Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Danmark

Ørbæk Juleøl 2019, Ørbæk

Mere vinter end jul …

Det er efterhånden et stykke tid siden, bloggen sidst har været forbi østfynske Ørbæk, det økologiske bryggeri med de mange produkter i porteføljen, der desværre kun sjældent kommer helt op at ringe. De har lanceret en særlig juleøl, en julestout kalder de den. Så kommer de i hvert fald ikke op at slås med islamofoberne – I ved, dem der er helt vildt meget imod alt, der hedder noget med ‘vinter-‘. Det skal helst omdøbes til ‘jul, således at man får juledæk, julefrakker samt – ej at forglemme – julegækker i foråret.

Selvom Ørbæk er økologiske, er brygget ikke ligefrem hvad tyskerne ville kalde rent. Det er tilsat sveskejuice, sukker, rom og lakrids. Julet? Det har bestemt potentiale dertil, bedømt ud fra indholdsfortegnelsen. Snyd? Det vil nogen hævde, og personligt foretrækker jeg da også brygkunst frem for opblanderi.

En duft af flydende karamel og kaffe kan alligevel næppe andet end behage ved skænkning af det stærke bryg. 9,5% er bestemt noget. Nej, det er langt fra det stærkeste der fås, men i betragtning af, at eksemplaret er erhvervet i min lokale Fakta, er styrken alligevel en kende overraskende. Smagen leverer en bittersød, fyldig og tung oplevelse af sirup, mokka med fløde og skumfiduser. Skumfiduser har med årene mere og mere gjort sit indtog i juleslikket, og selvom jeg ikke selv får juleassociationer af Malacos jordbærsvampe, på samme måde som jeg får af marcipan og mælkechokolade, så indgår det vel nok i en moderne repræsentation af julestemning. At sødmen nemt bliver lidt kvalm … vel – en smule fedtsvimmelhed hører vel også højtiden til, tillige med skummets syntetiske islæt, der peger i retning af lyserødt prinsesselegetøj, og andet billigt ragelse i plastic. Det julede i den noget ubalancede lakridstilsætning, der giver en støvet fornemmelse i gane og på bagtunge, er til gengæld svært at få øje på – selv med sarkasme i den retoriske værktøjskasse.

Ikke at brygget samlet set smager skidt eller noget. Øllets mange tilsætninger svinger bare ikke helt så godt sammen som de kunne. Desuden kan det ikke undgå at nage en kende, at Ørbæk bare generelt har svært ved at nå ordentligt i mål med deres produkter, selv når de blander alt muligt i øllet for at få det til at smage.

Men drikkes og nydes kan det da bestemt. Men et fuldendt, færdigpyntet juletræ har Ørbæk ikke opnået. Det er vist stadig blot et vintertræ.

 

Rødhætte, Albani/Royal Unibrew

Der bli’r ingen Jul i år! – Red Warszawa

Jeg må erkende, at jeg ikke har fulgt helt så godt med i, hvad der er blevet lanceret de sidste par år af juleøl, som jeg kunne – og som det måske forventes af mig, når nu jeg skriver så meget om øl. Jeg ved derfor ikke, om den her egentlig er ny, eller om den skulle have mange år på bagen. Jeg har i hvert fald først lagt mærke til den nu, og har derfor først nu fået den afprøvet til anmeldelse.

Den er en rød pendant til Albanis efterhånden bedagede juleøl ‘Blålys‘. Det hedder produktudvikling, og svarer i store træk til hvordan Star Wars gik fra at være en mægtig, filmhistorisk trilogi til at blive en pengemaskine, der hele tiden skulle koges mere suppe på, indtil konceptet var så udvandet at selv det oprindelige produkt efterhånden begyndte at være ulideligt at se på. Såvidt forventningerne. Virkeligheden har nu det bedste udgangspunkt for at levere en positiv overraskelse.

Men at et bryg udelukkende sælges samlet i seksstyksemballage (i Fakta på Kastet i Thisted), der ikke må brydes, borger ikke for den store kvalitet. Kunden skal erhverve sig et parti, for ‘om man solgte produktet enkeltvis, ville hver kunde kun købe én’, synes tankegangen at være. Tag fx et andet Albaniprodukt, der faktisk fortjener ros – deres Mosaic IPA. Den sælges såmænd både i sixpacks og enkeltvis i flere supermarkeder, fordi Royal Unibrew med det produkt udmærket ved, at kunden vender tilbage, uanset om man køber flere ad gangen, eller enkeltvis. Forventningerne får endnu et nøk nedad som konsekvens af markedsføringsstrategien …

… og nok et nøk, når det viser sig at brygget er tilsat majs, glukosesirup, farvestof og sukker. Det er i sidste ende smagen, der tæller mest, men udenpå ser det ikke godt ud for brygget her.

Brygget skummer højt og gyldent ved skænkning. Brygget selv antager en farve, der er en anelse mørkere end traditionel pilsner. Uden farvestoffet havde det garanteret også set helt anderledes ud. Brygget lugter tungt, småsprittet og syntetisk med en kant af metal. Den væsentligste grund til, at lugtindtrykkene nemt kan udholdes er, at de kun er antydninger af bouquet på et tæt bagtæppe af postevand.

I smagen bydes man på van(d)lig, generisk pilsner med en nemt oversebar kant af syntetisk metalliskhed. Aluminium, vil jeg gætte på. Trækker man, i et forsøg på at fremtvinge bare en anelse mere aroma ud af brygget, luft ind, mens det hviler på tungen, anes en fjern em af kommensnaps.

Brygget mangler således ethvert spor af raffinement. Ikke bare er brygget en pilsner som alle andre, der alene har fået julebetegnelsen hæftet på sig på grund af tiden på året, den er lanceret. Alt hvad der kunne få brygget til at skille sig ud fra den store anonyme masse af andre pilsnerprodukter er grundigt gemt dybt dybt nede i bryggets bundløse dyb af smagsfrihed. De smuler, der kan spores gør til gengæld heller ikke godt, så man kan på den anden side ikke lade være med at glæde sig en kende over, at det overvældende element af vand i brygget også er det, der forhindrer brygget i at blive en prøvelse at komme igennem.

Julen ser med dette bryg imidlertid ud til at være udsat til næste år. Der er ingen fest, stads eller hygge at hente her.

Holy Hemp Christmas Ale, Svaneke Bryghus

Festligt, nuttet – men næppe julet …

Yay, det er min fødselsdag! Jeg bliver 44 – ja, hvem skulle tro, at jeg havde en sådan holdbarhed. Jeg skal lige straks ud og spise med mine børn, deres mor og Co., men jeg kan lige nå at anmelde endnu en juleøl, sådan som jeg har sat mig for at jeg vil i år.

Svaneke ser ud til at være ude med flere nye juleøl. Ligesom årstidens pynt er de lavet efter en skabelon; de er på dåser og udsmykningen prydes af nogle flotte tegninger. På denne øls etiket kan man fx beundre brygmester Jan Paul kun iført hans ikoniske kasket, briller og lændeklæder i færd med at gøre kunster på skateboard. Festligt, afgjort – og ret nuttet – mææææn … julet ligefrem?

Det samme må man endnu engang spørge sig om, når man går indholdet efter i sømmene. Ligesom med bryggeriets jule-IPA, som var en fortræffelig IPA med knap så meget jule-. Denne gang har brygmester begået en dark ale, kan man vel kalde den. Og ligesom sidst, er der lidt ekstra i godteposen – denne gang hamp – because … why not?

Man kunne ellers forledes til at tro, når man fortæller, at det mørke – snarere brusende end skummende – bryg dufter af svesker og gran, at så må det da også være julet på en eller anden måde. Hvad brygget imidlertid mangler er tyngde. Det føles mest friskt og let, og passer bedre til en fremtittende sol i det spæde forår end midten af det dybeste decembermørke.

Brygget leverer en sømmåtte med bunden i vejret på tungen, hvor hamp og humle kappes om at flå og flænse mest. Siden sætter mildere toner ind; rå figner (men ej de tørrede, som traditionelt spises op til jul), egetræ og koriander. Det er såmænd meget godt – endnu engang. Det er bestemt en øl, der er værd at tage med hjem og nyde. Men endnu engang må issen tage imod et par kradsende negle idet man må kontemplere, hvad det egentligt julede ved brygget er.

Det mest oplagte denne blogger kan få øje på er, at den er lanceret op til jul – og ikke meget andet.

Nicolaus Vinter Bock, De 5 Gaarde/Bryghuset Braunstein

Vinterbryg …

Først nu opdager jeg, at det faktisk ikke fremgår af etiketten på dagens bryg, at det skulle være en decideret juleøl. Den hører ganske vist årstiden til, men selve højtiden nævnes end ikke med et spagfærdigt nissepip.

Min teori – og det er ganske vist, at den  være sand, når den samtidig er så underholdende – er, at fødevarefællesskabet De 5 Gaarde forsøger at trolle højrefløjen til offentligt og aggressivt at boykotte deres varer til gengæld for omtale. Årets første julerelaterede ikke-nyhed ramte som bekendt avisernes hjemmesider her forleden, da Ikea blev beskyldt for landsforrædderi og femte-kolonne muslamistisk overtumling af danskhed, da de formastede sig til at kalde julen ‘vinterfest’. Deres motivation har formentlig været, at nå landets mange etniske og religiøse mindretal på et ligeværdigt niveau. Næppe tvingende nødvendigt idet et religiøst samfund, der var så fromt, at det rent faktisk ville fnyse ad en anden religions fest, forår, sommer, efterår eller vinter, næppe ville blive venligere stemt over for denne fest, blot fordi den skiftede navn.

Til gengæld må man give IKEA, at deres marketingstunt har været ganske underholdende, og effektivt i at afsløre en masse navne og identiteter på nazistiske trolde og sovende højreradikale terrorceller ude i landet. Hvis PET ellers bare gad gøre deres arbejde frem for at overvåge og modarbejde lovligt politisk arbejde for et frit Tibet og Kurdistan, skulle de bare gennemgå de mange og lange tråde, affæren … undskyld ikke-affæren affødte på tabloidpressens facebooksider. Om det kommer til at koste IKEA noget på bundlinjen, har jeg min svære tvivl om. For hvor det måske nok skubber nogle nazister og andre, der stemmer på partierne til højre for SF væk, så tiltrækker de formentlig endnu flere som mig selv, der i IKEAs store centre vil have fundet sig et permanent safe space, hvor ingen der ligger til højre for Uffe Elbæk vil vove at sætte deres fødder.

De 5 Gaarde følte sig vel inspireret af den intense og overdrevne omtale, som IKEA afstedkom, og ville se, om de kunne gøre det samme – om ikke andet for at opnå en helvedes masse gratis omtale af produktet. Jeg har imidlertid ikke læst om brygget på nogen tabloidavisers facebooksider – ej heller på selve hjemmesiderne, så forsøget er åbenbart faldet til jorden med et brag.

Det kræver vel også, at en eller anden starter med at anklage De 5 Gaarde for undergravende muslamistisk, julefjendsk propagandavirksomhed. Så folkens! I læste det her på Kajs Ølblog først! De 5 Gaarde vil med deres Nicolaus Vinter Bock føre krig mod julen, fordi de nægter pure at bruge ordet ‘jul’ om noget, der lanceres ved juletid. ISLAMUSLASTISK KONSPIRATION!

Ironien er tyk som årstidens blodpølser at skære i. Højrefløjen svovler og forbander en mellemøstlig indflydelse, which isn’t, langt ind i helvede. Samtidig kopierer de i højere og højere grad idiotien fra vest. Krigen mod jul findes således heller ikke, men påstanden om den, kan man nærmest stille sit ur efter i USA, hvor den er en af de største årstidsbestemte konspirationsteorier. Nu har også denne lille nugget af amerikansk kulturimperialisme gjort sin entre herhjemme.

Bryggene fra De 5 Gaarde blev indtil for et år eller to siden produceret af Harboe. Nu produceres de af Bryghuset Braunstein, og det mærkede jeg tidligere på året, da brandet lige pludselig sendte en langt fra ueffen IPA på markedet. Nu må vi se, om de gode takter holder.

Brygget er i hvert fald mørkt som vinternatten – ikke mindst når vejret er så miserabelt som det er i øjeblikket. Skummet skuffer på den anden side en anelse – ikke helt højt nok, og lige lovlig lyst, bryggets dunkelhed taget i betragtning. En tung em af svesker og kaffe vælter op ved skænkning. “Og så en kop kaffe med ekstra svesker – min mave roterer som en vinduesvisker” som det kendte musikalske lyrikprojekt Red Warszawa så lystigt poetiserede for efterhånden årtier tilbage.

Men så voldsomt er brygget nu alligevel ikke (øv). Aroma og kaffe med en let antydning af cognac gør godt. Dertil kommer en noget vanskeligt definerbar sødme – for let til at være svesker og alligevel for kompleks til bare at kunne afskrives som sirup eller sukker.

Og det er sådan set fint nok. Det passer ikke bare godt til vinterkulden, men også til det typisk våde vejr forinden. Til vinterbordet vil det også passe fint – ligeså til julebordet, hvis man er old school, men en vigende fylde og en hældning mod det lidt tynde kan brygget heller ikke helt sige sig fri fra.

Brygget er i øvrigt ikke opkaldt efter julemanden. Det er jo ikke en julebock, men en vinter bock (sic). Det er opkaldt efter Greve Niels Mogensen Friis ‘Nicolaus’ af Frijsenborg. Født 1665 og søn af den første greve af Grevskabet Frijsenborg. Det fremgår af bagetiketten, og nu spørger jeg mig selv, om der altid har været sådan en forklaring på bryggets navn, eller om det er noget nyt, de er begyndt på?

Det er det sikkert ikke. Mon ikke det har været der hele tiden. Jeg har bare været så blind, at jeg ikke har opdaget det før nu. Hvorfor kan det ikke undgå at irritere?

Ligesom kvaliteten ikke når IPA’en fra tidligere på året. Gennemsnittet ligger dog stadig vel over det niveau Harboe lagde for serien.

Lounge Lizard Lager, Beard Brew

Dem der gider …

Det er ikke allitterationen, jeg ikke kan få nok af. Allitteration er sådan set et OK kunstgreb ind imellem, hvis man vil have noget til at lyde flot og sejt. Men det kan også meget let overdrives, hvorved det snart bliver søgt og klichéagtigt.

Ikke at jeg vil anklage randrusianske Beard Brew for at bruge allitteration i overdreven og unødigt omfang. Netop i overskrifter, navne, punchlines, sloganer – eller øltitler – fungerer det sådan set fint, og også her, hvor der er hele tre gange L som forbogstav i bryggets navn.

Næh, det er Beard Brews fantastisk fine og fortrinligt festlige forfriskninger i form af formidable flaskeøl, jeg føler mig så forført af, at jeg flot må fjærte på mit forbehold mod forfløjen brug af fesen allitteration. Pyt med det! De fortjener det!

Ikke mindst når talen falder på en øltype, der i sit inderste væsen nærmest skriger generiskhed og industriel almuesprøjt. Lageren – eller pilsneren, som den typisk hedder her på egnen – er den øl, som de store bryggerier typisk er kendt for, som øllen de har. Ikke mindst fordi netop pilsneren gerne deler bryggeriets navn. Carlsberg, Tuborg, Royal [Unibrew], Vestfyen, Harboe – og man kunne blive ved. Også hvis man smuttede til udlandet med Coors, Heineken, [Anheuser-]Busch [InBev] og hvad alt det andet i den uanselige og ensartede masse af kornfarvet industri, giganterne drukner markedet i.

Hvorfor binder kvalitetsbryggerne overhovedet an med en type som pilsneren? For nu selv at komme med et bud på mit åbenlyst retoriske spørgsmål, så forestiller jeg mig, at det må være for at vise, at selv pilsneren kan blive til en rigtig god øl, hvis bryggeriet ellers gider.

Og Beard Brew gider ikke bare, næh, de gider helt sikkert så meget, at man bliver nødt til at skrive det med kursiv. Beviset er nærværende pilsnerbryg.

Dyborange, aldeles uigennemskinneligt, og med en nydelig omend ikke unødigt voldsom skumkrone, udgør en lovende visuel indledning. Næsen begejstres snart af en kæk og frimodig humle, der føles ren og autentisk, men ikke usædvanlig i sin karakter. Jeg havde gættet på Hallertauer, og ramte dermed helt forbi skiven. Vic Secret, Mosaic og Columbus er i hvert fald to typiske IPA-humler (Vic Secret kender jeg ikke), men det er slet ikke IPA’ens krakilske bitterhed man her rammes af.

Og det er det heller ikke i smagen. Det er for all intents and purposes en pilsner – eller lager om man vil – man sidder med. Let glider brygget over tungen, men smagningen bremser hårdt op, så snart brygget rammer tungesider og gummer. Her tårner en bitter mur sig op. Tung, tæt, kraftfuld og bøvlet at komme uden om. Man lader kun brygget sive langsomt forbi en lille åbning ved mandlerne, for at få alle de tunge, bitre nuancer med: Hasselnødder, valnødder, kaffe, bålrøg og kål.

Og som enhver velbygget mur bliver den stående, efter at være blevet møjsommeligt forceret. Bitterheden klinger kun ganske langsomt af, til stor fornøjelse og nydelse længe efter at glasset er tomt.

Jeg kendte godt pilsnertypens potentiale for store oplevelser fra andre mikrobryggerier. Desværre er der rigtig mange, der uløseligt forbinder pilsneren med generisk industri, hvis fremmeste egenskaber er tørstslukning og beruselse. Men der er rigtig meget smag at komme efter …

… I denne pilsner, og i mange andre. Hvis man gider kigge efter.

1897 American Pale Ale, Indslev

Megen skade har den næppe taget …

Der gemmer sig stadig minder om min tid i Husum på min ølhylde. At der findes minder i det hele taget fra mine år i postnummer Brønshøj undrer næppe, men lige netop ølhylden burde helst gå fri. Med mindre måske øllene er rigtig mørke og tætte, og dermed af typen der ikke bare kan tåle at stå urørt et godt stykke tid, men rent faktisk også har godt af det.

I skarp modsætning til denne lyse American Pale Ale, forstås, der stammer helt tilbage fra en tid, hvor bryggeriet Indslev endnu ikke var gået i betalingsstandsning, endsige var blevet opkøbt af Bryggeriet Vestfyen. Den følgende anmeldelse sker med denne bedagethed in mente.

Tidens tand har nu ikke været mere unådig, end at bryggets ide fortsat kan skues derinde under det langt fra uimponerende gyldne skum, og den tætte, mørkorange grums. Den friske, skarpe humleduft er intakt nydelig og formår at fryde sufficient. På tungen gør den bestemt heller ikke skade med en pikant, prikkende aroma, der dog ikke kan se sig helt fri for en smule oxidering og en antydning af gær.

Nogen aromaeksplosion er brygget ingenlunde – og mens oxidering og gær, der nok er opstået af et lidt for langt ophold i ølskabet (under uproblematiske omstændigheder, forstås – mørkt og ikke for varmt), har fået brygget til at læne sig til den harske side, så er det også efter tidens småforstyrrende indflydelse tydeligt, at brygget heller aldrig har været en sådan – en aromaeksplosion, altså (ja, læserne må undskylde de mange ledsætninger og indskud, men det er nu engang den måde, jeg har valgt at skrive på, ikke også – det kan I jo nok forstå, kan I ikke også – ja, det tænkte jeg nok, så slap lige af, okay …)

Brygget formår aldrig at komme op i nærheden af at ringe hverken helt eller halvt. Det forbliver afdæmpet, mildt fornøjende, men mere end det halvkedeligt og generisk.

Kissmeyer Session IPA, Kissmeyer

Kaotisk pause …

Næh, så let slipper I ikke! Jeg er her igen med fornyet styrke. Det var jo så småt ved at gå galt med humøret og motivationen igen. Det har det det med at gøre, når jeg bliver arbejdsløs.

Men ikke alene motivationen falder drastisk i tilfælde af arbejdsløshed. Man bliver også omgående ramt af alle mulige sindssyge regler og krav. Blandt andet skal man minutiøst gøre rede for, hvor meget frivilligt arbejde man laver, og herunder tæller åbenbart også blogskrivning på hobbybasis på den måde jeg har bedrevet det i snart 10 år. Det samme gælder min YouTube-kanal, som også har ligget brak mens min officielle tid som ledig stod på. Jeg magtede ikke dokumentationskravene og valgte bare at lade være. Det er alt rigeligt at man skal stå til rådighed 24/7 og lægge ryg til alskens beskyldninger og mistænkeliggørelse, også selvom man rent faktisk gerne vil arbejde, men bare har det lille problem, at der ikke er arbejde til én.

Allervigtigst var det dog i første omgang at få fjernet bannerreklamerne fra bloggen. Hvis en emsig medarbejder hos kommunen havde set dem, var jeg formentlig blevet trukket voldsomt i ydelse og politianmeldt for terrorisme og det der er værre, selvom min indtjening den vej har været absolut minimal indtil videre.

Nu er det heldigvis slut. Det blev til to uger som officielt ledig. Jeg nåede ikke engang til møde i Jobcenteret, hvorved jeg undgik den værste udskamning og chikane i denne omgang, På mandag starter jeg officielt i nyt arbejde, og jeg glæder mig.

Og det er såmænd ikke fordi, der nu har dannet sig en lang kø af øl, jeg i min kvie over min ledighed har hældt i mig. Jeg har nævnt det tidligere, at jeg i mine depressive perioder ikke har lyst til øl. Jeg er ikke typen, der drukner min sorg i alkohol, og det er vist bedst sådan.

Og lad mig så komme til det, det handler om, og i alt for langt tid ikke har handlet om – øl. Kissmeyers Session IPA har stået på hylderne i SuperBrugsen her i Thisted i et stykke tid for en formentlig uhørt høj pris. Nu er de imidlertid røget på køb-før-de-bliver-smidt-ud-tilbud, som jeg prompte har benyttet mig af. Der var vel ikke helt så meget salg i dem, som de havde regnet med, måske fordi folk efterhånden godt ved, at man i en session IPA ikke får den fulde IPA-oplevelse, men kun en afdæmpet én som egner sig til frokost eller mellem måltiderne.

Alligevel tager den sig nu ganske flot ud – næsten appelsinfarvet i sin uigennemsigtige gulorangethed. Skummet kan det til gengæld ikke prale med, men det kompenserer duften for. Den er skarp og spids – har i præcision det, som den som session IPA nødvendigvis må mangle i kraft og vælde. En effektiv dis af grannålesyle gør deres arbejde godt, omend kortvarigt.

Brygget formår også at læske som det forventes af typen. Aromaen følger også mere end adækvat med – bitterheden af frisk gran er en rød – eller snarere grøn – tråd, der nænsomt snitter i smagsløgene, mens det glatte, vederkvægende bryg lystigt flyder mod svælget.

Et kompromis – som session IPA altid vil være mellem aroma og drikkelighed. Derfor er der mange, der helt afviser den som type. Jeg finder det imidlertid interessant at opleve, hvilken balance mellem de to, bryggerierne tilstræber. Kissmeyer lægger velsmagen subtilt i forgrunden – og det fungerer.

Home Brew Milk Stout, Beard Brew

Det lover fortsat godt …

Dagens bryg måtte agere stand in for den anden Struer Bryghus-øl, som min storebror havde med til mig, da han overnattede forleden. Venø Bryg, hed den. Den var brygget med sukker og havregryn, men det fremgik ikke af etiketten, hvilken type den skulle forestille at være.

Og det fik jeg heller aldrig rigtig lejlighed til at smage mig frem til, for ved åbning eksploderede brygget nærmest. Sådan lidt ligesom den fejlgærede Disobedience fra Dry & Bitter ikke gjorde i den her video fra min facebook-side. Forskellen er altså, at Struer Bryghus’ bryg … vel, det eksploderede ganske vist ikke. Men der var godt nok dømt både ‘Old Faithful’ og ‘Strokkur’ hjemme i dagligstuen – og i det lille ateistiske hjem føg det ikke kun med eder og forbandelser, men også med højlydte lovprisninger til magter, der ellers kun sjældent anråbes, endsige prises, idet ikke en dråbe havde ramt min temmelig dyrebare PC, der stod placeret få centimeter fra den spruttende geysir.

Jeg var faktisk også blevet advaret mod Struer Bryghus’ øl. Der var vist flere, der havde oplevet inficerede eksemplarer. Flere misfornøjede læsere havde endda udtrykt deres undren over mine rosende ord over Skonnert Stout. Men jeg kunne altså godt lide den, og den fejlede så vidt jeg kunne vurdere intet. Tværtimod.

Til gengæld stod det lige så klart, som de anselige mængder væde på stuegulvet, at dette eksemplar af Venø Bryg vist havde fået noget med fra bryggeriet, der ikke  var meningen. Det lyse bryg var desuden aldeles udrikkeligt – surt som eddike. Og hvad der ikke smagte af eddike smagte af gær. Selvom jeg kan tylle det sureste bryg man kan opdrive i mig som saftevand, er jeg ikke et sekund i tvivl, når jeg får fejlgæret øl i kæften. Det smager surt på en helt anden – ubehagelig – måde.

Men det skulle ikke ende skidt, skulle det ej! En hurtig søgning i køleskabet, og jeg havde fundet en erstatning: En lille gave fra Beard Brew fra da jeg mødte dem til Øllets Dag på Thisted Bryghus. Et eksperimentalbryg, der ikke er helt klar til at komme på markedet endnu, så vidt jeg kunne forstå. Derfor blev det også leveret i en højst uofficiel emballage – en flaske fra Flensburger Brauerei, komplet med logo oven på den for bryggeriet næsten ikoniske patent-prop.

Det var den samme flaske, som mine forældre i min barndom brugte til deres hjemmebryg. Næppe til stor forundring i betragtning af min tyske baggrund, samt den oplagte grund at flaskerne er perfekte, når man skal bruge dem igen og igen, og man ikke ejer udstyr til påsætning af kapsler.

Dejlig mørkt og sejt, næsten som frisksmeltet tjære, skvulper brygget dovent og modvilligt ned i glasset. Den langtrukne affære bliver dog ingen byrde, for undervejs man man nyde den fine bouquet af sød lakrids og kaffe som brygget anderledes velvilligt afgiver.

Brygget er tilsat laktose og holder 7,2%. Jeg lærte til Øllets dag, at man med laktose kan gøre øl sødere uden at gøre det stærkere, fordi mælkesukker ikke omsættes til alkohol. 7,2 er ellers oppe i den tunge ende – men så var det vel for ikke at få den endnu højere op (går jeg ud fra).

Laktose eller ej – det er nu ikke sødmen, der er i højsædet i brygget, Det er til gengæld lakridsen, der uden at være den usødede engelske af slagsen, stadig er mere kraftig end sukret. Til gengæld føles brygget overordentligt velbehageligt på tungen, som det olieagtigt glider hen over den, for på vejen at efterlade sig et nydeligt spor af velsmag og -behag.

Efterhånden melder sødmen sig da også – omend subtilt – i form af mørk chokolade, der aldrig så nydeligt forener sig med lakridsnoterne i en kombi, der også er velkendt uden for ølverdenen.

Smagfuldt og fuldfedt som det skal være. I mine øjne er der ikke nogen grund til at fortsætte eksperimentet. Brygget er fint og klar til lancering som det er. Eneste indvending skulle være, at jeg gerne ville have haft det bitrere og mere lakridset – fordi jeg bare er sådan.

Men det er jo ikke helt meningen med en milk stout – så det må få være …

The Black Cat, Amager Bryghus

Langt fra Amager …

Der var lige endnu en video, der skulle fødes. Jeg ved godt, det begynder at være en slidt undskyldning for, hvorfor der i alt for lange perioder – nogle gange en hel uge eller det der ligner – ikke sker noget på bloggen.

Men 2019 vil jeg i hvert fald gerne huske som dengang jeg gik på YouTube – med de eventuelle ofre det måtte koste. Vil man i øvrigt gerne se mig optræde i videoerne iført lillafarvet skæg, skal man skynde sig at subscribe (som det hedder i dag) hvis man ikke har gjort det endnu. For hvis jeg når op på 1000 følgere inden udgangen af september, vil jeg farve mit skæg lilla, og beholde det sådan indtil min fødselsdag d. 6. november.

Videoen handlede jo ikke så meget om det, jeg har bygget min bloggervirksomhed op omkring, men derimod om den landflygtige bondefanger og kvaksalver Torben Søndergaard, som til gengæld bedst tåles efter et par genstande eller tre.

Men nu videre til dagens øl, en efterhånden vel- (men ikke over-) lagret porter fra Amager Bryghus. På trods af flere måneder i Thisted er Amager Bryghus ikke holdt op med at være mit yndlingsbryggeri. Jeg har fortsat et lille lager af deres lagrede (no pun intended) øl stående bagest i mit ølskab, for turene hele vejen til København efter nye forsyninger kommer ikke til at ske med alt for jævne mellemrum, kan jeg allerede afsløre. Så det er om at få lagrene til at række så længe som muligt,

Det er i øvrigt den sidste af de lagrede øl fra jul, jeg nu anmelder. Heldigvis bliver mørke lagrede øl ikke sådan lige for gamle. Tværtimod har de ofte godt af at stå lidt ekstra. Der er således ikke noget der tyder på, at den her skulle have stået for længe. Aldeles kulsort fylder den glasset – måske lige lidt velvilligt, og bruset peger i retning af en lidt lettere sag end de meget tunge og brutale monstre, serien indtil videre har bestået af.

Skummet står også kun ganske kort, men bouqueten fejler til gengæld intet. Tæt, tæt bittersød em af natmørk og overtæt chokolade, hvor man har været ekstra karrig med sukkeret, behager og beriger næsen med et både velkendt og i sin vigende sødme overraskende element. Lidt kaffe er der også plads til – sådan lidt ved siden af, for det klæder jo altså ligegodt den slags chokolade så fint. Bemærk dog, at der ikke serveres chokolade til kaffen her. Kaffen er i den grad sidevogn til chokoladen.

Og letflydenhed til trods, er der mere end rigeligt til hele aromapaletten. hårdt træ leverer kant, toffee leverer sødme, mens den kaffeforstærkede mørke chokolade leverer et vældigt bittersødt bagtæppe af prægtig varm, blød og kærtegnende aroma, der når ud i alle små hulrum og overflader hvor aroma kan smages, mærkes eller annammes på andre måder.

Ned gennem brystet mærkes brygget også, som det varmer og får ribbenene til at hæve sig en anelse, idet det lægger sig mageligt til rette i kroppen, før det som det næste sniger sig mod hovedet.

Endnu et gedigent mesterbryg fra Tårnby. Sikke de kan, og hvor jeg glæder mig til at kigge forbi hos dem, når jeg kommer til København igen – hvornår det end bliver.

Der vil være meget at følge op på.

AZ Ale No. 4, Refsvindinge/Vestfyen

Lemfældigt mix …

AZ Ale No. 16 er vel nok Bryggeriet Refsvindinges flagskib. Brygget har angiveligt vundet priser både nationalt og internationalt, omend det er svært at google sig frem til, præcis hvilke. Man skulle da være et skarn, om man ikke bryggede (pun intended of course) videre på successen, og det har Refsvindinge da også gjort i form af en, ifølge dem, lettere forårsudgave af brygget under navnet Ale no. 4.

4 er som bekendt kvadratroden af 16, men om det nu har noget at sige om ølkonceptet står hen i det uvisse – sammen med rigtig meget andet om brygget i øvrigt. Det er ligeledes svært at google sig frem til særlig meget om brygget. Det fremgår ingen steder, hvornår brygget først kom på markedet fx.

At det brygges på licens af Bryggeriet Vestfyen, står til gengæld fast. Det har over hele hovedet ikke gavnet bryggets ældre bror – tværtimod kommer man nær til at tude, når man undtagelsesvis får lejlighed til at prøve den ægte vare fra Refsvindinge på fad. Så meget man går glip af, når man køber den almindeligt tilgængelige på emballage …

Nu skal det vise sig, om Bryggeriet fra hvem det bedste vi har fået er Jolly Time og Jolly Cola, på samme vis har gjort Ale no. 4 til en skygge af, hvad den muligvis er på fad. Sådan har jeg ganske vist aldrig prøvet den, men den kan til gengæld anmeldes efter, hvor meget den minder om emballeret Ale no. 16 i vigende kvalitet, når nu den, ligesom hin prøvesmagning fra tidernes morgen, leveres i glas.

Allerede ved opknapning rammes man af et humlepust af bitter hallertaueraroma. Det svagtskummende bryg har en fin lød af appelsiner. Samme frugt går igen i en overraskende nydelig bouquet sammen med nelliker og syrennektar. Det forekommer foreløbig ganske lovende.

Men det skulle det fynske industribryggeri selvfølgelig få ødelagt godt og grundigt. Smagen er – om ikke en skygge af et fadprodukt, som jeg end ikke ved om eksisterer – i hvert fald en skygge af sin fine bouquet. Vag og vigende i sit udtryk føles brygget som om det er kørt gennem et filter, der blander det spraglede orange, lilla og mørkt træfarvede bouquetudtryk sammen til en uformelig grå blanding, hvor de ellers fine og velgørende noter kun svagt skimtes bag den gråbrune grød.

Det eneste rigtig gode er en mild humlebitterhed ved mandlerne – men den alene går langt fra nogen god øl. Nogen fornyelse af Ale no. 16-konceptet er der kun tale om al den stund, at det er nogle andre smagsudtryk, Bryggeriet Vestfyen effektivt har ødelagt og udvandet i deres industrielle efterbehandling.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme