Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Serbien

Jelen Svetlo Pivo, Apatinska Pivara

Kan måske en smule mere …

Bare fordi man er flyttet til udkanten, er der jo ingen der siger, man behøver at cutte båndene til hovedstaden fuldstændig. Således har en af mine læsere gennem flere år, Niels, sendt mig en øl, han gerne ville have mig til at smide nogle ord om. Det er en pilsner fra Serbien, som jeg mistænker han jævnligt drikker dernede, når han er på familiebesøg. Samme Niels inviterede mig på Taphouse og har tidligere sendt mig en Bosnisk IPA, så det er egentlig slet ikke småting, Niels har gjort det muligt for mig at anmelde.

En stor tak til ham, og jeg tager med kyshånd imod enhver smagsprøve, man har lyst til at sende til mig. Kontakter man mig på facebooksiden, kan man få min adresse, og i øvrigt koordinere nærmere om nødvendigt.

Vi har at gøre med en industriel standardpilsner, så hvis ikke Niels havde rost den i floromvundne vendinger, ville det uprætentiøse ydre – og indre idet brygget fremstår generisk korngult – ikke have kastet store forventninger af sig. Det første sug gennem næsen afgiver imidlertid lidt mere bouquet, end man i hvert fald er vant til fra hjemstavnens industrielle pilsnerbryg. En både dybere og kraftigere hallertauerduft melder sin tilstedeværelse til overraskelse og fryd, men driver så i øvrigt over så hurtigt, at man næsten kommer til at tvivle på, om den nu var der alligevel.

Det er den så, konstaterer man, da glasset sættes for munden. En noget mere markant bitterhed ved mandler og gummer end man er vant til fra den industrielle pilsner herhjemmefra gør egentligt godt, frem for blot at behage en smule mere. Der er noget dybde i den mørke hallertauersmag, og karakteren er forfriskende ren og helt fri for syntetiske afsmage eller fornemmelser. Midt på tungen forekommer brygget – skønt forfriskende og vederkvægende – ikke tyndt. Maltbunden er akkurat solid nok til, at brygget kan mærkes – og det føles rart – i stedet for at det bare glider igennem og ned med ekspresfart.

En industriel pilsner forbliver det dog – men af en kaliber der viser, at konsumøl også kan smage godt, samtidig med at de slukker tørsten.

Citra Pale Ale, Kabinet

2016-03-01 17.52.08Og det kan man dufte …

Puha … Jeg roder endnu engang rundt nede på bunden af den mørkeste stoutkælder uden mål eller med. Jeg kan kun lige akkurat slæbe mig hen til min computer for at aflægge det, der engang var en fornøjelig anmeldelse, men nu mere antager form af en kedelig rapport, der haster og som jeg ikke gider. Hvert tryk på computerens taster er en træls arbejdsopgave, hver mindste distraktion kan enten udsætte opgaven i flere timer, eller udløse raserianfald. Virkeligheden er som en dårlig film, der kører for mine øjne med mig selv i en ubetydelig statistrolle. Og som for at føje spot til skade har filmoperatøren sløset med apparaturet, så billedet står uskarpt, og lyden er sløret … Jeg har det ikke godt, og hvad værst er: jeg magter i endnu mindre grad at opsøge den nødvendige hjælp, end jeg magter at skrive de her anmeldelser. Det værste af det hele er, at det også går ud over min lille familie. Det vil jeg ikke gå i detaljer med ud over, at det er svært for os alle.

Det er før lykkedes mig at kravle op ad stoutkælderen igen ved at holde fast i de ting, jeg holder af. Musik, tegning, sprog, denne ølblog … jeg håber det lykkes igen, og jeg ved også, at et vigtigt første skridt er at erkende, at jeg har et problem. Det er også en forudsætning for bedring, at jeg får kommunikeret mit problem ud, og denne gang har jeg valgt at gøre det til en bredere kreds – ikke som sådan som et råb om hjælp (selvom jeg da gerne tager imod) men simpelt hen fordi jeg ved, at det har en positiv terapeutisk effekt på mig.

Og så til øllet – for det er der da heldigvis stadigvæk.

Denne øl er den sidste, jeg ligger inde med fra det serbiske bryggeri Kabinet. Det er en Citra Pale Ale – Citra er en amerikansk humletype – og det kan mærkes i duften. Der bydes på friske, syrlige duftnoter i retning af lime og citronmelisse, ledsaget af sød hyldeblomst. Brygget byder på et meget højt og holdbart skum, der ved skænkning stiger over glassets rand flere gange – men uden at der går noget til spilde. Takket være skummets holdbarhed og ikke min forsigtighed, forstås.

Brygget er frisk, sågæret og bittert på bagkant. Bitterheden holder sig i det lette hjørne med noter af tørt hø. I det hele taget er brygget det klart letteste af Kabinet-bryggene, uden at det dog lader det store tilbage at ønske. Selvom smagen er spinkel er den stadig ganske lækker, fylden er intakt og sammen med friskheden leveres en lækker mundfornemmelse, som man måske ikke helt opdager hos de andre bryg, fordi smag og udtryk er dét voldsommere.

Det er mere en hyggeøl og en madøl. En øl til noget frem for en øl, der kræver aktiv smagning og udelt opmærksomhed uden distraktioner. Det smukke ved øl er, at der findes noget til alle stunder – til bilkørsel kan man fx få de alkoholfri. Denne øl har sin sikre plads et sted under de vildeste, men samtidig meget længere over de kedelige.

4-stjerner

Jeg er i øvrigt blevet kontaktet af folkene bag Ølfestivalen på Esrum Kloster. De har været mægtig søde, og ønsket min aktive medvirken til at skabe opmærksomhed om arrangementet. Desværre får jeg aldrig mobiliseret energi eller motivation nok til at komme forbi – men følg linket oven for og bliv selv klogere på arrangementet. Jeg håber, det bliver hyggeligt.

Brrkaaa, Kabinet

2016-02-24 17.14.29Der tog jeg fejl …

Bryggene fra Serbiske Kabinet, som jeg fik i fødselsdagsgave, fortsætter med at gøre godt, kan jeg allerede afsløre. Udfordringen er til gengæld, at den undervisning i serbisk, jeg har modtaget – altså ingen overhovedet – gør det til noget af en udfordring at blive klog på øllet via etiketterne.

Det førte til en misforståelse, som jeg først i sidste øjeblik fik afværget. Ikke at fejltagelsen ville have været fatal. Det er sjældent de store ulykker der sker, hvis man fejlbedømmer en øl. Tværtom viser min fejlbedømmelse her, hvordan øltyperne, skønt de er milevidt fra hinanden i tradition, historie og brygteknik, alligevel kan ligne hinanden.

Min første indskydelse var, at det måtte være en pilsner. Brygget duftede så dejligt af klassiske, tyske pilsnerhumler, med noter af både tørt hø og frisk græs. Og jeg tænkte straks, at det da også var længe siden, jeg sidst havde prøvet en god pilsner. Selv ved Residents-koncerten for lidt tid siden, tror jeg ikke, jeg drak en pilsner (endsige en god én). Jeg valgte den én tand mørkere wienertype, eller classic, som den kaldes nu om dage. For at finde noget, der minder om pilsner, skal jeg tilbage til 1. februar, hvor jeg prøvede Rækker Mølle BryghusJulebryg – og den var endda kun akkurat over middel.

Denne øl kunne også godt ligne en pilsner – den appelsinorange farve var rigtig, mens gennemsigtigheden godt nok manglede. Men jeg har prøvet ufiltrerede pilsnere før, så det var ikke dét. Skummet derimod var måske lige en tand kækkere, end hvad man oftest ser ved pilsnere – og højere, tættere og måske endda hvidere. Her burde jeg have standset op og tænkt mig om. I virkeligheden standsede jeg jo også op. Men det var bare for ikke at spilde øllet, når skummet voksede op over glaskanten. Det var det der med at tænke, jeg glemte.

Smagen gjorde altså heller ikke det store i retning af at afkræfte min hypotese om, at det måtte være en pilsner, jeg sad med. Karsk fylde, frisk bitterhed og en humle så sprød som cornflakes uden mælk fik mig til at tænke, at det var vel nok en af de friskeste pilsnere, jeg nogensinde havde prøvet.

Humleelementet var måske nok ovre i den friske, luftige ende, hvor pilsnerhumle er mere tung. Men jeg fandt ikke, at afvigelsen fra pilsner var så afgørende, at den behøvede at være, ja – afgørende.

Det var vel først da et fjernt element af røg begyndte at melde sig, at mistanken om, at jeg havde taget fejl af øltypen begyndte at vokse. Begejstringen fejlede intet – for den fornemmelse af ‘ren røg‘, som jeg mærkede for et par anmeldelser siden, blev omgående slået med flere længder. Her var den så subtil, og alligevel nærværende, med smag af den velafkølede røg, som man vil kende, hvis man engang har røget bon. Og dét er i hvert fald også meget længere siden, end det er sidst, jeg drak en god pilsner. Det kan jeg sige med sikkerhed, da jeg næppe har røget tjald passivt siden jeg startede ølbloggen.

Men det var i hvert fald her, jeg erkendte, at det nok ikke var en pilsner, jeg stod med. Jeg valgte last resort – det sidste sted, jeg går hen, hvis jeg virkelig ikke aner, hvilken slags øl, jeg står med i hånden. Øllets navn kunne især ikke bringe mig på sporet, så jeg gik ind på Untappd …

En American Pale Ale, simpelt hen … Brygget i Serbien, ja, så kan man jo diskutere, hvor ‘American’ den egentlig er, men som stil har den jo selvfølgelig sit kulturelle og geografiske ophav, samt sin helt egen fine, sprøde, smagfulde og ikke for bitre karakter. Og som sådan fyldte denne øl jo genren ud, og endda en smule til.

Jeg erkendte på stedet, at min opfattelse af brygget som pilsner var fejlagtig, og så kom jeg videre. Jeg så ingen grund til at holde fast i det, jeg udmærket vidste var forkert for derved at holde fast i noget, der var mindst lige så meget en løgn over for mig selv som mine læsere. Næh, hvad der kommer ud af fastholdelse i for længst afslørede lodrette løgne, kan man hygge sig med at observere i disse dage på DR2 og TV2 News, når de rapporterer fra den i disse dage verserende ministerskandale. Det er, skønt underholdende (især, hvis man som jeg ikke kan døje den siddende regering (for slet ikke at tale om dens nyligt vedtagne grundvands- og vandløbsforgiftningspakke)), ikke ligefrem kønt.

5-stjerner

Melisa, Kabinet

2016-02-07 17.39.04I samme dur …

Det gik jo rigtig godt sidste gang (som også var første gang), jeg prøvede et bryg fra serbiske Kabinet. Forventningerne vil fremover være helt oppe i skyerne hver gang et af deres bryg skal prøves. Ud over hint bryg, og det bryg, jeg her har kastet mig over (eller kastet i mig) har jeg endnu to tilbage. Så skuffelsen kan i dén grad endnu nå at indfinde sig, og skylden vil jeg alene lægge på bryggeriet.

Men first things first – bryggene skal jo lige prøves …

At jeg var begejstret for hin ‘Supernova‘ er næppe overraskende i betragtning af, at det var en IPA, som på trods af den retning moden i øjeblikket går, stadig er min favoritbrygtype. Ja, der ser ud til at være en tendens til at anse IPA for at være overvurderet. Det må jo betyde, at alle, der blindt følger moden, snart vil holde op med at drikke IPA, og så er der jo så meget desto mere IPA til mig. Win-win!

Med Melisa er vi imidlertid trådt et skridt ned ad bitterhedsstigen – man kunne sige, at vi var gået fra Carsten Jensen til Georg Metz – idet I’et er strøget og erstattet med et ‘A’. Brygget er en pale ale efter amerikansk forbillede – og det er jo ikke meget ringere. Thisted Bryghus gjorde det rigtig godt med et bryg i samme kategori sidste år, og stilens mere afdæmpede humleprofil, hvor smagsløgene ikke svitses helt så voldsomt ved kontakt med flaskeindholdet, øger drikkeligheden uden at den samlede oplevelse nødvendigvis bliver mærkbart kedeligere.

Mens det visuelle indtryk – grumset orange med tæt, gyldent skum – til forveksling ligner den østerlandske bror, så river nærværende frænde fra Det Forjættede Land lidt mindre i næsevæggene. Søde æbler, et præsent men ikke voldsomt gærindslag, syrlighed af grapefrugt og lidt grannåle gør mere godt end fri i næsen.

Men den skarpe humle er  fortsat med. Bitterheden jager hårdt gennem tungen som et stykke uhøvlet nåletræ, savet af en sløv, flænsende sav. Til gengæld lægger en sød, masserende rosenessens sig straks som en balsam over tungens sår, så det samlede udtryk ender der, hvor man kender den amerikanske pale ale – et par niveauer (eller i dette tilfælde et enkelt niveau) under den krakilske IPA.

Det er næsten som om bitterheden fra Supernovaen er intakt, og at det kun er fordi, der er mere i dette bryg, at det ender med at forekomme mildere. Sødmen af rosenblade mærkes bedre og tydeligere her, end i nogen anden APA (eller IPA) jeg umiddelbart kan komme i tanker om. Det folder sig ekstra meget ud i eftersmagen, hvor dens afdæmpende, parfumeret-søde egenskaber giver et noget roligere – men stadig aldeles veldrejet og veludført – exit, end Supernova gjorde.

En afdæmpet Supernova, kunne man siger. Men også i sig selv hele oplevelsen værd

5-stjerner

SuperNova, Kabinet

2016-01-12 21.34.45Navnet holder …

Hvis vorherre findes, og det tror jeg som bekendt ikke, men altså hvis han/hun/den/det gør, synes jeg, at vedkommende skulle tage den lidt mere med ro med hjemkaldelserne. Først Jan, så Lemmy og nu David Bowie… Der har sandelig været travlt ved perleporten. Så travlt, at Døden selv ved dette års Allehelgen vist kun kommer til at spille andenviolin.

I skrivende stund ved jeg ikke engang, hvordan jeg skal flette endnu en tragisk begivenhed ind i dagens ølanmeldelse, men jeg har brug for at smide et par ord om det, for Bowie var – ligesom Jan Monrad – en, der formede vores sprog, vores måde at tænke på, og ikke mindst den måde, man lytter til musik på. Basgangen fra “Under Pressure” kender alle, og hvilken melodi kommer du til at tænke på, når en eller anden – hvem som helst – snakker om at danse i gaderne? I modsætning til Jan, nåede jeg i øvrigt at opleve David Bowie Live – på Roskilde Festival i ’96, og det står stadig som en af de virkelig store oplevelser fra de år, jeg frekventerede Dyrskuepladsen ved Vor Frue.

Om David hænger ud i samme værtshus som Lemmy og Jan er jeg dog ikke så sikker på. Jeg tror det er for brunt og mørkt til ham. Han sidder nok i cocktailbaren ved siden af i selskab med Lou Reed og Syd Barret …

[Clean Break]

Dagens øl – ja, jeg fik den til min fødselsdag, og tilgiv mig for ikke at vide af hvem. Brygget afkrævede svar på nogle spørgsmål, først og fremmest hvilket land, det kom fra. Kombinationen af latinske bogstaver i bestemte mønstre mere end antydede noget østeuropæisk, men hvilket land? Der var for få s’er, z’er og c’er til at det kunne være polsk, så det blev lynhurtigt udelukket. Tjekkisk måske? Det var faktisk min første reelle indskydelse, men antallet af diakritiske tegn virkede for lavt. Fraværet af bolle-u og omvendt circumflex over ‘r’ udelukkede endeligt denne mulighed.

Linda søgte lidt på google – og voila – Serbien! Sgu! Jeg har aldrig prøvet øl fra Serbien før, og det er ‘sgu’ nok i sig selv. Endnu mere ‘sgu’ tænker jeg, der kunne ligge i, at bryggeriet har valgt den latinske standardskrift, frem for den serbisk-kyrilliske. Jeg spekulerer på, hvilke politiske statements der mon ligger i dette, subsidiært, hvilke jeg skal lægge i det, såfremt der ikke er lagt nogen i forvejen.

Vel – Sydøsteuropa er ikke ligefrem kendt for øl. Når man har været ung i 90’erne, er Balkan desværre meget mere kendt for etniske konflikter og åben krig. Men udover det, laver de også fantastisk musik – men fantastisk musik kan man jo sådan set finde i alle kulturer. Det samme gælder jo sådan set for øl … eller … jeg mangler faktisk at finde rigtig gode øl fra Østasien, men jeg har nok bare ikke kigget de rigtige steder.

Valget af type lover jo for denne øl godt i sig selv. Jeg elsker IPA, og her er virkelig en IPA, der er en IPA fra start til slut. Brygget er flot, uigennemsigtigt orange med højt, hvidt, stramt skum. Humlen leverer en decideret næsestyver med skarp, hvas humle, der giver en fornemmelse af at sniffe knuste grannåle. Bergamotolie og blomsterindslag er der til gengæld intet af, men grannålene gør det skam også så fint alene.

Og her er et bryg, hvor duft og smag følges ad. Mindst 10 gange ‘sgu’ til skalpelskarp humle. Humle i smag, humle i fylde, humle i luften mellem tunge og gane … Det er humle på alle mulige måder – som en syl, der jages i tungen, som sandpapir i ganen – og som et varmt, blødt og masserende tæppe overalt, hvor det først gør nas. En aromatisk gennemprygling, der samtidig er forunderligt magelig.

Og der er rigeligt af det. Det er et nippebryg, der ikke mister den mindste flig af sin karakter, selvom det nydes aldrig så langsomt. Der er alt humle i hele verden i hver lille mundfuld – så nyd den til en lang film, gerne med gode salte snacks til, hvis man endelig vil give en perfekt bitterhed lidt modspil.

Og jeg har helt glemt at kommentere på bryggets titel i begejstringen. Jo – SuperNova er ikke at tage sin mund for fuld, når man skal beskrive dette brygs kraft. Man skal ellers være forsigtig med den slags navne, der sådan øger forventningerne – men her er det velvalgt.

Velbekomme!

6-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme