Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Japan

Hitachino Nest Redrice Ale, Kiuchi Brewery (Shopping Spree 1.0 II)

Ikke en Cream Ale2017-06-16 17.42.37

Jeg er blevet hjemsøgt af en af mine hyppigt tilbagevendende dæmoner. Den mørke stout fra kælderen er det heldigvis ikke denne gang, nej, det er snarere ovenfra. Som en høg hænger den over mig – eller rettere en emsig chef, der pacer mig frem med evindeligt “kom nu i gang. Kom nu i gang”.

Jeg skal ikke brokke mig, for skylden er egentlig min egen. Det er i bund og grund en ret kedelig historie, som I selvfølgelig ikke får lov at slippe for. Jeg skulle selvfølgelig sidde lørdag aften og diskutere med Flat Earthers, altså stakler med sølvpapir om kraniet, der tror at Jorden er flad og ikke kugleformet … som om det ville føre noget som helst med sig, altså ud over god underholdning og bekræftelsen af, at der findes nogle mennesker, der rent faktisk er mere ynkelige og fortabte end én selv.

Som ledsager til underholdningen røg der tre gode øl fra lageret i glasset og ned i halsen, og på forhånd manglede jeg at anmelde endnu en øl – den som jeg skal til at skrive om her, når jeg engang er færdig med at snakke udenom.

Dæmonen, der nu atter hænger over mig som en høg er altså hængepartiet. Velkommen tilbage til det, og fire øl i kø til anmeldelse.

Jeg starter med Redrice Ale fra det japanske mikrobryggeri Kiuchi Brewery. Dem har vi har fat i for lidt over et år siden, hvor jeg anmeldte deres økologiske Espresso Stout. Angiveligt er det karakteristisk for asiatisk øl, at det er brygget på ris. Det er vel traditionelt på en eller anden måde, og dette har Kiuchi så bygget videre på ved at bruge røde ris i stedet for at nøjes med hvide (eller *bvadr* – parboiled). Røde ris er rigtig lækre. Desværre koster de også kassen, og skal koges væsentlig længere end almindelige ris, men nøj, de er mums! Det oplagte spørgsmål er, om de også gør noget godt for øllet.

Man får i hvert fald nemt den mistanke, at øllet tager farve efter risene. Det er mere rødt end brunt, og kun ganske svagt skummende. Men flot i farven er det uanset, selvom Untappd’s betegnelse som Pale Ale forekomer mig en kende søgt. Brygget gør ikke meget ud af duften – letsyrlige, men modne æbler møder næsen. Rart, men ikke videre markant.

Ris siges at give smoothness. Det er derfor man nogle steder bruger løs af det, når man laver cream ale – to no avail (nej, jeg går aldrig af vejen for et plat rim). Den smoothness mærker man her, kombineret med en letbitter, cremet aroma af søde nødder, paranødder måske – eller også er det blot aromaen fra de røde ris, der faktisk smager lidt i den retning. Små krydrede noter af kardemomme støder til, sammen med en mere markant sødme af vingummi. Ifølge Preben Bøje fra DTU skabes denne sødme af dextriner, lange sukkerstrenge, som gær ikke kan nedbryde og som derfor bliver markante, når man fx i quadrupler gærer brygget flere gange.

Tanken strejfer mig, at de temmelig hårdføre røde ris har gjort dette nødvendigt på en eller anden måde, men det er selvfølgelig ren spekulation, som jeg ikke har noget belæg for. Modsat i øvrigt Flat-Eartherne der har tusinder, hvis ikke titusinder af dårligt producerede YouTube-videoer og memes til at bakke deres synspunkter op.

Overordnet er det en på den fede måde let og mangefacetteret oplevelse (øllet – ikke debatten med Flat-Eartherne, forstås), selv eftersmagen er kun let gæret og kun på en måde, der udvider øloplevelsen. Gad vide om det er sådan, de der cream ales egentlig skal smage? Vel, i så fald har japanerne knækket koden og det endda helt uden at kalde det en cream ale.

4-en-halv-stjerne

Hitachino Nest Beer Espresso Stout, Kiuchi Brewery

2016-03-22 19.40.04– og et kritisk hængeparti …

De, som følger bloggens side på fjæsen vil vide, at jeg i onsdags var på rundvisning i Amager Bryghus. Det var en så fantastisk oplevelse, at der desværre kun er klichéerne tilbage at beskrive det med – overvældende, øjeåbnende, fantroligt, utastisk … og da det altsammen ryger ind ad det ene øje og ud af det andet, og læseren højst tænker “ja ja, kom nu til sagen” har jeg kun den slatne mulighed tilbage at understrege, at det så gu’ var et for vilderen-agtigt oplevelseseventyr af den totalt opturslignende slags, eller noget, sådan at selv de unge kan forstå det.

Og en detaljeret rapport skal I nok få. Dagens anmeldelse angår imidlertid en øl, jeg nød tirsdag aften – altså før besøget på Amager Bryghus. Køen af øl, der skal anmeldes er, næppe overraskende nu hvor der er et bryggeribesøg imellem, blevet temmelig lang. Heldigvis er mit største problem et af førsteverdenstypen.

Brygget her købte jeg i Fish & Beer på Amagerbrogade som én af mange for et gavekort, jeg fik til butikken til min 40-års fødselsdag. Ja, hin novemberdag spøger stadig, og der er fortsat en anden kø, der venter. Men jeg må nok hellere tage det, jeg allerede har prøvet, først.

Brygget er japansk – og i det fjerne østasiatiske land, har jeg indtil videre kun været én gang før – altså, fysisk har jeg aldrig været der, men deres øl har jeg anmeldt en gang før, ikk’ å. Det var faktisk ikke helt så kedeligt som forventet, men når forventningerne er afstemt efter et ølmarked, man skal rejse til Tyskland for at finde mere konservativt, så bliver det så meget desto nemmere for virkeligheden at overgå forventningerne. Her er der imidlertid tale om et egentligt mikrobryg – et marked, der også i Japan er på vej frem – og så kan man undlade at tage højde for konservatismen så længe.

Som kaffe-stout gør brygget det godt fra start. Ved åbning breder sig en tyk em af natmørk chokolade med mocca sig ud i lokalet. Som en god stout lader brygget sig kun modvilligt skænke, og man ærgrer sig lidt over at ens dejskraber er for bred til komme ind i flasken, så man kan få det hele med ud. En nydelig caffe-latteskumtop kroner brygget – visuelt mangler der bestemt ikke noget.

I smagen fylder kaffen mest. Jeg krummer kortvarigt tæer af frygt for, at den gode smag skyldes gode blandeevner og ikke brygevner. Afvigelsen fra den tyske standard giver uanset overtrædelse af reinheitsgebot både velsmag og fylde. Og så er der jo også andre indslag til stede – det ristede og røgede træder frem i eftersmagen, og lader man brygget hvile før nedskylning træder det søde også frem. På en baggrund af ahornsirupessens smager man søde æbler ved gummerne. Lækrest forbliver dog brygget formidable fylde, der giver fornemmelse af et bryg, der skal tygges – som skrå eller sejt kød.

Fordommen om japanere som nogle, der har styr på alt og det samme under kontrol lever fortsat i bedste velgående. Derfor forbliver det også et venligt hyggebryg, hvilket der i sig selv ikke er noget galt med, selvom gamle anarkister som jeg selv, måske godt kunne have haft lidt mere rå vildskab. Men fred være med det.

5-stjerner

Kirin Ichiban, Kirin

2014-09-26 18.54.22Er det faktisk bedre, end jeg husker …?

Jeg har flere gange fortalt om dengang, jeg var i Taiwan (mest grundigt her) med mit sækkepibeorkester. Jeg husker det japanske øl som det, vi oftest skyllede ned i store mængder på vej hjem til hotellet i tour-bussen. Tyndt tysk-inspireret tylleøl af pilsnertypen var det altid, og derfor er japansk – og i det hele taget asiatisk – øl ikke det, jeg har prioriteret højest på bloggen.

Denne øl er ingen undtagelse. Pilsnerindslaget er traditionelt som et haikudigt om to samuraier der spiser sushi under en sumobrydekamp transmitteret på et Sanyo-TV. Men kigger man lidt nærmere, nærmere bestemt  på det lille klistermærke over dåseåbningen, så fremgår det at brygget er tilsat glukose og frugtose. Den renhed, der ellers er påkrævet for, at en japaner kan fabrikere … fx et samurai-sværd gælder åbenbart ikke, når der skal brygges øl. Og endnu mere skuffet bliver man, når det desuden fremgår af emballagen, at bryggeriet selv synes, at dette er “beer at its purest”.

Det er godt nok skuffende af en kultur, der ellers excellerer i at stræbe efter det højest og det reneste, at man tager til takke med den urene blandingsbryg som dette.

Når det så er sagt, så må man alligevel indrømme brygget – eller i hvert fald skummet visse kvaliteter. Det er højt, tæt cremet og i stedet for at falde jævnt, forsvinder det ved at store skjulte bobler sprænges, og efterlader kæmpe huller som i den sibiriske muld under en global opvarmningsperiode. Bouqueten er svagt sødlig med en fyldig humleodeur af lagret halm.

Smagen er overraskende fyldig. Endskønt jeg da også genkender de læskende noter af vand, som gjorde så godt efter de lange koncerter. Men den kraftige humle går i den grad igen i smagen, og fylder faktisk brygget ud, så det ikke virker tyndt. Man mærker igen fornemmelsen af letgæret halm i humlebitterheden. Den er er regulær nydelse, der får én til at beholde brygget lidt længere i kæften, end det andet jævne pilsnersprøjt. Bitterheden klæber desuden til mandlerne – ja, klæber er ordet, for der bliver bitterheden også et godt stykke tid efter, at brygget har passeret svælget og er på vej ud i blodbanen.

Samlet set et lækkert humlearomatisk indslag, der giver mange andre pilsnerbryg baghjul som en Suzuki i topgear. Men noget samuraisværd mod hjemlige bryghuses struber er brygget ingenlunde. Dertil er det stadig alt for meget inden for genrens alt for stive traditioner og normer.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme