Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Monaco

1905 Monaco, Heineken

2017-04-21 22.45.13Burgøjserbryg …

I disse globaliserede tider, kan selv den mest lemfældige blogger få nervesammenbrud over, hvor svære øl kan være at kategorisere rigtigt. Denne er en stærk pilsner, eller en guldøl, ville man måske kalde den herhjemme. Og det må siges at være passende i betragtning af oprindelseslandet, skattelyet Monaco, hvor folk har røven så fuld at de skider guld, og  sikkert også ejer en båd, som man kan parkere en båd indeni. Det er ikke typen, der er byder udfordringen, men derimod oprindelseslandet.

Det må vel være noget med, at de jakkesætklædte multimilliardærer synes, at urt, mæsk, gær og de der mærkelige planter, der ikke er lavet af plastic er noget være griseri at røre ved, og derfor har de – ligesom det gælder golfspillet – folk (o’et udtales affekteret i retning af et ‘a’) til det, når der skal brygges. Øllet produceres derfor i nabolandet Frankrig i en filial af Heineken, der er et hollandsk bryggeri …

Det er ligesom dengang jeg var på Christiansø, og købte den lokale – og i øvrigt rigtig lækre – slåensnaps … Den blev destilleret på Nørrebro, og så var den jo ikke særlig christiansøsk (eller bornholmsk for den sag skyld) længere.

Nå, f… det. Jeg magter ikke at spekulere mere over det. Apatien får overtaget endnu engang, jeg noterer bare Monaco og går videre – det er en definitionssag, jeg vælger den gode fortælling og finder glæde i, at der nu er kommet endnu et punkt med på min liste over lande, som jeg har prøvet øl fra.

Lidt mere spændende er historien om, hvordan jeg fik fat på den. I 2015 blev jeg kontaktet af en gammel ven fra min kollegietid ved navn Peter. Han havde netop været i Monaco i et forsøg på at gentage succes’en fra 2004, hvor han samme sted vandt verdensmesterskabet i backgammon – det afholdes der hvert år. Det lykkedes nu ikke, som det vil fremgå af listen her, til gengæld havde han et par øl med hjem til mig.

Det gik så hverken værre eller bedre end at vi begge glemte alt om øllene, der ellers bare fik lov at stå og fylde i Peters skab, indtil for nylig hvor min fem år gamle Samsung-telefon valgte at opgive ævret og lade alle funktioner blive kaldt hjem til cyberspace. Peter var dagens mand i skysovs, da jeg klagede min nød på nettet – så nu ejer jeg en gammel, men fuldt funktionsdygtig Sony-telefon i stedet – Peters gamle. (Die-hard hardcore-fans, der er så inkarnerede tilhængere af bloggen, at jeg selv ville blive urolig for dem, vil bemærke, at formatet på billederne øverst i hvert indlæg er proportioneret en smule anderledes – de er blevet lidt længere i det. I mellemtiden har jeg fået det fikset, så de igen vil have samme format. Beklager ulejligheden.)

Og nu jeg alligevel var hjemme hos Peter, og vi alligevel fik snakket om gamle dage over en kop kaffe, ja – så kunne vi jo også få ordnet hængepartiet fra ikke helt så gamle dage – og således fik jeg endelig overdraget Monaco-øllene. To eksemparer af denne pilsner – vel over sidste salgsdato ganske vist, men heldigvis er det jo sådan med øl, at der netop er tale om en sidste salgsdato og ikke sidste anvendelsesdato.

Så nu er den ene af dem prøvet, og den anden gemt til senere. Når man skriver (så meget) om øl (som jeg gør, hvor jeg plaprer løs i stedet for at prøve at begrænse anmeldelsernes omfang en smule) er det rart ind imellem at have en øl, som man bare kan nyde at drikke uden at man efterfølgende behøver stresse over, at man også skal skrive dansk stil om dem bagefter.

Som pilsner er den tonet en smule mørkere end industrisprøjtet herhjemmefra. Skum er der ikke meget af, men til gengæld mødes man med det samme af en humledunst, der – som det sig hør og bør i de kredse – har nyslebne rundsave på albuerne. Bitterheden er tung og mørk; besk og næsten ildevarslende og slet ikke noget man ville forvente i Ferrariens eller Bugattiens kopholder – endsige noget fra minibaren bag i Rolls Royce’en.

Smagen slår samme takter en. En tung bitterhed af kål møver sig frem på baggrund af en sød maltprofil, der imod alle odds passer ganske nydeligt til. En alkoholprocent på 5,8 formår at opløse og forene begge dele, og det er ikke så lidt imponerende i betragtning af at det jo ikke engang er  meget alkohol igen.

Sødmen formår også at tage til undervejs, så bryggets finish – den fortsat aggressive humle til trods, fremstår med venlige vanilletoner. Man kommer godt nok rundt i nogle uventede og for typen ukonventionelle aromaer. Men det hele er bundet ganske godt sammen. Måske er den, what with en sidste salgsdato der ligger over et år tilbage, en smule ude af balance til det bittert-beske. Men gerne for min skyld. Så længe den aggressive karakter ikke tager overhånd og bliver en byrde at tygge sig igennem. Her er det farefuldt tæt på, men ikke over grænsen, og dermed er spændingen i oplevelsen også mere end hjemme.

Det kommer faktisk lidt bag på mig, at det er en så karakterfuld pilsner, jetset-burgøjserne hælder i sig ved casinobordene. Men måske er det i virkeligheden smart nok – for så bliver de hurtigere fulde, mister koncentrationen, og så er sandsynligheden for at casinoet får indtjeningen hjem vel også dét bedre.

Når man derimod parkerer sin båd inden i sin båd, er den styrken taget i betragtning næppe anbefalelsesværdig. Men har man alligevel røven så fuld at man skider guld, har man vel også folk til at parkere både i både – og jeg kunne mistænke nærværende øl for at være tiltænkt netop folkene. Jakkesættene har jo – til deres guldbelagte kager – alt muligt andet rigmandsagtigt; champagne, cognac, vin. Øllet er vel i deres øjne så prollet, at man har folk til at drikke den for sig. Og skal det lykkes mig at sige noget som helst godt om Monacos overklasse, må det vel være, at det trods alt var pænt af dem, at byde tyendet en pilsner med en vis karakter, frem for det elendige sprøjt folk hælder i sig herhjemme.

4-stjerner

Og stor tak, selvfølgelig, til Peter for øl, gode gamle dage, kaffe og ikke mindst telefon.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme