Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Danmark

Red & Green Jule IPA, Indslev

Øl: Red & Green Jule IPA
Bryggeri: Indslev/Vestfyen
Type: IPA
ABV: 6,3%
Land: Danmark
Købt: Donation fra Bryggeriforeningen.

Det af Vestfyen overtagede foretagende Indslev har ligesom så mange andre bryggeier i juletiden sendt et højtidsprodukt på markedet. Jeg må ærligt indrømme – og i øvrigt gentage mig selv i samme ombæring – at jeg endnu ikke helt har lært at greje ‘jule-IPA’en’. IPA er en frisk og meget skrarpt bitter øl, der bedst egner sig i varmt vejr og til krydderier som ingefær og chili, snarere end nelliker og anis. Men – på den anden side er der de ledsagende aromaer af citrusfrugter, og det er jo faktisk ret julet, når det kommer til stykket … så måske alligevel eller noget?

Tanken om, at bryggerierne febrilsk leder efter en undskyldning for at strække konceptets holdbarhed til langt over dets intention, og ofte desværre med svigtende held, nager i hvert fald, mens jeg knapper op. Brygget ser ellers flot ud – højrødt og indrømmet julet i løden, med matchende fedtet gyldent skum. Det begynder godt …
… og fortsætter så en kende mere tvivlsomt med en svag, og ærligt talt uinspirerende duft, der ikke lover gunstigt for smagsoplevelsen. Heldigvis er der ikke den store overensstemmelse mellem den mestendels våde og uinspirerende næse og et overraskende drøn af skarp og frisk bitterhumle det øjeblik brygget når bag læberne.
Frisk rødgran river og flår i tunge, gummer og mandler, og åbner således, forfriskende voldeligt og uelegant, smagsløgene for fine, krydrede og slet ikke ujulede biaromaer af appelsin, sukat og figner på den søde side, samt kommen, nelliker og anis på den krydrede.

Jeg holder fortsat på, at IPA og jul ikke passer særlig godt sammen – men der er åbenbart undtagelser. Indslevs Jule IPA er en af dem.

Jule Bocken, Viborg Bryghus

Øl: Jule Bocken
Bryggeri: Viborg Bryghus
Type: Julebock
ABV: 7,3%
Land: Danmark
Donation fra Bryggeriforeningen

Ej enig …
Jeg må hellere se at komme i gang med juleøllene. For der er sørme mange i år! Bryggerieforeningen syntes, de skulle sende mig et udvalg af årets julebryg – og så kunne jeg jo ellers se, hvor meget jeg kunne nå at anmelde før jul. Stor tak går selvfølgelig ud til dem, sammen med en indrømmelse om, at tidspunktet nok kunne være en anelse bedre valgt. Jeg slås fortsat med et lavt motivationsniveau, hvilket jeg gjorde bryggeriforeningen opmærksom på, da de henvendte sig angående donationen. Da de ikke protesterede over, at jeg nok ikke nåede det hele før jul tænkte jeg, at jeg så ville kunne fortsætte traditionen fra alle årene med at anmelde juleøl langt ind i det nye år. Det er nok, hvad der kommer til at ske, så forbliv indstillet.

Samtidig kan det jo også være, at jeg genvinder lidt af glæden ved at anmelde igen. Julemåneden plejer gerne at være travl på bloggen, og jeg vil heller ikke have siddende på mig, at juleølsanmeldelserne udebliver, bare fordi mit humør gør knuder.

Så til værket. Strøet med let hånd i dette indlæg er et par skud af de mange øl fra den gavmilde donation. Kigger man godt efter vil man også kunne spotte et par øl fra Thisted Bryghus, som jeg ellers har forsvoret at beskæftige mig med i et års tid. Men heldigvis var det kun øl, jeg havde anmeldt i forvejen.

Dagens øl er fra Viborg Bryghus. De er folkene bag en øl, hvis anmeldelse er et af de mest læste indlæg på bloggen, nemlig ‘Luther‘. Der kan man læse min uforbeholdne mening om den dybt, dybt hadske og dybt antisemitistiske reformator, som jeg fortsat mener, det kun kan gå for langsomt med at få smidt på historiens mødding. Ingen sure miner i retning af Viborg Bryghus for at motivere mig til hin tirade – tværtimod er jeg dem taknemmelig, og de kan roligt være stolte over, at de fik en stresshærget og ADHD-ramt blogger til at skrive et så langt og researchkrævende indlæg.

Her er vi i selskab med noget lettere. I hvert fald rent intellektuelt. Jeg husker ikke ‘Luther’s alkoholstyrke, og den kunne nemt have været lettere end den her, der med sine 7,3% slår en proper næve. Ikke mindst når man som jeg er småforkølet – så gør eftervirkningerne bare det mere ondt.

Selskab for Vestjysk Ølkultur har angiveligt kåret dette bryg som årets julebryg i årene 07, 13, 15, 17 og 19, så forventningerne kan selvfølgelig ikke undgå at ligge et pænt stykke over industristandard. Brygget lægger hårdt ud med en fin, mørk lød, en kraftig, varm og krydret ølduft der emmer af humle, og højt, fedtet, gyldent skum.
Aromaen sparker også fra sig. Kraftig, omend noget ufin bitterhed af mørkt træ ledsaget af honningsødme. Dette viser sig imidlertid snart kun at være initialt. Bitterheden dæmpes hurtigt, og lander i stedet et rarare sted midt på skalaen. Her kommer aromaen til gengæld til at mangle udfordring, og truer med at gøre det, der startede som en vild og spændende oplevelse, småkedelig.
På den lange bane viser brygget sig at være business as usual. Og så vil nogle måske indvende, at det da også passer sig fint for en juleøl. Julen er traditionernes tid, og der må der ikke stikke for meget ud, der kan forstyrre harmonien og forventningerne. På den anden side skulle julen også gerne være tiden, hvor man gør lidt ekstra ud af tingene … og for at være helt ærlig – det synes jeg Viborg Bryghus har forsømt her.

Accidently not a Margarita, Koglebryg

Øl: Accidently not a Margarita
Bryggeri: Koglebryg i samarbejde med Skanderborg Bryghus
Type: Gentle IPA
ABV: 2,7%
Land: Danmark
Købt: Fødseldagsgave

Det havde jeg ikke engang set …
Jeg er stadig på fødselsdags- og julegave med min eks. Mest fordi jeg kan, men også fordi man som voksen bare får færre og færre fødselsdags- og julegaver sóm årene går. Så det gælder om at holde de få gaverelationer man har intakte gennem årene. Nåh ja – og så kender jeg selvfølgelig til Marcel Mauss’ bog om gaven, der er et absolut must, når man som jeg har læst religionsvidenskab … jeg har så aldrig fået læst den bog … ups, eller noget. Men det skulle fremgå af den på en eller anden måde, at gavegivning er et vigtig symbolsk udvekslingsforhold, der udtrykker loyalitet og sammenhængskraft … plus en hel masse andet som jeg måske hellere må se at få læst op på.

Dagens øl er således en fødselsdagsgave fra min eks. Selve fødselsdagen blev ellers behørigt fejret aftenen før, da Red Warszawa gæstede Thisted. Jeg og min søn havde en fantastisk aften i selskab med bandet … og et vist virus, der er i omløb for tiden, og som da lige syntes, det skulle inficere min sønnike en gang.
Og når jeg sådan havde været i nærkontakt med en COVID-smittet blev det til et par ufrivillige sygedage – helt uden at være syg skulle det vise sig … Og dog. P.t. slås jeg med temmelig kraftige smerter i venstre side af svælget – især når jeg synker. Jeg har ladet mig teste igen, og fået bekræftet, at det fortsat ikke er pandemien, der har gjort sit indtog i min krop. Men eksceptionelt irriterende er det nu alligevel. Så irriterende faktisk, at jeg er begyndt at drikke te – og det er ellers ikke noget, jeg normalt gør frivilligt. Det ødelægger virkelig en spise/drikkeoplevelse, at man vånder sig hver gang man synker. Til gengæld hæfter jeg mig ved, at smagssansen er i fuld behold – så smagehobbyen fortsætter ufortrødent.

Og først nu, når jeg skriver om brygget, opdager jeg at det faktisk er en alkoholsvag øl, jeg sidder med. Mistanken strejfede mig ikke engang under afprøvningen. Det var bare mig, der ikke havde vist rettidig omhu under forarbejdet. Men det siger også noget om bryggets kvalitet, at alkoholen kan være afdæmpet uden at det mærkes i evnen til at behage.

Det lyse, omend noget lavtskummende bryg dufter ordentligt igennem af det bedste fra forår og sommer: hyld, honning og friskskåret lyst træ. Det eneste, der er forkert ved brygget indtil videre er årstiden. Men jeg har jo heller ikke nogen anelse om, hvor længe den har ligget på lager før den kom mig i hænde.
Aromaen er bittersyrlig med gennemtrængende limesmag og grankogle i overraskende skøn forening. “Shut up and eat your pinecone” siger det i min popkultur-skadede hjerne, men omgivelserne her er anderledes frydehulde, fulde af fuglekvidder og vårblomster.
Og smagsoplevelsen er slet ikke slut endnu. Efter en smagfuld ouverture går brygget elegant over i en første akt bestående af friskt træ, garneret med koriander og spidskommen. Endnu en fjer i hatten til koglebryg er bryggets totale mangel på andet end vand, humle, malt og gær – og alligevel smager den langt mere igennem end fx det seneste Alfheim-bryg, der var tilsat appelsinskal og andet godt.

Koglebryg er et nomadebryggeri, der til denne øl har taget Skanderborg Bryghus’ udstyr i brug. Stod det til mig lod man omgående de to foretagende fusionere – helst under navnet Koglebryg da de suverænt har gjort størst og bedst indtryk her på bloggen indtil videre – og det endda på trods af halsbetændelse, virusfrygt og alt muligt andet …

Alfheim Fjalar Hvedeøl, Frejdahl

Øl: Alfheim Fjalar
Bryggeri: Frejdahl
Type: Hvedeøl
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt: Donation fra Marcus

Nye tider …
Tilbage før Ruder Konge var knægt, og der stadig gik dinosaurer rund på jorden … så længe føles det i hvert fald … modtog jeg to øl fra bryggeriet Frejdahl fra min gode ven og nu knap så hyppige medsmager (fordi vi bor i hver sin ende af landet – quite literally) Marcus. Han var fuld af grådkvalt brøde over at have købt øl fra Jim Lyngvilds bryggeri, og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, eller øllene.
Det sidste lovede jeg, at jeg nok skulle klare. Hvad angik det første … vel, når øllene først var ude af hans matrikel, skulle det jo nok gå alt sammen. Indtil videre har det i hvert fald spadseret sådan nogenlunde, så vidt jeg kan vurdere, og jeg glæder mig til at se min gamle ven i januar, hvor vi har planlagt at tage til Diablo Swing Orchestra-koncert.

For så vidt et hængeparti forbi før der tages fat på et nyt. Jeg tør nærmest ikke tænke på alle de øl, jeg har på lager til anmeldelse – og lejligheder til at smage øl er ikke legion, når man har natarbejde. Ved denne øl tog jeg imidlertid mod til mig, og drak den en tidlig morgen efter en vagt. Det fungerede forbløffende godt, så det bliver nok ikke sidste gang. Billedet er desuden taget af min på det tidspunkt spritnye telefon. Den gamle døde på et højst ubelejligt tidspunkt – det er det vist altid, når telefoner dør. Kameraet fejler i hvert fald ikke noget, så vidt jeg kan vurdere.

Og øllet? Ja, det fejler som sådan heller ikke det store. Det er jo ligegodt en hvedeøl … og hvad mener vi i sidste ende om hvedeøl …? Imidlertid ligner brygget mere en naturtrüb pilsner både visuelt og olfaktorisk, men jeg skal bestemt ikke klage. Et syrligt skær i duften er i øvrigt langt fra ikke-hvedeølsagtigt og det endda helt uden at skæmme. Tværtom giver det brygget et initialt pust af friskhed.
Det er også de syrlige noter, der dominerer brygget. Græs og lime, primært, men med humlens bitterhed som et ikke ueffent krydret bagtæppe. Balancen og harmonien er til gengæld ikke helt i øjet. De forskellige aromaer ligger ligesom ved siden af hinanden frem for at komplimentere hinanden, og i sidste ende får syren også lidt for meget overtaget.

Men altså – for en relativt billig specialølsoplevelse er det måske slet ikke så ringe endda. Tørsten er i hvert fald jaget effektivt på porten, og smagsløgene nogenlunde tilfredsstillet for en stund …

Blue Note, Svaneke Bryghus

Øl: Blue Note
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: New England IPA
ABV: 6,3%
Land: Danmark
Købt i: Fakta Thisted

I selvisolation …
For faen … her sidder man, som den legendariske tegneseriefigur Arne And nok ville have sagt det. Historien er den, at jeg i fredags, d. 5. november for første gang i mange år var til koncert med Red Warszawa, der var så utroligt søde, at lægge vejen forbi Thisted. Noget tyder desværre på, at der var andet og mere i omløb den aften end god musik og fantastisk koncertstemning. For en god ordens skyld lod jeg og min søn os lynteste for COVID-19 efterfølgende. Jeg var – fordi jeg simpelthen bare ER sådan, helt igennem og på alle niveauer – negativ, men sådan skulle det ikke være med min søn. Hans test bonnede ud på positiv-siden. Det betød, at jeg havde været i nærkontakt med en COVID-19-smittet og derfor sidder jeg p.t. i selvisolation, mens jeg venter på resultatet af to pcr-tests. Den ene er allerede modtaget, og den var heldigvis også negativ – men der skal to til før jeg må bevæge mig ud i samfundet igen. Sønnike har det i øvrigt fint – men holder sig selvfølgelig hjemme, da ingen er interesseret i, at han går ud og smitter folk med en virus, der på verdensplan snart har kostet hele Danmarks befolkning livet.
Jeg er meget dårlig til at håndtere den slags påtvungen “fritid” – men skrive lidt blog mens man lytter til Diablo Swing Orchestras nyeste udgivelse kan man vel altid. Og så i øvrigt håbe på, at smitten tager af inden januar måned, hvor jeg skal til København for at se dem spille live.

Vel … den næste øl, jeg har skriblet nogle halvt ulæselige noter ned om, er vel nok den sidste af Svaneke Bryghus’ seneste kreationer, som jeg ikke har fået skrevet om endnu. Jeg har ikke været synderligt imponeret over Svanekes seneste produkter – men når nu de er købt og betalt, må de vel også hellere se at blive nydt og skrevet om.
Blue Note er en New England IPA, og dermed ligger forventningerne jo allerede vel over det niveau Svaneke indtil videre har kunnet hive sig op på. Typens frugtige og bitre signaturduft leverer det korngule, fedtetskummende bryg nu mere end sufficient med både søde og småsyrlige noter af modne blommer og røde æbler. Håbet om en værdig slutspurt for bryggeriet får nyt liv …
… og indfries i smagen. En aromadetonation af grannåle, hyldeblomst og ferskner omklamrer alle smagsløg i samme nu, brygget entrer kæften. Voldsomt, tæt og alligevel harmonisk formår brygget at begejstre og behage alt det, de foregående bryg aldrig helt var i stand til. Men Blue Note er ikke bare et godt bryg i sammenligning med det, der kom forud – det er i sig selv et lille aromatisk mesterværk, der herfra skal have de varmeste anbefalinger.

Mango Galore, Svaneke Bryghus

Øl: Mango Galore
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: Infused Pale Ale
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Næppe engang ‘go leor’ …
“Galore” er et engelsk ord, jeg er blevet rigtig glad for. Det er nemlig ikke rigtig et engelsk ord, men et låneord fra irsk “go leor”, og det betyder “nok” eller “rigeligt”. Den oprindelige betydning ikke “i fuldkommen sindssygt exorbitante mængder” sådan som det gerne bruges på engelsk. Hvad man ville bruge i stedet på irsk er jeg ikke sikker på. Måske “go leir”, der betyder “helt”. Men snarere ville man nok omskrive og bruge nogle komplicerede forstavelses- og præpositionalkonstruktioner involverende an-, ro- og oll- på måder, et duolingo-kursus slet ikke rækker til at sætte én ind i, lige meget hvor meget sprognørd man ellers måtte være. Irsk er et af de der sprog, der starter med at være nemme, og så bliver det ellers bare sværere og sværere jo længere man kommer ind i det.

Men det er ikke så svært som dating. Det er nærmest umuligt for mig, og der kommer jeg absolut ingen vegne. Jeg nævner det, fordi jeg på det seneste har brugt ret meget af min tid på det – uden held selvfølgelig – og det må så tjene som dette indlægs dårlige undskyldning for, at der igen-igen-igen er gået ret lang tid siden sidste indlæg.

Men vi må til sagen: Mango Galore er en undergæret pale ale … hør, der er vist et eller andet, der ikke helt kan passe her. Ale er da altid overgæret, for f… Nå, det må Svaneke Bryghus vel et eller andet sted selv ligge og rode med. Men jeg synes det er på sin plads at påtale den misforståelse, at ales kan være undergærede. Ale er overgæret øl, lager er undergæret, og det burde være under Svaneke Bryghus’ niveau at skabe den slags forvirring omkring det.
Lyst er brygget i hvert fald – så vidt ingen duet mellem Mariah Carey og Jon Bon Jovi (I ved – ballade). I duften mærker man ikke alene den umiskendeligt bitre em af friske pale ale-humler (men det er altså gæren, der bestemmer om det er en ale eller en lager AT SVANEKE BRYGHUS VED DET) men også det tilsatte mango-indslag. Mango er en frugt, jeg tidligere har været ganske heldig med, så ingen fnysen her over, at brygget i en tysk mund måtte føles beskidt.
Brygget er sprødt bittert som ekstraristede cornflakes med smag af træflis – tørt, lækkert og … vel, fint nok I guess. Men ej heller noget, man ikke har prøvet før, især ikke når man måler på bitterhedens kraft. Et humleknald måske, men næppe en eksplosion. Oveni – eller måske skulle man snarere sige ved siden af – smager man mangoen. Ikke som en integreret del af brygget, men meget markant som en bismag i øllet. Ingen af delene – hverken humlen eller mangoen er ‘galore’ – ja, det er endda næppe ‘go leor’.
Gennemgående en kun lidt over middel præstation, der samtidig skæmmes af et disharmonisk brygresultat. Så har der været flere af Svanekes nyere bryg, der har gjort det bedre. Generelt må jeg dog indrømme, at jeg har været en smule skuffet over produkterne fra Svaneke på det sidste. Det bedste de har brygget forekommer mig stadig at være deres alkoholfattige øl i Don’t Worry-serien.

Hvis bare de kunne brygge alkoholdige øl lige så godt som alkoholfattige derovre på Bornholm …

Game Changer, Svaneke Bryghus

Øl: Game Changer
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: Dry Hopped Mosaic Lager
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Så skifter den heller ikke mere …
Jeg tænker, at den lange pause, der kom til at præge august måned, nok ikke kun var affødt af svigtende humør og sortsyn. At jeg ikke sjældent arbejdede 10 timer om dagen i hele uger ad gangen gjorde nok også sit til, at energiniveauet ikke var, hvad det har været. Hvor glad jeg end var for timerne – og betalingen, der gjorde, at jeg endelig så småt så hullet i min kassekredit lukke sig efter bilkøb – så må jeg også erkende, at jeg nu, hvor jeg er vendt tilbage til en mere almindelig arbejdsdag, finder mere energi til at gøre andet end bare flade ud, når jeg endelig har fyraften.

Jeg har skiftet arbejdsplads et par gange i løbet af de sidste par uger – sådan er det at være vikaransat. Og i morgen starter jeg igen-igen-igen hos en af de gamle kendinge, en fiskefabrik på Hanstholm havn. Det er beskidt og ildelugtende arbejde, der ikke er særlig godt betalt. Til gengæld er kollegerne rigtig søde, og det er et af de steder, jeg føler mig mest velkommen, af de mange jeg efterhånden har haft min gang på, siden jeg flyttede til Thy for nu over to år siden.

I den stik modsatte ende af landet – bogstaveligt talt, idet man næppe kan komme længere væk fra Thy uden rent faktisk at måtte forlade nationen – i Svaneke på Bornholm, er de godt i gang med innovationen … eller i hvert fald markedsføringen. Således praler de højlydt på dette brygs etiket med, at de er blevet CO2-neutrale (det siger Force Technology i hvert fald), så derfor er brygget her en rigtig Game Changer.
Det lyder jo alt sammen meget godt. Men hos mig slipper mistanken om, at måden man gør CO2-udledningen op, er mere end almindeligt fordelagtig for producenten, ikke så let. Jeg ville i hvert fald gerne se rapporten, der frikender Svaneke Bryghus for CO2-udledning, før mine arme ryger i vejret. Desværre ville jeg nok ikke forstå rapporten, da det der med kemi og energi og den slags desværre aldrig var min stærke side i skoletiden.

Det må få være for nu. Hvad mon der kommer ud af de ædle ambitioner? Et lettåget bryg, hvor det kun akkurat er synligt, at det er ufiltreret. Samtidig skulle det være tørhumlet, hvilket gør den næsten klare fremtoning … ikke suspekt, men måske nok alligevel en anelse skuffende. Skummet gør det til gengæld godt – tæt, fedtet og stædigt, stort set som bryggeriet også selv promoverer det.
Duften ligger ovre i det søde med noter af bergamot og lime. Det er mere markant end hvad industrien normalt byder på. En kraftigt humlet aroma gør umiddelbart godt, omend den anmassende træaroma nu nok kunne have brugt en anelse sandpapir til afrunding. Fennikelaromaen er en udelt nydelse. Indslaget af kommenbrændevin nok mere en acquired taste – som jeg imidlertid byder velkommen. Ærgre mig kan jeg til gengæld over en kraftig metallisk bismag, der får brygget til at fremstå unødigt langt ude til den tørre, næsten sandede side.

Alt respekt til Svaneke Bryghus for at ville skabe nyt og træde nye veje, men helt i skabet er brygeksperimentet her altså ikke. Hvis man virkelig vil skifte legen er det ikke nok bare at ramme inden for skiven – man må ramme bull’s eye, eller endnu bedre triple 20.
Og selvom der er mere end bare adækvat oplevelse i brygget her, så formår den højest at skifte fra den grå kedelige industris andet gear til tredje. Vi har været der mange gange før og vi har også været væsentlig højere oppe.

Og væsentlig længere nede, indrømmet – men altså også væsentlig højere oppe.

Albani Hvede IPA, Royal Unibrew

Øl: Albani Hvede IPA
Bryggeri: Royal Unibrew/Albani
Type: Hvede IPA
ABV: 4,5%
Land: Danmark
Købt i: SuperBrugsen, Thisted

End ikke Ester kan redde den …
Listen over socialdemokratiske Twitterprofiler, der har blokeret mig, vækster … som samme socialdemokrater sikkert ville sige det. Er det noget at prale af? Ja, det synes jeg til en hvis grad. Det som socialdemokraterne har gang i i Rwanda i øjeblikket har potentiale til at udvikle sig til en humanitær katastrofe af de helt store. Alle alarmklokker bør brage løs, når bare man pinder planerne en lille bitte smule ud.
Socialdemokraterne ønsker at bygge anstalter til indespærring af uønskede mennesker. Disse mennesker er af anden etnisk oprindelse end dansk, og mange af dem vil have en religiøs observans som det store politiske flertal i Danmark er umådeligt fjendtligt stemt over for. Man vil bygge anstalterne tusindvis af kilometer fra Danmark i et diktatur, der ikke går af vejen for at skaffe uønskede elementer af vejen på brutal vis. Hvad ville det rage den rwandiske regering, hvis de danskledede anstalter implementerede præcis de samme metoder, som Rwandas regime selv benytter sig af?
Det hele stinker langt væk af, at man ikke bare vil holde alle flygtninge så langt væk fra Danmark som muligt. Man vil desuden gøre det på en måde, så man frit kan lade dem vansmægte, torturere og endda ‘forsvinde’, hvis man skulle have lyst til det.
Nej, det er ingen, der siger, at det er planen. Men muligheden foreligger. Og netop derfor er der ingen grund til at fare med lempe, eller benytte eufemismer, når socialdemokrater herhjemme skal konfronteres med deres dulgte planer. Jeg siger helt åbent, at socialdemokraterne – Mette Frederiksen, Rasmus Stoklund og Mattias Tesfaye som de mest fremtrædende – planlægger at bygge koncentrationslejre i Rwanda for uønskede flygtninge.
Det betyder ikke, at jeg anklager hine politikere for at ville udrydde flygtninge som nazisterne udryddede jøder i Auschwitz. Koncentrationslejre har gennem historien haft forskellige former, og ikke alle havde til mål at udrydde – eller for den sags skyld torturere de indespærrede. Men også uden systematiske drab, tortur, tvangsarbejde og hvad man ellers forbinder konceptet med, er etableringen af sådanne konstruktioner slemme nok i sig selv. Alene det at ville frihedsberøve og indespærre mennesker for at flygte fra krige, vi selv har været med til at skabe grundlaget for, er ikke bare umenneskeligt – men også ansvarsfravigende og hyklerisk i en grad så man må få kvalme.

Opfordringen herfra er, at kalde en spade en spade, en skovl for en skovl og et såkaldt “modtagecenter for flygtninge i Rwanda” for det det er: en koncentrationslejr.
Og se det som et hædersmærke, hvis der efterfølgende falder en blokering på Twitter eller Facebook.

Når det så er sagt, så er der også en øl, der skal anmeldes. Royal Unibrew har bygget videre på deres Albani Special-serie. Serien er egentlig ikke videre speciel – ikke længere i hvert fald. De udgør måske nok kvalitativt noget, der er en anelse mere eksklusivt end Grøn Carlsberg og Tuborg Hof (eller hvad de nu hedder), men som fortsat er milevidt fra mikroproducenternes kvalitetsbryg.
Det sidste skud på stammen er en Hvede IPA. Og hvorfor ikke? Hvedeøl er lyse, friske og undertiden endda aromatiske. Og hvad de eventuelt måtte mangle i aroma, ja det har IPA’en jo ligegodt til overflod. I hvert fald i det bitre og ikke sjældent også i det frugtigt-søde og syrlige. Faktisk kunne man argumentere for, at IPA’er desuden er lyse og friske – og at de således faktisk allerede dækker det, som hvedeøllen kunne byde ind med, hvorved konceptet pludselig forekommer en kende redundant …

Men hey – jeg skal ikke dømme eller udskamme på forhånd. I hvert fald ikke når det gælder øl. Når det gælder højredrejede socialdemokrater derimod … Og nej, jeg mener ikke det er hyklerisk, for hvis man kigger godt efter. Rigtig længe og grundigt, vil man (måske … måske) opdage … at – og jeg ved godt, det her kommer som et chok for rigtig mange – at øl på den ene side, og højredrejede socialdemokrater på den anden side er … og hold nu godt fast!: to forskellige ting! Og derfor kan man også godt have to forskellige indstillinger til dem … si’r det bare.

Anyways – brygget ser i hvert fald flot ud. Korngyldent og med et fedtet, standhaftigt skum, der leverer mere end adækvat visuel underholdning. Duften byder på citrusnoter, en snert hyldeblomst og en anelse banan. Nåh ja – vores gode gamle veninde Ester, nærmere betegnet isoamyl acetat er åbenbart på fransk visit. Hende møder man ikke så ofte i IPA’er, mens hun er en hyppig gæst i Hvedeøl. Så der var faktisk noget, hvedeøllet kunne levere, som IPA’en oftest mangler. En mangel, der er til IPA’ens entydige fordel, skylder jeg at tilføje.
I smagen holder Ester sig imidlertid på afstand, hvilket som allerede antydet taler til bryggets fordel. På den anden side ville et også have været til bryggets fordel, hvis det i det hele taget smagte af noget … om det så var banan. Banansmagen kan jo stundom være klædelig, når der ikke er andet, og med det sidste – altså andet – kniber det så temmelig.
Lidt citrus og lige så lidt tør bitterhed kan akkurat spores, hvis man giver brygget væsentlig mere tid i mundhulen end det fortjener. Måske ville det have været godt, hvis bare der havde været mere af det. Men det der fylder mest i brygget er det klareste, reneste postevand, der nok formår at slukke tørsten i sommervarmen, men ellers ikke leverer stort mere oplevelse end halvt afbruset danskvand.

Ikke alene har jeg prøvet et hav af IPA’er, der sparkede mere til smagsløgene end den her. De fleste hvedeøl, jeg har prøvet, losser også væsentlig mere igennem.

Om igen, Royal Unibrew!

Willemoes Brown Ale, Vestfyen

Øl: Willemoes Brown Ale
Bryggeri: Bryggeriet Vestfyen
Type: Brown Ale
ABV: 5,6
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Mere umage!
Siden sidst? Ja, der er jo ligegodt sket en hel masse. Jeg har holdt ferie – sådan rigtig ferie endda – hævet feriepenge og ikke været på arbejde-ferie. Og så er jeg kommet tilbage fra ferie, og har ikke rigtig orket at skrive alligevel. Men hvad gør det, når man heller ikke rigtig har haft lyst til at prøve nye øl i mellemtiden?
For nu at være helt ærlig, har lysten til at anmelde været til at overskue på det sidste. Jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg kører i samme rille, og vil gerne … prøve noget andet. Det skal selvfølgelig fortsat være ølrelateret, men bare at sidde hjemme i privaten og smage mig igennem nye øl, og så skrive en tekst om det bagefter … Lige i øjeblikket er det sgu begyndt at være en smule kedeligt, og mellemrummene mellem anmeldelserne bliver derefter.

Men vi må vel til det.

Sideløbende med den nye standard-IPA har Vestfyen også lanceret en standard-Brown Ale under brandet Willemoes. I Fakta Thisted, der forbliver min, om ikke foretrukne så i hvert fald hyppigst frekventerede, ølpusher forhandles begge produkter kun i six-packs. Det var først ved den sidste i pakken, at jeg endelig fik taget mig sammen til at tage sammen til at få kradset noget ned på papir om den. Det lange tilløb har nok til gengæld skabt en vis garanti for, at mit indtryk af dette bryg ligger fast. Det er sket, at jeg er vendt tilbage til tidligere bryg, og har haft en anden oplevelse af dem. For det meste – må jeg erkende – en ringere oplevelse. Men det er nok ikke så sært, i betragtning af, at det første møde med en ny øl vel også er det mest spændende.
Og den bias har jeg været godt og grundigt ude over, da jeg sidste søndag knappede den her op til anmeldelse.
“Jamen hør, var det ikke den dag, der var EM-finale?” spørger den opvakte læser måske sig selv. Og ja, det er ganske rigtigt. Og som traditionen så småt var begyndt at foreskrive var jeg ikke bare at finde bag skærmen, men også på skærmen. Nærmere bestemt på min gode ven Geoff Breeze, aka Godless Scummer’s YouTube-kanal, hvor man live kunne se os reagere på kampen efterhånden som den skred frem.

Kampen blev som bekendt en rodet affære, og bedre blev det ikke af de engelske fans’ reaktioner bagefter. Englands brændte straffespark fik alle kældermenneskene og de andre racister frem i dagslys – og i modsætning til de monstre man læser om i eventyrene, blev de hverken til sten eller støv. Virkeligheden er oftest langt mere grusom, end dystopierne man læser om i bøgerne.

Men fuck dem. Den usandsynligt tynde sølvtråd fra englændernes dybt upassende adfærd og modbydelige racisme er, at England nok har mistet alle chancer for at være værter for VM langt ud i fremtiden. Personligt synes jeg, England skulle udelukkes fra samtlige turneringer de næste 45 år, så der med sikkerhed kan gå 100 år, før de igen har chancen for at vinde en international turnering, men så heldig har man nok ikke lov at være.

Tilbage til øllet. Lad mig starte med at smide lidt ros af sted til Vestfyen for konceptet. Hvor industrigiganterne tidligere gik mikrobryggerierne i bedene, og nærmest tog levebrødet ud af munden på dem ved at brygge billigere (og ringere) udgaver af ølrevolutionens nyskabelser (eller genopdagelser om man vil, eftersom ølrevolutionen i vid udstrækning var en revival af allerede kendte, men kun lidet udbredte øltyper), har industrien fundet sig en mere passende position på markedet. De typer, der efterhånden er blevet mainstream – og her er IPA og Brown Ale netop de typer, jeg kommer til at tænke på først – brygges nu af industrien i lettilgængelige og billige versioner, som enhver, der blot ejer den fjerneste smule bevidsthed om kvalitet, nemt kan skelne fra mikrobryggeriernes kvalitetsbryg. Vestfyen tager således næppe store markedsandele fra de egentlige mikrobryggerier, der fortsat kan stå for innovation og kvalitet, mens industrien leverer de billige, letflydende versioner som Einstiegsdroge. Det er i hvert fald mit ydmyge, og måske lidt naive håb.

Når det så er sagt, kunne man måske alligevel også have gjort sig en smule mere umage. Vestfyens Kompas IPA er jo drikkelig i en grad, så det er blevet en vane for mig at have en sixpack af den stående i mit køleskab. Brown Alen får til gengæld ikke plads igen med min gode vilje.
Allerede på løden kan man se, at den stundende oplevelse næppe bliver af de helt store. Brygget ser tyndt ud, og skummer kun nødtørftigt og anstrengt, selvom man skænker det ekstra voldsomt. Duften byder måske nok på lidt karamelnoter og kaffe – men allerede her trænger vandet sig på, og giver snarere mindelser om tyndt øllebrød end ordentligt øl.
Bag læberne indfries stort set den forventede oplevelse. Lidt kaffe, lidt karamel, helt vildt meget vand og en underligt grynet mundfornemmelse, der stundom kan gøre det for en ellers udeblivende fylde, men for det meste bare er underlig, og lidet befordrende for den gode oplevelse. Andre lidt ubestemmelige noter giver brygget et par småsure indslag. Overordnet forekommer brygget rodet og disharmonisk – men det skal på den anden side også have den indrømmelse, at det i det mindste har nogle aromaer – nogle af dem endda behagelige – der evner at være disharmoniske, frem for at det ender i det rene og skære vandbad.

Der er rigelig margin inden for hvilken Vestfyen kan forbedre dette produkt, uden at det behøver tage markedsandele fra kvalitetsbryggerne. Og det burde de – både for deres egen og forbrugernes skyld.

Europas Bedste Humle Til Verdens Bedste Fodboldfans, Thisted Bryghus

Øl: Europas Bedste Humle Til Verdens Bedste Fodboldfans
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Pilsner
ABV: 5,0%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Fodboldfans will be fodboldfans …
Det er ikke nogen større hemmelighed, at de sidste alt for mange uger har stået i fodboldens tegn, og det hænger også mig ud af halsen efterhånden. Lidt ærgerligt var det selvfølgelig, at vi røg ud i onsdags, men det skal samtidig ikke være nogen større hemmelighed, at jeg er lettet over, at vi ikke skal spille finale i aften (i skrivende stund) med risiko for at vinde. For en gentagelse af 1992 ville betyde, at vi ikke skulle høre om andet end fodbold de næste mange uger fremover.
Nu vi snakker om 1992, så udgav nu hedengangne Raasted en jubilæumsøl i anledning af 25-året for den sejr tilbage i 2017 (regner man efter opdager man, at det faktisk passer meget godt med de 25 år). Den hed “Jubilæumsøl 25 år 26. juni 1992 – 2017 Danmark – Tyskland 2 – 0 Europamester ’92” – måske er det bare et tilfælde, men det kan også godt være, at den dannede skole for øl brygget over fodboldtemaet ved at have et navn de færreste kan læse højt uden mindst at trække vejret tre gange.
Det samme gælder denne øl, som Thisted Bryghus står bag. Denne gang valgte jeg at tage hele titlen med, mens ovenstående blev forkortet en anelse i overskriften. Jeg ved egentlig ikke hvorfor … måske for at forvirre mig selv mere end noget andet. Drukket blev den i hvert fald under den nervepirrende kamp mellem England og Danmark, hvor Danmark røg ud. Dramaet kan faktisk følges på min YouTube-kanal, hvor jeg streamede min online kammerat Geoff Breeze og mig selv live, mens kampen løb over skærmen. Selvfølgelig uden billeder fra kampen, for den slags mås man som bekendt ikke.

Øllet … vel, det stod faktisk ikke rigtig mål med kampen, der – selvom vi ikke vandt – stadig var en fantastisk kamp. At de britiske fodboldfans kunne lære en masse af de finske står også klart, men jeg bliver aldrig en af dem, der mener, at England skulle have frataget sejren på grund af fansenes beskidte opførsel. Jeg prøver at være opmærksom på min egen bias, og mener at den slags bør håndteres af uafhængige instanser. Og i øvrigt gerne mere uafhængige af UEFA, nu vi er ved det.
Titlen siger sådan set det meste. Thisted Bryghus har valgt de bedste humler fra rundt omkring i Europa, for at brygge en øl til verdens bedste fodboldfans, eller som der står på bagetiketten – ‘vores Roligans’. Intentionen er egentlig ganske smuk – at forene europæiske humler på samme måde som europæerne forenes i sporten. Imidlertid tror jeg ikke, at fodboldfans – med deres hang til indtagelse af letløbende industriprodukter under aldeles ukontrollerede former – er det ideelle publikum for et sådant bryg.

Eller – det kommer selvfølgelig an på, hvordan brygget smager, og det siger markedsføringen jo i virkeligheden ikke særlig meget om. Umiddelbart ligner det en pilsner som alle andre, (det slørede billede skyldes imidlertid ikke beduggethed, men min komplette inkompetance udi fotograferingens håndværk) – korngult og med hvidt skum, der måske (måske ikke) er en anelse mere fedtet og holdbart end det oftest set, men så heller ikke meget mere.
Det samlede oplevelsesoverskud sammenlignet med industrielle pilsnere bliver nu heller aldrig imponerende. Duften lover ellers ikke skidt, og byder på en habil bouquet af rå og aromatiske humler, der alligevel vil lidt mere.
Og der er måske lidt … lidt mere, men så stopper festen også. Man smager humlen, og den fremstår såmænd nok en anelse klarere i profilen end man finder den i storindustrien. Bryggerne på Thisted Bryghus har imidlertid ikke glemt, at modtagerne er fodboldfans – så friskhed og – lad os være ærlige – vand i rigelige, for ikke at sige overdrevne, mængder er heller ikke glemt.

At humleblomsterne måske har været en anelse flere, eller marginalt finere er med sikkerhed noget, fordrukne fodboldfans aldrig ville opdage, for det er svært nok at konstatere når man er ved sansernes fulde brug.
En øl til forening af europas humler er ellers ikke nogen dårlig idé. Men at blande fodbold – og navnlig fodboldfansenes tvivlsomme smag i øl – ind i det, vil uvægerligt udvande konceptet. Prøv igen – med mindre vand, og så ikke for fodboldens, men bare for Europas skyld … eller noget.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme