Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Danmark

Royal Økologisk IPA, Royal Unibrew

Gyngerne og Karrusellen …

Royal Unibrew har længe haft en økologisk pilsner og ditto classic i sortimentet. På det seneste har de åbenbart udvidet serien til at omfatte en IPA – og måske endda også andre produkter, der er gået under radaren, velsagtens fordi jeg ikke har været overvældende imponeret af serien indtil videre.

Men det måtte vel komme. IPA’en har for længst fundet vej ind i standardsortimentet, efter at den længe var en af ledestjernerne i den globale ølrevolution. Og det synes jeg sådan set er rigtig fint. Målet med ølrevolutionen var ikke bare at skabe opmærksomhed om det gode øl, men også at hæve kvaliteten globalt. Og med IPA’ens indtog på supermarkedshylderne er det jo sådan set opnået.

Og det blev sådan set opnået for længe siden. Var det i 2016, at Royal Unibrew lancerede Albani Mosaic IPA? Ikke at det bryg er noget verdens under – det er stadig et industribryg, omend med nogle aromatiske kvaliteter, der næppe sås for tyve år siden.

Nu har Royal Unibrew så besluttet sig for, at give sig selv konkurrence. Den her fandt jeg i en Spar-butik i Bedsted Thy, hvor den kunne fås i sixpack for 44 kroner. Den indeholder 4,8% alkohol og er dermed væsentlig tættere på niveauet for øvrige standardøl end fætteren fra Albani.

Der dannes ikke meget skum ved skænkning, hvilket i første omgang fjerner det meste tvivl om, hvorvidt brygget er fejlbehæftet. Dette forekommer industrielt kontrolleret ned til mikroliterniveau, hvilket ikke er atypisk for bryggiganternes produkter. Duften gør heller ikke meget væsen af sig, men humlen er der da, selvom typen peger mere i retning af pilsner end IPA, sammen med et lidt ufint, men indrømmet karakterskænkende pust af fusel.

Lidt mere humle er der i smagen og lidt mere skarp og frisk er den da også … når den endelig når mandlerne efter at have været lige lidt for glat på vej under ganen. Så småt træder bismagene da også frem; grankogler og en smule bålrøg spiller op til en sød bergamotnote. Alt sammen såmænd gammelkendt og nydeligt, men fortsat afdæmpet og med følgeskab af småmetallisk og småsyntetisk industri, som selv økologiske råvarer ikke kan få bugt med.

En noget svagere repræsentant for genren, må man sige, end brygget fra Albani. Så denne blogger sidder uafklaret tilbage om, hvordan Royal Unibrew selv mener dette produkt passer ind i den øvrige portefølje.

Når kvaliteten famler rundt på dette niveau, har mikrobryggerierne i hvert fald ikke det store at frygte fra giganten Royal Unibrew. Der vil fortsat være et marked for de dyrere – men også væsentlig bedre – kvalitetsbryg derude. Jeg ville frygte Carlsbergs Yakima IPA mere end begge bud fra Royal Unibrew – men Carlsbergs bud ligger til gengæld i en prisklasse, der svarer til mikrobryggeriernes, så heller ikke der er der rigtig nogen ko på isen endnu.

Med hensyn til Royal Unibrews interne konkurrence forskellige IPA’er imellem, må man mindes Ulrich Ravnbøls gamle revyvise, hvis omkvæd gik “Så vi kan tjene ind på gyngerne hvad vi har mistet på karrusellen.”

Apocalypse Meow, Ølluminati

Som rygtet …

Ølluminati er et mikrobryggeri, udskænkningssted og spillested i Viborg. Der er generelt alt for få steder i Danmark, hvor man sådan kan få alle tre ting på én gang. Jeg må se, hvornår jeg får mulighed for at lægge vejen forbi, og i betragtning af at Holstebro og Aalborg er de to store byer man tager til fra Thisted, hvis man skal shoppe eller til møde i A-kassen fx (dybt suk!) så er Viborg slet ikke usandsynligt langt fra Thisted.

Her har jeg allerede sprunget en række mellemregninger over, for jeg ville naturligvis næppe overveje turen, hvis ikke jeg var imponeret over, hvad jeg var blevet budt. Det er i øvrigt alt for sent, at jeg har fået prøvet bryg derfra. Anbefalingerne har i flere år, tror jeg, nærmest regnet ned over mig fra flere uafhængige anbefalere, men først nu har lejligheden vist sig.

Brygget her er en West Coast IPA, selvom Viborg jo ligegodt ligger midt inde i landet, og ikke på Vestkysten. Men sådan er det, når man skal henvise til stilarter – når de er geografisk funderede, passer de jo ikke nødvendigvis med det sted, brygget rent faktisk produceres. At brygget til gengæld indeholder generøse mængder aromahumle – bitter og fuld af frugter – kan man til gengæld roligt tillade sig at forvente, da det er genrens kendetegn.

Jeg skal huske at indskyde at brygget er en del af en gave på fire øl i alt fra bryggeriet, jeg fik af et par kontakter, der hjælper mig med at skabe opmærksomhed om den danske vækkelsesprædikant og bondefanger Torben Søndergaard. Så der kommer flere af dem inden for nærmeste fremtid.

Faktisk er denne øl allerede anmeldt på YouTube-kanalen, og der var jeg så dygtig at jeg fuldstændig overså ordspillet i navnet. Ølluminati – Illuminati; ja, den var ikke så svær at knække. Men at navnet skulle vække associationer Francis Ford Coppolas filmmesterværk fra 1979 gik hen over hovedet på mig som en anden Apache-helicopter i jagt efter et nyt civilt mål at give napalm-brusebad. Nu kan jeg til gengæld, længe efter upload fortælle, at brygget blev lanceret i forbindelse med at forsvarets Lynx-helikoptere blev pensioneret. Kattedyr og helikopter lagde på den måde navn til brygget, og for den oplysning i kommentarerne skal abonnenten Jesper Holm-Pedersen have mange tak.

Allerede ved åbning mærker man bryggets kraftige bouquet. Det myldrer frem med søde aromaer med rabarber og lime i forgrunden. Brygget skummer voldsomt ved skænkning. Det er ikke altid det bedste tegn – til gengæld er det underholdende at forestille sig, hvordan man vil udskære fine figurer i det.

Både i skum og det mørkorange, grumsede bryg mærker man humlens skarpe og rå bitterhed. De mange frugtnoter fra duften møder man til gengæld ikke i aromaen – men det gør egentlig ikke noget, da bitterheden træder knivskarpt og gennemtrængende frem.

Brygget er i aroma alt det rene og klare, som det i sin visuelle grumsethed ikke er. Humlens bitterhed an nydes i al sin skønhed, mens det holder sig en anelse tilbage i magt og vælde. Det betyder til gengæld at bryggets kraft ikke vælter én bagover, så brygget kun kan nydes med forsigtighed i små nip. Dette bryg kan drikkes i længere drag, der ikke kræver smagerens udelte opmærksomhed konstant. Det gør ikke så meget, at man også kan få den fulde oplevelse af en aldeles veldrejet IPA, der er så ren i udtrykket, uden at man behøver være flere timer om at tømme glasset.

Laid Back, Svaneke Bryghus

Lidt efter lidt …

… og jeg vover pelsen, og skruer endnu en smule op for alkoholvolumen. Fra 4,5 helt op på 4,8%. Bare vent, inden længe hælder jeg Hancock Jule Bryg i mig, som var det en baby der bapper brystmælk.

Og måske ikke. Nej, helt sikkert ikke! Faktisk har ikke bare i den forløbne weekend konstateret, at min lokale fakta havde forsynet restbeholdningen af Jule Bryg med 5-kroners ‘køb eller jeg bliver smidt væk’-prismærker. Dagen efter var de endda væk. Næppe smidt ud, for indkøbsvognen, som de lemfældigt var mokket op i, var endnu ikke tom for andre jule- og nytårsprodukter der var blevet sat på smid-væk-tilbud.

Jeg fik godt nok en del bitre reaktioner på anmeldelsen på facebooksiden. Tydeligvis er der folk, der sværger til den, og mon ikke det var en af dem, der gjorde kål på Fakta Thisteds restparti? Jeg nåede imidlertid at redde mig én til anmeldelse på min YouTube-kanal i anledning af dens 1-års fødselsdag. Så ja, undtagelsesvis genanmeldte jeg altså en øl, jeg fandt aldeles forfærdelig – mest for underholdningens skyld, og så selvfølgelig også for at advare mod den slags i almindelighed. Jeg svor ved den lejlighed, at jeg aldrig vil røre den igen – og det har en ukendt – eller flere ukendte – kunder i Fakta så gjort ret nemt for mig at overholde, i hvert fald indtil næste jul.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at anmeldelse af øl, der smager forfærdeligt ikke kun er mere underholdende på skrift, men også på video. Så har man også det som ekstra begrundelse, når nu den øl, man egentlig gerne ville have anmeldt i forbindelse med jubilæet – Jule Mælk fra To øl, der også var årets bedste øl – var udsolgt.

Jeg har imidlertid fået blod på tanden efter at anmelde flere rædsomme øl på video. Desværre har jeg måttet konstatere, at den værste øl, jeg mpgemsomde har prøvet, Bering Bryg Afskum (egl. ‘Havskum’ men close enough) ikke sådan lige kan fås i mit lokalområde. Den ville ellers være god at lokke med, for at nå op på 200 abonnenter inden 1. februar. Jeg ligger i skrivende stund på 190 (hint hint, hvis du endnu ikke har abonneret)

Men den tid den sorg. Først skal der aflægges rapport om, hvad der er blevet hældt indenbords af nye øl siden sidst. De nye, og i øvrigt fine, omend ikke ligefrem julede, juleøl fra Svaneke ser ud til at være fortroppen for et større markedsfremstød af nye produkter.

Serien, der fås i almindelig handel i landets supermarkeder for øjeblikket, kalder bryggeriet selv ‘Rebel’. Alle er økologiske og lanceres på dåse – hvilket nogle vil hævde ikke er videre økologisk. Andre vil hævde det er mere økologisk, fordi emballagen er lettere og kræver mindre CO2 at transportere og genanvende … Jeg erklærer mig på stedet for uvidende til at udsige noget endegyldigt om det, da jeg ikke har set tallene, og garanteret heller ikke ville forstå dem, hvis jeg gjorde. Jeg vil dog ikke udelukke, at dåsetilhængerne kunne have en pointe, så meget vil jeg gerne give mig efter at jeg førhen stod på flaskesiden. Vigtigst er, at emballagen genanvendes, hvilket fremdeles er tilfældet.

Bingo Gringo, der tidligere er blevet anmeldt, har før kunnet fås på flaske, men er nu smidt med i serien som et dåseprodukt. De øvrige produkter har jeg reddet mig i Fakta. Og da jeg var på udkig efter bemeldte ‘Afskum’ tidligere har jeg konstateret, at kun én fra serien var tilgængelig i min lokale SuperBrugsen. Fakta trækker endnu engang det længste strå når det gælder om at have det bedste øludvalg.

Laid Back (♫ Sunshine, sunshine reggae ♪) er en session IPA – en afdæmpet IPA, der er tænkt som forfriskning snarere end aromatisk smagsbombe for øl-connoisseurs. Det fremstår meget lyst i glasset, med kridhvidt og meget hastigt faldende skum. Grannåle og citrus melder til gengæld deres ankomst til kærkomment gensyn, men blot som et frisk, venligt pust, snarere end den aromatiske storm rigtig gode IPA’er hilser på med.

Bryggets aroma sidder imidlertid lige i skabet – karsk og ru i en bitterhed, der alligevel fremstår venlig og rar. Spæde grannåle er blandet fint op med syrlige limenoter, serveret i et kar af frisk væde, der yder al nødvendig friskhed, uden at der gives køb på aromaernes evne til at træde ordentligt frem. Det hele er der – venligt, friskt og afdæmpet, men i rigelig grad markant nok til, at oplevelsen er fuldendt – selvom det er de tørstslukkende egenskaber, Svaneke Bryghus her lægger mest vægt på.

Jeg ser frem til at prøve de to sidste i serien.

Willemoes Mosaic IPA, Vestfyen

De styrer det knap så godt …

Nå, så gad de ikke kigge mere på dem, oppe i min lokale Fakta. Ikke at de havde stået der særlig længe. De havde vel deres rykind cirka samtidig med årets udvalg af juleøl, der imidlertid ikke har fået ‘køb billigt eller vi smider dem væk’-tilbudsmærker på endnu.

Jeg var travlt optaget af at anmelde julebryg, da de kom – i uprætentiøse, men alligevel iøjnefaldende pastelfarvede emballager. Jeg bemærkede hurtigt den lave alkoholprocent, og tænkte, at det da kunne være spændende at tage fat på dem, engang når juletemaet var overstået. Vel – her er vi så. De var ikke udsolgt, sådan som jeg ellers kalkuleret havde risikeret. For alkoholfri øl er ikke det, jeg prioriterer højest på bloggen, selvom jeg finder konceptet sympatisk.

Ikke mindst efter at Svaneke for anden gang har overrasket mere positivt inden for genren end jeg havde turdet håbe på. Med deres Don’t Worry Pale Ale, og  Julebryg har bornholmerne sprængt rammerne for, hvad jeg troede der var muligt inden for alkoholfri øl.

Vestfyens bud på en progressiv kvalitetsøl uden alkohol er en Mosaic IPA. Sådan én har Royal Unibrew som bekendt også haft held med, selvom den ligegodt er med alkohol. Brygget her slår imidlertid noget mere afdæmpede takter an. Brygget skal hældes fra en afstand, der ikke er sund for folk med højdeskræk, hvis det bare skal skumme en lille smule. Brygget selv er ellers kønt nok – mørkorange og grumset, mens duften ligesom skummet lader vente på sig. Et fjernt pust af søde citrusnoter – ufarlige klementiner – lader sig akkurat ane, næppe tilstrækkeligt til at gøre egentlig gavn.

I smagen mærker man aromahumlens venlige bismage – igen søde citrusnoter, der her er spiced en anelse op med lime. Humlen selv – eller rettere det, den er mest kendt for, nemlig bitterheden, udebliver til gengæld helt. Brygget ender derfor uvægerligt som en halvhjertet oplevelse, der bedst egner sig som læskedrik en varm sommerdag.

Man må undre sig over lanceringstidspunktet, selvom vinteren med sine temperaturer omkring 10 grader selvfølgelig mere har inviteret til kolde pilsnere end til varm kakao med flødeskum. Nogen fuldendt smagsoplevelse er den ingenlunde, selvom den da slår nogle gode takter an – ren og frisk som den alt andet lige er i udtrykket.

Min evaluering af Vestfyens forsøg er noget ambivalent. På den ene side synes jeg, det er prisværdigt, at bryggerierne forsøger at videreføre de gode erfaringer fra specialøllene til de alkoholfattige øl, så folk der er på vandvognen også kan få lov at få en fornemmelse af de gode sager. Vestfyen skal have ros for forsøget, men også en formaning om, at de skal stramme sig an, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at være med helt foran. Svaneke har ganske vist taget en næsten uforskammet overlegen føring. Men de har samtidig vist, at det kan lade sig gøre. Så der er ingen undskyldning for andre bryggerier for kun at gå halvhjertet ind i sagen.

Don’t Worry Alkoholfri Julebryg, Svaneke Bryghus

Det styrer de ret godt …

Ni ud af ti ville sikkert hævde, at lediggang er sundt for mig, sådan som jeg mister lysten til alkohol, når jeg bliver arbejdsløs. Jeg kan se logikken i påstanden, men sandheden er mere kompleks end som så. Min lyst til – ikke fuldskab – men at have et passende kvantum alkohol i blodet til at løfte stemningen en anelse, er for nedadgående sammen med en stigende tendens til angstanfald og depression.

Det udløses af angsten for en lige pludselig usikker fremtid. For hvis økonomien svigter, så ryger min evne til at forsørge mine børn og mig selv også en tur. Således det mere langsigtede sortsyn. Det kortsigtede sortsyn skabes og reproduceres konstant af de mange formularer man skal indsende. Disse fremtræder som rene minefelter – tæt pakket med fælder, der skal give myndigheder og a-kasse en undskyldning for at smække kassen i – ikke fordi man ikke er berettiget til dagpenge, men fordi man kom til at sætte et enkelt flueben et forkert sted. A-kasse-reglerne er oprindeligt skabt for at hjælpe de arbejdsløse i en svær tid. Men siden er de lavet om, så de mere fungerer som en undskyldning for at fratage understøttelsen så snart den den mindste, elektronmikroskopiske anledning viser sig.

Dertil kommer den uendelige række af møder og kurser der skal afvikles, samt bunken af ansøgninger, der skal skrives. Alt sammen til absolut ingen verdens nytte. Jeg har altid fået job gennem netværk og/eller vikarbureauer. Enkelte gange har jeg banket virksomhederne op direkte med telefonopkald, når et opslag så interessant ud. Men at blive kaldt til samtale og få jobbet alene på baggrund af en ansøgning er aldrig sket for mig. Endsige på baggrund af ansøgninger baseret på noget, jeg har lært af de uendelige, bedøvende ligegyldige og evigt patroniserende jobsøgningskurser, man bliver sendt på.

Kurser og ansøgninger er alene en indretning for fremmelse af pine og tort, så perioden med arbejdsløshed kan føles ekstra ubehagelig for den der måtte være blevet ramt af den.

Og jeg er end ikke nået til alle skrækhistorierne som folk har oplevet som arbejdsløse i jobcentercirkusset. Der er ikke nogen grund til at gå i detaljer med dem her, da jeg forventer selv at opleve rigtig mange af dem, med mindre jeg snarest får reddet mig et nyt arbejde … eller et gammelt. Min tidligere chef var langt fra afvisende om, at jeg kunne blive kaldt tilbage til fabrikken, men han kunne ikke sige noget om, hvornår.

Men blot fordi min glæde ved alkohol falder, behøver min glæde ved øl vel ikke falde helt så meget. I hvert fald har jeg nu fundet anledning til at prøve den øl, jeg fik af mine børns mor i julegave. Den er fra Svaneke Bryghus’ Don’t worry-serie, der består af (næsten) alkoholfri øl. Tidligere har jeg prøvet en Pale Ale i serien, der fortsat er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet.

Forventningspresset er derfor anseligt. Til gengæld lægger brygget også hårdt ud med fejlfri dunkelhed under off white skum, der i højde og cremethed langt fra er uimponerende. Duften gør fra starten godt med et markant indslag af kirsebær på et maltet bagtæppe af kaffe.

Letsødet kaffe med indslag af både tørrede og friske figner giver et komplekst aromabillede, der nydeligt kompenserer for den forventede udeblivende kraft i udtrykket. Det er alt andet lige en øl på kun 0,5% alkohol – og det vil man nok kunne mærke uanset hvor velkomponeret aromaen ellers er.

Men at eftersmagen samtidig fremstår kraftigere end hvad selv stærke mørke bryg ofte præsterer, ja så gør det pludselig slet ikke noget. Stærk, bitter, fyldig og ikke for hårdt ristet kaffe masserer gummer og mandler så det er en ren fornøjelse. Og det er en eftersmag, der holder længe.

Så godt kan det gøres, gentagne gange åbenbart. Svaneke har styr på det der med alkoholfri øl som ingen anden aktør jeg har set i Danmark – eller i resten af verden for den sags skyld.

Skt. Peter, Thisted Bryghus (Nytårsøl med Gedved III)

Nå, så gik den ikke længere …

I skrivende stund har jeg netop meldt mig ledig på Jobnet. Vikaransættelser kan nok give smør på brødet og tag over hovedet, så længe de varer. Men de kan også ophøre fra den ene dag til den anden – og det var lige præcis hvad min gjorde i fredags.

Jeg håber, der snart dukker noget op igen. Jeg er klar til at tage imod det meste, der kan holde jobcenteret fra døren. Og heldigvis har jeg da stadig en mobil og velfungerende krop, der kan tage alt det arbejde, som rigtig mange arbejdsløse ikke er i stand til på grund af fysiske og psykiske skavanker. Nok er jeg velsignet med indtil flere personlighedsrelaterede diagnoser. Men min forstand er i det mindste nogenlunde i behold, og min krop fungerer som den skal. Det skal med andre ord nok gå alt sammen.

Til gengæld har jeg måttet udsætte nogle af mine andre projekter en anelse. Jeg var ellers tæt på at færdigredigere min Patreon-konto og stod også på spring til at optimere bannerreklamerne på bloggen. Et eller andet skal jeg jo leve af i perioderne hvor storkapitalen ikke har brug for min arbejdskraft. Men jeg frygter det bagslag det kunne give at sætte projekterne op i en ledighedsperiode – måske unødvendigt, men i betragtning af, hvor nemt folk ser ud til at komme i klemme i ledighedssystemet, vil jeg helst undgå at tage chancer.

Jeg skal selvfølgelig heller ikke glemme de døre, der nu åbner sig. Det kunne jo faktisk være, at jeg fik noget ordentligt arbejde for en afvekslings skyld … ja, den tror jeg heller ikke på. Men nogle gange, er det det, man ikke tror på, der viser sig at være sandt og være til stor hjælp samtidig. Hint hint, Satan, Jezebel, Lucifer og Baal (samt Gud og Jesus), det er nu, I skal træde i karakter!

Apropos Gud og Jesus, skal vi jo huske på, at det overhovedet ikke er til deres ære, at vi fejrer den nu for længst overståede jul. Det gør vi af helt andre grunde. Først og fremmest for at fejre, at vi atter går lysere tider i møde, og dermed at årshjulet har drejet endnu en omgang. Man kunne også kalde det en fejring af jordens rotationsakses hældning på 23,4 grader mod ekliptika, for det er jo faktisk det, der afstedkommer det megen postyr, der nu heldigvis er mange måneder til gentager sig.

Til minde derom leverer Kajs Ølblog som altid et par anmeldelser af juleøl her i januar. Det, som jeg ikke nåede i løbet af julemåneden, typisk. Eller som her købt billigt på tilbud mellem jul og nytår, da sæsonen i juledagene mødte en brat afslutning på anledning til den slags. At det ikke rigtig er jul længere gør til gengæld ikke øllet dårligt på nogen måde, især ikke når det nydes umiddelbart efter årsskiftet som det sidste i den livestream, Gedved og jeg udsendte via min YouTube-kanal (please like & subscribe) klokken et om eftermiddagen, 1. januar.

Smukt ser det ud – rødbrunt, klart som nybanket kobber og toppet af cremet, gyldent skum. Duften varsler ikke værst – men måske heller ikke allerbedst. Småsyrlige noter af egetræ kan både falde ud til bryggets fordel og ulempe. Anis og fennikel blander sig dog ikke uelegant og leverer en kærkommen lakridsnote.

Lige fra starten er brygget mere udfordrende at smage på end de to – lad os være ærlige – noget tynde norske øl. Egetræsnoterne går igen i aromaen, der bedst nydes, hvis man lader brygget hvile på bagtungen og alkoholen bære bryggets fylde og smag ud i mundhulen som en let tåge. De 7 % gør det ikke vanskeligt.

Man kan fortsat nyde egetræets syrlige noter kombineret med søde indslag af brunt sukker. Brygget mangler intet af den fylde, som de to foregående norske øl skreg på. Det syrlige indslag gør imidlertid stadig brygget en smule lettere på tungen – men ikke på en måde, så man sidder tilbage med fornemmelsen af, at man er blevet snydt for noget. Oplevelsen er fuldendt og meget mere end bare godkendt.

Gedved, den gnavne mand, gav den …

Jeg fik ham til at give karakter først, så jeg kunne toppe med …

… fordi jeg er sådan.

Danmark gik altså af med sejren i den lille skandinaviske konkurrence. Jo, det kan nemt være en fordel at tillade mere alkohol i øllet, hvis man vil have det til at smage af noget.

Gedved skal have mange tak for at lægge vejen forbi. Han gik så hurtigt at han glemte nogle ting, der stadig ligger hjemme i stuen hos mig. Blandt andet en bog fra Mandal Bibliotek. Jeg håber, han snart besvarer mine mange beskeder, så han kan få dem tilbage.

Jule Bryg, Hancock

Grinchen gør sin entré …

Fy-for-Pyffer! Yyyydddrk! ‘Vi gemmer det bedste til sidst’ siger man. Men hey, jeg har aldrig været god til det der med at overholde traditioner. Nogle traditioner bryder jeg endda gerne demonstrativt.

Hvorfor … HVORFOR binder jeg an med den slags? Hvorfor udsætter jeg mig selv for rædsler som disse – og så endda i JULETIDEN?

Fordi de er  der. Derfor. Det har jeg sagt talrige gange før, men sidst jeg skrev det, er vist ved at være længe siden. Ind imellem må jeg også minde mig selv om, hvorfor, når skrækeksemplarer som disse krydser mit spor. Sammen med bjergbestigerens motivation for at bestige bjerget, har jeg desuden en form for ridderlig ambition om at være offentlighedens mundskænk. Hvad er værd at drikke, og hvad kan forbrugerne roligt lade stå, og stadig leve et godt liv? Det er spørgsmål, jeg løbende forsøger at besvare efter bedste evne.

Så når jeg i min lokale Fakta, netop som juletemaet lakker mod enden, opdager at Hancock har endnu en juleøl på programmet – så kommer den med hjem. Og så bliver den afprøvet. Jeg havde godt luret, at der nok var tale om en af de alt for mange tunede julepilsnere. En pilsner der er pumpet med sukker – eller her stivelse – for at banke alkoholprocenten i vejret, for så at sælges som en juleøl, fordi … årsager velsagtens? Hvorfor julen absolut skal forbindes med at være dinglende beruset, har jeg aldrig helt forstået. Endnu mindre forstår jeg, hvorfor styrken skal bankes helt op på afsindige 10,5% – der er tæt på niveauet for Wiibroes udrikkelige Årgangsøl.

“Jamen, der er da også nogen rigtig stærke øl, der smager godt” indvender kværulanten, med tungen pakket ned mellem underlæbe og fortænder, som legendariske Peter Kær i halfemserbørneprogrammet TV-Pil. Og bevares – det er da sandt. Men bare ikke pilsnere! Stouts, portere, barley wines og afsindige brygeksperimenter kan sagtens bære det. Men pilsnere bliver nærmest pr. automatik fæle, når de når op over syv procent.

Og således også nærværende øl. En ufin dunst af alkohol leverer en regulær næsestyver´ved skænkning. Og så mange hjerneceller bliver omgående dræbt, at jeg helt glemte at tage et billede af det skænkede bryg. Men det ligner almindelig, tilforladelig korngul pilsner med ekstra lidt skum. Men lad jer ikke narre …

Smag af brændevin – af typen, man bliver blind af. Eller i hvert fald noget der ligner det, de to svenskere, jeg og mine venner en årrække hang ud med på Roskilde Festival, havde med i en stor, hvid dunk. Indholdet blandede de op med jordbærgrød, og en af mine venner spiste/drak så meget af det, at han gik evigt kold, og overpissede sit telt. Sikke tider, det var. Men sådan at blive mindet om det – og så af en juleøl – det passer svært dårligt sammen.

Ikke snaps, nej brændevin er ordet. Aroma af kommen (uden at krydderiet som sådan er tilsat) – men se om det nytter. Hvor Rød Aalborg leverer et skarpt, råt skud krydret juleglæde, leverer øllet her en metallisk knytnæve af industriel sprit blandet med forgamlede, slatne krydderier.

Efter at have konstateret dette, tog jeg endnu to, måske tre ansigtsforvridende nip, og hældte resten ud i vasken. Om ikke udrikkeligt, så i hvert fald fuldkommen uegnet som juleøl.

Hancock leverer ellers fine humleprodukter. Deres pilsner fx – Høker Bajeren er mig en større nydelse end lokale Thisted Bryghusikoniske økologiske pilsner. Jeg er en kæmpe tilhænger af små bryghuse og lokale, uafhængige bryggerier som skibonittiske Hancock. Og derfor skuffer det mig også ekstra meget, når de sådan falder mig i ryggen.

Den her vil det kun klæde Hancock at tage permanent af programmet. Tænk at det alligevel skulle tage fem år, før en øl igen scorede bloggens absolutte bundkarakter. Og så skulle det endda lige ske med en øl fra Hancock?

Av!

Glædelig jul, trods alt.

Dana Julehvidtøl, Thisted Bryghus

Midt på vejen …

Tænk engang … eller rettere: Det manglede da egentlig også bare … Thisted Bryghus, det lokale bryggeri heroppe, har skam også en julehvidtøl på programmet. Hvad der gemmer sig bag navnet ‘Dana’ må læserne selv google sig til. I denne afsindigt travle juletid, har jeg ikke selv haft tid til det.

Min sparsomme fritid er blandt brugt på at fare frem og tilbage mellem Thisted og Holstebro i juleindkøbsøjemed. Det er den større by, der er nemmest at komme til med offentlig transport, og det er en rejse, der tager en hel eftermiddag, selv når selve opholdet i Holstebro er ganske kort. Julegavekøb og ombytning og alt det, er et cirkus, jeg bestemt ikke savner resten af året.

Når man så endelig, alt for sent på aftenen – ikke mindst i betragtning af, hvor tidligt man skal op og arbejde i fiskeindustrien igen – når hjem, kan man jo prøve at forsøde tilværelsen med den lokale julehvidtøl.

Visuelt er den på linje med de andre sorte, off-white-skummende bryg. Til gengæld er det svært at mærke noget som helst, når man snuser til den. Noget vag, fjern sødme og så ellers det vand, den bl.a. er brygget af, er alt.

Så er der mere at komme efter i smagen. Fyldig nok er den, og rigeligt sød. Sødmen kan man lige vende et par gange på tungen, hvorved man vil konstatere, at brygget mere smager af raffineret hvidt sukker, end af ‘noget, der er sødt’. Såsom svesker eller lakrids – eller måske bare noget særligt sukker – rørsukker, farin, muscovado eller melasse fx.

Nogle vil måske kalde udtrykket ‘rent’. Jeg finder det mere glat og for at være helt ærlig småkedeligt. Julehvidtøllene kan måske ikke forventes at give de store smagsoplevelser i det hele taget, men når nu der i det mindste er noget sødme at arbejde med, så hvorfor i det mindste ikke gøre den en smule mere spændende end bare sød?

Dana Julehvidtøl er således mere end noget andet en ‘middle of the road’-julehvidtøl. Og når man sådan spankulerer rundt midt på vejen, bliver man nemt kørt over. Og det er, hvad Thisted Bryghus’ julehvidtøl bliver af de andre julehvidtøl i ølbloggens lille konkurrence om årets bedste juleøl. Dårligt smager den sådan set ikke – den er blot alt for poleret og konturløs i sit udtryk til at den nogensinde kan undslippe den lade middelmådighed.

Hvidt Øl, Ørbæk

Baghjul til flere af de specielle …

Det lakker så småt mod enden med juleølsanmeldelserne. Tilbage er et par traditionelle julehvidtøl og en enkelt mere fra Hancock – og det er så det for denne gang.

Der kommer selvfølgelig også et afsluttende indlæg om, hvad jeg synes, har været bedst i år. Men det kommer nok til at ligge meget tæt op ad juleaftensdag, så man får nok travlt hvis man insisterer på at vente med at købe øl ind til julemiddagen, til det indlæg foreligger. Jeg anbefaler, at man læser anmeldelserne i stedet – man kan jo snildt lade sig vejlede af karaktererne, hvis man ikke gider pløje igennem hele indlægget hver gang.

På denne juleøl er der en mere – hvadskalmankaldedet … – traditionel julenisse med det pigmentundskud, der er karakteristisk for vort lands indvånere. Frisk og glad ser han ud, – ikke bøvet og småfuld, som Midtfyns julemand, der samtidig besad en væsentlig sundere kulør. Hvorfor ikke en lige så glad og frisk mørk, julemand, Midtfyns Bryghus? Makes you think …

Til Midtfyns forsvar skal det siges, at deres Jule Stout ligegodt var noget stærkere end nærværende hvidtøl. Brygget her holder 1,8% og forhandles i 0,75 l. emballager. Alligevel får man ikke engang samme mængde alkohol indenbords, hvis man bunder det hele, som hvis man bunder en jævn dansk pilsner. Man kan altså roligt gå til den, hvilket slet ikke er skidt, da det søde, mørke stads nærmest emmer af julehygge – og den vil man da gerne have lidt ekstra af … vil man ikke?

Her er der i hvert fald rigeligt. Øllet dufter sødt og lidt krydret. Måske i retning af solbær, uden at jeg er helt sikker. Det er allerede mere end hvad man kan sige om flere andre af sæsonens hvidtøl. På grund af det lave indhold af alkohol dufter de ikke af meget – men her er der undtagelsesvis lidt at komme efter.

Og endnu mere er der i smagen. Hvor hvidtøllene sjældent byder på andet end en sød og rar oplevelse, er der her væsentlig mere kontur over oplevelsen. Sukker – men ikke bare sukker, nej – tyk melasse og muscovado, ledsaget af en bittersød aroma af svesker – masser af svesker. Samtidig er brygget dejligt tæt og overraskende fyldigt. Lidt for let, glider de ned, hvidtøllene – men den her tager man sig faktisk i at nippe til.

Jeg tror, vi har en vinder blandt hvidtøllene. Og at brygget her samtidig slår flere af de konventionelle – og særlige – juleøl, demonstrerer ikke blot, at hvidtøllene kan være med på lige fod – men også, at et par af specialbryggerierne måske skulle tage sig en smule sammen.

Højt (brunt) skum i hvidtøl.

Jule Mælk, To øl

Sikker vinder …

I dag er det præcis et år siden, jeg anmeldte To Øls Jule Mælk, Cognac Edition i anledning af sidste års andet (det første kan man læse om her) store koncertbrag i Pumpehuset.

Marcus, det gale menneske, havde efter rigtig mange gode øl tænkt sig, at vi skulle have endnu flere, og havde derfor slæbt mig, og vores nye fælles venner fra Tyskland, med på Taphouse. Marcus mente ikke det var tid til wind down, så han købt noget nær det stærkeste og tætteste han kunne finde – denne øl i en særlig cognac-version.

Nu er det så blevet tid at prøve den au naturel og på flaske. Det kan jeg allerede nu afsløre, at den ikke er blevet ringere af. Den er heller ikke blevet ringere af at være afprøvet både med nulstillede smagsløg og væsentligt mere opmærksomme øvrige sanser. Det midlertidige høretab efter Jo Quail og Myrkur var den mindste udfordring hin aften i 2018. Tiltagende hæshed og smagsløg der for længst var afsvedet af rigeligt surt og bittert, levnede ikke den store opmærksomhed på de små detaljer, da jeg i en fyrre hestes brandert skulle kæmpe mig gennem den fede tjæresuppe.

Lad mig først takke SuperBrugsen i Thisted for at have denne perle på hylderne. De kan være sikker på mig som aftager af alt i denne kaliber, de måtte have at byde på i fremtiden. Mere af det ville være stærkt påskønnet, idet ekstraordinære specialøl er en mangelvare her på egnen.

Brygget har sit navn efter den tilsatte laktose. Jeg husker ikke længere præcis hvor jeg fik det at vide, men angiveligt skulle ølgær ikke kunne nedbryde laktose, hvorfor man kan anvende den til at gøre øl sødere, uden at gøre det stærkere. Med sine 15% alkohol behøver brygget vel egentlig heller ikke være stærkere, så i det perspektiv er laktosen forståelig.

Et flot, højt, brunt skum stiger lystigt – omend ikke unødigt hurtigt – over den kulsorte tjære. Man overvejer et øjeblik, om ikke brygget snarere skulle have været leveret i en metalbakke, så man kunne bruge det til at smøre rugbrødsmadder med. Eller måske snarere franskbrødsmadder, som de brankede sukkeraromaer, der åbenbarer sig i den tætte bouquet, ville klæde meget bedre. Det samme gælder den tørre røg, den stærke kaffe og den tykke sveskegrød.

En ren sødmebombe er, hvad der møder smagsorganerne. Farinsukker, figner, svesker, den fineste kaffe med blåbærsirup og rigeligt fløde – et overflødighedshorn af aroma. Et festfyrværkeri af smag. Mørkt, tykt, intenst – og alligevel sødt som selve juletiden, filtreret og destilleret til en kompakt masse, så koncentreret at den fremstår ganske sort, og næsten knaser mellem tænderne i sin vældige sødme.

Hold da op et bryg! Jeg må, hvis jeg får lejligheden, aflægge et besøg hos cognac-udgaven igen. For bare uden cognacen, er brygget en ener, og jeg forestiller mig ikke, at cognac skulle gøre oplevelsen mindre på nogen måde. Jeg behøver næppe nævne, at brygget i dåden er en long drink. En intens nippe-og-nyde oplevelse, der holder sig hele juleaften – efter middag og ris a la mande. Nyder man den til maden, smager man ikke andet.

Behøver jeg sige, at jeg ikke forventer bedre juleøl denne sæson?

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme