Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Baskerlandet

Abordaia, Basqueland Brewing/Cerveses La Pirata (Ole Øl-Ninja 11)

Afdæmpet finale …

Temaet om Øl-Ninjaen Ole, der kom forbi med en farlig masse øl i starten af februar, har nået sin ende. Tænk engang, at jeg huskede at tage billeder af alle øllene mens den meget lange smagsseance stod på. Helt tabt er jeg måske ikke, når det kommer til stykket.

På depressionsfronten er det svært at sige, hvordan det står til. I går var jeg helt nede under gulvbrædderne og godt i gang med at slå russernes rekord i at grave sig længst ned i jordskorpen. I dag går det lidt bedre – måske går det endda rigtig meget bedre, men det vil først vise sig i de kommende dage. Jeg vil ikke sælge skindet før bjørnen er skudt eller på anden vis jinxe noget, før tingene står klarere. Det rækker at sige, at der måske – måske – er bedre tider i sigte. Men mere vil jeg ikke sige lige nu.

Lad mig imidlertid få gjort det alt for langtrukne tema færdigt nu og her: Den sidste øl Ole og jeg bundede før vi kaldte det en dag, og satte en god film på; den senere Oscar-vinder ‘Parasite’, var denne baskiske Imperial Stout.

Baskerlandet har bloggen været forbi en enkelt gang før med den højtskummende og velsmagende Mugalari. Som IPA lå Mugalari i den modsatte ende af farveskalaen. Under alle omstændigheder, og farveskala eller ej har jeg endnu en anledning til at flashe min misfornøjelse ved det kastilianske monarki og min støtte til baskernes og katalanernes løsrivelse.

At brygget kommer fra et spændende sted hvor oprørske tanker har deres udspring betyder til gengæld ikke automatisk, at øllet er godt. Men hvor mange Imperial Stouts med vanille har jeg egentlig fundet udrikkelige i mine snart ti år som blogger? Det er et rundt tal, det er under ti, og så siger jeg heller ikke mere.

Tungt, sejt og olieagtigt skvulper brygget ned i glasset, hvor kun et absolut minimum af skum viser sig på overfladen. Olfaktorisk lader det tætte bryg til gengæld noget tilbage at ønske – konturløs em af kold kaffe er alt man bliver budt, og alarmklokkerne begynder så småt at gøre sig klar til at bimle.

De forbliver beredt og klar, alarmklokkerne. Det betyder samtidig, at de ikke går i gang, for så galt står det slet ikke til alligevel. Brygget byder på bittert og sødt i mere end adækvat grad … syntes jeg i hvert fald. Ole var noget mellemfornøjet, og mente at brygget var for let – og i øvrigt for lyst til at kunne kalde sig en imperial stout. De 9,5% alkohol tillader nu alt andet lige betegnelsen, men de tunge kaffenoter, der skjuler sig bagom vanillen var ikke nok til at han ville give brygget mere end …

Jeg syntes selv den fortjente en anelse mere, uden at humlerankerne voksede op i himlen.

Afslutningen på en forrygende ølsmagning blev ikke noget festfyrværkeri. Men det gjorde nu ikke noget. For med de mange øl i vommen og endnu flere promiller i blodet (ahr, måske ikke helt) er jeg langt fra sikker på, at vi kunne have håndteret endnu en ekstatisk humlesensation med den ærbødighed den ville have krævet.

Ole skal endnu engang have tak for, at han lagde vejen forbi. Tak til læserne for at have fulgt med.

Mon ikke jeg trods depression og ledighed kan holde humlestrømmen flydende nok til, at der også i fremtiden vil være læseoplevelser at hente her på bloggen?

Mugalari, Bidassoa Basque Brewery

2016-11-04-23-13-46Ikke ‘spansk’ …

Oh rædsel, hvor er jeg bagud! I går var det min fødselsdag, og fordi jeg ikke bare ikke er overtroisk, men også nyder at spotte overtroen demonstrativt for dens åsyn, fejrede jeg fødselsdagen i lørdags – altså før selve dagen. Det må’s man som bekendt ikke, da det bringer ulykke, men jeg gør det bare alligevel, mens jeg hændergnidende griner ondskabens grin. Festen bestod i, at to af mine ældste og bedste venner – Marcus og Gedved, der også er faste medanmeldere på bloggen – slog et smut forbi til en lille uformel ølsmagning, jeg i al hast havde arrangeret.

Det viste sig nemlig, at samme dag, jeg havde inviteret til fødselsdagshygge, havde min lokale Fakta på Frederikssundsvej omsider fået nosset sig sammen til at sætte “Stop Madspild”-mærker på en lang række specialøl på spotvarehylden. Øl fra Raasted, Thisted og Ugly Duck/Indslev blev nu forhandlet til en tier stykket, og væsentligt dyrere og fancyere bryg fra Midtfyns Bryghus – der vel stod i 30-40 kr før, var sat ned til en rund tyver.

Så der blev købt godt ind. Og der blev smagt godt efterfølgende. Den historie må imidlertid vente lidt, for før lørdag aften havde jeg faktisk stadig to øl i kø til anmeldelse … Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har været så langt bagud med regulære anmeldelser – men der er jo ikke meget andet for, end at tage dem fra en ende af.

Og det starter med denne øl. Den første baskiske øl, jeg nogensinde har prøvet. For så vidt er det vist også den første spanske øl, jeg prøver, men ligesom jeg ikke anerkender det britiske imperium eller det danske rigsfællesskab, hvorfor jeg skelner mellem skotsk og engelsk øl (og senere – hvis det bliver aktuelt – også vil skelne mellem walisisk og manx øl) samt mellem dansk og færøsk øl (evt. grønlandsk – det er faktisk på høje tid, jeg prøver noget grønlandsk øl. Engang prøvede jeg én, der var brygget på vand fra indlandsisen. Det haster vist temmelig meget med at få prøvet sådan én igen, før resten af indlandsisen fordamper) så anerkender jeg naturligvis heller ikke den Castellanske imperialisme og hegemoni over det meste af den iberiske halvø. Og jeg bakker naturligvis op om både catalanernes og baskernes ret til selvbestemmelse i en grad, så disse på bloggen vil blive behandlet som selvstændige lande. – Og så gør jeg det selvfølgelig også (læs: i endnu højere grad) for at pisse de spanske magthavere og navnlig deres kongehus af. Bare ærgerligt, at de vel læser omtrent lige så godt dansk, som jeg læser baskisk.

Brygget fik jeg fat i via en facebook-ven, Lasse, der til dagligt er rådmand i Aalborg. Han havde den med hjem fra ferie sammen med et par andre bryg, der står klar til anmeldelse i mit køleskab. De blev diskret overdraget en kold, regnfuld formiddag på Metrostationen ved Bella Center, hvor rådmanden skulle deltage i en eller anden konference. Lasse skal have tak for skænken – og de to resterende øl, dem når vi til, når vi når til dem. Der er rigeligt at tage fat på inden da.

Mine fordomme om øl fra den Iberiske Halvø i almindelighed og det Castellanske Imperium i særdeleshed er, at det består af tyndt, intetsigende pilsnersprøjt, svarende til det mexicanske pjask, festfolket herhjemme hælder i sig. Jeg kunne forstå på Lasse, at den baskiske produktion af specialøl har en særlig betydning for den baskiske friheds- og selvstændighedsbevægelse, og jeg kan allerede nu afsløre, at brygget i hvert fald ikke falder ind under ovenstående karakteristik. Uanset hvad tiltaler separatistisk kamp ved ølbrygning frem for bombesprængning mig overordentlig meget. Men sprogbarrieren har forhindret mig i at kloge mig yderligere derom, da såvel bryggeriets hjemmeside, som etiketpåskrift er på lige præcis tre sprog, jeg ikke behersker, nemlig fransk, castellansk og baskisk – og det endda på trods af bryggeriets stærkt anglicerede navn.

Så øllet må tale for sig selv. Ifølge Untappd er der tale om en Pale Ale efter engelsk forbillede – og så er afstanden til det spanske imperium jo lissom lagt. En kraftig karbonering gør skænkning til en langtrukken affære. Undervejs kan man beundre det flotte candy-floss-skum, der kun langsom brækker i større og større plyssede stykker. Samtidig kan man nyde duften af appelsin, citronmelisse og frisk græs, hvoraf ingen af delene peger i retning af letflydende pilsnersprøjt, som man alt for godt kender det fra Sydeuropa.

Selve brygget har farve af upoleret messing. Det rå, upolerede look får brygget af rigeligt restgær, der nok skal skræmme festfolket væk hurtigere end man kan sige “baskisk seperatisme”.  Gæren giver bryggets bitterhed en skarp kant. Kroppen er ru med tungen, hvor den ufint og småsyrligt skarver mod smagsløgene.

Oplevelsen er i hvert fald i hus, om den så ikke ligefrem er den lettest tilgængelige – men det skal i hvert fald ikke jage denne blogger væk. I eftersmagen fortsætter den småklæge og lidt for skarptsyrlige bitterhed, men samtidig titter bouquet’ens sødere og mere frugtagtige noter frem. En formildende aroma af bergamotolie melder sin spinkle, men bestemte ankomst.

Som brygget nydes og får lidt temperatur, vinder de søde og krydrede noter langsomt terræn. Brygget ender som en lystig dialektisk dans mellem syrligtbitter gær, humle og citrus på den ene side og krydret sødme af alteabolsjer med et hint af anis som antitesen. Dermed understreges den baskiske frihedsbevægelses tilknytning til venstre fløj aldrig så subtilt i aromasammensætningen …

… eller også er det bare noget, jeg finder på for at spille smart.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme