Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Sverige

Pistonhead Kustom Lager, Spendrup

2017-08-11 17.47.30Fra for lidt til ingen overhovedet …

Pistonhead-øllene har indtil videre været ganske hyggelige og egentlig også tiden og de ikke voldsomt mange penge (kr. 10,- stykket) værd. Som pilsnere betragtet har de været noget ud over det sædvanlige (det sædvanlige i den genre er som regel også jævnt kedeligt) og så kan man næsten tilgive bryggeriet for at tegne skelethoveder på emballagen, selvom der ikke rigtig var nogen i øllet … eller rettere; der var ikke noget skelethovedagtigt ved øllet. (Yes! Så fik jeg skrevet “skelethoved” endnu engang … og endnu engang. Jeg kunne blive ved hele natten!)

Med denne emballage, sætter Spendrup trumf på. Her har vi ikke bare en øl med et skelethoved på emballagen. Skelethovedets baggrund er også sort … Den her øl  sguda være skelethovedagtig på en eller anden måde – ellers kan man da virkelig ikke … vel … tegne et skelehoved på sort baggrund på emballagen, vel?

Skelethovedet lader imidlertid vente på sig. Brygget er en ganske lys pilsner, og det mest eksotiske ved den, dømt ud fra påskriften, er cascade-humlen. Det lover jo trods alt godt.

Men stor bliver skuffelsen! Ingen duft – vitterlig ingen. Ingen liflig bergamot, hyld eller rose som cascaden ellers er så kendt for. Og aromaen – aromaen … bergamotten, hylden, rosen og den skarpe grannålebitterhed i al sin vælde og vildskab forbliver aldeles fraværende og ude af billedet. Kun samme blanke fornemmelse som sidst, der undgår på næsten provokerende vis at skabe ubehag – lidt ubehag ville i det mindste betyde et minimum af oplevelse.

Vel – giver man det lidt tid viser aromaen sig faktisk så småt og spagfærdigt. Nede bagest ved gummerne melder sig endelig lidt af den eftertragtede aromatiske citrussmag. Det er fortsat meget skuffende i begragtning af emballagens forjættelser (skelethovedet, i ved), men i det mindste hives brygget da op på et niveau en smule over det pinlige.

Den udefra mest lovende øl – både hvad indhold (cascade alene) og emballage (skelethoved på sort baggrund) skulle vise sig at være den absolut mest skuffende.

Selv når markedsføring for en gangs skyld gøres rigtigt, er det stadig helt forkert …

1-en-halv-stjerne

Pistonhead Full Amber, Spendrup

2017-08-10 18.51.12Lidt mere skelethoved …

Jeg savnede jo godt nok noget skelethoved i den første af Spendrups skelethovedøl, der føres under brandnavnet Pistonhead, og kan købes i SuperBrugsen …

De kløgtige blandt læserne vil på dette tidspunkt nok have opdaget, at jeg godt kan lide ordet “skelethoved”. I en årrække på Roskildefestivalen havde jeg et flag med, lavet af en lang pind, og et kæmpe tørklæde, forestillende et hvidt skelethoved på sort baggrund. Det var ikke et Jolly Roger, eller et piratflag, eller et dødningehovedflag – næh, det var et skelethovedflag.

Og det kunne man altid kende vores lejr på. I skoven af dødningehovedflag, piratflag og jolly rogers stod vores lejr altid tydeligt ud, som den lejr, der som den eneste havde et skelethovedflag.

Men selvom skelethovedet repræsenterer næsten alt, hvad der er dejligt her i livet, så bruges det undertiden i promoveringsøjemed, uden at det promoverede helt fortjener det. Og sådan havde jeg det ret så meget med den første Pistonhead-øl.

Uden at den anden øl helt fortjener det heller, har den dog bevæget sig en smule i den rigtige retning. Det orange skum knejser flot over det røde bryg – ja, at give det navnet Full Amber er faktisk slet ikke i uorden … skelethovedet lader dog fortsat vente på sig. Til gengæld er brygget tørhumlet med citra og cascade – sidstnævnte er min yndlingshumle, og det er da heller intet mindre end en ren fryd at genopleve krydderiernes velkendte indtryk af hyld og bergamot. Skønt, rart, dejligt, og i betragtning af intensiteten i en pilsner heller ikke ukontroversiel, men skelethoved ligefrem?

Og en pilsner er det, citra og cascade til trods, stadigvæk. Det glider let over tungen til almindelig tørstslukkende nydelse og for så vidt ganske pikant velbehag for smagsløgene. Det blide bryg byder alligevel på skarp og aromatisk blomster- og limehumle, med en bitter bund af birketræ. 2017-08-10 18.56.04Således kombinerer Spendrup hverdagspilsneren med specialøllen på bedste vis. Finalen består af de virkelig flotte mønstre, det klæbrige skum afsætter på glassets indersider. – Det er langt ud over, hvad man forventer af en klassisk pilsner.

Men stadig ikke helt hvad man forventer af en øl, der har et skelethoved på sig. Aromaen, mundfornemmelsen, det visuelle udtryk – det er selvfølgelig alt sammen på plads, og mere til. Men for at gøre sig fortjent til, at der er et skelethoved på emballagen, mangler brygget nu alligevel lidt … vel … lidt … skelethoved! Ja – lidt skelethoved mangler brygget altså stadigvæk, for at kunne bære skelethovedet med fuldt oprejst skelethovedpande.

Jeg kan godt lide at sige skelethoved … Skelethoved, skelethoved, skelethoved …

4-en-halv-stjerne

Pistonhead Flat Tire, Spendrup

2017-07-28 18.25.33Eftersøgning lønner sig …

Denne øl stod sammen med to søskende fra det svenske bryggeri Spendrup på hylden i SuperBrugsen Finsensvej på Frederiksberg, da jeg mere eller mindre tilfældigt kom forbi forleden. Det er ikke en vej, jeg normalt tager, så jeg var vel det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Emballagen prydes – som man kan se – af et skelethoved. Det ser ud til at være en running gag i hele Pistonhead-serien, og den slags fungerer når folk som jeg skal overtales til at åbne pengepungen. Det hedder vel ‘fokuseret markedsføring’ eller noget i den henretning, og jeg konstaterer tørt, at det ser ud til at virke.

Alle tre røg i hvert fald med, og den første er hermed åbnet, prøvet og anmeldt.

Alle tre er pilsnere. Denne en bleg en af slagsen, og den deraf forårsagede enorme hænderopkastende begejstring formår på den mest jubel-flikflak-saltomoterende vis overhovedet ikke at indfinde sig. På den anden side – der er jo godt nok et skelethoved på emballagen. Og når der er et skelethoved på,  øllet da have en eller anden form for kvalitet.

Skummet ser i hvert fald fint ud. Det er faktisk imponerende højt og fornøjeligt stabilt. Duften er til gengæld svag – ja, faktisk næsten fraværende og mangler endda den fuseltunge, hovedpinevarslende em, visse industripilsnere kan lugte af, som erstatning for en egentlig bouquet.

Smagen og mundfornemmelsen er først maltblød og rund. Siden melder en hvas ridsekniv sig midt på tungen, der åbner smagsløgene for en ganske detaljeret humle. Grundlæggende smager man den traditionelle Hallertauerhumle, som jeg ikke engang er sikker på, brygget er krydret med, men som pilsnerøl gerne smager af på vore bredde- og længdegrader. Bagom mærker man kække biaromaer af sød syrén og helt friskt forårsgræs.

Nogen karakter, der egentlig retfærdiggør skelethovedet, har brygget imidlertid ikke. Det er meget venligt – faktisk grænsende til det småvandede, men de fine, utraditionelle aromaindslag mere end redder det. Brygget skal dog væltes noget rundt i munden for at man får aromaens fulde effekt. Man kommer til at se ret tåbelig ud, som man sidder der og skærer ansigter for at presse lidt ekstra smag ud af det letflydende bryg.

Men det lønner sig, og på bagkant formår skelethovedet endda at snappe lidt med eftersmag af savsmuld, iblandet citrus, lime og grapenoter.

Man skal lede lidt – men så er oplevelsen der også.

4-stjerner

Flower Power and Passion Saison, Beerbliotek

2016-01-12 17.35.30Mere hipserflip end velsmag …

Angiveligt skulle svenskerne storme frem på markedet for mikrobryg for tiden. Det er jo også kun ca. 10 år siden, at det slog igennem i de øvrige nordiske lande, men bedre sent end aldrig.

Flower Power and Passion Saison brygges af Beerbliotek i Göteborg. Brygget fik jeg til min fødselsdag – jeg tror af mine gamle kollegiekammerater Joachim og Marcus, der jo nærmest havde ‘en af hver’ med fra Høkeren i Ravnsborggade – men jeg har for længst mistet overblikket over, hvilke øl hvem af mine mange søde gæster, havde med.

Traditionen er … i hvert fald ikke tysk. Brygget er tilsat havre, passionsfrugt og hibiscus, så vi er nok mere ovre i noget … hmm … hipster! Ja, det må være det. Det afspejler den rødorange kulør, og det hvide skum med det lyserøde skær i øvrigt også til fulde.

Frugtindslaget kan også mærkes i duften som en mild sødme bag et i øvrigt lækkert fortæppe af humle, enebær og en velafstemt mængde alkohol, der akkurat formår at prikke i næsen uden at være ubehagelig.

Også i smagen spiller passionsfrugten andenviolin … eller måske snarere tredje eller fjerdeviolin, for den mærkes kun antydningsvis bag et tæppe af især gær, garneret med hvasse prik af grannåle fra humlen.

Således får man en øl, hvis egentlige velsmag er til at overse. Oplevelsen er til gengæld nogenlunde intakt, da brygget slår endda indtil flere fæle toner an, helt uden at det ender fælt. Der er rigeligt gær, passionsfrugten forekommer noget syntetisk, eftersmagen er metallisk, og humlen spinkel – alligevel har brygget en akkurat adækvat friskhed og fylde, der gør, at man da trods alt ikke føler, man har spildt sin tid.

Men dette svenske bryggeri har vist endnu meget at lære om kvalitetsbryg.

3-stjerner

Änglamark Classic, Krönleins Bryggeri.

– God økologisk standard

Änglamark er, som mange nok vil vide, et økologisk mærke indført fra Sverige, der forhandles i COOP’s butikker. Mærket bestræber sig på at forene rimelige priser med økologisk kvalitet, og det er min ydmyge vurdering, at det faktisk har givet flere mennesker mulighed og råd til at handle økologisk i hverdagen.

Iblandt de mange Änglamark-varer er der også to øl, en pilsner, der allerede er anmeldt, samt en classic. Så må man sige, at man har de mest forhandlede øltyper herhjemme repræsenteret. Som man måske kan se, er emballagen egentlig ganske uprætentiøs, og det er også et af det hastigt voksende brands kendemærker – ikke så mange dikkedarer, bare økologi til en pris, der er til at betale.
Man kunne så frygte, at kvaliteten halter bagefter, når ellers de økologiske krav er overholdt. Det er heldigvis ikke tilfældet, hvilket allerede kan ses på bryggets farve. Det er flot orange med letgyldent, brusende – og alligevel relativt holdbart skum. Bouqueten er frugtsød med et hint af bitter humle. Duften er ikke voldsom, men bestemt mærkbar og markant.
Brygget smager fyldigt maltbittert. Faktisk er det overraskende, hvor tydeligt man smager malten, og man kommer næsten til at tænke på Lektor Blommes lille æske med bolsjer, der jo også endte med at blive hans endeligt. Men her er der ikke dryppet malurt – eller stryknin for den sags skyld – i bægret. Det er den gode søde maltsmag så er det en fryd, og den ledsages af en letfrugtig sødme. Der er ingen humle ved dette bryg, andet end den, der bittert og behageligt kilder smagsløgene ved mandlerne rigtig længe, efter at brygget er skyllet ned.
Det er en ganske habil standardøl, og så gør det jo ikke noget, at den samtidig er økologisk. Den kan erhverves formedelst 7 kr. i COOPs butikker, og det er konkurrencedygtigt med Carlsbergs og Royal Unibrews hovedbrands, og oven i købet kan man få hele to for den pris, Carlsbergs nye tynde øl koster.
Det er faktisk slet ikke så ringe endda.

4-stjerner

Martinelund, påske 2011

Det er ikke sjældent de spontane ideer, der afstedkommer de mest spændende resultater. Min viv Linda fik således den ide lørdag formiddag, at vi skulle tage den helt store weekendtur ud til en af hendes gamle venner, fra dengang hun arbejdede som bartender på det hedengangne Æsken i Aarhus.

Lindas veninde Tina bor sammen med sin mand Jan på en lille gård ved navn Martinelund, der ligger lidt uden for Randers i nærheden af landsbyen Nørbæk. De har flere gange været i medierne, fordi de lever ‘lidt ligesom bonderøven’ fra de kendte DR-programmer, selv om Tina flere gange grundigt (for ikke at sige bastant) indskærpede, at hun og Jan så gu’ havde været langt mere fremme i skoene, og levet på den måde i flere år, før han fik ideen.

Så det blev en tophyggelig påskeweekend tur med høns, hund, kat, ponyer og kvæg omkring os, brændekomfur indendørs og masser af hjemmedyrket økologisk kvalitetskost til os alle sammen. Linda har lavet et fotoalbum fra weekenden der kan beundres her.

Og ringere blev det jo ikke af, at det viste sig, at Jan er lige så ølglad, som jeg er. Hans præferencer er ganske vist nogle helt andre, men det er aldrig en skam at høre nogle andre holdninger til, hvad kvalitet er end ens egne. Man opdager, at egenskaber, man har regnet for mindre betydningsfulde, ligegyldige, ja måske ligefrem ubehagelige, i virkeligheden kan være kvaliteter. Der var et par momenter af sådanne oplevelser, selv om mine opfattelser af, hvad godt øl er, alligevel ikke er blevet rystet, endsige da i sin grundvold. Til gengæld er jeg måske blevet en kende mere inklusiv omkring, hvad godt øl er, og kan være.

Det første stop på rejsen gennem spise-kammerets beholdning af øl, var en blend af Royal Free, Vestfyens Light Pilsner, og Vestfyens Mørkt Hvidtøl. For de fleste læsere lyder det sikkert som en rædselskombination af det billigste og mest modbydelige sprøjt, man kan opdrive. Grunden til overhovedet at lave sådan et blend er imidlertid, er, at man kan drikke meget af det. Det var noget, Jan gik meget op i, han elsker at drikke meget øl, men uden at man af den grund behøver slingre rundt, hvilket også er en ulempe, når arbejdet på gården skal passes. Og i betragtning af denne intension var resultatet slet ikke så ringe endda. Hvidtøllet giver brygget en mørkorange farve og en sødlig smag, der er liflig i forårsvarmen og også formår at behage underkæbens gummerand med en vis bitterhed. Der er ingen ubehagelig syrlighed eller metalliskhed til at ødelægge det letdrikkelige, men ikke for tynde, blandingsbryg. Det er dog vigtigt, at man hælder de lette øl op først. Hvidøllet skal forsigtigt hældes i til sidst, for ellers ødelægges det flotte gyldne skum. En rigtig arbejdsølblanding, der endda formår at give flere danske standard- og discountøl baghjul.

2-stjerner

Det var omkring dette tidspunkt, at Jan fortalte mig, at hans foretrukne øl for tiden var Kaiserdoms Kellerbier, som jeg har anmeldt for kort tid siden. Vi havde i værtsgave blandt andet taget et par Flensburger Kellerbier med, og nu var det tid at tage dem frem, og se, og de endnu engang formåede at imponere. Det varede ikke længe, før Jan udtænkte strategier for, hvordan man nemt kunne hente et parti op, så jeg der var ingen tvivl om hans begejstring. Han gav dog ikke større indrømmelser end dette, for lige som med føromtalte blend, tiltrækker det letdrikkelige ved øl ham, og der vinder Kaiserdoms Kellerbier over Flensburger.

Til aftensmad fik vi pandebrød, dampede flødekartofler og lammebov – altsammen økologisk naturligvis og anrettet på udendørs raketkomfur. Til dette uforlignelige festmåltid nød vi en Aurum fra bornholmske Svaneke Bryghus. Aurum betyder guld på latin – og det er netop hvad det er – en guldøl. Den har en letsødlig duft, lidt sødere end hvad jeg kender fra gængse guldøl. Smagen er mestendels bitter – der er tale om en god tør bitterhed, der blidt masserer undermundens gummer længe efter at brygget har passeret spiserøret. Bitterheden ledsages af en let humlesødme, mens man ikke mærker meget til malten. Det er et dejligt intenst og velafbalanceret smagsbillede, hvor intet overdrives, men som heller ikke byder de store overraskelser.

4-stjerner

Det næste indslag var så Jans eget bryg – og det må jo så siges at være et nanobryg, det første her på bloggen. Brygget har ikke noget officielt navn, men karakteristisk for det er, at mæsken er tappet gennem enebærgrene, humlen er af typen Tettnanger, og der er brugt amerikansk alegær. Malten er brændt bygmalt. Der er tilsat et skvæt æblecider, da gæren var opsætsig og ikke ville som Jan – den slags krumspring er selvfølgelig i orden, for at få fermenteringen i gang.

Ud af sådan et eksperiment får man et dyborange, næsten rødt, bryg, der dufter ganske syrligtsødt, lidt i retning af de hedengange gule sodavand, og praktisk taget ikke af øl overhovedet.
Det smager meget af æbler, og er først og fremmest syrligt i smagen. Det er en tør, nærmest hård syrlig smag, samtidig er maltningen færdig, så der ikke er nogen som helst brus i brygget. Det er samtidig lavalkoholisk og lever dermed op til bryggerens ønske om at brygge øl, man kan drikke meget af i løbet af en dag. Det er også friskt og lifligt – ikke i betydningen vandig, men derimod friskt fra karet, uberørt af mellemmænd og andre fix-faxerier, der skal få øllet til at tage sig ensartet ud.

3-en-halv-stjerne

Ud på aftenen blev der også smagt på et par øl fra BrewDog, som Jan havde fået anbefalet – noget jeg bestemt også ville have gjort, hvis ikke han havde kendt dem i forvejen. Her svarede begejstringen i høj grad til min egen – Trashy Blonde fandt Jan heller ikke så imponerende som Punk IPA.

Mørket faldt på (og hvilket mørke med nærmeste købstad et kvarters kørsel borte), og guitaren og fællessangene blev fundet frem. Et par gamle russiske travere og lidt Nick Cave kunne det blive til. Dertil nød vi et par af Kaiserdoms Kellerbier, samt Svaneke Bryghus’ brown Ale. Sidstnævnte fik jeg ikke smagt grundigt nok på, til at jeg vil geråde mig ud i en anmeldelse her – jeg fik heller ikke tage noter, da det dertil nødvendige røntgen/infrarøde syn endnu ikke er så veludviklet hos mig endnu. Jeg har dog noteret mig, at jeg ikke finder den specielt imponerende, biased som jeg selvfølgelig er efter at have prøvet Næsgaardens uforlignelige Brown Ale ved en tidligeere lejlighed. Men Svaneke Bryghus bliver nok aldrig mit favoritbryggeri. Deres øl smager såmænd fint, men der er efterhånden langt op til de virkelig gode mikrobryggere herhjemme. Da jeg i sin tid prøvede et par af deres øl i 2004, da jeg var på ferie derovre, var udbuddet af danske specialøl også et andet. Det minder mig om, hvor hurtigt det faktisk er gået. Kvaliteten af dansk øl er gået op med raketfart de seneste år, og nogen, som f.eks. Svaneke Bryghus har ikke været i stand til at følge med.

Vi skal frem til frokosten søndag middag, hvor jeg smagte den sidste øl, Coops Økologisk Pilsner med Änglamark-logo. De brygges af et svensk bryggeri, jeg glemte at notere mig navnet på. Selv en erfaren ølblogger kan være sløset ind imellem. Der er ikke de store overraskelser i denne pilsner. Den dufter af korn og bitter humle, en smule over intensitetsstandarden, men så heller ikke mere. Den har en dejligt ren og hård humlesmag, der nænsomt kilder undermundens gummer, uden så meget som antydning af ubehagelige bismage. Eftersmagen er overraskende lang og blidt humlebitter. Det er, hvad jeg ville kalde en god standardøl – men stadig en standardøl.

2-stjerner

Til slut vil jeg sige Tina og Jan tak for husly, god mad, godt øl og godt arbejde. Jeg føler mig næsten som et nyt og bedre menneske efter at have været med til at være selvforsynende og meget økologisk en lille weekends tid.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme