Kajs Ølblog

Det er ikke sjældent de spontane ideer, der afstedkommer de mest spændende resultater. Min viv Linda fik således den ide lørdag formiddag, at vi skulle tage den helt store weekendtur ud til en af hendes gamle venner, fra dengang hun arbejdede som bartender på det hedengangne Æsken i Aarhus.

Lindas veninde Tina bor sammen med sin mand Jan på en lille gård ved navn Martinelund, der ligger lidt uden for Randers i nærheden af landsbyen Nørbæk. De har flere gange været i medierne, fordi de lever ‘lidt ligesom bonderøven’ fra de kendte DR-programmer, selv om Tina flere gange grundigt (for ikke at sige bastant) indskærpede, at hun og Jan så gu’ havde været langt mere fremme i skoene, og levet på den måde i flere år, før han fik ideen.

Så det blev en tophyggelig påskeweekend tur med høns, hund, kat, ponyer og kvæg omkring os, brændekomfur indendørs og masser af hjemmedyrket økologisk kvalitetskost til os alle sammen. Linda har lavet et fotoalbum fra weekenden der kan beundres her.

Og ringere blev det jo ikke af, at det viste sig, at Jan er lige så ølglad, som jeg er. Hans præferencer er ganske vist nogle helt andre, men det er aldrig en skam at høre nogle andre holdninger til, hvad kvalitet er end ens egne. Man opdager, at egenskaber, man har regnet for mindre betydningsfulde, ligegyldige, ja måske ligefrem ubehagelige, i virkeligheden kan være kvaliteter. Der var et par momenter af sådanne oplevelser, selv om mine opfattelser af, hvad godt øl er, alligevel ikke er blevet rystet, endsige da i sin grundvold. Til gengæld er jeg måske blevet en kende mere inklusiv omkring, hvad godt øl er, og kan være.

Det første stop på rejsen gennem spise-kammerets beholdning af øl, var en blend af Royal Free, Vestfyens Light Pilsner, og Vestfyens Mørkt Hvidtøl. For de fleste læsere lyder det sikkert som en rædselskombination af det billigste og mest modbydelige sprøjt, man kan opdrive. Grunden til overhovedet at lave sådan et blend er imidlertid, er, at man kan drikke meget af det. Det var noget, Jan gik meget op i, han elsker at drikke meget øl, men uden at man af den grund behøver slingre rundt, hvilket også er en ulempe, når arbejdet på gården skal passes. Og i betragtning af denne intension var resultatet slet ikke så ringe endda. Hvidtøllet giver brygget en mørkorange farve og en sødlig smag, der er liflig i forårsvarmen og også formår at behage underkæbens gummerand med en vis bitterhed. Der er ingen ubehagelig syrlighed eller metalliskhed til at ødelægge det letdrikkelige, men ikke for tynde, blandingsbryg. Det er dog vigtigt, at man hælder de lette øl op først. Hvidøllet skal forsigtigt hældes i til sidst, for ellers ødelægges det flotte gyldne skum. En rigtig arbejdsølblanding, der endda formår at give flere danske standard- og discountøl baghjul.

Det var omkring dette tidspunkt, at Jan fortalte mig, at hans foretrukne øl for tiden var Kaiserdoms Kellerbier, som jeg har anmeldt for kort tid siden. Vi havde i værtsgave blandt andet taget et par Flensburger Kellerbier med, og nu var det tid at tage dem frem, og se, og de endnu engang formåede at imponere. Det varede ikke længe, før Jan udtænkte strategier for, hvordan man nemt kunne hente et parti op, så jeg der var ingen tvivl om hans begejstring. Han gav dog ikke større indrømmelser end dette, for lige som med føromtalte blend, tiltrækker det letdrikkelige ved øl ham, og der vinder Kaiserdoms Kellerbier over Flensburger.

Til aftensmad fik vi pandebrød, dampede flødekartofler og lammebov – altsammen økologisk naturligvis og anrettet på udendørs raketkomfur. Til dette uforlignelige festmåltid nød vi en Aurum fra bornholmske Svaneke Bryghus. Aurum betyder guld på latin – og det er netop hvad det er – en guldøl. Den har en letsødlig duft, lidt sødere end hvad jeg kender fra gængse guldøl. Smagen er mestendels bitter – der er tale om en god tør bitterhed, der blidt masserer undermundens gummer længe efter at brygget har passeret spiserøret. Bitterheden ledsages af en let humlesødme, mens man ikke mærker meget til malten. Det er et dejligt intenst og velafbalanceret smagsbillede, hvor intet overdrives, men som heller ikke byder de store overraskelser.

Det næste indslag var så Jans eget bryg – og det må jo så siges at være et nanobryg, det første her på bloggen. Brygget har ikke noget officielt navn, men karakteristisk for det er, at mæsken er tappet gennem enebærgrene, humlen er af typen Tettnanger, og der er brugt amerikansk alegær. Malten er brændt bygmalt. Der er tilsat et skvæt æblecider, da gæren var opsætsig og ikke ville som Jan – den slags krumspring er selvfølgelig i orden, for at få fermenteringen i gang.

Ud af sådan et eksperiment får man et dyborange, næsten rødt, bryg, der dufter ganske syrligtsødt, lidt i retning af de hedengange gule sodavand, og praktisk taget ikke af øl overhovedet.
Det smager meget af æbler, og er først og fremmest syrligt i smagen. Det er en tør, nærmest hård syrlig smag, samtidig er maltningen færdig, så der ikke er nogen som helst brus i brygget. Det er samtidig lavalkoholisk og lever dermed op til bryggerens ønske om at brygge øl, man kan drikke meget af i løbet af en dag. Det er også friskt og lifligt – ikke i betydningen vandig, men derimod friskt fra karet, uberørt af mellemmænd og andre fix-faxerier, der skal få øllet til at tage sig ensartet ud.

Ud på aftenen blev der også smagt på et par øl fra BrewDog, som Jan havde fået anbefalet – noget jeg bestemt også ville have gjort, hvis ikke han havde kendt dem i forvejen. Her svarede begejstringen i høj grad til min egen – Trashy Blonde fandt Jan heller ikke så imponerende som Punk IPA.

Mørket faldt på (og hvilket mørke med nærmeste købstad et kvarters kørsel borte), og guitaren og fællessangene blev fundet frem. Et par gamle russiske travere og lidt Nick Cave kunne det blive til. Dertil nød vi et par af Kaiserdoms Kellerbier, samt Svaneke Bryghus’ brown Ale. Sidstnævnte fik jeg ikke smagt grundigt nok på, til at jeg vil geråde mig ud i en anmeldelse her – jeg fik heller ikke tage noter, da det dertil nødvendige røntgen/infrarøde syn endnu ikke er så veludviklet hos mig endnu. Jeg har dog noteret mig, at jeg ikke finder den specielt imponerende, biased som jeg selvfølgelig er efter at have prøvet Næsgaardens uforlignelige Brown Ale ved en tidligeere lejlighed. Men Svaneke Bryghus bliver nok aldrig mit favoritbryggeri. Deres øl smager såmænd fint, men der er efterhånden langt op til de virkelig gode mikrobryggere herhjemme. Da jeg i sin tid prøvede et par af deres øl i 2004, da jeg var på ferie derovre, var udbuddet af danske specialøl også et andet. Det minder mig om, hvor hurtigt det faktisk er gået. Kvaliteten af dansk øl er gået op med raketfart de seneste år, og nogen, som f.eks. Svaneke Bryghus har ikke været i stand til at følge med.

Vi skal frem til frokosten søndag middag, hvor jeg smagte den sidste øl, Coops Økologisk Pilsner med Änglamark-logo. De brygges af et svensk bryggeri, jeg glemte at notere mig navnet på. Selv en erfaren ølblogger kan være sløset ind imellem. Der er ikke de store overraskelser i denne pilsner. Den dufter af korn og bitter humle, en smule over intensitetsstandarden, men så heller ikke mere. Den har en dejligt ren og hård humlesmag, der nænsomt kilder undermundens gummer, uden så meget som antydning af ubehagelige bismage. Eftersmagen er overraskende lang og blidt humlebitter. Det er, hvad jeg ville kalde en god standardøl – men stadig en standardøl.

Til slut vil jeg sige Tina og Jan tak for husly, god mad, godt øl og godt arbejde. Jeg føler mig næsten som et nyt og bedre menneske efter at have været med til at være selvforsynende og meget økologisk en lille weekends tid.