Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Irland

Guinness Nitro IPA, The Open Gate Brewery

Subtraktion …

Spørg mig nu ikke, hvordan det er kommet i stand. Jeg forestiller mig at Guinness-brandet må være et af de mest nidkært bevogtede med et særligt uddannet korps af advokater, formentlig iklædt specialjakkesæt i kevlar og bevæbnet med porteføljer i en sprængsikker mithril/elversølv-legering. Hvordan det for mig indtil nu ukendte The Open Gate Brewery har fået lov til denne slags krumspring, har jeg end ikke turdet google mig frem til … De der porteføljer kunne sikkert finde på at snappe efter én, hvis man stikker snuden for langt frem.

Jeg fandt den på en supermarkedshylde (SuperBrugsen, var det vist) og den vakte omgående blandede fornemmelser. De gik i retning af “den åndsvage idé måtte en eller anden vel finde på på et eller andet tidspunkt, gud fader bevares!” og “den idé er så tåbelig, at den faktisk kunne fungere”. Med hjem kom den i hvert fald.

Ligheden med Guinness’ gammelkendte (og i mine øjne halvtynde – men til festlige lejligheder velegnede) stout er lige for. I stedet for kulsyre er brygget tilsat kvælstof – i emballageform ved en lille kugle, der brydes ved åbning af dåsen. Meget fikst og ingeniøragtigt. Det spændende er, om erstatning af kulsyre med kvælstof kan bibringe den velkendte, højtelskede og – lad os nu være ærlige – skamredne IPA-type noget nyt. Tilsætning af enebær viste sig at være en god idé, lærte vi sidst. Kunne man være heldig to gange i træk?

Brygget er mørkere end jeg forventede. Det er helt ovre i noget classic pilsner-brunt. Ikke diskvalificerende for typen, men alligevel ualmindeligt. En i grunden mild og cremet duft kan fra starten imidlertid ikke dække over, at brygget virker langt mere som en afbruset pale ale end en IPA.

Brygget byder på søde noter af frisk græs og passionsfrugt, ledsaget af kvælstoffens finurlige, og nogle gange kun vanskeligt definerbare fylde. Den for IPA-typen så elskede, for ikke at sige definitive bitterhed skal man til gengæld kigge langt efter – ligesom skarphedden og friskheden. Ja, selv de ellers velgørende frugtige søde noter virker fremmede i betragtning af typen.

Først i eftersmagen mærker man brygtypens bitre signatur. Omend den på bagtunge og ved mandler har en vis antydning af kraft, mangler den IPA’ens skarpe og hvasse karakter. Den er blød og rund – for ikke at sige sløv, og det kvælstofpakkede øl ledsager med en underligt grynet mundfornemmelse, der bestemt ikke hjælper.

Nej, så gik det godt nok meget bedre med enebærrene. De gav typen lidt tiltrængt fornyelse. Kvælstoffen, derimod, tager alt det bort fra typen, der gør den vidtberømmet og elsket.

Og hvad giver den i stedet? Ikke rigtig noget, faktisk. I hvert fald ikke noget, der er værd at skrive lange – eller for den sags skyld korte – blogindlæg om.

Green, Green Banshee, Amager Bryghus (Gode øl med Allan III)

2017-02-24 20.28.52Du godeste! Sikken ondskab …

Det næste bryg på programmet havde jeg set frem til med stor spænding. Jeg havde ganske vist prøvet det en enkelt gang før, nemlig på Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum tilbage i august. Det skete i Jameson’s stand, hvor jeg ved samme lejlighed for første gang prøvede mit irske af. Ja, det var i sandhed en stor oplevelse.

Dengang blev det jo kun til en lille mundsmag, der slet ikke var stor nok til, at der kunne komme en anmeldelse af brygget ud af det. Siden har jeg så bittert fortrudt, at jeg ikke dér, lige på stedet som minimum fik mig en anselig smagsprøve, så jeg kunne anmelde brygget, for det skulle vise sig at være ret svært at få fat i efterfølgende.

Jeg var dog så heldig at støde på det i Toft vin på Islands Brygge forleden. De 90 kroner, jeg måtte slippe for en halv liter, viser måske (måske ikke) at efterspørgslen har presset prisen på et begrænset udbud noget i vejret. Til gengæld vidste jeg også med det samme, at den skulle nydes i godt selskab, først og fremmest på grund af dét – det gode selskab, der får godt øl til at smage endnu bedre, og så fordi jeg ærligt talt – uanset hvor godt øllet ellers smager – ikke gider drikke en hel halv liter alene, når alkoholprocenten er tocifret (11% for at være præcis). Og godt selskab var jo i vente, da min aftale om at nyde gode øl med min gamle stadionkammerat Allan, for længst var indgået.

Røverhistorien på etiketten er denne gang så afdæmpet, at den faktisk kvalificerer sig så meget som nyttig information om brygget, at det egentlig er uberettiget, at kalde beskrivelsen en røverhistorie. Indledningsvis fortælles der selvfølgelig om det irske sagnvæsen, banshee’en (irsk bean sidhe, hvilket kan oversættes med fe-kvinde), hvis skrig varsler død og ulykke. Og eftersom der jo er tale om et sagnvæsen, er det selvfølgelig en lille smule røver alligevel. Den grønne, grønne fedame, man her sidder med, skriger imidlertid kun om gode ting, fremgår det blandt andet … og her starter så en sjældent nøgtern og informativ beskrivelse af bryggets tilblivelsesproces. Der er tale om en imperial stout lagret i fire måneder på henholdsvis bourbon- og sherry-fade fra Jameson-destilleriet i Cork, Irland. Derefter er bourbon-stouten og sherry-stouten blandet sammen, ligesom Jamesons whiskeyer er det, og så er dét bryg sådan set brygget, blandet og lagret.

Tilbage i marts måned sidste år, da jeg besøgte Amager Bryghus, tror jeg endda, jeg fik fadene at se. Så vidt jeg husker, var Henrik Papsø, der viste rundt, lettere skeptisk over for projektet, og på papiret lyder det da også en kende skørt. Men for at lave noget ekstraordinært, må man jo også tænke lidt ud af boksen, tage nogle chancer og være lidt – ja, skør – for at det ikke bare igen skal blive en gentagelse af noget, der er prøvet før.

Apropos gentagelse; gentagelsen af ‘green’ i navnet forestiller jeg mig – uden at have andet at have det i end min egen intuition – skyldes de to grønne øer, brygget kommer fra; Amager og Irland. At den grønne fedames skrig i øvrigt kun varsler godt ændrer ikke ved, at tegningen af hende er autentisk frygtindgydende. Djævle og skeletter er for længst ude af stand til at skræmme os, mens Amager Bryghus’ grafiker Simon Hartvig Daugaard har formået at give os nye skikkelser at være bange for.

Men nu til brygget, som jeg allerede ved at beskue, erklærede måtte være jordens ondeste øl – på trods af alle fedamens gode intentioner. Brygget er totalt uigennemskinneligt, selv når mængden i glasset er ganske lille. Skummet har farve af branket karamel – den smule der er. I bryg af denne kaliber er kulsyre en distraktion, noget, der hører lyset til, noget, der hører lettere øl – svagere øl – til …

Selv i sit uigennemtrængelige mørke, er bryggets visuelle underholdningsværdi af en særlig udsøgt kvalitet. Duften ligeså, omend Allan og jeg aldrig blev helt enige om indholdet. Han mente at man kunne mærke marcipan i duften, hvilket jeg ikke selv kunne. Marcipan er alt for rart, sødt og venligt til denne galdesuppe af mørk lakrids og brændevin, der på sekunder ville rense enhver bihule, om den så måtte være tilstoppet med cement. Og selvom det spirituøse element i bouqueten er uomgængeligt er jeg slet ikke sikker på, at jeg ville have gættet på whisky i processen, hvis ikke jeg lige vidste det. Allerede her (ja, det er også tilfældet i resten af brygget) er whiskyessensen aldrig så nydeligt forenet med resten af det tunge, seje, natmørke bryg.

Og smagen … SMAGEN! Lige så tæt og tykt som brygget dovent, modvilligt og tyngdekraftstridigt skvulper rundt i glasset, lige så vidunderligt, vældigt og mægtigt føles det på tungen. Engelsk lakrids og fyldig, spirituøs fylde omklamrer alle mundens indvendige overflader – opadvendte, nedadvendte og laterale – med sin fængslende, altopslugende mørke aroma. Aldrig har jeg oplevet lignende kraft og vælde i en stout. Utroligt er det samtidig, at der ikke er den mindste antydning af ubalance eller missmag. Lakridsen er lige i øjet, whiskeyen smages ikke som whisky, men mærkes som en umådeligt smagfuld alkoholimpression – og sikke den kan mærkes. Dette er noget ganske andet end Thisted Bryghus noget halvhjertede forsøg på en øl/whiskey-forening. Nej her kan man opleve, hvordan det rigtig skal gøres.

Tykt, sort, og vidunderligt velsmagende. På én gang den bedste og den ondeste stout, jeg nogensinde har prøvet … Allan var lidt mindre kompromisløs i sin nydelse. Han mente, brygget manglede den allersidste afrunding og harmoni, før brygget var helt perfekt, men større forskelle end denne i vores præferencer, kan formentlig findes blandt individuelle elektroners hælden til, om de vil binde sig til den ene eller den anden farve brintatomer (og ja, jeg ved godt, det ikke gav nogen mening, men jeg havde lissom skrevet mig selv op i en krog ikk’ oss’ …)

Amager Bryghus kan sandelig andet end at brygge gode IPA’er – de kan i den grad også brygge stouts.

Allan:

5-en-halv-stjerne

Kaj:

6-stjerner

Caffrey’s Irish Ale, Coors Brewing Company

Fra tågerne …

De fleste gennemskuede min aprilsnar på fjæsen, men den var tæt på at blive virkelighed i går, da jeg lå helt og aldeles underdrejet efter en noget våd bytur. Sjældent har jeg oplevet værre tømmermænd, og mumlede vist også det evige omkvæd om, at jeg aldrig skulle drikke igen.

Anledningen var ellers hyggelig nok. Jeg var til teamarrangement med mit arbejde, og det indebar go-kart-kørsel, god mad, og så en tur på The Irish Rover ved Jorcks Passage på Strøget. Førstnævnte er jeg stadig øm i hele kroppen efter, mens sidstnævnte stod for gårsdagens grimme eftervirkninger i hoved og mave-tarm-system.

Det blev til indtil flere Guinness. Jeg manglede at takke bryggeriet efter at de trak støtten til New Yorks St. Patrick’s Day-parade tilbage, og det blev der behørigt rådet bod på. Selvom jeg egentlig ikke synes, at Guinness er nogen særlig interessant øl, er den rigtig god til festlige lejligheder. Den balancerer fint mellem en festlig letdrikkelighed og adækvat fylde og smag til, at det ikke bliver det rene og skære tylle-fylle-bælle-drikkeri. Og så har bryggeriet udvist en holdning til LGBTQ-spørgsmålet, som jeg kun kan erklære mig enig i – og selvom det skulle være et marketing/publicity-stunt har de min støtte for selve boykotten uanset.

Festligheden i The Irish Rover kan der ikke sættes en finger på. Deres udvalg i øl må til gengæld påkalde sig en i bedste fald passende mængde konstruktiv kritik. Ud over Guinness – ingen irsk pub uden – var der kun lutter kedelige og ligegyldige danske standardpilsnere, som jeg allesammen havde prøvet før – og så lige den her. En irsk ale – fra 1994 til 2001 i hvert fald, hvor Caffrey’s Irish Ale opkøbt af Molson Coors og nu er et multinationalt, internationalistisk brygprojekt, der handles og konsumeres verden over.

Men den skulle jeg da lige prøve – i min 40 hestes brandert, vel at mærke. Efter både Guinnes, div. pilsnerøl og det løse, og det er optegnelserne og erindringen trods alt også lidt farvet af.

Det er en lys ale, der skænkes med kvælstof, ligesom Guinness, Kilkenny og en række andre ales fra De Britiske Øer. Det er et smukt syn, at se skummet retirere til en lille cremet krone over det gulorange bryg. Duften er overvejende frisk og syrlig af umodne æbler, men synes også lidt svag.

Brygget er bitrere end man forventer med præsent humle og ledsagende stik af gær. Det har intet maltpræg, men føles alligevel ganske fyldigt, hvilken nok skyldes kvælstoffet. Gæren er præsent uden at ødelægge brygget, men det kan alligevel ikke frasige sig et let eddikeagtigt syrlighedspræg, der nok ikke vil falde i alles smag. Det er faktisk den syrlige smag, som britisk ale er berygtet for, der her træder markant frem.

Og jeg må indrømme, at den heller ikke rigtig falder i min smag. Den er lidt for syrlig og smager for meget af gær. Ikke desto mindre er den både fyldig og vederkvægende – to egenskaber ved øl, der ikke så tit følges ad. Og så smager den faktisk af noget i en 40 hestes brandert – og det er i sig selv lidt af en bedrift.

Jeg fik den adækvate irer af min gode kollega Jimmy, og tak for det. Jeg er altid glad for at modtage øl til anmeldelse, som jeg ikke har prøvet før, også selvom de – som denne – er lidt for meget som irske øl er flest.

2-en-halv-stjerne

Kilkenny, Diageo

Halvdød irer

I går var jeg til havefest hos min søster i Vanløse. Den stod på grillhygge i venners og families lag, og et par øl var der også at vælge imellem. Blandt andet den vel nok næstkendteste irske øl, Kilkenny, fra samme bryggerigruppe, Diageo, der også står bag Guinness-brandet. Bare for at opsummere – Guinness er altså hverken navnet på et samlet brand eller en bryggerigruppe, det er blot ét af mange produkter fra den irske bryggerigruppe Diageo – der blev jeg så også klogere.

Det var også en af de øl, jeg ikke nåede at prøve, mens jeg boede med familien i Irland. Jeg nåede ikke at høre nogen klage deres nød over dens fravær, men ved siden af Guinness er det velnok denne øl, der mere end noget andet karakteriserer irske bryg, så den har vel ret beset manglet en smule.
I vores egn af verden, må man jo finde sig i, at brygget sjældent kan fås rigtigt – på fad, og skænket med kvælstof. I stedet for forhandles de i dåser med et lille trykelement, der fordeler gassen i brygget ved brydning af emballagen. Systemet har før været afprøvet her på bloggen.
Det tager lidt tid at få brygget skænket. Skummet kender man fra Guinness, højt, tykt og i dette tilfælde letgyldent. Det er længe siden, jeg sidst har prøvet brygget, og huskede ikke, hvordan det så ud. Det er lysere end jeg troede, men også for mørkt til at kunne kaldes et lyst bryg. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg husker det som gråbrunligt – et par toner under Guinness. Det kobber/rav-røde bryg afslørede, at jeg huskede ganske forkert. Der er ikke meget bouquet at komme efter. Duften er humlet i det bitre hjørne, men tonerne af vand er mere dominerende.
Smagen er mestendels rundt bitter i retning af hasselnødder. Der er en del kraft i bitterheden, men man savner allerede fra starten fylde til at komplimentere den ikke uefne bitterhed. Den manglende fylde fortsætter i en ellers endnu mindre ueffen eftersmag, der bevæger sig over i det beske. Det er ikke ualmindeligt at draught beer mangler fylde, eftersom kulsyren mangler, og brygget derfor bliver fladt. For mig er det ikke i sig selv et problem, da det er en af de ting, der karakteriserer øllet fra De Britiske Øer.
Men i dette tilfælde får det brygget til at føles ekstra vandigt, idet der ikke er noget kulsyre til at fordampe i munden, og tage nogle smagsnuancer med sig på vej op mod ganen. Der er kun bitterheden og ingen fylde eller andre smagsnuancer at komplimentere den med. Dermed bliver smagen snæver og underligt ufuldendt, dens relative kraft til trods.
Kenny kunne have været interessant, men som brygnavnet antyder tog man livet af ham før han kunne gøre ordentligt væsen af sig. Til gengæld har bryggerigiganten skabt et produkt, der har vist sig levedygtigt som eksportsucces. Jeg vover at påstå, at successen skyldes, at brygget ikke er særlig markant. Vi er tilbage ved det, der karakteriserer den laveste fællesnævner: Den kendetegner ikke et produkt, der er lavet sådan at alle kan lide det – den laveste fællesnævner kendetegner et produkt, der er så karakterfattigt, at det ikke skræmmer nogen forbrugere væk – altså bortset fra os, der ønsker bedre.
Den allerlaveste fællesnævner er vi dog ikke nede på. Kilkenny er trods alt karakter nok i brygget til at det herfra er godkendt – og så heller ikke mere.
3-stjerner

Galway Hooker, Hooker Brewery

Et værdigt farvel

 
Turen til Irland var ikke nogen stor succes, men det var om ikke andet en oplevelse at prøve det. Det har givet os nogle erfaringer – dyrekøbt, men alligevel værdifulde – om hvordan det er som familie at flytte til et andet land. Jeg vil ikke anbefale det til andre småbørnsfamilier. Det er simpelt hen benhårdt og nådesløst, men jeg vil til gengæld varmt anbefale det til unge mennesker, der vil prøve et eventyr. Vid blot, at det ikke er ren fornøjelse, men også en hård læremester, der ikke hjælper en op, hvis man falder. og ikke trøster, hvis man pylrer over, at det gør ondt.
Nok om vores tur. Vi glæder os til at komme hjem til Danmark igen, så må vi se, om Danmark som returland er en lige så hård læremester. Vi tror det ikke, men man kan aldrig vide.
Øllet … Ja, lad os se, hvor mange lumre, platte og måske endda feministisk indignerede kommentarer, den får med på vejen. Navnet, kombineret med layout i pink og gyldent, antyder dette og hint for den uvidende, og det er så her, at jeg må skuffe nogle, og glæde andre ved at afsløre, at en Galway Hooker, ud over at være navnet på nærværende gyldne irske ale, er en traditionel irsk fiskerbåd. Hooker er en angliceret form af det irske húicéir, der formentlig blot betyder fiskerbåd.
Øllet er som sagt gyldent med en nydelig marengsmasse på toppen. Det er stort set duftfrit, og varsler derfor endnu en af de jævne specialølsoplevelser, Irland har været alt alt for fuld af.
Men smagen overrasker. Det er en tør, bitter ale, med en ganske fyldig smag, der udløses ved kontakt med bagtungen, hvorefter mundhule, gane og gummer overrumples efter at være forbigået i første omgang. Humlen er markant, skarp som en lystfiskers kniv, og præget af bitre noter af valnød og appelsinskal. Den giver samme mundfornemmelse som en let ginger ale – en god let ginger ale vel at mærke, af den slags, der måske nok ikke brænder i munden, men hvor ingefæressensen alligevel er markant og velgørende. Det hele rundes af at en subtil æblenote, der ligger bagom humlebitterheden, så det hele går op i en særdeles behagelig, velsmagende og kompleks enhed.
En Galway Hooker er egnet til varmt vejr, hvor den kan bruges som en effektiv tørstslukker. Bedre egnet er den imidlertid som en lys nydeøl, for hvis man sætter pris på velsmag, kan den også nydes i små nip over ganske lang tid, og det er klart det sidste, jeg vil anbefale.
Det var rart, så kort før afrejse at få fat i en øl, der faktisk er rigtig god. Der er måske håb for irske specialøl alligevel. Guinness er selvfølgelig altid godt – det emmer af Irland, men for dem, der vil have mere end det, og vil opleve, hvad Irerne ellers kan, er Galway Hooker ikke til at komme udenom.
Slán Irland. Det skulle ikke være os på længere sigt, men det har været spændende at lære dig at kende.

5-stjerner

Beamish, Beamish

Først en bekendtgørelse: Jeg og familien forlader igen Irland og tager hjem til lille Danmark igen. Grundene er mange – den væsentligste er, at vi igen ser muligheder i hjemlandet, blandt andet idet  vi ikke tager tilbage til Aarhus, hvor vi kom fra, men til København, hvor mulighederne for alt muligt bare er bedre. Det bliver med mellemlanding hos min farmand på Midtsjælland. Jeg tror ikke på engle eller skytsånder, for det er slet ikke nødvendigt med en ejegod og evigt hjælpsom sjæl som min kære fader.

Vel, beslutningen blev fejret med en tur på The Orchard, Applewoods egen hyggelige pub. Første gang vi var dernede for at få Guinness spottede jeg en anden hane med “Beamish” og tænkte – den må jeg også lige smage engang … som sagt så gjort.

Meget af det, der kunne siges om denne kvælstoftappede stout har jeg allerede sagt om Guinness. Det er tykt, brødagtigt og umanerligt fyldigt, kulsort bryg. Præget primært af brændte noter og humle, kaffe chokolade og karamel er der ikke meget af. Det er en ligefrem og simpel stout, og det brede smagsspektrum, man finder i de rigtig gode danske stouts – ja, det mangler. Jeg glæder mig til at komme hjem.

En pubtur i Irland – og lad mig i den forbindelse give de varmeste anbefalinger til “The Celt” i Talbot Street, hvor vi i lørdags spiste frokost med en god ven fra Danmark, der bor herovre. Jeg fik en fremragende ‘Beef & Guinness stew’ en kødgryde kogt i Guinness – mums! Interiøret er alt, hvad man drømmer om er irsk og pubagtigt. Hvidkalkede vægge, med masser af træ. Træborde, træstole, træbænke og træbeklædning omkring de store søjler i selve lokalet, og træramme omkring den irske uafhængighedserklæring fra 1916 – hvor kom jeg fra? Nårhjo! En pubtur i Irland fungerer lige så godt med en Beamish som med en Guinness. Guinness er bare mere kendt, og kun marginalt anderledes, Og næppe bedre.

Så Beamish eller Guinness it is. Jeg er lidt ligeglad. Jeg savner Ammestout, Sod og Kakerlakpuler fra Danmark, og glæder mig til at kunne nyde dem igen. De smager alle af mere, og er som øl langt mere interessante.
3-en-halv-stjerne

Knockmeal down Porter, Eight Degrees Brewing

Come on …

Irland er kendt for sine portere, men ikke for sine specialøl. Det i Irland baserede new zealandsk-australske specialølsbryggeri Eight Degrees Brewing har prøvet at rette op på dette ved at lancere Knockmeal down Porter.

Den er købt i Jack Carvill & Son’s Offlicence på Camden Road i Dublins centrum. Det er en pragtfuld butik med et godt udvalg af europæiske specialøl, nydeligt opstillet på høje, slidte, men også robuste gamle reoler. Væggene er mørke, og hele butikken emmer af irsk hygge og råhed på én og samme tid. En gammel irer med klingende Dublin-accent (‘th’ udtales som almindeligt t, navnet på bogstavet ‘r’ udtales “or” med et retroflegeret ‘r’, som man ellers kun hører det i texanske trailer parks, og navnet på bogstavet ‘h’ udtales med et tydeligt ‘h’ i begyndelsen som “haitsj”) betjener samvittighedsfuldt og er ikke karrig med smil eller røverhistorier.

Øllet lægger godt ud med en kraftig farinduft, der peger i retning af en sød stout. Brygget er let brusende, og skummet er kun marginalt tættere end hvad man ser på toppen af en Jolly Cola. Brygget er dog alt for mørkt og uigennemskinneligt til at (dis)kvalificeres som en cola-stout.

Duft og smag følges dog ikke ad. Smagen er først og fremmest brændt, med en dominerende aroma af hårdtristet kaffe, malt, røg og en anelse fish and chips serveret på en beskidt industrihavn ved fyraftenstid. Men altså kun en anelse. Vi er ikke ovre i noget, der i kraft eller viskousitet minder om Guinness, endsige da Limfjordsporter. Til gengæld behager den smagsløgene finurligt og er bestemt en nydelse, hvilket også er godt, selvom man godt kunne have ønsket sig noget mere fandenivoldsk, nu hvor der trods alt er tale om en porter.

Desværre tager den gode smag også af, efterhånden som brygget hviler, og en småsyrlig kant holder sit indtog. Det er ærgerligt, for en god porter bør kunne nydes længe, og bør ikke sådan tage skade af at stå lidt. Det gør denne porter, og det er så afgjort et minus.

Der er vitterligt langt mellem snapsene blandt irske specialøl.

3-stjerner

 

Barefoot Bohemian, Eight Degrees Brewing

Et par forbandelser, en overdrivelse hist og pist krydret med generelle fornærmelser og -ulempelser, og så en erklæring om, at irsk craft beer ikke er værd at skrive blog om, det var hvad der skulle til for at jeg omsider fik fat i noget ordentligt irsk specialøl.Om det var forsynets straf for at have draget forhastede konklusioner, eller de lokale ølvætter der blev flove på de hjemlige bryggeres vegne over, at de tilrejsende ekserobrere skulle spises af med kedelig Trouble Brewing-sprøjt, må stå hen i det uvisse (selvom det med helt og aldeles uomgængelig sikkerhed er én af disse to muligheder, der er den rigtige.)

Det er velnok passende at indskyde her, at bryggeriet ikke er rent irsk, men en joint venture mellem en australier og en new zealænder, der begge er irsk gift. Det multikulturelle islæt er nydeligt illustreret i tre små signaturpiktogrammer på bagetiketten.

Barefoot Bohemian, er en raffineret pilsner i den forstand, at den ud over at være brygget af bygmalt også indeholder hvede. Hvad det ydre angår ligner den da også en pilsner, omend den orange farve trænger kraftigere igennem, og det brusende skum er tydeligt gyldent. Duften er krydret af gran og blomster.

Smagen er ovre i det tørt bitre, som man kender det fra andre smagfulde pilsnere, og det på en rar, varm og kærtegnende måde. Dertil kommer et tydeligt krydret præg af lakrids, gran og – ja, et lille gran salt såmænd.

Fylden er godkendt, omend ikke overvældende, og bitterheden rammer smagsløgene med overraskende kraft, der i sig selv er oplevelsen værd. Meget bedre bliver en pilsner kun sjældent, og når et bryggeri i landet, der ellers er bedst kendt for sine portere kan ramme en undergæret tjekkisk øltype så godt, så glæder jeg mig virkelig til den stout, jeg har liggende fra samme bryggeri.

4-en-halv-stjerne

Ór Golden Ale, Trouble Brewing

Trouble Brewing … something interesting.

Jeg må erkende, at jeg er kommet lidt skævt ind på det irske marked for specialøl. Fanfarerne og triumferne er udeblevet, og erstattet af en amatørkoncert for kazoo og blokfløjte. Jeg prøver at se kvalitetsniveauet i sammenhæng med mit indtryk af den irske mentalitet, og må erkende, at det faktisk passer sammen på en måde, der ender med at være lidt uheldig for øllet.

Irerne er ikke-så-meget-pis ligefremme, nøjsomme og mådeholdne. Vi taler om et lille folkeslag, der ved stædig overlevelsestrang overlevede både kartoffelpest og britisk overherredømme … samtidig. Det er mennesker, der har lært at klare sig, og klare sig godt, med den smule de har. Lidt ekstra godt anses for unødigt fyld, der både er udtryk for ødselhed, og for at gøre ting, der kunne være simple, unødigt komplicerede.

De er samtidig meget imødekommende mennesker, der ikke er kede af – nej de er stolte af, glade for og beærede over, at folk fra andre lande kan få den forrykte ide at flytte til deres fattigdoms- og hungersnødsplagede land for at arbejde. I irernes øjne er Irland ikke et land, man flytter til – det er et land, man flytter fra, og glæden ved fremmede er derfor for det meste stor.

Så mens irerne har modtaget min lille familie og mig med åbne arme, brænder nøjsomheden og modviljen mod at gøre noget særligt, og ønsket om at holde alt så simpelt som muligt igennem på ølsiden. Trouble Brewing gør i sin markedsføring ellers meget ud af at være nytænkende, med fine tegneserieillustrationer på forsiden. Indholdet til gengæld afslører, at den nøjsomme, simple og ukomplicerede tilgang til tingene også slår igennem her, ligesom den gjorde hos sin broder, Dark Arts Porter tidligere på bloggen.

Farven er ravgylden, og passer dermed fint til sit navn. Ór betyder forresten Guld på irsk (et sprog som jeg selvfølgelig har kastet mig ud i at prøve at lære – fordi jeg kan). Af duft præsterer den ikke det store. Den kan beskrives som våd og bitter, måske med en antydning af grannåle.

Smagen er i første omgang bitter, efterfulgt af et sødt skud af letsyrlige æbler. Herefter tager det bitre over igen, som brygget når svælget. Det er en let IPA-agtig bitterhed med en snert af gran, men aldeles uden en IPA’s styrke og intensitet.

Den kan mest positivt beskrives som en velsmagende tørstslukker. Den syrlige æblesmag tager noget af bitterheden, hvilket gør den letdrikkelig, men det berøver den altså også intensitet. Det mest positive, man kan sige om den, er måske, at den ikke kommer til at smage værre af at blive drukket langsomt og få temperatur. Men hvad skal man egentlig bruge det til, når det alligevel er en letdrikkelig øl, lige til at hælde i løgnhalsen?

Irerne har vitterlig meget at lære endnu, når det gælder mikrobryg – såfremt Trouble Brewing er toneangivende, forstås. Navnet ‘Trouble Brewing’ ser indtil videre ud til at være blevet en ufrivilligt vittig beskrivelse af bryggeriets noget ubehjælpsomme forsøg på at lave interessant øl.
3-stjerner

Dark Arts Porter, Trouble Brewing

Der er visse ting ved den måde, vi har indrettet vores liv på herovre på den hiberniske hovedø, der ikke er så hippieagtige, som vi måske kunne have ønsket. Fx er det manden, der går på arbejde, mens hustruen bliver derhjemme og passer børn … Det er den måde, det passer os bedst at indrette os, for børnepasning koster, hvad der svarer til et mindre palæ i den karakteristiske grå irske granit.

Og når min kære viv sådan er hjemme hele dagen med to små børn, er vi begge godt trætte når vi kommer hjem, og så er det jo skønt, at vi alligevel mønstrer overskud til fortsat at lave lige så god mad, som vi gjorde derhjemme i Danmark. Økologiske råvarer af god kvalitet kan også erhverves i Irland – det er lidt sværere, men ikke dyrere, og kender man først de listige steder, hvor man kan få det, man har brug for, så ender det med ikke engang at være så forfærdeligt meget vanskeligere endda. Tesco er vores ven – de bringer ud for den nette sum af 5 Euro. Det er ingenting, og virkelig værd at give ud for at slippe for slæb.
Det er nu ikke i Tesco, jeg køber øl. Det gør jeg i vores lokale Off-License, der blandt andet rummer et ikke uanseligt udvalg af både inden- og udenlandske specialøl. Jeg har dog tænkt mig at koncentrere mig om de irske specialøl i første omgang, for mange af specialøllene herovre ved jeg, man også kan få i Danmark. Det ved jeg til gengæld ikke, om man kan med de irske specialøl, så dem har jeg valgt at kaste mig over mens tid er. Vi har trods alt ikke tænkt os at blive herovre for evigt.

Jeg måtte lede lidt i den lokale Off License, før jeg overhovedet fandt irsk specialøl. Åbenbart er det ikke noget, de er kommet særlig langt med endnu. Men flot så den i hvert fald ud, med en en fin tegneserieillustration og et vittigt ordspil i både bryggeriets og øllets navn.

Dark Arts Porter – en øl, der måtte være mørk på mere end én måde. Bryggets lød er dog langt fra så mørkt, som visse andre irske portere og stouts‘. Faktisk er der tale om endnu en ‘colastout’, som jeg fra nu af vil ynde at kalde dem. Det er en snarere brun end sort øl, med godt med kulsyre i en top, der mere ligner brus end skum. I dette tilfælde ganske klæbrigt brus, forstås – men brus ikke desto mindre. Duft er der praktisk taget ingen af – et syrligt stik af slatten grape måske, men meget fortyndet og vagt.

Heldigvis er der da noget smag at komme efter. Bagetiketten lover en øl, der ikke er præget af humle, men af malt, og den køber jeg. Det er en ganske fyldig øl på den bitre side, men der er ikke tale om tør, krasbørstig bitterhed af humle, men af varm, kærtegnende kaffe, tilsat karamel og en sjat rom. Dertil kommer en let sodavandsagtig syrlighed af citronvand og et stænk grape. Man slipper heller ikke for en snert af sodavand i smagen, men det komplimenterer nu det samlede billede mere end det ødelægger.

Ligesom det irske temperament er aromaen ligefrem og ukompliceret, uden at være usofistikeret. Det er en øl, hvis aroma er nem at finde rundt i, man skal ikke lede efter smagsindtrykkene og disse er i øvrigt velkendte – what you taste is pretty much what you get. Til gengæld er der ikke de store overraskelser, det er ikke en øl, der bliver mere spændende af at blive holdt længe i munden, og den mangler de finurligheder og gesvejsninger, der kendetegner rigtigt gode øl.
Jeg havde måske ventet lidt mere af en øl med en så fin tegning på etiketten. Men heldigvis er der flere øl fra Trouble Brewing i den lokale Off License, der bare venter på at blive testet. Dem vil jeg glæde mig til, og håbe, at der er større oplevelser end denne – i øvrigt mere end godkendte af slagsen.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme