Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Belgien

Oude Geuze, Boon

Skøn, omend overgået …

Fangsten fra årets ølfestival i Esrum var ikke overvældende. To kom med hjem, og dermed har jeg ikke fundet anledning til at lave et særskilt tema ud af anmeldelserne af dem. Der er den her, og æbleøllen – og det er alt.

Fangsten fra gårsdagens store ølfestival i Lokomotivværkestedet i København var heller ikke stor. Til gengæld kan man glæde sig til det overordentligt lange indlæg, der som traditionen tro vil blive skrevet. Marcus var også med der, og det har gerne den betydning for mine festivalanmeldelser, at de bliver længere end normalt, så der vil være rigeligt at tage fat på.

Folketingsvalget nærmer sig også, og i morgen er der EP-valg. Jeg har for længst brevstemt til begge dele, og vil selvfølgelig opfordre alle til at få stemt på dem de helst vil have vinder. At jeg ikke synes, man skal stemme på Stram Kurs eller deres kloner i Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti burde være overraskende for de færreste, og i den anledning vil jeg allerede nu – for ikke at glemme det – smide et shout out til en nystartet YouTube-kanal. Den hedder ‘Crazy Bulgarian‘ og er startet af samme personlighed, der står bag Twitter-kontoen ‘Alex Den Største‘. Den har indtil videre gjort det til sin mission at vise Rasmus Paludan i pinlige situationer, og det er ærværdigt i sig selv.

Jeg skal også have givet ham et shoutout engang når jeg får min YouTube-kanal op at køre igen. Den ser ud til at være det, der har lidt mest og i længst tid under det nervøse sammenbrud, jeg led i sidste uge. Men selv der, er der begyndt at ske lidt igen, så inden alt for lang tid, regner jeg med atter at have noget klar der også.

I første omgang går jeg dog efter at begynde at anmelde på bloggen mere regelmæssigt igen. Her gælder det den ene af de to øl, jeg havde med fra Esrum – en ren gueze, som jeg faktisk prøvede sidste år, men ikke blev anmeldt, da der kun var tale om en smagsprøve.

Hvor Mariage Parfait skulle være den perfekte blanding af forskellige lagrede lambics, så fremgår det ikke rigtig, hvad planen med Oude Geuze har været. Men skønt dufter det lyse, tågede bryg i hvert fald. Citronsyre og vanille blander sig forbløffende skønt, og minder mig om, hvordan jeg som barn fandt ud af at man kunne blande netop sukker og citronsaft og lade det størkne til noget forbløffende lækkert hjemmelavet slik.

Brygget river da også med det samme rigtig godt i kinder og gummer, så man ud over at blive vederkvæget også bliver forfrisket i betydningen ‘mindre træt’ og ‘fristet til narrestreger’. På en bund af eddike bygges der således ovenpå af friskere syrlighed af lime og citron, og oplevelsen toppes af en let sødme, der også er med til at gøre brygget mindre vanskeligt at drikke. Geuze er ikke just det mest lettilgængelige øl på markedet, men der er alligevel milevidt fra dette bryg til den supersure foeder, som jeg stadig husker som den største surtølsoplevelse nogensinde.

Den fremtræder en smule mere endimensionel end den angiveligt mere populære Mariage Parfait. Mariage Parfait byder på flere forskellige typer surhed, hvor Oude Geuze i højere grad rendyrker citrussyren. Oude Gueze er også en kende mere afdæmpet i sit sure udtryk, og fremstår dermed også mere letdrikkelig og lettilgængelig end det perfekte ægteskab.

Jeg huskede den som bedre end Mariage Parfait, men nu kan jeg ikke længere huske hvorfor. Nogen ringe øl, eller nogen ringe geuze er den dog ingenlunde. Et rart, forfriskende surtølsindslag er den under alle omstændigheder, og bestemt oplevelsen værd, hvis man ligesom jeg slet ikke kan få nok af de sure belgiske dråber.

Secret Des Moines Triple Brune, Brasseurs de Gayant

En kende forvirrende …

Jeg fandt denne øl i Netto for rundt regnet tyve milliarder år siden … eller i hvert fald vel over et halvt. Hvorfor den – og en lys bror, jeg fandt ved samme lejlighed – kom til at stå så længe i køleskabet aner jeg ikke, men belgisk øl har det heldigvis ikke med at blive dårligt lige sådan.

Bryggeriet er ikke nyt på bloggen – tror jeg da. Det angives som “Brasserie Goudale”, og indtil videre har jeg stiftet bekendtskab med Goudale-øl tre gange før, og der har bryggeriet stået opført som ‘Brasseurs de Gayant”. Her står bryggeriet imidlertid til at hede “Brasserie Goudale” og navnet “Gayant” er ingen steder nævnt. Det gælder også, hvis man slår øllet på på Untappd …

… men slår man La Goudale-bryggene op, angives Brasserie Goudale også som bryggeriet. Det er nok til at gøre denne lille OCD-forpinte blogger forvirret og en kende irriteret. Men for læselighedens skyld slår jeg detaljen hen, og kategoriserer disse bryg under “Brasseurs de Gayant”, idet jeg ikke finder anledning til at gøre min i forvejen alt for store samling af kategorier endnu større. RateBeer giver mig i øvrigt ret i vurderingen, men da de er ejet af Anheuser-Busch, vil jeg blæse højt og flot på, at en blind høne også kan finde korn.

Med den skrupel ude af skoen skrider jeg til anmeldelse. At kalde det en ‘Brune’ er ingen overdrivelse – det ville ‘Noir’ næppe heller være, for brygget er aldeles natsort med skum knækket i det beige til letbrune.

Umiddelbart dufter det lovende af chokolade og farin – noter, der er velkendte i søde, belgiske øl. Og en sådan er der bestemt tale om –  lys chokolade tilsat et solidt skud mokka og med lyst, flydende karamelfyld giver i første omgang rigeligt til smagssanserne.

Desværre holder oplevelsen ikke ved. Udtrykket udhules meget snart af klingende rent vand, der fluks jager alle de ellers fine aromaer på porten. Tilbage bliver en hul oplevelse, hvor man bliver lovet en masse, og budt alt for lidt.

Hvor kunne det ellers have været godt, hvis bryggerne havde … vel gidet.

Lindemans Pecheresse, Lindemans (Fra Klosteret V)

Tif – med stil …

På min facebookside kan man følge åbningen af dette års julekalender fra Thisted Bryghus. Jeg fik den i fødselsdagsgave af min søster, og tak for det, hvis jeg ikke officielt har fået sagt det endnu. Har man fulgt med, vil man have set, at jeg har fået flere juleøl i løbet af december måned. Dem vil jeg forsøge at anmelde i en kombination af muligt og ansvarligt omfang (jeg har som bekendt fuldtidsjob og børn), men først vil jeg gøre et efterhånden aldrende emne på bloggen færdigt; de belgiske øl jeg fik med mig hjem fra ølfestival i Esrum tilbage i marts måned.

Der var denne tilbage; en sidste af tre lette frugtøl fra Lindemans, som havde smagt mig forbløffende godt i betragtning af deres lave alkoholprocent. Denne her var jeg mest skeptisk over for. Tanken om at blande øl og fersken – eller alkohol og fersken i det hele taget – giver mig automatisk trækninger i underansigt og Klaus Kinski-øje. I øvrigt ikke ulig det hjemlige politiske landskab hvor man har besluttet sig for at oprette en KZ-lejr på den MRSA- og HFMD-inficerede ø Lindholm. Trækninger bliver til kramper og Klaus Kinski bliver til Forest Whitaker ved tanken om de politikere, der åbent hoverende viser deres skadefryd på de sociale medier mod de fremtidigt indsatte.

I forbindelse med, hvad man må betegne som en kannibalistisk fortæring af flæskesteg, medisterpølse og hamburgeryg, ledsagede Venstre-grisebassen Torsten Schack Pedersen på Twitter et billede af måltidet med en lille hånende tekst om, at de indsatte i KZ-lejren nok ikke ville blive budt en menu af samme klasse. Det hjælper naturligvis en anelse, at svinet kunne føle sig i sit rette element i den gyllestorm det efterfølgende blev ramt af, og at det ikke hjalp det meget, da den fordrukne sut af en bundkorrupt lystløgner, vi har som statsminister, prøvede at komme ham til hjælp med noget halvsnaldret, irrelevant sludder om værdier og en sammenhængskraft i vores land, som begge to har gjort alt for at smadre totalt.

Den efterfølende obligatoriske undskyldning fra Schack Pedersen var lige så halvhjertet som man kunne forvente: I stedet for at indrømme, at han havde lagt endnu en dimension til begrebet ‘dumt svin’, skrev svinet, at han var ked af, at folk havde taget sådan på vej, at det ikke var hans mening at støde nogen, og at det bare var gjort ‘med et glimt i øjet’. De retfærdigt indignerede mennesker, der havde konfronteret svinet med hans svinerier var altså allesammen nogle overfølsomme stakler, for hvis skyld han da godt kunne være storsindet nok til at tage opslaget ned igen. At han selv var et dumt svin, der havde begået en gedigen svinestreg, og at det i virkeligheden var årsagen til påstyret, faldt ham aldrig ind.

Og næppe havde ekstrementkulingen lagt sig, før det gik løs igen – blot ikke med helt samme styrke – da Stine Bosse, ligeledes på Twitter, udtrykte sin afsky over for KZ-lejren. Straks dukkede Mads Fuglede, også Venstre (selvfølgelig, fristes man til at tilføje), som Danmarks svar på Fox News, TV2, notorisk kalder USA-ekspert op i feedet, og spurgte kækt om ikke hun havde brug for en ferie på en af de mange smukke danske øer for at få dæmpet hendes harme. Det er karakteristisk for fascimen, at politiske modstandere trues for ytringer, der går magthaverne imod. For den udspekulerede fascisme er det karakteristisk, at truslerne formuleres akkurat så tvetydigt, at de ikke fremstår som trusler, man blot som velmenende platheder, endskønt de de facto er trusler alligevel.

At vores demokrati er på vej i rendestenen er en underdrivelse. På vej i en septiktank eller samlebrønd er en bedre, omend fortsat utilstrækkelig metafor.

Ja, undskyld vredesudbrud og svigtende julehygge, men jeg ville helst have det ud før jeg tager fat på anmeldelserne af juleøllene.

Trækningerne ved tanken om fersken-øllet blev i første omgang reproduceret da brygget blev indsnuset. På trods af aldeles jævne 2,5 % formår brygget alligevel at true med hovedpine, idet brygget i foruroligende grad lugter som det søde, alkoholiske stads, jeg som punker et fortabt tidspunkt i 90’erne tyllede i mig for at spare penge når jeg skulle være fuld. Tif, kaldte vi det. Det var en forkortelse for aperitif, der fandtes i mange forskellige frugtudgaver, hvoraf den med æble var den mest populære.

Og sådan lufter (ikke dufter) dette ferskenbryg altså. Der er ikke megen nostalgi, kun traumer over dødsdruk og virkeligt slemme tømmermænd.

Men al traume, hovedpinefrygt og anden kvide fordamper det øjeblik glasset sættes for munden. Sødme af fersken nusser alle mundens indvendige overflader med sin rare sødme, samtidig med at bryggets sure bund af foeder – surt lagret belgisk øl – holder enhver antydning af kvalmhed effektivt nede. Det kunne have været for sødt, men en noget nær perfekt blanding af sødt og surt resulterer i en forunderligt smagfuld kerne med forfriskende og vederkvægende syrlighed udenom.

Selvom jeg godt kan lide fersken, er jeg tit skeptisk over for ferskenafledte produkter. Frugtens intense sødme bliver tit kvalm når den forædles – ikke mindst i sukkerholdige drikke, og endnu mere i fx likør (og aperitif). Det mest overraskende er nok, at et eller andet i brygget får det til at virke mere alkoholisk end det er. Med sine 2,5% er brygget næsten linedanservenligt, og alligevel genfinder man en markant alkoholnote i såvel duft som smag.

Meget usædvanligt – på vores breddegrader i hvert fald. I Belgien er det sikkert bare noget alle drikker og derfor er vant til. Med Belgiens massive korruption og vældige problemer med børnemishandling in mente foretrækker jeg at opleve øl som denne som usædvanlige overraskelser frem for at måtte døje med alt det andet som hverdag.

Ikke at det er meget bedre her, når alt kommer til alt. Især ikke hvis man er så uheldig at have en hudfarve, religion og/eller etnisk herkomst, som Venstre og deres regeringskumpaner ikke kan lide. Deri er jeg heldig, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at jeg ligesom Stine Bosse er i søgelyset for mit humanistiske sindelag.

Mont des Cats, l’Abbaye de Scourmont (Fra Klosteret IV)

Én på opleveren …

Denne øl har fået lov at stå et længere stykke tid. Faktisk siden marts måned, hvor jeg var til Ølfestival på Esrum Kloster. Men at stå lidt plejer ikke at have negativ effekt på belgiske klosterøl.

Brygget dufter syrligt frisk ned noter af fusel og generisk humle. Den yder desuden den friske skarphed, der er velkendt blandt lyse belgiske øl som denne – men helt uden det bananindslag, man også ofte møder, og som mange frygter. Syre af grønne æbler blander sig med melede noter af frisk franskbrød, flankeret af grapeskarphed.

Hvedebrødets sødme går igen i smagen, med en dybere note af hyldeblomst. Skarpheden fra bouqueten mærkes også i aromaen og giver brygget en tør karakter, der understreges af grapesyre og en markant fornemmelse af spiritus mellem gane og tunge. Dette bryg annammer man ikke bare med de traditionelle smagsorganer – dampene, brygget afgiver, mærkes når de prikker og svier alle mulige sted i mundhulens inderside. En let kommenessens giver således indtryk af brændevin, der vel nok skal ende med at afskrække rigtig mange af dem, der ellers valgte at blive, da brygget ikke viste sig at have banankarakter.

Uden ligefrem at være vild med kommensnaps, synes jeg alligevel det har en plads. Og den plads kunne snildt være en øl som denne, der uden ligefrem at være noget kulinarisk mesterværk bestemt leverer rigeligt underholdning til samtlige smagsorganer og mere til.

Og kommen indgår jo også i traditionel julesnaps. Så passer det jo også så fint med årstiden.

Lindemans Kriek, Lindeman (Fra Klosteret III)

Nåhr ja, og fuck nazismen …

Hvis nogle læsere skulle finde mine observationer af racisme og fascisme i samfundet overdrevne eller ligefrem paranoide, vil jeg trække på skuldrene for derefter tørt og nøgternt at argumentere videre for, at en udvikling i den retning er en kendsgerning. I lørdags demonstrerede en af de få åbenlyst nazistiske organisationer ved navn Den Nordiske Modstandsbevægelse offentligt i Svendborg – angiveligt uden at blive konfronteret. Det er blot det seneste tegn på en stadigt mere foruroligende udvikling, hvor nazismen bare bliver en holdning som alle andre, som tilhængerne af den kan flashe, som var der tale om en ny bil. At nazismen imidlertid er en folkemorderisk ideologi, der har som mål at udrydde alle, der ikke deler dens totalitære grundsætninger, og/eller ikke passer ind i dens racistiske vrangforestillinger gør det netop ikke bare til en holdning – men et skadeligt og farligt standpunkt i sig selv.

Det er sygt, at mennesket ikke er bedre til at lære af historien. Det mest uhyggelige er såmænd ikke, at nogle få forskruede individer samler tråden op hvor Hitler med en blanding af bly og cyanid lod den falde. Idioter vil der altid være. Nej, det er offentlighedens totale ligegyldighed over for ikke bare en snigende nazisme, men en nazisme, der nu toner rent flag og viser sig offentligt når den kan.

Nazismen skal mødes med modstand. Uanset i hvilken form den viser sig. Det er ikke bare en ret vi har, at vise modstand offentligt, men også vores moralske pligt i lyset af den lektie historien burde have lært os.

Kun ganske lidt kan en kriek, som læserne vil vide er min absolutte favorit blandt vildgærede belgiske frugtøl, rette op på mit humør. At den kun gør så lidet har nu mindre med smagen at gøre og mere med styrken, for havde brygget indeholdt en … skal vi sige 3-4 % mere, ville jeg måske have kunnet se bare en anelse lysere på sagerne.

Til gengæld gør den kvarte liter bryg med 3,6 % alkohol ikke én så besoffen, at det er totalt uansvarligt at bevæge sig uden for en dør. Og det kan jo også nogle gange være en fordel. Og når alt kommer til alt er det jo heller ikke alkoholen alene, der er det vigtigste – men derimod bouqueten, aromaen og i det hele taget oplevelsen.

Og den starter jo med skænkningen, der går ret let. Brygget skummer tæt, men ikke specielt højt. Til gengæld er det som altid rigtig kønt sødt lyserødt over dybt, mørkt, blodrødt. Duften er lifligt sød, næsten skrap af kirsebær og der er rigeligt at den til allerede her at skræmme de mange modstandere af typen over de første mange bakketoppe og bjergpas.

Kirsebærrene er også godt fremme i smagen. Tæt, sødt, og akkurat adækvat småkvalmt er det. Og alligevel er det ikke så voldsomt, at det ikke samtidig forbliver en let oplevelse – igen på grund af den lave alkohol. Den kan drikkes i mundfulde, der er væsentlig større end nip uden at man skammer sig syndeligt. Fryden i denne kriek er nemig ikke kun gemt i krisebærrene, men også i den rigelige kulsyre samt den syrlige lambic, der ligger dejligt frisk og præsent som fundament i brygget.

En lidt lettere kriek end jeg måske hellere ville have haft den. Men da den formår at vinde på andre parametre, er det såmænd også mere end bare fint nok.

Lindemans Cassis, Lindemans (Fra Klosteret II)

Bristede forventninger …

Jeg tager hermed en tråd op tilbage fra tidligt på foråret. Tilbage i marts var jeg på ølfestival i Esrum hvor jeg erhvervede mig et lille udvalg af belgiske klosterbryg. Den slags kan godt holde til at stå et stykke tid – og det har de så gjort, de fleste af dem. En enkelt blev så anmeldt i april – og jeg tror ikke, der kommer til at gå så langt tid mellem anmeldelserne generelt som mellem disse to.

Her er der en øltype, jeg ikke kendte før. Ganske vist kendte jeg udmærket til de belgiske frugtøl – ikke mindst kriek‘en, som jeg er en stor nyder af. Egentlig er en tilsvarende øl med solbær jo ikke far fetched, men lur mig om ikke jeg ikke havde skænket det så meget som en halv tanke, før jeg ved ølfestivalen fandt ud af, at det fandtes.

Jeg holder egentlig meget af solbær. Og alligevel er solbær en acquired taste, som jeg gemmer til særlige lejligheder. Hindbær, jordbær, rips og kirsebær kaster jeg i mig som slik, mens solbærrene med deres mørke, ganske særlige syrlige smag, ikke helt indbyder til samme slags lemfældig sorgløs nydelse.

Netop derfor havde jeg store forventninger til den lille flaske.

Belgierne drikker angiveligt ikke deres frugtøl rene, men blander dem typisk op med andre sure øl – Gueuze, fx. Frugtøllene er som antydet selv sure, vildgærede øl. Som skandinavisk barbar drikker jeg dem selvfølgelig rene, og glæder mig i den anledning over, at netop disse fra Lindeman er afdæmpede i alkoholstyrke, så man kan nyde den sliksøde masse uden at behøve bekymre sig om fuldskab og tømmermænd (m/k) bagefter.

Imidlertid viste forventningerne om en syrlig lille frugtbombe sig ikke helt indfriede. Nok var brygget dejligt natsort med højt, blodrødt skum – sjældent har et bryg prydet mit drageglas så vel – det er sådan vampyrer drikker med stil. Og imens legede duften så fint med, med skarpe, syrligtsøde og fyldige noter af lige præcis det man håbede og forventede – solbær så tæt at man snarere måtte forvente en grød eller budding end et bryg.

Men i smagen måtte indtrykkene vige. Skarpest var det bagvedliggende lambic-brygs syrlighed. Og den lå jo sådan set også fint der i baggrunden og var sur på den glædelige måde. Jeg var til gengæld gået ind med en langt større forventning om solbær – ikke mindst efter den fine indledende bouquet. Men solbærrene var ikke synderligt præsente. Ligesom det sure lambic-indslag lagde også de sig i baggrunden, som om de saft-susemig også ville spille andenviolin sammen med syren. Sådan glider det ned – glimtvis og skiftevis med lambicsyre og solbær. Aldrig rigtig komplimenterende hinanden og heller aldrig i konflikt, hvorved det ellers lovende frugtbryg ender – om ikke kedeligt så i hvert fald langt fra så nyt og spændende som jeg havde forventet.

Geuze Mariage Parfait 2013, Boon (Fra klosteret I)

Tør Geuze …

Under temanavnet ‘Fra klosteret’ tager jeg nu fat på de øl, jeg tidligere på året tog med hjem fra Esrum Klosters ølfestival. Yes! Endnu et tema – og hvorfor ikke?

Jeg havde det jo som blommen i et æg på ølfestivalen på Esrum Kloster. Klosterets indervægge var jo ligegodt hvidkalkede, så dette var tilfældet i mere end én forstand – men ellers tullede jeg jo egentlig bare rundt og nød at være omgivet af det, jeg holder allermest af i hele verden.

Belgisk øl er som jeg har fået nævnt engang det øl i verden, jeg synes er allermest interessant. Ikke mindst det sure øl, har jeg på det sidste fået smag for – herunder Guezen, som der flød i stride smagsprøvestrømme indtil chefen sagde stop! Ikke flere smagsprøver af netop denne øl. De sidste få eksemplarer ville være til udsalget – ikke til udskænkning.

Vel – jeg måtte jo smide pengene på bordet og købe et eksemplar, og så glæde mig over, at jeg kunne nyde en hel en af slagsen, og ikke bare en af de i øvrigt gavmilde smagsprøver, klosterpersonalet langede ud.

Jeg føler mig fortsat som – om ikke et barn, så i hvert fald en grønskolling, hvad typen angår. Men flot gyldent, diskret knækket over i det orange er brygget. Lystigt brusende med ikke kækt hvidt skum, der falder hurtigt. Det er ikke for intet, at typen kaldes øllets svar på champagne. Duften er tilsvarende forventligt frisk og syrlig – en tør champagne i dette tilfælde.

Det er bestemt en geuze hvor friskhed og syrlighed står i et noget andet forhold, end Oude Geuze fra samme bryggeri, og som jeg fik en smagsprøve af på klosteret. Denne er mere bidst og skarp med et kraftigere element af citron og grapefrugt – samt en smule eddike, der også gør den noget mere svært tilgængeligt end dens mere harmoniske broder.

Der er få – hvis overhovedet nogen søde elementer. Det, der først og fremmest spiller op mod bryggets spidse syrlighed er friskheden – eller om man vil, vandet i brygget. Det forhindrer brygget i at kamme over og blive et decideret surt bryg. Ikke at der er noget galt i det, men et helt surt bryg er ikke desto mindre knap så madegnet, som dette mod det sure hældende kompromis.

Er man nybegynder udi typen, er det næppe denne, man skal lægge ud med. Den rundere og mildere Oude Gueze eller Mort Subites akkurat mere afdæmpede Gueuze ville i det tilfælde være bedre valg.

Echt Kriekenbier, Verhaeghe-Vichte

Ikke tosset …

Jeg er nået til den sidste af de øl, jeg fik i fødselsdagsgave af min søster. Det er ikke længere nogen hemmelighed, og det har det sådan set heller aldrig været, at jeg slet ikke kan stå for de søde, belgiske kirsebærøl. Forventningerne var derfor store, da jeg åbnede denne fra Verhaeghe-Vichte – et belgisk bryggeri, der før har leveret en stor oplevelse her på bloggen, men som jeg overraskende og ærgerligt nok aldrig er vendt tilbage til.

Så er det jo glædeligt, at den tilbagevenden skulle ske med en øltype, jeg holder så meget af. Hvis jeg har forstået det ret efter udskænkerne på Esrum Kloster, kan kriek-øl brygges på flere forskellige måder, men den konventionelle skulle være, at man starter med en lambic – en vildgæret øl. I denne vildgærede råøl, om man vil, tilsætter man så kirsebærrene, og sukret i disse igangsætter så en ny gæring, efter hvilken man har den færdige kriek.

I andre krieks – så vidt jeg har forstået – er kirsebærrene med fra starten, og inficeres også af den vildgær, der kendetegner lambic’en sammen med den øvrige mæsk.

Om denne er af den ene eller den anden type, aner jeg ikke. Det vigtigste er jo også, hvordan det smager …

Brygget er ganske mørkt. Ikke engang da jeg slog blitzen til på min telefons kamera, fik man den ellers meget nydelige, dybrøde brygkulør ordentligt frem. Man skal have lys skinnende igennem glasset for at kunne se det ordentligt. Kirsebærrene er præsente i duften fra starten, men ikke med den søde slikkarakter, som man kender fra deciderede dessertkrieks. Alkoholelementet er desuden ikke kun præsent, men også af typen, der river i næsevæggene og bihulerne.

Typens letsprudlende liflighed snydes man dog ikke for. Den bobler og summer og prikker lige som den skal. Kirsebærrenes sødme er der skam også, men også ledsaget af en alkoholisk skarphed, der med den belgiske blondes sjældent benigne karakter giver brygget en uventet kant af noget mere barskt og farligt, end blot en sød dessertøl.

Den er en småstærk næsestyver på 6,8 %, der sagtens kan stå alene.

Hoegaarden, Brouwerij van Hoegaarden

Standard …

Julen er slut og hverdagen har meldt sig … MEGA meldt sig, må de vel hedde, hvis jeg vil oversætte det engelske udtryk ‘with a vengeance’ til korrekt dansk. Jeg arbejder i en kundeservicefunktion, og min ferie er af tisse-i-bukserne-typen. Mens man er væk hober arbejdsopgaverne sig uløst op, og det hele vælter ud som en pakke færdiglavet risengrød i pølseform, hvis man åbner den med et for langt snit.

Så den har stået på max stress hele ugen. Men heldigvis har jeg da weekenden fri og rystet det værste af mig med headbanging til Napalm Deaths greatest hits i selskab med mine børn – og en øl.

En simpel og gammelkendt standardklassiker – en af dem, jeg bare ikke har fået prøvet endnu, selvom jeg hastigt nærmer mig de tusind anmeldte øl. Sagde jeg standard? Vel, der er vel fortsat mange herhjemme, der ser denne øl som noget meget fremmedartet og eksotisk. Hvor er det ærgerligt, at folk ikke ved bedre. Selv kan jeg (også) huske den fra min kollegietid, hvor den blev solgt i kollegiebaren.

Den drak jeg mange af i de år. Om jeg egentlig synes den var god, tror jeg faktisk ikke. Allerede dengang forekom den mig en anelse tynd – det var omtrent på samme tid, jeg opdagede, at tysk weißbier vel egentlig heller ikke var helt så fantastisk alligevel … Alene det, at den herhjemme distribueres i deleemballager på 0,75 l. af Carlsberg giver et kraftigt fingerpeg om dets markedsegnethed – og dermed dets vigende kvalitet. Som en  tommelfingerregel – for nu at blive ved fingeranalogierne – er de to faktorer omvendt proportionale.

Stilen er i dag en af de få, jeg er permanent skeptisk over for. Selvom jeg mener at Belgien er det mest spændende ølland i hele verden så bliver jeg bare aldrig gode venner med deres hvedeøl. Ikke at jeg er nogen særlig stor fan af hvedeøl generelt, men det gælder denne type i endnu højere grad. Surt og tyndt husker jeg det som. Og hvis det endelig smager af noget, er det kvalmt sødt af overmoden banan.

Netop bananen er i højsædet, i det ellers nydeligt grumsede, citronbleggule bryg. Faktisk husker jeg slet ikke bouqueten som så markant. Samtidig har brygget, som jeg ellers havde så lave forventninger til, oven i købet den frækhed ikke at forekomme væmmeligt, selvom der er  meget bananessens i duften.

Så stemmer smagen noget bedre overens med forventningerne. Lime og citron sammen med et stænk eddike giver et come back til typens konventionelle udtryk. Bananen er samtidig på retræte, men under flugten gør den kortvarigt holdt på bagtungen, og spyr en sidste småkvalm sky af isoamyl acetat mod ganen til kortvarigt ubehag, men aldrig så voldsomt at det slår ud i egentlig væmmelse.

Den kun antydningsvise påmindelse om, hvor fæl stilen kan være, men altså langt fra er lige her gør brygget væsentligt mindre uinteressant, end dets udbredelse og popularitet måtte antyde. Syren yder desuden friskhed, og gør i øvrigt at brygget ikke føles unødigt tyndt – nu har jeg aldrig!

Over nogen nævneværdig industristandard er brygget dog ikke. Det læsker uden at være for tyndt. Det smager uden at blive væmmeligt. Hvis Carlsberg Premium var en wit – ja, så ville den nok være omtrent sådan her.

Leffe Brune/Bruin, Anheuser Busch InBev

Ikke verdensklasse …

Godt nytår på forskud allesammen. Jeg har netop med glæde konstateret, at jeg i denne måned er nået op på over 5000 kliks på min blog. Det er det største antal kliks siden bloggen fik sit eget domæne tilbage i juli 2014. Mest af alt glæder jeg mig over, at den hidtidige rekord fra juni 2016 på 4853 læsere er slået – årsagen til den tidligere rekord, var mit indlæg om, at jeg skulle skilles.

Ingen af den slags ikke-ølrelaterede digressioner er årsag til denne måneds høje læsertal. Det er derimod mine indlæg – det være sig fra indeværende måned samt mit efterhånden betragtelige bagkatalog. Jeg gik ud fra, at folk først og fremmest havde fundet frem til mine gamle anmeldelser af juleøl, men det ser faktisk ikke engang ud til at være tilfældet. Et kig på statistikken over viewede indlæg de sidste 30 dage viser ikke overbevisende mange flere klik på gamle juleølsanmeldelser end på andre indlæg.

Vel – ikke mere spekulation over det. Folk vil gerne læse min nye indlæg såvel som de gamle – jeg skal bestemt ikke klage. Til gengæld skal der lyde en kæmpe tak til jer allesammen for at klikke ind på min blog. Det er først og fremmest fordi folk gider læse de ord, jeg smider op, at jeg bliver ved det. – At smide ord op, altså.

– Og nu videre til dagens anmeldelse, der måske – måske ikke bliver årets sidste.

Det er blevet tid til en klassiker. Jeg husker Leffe Bruin som en af de alternativer, der så småt poppede op på udskænkningsstederne i årene før ølrevolutionen virkelig tog fat. I hvert fald havde de den på Grønjordskollegiets værtshus, H-18, hvor jeg tilbragte så absurd mange aftener i min studietid.

Jeg husker den som et udmærket alternativ til de hjemlige med mosevand sammenlignelige pilsnere. Ud over, at der var mere smag, var farven også mere interessant, og grummsetheden vidnede om en mere rå og upoleret form, der alle dage har tiltalt mig.

Det er siden gået op for mig, at den modbydelige altopslugende bryggigant Anheuser-Busch InBev har overtaget brandet. Det havde de måske allerede dengang, og med det i baghovedet var mine forventninger – sammen med min efterhånden brede erfaring med så mange gode bryg – at den nok ville virke noget sløj i sammenligning med, hvad jeg ellers har prøvet i tidens løb.

Det egentlig fine, mørke, beigeskummende bryg dufter ikke af meget – omend nydeligt af melasse og kaffe. Allerede nu er det, duftens fjernhed til trods, allerede over forventning.

Og smagen i endnu højrere grad så. Malt, karamel, kaffe og chokolade blander sig overraskende smagfuldt. Fylden er nydelig og vandet ikke for fremtrædende. Ja, det er faktisk ikke engang helt retfærdigt sådan at antyde, at vandet overhovedet er fremtrædende, for både smag og fylde er i højere grad så.

Det er primært en sød øl. Kaffearomaen virker som supplement dertil, ligesom mørk chokolade er så fint et supplement til – you guessed it – kaffen. Aromakombinationerne er som de skal være, brygget er fint i balance. Fylden er på plads, og man får fornemmelsen af, at brygget – på trods af gigangens fjendtlige overtagelse af brandet – næppe har lidt den store skade ved dette.

Det er selvfølgelig også i gigantens interesse at holde fast i kvaliteten, så man kan sprøjte brygget ud på markedet til en så lav pris, at man sikrer, at det er gigantens kvalitet, der bliver købt, og ikke de mindre aktørers.

Men så god er den heller ikke. Der kunne være mere sødme, mere fylde og i det hele taget mere kvalitet. At brygget smager godt og er i balance gør det ikke i sig selv til verdensklasse.

Det gør det blot godt.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme