Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: England

Christmas Ale, Shepherd Neame

Pretty English …

Glædelig jul allesammen!

Juleaften tilbragte jeg i min nære families skød, det vil sige hos mine børns mor. Jeg er evigt taknemmelig for, at man stadig kan være venner og få den slags til at fungere, selvom man har en skilsmisse bag sig.
Julen er traditionernes fest, og traditionen tro havde jeg fundet mig en øl, jeg kunne drikke langsomt i løbet af juleaftensdag, mens min eks’ fede, lækre julemad var i sin vorden. Fint skulle det være i forbindelse med højtiden, så det blev en øl i en særlig emballage – en nydelig papkarton i julens farver uden om flasken.

Bekymringen lurede imidlertid. Hvor ofte har man ikke oplevet, at den fine indpakning blot var til for at skjule, at indholdet bestod af vanlig, generisk standard og gerne lavere end det? Men julen er vist nok også håbets tid, så op af emballagen blev den mindst lige så flot-etiketterede flaske hevet, behørigt åbnet og skænket.

Flot er brygget i hvert fald. Gyldent skum, som jeg ikke skal brokke mig for længe over, faldt lidt hurtigt, over det fineste, dyborange bryg. Undtagelsesvis fangede kameraet, trods overbelysning og andre tegn på, hvor elendig en fotograf, jeg faktisk er, bryggets udsøgte lød perfekt. I en noget mere rødlig nuance blinker advarselslamperne – omend uden lyden af alarm – da næsen sættes for brygget. Syrligt, mere end noget andet – men også krydret. Nelliker og en snert af muskat byder trods syre op til hyggelig dans om juletræ, og således fremstår brygget alligevel julet, selvom det indledningsvis ikke peger helt så meget som ønsket i den retning.
Oplevelsen fortsætter i smagen. Ja, brygget forekommer en smule syrligt, men ledsages også af en solid bitterhed af mørk træ, og flere julede krydderier. Malten leverer også adækvat fylde og en snert af honning. Det hele passer fint sammen, også selvom det måske ikke matcher dansk jul perfekt.
Men nu er brygget jo ligegodt heller ikke fra Danmark. Det er fra England, og er i virkeligheden et ganske fint eksempel på britisk brygtradition. Det nydes bedst tempereret, og vil forekomme mere surt end det vandige pilsnersprøjt de fleste spytter i på vore længdegrader. Det er baseline. Derudover er der fine nye og gamle smagsnuancer at finde og udforske – et lille undervisningsstykke i en fremmed brygtradition passer mig fint i en højtid, hvor traditionsbundetheden kan være kvælende.

Det glæder mig, at det omsider lykkedes mig at finde noget, der mindede om en ordentlig juleøl. Eller i det mindste en juleøl, der smagte godt. Det er ikke den mest perfekte øl til julebordet måske, men den leverer en oplevelse der er julen værdig med rigeligt af julens aroma – i et for os (brunede) kartoffeldanskere uvant arrangement.

Endnu engang glædelig jul. Se mig eventuelt på internettet klokken 13 i dag.

Theakston Pale Ale, T&R Theakston

Kun en antydning …

Jeg tager lige en enkelt øl uden for tema. Normalt foretrækker jeg en arbejdsrytme der hedder én øl én anmeldelse, og så videre til den næste. Når anmeldelserne sådan hober sig op, som de gjorde da Ole var på besøg bliver jeg ofte stresset og irriteret over, at jeg stadig mangler at anmelde alt for mange øl, før jeg kan komme videre.

Det er ikke så galt denne gang. Og det er vist også snart det eneste gode at fortælle om min situation for øjeblikket. Jeg har endnu engang taget hovedspring dybt ned i mit sinds allermørkeste afkroge, hvor jeg krummer mig sammen og isolerer mig, tynget af den depression, der startede da jeg i begyndelsen af januar blev arbejdsløs.

Jeg sover dårligt, jeg spiser dårligt, jeg negligerer mine daglige gøremål såvel som mine hobbyer … igen taler det til min fordel at jeg mister lysten til alkohol når jeg har det sådan. Kravene til, hvad jeg skal søge af stillinger når jeg kun med nød og næppe, for blot det at skrive en ansøgning forekommer mig som en umenneskelig stor kraftanstrengelse. Det er en ren og skær ørkenvandring, for alt man kan se frem til, er dyb tavshed om de afsendte ansøgninger og et afslag ind imellem.

Og således går den uendelige nedadgående spiral: For hvert afslag dumper jeg dybere og dybere ned i depression. Snart rammes jeg også af sanktioner fra jobcenteret, og sådan er det system, der skulle hjælpe mig til at få et job, indrettet til kun at gøre mig endnu mere syg og elendig.

Imidlertid er det lykkedes mig, at finde et par småtjanser i næste uge. Et eller andet skal jeg jo have tiden til at gå med. Men lur mig, om det ikke også bliver noget, jeg på en eller anden måde bliver straffet for? Det plejer man at blive, når man finder noget at lave selv.

Men lad os nu se. At det rent faktisk lykkedes mig at finde lidt, bremser jo om ikke andet faldet mod bunden en lille smule. Og således fik jeg endda taget mig sammen til at knappe en ny øl op den anden dag. Det betyder et kort afbræk i det efterhånden lange tema om Oles og mit amokløb i topkvalitetsøl – men kender jeg mine læsere ret, vil de fleste af jer nok mene, at der ikke er noget jeg behøver ønske tilgivelse for.

Den her Pale Ale stammer vist helt tilbage fra Marcus’ besøg i sensommeren. Men ingen deciderede missmage eller andet har peget i retning af, at brygget skulle have ligget for længe. Den generiske, men også meget spinkle, duft af humle gør for så vidt godt efter det flotte, kobberrøde, men svagtskummende bryg er skænket. Til bryggets fordel taler også, at missmage bedst optræder, når der til at begynde med, er noget smag at ramme ved siden af. Det er imidlertid kun i ringe grad tilfældet her.

Masser af vand, en metallisk note der ikke rigtig gør fra eller til, og så ellers glimtvise prik af diskret, spinkel og svag bitterhed. En bitterhed der faktisk er tydelig nok til at kundgøre, at om den havde været kraftigere, havde den også været en nydelse. Nu er den imidlertid så svag, at den akkurat mærkbare kvalitet føles som rød klud – en næsten provokerende forsmag på, hvad brygget kunne have været, men ikke blev … fordi … øl bare alt for ofte ikke må smage af for meget, åbenbart?

Vel, når man sådan går og har mistet lysten til øl, fordi man er depri, kan man jo også glæde sig lidt over alt det kedelige og tynde øl, man undgår.

Det er vist noget med, at man skal prøve at se tingene fra den lyse side, når man har det som jeg har det. Således skulle mit forsøg på dette være demonstreret. Læserne må vurdere hvor godt det lykkedes.

Yu Lu, Siren Craft Brew (Ole Øl-Ninja 8)

Meget ansvarligt …

Efterhånden kunne man jo godt mærke, at man havde været igennem nogle øl. Præcis hvor mange, havde vi til gengæld nok begge for længst mistet overblikket over.

Heldigvis havde Ole købt bredt ind, så vi kunne smide øl som den her ind ind imellem (ja, der skal faktisk være to »ind«’er efter hinanden i den sidste sætning) – dvs øl med ikke helt så voldsomt meget alkohol. På videooptagelsen kalder vi den alkoholsvag, selvom den faktisk indeholder mere alkohol end den (indrømmet – arbitrære) grænse, jeg selv har valgt for, hvornår jeg kategoriserer øl som alkoholfattige. Min grænse går ved 3,0%. Alt derunder anser jeg som alkoholfattigt. Alt på eller derover – not so much.

Den her holder 3,6%. Så den alene bliver man selvfølgelig ikke fuld af, og det er heller ikke sådan, at den kunne gøre voldsomt meget mere skade på de efterhånden småvisne øltestere, end der allerede var sket.

Ole hævdede, at bryggeriet – endnu en debutant på bloggen, Siren Craft Brew – har vundet flere priser, men på trods af tilsætning af appelsinskal og te (det er vist kun anden gang det er sket i bloggens historie) nåede oplevelsen langt fra nogen overdrevne højder.

Bouqueten virkede parfumeret mere end noget andet. Ud over nogle citrusnoter, der kunne stamme fra appelsinskallen, afgav det duft svarende til en is, baseret på rosenblade, jeg fik i Taiwan. En speciel, omend ikke videre kulinarisk, oplevelse. Det skulle vise sig, at jeg ikke stod alene med den oplevelse – Ole havde faktisk prøvet noget tilsvarende.

For ham bød brygget også på et gensyn – med stort set alle andre Siren Craft Brews han havde prøvet. På trods af bryggeriets mange priser, har han aldrig været videre imponeret over bryggeriet. Som udgangspunkt er bryggets tørre og rene humlearoma ellers ikke værst. Desværre mangler brygget til gengæld enhver fylde og tæthed, der kunne gøre oplevelsen fuldendt. Det forbliver hult og småkedeligt – og det hjælper ingenlunde at humlen faktisk er god. Tværtimod bliver man yderligere skuffet, idet man får en fornemmelse af, hvor godt det kunne have været.

Den lave alkoholprocent giver heller ikke mening. Tidligere i seancen prøvede vi en alkoholfri øl, Konx, der smagte af væsentlig mere. Hvorfor i det hele taget lave en øl med afdæmpet alkoholstyrke, der smager af så lidt? Hvad er målgruppen? Hvad er formålet?

Alle spørgsmålene tårnede sig op, som havde emballagen indeholdt 0,44 l. Men på det punkt gav brygget i det mindste mening med de 0,33 l. i emballagen. Vi var også enige om, at bryggets aroma var ren og sprød, så en bundkarakter skulle den trods alt ikke have fra nogen af os.

Ole gav den …

… mens jeg gav den en anelse mere, fordi den trods alt behager smagsløgene midt i alle spørgsmålene og hulheden.

Trolltunga, Buxton Brewery/Lervig (Ole Øl-Ninja 6)

Yay, sure stikkelsbær …

Hvad skal man vælge efter noget nær den perfekte IPA? Man forsøger selvfølgelig at stryge ‘noget nær’ ved at vælge en sur IPA i stedet. At gøre en IPA sur, er den eneste måde, jeg kunne forestille mig, man kunne begå total hybris, og gøre den ultimative ølstil endnu bedre.

Dette bryg er tilsat stikkelsbær. Jeg har været så privilegeret at vokse op i provinsen, i et stort hus med en stor nyttehave. Stikkelsbærbuske havde vi blandt andet – både gule og røde. Modne stikkelsbær smager imidlertid ikke af meget, men fornemmelsen at at prikke hul på det seje skind og mærke det bløde fyld vælte ud i mundhulen, er i sig selv en rar fornemmelse, som jeg husker med nostalgisk glæde.

Lige så klart husker jeg væmmelsen, hvis man tog et stikkelsbær der bare var en anelse umodent. Den syre ville man helst undgå – og jeg i en grad så jeg allerede tidligt i min barndom helt mistede interessen for stikkelsbær, og spiste masser af røde rips i stedet. Gerne i starten af juli, hvor disse nok var modne, omend også ekstra sure.

For der er jo ingen der siger, at hvad man gjorde, dengang, man var lille, behøver følge så meget som en antydning af logik.

Indpakningen var i øvrigt anledning til nogen forvirring. Brygget er en collab mellem britiske Buxton Brewery, der hermed får debut på bloggen, og norske Lervig, som ikke bare i antallet af bryg men sandelig også i kvalitet har fået en prominent plads i dette tema. Det tog lidt tid at lure – ikke mindst fordi både mine og Oles øjne er gamle og trætte af alder. De 6-7 genstande, vi efterhånden var oppe på, gjorde det selvfølgelig heller ikke nemmere, mens datomærkningen ‘Bäst före’ nærmest gjorde forvirringen total.

Men næh nej – der skulle mere til. Dåsen indeholdt 0,44 liter. Og jeg ved godt at Storbritannien stadig hænger fast i nogle ‘Imperial Measures’ (og med Brexit kan det jo gå hen og blive helt skørt igen) men umiddelbart kan jeg ikke se, hvilken af disse, der gør en volumen på 0,44 l. nødvendig.

Og så satte Ole ellers trumf på, idet han bekendtgjorde, at navnet ‘Trolltunga’ lød som titlen på en sang af bandet Finntroll, der er fra Finland, men synger på svensk. Det var garanteret fuldskaben og fuldskaben alene, der forhindrede vores hjerner i at eksplodere lige der.

Mindre kompliceret var det at hælde brygget op. Som IPA er det jo et lyst bryg, og gør ikke modstand i modsætning til sirup-blandingen fra tidligere. Bouquet’en er svær at placere. Sur er den ganske vist, men på en særlig måde, der minder mig om nogle lidt sære slikkepinde fra Tyskland, jeg fik som barn. De var lilla, og jeg brøds mig egentlig ikke om dem, men det holdt mig selvfølgelig ikke tilbage. Underligt metallisk med et stik af eddike måske?

På videooptagelsen kan man se, hvordan jeg tager en lille bitte tår, og hvordan mit ansigt omgående flækker i et saligt smil. Syren går lige i tungen, som et barberblad i blankpoleret kobber. Gummer, kinder og mandler bliver revet rundt bagest i munden, så man slet ikke kan holde masken. Imens vederkvæger det kølige, metalliske bryg så det er en ren fryd.

Og oven i købet, kan man tydeligt mærke den aromatiske IPA-humle bagom syren. En dristig komposition, der så let kunne være gået galt, men her nonchalant lykkes med højest et skuldertræk og et smilehul ad roser og pris.

Ole mente, at han meget nøje kunne genkende smagen af umodne stikkelsbær i brygget. Selv var jeg vist ikke så sikker, men ville heller ikke udelukke det. Det er alligevel ved at være længe siden, jeg sidst prøvede sure stikkelsbær, og jeg ved faktisk ikke om jeg gider prøve igen, hvis jeg en dag skulle få chancen.

Det skulle være hvis jeg stod med endnu et af disse bryg i den anden hånd. Og dette bryg nyder jeg hellere end gerne en anden gang igen.

For den unikke brygoplevelse denne øl repræsenterer – et vellykket brygeksperiment, der ikke bare er usædvanligt men også forbandet velsmagende, valgte jeg at gå hele vejen med …

Ole var som flere gange før lidt mere kritisk og ikke helt så rundhåndet, endskønt han indrømmede brygget stor unikhed og kvalitet med …

XB Ruby Ale, T&R Theakston

Det går lidt bedre …

Jeg er hoppet af vandvognen samtidig med, at det indtil videre er lykkedes mig at udfylde alle nødvendige papirer og få skrevet et par ansøgninger. Så det ser indtil videre ud til at jeg overholder dagpengesystemets krav.

Jeg har derfor besluttet mig for at hæve niveauet for, hvor meget alkohol jeg tager indenbords, og har åbnet en flaske på hele 4,5%. Brygget fik jeg i gave af min gode ven Marcus, da han var på besøg i sensommeren, så det er ved at være på høje tid, jeg får set til det. Faktisk er det netop resterne i mit køkkenskab, jeg vil kigge på i den kommende tid – før det bliver for gammelt.

Heldigvis kan øl holde sig – ikke mindst mørkt øl, der også kan blive bedre med tiden. Den her øl har i hvert fald ikke set ud til at fejle noget. Flot, mørkerødt ser det ud med matchende cremet gyldent skum, der imidlertid falder lige lovlig hurtigt. Duften er der til gengæld ikke meget spræl i. Syrlighed og vag sødme kan gå i praktisk taget alle retninger – også gode, ej at forglemme.

Og i retning af det gode, er netop hvor dette bryg spadserer. Det leverer en dyb, varm aroma af lyst træ, anis, muskat og laurbærblade i en adækvat fyldig mikstur. Nogen eksplosion i aroma er der ikke tale om. Men det betyder jo langt fra at brygget er ubrugeligt. Det er tilbagelænet og velafstemt – som et lille men lystigt knitrende og hyggeligt lejrbål, man både kan nyde synet af og varme sig ved.

Mon ikke det går alt sammen?

Rosey Nosey, Batemans

Lad den stå …
Jeg skal lige straks til koncert. Det københavnske black metal band Hexis har valgt at lægge vejen forbi, så den slags fornøjelser mangler heller ikke heroppe i udkanten.

Det ville ligne mig dårligt ikke at levere en rapport fra festlighederne, men det kan jeg selvfølgelig ikke gøre på forhånd. Det jeg er mest spændt på er nok hvor stort – og hvilken slags – publikum koncerten tiltrækker. Thy er ganske vist udklækningssted for Heavy Agger-fænomenet, så metalscenen er præsent. Men hvor præsent, alligevel?

Inden aftenens koncertbrag har jeg lige akkurat tid nok til at skrive et par linjer om den seneste juleøl i SuperBrugsen Thisteds udvalg. Dømt ud fra etiketten kunne det dårligt blive mere julet. Ikke bare Rudolf, men også julemanden og en snemand har røde – eller i hvert fald rødlige – næser midt i fjæset. Så må man bare håbe, at brygget slår matchende julede toner an.

Farven er i hvert fald nydeligt rødbrun. Skummet er til gengæld noget lavt, men alligevel knækket i en tone, der matcher brygget. Det dufter sødt af vanille, og det er jo langt fra helt værst.

Så kommer vi til smagen … vel … småsur. En ubestemmelig aroma af ananaskirsebær. Vigende, for ikke at sige fraværende fylde. Mundfornemmelsen er underligt grynet, hvilket ikke gør meget for at få brygget til at virke mindre tyndt, og den ellers lovende vanille i duften, er totalt fraværende i smagen.

Det bedste der kan siges om øllet er, at det ikke er helt smagsløst. Kan man lide surt øl (som jeg) så byder brygget trods alt på et minimum af oplevelse – men så heller ikke mere end det. Samtidig er brygget imidlertid ude af balance, og man må spekulere på, hvad planen egentlig har været med det.

“Goes well with poultry dishes” står der på bagetiketten. Det vil jeg egentlig ikke mene. Jeg kan ikke rigtig se, hvad brygget her egner sig til. Skal det bruges til tørstslukning, skal man stadig stå model til bryggets vage, forvirrede smagsindtryk og planløshed.

Som juleøl er den slet og ret umulig – der er ingen god (eller for den sags skyld dårlig) grund til at have den stående på julebordet.

Very Bad Elf, Ridgeway Brewing

Rigtig godt …

Aldrig så snart jeg under anmeldelsen af Midtfyns Bryghus’ Juloween med foragt i anslagene fik postuleret, at det næste efter indførelse af Halloween vel var, at vi i Danmark også skulle begynde at fejre Thanksgiving, før Coop var fremme med et opslag i deres app ‘Få en smag af Thanksgiving’. Jo, der er nok gået en spåkone tabt i mig. Da jeg tidligere på året i et facebookopslag erklærede, at det skulle blive løgn, at Donald Trump kom til Danmark, husker de fleste jo nok, hvordan det gik.

Nok mangler efterårs- og vinterhalvåret nogle højtider sammenlignet med mylderet i foråret – fastelavn, påske, pinse, fars og mors dag, store hvededag og grundlovsdag – for ikke at glemme den allervigtigste: 1. maj. Men hvorfor skal de allesammen importeres fra USA? Og hvis de endelig skal importeres fra USA – hvorfor skal man så importere dem, der absolut ingen relevans har i Danmark? Halloween kan jeg forstå – en fest for de døde. Jeg er på! Men en taksigelsesceremoni som engelske immigranter fejrede i selskab med indfødte amerikanere, der havde hjulpet dem gennem den forrige vinter (så immigranterne og deres efterkommere senere kunne begå et af historiens mest omfattende og horrible folkemord) er vel nok noget af det mest idiotiske at fejre her i landet.

Hvorfor bemærker jeg det i øvrigt først nu – næsten en uge efter Thanksgiving? Fordi jeg har generelt har alt for meget om ørerne, og jeg derfor helt havde glemt igen, hvad der havde fundet sted. Mine evner udi at fastholde opmærksomhed er – what with diverse diagnoser såsom ADHD og Asperger – ikke noget jeg kan tillade mig at prale højlydt med.

Ølmæssigt bevæger vi os videre gennem rækken af årets juleøl – primært nogle, man kan købe i SuperBrugsen Thisted. Så jeg kan ikke med nogen rimelighed hævde, at udvalget er repræsentativt. Til gengæld er det slet ikke værst.

Især ikke, når der gemmer sig perler som den her iblandt. Vi er tilbage ved Ridgeway Brewing, fra hvem en nisse, der kun var slem tidligere er blevet anmeldt i denne gennemgang af juleøl. Denne her er så rigtig slem, en Very Bad Elf. Er brygget så værre, eller af en mere udsøgt kvalitet end den, der bare var ‘bad’ – ja, det vil vise sig.

Visuelt er brygget afdæmpet. Skummet er lavt, omend tonet en kende i retning af det gyldne. Selve brygget er klart og nydeligt kobberrødt. Det dufter ikke af meget – næsten ikke af noget faktisk. Men den slags har det med at snyde.

Og sikke det snyder, for der er mere end rigeligt smag at tage fat på. Dyb, bitter og mørk aroma af hårdt træ og rigeligt krydderier. Omtrent lige dele nelliker og anis blander sig med aroma af friske valnødder. Det er næsten overvældende i sin hede bitterhed, og fylden er også helt med.

En fuldfed bitter øloplevelse. Julet er den også – der findes langt mindre julede ingredienser end nelliker, anis og valnødder. Men brygget er mere end hyldest til den mørke tid, frosten og den lurende knaphed senere hen, end til gaver, lys, og glæde.

Men det hele hører julen til.

Bad Elf, Ridgeway Brewing

Det hænger ikke sammen …

Først nu har jeg fået begivenhederne for et par uger siden (sådan cirka) nok på afstand til at jeg kan holde hovedet koldt nok til at adressere dem. Nazismen er tilbage – åbenlyst og for fuld skrue i Danmark. Helt åbent udøver nazister hærværk og chikane mod jøder, fuldstændig som var vi tilbage i 1930’erne. Værst gik det for sig i Randers, hvor der blev udøvet omfattende hærværk mod den jødiske kirkegård, idet en stor del af kirkegårdens gravsten blev overmalet.

Andre steder blev der opsat jødestjerner svarende til dem tyske jøder skulle gå med uden på tøjet i det tredje rige. Venner … der er ikke noget at tage fejl af. De er tilbage, nazierne … denne gang med et andet symbol, andre farver, lige knap så outrerede uniformer – men den sindssyge, folkemorderiske og afstumpede racistiske ideologi er præcis den samme.

De høster lystigt, nazisterne, efter at afstumpede populistiske politikere som Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard, Naser Khader og Mette Frederiksen i årevis har pustet til den racistiske ild, for at vinde nemme stemmer fra Danmarks voksende afstumpede racistiske segment. Og de er bedøvende ligeglade med, at nazismen nu er sprunget frem i fuld lortebrun gyllestank.

Tag Mette Frederiksen fx i sin første spørgetime som statsminister, to dage efter at nazisternes chikane og hærværk havde fundet sted. Her fordrejede hun virkeligheden og fremførte til lejligheden opdigtede påstande om, at problemer med antisemitisme skulle være værre i indvandrermiljøerne end på den yderste højrefløj. Ja, man må jo spekulere hvilke interesser statsministeren har i at bruge hærværk og chikane mod jøder til at puste yderligere til fremmedhadet. Helt uhørt, uacceptabelt og uværdigt for en statsminister er det under alle omstændigheder. Mette Frederiksen er dermed endnu mindre egnet som statsminister end Pia Kjærsgaard var som folketingets formand.

Ja, så fik jeg pulsen unødigt højt op alligevel. Men det er der sikkert nogen, der vil hævde er sundt. Jeg har nu min tvivl al den stund, jeg har siddet aldeles stille i min lænestol, da pulsen nåede op i nærheden af 180. Kun fingrene har danset hen over min PC’s taster.

Vel, nok om politik … eller næsten da. Dagens øl er en winter’s ale – og da den således undgår betegnelsen ‘Christmas’ og dermed helt tydeligt er markedsført for de muslimske mindretal i de lande brygget forhandles, kan jeg naturligvis ikke undgå at fryde mig over, at Mette Frederiksen og de andre islamofober sikkert vil blive forvandlet til støv, om de kommer inden for en radius af en kilometer fra et eksemplar. Man har om ikke andet lov at drømme.

Brygget er del af en serie. Ud over denne slemme nisse er der også en meget slem nisse, som vil blive prøvet senere. Endelig er der også en kriminelt slem nisse, der faktisk er afprøvet her på bloggen for godt og vel to år siden. Den gjorde det godt, kan jeg se – fem stjerner fik den. Nu må vi se om denne slemme nisse er værre eller bedre. Navnet antyder det sidste, eller …

Brygget er ganske lyst. Når jeg ser noget med vinter tænker jeg ellers tæt mørke og dysterhed. (Meget apropos har solen slet ikke vist sig i dag. Skyerne har hængt så tungt over Thy, at det faktisk aldrig rigtig nåede at blive lyst – men det er en anden historie.) Selv ved voldelig skænkning skummer brygget næsten ikke, mens duften af egetræ og vingummi ikke ligefrem varsler særlig meget vinter – eller jul for den sags skyld.

Øllet glider let og hurtigt over tungen, som skøjter over en bundfrossen sø. Så det er der i hvert fald ikke meget dansk vinter over. Sådan en vinter er det vel snart et årti siden, vi sidst har haft. Det lave skum antydede desuden et lavt kulsyreindhold, der bliver bekræftet ved indtagelse. – En meget britisk øl, fristes man til at dømme, da egetræets skarpe syrlighed trækker munden godt sammen, og brænder på vej ned gennem brystet.

Hovedvægten ligger i syren, mens en ellers ikke uelegant sødme af røde æbler blander sig lidt ufint. Brygget prikker ellers behageligt på tungesiderne, og en markant aroma af bitter britisk humle – East Kent Golding måske – melder sig mere og mere, som brygget får lidt luft.

Julen – og vinteren – skal man imidlertid kigge i vejviseren efter. Sur, sød bitter og skarp – alt sammen i den lyse del af aromaspektret varsler mere tidligt efterår end midvinter. Jeg ved ikke hvad briterne spiser til jul – de er som bekendt berygtede for at maltraktere fødevarer til ukendelighed i tilberedningen, så det kunne da godt være, at dette underligt usammenhængende bryg ville passe fint til en engelsk julemiddag. Til en dansk passer det til gengæld elendigt, og selvom smagsoplevelsen kan virke spændende i sin sprælskhed og mangefold, så bliver det aldrig sådan rigtig behageligt. Det er snarere forvirrende.

Som når en styg drillenisse rigtig går til værks måske. Så er det bare ærgerligt, at det ikke sådan rigtig fungerer i en øl. Nej, så hellere en kriminelt slem nisse.

St. Peter’s Christmas Ale, St. Peter’s Brewery

Er julen allerede i hus?

Så fandt jeg endelig et sted, hvor man faktisk kunne få et spændende og varieret udvalg af juleøl i Thisted. Stedet var skjult lige for næsen af mig hele tiden, nemlig i den særdeles velassorterede filial af SuperBrugsen, der findes i byen. For første gang har jeg set en øl fra svært savnede Amager Bryghus til salg netop der – deres Winter in Bangalore, som jeg selvfølgelig vil anbefale enhver lokal læser at erhverve sig et eksemplar af. Om ikke andet, fordi Amager Bryghus’ øl er forbandet svære at få fat i i Thy.

Og så var der en masse andre. Willemoes Jule Ale var svært populær, og blev nærmest revet væk … om jeg fatter mennesker, der ikke går op i ordentligt øl? Men det må de jo om. I mellemtiden er der jo rigeligt af de andre øl til mig …

… fx den her. En juleale – Christmas Ale – som den hedder på bryggerens lokale sprog (jeg er som ateist naturligvis SVÆRT skuffet og forarget – rødglødende af raseri faktisk – over, at bryggeriet har formastet sig til den forsmædelighed, at tvære deres religion ud over det hele i titlen. Fy føj! (Ej, not really …)). En kobberfarvet sag med højt, gyldent skum.

Blommer i snaps og tørrede figner på en bagvæg af egetræ udgør bryggets lovende – og afgjort julede – bouquet. Og det endda helt uden, at brygget er tilsat andet end vand, malt, humle og gær. Både bryggets udsøgte duft, og skarpe aroma hidrører fra brygkunst alene.

Mest blødt og rart som marcipan og juleskum på en bund af julesne glider brygget hen over tungen. Men med metallisk klang jager kødkniven ud af skeden og ind i andestegen, hvor det vælter ud med svesker, nelliker, laurbærblade og tyttebær, da brygget når gummerne. Et orgie af julens aromaer skaber en mundfuld fuldendt juleglæde – med en skarp kant af egetræ, som nogen vil finde generende, men som undertegnede glæder sig over, da den effektivt holder en følelse af kvalme og ‘for meget ‘ stangen.

Jeg har fundet min øl til juleaften … indtil videre i hvert fald. Man ved selvfølgelig aldrig, om jeg senere i mine juleølsanmeldelser finder en bedre egnet øl. Men skulle det ske efter at læserne har hamstret denne her, så kan man stadig glæde sig over at man har skaffet sig en sublim juleøl under alle omstændigheder.

At finde noget bedre end dette, vil give en anelse afsmag af hybris.

India Pale Ale, Shepherd Neame (Podcast-pilot III)

Ikke en CIS-øl …

Det er godt nok længe siden, jeg sidst anmeldte øl fra engelske Shepherd Neame. Dengang var jeg gift og boede på Amager. Forinden havde jeg prøvet to andre af bryggeriets øl – det var mens jeg stadig boede med min familie i Aarhus. Så der bliver kigget tilbage, gør der – næsten så man får kramper i nakkemuskulaturen (men som garvet headbanger er det jo noget, jeg er vant til). Det undrer mig faktisk, at der ikke er røget flere Shepherd Neame-bryg i indkøbskurven gennem årene. For mærket brændte sig ret grundigt fast, tilbage dengang i 2010, hvor Fakta havde dem stående i et udvalg af specialøl.

Dengang var specialøl og kvalitetsbryg stadig ved at træde sine barnesko, og det var i hvert fald usædvanligt at finde noget usædvanligt som udenlandske specialbryg i supermarkeder af Faktas format. Det skulle nu ikke blive første gang, Fakta var med ganske langt fremme blandt supermarkederne til at promovere kvalitetsbryg – og det toppede efter min mening, da Petrus-serien fra Brouwerij de Brabandere blev stillet på hylderne tilbage i 2017. Lignende højder har de aldrig nået – og jeg har savnet noget i en lignende kaliber siden. Herfra skal håbet om et snarligt comeback for det gode øl fra Fakta lyde aldrig så eftertrykkeligt.

Men som overskriften antyder er jeg stadig hjemme hos Marcus, og vi optager fortsat vores prøvesmagninger, der er indkøbt i den lokale Meny – ikke Fakta. Optagelsen af denne øl lader til at have podcast-kvalitet, så jeg håber, jeg snart finder tid og motivation til at gøre alvor af ambitionen om også at lægge podcasts ud på bloggen. Mit YouTube-projekt tager jo form, så det burde være til at overkomme.

“Hold – da – op! Hvor dufter den sprittet,” tordnede Marcus som det første efter at hans svellesøm-omfræset-til-øljern elegant havde fjernet kapslen, og øllet var skænket.
Stammende og noget mere spagfærdigt tilføjede jeg: “Den har en biduft af noget, jeg ikke rigtig kan placere, og som jeg ikke er sikker på, jeg er særlig glad for.”
“Med sine 6,1% burde den ellers ikke lugte som en væltet snapsevogn,” fortsatte Marcus.
“Det kan nu godt snyde,” indvendte jeg og anførte, at jeg fandt sure og syrlige elementer i brygget – fortsat næppe til gavn.
“Ja, og der er også det billige, brune sukker, der er i rigtig meget øl. Jeg frygter at den her kommer til at smage meget meget sødt,” klagede min medsmager, hvortil jeg måtte anføre, at den ikke burde det i betragtning af, at vi sad med en IPA. “Vi har lige haft en IPA, der smagte som cider,” riposterede Marcus lettere pugnant.
Det var nu ikke Marcus’ stridsomhed der kort efter fik mig til at give ham ret. Det gjorde derimod endnu et par åndedrag i glasset. “Der er noget krokant og noget farin i det …”
“Farin, definitely,” udbrød Marcus, “krokant ved jeg nu ikke. Det finder vi ud af.”

Marcus gik nu videre til at bemærke, at der var meget lidt skum på det klare mørke  bryg. Dertil bemærkede jeg, at det havde der faktisk ikke været på nogen af de bryg, vi havde haft fat i indtil videre. Her måtte Marcus minde mig om aftenens aller første øl – en Don’t Worry Pale Ale fra Svaneke Bryghus. Og den lille sludder vi havde om dét bryg på dette tidspunkt af aftenen, kan læserne glæde sig til snarest at opleve i podcasten (sådan – så fik jeg lagt lidt mere pres på mig selv, så det forhåbentlig bliver til noget.)

Vi skred til smagningen. Marcus indledte med to højlydte “Mmmm”-tilkendegivelser. Den første let faldende i pitch – idet den illustrerede initial nydelse. Herefter et i pitch hastigt stigende ét, der udtrykte forundring og overraskelse.
Et sammenbidt mellemfornøjet og lakonisk “specielt …” undslap lettere hvæsende mine læber, og jeg overvejede ved gennemlytning af optagelsen om Marcus mon udstødte det undrende “mmmm” som reaktion på min vist ret åbenlyse misfornøjethed.

Selv fortsatte han ellers lystigt: “Indleder med en bagmundsfylde og -dybde, der ville gøre den rigtig god som noget andet end IPA. Og sådan cirka midt på tungen kommer der en syrlighed som om øllet var blevet surt, og man havde glemt at hælde det ud …”
“Ja, den smager lidt underligt på vej gennem munden, det gør den,” samtykkede jeg.
“Og man sidder tilbage med en mund fuld af småsitrende … bagt farin?”
“Er der fejlgær i?”
På dette tidspunkt var Marcus’ begejstring også begyndt at vige mærkbart: “Har vi en politik om at drikke øllet ud?”
“Nej,” svarede jeg tydeligt vrissent, “det har vi ikke. Jeg vil nu lige give den et par chancer til, for det gjorde jeg også med Afskum i sin tid …”
“Ja, den var du ikke ligefrem lykkelig over … Hvad i alverden skal det her forestille?”

I forsøget på at møde det gustne, syrlige bryg med den på flere måder negativt ment ubeskrivelive aroma med et så åbent sind som muligt spekulerede jeg, om det mon havde en så acquired taste, at det var os, der blot ikke forstod det.
“Det gavner i hvert fald ikke denne øl, at der står IPA på den,” startede Marcus, og spekulerede derudad, hvordan bryggeriet havde hæftet IPA-etiketten på produktet frem for at skrive hvad det egentlig var for en syrligt-sød småskummel halvmørk sag de havde produceret.

Marcus foreslog gueze som sammenligning for bryggets sure kant, og her måtte jeg protestere: “Gueze er frisk, sprudlende og glad …”
“Du mener ikke den her er frisk, sprudlende og glad?”
“Nej, men jeg mener heller ikke nødvendigvis, den er grå og trist,” fortsatte jeg, “men den er ikke gueze-frisk. Hvis man lader den hvile ved mandlerne får man – udover farinen og det småsyrlige også nogle rom-noter med.”
“Den er helt sikkert mere drikkelig, hvis man by-passer hele den forreste del af munden, når man drikker den …”

Og vi causerede og causerede – der skal også være til podcasten, så lad det være nok sagt her, at det også lykkedes os at finde lidt bitterhed i brygget hen mod slutningen. Det var dog ingenlunde den friske, sprudlende bitterhed af friske grannåle, der er typens kendetegn – men derimod en tung bitterhed af meget mørkt træ. Marcus fandt også noget sødme af honning, jeg ikke fandt lejlighed til at protestere højlydt over.

Vi var under alle omstændigheder rørende enige om, at der ikke var meget IPA over dette bryg. På den anden side syntes vi heller ikke, at den skulle shames for ville identificeres som en IPA selvom det nok ikke lige var det, omverdenen opfattede den som. Når man som Marcus og jeg – og de fleste andre her i verden – mestendels drikker CIS-øl, dvs. øl der netop er det, som de foregiver at være og som hele verden opfatter dem som, er det en god og forfriskende øvelse ind imellem at blive udfordret i ens fastgroede opfattelser.

En bestående ulempe er imidlertid, at hvis man køber dette bryg som en IPA, vil man uvægerligt blive skuffet, når man opdager hvad den egentlig er. Marcus endte med at give den …

… for alle dens egenskaber ud over at kunne kaldes en IPA – for der fejlede den ifølge ham katastrofalt.

Åbenheden og storsindet løb måske en kende af med mig, da jeg gav den …

… men den skulle belønnes for oplevelsen og et samlet tungt-syrligt og vinøst udtryk, der om ikke andet satte mine evner til at sætte ord på smag på prøve, uden at være decideret væmmeligt. For at turde være noget andet end andre IPA’er fortjener den en sådan ros.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme