Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Holland

Blond, La Trappe

Heldigvis langt mellem snapsene.

I dag gik turen ikke overraskende til Fælledparken i anledning af 1. maj. Det er samtidig altid en måde, jeg kan fejre min lille datter Thyras fødselsdag på – med en frisk lille skovtur ud i det grønne. Der blev talt, fløjtet, siddet på tæpper, spillet musik, spist pølser og drukket en masse øl. Jeg havde selv taget en selskabsøl med i håb om at finde én at dele med. Og det lykkedes skam også. Jeg mødte en kammerat ved navn Henning, fra dengang jeg havde tid og overskud til at være politisk aktiv. Vi fik os en sludder om gamle og ikke mindst nye dage, såsom hvad vores respektive børn hed … ja, men bliver vel langsomt voksen.

Øllet var en belgisk blonde-type fra hollandske La Trappe. Den var – om man så må sige – blevet til overs efter Munchkin-spillet forleden. Blonde-typen er, som før antydet, ikke mit strore nummer, og hin blonde, der blev drukket til spilaftenen, var et udmærket eksempel på, hvor slet og ret modbydelige de kan være.

Endnu engang måtte jeg kæmpe en brav kamp for at få proppen af flasken. Den gav sig først, da jeg tog tænderne til hjælp. Jeg bruger normalt ikke tænderne, når jeg åbner øl, men når proppen er lavet af blødt plast, går det nok alligevel.

Brygget lever op til sit navn. Det er ganske lyst, for ikke at sige højgult, med tæt, cremet og ganske klæbrigt skum. Det dufter sødligt af banan og franskbrød, men ikke sprittet – og det varsler for så vidt godt i forhold til de marcipan/kogesprit–rædsler, blonde-typen og visse andre hvedebryg, jeg før har måttet binde an med har vist sig at være.

Helt fri for spritsmag er brygget dog ikke. Men det blander sig heldigvis godt med dets øvrige sødme. Man mærker igen banan, lidt skarphed af frisk græs, alt sammen på en bund af franskbrød og en tilpas mængde gær. Lidt roser og honning bagom bryggets hovedindtryk giver den nødvendige fylde. Det hele er ganske velafstemt, en sluttet ring af mange forskellige smagsindtryk, der arbejder i nydelig forening, samklang og afrundethed. Der er ikke noget, der stritter for meget ud, eller på anden måde ødelægger det for de andre smagsudtryk.

Brygget har tilpas meget karakter til ikke at være kedeligt, uden at det går ud over velsmagen, og brygget får mig faktisk til at tro på, at blonde-klassen ikke bare kan være acceptabel, men rent faktisk også god. La Trappes Blonde var i hvert fald en nydelse, og det præsente alkoholindslag var ganske velintegreret i brygget, så fornemmelsen af marcipanmasse blandet med afsindig dårlig snaps helt udeblev.

Hvad blonde-øllene angår, så er der her på bloggen efterhånden blevet langt mellem snapsene. Og heldigvis for det. Og tak til Henning for godt selskab.
4-stjerner

Oranjeboom 8,5 Extra Strong, Brouwerij de Oranjeboom

Det var da modbydeligt …

… sådan at lave aprilsnar med læserne på min facebook-fanside, og bilde jer ind, at jeg skulle være holdt op med at drikke alkohol. Jeg lover: Ikke engang, hvis grise får vinger og flyver som fugle. Hvis Omar Marzouk bliver statsminister, måske – men mindre kan ikke gøre det! Men bare tanken … og så oven i købet at holde læserne for (aprils)nar på den måde. I må jo have fået et chok! Men bare rolig, det var altså bare for sjov – nu må I tro mig!
Og for at bevise min pointe (eller hvordan man nu ellers adækvat oversætter det engelske idiom “prove my point”) har jeg i aften valgt at drikke en rigtig spritterøl. Altså en stærk pilsnerøl, der kan erhverves for en billig penge fra et stort bryggeri. Den kunne fås for under en tier i Kvickly, så dét kriterium er i hvert fald overholdt. Den glukosesiruptunede alkoholprocent på 8,5 sørger for at styrkekravet er overholdt og endelig er Oranjeboom et relativt stort bryggeri, og åbenbart ét, Coop har en fast leveringsaftale med. Deres pilsner, der allerede er blevet dissekeret under mikroskopet her på bloggen forefindes fast i Fakta (alliteration – hurra!)
Det er som forventet en lys pilsner, hvis farve matcher kornet, det er brygget af fint. Skummet er overraskende cremet, og ligner nypisket marengsmasse. Humlebouqueten formår kortvarigt at fylde rummet omkring det opskænkede øl, så det duftes i en afstand på i hvert fald 30 cm. Dette holder dog kun kortvarigt. Gynteren skal stikkes godt ned i glasset for at nyde mere af bouqueten efter at den første tunge, men alligevel lækre dunst af humle og alkohol har lagt sig.
Korn og humle er også grundstenene i smagen. Cementen består mest af fyldig alkohol, men med et kækt, ledsagende sødmeelement af honning. Eftersmagen er besk, på kanten til at blive harsk, men altså kun på kanten. Brygget formår faktisk at behage adækvat, idet den høje alkoholprocents spritfylde ikke kammer over og bliver ubehagelig, men netop bidrager med et sødmeelement, der matcher humlebitterheden fint.
Alt i alt en relativt smagfuld spritterøl, der stadig ikke formår at imponere med smagen, men dog formår at være læskende og kraftfuld samtidig. Fylden er glat og klar, og giver en rar mundfornemmelse. Det er sjældent, at man finder så stærke pilsnerøl, der samtidig er så vederkvægende. Uden at det er imponerende, er det slet ikke så ringe endda.
Og endnu engang undskyld den utilstedelige aprilsnar, der sikkert fik de allerfleste af jer til at tro, at jeg var gået på vandvognen, og fremover kun ville anmelde læskedrikke. Jeg håber, det fremgår klart, at det ikke er tilfældet.
Det var iøvrigt også rart at få noget øl med noget knald på efter den sidste alkoholfattige eskapade.
2-en-halv-stjerne

Quadrupel, La Trappe (Munchkin og Munkeøl III)

I found the …

Unspeakably Awful Indescribable Horror! Eller … så slem er dagens bryg jo heller ikke. Men det er mit yndlingskort i Munchkin. Det er et level 14-monster, og som sådan ikke engang umuligt at besejre. Til gengæld må man selv fantasere sig til, hvad det egentlig er – for det fremgår kun, at man dør af det, undtagen, hvis man er troldmand m/k.

En Quadrupel fra La Trappe slår også til enhver tid en Laser-Phaser-Shmazer-Bazer – noget i den retning hedder det ultimative våben fra Elins Star Wars Extension Pack. Her i huset ejer vi kun originalen – eller 1st Edition, så jeg kan ikke kigge efter, hvad våbnet rigtigt hedder. Hvad jeg dog ved er, at man kan klikke de forskellige våben, fx en Laser og en Shmazer sammen – og så kan man bruge dem begge som ét våben (en Laser-Shmazer, eller måske endda en Shmazer-Laser), hvor man i de andre udgaver ikke kan svinge mere end ét våben ad gangen.

Alligevel tror jeg stadig, at nærværende øl gør mere ondt end at blive ramt af kombination af alle våben på én gang. Især dagen efter. Jeg tror, det primært var den der gjorde, at jeg var temmelig immobil hele søndagen.

Brygget er gæret fire gange. Det er sådan, man får en Quadrupel, og for hver gang en omgang brygsukker eller malt, eller hvad det nu er de bruger til at fremme brygprocessen på La Trappe (jeg glemte at kigge efter) tilføjes, udskiller gæren mere alkohol. Det bliver til mægtige 10,0%, og det endda helt uden, at det kommer til at smage som en Wiibroe Årgangsøl. Man skal dog kæmpe lidt for at nå ind til brygget. Plasticpropperne sidder helvedes godt fast, og jeg måtte have Marcus’ hjælp til at få dem af.

Brygget er lysere end dubbel – mere ovre i det orange, og skummet er kun tonet et par grader i retning af det gullige. Det knækker i store flager, der klæber sig meget bedre til glasset, end man så på Dubbel. Det ligner en ikke ordentligt pisket marengsmasse med sine store bobler. Duften giver allerede antydning af hovedpine med et hårdt spritelement, der til gengæld gør én fri i næsen. Duften er tung – det er svært at sige, præcis hvad det dufter af, men vi er ovre i en lettere bizar – men ikke nødvendigvis ubehagelig kombination af cognac med svedsker.

Brygget byder på mange af de samme søde, og krydrede toner som Dubbel. Alkoholen gør dog sit uudslettelige udtryk, og drejer smagen mere over i det både markant sødere, men også markant mere sprittede. Man mærker romsukker, der flankeres af en gæret bismag, og faktisk lidt bitter humle ved mandlerne.

Selve smagsindtrykkene er ganske velintegrerede, men overordnet ender alkoholen med at blive for markant. Brygget bliver så småt harsk, selvom man hele glasset igennem kan glæde sig over dets fandivoldske karakter, der må siges at matche Munchkin-spillets voldelighed udmærket.

Koncentrationen om spillet vil nødvendigvis vige, efterhånden som man når dybere ned i flasken … Så pas på! De andre spillere vil udnytte din fuldskab til et snigangreb!! Og det er jo også lige i Munchkin-spillets ånd.
4-stjerner

Dubbel, La Trappe (Munchkin og Munkeøl II)

In the heat of the game …

 
Spillet var godt i gang, da den næste øl blev åbnet, en Dubbel fra det hollandske bryggeri La Trappe. Det ser ud til, at der er tale om autentisk klosterøl, brygget af rigtige munke ved Tilburg i det sydvestlige Holland. Hvis man skal tro siden “belgabeer.dk” – og hvorfor skulle man ikke det?
Munk kan man ikke være i Munchkin, men man kan dog være Cleric. Så vidt jeg ved, er det den eneste klasse, der kan avancere fra level 9 til level 10 uden nødvendigvis at kæmpe mod et monster. Man skal blot spille det rigtige kort – Divine Intervention – så avancerer man til level 10, hvilket vil sige, at man vinder spillet. Det står på kortet, at det er vinderen forundt at rakke de andre spillere ned nådeløst, hvis man vinder på den måde. Det står ikke noget sted i reglerne, at man ikke må rakke de andre spillere ned nådeløst, hvis man vinder på en anden måde – det skal man selvfølgelig også tage i betragtning.
Med sin fine og tydeligt røde lød var brygget klart det mørkeste, der blev nydt den aften. Det gyldne, fedtede skum matcher farven fint, og dets visuelle fylde går igen i duften. Bouqueten præges entydigt af søde indtryk – marcipan, chokolade og sukker. Marcipan kan være et dårligt tegn i duften, såfremt det ledsages af sprit. Det er ikke tilfældet her, hvor sukkersliknydelsen er rendyrket.
Og brygget smager da også simpelt hen pragtfuldt. En nydelse så rar og venlig, at jeg ikke engang noterede mig det særlig meget i detaljer, da det bare så elegant ledsagede glæden ved spillet. Det taler overordnet til dets fordel, men jeg har i bagklogskabens lys den anke, at brygget måske stryger lidt for meget med smagsløgene, og ikke byder på de store krav om aktiv smagning og udfordring af bestående vaner og præferencer.
Men lidt er der da kradset ned på notepapiret, der kan give læseren et om ikke andet rudimentært billede af bryggets smagsegenskaber. Cognac og chokolade blandes i en mundfornemmelse, der ikke er ulig en fin æske prailiner. Oveni – og ikke mindre slikagtigt – er et krydret indslag af bergamotolie, der giver mig associationer til alteabolsjer. Angiveligt gammelmandsbolsjer – jeg har altid elsket dem, og det passer vel egentlig meget godt med, at jeg har været en sur gammel mand siden 12-årsalderen.
La Trappe Dubbel var klart aftenens fermenterede højdepunkt. Det var Marcus, der som den første i et kort øjeblik afbrød koncentrationen om de mange forbandelser og monstre vi kastede i hovedet på hinanden for at give øllet sin ros. Elin istemte, mens min papsøn Aslak drak en slurk te.
De unge mennesker og deres fornuftige adfærd …

5-stjerner

Munchkin og Munkeøl

Av …

Jeg har ondt i hovedet i dag. Åbenbart vil der altid være en straf, hvis man har det godt eller gør noget sjovt. Men jeg må hellere starte med begyndelsen. Juleaften fik min papsøn Aslak et Munchkin-spil i  af min storebrors familie. Genial gave – ikke mindst fordi det lige så meget var en gave til lillebror. Som nogle måske vil huske, er kombinationen af Munchkin og øl afprøvet med succes før. Jeg har dog hele tiden haft en nagende fornemmelse af, at vi spillede spillet forkert, så for nylig tilkaldte jeg et par eksperter …

Marcus, som bloggen også har haft inde over, og Elin – en god bekendt fra min kollegietid – er begge garvede Munchkin-spillere, og mens Marcus leverede rutinen og ekspertisen, leverede Elin rutine, ekspertise og to ekspansion-sets. Og så var der ellers lagt op til gemytligt spas og festivitas.

Øllet leverede undertegnede – nok ikke overraskende. Og jeg havde netop købt fem selskabsøl, hvoraf vi nåede at drikke de fire. Selskabsøl er min betegnelse for øl, der leveres i så store emballager, at jeg ikke selv gider drikke en hel. De er til gengæld gode at dele med andre, fx ved festlige lejligheder som en i dette og de næste indlæg beskrevne.

Kvickly og Fakta var distributørerne, og i langt overvejende grad Fakta. Sidstnævnte på Njalsgade var leveringsdygtig i to øl fra Ørbæk – som sædvanligt økologiske og i belgisk munkestil. En anden Fakta – jeg husker ikke hvilken – havde et par spændende produkter fra hollandske La Trappe på hylderne. Omend de kostede kr. 38,- stykket, syntes jeg stadig, pengene var godt givet ud. Med en vis undren blev jeg dog slået, da jeg opdagede at Kvicly havde den samme serie (på i alt fem – hvoraf jeg altså har reddet mig de tre) stående til kr. 29,- stykket.

Vel, med hjem kom der da en mere. Men skæbnen har villet, at sidstnævnte fra Kvickly ikke blev afprøvet, og nu står mutters alene på ølhylden, og kun har et en påskebryg fra Vejle Bryghus og et par flasker vin, vi nok aldrig får drukket at socialisere med. Så når alt kommer til alt var det ret beset Fakta, der var eneleverandør … og hvorfor bruger jeg dog så lang tid på at forklare det? Det må være de forbandede tømmermænd …

Hvad jeg ville nå frem til: De næste indlæg kommer til at handle om de øl, vi drak under Munchkin-spil i går aftes. Intet ringere. I hvilken grad det kommer til at handle om andet end øl – fx Munchkin – kommer an på min hukommelse og evne til at tænke struktureret. Begge dele lader sig i skrivende stund Q.E.D. kun gøre under visse anstrengelser.

Bavaria 0,0 Premium Original, Bavaria

Næsten lige så god som sodavand

Jeg glemte helt at kommentere navnet, da jeg anmeldte Bavarias standardpilsner forleden. Bavaria er det engelske navn for Bayern, den sydligste delstat i Forbundsrepublikken Tyskland (sammen med Baden-Würtemberg), der  som bekendt også er hjemsted for mange øl. Jeg siger bevidst ikke gode øl – det er et rygte, som jeg stadig ikke har set bekræftet. I hvert fald har jeg fundet mange øl fra andre egne af Tyskland – og resten af Europa, der er lige så gode og væsentlig bedre.

Men det er vel rygtet, de prøver at spinde lidt guld på, de hollandske bryggere. Og det vækker jo også salgbare associationer med Oktoberfest, de idylliske landsbyer med bindingsværkhuse, gemt i dybe dale eller klyngende sig til bjergsider med sne på toppen i de nordligste alper … ja, det er et hollandsk bryggeri vi taler om, og alt det med bjergene, dalene og de sneklædte bjergtinder er som bekendt også ganske og aldeles hollandsk – lige det man tænker på, når man står på den nyligt tørlagte havbund i Dronten og kigger ud mod Ijselmeer … eller …

Det er faktisk næsten lige så tåbeligt som at kalde en øl, brygget i Litauen for Copen*hagen. Ja, vi er ikke selv for gode, når det kommer til stykket – vel, Carlsberg er i hvert fald ikke.

Men lad det ligge. Vi har igen at gøre med en angiveligt fuldkommen alkoholfri øl, eller halal-øl, som jeg ynder at kalde dem, ligesom den Warsteiner, jeg drak tidligere på året. Tuborgs pendant dertil er aldeles udrikkelig, mens jeg som bekendt var jævnt begejstret for Warsteiners bud.

Jeg konstaterer, at nærværende bryg ikke holder samme kvalitet i skum som sin alkoholholdige, tveæggede tvilling. Brygget bruser mere, og skummet falder hurtigere, endskønt en snert af skummets holdbarhed ses i det sidste store, fedtede og genstreidige bobler før skummet omsider giver op. Duften er svag af sødlig humle. Det kunne man forvente, men der er ingen syrlige eller metalliske elementer i bouqueten, og det varlser allerede om en ikke ilde oplevelse, i betragtning af, at det er alkoholfri bryg, vi har fat i. Jeg er endvidere nødsaget til at påskønne, at farven er mørkere, end man er vant til fra alkoholfri øl, og dermed også mindre ildevarslende.

Smagen er dog noget syrlig – men slet ikke for syrligt. Syrligheden tjener kun til at gøre øllet friskt, hvilket de velkendte rigelige mængder vand også bidrager til. Såvidt de alkoholfri elementer, for bagom en trods alt ikke alt for tæt vandighed gemmer der sig også velgørende toner af svag, men præsent humle. Den føles mest som en essens, der faktisk formår at fylde mundhulen med en letbitter tåge. En ledsagende sød smag af appelsin og mandler formår også at mildne vandigheden, så oplevelsen af brygget lige formår at mase sig over “kedeligt”-stregen, og måske endda lidt mere end det.

Eftersmagen er, ligesom smagen svag, men præsent. Her mærker man også bitterheden, let nøddeagtigt, for så vidt velgørende og ikke spor ubehageligt. Det sidste er væsentligt, for de alkoholfri øl smager ikke sjældent surt, metallisk og syntetisk. I denne øl er de ubehagelige indslag stort set væk, og det omfang, de alligevel kan findes – sødmen er, dens velgørenhed til trods en kende syntetisk, og brygget føles en kende syrligt – virker ikke til at demontere det samlede billede af en bestemt drikkelig alkoholfri øl..

Det er så godt, at jeg næsten ville vælge at drikke sådan en frem for en sodavand, hvis jeg en dag skulle ryge på vandvognen … jeg sagde næsten!

1-en-halv-stjerne

Bavaria Premium Beer, Bavaria

Adækvat overraskelse

 
Coops butikker har siden nytår – og vist nok også et stykke tid før – fået et nyt discountprodukt på ølhylderne, nemlig hollandske Bavaria. Det er en fortsættelse af en udvikling, jeg allerede har været inde på tidligere, nemlig at supermarkederne i mindre og mindre grad anser udenlandske standardøl for at være specialøl, og integrerer dem i almensortimentet, endda nogle gange til rimelige priser.
Man kan selvfølgelig undre sig, hvorfor Fakta i dette tilfælde ikke bare nøjes med at have det sædvanlige sprøjt på hylderne. Er der virkelig et forbrugersegment, der er tilbøjelig til at ville købe øl af dansk vandighedsstandard, men som vælger et udenlandsk produkt, når det er der? Som om vandigheden og discountstatussen ikke var rigeligt til, at folk i bund og grund var ligeglade? Vel, marketingtosserne i Coop må vel vide bedre … eller tro de ved bedre … eller også satser de – ja, de satser nok. Virksomhedsdrift er, efter DJØF-sproget at dømme i hvert fald, en mellemting mellem lotteri og roulettespil, så det rigtige ord må vel være en satsning, og så håber man ellers at tilfældighederne arbejder til ens fordel.
I modsætning til, hvad mange amerikanske brugere af sociale medier i øvrigt mener, skal man forresten ikke tro, at det var i Holland, der for nylig blev aflivet en giraf. Det passer altså ikke, selvom der cirkulerer flere påstande derom – undertiden endda med tilhørende landkort. Så skulle det være sat på plads.
Som øllet bliver skænket, rejser skummet sig kridhvidt og overraskende cremet over det boblende, korngule bryg. Skummet formår faktisk at klæbe lidt til glasset. Det ser man kun sjældent hos standardpilsnere. Duften emmer mest af korn, men også en smule af besk og ikke særlig elegant, omend overraskende kraftfuld humle.
I smagen er der også en overraskelse at hente. For selvom indtrykket af jævn standardpilsner er velkendt, og den friske vandighed, der kendetegner disse øl ikke ligefrem glimrer ved sit fravær, så formår bryggets humle, som man mærkede det i duften, alligevel at trække øllet en lille smule over det niveau, hvor det bare er jævnt.
Der er et par små bakketoppe af spænding, der udløser lidt glæde. Ikke at glæden er stor, endsige enorm. Men humlen giver øllet en besk kant, der lige netop stryger så meget mod smagsløgene, at man får lyst til at beholde det på tungen et par sekunder ekstra. Når det så har passeret svælget sætter en venligere, men ikke mindre interessant nøddebitterhed ved mandlerne ind.
Det hollandske standardbryg indeholder lige akkurat en smule mere, end man kan forvente af discountstandarden – det være sig herhjemme eller i udlandet. Brygget sprænger ikke nogen rammer for discountkategorien, men som adækvat discountøl formår det endda at være end lille smule mere adækvat end mange andre i samme kategori.
2-en-halv-stjerne

Oranjeboom, Brouwerij de Oranjeboom

Min undskyldning er, at de pludselig havde en hel hylde fuld af dem i min lokale Fakta, og at de ikke engang var særligt dyre. De stod sammen med specialøllene, selvom jeg fra starten havde min tvivl om, hvorvidt der var noget specielt ved dem – eller i hvert fald noget specielt godt ved dem. Sagen er den, at øl, der har samme navn, som det bryggeri, der brygger dem, sjældent er specielt specielle, jf. bryggeri og øl ved navn Carlsberg, Tuborg, Royal, Ceres, Heineken, Busch og jeg kunne blive ved.

Forventningerne var altså ikke på forhånd for høje, og øllet udseende lovede heller ikke det store. Det var den vanlige, gammelkendte stråfarvede pilnergult, der prægede brygget, dog med en overraskende holdbar tæt, hvid skumkrone. Duften var letsyrlig med et stænk af letprikkende bitter humle – i det hele taget en let duft, der i bedste fald måtte siges ikke at være noget ud over det sædvanlige.

Letdrikkelig er den også. Man kunne også være mere ærlig, og kalde den vandig, eller slet og ret tynd. Desuden har den en letsyrlig bismag, der som brygget langsomt tømmes bliver mere og mere fremtrædende, går over i det metalliske og ikke yder nogen gavn overhovedet. På den positive side kan nævnes, at det er en god tørstslukker, og at der glimtvis er tilløb til humlesmag, der dog alligevel ender med at løbe ud i vandet – undskyld, sandet. Jeg var faktisk fristet til at hælde resten ud, men valgte alligevel at drikke resten – mest fordi, jeg er en fattig fedterøv.
1-stjerne

666 black damnation, De Molen

– Himmelsk stout fra helvede!

(Billede: Min viv, koppen er købt i Belgien i anledning af vores bryllup)

I lørdags syntes min kære viv, at vi skulle have en is, nu hvor min papsøn havde fået påskeferie, og gerne ville på hovedbiblioteket. Så vi gik ind i Skjold Burne på Store Torv, der nu også huser den lokale filial af Coldstone – en anbefalelsesværdig pusher af is af over vanlig standard.

Jeg havde egentlig ikke så meget lyst til is, og så var det jo godt, at der i butikken var – ikke til min store overraskelse – et udvalg af specialøl. Overrasket blev jeg til gengæld over udvalgets omfang. Det fyldte faktisk en hel væg fra gulv til loft. Egentlig ville jeg bare nyde synet, der var egentlig fyldt rigeligt op i køleskabet derhjemme, og lige så imponeret, jeg er over Skjold Burne Aarhus’ udvalg i specialøl, lige så – måske ikke fortørnet, men så i hvert fald irriteret er jeg over prisniveauet.

Tag f.eks. den tjekkiske øl Rebel Premium. En fuldkommen ligegyldig pilsnerøl, der blot fordi den kommer fra Tjekkiet, skal koste så meget – var det 25,-? Jeg gav kr. 13,- for den i Fakta, hvilket i betragtning af dens kvalitet også var for galt. Men folk er åbenbart dumme nok til at acceptere den slags ågerpriser, siden Skjold Burne kan opretholde det prisniveau.

Hvorom alting er – min beslutning om ikke at købe øl den dag måtte jo komme til kort, da jeg så dagens pragteksemplar. Yderst til højre, lige i øjenhøjde stod den, sort og relativt uanselig som den er. Jeg var selvfølgelig solgt det øjeblik, jeg læste etiketten … 666 black damnation – alt det smukke, rare og dejlige fra bibelen samlet i én øl – jo, det skulle sandelig også blive påske i år.

Jeg har efterfølgende ladet jer læsere stemme om, hvornår den skulle anmeldes, og valget faldt ganske overbevisende på Langfredag – samme dag, som jeg selv havde udset mig at anmelde den. Findes der nogen bedre dag at anmelde en øl, der i den grad håner kristendommen – ved begreber kristendommen selv har skabt, forstås – men det er en anden historie.

Den kan duftes i samme øjeblik kapslen letter. Den holder på et ordentligt tryk. Holder man flasken lidt skævt, vil man bag halsens voks kunne se, at flasken faktisk er grøn. Det tætte bryg er imidlertid fuldkommen uigennemskinneligt, og får flasken til at tage sig kulsort ud.

Den dufter sødt og fyldigt af marcipan! Brygget er også fuldkommen uigennemsigtigt i et klart glas, og skummet rejser sig op flere gange selve bryggets dybde. Helt mørkebrunt er det, og alligevel luftigere, end jeg havde forventet. Der melder sig i duften nogle noter af ristet malt – klassisk stoutduft, når den er allerbedst. Det er næsten fristende bare at dufte til den hele aftenen – sæt nu den ikke smagte godt, men jeg vover nu alligevel forsøget, og sætter den for munden.

Smagen er af en helt helt anden verden! Lad mig starte med at sige, at jeg bestemt ikke fortryder at jeg drak denne øl tempereret. Jeg vil skyde ved omkring 10 grader eller deromkring. Varmere bliver den formentlig ikke dårligere af.

Det er en øl, man nærmest kommer til at svede af. At starte med, at den indeholder både sødt og bittert slår slet slet ikke til. Det er måden de to smage forenes et sted midt på tungen, efter at øllet først kilder de forreste smagsløg med marcipansødme, og før den ristede maltbitterhed pikant kilder mandlerne, der gør den exceptionel. Det er ikke ulig at bide i den mørkeste chokoladepralin, man kunne forestille sig, indeholdende den blideste single malt whisky, man kunne forestille sig. Selvom jeg generelt er kritisk over for meget stærke øl, så har den høje alkoholprocent på 13 her helt klart sin berettigelse, fordi den får hele smagsoplevelsen til at transcendere. Man kan godt smage, at den er baseret på en stout – men den er bare så meget mere end det. Den forener alle sine mange smagsindtryk i en helt fantastisk højere enhed og er ikke mindre end en velsignet øl fra himlen.

Jo det blev sandelig påske – og hvis dette er en sort forbandelse, så sælger jeg min sjæl på stedet. Stryger vi de religiøse floskler for en tid vil jeg især anbefale denne øl som dessertøl. Den gør sig pragtfuldt til chokoladekage, og ville i øvrigt gøre sig fint til et hvilket som helst kagebord.

Tilbage står spørgsmålet, om de 50 kroner er rimeligt for 180 ml øl – altså under to deciliter! Jeg vil gå så langt til at sige, at jeg ikke føler mig snydt. Men skulle jeg få lyst til, engang når jeg bliver rig, at købe den ind i stort antal som tilbehør til et ordentligt kaffebord, så kunne det godt være, jeg ville lede efter et sted, man kunne få den billigere først.
6-stjerner

Heineken, Heineken/Royal Unibrew (Det tynde øl fra Fakta XIII)

– Sodavand med humlesmag

I Danmark brygges Heineken af Royal Unibrew på licens fra Heineken-gruppen. Royal Unibrew har lanceret Heineken som deres smarte og specielle mærke for de unge. Mellem linjerne betyder det, at de kan tage henved tredobbelt pris (i Fakta kr. 13,-) for, hvad man i Heinekens hjemland Holland giver for den. Mit svar på spørgsmålet om, hvorvidt det er bryggeriet/distributørerne, der er uforskammede, eller kunderne, der er dumme, er helt klart, at det må være kunderne, der har en skrue løs, når man gider smide så mange penge efter en øl, der smager af så lidt.
En Heineken har en lys, tisgul farve, som det hurtigt sammenskvattende skum ikke hjælper synderligt på. Den dufter let og uengageret af humle, på en måde som om den forsøger ikke at vække for høje forventninger.
Det er nok også meget godt, for den smager af næsten ingenting. Der er ganske vist en svag, ukompliceret humlesmag, der gør, at brygget ikke er helt ulig øl. Det er en let, luftig og vandig humle, der samtidig gør øllet frisk, men også nærmest klinisk renset for karakter. De rigelige mængder brus, som overraskende nok ikke kommer af tilsat kulsyre (skal man tro emballagen), får samtidig brygget til at fornemmes som sodavand. Øllet er på ingen måde ubehageligt, indtil man næsten er færdig med det. Da får det en sprittet bismag, der gør eftersmagen, der indtil nu har glimret ved sit fravær, harsk.
Det er en øl, der er mindst lige så ligegyldig som Harboes discountpilsnere – men til fire-fem gange prisen. Om jeg fatter hvordan der kan være salg i det? Hvis dette tynde ølprodukt er målrettet det unge publikum, så har jeg vitterlig ikke megen tiltro til de kommende generationer, hvis dét fortsat bliver en rentabel forretning.
1-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme