Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Skotland

Elvis Juice, Brewdog

2017-08-04 17.49.51Intet nyt – heldigvis …

Selvom BrewDog med tiden er blevet nogle udsælgere og brusebadsposer, komplet udstyret med advokater med for meget tid laver de jo stadig godt øl. Og sagen om pubben Draft Punk der blev sagsøgt for at have ordet ‘punk’ i deres navn, ser ud til at være bruset af som en åben lunken Carlsberg en våd sensommerdag på Københavns Vestegn.

Så jeg er villig til at lade det fare indtil videre i hvert fald, og skrue lidt op for anmeldelsesfrekvensen på det skotske bryggeris produkter igen.

Denne er hentet i det supermarked, der for tiden er min foretrukne ølpusher, når det gælder de billige supermarkedstilbud. Hvad jeg de sidste par måneder har fundet i Fakta, overgår med flere længder det faste sortiment – ikke bare i samme koncern, COOP med SuperBrugsen og Irma, eller konkurrenten Føtex, men også i Magasin, hvor de ellers ved, hvad de skal tage for varerne.

Faktakæden skulle ellers være i krise, og være ved at lukke butikker, mens Netto buldrer derudaf. Jeg har svært ved at tro, at jeg er den eneste ølelsker, der ikke helt forstår hvorfor Netto fører det ræs.

Men for nu ikke at fare vild i sidespringet – Jeg fandt altså denne Grapefruit infused IPA i Fakta.

Det nydelige kobberfarvede bryg byder ikke på meget skum, men til gengæld rigeligt bouquet – ikke noget dårligt bytte, hvis man spørger mig. Vægten er her lagt på det blomstrede. Det er slet ikke fremmed for IPA, men sådan en blomstermark af syren, hyld og roser får selv en erfaren botaniker til at trække snuden til sig af frygt for høfeber.

Fra blomsterhaven går det til frugthaven. Smagen byder på nektar, passionsfrugt og ganske sød appelsinaroma som man finder den i fantasodavand. Urtehaven er heldigvis hverken vokset til eller visnet bort – den er egentlig ganske velholdt, og mærkes som en bred bitterhed, der holder sammen på alle de kække, søde udtryk. Urtehaven er blot ikke særlig stor.

Der er ellers rigeligt med spræl i brygget, men det er ikke på grund af den ellers markante humle, men derimod alt det, der foregår omkring den. En pjattet, fjollet, sjov, sprællevende og lalleglad IPA, hvor bitterheden har givet plads til munterhed og festivitas.

Helt i BrewDogs gamle ånd. Den skulle de tage at holde fast i.

5-stjerner

Og ja – acceptér det nu bare: Elvis ER død.

90/~ Wee Heavy, Belhaven

2017-06-05 17.08.52Endelig en god én …

Det er længe siden, jeg sidst har prøvet en øl fra Belhaven. Omtrent samme ord indledte jeg også den sidste anmeldelse med – den ligger hele 5 år tilbage. Altså fra før jeg flyttede til Irland og senere København. Det er endnu længere siden, at jeg har været i bryggeriets ophavsland, Skotland. Anledningerne har selvfølgelig ikke vist sig med samme frekvens som tilforn – dengang jeg spillede sækkepibe tog vi jo gerne af sted hvert andet år eller deromkring.

Belhavens øl går der heller ikke 13 af på dusinet her tillands. Det vidner blandt andet min anmeldelseshyppighed om, for så vidt jeg husker, er jeg aldrig gået uden om en Belhaven-øl, når jeg har set en på en supermarkedshylde. Det må vel være længslen efter de lilla bjerge, den dejlige musik samt det rå og/men hjertelige temperament, der karakteriserer klippeknolden nord for England. Eller måske er det bryggerinavnets affinitet med ‘Millhaven’ – en amerikansk by, der optræder i Nick Caves dystre sangunivers – der gør, at jeg altid udnytter muligheden?

For kvaliteten har på baggrund af det lille udvalg næppe været det udslagsgivende. Den første var småkedelig (omend navnet, “Best” indbød til gemytlig og munter ironiseren. Som den bedste er nærværende en noget mere oplagt kandidat) og den anden blot udmærket uden på nogen måde at være ekstraordinær.

Det noget tilbagelænede niveau skulle der så endelig blive rådet bod på. Denne øl er købt i Fakta for … ikke alt for mange penge – og netop der har man på det sidste kunnet være ganske heldig med, hvad man har kunnet få. Brygget er på 7,4% hvilket nok er baggrunden for navnet – en ‘lille svær’, eller ‘lille tung’ om man vil. I duften udfylder alkoholen dog først og fremmest en sekundær rolle i det mørke-til-dybrøde, svagtskummende bryg – nemlig den at få karamellen, sveskerne og kakaonoterne til at dufte af mere og ikke mindst mere fyldigt.

Det samme gælder smagen. Brygget føles aldrig sprittet, men man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er alkoholstyrken, der rigtig får den flydende lyse karamel til at smyge sig lystigt op ad alle mundens vægge og den mørke chokolade til at klæbe sig kælent til gummer og tungesider.

Og det er også alkoholen, der får den krydrede eftersmag til at minde om en let men velkomponeret bittersnaps. Her træder fennikel, anis og lakridsrod frem, og formår at fuldende en både meget klassisk og alligevel unik og formfuldendt øloplevelse, hvor smag matcher bouquet og begge dele indfrier alle forhåbninger, man måtte have til typen.

Well done! Well done indeed me maties!

5-stjerner

Jet Black Heart, BrewDog

2016-10-22-19-15-56Et håb blev knust …

Nu får vi se, om ellers velfunderede og vanligvis kvalitetssikre BrewDog fra Skotland kan det … [advarsel! Retorisk spørgsmål forude] … kan hvad? Jo, kan lave en havrestout, der rent faktisk er god – en havrestout, der smager igennem og leverer en fuld, og ikke amputeret oplevelse. En havrestout, der er det lyn, der skal slikke nyderen med sin tunge (og alle læsere, der synes den metafor er mærkelig, burde læse noget mere tysk filosofi fra slutningen af det 19. århundrede)

For en sådan havrestout mangler der altså virkelig. Thisted har prøvet, Krenkerup har prøvet, Skovlyst har prøvet … okay, at sidstnævntes bryg er jævnt kedelig er vist i ekstrem grad ikke-overraskende. Ikke desto mindre er brygtypen næsten en sikker jævn og middelmådig oplevelse på den halvkedelige måde uanset hvem der laver den.

Men hvis nogen skulle kunne levere en interessant udgave – hvem kunne så, andre end det progressive punkerbryggeri BrewDog? Mange, sikkert. Jeg kunne fx forestille mig, at Amager Bryghus kunne levere noget ganske habilt og bidsk – og Kongebryg, hvis fiktive havrestout dog nok skal hvile lidt i munden, før man finder guldet – der så til gengæld også er 24 karat. Men alt dette er selvfølgelig bare idel spekulation og fantasteri.

Ved åbning udspyer den ganske virkelige flaske fra BrewDog i hvert fald en nogenlunde lovende, men også ildevarslende afdæmpet bouquet af kakao og svesker. Smagen byder også på søde chokoladenoter, mens sveskerne er erstattet af andre – til dels krydrede indslag. Der er kaffe, rørsukker med en antydning af rom og en lækker, bittersød eftersmag af moscus.

Men krydret aroma, sødme og andet godt til trods, virker hele smagsindtrykket underligt støvet og tørt, som kom det fra et groft pulver, der blev kastet i, efter at øllet var færdigbrygget. Smagen er brutalt adskilt fra en i øvrigt halvslatten mundfylde og en noget for let viskositet. Som om brygget var hakket i forskellige stykker – krydret smag for sig, bitterhed for sig, sødme for sig, viskositet for sig, krop for sig – og uden at gøre sig nogen umage for, om stykkerne passer sammen, kaster man det hele op i et stort kar, rører rundt og krydser fingre.

Det er som om mange af enkeltdelene egentlig er fine nok – men integrationen er slået fuldstændig fejl, uanset hvor mange fingre, tæer, arme, ben, ører eller øjne, man ellers har krydset. Det kunne være, at Inger Støjberg ville være glad for denne øl – i farve og viskositet har den jo også en vis lighed med Cola Zero, som hun vel nærmest har lagt ind som drop – og sådan som hun nidkært og frydefuldt skamrider ethvert tilløb af antydning af misintegration, må dette bryg da være lige noget for hende.

For mig, derimod er dette hverken lige, skråt eller bukket noget. Det er blot endnu én i en voksende række af havrestoutsskuffelser. Heller ikke BrewDog magter at løse opgaven – her gik man ellers lige og håbede …

3-stjerner

Jack Hammer, Brewdog

2016-10-17-18-07-51De er ikke faldet af på den …

Pour shame all over us
Harden into a crust
Cement
Forget the glamor and
Mumble a jackhammer
Under your breath

Teksten er fra sangen “Caffeine” fra Faith No Mores 1992-album Angel Dust. Den dybere mening med teksten? Dens relation til dagens øl? 1. Ingen anelse 2. Ingen overhovedet – jeg kom bare til at tænke på den, da jeg så bryggets navn. Som man vil se, indgår navnet (der betyder ‘trykluftbor’) i teksten – og så er det også bare en fed sang. Faktisk er det min favoritsang på det album, der jo iøvrigt bugner af hits. (Mit favoritalbum med bandet er godt nok “King for a Day, Fool for a Lifetime” – men det var ikke en sang fra det album, øllen fik mig til at tænke på (selvom alle øl vel i en eller anden grad får mig til at tænke på “Take this Bottle“)).

Men altså øllet – det i dette tilfælde næsten bleggule bryg med det nærmest ugidelige skum kommer fra det skotske bryggeri BrewDog. Det er et af de bryggerier, de allerfleste ølbloggere og ølconnoisseures gerne skulle kende til, idet de har været foregangsbryggeri for den europæiske del af den globale ølrevolution.

Ølrevolutionen har jo efterhånden bidt sig fast, og der er aldrig så mange forskellige dejlige bryg at vælge mellem, hvor man tidligere kunne vælge mellem lys pilsner lysere pilsner og letøl – hvis man var heldig. Det var nye, innovative bryghuse som Brewdog, der fik de nye øltyper (der faktisk ikke var så nye endda – de var bare ikke særlig kendte) ud over kanten og ud til folket.

Det er ved at være længe siden, jeg sidst har prøvet en Brewdog-øl. Faktisk ser det ud til, at den sidste blev prøvet for over tre år siden. Jeg kan se at jeg gav den fem stjerner dengang, og alligevel husker jeg den som mere magelig end andre af BrewDogs Bryg. Som uforlignelig husker jeg stadig den legendariske Punk IPA, som jeg gerne pakker med i indkøbskurven, når jeg støder på den. Sådan har jeg det ikke med mange øl, da jeg først og fremmest prioriterer at prøve nyt – men Punk IPA kommer altså gerne med uanset hvad.

Men har de holdt niveauet siden dengang? Discountsupermarkedet Fakta har været så søde at muliggøre et svar på det spørgsmål uden at man må lade sig ruinere. Var det en tyver, den kostede inklusive pant? Ikke meget mere i hvert fald, og en mørk broder til den kunne fås til samme pris. Den skal selvfølgelig nok blive behørigt anmeldt senere.

Det lyse bryg (det fik jeg vist sagt, det var, før digressionerne tog fart) byder på en klassisk IPA-duft bestående af traditionel grannåleduft, helt uden at den søde, krydrede bergamotolie er glemt. Den er der ellers andre IPA-mestre, der godt kan glemme ind imellem – jeg skal ikke nævne nogen navne og især da ikke Amager Bryghus.

I smagen møder man en skøn, fortrinsvis hård og metallisk bitterhed. Det metalliske islæt er helt rigtigt og på ingen måde malplaceret, disharmonisk eller ubehageligt. Humlen føles som et iskoldt, nyslebet, blankpoleret bronzesværd mod tungens overflade. Æggen skraber diskret og faretruende hen over smagsløgene, men lægger sig så nydeligt til rette med en tryg bitterhed ved mandlerne. Så opløses blankvåbnet pludselig og pustes ud i mundhulen som en tågesky af små bitte, barberbladsspidse nåle. De borer sig ind i alle mundens indvendige afkroge – først de blottede, og derefter finder de nådeløst vej til de skjulte hjørner, så disse også kradser af velsmagende, stikkende grannålehumle.

Det er både en lettelse og en følelse af triumf at konstatere, at – nej -BrewDog er tydeligvis ikke faldet af på den.

I modsætning til Faith No More. Sol Invictus er på ingen måde noget markant værk i deres produktion. Men hey, hvis de halvgamle herrer hygger sig med at spille videre, selvom de ikke vælter helt så meget rundt som de gjorde tilforn – så er det nu fint med mig.

5-en-halv-stjerne

Broughton 6,2 I.P.A., Broughton

2016-05-16 17.05.49Det holder jeg bare fast i …

Der er endnu en slags genganger på programmet. Igen er der tale om et bryg fra sidste års ølfestival i Lokomotivhallen. Det gælder den aldeles udmærkede skotske IPA fra Broughton Brewing Co., dengang velskænket til den milde klang af min højtelskede Glaswegian Patter. Glasgows lokale accent, der anses for at være totalt uforståelig, selvom det angiveligt skulle være en slags engelsk, og som jeg lærte at skatte så højt i de år, jeg spillede sækkepibe.

En god bog kan kendes på, at den kan læses flere gange, det samme gælder for at se film, høre vittigheder – og at drikke øl. Jeg vil faktisk vove den påstand, at man hurtigere bliver træt af at læse en god bog igen og igen, end man bliver af at drikke en god øl igen og igen. Men det er jo nok også fordi, jeg sammenligner – om ikke æbler og pærer (der i øvrigt begge er af rosenfamilien, og dermed genetisk ikke særligt forskellige) – så i hvert fald … tjah, øl og bøger? Min pointe var sådan set bare den, at den anden afprøvning af brygget ingenlunde var en skuffelse.

Før jeg glemmer det, har jeg lidt spændene trivia at videregive om bryggeriet bag brygget fra sidste anmeldelse, som venligst er leveret af min nabo. Han har været på bryggeriet i Ramallah, og kunne fortælle, at det kun har adgang til vand to dage om ugen. Det skyldes, at de omkringliggende ulovligt opførte bosættelser uden hensyn til områdets egentlige befolkning bruger løs, så resten af området må tørste. Danmark er som bekendt besættelsesmagtens venner, og derfor er regeringens officielle holdning vel også den, at det er lige som det skal være. Selv mener jeg det er skandaløst og en forbrydelse mod menneskeheden – bare så I lige ved det.

Ikke ulig uretten i Det Britiske Imperiums annektering af Irland – nåhr ja, og meget apropos Skotland. Skotterne er åbenbart bare ikke helt så kvikke som Irerne til at råbe “pik” og skride, når lejligheden byder sig. Men det er da mit ydmyge håb, at de en dag ser lyset.

Lyst er brygget i hvert fald – nydeligt orange og tilpas støvet til at være uigennemsigtigt uden ligefrem at være plumret (øv). Skummet er indbydende fedtet som friskpisket marengsmasse, og omtrent lige så stabilt. Brygget yder en for genren velkendt, men også bare generisk vidunderlig odeur af grannåle, frugt og blomster. Variationen over selve IPA-duftens idé finder man i et tungere frugtindslag med indslag af druer og hyben samt fylde af vanille oveni den velkendte og -komne duft af grannåle.

Og jeg husker ikke galt i forhold til bryggets uovertrufne evne til at fylde genren ud. Humlen næsten brænder i svælget, og der er ikke en krog i hele kæften der ikke svøbes ind i det stikkende, rivende grannåletæppe. Den voldsomme smagsoplevelse rundes af af en ikke mindre voldsom eftersmag af klæg, skarp bitterhed, der klæber sig hele vejen langs gummerne ned til mandlerne.

Hvis oplevelsen på nogen måde var anderledes, end da jeg fik det serveret på ølfestivalen – altså ud over at jeg fik det skænket til tonerne af den skotske accent – så husker jeg den som en tand mere letflydende. Som om den havde en læskende egenskab, jeg næppe finder i det forefindende humlehelvede … som om det var et problem, men sådan opdager man jo også små detaljer, når man læser gode bøger en gang til.

Karakteren er der imidlertid ingen grund til at lave om på.

5-stjerner

Newcastle Werewolf, The Caledonian Brewery

Men heller ikke nogen puddel …
 
Jeg har læst en del anmeldelser af denne øl, og hæftet mig ved skuffelsen over, at den ikke er så voldsom, som den giver sig ud for at være. Flere mener, at det de får, snarere er en puddel end en ‘Greyback’.Jeg vælger naturligvis ikke at lade mig påvirke, og skænker brygget i det, der fremover er mit foretrukne glas til øl på under en halv liter. Et glas, vi fik til vores bryllup, og som hidtil ikke har været brugt til andet end at se godt ud – og det har det også gjort godt. Den gotiske stil passer desuden fint til øllets dystre tema.

Firmaet har vi i en eller anden grad haft fat i før. Newcastle Brown Ale blev anmeldt i forbindelse med “Det tynde øl fra Fakta“-temaet tilbage i begyndelsen af 2011. Indtrykket var ikke imponerende, men bryggeriet (der i en eller anden grad har skiftet navn og nu har rykket produktionen til Edinburgh (i Skotland. What’s not to like!) og nu hedder “The Caledonian Brewery”) skal da have en chance til. Men titlen på brygget forpligter selvfølgelig …

Der er ikke noget blod eller skarpe tænder over duften. Brygget er præget af maltsødme og -bitterhed. Der er brugt rugmalt i brygget, og det mærkes hele vejen igennem som en markant og velgørende karakter af kaffe. I duften gælder det kaffe med et væsentligt skud fløde og rørsukker. Aldrig noget, jeg ville putte i kaffen selv, men hvis øl dufter af det, er det i orden (go figure).

Måske kunne bryggets lød godt have lidt varulv over sig – det er fint rødbrunt som mørk ulvepels med blodstænk, og det off-white skum kunne godt ligne fråde. Galskaben er dog til at overskue, da skummet falder ganske hurtigt, og ikke klæber, hverken til glas, mundvige eller knurhår.

Kaffen går igen i smagen, men med lidt mindre fløde. Sukker er der dog stadig, og selvom jeg afskyr sukker i kaffe, gør fornemmelsen af sukrede bønner kun godt i øllet. I eftersmagen bliver bitterheden lidt mere markant, og slår over i valnødder – altså fortsat en rar bitterhed, der ikke snapper ad én, endsige bider til, omend det fortsat behager i mere end blot godkendt grad.

Smagen udvikler sig med tiden. Jeg fortryder lidt, at jeg åbnede den så hurtigt efter at den var kommet fra køl, for den vokser virkelig med temperaturen. Men nogen metamorfose undergår den aldrig – den forbliver velopdragen og rolig, man kan end ikke sige, at den gør værre end den bider, da knap en knurren udgår fra dens strube.

I stedet glæder det tempererede øl venligt tunge, gane og svælg med en rund og letkrydret fylde af anis og et let skud cognac. Slutindtrykket er fortsat ingenlunde som en frådende rabiat varulv. Bevares, måske heller ikke som en puddel. Måske som en ældre skødehund af en skikkelig labrador. Men jeg ved det ikke, for jeg kan i virkeligheden ikke særlig godt lide hunde, med Siberian Huskies som en meget væsentlig undtagelse.

Det er vi dog ingenlunde heller ude i.
4-stjerner

McEwan’s Export, Wells and Young

Én mere på skotsk …

Jeg har frekventeret Skotland en hel del, som led i min store interesse for sækkepibespil. Jeg forsøger faktisk at komme i gang igen – men der er jo hele tiden så meget; arbejde, børn, og selvfølgelig alle de spændende øl, der skal prøves og anmeldes.

Sagde jeg skotsk øl? Vel, denne øl blev først brygget i Skotland på Fountain Brewery, Fountainbridge, Edinburgh. I dag ejes brandet af Wells & Young’s Brewing Co i Bedford mellem Northampton og Cambridge – laaaaaangt fra Edinburgh. Men fair nok – Ellerten er vel også i en eller anden grad dansk, endskønt den i dag produceres i Tyskland.

Hvad jeg ville frem til var, at jeg har haft nærværende øl mellem næverne og mellem gummerne før, på en af de mange ture til Skotland, da jeg var aktiv piper i The Heather Pipes & Drums of Copenhagen. Jeg husker, hvordan vi strejfede rundt fra konkurrence til konkurrence med Strathclyde University på Rotten Row (jep, det hedder vejen, hvor det ligger) i Glasgow som base. Vi kom så langt som Perth og Cowal, og konsulterer man et kort, vil man nok bemærke, at der godt kunne være et par timers transport hver vej. Som de frække og uforskammede mennesker vi var (og er) drak vi i strid med britisk lov godt med øl på vej fra konkurrencerne. Det gjorde vi uanset resultatet. Hvis vi vandt, fejrede vi sejren, og hvis vi tabte, druknede vi sorgen, så fuldskab og tømmermænd dagen efter vandt vi hver gang.

Og denne øl blev drukket tit. Jeg ved ikke om dette er det skotske standardsprøjt, folk hælder i gabet knap 1000 km i fugleflugt stik vest fra Århus’ bymidte på samme måde, som danskerne hælder Hof og Grøn Tuborg sig. Men jeg husker den fra Sainsburry på Sauchiehall Street, og diverse kiosker i Strathclyde, hvor dens røde farve pryder hylderne, ikke langt fra det mystisk nok allestedsfraværende Celtic-parafernalia. Man er jo i det ærkekatolske hjørne af byen, hvor man med jævne mellemrum ser et par fans spankulere rundt i de friske grøn-hvide farver, men udstyret har de ikke fra de lokale butikker.

Det forhandles primært i dåser, så jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har set selve brygget – før nu altså. Det er en relativt mørk ale, ovre i det brune, men stadig med nogle pilsnerfarvede nuancer, så øllet også antager en gylden lød. Skummet er off-white, næsten gråt i det og ganske klæbrigt. Duften er syrlig af sensommerens æbler med en markant, omend lidt svag, humlenote.

I betragtning af øllet almindelighed overraskes man af fyldigheden. Brygget fylder munden godt ud med en venlig og rund maltsødme, ledsaget af en velafstemt humlebitterhed. Det passer nydeligt sammen, og udgør en velkendt forening af malt og humle, klart på den sødere og fyldigere side af, hvad man er vant til på vore længdegrader.

Bitterheden tager herefter fat, og lægger sig i eftersmagen som en stikkende bitterhed af småharske valnødder bagest i ganen. Det er ikke længere så venligt og rundt, og heldigvis for det, for det giver brygget noget ekstra karakter og spænding på falderebet. Brygget kan, en i forhold til skandinavisk smagssammensætning alternativ vægt på maltsødme og fyldighed taget i betragtning, ikke løbe fra at være et standardbryg med rigelige mængder vandsmag, der alligevel får øllet til mere end noget andet at smage af – én mere.

Så det er ikke sært, at vi fik drukket så mange af dem på vej hjem fra konkurrencerne og koncerterne dengang i starten af nullerne. Jeg håber på at komme til Skotland igen snart – og denne gang skal familien med. Irland, derimod, er jeg stadigvæk mæt af et stykke tid endnu – det var iøvrigt i disse dage for ét år siden, at vi drog af sted derover.

2-en-halv-stjerne

Zeitgeist, BrewDog

I tide …


Det var på et hængende hår. Mit ølkøleskab – der faktisk også bare er vores almindelige køleskab – var tomt … for øl i hvert fald. Ellers bugnede det faktisk af alle slags økologiske levnedsmidler, hjertet kan begære – men øl var der altså ikke noget af.
Jeg savnede noget at skrive om, så glad var jeg, da vi på en af vores mange byture – vi nyder at bo i hovedstaden, og mine sparsomme fridage bruges på at vade byen tynd med klapvogn og slyngebarn – slog et smut forbi SuperBrugsen på Christianshavns Torv.
Jeg så mit snit, og hen til øludvalget gik det – og det er nok noget af det ringeste udvalg, jeg har set. Op og ned af vægge og hylder – lutter øl, jeg havde prøvet i forvejen … Christianshavns Torv er et yndet hænge-ud-sted for Københavns sprittere, og åbenbart er det dem, der er målgruppen for SuperBrugsens øludvalg – kun øl, man kunne blive fuld af. Ingen der var værd at rigtig smage og nyde.
Og så var den der jo alligevel. Et lille sort vidunder fra BrewDog – nede i hjørnet, gemt og glemt. Men jeg tog den i min favn, og bragte den med hjem (jeg huskede selvfølgelig at betale for den) så den kunne opnå det, en øl skal opnå – at blive drukket og forhåbentlig nydt.
Der er tale om en Black Lager – reelt en Schwarzbier (nu vi er ved de nudanske termer) – en undergæret mørk øl, der har sin sorte farve fra maltristningen. Der er ikke lagt fingre imellem. Selv i aftensolens lys, der står ind gennem den franske altan ved vores spisebord, kan man kun lige netop ane, at den lille smule lys, der slipper igennem, brydes i det lange, røde frekvensområde. Skummet er underligt konstrastagtigt lyst, men dog med en kaffe-latteagtig, letbrun lød. Duften er friskt branket – ja, det lyder skørt, men bouqueten er liflig og opkvikkende med et strejf af vanille, selvom den samtidig er tyk af brændt karamel.
Smagen lægger sig på den bitre side med vægten på brændt malt i forgrunden, og med et strejf af kirsebær i baggrunden, der både giver brygget en let syrlighed og en afstemmende sødme. Syrligheden giver – overraskende – brygget fylde, idet den er nærværende uden at skæmme det overordnede indtryk. Tværtimod passer syrligheden på forunderlig vis nydeligt ind i puslespillet, når den blander sig med vanillen, der efterhånden også viser sig i smagen. Eftersmagen er både kraftig og langvarig, en sødtbranket blanding af karamel og Lektor Blommes maltbolsjer.
Det er en øl, man kan tage sig god tid med. Den mister hverken smag eller karakter ved at stå lidt, og blive drukket langsomt.
Jeg kan faktisk tilgive SuperBrugsen, Christianshavn deres slatne øludvalg, nu hvor de alligevel havde noget godt. Men her forleden dag var vi i SuperBest på Vermlandsgade … Og der må jeg nok sige, at jeg har fundet min fremtidige ølpusher her på det grønne Amager. Vel mødt snarest til den første perle, jeg har hentet hjem derfra – og retrospekt god første maj forøvigt. Min datter blev som bekendt ét år, den dejlige forårsdag, hvor folket rejste sig, og med bravour benyttede sig af en af sine sjældne muligheder for at fortælle landets politikere, hvad de egentlig mener om dem.

5-stjerner

Dead Pony Club, BrewDog

Velhumlet – og lidt tynd

Når det gælder mine temaer, har jeg vel nok en rygrad som en regnorm. Jeg formår åbenbart ikke at gennemføre et tema uden at afbryde det undervejs, og således har der nu sneget sig en øl ind blandt indflytningsøllene, som jeg har købt efter at vi er flyttet ind. Sagen er den, at den sidste indflytningsøl, jeg har, er en Kors Øøll fra Ørbæk på 0,7 liter. Så meget øl gider jeg ikke at drikke på en aften, og et forsøg på at invitere vores flyttehjælp på middag mislykkedes.

Men der var simpelt hen så god mad på bordet, at der måtte øl til. Så frem af køleskabet kom denne øl og åbnet blev den.

I glasset hævede sig et ravorange bryg under en råvidt til gyldent skum. Et meget flot skue, endskønt øllet tydeligvis er filtreret. Duften er kraftigt humlet med et tørt præg af gær.

Smagen er kraftigt bitter, og minder om Hoppy Christmas. Aromaen præges af træ, en anelse kommen, samt det bitre fra appelsiner. Begyndelsen på hver mundfuld er en eksplosion af appelsinagtig bitterhed og en ledsagende, pikant rosensødme. Derefter begynder tager humlen over, og brygget får en mere bidsk kant, i midten af munden af gær, og bagest ved ganen af træ, der fortsætter i en langstrakt eftersmag, der blidt masserer gummer, gane og svælg. Rosenessensen forstøver sig i samtidig som en sky i munden, og giver samtidig brygget noget fylde.

Det er alt sammen meget godt, men den døde pony deler også et andet træk fra BrewDogs julebryg. Den mangler fylde, og føles faktisk en smule tynd. Fornemmelsen af vand gør sig gældende på trods af de ellers gode smagsindtryk, og selv om den manglende fylde ikke ligefrem vælter læsset, og gør øllet kedeligt, så fornemmer man alligevel, at det kunne have været bedre.

Måske er det den relativt lave alkoholprocent på 3,8, der gør det. Angiveligt er det en californian pale ale. Men er det den amerikanske puritanisme, der slår igennem, eller den kendsgerning, at det meste øl, man får skænket på fad i Storbritannien er gjort tyndere, så folk ikke bliver fulde for hurtigt?

Det må stå hen i det uvisse. Jeg konstaterer, at øllet er set bedre fra BrewDogs side – uden at øllet er direkte dårligt på nogen måde, og at hverken den amerikanske østkyst, eller et drabeligt-provokerende navn kan lave om på dette.
4-stjerner

Hoppy Christmas, BrewDog

Noget besk – om alligevel julet.

I år gider jeg – ligesom sidste år iøvrigt – ikke at prøve de gængse standardjulebryg. Det er de gode øl, der skal prøves, og så er det jo dejligt, at godt ikke nødvendigvis er specielt dyrt. Nærværende skotske perle har jeg fundet i COOP til en 15-16 kr, og det er ikke galt for udenlandsk specialøl af den kaliber.

På flasken beskrives den som en varm Jule-IPA, og hvorfor ikke? Hvis man har juleøl, juleale, julebryg og jule-det-ene-og-det-andet, hvorfor så ikke en Jule-India-Pale-Ale? IPA er som bekendt en lys ale, kendetegnet ved sit høje humleindhold og deraf følgende kraftige bitterhed. Bitterhed indgår i mange af julens smagsindtryk, fra milde nelliker over letbranket flæskesvær til frisk rødkål … Det er den rare ende. Den anden ende, den traumatiske, omfatter overmodne, eller slet og ret dårlige, valnødder, mandler og figner. Hoppy Christmas giver lidt af begge dele.

Duften, for at starte et sted, er kraftig, og varsler bittert øl. Der er toner af nelliker, lakrids og anis, allerede her er det ganske juleagtigt, og man imponeres allerede over, at duften er resultat af gedigen brygkunst, og ikke af, at noget ølfremmed er tilsat. Det er en fortrinsvis lys øl – som man kender det fra IPA, med klæbrigt, gyldent skum i store fedtede bobler.

Av! Den smager! Et voldeligt, brutalt frontalangreb på smagssansen, der lammetæves – ikke af en bitter humlekvist, ikke af en gren på tykkelse med en gennemsnitlig dansk juletræsstamme, – næh, en brændende kævle der hamres ned i tungen fra ti meters højde. Bitterheden er knastør med toner af nelliker, lakrids, anis … kommen måske endda. Fornemmelsen af Rød Aalborg gør sit, og det er jo heller ikke sådan helt u-juleagtigt.

Man oplever en rå ølsmag, der får en til at overveje, om øllet er brygget færdigt – om det i virkeligheden er mæsken man sidder med, om øllet burde betegnes råøl, for så kraftigt, uforfalsket, men også uraffineret smager det. Smagsløgene svitses og ligger forkullede tilbage med en eftersmag af aske og kaffegrums. Her opdager man, at det ville have klædt øllet overordentlig godt med noget røgsmag. Man opdager også, at selvom øllet er meget kraftigt bittert, er det som om det alligevel mangler noget fylde.

Endskønt jeg ikke tror, jeg har smagt så bittert øl før, så rammer øllet ikke lige i centrum. Der mangler en struktur – et skellet, der kan underbygge bryggets kompromisløse bitterhed. Øllet virker mere overdrevet end egentlig godt, og selvom der lige er en flygtig antydning af rosebismag, så forbliver øllet bare voldeligt bittert, uden at give ordentlig mundfornemmelse, fylde eller for den sags skyld en varig eftersmag. Som en anmelder på RateBeer siger – watery and weak. Fylden mangler, og det er tydeligt.

Det er en spændende øl, og oplevelsen er stor – omend ikke nødvendigvis behagelig. Jeg elsker selv bittert øl, og jeg kan nyde denne, men savner altså fortsat raffinement i form af andet end bare bitterhed, fylde og eftersmag. Samtidig står jeg ved, at det jeg jagter er den store øloplevelse, og manglen af ordentlig velsmag til trods, er oplevelsen i hvert fald stadig stor.
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme