Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Danmark

Home Brew Milk Stout, Beard Brew

Det lover fortsat godt …

Dagens bryg måtte agere stand in for den anden Struer Bryghus-øl, som min storebror havde med til mig, da han overnattede forleden. Venø Bryg, hed den. Den var brygget med sukker og havregryn, men det fremgik ikke af etiketten, hvilken type den skulle forestille at være.

Og det fik jeg heller aldrig rigtig lejlighed til at smage mig frem til, for ved åbning eksploderede brygget nærmest. Sådan lidt ligesom den fejlgærede Disobedience fra Dry & Bitter ikke gjorde i den her video fra min facebook-side. Forskellen er altså, at Struer Bryghus’ bryg … vel, det eksploderede ganske vist ikke. Men der var godt nok dømt både ‘Old Faithful’ og ‘Strokkur’ hjemme i dagligstuen – og i det lille ateistiske hjem føg det ikke kun med eder og forbandelser, men også med højlydte lovprisninger til magter, der ellers kun sjældent anråbes, endsige prises, idet ikke en dråbe havde ramt min temmelig dyrebare PC, der stod placeret få centimeter fra den spruttende geysir.

Jeg var faktisk også blevet advaret mod Struer Bryghus’ øl. Der var vist flere, der havde oplevet inficerede eksemplarer. Flere misfornøjede læsere havde endda udtrykt deres undren over mine rosende ord over Skonnert Stout. Men jeg kunne altså godt lide den, og den fejlede så vidt jeg kunne vurdere intet. Tværtimod.

Til gengæld stod det lige så klart, som de anselige mængder væde på stuegulvet, at dette eksemplar af Venø Bryg vist havde fået noget med fra bryggeriet, der ikke  var meningen. Det lyse bryg var desuden aldeles udrikkeligt – surt som eddike. Og hvad der ikke smagte af eddike smagte af gær. Selvom jeg kan tylle det sureste bryg man kan opdrive i mig som saftevand, er jeg ikke et sekund i tvivl, når jeg får fejlgæret øl i kæften. Det smager surt på en helt anden – ubehagelig – måde.

Men det skulle ikke ende skidt, skulle det ej! En hurtig søgning i køleskabet, og jeg havde fundet en erstatning: En lille gave fra Beard Brew fra da jeg mødte dem til Øllets Dag på Thisted Bryghus. Et eksperimentalbryg, der ikke er helt klar til at komme på markedet endnu, så vidt jeg kunne forstå. Derfor blev det også leveret i en højst uofficiel emballage – en flaske fra Flensburger Brauerei, komplet med logo oven på den for bryggeriet næsten ikoniske patent-prop.

Det var den samme flaske, som mine forældre i min barndom brugte til deres hjemmebryg. Næppe til stor forundring i betragtning af min tyske baggrund, samt den oplagte grund at flaskerne er perfekte, når man skal bruge dem igen og igen, og man ikke ejer udstyr til påsætning af kapsler.

Dejlig mørkt og sejt, næsten som frisksmeltet tjære, skvulper brygget dovent og modvilligt ned i glasset. Den langtrukne affære bliver dog ingen byrde, for undervejs man man nyde den fine bouquet af sød lakrids og kaffe som brygget anderledes velvilligt afgiver.

Brygget er tilsat laktose og holder 7,2%. Jeg lærte til Øllets dag, at man med laktose kan gøre øl sødere uden at gøre det stærkere, fordi mælkesukker ikke omsættes til alkohol. 7,2 er ellers oppe i den tunge ende – men så var det vel for ikke at få den endnu højere op (går jeg ud fra).

Laktose eller ej – det er nu ikke sødmen, der er i højsædet i brygget, Det er til gengæld lakridsen, der uden at være den usødede engelske af slagsen, stadig er mere kraftig end sukret. Til gengæld føles brygget overordentligt velbehageligt på tungen, som det olieagtigt glider hen over den, for på vejen at efterlade sig et nydeligt spor af velsmag og -behag.

Efterhånden melder sødmen sig da også – omend subtilt – i form af mørk chokolade, der aldrig så nydeligt forener sig med lakridsnoterne i en kombi, der også er velkendt uden for ølverdenen.

Smagfuldt og fuldfedt som det skal være. I mine øjne er der ikke nogen grund til at fortsætte eksperimentet. Brygget er fint og klar til lancering som det er. Eneste indvending skulle være, at jeg gerne ville have haft det bitrere og mere lakridset – fordi jeg bare er sådan.

Men det er jo ikke helt meningen med en milk stout – så det må få være …

The Black Cat, Amager Bryghus

Langt fra Amager …

Der var lige endnu en video, der skulle fødes. Jeg ved godt, det begynder at være en slidt undskyldning for, hvorfor der i alt for lange perioder – nogle gange en hel uge eller det der ligner – ikke sker noget på bloggen.

Men 2019 vil jeg i hvert fald gerne huske som dengang jeg gik på YouTube – med de eventuelle ofre det måtte koste. Vil man i øvrigt gerne se mig optræde i videoerne iført lillafarvet skæg, skal man skynde sig at subscribe (som det hedder i dag) hvis man ikke har gjort det endnu. For hvis jeg når op på 1000 følgere inden udgangen af september, vil jeg farve mit skæg lilla, og beholde det sådan indtil min fødselsdag d. 6. november.

Videoen handlede jo ikke så meget om det, jeg har bygget min bloggervirksomhed op omkring, men derimod om den landflygtige bondefanger og kvaksalver Torben Søndergaard, som til gengæld bedst tåles efter et par genstande eller tre.

Men nu videre til dagens øl, en efterhånden vel- (men ikke over-) lagret porter fra Amager Bryghus. På trods af flere måneder i Thisted er Amager Bryghus ikke holdt op med at være mit yndlingsbryggeri. Jeg har fortsat et lille lager af deres lagrede (no pun intended) øl stående bagest i mit ølskab, for turene hele vejen til København efter nye forsyninger kommer ikke til at ske med alt for jævne mellemrum, kan jeg allerede afsløre. Så det er om at få lagrene til at række så længe som muligt,

Det er i øvrigt den sidste af de lagrede øl fra jul, jeg nu anmelder. Heldigvis bliver mørke lagrede øl ikke sådan lige for gamle. Tværtimod har de ofte godt af at stå lidt ekstra. Der er således ikke noget der tyder på, at den her skulle have stået for længe. Aldeles kulsort fylder den glasset – måske lige lidt velvilligt, og bruset peger i retning af en lidt lettere sag end de meget tunge og brutale monstre, serien indtil videre har bestået af.

Skummet står også kun ganske kort, men bouqueten fejler til gengæld intet. Tæt, tæt bittersød em af natmørk og overtæt chokolade, hvor man har været ekstra karrig med sukkeret, behager og beriger næsen med et både velkendt og i sin vigende sødme overraskende element. Lidt kaffe er der også plads til – sådan lidt ved siden af, for det klæder jo altså ligegodt den slags chokolade så fint. Bemærk dog, at der ikke serveres chokolade til kaffen her. Kaffen er i den grad sidevogn til chokoladen.

Og letflydenhed til trods, er der mere end rigeligt til hele aromapaletten. hårdt træ leverer kant, toffee leverer sødme, mens den kaffeforstærkede mørke chokolade leverer et vældigt bittersødt bagtæppe af prægtig varm, blød og kærtegnende aroma, der når ud i alle små hulrum og overflader hvor aroma kan smages, mærkes eller annammes på andre måder.

Ned gennem brystet mærkes brygget også, som det varmer og får ribbenene til at hæve sig en anelse, idet det lægger sig mageligt til rette i kroppen, før det som det næste sniger sig mod hovedet.

Endnu et gedigent mesterbryg fra Tårnby. Sikke de kan, og hvor jeg glæder mig til at kigge forbi hos dem, når jeg kommer til København igen – hvornår det end bliver.

Der vil være meget at følge op på.

AZ Ale No. 4, Refsvindinge/Vestfyen

Lemfældigt mix …

AZ Ale No. 16 er vel nok Bryggeriet Refsvindinges flagskib. Brygget har angiveligt vundet priser både nationalt og internationalt, omend det er svært at google sig frem til, præcis hvilke. Man skulle da være et skarn, om man ikke bryggede (pun intended of course) videre på successen, og det har Refsvindinge da også gjort i form af en, ifølge dem, lettere forårsudgave af brygget under navnet Ale no. 4.

4 er som bekendt kvadratroden af 16, men om det nu har noget at sige om ølkonceptet står hen i det uvisse – sammen med rigtig meget andet om brygget i øvrigt. Det er ligeledes svært at google sig frem til særlig meget om brygget. Det fremgår ingen steder, hvornår brygget først kom på markedet fx.

At det brygges på licens af Bryggeriet Vestfyen, står til gengæld fast. Det har over hele hovedet ikke gavnet bryggets ældre bror – tværtimod kommer man nær til at tude, når man undtagelsesvis får lejlighed til at prøve den ægte vare fra Refsvindinge på fad. Så meget man går glip af, når man køber den almindeligt tilgængelige på emballage …

Nu skal det vise sig, om Bryggeriet fra hvem det bedste vi har fået er Jolly Time og Jolly Cola, på samme vis har gjort Ale no. 4 til en skygge af, hvad den muligvis er på fad. Sådan har jeg ganske vist aldrig prøvet den, men den kan til gengæld anmeldes efter, hvor meget den minder om emballeret Ale no. 16 i vigende kvalitet, når nu den, ligesom hin prøvesmagning fra tidernes morgen, leveres i glas.

Allerede ved opknapning rammes man af et humlepust af bitter hallertaueraroma. Det svagtskummende bryg har en fin lød af appelsiner. Samme frugt går igen i en overraskende nydelig bouquet sammen med nelliker og syrennektar. Det forekommer foreløbig ganske lovende.

Men det skulle det fynske industribryggeri selvfølgelig få ødelagt godt og grundigt. Smagen er – om ikke en skygge af et fadprodukt, som jeg end ikke ved om eksisterer – i hvert fald en skygge af sin fine bouquet. Vag og vigende i sit udtryk føles brygget som om det er kørt gennem et filter, der blander det spraglede orange, lilla og mørkt træfarvede bouquetudtryk sammen til en uformelig grå blanding, hvor de ellers fine og velgørende noter kun svagt skimtes bag den gråbrune grød.

Det eneste rigtig gode er en mild humlebitterhed ved mandlerne – men den alene går langt fra nogen god øl. Nogen fornyelse af Ale no. 16-konceptet er der kun tale om al den stund, at det er nogle andre smagsudtryk, Bryggeriet Vestfyen effektivt har ødelagt og udvandet i deres industrielle efterbehandling.

Skonnert Stout, Struer Håndbryg

Med brormand i havet …

Nu hvor jeg er flyttet hele vejen fra København til Thisted, er det også blevet noget sjældnere, at jeg får set min øvrige familie – min far og mine to ældre søskende. Jeg var derfor mægtig glad for, at min bror Leif kom forbi i onsdags, efter at han havde taget turen fra Nordsjælland hvor han bor, til Struer – på cykel sammen med sin yngste datter. Ja, han er lidt mere sportslig end mig, kan man roligt sige.

Undervejs havde han også lige reddet et femårigt barn fra druknedøden ved Kulhuse, så han havde haft nok at se til. Barnet var pludseligt drevet væk på et badedyr på grund af pludselig kraftig fralandsvind. Min bror var der tilfældigvis, fordi han og datteren havde valgt at tage en senere færge til Frederiksværk, hvorfra de skulle videre til Hundested. Så fik han brug for den intense svømmetræning han og hans søster gik så meget op i i min barndom.

Selv er jeg ikke nogen større vandhund. Jeg har aldrig haft stamina eller fysik til den slags – jeg har altid mere været familiens kunstner, hvilket jeg gerne indrømmer jeg ikke lige kan bruge til at redde småbørn fra druknedøden med. Alligevel fik han mig overtalt til at tage med ham et smut til Vorupør – omend i bil – hvor vi i en halv times tid eller så, surfede (uden bræt – det kan man nemlig godt) på de forbløffende høje bølger, der har givet området kælenavnet ‘Cold Hawaii‘. Lidt vandhund er man måske alligevel … eller også er det bare fordi man altid bliver lidt sejere af at være iført våddragt.

Udmattelsen skinner imidlertid mere ind igennem på ‘efter’-billedet. Men turen fik mine øjne op for, at sådan en tur i havet, rent faktisk kan være en forfriskende oplevelse. Jeg tipper, at det nok i hvert fald er 10 år siden, jeg sidst har kastet mig rundt i havet på den måde – hvis overhovedet nogensinde.

Men efter den tur, var det også i dén grad tid til en øl. Min bror havde været snarrådig og redet mig noget lokalt fra Struer Håndbryg, et bryggeri jeg endnu aldrig har stiftet bekendtskab med. Nærværende stout havde han købt i en delestørrelse, så dén blev naturligvis behørigt opknappet og skænket i to glas.

Det er en meget lys stout. Næsten mere rødbrun end sort, som en stout gerne er. Til gengæld er brygget forfriskende ufiltreret – næsten mudret i sit ydre, og kompenserer ved sit uigennemskuelige væsen rigeligt for den vigende kulør.

Duften afslører en fortrinsvis sød stout. Farinsukker fortyndet med stærk kaffe, og dertil en letsyrlig kant, der både yder lidt ekstra krydderi i aromablandingen – men også tager toppen af bryggets intensitet. Bouquet af farin overrasker næppe, hvis man på forhånd ved at brygget er tilsat netop dette. Jeg vidste det imidlertid ikke før jeg i skrivende stund googlede brygget for at tjekke ingredienslisten.

I store træk giver smagen samme oplevelse som duften. En fortrinsvis sød stout der behager med mørke sukrede noter af kandis og farin. Kaffen er noget tydeligere i smagen og giver en nydelig balance mellem det bitre og det søde. Syrligheden giver sammen med sødmen en karakter af kirsebær – det er ikke så ringe endda, det gør brygget lidt lettere og mere pikant i udtrykket, snarere end dunkelt og farligt.

Jeg ville nu ikke have beklaget mig, hvis brygget havde været det dunklere og det farligere. Men højlydt skal brokkeriet på den anden side heller ikke være. Alt i alt en vellykket og gedigen stoutoplevelse, med hvilken Struer Håndbryg bestemt har fået en lovende start på bloggen.

Tak for skænken, brormand – og for vandgangen, og for at du i øvrigt er en ren helt!

Ama’r Halshumle 2019, Sunes Hjemmebryg

En dejlig øl

Der kom jo til at gå væsentlig mere end en måned, før Sunes dejlige hjemmebryg, som man kunne opleve ham og mig nyde i videoen i sidste indlæg, endelig blev hevet frem af skabet på min nye adresse i Thisted og efterprøvet.

En anelse bekymring for, om den var kommet til at stå for længe, indrømmer jeg, selvom der er tale om en erfaren brygger efterhånden. Jeg prøvede ved flere lejligheder Sunes brygeksperimenter mange år før jeg mødte min ekskone og flyttede til Århus – der hvor jeg som bekendt startede med at skrive om øl.

Men jeg havde jo nærmest glemt, jeg havde den stående midt i alt flyttestresset – og ej at forglemme alt det andet stress, jeg slåssede med på det tidspunkt (jo! Det hedder krafstejlemig “slåssede”: Jeg slås, jeg slåssede, jeg har slåsset, ikk’ å?). Desuden har min glæde ved de hjemmebryg, jeg har prøvet gennem tiden været noget svingende, og her på de sidste har glæden ved at modtage dem, langt oversteget glæden ved at smage på dem derefter. Endelig er brygget baseret på en vild gær, der blev opdaget ved en tilfældighed. Man ved aldrig, hvilke uvaner den slags pludselig kan få, selvom det smager godt i begyndelsen.

Men flasken har i hvert fald været forsvarligt lukket, for ved ibrugtagning af øljernet afgiver flasken fortsat et aldeles nydelig pffzt! Og det endda helt uden, at brygget derefter selv finder vej ud af flasken. Dertil kræves, at det skænkes.

I glasset samles et nydeligt rødbrunt øl med en tilpas, gylden skumkrone. Duften er lige så mørk som løden med søde noter af svesker og antydning af sherry. En kende mørkere og sødere end hin dag i april måske – måske ikke. Honningen, som jeg bestemt mente, jeg kunne ane ude på Sydpynten lader til at være spist helt – men er erstattet af andre, mindst lige så fine udtryk.

I smagen byder brygget på en luftig alkoholnote, garneret med lys karamel og cognac. En både fyldig og vinøs oplevelse, der fortsat føles let på tungen og vil gøre det fint som et mere smagfuldt alternativ til den tynde, vandige pilsner 1. maj. Skulle læserne ikke have nået at se videoen, vil det af den fremgå, at øllet blev brygget til 1. maj for at rejse penge til foreningen Det Grønne Knæ.

Foreningen kæmper for bevarelse og fredning af Københavns grønne områder, der i disse år er truet med overasfaltering og bebyggelse. Det gælder blandt andet Sydhavnstippen, hvor Sune havde sat mig i stævne for at få prøvesmagt brygget – og hvor han havde indsamlet æbler i efteråret til en æblemost, der på grund af noget gær, der var kommet med, så småt blev forvandlet til cider. Han lod siden gæren isolere og opdyrke, så han senere kunne brygge denne fine øl af det.

Historien er mindst lige så god som øllet. Det er dejligt at oplevelse og fortælling sådan kan følges ad.

Cool Beans, Nørrebro Bryghus/Braw

Jeg kan godt se meningen.

Marcus, det brave menneske, kan meget andet end at agere medanmelder på min blog. Han er uddannet boghandler, og slæber derfor dagligt mange kilo indbundet papir frem og tilbage mellem lager og butik. Hans deraf velformede overarme og brystkasse engagerede jeg derfor til at hjælpe mig med at bortskaffe nogle gamle, ødelagte møbler i forbindelse med min flytning. Det gjaldt en meget stor, lys sofa, der gennem tiden havde taget imod så mange forskellige væsker – kaffe, mælk, øl blandt andet (men ikke urin eller bræk!), at den oprindelige råhvide farve efterhånden var skiftet til mat grå-beige. Revner hist og pist, og det faktum at hynderne fældede fjer som en anden hønsegård gjorde, at jeg besluttede mig til at skaffe mig af med den, frem for at slæbe den med til Thisted, hvor jeg så igen ville ærgre mig over de allestedsnærværende dun.

Derudover skulle vi også slæbe en 1½-personers futon-madras ned, der stammer helt tilbage fra min kollegietid. Jeg er god til at bruge ting, indtil de er helt nedslidte og ødelagte. Nok lidt for god, når det kommer til stykket.

Marcus, som det ejegode menneske, han er, havde også nogle øl med til bagefter. Og dem blev der i den grad brug for. For selvom selve bortskaffelsen skete forbløffende glat og problemfrit ned ad min alt for smalle trappeopgang, så havde solen sat sig for, at forvandle alle bare hudoverflader til bacon på rekordtid.

Den første øl, Marcus havde med, var denne IPA-collab fra Nørrebro Bryghus og Braw i Ryesgade. Desuden har DEP Coffee leveret økologiske kaffebønner fra Mexico. Marcus’ bror Joachim (oplev ham som gæsteanmelder her) havde ved en tidligere lejlighed forbandet den til Tartaros for at være aldeles og inderligt ligegyldig, spild af plads i universet, og ligeledes spild af energi og atomer. Han ville have os til at anmelde den, for at forstå hvilken eksistensberettigelse, den måtte have – hvis nogen overhovedet.

Visuelt gør den det ellers rigtig godt. Dyborange, næsten rød i farven er den, og store klumper af restgær tumler legesygt rundt i brygget.
“Men det sekund, du stikker næsen i den, lugter den som et fejlslagent forsøg fra Schiøtz,” brokkede Marcus sig. “Alt det kedelige fra standardaromaerne fra Schiøtz, billigt sukker og …”
“Det du kalder billigt sukker opfatter jeg som vanillesødme, så det synes jeg egentlig ikke,” forsvarede jeg. Marcus var heller ikke blevet så modløs, at han følte trang til at tirere yderligere, da han som det næste foreslog:
“Lad os smage den.”

“Jeg smager da noget bitterhed,” forsvarede jeg igen – ikke bare over for Marcus initiale utilfredshed, men også Joachims totale afvisning af bryggets blotte eksistensberettigelse.
“Jeg kunne lide den, indtil jeg mærkede eftersmagen,” brokkede Marcus sig videre. Man siger ganske vist, at blod flyder tykkere end vand – og by extension øl. Men Marcus har tidligere ikke uden stolthed distanceret sig fra sin tvillingebrors ølpræferencer, så det var ikke det, der lod nydelsen vente hos ham.
“Jeg synes, der er noget god bitterhed og aroma,” fortsatte jeg ufortrødent, “der er noget appelsin, og der er nogle ganske tørre kviste – den smager som en helt tør kvist, der knækker.” Marcus vedblev med at være uimponeret på en for ham meget usædvanlig måde. Han forblev tavs … “og bitterheden lægger sig langs med tunge og gummer,” begejstringen i min stemme voksede “jeg er altså langt fra så afvisende.”

Jeg forsøgte at udfritte Marcus om, hvad han ikke kunne lide ved den. Han mente, at den var blevet serveret lige lidt for lunken – endskønt brygget kom dugfrisk fra mit køleskab.
“Hvis den havde været helt crisp – nul grader eller sådan noget lignende, så tror jeg den ville ligge rigtig godt,” begyndte han. “Den tegner sig som en Alfa Romeo, idet den som bil generelt er temmelig jævn, bortset lige fra den ene ting, den egner sig rigtig godt til.”
Analogien var lidt tabt for mig, da jeg ikke rigtig har nogen holdning til Alfa Romeo bilmærket. Marcus var da heller ikke komplet afvisende, “jeg ville ikke skamme mig over at tage den med, hvis jeg var på vej ud ad døren.” Men dybere indrømmelser end dette, samt en karakter på …


… var alt, jeg fik lusket ud af ham.
Jeg var, som man nok kan mærke på gennemgangen en kende gladere for brygget.

Carlsberg Humle, Carlsberg

But why, whyyyy!?

Carlsberg har smidt en uflitreret pilsner på markedet. Ja, det er så evigt innovative derude i gentrificeringsenklaven i Valby. Eller måske ikke, for uflitrerede pilsnere er olle Kamellen lige syd for grænsen, hvor stilen kendes som ‘Naturtrüb’, og er næsten lige så gammel som Moses. Uden lige at kunne smide eksempler på bordet, er jeg ret sikker på, at flere mikrobryggerier herhjemme også allerede har stilen i deres kataloger.

Og længe efter, at det er gårsdagens nyheder, buldrer industrikæmpen frem i et forsøg på at tage sig nyskabende ud. Lad mig prøve undtagelsesvist at vise mig fra min positive side over for industrien og helt undlade at kalde Carlsberg det, der først falder mig ind – pinlige, forsinkede, grinagtige … hov, nu kom jeg sørme til at kalde dem alt det alligevel. Det var jeg vist ikke så god til.

Nå, lad mig prøve igen. I stedet vil jeg kalde deres forkølede forsøg på at være den kække, frække, unge, nye i klassen … sødt? Nuttet? Kært? Foreslå gerne andre smykkende tillæg til Carlsbergs allerede bedagede initiativ i kommentarerne.

Brygget gør det ellers visuelt OK med et pænt, tåget ydre, og meget plastisk marengsskum. Duften byder på humle og fusel, begge dele mere markant, end man er vant til fra industrigiganterne, så måske er der en overraskelse i vente?

Nå … brygget viser sig bare at være en Carlsberg som så mange andre. Igen vil jeg prøve at være positiv, og derfor undlade at betegne brygget som tyndt, vandigt, hult og uinspirerende …

Damn! Jeg er bare ikke særlig god til det der ‘positivitet’?

Jeg mener selvfølgelig, at brygget er rigtig godt til tørst. Og oven i købet kan man da godt mærke, at der er noget humle, der rasler rundt derinde et eller andet sted. Så i let berøring med noget krydderi har væden i dåsen da været. Det vil jeg da gerne – eller rettere, aldeles modstræbende – indrømme.

Det må imidlertid også undre mig en kende, at brygget reelt ikke smager af mere end flagskibet Carlsberg Premium. I virkeligheden smager det nok af lidt mindre. Og det ansporer jo ikke så lidt til at stille spørgsmålet …

Hvorfor?!

Øl Rug, Thisted Bryghus

Mørke – uden alt det gode …

Egentlig kan jeg godt lide at køre i rutsjebane. Bakkens er min favorit. Men den rutsjebanetur, som min stressudløste depression har udviklet sig til, måtte snart gerne ende.

Jeg har i et forsøg på at kigge op ad hullet i stedet for at kigge videre ned i dybet, klemt mig ind bag computerskærmen, mekanisk har jeg styret mus og tastet de rigtige steder, så jeg kunne nå ind på min blog for i det mindste at holde den gryde en lillebitte smule i kog.

Mit billedgalleri på telefonen afslører, at jeg prøvede denne øl kort efter ølfestivalen i lokomotivværkstedet, men præcis hvornår fortaber sig i tågerne. Brygget har stået meget længere end det. Siden december måned, hvor jeg fik den i min Thisted Bryghus-julekalender. Dengang så jeg lyst og optimistisk på tingene, og kunne meget mere end blot slæbe mig igennem det allermest nødvendige for at holde livet i gang.

Vel, ifølge notaterne var bryggets duft ikke den store oplevelse. Syrlig og letrøget i duften med et præsent element af rugbrød. Rug er angiveligt en utaknemmelig kornsort at brygge øl på, hvilket ingenlunde får mig til at fnyse ad Thisted Bryghus for at starte et projekt, der alt for let mislykkes. Nej, jeg tager hatten af for, at de tør binde an med de genstridige kulhydrater.

I smagen går det da også bedre. Brygget er rart at have i munden med varme, runde noter af mildtristet kaffe, en sjat rom og en småsyrlig, mørk bitterhed af træ, som man kender den, når rugbrygningen faktisk lykkes. Brygget kan til gengæld ikke løbe fra at vige på fyldeparametret. Det er lidt vandet i det, hvilket desværre alt for tit er resultatet af brygeksperimenter med rug.

Men det er gået langt værre. Og igen – Respekt til Thisted Bryghus for at turde.

Liège, Thisted Bryghus

Overligger …

Jeg har stadig her længe efter påske stadig et par overliggere fra juletiden i mit skab. Det drejer sig om de øl, jeg fik i den Thisted Bryghus-Julekalender, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave, og således varede julen vel hinsides påske.

Den her er fra en serie, der blev brygget for nogle år tilbage – en Belgisk inspireret serie, hvor de enkelte øl er opkaldt efter forskellige belgiske byer. Her er det Liège, der vel nok er bedst kendt for cykelløbet, der går fra derfra til Bastogne og tilbage igen.

Jeg har aldrig været i byen selv, men har dog frekventeret den ikke langt derfra liggende og meget smukke by Tongeren – Belgiens ældste by, angiveligt – en håndfuld gange, dengang jeg spillede sækkepibe.

Liège er en belgisk blonde med alt hvad dertil hører af angstprovokerende forventninger om sur banan og kogesprit. Selvom jeg holder meget af belgisk øl – særligt det sure i en grad så foedere og geuzes så småt er ved at vippe IPA’er af pinden som min favorittype – så er lige netop blondsene noget, belgierne ikke behøver eksportere i noget større omfang. Og i grunden behøver herboende bryggerier heller ikke berige os med deres egne udgaver af en øl, der i grunden ikke er særlig god.

Men – øllet er der, og derfor bliver jeg jo nødt til at anmelde det.

Det er lidt af en udfordring at skænke brygget, da det skummer aldeles vanvittigt. Billedet for oven siger i den anledning nok mere end tusind ord. Ellers forekommer det overraskende mørkt i betragtning af den lette lyse duft af citronsyre og lys gær.

Samme toner slås an i aromaen, hvor brygget føles let og liftligt på tungen. Det leverer et skarpt snit af lige dele eddike og citron, blandet op med vand så ingen af delene bliver for meget, men derimod formår at spille fint op mod hinanden. Det samme kan man sige om den signaturagtige bananaroma, der kun er præsent nok til at blive noteret uden at forekomme anmassende, endsige generende.

Og det er jo i grunden slet ikke tosset, at blonden her formår at fremhæve alle typens kendetegn uden at genere det mindste. For det holdes alt sammen nydeligt afdæmpet, så man kan finde det gode – eller i det mindste det ikke generende – ved citronsyrligheden, eddikesyrligheden og bananaromaen. Ja, måske kan man endda finde noget overset legitimitet i disse smagsnoter.

Jeg har for længst opdaget det legitime i citron og eddike. Banan derimod er godt, når det forekommer i banan, mens det fortsat er bedst i øl, når det holder sig helt væk. Havtorn, som brygget også indeholder, skal man til gengæld helst bruge så meget af, at man rent faktisk kan smage det. Det er ikke tilfældet her, og det må desuden undre, hvor belgisk eller for den sags skyld Lièget dét i øvrigt er.

Vesløs Brugsforening Jubilæumsøl 100 år, Thisted Bryghus

 

Udkantsdanmark styrer!

Det har kostet mig alt for mange kræfter at få sat mig bag tastaturet til denne anmeldelse. Årsagerne er mange, men kan koges ned til, at jeg slet ikke har det godt for tiden.

Jeg er psykisk meget langt nede. Mit arbejde er kun noget, jeg lige akkurat magter. Når jeg kommer hjem kollapser bag TV’et eller går direkte i seng selvom klokken endnu ikke har passeret syv. Som følge deraf sover jeg dårligt, hvilket kun bidrager yderligere til mit ringe velbefindende. Jeg vrisser ad mine børn, som får lov til at være alt for meget på skærme, fordi jeg ikke magter aktiviteter med dem. Jeg spiser dårligt, da jeg ikke har energi til at lave mad. Mange vil sikkert se det som en fordel, at jeg næsten helt har mistet lysten til øl – hver gang jeg drikker én, stresser det mig, at jeg skal anmelde den. I det mindste har jeg kunnet konstatere, at decideret alkoholisme vist ikke lige er mit nummer, for jeg kunne nemt forestille mig, at folk der har sygelig hang til våde varer, netop mister kontrollen over deres forbrug, når de har det som mig.

Men det betyder også, at jeg mister lysten til min hobby. Og jeg mister lysten til én af de ting, der vitterlig gør mig glad og giver mening i livet – at nyde oplevelsen af godt, velbrygget øl.

Hvor kommer det fra, det voldsomme sortsyn? Ikke kun fra ét sted, omend nogle af de mange, jeg vil remse op her har større betydning end andre.

Der er det nazistiske svin Rasmus Paludan, der promoverer sig som forkæmper for ytringsfrihed, dels for at fremprovokere uro, dels for at fremme sine nazistiske synspunkter om et apartheidsamfund, hvor betegnelsen ‘andenrangsborger’ for, hvordan muslimer skal behandles, er en brutal underdrivelse.

Der er det forestående valg, hvor oppositionens fremmeste leder, Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet nærmest konkurrerer med førnævnte Paludan om at foreslå de mest hadske og nedrige tiltag mod landets etnisk-religiøse mindretal. Tortur af børn i Sjælsmark og etablering af en KZ-lejr på Lindholm, er blot to tiltag, det højreradikale racistparti Socialdemokratiet har valgt at holde fast i – også efter et valg.

Der er branden i Notre Dame kirke i Paris … Katedralerne er mere end noget andet monumenter over menneskets evner udi ingeniørkunst og skønhed, og stråmænd om at jeg og andre ateister skulle fryde os over et slag mod kristendommen, hjælper heller ikke.

Men mere end noget andet, er det nok min familiære situation, der trykker. Mine børns mor og hendes nye mand har besluttet sig for at flytte – ikke bare til en ny bydel eller anden egn – nej, de har valgt at flytte så langt væk fra København man kan, uden at forlade Danmark. De flytter til Thisted i Juni måned og …

… de vil gerne have mig med.

Der er ingenlunde optræk til juristerier eller andre af den slags grimme ting. Jeg har det bedste samarbejde, jeg kunne ønske med min forhenværende livsledsager, og hun er desuden en af de få mennesker, jeg har turdet betro mig ærligt til, om mine mentale kvaler. Jeg er ingenlunde afvisende over for at tage med. København er mere og mere kvælende gentrificeret, og jeg føler mig mindre og mindre hjemme her, med et arbejde, der måske nok betaler huslejen – men for en lejlighed, der er alt for lille, og i grunden for dyr i betragtning af, hvor lidt jeg får for den. Det er heller ikke fordi arbejdet holder meget fast i mig. Jeg bliver mere og mere træt af det, og føler at jeg sidder fast i det uden mulighed for forandring, forfremmelse eller andet, der kunne øge min i forvejen katastrofalt lave arbejdsglæde.

Det jeg imidlertid slet ikke magter, er tanken om alt det, der skal arrangeres, ordnes, organiseres og koordineres. Jeg hader at flytte – og tanken om, at det denne gang skal gå helt til Thy er nærmest ubærlig for mig. Og så er der også den lille detalje med, at jeg skal finde et nyt arbejde deroppe. Det er måske det allermest skræmmende – at jeg i grunden vil blive kastet ud i den arbejdsløshed, der i sin tid var ved for alvor at koste mig mit mentale helbred.

Vel – nu ved I, hvorfor jeg ikke har skrevet helt så meget her på det sidste. Det er i en eller anden grad mit håb, at jeg, ved at skrive åbenhjertigt om det her, kan komme lidt videre. Vågne op, og rent faktisk få set i øjnene hvad jeg skal gøre, og rent faktisk få gjort det. Jeg har brug for alt den støtte, jeg kan få – bortset fra økonomisk. Pengene til bøvlet har jeg for så vidt. Men moralske skulderklap, og eventuel logistisk assistance vil – når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at få arrangeret en teltpløksoprykning – være aldeles påskønnet.

Dagens øl var anledningen til, at jeg endelig fik meldt det hele ud. Vesløs er en landsby på Thisted-egnen, og den skarpsindige læser har nok allerede ud fra overskriften regnet ud, at denne øl er brygget i anledning af den lokale brugsforenings 100-års jubilæum. Thisted Bryghus har lagt materiel og ekspertise til, og det – kan jeg allerede nu afsløre – er der kommet en overraskende god øl ud af. Jeg skal takke min ekshustru og hendes nye mand for at have taget den med deroppefra, da de i vinterferien var deroppe for at afsøge området.

I bund og grund er der tale om en pilsner, men med lidt mørkere malt, så vi velsagtens er ovre i noget wienerøl, eller classic som det hedder på vore kanter. ud over en nydelig dyborange lød under højt hvidt skum byder brygget på krydrede noter af kanel og farinsukker.

Man sætter glasset til munden i forventning om en fortrinsvis sød oplevelse. Det starter roligt – og stadig med forventningen om en afdæmpet oplevelse i betragtning af, at der trods alt kun er tale om en jubilæumsøl for en brugsforening et sted i Udkantsdanmark. Så rammer et bagholdsangreb af tung, dyb og mørk bitterhed. Hårdt træ blander sig med laurbærblade og nelliker.

Bittert, svært og slet ikke så lettilgængeligt, som man kunne have forventet det af en øl så langt væk fra hipstere og rigmandsfolk i hovedstaden. Oplevelsen er fuldfed og emmer af tydelige aromaer, der ikke bare er der for at kæle for smagsløgene, men bestemt også for at udfordre, rive rundt, og banke på helt nye pladser.

Det er ikke bare en overraskende stor fornøjelse i betragtning af den geografiske placering og anledningen. – det er bare en stor fornøjelse i sig selv..

Thisted Bryghus ville nyde endnu større agtelse hos mig, hvis de kunne gøre dette niveau til deres standard. Jeg tager i hvert fald øllet som et godt tegn i forhold til, hvad der venter mig af nye udfordringer. Hvor meget jeg end ville være fri – på nogen områder i hvert fald – så venter eventyret endnu engang derude.

Der er ølfestival på Vesterbro her på lørdag d. 20. april. Adressen er Engavevej 80, 1750 København V, og jeg regner med at komme forbi fra ved femtiden. Det kunne være hyggeligt at ses.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme