Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Mexico

Modelo Especial, Cerveceria Modelo

2017-05-21 18.54.19Så jeg var sikker på, jeg var et fjols …

Egentlig havde jeg forsvoret at købe denne øl, da jeg første gang så den nede i Fakta. Det kan godt være, at Fakta for tiden har gjort det pænt, hvad angår deres udvalg af specialøl, men de gamle uvaner spøger stadig … eller de trives faktisk i bedste velgående. Det er blot det øvrige udvalg af lidt mere reelle specialøl, der er blevet bedre.

Uvanen illustreres måske allerbedst i øjeblikket, hvor denne standardrædsel kan erhverves for den uforskammet høje pris af tolv (12!) kroner … eksklusive pant. Den står på hylde med de reelle specialøl, omend der intet specielt er ved den – heller ikke selvom det påstås i navnet. Det er en bleg pilsner af den lette mexicanske type – en af de få kandidater til at underbyde amerikansk standardpilsner og dansk/tysk discountøl i ligegyldighed.

Men så snart der er en lille smule vand imellem Danmark og en arbitrær øls oprindelsesland, bliver den automatisk meget speciel – i hvert fald i Faktas marketingsafdelings øjne. At man ikke ved bedre i detailhandlen bekræfter så mange af mine fordomme om købmandsuddannelserne, at jeg næsten skammer mig …

Nå, men jeg købte den så alligevel. Det skete kort tid efter, at jeg også havde købt nogle nye rædsler fra Carlsbergs ‘Brewmasters Collection‘-serie i Brugsen Hvalsø til nedsat pris i forhold til, hvad jeg havde fundet dem til i samme biks på Vesterbro. I Hvalsø fandt jeg desuden en jubilæumsøl for Danmarks sejr ved EM-fodbold i ’92 fra Raasted, der ifølge andre bloggere skulle være ganske rædsom. Og når jeg nu alligevel allerede havde været et fjols og fyldt indkøbskurven med en hel skuffelsesparade, kunne jeg jo lige så godt gå all in, da jeg et par dage senere igen kom forbi denne i min lokale Fakta i Husum.

Og mine forventninger holdt stik – sådan nogenlunde i hvert fald.

Hvor lyst brygget er, behøver man jo ikke skænke øllet for at se. Det leveres i en klar flaske, og den minimale aroma, der måtte være i øllet bliver således ødelagt allerede af at stå i supermarkedets flourescente lysstofrørsbelysning i døgnets lyse timer. Det er forbeholdet, der altid må tages, når man anmelder øl på klare flasker.

I et glas bruser brygget op som sodavand – skummet holder omtrent lige så længe som i dét medie. Duften er svag og vandig, men alligevel gennemtrængende nok til at humlen kan identificeres – og endda nydes en smule … hvis man hiver luft nok ind.

Smagen er svag med aroma af generisk humle. Bittersød, let og rar med antydning af paranødder … og det er vel så egentlig det – altså ud over de rigelige mængder vand, der er så typiske for de lette mexicanske industriøl, og som jo også sikrer – må man indrømme – at man ikke er tørstig, når man sætter det tomme glas fra sig.

En rigtig festklassiker. En rigtig feriebælleøl. Og bevares – grimt smager det jo ikke. Der er end ikke tilløb til, at brygget føles metallisk eller sæbeagtigt, sådan som man kan opleve det, når øllet er rigtig tyndt.

Men godt? Det bliver det ikke – heller ikke selvom øllet fremstår uberørt af supermarkedets lysstofrør.

1-en-halv-stjerne

Dos Equis Ambar, Cervecería Cuauhtémoc Moctezuma

2014-11-02 17.59.51Mørk Mexicaner

Giftblanderne fra Cer…, nej, jeg magter ikke at skrive hele navnet igen. Læs overskriften påny, hvis I vil kende bryggerikoncernens navn. Men altså dem, der lavede partyøllen (læs: sprøjtet) ‘Sol‘, har åbenbart også begået en mørkere øl. Den markedsføres under et andet mærke – Dos Equis – og nu ved jeg fra den ene af de to sætninger man skal kunne på spansk ‘Dos cervezas por favor’ (den anden er ‘Vamos a la playa’) at ‘Dos’ betyder ‘To’, og med to krydser på forsiden er jeg ikke voldsomt i tvivl om betydningen af resten af navnet. Ambar – mørk. Den har vi i hvert fald været omkring på fransk før.

Og mørk er den da også – omend stadig klar og gennemskinnelig. Rødbrun i løden mens det kridhvide skum holder sig i baggrunden. Til gengæld formår det klistre ganske fint, hvilket kompenserer for en ellers flad og kortvarig skumoplevelse.

Duften synes ganske fraværende. Men jeg skal indrømme, at min oplevelse deraf nok har været præget af, at jeg faktisk kom til at smage på varerne før jeg lugtede til dem.

Jeg ville vel næppe have kunnet mærke meget alligevel. Brygget smager af tæt på ingenting, omend med en forfriskende kant, der måske akkurat kan måle sig med afkølet postevand. En svag syrlighed mærkes dog, og selvom det ikke gør brygget væmmeligt, er det nok alligevel det der gør, at postevand vinder.

Sent i nedskylningsprocessen glædes man dog ved en netop sporbar snert af karamel i eftersmagen. Det ændrer ikke ved brygget som ligegyldigt, men dette ene positive træk redder det fra at smage af andet end vand, så man ved blindtest alligevel kan skelne det fra postevand, og det da altid noget. Og dens lyse broder Sol? Den er en prik i horisonten – bag denne øl.

Man må give bryggeriet, at de virkelig har oppet sig i forhold til deres næsten udrikkelige partysprøjt. Lige rettigheder mellem det mørke og det lyse er gennemført i Mexico, og det mørke har taget en klar føring.

Godt er det dog stadig langt fra.

1-stjerne

Sol Cerveza Original, Cervecería Cuauhtemoc Moctezuma

Partyøl på ondt

Som nævnt tidligere var jeg i slutningen af januar på en større ølindkøbstur for at redde mig lidt af alt det nye, der var kommet efter årsskiftet, og som jeg i januar ikke rigtig havde råd til. Denne rædsel, fx, fandt jeg i Fakta Quick, Njalsgade. Øllet opfyldte det vigtigste kriterium for, at jeg vil anmelde det her på bloggen – det var der – og i tilgift kunne jeg mærke, at jeg efterhånden havde lyst til at skrive et par vrisne anmeldelser igen. Selvom jeg ikke kan vide det på forhånd, er Sols rygte trods alt gået i forvejen, som en tynd partyøl, der i spinkelhed og svaghed underbyder selv den anden velkendte mexicanske partyøl, Corona.

Man behøver ikke skænke øllet for at notere sig farven. Flasken er farveløs, og det er som bekendt en advarsel i sig selv. Brygget er kedeligt strågult pilsnersprøjt, men ved skænkning konstaterer man et kraftigere skum, end man kunne forvente. Kridhvidt er det, ganske forventeligt, men også højt, tæt og endda klæbrigt. At dømme ud fra det visuelle, kunne der være en overraskelse i vente.

Brygget byder ikke megen bouquet. Man konstaterer først, at det næppe er øl, brygget lugter af – i så fald er der tale om mislykket øl, da den svage odeur, der trods alt kan mærkes mest er citrusagtigt sur og stikkende af ammoniak. Meget fortyndet ammoniak, ganske vist, men ammoniak ikke desto mindre.

Smagen er … … … ja, man må prøve i et stykke tid, før noget falder én ind. Og hvis ingenting betegnes bedst ved tavshed, fristes man til bare at holde mund. Der er virkelig skruet ned for alle indstillinger i det her humleprodukt, men leder man længe nok, finder man bag den lette, spinkle og vandige fornemmelse en smule usofistikeret sødme af hvidt sukker samt en vag og ganske fjern humleessens uden egentlig bitterhed.

Skummet klistrede – men at skummet fra godt øl klistrer, er kun en tommelfingerregel, quod erat demonstrandum, tør man vist roligt tilføje. Overraskelsen bliver man dog ikke snydt for. At bryggets rygte stemmer så præcist overens med virkeligheden, ser man virkelig ikke ofte, og det er i sandhed en overraskelse. Øllet er tyndt. Øllet er ligegyldigt. Øllet viser ingen meritter overhovedet ud over, at det er til at hælde lige i løgnhalsen uden at holde konsumenten hen med irriterende og forvirrende elementer såsom smag, fylde, aroma eller bouquet, når man skal bælle sig en brandert til. Men man skal være hurtig. For tager man sig blot en liden stund til at smage efter, om der nu alligevel ikke bare skulle være en lille smule at komme efter, fornærmer bundsjatten på mest uforskammede vis med en modbydelig missmag af eddike, der fik undertegnede til at tømme resten ud i vasken.

Sol er ikke en partyøl på godt og ondt. Det er en partyøl på ondt – punktum. Mine tanker går til ofrene for denne væmmelige pseudoøls missmag – og til Prags arme indbyggere, der endnu engang må døje danske (møg)unges hæmningsløse dødsdruk. Hvorfor de danske unge ikke bare bliver hjemme, og tømmer Fakta Quick for dette øl, der faktisk er beregnet til ufin barbarisk fuldskab, er mig en gåde. Hvorfor dog Prag? I Prag er øllet godt – de danske festabekatte burde være skræmt væk derfra for længst.

Man undres.

1-halv-stjerne

Corona Extra, Cerveceria Modelo (Det tynde øl fra Fakta IX)

– Det havde jeg ikke troet!

Dagens øl, der i øvrigt indgår i Faktas faste udvalg af udenlandske øl, har jeg valgt som opvarmning til mandagens release af Cults øl Kay-Sar, der skulle være af omtrent samme type – lyst, mexicanskinspireret partyøl. Det skader ikke, at få et indtryk af øltypen, før man begynder at anmelde dem i stor stil. Jeg kender ikke typen særlig godt, da jeg ærligt talt skræmmes lidt ved tanken om øl, der er lyse og ikke for bitre. Det klinger i mine øren som øl, der er tynde og ikke smager af noget. Nu må vi se …
Alle alarmklokker bimler, når man beskuer produktet Corona Extra. Flasken er klar, og øllet er lyst pilsnerøl og det er ikke en kombination, jeg tidligere har været heldig med. Generelt er det heller ikke noget godt førstehåndsindtryk, at et ølprodukt ligner en urinprøve.
Ved ophældning kan man næsten ikke få det til at skumme. Hvis man vender bunden i vejret på flasken kan man være heldig at opnå sølle 1½ cm. hvorefter det nærmest kollapser med en sjaskende lyd.
Det tydeligt tynde bryg dufter ikke af særligt meget, men alligevel lettes man over fraværet af sur eddikedunst, og glædes moderat over en slet ikke ubehagelig humlebouquet. Smagen er ligeledes ikke specielt fremtrædende, men men men … Og her indtræder så dagens overraskelse. Det kan godt være, at øllet ikke smager af så forfærdelig meget. Til gengæld er den smule aroma, der alt andet lige er til stede, faktisk ganske velbehagelig. Det er en blid og rund humlebitterhed, der nænsomt kilder tungens sider til uventet stort velbehag for mund og gane. Bitterheden masserer blidt smagsløgene bagest på tungen og i ganen efter at øllet er nedsvælget. Det er heller ikke hvad man forventer af lyst øl i en klar flaske.

Man skal heller ikke glemme, at denne type øl kendes syd for grænsen som ‘helles’ altså lyst øl. Selv Flensburger, der er kendt for sine bitre undergærede øl, har ‘Gold’, der også leveres i en klar flaske, og er kendetegnet ved mindre – og rundere – bitterhed og letdrikkelighed. Og når Flensburger hopper med på vognen, og producerer denne øltype, yder det i sig selv øltypen legitimitet nok, til at den ikke bør afskrives som generelt for tynd. Erkendelsen af dette fik mig desuden til at kassere dette billede som præsentation, netop fordi Corona formåede at nedbryde mine fordomme om både øltypen og det konkrete produkt.
Jeg ved også, at øllet er populært festøl, og nu forstår jeg bedre hvorfor. Det er vitterlig en frisk tørstslukker, som samtidig har de væsentlige fordele, at det ikke er for tyndt og samtidig smager godt. Grunden til, at de unge mennesker alligevel tyller pseudocider og andet sprøjt i sig, er nok øllets prisniveau – 13 kr. i Fakta, og det er øllet alt andet lige ikke værd. Det er ganske vist bedre, end man kunne forvente på dets popularitet og udseende, men som øl i øvrigt er det egentlig temmelig uinteressant.
2-stjerner
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme