Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Belgien

Steenbrugge Brown, Palm NV

Vel over standard …

Jeg arbejder, som jeg vist har nævnt, i fiskeindustrien i Hanstholm. Her forleden fik jeg tidligere fri, og tænkte, at jeg ville bruge ventetiden på bussen konstruktivt. Så jeg spankulerede fra havnen op ad den lange trappe op ad kyståsen, for nå til det lokale indkøbscenter lidt længere oppe i byen.

På vejen kom jeg forbi den lokale Aldi. Og da var det jeg tænkte: “Hvor tit får man egentlig lejlighed til at gå i Aldi i Hanstholm?” Selv får jeg nok lejlighed til det med jævne mellemrum, nu jeg tænker over det. For nu arbejder jeg faktisk lige i nærheden. Så det var ikke tilgængeligheden, der bød mig udfordringer.

Det var mere det, at jeg i ret mange år efterhånden ikke har sat mine ben i Aldi. Af principielle årsager, primært. De behandler ikke deres medarbejdere særlig godt, hvilket er årsagen til at de kan give deres priser et ekstra nøk nedad. Samtidig har kvaliteten af deres produkter og udvalg det med at skrabe bunden fra undersiden.

Vel, jeg fandt alligevel snart mig selv snigende rundt i gangene mellem rodede spotvarer og industrielt overforædlede fødevarer, på jagt efter … wow, vildt nok, hvis i gættede det – øl! Jeg havde absolut ingen fornemmelse af, hvad Aldi havde på hylderne af billige eller knap så billige øl, men helt umuligt skulle udvalget snart – meget mod min forventning – vise sig ikke at være.

Den her kom med i kurven. En debut på bloggen for det belgiske bryggeri Palm NV. En mørk belgisk øl går sjældent helt galt, så den skulle da have chancen. Brygget går i øvrigt også under navnet ‘Bruin Dubbel’. Hvad anglificeringen i det ellers udpræget tyske supermarked Aldi går ud på, må indtil videre stå hen i det uvisse.

Et dejligt mørkt bryg er det, dunkelbrunt med højt, luftigt skum, der tager tydelig farve efter brygget. Bouqueten gør ikke meget væsen af sig – sødme af karamel og bitterhed af kaffe. Men selvom noterne måske ikke slås an forte, så lyder det nu ganske godt alligevel. Alt behøver ikke være en Allegro eller en Presto. Ind imellem er det fint med en Andante eller måske endda en Adagio.

Anderledes komplekst og kraftfuldt er det til gengæld i smagen. Så man får både en Adagio og en … vel, i hvert fald en Allegretto. Et helt stykke musik i alle tilfælde. Sødme af karamel aer blidt mens mellemristet kaffe bæres frem af en fyldig maltbund. Bitterheden slutter af med et crescendo ved mandlerne, hvor en overraskende krakilsk humle gør sin sene entre.

Dermed er den bedste brown ale, jeg længe har prøvet tilføjet kataloget.

Nogen smagseksplosion er brygget ikke. Det er en tilbagelænet sonate, med med tilpas komplekse temaer og variationer til at man aldrig keder sig, og med en fiks finale til slut, der kræver lidt aktiv lytning.

Langt over forventet Aldi-standard er brygget under alle omstændigheder. Selvom jeg fortsat ikke mener, man skal gå i det supermarked alt for tit, er den her nu et sjældent besøg værd.

IPA, Belgisk Øl, Gourmetbryggeriet/Harboe

Forvirring …

Så gik den heller ikke længere for en af de nok største komponister i Danmarks historie. Manden bag soundtracket til generationers barndom, ungdom og voksenliv, Bent Fabricius-Bjerre er gået bort.

Og selvfølgelig skal virkeligheden være så grim og grusom, at et menneske, hvis person man op til den alt andet lige nogenlunde timelige afsked beundrede, alligevel skal vise sig at have nogle kompromitterende egenskaber. Manden var hovedrig – hvilket i sig selv ikke er problematisk i betragtning af, at han besad et ekstraordinært komponisttalent. Men hvorfor … HVORFOR … skulle han dog absolut være med til at stifte den totalitære, neoliberale, jubelkapitalistiske, antihumanistiske tænketank CEPOS?!

Jeg hører Matadortemaet klinge for mig i baggrunden til Ingeborgs afsindige men fuldt ud berettigede vredesudbrud mod sin ægtemand … “HVAD ER DU FOR ET MENNESKE?!” Vel, det siges at man ikke skal tale ondt om de døde, men det må vel minde os om, at uanset hvor fantastiske nogle mennesker kan være – ikke mindst kunstnerne – er der altid en bagside. Bent var åbenbart så glad for sine skillinger, at han valgte aktivt at lobbye for, at han, og folk der var lige så rige som ham, kunne blive endnu rigere. Helst på bekostning af fattige, udsatte og svage, således at disse kunne blive endnu fattigere, mere udsatte og endnu svagere.

Hans produktion af musik kan der til gengæld ikke sættes en finger på. Norwegian Sunset fra Bjergkøbing Grand Prix er nok være min personlige favorit. Ikke hans mest kendte stykke, men til gengæld et, der passer fint som den hyldest manden som kunstner fuldt fortjener.

Så vidt den griske, gamle komponist. Det, det egentlig handler om, er som bekendt øl.

Det er længe siden, jeg sidst har været på besøg hos Gourmetbryggeriet under Harboe-koncernen. Angiveligt får de nogle af øllene produceret i Belgien, hvorfor disse lanceres med undertitlen ‘Belgisk Øl’. Det kan virke en kende forvirrende når man som her får en IPA i hånden. Det er weiß Gott nicht en belgisk, men en britisk øltype.

Duften er til gengæld belgisk på indtil flere ildevarslende måder. De 8% alkohol giver sig til kende fra starten, og giver brygget en ikke helt rar alkoholisk kant. Dertil kommer den decideret ubehagelige em af banan, der i dette tilfælde heldigvis er så tilbagelænet, at den ikke gør decideret skade. Men gavn gør den nu heller ikke. IPA’ens traditionelle skarpe, aromatiske og bitre noter er kun fjernt til stede. De kan dog findes, og i det omfang de er præsente, er de trods alt også sprøde og velgørende.

Sådan skal det ikke være i smagen. Ingen sprød bitterhed af grannåle, eller aroma af citrusfrugter. Så meget for IPA’en. Hvad det belgiske til gengæld angår … ja, der må jeg sige, at det faktisk slet ikke er så ringe endda. Belgien er trods alt mit favorit-ølland for sin enestående diversitet. Og her slås der – på trods af en olfaktorisk dimension, der langt fra sad i skabet – rigtig gode toner an.

Sprødt, frisk og vederkvægende flyder en velkendt aroma af velafbalanceret belgisk saison. Skarpt, småsyrligt, og med akkurat den mængde bananaroma, der giver brygget karakter uden at det ødelægger noget. Brygget er godt til den tørre gane, og yder lige præcis nok smag til, at det ikke samtidig bliver kedeligt.

Skuffelsen over ikke at få en IPA, når det nu er det, man bliver lovet på etiketten, nager dog stadig en smule. Harboe læner sig opad en falsk varebetegnelse, som de fortjener en løftet pegefinger for fra denne blogger. Min storebror, der havde den med i gave, da han kiggede forbi med familien den anden dag, fortjener til gengæld en stor tak. Også for de andre fine øl, han havde med.

Flere af dem havde jeg prøvet før, så min sommer ikke behøvede gå med at skulle anmelde alt for mange nye øl. Nogle gange er det også rart bare at kunne nyde en god øl, uden at behøve bekymre mig om at skulle anmelde dem bagefter.

Konx, Omnipollo (Ole Øl-Ninja 3)

Hvis man en dag gik på vandvognen …

Der var jo ligegodt mange øl, vi skulle igennem den eftermiddag og aften. Det har jeg vist allerede nævnt flere gange, og den eneste måde, der kunne blive færre, var at vi drak dem.

Nej, det er umuligt på linje med at bevæge sig hurtigere end lyset eller være en gift ungkarl, at vi fx gav øllene væk til nogle andre eller *gys* hældte dem ud!

Næste skud på stammen var imidlertid en alkoholsvag – ja, faktisk næsten alkoholfri øl på sølle 0,3%. Producenten er nomadebryggeriet Omnipollo fra Sverige. De er debutanter på bloggen, og starter dermed ud med måske det allersværeste man kan finde på som brygger.

Alkoholfri øl med smag er en relativt ny udvikling. Jeg husker stadig med gedigen væmmelse min afprøvning af Tuborg Super Light for nu over ni år siden. Indrømmet: langt fra alle alkoholfri øl er lige så fæle som hin sæbe-metalliske rædsel. Men at en øl ikke smager grimt er ikke i sig selv et hædersmærke. En øl er først god, når den smager godt. Dette gælder også for alkoholfri øl. Det handler i virkeligheden om at skabe en oplevelse af en rigtig øl – men uden alkohol. Det er svært, men netop i denne tid sker der noget på den front, der peger i den rigtige retning.

Svaneke er gode. Vestfyen er med Willemoes-serien også OK med, men ellers kan der være endog meget langt mellem smagsoplevelserne.

En gedigen næsestyver kickstarter imidlertid øloplevelsen i samme sekund det lyse, lettågede bryg inhaleres. Søde, aromatiske og bitre noter kappes om at komme til. Citrus, grannåle og hyld gør godt, og røber over for den tilstedeværende brygger og glade giver, Ole, planen for, hvordan brygget her gøres godt på trods af det lave alkoholindhold: masser af aromatisk humle med henblik på at få brygget til at tage sig ud som en pale ale.

Og det lykkes. Ikke alene har brygget mindst lige så meget velsmag som det har velduft, det har også krop. Det har fylde. Det plasker ikke planløst rundt i en alt for vandig sø, sådan som alkoholfrit øl alt for ofte gør. Hvedemalten giver desuden brygget en slet ikke tosset karakter af Belgisk wit. En stil, jeg normalt ikke kommer godt overens med, men her lykkes det bryggeriet præcis at tage de gode elementer fra stilen – den bløde mundfornemmelse og friskheden – og lade de negative elementer, såsom isoamyl acetat (der giver banansmag) og syre ligge.

Alt hvad man ønsker af en øl er at finde her – bortset fra det, man bliver fuld af. Og det er selve meningen med alkoholfrit øl. Det undrer ikke, at landet med Systembolaget gør det i alkoholfri bryg – men at det sker med en sådan success, indgyder respekt uanset hvem det lykkes for. Ole og jeg approberer med henholdsvis …

… for Oles vedkommende og …

… for mit.

Lindemans Apple, Lindemans

Exquisite!

Denne øl har stået i køleskabet siden starten af maj måned, hvor Marcus og jeg var på Ølfestival i Esrum. Som hardcore fans måske vil huske, fik vi brugt en rum tid på det belgiske udvalg, og glemte næsten alle de andre fine øl på udstillingen. En stribe smagsprøver til senere anmeldelse kom også med hjem – ikke mindst den frugtøl, der havde imponeret os mest, denne med æble.

Det er ikke kun for at være kontrær – men at jeg godter mig ved, at jeg finder ærlig og redelig nydelse i de belgiske frugtøl i skarp modsætning til de fleste ølconnoisseurs, skal ikke være nogen hemmelighed. Især når de belgiske frugtøl ikke bare er ‘øl, hvor der er blandet noget frugt i’ men møjsommeligt komponerede kunstværker af surt øl og frugtsaft, minutiøst afprøvet og gennem årene optimeret til perfektion.

Resultatet kan man nyde – bare nyde – i denne alt for lille sag af koncentreret, sursød vederkvægelse. Jeg kunne drikke dette øl af deleemballager – helt uden at dele.

Og snobberne vil sikkert sige, at den bare lugter af æblemost, og at det da ikke har noget med øl at gøre. Men gu har det så. For gider man tage sig til til at snuse ordentligt ind, mærkes den underliggende lambic’s friske, sure udtryk, der giver æblemosten et ekstra pift æblemost, som æblemost alene ikke magter.

Og det næsten overmodige udtryk af æbler med ekstra æbler fortsætter og vokser i smagen. Brygget er perlende frisk som det bruser og prikker af rigeligt gærinduceret kulsyre, der løfter æblearoma og lambicsyre op til endnu højere etager af fryd og nydelse. Skønt man mest mærker sødmen, vrides ansigtet alligevel i groteske grimasser, når den udsøgte blanding af foeders gør sig til kende i bryggets frisksure bund.

Og oplevelsen er ikke slut, når brygget skylles ned. Det skarver og river hele vejen gennem brystet, og prikker mærkbart videre, indtil det endelig falder til ro i bugen. Man kan slet ikke få nok. Og man ærgrer sig sådan over, at brygget kun leveres i kvartlitersflasker.

En vinflaske ville man ikke engang bliver voldsomt fuld af, da brygget kun holder afdæmpede 3,5% – så hvorfor ikke bare levere det i nogle voksne mængder?

Til mig ville det altid kunne afsættes!

Leute Bokbier, Brouwerij Van Steenberge

Bock eller dubbel?

Det blev til mange øl den aften. Og det tror pokker. Marcus og jeg mødtes kort før klokken otte om morgenen på Vesterport station for at afhente den varevogn, jeg havde lejet til flytning. Derpå gik det i paniktempo med nedpakning og rengøring – med kompetent hjælp fra Marcus’ bror Joachim og min gamle far, der i en høj alder stadig formåede at give et uvurderligt nap med.

Kvart i et om eftermiddagen var pakningen overstået, motoren på AVIS’ Mercedes Sprinter blev startet, og foran lå en i det store og hele begivenhedsløs – men flot – tur gennem næsten hele det danske land. Mestendels dog med en meget bred gråsort stribe i synsfeltet – og en helvedes masse biler. Det lykkedes os næsten ikke at køre forkert, og på trods af jævnlig berøring af rumleriller (der er forskel i bredde på en VW Fox, min fars gamle bil, som jeg brugte indtil den blev skrottet, og en Mercedes Sprinter varevogn) og en bro over Vilsund, der kom meget meget pludseligt efter en dejlig lang og stejlt nedadgående bakke i et langt, jævnt venstresving, der pludselig blev ret så skarpt, kom bil, passagerer (Marcus, min eks’ kanin Aristoteles, og min kongepython Vladimir Bekhterev) samt fører frem uden skrammer.

Klokken halv syv parkerede vi vognen ud for min nye adresse i Thisted. Klokken kvart i otte var alt mit habengut, takket ekstra hænder i form af min eks’ nye mand (ja, eksægtefolks nye ægtefolk kan man faktisk sagtens være fine venner med) slæbt ind i min nye lejlighed, og så skulle man ellers tro, at det endelig var blevet tid til en pause og en kold … men nej!

Lejebilen skulle også afleveres – et godt stykke ud ad Østerbakken (et af de  steder i Thisted og omegn, der ikke er omgivet af smaragdgrøn naturskønhed, men tværtimod ligner en af Randers’ indfaldsveje med store flade og kedelige erhvervslejemål så langt øjet rækker) skulle kareten køres. En fra oven betragtet nok komisk scene udspillede sig, da Marcus og jeg febrilsk stæsede rundt på parkeringspladsen i forsøget på at finde nøgleindkastet. Panikken bankede imidlertid ikke bare på, i min asperger- og ADHD-hærgede hjerne. Den hamrede faktisk løs … indtil vi omsider fandt en stor metalplade, hvorpå der endda meget entydigt stod ‘Nøgleindkast’.

Og der endte nøglen så. Jeg har ikke hørt noget brok fra udlejeren, så den operation lod til at være eksekveret efter forskrifterne. Nu var der bare gåturen tilbage til Thisted – i underskøn aftensol og egnens friske luft, der nok var aldeles fri for gyllelugt og andet, man undertiden må binde an med – men til gengæld også var præget af samme egns skarpe, kølige, stive kuling fra vest. Kloge og forudseende som vi ikke var, havde vi ikke iført os overtøj. En tynd skjorte over min t-shirt gjorde mig marginalt bedre beskyttet end Marcus – der kun havde sin t-shirt.

Men raskt gik det. Der var rigeligt med kolde øl i vente. Og skønt vi var langt fra hovedstadens eksorbitante åbningstider, der nogle steder strækker sig til efter klokken 23, så lykkedes det os alligevel at nå tæt nok på midtbyen til at finde et supermarked, der først lukkede klokken 21, så vi kunne redde os noget hurtig aftensmad.

Klokken var vel omkring kvart over ni før vi endelig kunne sætte os ned og slappe af med et par kolde øl. Lidl i Thisted – det var der, vi handlede – viste sig at være noget bedre forsynet med specialøl end de filialer, jeg frekventerede i København, så har man set det med, og denne belgier kom med af for mig uvisse årsager – det var Marcus, der fandt den.

En rubinrød øl, hævder etiketten. Deri, vil jeg fastholde, har etiketten aldeles uret. Det er derimod et meget mørkt bryg, som måske ved gennemlysning vil afsløre sig som rødt, men som ved skænkning fremstår aldeles sort med en ikke ueffen porøs off white skumkrone.

“Bock er ellers noget, man mest gør sig i i Tyskland og til dels Tjekkiet,” kauserer Marcus i sædvanlig stil, “men belgierne holder sig jo ikke for fine til at pille ved ting, andre tænker ‘det skal du da ikke pille ved’. Det er en af de der kulturforskelle …”

Han kan jo ikke lade være. At Marcus i emnet om overgreb i Belgien er på ofrenes side er jeg ikke et sekund i tvivl om. Så han får lov i begrænset omfang at udspy sine upassende tirader her, så længe jeg vurderer at det tjener det formål at reproducere viden og bevidsthed om de skrækhistorier om mishandling, Belgien har været udspring for. For en lidt grundigere gennemgang med henvisninger, kan man læse eller genlæse dette indlæg.

Tørsten var over os, så vi fik aldrig snust til brygget, før glassene blev sat for munden.

“Hold da op!” udbryder Marcus, “den smager mere som en dubbel end en bock. Den har rigtig meget belgisk sødme. Men nu er det jo også en belgier. Belgierne har jo notorisk lommerne fulde af slik …”
Idet jeg ignorerer Marcus’ syndflod af hentydninger, svarer jeg tørt “ja, den smager godt nok ret sødt.”
“Som en gammel mand i lang frakke med lommen fuld af søde sager.”
“Ah, den smager dejligt!” bryder jeg ind – næppe uden irritation over at Marcus på dette tidspunkt kører i samme rille (en vane jeg selv slås en del med at overvinde, indrømmer jeg gerne), “den har en rigtig god eftersmag af kaffe, dejligt bitter, ovenpå en lækker sød smag af brun farin …”
“Jeg synes altid vi snakker om brun farin,” brokker Marcus sig.
“… hvor det bitre i sukkeret rigtig træder frem i eftersmagen, og slår over i en særdeles klædelig kaffearoma.”

Marcus causerer herefter over, at anmeldelsen skal ses i lyset af aftensmaden – to frysepizzaer pimpet med blåskimmelost og stærk, tysk salami, samt seks middelstærke øl, men at han derudover faktisk bifalder min karakteristik.

Vi plejer at være nogenlunde enige om, hvad godt øl er, Marcus og jeg, men at han sådan erklærer sig enig i min smagsoplevelse 1:1 er usædvanligt. Vi plejer gerne at komme op at skændes om, hvad en øl egentlig smager af, selvom vi er rørende enige om kvaliteten.

En antydning af uenighed viste sig ikke desto mindre i vurderingen af, hvorvidt brygget var en smule vandet. Hvis overhovedet lod dette til at irritere Marcus mere end mig. Angående den fra stilen afvigende aroma og mundfornemmelse anførte han desuden, henvisende til vores fælles anmeldelse af Shepherd Neames noget skæve IPA, at en øl jo ikke behøver slavisk og stereotypt at opvise sin types ortodokse karaktertræk for at være en ordentlig øl.

Vi var, i begejstringen over et veludført stort dagsværk, kommet til at drikke så mange øl, at vi helt glemte karaktergivningen. Selv vil jeg give den …


… hvilket jeg ved med sikkerhed, at Marcus ikke vil. Han er kategorisk imod at give halve stjerner.

Men jeg må spørge ham, når jeg ser ham igen, hvad han ville give den, og så eventuelt opdatere indlægget til den tid.

Chapeau Framboise, Brouwerij De Troch

Frugtøl for viderekommende …

Nej, Kajs Ølblog er ikke gået på ferie. Der var bare endnu en af de undertiden lidt for mange og lidt for lange pauser i strømmen af anmeldelser. Det er nu ikke fordi jeg har ligget på den lade side. Med behørig hjælp fra mine gode venner, Marcus og Joachim, er det rent faktisk lykkedes mig at gennemføre tidligere på bloggen omtalte flytteplaner. Nærværende indlæg skrives som det første fra min nye residens i Thisted. Midt i byen har jeg fundet mig en lejlighed i en af byens gamle huse. Smukt beliggende tæt på gode indkøbsmuligheder, bæverdinger, en park med rigtig store træer, og i det hele taget en natur hvis storslåethed, jeg tilforn næsten kun kunne drømme om.

Jeg siger næsten – fordi Amager Fælled, som jeg boede i nærheden af i mange år i min tid i København, faktisk er en overset naturperle lige ved siden af hovedstaden. Men ved siden af Thisteds bølgende bakker og limfjordens stille vand med Mors som baggrund må også den se sig slået.

Selve flytningen fandt sted i weekenden, og tiden efter er gået med at pakke ud, rydde op, sætte ting op, skaffe internet … alt det, der hører en flytning til. Nu hvor jeg så småt kan se en ende på den næsten uendelige række af opgaver, har jeg fundet tid til endelig at skrive lidt igen.

Nærværende bryg blev imidlertid nydt under uformelle former på min gamle adresse i Brønshøj. Marcus assisterede endnu engang, ja, faktisk var det ham, der gav. Han er blevet svært glad for frugtøl efter turen til Esrum, og havde samlet denne op i en vinhandel, der lå tæt på hans nye arbejdsplads.

“Chapeau,” hører man mig udbryde på optagelsen, “gad vide hvad det betyder?”
“Det betyder ‘hat’.”
“Det kan du selv være …” jeg bliver åbenbart et utaknemmeligt skarn, når jeg sådan får et par genstande under vesten. Det var ikke den første øl, vi prøvede den aften.. Tænk at jeg, sproginteresseret som jeg ellers er, ikke formåede at sætte pris på Marcus’ overlegenhed udi det franske (hvilket, må jeg hellere for en god ordens skyld nævne, heller ikke kræver særligt meget). “Det plejer ellers altid at være dig, der kalder mig en hat,” eskalerer jeg den spændte stemning og forlegenhed.
“Og jeg har ret, jedes Scheißmal!” parerer Marcus effektivt, og endelig på et sprog, som jeg kunne forstå.

“Ah, den dufter vidunderligt!” udbryder jeg, hvorefter vi klapper hinandens ryg og skulder, idet vi giver hinanden ret i, at brygget ikke bare dufter af hindbær, men at man også tydeligt mærker bryggets sure, og noget mere vanskeligt tilgængelige bund af geuze.
“Vi er slet ikke over i Lindemans, som jo er rent slik!” slår Marcus fast.
“Præcis!”
Rigtig godt slik, jeg er stor tilhænger af Lindemans …”
“Det er jeg også. Ikke et ondt ord om Lindemans, men her er vi ovre i noget farligere, noget dunklere,” afbryder jeg begejstret.

Og det er egentlig kernen i det dybrøde, næsten rødvinsfarvede bryg fra Chapeau – at man ikke bare får en rar og venlig framboise, der kæler for de søde smagsløg. Nej, der er bestemt også rigeligt til de syrlige receptorer. Hele munden bliver sat i bevægelse. Brygget ikke bare smages. Det mærkes, som det prikker, svier og skarver i alle kæftens blottede slimhinder.

Og mangler man det skønne sommervejr vi har været beriget med de sidste dage, vil brygget her også egne sig fint som en dessertøl, fx til ris a la manden til julemiddagen.
“Ris a la mande,” vrænger Marcus nedladende grimasserende.
“Du kan ikke lide ris a la mande?”
“Ris a la mande? – Go jump in a lake,” knurrer min medsmager og fortsætter “der findes familier der spiser ris a la mande, og så findes der almindelige mennesker.”
“Hvad spiser i så i din familie, Marcus, til jul?”
“Risengrød sguda, like real people!”

… og sådan sad vi i solnedgangen efter at have slæbt gamle møbler ned til udsmidning, og nød de surt-søde dråber af dette vidunderlige bryg, mens flere digressioner og udflugter snart fulgte. Om karakteren var vi enige, og jeg vil tro, at det er den højeste, jeg endnu har givet en frugtøl. I hvert fald er det det højeste, jeg nogensinde har givet en framboise. – En øltype, jeg slet ikke vidste kunne gøre så megen gavn.

Oude Geuze, Boon

Skøn, omend overgået …

Fangsten fra årets ølfestival i Esrum var ikke overvældende. To kom med hjem, og dermed har jeg ikke fundet anledning til at lave et særskilt tema ud af anmeldelserne af dem. Der er den her, og æbleøllen – og det er alt.

Fangsten fra gårsdagens store ølfestival i Lokomotivværkestedet i København var heller ikke stor. Til gengæld kan man glæde sig til det overordentligt lange indlæg, der som traditionen tro vil blive skrevet. Marcus var også med der, og det har gerne den betydning for mine festivalanmeldelser, at de bliver længere end normalt, så der vil være rigeligt at tage fat på.

Folketingsvalget nærmer sig også, og i morgen er der EP-valg. Jeg har for længst brevstemt til begge dele, og vil selvfølgelig opfordre alle til at få stemt på dem de helst vil have vinder. At jeg ikke synes, man skal stemme på Stram Kurs eller deres kloner i Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti burde være overraskende for de færreste, og i den anledning vil jeg allerede nu – for ikke at glemme det – smide et shout out til en nystartet YouTube-kanal. Den hedder ‘Crazy Bulgarian‘ og er startet af samme personlighed, der står bag Twitter-kontoen ‘Alex Den Største‘. Den har indtil videre gjort det til sin mission at vise Rasmus Paludan i pinlige situationer, og det er ærværdigt i sig selv.

Jeg skal også have givet ham et shoutout engang når jeg får min YouTube-kanal op at køre igen. Den ser ud til at være det, der har lidt mest og i længst tid under det nervøse sammenbrud, jeg led i sidste uge. Men selv der, er der begyndt at ske lidt igen, så inden alt for lang tid, regner jeg med atter at have noget klar der også.

I første omgang går jeg dog efter at begynde at anmelde på bloggen mere regelmæssigt igen. Her gælder det den ene af de to øl, jeg havde med fra Esrum – en ren gueze, som jeg faktisk prøvede sidste år, men ikke blev anmeldt, da der kun var tale om en smagsprøve.

Hvor Mariage Parfait skulle være den perfekte blanding af forskellige lagrede lambics, så fremgår det ikke rigtig, hvad planen med Oude Geuze har været. Men skønt dufter det lyse, tågede bryg i hvert fald. Citronsyre og vanille blander sig forbløffende skønt, og minder mig om, hvordan jeg som barn fandt ud af at man kunne blande netop sukker og citronsaft og lade det størkne til noget forbløffende lækkert hjemmelavet slik.

Brygget river da også med det samme rigtig godt i kinder og gummer, så man ud over at blive vederkvæget også bliver forfrisket i betydningen ‘mindre træt’ og ‘fristet til narrestreger’. På en bund af eddike bygges der således ovenpå af friskere syrlighed af lime og citron, og oplevelsen toppes af en let sødme, der også er med til at gøre brygget mindre vanskeligt at drikke. Geuze er ikke just det mest lettilgængelige øl på markedet, men der er alligevel milevidt fra dette bryg til den supersure foeder, som jeg stadig husker som den største surtølsoplevelse nogensinde.

Den fremtræder en smule mere endimensionel end den angiveligt mere populære Mariage Parfait. Mariage Parfait byder på flere forskellige typer surhed, hvor Oude Geuze i højere grad rendyrker citrussyren. Oude Gueze er også en kende mere afdæmpet i sit sure udtryk, og fremstår dermed også mere letdrikkelig og lettilgængelig end det perfekte ægteskab.

Jeg huskede den som bedre end Mariage Parfait, men nu kan jeg ikke længere huske hvorfor. Nogen ringe øl, eller nogen ringe geuze er den dog ingenlunde. Et rart, forfriskende surtølsindslag er den under alle omstændigheder, og bestemt oplevelsen værd, hvis man ligesom jeg slet ikke kan få nok af de sure belgiske dråber.

Secret Des Moines Triple Brune, Brasseurs de Gayant

En kende forvirrende …

Jeg fandt denne øl i Netto for rundt regnet tyve milliarder år siden … eller i hvert fald vel over et halvt. Hvorfor den – og en lys bror, jeg fandt ved samme lejlighed – kom til at stå så længe i køleskabet aner jeg ikke, men belgisk øl har det heldigvis ikke med at blive dårligt lige sådan.

Bryggeriet er ikke nyt på bloggen – tror jeg da. Det angives som “Brasserie Goudale”, og indtil videre har jeg stiftet bekendtskab med Goudale-øl tre gange før, og der har bryggeriet stået opført som ‘Brasseurs de Gayant”. Her står bryggeriet imidlertid til at hede “Brasserie Goudale” og navnet “Gayant” er ingen steder nævnt. Det gælder også, hvis man slår øllet på på Untappd …

… men slår man La Goudale-bryggene op, angives Brasserie Goudale også som bryggeriet. Det er nok til at gøre denne lille OCD-forpinte blogger forvirret og en kende irriteret. Men for læselighedens skyld slår jeg detaljen hen, og kategoriserer disse bryg under “Brasseurs de Gayant”, idet jeg ikke finder anledning til at gøre min i forvejen alt for store samling af kategorier endnu større. RateBeer giver mig i øvrigt ret i vurderingen, men da de er ejet af Anheuser-Busch, vil jeg blæse højt og flot på, at en blind høne også kan finde korn.

Med den skrupel ude af skoen skrider jeg til anmeldelse. At kalde det en ‘Brune’ er ingen overdrivelse – det ville ‘Noir’ næppe heller være, for brygget er aldeles natsort med skum knækket i det beige til letbrune.

Umiddelbart dufter det lovende af chokolade og farin – noter, der er velkendte i søde, belgiske øl. Og en sådan er der bestemt tale om –  lys chokolade tilsat et solidt skud mokka og med lyst, flydende karamelfyld giver i første omgang rigeligt til smagssanserne.

Desværre holder oplevelsen ikke ved. Udtrykket udhules meget snart af klingende rent vand, der fluks jager alle de ellers fine aromaer på porten. Tilbage bliver en hul oplevelse, hvor man bliver lovet en masse, og budt alt for lidt.

Hvor kunne det ellers have været godt, hvis bryggerne havde … vel gidet.

Lindemans Pecheresse, Lindemans (Fra Klosteret V)

Tif – med stil …

På min facebookside kan man følge åbningen af dette års julekalender fra Thisted Bryghus. Jeg fik den i fødselsdagsgave af min søster, og tak for det, hvis jeg ikke officielt har fået sagt det endnu. Har man fulgt med, vil man have set, at jeg har fået flere juleøl i løbet af december måned. Dem vil jeg forsøge at anmelde i en kombination af muligt og ansvarligt omfang (jeg har som bekendt fuldtidsjob og børn), men først vil jeg gøre et efterhånden aldrende emne på bloggen færdigt; de belgiske øl jeg fik med mig hjem fra ølfestival i Esrum tilbage i marts måned.

Der var denne tilbage; en sidste af tre lette frugtøl fra Lindemans, som havde smagt mig forbløffende godt i betragtning af deres lave alkoholprocent. Denne her var jeg mest skeptisk over for. Tanken om at blande øl og fersken – eller alkohol og fersken i det hele taget – giver mig automatisk trækninger i underansigt og Klaus Kinski-øje. I øvrigt ikke ulig det hjemlige politiske landskab hvor man har besluttet sig for at oprette en KZ-lejr på den MRSA- og HFMD-inficerede ø Lindholm. Trækninger bliver til kramper og Klaus Kinski bliver til Forest Whitaker ved tanken om de politikere, der åbent hoverende viser deres skadefryd på de sociale medier mod de fremtidigt indsatte.

I forbindelse med, hvad man må betegne som en kannibalistisk fortæring af flæskesteg, medisterpølse og hamburgeryg, ledsagede Venstre-grisebassen Torsten Schack Pedersen på Twitter et billede af måltidet med en lille hånende tekst om, at de indsatte i KZ-lejren nok ikke ville blive budt en menu af samme klasse. Det hjælper naturligvis en anelse, at svinet kunne føle sig i sit rette element i den gyllestorm det efterfølgende blev ramt af, og at det ikke hjalp det meget, da den fordrukne sut af en bundkorrupt lystløgner, vi har som statsminister, prøvede at komme ham til hjælp med noget halvsnaldret, irrelevant sludder om værdier og en sammenhængskraft i vores land, som begge to har gjort alt for at smadre totalt.

Den efterfølende obligatoriske undskyldning fra Schack Pedersen var lige så halvhjertet som man kunne forvente: I stedet for at indrømme, at han havde lagt endnu en dimension til begrebet ‘dumt svin’, skrev svinet, at han var ked af, at folk havde taget sådan på vej, at det ikke var hans mening at støde nogen, og at det bare var gjort ‘med et glimt i øjet’. De retfærdigt indignerede mennesker, der havde konfronteret svinet med hans svinerier var altså allesammen nogle overfølsomme stakler, for hvis skyld han da godt kunne være storsindet nok til at tage opslaget ned igen. At han selv var et dumt svin, der havde begået en gedigen svinestreg, og at det i virkeligheden var årsagen til påstyret, faldt ham aldrig ind.

Og næppe havde ekstrementkulingen lagt sig, før det gik løs igen – blot ikke med helt samme styrke – da Stine Bosse, ligeledes på Twitter, udtrykte sin afsky over for KZ-lejren. Straks dukkede Mads Fuglede, også Venstre (selvfølgelig, fristes man til at tilføje), som Danmarks svar på Fox News, TV2, notorisk kalder USA-ekspert op i feedet, og spurgte kækt om ikke hun havde brug for en ferie på en af de mange smukke danske øer for at få dæmpet hendes harme. Det er karakteristisk for fascimen, at politiske modstandere trues for ytringer, der går magthaverne imod. For den udspekulerede fascisme er det karakteristisk, at truslerne formuleres akkurat så tvetydigt, at de ikke fremstår som trusler, man blot som velmenende platheder, endskønt de de facto er trusler alligevel.

At vores demokrati er på vej i rendestenen er en underdrivelse. På vej i en septiktank eller samlebrønd er en bedre, omend fortsat utilstrækkelig metafor.

Ja, undskyld vredesudbrud og svigtende julehygge, men jeg ville helst have det ud før jeg tager fat på anmeldelserne af juleøllene.

Trækningerne ved tanken om fersken-øllet blev i første omgang reproduceret da brygget blev indsnuset. På trods af aldeles jævne 2,5 % formår brygget alligevel at true med hovedpine, idet brygget i foruroligende grad lugter som det søde, alkoholiske stads, jeg som punker et fortabt tidspunkt i 90’erne tyllede i mig for at spare penge når jeg skulle være fuld. Tif, kaldte vi det. Det var en forkortelse for aperitif, der fandtes i mange forskellige frugtudgaver, hvoraf den med æble var den mest populære.

Og sådan lufter (ikke dufter) dette ferskenbryg altså. Der er ikke megen nostalgi, kun traumer over dødsdruk og virkeligt slemme tømmermænd.

Men al traume, hovedpinefrygt og anden kvide fordamper det øjeblik glasset sættes for munden. Sødme af fersken nusser alle mundens indvendige overflader med sin rare sødme, samtidig med at bryggets sure bund af foeder – surt lagret belgisk øl – holder enhver antydning af kvalmhed effektivt nede. Det kunne have været for sødt, men en noget nær perfekt blanding af sødt og surt resulterer i en forunderligt smagfuld kerne med forfriskende og vederkvægende syrlighed udenom.

Selvom jeg godt kan lide fersken, er jeg tit skeptisk over for ferskenafledte produkter. Frugtens intense sødme bliver tit kvalm når den forædles – ikke mindst i sukkerholdige drikke, og endnu mere i fx likør (og aperitif). Det mest overraskende er nok, at et eller andet i brygget får det til at virke mere alkoholisk end det er. Med sine 2,5% er brygget næsten linedanservenligt, og alligevel genfinder man en markant alkoholnote i såvel duft som smag.

Meget usædvanligt – på vores breddegrader i hvert fald. I Belgien er det sikkert bare noget alle drikker og derfor er vant til. Med Belgiens massive korruption og vældige problemer med børnemishandling in mente foretrækker jeg at opleve øl som denne som usædvanlige overraskelser frem for at måtte døje med alt det andet som hverdag.

Ikke at det er meget bedre her, når alt kommer til alt. Især ikke hvis man er så uheldig at have en hudfarve, religion og/eller etnisk herkomst, som Venstre og deres regeringskumpaner ikke kan lide. Deri er jeg heldig, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at jeg ligesom Stine Bosse er i søgelyset for mit humanistiske sindelag.

Mont des Cats, l’Abbaye de Scourmont (Fra Klosteret IV)

Én på opleveren …

Denne øl har fået lov at stå et længere stykke tid. Faktisk siden marts måned, hvor jeg var til Ølfestival på Esrum Kloster. Men at stå lidt plejer ikke at have negativ effekt på belgiske klosterøl.

Brygget dufter syrligt frisk ned noter af fusel og generisk humle. Den yder desuden den friske skarphed, der er velkendt blandt lyse belgiske øl som denne – men helt uden det bananindslag, man også ofte møder, og som mange frygter. Syre af grønne æbler blander sig med melede noter af frisk franskbrød, flankeret af grapeskarphed.

Hvedebrødets sødme går igen i smagen, med en dybere note af hyldeblomst. Skarpheden fra bouqueten mærkes også i aromaen og giver brygget en tør karakter, der understreges af grapesyre og en markant fornemmelse af spiritus mellem gane og tunge. Dette bryg annammer man ikke bare med de traditionelle smagsorganer – dampene, brygget afgiver, mærkes når de prikker og svier alle mulige sted i mundhulens inderside. En let kommenessens giver således indtryk af brændevin, der vel nok skal ende med at afskrække rigtig mange af dem, der ellers valgte at blive, da brygget ikke viste sig at have banankarakter.

Uden ligefrem at være vild med kommensnaps, synes jeg alligevel det har en plads. Og den plads kunne snildt være en øl som denne, der uden ligefrem at være noget kulinarisk mesterværk bestemt leverer rigeligt underholdning til samtlige smagsorganer og mere til.

Og kommen indgår jo også i traditionel julesnaps. Så passer det jo også så fint med årstiden.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme