Kajs Ølblog

Tættere på sokkeholderne …

I perioden fra 2007 til 2009 boede jeg i Lille Fredensgade på Indre Nørrebro. Det er en lillebitte gyde, teknisk set en sidegade til Fredensgade, der i nordlig retning bliver til Tagensvej.

Jeg boede i stuen, hvor solens stråler sjældent nåede ned. Det var en lidt mørk tid, der jo ikke blev lysere af, at jeg var flyttet dertil fra den grønne ø, Amager. Et af lyspunkterne var dog, at der lå et pizzeria på hjørnet af gyden og Fredensgade. Så jeg kunne bare ringe derned, og 10 minutter efter var aftensmaden færdig. Og det var ikke bare grillpizzaer, de havde. Det var skam kvali, lavet af italienske råvarer og med et fast udvalg af italienske tørvarer is og – øl, såmænd ved siden af.

Øllene var af netop dette mærke, Birra Moretti, og jeg mener da også, at jeg prøvede en enkelt af dem dengang. Tvivlen i skrivende stund peger i retning af, at indtrykket, det gjorde på mig, i hvert fald ikke har været uudsletteligt.

I går var jeg så i byen med hele min lille familie. Vi tog i Frederiksbergcenteret for at klare nogle indkøb i anledning af diverse fødselsdage, familie-tam-tam og whatnot. En frokost blev det til på Forno a Legna, der har udmærkede italienske pizzaer, og et udvalg af flere forskellige Birra Moretti-øl. Jeg valgte den, der så mest spændende ud – dels fordi jeg ihukom, at jeg dårligt kunne ihukomme, hvordan deres standardøl smagte, dels fordi jeg fra sidst, jeg var i Italien, i Rom nærmere bestemt, i år 2000, havde opdaget, at kvaliteten af de lokale humlebryg end ikke nåede maden til sokkeholderne – ja, dårligt til underkanten af sokkerne.

Et ordentligt glas manglede også – hvilket måske ikke er overraskende på et pizzeria. Jeg måtte tage til takke med et plasticbæger, men det var bedre end ingenting.

For det gjorde det om ikke andet muligt at beundre det flotte, faste skum, der lystigt stiger over kanten, og kun falder modvilligt og uregelmæssigt. Der hvor der tilfældigvis opstår en boble, der efterfølgende springer, efterlades en fordybning i skummet, der sammen med andre fordybninger vrider den lysbrunlige masse i spændende landskaber med både høje plateauer og dybe dale.

Jeg måtte vente længe før jeg kunne se, hvilken farve brygget egentlig havde. Det er fortrinsvis mørkt og klart. Umiddelbart syner det mest af en ‘Schwarzbier’, eller i hvert fald en ‘Dunkel’. Untappd mener dog at vide, at der er tale om en dobbeltbock, og så må man vel i mangel på bedre tage sig til takke dermed.

Bouqueten følger nogenlunde med i det gode visuelle førstehåndsindtryk. En tæt duft af fortrinsvis sød malt rammer næseborene, og lover både fylde og velsmag. En alkoholprocent på 7,2 hjælper nok en smule til.

Smagen følger godt med. Det er en fortrinsvis sød øl, vel maltet uden megen bitterhed. På den måde passer betegnelsen bock sådan set også bedre end end Dunkel/Lager/Schwarzbier/Bajersk øl. Der er ikke så meget mere at sige om smagen. Der er godt bid i malten, fylden er tilpas, bitterheden er fraværende, men tilstrækkeligt erstattet af maltsødmen. Eftersmagen gør ikke meget væsen af sig, men nu havde jeg jo også nogle rigtig lækre pizzaer at spise – så er eftersmagen måske ikke det, man går mest op i.

Det italienske køkken er klart det nationalkøkken, jeg foretrækker. Øllet halter imidlertid langt efter, men måske alligevel ikke så langt efter, som jeg troede. Madens sokkeholdere har øllet dog ikke nået endnu, men med en kikkert, kan det måske lige akkurat skimte dem.