Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Danmark

Limfjordsporter Thy Whisky Fad 49, Thisted Bryghus

Man må gerne …

Man siger ganske vist, at man ikke må tale ondt om de døde … men der er undtagelser. Rush Limbaugh er definitivt blevet cancelled af alle livsopretholdende funktioner, hans betændte, hadske legeme formåede at holde kørende. Et dybt nederdrægtigt individ, hvis indflydelse på menneskeheden viste sig som splittelse og had mod snart sagt enhver tænkelig etnisk, seksuel og på anden vis marginaliseret minoritet.
Da forhenværende præsident Donald Trumps støtter stormede kongressen, var der flere i offentligheden, der hævdede, at Trump ikke var årsagen, men blot et symptom på en øget radikalisering af den amerikanske befolkning. Jeg er tilbøjelig til at give disse kommentatorer ret. Rush Limbaugh, til gengæld – han var vitterlig en af årsagerne. Han gjorde mere end nogen anden amerikansk talk radio identisk med konspirationsteorier, højreradikal propaganda og hadefuld tilsvining af alt, der ikke matchede beigegrå – eller snarere hvid, strømlinet almindelighed. Gang på gang, når tidligere eller nuværende amerikanske højrefløjsere fortæller om, hvad der fik dem til at falde i kaninhullet, dukker Rush Limbaughs talk radio-show op.
Der er absolut ingen grund til at lægge fingrene imellem og finde pæne gloser frem; der var og er intet pænt at sige om den mand. Det er kun grimt og frygteligt alt sammen – og heldigvis har det omsider fået en ende.

Det var dagens tirade. Jeg slås stadig med at holde humøret oppe, mens ledigheden nager, og det betyder fortsat, at der er langt mellem indlæggene. I øjeblikket føles det næsten mere som en slags sur pligt end noget der drives af lyst – hvilket er forbandet ærgerligt, men desværre også de barske realiteter, når man slås med sin egen hjernes ubalancerede kemi. Den slet skjulte irritation over emnet for dagens tirade er nok i virkeligheden et ret godt eksempel på dette i sig selv.

Dagens øl fik mig til gengæld til at smile. Og det tror da pokker … Thisted Bryghus er et af de få firmaer, der kan blive ved og ved med at dreje og vride aldrig så sagte og antydningsvist på deres produkt, kalde det noget nyt – og slippe godt af sted med det. Limfjordsporteren i dens efterhånden rigtig mange afskygninger er en hyppig genganger på bloggen, hver gang til fornøjelse – stundom endda stor, og endnu ikke til skuffelse … dvs – Mikkellers Beer-Geek version var jeg vist egentlig ikke så glad for, da jeg prøvede den i Lokomotivværkstedet engang. Men det skal ikke ligge Thisted Bryghus til last, da Mikkeller som bekendt var ansvarlig for den variant.
Her er det de gæve thyboer selv, der står bag. Nu med bøgerøget malt fra Gyrup og et helt fad Thy Whisky hældt ved. Det kan mærkes i duften, der giver en dybere klang til det kulsorte brygs velkendte fyldige, maltede og brankede duft.
I aromaen er lakrids, mørkristet kaffe og whisky nydeligt afstemt hinanden. De 8,5% alkohol giver et ekstra pift, og får næsten én til at se bort fra, at brygget måske godt kunne bruge lidt mere på fyldesiden. Det glider lige let nok ned, gør det. Og det varmer og smager på vejen – men en ordentlig stout skal nu helst føles lidt mere tyktflydende end den her.

Men det er småting. Det vigtigste er, at den – på trods af depression, ledighed og et deraf undertiden betændt gemyt – fik mig til at smile.

Grimbergen Rouge, Kronenbourg/Carlsberg

De store kan også ...

Det er evigt og altid i embeds medfør, når jeg ser en ny øl fra Carlsberg-koncernen på supermarkedshylden og tager den med hjem til anmeldelse. Det gælder også frugten af deres aggressive fusioner og opkøb rundt om i verden. Grimbergen-brandet ligger således under franske Kronenbourg, der for en utrillion år siden alligevel blev opkøbt af Carlsberg, så det egentlig kunne være aldeles ligegyldigt at ordet ‘borg’ har et ekstra, eksotisk klingende ‘u’ i sig. Til gengæld fungerer det sikkert fint i markedsføringsøjemed – man kan lave nogle bryg der ser flotte ud på etiketten, udstråler kvalitet og ved første øjekast synes at komme fra [gisp] udlandet. Selv kvalitetsbevidste forbrugere hopper alt for ofte på limpinden og tror, at blot fordi der kun står ‘Carlsberg’ med små typer, så er det et kvalitetsprodukt, de står med i hånden.

Meget tyder imidlertid på, at der virkelig er gjort noget ved dette produkt, for at få det til at smage af noget. Ikke mindst indholdsfortegnelsen, der i længde er sammenlignelig med diverse FN-rapporter om menneskerettighedsbrud i Nordkorea – uden yderligere sammenligning i øvrigt. Glukosesirup, sukker, naturlig aroma (min fremhævelse), gulerodsekstrakt, bygmaltekstrakt, syre og citronsyre pryder bagetiketten sammen med byg- og hvedemalt, samt humle og vand. Kreativiteten og gavmildheden fejler ikke det store, men hvordan mon det står til med brygkunsten?

Navnet passer i det mindste. Brygget er nydeligt rødt, næsten som en fed blanding hindbærsaft, med fint, kridhvidt skum, der formår at klæbe mere end bare en anelse. Hvor farven kommer fra melder historien ikke umiddelbart noget om, men mistanken falder på gulerødderne, der kunne være af den violette slags. For mest af alt bærer brygget lød af rødbeder, som trods alt ikke har været i brug i konkoktionen.
Det er heller ikke lige gulerødder, brygget dufter mest af. Til gengæld genfinder man sødme af sirup og hvidt sukker, kombineret med syrligt-søde bær – tranebær ligger tæt på. Brygget formår således at dufte meget lidt af det det egentlig er – øl, men på den anden side ikke så meget af søde sukkerdrikke, at denne blogger skræmmes bort lige med det samme. (Det siger egentlig ikke så meget i betragtning af, hvor meget pris jeg sætter på belgiske frugt-øl. Men det er en anden historie).
Så vidt ikke noget væmmeligt – eller industrielt kedeligt for den sags skyld. Og idet glasset sættes for munden bliver det endda godt. Brygget smager dejligt sødt og fyldigt igennem med en underliggende syrligt-frisk note, jeg som stor ynder af førnævnte frugtøl hilser aldeles velkommen.
Nogle vil kalde den vammel i sin sødme, men jeg sætter faktisk pris på den karakter, det giver brygget. Der er noget fest og (især) farver i dette bryg, som man alt for ofte savner i Carlsbergs produkter, og selv om tyskerne – især sydpå – slår sig kors for brystet over tilsætningerne, er det færdige resultat trods alt ikke mere syntetisk, end at det godt kan nydes.

De blander åbenbart bedre end de brygger hos Carlsberg. Til gengæld gør det mine pligtanmeldelser så meget mindre en byrde, når det færdige resultat rent faktisk smager af noget, og så skal jeg ikke vifte unødigt meget med pegefingeren ad dem for blanderiets utyske.

Narrevorn, Løkken Bryghus (Det’ bare Løkken XI)

Et sort glimt af håb …

Pauserne mellem mine indlæg er igen blevet længere end jeg egentlig intenderede. Jeg skal ikke plage læserne unødigt med mine humør-issues, men blot fremføre det som en simpel kendsgerning, at det igen-igen-igen er det der spøger og sætter grænser for min aktivitet på de sociale medier.
At jeg var så edgy på dagen for indsættelse af Joe Biden i præsidentembedet, at jeg fik lukket min Twitter-konto permanent, gjorde heller ikke sagen bedre. Over 1700 følgere i vasken – bare sådan, fordi Twitters algoritme, eller nogle emsige højrefløjsere synes, man skal holde kæft.
Vel, op på hesten igen – den evige jagt på følgere for følgernes skyld blev faktisk også lidt triviel i længden. Jeg prøver at lære af det frem for at blive endnu mere bitter.
Ikke mindst når bitterheden er en egenskab, bryggeriet bag dagens øl for en gangs skyld har nogenlunde styr på.

Vi er nået til den næstsidste øl i den omfattende serie af øl, jeg i efteråret fik sendt af Løkken Bryghus. Det har været en på flere måder jævn oplevelse, mest af alt fordi hovedparten af bryggene lagde sig i et mageligt for ikke at sige konturløst og umarkeret midterfelt. Akkurat bestået, men ej en fornøjelse at bevidne som eksaminator eller censor.
Forventningerne til denne stout er derfor ikke just høje, ligesom alkoholprocenten. 6,9 er måske ikke lige så langt nede, som mit humør for tiden, men om man ligefrem bliver skæmtsom, eller narrevorn som det hedder på vendelbosk, af én alene, har jeg min tvivl om.

Brygget lægger ud med en for så vidt godkendt, men dog noget svag duft af kaffe og mørkt træ. Ikke desto mindre er det mere lovende end det meste fra bryggeriets hånd, så det naive håb lever fortsat.
Og det indfries skam også! Brygget ejer ikke bare fylde nok, men fylde i overflod – og aroma! Lækker, bitter, fyldig, næsten brændende lakridsaroma, og så endda helt uden at lakridsaromaen føles støvet eller på anden vis disharmonisk.
Det skyldes nok, at der ikke er tilsat lakrids. Whisky ja, men ikke lakrids. Det er måske tricket? Hvor ofte har jeg ikke pylret over, at stouts tilsat lakrids fik en underligt støvet og disharmonisk mundfornemmelse af det (med Limfjordsporter som den nok mest markante undtagelse)? Her er lakrids go leor, men som resultat af brygkunst, og tilsættelse af noget ganske andet.
Og whiskyen smager i øvrigt heller ikke for meget igennem. Innis & Gunn har gjort det til deres brand at lagre øl i whisky- og andre brændevinsfade, hvilket på denne bloggers tunge alene har givet deres bryg afsmag.

I sidste ende er det nok et spørgsmål om smag og behag, men ét står i hvert fald tilbage mørkt, tungt og dunkelt som kun en ordentlig stout kan være det: Dette er en aldeles nydelig repræsentant for stout-genren, og yder omsider Løkken Bryghus noget hæder, de nok har længtes efter.
Og det kan ikke undgå at nage efter en pragtfuld øl som den her, at man nu ved, at Løkken Bryghus sagtens kan brygge øl af en udsøgt kvalitet. For hvorfor gør de det så ikke bare hver gang?

Kloster Hvede, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave III)

Flyverskjul og popcorn

I USA er folk gået i flyverskjul i forventning om, hvad der kommer til at ske i overmorgen, når Joe Biden skal indsættes som præsident. Nationalgarden er udstationeret på gangene i kongressen – helt bogstaveligt hvor de overnatter uden madrasser eller tæpper – og ude i de enkelte stater har man været i allerhøjeste alarmberedskab, da Trumps broget-grumsede svar på Sturmabteilung (I ved, boogaloo-boys, Proud Boys, Oath Keepers, QAnon osv osv) erklærede, at de ville marchere mod staternes respektive hovedsæder i går.
Nyhedsbureauerne har ikke meldt om uroligheder, heldigvis, for med den slags fyrværkeri foretrækker de fleste nok en fuser. Forhåbentlig bliver det til endnu en fuser på onsdag, selvom risikoen for uro anses for at ligge et sted oppe i stratosfæren. FBI har meldt ud om risiko for, at insidere i kongressen planlægger angreb, ikke ulig hvad der var tilfældet 6. januar, hvor både politifolk og kongresmedlemmer ifølge hastigt ophobende evidens handlede i forening med stormløberne.
Angiveligt er hver eneste udstationerede soldat i kongressen blevet sikkerhedsvurderet tre gange – det må være over 60.000 sikkerhedstjek i alt, da over 20.000 nationalgardister er blevet udstationeret. Og mit lille aspergerhovede kan ikke lade være med at overveje, om dem der laver sikkerhedsvurderingerne mon også bliver sikkerhedsvurderet. Hvis blot én forræder løsner et skud kan katastrofen blive total, og det kræver ikke engang en forræder at overse en sådan. Det kræver blot, at en af dem der sikkerhedsvurderer tropperne, sover i timen.

Herhjemme tager de fleste sagerne med foruroligende sindsro. Alt for mange ser det som en form for bizar underholdning, der inviterer til hånlatter og popcornspisning. Der er imidlertid alle grunde til at være bekymret for, hvor slemt det faktisk står til med verdens mest betydningsfulde supermagt, samt de oplagte historiske paralleller man kan drage fra europæisk fortid.
Kast blot Godwin efter mig, hvis I vil, men dette var Trumpbevægelsens ølkælderkup. Og hvis omverdenen fortsætter sin letkøbte og konsekvensfrie fascination af bevægelsen, og ikke tager den alvorligt inklusive dens nødvendige bekæmpelse, så gruer jeg meget for det næste amerikanske præsidentvalg. Mit gæt er at Trump er enten død eller alt for mentalt svækket til den tid – men der skal nok være fundet en efterfølger, der er gal nok. Ted Cruz, Josh Hawley, Matt Gaetz, Marjorie Taylor Greene og Lauren Boebert står allerede klar i kulissen, mens man samtidig ikke skal undervurdere resten af Trump-familiens ønsker om at gøre Marmelade Mussolini kunsten efter.

Endelig siger man, at det der sker i USA kommer til Europa ca 10 år senere. Med Nye Borgerlige, Stram Kurs/Hard Line, Dansk Folkeparti samt veteraner som Inger Støjberg er der for længst et betydeligt segment i dansk politik, der deler Trumpbevægelsens politik, efter min mening tillige med dennes autoritære og antidemokratiske element.
Herhjemme er de blot kloge nok til ikke at flashe sidstnævnte alt for ofte eller alt for tydeligt. En sjælden flashing af disse dispositioner stod Støjberg for, da hun frejdigt erklærede sit ønske om at ‘dræne sumpen’ under Bæredygtigt Landbrugs traktortræf i efteråret.

Jeg husker ikke længere, om vi diskuterede alle disse emner under samme livestream, som jeg refererede til i sidste indlæg, men det kan man jo selv klikke sig ind for at undersøge. Det blev i hvert fald en så lang livestream, at jeg åbnede to nye øl undervejs. Men da jeg havde kværnet den fine IPA fra sidst, var jeg åbenbart blevet for pløret til at huske at fotografere denne hvedeøl, før den blev åbnet.
På optagelsen ser den nydeligt messingfarvet ud, blankpoleret overraskende nok, for brygget er – som enhver hvedeøl selvfølgelig bør være – ufiltreret. Dette manifesterer sig åbenbart ikke synderligt i det visuelle.
Duften er til gengæld lovende, omend sikkert ildevarslende for mange. Stald, eller rettere; ensilage breder sig i lokalet ved skænkning – og det er ironisk nok et sikkert tegn på kvalitet, også selvom lugten af stald er ubehagelig for de fleste – mig selv inklusive.
Staldlugt peger gerne i retning af bitter aroma, som man bliver snydt for her. Men det gør ikke spor, da der i indbudt til en sød, kælen oplevelse i stedet. Et fast, fyldigt, næsten svulstigt sødt element af marcipan glider næsten friktionsløst ind over tungen. Her yder kontakt med alle indvendige flader lystigt behag af lette, men velplacerede stød af agurkesyrlighed, der udløser saft fra efterårets modne æbler.
Man kan ikke nære sig for at vælte hele udladningen rundt i gane, gummer svælg en ekstra gang, før man lader det hele glide ned. En fuldendt aromatisk udløsning, der langt overgår forventningerne til enhver hvedeøl, plus forventningerne til de fleste øl i det hele taget.

Og jeg der ellers sjældent synes at hvedeøl er noget at råbe hurra for. Men det kan altså lade sig gøre at brygge nogle ordentlige nogle af slagsen. Det har Klosterbryggeriet hermed lært os.

Kloster Humle, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave II)

Interessante tider …

Sheez … her vender man ryggen til bloggeriet et kort øjeblik, fordi – jeg har også ret til lidt ferie fra mine hobbyer ind imellem … og så nærmest eksploderer verden i en sky af fæces på en baggrund af brændende swastika – eller i hvert fald ækvivalenter dertil.
Lad mig se. Det startede jo egentlig rigtig godt med, at demokraterne Raphael Warnock og Jon Ossoff begge blev valgt til det amerikanske senat, hvilket betød at republikanerne David Perdue og Kelly Loeffler blev vippet ud, så der nu er demokratisk flertal i begge kamre. Det var i tirsdags.
Onsdag skulle kongressen så – ceremonielt mere end noget andet – tælle valgmandskollegiets stemmer, hvilket ville udgøre den formelle føderale certificering af demokraten Joe Bidens valg som præsident.

Og så var det ellers at lorten ramte ventilatoren. På opfordring fra Agent Orange aka Agolf Twitler aka Cheeto in Chief stormede dennes sammenrend af nazistiske og fascistiske tilhængere kongressen i et sidste forsøg på at gennemføre et kup for at vende valgresultatet. Det nok mest gennemtestede og gennemtjekkede valgresultat i menneskehedens historie i øvrigt. Fem mennesker er indtil videre døde, herunder en af de meget meget politibetjente, der valgte at passe deres arbejde, frem for at lade de antidemokratiske naziterrorister bryde ind, smadre ting og få taget selfies med flertallet af de sædvanligvis rådne æbler, der udgør DC’s Metropolitan Police.


Det er sikkert forskelligt, hvad der gør mest indtryk, når historie sådan bliver skrevet for øjnene af én. Det jeg nok bed mest mærke i, var et Tweet med relativt få reaktioner fra Shaun King, hvori en anonym DC politiassistent beretter om, hvordan dennes kolleger var med i optøjerne og frit og frejdigt flashede deres skilte imens.
Hvor noget kunne tyde på, at fortiden – og for den sags skyld også nutiden – endelig vil indhente Trump, og at han enten vil blive afsat eller sendt for en rigsret endnu engang (evt. begge dele), så er jeg langt mere i tvivl om, hvorvidt den endnu engang meddelagtige ordensmagt vil blive stillet til ansvar. Uden DC’s Metropolitan Police’s aktive medvirken, ville stormen på kongressen aldrig kunne lykkes. Det er helt tydeligt, at hvis demonstranterne er hvide fascister og nazister, så støtter amerikansk politi dem aktivt. Det så vi under BLM-protesterne, hvor nazistiske og voldelige moddemonstranter blev taget på med fløjlshansker – selv når de begik flerdobbelte mord, som fx i tilfældet Kyle Rittenhouse.
Er demonstranterne derimod fra Black Lives Matter, rykker Nationalgarden ud i fuldt udstyr. Her er der sikkert en del af mine læsere, der vil indvende “jamen BLM er meget mere voldelige end Trumps nazister”. En rapport fra ACLED når imidlertid til en anden konklusion – og det siger jeg ikke for at få hine læsere til at ændre opfattelse, idet jeg ved, at de (formentlig meget få) læsere er tabt. Jeg anfører det for at sikre, at tredjepart – dem der ser begge sider af sagen – får et mere nuanceret indblik.
De førstnævnte tosser, der har bildt sig selv ind, at dem der stormede kongressen enten var langt mindre voldelige end BLM-demonstranterne, eller at de i virkeligheden var Antifa i forklædning, er ærligt talt ikke værd at spilde ens tid på.
Marmelade Mussolinis Twitterkonto, og en lang række andre af hans konti på sociale medier, er nu lukket. Og det er så der, vi er nået til i en fire år lang føljeton, der heldigvis ikke får sig en sæson til. Men slut er den ikke endnu, og i modsætning til en serie, man faktisk gider følge med i, gruer jeg for, hvilke afsindige hændelser man må være vidne til som det næste.
Der skal nok være rigeligt at skrive om i begyndelsen af næste anmeldelse også. Selv nu, hvor jeg har tre øl i kø, og der snildt kan gå under 24 timer mellem indlæggene.

Men nu skulle jeg vel være sådan nogenlunde med i det mindste. Dagens øl må jeg hellere se at komme i gang med, før den oplevelse går tabt i virkelighedens mange distraktioner.

Historien bag dagens øl er skrevet på halsetiketten med så lille skrift, at jeg måtte have min søn til at læse det op for mig … som de unge dog kan.
Humlen stammer åbenbart tilbage fra klosterets aktive dage, der begynder i 1100-tallet. Planter der kan knyttes til samme sted gennem århundreder kaldes åbenbart ‘relikte planter’ – så blev vi så kloge.
Men bliver humlen nu også god af den grund? Lige så god fx som brygget ser ud med sin dyborange lød, og sit flotte, fyldige, standhaftige og ikke mindst høje, cremede skum? Den kan i hvert fald duftes! Fyldig, fortrinsvis sød faktisk, men også sprødt bitter og med en nydelig kant af vanille, der giver indtrykket dybde.
Og jo – de mange århundreder på klostergrunden ved Ry har næppe skadet. Frisk som vinterkulden, klar som kildevand, sprød som nyristede majsflager og med en bittersød aroma af nyhøvlet lyst træ og fersken. En lille, uprætentiøs og forbløffende smagfuld aromafuldtræffer! Kompleks uden at være unødigt kompliceret. Læskende og vederkvægende uden at være ordinær. En øl, der er god til det meste og sagtens kan stå alene.

Tak for den, Marcus – og Øm Kloster!

Brilleabe, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken IX)

Men glasset er godt …

Jeg har så været lidt af et kødhoved hele tiden. Ja, det ved vi selvfølgelig godt allesammen, men når det viser sig i et omfang som her, så bliver man mindet om det i en grad, så det er værd at påpege for at gnide lidt ekstra salt i såret.
Hvorom alting er, viser det sig, at den forsendelse øl, jeg modtog fra Løkken Bryghus forleden, også bestod af et mindre parti øl fra et andet bryggeri, jeg heller ikke havde prøvet noget af før.
Tre øl var således fra Bryggeriet Vestkysten. Og det forklarer sådan set også, hvorfor der var sådan et fint glas med i pakken fra det bryggeri. Som allerede nævnt har glasset overtaget pladsen som mit favoritglas efter at det gamle røg på gulvet. Øllene var i øvrigt i en helt anden type flaske end Løkken Bryghus’ øl, så der var alle chancer for, at jeg ville opdage variationen i pakken allerede ved udpakning.
Men nej … Først da jeg i går eftermiddag satte mig til rette på min yndlingsstol for at passe min yndlingsbeskæftigelse her under pandemien: at hyggesnakke med mine venner over internettet, opdagede jeg, at der var tale om øl fra en anden leverandør …

Det er i øvrigt ikke lykkedes mig at finde nogen hjemmeside for Bryggeriet Vestkysten, og jeg har brandet mistænkt for på en eller anden snedig måde at høre under Løkken Bryghus. Hvorfor skulle de ellers sende mig bryg fra en konkurrent? Mit gæt er, at BV er Løkken Bryghus’ eksperimentelle division, mens hovedbryggeriet står for det bredere udvalg.
I hvert fald lægger jeg her hårdt ud med en specialølsklassiker: en IPA med en spøjst specifik styrke på 5,78% og med navnet Brilleabe. Abelist? Måske en smule, men også et fjollet og forældet derogativ, der nok efterhånden har mistet det værste af sin svie.

Allerede ved skænkning dufter brygget lovende af mørkt træ. Det matcher bryggets relativt mørke, klare ydre. Efter alt at dømme er brygget filtreret – og hvis det er det, der skal til for at holde brygget ensartet og velkontrolleret, så gerne for min skyld. Gyrup Gård i Snedsted, der ligger i cykelafstand fra min lille hybel i Thisted har leveret den økologiske malt som man også mærker en sød antydning af.
Alt sammen meget besnærende … desværre går de gode takter ikke igen i smagen. Her mærker man intet til malten, brygget føles mestendels vådt – bland – er et engelsk ord, der uvilkårligt melder sig om den småsyrlige, udefinerbart træ-agtige smag og mundfornemmelse. Ananaskirsebær – måske med en dråbe honning, og så ellers en satans masse vand, rundet af med en bismag af jern er hvad man bliver budt.
Mildt sagt har jeg svært ved at lure meningen med den her IPA. Den mangler typens ikoniske frisk- og bitterhed, og det den byder på i stedet, er ingen større nydelse.

En skæv debut for Bryggeriet Vestkysten … Det bedste de har leveret til bloggen her, er fortsat det fine glas.

Årsøl, Klosterbryggeriet (Marcus’ julegave I)

Nærmest himmelsk …

Marcus – min trofaste medsmager gennem årene – var så venlig at sende mig et par bøger jeg havde bestilt i julegave, sammen med en julegave til mig, jeg slet ikke havde forventet: Fire øl fra Klosterbryggeriet, et etablissement på Øm Kloster ved Ry.
En stor tak skal lyde til ham. Desværre kommer det nok til at vare noget tid, før vi igen kan nyde øl sammen, what with pandemi and all. Til gengæld er jeg evigt taknemmelig for forsendelsen, der nok skal være udvalgt med omhyggeligt hensyn til mine følsomme smagsløg.

Der var ikke nogen juleøl i samlingen, og godt det samme. For juleøllene har vi ikke været videre heldige med i år. Til gengæld har det slet ikke stået så skidt til med de øl, der ikke har været juleøl. Traditionen tro har flere af dem været væsentlig mere juleegnede end juleøllene selv, og det skal slet ikke udelukkes, at det også kunne være tilfældet med nogle af disse øl. Det bliver imidlertid noget begrænset hvor mange af dem, jeg kan nå at prøve og anmelde inden juledagene. Men det jeg når at anmelde, vil selvfølgelig blive anmeldt i lyset (eller rettere mørket) af den stundende højtid.
Den første er en af mine favorittyper … nu hvor de sure øl er ved at få overtaget som min favorittype, må IPA, som vi sidder med her, se sig om ikke slået, så i hvert fald i skarp konkurrence om førstepladsen, og således kun være en af mine favorittyper for tiden.

Den her IPA kæmper fra starten bravt for at genindtage førstepladsen på vegne af sine brødre. En tæt bitter em af friskskåret træ blander sig lækkerhedsagtigt med en nyligt åbnet stor pose altheabolsjer. Aromatisk, sødt og først og fremmest skarpt bittert – lige som det skal være. Kønt er brygget også – korngult under kridhvidt, fedtet skum … det behøver ikke være fancy eller utraditionelt for at være perfekt.
Det gælder i øvrigt også i smagen. Hvis bare brygget ellers er bittert og frisk er det som regel ikke bare godt nok, men rigtig godt. Man skal ikke desto mindre ned i detaljerne for at finde forskellene på de gode IPA’er, og på det punkt overrasker dette bryg.
Bitterheden er skarp, vældig og fremturende af tørt nåletræ, der flækkes med et knald. Ind mellem årerne vælter den friske harpiks, sød som honning og med en karamelliseret karakter, jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde er stødt på før i en IPA.
Og det fungerer! Fra tid til anden kaster bryggerierne en ny ingrediens i mæsken – eller de prøver med en ny gær eller en ny humle. Nogle gange går det godt, andre gange må man løbe for at den spontane udspytning kommer til at ske et sikkert sted, og ikke på stuegulvet. Men her går det altså godt.

Debuten for Klosterbryggeriet er i hus, og de har bestået med glans så stor, at jeg tør være optimistisk med hensyn til de næste også.

Men alt kan brygget ikke – det er ikke lige til julemiddagen, det skal nydes.

Strong Ale, Thisted Bryghus

Farin og nødder …

Besøgstallet for december ser meget fint ud. Jeg har faktisk aldrig haft så mange gennemsnitlige klik pr. dag på min blog nogensinde før, som jeg har haft i indeværende måned. Mit mål for i år var at nå op på 4.000 klik pr måned – det mål er for længst nået, og i november nåede jeg endda op over 5.000.
I mit stille sind tænkte jeg, det kunne være sjovt at nå op over 6.000 læsere – et tal, jeg aldrig er nået op på før, men så tænkte jeg igen. For med den raketfart, læserne rasede ind på bloggen de første dage af december, var der ingen grund til at tænke småt.
Så nu går jeg efter 7.000 læsere på bloggen i december. Over 1.000 mere, end jeg nogensinde har haft før – fordi det ligger vel inden for det mulige, omend det også vil kræve et minimum af anstrengelse fra min side.
At anstrenge mig er imidlertid ikke det, jeg gør med størst fornøjelse for øjeblikket. Uanset hvor introvert jeg er, rammer den fornyede Corona-isolation også mig, og sammen med ledigheden har det desværre resulteret i en temmelig grim depressiv tilstand. Den kæmper jeg dagligt med at reducere og forbedre – blandt andet ved at holde fast i at dele indlæg på min blog med ikke alt for store mellemrum, men det kræver en større indsats end ellers.
Min YouTube-kanal sker der således ikke meget på. Min fødselsdagslivestream er det seneste, der kan ses, og det er fra starten af november. Jeg har sagt ja til igen at hoste et segment af en Christmas relay Stream på juledag. Måske vil det sparke lidt liv i kanalen igen – jeg gør i hvert fald hvad jeg kan for at få lidt sving i aktivismen igen, selvom det er svært.

Øllene render i mellemtiden ingen steder. Den her stærke sag åbnede jeg mere end noget i mangel på bedre. Fx i mangel på juleøl, af hvilke udvalget har vist sig meget begrænset heroppe i det nordvestjyske. Jeg købte den i Føtex for nogle måneder siden, hvor der var tilbud, hvis man købte fire øl af gangen. Da jeg havde fundet tre (herunder de seneste øl fra to øl) var dette den øl, der så mindst uinteressant ud af det, der var tilbage på hylderne.
7,2% er langt fra det stærkeste, jeg har prøvet, men det er vel alligevel stærkt nok til, at betegnelsen ‘Strong Ale’ ikke er direkte ulovlig. Samtidig er brygget dejlig mørkt, og dufter fyldigt af mørkt sukker og svesker. Forrest på tungen er brygget blødt og sødt smagt til med kagekrydderier og rigeligt farin. Som det ruller gennem munden ændrer det karakter og bliver mere bittert. Det ender ved mandlerne med en markant, næsten besk aroma af lidt for gamle hasselnødder. Igen er det den slags aromaer, man helst er fri for uden for øl, mens det i et bryg som dette opleves som karakter og raffinement.
Ligesom Aecht Schlenkerlas ‘Eiche‘ ville brygget her slet ikke være umuligt på et julebord. Fylde og sødme er mere end adækvat til den fede julemad, og bitterheden leverer krydderiet. Det er langt fra første gang, at erfaringen med sæsonens såkaldte juleøl viser, at ordet ‘jul’ langt fra garanterer egnethed til højtiden, ligesom uegnethed ingenlunde fremgår af ordets fravær på etiketterne.

Så skulle der være udsolgt af de dedikerede juleøl skal man ej fortvivle – der findes gangbare alternativer derude.

Funky Santa, Midtfyns Bryghus

Sær jul …

Funky er ikke bare en musikstil. Det er også et fuldstændig kromulent ord på engelsk, hvor det betyder noget i henretningen af ‘mærkeligt’ eller ‘uregerligt’ … fordi de der funky rytmer med den inciterende bas, bare er så uregerlige, eller noget.
Det virker jo mægtig besnærende, når der skal hentes juleøl hjem til anmeldelse. Man forventer noget nytænkning i en højtid, der er kendetegnet ved sin fastbundethed til traditioner, der for alt i verden ikke må ændres. Men forandringen kommer alligevel – for 200 år siden (rundt regnet) blev juletræet en trend. Og på en eller anden måde må det jo have maset sig ind blandt de allerede eksisterende juletraditioner.
Gad vide hvem der mon dengang fik skylden for den slags samfunds- og verdensomstyrtende anarki? Muslimerne var der jo ikke rigtig endnu til at kunne tage skraldet for den slags? Måske var det jøderne man hakkede på i stedet? Og katolikkerne! Helt sikkert også katolikkerne.

Men tilbage til øllet før jeg kryber alt for dybt ned i det kaninhul. Midtfyns BryghusFunky Santa er en brown ale brygget med hvedegær. Det skulle give brygget et krydret udtryk, hvilket jo kunne gå hen og passe helt fint til and, flæsk, svesker, brunede kartofler samt først og fremmest sovs.
Brunligt orange og med masser af gærflager tumlende rundt i sig tager det sig i hvert fald utraditionelt ud. Det samme kan man roligt sige om bouqueten – den er underligt sødt-syrlig, en smule i retning af æbleeddike. Og æbler er selvfølgelig også forbundet med julen, men ikke i en sådan sur sammenhæng.
Syren går igen i smagen, og diskvalificerer dermed hurtigt brygget som juleøl. Ananskirsebær gør sig bare ikke særlig godt på julebordet. Heller ikke selvom man i den underligt sur-søde masse hist og pist kan finde spor af nogle julerester. Tørrede figner her, pebernødder der.
Brygget har i øvrigt en nogenlunde adækvat fylde, godt hjulpet på vej af 8,5% alkohol – men slutproduktet forekommer underligt fragmentarisk og det overordnede koncept er lige så sløret og grumset som øllet selv.
Brygget er nu hverken væmmeligt eller udrikkeligt som sådan. Det er blot ubrugeligt til julebordet … og påskebordet og pinsebordet og til mortensanden og fastelavnsbollerne. Mere end noget andet forekommer det som et brygeksperiment, der ikke rigtig er lykkedes, og så har man ellers bare smækket en etiket på, der passer til den tid på året, hvor eksperimentet blev foretaget.

Det er sjældent at den slags ender så’n rigtig godt.

Brun Sovs, BeerHere

Beer There?

Så lykkedes det endelig at få en juleøl på programmet. Samtidig var den et glædeligt gensyn med en af bloggens gamle kendinge, som det er alt for længe siden, jeg sidst har haft mellem hænderne.
Jeg er faktisk lidt forbløffet over, at det er over otte år siden, en BeerHere-øl sidst blev anmeldt på bloggen. De har ellers gjort det rigtig godt de kun tre gange, jeg har været forbi dem. Jeg er sikker på, jeg så et eksemplar af deres øl engang i Toft Vin på Islands Brygge, dengang jeg boede på Amager. Måske var det prisen, der gjorde, at jeg valgte anderledes, hvem ved?
Den her blev købt i SuperBrugsen Thisted, der igen i år er leveringsdygtige i nogle spændende juleøl. Specielt dyr var den vist egentlig ikke, så den var en oplagt kandidat til årets opbud af juleølsskriverier.

Brun Sovs er en af de vigtigste ingredienser på julebordet, så BeerHere har gjort lidt af et kup hvad angår navnet. Bryggeriet understreger imidlertid på etiketten, at der ikke er tilføjet sovsekulør i brygget. Det holder sig pænt til de tyske renhedsforskrifter og samtidig er det ikke stærkere (4,8%) end at man godt kan nyde et par stykker eller tre til julemiddagen, uden at man bliver bimlende beruset.
Flot er brygget også – nydeligt klart i dyb mahognikulør, mens skummet er gyldent som fedtet under perfekt branket flæskesvær. Duften synes til gengæld noget afdæmpet, men formår da at levere nogle alt andet lige lovende noter af vanille og fløde.
Til gengæld konstaterer man ved smagning hurtigt, at brygget ikke sådan lige med det samme kommer til at overtage sovsens plads på julebordet – faktisk overhovedet ikke! Brygget er tamt fra første mundsmag, yder kun sparsom fylde og føles mere end noget andet, som en halvtynd kop kold kaffe. Bitterheden vokser en smule med tiden, og bliver for så vidt substantiel i eftersmagen – det må man give brygget. Til gengæld matcher aromaen ikke julemaden særlig godt.
Nej, juleøl skal være fyldigt og sødt. Sådan komplimenteres fedt, flæsk og and bedst, sammen med nelliker, salt, peber og laurbærblade. Til allerstørste nød matcher brygget måske et eller to af krydderierne, men slet slet ikke på den måde, som brun sovs ellers formår at binde det hele sammen.

Beer Here? I så fald ikke noget, der er værd at skrive hjem om – og især ikke i et julekort til én man elsker og savner.
Maybe over there …?

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme