Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Holland

Northsea IPA, Jopen (Grænsehandel II)

Lige en hurtig én …

Beklager den utilstedelige hiatus i den ellers stride strøm af anmeldelser. Der har været en del andre ting end øl i mit liv på det sidste – ja, jeg har jo faktisk også en familie og et arbejde der skal passes. Det er ikke altid har jeg tid – eller overskud – til at blogge, selvom det så’n overordnet set, er en af de ting, jeg morer mig allermest med.

Der er bare i øjeblikket flere på hinanden følgende familie-tam-tam’er og et arbejde, der nogle gange bare dræner én så meget, at man simpelthen ikke orker (orker hvad – ja … som helst) når man endelig har fyraften.

Men jeg skal heller ikke lade bloggeriet ligge så længe, at jeg også bliver stresset over det. Og her er den så – en ny anmeldelse. Den er fra tysklandsturen i forbindelse med min onkel og tantes guldbryllup (der var én af familie-tam-tam’erne) i starten af april, og er således købt i en grænsehandelsbutikken Scandinavian Park i Flensborg. Øllene fra den tur er jo bare ét af mange temaer, jeg jonglerer med for tiden. Når man som jeg er velsignet med indtil flere diagnoser, der i virkeligheden hæmmer éns evne til at holde flere bolde i luften samtidigt (i modsætning til, hvad jeg formentlig har skrevet i samtlige jobanmeldelser i tidens løb – og dén historie skal jeg nok undlade at trætte læserne yderligere med) forklarer dette også til dels, hvorfor der er gået så lang tid siden jeg sidst fik slæbt mig til tasterne.

Det er en IPA fra Nederlandene, hvis duft jeg aldrig nåede at få afprøvet, før glasset blev sat for munden. Til gengæld er det orangegyldne brygs aroma præcis som det skal være:

En knastør, skarp bitterhed af fyrrenåle flænser smagsløgene op, så den rå smag af friskafhøvlet grantræssavsmuld rigtig kan trænge ned i tungen. Savssmuldet er krydret med kommen og rigelige mængder bergamot, der giver den krasbørstige bitterhed modvægt med lindrende olier og balsamerende sødme.

En lille pakke fuldendt IPA – præcis som man ønsker den skal være. Uden overraskelser, især ikke til den negative side, og uden at man savner dem, der ellers kunne have været der til den positive side.

Jo – man kan åbenbart også finde rigtig gode øl i grænsehandlen.

God 1. maj til jer allesammen i morgen. Jeg skal først og fremmest fejre min datter, der også har fødselsdag den dag.

Thai Thai, Oedipus

Sær, men ok … tror jeg nok.

Jeg har gjort endnu et indhak i de spændende øl, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave. Jeg siger spændende, da det er så dejligt uforpligtende et ord. Jeg undgår at bruge ordet ‘god’, da en sådan karakteristik ikke ville være rimelig at bruge – dels fordi jeg først nu er halvt igennem samlingen – og jeg først lige er startet på den tredje anmeldelse. Dels fordi resultatet indtil videre har – på trods af populationens lidenhed (to, helt præcis) har været ganske omskiftelig.

Men spændende har det været. Dejlig uindustrielt, etiketterne har været flotte, navnene har været fængende – begge to. Navnet på dagens øl, er vel også fængende på en eller anden måde. “Thai thai” hedder den og jeg gætter på, om det må være på grund af den ualmindeligt – og i Tyskland formentligt kriminelt – lange ingrediensliste: Koriander, citrongræs, appelsinskal, chilipeber og … galanga – noget, jeg måtte google mig frem til. Men alt sammen ingredienser, der vel nok ville passe fint ind i en thailandsk risret.

Nu er jeg jo godt nok mere til indisk og kinesisk mad – men hey, thai går an, hvis der ikke er andet.

Og hvad gør det så for øllet – alt det andet end gær, vand, humle og malt? Det får i hvert fald brygget til at dufte lifligt og ganske utraditionelt. – Ikke meget af øl, forresten, men chilien, citrongræsset (hedder det dét i bestemt form?) på et bagtæppe af sød ingefær (som brygget ikke indeholder – men måske er det galangaen) giver en bestemt nydeværdig bouquet.

Brygget føles rart og blødt på tungen. Ikke videre fyldigt, men på den anden side heller ikke vandigt. De mange krydderier står i kø for gøre sig bemærket. Her lidt sødme fra appelsinskallen, her formår chilien akkurat at stikke, korianderen er der vil hele tiden som bryggets aromatiske basis. Det er vel ikke uvant i forhold til den rolle koriander ellers spiller. Jeg gætter på, at den sødligtaromatiske ledsager til indtrykkene nok kommer fra galangaen – ingefærlignende uden at brænde.

Og det smager jo sådan set fint. At øllet i øvrigt er smådovent på trods af en ellers pæn, gylden skumkrone over det messingfarvede bryg, fuldender oplevelsen af, at det ikke er øl, man sidder med, men en … vel … egentlig okay krydderte. En te med en ganske okay, men for min smag lige ufarlig nok aroma – og her i en kop, hvor brevet meget gerne måtte have trukket i et halvt minuts tid mere.

Det er nok første gang, jeg har prøvet en øl, der så klart og tydeligt smager af te. Den smager fx langt mere af te, end den eneste øl, jeg indtil videre har prøvet, hvori der rent faktisk var te. Til gengæld – og det har jeg oftere oplevet – smager den næsten ikke af øl.

Til dens forsvar skal det dog siges, at den ikke ikke smager af øl på en ubehagelig måde. Det plejer ellers gerne at være tilfældet med obskure blandingseksperimenter, eller alkoholfri øl. Imidlertid er jeg så konservativ, at når jeg har lyst til en øl, så foretrækker jeg at drikke en øl, der smager af øl. Og når jeg vil have krydderte, så foretrækker jeg en krydderte, der smager af krydderte.

Jeg ser frem til at prøve en krydderte snarest, der smager af øl. Og så måske ikke alligevel – da det er en af mine dårligst skjulte mørke hemmeligheder, at jeg stor set aldrig drikker te – endsige af kryddertypen.

Mongozo Premium Pilsener, Huyghe

2017-07-23 18.02.19Smagsfri?

Det var på Føtex Husums køb-billigt-eller-der-bliver-smidt-væk-hylde, at jeg fandt denne øl til, hvad jeg må formode er stærkt nedsat pris. Det manglede også bare, når man får  lidt med. Ingen kunstige tilsætningsstoffer eller sprøjtemidler i og med at brygget er økologisk … Ja, hvis Esben Lunde Larsen da ikke ligefrem holder sig på mindst en kilometers afstand af dette bryg, da det formentlig ville få ham til at smelte ved berøring, så ville det nok gøre ham rødglødende af raseri – but I digress … Desuden er brygget glutenfrit, hvilket gør det sikkert at drikke for cøliakere samt for – såfremt det glutenfri formidles videre – folk der bare generelt er pivede og hys over, hvad de putter i munden. Endelig er brygget Fairtrade, hvilket nok gør brygget giftigt på linje med cyanid og stryknin for medlemmer af Liberal Alliance, mens alle andre kan drikke det med den grad af nogenlunde-til-OK samvittighed det giver at vide, at arbejderne bag brygget undtagelsesvis er aflønnet med et eksistensminimum i stedet for væsentligt mindre.

Mistanken, der uvægerligt må melde sig med sådan et lille konceptuelt vidunder – tilsætningsfrit, glutenfrit og slaverifrit – er om det monstro også er smagsfrit. Rent, sådan i Reinheitsgebotforstand er det i hvert fald ikke, da det til dels er brygget med ris.

Det er et meget lyst bryg. Det har samme kulør som citronsaft, men er i modsætning dertil helt klart og gennemsigtigt. Skummet er hverken højt, prangende eller holdbart, og kollapser umiddelbart efter skænkning. Duft er der heller ikke meget af. Såvel vag som svag er bouqueten af småsyntetisk, letmetallisk pilsnerhumle.

Og på trods af alle de gode intentioner, navnlig økologien, fortsætter de syntetiske noter i bryggets meget lette krop, uden at brygget dog bliver decideret ubehageligt på nogen måde. Tværtom er den letmetalliske synteticitet slet ikke uden ynde. Og med en i øvrigt rar aroma af velmaltet korn med en snas karamel formår brygget da faktisk også at behage en kende mere end blot at fungere som ren tørstslukning.

Bitterhed og anden humlesmag må man derimod lede længe efter. Det tætteste man kommer på er en svagtglødende fuselfornemmelse i mundhulen. Når først man opdager det er det for så vidt ganske rart, men også det er for svagt.

Men fair nok – helt smagsfrit er det da ikke.

2-stjerner

Zundert, Trappistenbrouwerij De Kievit

2015-06-01 18.41.47Balancen på grænsen …

Fakta har indtil for nylig haft et par rigtige belgiske* trappistøl i sortimentet. Jeg var heldig at redde mig et par fra filialen i Njalsgade på Amager før de blev udsolgt. Normalt kan de kun fås i specialbutikker til mindst 25-30 kroner flasken. I Fakta skulle jeg betale … væsentlig mindre. 15 kroner, tror jeg, men det er også lige meget. Det er skønt, at Fakta kan byde på den slags oplevelser til penge, det er til at komme i nærheden af.

Eller – man skal passe på med at tage glæderne på forskud. Det øger risikoen for skuffelser, og man skal heller ikke tro, at bare fordi en øl er en trappistøl, så er den automatisk god. Munke kan sikkert også have en dårlig brygdag, hvor kuttens hætte kommer til at hænge ned i mæskekarret, eller man taber katekismen ned i det færdige bryg.

Ingen af delene lader nu til at være tilfældet med dette bryg. Bouqueten breder sig lystigt i rummet ved skænkning, og selvom der er en antydning af harskhed, og måske to af sprit, virker det nu hverken fejlgæret eller på nogen anden måde mislykket. Ellers dufter brygget af søde svesker i sherrylage, en lage der matcher brygget lysorange (omend tågede) lød fint. Når næsen kommer lidt tættere på, opfanges flere søde noter – skumfiduser og candyfloss – ja, det undgår ikke også at blie en anelse syntetisk. Skummet er højt og næsten krystallisk i sit ydre. Det knækker kun langsomt og efterlader lange klistrede tråde, hvor boblerne engang var.

Og det er et lille stykke himmel, munkene har begået. Det lyse bryg er dejligt, dejlig sødt. Fersken, søde æbler og næsten overmodne blommer blander sig overdådigt, overvældende og overdrevet på den der måde, kun belgierne kan gøre det.

Sagde jeg næsten overmodne blommer? Brygget holder jo 8 % og har en humleprofil på den bitre, næsten harske side, så sødmen kommer til at fremstå med noter af vel overmodne blommer. Sødlige, sprittede og harske på én gang.

Det lyder godt nok fælt. Men det er det ikke.

Brygget leger – ja, driller på uforskammet vis – med nyderens forestillinger om, hvad velsmag er. Det vammeltsøde og det harske balancerer lige akkurat der, hvor man ikke ved, om det er for meget eller for lidt. Balancen i selve brygget er forlængst ladt i stikken – det er en anden balance, der efterstræbes. Det er balancen på grænsen – grænsen mellem det væmmelige og det vidunderlige, som i dette tilfælde viser sig at være ganske smal.

Zundert (hvad det så end betyder – det er ikke engang faldet mig ind at google det) er nu hverken vammelt eller vidunderligt. Det er en nøje valgt mellemting mellem begge dele. Den er en drilsk quickstep af velsmag og afsmag på tungens dansegulv.

Og karakteren gives heller ikke for velsmagen – eller afsmagen, men for dansen.

Og props til Fakta for at have haft dem stående!

5-stjerner

 

*Jeg er af flere læsere blevet gjort behørigt opmærksom på, at nærværnde øl ikke er en belgisk øl, men en hollandsk. Beklager fejlen (men så giver det da også bedre mening, at bryggerinavnet kun stod på hollansk og ikke også på fransk.)

Blond, La Trappe

Heldigvis langt mellem snapsene.

I dag gik turen ikke overraskende til Fælledparken i anledning af 1. maj. Det er samtidig altid en måde, jeg kan fejre min lille datter Thyras fødselsdag på – med en frisk lille skovtur ud i det grønne. Der blev talt, fløjtet, siddet på tæpper, spillet musik, spist pølser og drukket en masse øl. Jeg havde selv taget en selskabsøl med i håb om at finde én at dele med. Og det lykkedes skam også. Jeg mødte en kammerat ved navn Henning, fra dengang jeg havde tid og overskud til at være politisk aktiv. Vi fik os en sludder om gamle og ikke mindst nye dage, såsom hvad vores respektive børn hed … ja, men bliver vel langsomt voksen.

Øllet var en belgisk blonde-type fra hollandske La Trappe. Den var – om man så må sige – blevet til overs efter Munchkin-spillet forleden. Blonde-typen er, som før antydet, ikke mit strore nummer, og hin blonde, der blev drukket til spilaftenen, var et udmærket eksempel på, hvor slet og ret modbydelige de kan være.

Endnu engang måtte jeg kæmpe en brav kamp for at få proppen af flasken. Den gav sig først, da jeg tog tænderne til hjælp. Jeg bruger normalt ikke tænderne, når jeg åbner øl, men når proppen er lavet af blødt plast, går det nok alligevel.

Brygget lever op til sit navn. Det er ganske lyst, for ikke at sige højgult, med tæt, cremet og ganske klæbrigt skum. Det dufter sødligt af banan og franskbrød, men ikke sprittet – og det varsler for så vidt godt i forhold til de marcipan/kogespritrædsler, blonde-typen og visse andre hvedebryg, jeg før har måttet binde an med har vist sig at være.

Helt fri for spritsmag er brygget dog ikke. Men det blander sig heldigvis godt med dets øvrige sødme. Man mærker igen banan, lidt skarphed af frisk græs, alt sammen på en bund af franskbrød og en tilpas mængde gær. Lidt roser og honning bagom bryggets hovedindtryk giver den nødvendige fylde. Det hele er ganske velafstemt, en sluttet ring af mange forskellige smagsindtryk, der arbejder i nydelig forening, samklang og afrundethed. Der er ikke noget, der stritter for meget ud, eller på anden måde ødelægger det for de andre smagsudtryk.

Brygget har tilpas meget karakter til ikke at være kedeligt, uden at det går ud over velsmagen, og brygget får mig faktisk til at tro på, at blonde-klassen ikke bare kan være acceptabel, men rent faktisk også god. La Trappes Blonde var i hvert fald en nydelse, og det præsente alkoholindslag var ganske velintegreret i brygget, så fornemmelsen af marcipanmasse blandet med afsindig dårlig snaps helt udeblev.

Hvad blonde-øllene angår, så er der her på bloggen efterhånden blevet langt mellem snapsene. Og heldigvis for det. Og tak til Henning for godt selskab.
4-stjerner

Oranjeboom 8,5 Extra Strong, Brouwerij de Oranjeboom

Det var da modbydeligt …

… sådan at lave aprilsnar med læserne på min facebook-fanside, og bilde jer ind, at jeg skulle være holdt op med at drikke alkohol. Jeg lover: Ikke engang, hvis grise får vinger og flyver som fugle. Hvis Omar Marzouk bliver statsminister, måske – men mindre kan ikke gøre det! Men bare tanken … og så oven i købet at holde læserne for (aprils)nar på den måde. I må jo have fået et chok! Men bare rolig, det var altså bare for sjov – nu må I tro mig!
Og for at bevise min pointe (eller hvordan man nu ellers adækvat oversætter det engelske idiom “prove my point”) har jeg i aften valgt at drikke en rigtig spritterøl. Altså en stærk pilsnerøl, der kan erhverves for en billig penge fra et stort bryggeri. Den kunne fås for under en tier i Kvickly, så dét kriterium er i hvert fald overholdt. Den glukosesiruptunede alkoholprocent på 8,5 sørger for at styrkekravet er overholdt og endelig er Oranjeboom et relativt stort bryggeri, og åbenbart ét, Coop har en fast leveringsaftale med. Deres pilsner, der allerede er blevet dissekeret under mikroskopet her på bloggen forefindes fast i Fakta (alliteration – hurra!)
Det er som forventet en lys pilsner, hvis farve matcher kornet, det er brygget af fint. Skummet er overraskende cremet, og ligner nypisket marengsmasse. Humlebouqueten formår kortvarigt at fylde rummet omkring det opskænkede øl, så det duftes i en afstand på i hvert fald 30 cm. Dette holder dog kun kortvarigt. Gynteren skal stikkes godt ned i glasset for at nyde mere af bouqueten efter at den første tunge, men alligevel lækre dunst af humle og alkohol har lagt sig.
Korn og humle er også grundstenene i smagen. Cementen består mest af fyldig alkohol, men med et kækt, ledsagende sødmeelement af honning. Eftersmagen er besk, på kanten til at blive harsk, men altså kun på kanten. Brygget formår faktisk at behage adækvat, idet den høje alkoholprocents spritfylde ikke kammer over og bliver ubehagelig, men netop bidrager med et sødmeelement, der matcher humlebitterheden fint.
Alt i alt en relativt smagfuld spritterøl, der stadig ikke formår at imponere med smagen, men dog formår at være læskende og kraftfuld samtidig. Fylden er glat og klar, og giver en rar mundfornemmelse. Det er sjældent, at man finder så stærke pilsnerøl, der samtidig er så vederkvægende. Uden at det er imponerende, er det slet ikke så ringe endda.
Og endnu engang undskyld den utilstedelige aprilsnar, der sikkert fik de allerfleste af jer til at tro, at jeg var gået på vandvognen, og fremover kun ville anmelde læskedrikke. Jeg håber, det fremgår klart, at det ikke er tilfældet.
Det var iøvrigt også rart at få noget øl med noget knald på efter den sidste alkoholfattige eskapade.
2-en-halv-stjerne

Quadrupel, La Trappe (Munchkin og Munkeøl III)

I found the …

Unspeakably Awful Indescribable Horror! Eller … så slem er dagens bryg jo heller ikke. Men det er mit yndlingskort i Munchkin. Det er et level 14-monster, og som sådan ikke engang umuligt at besejre. Til gengæld må man selv fantasere sig til, hvad det egentlig er – for det fremgår kun, at man dør af det, undtagen, hvis man er troldmand m/k.

En Quadrupel fra La Trappe slår også til enhver tid en Laser-Phaser-Shmazer-Bazer – noget i den retning hedder det ultimative våben fra Elins Star Wars Extension Pack. Her i huset ejer vi kun originalen – eller 1st Edition, så jeg kan ikke kigge efter, hvad våbnet rigtigt hedder. Hvad jeg dog ved er, at man kan klikke de forskellige våben, fx en Laser og en Shmazer sammen – og så kan man bruge dem begge som ét våben (en Laser-Shmazer, eller måske endda en Shmazer-Laser), hvor man i de andre udgaver ikke kan svinge mere end ét våben ad gangen.

Alligevel tror jeg stadig, at nærværende øl gør mere ondt end at blive ramt af kombination af alle våben på én gang. Især dagen efter. Jeg tror, det primært var den der gjorde, at jeg var temmelig immobil hele søndagen.

Brygget er gæret fire gange. Det er sådan, man får en Quadrupel, og for hver gang en omgang brygsukker eller malt, eller hvad det nu er de bruger til at fremme brygprocessen på La Trappe (jeg glemte at kigge efter) tilføjes, udskiller gæren mere alkohol. Det bliver til mægtige 10,0%, og det endda helt uden, at det kommer til at smage som en Wiibroe Årgangsøl. Man skal dog kæmpe lidt for at nå ind til brygget. Plasticpropperne sidder helvedes godt fast, og jeg måtte have Marcus’ hjælp til at få dem af.

Brygget er lysere end dubbel – mere ovre i det orange, og skummet er kun tonet et par grader i retning af det gullige. Det knækker i store flager, der klæber sig meget bedre til glasset, end man så på Dubbel. Det ligner en ikke ordentligt pisket marengsmasse med sine store bobler. Duften giver allerede antydning af hovedpine med et hårdt spritelement, der til gengæld gør én fri i næsen. Duften er tung – det er svært at sige, præcis hvad det dufter af, men vi er ovre i en lettere bizar – men ikke nødvendigvis ubehagelig kombination af cognac med svedsker.

Brygget byder på mange af de samme søde, og krydrede toner som Dubbel. Alkoholen gør dog sit uudslettelige udtryk, og drejer smagen mere over i det både markant sødere, men også markant mere sprittede. Man mærker romsukker, der flankeres af en gæret bismag, og faktisk lidt bitter humle ved mandlerne.

Selve smagsindtrykkene er ganske velintegrerede, men overordnet ender alkoholen med at blive for markant. Brygget bliver så småt harsk, selvom man hele glasset igennem kan glæde sig over dets fandivoldske karakter, der må siges at matche Munchkin-spillets voldelighed udmærket.

Koncentrationen om spillet vil nødvendigvis vige, efterhånden som man når dybere ned i flasken … Så pas på! De andre spillere vil udnytte din fuldskab til et snigangreb!! Og det er jo også lige i Munchkin-spillets ånd.
4-stjerner

Dubbel, La Trappe (Munchkin og Munkeøl II)

In the heat of the game …

 
Spillet var godt i gang, da den næste øl blev åbnet, en Dubbel fra det hollandske bryggeri La Trappe. Det ser ud til, at der er tale om autentisk klosterøl, brygget af rigtige munke ved Tilburg i det sydvestlige Holland. Hvis man skal tro siden “belgabeer.dk” – og hvorfor skulle man ikke det?
Munk kan man ikke være i Munchkin, men man kan dog være Cleric. Så vidt jeg ved, er det den eneste klasse, der kan avancere fra level 9 til level 10 uden nødvendigvis at kæmpe mod et monster. Man skal blot spille det rigtige kort – Divine Intervention – så avancerer man til level 10, hvilket vil sige, at man vinder spillet. Det står på kortet, at det er vinderen forundt at rakke de andre spillere ned nådeløst, hvis man vinder på den måde. Det står ikke noget sted i reglerne, at man ikke må rakke de andre spillere ned nådeløst, hvis man vinder på en anden måde – det skal man selvfølgelig også tage i betragtning.
Med sin fine og tydeligt røde lød var brygget klart det mørkeste, der blev nydt den aften. Det gyldne, fedtede skum matcher farven fint, og dets visuelle fylde går igen i duften. Bouqueten præges entydigt af søde indtryk – marcipan, chokolade og sukker. Marcipan kan være et dårligt tegn i duften, såfremt det ledsages af sprit. Det er ikke tilfældet her, hvor sukkersliknydelsen er rendyrket.
Og brygget smager da også simpelt hen pragtfuldt. En nydelse så rar og venlig, at jeg ikke engang noterede mig det særlig meget i detaljer, da det bare så elegant ledsagede glæden ved spillet. Det taler overordnet til dets fordel, men jeg har i bagklogskabens lys den anke, at brygget måske stryger lidt for meget med smagsløgene, og ikke byder på de store krav om aktiv smagning og udfordring af bestående vaner og præferencer.
Men lidt er der da kradset ned på notepapiret, der kan give læseren et om ikke andet rudimentært billede af bryggets smagsegenskaber. Cognac og chokolade blandes i en mundfornemmelse, der ikke er ulig en fin æske prailiner. Oveni – og ikke mindre slikagtigt – er et krydret indslag af bergamotolie, der giver mig associationer til alteabolsjer. Angiveligt gammelmandsbolsjer – jeg har altid elsket dem, og det passer vel egentlig meget godt med, at jeg har været en sur gammel mand siden 12-årsalderen.
La Trappe Dubbel var klart aftenens fermenterede højdepunkt. Det var Marcus, der som den første i et kort øjeblik afbrød koncentrationen om de mange forbandelser og monstre vi kastede i hovedet på hinanden for at give øllet sin ros. Elin istemte, mens min papsøn Aslak drak en slurk te.
De unge mennesker og deres fornuftige adfærd …

5-stjerner

Munchkin og Munkeøl

Av …

Jeg har ondt i hovedet i dag. Åbenbart vil der altid være en straf, hvis man har det godt eller gør noget sjovt. Men jeg må hellere starte med begyndelsen. Juleaften fik min papsøn Aslak et Munchkin-spil i  af min storebrors familie. Genial gave – ikke mindst fordi det lige så meget var en gave til lillebror. Som nogle måske vil huske, er kombinationen af Munchkin og øl afprøvet med succes før. Jeg har dog hele tiden haft en nagende fornemmelse af, at vi spillede spillet forkert, så for nylig tilkaldte jeg et par eksperter …

Marcus, som bloggen også har haft inde over, og Elin – en god bekendt fra min kollegietid – er begge garvede Munchkin-spillere, og mens Marcus leverede rutinen og ekspertisen, leverede Elin rutine, ekspertise og to ekspansion-sets. Og så var der ellers lagt op til gemytligt spas og festivitas.

Øllet leverede undertegnede – nok ikke overraskende. Og jeg havde netop købt fem selskabsøl, hvoraf vi nåede at drikke de fire. Selskabsøl er min betegnelse for øl, der leveres i så store emballager, at jeg ikke selv gider drikke en hel. De er til gengæld gode at dele med andre, fx ved festlige lejligheder som en i dette og de næste indlæg beskrevne.

Kvickly og Fakta var distributørerne, og i langt overvejende grad Fakta. Sidstnævnte på Njalsgade var leveringsdygtig i to øl fra Ørbæk – som sædvanligt økologiske og i belgisk munkestil. En anden Fakta – jeg husker ikke hvilken – havde et par spændende produkter fra hollandske La Trappe på hylderne. Omend de kostede kr. 38,- stykket, syntes jeg stadig, pengene var godt givet ud. Med en vis undren blev jeg dog slået, da jeg opdagede at Kvicly havde den samme serie (på i alt fem – hvoraf jeg altså har reddet mig de tre) stående til kr. 29,- stykket.

Vel, med hjem kom der da en mere. Men skæbnen har villet, at sidstnævnte fra Kvickly ikke blev afprøvet, og nu står mutters alene på ølhylden, og kun har et en påskebryg fra Vejle Bryghus og et par flasker vin, vi nok aldrig får drukket at socialisere med. Så når alt kommer til alt var det ret beset Fakta, der var eneleverandør … og hvorfor bruger jeg dog så lang tid på at forklare det? Det må være de forbandede tømmermænd …

Hvad jeg ville nå frem til: De næste indlæg kommer til at handle om de øl, vi drak under Munchkin-spil i går aftes. Intet ringere. I hvilken grad det kommer til at handle om andet end øl – fx Munchkin – kommer an på min hukommelse og evne til at tænke struktureret. Begge dele lader sig i skrivende stund Q.E.D. kun gøre under visse anstrengelser.

Bavaria 0,0 Premium Original, Bavaria

Næsten lige så god som sodavand

Jeg glemte helt at kommentere navnet, da jeg anmeldte Bavarias standardpilsner forleden. Bavaria er det engelske navn for Bayern, den sydligste delstat i Forbundsrepublikken Tyskland (sammen med Baden-Würtemberg), der  som bekendt også er hjemsted for mange øl. Jeg siger bevidst ikke gode øl – det er et rygte, som jeg stadig ikke har set bekræftet. I hvert fald har jeg fundet mange øl fra andre egne af Tyskland – og resten af Europa, der er lige så gode og væsentlig bedre.

Men det er vel rygtet, de prøver at spinde lidt guld på, de hollandske bryggere. Og det vækker jo også salgbare associationer med Oktoberfest, de idylliske landsbyer med bindingsværkhuse, gemt i dybe dale eller klyngende sig til bjergsider med sne på toppen i de nordligste alper … ja, det er et hollandsk bryggeri vi taler om, og alt det med bjergene, dalene og de sneklædte bjergtinder er som bekendt også ganske og aldeles hollandsk – lige det man tænker på, når man står på den nyligt tørlagte havbund i Dronten og kigger ud mod Ijselmeer … eller …

Det er faktisk næsten lige så tåbeligt som at kalde en øl, brygget i Litauen for Copen*hagen. Ja, vi er ikke selv for gode, når det kommer til stykket – vel, Carlsberg er i hvert fald ikke.

Men lad det ligge. Vi har igen at gøre med en angiveligt fuldkommen alkoholfri øl, eller halal-øl, som jeg ynder at kalde dem, ligesom den Warsteiner, jeg drak tidligere på året. Tuborgs pendant dertil er aldeles udrikkelig, mens jeg som bekendt var jævnt begejstret for Warsteiners bud.

Jeg konstaterer, at nærværende bryg ikke holder samme kvalitet i skum som sin alkoholholdige, tveæggede tvilling. Brygget bruser mere, og skummet falder hurtigere, endskønt en snert af skummets holdbarhed ses i det sidste store, fedtede og genstreidige bobler før skummet omsider giver op. Duften er svag af sødlig humle. Det kunne man forvente, men der er ingen syrlige eller metalliske elementer i bouqueten, og det varlser allerede om en ikke ilde oplevelse, i betragtning af, at det er alkoholfri bryg, vi har fat i. Jeg er endvidere nødsaget til at påskønne, at farven er mørkere, end man er vant til fra alkoholfri øl, og dermed også mindre ildevarslende.

Smagen er dog noget syrlig – men slet ikke for syrligt. Syrligheden tjener kun til at gøre øllet friskt, hvilket de velkendte rigelige mængder vand også bidrager til. Såvidt de alkoholfri elementer, for bagom en trods alt ikke alt for tæt vandighed gemmer der sig også velgørende toner af svag, men præsent humle. Den føles mest som en essens, der faktisk formår at fylde mundhulen med en letbitter tåge. En ledsagende sød smag af appelsin og mandler formår også at mildne vandigheden, så oplevelsen af brygget lige formår at mase sig over “kedeligt”-stregen, og måske endda lidt mere end det.

Eftersmagen er, ligesom smagen svag, men præsent. Her mærker man også bitterheden, let nøddeagtigt, for så vidt velgørende og ikke spor ubehageligt. Det sidste er væsentligt, for de alkoholfri øl smager ikke sjældent surt, metallisk og syntetisk. I denne øl er de ubehagelige indslag stort set væk, og det omfang, de alligevel kan findes – sødmen er, dens velgørenhed til trods en kende syntetisk, og brygget føles en kende syrligt – virker ikke til at demontere det samlede billede af en bestemt drikkelig alkoholfri øl..

Det er så godt, at jeg næsten ville vælge at drikke sådan en frem for en sodavand, hvis jeg en dag skulle ryge på vandvognen … jeg sagde næsten!

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme