Kajs Ølblog

– Som asiatiske øl er flest.

Jeg henviser ikke sjældent i min ølblog til dengang jeg var i Taiwan. Det kommer sig af, at jeg faktisk ikke er særlig berejst. Jeg har aldrig været uden for det Eurasiske kontinent, selvom jeg ellers gerne ville prøve. Men pengene har ikke rigtig været der, og prioriteterne har været andre. Nu hvor jeg har familie og børn, bliver det nok heller ikke til noget lige med det første.

Samtidig er min ringe berejsthed ikke noget, jeg græder forfærdelig meget snot over. Måske får jeg ressourcerne til det en dag, og så får jeg oven i købet måske muligheden for at tage hele familien med. Det ville være en endnu større oplevelse end at gøre det, når alle andre gør det – unge og uerfarne, ikke nær så godt i stand til at vide hvad der er fedt at opleve, og hvad der kan være lige meget, fordi man lige så godt kan gøre det herhjemme – såsom at ligge på en strand fx.

Til gengæld har jeg haft glæden af at besøge steder, der nok er usædvanlige i forhold til, hvor folk ellers rejser hen. Jeg har aldrig været i London (ud over diverse lufthavne, jeg ikke rigtig synes tæller), til gengæld har jeg en hoben gange været i Glasgow. Jeg har aldrig været i Paris, til gengæld har jeg taget flyveren i modsat retning til Moskva. Og i stedet for at flyve til Phuket, eller andre turisthuller i Asien, har jeg været i det overbefolkede og politisk sprængfarlige Taiwan – i øvrigt uden at betale en øre for det.

Det hele gik for sig tilbage i april 2002, hvor mit daværende sækkepibeorkester simpelt hen blev hentet om på den anden side af Jorden for at afvikle en koncertturne. De ville have netop os, kineserne, og vi spørger stadig os selv, hvorfor de ikke fandt et band i Skotland. Men fair nok – hvis de ville have os, så kom vi da – især når de ikke bare betalte turen, firestjernede hoteller og forplejning, men også et pænt honorar til foreningskassen.

Og det var ikke en ren fornøjelsestur. På ti dage skulle vi spille otte koncerter (så hut jeg visker) så det var et farligt rend fra by til by. Efter en koncert var man typisk så udkokset, at man i overraskende få drag hamrede en literdåse af det lokale sprøjt i sækken. Med lokalt mener jeg øl fra et område, indenfor hvilket Europa nok kunne ligge to gange. Der var indonesisk, japansk, indisk, thailandsk, vietnamesisk og selvfølgelig det lokale og klart ringeste sprøjt ;Taiwan-øl … Alt sammen tyndt og uinspirerende pilsnerøl, der ikke varierede mere (snarere mindre) end pilsnerøl herhjemme.

Asiatisk øl er altså sjældent overvældende interessant, og på dette punkt er Tiger ingen undtagelse. Allerede udseendet lover ikke godt – det er meget lyst og skummet minder mere om bobler på en sodavand, end skum. Duften af korn er svag og – indrømmet – frisk.

Smagen er ligeledes frisk, behageligt rund og letsød – men mest let. Jeg må også indrømme, at jeg finder friskheden og den lette sødme vel afstemt. Friskheden dominerer ikke så meget, at øllet bliver decideret vandigt, og sødmen er ikke så kraftig, at brygget mister balance. Øllet er desuden frit for ubehagelige overraskelser som metalsmag eller syrlighed, men jeg har det på den anden side svært med at definere kvaliteten af øl negativt, så det er ikke noget, øllet som sådan vinder noget på.

Dermed synes forbilledet klart at være det jævne vesteuropæiske pilsnerøl, så der er fortsat ingen grund til at rejse det halve af Jorden rundt for at opleve asiatisk øl. Friskheden og den lette sødme gør da alt i alt denne øl til en overvejende positiv oplevelse at drikke, men skulle man gå hen, og aldrig få den prøvet, har man ikke misset noget, der er værd at skrive hjem om eller græde snot over.