Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Norge

Lucky Jack Extra Hard IPA, Lervig Aktiebryggeri

Bare lige en hurtig én …

Hvor var det, jeg købte den? Sandsynligheden taler for Fakta – for der går jeg som bekendt oftest på indkøb, men det var ikke i min foretrukne filial på Husum Torv. Jeg husker også, at jeg fiskede den op fra en spotvarehylde, hvor den stod helt alene og græd, som den sidste i et parti.

Eller okay … den græd ikke. Men den så altså meget alene ud, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre en ende på dens lidelser.

Sidst jeg havde en Lervig-øl på programmet, var jeg ikke videre imponeret, så måske er det tid til en revanche. Denne gang er der en ‘Extra Hard’ IPA på programmet, hvilket fra starten hæver forventningerne, men også nærmest garanterer et godt resultat, såfremt brygget ikke er gået helt galt.

Duften er røget – udover de med typen forbundne (og elskede) noter af bergamot og grannåle, tilsat en blomsterkrydret variant af hyld og ingefær. Jeg ville ikke kalde brygget ‘hårdt’ for nuværende – det kæler lige lovligt meget for den ukomplicerede men velgørende olfaktoriske nydelse. Til gengæld må betegnelsen ‘ekstra’ siges at være i orden.

I smagen er jeg igen mindre tilbøjelighed til at acceptere betegnelsen ‘hård’. Den skal være lidt mere hård og brutal for at retfærdiggøre attributten. ‘Ekstra’, til gengæld, er igen retfærdiggjort i en magelig, omend tung og venligt gnubbende aroma af ingefær, egetræ og koriander – tillige med the usual suspects – grannålene, der i dette tilfælde er modne og ikke spæde i udtrykket.

Desuden er brygget ganske forfriskende, og med sit rene og klare udtryk, hvor aromaerne blander sig så fint sammen, får det undertiden endda et let og vederkvægende udtryk, jeg igen har det svært med at hæfte betegnelsen ‘hård’ på …

… ‘ekstra’ er den til gengæld i rigeligt omfang.

Brown Boobies Falling, Amager Bryghus (Det løse I)

2017-07-03 18.48.14En cirkel sluttes …

Nej, vi springer ikke med det samme ind i Amager Bryghus’ store lovende 2017-kollektion. Vi starter stille og roligt ud med en af de løse, for lissom at starte lidt langsomt – som en prolog, ligesom ved det nys startede Tour de France. – Uden yderligere sammenligning i øvrigt, thi flaskerne fra Amager Bryghus indeholder kun naturlige ingredienser … i den udstrækning danske ingredienser kan være naturlige med Esben Lunde Larsen som minister på tredje år i træk, og i hvert fald langt færre syntetiske stimulanser end dem som cykelrytterne tyller i sig både peroralt og intravenøst på og mellem de lange etaper. Det er i øvrigt også derfor, jeg ikke gider cykelsport længere.

Egentlig er der ikke så meget prolog over brygget – især ikke i betragtning af, at det er fra sidste år, og at der er tale om en natsort porter på 7,5%. Det mest spændende for mig rent personligt er dog, at jeg faktisk har været med til at brygge dette bryg … en lillebitte smule i hvert fald. Jeg var der, da det blev sat over, og jeg var med til at trække den kogte urt ud af mæskekarret.

Om det kan man læse her, hvor man også kan se billeder af bryggeren Mike Murphy fra Lervig-bryggeriet, der samarbejdede med Amager Bryghus om brygget. Det bliver ikke sidste gang, kan jeg afsløre, at samarbejdsbryg vil blive behandlet i løbet af temaet.

Men skønt er det at få lov til at smage på et bryg, man selv har været med til at lave … sådan da. Brygget skummer ikke voldsomt – måske fordi det kræver lidt tålmodighed at få krænget det seje bryg ud af emballagen. Til gengæld er skummet nydeligt orangefarvet, og har dermed i kulør og kvalitet, hvad det måske ikke har i kvantitet.

Umiddelbart kan bryggets duft være lidt svær at pinpointe. Lidt lakrids, friskkogte nye kartofler, vanille og en smule alkohol. Så går det nemmere med smagen. En kop kaffe med nydeligt velafstemt bønnemængde og med kokossen præsent, men aldeles velafstemt. Den kan smages som en gennemtrængende sødme – ikke ulig den man får, hvis man spiser en ‘Bounty’ uden at indtage kokos og chokolade hver for sig.

Diskret og smagfuld engelsk lakrids – engelsk fordi den ikke er sød, diskret, fordi den ikke kæfter op over for de andre ved kaffeseselskabet – melder sin ankomst tillige med en tungere sødme af rørsukker. Efterhånden blander snakken om de små borde, og klirren af de fine kaffestel sig lige netop på den måde, så ikke ét ord kan forstås af hvad der siges, idet kvantespringet til den ultimative hygge tages.

Og sådan fortsætter det, så længe der er bryg i glasset. Og med mindre man er en douchebag, en hyggedræber og en partykiller vil der være bryg i glasset i ganske lang tid. For brygget holder sin forskelligartethed tiden ud, an ansporer nyderen til at – ja, nyde frem for bare at hælde det i sig.

En rigtig hyggeøl. For mangfoldighed er hyggeligt.

Og skulle man allievel komme til at kede sig, er der som altid spændende historier på flaskerne. Ligesom med øllet, giver Amager Bryghus aldrig køb på underholdningen. Men dén må læserne selv opsøge ved at købe sig en flaske …

5-en-halv-stjerne

Jule Avec, Berentsen Brygghus

2017-03-31 17.51.25Vigende fylde …

At det lige straks er påske skal ikke holde mig fra at prøve en spændende juleøl, hvis den byder sig til. Jeg er egentlig ganske indifferent over for, hvad der måtte stå på etiketten om, hvilken høj-, lav- eller mellemtid en øl er brygget til (eller på). Hvis det er billigt og foregøgler en eller anden form for kvalitet (om det så bare er at befinde sig i en kvalitetsølhandels som fx Toft Vin på Islands Brygge) så er jeg både spil, leg og bytte, samt andre mulige oversættelser af den engelske glose ‘game’, som jeg – hvis det ikke skulle være gået op for læserne – krampagtigt forsøger at gøre mig vittig over i disse linjer.

Jule Avec skulle ifølge bloggeren ‘Hopdaddy’ være “speciel men ikke dårlig”. Det lyder jo mildt lovende, selvom understregningen af, at den ikke skulle være dårlig, måske nok trækker mit ene øjebryn en smule i vejret … som i øvrigt er blevet rigtig flot. Jeg spiste ude i går aftes for første gang i år – men det skal I nok få mere at høre om.

Øllet er i hvert fald ganske mørkt med en usædvanlig skumkrone i dybgult, og ikke popcornfarvet, som man kan se det på etiketten. Duften er også speciel, og indtil videre iøvrigt ikke dårlig; Tung og sød af blommer og svesker (ja, jeg ved godt det i bund og grund er det samme, men de dufter altså forskelligt i deres forskellige former, og dette bryg dufter af begge former, ja det gør så). Dertil kommer syre og sødme af kirsebær.

Julen er sådan set allerede hjemme i duften, mens smagen faktisk går indtil flere skridt videre i samme retning. Initialt mærker man bitterhed af kaffe med humleindslag af lakridsrod og egetræ. Efterhånden melder sig mere krydrede noter af spidskommen og kanel – en aromakarakter, der egner sig aldrig så nydeligt til klassiske julegodter som dadler, figner og nødder.

Det specielle, som Hopdaddy advarede imod, melder sig i fylden, der desværre viger i den samlede oplevelse. Brygget er for letflydende og vandigt, og de ellers gode indtryk og aromaer virker lidt for vilkårligt kastet ned i brygget, så de aldrig får blandet sig helt godt med hinanden.

Det ændrer dog ikke ved, at brygget alligevel er gedigent og juleegnet. Man kan jo se, om man kan nå at redde sig et par stykker endnu og være på forkant i år.

4-stjerner

Lucky Jack, Lervig Aktiebryggeri

2017-03-08 17.31.05Svær kode at knække, eller …

Tilbage til det gode parti øl, jeg forleden hentede på Amager. Denne norske pale ale efter amerikansk forbillede har jeg set i flere velassorterede supermarkeder, eller i hvert fald i Irma, hvor den har gjort sig til med sine afdæmpede pastelfarver og uprætentiøse ydre. Selvom jeg nødigt indrømmer det, vil jeg ikke udelukke, at grunden til, at den ikke har fundet vej til min indkøbskurv før nu er, at den netop tager sig så jævn ud, endskønt der er tale om en specialøl fra et endog ganske velrenommeret bryggeri. Jeg har endda hængt ud med brygmesteren, Mike Murphy, da jeg sidste år var på besøg på Amager Bryghus.

Men nu skulle det være. Jeg har selvfølgelig høje forventninger – ikke mindst fordi Mike Murphy og ikke mindst hans bryg gjorde stort indtryk på mig ved besøget.

Det er et meget lyst bryg – citrongult og nydeligt tåget og med passende, fintmasket og ganske stabilt skum. Såvidt så godt. Bouqueten er straks lidt vanskeligere at blive klog på. Fra starten synes brygget en kende tyndt, og i hvert fald spiller bitterheden anden- hvis ikke ligefrem tredjestemme i et enten svært tilgængeligt, eller slet og ret kedeligt stykke kammermusik. Der er til gengæld rigeligt syre, der synes at komme fra gæren – uden at det bliver overvældende, men brygget kan ikke løbe fra, at det dufter mere af lime med en sjat eddike end af øl.

Smagen er heller ikke lige til at få rede på ved første slurk … og heller ikke ved anden og tredre. Selvom man hiver endda store mundfulde indenbords, og plasker brygget godt rundt i mundens afkroge, aftvinges brygget kun modvilligt egentlig humlearoma. Der er dog fortsat rigelig gærsyre, og det er såmænd fortsat ikke værre, end at det er ganske forfriskende. Men smagfuldt? Indtil videre minder den mest om Ørbæks populære hyldeblomstøl, Fynsk Forår, som jeg heller aldrig har forstået.

I eftersmagen udløses bagom den fortsatte syrlighed omsider lidt humlesmag i form af noget ikke helt frisk løvtræ. Der er tale om en bøgestamme, med mange år på bagen, der har fået lov at ligge lidt for længe, lidt for fugtigt, før den blev taget i brug.

I det mindste passer bryggets afdæmpede ydre da med det indre. Eller er det mig, der ikke forstår mig på, hvad godt øl er, og helt har misforstået konceptet bag dette bryg? Det er jo trods alt velrenommerede Lervig, der står bag … Enten har jeg bare meget svært ved at knække koden, eller også er dette ikke nogen særlig spændende øl.

Mike Murphy citeres på bryggeriets hjemmeside for følgende indsigtsfuldhed: We are only as good as our last beer – det håber jeg sandelig ikke er sandt.

2-stjerner

Pilsner, Lade Gaards Brygghus

2016-07-30 17.28.30

Norsk standard …

Jeg har også andre bryg på lager, end de mange fine fra Kongebryg. Og de skal jo også have lidt opmærksomhed. Her er en slags øl, der efterhånden er blevet en sjældenhed på bloggen. En øl, jeg selv har købt og betalt og endda en billig én af slagsen.

Lige fra starten har jeg haft et princip om, at alle øl er værdige til anmeldelse – i hvert fald hvad stilarter og brygkaraktér angår. Jeg vil gerne anmelde bredt – og dertil hører også ganske almindelige, generiske øl, som folk tyller i sig uden at overveje, hvordan de egentlig smager.

Jeg skal dog indrømme, at jeg nok ville vægre mig ved at smage en øl brygget til at promovere Ku-Klux-Klan eller Donald Trumps valgkampagne, men det skulle være sådan noget – og ikke øllet selv – der skulle være det afgørende.

En standardpilsner er skam ikke for fin til mig. Her er én købt for en tier i Rema 1000. Den er fra Norge, der ellers er berygtet for sine høje ølpriser. Jeg har aldrig selv været i det store land mod nord, så jeg har ikke set det ved selvsyn, men kun hørt historier. 10 kroner er til gengæld ikke ligefrem uforskammet – omend man forventer lidt mere end det allermest ligegyldige sprøjt for mere end kr. 7,50 for ½ liter.

Brygget giver en syrlig odeur af syrnet fløde. Det virker meget frisk og en lille smule ildevarslende. Dybere nede møder man en mørkere duft af fusel, korn, en antydning af umodne blommer og bøgetræ.

Skumoplevelsen er i hvert fald ud over det sædvanlige. Over det traditionelt klare, korngule bryg, tårner det sig op som frisk marengsmasse, lystigt knitrende men kun langsomt faldende. At skum kan lave en sådan larm uden at kollapse på stedet er en gåde for højenergifysikerne.

Malten kan lidt ud over det allermest sædvanlige. Brygget smager overvejende sødt og rummer en fylde et behageligt niveau over laveste fællesnævner. Humlen ligger til gengæld i den svagere ende og mærkes mest i eftersmagen som tørre tjørnegrene og halm, der desværre har fået nogle forstyrrende dråber vand.

Efter den egentlig lovende fyldige indledning, går det hele lidt i opløsning med en lidt for let og vandig aromakarakter. Og for at det ikke skal være løgn spiller den lidt for store mængde vand uheldigt sammen med den lidt for svage humle, og giver tilsammen et malplaceret prik af sæbe.

Så alt i alt forbliver det – en godkendt fylde og maltprofil til trods – på det jævne, men bestemt ikke mere på det jævne end den jævne danske standard.

2-stjerner

Lynchburg Natt, Ægir Bryggeri

2016-02-13 19.53.45Gudeligt drik med “u-” foran …

Det er ikke mange norske bryg, jeg har prøvet indtil videre. Faktisk er det kun ét, der til gengæld var intet mindre end ekstraordinært. Stilen var næsten identisk med denne, der er en imperial porter, lagret på cognacfade. Hin var en imperial stout, lagret på samme. Jeg giver ikke meget for forskellen på stout og porter, skal jeg indrømme. Hvis jeg har forstået forskellen ret, blev porteren i sin tid opfundet ved at man skrabede de slimede, brændte rester af brygkarrene efter brygning af de ordinære øl, og afskrabet bryggede man så noget ekstra billigt og meget mørkt øl af, som man kunne sælge for en slik til de allerfattigste – gerne havnearbejderne og deraf fik brygtypen også sit navn.

Det overraskende var, at brygget mod forventning faktisk smagte godt. Og for at kunne markedsføre det til samfundssegmenter med mere købekraft udviklede man brygget i retning af lidt sødere smag, samtidig med at man ændrede navnet til stout. Så lugtede navnet lidt mindre af proletar og beskidt havnearbejder.

Vel, jeg ved ikke om historien er sand, men hvis den er, er det altså mere af navn end af gavn, at der er forskel på øltyperne. Jeg behandler dem i hvert fald under samme kategori, og der skal overbevisende argumenter til, før jeg laver om på det.

Vel – norsk imperial porter/stout på cognacfade er før faldet godt ud. Nærværende bryg viser da også karakter fra starten, da det lige så stille og roligt selv kravler ud af flasken efter åbning. Skænkningen volder til gengæld ikke de store vanskeligheder. For selvom skummet snart undflyr flasken, så virker det næsten dovent under og efter skænkning. Kun et tynd lag af lys karamelmasse ligger over det natsorte bryg, som allerede i denne tidlige fase virker lidt for flydende i viskositeten.

Cognacfadene mærkes tydeligt i duften – meget tydeligt endda. Det er faktisk tvivlsomt, om man egentlig mærker noget andet end cognacen. Også i smagen gør dette sig gældende. Der er rigeligt med cognac, men småt med øl.

En for stout … ja, eller porter … typisk bitterhed af kaffe skimtes da bag cognac’en. Så lidt har det da med mørkt øl at gøre (men måske mere med kaffe). Et tredje element træder også tydeligt frem – vel omtrent lige så tydeligt som cognacen og det er er smagen af det reneste, klareste vand.

Ja, brygget smager mere af vand med cognacsmag, end det smager af øl – eller kaffe for den sags skyld. Cognacen står der i øvrigt ikke VSOP på – der er snarere tale om den billige fra grænsesupermarkedet. Endelig er cognac- og kaffesmag dårligt integreret i hinanden – og i vandet, så de tre indslag nærmest snubler over hinanden fremfor at blande sig i en højere pikant forening.

Det er jo ellers ikke småting bryggeriet anpriser sig selv med. Jætten Ægir, der har lagt navn til bryggeriet, er den store gæstgiver for aser og vaner, og det er netop ved et af disse, at den nordiske mytekreds får sin afslutning med Lokes hån mod de andre guder og den efterfølgende grufulde straf, der varer til Ragnarok. Hvis det var dette bryg, der var blevet serveret ved gildet, var det næppe Loke, der var endt under giftslange, men værten selv … hvis ellers værten var heldig nok til at overleve Thors – og det andre fremmødte aser og vaners – vrede.

Det er uden sammenligning den kedeligste imperial porter/stout, jeg nogensinde har prøvet, og selv når jeg søger blandt almindelige stouts og portere, skal jeg lede længe for at finde nogen, med lige så lidt eller mindre smag og fylde som denne.

Tømmermændene, som de 10% alkohol i brygget giver, er til gengæld intakte og endda af en udsøgt kvalitet. Nej, det er ikke en ros …

2-stjerner

*UPDATE 16/02-2016

Det viser sig, at det slet ikke er cognac-fade, brygget er lagret på, men amerikanske whiskyfade. Tak til den anonyme kommentator neden under for at gøre opmærksom på det. Indlægget forbliver nu alligevel som det er – man kan med nogenlunde held erstatte ordet “cognac” med “whisky” og “VSOP” med “Single Malt” … så er vi nogenlunde derhennead.

Min sammenligning med Nøgne Ø’s fremragende bryg slår til gengæld ikke helt til. Det får være, idet forskellen stadig er temmelig ens i betragtning af, at begge er Imperial porter/stouts, der er lagret på et eller andet alkoholisk af høj styrke.

Bloggeren undskylder for sin dumhed, påståelighed og uforsigtighed.

Imperial Stout Cognac Barrel, Nøgne Ø

Lækker lakridslimonade …

Jeg fejrer grundlovsdag ved at hygge hjemme i familiens skød mens regnen siler ubønhørligt ned uden for, på og navnlig ind gennem de åbne vinduer. Jeg nåede heldigvis at  nyde det gode vejr med børnene på yndlingslegepladsen på Islands Brygge – og ja, jeg brugte det naturligvis som en dårlig undskyldning for at kigge inden for hos Toft Vin på Islands Brygge.

De har et fast udvalg af småspecielle standardøl – lidt Refsvindinge, Hancock og Ceres, som man ikke lige finder i alle supermarkeder. Det kom med, plus en enkelt øl, hvor jeg bare ville gå efter guldet – efter de 6 stjerner. For dem har der været alt for få af i år indtil videre. Der har faktisk ikke været nogen overhovedet, så nu måtte det være tid.

Jeg besluttede mig for den her. Med en Imperial Stout lagret på cognac-fade er risikoen for total fiasko sådan nogenlunde til at overskue. En hamper pris er samtidig ikke nogen garant, men alligevel dog et fingerpeg om bryggets kvalitet. Denne her kostede mægtige kr. 75,- for en kvart liter. Det er endda en smule dyrere end 666 Black Damnation, der kostede kr. 50,- for 180 ml. så vi har her at gøre med den dyreste øl, jeg nogensinde selv har købt. En bedre øl end hin hollandske er jeg dog klog nok til ikke at sætte næsen op efter. Hybris, once in a lifetime … den slags er reserveret til ganske særlige øjeblikke.

Betegnelsen stout lever brygget i farven ganske fint op til. Det er ganske aldeles natsort, men man hæfter sig ved en noget tynd viskositet. Skummet ligner kogende karamelmasse, men kan kun beundres ganske kort, da det falder lige så hurtigt som sodavandsskum. Ikke den fjerneste rest bliver tilbage – skumoplevelsen er flot – men kortere end hos selv nogle af de kedeligste standardpilsnere. Af samme grund nåede jeg ikke at få det med på billedet. Heldigvis har man da bryggets restgær, der i stedet klæber som en grumset film på glassets inderside, efterhånden som det nydes.

Duften er kraftigt branket med noter af især kaffe. Kaffe, der er blevet ristet for hårdt, og føles som aske i munden. Kaffe, jeg ikke ville bryde mig om – men som jeg har oplevet det før, så gør det ikke noget, når øl dufter af kaffe på en måde, jeg ellers ikke ville bryde mig om.

Og bryggets smag kunne man skrive en hel roman om. Det er i sandhed mangfoldigt og omfattende, og her vil jeg kun være i stand til at optrække nogle generelle linjer, så at jeg ikke bruger al den serverplads, bloggen har til rådighed. Overordnet hæfter jeg mig dog ved, at det primært er en bitter, brændt og krasbørstig stout, med indslag af kaffe, lakrids og – ikke overraskende i betragtning af lagringen – cognac. Der er ikke tale om en sød stout, sådan som føromtale småsataniske perle fra De Molen faktisk var.

Brygget får omgående én til at svede, og det er jo det, der mere end noget andet kendetegner rigtig godt øl. Kraft og fylde er lige i vinkel, og man glædes ved, at en relativt lang række af smagsindtryk – endvidere karamel og et fjernt indslag af vanille, alt sammen er overordentlig velintegreret i det stærke bryg. Man kunne anklage brygget for at være lige en tand for kontrolleret, og mangle den vildskab, man fx kan finde i De Molens 666-bryg, eller i Evil Twins Imperial IPA med det uudtalelige navn. Til gengæld har det en form for stoisk stolthed, et markant, velkontrolleret udtryk, en statue, en fast borg om man vil, der bare står der, og ikke kan andet. (Jeg må passe på med det mørke øl, når det sådan får mig til at citere *ydrk* Luther.)

Det er et nydebryg over en hals. Og man når at smage brygget ved flere temperaturer, hvis man ellers nyder det så langsomt som man bør. Den sidste småmudrede bundsjat gør ekstra godt, hvis man ellers kan lide kryddersnapse i stil med Gammel Dansk eller Nordsøolie. Jeg prøvede forleden én, der angiveligt skulle hedde “Old American Oil”. Det genererer ingen hits på google, så jeg husker nok forkert – men præcis sådan smagte den. Fuld af lakrids og smooth som fløjl gnedet mod kinesisk luksussilke.

I sandhed et lækkert bryg. Jeg tog mig netop i at hælde den stuetemperaturvarme bundsjat i munden – den der havde ligget og størknet i bunden af glasset. Den smagte også godt. Nuff said!

6-stjerner

 

 

 

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme