, ikke bare fordi det er lidt fjollet, men også fordi det i lyset af Sydafrikas meget mørke historie med apartheid, undertrykkelse og vold, er historisk ukorrekt og unuanceret så det skriger til himlen.

Over dette bryg skal der til gengæld kun lyde glædesskrig. Her er en verdensklasse-IPA, der oven i købet formår at udvide genrens betydeligt. Det afrikanske kontinent er således ikke bare med på ølrevolutionen. De er med til at definere den.

Med lidt held behøver man ikke engang rejse til Sydafrika for at finde brygget. Selv købte jeg det i africanbeer.dk’s bod på Copenhagen Beer Festival i april, og med lidt held har de stadig nogle flasker stående derude i Kastrup.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme