Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Island

Icelandic Arctic Pale Ale, Einstök Ölgerð (Shopping Spree 1.0 VIII)

2017-07-28 17.45.43Det har været bedre …

Tidligere har islændingene formået at imponere her på bloggen. At et lille land med et indbyggerantal på omkring Århus’ befolkning rykker så meget på kvaliteten af deres specialøl er i sig selv ekstraordinært.

Men det gælder tydeligvis ikke dem alle. Uden på nogen måde at ville kalde det en prøvelse at have været igennem Einstök Ölgerðs øl, så har det alligevel været – tjah – småkedeligt og ikke videre inspirerende.

Med denne anmeldelse er den første Shopping Spree – anledninger, hvor jeg kommer til en håndfuld penge, der gør at jeg kan shoppe amok – overstået. Når jeg tænker tilbage på, hvorfor jeg ved den anledning valgte disse islandske øl, var det først og fremmest på grund af prisen. Den var relativt lav og gjorde, at jeg kunne tage lidt flere med uden at der ikke også var til noget andet. I dette tilfælde gik pris og kvalitet hånd i hånd – og så kan man dårligt tillade sig at ærgre sig. Men jeg konstaterer alligevel en smule trodsigt og demonstrativt, at jeg ikke ligefrem var heldig.

Vel, denne øl formåede faktisk alligevel at lappe lidt.

Indledningsvis byder det lyst ravfarvede bryg på en svært definerbar duft af agurk- og asielage, spædet op med vanille. Der føles rarere end det måske lyder.

Noterne af småsyrlig lage fortsætter i smagen, hvor den giver sig til udtryk i en nydeligt masserende egetræssmag. Fylden er i betragtning af bryggets relativt lette friskhed slet ikke for svag, men faktisk lige i øjet. Bryggets syrlige karakter tager af, mens egetræet består – det er jo en hårdfør plante. Den får en mere aromatisk karakter i eftersmagen. Så småt mærker man også en lidt mere potent fuselkarakter, der sammen med en humle, der ellers kun kvædede andenstemmen, efterhånden får lidt mere at skulle have sagt.

Som sådan er brygget endnu engang hverken en eksploderende vulkan, end bersærkende viking eller en altopslugende gletscherspalte. Til gengæld kommer det igen på smagen, og formår her faktisk at få oplevelsen på plads.

Så selvom andre islændinge stadig har gjort det godt, gør Einstök Ölgerð det da endelig også godt nok her.

4-en-halv-stjerne

Icelandic Toasted Porter, Einstök Ölgerð (Shopping Spree 1.0 VII)

2017-07-17 18.29.38Børneporter …

Og nej, undertitlen intenderer ikke at antyde, at denne øl på nogen måde er egnet til børn. Til gengæld husker jeg, at jeg som barn yndede at drikke det tyske fænomen ‘Malzbier’. En alkoholfri øl, markedsført til børn … den var nok ikke gået her i landet, og endnu mindre i Sverige.

Min pointe med at hive Malzbier frem af hukommelsens gemmer er, at denne øl i saft og kraft dårligt nok når op på siden af det, jeg som barn blev budt af alkoholfri kvasiøl. Og det endda på trods af bryggeriets vedholdende understregning af, at det skam er islandsk øl. For at understrege en pointe om noget vild natur, vild historie, og vilde underjordiske svovlkilder, trolde, elvere og whatever – samt den ikoniske wagnerviking på forsiden af etiketten selvfølgelig.

Men i vildskab når den altså ikke op på siden af hint fjernt barndomsminde, endsige de alkoholfattige øl, jeg for tiden bager brød af. Ganske vist indleder den nogenlunde lovende med ristede noter af frisk toasbrød ved skænkning – dertil en krydret snas af anis. Men en god del vand melder sig også lettere ildevarslende.

Det er også en meget letløbende stout. Selvom farven på det dybsorte bryg og det brunlige skum ellers er nogenlunde som det skal være, så skvulper det slet ikke dovent nok i skænkningsprocessen. Ved smagning mærker man snart den vigende fylde og de lidt for gavmilde mængder vand. Den godkendt præsente lakridsaroma forekommer pulveriseret og lidt ‘ved siden af’ som konsekvens af en alkoholvolumen, der med sine 6% kun er en anelse over en regulær guldøl. Den på etiketten nævnte chokolade kan også smages – navnlig hvis man har læst etiketten, så man ved den er der. Har man ikke læst den, har denne blogger sin tvivl om, hvor præsent den er. Det krydrede indslag af anis, som man mærkede i duften giver sig bedre til kende i form af kanel og allehånde.

Det skal retfærdigvis siges, at nærværende bryg samlet set nok formår at gøre sig mere interessant end de føromtalte madlavningsøl. Men i sin forjættede vildskab lader den alt for meget tilbage at ønske. Og den er slet ikke i nærheden af de gode og i øvrigt langt billigere standardstouts, man ellers kan få herhjemme.

3-en-halv-stjerne

Icelandic White Ale, Einstök Ölger­­ð (Shopping Spree 1.0 VI)

2017-07-07 20.45.47Let wagnerviking …

Sidste gang jeg anmeldte en øl fra min shoppingtur i Magasin var det faktisk den sidste Rocket Brewing-øl, jeg havde med derfra. Nu er turen så kommet til de tre islandske øl fra bryggeriet Einstök Ölgerð, som jeg ikke kun købte, fordi de så spændende ud, men også fordi de med deres pris på kr. 25 stykket var billige i sammenligning hvad man ellers kunne få.

Det nationale tilhørsforhold ser ud til at være vigtigt for bryggeriet, idet alle øllenes navne indledes med ‘Icelandic‘. Hvorfor etiketterne så allesammen prydes af en figur fra Wagners Operaer frem for en rigtig viking uden horn på hjelmen, melder historien ikke noget om.

Stilen er i øvrigt belgisk (så meget for Island og tyske teatervikinger) endskønt de nordatlantiske øboere gør deres for at lægge afstand til dette faktum ved at kalde denne witte for en ‘white ale’. Man er ikke i tvivl om stilen, når brygget skænkes. Farven er blegt citrongul med højt, omend meget skrøbeligt og hastigt itubrækkende og kollapsende skum.

Overraskene – til den positive side, forstås – er bryggets udeblivende evne til at emme surt og sprittet – to træk ved den belgiske wit, jeg dårligt har kunnet med (det sure vinder selvfølgelig frem, men …). Bananen, til gengæld, den er der, sammen med en sød og antydningsvis syntetisk bouquet af vanilleflødeis samt et frisk pust af lime.

Og det er helt klart bananen, der bærer smagen. Heldigvis spiller alkoholen til gengæld ikke den rolle, som i andre lignende øl kan gøre oplevelsen decideret ubehagelig. Til gengæld er brygget sprudlende friskt. Der er ikke sparet på kulsyren, og med en eftersmag af isvand med rigeligt lime, lægger brygget sig nok i den lette, men også smagfulde ende. På bagkant kilder en karsk bitter humle ved gummer og svælg.

Brygget arbejder sig behændigt uden om nogle af brygtypens traditionelle faldgruber og bruger konstruktivt andre til at genskabe stilen i en både friskere og mere aromatisk form. Det kan anbefales i sommervarmen som en hvedeøl med mere smag, en passende mængde alkohol, mindre syre og ingen generende gær.

Uvæmmelig, frisk, smagfuld og … måske lige lidt til den lette side alligevel.

3-en-halv-stjerne

Irish Mild Stout, Hjemmebryg v/ Magnus

2016-02-03 17.25.31Det kostede (i alt) en øl …

I lørdags brast bunden i vores køjeseng. På trods af nyprisen på over 10.000 (vi havde købt den af vores tidligere naboer for væsentligt mindre – brugt selvfølgelig) er der åbenbart en grænse for, hvor længe de holder. Efter de første minutters obligatoriske panik, fik jeg opgaven at reparere sengen igen, mens Linda tog børnene med til en legeaftale andetsteds i byen.

Reparationen startede med mange minutters kløen i nakken. Så trak jeg møjsommeligt de bøjede søm ud, akkompagneret til afmægtig hovedrysten, for hvordan skulle jeg nogensinde får bunden på plads i sengen igen?

Men heldigvis har jeg leget meget med lego som barn (og er i mit voksne liv i øvrigt fortsat dermed), så en lille ingeniørmæssig udfordring skulle ikke holde mig tilbage. Det eneste jeg manglede, var ordentlige remedier – nærmere bestemt skruer i den rigtige størrelse.

De nye beboere i lejligheden, hvis tidligere beboere, vi havde købt sengen af, var heldigvis behjælpelige med nogle i den helt rigtige størrelse. Og med deres skruer og bitssæt i hænderne, havde jeg på under et kvarter flikket en ny, og langt mere holdbar løsning til køjesengens bundstykke sammen.

Den slags hjælp skal selvfølgelig ikke gå ubemærket hen, så ud over det lånte bitssæt, og en skrue, jeg alligevel ikke havde brug for, røg der to øl med fra dubletlageret. Som det så ofte ses, afslog de søde naboer, at den slags belønning overhovedet kunne komme på tale, men den afvisning havde jeg selvfølgelig forberedt mig på. Hvis ikke de ville have øllene for at have givet mig uvurderlig hjælp til reparation af køjesengen, så syntes jeg, de skulle have dem, fordi jeg skriver om øl, og gerne udbreder kendskabet til gode bryg, når lejligheden byder sig.

Magnus – det hedder min nabo – lyste helt op, da jeg fortalte, at jeg skrev om øl, og førte mig hen til en ølkasse ikke langt fra bordet, hvor værktøjet var linet op. Det viste sig, at han selv brygger, og at han havde en hel række forskellige hjemmebryg liggende. Helt uden at kende til mine obskure interesser eller i øvrigt min afstikker udenlands for ikke mange år siden, for ikke at tale om min afstamning, fandt han en ‘Irish mild stout’ frem, der oven i købet var lagret i en Flensburger Brauerei-flaske. Wow … så mange pletskud på én gang.

Den havde vist stået nogle år, så jeg var en smule forsigtig, da den skulle åbnes. Jeg har før prøvet hjemmebryg, der havde stået for længe – de er ikke blevet anmeldt, da jeg ikke ser nogen grund til at få engagerede individer til at miste modet gennem anmeldelser af mislykkede brygeksemplarer. (Store firmaers mislykkede bryg, derimod …)

Hvorom alting er, var der intet at frygte. Patentproppen skulle endda have lidt hjælp til at poppe, og så var enhver frygt for vildgæring gjort til skamme. Vildgærede bryg nærmest eksploderer ved åbning, og så har man ellers skummet ud over det hele.

Dette bryg var derimod kun afdæmpet – for ikke at sige småt – karboneret. Følgelig var skummønstringen minimal, omend da til stede over det natsorte bryg, som et tyndt lag off-white tøsne. Duften bød på kontrolleret sødme af vanille og marcipan, sidstnænvte helt uden den mindste antydning af sprit, sådan som man kan være uheldig at møde det i belgiske og belgisk-inspirerede blondes.

Nej, ingen kogesprit i denne bryg. Kun behagelig, lækkerhedsagtig sødme. Men duften snyder, for det er nu ikke så meget marcipan eller vanille, man mærker. Det er snarere honning, der langsomt bygger sig op, og rigtig folder sig ud bagest i munden, i kombination med en aldeles velplaceret og velafstemt, fyldig sødme af arabica-kaffe.

På trods af at brygget faktisk kun modvilligt forlod flasken – den skvulpede dovent, og flød ikke bare som vand (sådan kender man en god stout) – er kroppen alligevel på den letdrikkelige side. Men det behøves jo heller ikke altid være en ulempe. Hvis ellers smagen og fylden er på plads – som her – så skal en stout jo ikke nødvendigvis kun kunne indtages med kniv og gaffel.

4-stjerner

Reyktur Bjór, Steðji

2015-04-30 18.31.21Lamperøg

Når nu Ste­ðji ikke kan finde ud af at få deres kontroversielle øl til at smage af særlig meget, må man jo prøve med en af deres mere almindelige øl. Eller også prøver jeg den, fordi det var den anden øl, Ole havde med fra Island, så i virkeligheden havde jeg ikke andet fra bryggeriet at vælge imellem. Læseren må helt selv vælge.

Reyktur Bjór betyder “røget øl” – hverken mere eller mindre. Men hvad den er røget over fremgår ikke. Hvis det var noget kontroversielt, havde bryggeriet nok gjort adækvat opmærksom derpå. Etiketten er forførende sort med et dyrekranium på, som jeg ikke kan placere. De lange, spidse hjørnetænder mere end antyder et rovdyr, så et fårekranium er der vel ikke tale om. Så måske er den ikke brygget over fåremøg. Det kan den på den anden side selvfølgelig sagtens være alligevel, selvom der er et kranium fra et andet dyr på etiketten. På samme måde er en Carlsberg Elephant jo heller ikke brygget på elefantens efterladenskaber, eller noget andet fra elefanten for den sags skyld. Endskønt man ved mere end køleskabstemperatur kunne få mistanken ved hint Carlsberg-bryg, at det måske var opblandet med elefantens flydende affaldsstoffer. Men (som salig Jes Ingerslev sagde i skikkelse af TV-Degnen) lad nu det ligge.

Skum og i det hele taget visuel akrobatik er åbenbart ikke noget, Steðji går særligt meget op i. Igen falder skummet dovent og indifferent over et nok mørkt, men alligevel næsten gennemsigtigt bryg. Igen peger det i retning af en undergæret lager frem for en ale. Man mærker røgen i duften. Det er subtilt – eller måske kedeligt. Det er i hvert fald ikke særlig kraftigt. Der er ingen genlyd af vulkanudbrud eller jordskælv, intet ekko af djærv hestevrinsken fra robuste, garvede Islandske pruheste, ej heller nogen fjern hvisken fra vikingelandets hensvundne sagatids kæmper.

Og det er der heller ikke i smagen. Røgen er der da, men smag af vulkansk aske, lava – eller for den sags skyld fåremøg udebliver og erstattes af lidt for rent og kedeligt vand. Malten er imidlertid markant, og giver brygget lidt korn og måske en antydning af noget krokant, men helt godt bliver det aldrig.

Jeg forstår fortsat ikke lette røgøl, og jeg ved islændingene kan gøre det meget bedre. Vel – det kunne jo være en røgøl for begyndere, men dertil er den alt for svær at få fat i. I hvert fald på vores bredde- og for den sags skyld længdegrader.

Hvad angår bryggeriet Steðji virker det mere som et smart bryggeri, der går mere op i markedsføring, spændende historier og smarte etiketter, end i at prøve at gøre øllet ekstraordinært. Selv i et lille land som Island med et – skulle man tro – begrænset marked, er der åbenbart også plads til den slags. Åbenbart er hangen til tyndt øl stærkere hos flere mennesker, end man som ølblogger måske forestiller sig.

3-stjerner

Hvalur2, Steðji

Hvalur2Historien er bedre …

Nogle øl bliver mere kendte end andre. Det kan der være tre årsager til (og måske endda flere, men på stående fod kan jeg kun komme i tanker om tre, og det er jo også sådan et fint, rundt … ahrj, okay, rundt er det ikke, men magisk – ja, magisk – og retorisk versatilt er det i hvert fald). Enten har bryggeriet pumpet så mange marketingsmilliarder i markedsføring, at alle går rundt og drikker det (Carlsberg Premium, Grøn Tuborg m.fl.), eller brygget er rent faktisk godt, smager dejligt, og sælger derfor sig selv (yeah right, som om de eksisterede (eller okay – måske Pladderballe Bryghus‘ øl?)), eller også er der noget ganske særligt ved brygget, der gør det spændende, uden at det nødvendigvis har noget med selve bryggets kvalitet at gøre. Der er en god historie om brygget, der vækker folks interesse, og derfor sælger det godt. Fx synes mange, det er ufatteligt interessant, at Bryggeriet Skands har en kvindelig brygmester. Jeg finder det som feminist inderligt uinteressant, men det er en anden historie, og bryggeriet tjener som eksempel uanset hvad jeg måtte mene om det.

Hvalur2 fra det islandske bryggeri øl falder i den tredje kategori. Der er i den grad en historie om øllet, der gør det interessant.

Der er tale om den berømte og berygtede islandske øl brygget på hvalnossersom det fremgår af artiklen hos MetroXpress. Hvaljagt er som bekendt kontroversielt, og dyreværnsorganisationerne har været over øllet som høge. The Guardian har opsnappet et særligt godt eksempel på, hvad dyrevelfærdsarbejde desværre alt for ofte udarter sig til, frem for at koncentrere sig om bevarelse og vedligeholdelse af dyrebestande (mine fremhævelser).

»Vanessa Williams-Grey, anti-whaling campaigner at Whale and DolphinConservation, said: “This is a calculated move, not only to dishonour a beautiful and endangered creature by using its most intimate of body parts as a marketing tool, but also sends a clear ‘two fingers’ to the conservation community and those who love and respect whales.

“Right-minded people would no sooner drink beer brewed with whale testicles than they would order similar drinks made with tiger, elephant or rhino testicles and our hope, of course, is that visitors to Iceland will treat this latest offering with the disdain it deserves.”«

For det første er denne kritik antropomorf – som om det skulle være særlig slemt at bruge hvalens testikler, frem for dens kød, knogler, indvolde, barder, eller hvad man nu ellers kunne bruge i brygningen. At man bruger testiklerne er selvfølgelig et salgstrick, men hvorfor det skulle være særlig slemt at bruge dem frem for noget andet, når nu man alligevel har taget livet af dyret, er hinsides min forstand.

Tværtimod er det vel at foretrække, at hele dyret, eller i hvert fald så meget som muligt af det, bliver brugt efter slagtning, frem for at man smider det væk. Så kan man være imod at slå dyr ihjel for at spise dem, eller bruge dem i det hele taget, men at slå ned på lige netop nosserne og hævde at det i hvert fald er for galt mens det åbenbart ikke er galt at slagte dyret i første omgang og gå rundt i blod til knæene, sådan som det jo nu engang foregår med hvalslagtninger på de kanter, er ikke bare hyklerisk, men også latterligt.

Så er der spørgsmålet om den kommercielle hvalfangst. Her kan man med rette kritisere Islands og Norges hvalfangst – netop af finhvaler, da denne faktisk er truet. – Så ja, jeg drak øl brygget af truet hval, jeg tog en for holdet, og kan nu fortælle om det, så I læsere ikke behøver mindske bestanden yderligere ved også at skulle prøve den islandske hvalnosseøl. Selv tak, det var så lidt.

Hvalnosserne er i øvrigt røget over fåremøg – og det gør jo ikke historien dårligere heller. Med ingredienserne in mente, og dyreværnsorganisationerne på nakken, er det naturlige udgangspunkt for anmeldelsen at undersøge, om indholdet i den grønne flaske er bare tilnærmelsesvis så godt som den historie der knytter sig til det.

Jeg havde ventet et mørkere bryg – det er vel det røgede, der giver den forventning. Lyst er brygget da heller ikke – bevares, men det er ikke meget lys, der skal til, før man ser at brygget faktisk ikke er brunt, som det ser ud ved skænkning, men derimod flot rødt, som frisk blod fra en grindehval (okay, nu skal jeg nok holde op). Brygget skummer ganske fint, lyst brunt men ikke med den holdbarhed man kunne ønske. En masse små bobler bliver det til, men det transcenderer ikke til den marengsmasse, der kendetegner det rigtig gode skum. Skummets klæbende egenskaber kan desuden sammenlignes med WD-40 under et skybrud.

Duften – ja, jeg håbede på at blive overvældet af dunsten hengemt hvalsperm, men der blev jeg ellers ganske forsmået. I betragtning af fortællingens vældighed, forekommer bouqueten temmelig diskret, ja, man fristes til at kalde den svag. Lidt duft forplanter sig dog i æteren, når brygget skænkes. Der er lidt røg, lidt mere malt, og en knivspids bitter humle. Nydeligt blandet og forenet for så vidt, men detaljerne skal man stikke det olfaktoriske apparat godt ned i bægeret for at opfange.

Smagen er også ganske afdæmpet, næsten skuffende i forhold til, hvad det egentlig er for et bryg, man sidder med. Er det virkelig alt, hvad hvalnosser hængt over brændende fårelort rækker til? Måske har de bare brugt meget få hvalnosser, eller meget lidt lort? Af miljøhensyn håber jeg, det første er tilfældet.

Men igen er der da noget røg. Sammen med den mørke malt giver det brygget en velbehagelig rund bitterhed med en nogenlunde fylde. Det smager sådan set dejligt, det er ganske rart, men det er samtidig slet ikke ekstraordinært på nogen som helst måde.

I betragtning af, hvad jeg ellers har smagt af røget øl er brygget mildt sagt afdæmpet og i forhold til forventningen reelt en skuffelse. Prøver man at viske tavlen ren for øllets fortælling ender man med … en i og for sig velsmagende øl, let røget, som de fleste lægfolk ville kunne nyde, og de fleste kendere ville finde uinteressant.

Men historien forbliver god, langt bedre end øllet, ærgerligt nok.

Tak til Ole – der til dagligt bor i Island, men forleden lagde vejen forbi hovedstaden på vej til Sverige – for at tage et eksemplar af denne øl med. Det er mig bekendt ikke muligt at skaffe denne øl herhjemme, så jeg er naturligvis meget taknemmelig for, at den sparsomme bagageplads blev brugt for min skyld.

3-en-halv-stjerne

Lava, Ölvisholt Brugghús

2014-08-22 18.41.47

Lava, milde lava …

Det regner lige for øjeblikket. Ikke med flydende sten og aske, men blot i skrå uafbrudte stænger af vand med direkte forbindelse til de mørke skyer ovenfor. Det er vel  et forvarsel til det stundende skift i årstid, og det passer mig fint, at det indfinder sig lidt tidligt. Jeg kan snart ikke længere huske, hvornår efteråret ikke var forsinket, så den ulidelige midsommerhede kom til at vare til langt ind i september måned.

På denne øls hjemstavnsø, Island, regner det undtagelsesvis heller ikke med lava eller aske. Der har ellers været noget under opsejling længe, og jeg ville egentlig gemme denne øl til at fejre udbruddet og ikke mindst den deraf følgende askesky, som så endnu engang kunne lamme den europæiske flytrafik, hvilket man så igen kunne slå sig nok så meget på lårene af grin over.

Men så heldige har vi som bekendt ikke været endnu. Og jeg risikerer efterhånden at blive afholdsmand – eller minimum kvartals… -ølentusiast (-dranker ville det ikke være rimeligt at betegne mig som, i betragtning af, hvor få øl, jeg faktisk drikker (hvilket ikke er mange flere end dem, der anmeldes her på bloggen)) og her til aften mistede jeg så, om jeg så må sige, tålmodigheden, og valgte i trods mod naturens kræfters lunefulde afventen og passivitet at knappe den op alligevel.

Det er heldigvis ikke stank af svovl og salmiak, der møder én ved åbning. Åbningen i sig selv er i øvrigt heller ikke at sammenligne med bortsprængningen af Mt. St. Helens – ja, det er knapt at sammenligne med et strombolisk host. (Min tidligere Pipe Major er også en af landets fremmeste vulkanologer, så jeg behersker lidt geolog-lingo). Men adækvat bouquet af røg, og måske en smule branket kul er der da trods alt. Ellers ligner det mere en traditionel Imperial Stout – lige dele chokolade og kaffe i en velafstemt mokka-choko-latte fra en forstadskøbenhavnsk hipstercafe.

Løden følger temaet, og det er måske det eneste punkt, hvor brygget ikke helt når de højeste forventninger. Det er faktisk lige en anelse for gennemsigtigt og flydende til sådan at føles og se rigtigt stoutagtigt ud. Ligesom kaffen på føromtalte hipstercaféer har det med at være dyr, og lige akkurat nok hipsteragtigt tynd,

Skummet kompenserer med en flødet finish i flødechokoladebrunt – og så alligevel er det som om det bare falder lidt  for hurtigt.

Alle visuelle halvhjertetheder gøres da heldigvis til skamme i smagen. Her imødekommes man af en fantastisk velafstemt komposition af røg, karamel, engelsk lakrids, farinsukker, kaffe og mørk chokolade.

I begejstring over den tæskelækre smagssymfoni smasker man begærligt gummerne sammen, for at presse al velsmag ud af de små bitte slurke, man uvilkårligt kommer til at nippe af brygget. For der skal så lidt til, for at få den fulde oplevelse. Og man vælter brygget rundt, så også gummerand, svælg og gane får lov at mærke brygget prikke, rive og kradse.

Blidt.

For det bliver aldrig for meget. Nogen vil synes, det er ærgerligt, og at bryggets velsmag til trods, er det ikke helt nok. Med bryggets navn in mente mangler det måske også en smule udi fandenivoldskhed. Men dets uforlignelige velafstemthed gør det i mine øjne lige så fuldendt, som mere bidske og voldsomme oplevelser i samme klasse.

Og hvis det virkelig skal forestille et vulkanudbrud, er det helt klart et venligt ét af slagsen, og næppe ét af dem, der giver problemer for flytrafikken andre steder end lige omkring det. Til gengæld er det et langvarigt udbrud, små eksplosioner af velsmag, der kan nydes over ganske lang tid – meget apropos førnævnt Stromboli.

Det er jo på den anden side ikke just Islandsk, men forbogstavet på landet, der rives i stykker under den er i det mindste det samme.

6-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme