Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Belgien

Leute Bokbier, Brouwerij Van Steenberge

Bock eller dubbel?

Det blev til mange øl den aften. Og det tror pokker. Marcus og jeg mødtes kort før klokken otte om morgenen på Vesterport station for at afhente den varevogn, jeg havde lejet til flytning. Derpå gik det i paniktempo med nedpakning og rengøring – med kompetent hjælp fra Marcus’ bror Joachim og min gamle far, der i en høj alder stadig formåede at give et uvurderligt nap med.

Kvart i et om eftermiddagen var pakningen overstået, motoren på AVIS’ Mercedes Sprinter blev startet, og foran lå en i det store og hele begivenhedsløs – men flot – tur gennem næsten hele det danske land. Mestendels dog med en meget bred gråsort stribe i synsfeltet – og en helvedes masse biler. Det lykkedes os næsten ikke at køre forkert, og på trods af jævnlig berøring af rumleriller (der er forskel i bredde på en VW Fox, min fars gamle bil, som jeg brugte indtil den blev skrottet, og en Mercedes Sprinter varevogn) og en bro over Vilsund, der kom meget meget pludseligt efter en dejlig lang og stejlt nedadgående bakke i et langt, jævnt venstresving, der pludselig blev ret så skarpt, kom bil, passagerer (Marcus, min eks’ kanin Aristoteles, og min kongepython Vladimir Bekhterev) samt fører frem uden skrammer.

Klokken halv syv parkerede vi vognen ud for min nye adresse i Thisted. Klokken kvart i otte var alt mit habengut, takket ekstra hænder i form af min eks’ nye mand (ja, eksægtefolks nye ægtefolk kan man faktisk sagtens være fine venner med) slæbt ind i min nye lejlighed, og så skulle man ellers tro, at det endelig var blevet tid til en pause og en kold … men nej!

Lejebilen skulle også afleveres – et godt stykke ud ad Østerbakken (et af de  steder i Thisted og omegn, der ikke er omgivet af smaragdgrøn naturskønhed, men tværtimod ligner en af Randers’ indfaldsveje med store flade og kedelige erhvervslejemål så langt øjet rækker) skulle kareten køres. En fra oven betragtet nok komisk scene udspillede sig, da Marcus og jeg febrilsk stæsede rundt på parkeringspladsen i forsøget på at finde nøgleindkastet. Panikken bankede imidlertid ikke bare på, i min asperger- og ADHD-hærgede hjerne. Den hamrede faktisk løs … indtil vi omsider fandt en stor metalplade, hvorpå der endda meget entydigt stod ‘Nøgleindkast’.

Og der endte nøglen så. Jeg har ikke hørt noget brok fra udlejeren, så den operation lod til at være eksekveret efter forskrifterne. Nu var der bare gåturen tilbage til Thisted – i underskøn aftensol og egnens friske luft, der nok var aldeles fri for gyllelugt og andet, man undertiden må binde an med – men til gengæld også var præget af samme egns skarpe, kølige, stive kuling fra vest. Kloge og forudseende som vi ikke var, havde vi ikke iført os overtøj. En tynd skjorte over min t-shirt gjorde mig marginalt bedre beskyttet end Marcus – der kun havde sin t-shirt.

Men raskt gik det. Der var rigeligt med kolde øl i vente. Og skønt vi var langt fra hovedstadens eksorbitante åbningstider, der nogle steder strækker sig til efter klokken 23, så lykkedes det os alligevel at nå tæt nok på midtbyen til at finde et supermarked, der først lukkede klokken 21, så vi kunne redde os noget hurtig aftensmad.

Klokken var vel omkring kvart over ni før vi endelig kunne sætte os ned og slappe af med et par kolde øl. Lidl i Thisted – det var der, vi handlede – viste sig at være noget bedre forsynet med specialøl end de filialer, jeg frekventerede i København, så har man set det med, og denne belgier kom med af for mig uvisse årsager – det var Marcus, der fandt den.

En rubinrød øl, hævder etiketten. Deri, vil jeg fastholde, har etiketten aldeles uret. Det er derimod et meget mørkt bryg, som måske ved gennemlysning vil afsløre sig som rødt, men som ved skænkning fremstår aldeles sort med en ikke ueffen porøs off white skumkrone.

“Bock er ellers noget, man mest gør sig i i Tyskland og til dels Tjekkiet,” kauserer Marcus i sædvanlig stil, “men belgierne holder sig jo ikke for fine til at pille ved ting, andre tænker ‘det skal du da ikke pille ved’. Det er en af de der kulturforskelle …”

Han kan jo ikke lade være. At Marcus i emnet om overgreb i Belgien er på ofrenes side er jeg ikke et sekund i tvivl om. Så han får lov i begrænset omfang at udspy sine upassende tirader her, så længe jeg vurderer at det tjener det formål at reproducere viden og bevidsthed om de skrækhistorier om mishandling, Belgien har været udspring for. For en lidt grundigere gennemgang med henvisninger, kan man læse eller genlæse dette indlæg.

Tørsten var over os, så vi fik aldrig snust til brygget, før glassene blev sat for munden.

“Hold da op!” udbryder Marcus, “den smager mere som en dubbel end en bock. Den har rigtig meget belgisk sødme. Men nu er det jo også en belgier. Belgierne har jo notorisk lommerne fulde af slik …”
Idet jeg ignorerer Marcus’ syndflod af hentydninger, svarer jeg tørt “ja, den smager godt nok ret sødt.”
“Som en gammel mand i lang frakke med lommen fuld af søde sager.”
“Ah, den smager dejligt!” bryder jeg ind – næppe uden irritation over at Marcus på dette tidspunkt kører i samme rille (en vane jeg selv slås en del med at overvinde, indrømmer jeg gerne), “den har en rigtig god eftersmag af kaffe, dejligt bitter, ovenpå en lækker sød smag af brun farin …”
“Jeg synes altid vi snakker om brun farin,” brokker Marcus sig.
“… hvor det bitre i sukkeret rigtig træder frem i eftersmagen, og slår over i en særdeles klædelig kaffearoma.”

Marcus causerer herefter over, at anmeldelsen skal ses i lyset af aftensmaden – to frysepizzaer pimpet med blåskimmelost og stærk, tysk salami, samt seks middelstærke øl, men at han derudover faktisk bifalder min karakteristik.

Vi plejer at være nogenlunde enige om, hvad godt øl er, Marcus og jeg, men at han sådan erklærer sig enig i min smagsoplevelse 1:1 er usædvanligt. Vi plejer gerne at komme op at skændes om, hvad en øl egentlig smager af, selvom vi er rørende enige om kvaliteten.

En antydning af uenighed viste sig ikke desto mindre i vurderingen af, hvorvidt brygget var en smule vandet. Hvis overhovedet lod dette til at irritere Marcus mere end mig. Angående den fra stilen afvigende aroma og mundfornemmelse anførte han desuden, henvisende til vores fælles anmeldelse af Shepherd Neames noget skæve IPA, at en øl jo ikke behøver slavisk og stereotypt at opvise sin types ortodokse karaktertræk for at være en ordentlig øl.

Vi var, i begejstringen over et veludført stort dagsværk, kommet til at drikke så mange øl, at vi helt glemte karaktergivningen. Selv vil jeg give den …


… hvilket jeg ved med sikkerhed, at Marcus ikke vil. Han er kategorisk imod at give halve stjerner.

Men jeg må spørge ham, når jeg ser ham igen, hvad han ville give den, og så eventuelt opdatere indlægget til den tid.

Chapeau Framboise, Brouwerij De Troch

Frugtøl for viderekommende …

Nej, Kajs Ølblog er ikke gået på ferie. Der var bare endnu en af de undertiden lidt for mange og lidt for lange pauser i strømmen af anmeldelser. Det er nu ikke fordi jeg har ligget på den lade side. Med behørig hjælp fra mine gode venner, Marcus og Joachim, er det rent faktisk lykkedes mig at gennemføre tidligere på bloggen omtalte flytteplaner. Nærværende indlæg skrives som det første fra min nye residens i Thisted. Midt i byen har jeg fundet mig en lejlighed i en af byens gamle huse. Smukt beliggende tæt på gode indkøbsmuligheder, bæverdinger, en park med rigtig store træer, og i det hele taget en natur hvis storslåethed, jeg tilforn næsten kun kunne drømme om.

Jeg siger næsten – fordi Amager Fælled, som jeg boede i nærheden af i mange år i min tid i København, faktisk er en overset naturperle lige ved siden af hovedstaden. Men ved siden af Thisteds bølgende bakker og limfjordens stille vand med Mors som baggrund må også den se sig slået.

Selve flytningen fandt sted i weekenden, og tiden efter er gået med at pakke ud, rydde op, sætte ting op, skaffe internet … alt det, der hører en flytning til. Nu hvor jeg så småt kan se en ende på den næsten uendelige række af opgaver, har jeg fundet tid til endelig at skrive lidt igen.

Nærværende bryg blev imidlertid nydt under uformelle former på min gamle adresse i Brønshøj. Marcus assisterede endnu engang, ja, faktisk var det ham, der gav. Han er blevet svært glad for frugtøl efter turen til Esrum, og havde samlet denne op i en vinhandel, der lå tæt på hans nye arbejdsplads.

“Chapeau,” hører man mig udbryde på optagelsen, “gad vide hvad det betyder?”
“Det betyder ‘hat’.”
“Det kan du selv være …” jeg bliver åbenbart et utaknemmeligt skarn, når jeg sådan får et par genstande under vesten. Det var ikke den første øl, vi prøvede den aften.. Tænk at jeg, sproginteresseret som jeg ellers er, ikke formåede at sætte pris på Marcus’ overlegenhed udi det franske (hvilket, må jeg hellere for en god ordens skyld nævne, heller ikke kræver særligt meget). “Det plejer ellers altid at være dig, der kalder mig en hat,” eskalerer jeg den spændte stemning og forlegenhed.
“Og jeg har ret, jedes Scheißmal!” parerer Marcus effektivt, og endelig på et sprog, som jeg kunne forstå.

“Ah, den dufter vidunderligt!” udbryder jeg, hvorefter vi klapper hinandens ryg og skulder, idet vi giver hinanden ret i, at brygget ikke bare dufter af hindbær, men at man også tydeligt mærker bryggets sure, og noget mere vanskeligt tilgængelige bund af geuze.
“Vi er slet ikke over i Lindemans, som jo er rent slik!” slår Marcus fast.
“Præcis!”
Rigtig godt slik, jeg er stor tilhænger af Lindemans …”
“Det er jeg også. Ikke et ondt ord om Lindemans, men her er vi ovre i noget farligere, noget dunklere,” afbryder jeg begejstret.

Og det er egentlig kernen i det dybrøde, næsten rødvinsfarvede bryg fra Chapeau – at man ikke bare får en rar og venlig framboise, der kæler for de søde smagsløg. Nej, der er bestemt også rigeligt til de syrlige receptorer. Hele munden bliver sat i bevægelse. Brygget ikke bare smages. Det mærkes, som det prikker, svier og skarver i alle kæftens blottede slimhinder.

Og mangler man det skønne sommervejr vi har været beriget med de sidste dage, vil brygget her også egne sig fint som en dessertøl, fx til ris a la manden til julemiddagen.
“Ris a la mande,” vrænger Marcus nedladende grimasserende.
“Du kan ikke lide ris a la mande?”
“Ris a la mande? – Go jump in a lake,” knurrer min medsmager og fortsætter “der findes familier der spiser ris a la mande, og så findes der almindelige mennesker.”
“Hvad spiser i så i din familie, Marcus, til jul?”
“Risengrød sguda, like real people!”

… og sådan sad vi i solnedgangen efter at have slæbt gamle møbler ned til udsmidning, og nød de surt-søde dråber af dette vidunderlige bryg, mens flere digressioner og udflugter snart fulgte. Om karakteren var vi enige, og jeg vil tro, at det er den højeste, jeg endnu har givet en frugtøl. I hvert fald er det det højeste, jeg nogensinde har givet en framboise. – En øltype, jeg slet ikke vidste kunne gøre så megen gavn.

Oude Geuze, Boon

Skøn, omend overgået …

Fangsten fra årets ølfestival i Esrum var ikke overvældende. To kom med hjem, og dermed har jeg ikke fundet anledning til at lave et særskilt tema ud af anmeldelserne af dem. Der er den her, og æbleøllen – og det er alt.

Fangsten fra gårsdagens store ølfestival i Lokomotivværkestedet i København var heller ikke stor. Til gengæld kan man glæde sig til det overordentligt lange indlæg, der som traditionen tro vil blive skrevet. Marcus var også med der, og det har gerne den betydning for mine festivalanmeldelser, at de bliver længere end normalt, så der vil være rigeligt at tage fat på.

Folketingsvalget nærmer sig også, og i morgen er der EP-valg. Jeg har for længst brevstemt til begge dele, og vil selvfølgelig opfordre alle til at få stemt på dem de helst vil have vinder. At jeg ikke synes, man skal stemme på Stram Kurs eller deres kloner i Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti burde være overraskende for de færreste, og i den anledning vil jeg allerede nu – for ikke at glemme det – smide et shout out til en nystartet YouTube-kanal. Den hedder ‘Crazy Bulgarian‘ og er startet af samme personlighed, der står bag Twitter-kontoen ‘Alex Den Største‘. Den har indtil videre gjort det til sin mission at vise Rasmus Paludan i pinlige situationer, og det er ærværdigt i sig selv.

Jeg skal også have givet ham et shoutout engang når jeg får min YouTube-kanal op at køre igen. Den ser ud til at være det, der har lidt mest og i længst tid under det nervøse sammenbrud, jeg led i sidste uge. Men selv der, er der begyndt at ske lidt igen, så inden alt for lang tid, regner jeg med atter at have noget klar der også.

I første omgang går jeg dog efter at begynde at anmelde på bloggen mere regelmæssigt igen. Her gælder det den ene af de to øl, jeg havde med fra Esrum – en ren gueze, som jeg faktisk prøvede sidste år, men ikke blev anmeldt, da der kun var tale om en smagsprøve.

Hvor Mariage Parfait skulle være den perfekte blanding af forskellige lagrede lambics, så fremgår det ikke rigtig, hvad planen med Oude Geuze har været. Men skønt dufter det lyse, tågede bryg i hvert fald. Citronsyre og vanille blander sig forbløffende skønt, og minder mig om, hvordan jeg som barn fandt ud af at man kunne blande netop sukker og citronsaft og lade det størkne til noget forbløffende lækkert hjemmelavet slik.

Brygget river da også med det samme rigtig godt i kinder og gummer, så man ud over at blive vederkvæget også bliver forfrisket i betydningen ‘mindre træt’ og ‘fristet til narrestreger’. På en bund af eddike bygges der således ovenpå af friskere syrlighed af lime og citron, og oplevelsen toppes af en let sødme, der også er med til at gøre brygget mindre vanskeligt at drikke. Geuze er ikke just det mest lettilgængelige øl på markedet, men der er alligevel milevidt fra dette bryg til den supersure foeder, som jeg stadig husker som den største surtølsoplevelse nogensinde.

Den fremtræder en smule mere endimensionel end den angiveligt mere populære Mariage Parfait. Mariage Parfait byder på flere forskellige typer surhed, hvor Oude Geuze i højere grad rendyrker citrussyren. Oude Gueze er også en kende mere afdæmpet i sit sure udtryk, og fremstår dermed også mere letdrikkelig og lettilgængelig end det perfekte ægteskab.

Jeg huskede den som bedre end Mariage Parfait, men nu kan jeg ikke længere huske hvorfor. Nogen ringe øl, eller nogen ringe geuze er den dog ingenlunde. Et rart, forfriskende surtølsindslag er den under alle omstændigheder, og bestemt oplevelsen værd, hvis man ligesom jeg slet ikke kan få nok af de sure belgiske dråber.

Secret Des Moines Triple Brune, Brasseurs de Gayant

En kende forvirrende …

Jeg fandt denne øl i Netto for rundt regnet tyve milliarder år siden … eller i hvert fald vel over et halvt. Hvorfor den – og en lys bror, jeg fandt ved samme lejlighed – kom til at stå så længe i køleskabet aner jeg ikke, men belgisk øl har det heldigvis ikke med at blive dårligt lige sådan.

Bryggeriet er ikke nyt på bloggen – tror jeg da. Det angives som “Brasserie Goudale”, og indtil videre har jeg stiftet bekendtskab med Goudale-øl tre gange før, og der har bryggeriet stået opført som ‘Brasseurs de Gayant”. Her står bryggeriet imidlertid til at hede “Brasserie Goudale” og navnet “Gayant” er ingen steder nævnt. Det gælder også, hvis man slår øllet på på Untappd …

… men slår man La Goudale-bryggene op, angives Brasserie Goudale også som bryggeriet. Det er nok til at gøre denne lille OCD-forpinte blogger forvirret og en kende irriteret. Men for læselighedens skyld slår jeg detaljen hen, og kategoriserer disse bryg under “Brasseurs de Gayant”, idet jeg ikke finder anledning til at gøre min i forvejen alt for store samling af kategorier endnu større. RateBeer giver mig i øvrigt ret i vurderingen, men da de er ejet af Anheuser-Busch, vil jeg blæse højt og flot på, at en blind høne også kan finde korn.

Med den skrupel ude af skoen skrider jeg til anmeldelse. At kalde det en ‘Brune’ er ingen overdrivelse – det ville ‘Noir’ næppe heller være, for brygget er aldeles natsort med skum knækket i det beige til letbrune.

Umiddelbart dufter det lovende af chokolade og farin – noter, der er velkendte i søde, belgiske øl. Og en sådan er der bestemt tale om –  lys chokolade tilsat et solidt skud mokka og med lyst, flydende karamelfyld giver i første omgang rigeligt til smagssanserne.

Desværre holder oplevelsen ikke ved. Udtrykket udhules meget snart af klingende rent vand, der fluks jager alle de ellers fine aromaer på porten. Tilbage bliver en hul oplevelse, hvor man bliver lovet en masse, og budt alt for lidt.

Hvor kunne det ellers have været godt, hvis bryggerne havde … vel gidet.

Lindemans Pecheresse, Lindemans (Fra Klosteret V)

Tif – med stil …

På min facebookside kan man følge åbningen af dette års julekalender fra Thisted Bryghus. Jeg fik den i fødselsdagsgave af min søster, og tak for det, hvis jeg ikke officielt har fået sagt det endnu. Har man fulgt med, vil man have set, at jeg har fået flere juleøl i løbet af december måned. Dem vil jeg forsøge at anmelde i en kombination af muligt og ansvarligt omfang (jeg har som bekendt fuldtidsjob og børn), men først vil jeg gøre et efterhånden aldrende emne på bloggen færdigt; de belgiske øl jeg fik med mig hjem fra ølfestival i Esrum tilbage i marts måned.

Der var denne tilbage; en sidste af tre lette frugtøl fra Lindemans, som havde smagt mig forbløffende godt i betragtning af deres lave alkoholprocent. Denne her var jeg mest skeptisk over for. Tanken om at blande øl og fersken – eller alkohol og fersken i det hele taget – giver mig automatisk trækninger i underansigt og Klaus Kinski-øje. I øvrigt ikke ulig det hjemlige politiske landskab hvor man har besluttet sig for at oprette en KZ-lejr på den MRSA- og HFMD-inficerede ø Lindholm. Trækninger bliver til kramper og Klaus Kinski bliver til Forest Whitaker ved tanken om de politikere, der åbent hoverende viser deres skadefryd på de sociale medier mod de fremtidigt indsatte.

I forbindelse med, hvad man må betegne som en kannibalistisk fortæring af flæskesteg, medisterpølse og hamburgeryg, ledsagede Venstre-grisebassen Torsten Schack Pedersen på Twitter et billede af måltidet med en lille hånende tekst om, at de indsatte i KZ-lejren nok ikke ville blive budt en menu af samme klasse. Det hjælper naturligvis en anelse, at svinet kunne føle sig i sit rette element i den gyllestorm det efterfølgende blev ramt af, og at det ikke hjalp det meget, da den fordrukne sut af en bundkorrupt lystløgner, vi har som statsminister, prøvede at komme ham til hjælp med noget halvsnaldret, irrelevant sludder om værdier og en sammenhængskraft i vores land, som begge to har gjort alt for at smadre totalt.

Den efterfølende obligatoriske undskyldning fra Schack Pedersen var lige så halvhjertet som man kunne forvente: I stedet for at indrømme, at han havde lagt endnu en dimension til begrebet ‘dumt svin’, skrev svinet, at han var ked af, at folk havde taget sådan på vej, at det ikke var hans mening at støde nogen, og at det bare var gjort ‘med et glimt i øjet’. De retfærdigt indignerede mennesker, der havde konfronteret svinet med hans svinerier var altså allesammen nogle overfølsomme stakler, for hvis skyld han da godt kunne være storsindet nok til at tage opslaget ned igen. At han selv var et dumt svin, der havde begået en gedigen svinestreg, og at det i virkeligheden var årsagen til påstyret, faldt ham aldrig ind.

Og næppe havde ekstrementkulingen lagt sig, før det gik løs igen – blot ikke med helt samme styrke – da Stine Bosse, ligeledes på Twitter, udtrykte sin afsky over for KZ-lejren. Straks dukkede Mads Fuglede, også Venstre (selvfølgelig, fristes man til at tilføje), som Danmarks svar på Fox News, TV2, notorisk kalder USA-ekspert op i feedet, og spurgte kækt om ikke hun havde brug for en ferie på en af de mange smukke danske øer for at få dæmpet hendes harme. Det er karakteristisk for fascimen, at politiske modstandere trues for ytringer, der går magthaverne imod. For den udspekulerede fascisme er det karakteristisk, at truslerne formuleres akkurat så tvetydigt, at de ikke fremstår som trusler, man blot som velmenende platheder, endskønt de de facto er trusler alligevel.

At vores demokrati er på vej i rendestenen er en underdrivelse. På vej i en septiktank eller samlebrønd er en bedre, omend fortsat utilstrækkelig metafor.

Ja, undskyld vredesudbrud og svigtende julehygge, men jeg ville helst have det ud før jeg tager fat på anmeldelserne af juleøllene.

Trækningerne ved tanken om fersken-øllet blev i første omgang reproduceret da brygget blev indsnuset. På trods af aldeles jævne 2,5 % formår brygget alligevel at true med hovedpine, idet brygget i foruroligende grad lugter som det søde, alkoholiske stads, jeg som punker et fortabt tidspunkt i 90’erne tyllede i mig for at spare penge når jeg skulle være fuld. Tif, kaldte vi det. Det var en forkortelse for aperitif, der fandtes i mange forskellige frugtudgaver, hvoraf den med æble var den mest populære.

Og sådan lufter (ikke dufter) dette ferskenbryg altså. Der er ikke megen nostalgi, kun traumer over dødsdruk og virkeligt slemme tømmermænd.

Men al traume, hovedpinefrygt og anden kvide fordamper det øjeblik glasset sættes for munden. Sødme af fersken nusser alle mundens indvendige overflader med sin rare sødme, samtidig med at bryggets sure bund af foeder – surt lagret belgisk øl – holder enhver antydning af kvalmhed effektivt nede. Det kunne have været for sødt, men en noget nær perfekt blanding af sødt og surt resulterer i en forunderligt smagfuld kerne med forfriskende og vederkvægende syrlighed udenom.

Selvom jeg godt kan lide fersken, er jeg tit skeptisk over for ferskenafledte produkter. Frugtens intense sødme bliver tit kvalm når den forædles – ikke mindst i sukkerholdige drikke, og endnu mere i fx likør (og aperitif). Det mest overraskende er nok, at et eller andet i brygget får det til at virke mere alkoholisk end det er. Med sine 2,5% er brygget næsten linedanservenligt, og alligevel genfinder man en markant alkoholnote i såvel duft som smag.

Meget usædvanligt – på vores breddegrader i hvert fald. I Belgien er det sikkert bare noget alle drikker og derfor er vant til. Med Belgiens massive korruption og vældige problemer med børnemishandling in mente foretrækker jeg at opleve øl som denne som usædvanlige overraskelser frem for at måtte døje med alt det andet som hverdag.

Ikke at det er meget bedre her, når alt kommer til alt. Især ikke hvis man er så uheldig at have en hudfarve, religion og/eller etnisk herkomst, som Venstre og deres regeringskumpaner ikke kan lide. Deri er jeg heldig, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at jeg ligesom Stine Bosse er i søgelyset for mit humanistiske sindelag.

Mont des Cats, l’Abbaye de Scourmont (Fra Klosteret IV)

Én på opleveren …

Denne øl har fået lov at stå et længere stykke tid. Faktisk siden marts måned, hvor jeg var til Ølfestival på Esrum Kloster. Men at stå lidt plejer ikke at have negativ effekt på belgiske klosterøl.

Brygget dufter syrligt frisk ned noter af fusel og generisk humle. Den yder desuden den friske skarphed, der er velkendt blandt lyse belgiske øl som denne – men helt uden det bananindslag, man også ofte møder, og som mange frygter. Syre af grønne æbler blander sig med melede noter af frisk franskbrød, flankeret af grapeskarphed.

Hvedebrødets sødme går igen i smagen, med en dybere note af hyldeblomst. Skarpheden fra bouqueten mærkes også i aromaen og giver brygget en tør karakter, der understreges af grapesyre og en markant fornemmelse af spiritus mellem gane og tunge. Dette bryg annammer man ikke bare med de traditionelle smagsorganer – dampene, brygget afgiver, mærkes når de prikker og svier alle mulige sted i mundhulens inderside. En let kommenessens giver således indtryk af brændevin, der vel nok skal ende med at afskrække rigtig mange af dem, der ellers valgte at blive, da brygget ikke viste sig at have banankarakter.

Uden ligefrem at være vild med kommensnaps, synes jeg alligevel det har en plads. Og den plads kunne snildt være en øl som denne, der uden ligefrem at være noget kulinarisk mesterværk bestemt leverer rigeligt underholdning til samtlige smagsorganer og mere til.

Og kommen indgår jo også i traditionel julesnaps. Så passer det jo også så fint med årstiden.

Lindemans Kriek, Lindeman (Fra Klosteret III)

Nåhr ja, og fuck nazismen …

Hvis nogle læsere skulle finde mine observationer af racisme og fascisme i samfundet overdrevne eller ligefrem paranoide, vil jeg trække på skuldrene for derefter tørt og nøgternt at argumentere videre for, at en udvikling i den retning er en kendsgerning. I lørdags demonstrerede en af de få åbenlyst nazistiske organisationer ved navn Den Nordiske Modstandsbevægelse offentligt i Svendborg – angiveligt uden at blive konfronteret. Det er blot det seneste tegn på en stadigt mere foruroligende udvikling, hvor nazismen bare bliver en holdning som alle andre, som tilhængerne af den kan flashe, som var der tale om en ny bil. At nazismen imidlertid er en folkemorderisk ideologi, der har som mål at udrydde alle, der ikke deler dens totalitære grundsætninger, og/eller ikke passer ind i dens racistiske vrangforestillinger gør det netop ikke bare til en holdning – men et skadeligt og farligt standpunkt i sig selv.

Det er sygt, at mennesket ikke er bedre til at lære af historien. Det mest uhyggelige er såmænd ikke, at nogle få forskruede individer samler tråden op hvor Hitler med en blanding af bly og cyanid lod den falde. Idioter vil der altid være. Nej, det er offentlighedens totale ligegyldighed over for ikke bare en snigende nazisme, men en nazisme, der nu toner rent flag og viser sig offentligt når den kan.

Nazismen skal mødes med modstand. Uanset i hvilken form den viser sig. Det er ikke bare en ret vi har, at vise modstand offentligt, men også vores moralske pligt i lyset af den lektie historien burde have lært os.

Kun ganske lidt kan en kriek, som læserne vil vide er min absolutte favorit blandt vildgærede belgiske frugtøl, rette op på mit humør. At den kun gør så lidet har nu mindre med smagen at gøre og mere med styrken, for havde brygget indeholdt en … skal vi sige 3-4 % mere, ville jeg måske have kunnet se bare en anelse lysere på sagerne.

Til gengæld gør den kvarte liter bryg med 3,6 % alkohol ikke én så besoffen, at det er totalt uansvarligt at bevæge sig uden for en dør. Og det kan jo også nogle gange være en fordel. Og når alt kommer til alt er det jo heller ikke alkoholen alene, der er det vigtigste – men derimod bouqueten, aromaen og i det hele taget oplevelsen.

Og den starter jo med skænkningen, der går ret let. Brygget skummer tæt, men ikke specielt højt. Til gengæld er det som altid rigtig kønt sødt lyserødt over dybt, mørkt, blodrødt. Duften er lifligt sød, næsten skrap af kirsebær og der er rigeligt at den til allerede her at skræmme de mange modstandere af typen over de første mange bakketoppe og bjergpas.

Kirsebærrene er også godt fremme i smagen. Tæt, sødt, og akkurat adækvat småkvalmt er det. Og alligevel er det ikke så voldsomt, at det ikke samtidig forbliver en let oplevelse – igen på grund af den lave alkohol. Den kan drikkes i mundfulde, der er væsentlig større end nip uden at man skammer sig syndeligt. Fryden i denne kriek er nemig ikke kun gemt i krisebærrene, men også i den rigelige kulsyre samt den syrlige lambic, der ligger dejligt frisk og præsent som fundament i brygget.

En lidt lettere kriek end jeg måske hellere ville have haft den. Men da den formår at vinde på andre parametre, er det såmænd også mere end bare fint nok.

Lindemans Cassis, Lindemans (Fra Klosteret II)

Bristede forventninger …

Jeg tager hermed en tråd op tilbage fra tidligt på foråret. Tilbage i marts var jeg på ølfestival i Esrum hvor jeg erhvervede mig et lille udvalg af belgiske klosterbryg. Den slags kan godt holde til at stå et stykke tid – og det har de så gjort, de fleste af dem. En enkelt blev så anmeldt i april – og jeg tror ikke, der kommer til at gå så langt tid mellem anmeldelserne generelt som mellem disse to.

Her er der en øltype, jeg ikke kendte før. Ganske vist kendte jeg udmærket til de belgiske frugtøl – ikke mindst kriek‘en, som jeg er en stor nyder af. Egentlig er en tilsvarende øl med solbær jo ikke far fetched, men lur mig om ikke jeg ikke havde skænket det så meget som en halv tanke, før jeg ved ølfestivalen fandt ud af, at det fandtes.

Jeg holder egentlig meget af solbær. Og alligevel er solbær en acquired taste, som jeg gemmer til særlige lejligheder. Hindbær, jordbær, rips og kirsebær kaster jeg i mig som slik, mens solbærrene med deres mørke, ganske særlige syrlige smag, ikke helt indbyder til samme slags lemfældig sorgløs nydelse.

Netop derfor havde jeg store forventninger til den lille flaske.

Belgierne drikker angiveligt ikke deres frugtøl rene, men blander dem typisk op med andre sure øl – Gueuze, fx. Frugtøllene er som antydet selv sure, vildgærede øl. Som skandinavisk barbar drikker jeg dem selvfølgelig rene, og glæder mig i den anledning over, at netop disse fra Lindeman er afdæmpede i alkoholstyrke, så man kan nyde den sliksøde masse uden at behøve bekymre sig om fuldskab og tømmermænd (m/k) bagefter.

Imidlertid viste forventningerne om en syrlig lille frugtbombe sig ikke helt indfriede. Nok var brygget dejligt natsort med højt, blodrødt skum – sjældent har et bryg prydet mit drageglas så vel – det er sådan vampyrer drikker med stil. Og imens legede duften så fint med, med skarpe, syrligtsøde og fyldige noter af lige præcis det man håbede og forventede – solbær så tæt at man snarere måtte forvente en grød eller budding end et bryg.

Men i smagen måtte indtrykkene vige. Skarpest var det bagvedliggende lambic-brygs syrlighed. Og den lå jo sådan set også fint der i baggrunden og var sur på den glædelige måde. Jeg var til gengæld gået ind med en langt større forventning om solbær – ikke mindst efter den fine indledende bouquet. Men solbærrene var ikke synderligt præsente. Ligesom det sure lambic-indslag lagde også de sig i baggrunden, som om de saft-susemig også ville spille andenviolin sammen med syren. Sådan glider det ned – glimtvis og skiftevis med lambicsyre og solbær. Aldrig rigtig komplimenterende hinanden og heller aldrig i konflikt, hvorved det ellers lovende frugtbryg ender – om ikke kedeligt så i hvert fald langt fra så nyt og spændende som jeg havde forventet.

Geuze Mariage Parfait 2013, Boon (Fra klosteret I)

Tør Geuze …

Under temanavnet ‘Fra klosteret’ tager jeg nu fat på de øl, jeg tidligere på året tog med hjem fra Esrum Klosters ølfestival. Yes! Endnu et tema – og hvorfor ikke?

Jeg havde det jo som blommen i et æg på ølfestivalen på Esrum Kloster. Klosterets indervægge var jo ligegodt hvidkalkede, så dette var tilfældet i mere end én forstand – men ellers tullede jeg jo egentlig bare rundt og nød at være omgivet af det, jeg holder allermest af i hele verden.

Belgisk øl er som jeg har fået nævnt engang det øl i verden, jeg synes er allermest interessant. Ikke mindst det sure øl, har jeg på det sidste fået smag for – herunder Guezen, som der flød i stride smagsprøvestrømme indtil chefen sagde stop! Ikke flere smagsprøver af netop denne øl. De sidste få eksemplarer ville være til udsalget – ikke til udskænkning.

Vel – jeg måtte jo smide pengene på bordet og købe et eksemplar, og så glæde mig over, at jeg kunne nyde en hel en af slagsen, og ikke bare en af de i øvrigt gavmilde smagsprøver, klosterpersonalet langede ud.

Jeg føler mig fortsat som – om ikke et barn, så i hvert fald en grønskolling, hvad typen angår. Men flot gyldent, diskret knækket over i det orange er brygget. Lystigt brusende med ikke kækt hvidt skum, der falder hurtigt. Det er ikke for intet, at typen kaldes øllets svar på champagne. Duften er tilsvarende forventligt frisk og syrlig – en tør champagne i dette tilfælde.

Det er bestemt en geuze hvor friskhed og syrlighed står i et noget andet forhold, end Oude Geuze fra samme bryggeri, og som jeg fik en smagsprøve af på klosteret. Denne er mere bidst og skarp med et kraftigere element af citron og grapefrugt – samt en smule eddike, der også gør den noget mere svært tilgængeligt end dens mere harmoniske broder.

Der er få – hvis overhovedet nogen søde elementer. Det, der først og fremmest spiller op mod bryggets spidse syrlighed er friskheden – eller om man vil, vandet i brygget. Det forhindrer brygget i at kamme over og blive et decideret surt bryg. Ikke at der er noget galt i det, men et helt surt bryg er ikke desto mindre knap så madegnet, som dette mod det sure hældende kompromis.

Er man nybegynder udi typen, er det næppe denne, man skal lægge ud med. Den rundere og mildere Oude Gueze eller Mort Subites akkurat mere afdæmpede Gueuze ville i det tilfælde være bedre valg.

Echt Kriekenbier, Verhaeghe-Vichte

Ikke tosset …

Jeg er nået til den sidste af de øl, jeg fik i fødselsdagsgave af min søster. Det er ikke længere nogen hemmelighed, og det har det sådan set heller aldrig været, at jeg slet ikke kan stå for de søde, belgiske kirsebærøl. Forventningerne var derfor store, da jeg åbnede denne fra Verhaeghe-Vichte – et belgisk bryggeri, der før har leveret en stor oplevelse her på bloggen, men som jeg overraskende og ærgerligt nok aldrig er vendt tilbage til.

Så er det jo glædeligt, at den tilbagevenden skulle ske med en øltype, jeg holder så meget af. Hvis jeg har forstået det ret efter udskænkerne på Esrum Kloster, kan kriek-øl brygges på flere forskellige måder, men den konventionelle skulle være, at man starter med en lambic – en vildgæret øl. I denne vildgærede råøl, om man vil, tilsætter man så kirsebærrene, og sukret i disse igangsætter så en ny gæring, efter hvilken man har den færdige kriek.

I andre krieks – så vidt jeg har forstået – er kirsebærrene med fra starten, og inficeres også af den vildgær, der kendetegner lambic’en sammen med den øvrige mæsk.

Om denne er af den ene eller den anden type, aner jeg ikke. Det vigtigste er jo også, hvordan det smager …

Brygget er ganske mørkt. Ikke engang da jeg slog blitzen til på min telefons kamera, fik man den ellers meget nydelige, dybrøde brygkulør ordentligt frem. Man skal have lys skinnende igennem glasset for at kunne se det ordentligt. Kirsebærrene er præsente i duften fra starten, men ikke med den søde slikkarakter, som man kender fra deciderede dessertkrieks. Alkoholelementet er desuden ikke kun præsent, men også af typen, der river i næsevæggene og bihulerne.

Typens letsprudlende liflighed snydes man dog ikke for. Den bobler og summer og prikker lige som den skal. Kirsebærrenes sødme er der skam også, men også ledsaget af en alkoholisk skarphed, der med den belgiske blondes sjældent benigne karakter giver brygget en uventet kant af noget mere barskt og farligt, end blot en sød dessertøl.

Den er en småstærk næsestyver på 6,8 %, der sagtens kan stå alene.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme