Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Rusland

Sweet Tooth, Black Cat Brewery

Øl: Sweet Tooth
Bryggeri: Black Cat Brewery
Type: Pastry Stout
ABV: 7%
Land: Rusland
Købt: Donation via Drikbeer.com

Kære minder …

Så opslugt blev jeg af indspilningen af min seneste video, at jeg rent glemte at knipse et billede af det skænkede øl i processen. Så hvis man vil se, hvordan øllet rent faktisk ser ud – i levende billeder, nota bene – ja, så må man altså smutte over til min seneste video på min YouTube-kanal.

Det kører derudad i øjeblikket – bogstaveligt talt, eftersom jeg i gør hentede min lille bil. Mit nye job er jeg fortsat kisteglad for – også selvom jeg nogle gange må arbejde om lørdagen. Ja, jeg ser det faktisk som en fordel, nu hvor jeg igen har gæld (på grund af bilkøbet) hvilket jeg egentlig havde forsvoret nogensinde at have igen.
På min førnævnte YouTube-kanal går det også godt. Siden jeg startede i arbejde for under fjorten dage siden, har jeg udgivet hele tre videoer, hvilket blot er én mindre, end jeg indtil videre har udgivet resten af året. Jeg vil prøve at se, om jeg kan udgive mindst én video om ugen om onsdagen. Ikke bare for at få lidt struktur på den aktivitet, men også fordi det angiveligt skulle være godt algoritmemæssigt, at udgive videoer med regelmæssige intervaller.

Nøj, hvor bliver man da egentlig kedelig af at være en voksen med (undtagelsesvis) styr på sagerne. Jeg må hellere skride videre til anmeldelsen, før læserne begynder at bruge mine indlæg som sovemedicin.

I en af donationspakkerne fra Drikbeer.com var der to øl fra det russiske mikrobryggeri Black Cat Brewery (bemærk den manglende artikel. Den slags har man ikke på russisk – eller så vidt jeg ved på nogen andre slaviske sprog). Mine russiskkundskaber fra gymnasiet rækker imidlertid ikke til, at jeg kan læse den lange smøre, bryggeriet har vedhæftet dåsen – jeg holdt 25 års dimissionsjubilæum for to år siden. I øvrigt står teksten med så små typer, at mine læsebriller næppe er nok – og så gider jeg sgu ikke rigtigt.
Untappd kommer til undsætning med en væsentlig kortere beskrivelse på et sprog, jeg forstår: “Pastry stout with browny & vanilla” – spørg ikke hvorfor ‘brownie’ staves på en bøvet/popsmart måde, for jeg ved det præcis lige så godt som dig.

Alt dette havde jeg ikke engang slået op før jeg skred til videoanmeldelse. Pastry stout skabte dog stadig forventning om en fortrinsvis sød stout. En Russian Imperial stout måske endda, idet disse er kendt for deres søde smag – og lette krop i øvrigt.
Letflydende er brygget i hvert fald. Jeg nød at se, hvordan løbet fra dåsen slog et par nydelige skruer før det endte i det til lejligheden fremfundne drageglas. Ganske sort er brygget, omend gennemskinneligt klart. Allerede ved åbning af dåsen breder bryggets søde duft af vingummi og lakrids sig ud i lokalet og indfrier allerede da forventningerne om en sød oplevelse.
I smagen er det nu lidt andre former for slik, der er i front. Mørk chokolade med en snert af mokka giver en velkendt, omend væsentlig sødere, bund end hvad man oplever i de fleste stouts – selv de søde af slagsen.
Efterhånden som det lette – og meget smagfulde – bryg glider hen over tungen, træder mere krydrede noter af lakrids og fennikel frem. I et glimt er jeg tilbage i min næsten spæde barndom i badeværelset i stueetagen på det hus, jeg voksede op i. Der hang medicinskabet, hvor hostesaften blev opbevaret – og lidt … eller faktisk ret meget som den hostesaft smager denne øl.

Jeg var bestemt ikke ked af den hostesaft. Og hvor er det skønt, at en øl kan vække minder om noget, der ligger så langt tilbage. Ikke mindst, når det er noget, er smager dejligt.

Fluffy Smoosh: Mango & Passion, Black Cat Brewery

Øl: Fluffy Smoosh: Mango & Passion
Bryggeri: Black Cat Brewery
Type: Smoothie Sour Ale
ABV: 6,8%
Land: Rusland
Købt i: Donation via drikbeer.com

Bare antydningen …

Uha, der sker mange ting lige i øjeblikket. Det hele startede med et truckcertifikat, der ikke engang var helt i hus, før jeg måtte kaste mig ned på maven for ikke at blive ramt alt for hårdt af de jobtilbud, der pludselig føg om ørerne på mig. Snart er det to uger, jeg har bestredet mit nye job, og det at have quasi-fast (jeg er trods alt vikaransat) arbejde er bestemt noget, jeg kunne bliver forfalden til.
Nu er jeg så nået dertil, at jeg har taget hvad der måske er den mest voksne beslutning siden jeg valgte at få børn: Jeg er i gang med at købe – ja købe – mig min første bil nogensinde. Jeg overtog min fars gamle bil, da han ikke kunne køre længere – men sådan selv at gå ud, kigge på og anskaffe mig min egen, troede jeg faktisk aldrig, jeg ville komme til.
En VW Up! bliver det til. Valget stod mellem den og en Fiat 500, der både var større og kønnere. Til gengæld sad man elendigt i den, gearingen var underlig, og så kunne den altså bare overhovedet ikke konkurrere med Up’ens evne til at integrere sig med mig, det øjeblik, jeg satte mig ind i den. Den mindste antydning af tryk på speederen, det mindste træk i rattet, og Up’en lystrede præcis så meget, som jeg gerne ville have den til. Den var ikke så meget en bil, som den var en forlængelse af mig selv – fuldstændig som den franske fænomenolog Merleau-Ponty’s (parafraserede) analogi om den blindes hvide stok, og hvordan den bliver en del af sanseapparatet.

Det er Fahrvergnügen når det er allerbedst. De kan det der, tyskerne. Hvad øl angår halter de nu stadig bagefter, og er først nu ved at komme efter det. Nogle andre, der er ved at komme efter det – meget overraskende og stærkt – er russerne. I en af pakkerne fra drikbeer.com, som en generøs donor lod mig blive til del, var der hele to øl fra et russisk mikrobryggeri ved navn Black Cat Brewery. Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved det udeblevne ‘the’. Det kan meget vel være, jeg lægger for meget i det, men da russisk er et sprog helt uden artikler – bestemte såvel som ubestemte – kan jeg ikke befri mig fra den tanke, at det er helt bevidst.

Det er sådan lidt en af mine egne darlings, jeg har meget svært ved at slå ihjel. Det der nok er mere spændende for rigtig mange læsere, er dåsens indhold. En sour ale med mango og passionsfrugt – og det med en hævn, skal det hurtigt vise sig. (Det hele kan opleves i levende billeder på min YouTube-kanal her).
Brygget lader sig kun meget modvilligt skænke. Det er som om det kun vil skvulpe ned i store, afbrudte klatter af fuldkommen tæt, orangefarvet frugtgrød. Man fristes til at klemme dåsen for at hjælpe det usandsynligt tykke bryg på vej. Og der står det så – fuldkommen uigennemskinneligt, næsten strålende gulorange i alt sin mango og passionsfrugt-hed.
I duften er det mestendels mangoen man mærker. Sød, fyldig og vældig i sin inciterende aroma. ‘For meget’ vil mange sikkert mene, men for enhver der kan lide mango, mango lassi og øl, er dette bryg simpelthen et must. Syre – det er jo en sur øl – mærker man indtil videre ikke noget af. Men der er nu også mere end rigeligt af det søde til at kompensere.
Mango-knytnæven rammer først for alvor i smagen. Lige så tæt som brygget ser ud, føles det også i kæften. Ud i alle kroge og på alle blottede flader nærmest klæber mango-passionsgrøden sig genstridigt og overdrevent frugtsødt … det gælder i hvert fald det, man kan få ud af glasset – for en ikke-uanselig andel bliver siddende på glassets inderside, hvor det kun meget langsomt glider ned i bunden som en sidste genstridig mundfuld.
Og midt i alt den tætte frugtsødme, der egentlig for længst burde være blevet alt for meget, viser den sig – syren. Pikant, let, nærmest kun antydningsvis som en prikken på tunge og gummer. Den mærkes, men smages næppe. Den underspillede syrlighed giver den overvældende frugtsødme perfekt modspil. Syren gør, at bryggets fandenivoldske frugtudtryk ikke bliver ubærligt, og den samlede oplevelse bliver en ganske unik nydelse.

Netop i skrivende stund ser jeg, at jeg rent faktisk har prøvet en formidabel russisk specialøl før. Det var tre år siden da en af mine læsere, Niels Sørensen inviterede mig på Taphouse. Så jeg vidste egentlig godt, at de kunne. – Nøj hvor de kan, de russere … så mangler vi bare, at de lærer at behandle systemkritikere og LGBTQ-personer ordentligt også.

Det har desværre nok længere udsigter …

White Crow Omen, Amundsen/AF Brew (Med Niels på Taphouse III)

Aldeles unik …

Beklager igen den faldende anmeldelsesfrekvens. Jeg har været småsyg på det sidste, og selvom det ikke har været i et omfang, så jeg ikke kunne tage på arbejde og den slags, så har kreativiteten og overskuddet til gengæld været reduceret rigeligt til at lysten har svigtet.

Og når lysten svigter, og man skal til at beskrive en af de største øloplevelser, man har haft siden … i sommer, hvor jeg prøvede Big Bold and Beautiful, så vil man jo egentlig gerne gøre lidt ekstra ud af det. Men man nænner det næsten ikke, når man ikke kan mobilisere kreativiteten det ekstra, der skal til.

Men nu kan jeg ikke trække den længere. Vi er nået til finalen på en fantastisk aften på Taphouse, sammen med min læser Niels, der havde inviteret.

Den tredje og sidste øl var et samarbejdsbryg mellem norske Amundsen Bryggeri og AF Brew fra Rusland. Hvad ‘AF’ står for, må indtil videre stå hen i det uvisse. På papiret … eller rettere pappet, som udgør Taphouse’ menukort angives den som ‘White Russian Imperial Stout. Den er brygget på koldbrygget kaffe, så forventningen er et dybmørkt bryg, tungt og tæt som den små småt påfaldende efterårsnat.

I stedet får man et ganske vist tæt, men også ret lyst bryg. Mestendels kobberfarvet er det, og omend nydeligt grumset, aldeles ikke spor mørkt. Duften er til gengæld en klasse for sig. Meget sødt er det, umiskendeligt af karamelsødet kaffe – eller kaffebitret karamel, for bouquetfordelingen er vel ca. 50/50. Fyldigt og meget dybt – aldeles i kontras til bryggets lyse lød, men det er ej nogen skam, al den stund at overraskelsen så er det større. Ud over kaffen er brygget tilsat kakao-, vanille- og tonkabønner (nej, det ved jeg heller ikke hvad er – google er din ven) … prøver man mange specialøl, undrer man sig mindre og mindre over, at så få af dem kommer fra Tyskland.

Aromaen … en gennemført fyldig, fløjlsblød og overvældende finish af den fineste britiske fudge. Nøje afstemt er den vældige sødme med kaffens bitre aroma, der gør at sødmen – dens storhed til trods – aldrig bliver kvalm eller begynder at rive i halsen, sådan som lidt for mange lidt for søde flødekarameller nemt kan få det til.

Ud over at aromaen er fantastisk afstemt, så man kan få al den sødme, hjertet kan begære uden den mindste antydning af kvalme, ja, så er hele smagsbilledet ganske og aldeles uvant, uventet og usædvanligt. Hverken Niels eller jeg havde nogensinde prøvet noget, der bare kom i nærheden af dette brygs aroma. At man ved brygkunst (og tilsætning af veludvalgte ingredienser) kan bygge så fine smagsoplevelser, redder dette bryg en topkarakter, som Niels og jeg var ganske enige om.

Niels skal have fantastisk mange tak for skænken og for en fantastisk hverdagsaften.

Et rigeligt saltholdigt aftensmåltid på min lokale grillbar Husum Chicken på Frederikssundsvej reddede mig fra tømmermænd dagen efter, der som bekendt (thi jeg var inviteret en onsdag aften) var en hverdag som alle andre.

Staryj Mjelnik mjagkoje, старый мельник

– Det tynde – men ikke tyndeste – øl
Nu og da støder man på spøjse ting, som bare må prøves, og sådan er det selvfølgelig også med øl. Denne øl fandt jeg i den lokale kiosk en aften, hvor jeg ellers bare var gået ned for at købe et klippekort. Jeg tjekker altid den lokale kiosk for spændende øltilbud – ligesom jeg gør med alle kiosker for den sags skyld.
Og der stod den så – med sin spøjse form, sit nødtørftigt påklistrede prismærke på 11,95 og en holdbarhed til på næste onsdag. Den manglede til gengæld pantmærke, så hvorfra den er blevet parallelimporteret står hen i det uvisse, men jeg kunne jo ikke gøre andet end tage den med, og give den et godt hjem i min vom.

Jeg har ikke den fjerneste anelse om, præcis hvor i Rusland denne øl kommer fra, og efter min bedste vurdering er navnet på øllet identisk med navnet på bryggeriet. Der stod også “Iz bogonka” på flasken, men jeg har på trods konsultation af fine ordbøger, lånt af min vivs syveninde, der har læst russisk, ikke fundet ud af hvad det betyder. Jeg har dog fundet ud af, at Staryj Mjelnik mjagkoje betyder “Den Gamle Møller, blød [- eller mild?]” (uautoriseret transkription på min regning) og det lyder jo om ikke andet hyggeligt.
Samtlige alarmklokker klemter dog, så snart man kaster sit blik på den. Flasken er klar, og afslører en nærmest citronsaftgul farve, ikke meget ulig urin midt i en heftig druktur. Bedre bliver det ikke, når man hælder den op i et glas. At der nu er endnu kortere vej gennem den næsten klare væske, før den atter rammer glasset får bestemt ikke øllet til at se tættere ud. Det er, at dømme ud fra farven, noget af det tyndeste sprøjt, jeg har prøvet hidtil. Dertil kommer, at skummet er helt ufatteligt skrøbeligt. Jeg har set meget sodavand med mere skum, og helhedsindtrykket på nuværende tidspunkt er måske mest sammenligneligt med en lunken Klar Cola fra Brugsen. Den dufter heller ikke rigtig af noget – der er måske lige en antydning af noget maltagtig sødme, og det er alt.
Og det er vitterlig meget tyndt. Man skal virkelig ned og lede mellem smagsløgene for at finde noget af interesse. Da mine forventninger var reduceret temmelig kraftigt af den tynde indledning, var jeg dog mere lettet over, at brygget på den anden side ikke smagte decideret dårligt. Sødmen fra duften kan man således genfinde efter nogen søgen – og en truende syrlighed, forbliver kun truende, måske på grund af øllets generelle mangel på smag. Ser man det på den måde, er det næsten positivt, at øllet er så tyndt.
Men det er alt andet lige ikke det tyndeste øl, jeg har smagt. Det er ikke danskvand med et stænk af humle, der er tale om – vi er snarere ovre i noget humlesodavand, hvilket det høje indhold af kulsyre også bidrager til fornemmelsen af. I flæng kan jeg da nævne Kay-Sar fra Cult, Tuborg Super Light og Dansk Pilsner fra Harboe som nogen, denne øl alt andet lige formår at give baghjul.
1-halv-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme