Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Irland

Guinness Foreign Extra, Diageo

St. Patrick’s derhjemme

Kaabaen i Mekka er lukket og det samme er Peterspladsen i Rom. Er det ikke interessant, hvordan religiøse mennesker handler som om deres gud ikke eksisterer, mens den aktuelle coronaepidemi hærger? Det er som om de helt har mistet tiltroen til deres guds hjælp – og gudsketak og lov for det, fristes man i et anfald af slet skjult sarkasme at tilføje.

I modsætning til store dele af den danske højrefløj ønsker jeg ikke, at nogen skal få COVID-19 blot fordi de har et andet religiøst synspunkt end mit. Søren Espersens slet skjulte skadefryd på Twitter over bengalske muslimer, der ikke følger saudiernes sjældent rettidige omhu og Vatikanets ditto er forventelig, og så meget desto mere frygtindgydende. Tænk at sådanne mennesker har magt her i landet. Ikke så meget, som de engang havde, ganske vist, men bare en smule magt til den slags hadefulde mennesker, er pissefarligt.

Dobbeltmoralen skriger samtidig til himlen, idet DF’s helt egen højhellige profetereske Jomfru Marie (med efternavnet Krarup) ligeledes på Twitter har krævet gudstjenester gennemført midt i coronapandemien, “hvis man holder god afstand mellem deltagerne […] Ligesom vi gjorde i Folketinget ved afstemningerne torsdag aften […]”. At menigheder ude i landets kirker er en broget flok mennesker, der er langt sværere at holde styr på end Folketingets medlemmer, der i modsætning til menige kirkegængere nok skal blive testet så snart der er den mindste mistanke om smitte, skænker hun åbenbart ikke en tanke. Smitterisikoen er der altid – uanset hvor langt man ellers holder sig fra hinanden. Og jeg vil i øvrigt meget nødigt være den kordegn, der håndhæver afstanden mellem sognebørnene på vej ind og ud. Ikke alene er det langt ud over jobbeskrivelsen at måtte skride ind med et “hov hov!” hver gang afstanden overtrædes – det udsætter også kordegnen selv for smittefare – hver gang. Ligesom kordegnen (hvis det da ellers er hende eller ham, der står for security i templet) selv kan agere smittespreder i samme situation.

Så Jomfru Marie har mindre indsigt og udviser mindre rettidig omhu end salafistiske wahabier og romerkirkens gevandtklædte pæderaster. Burde man være overrasket? Det er jeg i hvert fald ikke. Marie Krarup gør ellers meget ud af altid at ville Danmark det bedste, men i øjeblikket udgør hun sammen med Vibeke Manniche og dennes datter Mai den største fare mod folkesundheden.

Selv overholder jeg isolation efter bedste evne. Det eneste tidspunkt, hvor jeg kunne komme i kontakt med andre mennesker ud over mine arbejdskolleger, er i den offentlige transport mellem Thisted og Bedsted hvor jeg arbejder – og så når jeg køber ind. Det hænder at jeg har privatchauffør, både i toget og i bussen, når jeg vælger at tage den. Jeg har endnu ikke registreret flere mennesker end der kan tælles på en hånd, når der endelig var flere med end mig selv. Så der er risikoen til at overskue. Supermarkederne er ikke mennesketomme, men altid kun sparsomt besøgt. Så i det hele taget ser det ud til, at folk heroppe i Nordvestjylland har fattet de indtil flere vognstænger, myndighederne har viftet med som små dannebrog ved landskampe.

Værtshuse er ikke noget, jeg går på særlig tit, så når jeg holder mig fra dem, gør jeg i det store og hele som jeg plejer. Så på St. Patrick’s Day behøvede jeg heller ikke græde snot over, at de værtshuse, jeg alligevel sjældent besøger, kunne have været lukket. Til gengæld arrangerede en af mine gode venner fra internettet, Geoff Breeze en livestream på hans YouTube-kanal i dagens anledning. Nu hvor værtshusene alle var lukket, kunne man jo i vores online tidsalder rykke værtshusene hjem til én selv.

Geoff havde ikke hamstret Guinness – han er et ordentligt menneske, der overhovedet ikke hamstrer, men en sixpack havde han da købt. Jeg fandt anledningen perfekt til også at åbne en Guinness – én jeg har haft stående næsten et år.

Jeg købte den på Copenhagen Beer Festival sidste år i Africanbeer.dk’s stand. Det er ikke en Guinness, der sådan lige kan fås overalt, idet den brygges og distribueres i Nigeria. Lidt bekymret var jeg for, at den havde stået for længe, da den faktisk var over sidste salgsdato, men mørkt øl plejer at kunne klare det.

Visuelt fejlede den i hvert fald intet. Kulsort som man kender den, omend tydeligvis tappet med kulsyre og ikke kvælstof sådan som en traditionel Guinness er det. Skummet blev ikke så tæt, men til gengæld antog det en gyldenbrun lød, hvis festlighed ingen kunne tage fra den. Bouqueten lovede godt. Guinness dufter ikke af meget – mest bare vådt, men her viste sig snart indslag af nødder, en både bitrere, varmere og langt mindre vag duft, end man er vant til.

Mundfornemmelsen viste sig imidlertid at være på samme spor som den traditionelle Guinness. Fortrinsvis let, brødagtig, med aromaen mere som sekundant end primær drivkraft. Man drikker ikke Guinness for smagen, men for følelsen af den i munden.

Til gengæld er der faktisk mere smag i den her. Og det er god smag. Letkrydrede søde noter af kamille og kardemomme giver brygget et velundt pift. Jeg kunne være nedladende europæisk og fyre nogle kolonialistiske klichéer af om Afrika som et farverigt kontinent, der sætter mere kulør på alting. Det vil jeg undlade, fordi jeg ved at det meste øl fra kontinentet består af industrielt pilsnersprøjt, der hverken er mere eller mindre intetsigende, end det vi hælder alt for meget af i os i Europa – og for den sags skyld resten af verden.

Brygget her er med andre ord ikke bedre på en afrikansk eller nigeriansk måde. Det er bare bedre – and that’s it.

Glem ikke at vaske hænder, og lyt hverken til Vibeke eller Mai Manniche eller Søren Espersen og Marie Krarup.

Så skal vi nok klare den.

Mojo IPA, Stone Barrel (Ole Øl-Ninja 7)

En snert af uenighed …

Den næste øl på programmet bød på lidt færre spørgsmål end Buxton og Lervigs ‘Trolltunga‘. Bryggeriet var tydeligt angivet – Stone Barrel, endnu en debutant på bloggen – ligesom ophavslandet var nemt at finde; Republikken Irland. Til gengæld bestod ét af spørgsmålene, idet brygget var pakket i samme emballagestørrelse som det engelsk-norske collab – 0,44 l.

Irerne gør ellers meget ud af ikke at være ligesom briterne. De måler afstande og angiver hastighedsgrænser i kilometer (i timen), og metersystemet har også for længst sneget sig ind i rummålene, hvor de bruger liter frem for ounces og pints og hvad det nu ellers er, briterne bruger. Så emballagepakken forblev et mysterium, vi ikke fik knækket i denne omgang.

Læsere, der har fulgt mig gennem årene vil vide, at jeg en kort overgang boede i Irland, samt at det aldrig rigtig er lykkedes for landet at imponere mig med deres øludvalg. Jeg anser det højt besungne irske øl for halvkedeligt, ofte tyndt, og får jeg endelig en øl fra landet, der er ordentlig, er jeg overrasket til den positive side, fremfor at føle forventningerne indfriet.

Brygget her er en IPA. Og efter at norske Lervig overlegent viste, hvordan sådan én skulle skæres ville det næsten være hybris, hvis succeen lod sig gentage. Efter at have kæmpet lidt med skummet – det var meget voldsomt, men til gengæld også dejlig plastisk og fedtet – kunne vi konstatere rare, frugtige citrusnoter i bouqueten, fortrinsvis lime. En ganske massiv aroma af frisk træ og bitterhumle træder allerede frem i skummet. Hvis man ikke vil smage på skummet, kommer man til at vente længe, for det tager sin tid at falde. En tommelfingerregel synes at være, at et overdrevent højt skum kun er tegn på infektion, hvis skummet falder hurtigt. Falder det langsomt, er der intet galt – således også her.

Vi blev dog også snart enige om, at brygget, de gode takter til trods, ikke stak ud på nogen måde, der gjorde brygget unikt. Det smagte såmænd fint, men bød ikke på mange overraskelser. En fin nok IPA, såmænd. Men også en IPA, der var meget baseline i sit udtryk – uden at være en IPA, man ville genkende, om man fik den serveret igen, for der var ikke rigtig noget individuelt eller unikt at genkende den på.

Ole var langt fra imponeret, uden at være decideret skuffet, og gav brygget …

Jeg selv sværger til stilen, og er egentlig glad for at have fundet en baseline IPA, der samtidig kunne højne min agtelse for irsk øl en anelse.

Oyster Stout, Porterhouse Brewing Co.

Som vi kender den …

Er der monstro nogle Erdogan-støtter blandt mine læsere? Det regner jeg ikke med. Det afskyelige uvæsen Erdogan er ud over folkemorder også en religiøst fundamentalistisk tyran, der prædiker afholdenhed fra alt, der er rart – herunder alkohol selv i afmålte kvanta. Skulle det imidlertid ske, at jeg har læsere, der sværmer for folkemorderen Erdogan, er I mere end velkomne til at skrubbe af og aldrig læse min blog igen. Jeg har ikke brug for jeres clicks. Til gengæld vil det sikkert glæde mine andre læsere, at de ikke behøver risikere at føle sig beskidte, fordi de uforvarende kommer til at læse mine indlæg samtidig med en folkemordstilhænger.

Det var bare lige det. Nu videre til øllet, der i dag er fra Irland. Irsk øl er ikke min store favorit, men i sammenligning med folkemorderen Erdogan og folkemorderen Erdogans støtter, er Irsk øl faktisk så uendeligt lang oppe i modsatte ende af skalaen, at forskellen på min passion for irsk øl, og øl fra fx Amager Bryghus, kan være vanskelig at få øje på.

– I det perspektiv, forstås. Det er i grunden et tåbeligt perspektiv. I det perspektiv er det svært at skelne min aversion mod Darren Hayes fra min passion for øl fra Amager Bryghus. Og afstanden mellem dem regnes ellers nemmest i parsec.

Vel, nok vrøvl – når jeg også lige har fået sagt, at jeg varmt og inderligt støtter den kurdiske frihedskamp – ikke mindst den der foregår i Syrien mod DAESH. At den tyrkiske stat reelt er en aflægger af DAESH er blot én af grundene til min afgrundsdybe foragt for tyrannen Erdogan, alle hans gerninger og al hans væsen.

Nå … øllet kom vi til. En irsk stout – ligesom Guinness. Ja, jeg kan lige så godt spoile og erklære, ret meget ligesom Guinness, når det kommer til stykket, selvom bryggets markedsføring ikke får for lidt i oplægget til en stor oplevelse, der aldrig bliver mere end middelmådig.

Ikke alene skal brygget skænkes voldsomt for at en anselig skumkrone dannes, brygget viser sig også kun at være mørkt på overfladen. Det lader sig nemt gennemskinne, og fremstår – som mange andre halvtynde stouts – rødt.

Duften er svag mere end noget andet. Fjerne noter af røg, mørkt træ og chokolade. Det lyder godt, og det ville det også have været, hvis bare der havde været mere af det, i stedet for den svage afglans man mødes med.

Lidt mere er der trods alt at hente i smagen. Hasselnødder melder sig uden megen spagfærdighed, men noget festfyrværkeri er det ikke. At få presset tilstrækkeligt med aroma ud af øllet kræven sin smasken, sugen, gurglen og tungetumlen. Følger man sine umiddelbare tilskyndelser, lod man egentlig bare brygget glide ned lige så stille, men når nu bryggeriet sådan hylder brygget for at være innovativt, nysgerrigt og i øvrigt tilsat østers, så vil man jo ikke bare sådan slippe det ned i spiserøret uden at have annammet det ordentligt først.

Med – om ikke ringe, så i hvert fald medium resultat. Brygget ender med at ligne den Guinness, rigtig mange uvilkårligt kommer til at tænke på, når man nævner irsk stout, alt for meget. Måske er der lidt mere smag i, men samtidig mangler den Guinness’ens brødagtige karakter, der i det mindste yder noget fylde, som dette bryg næsten helt mangler.

Nej, det skulle heller ikke være denne øl, der gjorde op med min holdning til irsk øl. En holdning, der ikke baserer sig på fordomme, men erfaringer der på i hvert fald én måde slet slet ikke er bitre nok.

Marcus, der havde den med på sit ferieophold heroppe, skal imidlertid have tak også selvom den langt fra indfriede forventningerne.

Guinness Nitro IPA, The Open Gate Brewery

Subtraktion …

Spørg mig nu ikke, hvordan det er kommet i stand. Jeg forestiller mig at Guinness-brandet må være et af de mest nidkært bevogtede med et særligt uddannet korps af advokater, formentlig iklædt specialjakkesæt i kevlar og bevæbnet med porteføljer i en sprængsikker mithril/elversølv-legering. Hvordan det for mig indtil nu ukendte The Open Gate Brewery har fået lov til denne slags krumspring, har jeg end ikke turdet google mig frem til … De der porteføljer kunne sikkert finde på at snappe efter én, hvis man stikker snuden for langt frem.

Jeg fandt den på en supermarkedshylde (SuperBrugsen, var det vist) og den vakte omgående blandede fornemmelser. De gik i retning af “den åndsvage idé måtte en eller anden vel finde på på et eller andet tidspunkt, gud fader bevares!” og “den idé er så tåbelig, at den faktisk kunne fungere”. Med hjem kom den i hvert fald.

Ligheden med Guinness’ gammelkendte (og i mine øjne halvtynde – men til festlige lejligheder velegnede) stout er lige for. I stedet for kulsyre er brygget tilsat kvælstof – i emballageform ved en lille kugle, der brydes ved åbning af dåsen. Meget fikst og ingeniøragtigt. Det spændende er, om erstatning af kulsyre med kvælstof kan bibringe den velkendte, højtelskede og – lad os nu være ærlige – skamredne IPA-type noget nyt. Tilsætning af enebær viste sig at være en god idé, lærte vi sidst. Kunne man være heldig to gange i træk?

Brygget er mørkere end jeg forventede. Det er helt ovre i noget classic pilsner-brunt. Ikke diskvalificerende for typen, men alligevel ualmindeligt. En i grunden mild og cremet duft kan fra starten imidlertid ikke dække over, at brygget virker langt mere som en afbruset pale ale end en IPA.

Brygget byder på søde noter af frisk græs og passionsfrugt, ledsaget af kvælstoffens finurlige, og nogle gange kun vanskeligt definerbare fylde. Den for IPA-typen så elskede, for ikke at sige definitive bitterhed skal man til gengæld kigge langt efter – ligesom skarphedden og friskheden. Ja, selv de ellers velgørende frugtige søde noter virker fremmede i betragtning af typen.

Først i eftersmagen mærker man brygtypens bitre signatur. Omend den på bagtunge og ved mandler har en vis antydning af kraft, mangler den IPA’ens skarpe og hvasse karakter. Den er blød og rund – for ikke at sige sløv, og det kvælstofpakkede øl ledsager med en underligt grynet mundfornemmelse, der bestemt ikke hjælper.

Nej, så gik det godt nok meget bedre med enebærrene. De gav typen lidt tiltrængt fornyelse. Kvælstoffen, derimod, tager alt det bort fra typen, der gør den vidtberømmet og elsket.

Og hvad giver den i stedet? Ikke rigtig noget, faktisk. I hvert fald ikke noget, der er værd at skrive lange – eller for den sags skyld korte – blogindlæg om.

Green, Green Banshee, Amager Bryghus (Gode øl med Allan III)

2017-02-24 20.28.52Du godeste! Sikken ondskab …

Det næste bryg på programmet havde jeg set frem til med stor spænding. Jeg havde ganske vist prøvet det en enkelt gang før, nemlig på Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum tilbage i august. Det skete i Jameson’s stand, hvor jeg ved samme lejlighed for første gang prøvede mit irske af. Ja, det var i sandhed en stor oplevelse.

Dengang blev det jo kun til en lille mundsmag, der slet ikke var stor nok til, at der kunne komme en anmeldelse af brygget ud af det. Siden har jeg så bittert fortrudt, at jeg ikke dér, lige på stedet som minimum fik mig en anselig smagsprøve, så jeg kunne anmelde brygget, for det skulle vise sig at være ret svært at få fat i efterfølgende.

Jeg var dog så heldig at støde på det i Toft vin på Islands Brygge forleden. De 90 kroner, jeg måtte slippe for en halv liter, viser måske (måske ikke) at efterspørgslen har presset prisen på et begrænset udbud noget i vejret. Til gengæld vidste jeg også med det samme, at den skulle nydes i godt selskab, først og fremmest på grund af dét – det gode selskab, der får godt øl til at smage endnu bedre, og så fordi jeg ærligt talt – uanset hvor godt øllet ellers smager – ikke gider drikke en hel halv liter alene, når alkoholprocenten er tocifret (11% for at være præcis). Og godt selskab var jo i vente, da min aftale om at nyde gode øl med min gamle stadionkammerat Allan, for længst var indgået.

Røverhistorien på etiketten er denne gang så afdæmpet, at den faktisk kvalificerer sig så meget som nyttig information om brygget, at det egentlig er uberettiget, at kalde beskrivelsen en røverhistorie. Indledningsvis fortælles der selvfølgelig om det irske sagnvæsen, banshee’en (irsk bean sidhe, hvilket kan oversættes med fe-kvinde), hvis skrig varsler død og ulykke. Og eftersom der jo er tale om et sagnvæsen, er det selvfølgelig en lille smule røver alligevel. Den grønne, grønne fedame, man her sidder med, skriger imidlertid kun om gode ting, fremgår det blandt andet … og her starter så en sjældent nøgtern og informativ beskrivelse af bryggets tilblivelsesproces. Der er tale om en imperial stout lagret i fire måneder på henholdsvis bourbon- og sherry-fade fra Jameson-destilleriet i Cork, Irland. Derefter er bourbon-stouten og sherry-stouten blandet sammen, ligesom Jamesons whiskeyer er det, og så er dét bryg sådan set brygget, blandet og lagret.

Tilbage i marts måned sidste år, da jeg besøgte Amager Bryghus, tror jeg endda, jeg fik fadene at se. Så vidt jeg husker, var Henrik Papsø, der viste rundt, lettere skeptisk over for projektet, og på papiret lyder det da også en kende skørt. Men for at lave noget ekstraordinært, må man jo også tænke lidt ud af boksen, tage nogle chancer og være lidt – ja, skør – for at det ikke bare igen skal blive en gentagelse af noget, der er prøvet før.

Apropos gentagelse; gentagelsen af ‘green’ i navnet forestiller jeg mig – uden at have andet at have det i end min egen intuition – skyldes de to grønne øer, brygget kommer fra; Amager og Irland. At den grønne fedames skrig i øvrigt kun varsler godt ændrer ikke ved, at tegningen af hende er autentisk frygtindgydende. Djævle og skeletter er for længst ude af stand til at skræmme os, mens Amager Bryghus’ grafiker Simon Hartvig Daugaard har formået at give os nye skikkelser at være bange for.

Men nu til brygget, som jeg allerede ved at beskue, erklærede måtte være jordens ondeste øl – på trods af alle fedamens gode intentioner. Brygget er totalt uigennemskinneligt, selv når mængden i glasset er ganske lille. Skummet har farve af branket karamel – den smule der er. I bryg af denne kaliber er kulsyre en distraktion, noget, der hører lyset til, noget, der hører lettere øl – svagere øl – til …

Selv i sit uigennemtrængelige mørke, er bryggets visuelle underholdningsværdi af en særlig udsøgt kvalitet. Duften ligeså, omend Allan og jeg aldrig blev helt enige om indholdet. Han mente at man kunne mærke marcipan i duften, hvilket jeg ikke selv kunne. Marcipan er alt for rart, sødt og venligt til denne galdesuppe af mørk lakrids og brændevin, der på sekunder ville rense enhver bihule, om den så måtte være tilstoppet med cement. Og selvom det spirituøse element i bouqueten er uomgængeligt er jeg slet ikke sikker på, at jeg ville have gættet på whisky i processen, hvis ikke jeg lige vidste det. Allerede her (ja, det er også tilfældet i resten af brygget) er whiskyessensen aldrig så nydeligt forenet med resten af det tunge, seje, natmørke bryg.

Og smagen … SMAGEN! Lige så tæt og tykt som brygget dovent, modvilligt og tyngdekraftstridigt skvulper rundt i glasset, lige så vidunderligt, vældigt og mægtigt føles det på tungen. Engelsk lakrids og fyldig, spirituøs fylde omklamrer alle mundens indvendige overflader – opadvendte, nedadvendte og laterale – med sin fængslende, altopslugende mørke aroma. Aldrig har jeg oplevet lignende kraft og vælde i en stout. Utroligt er det samtidig, at der ikke er den mindste antydning af ubalance eller missmag. Lakridsen er lige i øjet, whiskeyen smages ikke som whisky, men mærkes som en umådeligt smagfuld alkoholimpression – og sikke den kan mærkes. Dette er noget ganske andet end Thisted Bryghus noget halvhjertede forsøg på en øl/whiskey-forening. Nej her kan man opleve, hvordan det rigtig skal gøres.

Tykt, sort, og vidunderligt velsmagende. På én gang den bedste og den ondeste stout, jeg nogensinde har prøvet … Allan var lidt mindre kompromisløs i sin nydelse. Han mente, brygget manglede den allersidste afrunding og harmoni, før brygget var helt perfekt, men større forskelle end denne i vores præferencer, kan formentlig findes blandt individuelle elektroners hælden til, om de vil binde sig til den ene eller den anden farve brintatomer (og ja, jeg ved godt, det ikke gav nogen mening, men jeg havde lissom skrevet mig selv op i en krog ikk’ oss’ …)

Amager Bryghus kan sandelig andet end at brygge gode IPA’er – de kan i den grad også brygge stouts.

Allan:

5-en-halv-stjerne

Kaj:

6-stjerner

Caffrey’s Irish Ale, Coors Brewing Company

Fra tågerne …

De fleste gennemskuede min aprilsnar på fjæsen, men den var tæt på at blive virkelighed i går, da jeg lå helt og aldeles underdrejet efter en noget våd bytur. Sjældent har jeg oplevet værre tømmermænd, og mumlede vist også det evige omkvæd om, at jeg aldrig skulle drikke igen.

Anledningen var ellers hyggelig nok. Jeg var til teamarrangement med mit arbejde, og det indebar go-kart-kørsel, god mad, og så en tur på The Irish Rover ved Jorcks Passage på Strøget. Førstnævnte er jeg stadig øm i hele kroppen efter, mens sidstnævnte stod for gårsdagens grimme eftervirkninger i hoved og mave-tarm-system.

Det blev til indtil flere Guinness. Jeg manglede at takke bryggeriet efter at de trak støtten til New Yorks St. Patrick’s Day-parade tilbage, og det blev der behørigt rådet bod på. Selvom jeg egentlig ikke synes, at Guinness er nogen særlig interessant øl, er den rigtig god til festlige lejligheder. Den balancerer fint mellem en festlig letdrikkelighed og adækvat fylde og smag til, at det ikke bliver det rene og skære tylle-fylle-bælle-drikkeri. Og så har bryggeriet udvist en holdning til LGBTQ-spørgsmålet, som jeg kun kan erklære mig enig i – og selvom det skulle være et marketing/publicity-stunt har de min støtte for selve boykotten uanset.

Festligheden i The Irish Rover kan der ikke sættes en finger på. Deres udvalg i øl må til gengæld påkalde sig en i bedste fald passende mængde konstruktiv kritik. Ud over Guinness – ingen irsk pub uden – var der kun lutter kedelige og ligegyldige danske standardpilsnere, som jeg allesammen havde prøvet før – og så lige den her. En irsk ale – fra 1994 til 2001 i hvert fald, hvor Caffrey’s Irish Ale opkøbt af Molson Coors og nu er et multinationalt, internationalistisk brygprojekt, der handles og konsumeres verden over.

Men den skulle jeg da lige prøve – i min 40 hestes brandert, vel at mærke. Efter både Guinnes, div. pilsnerøl og det løse, og det er optegnelserne og erindringen trods alt også lidt farvet af.

Det er en lys ale, der skænkes med kvælstof, ligesom Guinness, Kilkenny og en række andre ales fra De Britiske Øer. Det er et smukt syn, at se skummet retirere til en lille cremet krone over det gulorange bryg. Duften er overvejende frisk og syrlig af umodne æbler, men synes også lidt svag.

Brygget er bitrere end man forventer med præsent humle og ledsagende stik af gær. Det har intet maltpræg, men føles alligevel ganske fyldigt, hvilken nok skyldes kvælstoffet. Gæren er præsent uden at ødelægge brygget, men det kan alligevel ikke frasige sig et let eddikeagtigt syrlighedspræg, der nok ikke vil falde i alles smag. Det er faktisk den syrlige smag, som britisk ale er berygtet for, der her træder markant frem.

Og jeg må indrømme, at den heller ikke rigtig falder i min smag. Den er lidt for syrlig og smager for meget af gær. Ikke desto mindre er den både fyldig og vederkvægende – to egenskaber ved øl, der ikke så tit følges ad. Og så smager den faktisk af noget i en 40 hestes brandert – og det er i sig selv lidt af en bedrift.

Jeg fik den adækvate irer af min gode kollega Jimmy, og tak for det. Jeg er altid glad for at modtage øl til anmeldelse, som jeg ikke har prøvet før, også selvom de – som denne – er lidt for meget som irske øl er flest.

2-en-halv-stjerne

Kilkenny, Diageo

Halvdød irer

I går var jeg til havefest hos min søster i Vanløse. Den stod på grillhygge i venners og families lag, og et par øl var der også at vælge imellem. Blandt andet den vel nok næstkendteste irske øl, Kilkenny, fra samme bryggerigruppe, Diageo, der også står bag Guinness-brandet. Bare for at opsummere – Guinness er altså hverken navnet på et samlet brand eller en bryggerigruppe, det er blot ét af mange produkter fra den irske bryggerigruppe Diageo – der blev jeg så også klogere.

Det var også en af de øl, jeg ikke nåede at prøve, mens jeg boede med familien i Irland. Jeg nåede ikke at høre nogen klage deres nød over dens fravær, men ved siden af Guinness er det velnok denne øl, der mere end noget andet karakteriserer irske bryg, så den har vel ret beset manglet en smule.
I vores egn af verden, må man jo finde sig i, at brygget sjældent kan fås rigtigt – på fad, og skænket med kvælstof. I stedet for forhandles de i dåser med et lille trykelement, der fordeler gassen i brygget ved brydning af emballagen. Systemet har før været afprøvet her på bloggen.
Det tager lidt tid at få brygget skænket. Skummet kender man fra Guinness, højt, tykt og i dette tilfælde letgyldent. Det er længe siden, jeg sidst har prøvet brygget, og huskede ikke, hvordan det så ud. Det er lysere end jeg troede, men også for mørkt til at kunne kaldes et lyst bryg. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg husker det som gråbrunligt – et par toner under Guinness. Det kobber/rav-røde bryg afslørede, at jeg huskede ganske forkert. Der er ikke meget bouquet at komme efter. Duften er humlet i det bitre hjørne, men tonerne af vand er mere dominerende.
Smagen er mestendels rundt bitter i retning af hasselnødder. Der er en del kraft i bitterheden, men man savner allerede fra starten fylde til at komplimentere den ikke uefne bitterhed. Den manglende fylde fortsætter i en ellers endnu mindre ueffen eftersmag, der bevæger sig over i det beske. Det er ikke ualmindeligt at draught beer mangler fylde, eftersom kulsyren mangler, og brygget derfor bliver fladt. For mig er det ikke i sig selv et problem, da det er en af de ting, der karakteriserer øllet fra De Britiske Øer.
Men i dette tilfælde får det brygget til at føles ekstra vandigt, idet der ikke er noget kulsyre til at fordampe i munden, og tage nogle smagsnuancer med sig på vej op mod ganen. Der er kun bitterheden og ingen fylde eller andre smagsnuancer at komplimentere den med. Dermed bliver smagen snæver og underligt ufuldendt, dens relative kraft til trods.
Kenny kunne have været interessant, men som brygnavnet antyder tog man livet af ham før han kunne gøre ordentligt væsen af sig. Til gengæld har bryggerigiganten skabt et produkt, der har vist sig levedygtigt som eksportsucces. Jeg vover at påstå, at successen skyldes, at brygget ikke er særlig markant. Vi er tilbage ved det, der karakteriserer den laveste fællesnævner: Den kendetegner ikke et produkt, der er lavet sådan at alle kan lide det – den laveste fællesnævner kendetegner et produkt, der er så karakterfattigt, at det ikke skræmmer nogen forbrugere væk – altså bortset fra os, der ønsker bedre.
Den allerlaveste fællesnævner er vi dog ikke nede på. Kilkenny er trods alt karakter nok i brygget til at det herfra er godkendt – og så heller ikke mere.
3-stjerner

Galway Hooker, Hooker Brewery

Et værdigt farvel

 
Turen til Irland var ikke nogen stor succes, men det var om ikke andet en oplevelse at prøve det. Det har givet os nogle erfaringer – dyrekøbt, men alligevel værdifulde – om hvordan det er som familie at flytte til et andet land. Jeg vil ikke anbefale det til andre småbørnsfamilier. Det er simpelt hen benhårdt og nådesløst, men jeg vil til gengæld varmt anbefale det til unge mennesker, der vil prøve et eventyr. Vid blot, at det ikke er ren fornøjelse, men også en hård læremester, der ikke hjælper en op, hvis man falder. og ikke trøster, hvis man pylrer over, at det gør ondt.
Nok om vores tur. Vi glæder os til at komme hjem til Danmark igen, så må vi se, om Danmark som returland er en lige så hård læremester. Vi tror det ikke, men man kan aldrig vide.
Øllet … Ja, lad os se, hvor mange lumre, platte og måske endda feministisk indignerede kommentarer, den får med på vejen. Navnet, kombineret med layout i pink og gyldent, antyder dette og hint for den uvidende, og det er så her, at jeg må skuffe nogle, og glæde andre ved at afsløre, at en Galway Hooker, ud over at være navnet på nærværende gyldne irske ale, er en traditionel irsk fiskerbåd. Hooker er en angliceret form af det irske húicéir, der formentlig blot betyder fiskerbåd.
Øllet er som sagt gyldent med en nydelig marengsmasse på toppen. Det er stort set duftfrit, og varsler derfor endnu en af de jævne specialølsoplevelser, Irland har været alt alt for fuld af.
Men smagen overrasker. Det er en tør, bitter ale, med en ganske fyldig smag, der udløses ved kontakt med bagtungen, hvorefter mundhule, gane og gummer overrumples efter at være forbigået i første omgang. Humlen er markant, skarp som en lystfiskers kniv, og præget af bitre noter af valnød og appelsinskal. Den giver samme mundfornemmelse som en let ginger ale – en god let ginger ale vel at mærke, af den slags, der måske nok ikke brænder i munden, men hvor ingefæressensen alligevel er markant og velgørende. Det hele rundes af at en subtil æblenote, der ligger bagom humlebitterheden, så det hele går op i en særdeles behagelig, velsmagende og kompleks enhed.
En Galway Hooker er egnet til varmt vejr, hvor den kan bruges som en effektiv tørstslukker. Bedre egnet er den imidlertid som en lys nydeøl, for hvis man sætter pris på velsmag, kan den også nydes i små nip over ganske lang tid, og det er klart det sidste, jeg vil anbefale.
Det var rart, så kort før afrejse at få fat i en øl, der faktisk er rigtig god. Der er måske håb for irske specialøl alligevel. Guinness er selvfølgelig altid godt – det emmer af Irland, men for dem, der vil have mere end det, og vil opleve, hvad Irerne ellers kan, er Galway Hooker ikke til at komme udenom.
Slán Irland. Det skulle ikke være os på længere sigt, men det har været spændende at lære dig at kende.

5-stjerner

Beamish, Beamish

Først en bekendtgørelse: Jeg og familien forlader igen Irland og tager hjem til lille Danmark igen. Grundene er mange – den væsentligste er, at vi igen ser muligheder i hjemlandet, blandt andet idet  vi ikke tager tilbage til Aarhus, hvor vi kom fra, men til København, hvor mulighederne for alt muligt bare er bedre. Det bliver med mellemlanding hos min farmand på Midtsjælland. Jeg tror ikke på engle eller skytsånder, for det er slet ikke nødvendigt med en ejegod og evigt hjælpsom sjæl som min kære fader.

Vel, beslutningen blev fejret med en tur på The Orchard, Applewoods egen hyggelige pub. Første gang vi var dernede for at få Guinness spottede jeg en anden hane med “Beamish” og tænkte – den må jeg også lige smage engang … som sagt så gjort.

Meget af det, der kunne siges om denne kvælstoftappede stout har jeg allerede sagt om Guinness. Det er tykt, brødagtigt og umanerligt fyldigt, kulsort bryg. Præget primært af brændte noter og humle, kaffe chokolade og karamel er der ikke meget af. Det er en ligefrem og simpel stout, og det brede smagsspektrum, man finder i de rigtig gode danske stouts – ja, det mangler. Jeg glæder mig til at komme hjem.

En pubtur i Irland – og lad mig i den forbindelse give de varmeste anbefalinger til “The Celt” i Talbot Street, hvor vi i lørdags spiste frokost med en god ven fra Danmark, der bor herovre. Jeg fik en fremragende ‘Beef & Guinness stew’ en kødgryde kogt i Guinness – mums! Interiøret er alt, hvad man drømmer om er irsk og pubagtigt. Hvidkalkede vægge, med masser af træ. Træborde, træstole, træbænke og træbeklædning omkring de store søjler i selve lokalet, og træramme omkring den irske uafhængighedserklæring fra 1916 – hvor kom jeg fra? Nårhjo! En pubtur i Irland fungerer lige så godt med en Beamish som med en Guinness. Guinness er bare mere kendt, og kun marginalt anderledes, Og næppe bedre.

Så Beamish eller Guinness it is. Jeg er lidt ligeglad. Jeg savner Ammestout, Sod og Kakerlakpuler fra Danmark, og glæder mig til at kunne nyde dem igen. De smager alle af mere, og er som øl langt mere interessante.
3-en-halv-stjerne

Knockmeal down Porter, Eight Degrees Brewing

Come on …

Irland er kendt for sine portere, men ikke for sine specialøl. Det i Irland baserede new zealandsk-australske specialølsbryggeri Eight Degrees Brewing har prøvet at rette op på dette ved at lancere Knockmeal down Porter.

Den er købt i Jack Carvill & Son’s Offlicence på Camden Road i Dublins centrum. Det er en pragtfuld butik med et godt udvalg af europæiske specialøl, nydeligt opstillet på høje, slidte, men også robuste gamle reoler. Væggene er mørke, og hele butikken emmer af irsk hygge og råhed på én og samme tid. En gammel irer med klingende Dublin-accent (‘th’ udtales som almindeligt t, navnet på bogstavet ‘r’ udtales “or” med et retroflegeret ‘r’, som man ellers kun hører det i texanske trailer parks, og navnet på bogstavet ‘h’ udtales med et tydeligt ‘h’ i begyndelsen som “haitsj”) betjener samvittighedsfuldt og er ikke karrig med smil eller røverhistorier.

Øllet lægger godt ud med en kraftig farinduft, der peger i retning af en sød stout. Brygget er let brusende, og skummet er kun marginalt tættere end hvad man ser på toppen af en Jolly Cola. Brygget er dog alt for mørkt og uigennemskinneligt til at (dis)kvalificeres som en cola-stout.

Duft og smag følges dog ikke ad. Smagen er først og fremmest brændt, med en dominerende aroma af hårdtristet kaffe, malt, røg og en anelse fish and chips serveret på en beskidt industrihavn ved fyraftenstid. Men altså kun en anelse. Vi er ikke ovre i noget, der i kraft eller viskousitet minder om Guinness, endsige da Limfjordsporter. Til gengæld behager den smagsløgene finurligt og er bestemt en nydelse, hvilket også er godt, selvom man godt kunne have ønsket sig noget mere fandenivoldsk, nu hvor der trods alt er tale om en porter.

Desværre tager den gode smag også af, efterhånden som brygget hviler, og en småsyrlig kant holder sit indtog. Det er ærgerligt, for en god porter bør kunne nydes længe, og bør ikke sådan tage skade af at stå lidt. Det gør denne porter, og det er så afgjort et minus.

Der er vitterligt langt mellem snapsene blandt irske specialøl.

3-stjerner

 

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme