Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Kvicklys Ølfestivalg 2014

Kvicklys Ølfestivalg 2014 – afslutning

Og jeg stemmer på …




Trommehvirvel … … …
Jep – jeg vælger at stemme på outsideren American Pale Ale fra Fur bryghus. Det er det øl, hvis smag står klarest i erindring for mig, og det er helt klart også det bryg, der for mig fremstod som det konceptuelt klart mest fuldendte. Det er en simpel øl, men med et klart budskab i den både fabelagtigt friske og krasbørstigt bitre Cascade-humle, som jeg efter mødet med denne øl hermed erklærer for min favorithumle. En øl, der som den, lærer mig noget nyt – ikke bare på et intellektuelt niveau, men også på et (det lyder så voldsomt, men nej, jeg er ikke ved at bryde sammen af begejstring) emotionelt niveau, at dette er den bedste humle jeg indtil videre er stødt på – skal selvfølgelig have en vurdering derefter. Det er desuden klart en øl, jeg kunne finde på at købe igen – bare for at nyde den, og sådan har jeg det ikke med nogen af de andre bryg, på trods af tilsvarende karakterer.
Som man vil se på karaktergivningen er American Pale Ale ikke den bedste øl, jeg har smagt i år, så åbenbaringen var trods alt begrænset, ligesom eventet ‘Kvicklys Ølfestivalg 2014’ heller ikke var en åbenbaring af de helt store. Det var det heller ikke de foregående år, men jeg tror jeg roligt kan sige, at i betragtning af de øl, jeg nåede at vurdere de foregående år, så har niveauet i år fået et løft. 
Den højeste karakter, jeg har givet en Ølfestivalg-øl tidliger er fire stjerner. Denne rekord er blevet slået ikke bare af min vinder, men også af tre andre i eventet. Sidste år var desuden stærkt præget af rene bundskrabere. Kun Szlatmok klarede sig nogenlunde med tre stjerner – de øvrige, inklusive sidste års vinder – vil her blive forbigået i tavshed. I år faldt der derimod kun én bundkaraktér, og det glæder mig oprigtigt, at bryggerierne har kunnet holde et højere niveau denne gang. Det irriterer mig til stadighed, at flere deltagere prøver at få brygget til at smage anderledes ved at tilsætte dit og dat, men tilsvarende fryder jeg mig også over, at de denne gang ikke har opnået noget med det. Tilsætningsøllene henter kun lave karakterer i år med undtagelse af Thisted, der skuffende vendte tilbage med sulfitten.
Jeg vil afslutningsvis sige Kvickly tak for at sponsorere øllene til mine anmeldelser af deres event. Uanset hvad man måtte mene om kvaliteten af bryggene, gør Kvickly med deres event et stort arbejde for at formidle små bryggeriers produkter og – eksistens – til en bred masse af forbrugere, der således kommer til at vide en lille smule bedre. En endnu større tak til Kvickly for det også.

Weissbier, Krenkerup (Kvicklys Ølfestivalg 2014 XII)

En sidste skuffelse …

Så nåede jeg til den sidste øl i Kvicklys Ølfestivalg. Det er indtil videre ikke skuffende Krenkerup, der står bag den sidste, med ‘Weissbier’, der angiveligt skulle være ret sikker på en placering som nummer to. Uanset favoritværdigheden er jeg altid mistænksom, når danske bryggerier giver sig i kast med Weißbier (som det jo egentlig hedder – men den font, som Krenkerup trykker deres etiketter med, mangler velsagtens bogstavet). Ja, selv når visse ellers velrenommerede tyske bryggerier giver sig i kast med genren, kan det gå grueligt galt. Det er en øltype, der ofte ender med at være tynd, smagsmulighederne synes snævre, og ofte kommer gæren til at spille en alt for stor rolle – ikke bare i bryggets ydre, men i den grad også i smagen, som den slet og ret ødelægger.

Så det er med afstemt forventning, at det sidste Ølfestivalg-bryg knappes op og skænkes. Farven er overraskende mørk – som det også fremgår af etiketten; “mørk classic” står der, og det kunne antyde, at der er brugt wienermalt i processen. Skummet er til gengæld skuffende. Det falder næsten med samme hastighed som sodavandsskum, hvilket er ganske usædvanligt for Weißbier, hvis skum uanset bryggets kvalitet altid tårner cremet op. Manglende cremet- og holdbarhed kan dette brygs letgyldne skumfarve heller ikke kompensere for.

Duften lover lidt bedre. Der er velkendte noter af marcipan, banan og ikke mindst franskbrødsdej i bouqueten. Udtrykket er velgørende kraftigt, som en forjættelse af en øl, der bestemt smager af noget. På etiketten pirrer bryggeriet jo nysgerrigheden med en historie fra de varm… nahrj, de … regnfulde lande, ja sådan må det være – om den i denne øl benyttede Fuggle-humle fra England. Så er det jo bare lidt ærgerligt, at det første, der møder én ved kontakt med brygget, er gær og syre. Brygget smager kraftigt gæret og kraftigt syrligt, og selvom Peter, som jeg også nød Chili Lakrids Porter med, var jævnt begejstret, er jeg noget mere forbeholden.

Jeg har aldrig brudt mig om syrligt øl, og selvom dette brygs syrlighed for så vidt også er forfriskende i sommervarmen, tørrer gæren min mund ud. Bagom må jeg til gengæld indrømme, at humlen gør sit arbejde. Den kan da smages, og igen rammer etiketten ganske godt når den kalder bryggets karakter “træagtig”. Det er noget af en bedrift at overdøve den syrlighed og den gærethed, så humlen må bestemt være af en særlig kaliber. Det er blot ærgerligt, at det meste af dens kraft skal bruges på at gøre sig bare en smule bemærket bag to hærdebrede rockere ved navn Syre og Gær.

På den anden side – alt den aggressive skubben, masen og puffen mellem Gær og Syre på den ene side og Fuggle på den anden, giver bestemt brygget karakter, og får det til at fremstå kraftfuldt. Kraften skal brygget da behørigt krediteres for, når velsmagen om ikke udebliver, så i hvert fald er trængt i baggrunden. Netop et sted i baggrunden titter der faktisk lidt honning og hyldeblomst frem. Men det er kun glimtvise comic reliefs i en fortælling, der mest handler om rå magt og brutalitet.

Kraften til trods er Krenkerups første reelle skuffelse en realitet, og jeg må samtidig konstatere, at hvis dette bryg scorer en andenplads ved Ølfestivalget, er mine smagsløg åbenbart ganske anderledes sammensat end det store flertal af stemmeafgivernes.

2-en-halv-stjerne

Svagpisser, Pladderballe Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2014 XI)

En sejr ville ikke være det værste …

Hermed anmeldelse nr 450, nøje udvalgt blandt de 12 Ølfestivalg-øl. Da jeg startede temaet, bed jeg mærke i, at jeg undervejs ville nå til anmeldelse nr. 450, og så tænkte jeg, det kunne være lidt fikst, hvis denne øl fik æren. Øl nr. 350 var også fra Pladderballe Bryghus. Det gik ikke så voldsomt overdrevet fantastisk med den, så her var der en oplagt chance for revanche.

Det har været spændende at følge eventet såvidt. Det er næppe nogen hemmelighed, at nærværende øl fører stort i afstemningen, skarpt forfulgt af Krenkerup Weissbier, som jeg vil blive anmeldt senere i dag. Rækkefølgen, jeg har anmeldt i, er tilfældig (jeg sværger), og skæbnen ville åbenbart, at det, kunderne syntes bedst om, var det, jeg skulle komme til at anmelde sidst. Mine forventninger til brygget er selvfølgelig afstemt derefter – med risiko for at blive oprigtigt skuffet, men det må vi jo kigge på – og i anden gang dufte til og smage på.

Brygget er en red ale, og den betegnelse har jeg godt nok set bryg, der levede bedre op til. Nærværende bryg er mere ovre i det orange – men i øvrigt nydeligt tåget som ufiltreret øl skal være. Skummet falder dog lidt for hurtigt og mangler fasthed, men formår til gengæld at klistre en smule. Såvidt har vi kigget på det, nu til duft. Den … er der da, men man skal lede noget med snudeskaftet, før den gør nok væsen af sig til at man kan berette derom. Lidt humle – pilsneragtig, men mest en frisk og noget ubestemmelig syrlighed. Her slår det ikke til, at hævde, at brygget ikke gør de store armbevægelser. Der har snarere fundet en lammelse, hvis ikke en amputation sted.

Men det er jo også smagen, der er det vigtigste – og det er endnu et møde med en for mig relativt ny ven, Cascade-humlen. Den bider sig omgående fast i tungen, og fylder gabet med sin kække, friske bitterhed – og som flere på Kvicklys facebook-side har bemærket, gør den godt i sommervarmen. Dermed bestemt ikke ment, at det minder om lette, lyse pilsnerøl ovre vestfra. Nej, brygget har rigeligt format til at en sådan sammenligning ville være den rene og skære fornærmelse.

Brygget er ganske vist relativt let, men med en afdæmpet alkoholstyrke på 3,3% også overraskende fyldigt. Eftersmagen leger længe på mandler og i ganen med en solid bitterhed af nåletræ, så alle takter er gode og øloplevelsen er intakt …

Alligevel kan jeg allerede nu afsløre, at dette ikke er min kandidat til vinderbrygget. Det er et bryg, der satser på en skarp, aromatisk og ligefrem humlebitter eftersmag, der tackler smagsløgene hårdt. Derefter lammer den bagenden af munden med endnu en tackling … men det er som om, den glemmer det, der kommer imellem. Fylden er der da, men den er set bedre. Smagen er god, men den varer ikke ved. Efter det første hårde stød klinger den alt for hurtigt af og afløses af en ganske vist vederkvægende, men også noget anonym friskhed. Der er ingen ubehagelige noter, men det gør ikke automatisk et bryg godt, og antallet af gode noter er simpelt hen set højere i andre bryg her i løbet af Ølfestivalget.

God i sommervarmen? Afgjort! Men en vinderøl skal også kunne mere end det.
4-stjerner

Le Zèbre Saison, Svaneke (Kvicklys Ølfestivalg 2014 X)

Ekstremt jævn …

 
Endnu en hvedeøl – jeg havde advaret om, at der var mange af dem ved årets Ølfestivalg. Denne gang fra Svaneke, der igen i år deltager med to øl. Pladderballe Bryghus‘ øl brygges som bekendt på Svaneke Bryghus, så de kan rigtignok spille på flere heste. Hvor er de altså bare nogle heldige asner! (Jep, det er mig, der er sarkastisk).
Apropos asner – eller i hvert fald dyr, der ligner, så er øllet her opkaldt efter en zebra. Ledsageteksten på bagsiden lyder “Efter en traver igennem savannen skal der mere til end mudret vand: Frugtig og frisk bière de saison.” Man skal åbenbart forestille sig, at man er en zebra, der har gået en lang tur på Afrikas savanne, og i stedet for et mudderhul finder en frisk sæsonøl at slukke tørsten i … javel så. Det er vel sådan set også hyggeligt nok, og i hvert fald nyt.
Men lad os se, hvad det så er, det tørstige dyr skal udsættes for. I virkeligheden kunne jeg godt have brugt lidt mere mudder, for vel er brygget da ufiltreret, men jeg savner de fede restgærbræmmer, som man ellers kan være heldig at finde i dansk mikrobryg. Flot er det ellers, højgult med en kridhvid smølfehue, der rejser sig op over glassets kant og efterlader store spindelvævsmønstre på indersiden ved konsumption. Duften lader noget tilbage at ønske – en bittersyrlig blanding af humle og lime formår at aktivere olfaktorikken, men så heller ikke mere.
Lidt syrlighed og lidt humle går igen i smagen. Syrligheden er mere gæret og overdøver til dels humlen, der nok er bitter, men ikke særlig markant. Ingen af delene er særlig fremtrædende, det er en hvedeøl på det jævne – nærmest i ekstrem grad. Det jævne smagsniveau gør også, at den gærede syrlighed aldrig kammer over og bliver ubehagelig. Derimod formår den faktisk at give brygget det minimum af karakter der skal til, for at det trods alt byder på en oplevelse. Ikke en oplevelse man husker længe, men måske husker et lille stykke tid alligevel.
Brygget kan bestemt heller ikke anklages for at være ude af balance. Gær og humle er ganske velafstemt, idet især gæren er tilpas svag. Brygget ville have vundet meget med en mere markant humle, men i det mindste smager det da ikke grimt – kun lidt kedeligt, men altså velafstemt kedeligt.
Så brygget udviklede sig da ikke til det rene dyreplageri, heldigvis da. Og det er da bestemt at foretrække frem for et mudderhul. Hvorvidt det egner sig til at give til zebraer vil dog forblive usagt. Det er en vurdering, jeg vil lade afrikanske park rangers om, subsidiært dyrepasserne i zoologisk have.
2-stjerner

Ivory Blonde, Nørrebro Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2014 IX)

Antifeministisk feminin …

Hveden dominerer – eller er i hvert fald meget præsent ved året Ølfestivalg. Hvedeøl er ikke længere mit krus øl. Det var det tilbage i 90’erne, da det stadig var nyt, (så) eksotisk (noget, der kommer fra Tyskland nu kunne være), og spændende, fordi det smagte og føltes anderledes end det pilsnerøl, man var vant til. Spændingen er gået af det, og i forhold til de andre fine øltyper, der er vundet frem, har hvedeøllet klart indtaget positionen som det tynde af slagsen, hvor der kan være endda temmelig langt mellem snapsene.

De hidtidige øl fra Ølfestivalget har dog holdt et relativt højt niveau. Den næste i rækken er fra Nørrebro Bryghus, som jeg kun har besøgt én gang før i bloggens levetid. Dengang var oplevelsen noget afdæmpet, men der synes at eksistere en linje fra hin øl til denne. Inden for de sidste par år har en ny trend vist sig med Carlsberg og netop Nørrebro Bryghus i front. Senest har Carlsberg markeret sig med de alkoholfattige Nordic-bryg og denne øl er Nørrebro Bryghus’ sidste skud på stammen i det gang på gang kuldsejlede forsøg på at brygge kvindeøl.

Tanken bag er, at kvinder af en eller anden grund ikke kan lide bitre ting, og vil have alt lyst og lettilgængeligt. I samme diskursive italesættelse af den uudtalte værdidom om kvinders hælden til det smagsfattige og kedelige står der på nærværende brygs bagetiket, at “Den er lys som elfenben med sødlige og let feminine accenter.” Desuden er den “en fornøjelig tørstslukker, en inciterende aperitif og en perfekt makker til lyse fiske- retter, (sic) lette salater og til lange varme dage.” *Suk* altså.

Kilde: http://www.moneyandshit.com/
wp-content/uploads/2011/05/
usa_vs_russia.jpg

Hvad jeg i øvrigt mener om præsuppositionen om, at kvinder helst vil have øl, der ikke smager af noget, kunne jeg skrive en hel blog om. Den bygger på en forskruet og firkantet fordom med oprindelse i tider, hvor kvinder blev opfattet som nogle skrøbelige, forfinede dukkemennesker, og mænd som nogle satans karle. I dag ved vi, at det forholder sig mere nuanceret (det viser blandt andet billeddokumentation fra Rusland). Men i deres markedsføring hænger Nørrebro Bryghus (og Carlsberg) altså håbløst fast i forestillingen om det feminine som noget sart, fint og skrøbeligt.

Men jeg giver mig altså i kast med en sart, fin og skrøbeligt feminin kvindeøl. Bare jeg nu ikke bliver gravid.

At den skulle være lys som elfenben er vås. Jeg har set gamle sækkepiber, der er pyntet med elfenben – fra dengang den slags stadig var lovligt og det er væsentlig lysere end dette brygs grumsede, brunorange lød. Hvis storvildtjægeren bag elfenbenstrofæet er storryger, så kunne det måske ligne. Skummet ligner bedre, men det kniber, når man sammenligner dets holdbarhed med elfenben … eller med sodavandsskum såmænd også. Et minimum af cremethed kan det dog akkurat formå at vise.

Duften er syrlig af græs og citrus med et stikkende element af grape og – jeg er ikke sikker på, at jeg ville have gættet det, om jeg ikke havde læst det i deklarationen – saft af gærede hvidvinsdruer. Ja, det er ideen om kvindeøllet, der igen spøger. Dunsten af billig og sur hvidvin minder mig desuden i forskrækkelig grad om den hovedpine sådan billig hvidvin reddede mig ved adskillige på hinanden følgende Roskilde Festival’er, når jeg skulle sikre mig en billig brandert.

Det første man smager er dog sødt – anonymt sødt, som vand med opløst hvidt, raffineret sukker. Den afløses da også snart af en skarp, sur smag af endnu mere billig hvidvin. Dertil – og delvis integreret deri – kommer gær, en antydning af den stikkende bitterhed fra grape, samt et indslag af fortyndet eddike. Det er ikke særlig rart …

Det er faktisk småslemt, og man slås med ambivalens, idet brygget samtidig smager af så lidt, og er ganske og aldeles ufyldigt. På den ene side ønsker man, at nogle af indtrykkene brændte mere igennem – at grapen ville få mandlerne til at trække sig sammen, eller at eddiken ville give spændinger i hals og underansigt. Så ville der i det mindste være lidt oplevelse i brygget. På den anden side er man lettet over, at brygget alligevel ikke smager af mere – for i grunden smager det jo bare ikke godt.

Det gærede indslag af billig, sur hvidvin blandet med den udefinérbare sødme giver faktisk associationer til sensommerens gærede blommer (ja, årstiden kan Nørrebro Bryghus heller ikke ramme) som hvepsene æder sig fulde i, hvorefter deres hidsige aggressivitet byder efteråret velkomment. Men når det er dén smag de små krasbørstige kræ får i kæften, kan man jo næppe bebrejde dem det. Jeg forstår dem i hvert fald meget bedre nu.

Man kan glæde sig over, at flasken i det mindste indeholder lidt mindre end de andre flasker i eventet – 0,4 l, i stedet for 0,5 l. Tanken bag er sikkert også, at kvinder ikke kan tåle at drikke så meget, sarte og skrøbelige som de jo er. Den mindre mængde afholdt mig alligevel ikke fra af hælde et anseligt kvantum af det resterende bryg i vasken.

Det skal være meget galt med de resterende bryg for at denne ikke skal blive eventets absolutte bundskraber.

1-stjerne

American Pale Ale, Fur Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2014 VIII)

– Gør sit arbejde …

Jeg må indrømme, at jeg faktisk er en smule træt. Dels efter en hård dag på arbejdet, men også en kende af det pres der ligger i at skulle anmelde tolv øl på ni dage.

Og så er det jo rart, at der ligger øl klar til én, netop efter en hård arbejdsdag, netop som man har allermest lyst til et køligt fermenteret humlebryg, på trods af det pres, der godt kan nage lidt ind imellem.

Jeg valgte en øl, som en lidelsesfælle ud i bloggeriet havde hældt i vasken for at være ‘fornærmende anonym’ – og det var netop på baggrund af den kommentar, i ønsket om noget ukompliceret, at jeg valgte denne øl i aften. Nogle gange har man bare brug for noget enkelt og simpelt – måske tyndt endda – til at klare hjernen, så den ikke larmer så forfærdeligt efter at man hele dagen har haft lidt  for meget om ørene.

Passende simpel er listen over ingredienser i hvert fald. Vand, humle, malt og gær – så kan det næppe være enklere eller renere, og Fur følger altså ikke med strømmen af bryggerier, der blander obskure ingredienser i øllet for at få det til at smage af andet end øl. I betragtning deraf er Furs overholdelse af Reinheitsgebot i sig selv forfriskende.

Og så gør det jo ingen skade, at brygget faktisk byder på en mere end godkendt visuel oplevelse. Øllet stiger flot kobberorange under en krone af hvidt og mere end godkendt cremet skum, der da også formår at klæbe en smule. Duften gør til gengæld ikke meget væsen af sig. Den er fortrinsvis syrlig af citrus og græs, med en ledsagende sprød bitterhed af humle. Gynteren skal stikkes godt ned i glasset, for at få detaljerne i duften frem, for af bouquet er der ikke meget at komme efter, og den varslede anonymitet står på spring.

Men så smages brygget. Og nu må erklære mig aldeles uenig med den gode Martin Petersen (der bestyrer bloggen ‘Stovt‘) der var den, der kaldte brygget fornærmende anonymt. (Han er jo også mest til sort øl). Munden fyldes af tør, lækker og gennemtrængende bitterhed af … ja, af hvad? Tjørnegrene? Birkebark? Jeg kan ikke sige det, og som et long shot – en sidste chance for at finde ud af hvad der giver den fortrinlige sprøde, knasende bitterhed, tyr jeg til beskrivelsen på bagetiketten. “Tre forskellige malttyper samt Cascade” – Ja! Det må være det! Og dermed er min yndlingshumle – efter knap fire års bloggeri – endelig fundet.

Det er simpelt, ganske ukompliceret men også aldeles vederkvægende i sin bitterfriske kækhed. Brygget gør måske ikke det store aromatiske væsen af sig. Fylden er lige netop stor nok til at brygget ikke føles tyndt, og så er der ikke den store variation eller de store armbevægelser i smagen. Men det gør ikke noget, for som jeg bemærkede i indledningen – nogle gange har man bare brug for noget simpelt; og denne øl er både simpel – og overraskende kraftig i sin sprøde, tørre, knasende og vederkvægende friske bitterhed. Den hviler smukt i sin simplicitet, og for en træt blogger,der kommer kvæstet hjem fra arbejde gør den sit arbejde – rigtig godt endda. Oven i købet kan den nydes længe efter at den sidste dråbe er dryppet ned i svælget, for den bitre smag klæber som kontaktlim til mandler og gane.

Nårh ja, Fur har i øvrigt stavet eventets navn forkert på forsideetiketten. Sikke noget, tsk tsk …
4-en-halv-stjerne

Chili Lakrids Porter, Raasted (Kvicklys Ølfestivalg 2014 VII)

– og kun derfor …

Det er åbenbart et hit ved dette års Ølfestivalg at tilsætte øl en hel masse, der egentlig ikke har noget med øl at gøre. Raasted har endda valgt at skilte med det på etiketten. Ligesom Sorte Per indeholder den lakrids – og altså også chili. Ved nærmere granskning af etiketterne konstaterer man, at brygget desuden indeholder vand, havre, humle, malt og gær. Så øl er der trods alt stadig tale om.

Det fremgår desuden, at øllet skulle være ufiltreret. Det er imidlertid meget svært at se på brygget, der ved skænkning forekommer fuldkommen klart (omend, bevares, mørkt) og i øvrigt flydende som postevand. Stout skal skvulpe tykt – helst som varm beg. Skummet er en tilsvarende skuffelse, hastigt faldende, men dog med en acceptabelt lystbrun lød. Fristelsen til at bruge betegnelsen ‘colastout’ er præsent, men brygget mangler den nødvendige kulsyre. Brygget kan ikke engang fejle på den rigtige måde.

Chili Lakrids Porters duft er præget af … wait for it … lakrids! Sørme! Dertil kommer nogle brankede og ristede noter, måske med en antydning af kaffe. Indtrykkene ligger imidlertid inden for rammerne af, hvordan lakrids kan dufte, og mistanken om, at det egentlig kun er den – og måske chilien man dufter, er lige så præsent som lakridsen selv. Sandsynligheden for, at det faktisk ikke dufter spor er øl, er altså overvejende.

I smagen er det en smule anderledes. Der smager man chilien meget tydeligere. Man smager den faktisk så meget, at den brænder på tungen, og det er jo altid en fryd (for undertegnede i hvert fald). Lakridsen bliver mere sekundær, men ganske præsent i eftersmagen, hvor brygget ganske vist brænder videre, men også klæber sig til gane, mandler og gummer med en aroma af Piratos og Super Flyers.

Det er så her, man husker sig selv på, at det ikke er øllet, der brænder i munden, og klæber sig til ganen – det er chilien og lakridsen. Hvor bliver øllet så af?

Ja, både jeg selv, og min nabo Peter som jeg havde inviteret til at prøve med, havde meget svært ved at finde øllet i blandingen. Brygget smager simpelt hen ikke af øl, det dufter heller ikke af det, og det ligner mere afbruset sodavand end noget andet. Samtidig manger det fuldstændig fylde – det har viskositet og giver mundfornemmelse som postevand, og som Peter meget præcist udtrykte det: “Det mangler noget i midten”. Bevares, det er rart med brændende chili forrest på tungen og klæbende lakrids bagtil, men der er intet, der binder det sammen, der er intet helhedspræg, og der er intet, der får det til at føles som øl.

Ser man bort fra alkoholen og fravær af sukker, kunne det lige så godt have været en slags eksperimentel sodavand med chili og lakrids.

Nu er det så heldigt, – for Raasted – at jeg elsker lakrids og chili. Derfor – og kun derfor scorer brygget ikke en bundkarakter.
2-stjerner

Hunting Beer, Ørbæk (Kvicklys Ølfestivalg 2014 VI)

Visuelt fantastisk …

Ørbæks indslag ved Kvicklys Ølfestivalg er vanen tro – ligesom alle deres andre produkter – økologisk. Og det glæder jo, at brygget i det mindste på én måde er rent, når listen over ingredienser i øllet i øvrigt er sammenlignelig med Nomas krydderihylde. Afstanden fra rent øl i Reinheitsgebotsk forstand regnes nemmest i Parsec til denne øl, der ud over de fire tilladte ingredienser indeholder kokosblomstsukker (hvad det så end er), enebær, rosmarin og koriander. Vel – der er i det mindste ikke nogen syntetiske stoffer i, så lad os glæde os over det – og selvfølgelig økologien. Gedved bemærkede desuden, endskønt han er vegetar, at den ville være god som marinade.

Skænkningen er en langstrakt, men også ekstraordinær oplevelse. Op over kanten af glasset hæver den vidunderligste gyldenorange softice sig. Man nyder synet af søjlen, der stiger op over kanten, hvordan skummet faktisk kan beskues fra siden, uden at det behøver blive holdt inde af en glasvæg. Man kan ikke bare tegne sjove mønstre og figurer i skummet idet man skænker det resterende bryg. Skulle man have lyst, kunne man bygge skulpturer i skummet. Selve brygget er smukt rødbrunt-grumset, og det er nok ikke bare af restgær, men også af et drys krydderi.

Begejstringen tager en smule af, når næsen nærmer sig. Bouqueten viser sig overraskende svag, syrligt-sød af svesker – men mest syrlig og uden nævneværdig fylde. Man håber, at smagen klarer sig bedre. At den matcher det visuelle udtryk har man på dette tidspunkt opgivet.

Smagen er – krydret! Fancy that, det kan næppe undre, efter at brygmesteren har hældt hele krydderiskabet ned i urten. Mest smager man enebærene med fylde af anis, hvilket er en kende overraskende i betragtning af, at det er et af de få krydderier, der ikke var med i blandingen. Øl smager brygget nærmest ikke af. Der er vel noget øl dernede under krydderierne et sted, men enten matcher krydderierne bare brygget så godt, at man ikke bemærker øllet, eller også er øllet faktisk så tyndt og ligegyldigt, at det ikke brænder igennem. Jeg ved det ikke, men anser det sidste for mest sandsynligt.

Jeg er i samme situation, som jeg er med radler og andre sodavandsøl. For krydderierne smager jo egentig godt, men de smager bare ikke af øl. Så hvordan skal brygget egentlig vurderes?

Jeg vælger endnu engang at vurdere, hvor godt krydderierne smager, og på den anden side, hvor godt øllet smager. Da øllet ikke kan forbindes med noget ubehag, og jeg antager, at bryggets i øvrigt godkendte fylde hidrører fra øllet, giver jeg det to stjerner. Krydderiblandingen er ganske fin, og giver mig lyst til helstegt vildsvin, så den giver vi fire stjerner. Derefter tager jeg gennemsnittet …

… og glæder mig fortsat mest over, at det er økologisk.

3-stjerner

Mandarin Dream, Vestfyen (Kvicklys Ølfestivalg 2014 V)

Ikke som forventet …

Kvicklys Ølfestivalg er en konkurrence, der gør det muligt for mindre bryggerier at vise, hvad de kan frembringe af spændende og specielle øl. De store – Carlsberg, Harboe og Royal Unibrew deltager ikke, og jeg synes faktisk, man med rette kunne spørge, hvorfor Vestfyen fortsat gør det. Vestfyen producerer i enorme mængder discount-øl i form af deres Pokal-serie til COOP, og de leverer også Krudtugle-discountbrandet til Aldi, så nogen lille aktør er der bestemt ikke længere tale om, og efter min mening, er de for store til at være med i en konkurrence for mikro- og lokalbryggerier.

Men det er selvfølgelig ikke min afgørelse, men jeg vil alligevel benytte lejligheden til at polemisere. Mig … polemisere … se det havde I nok ikke ventet, hva’!?

Jeg har efterhånden vænnet mig til ikke at forvente det store af Vestfyen. I hvert fald ikke så længe de holder sig inden for de tyske renhedsforskrifter. Sidst de gjorde det, var da de lancerede Støckel-serien, og det slap de ikke alt for heldigt fra. I denne øl holder de sig igen inden for renhedsforskrifterne, og alarmklokkerne bimler allerede før brygget er åbnet. ved første øjekast havde jeg ellers regnet med noget mere traditionelt Vestfyensk – en øl, der var tilsat et eller andet, som det sig fx tydeligt sømmer i deres Willemoes-serie. Jeg gik ud fra, at brygget således ville være tilsat – om ikke mandarin, så i hvert fald en eller anden citrusfrugt for smagens skyld.

Men der tog jeg altså fejl, og hurra for min fejlagtighed. Det er altid rart, når ens negative forventninger ikke bliver indfriet.

Motivationen for navnet skal findes i bryggets kulør. Det er højorange – fuldstændig mandarinfarvet, omend også fuldstændig klart. Brygget er en ‘Wheat Ale’, altså en overgæret hvedeøl, og man får uvilkårligt mistanke om, at undertitlen undtagelsesvis ikke er anglificeret på grund af markedshensyn alene. Muligvis skyldes det også, at dette ikke er en hvedeøl i en tysk tradition, med restgær i brygget, men i en britisk tradition, hvor man gerne holder bryggene klare. Flot er det i hvert fald, og så gør det ikke så meget, at skummet ikke helt kan følge med. Det er hverken særlig højt, tæt eller prangende, men dets letgyldne lød formår da at matche selve bryggets udtryk. Duften holder sig lidt mere i baggrunden. Man mærker hveden som en duft af franskbrødsdej og måske en antydning af banan.

Aromaen er initialt sød af den slags orangegule frugter, man dog ikke kan skille ad i både. Fersken, nektarin og måske lidt abrikos, men næppe citrusfrugter bortset måske fra meget søde clementiner. Sødmen fortrænges nu snart af et ret kraftigt humlebittert indslag af frisk fyrretræ, men de to smagspoler – det bitre og det søde, forenes til slut elegant i en dominerende humlebitterhed, men en afrundende sød kant af bergamotolie.

Vestfyen har gjort det for første gang … eller det tror jeg i hvert fald. På stående fod mindes jeg ikke nogen anden øl, jeg har prøvet, som både var god og som ikke var tilsat et eller andet – farvestof, aromastof, en fancy sukkerart eller antioxidant. Det er godt at se, og vide, at Vestfyen kan uden tilsætning af mere eller mindre obskure ingredienser. Jeg ville oprigtigt ønske, at de prøvede lidt oftere, for de kan jo sagtens.
4-en-halv-stjerne

Harbour IPA, Bryghuset Braunstein (Kvicklys Ølfestivalg 2014 IV)

Vi prøver igen …

Bryghuset Braunstein har før prøvet med en IPA (India Pale Ale), Næstgaarden Økologiske IPA, som iøvrigt blev anmeldt som nr. 200 her på bloggen. Dengang gik det ikke så godt. Hint bryg smagte surt af gær og stort set ikke andet, og det fik da også en karakter derefter. Forinden havde bryggeriet ellers gjort sig ganske heldigt bemærket, blandt andet med en brown ale, der scorede absolut topkarakter her på bloggen.

Næsgaard-brandet har bryggeriet siden droppet, ser det ud til. Jeg ser stadig masser af bryg fra Braunstein, men altså ikke med ‘Næsgaarden’ foran, og jeg har ikke lige haft tid til at finde ud af hvorfor. Læserne er velkomne til at gøre mig og andre læsere klogere derpå i kommentarfeltet, hvis de har lyst. (Ligesom I skal have lov til at komme med andre indspark, der bare har perifær berøring med emnet øl.) Bryggeriet har stadig en IPA i deres faste sortiment – Viking IPA hedder den, men om det er den gamle øl, der er kommet på nye flasker, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har ikke prøvet den af frygt for, at det skulle forholde sig sådan.

Men med et nyt produkt i anledning af Kvicklys Ølfestivalg tør jeg godt. Jeg kender ikke reglerne for konkurrencen specifikt, men jeg går kraftigt ud fra, at bryggene ved eventet skal være nye, ligesom sangene ved Eurovisionen (Herzlichen Glückwunsch Frau Wurst). Det er derfor næppe det samme gærsure bryg, Braunstein sidst fik lavet, der er på denne flaske. Jeg håber blot, at det ikke er et andet gærsurt bryg i stedet.

Ved skænkning står det allerede klart, at der ikke er tale om en traditionel IPA. Det er brygget alt for mørkt til. I det hele taget at kalde det en IPA tangerer på grund af mørket falsk varebetegnelse. IDA, (India Dark Ale) ville være en langt mere passende betegnelse. Men måske har Herslev taget patent på konceptet, og så er man jo ilde stedt, hvis man formaster sig til at kalde typen ved samme navn, endskønt typen vitterlig  er den samme.

But I digress …

Mørket er ikke ulig en stouts. Det bemærkede Gedved, der hjalp mig igennem dagens tre øl (der er grænser for, hvor meget jeg gider drikke på en dag – især når jeg har børn og fuldtidsjob, så ind imellem får jeg en god ven til at hjælpe. Hellere det end at måtte hælde brygget ud. Anmeldelserne er selvfølgelig mine.) Skummet er letgyldent og noget skrøbeligt. Duften peger igen i retning af stout med bouquet af tjære, sød malt og svesker.

Det er en dejligt sød IPA. Og det er jo også temmelig usædvanligt og gør ikke betegnelsen mindre misvisende. Vægten er åbenbart lagt på malten frem for humlen, og følgelig får brygget en langt mere sød og venlig karakter – især af svesker – end man er vant til fra typen. I eftersmagen mærker man dog humlen som bitterhed af fyrretræ.

Efterhånden titter humlen også mere og mere frem i selve smagen. De søde toner dæmper den, men man mærker dens små spidse torne og dens sprøde konsistens som en frisk, prikken af mynte og spæde bøgeblade bagom sveskerne.

Det forbliver dog en IPA uden særlig meget IPA. På udseendet er betegnelsen på det nærmeste misvisende og på smag og duft højst vejledende. Men derfor kan selve øllet jo sagtens smage godt alligevel. Det gik bestemt bedre denne gang for Bryghusets Braunsteins IPA-forsøg. Og dette er indiskutabelt min foreløbige favorit i Ølfestivalgets samlede felt.
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme