Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Italien

Baladin Super, Birrificio Baladin (Saufen mit Marcus I)

2016-04-08 18.44.18

Det bedste er emballagen …

Jeg har fortsat overliggende øl fra min fødselsdag, men nu tynder det omsider afgørende ud. Det skyldes, at jeg fik lidt hjælp den anden aften af en gammel ven, der også med jævne mellemrum er gæsteanmelder her på bloggen, nemlig boghandleren Marcus.

Den største hurdle ved de overliggende fødselsdagsbajere var 5 af dem, jeg ynder at kalde selskabsøl. Det er øl, der leveres i så store emballager, at de er egnet til at dele, eller som jeg gerne mere gnavent udtrykker det – de er for store til, at jeg gider drikke dem selv.

Med Marcus’ hjælp fik jeg gjort kål på fire af de fem, og det har jeg tænkt mig at lave et lille tema ud af. Jeg vil kalde temaet “Saufen mit Marcus” – fordi jeg kan, og fordi Marcus ligesom jeg selv er glad for det tyske sprog.

Det var nu ikke kun tysk øl, der var på programmet den aften – dvs. i fredags. Næh, rent faktisk var der ikke én eneste tysk øl blandt de afprøvede, men uden at ville nedgøre mit andet fædrelands ølkultur unødigt, har jeg nu også i min tid som ølblogger måttet konstatere, at det bare ikke er fra den kant de store, afgørende oplevelser kommer.

Flasken er, som man kan se, ganske flot og blæst særligt til bryggeriet. Den plumpe, buttede facon indgyder forventning om noget ganske særligt, og med sin slanke top og brede bund, velsagtens noget, med noget tyngde i.

Det er nu højden, man hæfter sig mest ved til at begynde. Det ‘POP’ det giver, når korkproppen hives op (korkprop i sig selv er jo et adelsmærke for øl) er næsten øredøvende højt, og om muligt mere forjættende end flasken.

Men allerede ved bryggets farve begyndte skuffelsen at melde sig hos aftenens gæst. Hvor man nok forventer noget mørkt og tungt, viser brygget sig tværtimod at være lyst – rødligt, relativt let og ganske svagt karboneret. “Like the dying embers of my enemy’s crushed castle”, som Marcus alligevel spontant causerede, selvom det noget letbenede udtryk ikke huede ham.

Smagen peger bestemt også i en anden retning end emballagens buttede form lader antyde. Det er en fortrinsvis frugtig og småsyrlig øl med bund af abrikos og hints af hindbær, granatæble og ananaskirsebær. Fylden leveres af gæren, der ellers holder sig pænt i baggrunden, som den helst skal. Dertil kan føjes rosiner, sødme af honning og en letbitter eftersmag af hasselnødder.

Selvom typografien antyder ‘fest på middelalderslot en mørk vinteraften’ har brygget meget mere karakter af en mild – men ikke uinteressant sommerøl. I hvert fald så længe, man ikke spørger Marcus, der var anderledes skuffet. Han forestillede sig bryggets smag lagt i lag på et højt stativ, hvor nogen var rendt med stativet – undtagen toppen der bliver hængende som et spinkelt destillat.

Eller som han kort formulerede det “den mangler noget “Oompf”!

Jeg synes nu – en indrømmet misvisende emballage til trods, at brygget stadig leverer en habil oplevelse til …

4-stjerner

Marcus derimod mente, at det eneste fantastiske ved brygget var flasken, der imidlertid udstrålede noget helt andet, end indholdet.

2-stjerner

Jeg tror aldrig, at jeg har været så enig med en gæsteanmelder før. Men det er selvfølgelig ikke noget at blive uvenner over. Blod flyder trods alt tykkere end øl … eller i hvert fald end tyndt øl …

La Rossa, Birra Moretti

2015-04-25 11.59.17Tættere på sokkeholderne …

I perioden fra 2007 til 2009 boede jeg i Lille Fredensgade på Indre Nørrebro. Det er en lillebitte gyde, teknisk set en sidegade til Fredensgade, der i nordlig retning bliver til Tagensvej.

Jeg boede i stuen, hvor solens stråler sjældent nåede ned. Det var en lidt mørk tid, der jo ikke blev lysere af, at jeg var flyttet dertil fra den grønne ø, Amager. Et af lyspunkterne var dog, at der lå et pizzeria på hjørnet af gyden og Fredensgade. Så jeg kunne bare ringe derned, og 10 minutter efter var aftensmaden færdig. Og det var ikke bare grillpizzaer, de havde. Det var skam kvali, lavet af italienske råvarer og med et fast udvalg af italienske tørvarer is og – øl, såmænd ved siden af.

Øllene var af netop dette mærke, Birra Moretti, og jeg mener da også, at jeg prøvede en enkelt af dem dengang. Tvivlen i skrivende stund peger i retning af, at indtrykket, det gjorde på mig, i hvert fald ikke har været uudsletteligt.

I går var jeg så i byen med hele min lille familie. Vi tog i Frederiksbergcenteret for at klare nogle indkøb i anledning af diverse fødselsdage, familie-tam-tam og whatnot. En frokost blev det til på Forno a Legna, der har udmærkede italienske pizzaer, og et udvalg af flere forskellige Birra Moretti-øl. Jeg valgte den, der så mest spændende ud – dels fordi jeg ihukom, at jeg dårligt kunne ihukomme, hvordan deres standardøl smagte, dels fordi jeg fra sidst, jeg var i Italien, i Rom nærmere bestemt, i år 2000, havde opdaget, at kvaliteten af de lokale humlebryg end ikke nåede maden til sokkeholderne – ja, dårligt til underkanten af sokkerne.

Et ordentligt glas manglede også – hvilket måske ikke er overraskende på et pizzeria. Jeg måtte tage til takke med et plasticbæger, men det var bedre end ingenting.

For det gjorde det om ikke andet muligt at beundre det flotte, faste skum, der lystigt stiger over kanten, og kun falder modvilligt og uregelmæssigt. Der hvor der tilfældigvis opstår en boble, der efterfølgende springer, efterlades en fordybning i skummet, der sammen med andre fordybninger vrider den lysbrunlige masse i spændende landskaber med både høje plateauer og dybe dale.

Jeg måtte vente længe før jeg kunne se, hvilken farve brygget egentlig havde. Det er fortrinsvis mørkt og klart. Umiddelbart syner det mest af en ‘Schwarzbier’, eller i hvert fald en ‘Dunkel’. Untappd mener dog at vide, at der er tale om en dobbeltbock, og så må man vel i mangel på bedre tage sig til takke dermed.

Bouqueten følger nogenlunde med i det gode visuelle førstehåndsindtryk. En tæt duft af fortrinsvis sød malt rammer næseborene, og lover både fylde og velsmag. En alkoholprocent på 7,2 hjælper nok en smule til.

Smagen følger godt med. Det er en fortrinsvis sød øl, vel maltet uden megen bitterhed. På den måde passer betegnelsen bock sådan set også bedre end end Dunkel/Lager/Schwarzbier/Bajersk øl. Der er ikke så meget mere at sige om smagen. Der er godt bid i malten, fylden er tilpas, bitterheden er fraværende, men tilstrækkeligt erstattet af maltsødmen. Eftersmagen gør ikke meget væsen af sig, men nu havde jeg jo også nogle rigtig lækre pizzaer at spise – så er eftersmagen måske ikke det, man går mest op i.

Det italienske køkken er klart det nationalkøkken, jeg foretrækker. Øllet halter imidlertid langt efter, men måske alligevel ikke så langt efter, som jeg troede. Madens sokkeholdere har øllet dog ikke nået endnu, men med en kikkert, kan det måske lige akkurat skimte dem.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme