Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Rusland

White Crow Omen, Amundsen/AF Brew (Med Niels på Taphouse III)

Aldeles unik …

Beklager igen den faldende anmeldelsesfrekvens. Jeg har været småsyg på det sidste, og selvom det ikke har været i et omfang, så jeg ikke kunne tage på arbejde og den slags, så har kreativiteten og overskuddet til gengæld været reduceret rigeligt til at lysten har svigtet.

Og når lysten svigter, og man skal til at beskrive en af de største øloplevelser, man har haft siden … i sommer, hvor jeg prøvede Big Bold and Beautiful, så vil man jo egentlig gerne gøre lidt ekstra ud af det. Men man nænner det næsten ikke, når man ikke kan mobilisere kreativiteten det ekstra, der skal til.

Men nu kan jeg ikke trække den længere. Vi er nået til finalen på en fantastisk aften på Taphouse, sammen med min læser Niels, der havde inviteret.

Den tredje og sidste øl var et samarbejdsbryg mellem norske Amundsen Bryggeri og AF Brew fra Rusland. Hvad ‘AF’ står for, må indtil videre stå hen i det uvisse. På papiret … eller rettere pappet, som udgør Taphouse’ menukort angives den som ‘White Russian Imperial Stout. Den er brygget på koldbrygget kaffe, så forventningen er et dybmørkt bryg, tungt og tæt som den små småt påfaldende efterårsnat.

I stedet får man et ganske vist tæt, men også ret lyst bryg. Mestendels kobberfarvet er det, og omend nydeligt grumset, aldeles ikke spor mørkt. Duften er til gengæld en klasse for sig. Meget sødt er det, umiskendeligt af karamelsødet kaffe – eller kaffebitret karamel, for bouquetfordelingen er vel ca. 50/50. Fyldigt og meget dybt – aldeles i kontras til bryggets lyse lød, men det er ej nogen skam, al den stund at overraskelsen så er det større. Ud over kaffen er brygget tilsat kakao-, vanille- og tonkabønner (nej, det ved jeg heller ikke hvad er – google er din ven) … prøver man mange specialøl, undrer man sig mindre og mindre over, at så få af dem kommer fra Tyskland.

Aromaen … en gennemført fyldig, fløjlsblød og overvældende finish af den fineste britiske fudge. Nøje afstemt er den vældige sødme med kaffens bitre aroma, der gør at sødmen – dens storhed til trods – aldrig bliver kvalm eller begynder at rive i halsen, sådan som lidt for mange lidt for søde flødekarameller nemt kan få det til.

Ud over at aromaen er fantastisk afstemt, så man kan få al den sødme, hjertet kan begære uden den mindste antydning af kvalme, ja, så er hele smagsbilledet ganske og aldeles uvant, uventet og usædvanligt. Hverken Niels eller jeg havde nogensinde prøvet noget, der bare kom i nærheden af dette brygs aroma. At man ved brygkunst (og tilsætning af veludvalgte ingredienser) kan bygge så fine smagsoplevelser, redder dette bryg en topkarakter, som Niels og jeg var ganske enige om.

Niels skal have fantastisk mange tak for skænken og for en fantastisk hverdagsaften.

Et rigeligt saltholdigt aftensmåltid på min lokale grillbar Husum Chicken på Frederikssundsvej reddede mig fra tømmermænd dagen efter, der som bekendt (thi jeg var inviteret en onsdag aften) var en hverdag som alle andre.

Staryj Mjelnik mjagkoje, старый мельник

– Det tynde – men ikke tyndeste – øl
Nu og da støder man på spøjse ting, som bare må prøves, og sådan er det selvfølgelig også med øl. Denne øl fandt jeg i den lokale kiosk en aften, hvor jeg ellers bare var gået ned for at købe et klippekort. Jeg tjekker altid den lokale kiosk for spændende øltilbud – ligesom jeg gør med alle kiosker for den sags skyld.
Og der stod den så – med sin spøjse form, sit nødtørftigt påklistrede prismærke på 11,95 og en holdbarhed til på næste onsdag. Den manglede til gengæld pantmærke, så hvorfra den er blevet parallelimporteret står hen i det uvisse, men jeg kunne jo ikke gøre andet end tage den med, og give den et godt hjem i min vom.

Jeg har ikke den fjerneste anelse om, præcis hvor i Rusland denne øl kommer fra, og efter min bedste vurdering er navnet på øllet identisk med navnet på bryggeriet. Der stod også “Iz bogonka” på flasken, men jeg har på trods konsultation af fine ordbøger, lånt af min vivs syveninde, der har læst russisk, ikke fundet ud af hvad det betyder. Jeg har dog fundet ud af, at Staryj Mjelnik mjagkoje betyder “Den Gamle Møller, blød [- eller mild?]” (uautoriseret transkription på min regning) og det lyder jo om ikke andet hyggeligt.
Samtlige alarmklokker klemter dog, så snart man kaster sit blik på den. Flasken er klar, og afslører en nærmest citronsaftgul farve, ikke meget ulig urin midt i en heftig druktur. Bedre bliver det ikke, når man hælder den op i et glas. At der nu er endnu kortere vej gennem den næsten klare væske, før den atter rammer glasset får bestemt ikke øllet til at se tættere ud. Det er, at dømme ud fra farven, noget af det tyndeste sprøjt, jeg har prøvet hidtil. Dertil kommer, at skummet er helt ufatteligt skrøbeligt. Jeg har set meget sodavand med mere skum, og helhedsindtrykket på nuværende tidspunkt er måske mest sammenligneligt med en lunken Klar Cola fra Brugsen. Den dufter heller ikke rigtig af noget – der er måske lige en antydning af noget maltagtig sødme, og det er alt.
Og det er vitterlig meget tyndt. Man skal virkelig ned og lede mellem smagsløgene for at finde noget af interesse. Da mine forventninger var reduceret temmelig kraftigt af den tynde indledning, var jeg dog mere lettet over, at brygget på den anden side ikke smagte decideret dårligt. Sødmen fra duften kan man således genfinde efter nogen søgen – og en truende syrlighed, forbliver kun truende, måske på grund af øllets generelle mangel på smag. Ser man det på den måde, er det næsten positivt, at øllet er så tyndt.
Men det er alt andet lige ikke det tyndeste øl, jeg har smagt. Det er ikke danskvand med et stænk af humle, der er tale om – vi er snarere ovre i noget humlesodavand, hvilket det høje indhold af kulsyre også bidrager til fornemmelsen af. I flæng kan jeg da nævne Kay-Sar fra Cult, Tuborg Super Light og Dansk Pilsner fra Harboe som nogen, denne øl alt andet lige formår at give baghjul.
1-halv-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme