Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Belgien

Mont des Cats, l’Abbaye de Scourmont

Én på opleveren …

Denne øl har fået lov at stå et længere stykke tid. Faktisk siden marts måned, hvor jeg var til Ølfestival på Esrum Kloster. Men at stå lidt plejer ikke at have negativ effekt på belgiske klosterøl.

Brygget dufter syrligt frisk ned noter af fusel og generisk humle. Den yder desuden den friske skarphed, der er velkendt blandt lyse belgiske øl som denne – men helt uden det bananindslag, man også ofte møder, og som mange frygter. Syre af grønne æbler blander sig med melede noter af frisk franskbrød, flankeret af grapeskarphed.

Hvedebrødets sødme går igen i smagen, med en dybere note af hyldeblomst. Skarpheden fra bouqueten mærkes også i aromaen og giver brygget en tør karakter, der understreges af grapesyre og en markant fornemmelse af spiritus mellem gane og tunge. Dette bryg annammer man ikke bare med de traditionelle smagsorganer – dampene, brygget afgiver, mærkes når de prikker og svier alle mulige sted i mundhulens inderside. En let kommenessens giver således indtryk af brændevin, der vel nok skal ende med at afskrække rigtig mange af dem, der ellers valgte at blive, da brygget ikke viste sig at have banankarakter.

Uden ligefrem at være vild med kommensnaps, synes jeg alligevel det har en plads. Og den plads kunne snildt være en øl som denne, der uden ligefrem at være noget kulinarisk mesterværk bestemt leverer rigeligt underholdning til samtlige smagsorganer og mere til.

Og kommen indgår jo også i traditionel julesnaps. Så passer det jo også så fint med årstiden.

Lindemans Kriek, Lindeman (Fra Klosteret III)

Nåhr ja, og fuck nazismen …

Hvis nogle læsere skulle finde mine observationer af racisme og fascisme i samfundet overdrevne eller ligefrem paranoide, vil jeg trække på skuldrene for derefter tørt og nøgternt at argumentere videre for, at en udvikling i den retning er en kendsgerning. I lørdags demonstrerede en af de få åbenlyst nazistiske organisationer ved navn Den Nordiske Modstandsbevægelse offentligt i Svendborg – angiveligt uden at blive konfronteret. Det er blot det seneste tegn på en stadigt mere foruroligende udvikling, hvor nazismen bare bliver en holdning som alle andre, som tilhængerne af den kan flashe, som var der tale om en ny bil. At nazismen imidlertid er en folkemorderisk ideologi, der har som mål at udrydde alle, der ikke deler dens totalitære grundsætninger, og/eller ikke passer ind i dens racistiske vrangforestillinger gør det netop ikke bare til en holdning – men et skadeligt og farligt standpunkt i sig selv.

Det er sygt, at mennesket ikke er bedre til at lære af historien. Det mest uhyggelige er såmænd ikke, at nogle få forskruede individer samler tråden op hvor Hitler med en blanding af bly og cyanid lod den falde. Idioter vil der altid være. Nej, det er offentlighedens totale ligegyldighed over for ikke bare en snigende nazisme, men en nazisme, der nu toner rent flag og viser sig offentligt når den kan.

Nazismen skal mødes med modstand. Uanset i hvilken form den viser sig. Det er ikke bare en ret vi har, at vise modstand offentligt, men også vores moralske pligt i lyset af den lektie historien burde have lært os.

Kun ganske lidt kan en kriek, som læserne vil vide er min absolutte favorit blandt vildgærede belgiske frugtøl, rette op på mit humør. At den kun gør så lidet har nu mindre med smagen at gøre og mere med styrken, for havde brygget indeholdt en … skal vi sige 3-4 % mere, ville jeg måske have kunnet se bare en anelse lysere på sagerne.

Til gengæld gør den kvarte liter bryg med 3,6 % alkohol ikke én så besoffen, at det er totalt uansvarligt at bevæge sig uden for en dør. Og det kan jo også nogle gange være en fordel. Og når alt kommer til alt er det jo heller ikke alkoholen alene, der er det vigtigste – men derimod bouqueten, aromaen og i det hele taget oplevelsen.

Og den starter jo med skænkningen, der går ret let. Brygget skummer tæt, men ikke specielt højt. Til gengæld er det som altid rigtig kønt sødt lyserødt over dybt, mørkt, blodrødt. Duften er lifligt sød, næsten skrap af kirsebær og der er rigeligt at den til allerede her at skræmme de mange modstandere af typen over de første mange bakketoppe og bjergpas.

Kirsebærrene er også godt fremme i smagen. Tæt, sødt, og akkurat adækvat småkvalmt er det. Og alligevel er det ikke så voldsomt, at det ikke samtidig forbliver en let oplevelse – igen på grund af den lave alkohol. Den kan drikkes i mundfulde, der er væsentlig større end nip uden at man skammer sig syndeligt. Fryden i denne kriek er nemig ikke kun gemt i krisebærrene, men også i den rigelige kulsyre samt den syrlige lambic, der ligger dejligt frisk og præsent som fundament i brygget.

En lidt lettere kriek end jeg måske hellere ville have haft den. Men da den formår at vinde på andre parametre, er det såmænd også mere end bare fint nok.

Lindemans Cassis, Lindemans (Fra Klosteret II)

Bristede forventninger …

Jeg tager hermed en tråd op tilbage fra tidligt på foråret. Tilbage i marts var jeg på ølfestival i Esrum hvor jeg erhvervede mig et lille udvalg af belgiske klosterbryg. Den slags kan godt holde til at stå et stykke tid – og det har de så gjort, de fleste af dem. En enkelt blev så anmeldt i april – og jeg tror ikke, der kommer til at gå så langt tid mellem anmeldelserne generelt som mellem disse to.

Her er der en øltype, jeg ikke kendte før. Ganske vist kendte jeg udmærket til de belgiske frugtøl – ikke mindst kriek‘en, som jeg er en stor nyder af. Egentlig er en tilsvarende øl med solbær jo ikke far fetched, men lur mig om ikke jeg ikke havde skænket det så meget som en halv tanke, før jeg ved ølfestivalen fandt ud af, at det fandtes.

Jeg holder egentlig meget af solbær. Og alligevel er solbær en acquired taste, som jeg gemmer til særlige lejligheder. Hindbær, jordbær, rips og kirsebær kaster jeg i mig som slik, mens solbærrene med deres mørke, ganske særlige syrlige smag, ikke helt indbyder til samme slags lemfældig sorgløs nydelse.

Netop derfor havde jeg store forventninger til den lille flaske.

Belgierne drikker angiveligt ikke deres frugtøl rene, men blander dem typisk op med andre sure øl – Gueuze, fx. Frugtøllene er som antydet selv sure, vildgærede øl. Som skandinavisk barbar drikker jeg dem selvfølgelig rene, og glæder mig i den anledning over, at netop disse fra Lindeman er afdæmpede i alkoholstyrke, så man kan nyde den sliksøde masse uden at behøve bekymre sig om fuldskab og tømmermænd (m/k) bagefter.

Imidlertid viste forventningerne om en syrlig lille frugtbombe sig ikke helt indfriede. Nok var brygget dejligt natsort med højt, blodrødt skum – sjældent har et bryg prydet mit drageglas så vel – det er sådan vampyrer drikker med stil. Og imens legede duften så fint med, med skarpe, syrligtsøde og fyldige noter af lige præcis det man håbede og forventede – solbær så tæt at man snarere måtte forvente en grød eller budding end et bryg.

Men i smagen måtte indtrykkene vige. Skarpest var det bagvedliggende lambic-brygs syrlighed. Og den lå jo sådan set også fint der i baggrunden og var sur på den glædelige måde. Jeg var til gengæld gået ind med en langt større forventning om solbær – ikke mindst efter den fine indledende bouquet. Men solbærrene var ikke synderligt præsente. Ligesom det sure lambic-indslag lagde også de sig i baggrunden, som om de saft-susemig også ville spille andenviolin sammen med syren. Sådan glider det ned – glimtvis og skiftevis med lambicsyre og solbær. Aldrig rigtig komplimenterende hinanden og heller aldrig i konflikt, hvorved det ellers lovende frugtbryg ender – om ikke kedeligt så i hvert fald langt fra så nyt og spændende som jeg havde forventet.

Geuze Mariage Parfait 2013, Boon (Fra klosteret I)

Tør Geuze …

Under temanavnet ‘Fra klosteret’ tager jeg nu fat på de øl, jeg tidligere på året tog med hjem fra Esrum Klosters ølfestival. Yes! Endnu et tema – og hvorfor ikke?

Jeg havde det jo som blommen i et æg på ølfestivalen på Esrum Kloster. Klosterets indervægge var jo ligegodt hvidkalkede, så dette var tilfældet i mere end én forstand – men ellers tullede jeg jo egentlig bare rundt og nød at være omgivet af det, jeg holder allermest af i hele verden.

Belgisk øl er som jeg har fået nævnt engang det øl i verden, jeg synes er allermest interessant. Ikke mindst det sure øl, har jeg på det sidste fået smag for – herunder Guezen, som der flød i stride smagsprøvestrømme indtil chefen sagde stop! Ikke flere smagsprøver af netop denne øl. De sidste få eksemplarer ville være til udsalget – ikke til udskænkning.

Vel – jeg måtte jo smide pengene på bordet og købe et eksemplar, og så glæde mig over, at jeg kunne nyde en hel en af slagsen, og ikke bare en af de i øvrigt gavmilde smagsprøver, klosterpersonalet langede ud.

Jeg føler mig fortsat som – om ikke et barn, så i hvert fald en grønskolling, hvad typen angår. Men flot gyldent, diskret knækket over i det orange er brygget. Lystigt brusende med ikke kækt hvidt skum, der falder hurtigt. Det er ikke for intet, at typen kaldes øllets svar på champagne. Duften er tilsvarende forventligt frisk og syrlig – en tør champagne i dette tilfælde.

Det er bestemt en geuze hvor friskhed og syrlighed står i et noget andet forhold, end Oude Geuze fra samme bryggeri, og som jeg fik en smagsprøve af på klosteret. Denne er mere bidst og skarp med et kraftigere element af citron og grapefrugt – samt en smule eddike, der også gør den noget mere svært tilgængeligt end dens mere harmoniske broder.

Der er få – hvis overhovedet nogen søde elementer. Det, der først og fremmest spiller op mod bryggets spidse syrlighed er friskheden – eller om man vil, vandet i brygget. Det forhindrer brygget i at kamme over og blive et decideret surt bryg. Ikke at der er noget galt i det, men et helt surt bryg er ikke desto mindre knap så madegnet, som dette mod det sure hældende kompromis.

Er man nybegynder udi typen, er det næppe denne, man skal lægge ud med. Den rundere og mildere Oude Gueze eller Mort Subites akkurat mere afdæmpede Gueuze ville i det tilfælde være bedre valg.

Echt Kriekenbier, Verhaeghe-Vichte

Ikke tosset …

Jeg er nået til den sidste af de øl, jeg fik i fødselsdagsgave af min søster. Det er ikke længere nogen hemmelighed, og det har det sådan set heller aldrig været, at jeg slet ikke kan stå for de søde, belgiske kirsebærøl. Forventningerne var derfor store, da jeg åbnede denne fra Verhaeghe-Vichte – et belgisk bryggeri, der før har leveret en stor oplevelse her på bloggen, men som jeg overraskende og ærgerligt nok aldrig er vendt tilbage til.

Så er det jo glædeligt, at den tilbagevenden skulle ske med en øltype, jeg holder så meget af. Hvis jeg har forstået det ret efter udskænkerne på Esrum Kloster, kan kriek-øl brygges på flere forskellige måder, men den konventionelle skulle være, at man starter med en lambic – en vildgæret øl. I denne vildgærede råøl, om man vil, tilsætter man så kirsebærrene, og sukret i disse igangsætter så en ny gæring, efter hvilken man har den færdige kriek.

I andre krieks – så vidt jeg har forstået – er kirsebærrene med fra starten, og inficeres også af den vildgær, der kendetegner lambic’en sammen med den øvrige mæsk.

Om denne er af den ene eller den anden type, aner jeg ikke. Det vigtigste er jo også, hvordan det smager …

Brygget er ganske mørkt. Ikke engang da jeg slog blitzen til på min telefons kamera, fik man den ellers meget nydelige, dybrøde brygkulør ordentligt frem. Man skal have lys skinnende igennem glasset for at kunne se det ordentligt. Kirsebærrene er præsente i duften fra starten, men ikke med den søde slikkarakter, som man kender fra deciderede dessertkrieks. Alkoholelementet er desuden ikke kun præsent, men også af typen, der river i næsevæggene og bihulerne.

Typens letsprudlende liflighed snydes man dog ikke for. Den bobler og summer og prikker lige som den skal. Kirsebærrenes sødme er der skam også, men også ledsaget af en alkoholisk skarphed, der med den belgiske blondes sjældent benigne karakter giver brygget en uventet kant af noget mere barskt og farligt, end blot en sød dessertøl.

Den er en småstærk næsestyver på 6,8 %, der sagtens kan stå alene.

Hoegaarden, Brouwerij van Hoegaarden

Standard …

Julen er slut og hverdagen har meldt sig … MEGA meldt sig, må de vel hedde, hvis jeg vil oversætte det engelske udtryk ‘with a vengeance’ til korrekt dansk. Jeg arbejder i en kundeservicefunktion, og min ferie er af tisse-i-bukserne-typen. Mens man er væk hober arbejdsopgaverne sig uløst op, og det hele vælter ud som en pakke færdiglavet risengrød i pølseform, hvis man åbner den med et for langt snit.

Så den har stået på max stress hele ugen. Men heldigvis har jeg da weekenden fri og rystet det værste af mig med headbanging til Napalm Deaths greatest hits i selskab med mine børn – og en øl.

En simpel og gammelkendt standardklassiker – en af dem, jeg bare ikke har fået prøvet endnu, selvom jeg hastigt nærmer mig de tusind anmeldte øl. Sagde jeg standard? Vel, der er vel fortsat mange herhjemme, der ser denne øl som noget meget fremmedartet og eksotisk. Hvor er det ærgerligt, at folk ikke ved bedre. Selv kan jeg (også) huske den fra min kollegietid, hvor den blev solgt i kollegiebaren.

Den drak jeg mange af i de år. Om jeg egentlig synes den var god, tror jeg faktisk ikke. Allerede dengang forekom den mig en anelse tynd – det var omtrent på samme tid, jeg opdagede, at tysk weißbier vel egentlig heller ikke var helt så fantastisk alligevel … Alene det, at den herhjemme distribueres i deleemballager på 0,75 l. af Carlsberg giver et kraftigt fingerpeg om dets markedsegnethed – og dermed dets vigende kvalitet. Som en  tommelfingerregel – for nu at blive ved fingeranalogierne – er de to faktorer omvendt proportionale.

Stilen er i dag en af de få, jeg er permanent skeptisk over for. Selvom jeg mener at Belgien er det mest spændende ølland i hele verden så bliver jeg bare aldrig gode venner med deres hvedeøl. Ikke at jeg er nogen særlig stor fan af hvedeøl generelt, men det gælder denne type i endnu højere grad. Surt og tyndt husker jeg det som. Og hvis det endelig smager af noget, er det kvalmt sødt af overmoden banan.

Netop bananen er i højsædet, i det ellers nydeligt grumsede, citronbleggule bryg. Faktisk husker jeg slet ikke bouqueten som så markant. Samtidig har brygget, som jeg ellers havde så lave forventninger til, oven i købet den frækhed ikke at forekomme væmmeligt, selvom der er  meget bananessens i duften.

Så stemmer smagen noget bedre overens med forventningerne. Lime og citron sammen med et stænk eddike giver et come back til typens konventionelle udtryk. Bananen er samtidig på retræte, men under flugten gør den kortvarigt holdt på bagtungen, og spyr en sidste småkvalm sky af isoamyl acetat mod ganen til kortvarigt ubehag, men aldrig så voldsomt at det slår ud i egentlig væmmelse.

Den kun antydningsvise påmindelse om, hvor fæl stilen kan være, men altså langt fra er lige her gør brygget væsentligt mindre uinteressant, end dets udbredelse og popularitet måtte antyde. Syren yder desuden friskhed, og gør i øvrigt at brygget ikke føles unødigt tyndt – nu har jeg aldrig!

Over nogen nævneværdig industristandard er brygget dog ikke. Det læsker uden at være for tyndt. Det smager uden at blive væmmeligt. Hvis Carlsberg Premium var en wit – ja, så ville den nok være omtrent sådan her.

Leffe Brune/Bruin, Anheuser Busch InBev

Ikke verdensklasse …

Godt nytår på forskud allesammen. Jeg har netop med glæde konstateret, at jeg i denne måned er nået op på over 5000 kliks på min blog. Det er det største antal kliks siden bloggen fik sit eget domæne tilbage i juli 2014. Mest af alt glæder jeg mig over, at den hidtidige rekord fra juni 2016 på 4853 læsere er slået – årsagen til den tidligere rekord, var mit indlæg om, at jeg skulle skilles.

Ingen af den slags ikke-ølrelaterede digressioner er årsag til denne måneds høje læsertal. Det er derimod mine indlæg – det være sig fra indeværende måned samt mit efterhånden betragtelige bagkatalog. Jeg gik ud fra, at folk først og fremmest havde fundet frem til mine gamle anmeldelser af juleøl, men det ser faktisk ikke engang ud til at være tilfældet. Et kig på statistikken over viewede indlæg de sidste 30 dage viser ikke overbevisende mange flere klik på gamle juleølsanmeldelser end på andre indlæg.

Vel – ikke mere spekulation over det. Folk vil gerne læse min nye indlæg såvel som de gamle – jeg skal bestemt ikke klage. Til gengæld skal der lyde en kæmpe tak til jer allesammen for at klikke ind på min blog. Det er først og fremmest fordi folk gider læse de ord, jeg smider op, at jeg bliver ved det. – At smide ord op, altså.

– Og nu videre til dagens anmeldelse, der måske – måske ikke bliver årets sidste.

Det er blevet tid til en klassiker. Jeg husker Leffe Bruin som en af de alternativer, der så småt poppede op på udskænkningsstederne i årene før ølrevolutionen virkelig tog fat. I hvert fald havde de den på Grønjordskollegiets værtshus, H-18, hvor jeg tilbragte så absurd mange aftener i min studietid.

Jeg husker den som et udmærket alternativ til de hjemlige med mosevand sammenlignelige pilsnere. Ud over, at der var mere smag, var farven også mere interessant, og grummsetheden vidnede om en mere rå og upoleret form, der alle dage har tiltalt mig.

Det er siden gået op for mig, at den modbydelige altopslugende bryggigant Anheuser-Busch InBev har overtaget brandet. Det havde de måske allerede dengang, og med det i baghovedet var mine forventninger – sammen med min efterhånden brede erfaring med så mange gode bryg – at den nok ville virke noget sløj i sammenligning med, hvad jeg ellers har prøvet i tidens løb.

Det egentlig fine, mørke, beigeskummende bryg dufter ikke af meget – omend nydeligt af melasse og kaffe. Allerede nu er det, duftens fjernhed til trods, allerede over forventning.

Og smagen i endnu højrere grad så. Malt, karamel, kaffe og chokolade blander sig overraskende smagfuldt. Fylden er nydelig og vandet ikke for fremtrædende. Ja, det er faktisk ikke engang helt retfærdigt sådan at antyde, at vandet overhovedet er fremtrædende, for både smag og fylde er i højere grad så.

Det er primært en sød øl. Kaffearomaen virker som supplement dertil, ligesom mørk chokolade er så fint et supplement til – you guessed it – kaffen. Aromakombinationerne er som de skal være, brygget er fint i balance. Fylden er på plads, og man får fornemmelsen af, at brygget – på trods af gigangens fjendtlige overtagelse af brandet – næppe har lidt den store skade ved dette.

Det er selvfølgelig også i gigantens interesse at holde fast i kvaliteten, så man kan sprøjte brygget ud på markedet til en så lav pris, at man sikrer, at det er gigantens kvalitet, der bliver købt, og ikke de mindre aktørers.

Men så god er den heller ikke. Der kunne være mere sødme, mere fylde og i det hele taget mere kvalitet. At brygget smager godt og er i balance gør det ikke i sig selv til verdensklasse.

Det gør det blot godt.

Pauwel Kwak, Brouwerij Bosteels

Oplevelsen er hjemme …

Det gjorde en del for mig, at få load-tempoet på bloggen lidt i vejret. I samme omgang blev mine previews på fjæsen også ordentlige igen, og gårsdagens besøgstal var på 195 klik. Det er usædvanligt højt. Så det er alt sammen meget godt. Nu vil jeg til gengæld prøve at nå igennem de anmeldelser, der har hængt, mens jeg har gået og knurret over, hvor langsomt det gik.

Denne øl købte jeg sammen med en anden belgier i Fakta, nemlig Tripel Karmelit, hvis bananalkoholiske kommenindtryk undtagelsesvis ikke var væmmeligt nok til at få mig til at opgive undervejs. Pauwel Kwak er væsentlig mørkere – nydeligt kobberfarvet, og med langt fra så hidsigt skum som sin lyse broder … broder, thi der var jo tale om en klosterøl.

Odeuren af banan har den til gengæld til fælles med askeseramte familie, omend også i en mørkere udgave. Den gule frugt ledsages af branket karamel, og så ellers igen rigeligt alkohol, der næsten på forhånd formår at fremkalde hovedpine.

I smagen er bananen til gengæld slet ikke så fremtrædende, og det er alt andet lige bedst, selvom jeg modstræbende må indrømme, at selv agtelsen for isoamyl acetat så småt er begyndt at vokse hos mig. Alkholen er der til gengæld fortsat i front, og den giver samme fornemmelse af Rød Aalborg, man også måtte døje med sidst. Oven i den krasse skommenimpression møver den mørke karamelaroma ind. Det føles mest som olie og vand – blande det kan man godt, men det lader sig aldrig integrere i hinanden. Karamellen og kommenen … (hedder det virkelig det – “kommenen” – det lyder da åndssvagt …) er underligt ved siden af hinanden, og går aldrig op – hverken i en højere eller en lavere enhed.

Jeg vælger at glæde mig over det sidste frem for at ærgre mig over det første, idet jeg konstaterer, at selvom smagene forbliver lidt underligt adskilt, er det ikke urart og virker heller ikke disharmonisk, endsige fejlbehæftet. Oplevelsen er i hvert fald hjemme, og at det ikke lige er poleret og forfinet det hele, holder i hvert brygget fra at blive kedeligt.

Tripel Karmeliet, Brouwerij Bosteels

2017-10-28 17.51.26Oplevelsen er intakt …

COOP har ifølge BT vilde planer. De vil gøre deres supermarkeder personalefri ved at indføre ‘bip og betal’-systemet overalt. Det indebærer, at man kan tage varerne ned fra hylderne, scanne dem med sin telefon, og så tage dem med ud uden at behøve ventetid ved kassen.

Ramaskriget har lydt på de sociale medier over den stundende dystopiske fremtid uden personale i butikkerne, og jeg er – rent undtagelsesvis – med i skrigekoret. Jeg er generelt glad for at handle i COOP’s butikker. Det behøver man ikke læse længe på bloggen for at opdage, men de vil med sikkerhed miste endnu en kunde, hvis systemet bliver indført for at afskaffe bemandingen i butikkerne. Personalet er der ikke kun for at betjene kunderne. De er der også, fordi de selv skal tjene penge til dagen og vejen, og alene dét er rigeligt til, at COOP kan rende og hoppe, hvis systemet indføres som led i en spareøvelse. Derudover er personalet COOPs ansigt udadtil. Alene det, at dette udgøres af mennesker – rigtige mennesker af kød og blod, der har følelser og individuelle tanker som én selv – har en enorm betydning for selve den oplevelse det er, at købe ind. Ansigtet vil COOP altså erstatte med en scanner og en stregkode. Det passer slet ikke ind i COOPs ellers menneskelige profil. Dansk Supermarked kunne finde på sådan noget – det er en naturlig forlængelse af de elendige selvbetjeningskasser, de allerede har indført, men COOP burde holde sig for gode til det.

Jeg betaler gerne prisdifferencen for det menneskelige element i indkøbsoplevelsen, ikke mindst når jeg samtidig ved, at jeg sikrer almindelige mennesker, der ikke er heldige nok til at besidde ejendom eller kapital, tøj på kroppen, mad på bordet og et sted at bo.

Så meget en kommunistisk stjernepsykopat er jeg nemlig. Og det må I gerne citere mig for.

Men indtil videre handler jeg der fortsat. Systemet er ganske vist implementeret, men personalet er langt fra afskaffet endnu, så de får da lige en chance til.

De har fortsat interessante øl på hylderne. Denne belgier – og én anden, jeg købte ved samme lejlighed – har godt nok stået i mit køkkenskab i over en måned, men der er fortsat nogle tilbage i butikkerne. De er næppe blevet dårlige, da belgisk øl ofte egner sig til at gemmes. Min undskyldning for først at nå til dem nu er, at – vel, jeg har længe haft et stort lager af øl, hvor udskiftningen har været nogenlunde konstant. Det er først nu, jeg er nået til denne øl, i den store, blandede landhandel, min ølbeholdning så småt har udviklet sig til.

Ifølge hvad jeg kan regne ud ud fra den flamske tekst på etiketten, er der tale om en 3-korns-øl, brygget efter en oprindelig karmelitteropskrift. Jeg er ikke så skarp i munkeordener til lige at kaste af mig, hvad karmelitterne stod for. Prøv her, hvis du gerne vil finde ud af det. Hvede, byg og havre er de tre kornsorter – bryggets korngule lød og høje, spænstige skum afslører sig selv som en blonde. En tripel-blonde altså – en bananøl med rigeligt isoamyl acetat til at jage både lægfolk og connoisseurs som jeg selv væk.

Bananen og alkoholen er voldsomt præsent med rivende kommenklør, der flår i næsens indervægge. Ikke desto mindre virker alkoholen, skønt præsent, ikke syntetisk – bare kraft- og karakterfuld.

I aromaen brænder alkoholen heller ikke bare igennem i overført betydning. Den letantændelige kommensmag kan skam både mærkes på tungen, i ganen og hele vejen ned gennem brystkassen og maven, hvor det brænder aldrig så lystigt et godt stykke tid. Bananen gør også sit. Den fylder godt op i mundhulen, mens kommenelementet faktisk forhindrer den i at blive kvalmt sød, som man nogle gange oplever det. Alkoholen føles også som en ordentlig én af slagsen – en god klar brændevin, der helt undgår det syntetiske element, som jeg særlig én gang husker som aldeles vederstyggeligt.

I små nip kan øllet faktisk være en nydelse, selvom jeg aldrig bliver venner med banansmagen. Faktisk synes jeg, det er den mest modbydelige smag, øl kan have, uden at det er inficeret, for gammelt eller lignende. Det er i grunden ironisk, idet jeg ellers godt kan lide bananer. (På den anden side, kan øl også smage af ting, jeg normalt ikke kan lide – cappucino fx – men fordi øllet smager af det, synes jeg, det er en fest – go figure.) En anden parallel, jeg kunne dreje, apropos kommenaromaen, er Rød Aalborg-snaps. Jeg kan ikke holde mig fra stadset, hvis det står på bordet under en frokost, men en egentlig nydelse? Med ananaskirsebær er det endnu værre. Dem kan jeg nærmest ikke fordrage, men står de på bordet, er jeg over dem som en høg efter mus.

Nej, det er ikke velbehagelighed, nydelse, velvære eller andet i den dur, der er målet for en øl af den her karakter. Det er derimod oplevelsen – ja, det er et af mine yndlings-buzzwords, det erkender jeg. Ikke desto mindre er det en særlig fryd – en masochistisk fryd måske, men en fryd alt andet lige – at drikke denne her slags øl, mærke det brænde ubehageligt i brystet, afmægtigt føle kroppens ukontrollerede spjæt af den kvalme, overmodne banan, mens tårerne triller fra de sammenknebne øjne mens munden trækker sig sammen i groteske grimasser over – vel, det hele, vil jeg tro.

Og det er godt sådan. Det skal jo ikke være så lettilgængeligt og letfordøjeligt alt sammen.

4-stjerner

Petrus Aged Red, Brouwerij de Brabandere

2017-09-11 17.15.37Et godt blend …

Ironisk nok skriver jeg denne anmeldelse mens DR Ramasjang viser den i hvert fald trecifrede nummer genudsendelse af Emil fra Lønneberg – afsnittet hvor Emil spiser gærede kirsebær og bliver pattevissen. Jeg kunne nemlig godt bruge flere af den slags – gærede kirsebær. Men aldrig om jeg ville nyde dem i vin som i Astrid Lindgrens serie. Vin drikker jeg stort set aldrig – til gengæld er jeg en stor ynder af kirsebærøl, eller Kriek som belgierne kalder det. Kriek betyder faktisk bare kirsebær …

… men det er alt for sjældent, jeg får lejlighed til at nyde det vidunderligt småsyrligt-ekstremtsøde stads. IPA’en har vi taget til os, men endnu ikke Kriek. Det burde nogen gøre noget ved meget hurtigt.

Man kan dog stadig være heldig at redde sig én i Fakta for tiden. Petrus-serien, et af de bedste ølvalg, Fakta nogensinde har truffet ved at stille dem på hylden, samler støv i butikkerne landet over … eller i hvert fald i Københavnsområdet. Jeg har desværre ikke rigtig råd til at købe flere af dem for nuværende, men deres Aged Pale, samt – kan jeg allerede afsløre – denne øl håber jeg fortsat er så upopulære, at de få lov at stå indtil de får “Stop Madspild”-mærker på – og så skal jeg nok stå på spring …

Helt en Kriek er Aged Red nu heller ikke. Den er en blend af 15 % af den uforlignelige Aged Pale samt 85 % Dubbel Bruin, tilsat kirsebær. Men kirsebærelementet gør skam alt det gode, den bør.

Og blendet gør lidt til.

Brygget emmer allerede af mojo og karakter ved åbning. En mægtig krydderblanding af anis, allehånde og muskat breder sig næsten uforskammet nærværende i lokalet. Og på næsten endnu mere uforskammet vis undgår brygget at dufte parfumeret eller syntetisk i sin kraft. Fristelsen til at blive ølsniffer har sjældent været større.

Det er mest på det lyserødt tonede skum, at man kan se, at brygget har et element af kriek. Brygget forekommer nemlig ganske mørkt, og først ved gennemlysning rødt. Men ikke den klare, blodrøde kulør, som en ren kriek gerne har. Smagen er lige så vældig som duften. Foeder-indslaget gør sit til at sødmen ikke bliver for overvældende – nogle ville sige kvalm. At den så måske tipper brygget lidt mere til den syrlige side end hvad harmonisk er, kan man vælge at ærgre sig over – eller affærdige som lidt ekstra karakter. Jeg vælger det sidste, og glæder mig desuden over den lækre og fyldigt bittersøde valnøddekarakter i eftersmagen. Der er også mere kulsyre, end man er vant til fra den rene kriek. Det gør brygget – trods rigeligt syre, alkohol og tyngde fra dubblen – passende let i kroppen.

2017-09-11 17.37.43Blendet gør, at kirsebærrene ikke bliver allestedsnærværende, men afstemmes af det bedste fra andre belgiske typer. For min skyld må kirsebærrene nu gerne være allestedsnærværende, men dette alternativ er mindst lige så godt, og ganske afgjort mere nuanceret, end en fuldblods kriek normalt er.

Og med brygget i vommen er oplevelsen ikke engang slut. Den visuelle epilog i form af det beskidte glas byder på gotiske grotesker og dybe drypstenshuler, så man næsten er ked af at skulle vaske det op efterfølgende.

Men det er nu nok bedst at gøre det alligevel …

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme