Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Frankrig

Kronenbourg 1664 Blanc, Kronenbourg/Carlsberg

Nu har jeg aldrig …

For et par uger siden begræd vi bortgangen af vor herre Jesus Kristus for vores synder på korset og bla bla bla. At det i dag ikke er en festdag, hvor vi fejrer det eneste rigtig gode, Adolf Hitler gjorde denne dato for 74 år siden, er mig en gåde. Man kunne gøre det til en særlig mærkedag som alle nazister – I ved, sådan nogle som Rasmus Paludan – kunne bruge til at gå i deres store leders fodspor, og gentage det, der rent faktisk lykkedes for lille Adolf, den sidste dag i april 1945.

Det er nok bare ønsketænkning fra min side. Men jeg ville da lige lufte ideen, nu hvor datoen ville have været så passende.

Min realistiske forventning til, at det rent faktisk skulle blive en ting, er omtrent på samme niveau som forventningerne til denne øl. Den var en gave fra min kære far, der i sit otium kun meget sjældent gider drikke øl – og især ikke noget, der forekommer så generisk som denne.

Jeg har tidligere været inde over Kronenbourgs pilsner, som vel nok er Frankrigs kendteste øl. Det er ærgerligt at to grunde; øllet er ikke særlig godt, for at sige det mildt, og øllet er ikke sådan rigtig fransk, eftersom Kronenbourg-brandet er ejet af Carlsberg. Det kan desværre ikke undgås, at det er med Kronenbourgs horribelt generiske standardpilsner i baghovedet, at brygget blev åbnet.

Men allerede idet den åbne dåse sættes for næsen, stritter brygget imod alle fordommene. Det skal her indskydes, at 1664 Blanc er en hvedeøl med tilsat appelsinskal og koriander. Snyd vil nogen sige. Min imponerethed over hvedeøllenes herligheder er imidlertid så afdæmpet, at jeg ikke vil brokke mig, når man prøver noget nyt – eller gammelt – for at puste lidt liv i en fortærsket, og aldrig sådan rigtigt tilfredsstillende god ølstil.

Blomster og søde frugter – æbler og appelsiner – vælter frem før og mens brygget skænkes. Det høje, fedtede og standhaftige hvide skum gør skænkningen af det citrongule, nydeligt tågede bryg til en langstrakt affære, men det visuelle resultat er hele besværet værd.

De sidste rester af fordomme og sløje forventninger man måtte have krakelerer og falder til jorden i store skår idet glasset sættes for munden. Forfriskende, opkvikkende og forbløffende velsmag af vanille, citronsukker og hyldeblomst nærmest snubler over hindanden for at nå smagsløgene, så de hver især kan være de første til at uddele søde kram og blide kys til dem og gummerne.

Overraskende nok, er ikke alt, der hører hvedeøllet til, kvalt i tilsætningerne. Den friske syre og en antydning af gær er bevaret, men ingen af delene i en grad så det forstyrrer, endsige ødelægger. Derimod spiller syren fint op med aromaerne i det ellers ganske lette og vederkvægende bryg, der således ikke bare formår at smage godt, men også forfriske i sommervarmen.

En sommerøl, der smager af noget – jo, det kan faktisk godt lade sig gøre.

Secret Des Moines Triple Blonde, Brasseurs de Gayant

En overraskelse …

Jeg er så småt på vej op ad stoutkælderen igen, og undskylder selvfølgelig behørigt for fraværet. Helt galt har det nu ikke været, for jeg har stadig kunnet overkomme at afprøve nye øl, og notere det nødvendige nødtøftigt ned. Så jeg intenderer at udspytte nogle anmeldelser med omtrent samme frekvens som sylten på Martin Henriksen udspyr racistiske, fascistoide og grundlovsstridige forslag. Jeg har med andre ord rigtig travlt.

Efter den mildt sagt skuffende Bruine i denne serie, var mine forventninger til dens lyse broder her helt nede på nulpunktet. Alene navnet Triple Blonde får det til at gyse i mig, netop som det gyser og jager i mig, når jeg annammer typens berygtede smag af forgamlet banan og kogesprit.

Det er imidlertid slet ikke, hvad der møder næseborene, når det citrongule, højtskummende bryg er skænket. Vi er ovre i noget meget finere – tør champagne med en let antydning af fersken. Syrlig og skarp, og med et alkoholelement der ikke virker det mindste syntetisk, men kun understreger bryggets vinøse karakter.

Brygget er karsk og let, ligesom løden er lys og klar. Jeg kan selvfølgelig ikke nære mig for at søge efter bananaroma i det lifligt vederkvægende, syrlige bryg, men uanset hvor meget jeg plasker det rund på alle mundens vandrette og lodrette flader, melder den sig ikke.

Grapefrugt, citrus og en antydning af kommen derimod … Dertil kommer bryggets alkoholiske note, der sammen med de krydrede indslag mere giver karakter af brændevin end af den champagne, der kunne mærkes i bouqueten. For denne blogger gør det nu ikke så meget, for brændevinen er afdæmpet, mildt prikkende, men stadig leveringsdygtig i indre varme på vej ned gennem brystet.

Så Triple Blonde-typen kan faktisk også være en nydelse. Bare den drikkes ved lav temperatur, og i øvrigt er fri for de estere – navnlig isoamyl acetat – der giver banansmagen. Jeg kan forstå, at det er en aroma, der undertiden fremelskes bevidst, og det fatter jeg endnu mindre af, nu hvor jeg har prøvet en Triple Blonde, hvor det ikke er tilfældet.

Men der må vel være nogen der kan lide det, og fred være med det.

G de Goudale Grand Cru, Brasseurs de Gayant

Brutal om ikke andet …

Bare så I ved, at jeg ikke bare kan brokke mig over andre ting end den førte politik her til lands, men oven i købet også over ting, der er ølrelaterede, vil jeg i dag indledningsvis knytte an til en artikel i seneste nummer af ØlentusiasteN. Ole Madsen – min mentor udi ølskriveri – fortæller på side 10 under overskriften “Dåser forfordeles” hvordan flasker forfordeles i det danske retursystem. Diskussionen om, hvad ordet ‘forfordele’ egentlig betyder, må til gengæld vente til en anden gang. Sagen er, uanset hang til ordets oprindelige eller nymodens popsmarte diamentralt modsatte betydning, den, at Dansk Retur System (som ikke i øvrigt anvender ukorrekt ord deling i deres navn) har indført nye gebyrer for hhv. glasflasker og dåser. Gebyrerne på dåser falder med mere end 50%, mens gebyrer for glasflasker stiger med mere end 25%.

Dansk Retur [mellemrum, der ikke bør være der, men hvad kan man også forvente af et privat foretagende der ejes af storindustrien] System ejes af industrien … det fik jeg vist sagt … og det vil altså sige, at den øverste top i de hovedrige, altdominerende megaforetagender i landet stort set kan diktere, hvordan retursystemet håndteres. Det er angiveligt langt vanskeligere at tappe på dåser end flasker, hvorfor ændringerne er en kæmpe fordel for industrien, og en lige så stor ulempe for mikrobryggerierne, da disse slet ikke har ressourcer til at få en aftapning på dåser op at stå.

Endnu engang udnytter industrien altså en urimelig særstilling til at trampe kvalitetsproducenterne hårdt og brutalt under fode. Kvalitetsproducenterne skal nu allokere flere midler til retursystemet, som de kunne bruge på yderligere kvalitetsudvikling og produktion. En fordel industrien nyder ene og alene fordi retursystemet af sædvanlige ideologiske årsager skal være på private hænder. Når en bestemt opgave løses af en institution er der ingen ræson i at overlade det til private. Det er rent og skær monopolkapitalisme af en slags som Adam Smith himself i sin tid advarede imod. “Men hov!” vil nogen bedyre – “taksterne er jo bestemt af miljøministeriet og ikke industrien alene”. Ja … miljøministeriet … I dag er det ministerium lige så meget et miljøministerium, som ministeriet for fred er et ministerium for fred i Orwells roman 1984. Miljøministeriet har tilladt landbruget at forgifte drikkevandet i hidtil uset omfang, det skider klimamål et langt stykke, det … jeg standser her for ikke at vække min tilbøjelighed til apati og depression unødigt, idet jeg konstaterer, at dette blot er endnu et eksempel på, hvordan den siddende regering kun er der for industriens allerøverste top og ikke for nogen anden – især ikke forbrugere eller mindre erhvervsdrivende (eller børn, studerende, lønmodtagere, arbejdsløse, handicappede, ældre … nå, så kom det sgu til at handle om den førte politik alligevel. Go figure)

Vel – tak til Ole for at gøre opmærksom på endnu et misforhold i den danske ølindustri, der ikke er til kvalitetsbryggeriernes og forbrugernes fordel.

Hvordan det er i Frankrig skal jeg ikke kunne sige. Men flasker fra det land er i hvert fald at finde i Netto for tiden, så der må det vel kunne betale sig med tapning på den emballage endnu. Flasken er endda speciel – køn måske endda. Den er i hvert fald sort og med det forjættende ‘Grand Cru’ som titel.

Det er ellers kun noget, franskmænd og -kvinder siger om vin. Det betegner vin af meget fin kvalitet eller evt. den gård, der er vinens ophav. Men i dette bryg findes ingen druer, men derimod vand, bygmalt, hvede, ris, glucose, fruktose, humle, korianderfrø og appelsinskal. Nøgleingredienserne er vand, humle og malt – og mon ikke der også er noget gær et sted.

Bouqueten er heller ikke videre vinøs. Derimod leverer den en regulær næsestyver af fusel og rå pilsnerhumle. Der er om ikke andet en kraftfuld oplevelse i vente, omend vi er milevidt fra fordommene om fransk ynde (det hedder i øvrigt “ynge” på Royal Unibrewsk) og elegance. En skarp syrlig kant peger tværtom mod nord, mod nabolandet Belgiens meget forskelligartede og noget sværere tilgængelige udvalg. Den alenlange deklaration peger i samme retning, ligesom det fedtede, høje og klæbrige skum, mens kuløren – flot messinggylden – sammen med bouqueten peger mere mod øst, mod Tyskland.

I samme retning peger smagen med en tung, hårdtslående og skarp pilsnerbitterhed, som man kender det fra hjemlige spritterøl, men vitterlig med en uventet elegance og præcision i aromaen, så missmage og ubalancer undgås – i hvert fald i første omgang.

Det belgiske indslag gør sig nemlig snart gældende med en skarp syrlig kant af umoden banan. Den gør sin sviende entre ved gummerne, og yder en slagkraftig øloplevelse et ekstra punch … i hvert fald så længe brygget er veltempereret, hvilket i dette tilfælde vil sige frisk fra køleskabet.

For dette bryg, sin alkoholprocent på 7,9% til trods, fungerer klart bedst ved lave temperaturer. For direkte proportionalt med bryggets lunhed træder isoamyl acetatens skarpe banansmag mere og mere frem. Ved 5-6 grader lægger den sig perfekt iblandt bryggets andre slagkraftige aromaer, men så snart brygget får lov at stå, træder bananen uhensigtmæssigt meget frem og gør brygget surt og metallisk.

Det er i grunden synd, uden det skal ligge bryggeri eller øl til last. For det er vitterlig en lækker oplevelse ved den rette, lave temperatur.

Hvordan brygindustrien afregner det ekstra gebyr for den importerede flaske blander jeg mig ikke i, men jeg håber det bliver så svært for dem, at provenuet ryger.

Så kan de lære det …

La Barbaude Maltador, Brasserie Artisanale Nîmoise

Jeg går jo heller ikke ind for den slags …

Jeg har taget en bid mere af den fine kage, min søster gav mig i fødselsdagsgave … altså den fine samling af både danske og udenlandske øl. Den første bid blev taget kort før nytårsaften som den sidste nyafprøvede øl i 2017.

Forventningerne er oppe under loftet, hvilket ikke altid er godt. For man bliver så uendeligt meget lettere skuffet, når forventningerne er i den stilling. Udenpå lover brygget ellers godt – det er mørkt, der er en vild tyr på etiketten, og som rosinen i pølseenden – der er et ordspil, der passer aldrig så nydeligt til min egen tørre humor … typisk far-humor, har en af mine kolleger, og ved en enkelt lejlighed også ølpusher, kaldt den. Passende velsagtens al den stund at jeg er far.

Ordspillet, hvis man ikke skulle have regnet det ud, er udsprunget af illustrationen på etiketten – tyren. Som man måske ved, er ‘Matador’ ikke kun en TV-serie skrevet af en aldrende journalist, der på sine ældre dage er blevet småracist. Det er heller ikke kun et spil, der går ud på at lege brutal bolighaj i København og opland. Det er også betegnelsen for chefdyrplageren i det castillianske halvdiktaturs modbydelige tyrefægtningsritualer. Smid et ‘l’ ind det rigtige sted, og hokus-pokus – så har man et fixt navn til en øl.

Som antydet går jeg ikke ind for den slags. Tyrefægtning er en afstumpet pseudosport og en øvelse i at slagte en tyr på den mest langtrukne og pinefulde måde – foran et publikum. Altså, really?

Ikke desto mindre vækker det jo nogle forventninger til øllet. Der er noget vildskab, noget passion, noget temperament …

… og måske ikke …

Brygget glider i hvert fald ikke bare lidt, men alt for let ud af flasken ved skænkning. Viskositeten matcher overhovedet ikke en stout – ikke engang en let stout – men derimod en hvilken som helst småkedelig industriel pilsner. Skummet kan man kortvarigt glæde sig over – letgyldent og klæbrigt er det, men igen langt under hvad enhver anstændig stout burde opvise. En odeur af billig whisky – sådan som jeg forestiller mig et blend af udvalgte industrielle grains måtte smage – kombineres med lys karamel i en småkvalm, sprittetsød væmmelighed, der måske ville appellere til samme segment som vodkanisser, Bacardi Breezer og Mokaï.

Såvidt brygget i næsen. I munden bliver det ikke meget bedre. Brygget er tyndt, tyndt, tyndt – helt uden en forsonende, eller bare undskyldende tæthed for de bristede forventninger i prologen. En konturløs bitterhed af alt for spinkel kaffe har fået et skud syrnet ananaskirsebærsaft i sig – af aldeles uvisse årsager, da dette passer præcis lige så godt sammen som forventet – som en firkantet klods i et rundt hul, som en Richard Ragnwald-CD i udvalget af norske Black Metal-LP’er i pladeshoppen, som Shakespeares samlede værker i en reol fyldt med Barbara Cartlands samme, eller kort sagt – ikke.

End ikke de 8 % alkohol formår at holde sammen på den rodede sjuskebunke af modstridende indtryk. Sammen med de andre ting vælter den uintegreret og planløst omkring uden den mindste anelse om, hvorfor!?

Og sådan plasker det alt for lette og flydende bryg kækt og lystigt rundt – som en lalleglad elefant i et kæmpe badekar, og ingenlunde som en olm tyr i arenaens støv eller mudder. Dette var ikke hvad man var blevet lovet!

Det er først nu, dage efter at øllet er drukket, at jeg på bagetiketten opdager følgende lille oplysende passus: “est inspirée des stout irlandaises” – Inspireret af de irske stouts. Vel, i det minste har plottet da en vis tykkelse i dette sløset sammenkastede stykke pulp-fiction. Egentlig er det synd for irerne, at de stadig så mange år efter at landet … eller okay, det meste af landet blev befriet fra englænderne, skal have skylden for så mange dårligdomme. Men lige når det gælder deres øl – ikke mindst deres stouts – er jeg faktisk med på at udpege dem som skurkene. For irsk øl – det være sig red ale, stout eller hvad det ellers er de blander derovre, har kun været noget at råbe hurra over, når de valgte at brygge noget andet end det der anses for at tilhøre traditionel irsk ølkultur.

Og her til sidst må man også undre sig over, hvad referencen til tyrefægtning dog måtte have at gøre med irsk øl. Men det passer jo sådan set meget godt ind i det øvrige, usammenhængende rod, som endnu et stykke usammenhængende rod.

Og hvilket rod!

La Goudale IPA, Brasseurs de Gayant

Selv tyskerne styrer det bedre …

Et impulskøb. Det beskriver vel bedst grunden til at jeg nu skriver om denne øl. Den stop på en hylde med spotvarer i Netto på Rantzausgade, Nørrebro. Ingen pris, ingen beskrivelse, ingenting, andet end at jeg kunne huske, at jeg havde prøvet øllet engang før – sidste år til jul. Nåhr ja, og så havde flasken en fiks form. Jeg køber ellers aldrig varer, hvis ikke der står pris på – det er vel sådan en slags principsag, men her gik jeg altså på kompromis med de gode intentioner, og valgte at lægge den i kurven alligevel.

Og se nu, hvad der kom ud af det … At Frankrig i det hele taget ikke har formået at imponere særlig meget som brygnation burde have tjent rigeligt som advarsel. Min erfaring indtil videre har været, at franskmændene enten lader alle deres bryggerier opkøbe af aktører fra andre lande – gerne Danmark, idet Carlsberg har sat sig på den lokale industrigigant Kronenbourg – eller de brygger sløje kopier af klasseøllene fra nabolandet mod nord – Belgien.

Her har de åbenbart prøvet at koble sig på den globale ølrevolution med en international klassiker. IPA stammer måske nok fra Storbritannien oprindeligt, men den har gået sin sejrsgang i alle de lande, hvor ølrevolutionen har slået igennem.

Dette franske bud på en IPA starter utraditionelt, men i øvrigt hæderligt med en frisk duft af sure æbler, der måske lige akkurat er begyndt at gære. Humlen – typens signaturingrediens – lurer såmænd stadig i baggrunden. Indtil nu glædes man mere ved det nyskabende end en svigtende karakter.

Idet brygget når kæften, er indtrykket imidlertid et ganske andet. Humlebitterheden er der da. Men selv ikke videre karakterfulde pilsneres bitterhed er mere rå og voldsom end dennes. Mundfornemmelsen er underligt glat og indifferent. Brygget er dovent i udtrykket, hvilket dæmper den friskhed, der ellers også karakteriserer brygget. I det hele taget er førstehåndsindtrykkene præget – ikke af den egentlig lovende anderledeshed fra duften, men derimod en voksende skuffelse over, at anderledesheden som frygtet indikerede, at der var tale om en fredagsmodel.

Leder man lidt og giver man den lidt mere tålmodighed, end den egentlig fortjener, kan man da også finde IPA-noterne i den nogenlunde friske træbitterhed ved gummerne. Samme types tegn på, at der ikke har været helt styr på processerne – gærsmagen – titter imidlertid også frem, omend i et ikke videre generende omfang.

Så selv på de parametre, hvor brygget mislykkes, kan det ikke engang finde ud af at mislykkes ordentligt. Både på det positive og det negative er brygget på det jævne i en grad, så man dårligt kan andet end at være jævnt skuffet. Akkurat bestået, må være dommen over dette første franske forsøg, jeg har prøvet, på at tilkoble sig den globale ølrevolution.

Et andet land, jeg ikke sjældent beskylder for at have ringe held med at tilkoble sig ølrevolutionen er Tyskland. Hvor mange gange har jeg ikke brokket mig over tyskernes konservatisme og modvillighed mod forandring. På det felt har de her fundet deres overmænd m/k. Tyskerne brygger vitterlig IPA’er der er klasser bedre end franskernes.

Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg

2017-09-28 20.46.03Bestået …

Jeg har djævelsk meget om ørerne for tiden. Jeg arbejder, bijobber og vil gerne have solgt min bil. Min fars flytning kræver også meget, så der bare ikke er tid til at blogge lige så meget som jeg ellers gerne ville. Men nu har jeg endelig fundet et hul, så jeg kan få Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg lidt fra hånden.

Forleden aften var min gode ven Gedved igen på besøg. Han havde glemt nogle ting her da han forleden overnattede. Han havde øl med, som jeg allerede havde prøvet, så i stedet stillede jeg en af de øl i delestørrelse, jeg havde stående frem.

Jeg betragter den lidt som et hængeparti. En øl, der længe har stået i standardudvalget i supermarkederne, som jeg tænkte, jeg hellere måtte se at få anmeldt, da jeg i sin tid så den. Nu var der så også endelig en anledning.

Carlsberg står i sidste ende bag. Typen er dog ingenlunde dansk, men belgisk. En hvedeøl – en wit, som det ville hedde i Belgien. Men i Europas måske mest fremmedsprogsfjendtlige land, Frankrig, har de selvfølgelig egne navne for den slags – en Blanche.

Generelt bryder jeg mig ikke om stilen, men prøves skulle den. Et flot, citrongult bryg med højt knitrende skum – såvidt så godt. Duft af lime og banan – meget banan. Rigeligt til at varsle ilde.

Men helt så meget af banan smager den dog ikke. Det syrlige og gærede står stærkere end det vammelsøde, og det endda i en grad, så det faktisk formår at behage jævnt. Syre af lime, friskhed og afdæmpet sødme af græs, en tand for meget gær, som den præsente alkohol heldigvis formår at afdæmpe behørigt. En krydret antydning af kommen på bagkant yder desuden brygget en for genren tiltrængt skarphed. Gedved nævnte kardemomme, uden at værten dog selv oplevede den.

Overordnet en autentisk frisk øl, der, som det nu er almindeligt med hvedeøl – om de hedder Hefeweizen eller Wit, lægge mere vægt på bryggets tørstslukkende egenskaber end dets aromatæthed.

Gedved fandt den således tynd og vandet.

2-stjerner

Jeg synes akkurat den klarer cuttet, men så heller ikkke mere

3-stjerner

La Goudale de Noël, Brasseurs de Gayant

Fornyende julet …2016-12-24-13-28-44

Julen er traditionernes tid. De sidste mange år har vi holdt jul i familiens skød, og det skulle en skilsmisse bestemt ikke komme i vejen for. Vi var endnu engang fire personer høj til formidabel julemiddag og forudgående hygge på min ekskones bopæl – foruden hende og mig, var der vores to børn.

En anden tradition, jeg har holdt fast i er, at jeg i løbet af dagen åbner en øl i selskabsstørrelse, som jeg så nipper til, mens juleforberedelserne står på. Selvom jeg tit vælger øllen til dét formål et godt stykke tid før jul, er det mere end noget andet rent og skært tilfælde, hvilken øl, det bliver. Det kunne aldrig falde mig ind at søge på nettet, endsige i kataloger, efter den perfekte nippeøl til juleaften. Jeg ved at jeg nok skal finde noget egnet, når supermarkederne går i juleselvsving fra midten af september.

Denne øl fandt jeg dog lidt senere end jeg plejer – vel en uges tid før den store dag eller deromkring – i Netto på Ålekistevej i Vanløse. Der lå den bare, og så så vidunderligt uprætentions og afslappet julet ud, midt i alt det tyske industrielle juleslik, der med sine næsten flænsende røde indpakninger lignede en mellemting mellem et flammeinferno og samtlige stopsignaler fra alle lyskryds på Frederikssundsvej. Nej, den skulle ikke ligge der og føle sig anderledes …

Selvom øllet er fra Frankrig (og angiveligt en ganske særlig fransk type ved navn Bière de Garde (som jeg ikke gider give egen kategori, da jeg har rigeligt med stort set ubrugte kategorier i forvejen)), dufter brygget mere belgisk. Det afgiver en noget syrlig odeur ikke ulig Oud Bruin ledsaget af anis- og nellikenoter. Kroppen er spinkel og letflydende og manifesterer således rigtig mange egenskaber, som jeg sætter pris på ikke karakteriserer min juleøl.

Men aromaen er jo dejlig krydret alligevel. Nellikerne brænder igennem og minder om frostklare julenætter i bjælkehytten bag pejsen med et krus hed glühwein i hånden … Det er fascinerende, hvordan man kan få minder om noget, man aldrig har oplevet, endsige ejet, blot ved at nippe til en øl … Ved mandlerne indtræder syrlig bitterhed – halvgamle hasselnødder og syrnet kål.

Det lyder værre end det er. Langt værre. For selvom brygget bestemt ikke kan anklages for at være særligt let tilgængeligt, er det stadig forunderligt julet, omend måske ikke lige på den måde som traditionen ellers foreskriver.

Men alle julens smage, dufte og aromaer er der jo: Rødkålen, nødderne, krydderierne. Tilgangen er blot en lidt anden, og hvor jeg næppe ville anbefale dette bryg til flæskestegen og anden, ville den passe aldeles glimrende til dadlerne, fignerne og nødderne bagefter – evt. som ledsager, hvis rødkålen ikke blev spist op, og der skulle snackes på dén morgenen efter.

Og sådan blev alle juletraditionerne overholdt, og så måske alligevel med en af de små justeringer der gør, at julen over tid alligevel forandrer sig.

Glædelig baghjul.

4-en-halv-stjerne

Grimbergen Blonde, Kronenbourg/Carlsberg

(Måske) som en Blonde skal smage?

Det foregående indlæg har måttet revideres et par gange, da flere og flere oplysninger om bryggeriet blev mig meddelt fra diverse kontakter. Bryggeriet bag er som bekendt Kronenbourg, og det er ejet af hjemlige Carlsberg. Ja, man undgår åbenbart ikke at støtte den danske bryggerigigant, blot fordi man periodisk holder sig til  udenlandske øl. Jeg har desuden møjsommeligt rettet overskrifter og etiketter til, så de nu passer til de nye oplysninger.

Jeg er til gengæld klar med et korrekt kategoriseret indlæg om dagens øl, der er foregående øls lyse broder – en Blonde, som det hedder på fransktalende kanter.

Den belgiske lyse klosterøl, der betegnes blonde, har jeg flere gange været oppe at toppes med. Adskillige gange har typen smagt af en modbydelig blanding af kogesprit og marcipan (bemærk, at jeg holder meget af marcipan – blot ikke i kombination med denatureret sprit), så det er altid med en vis skepsis, at kapslen ryger af.

Bouqueten, der ved skænkning optager en ikke ubetydelig del af rummet, præges da også af den skarpe spritfylde og det indtryk af franskbrødsdej, der typisk varsler om den alkoholiserede marcipanblanding. Et forsonende sødt element af modne æbler formår dog at formilde indtrykket. Det matcher desuden bryggets udseende fint. Skænket i et stort glas ligner det æblejuice (i den lille handy flaske formørkes den del af flasken, hvor brygget er, ellers næsten ikke på grund af bryggets lyse klarhed) med langsomt vigende skum, der nok er kridhvidt, men også formår at klæbe til glasset med nogenlunde den samme evne som friskpisket marengsmasse.

Og æblesmagen går også igen i bryggets sødme, der også er det bærende element i øllets karakter. En syrlig kant af grape og lime mærkes indledningsvis, og hele arrangementet rundes af med en bitter bagsmag af humle. Det bitre indslag er nok svagt, men alligevel præsent nok til at gøre væsen af sig. Syrligheden kan ikke se sig fri for at være en smule metallisk, men heldigvis ikke så meget, at det egentlig ødelægger. Derimod giver det brygget en frisk, tørstlukkende kant, man må sætte pris på i forsommervarmen.

Og brygget smager ikke af gær, som det antydes i smagen. Man fornemmer, at man af samme årsag undgår den problematiske kombination af sprit og marcipan. Sødmen fra de mislykkede bryg er der i æblesmagen, men spritten og gæren, der giver kartoffelbrændevin/kogesprit-indtrykket udebliver.

Jeg tænker, at det må være sådan her, det er meningen, at den belgiskinspirerede blonde egentlig skal smage. Sødt og syrligt skarpt, med en bagkant af bitter humle. Det hænger i hvert fald nogenlunde sammen i denne øl, og selvom det nu ikke er nogen åbenbaring, og denne øltype fortsat ikke er mit store nummer, så aner man omsider konceptets positive intention.

3-stjerner

Grimbergen Double-Ambrée, Kronenbourg/Carlsberg

Lidt ud af mængden.
Bryggeriet bag dagens øl kræver en kommentar. ‘Brygget af BK, [en eller andet postnummer] Strasbourg’ og jeg har ikke rigtig orket at finde ud af noget nærmere om bryggeriet – såsom hvad det er en forkortelse for. Brygget selv skulle dog være autentisk trappistøl, og ud over tit at give mig en rædsom hovedpine, så smager det som regel også dejligt.
Denne øl formår desuden at se rigtig flot ud. Ganske vist er brygget filtreret, men det er også det eneste man kan klage over, og så ved man også, at risikoen for, at det indledende smagsindtryk rykker sig afgørende i forhold til førstehåndsindtrykket, er ret lille. Selve brygget er mørkt rødbrunt med gråligt og hurtigtvigende, omend også klæbrigt skum. Duften er sødt maltfyldig og aromatisk af især svesker.
Det er især de søde maltnoter, der dominerer brygget. Igen smager man svesker, men også et letsyrligt indslag af citrusfrugter på en bund af fyldig og sød malt. Eftersmagen er også primært maltpræget, men med en lækker fylde og aroma af cherry, cognac og portvin.
Fuld knald på smagen er der ikke, men brygget smager ganske rart alligevel, og desuden på en karakteristisk og individuel manér, der om ikke andet får brygget til at stikke mere end bare en smule ud fra mængden.

4-en-halv-stjerne

[Update!]
Jeg har ved en anden bloggers mellemkomst fået at vide, at BK står for “Brasserie Kronenbourg”. Samme blogger har gjort mig opmærksom på, at nærværende øl ganske vist er klosterøl, men ikke trappistøl. Etiketterne er blevet rettet til, som det sig passer efter de nye oplysninger.
Tak, Black Ben.

Ch’ti Ambrée, Brasserie Castelain

Flad mørk broder

Jeg er mægtig glad for at have fundet denne øl. Før jeg flyttede til Irland havde jeg den faktisk liggende klar til anmeldelse i køleskabet, men nåede aldrig at få den anmeldt før vi skulle af sted. Den blev givet væk sammen med resten af vores beholdning af økogrønt og andet godt til nogen, som jeg vidste ville glædes ved det. Alligevel irriterede det mig lidt, at jeg aldrig fik gjort skriblerierne om Brasserie Castelains øl færdig.

Men da jeg så kom hjem igen, viste det sig, at den stadig kunne fås i Fakta Hvalsø … Jeg blev en lille smule gladere for, at vi var taget hjem – ikke at jeg kunne være blevet meget gladere for det, men det blev jeg altså alligevel. Ikke bare kunne jeg skrive et påbegyndt kapitel på ølbloggen færdig, jeg kunne også smage den mørkere variant af en øl, jeg faktisk havde været ganske begejstret for. Mørkere øl er for det meste bedre end de lyse, så det var med tilbageholdt åndedræt og forventning om en lækkerbisken, at øllet med et tydeligt “ch’ti!” blev knappet op.

En brusende søjle af ravgyldent bryg rejser sig under en solid, cremet marengsbræmme. I sandhed ambrée! Den søde duft af blommer blander sig med den bitrere note af pilsnerhumle. Smagen mangler i hvert fald ikke fylde. Det er sødt, føles som fløde i munden og giver en pikant krydret note af lakrids og valnødder.

Desværre er brygget bare ikke kraftigt nok. Det er en velsmagende øl, der er venlig og stryger én med hårene, og derfor også hurtigt bliver småkedelig og lidet inspirerende. Ja, den smager måske nok godt, men det er alligevel ikke helt nok. Den mangler simpelt hen saft og kraft til at kunne være mere end bare almindeligt godkendt.

Det mørke øl er altså ikke altid bedre end det lyse. Ch’ti blonde er aldeles anbefalelsesværdig, mens nærværende mørke broder sammenlignet dermed er en skuffelse, uden dog at være noget nær udrikkelig, ubehagelig eller noget i den retning.

Det mest imponerende ved øllet ender med at være skummet, der klæber til glasset i store, fede, cremede mosaikker. Det kan faktisk undre, at øl, der i bund og grund er småkedeligt kan klæbe så flot og se så flot ud.


Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme