Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Skotland

Lost Lager, Brewdog

Høj standard …

Den meget lækre øl/frugt-smoothie Hydra blev nydt til madlavningen. Jeg har faktisk en smule svært ved at se, hvad den ville egne sig til af for- og hovedretter. Men til en chokoladedessert ville den nok være ganske egnet.
Til maden valgte noget … vel – mere simpelt, kan man vel kalde det, eller mainstream på nudansk. En pilsner, omend med en antydning af variation, idet denne meget lyse, citrongule 4,7-procentssag er tørhumlet og ufiltreret. Som allerede bemærket har Brewdog for længst opgivet din status som innovativt, grænsebrydende specialbryggeri, der gjorde dem til en af lederne af ølrevolutionen. De er nu fast inventar i discountbutikkerne – omend ikke lige ved siden af industriøllene, der dog stadig kan ses – og med udstrakte arme nås – fra hylderne hvor Brewdogs øl står. Der skal derfor mere til end lidt tørhumling og grums for at få denne bloggers forventninger til brygget op over et gråt og kedeligt gennemsnitsniveau.

Skummet fejler i hvert fald ikke noget. Det stiger flot, fedtet og fyldigt op til glasranden, men ikke hurtigere, end at selv uøvede skænkere ikke sådan uden videre må trækkes med overløb. Duften peger til gengæld ikke umiddelbart i nogen heldig retning. Humle og karbonering giver sig kun spagfærdigt til kende, omend humlen – den smule der er – alligevel virker frisk og skarp, som den prikker i snudeskaftet. Alt håb er endnu ikke ude.
Inden for læberne er den heller ikke ligefrem et aromatisk vulkanudbrud – til gengæld prikker den både friskt og vederkvægende på tungen, og hvis man gider mærke efter, annammer man snart de fineste, spædeste og sprødeste små grannåle prikke pikant på tunge, gummer og gane.
Det er kun antydningsvist, hvilket netop gør brygget her til en egnet, velsmagende tørstslukker til et godt aftensmåltid.
Øl kan også godt være tilbehør ved middagsbordet – øl der har karakter af en hovedret bør faktisk nydes for sig selv, så der er mere end god plads i arsenalet til denne forfriskende og velsmagende perle.

Fra at være revolutionerende og verdensomvæltende har Brewdog vitterlig bevæget sig ind på en bredere og mere lettilgængelig sti. Men det betyder bestemt ikke, at deres produkter ikke længere er værd at afprøve. Den her kunne godt gå hen og blive semi-fast inventar i mit køleskab.

Walking Dead Rambling Society, Brewdog

Mainstream special …

For et par uger siden kom min gode ven Gedved forbi. Hans ferie bestod i en rejse gennem Danmark for at besøge gamle venner og bekendte, startende i København, og afsluttende i min næsten på dagen ét år gamle bopæl i Thisted. Dagen efter skulle han hjem til Norge, mens jeg passede mit job på fiskefabrikken i Hanstholm.

Men det blev til en hyggelig aften med pizza, god snak og et par lokale øl, som vi nød i solskinnet på bænke rundt omkring i byen. Fx foran kirken og ved promenaden med udsigt til øen Mors. Thisted er en meget køn og charmerende by, og er altid et besøg værd.

Med sig havde Gedved desuden denne lille sag fra Brewdog. Og efter den eklatante skuffelse ved sidste Brewdog-øl, var forhåbningerne til dette bryg, der egentlig var en gave fra en af Gedveds og mine fælles venner, der bor i Aalborg, noget højere.

Brewdog er trods alt stadig forbundet med den nytænkning og kvalitet, der betød ølrevolutionens gennembrud. Alle har lov til en smutter i ny og næ – en outlier, der understreger de gode øls kvaliteter i brandet endnu mere. Denne øl lader endda til at være ekstra speciel på en eller anden måde. Med sådan en flot udsmykning på emballagen indgydes i hvert fald en forventning om noget ganske særligt.

Ved nærmere granskning af emballagen kan man rigtig nyde uhyrerne, som øllets navn vil antyde er en art zombier, eller undeads – en mere generel betegnelse hentet fra rollespilsverdenen. Men en nærmere beskrivelse af produktkonceptet bydes man ikke. Brygget er angiveligt en ‘brut IPA’, ifølge denne artikel på Mikkellers hjemmeside. Typen skulle være en “bone dry, fizzy, champagne-like and light bodied beer with plenty of hop aromatics, but not as bitterness as a typical west coast American IPA.” Og artiklen fortsætter: “There isn’t any official guidelines about this style af beer, as its (sic) a newcomer on the beer scene.” – Så måske alligevel ikke. Hvad øllen egentlig skal forestille at være må trods vidensbegærlige angreb fra flere forskellige vinkler stå hen i det uvisse.

Hvad det end er, så er det i hvert fald lyst. Næsten citrongult, med en kridhvid skumkrone, som man må skynde sig at nyde, før den hastigt fordamper. Lette, frugtige noter af citrus er, hvad seksprocentsbrygget kan gøre for konsumenten – for så vidt velgørende, men næppe imponerende.

Brygget byder på en let røgaroma over tørrede fyrrenåle. Igen er aromaerne for så vidt velvalgte, for ikke at sige udsøgte. Desværre fremstår de noget uklart i en alt for tæt og gennemtrængende suppe af postevand.

En jævn IPA – det er det bedste man kan sige om brygget, hvis man vil undlade at være perfid. Min trang til det fik jeg som bekendt stillet i sidste indlæg, hvor perfiditeterne ikke kun overgik øllet, men også ordensmagten. Jeg er i den anledning blevet gjort opmærksom på, at Thin blue line, som betjenten i modstrid med uniformsregulativet gjorde reklame for, faktisk er et internationalt fænomen. En organisation, der samler ind til betjente, der er blevet såret i tjenesten.

Som sådan er der altså ikke tale om en højreradikal eller voldelig organisation, sådan som jeg vist fik mere end antydet i sidste indlæg. Og med rette vil bevægelsen og dens tilhængere kunne indvende, at den ikke behøver stå til ansvar for, hvem der vælger at bruge dens symboler i forbindelse med de verserende uroligheder i USA.

Til gengæld vil jeg understrege, at jeg til enhver tid hellere vil støtte demonstranterne i Portland – sårede eller ej – end jeg vil støtte de føderale, statslige og lokale morderkorps og dødspatruljer, der pryder sig med politiinsignier. Hverken når disse får ondt i aftrækkerfingeren af at skyde gummikugler i øjnene på journalister, når de får hoste, fordi de ikke har indstillet deres gasmaske ordentligt, før de begyndte at gasse hundredevis af fredelige demonstranter uden grund, eller når de får snurrende hænder af at gennemtæske tilfældige forbipasserende med deres knipler, fordi … det fik de egentlig bare lyst til.

Amerikansk politi er en bande afstumpede kriminelle lystmordere og terrorister. Og man skal huske på, at de ikke er anomali, når det gælder politikorps. ALLE politikorps – inklusive det danske – er klar til den samme afstumpede, kriminelle, voldelige og morderiske adfærd, hvis ordren falder. For i politikorpsets voldelige fundament er der kun plads til at adlyde – ikke til at tænke selv, når ordrer langes ud. Uanset hvor tåbelige, vanvittige og overdrevne ordrerne måtte være.

Tilbage er der kun at sige, at Brewdog, som en af pionererne fra ølrevolutionen, burde vide bedre end at sende en så kedelig øl ud i en så fancy emballage. Og således fortsætter det skotske bryggeri, der engang var så godt, ræset mod – om ikke bunden, så i hvert fald mainstream.

Indie, Brewdog

Alkoholfri – med alkohol!

Når man i Danmark udsættes for kriminalitet, er det jo dejligt at vi har et upartisk korps af lovhåndhævere, der uden bias gør deres yderste for, at forbrydelserne opklares …

Så er det bare ærgerligt, at det overhovedet ikke, er hvad vi har. Dansk Politis højreradikale tilbøjeligheder har indtil nu allerhøjest været en offentlig hemmelighed. I praksis har politiet i årtier med al tydelighed vist , hvordan man kan forvente tæsk, tæsk og atter tæsk, hvis man ikke lider af melaninunderskud og har et efternavn, der ikke ender på -sen. I flæng kan nævnes Mazen Ismail, Tarek Adlouni og en unavngivet algiersk mand, som politiet ikke bare nøjedes med at gennemprygle, men endte med at dræbe i bestræbelserne på at fremskynde skiftende regeringers ambition om etnisk udrensning i Danmark

Men nu er det officielt ingen hemmelighed længere. I går delte Københavns Politi et tweet, hvor en betjent frejdigt flasher en Blue Lives Matter-sløjfe samt to ‘Thin Blue Line’-emblemer. Begge disse emblemer prydes desuden af Dannebrog.

Thin Blue Line-flaget stammer fra USA, og er en sort-hvid udgave af det amerikanske flag med en blå streg i midten. Den blå streg symboliserer politiet som den linje, der opretholder orden og forhindrer kaos i at bryde ud. Flaget er ikke nyt, men dets brug har fået en opblomstring i USA i forbindelse med de mange protester mod politivold i kølvandet på Minneapolis’ politikorps’ kolblodige, racistiske hadmord på den sorte amerikaner George Floyd.

Ikke overraskende flashes flaget af modstanderne af demonstrationerne, folk der åbenbart mener, at amerikansk politis systematiske undertrykkelse og mord på minoriteter er ten-four og helt fjong. Mindst lige så ikke overraskende er det, at sådanne grupper meget gerne tæller white supremacists og andre ekstremister fra det alleryderste, voldsparate højre i USA.

Enten er det disse grupper, betjenten på tweetets ledsagende billede stolt viser sin støtte til, eller også er betjenten for dum til sætte sig ind i, hvad det egentlig er, han i dyb modstrid med uniformsregulativerne erklærer sin støtte til.

Det krævede angiveligt en række henvendelser fra andre Twitter-brugere, før politiet selv opdagede misæren. Tweetet blev taget ned, men politiets forudsigeligt halvkvalte og forkølede undskyldning for brud på uniformsregulativet bar mere ved til bålet. Her blev det hævdet, at emblemerne var “til støtte for dræbte og sårede politikolleger”. Kommentaren giver begrebet ‘white washing’ helt nye betydninger. Jeg gætter på at vaskemidlet hed ‘Power’, idet ‘Supremacist’ dels nok ikke er helt mundret nok, dels er for svært et ord at læse sig igennem for korpsets højreradikale medlemmer, hvis politiske ståsted meget ofte giver problemer med ord på mere end to stavelser. Negligeringen af amerikansk politis massemorderiske, racistiske forbrydelser nærmest skriges ud i sin uudtalthed, uanset hvilket navn, man forestiller sig har stået på pakken.

Desværre ved vi også, hvilke konsekvenser dette vil have for betjent og korps: Lige præcis ingen. Ethvert fornuftigt, retsindet, demokratisk land, ville have iværksat en øjeblikkelig kulegravning af ekstremistiske tendenser i politiet, alt imens betjenten ville blive suspenderet. Men det kommer aldrig til at ske – politiets åbenlyse flashing af højreradikale symboler, mordet på den algierske asylansøger og de mange andre eksempler på ekstrem, racistisk politivold er alle bare enlige svaler …

… der tilfældigvis sværmer i flokke så store, at stærene måbende står på sidelinjen og kvidrer “jamen, det er sgu da vores job!” Men det er åbenbart kun meget få, der ikke kan se sort sol for bare fugle.

Mindre slemt bliver det med dagens øl. For uanset hvor slemt øl bliver, tror jeg aldrig, det bliver så slemt som den tillidskrise, der er mellem undertegnede og politietaten. Ikke engang Afskum kommer tæt på.

Det er Brewdog, der står bag. Endnu et af pionerbryggerierne fra ølrevolutionens tid, der i dag hviler på laurbærrene, og kun sjældent når de højder, der i forne tider netop gjorde dem til pionerer. Men når de byder ind med nye produkter, tager jeg dem nu alligevel med. Man ved jo aldrig, om de en dag skulle finde de gode takter frem igen.

Lyst, næsten citrongult er brygget. Brewdogs Pale ale bør rettligen staves med stort ‘P’ i ‘Pale’. Skummet er på det jævne, uden at være en decideret skuffelse. Duften … N/A – uha, det lover ikke godt. Selv rædsler som Carlsberg Nordic og endda Tuborg NUL leverede mere bouquet end dette … vand med vand på. Tør man håbe på, at aromaen blot er gemt i smagen? Det er set før …

… men ak og ve! Nej! Der er omtrent lige så meget smag som der er duft – praktisk taget ingen. Brewdogs suverænt mest aromafri produkt hidtil er hermed fundet. En fjern metallisk og ubestemmelig efterklang i vandet er vist nok resten af humlen og malten, der ellers synes totalt druknet i flodbølger og oversvømmelser.

Jeg har prøvet flere alkoholfri øl, der smagte af mere – apropos Carlsberg Nordic-serien. Men denne holder 4,2% – altså lige under almindelig pilsnerstyrke. Man fristes til at sige, at brygget her leverer den fulde oplevelse af en kedelig, alkoholfri øl – men med alkohol. En omvendt alkoholfri øl … det er om ikke andet innovativt.

Efter de indtil flere raserianfald som politiets aktiviteter afstedkom hos mig, ville sådan en alkoholfri øl med alkohol egentlig have haft sin berettigelse som genopretter af væskebalance og generel legemsafkøling. Alkoholen kunne også lægge en antydning af dæmper på humøret. Så er det bare ærgerligt, at øllet blev drukket for flere dage siden, hvor der endnu ikke var nogen sag at hidse sig så meget op over.

Twisted Thistle IPA, Belhaven (Podcast-pilot II)

Because fransk …

Jeg er godt i gang med at udvide mit bloggeri til flere platforme. Hvis man endnu ikke abonnerer på min YouTube-kanal, så kan man gøre det her. Man kan også lade være, men jeg vil blive glad for enhver ny abonnent, enhver ny tilkendegivelse af påskønnelse for mine videoer, samt enhver kommentar, da det hjælper mig til at blive større på det store stygge fællesdrev, vi i daglig tale kalder Internettet.

Jeg har også fortsat en plan om at lave podcasts, og råmaterialet til én blev som allerede nævnt optaget forleden aften hjemme hos min gode ven Marcus i Valby. Det er øllene fra dengang, jeg nu anmelder, mens lyden af os afprøve dem, ikke er det, jeg i øjeblikket prioriterer højest.

Kvaliteten af lydsporet af afprøvningen af denne øl kunne også være bedre. Vores stemmer er noget fjerne, idet public domain-underlægningsmusikken er alt for langt fremme i lydbilledet, og først nu indser jeg, hvor tåbeligt det egentlig var at lægge et musikspor på, før podcasten var redigeret færdigt. Man vil kunne høre på underlægningsmusikken, når der bliver klippet – og klippes skal der. Når man optager ølsmagninger live sker det, at der falder indforståede, lidet publiceringsegnede kommentarer undertiden med potentiale for legale ubehageligheder. Man skal huske at optagelserne fandt sted under private, lettere løsslupne former, og ikke alt hvad der blev sagt behøver nå ud til en bredere kreds.

Da vi nåede til vurderingen af øllet efter talrige udflugter (alliteration og hvorvidt en sådan var bedst med konsonanter eller vokaler var bare en af dem) fik vi ikke engang knyttet nogen kommentarer til bryggets visuelle udtryk – eller mangel på samme. Det måtte vente …

I stedet tog jeg omgående fat på duften: “Søde æbler,” hvorefter jeg i en ADHD-affødt ukontrolleret associaltionsrække tilføjede “rare æbler, venlige æbler, flinke æbler … Ikke de der knotne æbler …”

Vi tog fat på smagningen, og Marcus brugte pausen i min associationsrække til at bryde ind, med upassende seriøs mine: “Meget meget maltet eftersmag på tungen, men teknisk set er det her jo en cider, bare lavet uden æbler.”

Tydeligvis var Marcus’ oplevelse af brygget en anden af min. Jeg havde det næsten som var jeg blevet tacklet af brygget, hvis aroma viste sig en aldeles anderledes, end den søde, venlige æblekompot, der havde mødt mine næsebor. At brygget udløste en substantiel bitterhed var næppe uventet i betragtning af typen, men til gengæld helt uventet i betragtning af bouqueten.

Marcus fortsatte i cider-sporet, og knyttede i den anledning et par kommentarer til det aldeles glatte og ikke-skummende for ikke ligefrem at sige anti-skummende bryg. Jeg gav ham, at duft og farve pegede fint i retning af cider, men ingenlunde aromaen. En længere udredning fra Marcus om en tur forbi Ystad på vej til Bornholm havde som pointe, at et glas cider, han havde fået på Restaurant Villa Strandvägan i byen, havde mindet om denne øl. Og åbenbart mindede det ham også om de østers i Vodka, han fik cideren til.

Jeg er oprigtigt i tvivl, om vi har prøvet det samme bryg, da jeg derefter fremhævede skarphed af kommen i bitterheden. Det gav brygget en meget tør og ru attaque … “det skal staves med ‘q’ …”

“A-t-t-a-q?”

“u-e”, sufflerede jeg.

“Det oh la la’er jeg”

“Der skal sikkert også være et eller andet diakritisk tegn over ét af a’erne,” causerede jeg, “men det ved jeg ikke præcis – jeg er ikke så god til fransk. Men det skal der være, fordi det er fransk.”

“Because fransk …”

“Because fransk!”

Efter denne ekskurs, der truede med at afspore smagningen helt, gik vi direkte til konklusionen. Selv fandt jeg at brygget stak i for mange retninger på én gang. Især passede det unødigt skarpe kommenelement slet ikke til bryggets øvrige laid back udtryk.

Marcus mente ikke, at bitterheden i brygget var særlig karakteristisk for IPA-typen. Havde han fået den serveret uden at vide, hvad det var, ville han have taget den for en småskummel cider, og ikke en IPA. Som en ciderinspireret øl bedyrede han dog, at han faktisk godt kunne lide den.

Således valgte han at give den …

Jeg underbød med …

Det er vist første gang, jeg giver en øl lavere karakter end Marcus her på bloggen. Ikke at det egentlig er særlig bemærkelsesværdigt, men ikke desto mindre mere bemærkelsesværdigt end øllet, der på trods af at det senere samme aften skulle blive besejret grundigt i missmag, klart måtte stå som det mindst underholdende indslag den aften.

Santa Paws, Brewdog (Saufen und saufen und saufen … II)

Full Grinch …

Som om det ikke var svært nok at rekonstruere Marcus og min anmeldelse af Beard Brews fortrinlige bryg ud fra en lydoptagelse, hvor man kun kunne høre min  stemme og ikke Marcus’ regn af guldkorn, så lader det nu til, at optagelsen af vores anmeldelse af denne øl enten er gået tabt, eller – som optagelsen af Rudolf Schwann, der hovedkuls serieknalder sin hjerneskal mod de hårde stenkanter på den trappe, der bliver hans endeligt i Matador-serien – aldrig optaget.

Jeg kan i hvert fald ikke finde den som enkelt fil. Ej heller kan jeg finde den omtalt i nogen af de andre lydfiler. Til gengæld er det lykkedes mig at finde ud af, hvad problemet har været med mit optageudstyr, så jeg fremover ikke løber ind i den slags katastrofer. Ikke megen snak om drillenisser, omend jeg da en stille stund kunne overveje at stille en skål risengrød frem ved lejlighed. Selvom jeg har lokaliseret og løst problemet, skader det vel næppe at få sig en metafysisk buffer oveni (folk der kender mig godt vil vide, at jeg faktisk ikke er hardcore ateist, idet jeg med alle de sindssyge ting, der sker omkring mig, ikke finder eksistensen af drillenisser tilstrækkeligt falsificeret endnu).

Brewdog er et af de kendte, efterhånden ret store kvalitetsbryggerier, der fik mikrobryg ud til folket back in the day. Deres brand er for længst blevet mainstream, og deres produkter fast inventar i COOP’s discountsupermarked, Fakta. Ikke desto mindre har de formået at holde kvaliteten oppe – i hvert fald i nogle af deres produkter – så de ikke har glemt deres rødder.

Denne er en juleøl, passende i en størrelse så jeg ikke gider drikke den alene. Imidlertid ville jeg nu gerne have budt min yndlingsmedanmelder Marcus på en lidt bedre oplevelse her op til jul, for brygget skulle snart vise sig at være et af fejlskuddene fra bryggeriets side.

Bryggets mørke er vel snart det eneste rigtig fine ved det, idet allerede viskositeten alt for nemt lader flaskens indhold underkaste sig tyngdekraftens luner. Skummet gider heller ikke rigtigt, selv hvis brygget skænkes voldeligt. Selv trænede kokainsniffere ville have svært ved at vride bouquet ud af brygget. Uengageret sødt giver det sig kende, sammen med nogle fjerne, vage noter af alt for tynd kaffe.

Smagen – og eventuelle digressioner og udflugter knyttet dertil? Ja, det er jo desværre dem, der er gået tabt. Jeg ville ellers have elsket at gengive Marcus’ elokvænte eder og forbandelser, der i vidtstrakt- og krummelurethed langt overgår mine egne.

Så vidt jeg husker diskussionen – og her skal man have in mente, at jeg selv havde indtaget omkring seks genstande – gennemgik vi egentlig blot rigtig mange af de ovenstående pointer, at Brewdog i vid udstrækning brygger til supermarkederne i dag, og at kvaliteten derfor nødvendigvis må  blive for nedadgående. Brygget føltes for os begge vandigt, tyndt og uengageret kun med fjerne noter af kold, tynd kaffe – måske sødet med et par dråber billig industrikaramel. Akkurat passabel som øl, men ikke som en juleøl, hvor der gerne må kæles lidt ekstra for sanserne.

Vi var dermed også rørende enige om karakteren til en juleøl, der vist kun formår at slå Tuborgs Snebajer i kvalitet herhjemme.

Elvis Juice, Brewdog

2017-08-04 17.49.51Intet nyt – heldigvis …

Selvom BrewDog med tiden er blevet nogle udsælgere og brusebadsposer, komplet udstyret med advokater med for meget tid laver de jo stadig godt øl. Og sagen om pubben Draft Punk der blev sagsøgt for at have ordet ‘punk’ i deres navn, ser ud til at være bruset af som en åben lunken Carlsberg en våd sensommerdag på Københavns Vestegn.

Så jeg er villig til at lade det fare indtil videre i hvert fald, og skrue lidt op for anmeldelsesfrekvensen på det skotske bryggeris produkter igen.

Denne er hentet i det supermarked, der for tiden er min foretrukne ølpusher, når det gælder de billige supermarkedstilbud. Hvad jeg de sidste par måneder har fundet i Fakta, overgår med flere længder det faste sortiment – ikke bare i samme koncern, COOP med SuperBrugsen og Irma, eller konkurrenten Føtex, men også i Magasin, hvor de ellers ved, hvad de skal tage for varerne.

Faktakæden skulle ellers være i krise, og være ved at lukke butikker, mens Netto buldrer derudaf. Jeg har svært ved at tro, at jeg er den eneste ølelsker, der ikke helt forstår hvorfor Netto fører det ræs.

Men for nu ikke at fare vild i sidespringet – Jeg fandt altså denne Grapefruit infused IPA i Fakta.

Det nydelige kobberfarvede bryg byder ikke på meget skum, men til gengæld rigeligt bouquet – ikke noget dårligt bytte, hvis man spørger mig. Vægten er her lagt på det blomstrede. Det er slet ikke fremmed for IPA, men sådan en blomstermark af syren, hyld og roser får selv en erfaren botaniker til at trække snuden til sig af frygt for høfeber.

Fra blomsterhaven går det til frugthaven. Smagen byder på nektar, passionsfrugt og ganske sød appelsinaroma som man finder den i fantasodavand. Urtehaven er heldigvis hverken vokset til eller visnet bort – den er egentlig ganske velholdt, og mærkes som en bred bitterhed, der holder sammen på alle de kække, søde udtryk. Urtehaven er blot ikke særlig stor.

Der er ellers rigeligt med spræl i brygget, men det er ikke på grund af den ellers markante humle, men derimod alt det, der foregår omkring den. En pjattet, fjollet, sjov, sprællevende og lalleglad IPA, hvor bitterheden har givet plads til munterhed og festivitas.

Helt i BrewDogs gamle ånd. Den skulle de tage at holde fast i.

5-stjerner

Og ja – acceptér det nu bare: Elvis ER død.

90/~ Wee Heavy, Belhaven

2017-06-05 17.08.52Endelig en god én …

Det er længe siden, jeg sidst har prøvet en øl fra Belhaven. Omtrent samme ord indledte jeg også den sidste anmeldelse med – den ligger hele 5 år tilbage. Altså fra før jeg flyttede til Irland og senere København. Det er endnu længere siden, at jeg har været i bryggeriets ophavsland, Skotland. Anledningerne har selvfølgelig ikke vist sig med samme frekvens som tilforn – dengang jeg spillede sækkepibe tog vi jo gerne af sted hvert andet år eller deromkring.

Belhavens øl går der heller ikke 13 af på dusinet her tillands. Det vidner blandt andet min anmeldelseshyppighed om, for så vidt jeg husker, er jeg aldrig gået uden om en Belhaven-øl, når jeg har set en på en supermarkedshylde. Det må vel være længslen efter de lilla bjerge, den dejlige musik samt det rå og/men hjertelige temperament, der karakteriserer klippeknolden nord for England. Eller måske er det bryggerinavnets affinitet med ‘Millhaven’ – en amerikansk by, der optræder i Nick Caves dystre sangunivers – der gør, at jeg altid udnytter muligheden?

For kvaliteten har på baggrund af det lille udvalg næppe været det udslagsgivende. Den første var småkedelig (omend navnet, “Best” indbød til gemytlig og munter ironiseren. Som den bedste er nærværende en noget mere oplagt kandidat) og den anden blot udmærket uden på nogen måde at være ekstraordinær.

Det noget tilbagelænede niveau skulle der så endelig blive rådet bod på. Denne øl er købt i Fakta for … ikke alt for mange penge – og netop der har man på det sidste kunnet være ganske heldig med, hvad man har kunnet få. Brygget er på 7,4% hvilket nok er baggrunden for navnet – en ‘lille svær’, eller ‘lille tung’ om man vil. I duften udfylder alkoholen dog først og fremmest en sekundær rolle i det mørke-til-dybrøde, svagtskummende bryg – nemlig den at få karamellen, sveskerne og kakaonoterne til at dufte af mere og ikke mindst mere fyldigt.

Det samme gælder smagen. Brygget føles aldrig sprittet, men man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er alkoholstyrken, der rigtig får den flydende lyse karamel til at smyge sig lystigt op ad alle mundens vægge og den mørke chokolade til at klæbe sig kælent til gummer og tungesider.

Og det er også alkoholen, der får den krydrede eftersmag til at minde om en let men velkomponeret bittersnaps. Her træder fennikel, anis og lakridsrod frem, og formår at fuldende en både meget klassisk og alligevel unik og formfuldendt øloplevelse, hvor smag matcher bouquet og begge dele indfrier alle forhåbninger, man måtte have til typen.

Well done! Well done indeed me maties!

5-stjerner

Jet Black Heart, BrewDog

2016-10-22-19-15-56Et håb blev knust …

Nu får vi se, om ellers velfunderede og vanligvis kvalitetssikre BrewDog fra Skotland kan det … [advarsel! Retorisk spørgsmål forude] … kan hvad? Jo, kan lave en havrestout, der rent faktisk er god – en havrestout, der smager igennem og leverer en fuld, og ikke amputeret oplevelse. En havrestout, der er det lyn, der skal slikke nyderen med sin tunge (og alle læsere, der synes den metafor er mærkelig, burde læse noget mere tysk filosofi fra slutningen af det 19. århundrede)

For en sådan havrestout mangler der altså virkelig. Thisted har prøvet, Krenkerup har prøvet, Skovlyst har prøvet … okay, at sidstnævntes bryg er jævnt kedelig er vist i ekstrem grad ikke-overraskende. Ikke desto mindre er brygtypen næsten en sikker jævn og middelmådig oplevelse på den halvkedelige måde uanset hvem der laver den.

Men hvis nogen skulle kunne levere en interessant udgave – hvem kunne så, andre end det progressive punkerbryggeri BrewDog? Mange, sikkert. Jeg kunne fx forestille mig, at Amager Bryghus kunne levere noget ganske habilt og bidsk – og Kongebryg, hvis fiktive havrestout dog nok skal hvile lidt i munden, før man finder guldet – der så til gengæld også er 24 karat. Men alt dette er selvfølgelig bare idel spekulation og fantasteri.

Ved åbning udspyer den ganske virkelige flaske fra BrewDog i hvert fald en nogenlunde lovende, men også ildevarslende afdæmpet bouquet af kakao og svesker. Smagen byder også på søde chokoladenoter, mens sveskerne er erstattet af andre – til dels krydrede indslag. Der er kaffe, rørsukker med en antydning af rom og en lækker, bittersød eftersmag af moscus.

Men krydret aroma, sødme og andet godt til trods, virker hele smagsindtrykket underligt støvet og tørt, som kom det fra et groft pulver, der blev kastet i, efter at øllet var færdigbrygget. Smagen er brutalt adskilt fra en i øvrigt halvslatten mundfylde og en noget for let viskositet. Som om brygget var hakket i forskellige stykker – krydret smag for sig, bitterhed for sig, sødme for sig, viskositet for sig, krop for sig – og uden at gøre sig nogen umage for, om stykkerne passer sammen, kaster man det hele op i et stort kar, rører rundt og krydser fingre.

Det er som om mange af enkeltdelene egentlig er fine nok – men integrationen er slået fuldstændig fejl, uanset hvor mange fingre, tæer, arme, ben, ører eller øjne, man ellers har krydset. Det kunne være, at Inger Støjberg ville være glad for denne øl – i farve og viskositet har den jo også en vis lighed med Cola Zero, som hun vel nærmest har lagt ind som drop – og sådan som hun nidkært og frydefuldt skamrider ethvert tilløb af antydning af misintegration, må dette bryg da være lige noget for hende.

For mig, derimod er dette hverken lige, skråt eller bukket noget. Det er blot endnu én i en voksende række af havrestoutsskuffelser. Heller ikke BrewDog magter at løse opgaven – her gik man ellers lige og håbede …

3-stjerner

Jack Hammer, Brewdog

2016-10-17-18-07-51De er ikke faldet af på den …

Pour shame all over us
Harden into a crust
Cement
Forget the glamor and
Mumble a jackhammer
Under your breath

Teksten er fra sangen “Caffeine” fra Faith No Mores 1992-album Angel Dust. Den dybere mening med teksten? Dens relation til dagens øl? 1. Ingen anelse 2. Ingen overhovedet – jeg kom bare til at tænke på den, da jeg så bryggets navn. Som man vil se, indgår navnet (der betyder ‘trykluftbor’) i teksten – og så er det også bare en fed sang. Faktisk er det min favoritsang på det album, der jo iøvrigt bugner af hits. (Mit favoritalbum med bandet er godt nok “King for a Day, Fool for a Lifetime” – men det var ikke en sang fra det album, øllen fik mig til at tænke på (selvom alle øl vel i en eller anden grad får mig til at tænke på “Take this Bottle“)).

Men altså øllet – det i dette tilfælde næsten bleggule bryg med det nærmest ugidelige skum kommer fra det skotske bryggeri BrewDog. Det er et af de bryggerier, de allerfleste ølbloggere og ølconnoisseures gerne skulle kende til, idet de har været foregangsbryggeri for den europæiske del af den globale ølrevolution.

Ølrevolutionen har jo efterhånden bidt sig fast, og der er aldrig så mange forskellige dejlige bryg at vælge mellem, hvor man tidligere kunne vælge mellem lys pilsner lysere pilsner og letøl – hvis man var heldig. Det var nye, innovative bryghuse som Brewdog, der fik de nye øltyper (der faktisk ikke var så nye endda – de var bare ikke særlig kendte) ud over kanten og ud til folket.

Det er ved at være længe siden, jeg sidst har prøvet en Brewdog-øl. Faktisk ser det ud til, at den sidste blev prøvet for over tre år siden. Jeg kan se at jeg gav den fem stjerner dengang, og alligevel husker jeg den som mere magelig end andre af BrewDogs Bryg. Som uforlignelig husker jeg stadig den legendariske Punk IPA, som jeg gerne pakker med i indkøbskurven, når jeg støder på den. Sådan har jeg det ikke med mange øl, da jeg først og fremmest prioriterer at prøve nyt – men Punk IPA kommer altså gerne med uanset hvad.

Men har de holdt niveauet siden dengang? Discountsupermarkedet Fakta har været så søde at muliggøre et svar på det spørgsmål uden at man må lade sig ruinere. Var det en tyver, den kostede inklusive pant? Ikke meget mere i hvert fald, og en mørk broder til den kunne fås til samme pris. Den skal selvfølgelig nok blive behørigt anmeldt senere.

Det lyse bryg (det fik jeg vist sagt, det var, før digressionerne tog fart) byder på en klassisk IPA-duft bestående af traditionel grannåleduft, helt uden at den søde, krydrede bergamotolie er glemt. Den er der ellers andre IPA-mestre, der godt kan glemme ind imellem – jeg skal ikke nævne nogen navne og især da ikke Amager Bryghus.

I smagen møder man en skøn, fortrinsvis hård og metallisk bitterhed. Det metalliske islæt er helt rigtigt og på ingen måde malplaceret, disharmonisk eller ubehageligt. Humlen føles som et iskoldt, nyslebet, blankpoleret bronzesværd mod tungens overflade. Æggen skraber diskret og faretruende hen over smagsløgene, men lægger sig så nydeligt til rette med en tryg bitterhed ved mandlerne. Så opløses blankvåbnet pludselig og pustes ud i mundhulen som en tågesky af små bitte, barberbladsspidse nåle. De borer sig ind i alle mundens indvendige afkroge – først de blottede, og derefter finder de nådeløst vej til de skjulte hjørner, så disse også kradser af velsmagende, stikkende grannålehumle.

Det er både en lettelse og en følelse af triumf at konstatere, at – nej -BrewDog er tydeligvis ikke faldet af på den.

I modsætning til Faith No More. Sol Invictus er på ingen måde noget markant værk i deres produktion. Men hey, hvis de halvgamle herrer hygger sig med at spille videre, selvom de ikke vælter helt så meget rundt som de gjorde tilforn – så er det nu fint med mig.

5-en-halv-stjerne

Broughton 6,2 I.P.A., Broughton

2016-05-16 17.05.49Det holder jeg bare fast i …

Der er endnu en slags genganger på programmet. Igen er der tale om et bryg fra sidste års ølfestival i Lokomotivhallen. Det gælder den aldeles udmærkede skotske IPA fra Broughton Brewing Co., dengang velskænket til den milde klang af min højtelskede Glaswegian Patter. Glasgows lokale accent, der anses for at være totalt uforståelig, selvom det angiveligt skulle være en slags engelsk, og som jeg lærte at skatte så højt i de år, jeg spillede sækkepibe.

En god bog kan kendes på, at den kan læses flere gange, det samme gælder for at se film, høre vittigheder – og at drikke øl. Jeg vil faktisk vove den påstand, at man hurtigere bliver træt af at læse en god bog igen og igen, end man bliver af at drikke en god øl igen og igen. Men det er jo nok også fordi, jeg sammenligner – om ikke æbler og pærer (der i øvrigt begge er af rosenfamilien, og dermed genetisk ikke særligt forskellige) – så i hvert fald … tjah, øl og bøger? Min pointe var sådan set bare den, at den anden afprøvning af brygget ingenlunde var en skuffelse.

Før jeg glemmer det, har jeg lidt spændene trivia at videregive om bryggeriet bag brygget fra sidste anmeldelse, som venligst er leveret af min nabo. Han har været på bryggeriet i Ramallah, og kunne fortælle, at det kun har adgang til vand to dage om ugen. Det skyldes, at de omkringliggende ulovligt opførte bosættelser uden hensyn til områdets egentlige befolkning bruger løs, så resten af området må tørste. Danmark er som bekendt besættelsesmagtens venner, og derfor er regeringens officielle holdning vel også den, at det er lige som det skal være. Selv mener jeg det er skandaløst og en forbrydelse mod menneskeheden – bare så I lige ved det.

Ikke ulig uretten i Det Britiske Imperiums annektering af Irland – nåhr ja, og meget apropos Skotland. Skotterne er åbenbart bare ikke helt så kvikke som Irerne til at råbe “pik” og skride, når lejligheden byder sig. Men det er da mit ydmyge håb, at de en dag ser lyset.

Lyst er brygget i hvert fald – nydeligt orange og tilpas støvet til at være uigennemsigtigt uden ligefrem at være plumret (øv). Skummet er indbydende fedtet som friskpisket marengsmasse, og omtrent lige så stabilt. Brygget yder en for genren velkendt, men også bare generisk vidunderlig odeur af grannåle, frugt og blomster. Variationen over selve IPA-duftens idé finder man i et tungere frugtindslag med indslag af druer og hyben samt fylde af vanille oveni den velkendte og -komne duft af grannåle.

Og jeg husker ikke galt i forhold til bryggets uovertrufne evne til at fylde genren ud. Humlen næsten brænder i svælget, og der er ikke en krog i hele kæften der ikke svøbes ind i det stikkende, rivende grannåletæppe. Den voldsomme smagsoplevelse rundes af af en ikke mindre voldsom eftersmag af klæg, skarp bitterhed, der klæber sig hele vejen langs gummerne ned til mandlerne.

Hvis oplevelsen på nogen måde var anderledes, end da jeg fik det serveret på ølfestivalen – altså ud over at jeg fik det skænket til tonerne af den skotske accent – så husker jeg den som en tand mere letflydende. Som om den havde en læskende egenskab, jeg næppe finder i det forefindende humlehelvede … som om det var et problem, men sådan opdager man jo også små detaljer, når man læser gode bøger en gang til.

Karakteren er der imidlertid ingen grund til at lave om på.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme