Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Færøerne

Jóla Bryggj, Föroya Bjór

2015-12-09 19.50.30Kolonien kan …

Indtil videre har jeg ikke været voldsomt imponeret af færøsk bryg her på bloggen. Men ret beset har der jo også kun været ét indtil videre. Det blev beskrevet helt tilbage i Aarhus-tiden, og endda drukket på hin valgaften i september 2011 – længe før emigrationen til Irland overhovedet var i tankerne. Brygget smagte, så vidt jeg kan vurdere fra anmeldelsen, som billig håndsæbe med harsk eftersmag.

Ikke ligefrem et lovende førstehåndsindtryk for færøsk øl, men nu skal det understreges, at bryggeriet denne gang er et andet. Der er tale om det ældste eksisterende bryggeri på Færøerne, og det næstældste nogensinde – Föroya Bjór. Kun det hedengangne Restorff Bryggjarí var ældre, og da det gik nedenom i 2007, overtog Föroya Bjór en del af produktporteføljen. Om denne var én af dem tvivler jeg på, men jeg har af dovenskab ikke fået googlet mig frem til det.

Jeg har prøvet deres produkter et par gange før – deres pilsner tilbage i 1991, da jeg var på tur til Færøerne med ungdomsskolen (og jeg drak en øl, selvom vi ikke måtte, hæ hæ hæ!) Siden prøvede jeg en stribe af dem på et københavnsk spillested under Copenhagen Jazzfestival i 2006 – det var vist deres classic, som jeg husker som … vil ingen ekstraordinær øl, men smagfuld og mere interessant end den danske ækvivalent fra Carlsberg.

Nærværende øl behøver jo heller ikke rage op i skyerne for at overgå den i forvejen ret lave standard for den kendteste danske juleøl. Alene ud fra det visuelle er denne øl i allerede mere interessant. Den er ret mørk, og duften afslører en i grunden ganske fremtrædende og sød maltprofil, der for længst har sprængt rammerne for, ikke bare hvad dansk standardpilsner kan diske op med, men så sandelig også danske julebryg.

Malttyngden fortsættes i smagen, og hurra for det. For brygget er mere end adækvat fyldigt, sødmen er umiskendelig og i det hele taget har brygget netop en aromaprofil, der passer til den fede julemad – flæskesteg, brunede kartofler, sveskefyldt and, sovs …

Og denne øl kan man i øvrigt også drikke flere af, uden at det bliver for meget. For den forbliver en standardøl, og ikke en specialøl. Den markante maltprofil gør det til en god standardøl, der i øvrigt behændigt undgår standardøllenes faldgruber, såsom syrlighed og vandighed.

Men kraften kunne have været større – men hey, i julen – og navnlig ved julefrokosterne – må man gerne få mere end bare en enkelt eller to under vesten. Og som en smagfuld afløser til den harskt bitre snebajer er dette bryg aldeles oplagt.

Færingerne brygger bedre standardjulebryg end kolonimagten. Så kan vi lære det!

3-stjerner

Okkara Ólavur, Okkara

Denne øl blev købt på bogmesse i Ridehuset i Aarhus. Det var såmænd ikke fordi, jeg tog derind med skumle bagtanker om at tjekke baren ud, det var faktisk for at kigge på bøger, for sådan nogle kan jeg faktisk godt læse – omend langsomt. Desuden har en af vores venner, Ole, netop udgivet sin første Roman, der kan bestilles her, og vi var selvfølgelig også nede for at høre ham læse op.

 Og bare fordi jeg nu med rette – og med gustent overlæg – kan hævde, at jeg selvfølgelig ikke fremhæver familiens talenter før andres, så er det med slet skjult stolthed, at jeg kan annoncere, at min kære viv også har udgivet en roman. Hun giver Marklund, Egholm, Wolf og Läckberg kam til håret, gør hun (denne karakteristik står naturligvis for egen – og ikke hendes – regning), i denne blodige grungeroman, som kan bestilles via Books on Demand her.

Ja det er da fantastisk, som jeg lige pludselig skriver løs om bøger, er det ikke? Jeg kunne også skrive lidt om det nys overståede valg, for det var netop på valgaftenen, at – nej, det var ikke på valgaftenen, at der var bogmesse – jeg drak dagens øl. Skrev jeg drak? Ja, det gjorde jeg, og hvorfor jeg valgte lige netop det ord, er der en særlig pointe i, der vil blive klar for læserne senere.

Okkara Ólavur er en færøsk øl. Tilbage i 1991, hvor jeg var med den lokale ungdomsskole på Færøerne, fandtes der kun ét bryggeri deroppe, nemlig Föroya Bjór. Jeg husker det som meget bittert og ikke som nogen særlig nydelse, men dengang havde jeg heller ikke den nørdede interesse for øl, som jeg har i dag. Til gengæld fik jeg lejlighed til at smage Föroya Bjór for nogle år siden igen, og da faldt de egentlig ganske fint i min smag – lidt kraftigere og mere afrundet i smagen, end vanlige danske pilsnere – men selv det er ved at være længe siden, og det er iøvrigt ikke det bryggeris øl, vi her har med at gøre.

Okkara er et nyt bryggeri – så nyt, at der i skrivende stund ikke findes en dansk Wikipedia-artikel derom – grundlagt i 2010, og så nyt er det, at de har valgt at bruge deres facebook-side som officiel hjemmeside. Det er ikke nemt at finde informationer om bryggeriet på andet end færøsk, og der må jeg indrømme at mine evner til at gætte ud fra kontekst og hvad der ligner noget man kender, kommer til kort. Jeg fandt dog en anmeldelse af en af deres øl, hvoraf det fremgik, at brygmesteren hedder Høgni Jensen, og er oplært af tidligere brygmester på Thisted Bryghus, Peter Klemmensen. Det lyder jo ganske forjættende. Øllet holder 5,8% ligesom logoet hælder præcis det samme – fordi det indtil for nylig var grænsen for, hvor stærkt øl, der måtte brygges på Færøerne.

Okkara Ólavur indeholder ellers fire slags humle, og kandiderer jo nærmest til at være en høstbryg. Desuden indeholder den karameliseret … et eller andet færøsk, som jeg ikke kan regne ud, hvad betyder (poknutum gróti). Og sidst – men bestemt ikke mindst slemt – tilsætningsstofferne E300 (som vel er uskadeligt) og E233 – en fæl sulfittilsætning, der ikke har noget at beskaffe i øl!

Duften lover ellers godt – en kraftig, frugtagtig søde, hvori der melder sig nogle kraftige, rene, bitre humletoner fra det dyborange bryg, der lige netop er en kende mørkere end jævn dansk pilsner. Skummet er hvidt, tæt, og holder ret godt. Allerede her melder der sig dog også en syntetisk, metallisk bilugt, noget overmodent korn og en vis sprittethed, der må undre i forhold til den ellers ikke  høje alkoholprocent.

Smagen kan lettest beskrives som kraftigt syrligt-metallisk med en letbitter eftersmag. I det øjeblik brygget  rammer tungen, smager den pilsnerbittert, som man kender det, men herefter overtager en ret skarp, syrligt-metallisk smag, der intet godt gør for øllet. Efter at have overvejet lidt, hvad øllet egentlig smager af midtvejs mellem svælg og tungespids, nåede jeg til en smag, der svarer til, hvordan jeg ville forvente, at billig håndsæbe smager. Den ender med en harsk bitterhed bagest i kæften, som man skal være til meget bittert øl for at kunne nyde på nogen som helst måde. Bitterheden kan sammenlignes med sure sokker eller overfladen på en vellagret ost, der har stået uden for køleskabet natten over. Det eneste gode, man måske kunne sige om smagen er, at den trods alt har en vis fylde, og ikke virker tynd. Men hvad gør det, når den iøvrigt smager fælt? For så smager man blot det fæle så meget desto mere.

Det er måske nok en øl med karakter, og derfor en øl med noget identitet. Men det er ikke for det gode, man husker den. Den er kort sagt forfærdelig, og ikke noget, jeg vil anbefale nogen at drikke. Af samme grund blev nærværende øl drukket – ikke nydt, og det blev slet ikke drukket ud, næh, der røg en ikke ubetragtelig rest ud i afløbet. Det var en fornøjelse at huske på alle de spændende ting, der er sket i mig og min families liv på det sidste, men at genopleve afprøvningen af denne øl var ikke noget at se frem til, hvilket også forklarer nærværende indlægs lange indledning.
1-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme