Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: konceptøl

The Spanish Inquisition, Kongebryg

2016-08-07 17.31.24For the comfy chair …

Som jeg fik nævnt ved en tidligere lejlighed, udspiller Kongebrygs øl gerne en nok så perifer men alligevel præsent tematik omkring det kongelige, det militære, eller som absolut minimum det historiske, eftersom bryggeriet har til huse i en nu nedlagt kaserne.

Denne øl spiller mest på det historiske – og på at bryggerne er fra en generation (ligesom bloggeren selv) der voksede op med Monty Python’s Flying Circus på flimmeren sent om aftenen. For brygget “The Spanish Inquisition” har en sigende undertitel – “Expected by nobody since 1478”. Jeg har ikke googlet årstallet, men gætter på, at det må have været omkring det tidspunkt, at de angiveligt meget emsige og grusomme kætterjægere var særligt aktive.

Men at være særligt kendt for at være uventet har den spanske inkvisition vel egentlig først været siden 1970, hvor sketchen for første blev vist i britisk TV.

Såvidt konceptet. Sværere er det at afgøre, hvilket type bryg vi har med at gøre. Bryggeriet angiver selv stilarten som ‘ukendt’. Man får fornemmelsen af, at bryggerne har stået i maltlageret, efter lidt for mange smagsprøver og så har den ene sagt “lad os tage lidt af det her” hvorefter den anden har sagt “så skal vi også have noget af det her” og den tredje: “og det her!” Selvom det fremgår i detaljer hvilke humle- og malttyper, der er brugt, fornemmer man mere lyst til at eksperimentere end at gå op i, hvilken øl, det egentlig er, man brygger. Den slags fremgangsmåder finder jeg inderligt sympatiske – især når det som her ender ret godt. Untappd svinger mellem på den ene side at kalde det en ‘Dark IPA’ – og det er omtrent så langt fra min oplevelse som det kan være. Brygget har fx tæt på intet til fælles med Hornbeers uforlignelige Hophorn – ud over at smage godt – og på den anden side en ‘Cascadian Dark Ale’. Der er ganske vist brugt cascade-humle i brygget, men det er ikke mit indtryk at den er så dominerende. Så når man sådan selv har mulighed for at vælge, ville jeg hellere kategorisere dem som en ‘black ale‘ som den, Thisted Bryghus for en del år tilbage havde på markedet. Og så står der jo faktisk også “Black Bitter Ale” på etiketten (bare ikke under ‘stilart’) – så Black Ale it is!

Og så voldsomt bitter er den nu heller ikke. Duften bærer primært præg af sød lakrids, karameliseret sukker og vanillefylde. Bitterheden træder frem i form at et lille pust røg, der næppe har en nyligt afbrændt kætter som kilde. Snarere er der tale om en hyggelig fakkel, eller måske endda bare en nys udpustet kærte.

Det fede, tætte og sydende skum har lød som kogende karamelmasse. I sammenligning dermed er brygget overraskende letflydende, også dets tykke, natsorte lød taget i betragtning.

Bryggets finish er også i det letflydende hjørne. Det glider forunderligt vægtløst hen over tungen, men det er ikke fordi det i den proces ikke afgiver aroma og karakter. En letristet aromatisk bitterhed behager smagsløgene idet den undflyr sikker genkendelse før grundige overvejelser. Sød lakrids … og … noget lettere – fennikel! Der var den! Bagefter følger en langstrakt – ganske langstrakt, faktisk – eftersmag af piratos. Lakridsen bliver stærkere med tiden.

Samtidig byder brygget på en række kontrollerede, omend retningsbestemte humleeksplosioner. Mon ikke det er aromahumlerne, der slår igennem her? Et kort sekund tænker jeg faktisk på oplevelsen af Focal Banger, som jeg anmeldte for et par dage siden – omend nærværende brygs voldsomhed er ganske diskret i forhold til hint himmelske humlemonster fra helvede. På den anden side – sammenlignet med Focal Banger, er ‘diskret’ stadig ret så vildt.

Brygget med den venlige, røgede sødme og bestemte humlebitterhed egner sig glimrende til at blive nydt langsomt, henslængt i en komfortabel lænestol, og gerne med nogle bløde sofapuder i ryggen. Jeg kan personligt anbefale det, også selvom det ifølge visse kilder blev brugt som pressionsmiddel mod de allermest sejlivede anklagede under den spanske inkvisition …

Med dette brygkoncept har Kongebryg ramt helt rigtigt.

5-stjerner

Feltration Pilsner, Kongebryg

2016-07-27 10.52.22Godt nyt fra flødeskumsfronten …

Jeg fik jo også lidt gaver med fra Kongebryg. Ja, ‘lidt’ er så meget sagt. Sandheden er, at jeg påny har fået mig et fint lager på toppen af køkkenskabet. De næste mange anmeldelser er dermed om ikke i deres vorden, så i hvert fald i latent eksistens.

Jeg har taget fat på den første. Og for spændingens skyld … eller måske bare fordi, jeg skulle begynde ét eller andet sted … har jeg valgt at starte forsigtigt ud med en pilsner. Jeg er for længst faldet pladask for Kongebrygs etiketter, der ligesom Amager Bryghus‘ gør meget ud af at fortælle en historie – omend på en lidt anden måde.

Kongebryg har mindre tekst og mere grafik – kort fortalt. Amagerkanerne 2016-07-26 22.42.01skriver etiket op og etiket ned, mens Kongebryg nøjes med en notits, og lader billedet fortælle resten. Og af alle etiketter på de øl, jeg fik med, gør Feltration Pilsner det måske allerbedst.

Billedet er et velkendt ikonisk foto af britiske soldater under 1. verdenskrig, der er i gang med at spise (iflg. bbc fylder billedet 100 år i år). Af etiketteksten fremgår det, at øllet er brygget med “[…] de 5 kornsorter som man finder i soldaternes morgen feltration (sic) […]” og således går koncept, stil og venue (altså Næstveds gamle militærforlægning) op i en højere enhed. Jeg klikker hælene sammen og gør honør for elegancen.

Brygget lægger mildt og venligt ud med en fortrinsvis sød duft af vanille og aromatisk pilsnerhumle. Brygget er dyborange – næsten rødt, og nærmest skumfrit. Det bruser ganske kraftigt ved skænkning, men der dannes stort set ingen skum. Til gengæld er brygget ikke dovent. Kulsyren gemmer sig blot til brug under selve skafningen.

Også smagen lægger sig i det milde, magelige hjørne. Humlen er blød og fyldig, ledsaget af et finurligt stik af egetræ. Eftersmagen byder på æblesødme med en anden syrlig kant – tørt græs giver kant og karakter. Gennem hele forløbet flyder brygget rigtig ud i alle kanter af gabet, hvor det fløjlsblødt kærtegner mundhulens indre organer med et velafstemt pust af vanille og kvæde.

En venlig og mild pilsner, der alligevel formår ikke at være det mindste kedelig. Hvad man til gengæld kan kritisere den for, er at den snyder én for alt det bulder og brag, der hører krigen til. I bedste fald befinder vi os i Verdenskrig nr. 2 ved den såkaldte Flødeskumsfront, mens det trods alt ville være lidt for frækt at påstå, at man er hensat til posthjemmeværnets sommerstævne i Øster Bøvelse.

Men til en skyttegrav ved Somme – hvor billedet oprindeligt er taget – der er langt. Meget langt.

4-stjerner

Gravøl, Pladderballe Bryghus

2016-07-19 17.55.43Elsket og savnet …

Uden at være helt sikker, tror jeg at dette er det eneste bryg, Pladderballe Bryghus har udsendt siden hin novemberdag i fjor, hvor Danmark blev en stor komiker og et endnu større menneske fattigere. Jan Monrad er stadig savnet, og hvor kunne man dog i den grad bruge hans fjollede, barnligt uskyldige, lumre og ind imellem også overrumplende bidske humor i et land med kontanthjælpsloft, indkøb af uduelige kampfly for skattekroner, der er hårdt brug for andre steder, en justitsminister, der er arg fjende af retsgarantier og menneskerettigheder, en forsvarsminister, der blåstempler bombning af civile, en integrationsminister og en formand for folketinget, der er racister – og jeg kunne blive ved og ved og ved …

Men lad Jan hvile i fred. Ingen steder nævnes det på bryggets etiketter, at det er brygget til minde om ham. Men det er meget svært at være i tvivl. Angiveligt er bryggeriet leveringsdygtigt i denne med individualiserede etiketter, så man kan få brygget leveret til netop gravøl med afdødes navn og eventuelle mindeord på. Her er der ikke skrevet noget – men at brygget og konceptet landes nu, er næppe tilfældigt.

Brygget er lige så mørkt som anledningen – hvilket er lige så mørkt og tæt, som en stout helst skal være. Ellers er det noget afdæmpet i skumdannelse og bouquet. Sidstnævnte er stadig rar, med markante noter af sød karamel og bitter kaffe.

Smagen er mere ovre i det bitre hjørne. Kaffen dominerer, mens den søde karamel ikke upassende er erstattet af noget mørkere slik, nemlig lakrids. Lakridsen, det søde men også bitre og klæbrige, klinger af som det sidste, før der er tæppefald og lyset for sidste gang går ud.

Det er i det hele taget en afdæmpet oplevelse både udenpå og indeni. Der er skruet ned for det vanligt spraglede festfyrværkeri af farver og historiefortælling fra Monrad & Rislunds fjollede univers. For det er en gravøl, og i sit afdæmpede og samtidig mørke udtryk udfylder den faktisk netop den rolle meget godt.

En højtideligt nedtonet stout. Nogle ville sige, den er kedelig – måske endda tynd. Men omstændighederne taget i betragtning, ville et festfyrværkeri være uforskammet. Tiden er simpelt hen ikke til det. Desuden er brygget i hele sin andægtige tilbageholdenhed egentlig ganske afbalanceret (måske med undtagelse af lidt øllebrødsfornemmelse i eftersmagen), så den ud over at passe til lejligheden også i sig selv byder på en både harmonisk og kontemplativ oplevelse.

3-en-halv-stjerne

Ask Salturt, Næstved Bryghus/Excellent wine

2016-02-09 17.30.56Før koncertøl …

Allerførst skal jeg rette en fejltagelse. Jeg har tidligere skrevet, at Ask-serien fra Næstved Bryghus er forbeholdt hotel- og restaurationsbranchen, og at bryggene derfor ikke kunne fås i almindelig handel. Åbenbart har jeg misforstået – ikke hvad Excellent Wine skriver om serien på deres hjemmeside, men derimod hvad de mener med det. Når de skriver “Excellent Wine lancerer sin helt egen øl til hotel og restaurationssektoren” fremgår det jo intetsteds at brygget ikke samtidig indgår i diverse supermarkeders sortimenter. Jeg syntes dog det fremgik så meget mellem linjerne, at jeg valgte at melde ud, at det ikke kunne fås i almindelig handel – der kan man være så uforsigtig.

2016-02-09 21.36.51

Vi er nået til nummer 3 i serien. Den blev nydt i tirsdags til aftensmaden før jeg skulle til koncert i Amager Bio. På plakaten stod det gamle, amerikanske kult-band The Residents. Første gang, jeg hørte om dem var i billedkunsttimerne i 3. g tilbage i 1993 (wow, er det  længe siden?). Dengang havde de allerede over 20 år på bagen. Aftenens ekstraordinære præstation blev ikke mindre imponerende af, at de nu – med over 40 år på bagen – stadig var aldeles i fuldt vigør. Forfriskende mærkeligt, syret, ekstremt støjende, garneret med nærmest barnagtigt klovneri – sådan er det, og sådan har det altid været.

2016-02-09 20.17.13

Koncerten var også en stor oplevelse, fordi det endelig lykkedes mig at opleve dem. Tilbage i 1999 kunne jeg have oplevet dem på Roskilde Festival, men jeg missede dem, da jeg havde drukket for meget billigt hvidvin. I 2011 – tror jeg nok – spillede de i Aarhus, og gamle læsere vil vide, at jeg på det tidspunkt faktisk boede netop der. Imidlertid havde jeg travlt med at have et lille barn, og en uafklaret arbejdssituation gjorde, at det desværre heller ikke skulle blive den gang, jeg oplevede dem.

2016-02-09 21.34.47

Men da jeg så for et par måneder så, at de kom til København – og oven i købet mit elskede Amager, så skulle det bare lykkes denne gang – og det gjorde det!

Til aftensmaden før koncerten valgte jeg så denne ‘Ask Salturt’. Krydderiet hedder ikke kun sådan, fordi det smager salt, men også fordi planten er salttolerant og kan gro i saltholdig jord. Desuden er brygget tilsat lakrids og kandissukker. Jeg erkender blankt, at jeg vrænger en kende, ved læsning i etiketten, også selvom jeg minder mig selv om, at det ikke er en tysk middelalder/renæssancetradition inden for ølbrygning, der er forbilledet, men derimod en gammel nordisk tradition … Men … come on. Salturt er spændende nok, men kandis og lakrids? Virkelig?

Til gengæld gør brygget inklusive tilsætninger godt i næsen, og det endda allerede ved skænkning, hvor friske paranødder og kaffe blander sig lystigt. Her mærker man også lakridsen som et skarpt indslag, der imidlertid også kan minde lidt om mørt dækgummi. Visuelt forledes man omgående til den vildfarelse, at der er tale om en stout. Men der er nu tale om en mørk lager-øl – eller en bayersk øl – som dem, Mads Skjern fra Korsbæk ikke drikker. Skummet narrer i den forbindelse også, for jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har set en ikke-stout med så mørkt skum.

Og uanset hvor irriteret man måtte være over tilsætningerne, så er det altså bare godt tilsat og blandet. Den bitre, fyldige kaffe gør omgående godt, ikke mindst fordi lakridsen smager igennem i perfekt velafstemthed med kaffen. Og hvad med salturten, tør man spørge? Vel, jeg gætter på, at den med sin salte smag forstærker og afrunder lakridsen. Egentlig salt smager øllet dog ikke ligefrem, men er der lidt ‘salte fisk’ over den måde, lakridsindslaget leger med smagsløg og kaffe på.

Næstved Bryghus fortjener ros for deres blandeevner – det er ganske vist, og jeg vælger at undlade at ærgre mig over, at jeg nok aldrig finder ud af, hvordan brygget smager uden tilsætningerne.

Ligesom jeg vælger ikke at ærgre mig over, at jeg aldrig fik set The Residents med de fire originale medlemmer af bandet … men hvem de egentlig var, står vist også hen i det uvisse.

5-stjerner

Trooper 666, Robinson’s Brewery

2016-01-15 21.34.06Så nydeligt det passer sammen …

Hermed rundes den lille triologi om ‘De øl, jeg fik af Paul’ af med et slags jubilæum: Øl nummer [trommehvirvel] – 666! Det var dét, jeg hentydede til, da jeg opfordrede til at følge med, da jeg anmeldte den første i Pauls ølgave.

Brygget er en ‘limited edition’-opfølger til den oprindelige Iron Maiden- øl, der blev anmeldt her på bloggen som nr. 600. Relativt kort efter blev jeg kontaktet af den føromtalte Paul, en fast læser af bloggen, der kunne fortælle, at han havde den perfekte øl til min anmeldelse nr. 666. Og det må jeg give ham ret i – alene ud fra øllets navn, endskønt talkombinationen faktisk er en genganger.

Af bagetiketten fremgår det, at der under slaget ved Balaclava i 1854 under Krim-krigen – slaget, der inspirerede Iron Maidens nummer “The Trooper” (der senere inspirerede de to Iron Maiden-øl) – ifølge den nyeste forskning var 666 britiske soldater, der angreb, og ikke 600 som der tidligere skulle være oplyst. Det er jo lige til at blive numerolog af. Jeg anmeldte den oprindelige Iron Maiden-øl som nr. 600, og dengang gik man ud fra, at ca. 600 briter angreb. Nu anmelder jeg denne som nr. 666, netop som man har fundet ud af, at det også var det egentlige antal soldater i angrebet.

Men come on … mon ikke den egentlige grund til denne special edition er at minde os om et andet Iron Maiden-nummer?

Alkoholprocenten ligger på 6,6, og så mangler der jo bare én decimal mere, før det hele stemmer, men den slags er der jo ikke tradition for at angive (formentlig fordi usikkerheden er for stor). Det er mere alkohol end i den oprindelige, fremgår det af bagetiketten, selvom recepten skulle være den samme. Desuden skulle dette bryg have mere smag, og hvordan man nu får mere smag og alkohol frem, selvom man bruger samme recept, skal man nok være brygger for at regne ud.

Jeg siger dog ingenlunde, at marketingafdelingen hos Robinson’s, der forfatter bagetiketterne, vrøvler – blot at jeg som lægperson tillader mig at undre mig. Jeg tager som altid gerne imod kvalificerede forklaringer – fx i kommentarfeltet, hvor alle læsere kan nyde godt af guldkornene.

Jeg vælger uanset hvad at stole blindt på Untappd’s påstand om, at der er tale om en ‘bitter’ – det var den oprindelige også. Umiddlerbart synes jeg dog mest af alt, den ligner en classic, eller en wiener, som det jo egentlig hedder. Brygget er tydeligt filtreret, skummet er uprætentiøst hvidt, og indtil videre ligner det ikke nogen heavy metal-øl. Og selvom bouqueten såmænd nok virker mere humlet, end jeg husker, den oprindelige var, føler jeg ikke, at vi er langt fra pilsnergenren.

Den syrlige kant, der også er i duften, og som får det til at rive lidt ekstra i næseborene, er til gengæld ikke til stede i smagen – og det er bedst sådan. Den ekstra smag kan bestemt mærkes. Der er knald på en humlebitterhed, der støder dybt ned i tungen, og lægger sig besk ved gummer og mandler. Desværre går det ekstra knald ud over kontrollen, for brygget forekommer mere voldsomt end egentligt rart.

Brygget skal skam roses for den ekstra kraft og karakter – og at fylden i øvrigt ikke er glemt. Det oprindelige bryg var klart mere letdrikkeligt og koncertegnet, mens dette er tungere, sværere tilgængeligt, og ikke ét, der vil falde i helt så mange kunders smag.

Respekt for det – men lidt mere almindelig velsmag, ville have klædt det.

Tusind tak til Paul for tre fine øl. At få lejlighed til at prøve denne øl er en ære, jeg sætter stor pris på. Til gengæld indrømer jeg på stedet, at de to Guldhammer-øl, Citrillo og Emigranten var væsentlig større øloplevelser, og nok i grunden ikke nemmere at opstøve end nærværende Special Edition-bryg.

3-stjerner

Trooper, Robinson’s Brewery

2015-07-17 18.08.41Så nåede vi så langt …

Jeg er nået til endnu en jubilæumsøl. Nr. 600 for at det ikke skal være løgn. Med denne øl, har jeg skrevet i alt 600 lange anmeldelser af øl fra hele verden.

I tråd med, hvad stort set alle andre mennesker gør, så synes jeg, det er lidt fint at markere de runde anmeldelser på en lidt mere udførlig måde. Jeg ved selvfølgelig godt, at talsystemer er arbitrære, og at 600 ikke ellers er noget spændende tal rent matematisk. Men lad os glemme det for et øjeblik, og i stedet nyde at alle cifre skiftede på én gang med en …

Iron Maiden-øl. Omsider fik jeg fat i et eksemplar. Jeg måtte betale fuld pris – 36 bobs, så hut hvisker, og det må siges at være i uorden. Det er jo bare for at få metalhoveder som mig selv til at købe øl til overpris, at der er smækket en etiket med motivet fra Singlen ‘Trooper’ på forsiden. Og øllet er jo sikkert bare noget ligegyldigt sprøjt – rent marketingstunt …

… og så måske alligevel ikke helt. Det viser sig, at blandt mange andre spændene og positive træk (såsom at være verdensklassefægter og uddannet operasager) er forsangeren i Iron Maiden, Bruce Dickinson, ligesom undertegnede, ølentusiast. Og øllet er altså ikke bare et arbitrært bryg med en fin etiket – det er faktisk smagt til og approberet af forsangeren selv. Det er næsten – men også kun næsten – lige så vildt som Monrad og Rislunds Pladderballe Bryghus-øl (for en sikkerheds skyld må jeg hellere understrege at ironi kan forekomme på min blog, i fald nye læsere ikke skulle være klar over det).

Det kommer næppe som den store overraskelse, at jeg er stor Iron Maiden-fan. Det bliver man nemt, når man i gymnasietiden har spillet i et Heavy Metal-orkester. Vi hed Manifest, og jeg spillede bas – og med det instrument er vejen til at blive Iron Maiden-fan heller ikke lang. Bandets bassist, Steve Harris, er også i den grad en klasse for sig, ligesom bandets andre musikere. Tænk blot på de flerstemmige guitarsoloer, der måske mere end noget andet er blevet bandets signatur – og trommerne … glem ikke trommerne.

Som live-band er de også uovertrufne. Over alt husker jeg koncerten ved Roskilde Festival 2003, hvor jeg skrålede mig hæs på “Bring Your Daughter to the Slaughter,” der vel næsten betegner den nedre grænse i bandets tekstunivers. Og det står ikke galt til, hvis teksterne aldrig bliver plattere end den, for den noget stereotype titel til trods emmer nummeret af ildevarslende, okkult offerstemning på en måde kun de bedste metalbands kan skabe den.

I den anden ende af spektret finder vi sange på tocifrede antal minutter, inspireret af episke digte fra den engelske guldalder, Science Fiction og moderne musicals. Bandet består af dannede mennesker, der kan skrive flot musik med aldeles vedkommende tekster, også gerne med social indignation.

Så derfor er jeg Iron Maiden-fan. Men nej, det betyder jo ikke automatisk at øllet er godt.

At det immervæk er approberet af en ølentusiast borger selvfølgelig for en vis kvalitet. Min gode ven og hyppige gæsteanmelder, Gedved, til gengæld, fik efter eget udsagn armene ned meget hurtigt og havde lidet andet end hån til overs for den.

Ikke desto mindre er det en af de øl, hvis aroma udløses straks ved åbning. Sød karamel og pilsnerhumle blander sig med en fyldig og markant appelsinaroma. Etiketten melder om citrus-noter, og det er ikke nogen tilsnigelse, selvom det er i form af det bitre og søde fra de orange frugter, og næsten så langt man kan komme fra de håndgranatformede grønne og gule af slagsen. Brygget selv ligner blankpoleret kobber – jeg kunne sagtens tro, at jeg aldrig har prøvet øl, der rammer det grundstofs farve så præcist, og det er jo svært passende, når nu der er tale om et Heavy Metal-orkesters konceptøl. Skummet er til gengæld traditionelt snehvidt og klæbende nok til, at det gør en i forvejen vellykket visuel oplevelse en smule mere spændende.

Smagen byder på en både fyldig og lækker maltprofil. Igen gør karamellen og appelsinen sig gældende, og allerede her bliver der lagt en aldeles nydelig bund. Derefter sætter humlen ind med en behagelig prikken af frisk løvtræ, for i eftersmaget at gå over i et ikke lettilgængeligt besk indslag af hasselnødder, der er blevet for gamle. I øl gør det sig godt i modsætning til, hvordan det gør sig i hasselnødder.

Heavy Metal-karakteren findes nu stadig mest i bryggets visuelle fremtrædelse, mens smagen overordnet set er for rund, mild og – trods den kantede eftersmag – lettilgængelig til helt at fortjene det hædersmedalje (det er jo en Trooper). Men at den skulle være kedelig, eller endda smage grimt er jeg lodret uenig i. Det eneste jeg kan beklage mig over er prisen, der er langt højere end den ellers mere end godkendte kvalitet. Sådan er det jo desværre med konceptøl – der postes sikkert en helvedes masse marketingpenge i brygget, og de skal jo på en eller anden måde hjem.

Glemmer vi for en stund hjemlige Monrad & Rislund (hvis Kakkerlakpuler og Monrad & Rislund [classic] faktisk giver den her baghjul) er denne bestemt den bedste band-konceptøl, jeg har prøvet. Men kigger man udelukkende på store internationale metalbands, har jeg jo faktisk kun prøvet denne og AC/DC fra tyske Karlsberg. Uanset hvad er begge disse øl aldeles udmærkede at tage med til koncert – de er ikke for komplicerede til at nyde til noget hård rock, og det der er tungere, og på den anden side heller ikke så kedelige, at de ikke giver supplement til oplevelsen.

4-stjerner

Chili Klaus Ghost, Midtfyns Bryghus (Humle-Hængeparti III)

2015-06-05 19.15.09Det kan åbenbart fungere …

Efter den nogenlunde indledning og den skuffende fortsættelse måtte vi prøve et eller andet, der som minimum kunne levere en eller anden form for oplevelse. Valget faldt på et bryg, som Midtfyns Bryghus har skabt sammen med den noget hypede Chili Klaus.

Jeg kan som bekendt godt lide chili, men i øjeblikket skal det puttes i alt, ligesom lakrids for ganske få år siden, og det er så småt begyndt at hænge mig noget ud af halsen. Øllene er som bekendt ikke gået ram forbi. Så sent som da Kvickly sidst kylede øl efter mig skulle jeg arbejde mig gennem én i en efterhånden længere række af større og mindre skuffelser. Rigtig godt har det i hvert fald aldrig været, og som hovedregel har chilien været dårlig integreret og på en underlig måde smagt ved siden af øllet, hvis ikke den ligefrem har overdøvet det.

Forventningerne var ikke anderledes ved denne øl, der er krydret med, hvad der angiveligt skulle være verdens stærkeste naturligt dyrkede chili. Den benævnes ifølge etiketten ‘Ghost’ fordi sjælen kortvarigt skulle forlade kroppen, når man spiser den – så stærk er den. Så selvom brygget måske ville smage for lidt af øl, og for meget af chilien, kunne chilien måske undtagelsesvis i sig selv udgøre en oplevelse.

Brygget skummer kun svagt, men er til gengæld nydeligt appelsinfarvet iblandet højrøde noter, der i det ufiltrerede bryg spiller flot op mod det orange. I duften mærkes chilien såmænd også, men den er overraskende tilbagelænet i betragtning af advarslerne på etiketteksten. Et øjeblik frygtede jeg, at der blot var tale om noget uinteressant chilivand, men det måtte smagningen jo afgøre.

Brygget indleder ganske blidt. Det er fyldigt, fløjlsblødt i mundfornemmelsen, og formår endda smage lidt af sød honning. Snart sætter chilien ind, og den kan bestemt mærkes, men brygget vedbliver med at være fyldigt. På den måde bliver det ved med at føles som øl og ikke bare en væske med chili i. Chilien i sig selv formår faktisk også at smage og ikke bare brænde. Den er kraftig – ja, men også rund i smagen, og fyldig, hvilket nok er øllets skyld.

På den måde formår chili og øl faktisk at arbejde sammen og gå op i højere enhed. Det er både en rar og velsmagende øl, og den river rigtig godt i brystkassen, når man synker den. Igen brænder det ikke bare, det føles også godt.

Et vellykket eksperiment udi alternativ ølkrydring, der ikke desto mindre stadig er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at chili ikke gør sig godt i øl. Desuden er brygget dyrt – kr. 43 for en halv liter er alligevel i den pebrede (undskyld, jeg kunne ikke lade være) ende.

4-en-halv-stjerne

Hvalur2, Steðji

Hvalur2Historien er bedre …

Nogle øl bliver mere kendte end andre. Det kan der være tre årsager til (og måske endda flere, men på stående fod kan jeg kun komme i tanker om tre, og det er jo også sådan et fint, rundt … ahrj, okay, rundt er det ikke, men magisk – ja, magisk – og retorisk versatilt er det i hvert fald). Enten har bryggeriet pumpet så mange marketingsmilliarder i markedsføring, at alle går rundt og drikker det (Carlsberg Premium, Grøn Tuborg m.fl.), eller brygget er rent faktisk godt, smager dejligt, og sælger derfor sig selv (yeah right, som om de eksisterede (eller okay – måske Pladderballe Bryghus‘ øl?)), eller også er der noget ganske særligt ved brygget, der gør det spændende, uden at det nødvendigvis har noget med selve bryggets kvalitet at gøre. Der er en god historie om brygget, der vækker folks interesse, og derfor sælger det godt. Fx synes mange, det er ufatteligt interessant, at Bryggeriet Skands har en kvindelig brygmester. Jeg finder det som feminist inderligt uinteressant, men det er en anden historie, og bryggeriet tjener som eksempel uanset hvad jeg måtte mene om det.

Hvalur2 fra det islandske bryggeri øl falder i den tredje kategori. Der er i den grad en historie om øllet, der gør det interessant.

Der er tale om den berømte og berygtede islandske øl brygget på hvalnossersom det fremgår af artiklen hos MetroXpress. Hvaljagt er som bekendt kontroversielt, og dyreværnsorganisationerne har været over øllet som høge. The Guardian har opsnappet et særligt godt eksempel på, hvad dyrevelfærdsarbejde desværre alt for ofte udarter sig til, frem for at koncentrere sig om bevarelse og vedligeholdelse af dyrebestande (mine fremhævelser).

»Vanessa Williams-Grey, anti-whaling campaigner at Whale and DolphinConservation, said: “This is a calculated move, not only to dishonour a beautiful and endangered creature by using its most intimate of body parts as a marketing tool, but also sends a clear ‘two fingers’ to the conservation community and those who love and respect whales.

“Right-minded people would no sooner drink beer brewed with whale testicles than they would order similar drinks made with tiger, elephant or rhino testicles and our hope, of course, is that visitors to Iceland will treat this latest offering with the disdain it deserves.”«

For det første er denne kritik antropomorf – som om det skulle være særlig slemt at bruge hvalens testikler, frem for dens kød, knogler, indvolde, barder, eller hvad man nu ellers kunne bruge i brygningen. At man bruger testiklerne er selvfølgelig et salgstrick, men hvorfor det skulle være særlig slemt at bruge dem frem for noget andet, når nu man alligevel har taget livet af dyret, er hinsides min forstand.

Tværtimod er det vel at foretrække, at hele dyret, eller i hvert fald så meget som muligt af det, bliver brugt efter slagtning, frem for at man smider det væk. Så kan man være imod at slå dyr ihjel for at spise dem, eller bruge dem i det hele taget, men at slå ned på lige netop nosserne og hævde at det i hvert fald er for galt mens det åbenbart ikke er galt at slagte dyret i første omgang og gå rundt i blod til knæene, sådan som det jo nu engang foregår med hvalslagtninger på de kanter, er ikke bare hyklerisk, men også latterligt.

Så er der spørgsmålet om den kommercielle hvalfangst. Her kan man med rette kritisere Islands og Norges hvalfangst – netop af finhvaler, da denne faktisk er truet. – Så ja, jeg drak øl brygget af truet hval, jeg tog en for holdet, og kan nu fortælle om det, så I læsere ikke behøver mindske bestanden yderligere ved også at skulle prøve den islandske hvalnosseøl. Selv tak, det var så lidt.

Hvalnosserne er i øvrigt røget over fåremøg – og det gør jo ikke historien dårligere heller. Med ingredienserne in mente, og dyreværnsorganisationerne på nakken, er det naturlige udgangspunkt for anmeldelsen at undersøge, om indholdet i den grønne flaske er bare tilnærmelsesvis så godt som den historie der knytter sig til det.

Jeg havde ventet et mørkere bryg – det er vel det røgede, der giver den forventning. Lyst er brygget da heller ikke – bevares, men det er ikke meget lys, der skal til, før man ser at brygget faktisk ikke er brunt, som det ser ud ved skænkning, men derimod flot rødt, som frisk blod fra en grindehval (okay, nu skal jeg nok holde op). Brygget skummer ganske fint, lyst brunt men ikke med den holdbarhed man kunne ønske. En masse små bobler bliver det til, men det transcenderer ikke til den marengsmasse, der kendetegner det rigtig gode skum. Skummets klæbende egenskaber kan desuden sammenlignes med WD-40 under et skybrud.

Duften – ja, jeg håbede på at blive overvældet af dunsten hengemt hvalsperm, men der blev jeg ellers ganske forsmået. I betragtning af fortællingens vældighed, forekommer bouqueten temmelig diskret, ja, man fristes til at kalde den svag. Lidt duft forplanter sig dog i æteren, når brygget skænkes. Der er lidt røg, lidt mere malt, og en knivspids bitter humle. Nydeligt blandet og forenet for så vidt, men detaljerne skal man stikke det olfaktoriske apparat godt ned i bægeret for at opfange.

Smagen er også ganske afdæmpet, næsten skuffende i forhold til, hvad det egentlig er for et bryg, man sidder med. Er det virkelig alt, hvad hvalnosser hængt over brændende fårelort rækker til? Måske har de bare brugt meget få hvalnosser, eller meget lidt lort? Af miljøhensyn håber jeg, det første er tilfældet.

Men igen er der da noget røg. Sammen med den mørke malt giver det brygget en velbehagelig rund bitterhed med en nogenlunde fylde. Det smager sådan set dejligt, det er ganske rart, men det er samtidig slet ikke ekstraordinært på nogen som helst måde.

I betragtning af, hvad jeg ellers har smagt af røget øl er brygget mildt sagt afdæmpet og i forhold til forventningen reelt en skuffelse. Prøver man at viske tavlen ren for øllets fortælling ender man med … en i og for sig velsmagende øl, let røget, som de fleste lægfolk ville kunne nyde, og de fleste kendere ville finde uinteressant.

Men historien forbliver god, langt bedre end øllet, ærgerligt nok.

Tak til Ole – der til dagligt bor i Island, men forleden lagde vejen forbi hovedstaden på vej til Sverige – for at tage et eksemplar af denne øl med. Det er mig bekendt ikke muligt at skaffe denne øl herhjemme, så jeg er naturligvis meget taknemmelig for, at den sparsomme bagageplads blev brugt for min skyld.

3-en-halv-stjerne

Skibsøl, Refsvindinge

2015-04-16 17.03.58Dansk mig her og dansk mig der …

Der er måske blevet længere mellem øllene her på det sidste. Til gengæld håber jeg, at der ikke er blevet længere mellem snapsene. I hvert fald ikke hvad mine anmeldelsestekster angår. Jeg prøver at hæve det litterære niveau på bloggen ved at skrive lidt sjældnere. For hvem har ikke brug for en litterær saltvandsindsprøjtning, nu hvor både Klaus Rifbjerg, Klaus Rifbjerg på tysk (også kendt under navnet Günter Grass) og ikke mindst det litterære geni, som de to førnævnte litterære giganter ikke nåede til sokkeholderne, om de så stod på skuldrene af hinanden, Gunilla Wolde (Totte og Lotte) alle er gået til deres respektive forfædre?

Eller for at sige det på en anden måde – jeg skriver måske lidt sjældnere, men håber til gengæld, jeg skriver bedre.

Dagens øl er hentet i køleskabet hos min favoritølpusher på Islands Brygge, Toft Vin. Det er endnu en øl fra fynske Refsvindinge, der på trods af flere forsøg stadig skylder en ordentlig øloplevelse. Det er ellers ikke forjættelserne, der mangler ved brygget. At der er et skib på etiketten borger næsten i sig selv for kvalitet og så er det brygget på røget malt. Jeg elsker røget øl, men har i bloggens levetid prøvet alt for lidt af det. Rauch Bier fra Krenkerup, tror jeg faktisk er den eneste, jeg har prøvet indtil videre, men den har til gengæld også været hint bryggeris bedste.

I modsat retning trækker til dels, at der er tale om en letøl – den holder kun 2,4%. Men mest irriterer undertitlen mig – at den er ‘Ægte Dansk’. Jeg spekulerer over, hvad der mon er så dansk ved den – fair nok, den er produceret i Danmark, og så bliver det næppe mere dansk. Men traditionen med røget øl skulle være stærkest omkring Bamberg i Tyskland, og Tyskland er jo lissom ikke Danmark.

Så kunne det jo være skibsøllet, vi i Danmark havde en særlig tradition for – og som søfartsnation, er det måske slet ikke noget dårligt bud. Men at skibsøllet skulle være specielt røget har jeg ikke umiddelbart fundet noget belæg for (men jeg har måske heller ikke søgt SÅ meget igen). Til gengæld skulle skibsøl være tilsat citron og andre ting med mange C-vitaminer i. På én gang forebygger dette nemlig vildgæring, skørbug og – måske utilsigtet, men i højeste grad så – velsmag.

Og hvad med ‘ægte’? Frasens hulhed illustreres bedst, når man erstatter ordene med noget andet. Fx. kunne man kalde øllet “Uægte Dansk” eller måske “Ægte Tysk”, eller “Uægte Tysk” måske? Det sidste er selvfølgelig en dobbelt negation, og så er vi vel tilbage ved udgangspunktet – forudsat selvfølgelig, at man antager at ‘Tysk’ er det modsatte af ‘Dansk’ hvilket vel må være genstand for debat.

For mig at se, er manchetten klinisk renset for indhold, og hjælper os ikke til at forstå øllet bedre, før det er skænket.

Det ser ellers ganske flot ud, og i betragtning af, at det er en let Refsvindingeøl, er det overraskende mørkt – begsort, faktisk, med livligt mørkebrunt skum. Røgen mærkes omgående i lugten. Det lugter ganske rigtigt at skibsbeg og tjære, eller som min hustrus tøj, når hun kommer hjem efter at have blotet omkring et bål i regnvejr. Der er nemlig tale om lugt – ikke om bouquet, eller duft, men kraftig lugt, for ikke at sige odeur, eller måske endda stank.

Brygget smager også af bålrøg. Måske endda af bålstegt – eller lad os være ærlige – bålbrændt mad. Mad brændt over et bål af alt for vådt og beskidt træ, i øvrigt, der gør både mad og røg ganske aldeles usundt.

Alligevel er røgen dog ikke kvælende, for det er den ikke helt tyk nok til. Eller sagt lige så diplomatisk, kan man godt mærke, at det er en letøl, man sidder med. Selvom røgsmagen er kraftig, føles brygget alligevel tyndt. Det mærkes mere som en hul oppustet skal i munden, end som en tæt sky, og i eftersmagen mærker man mere træets sure væde end røgen.

Refsvindingeoplevelsen udebliver fortsat, men manglende velsmag til trods alligevel med spændingen nogenlunde intakt. Det er dog ikke nok til at hæve den samlede karakter op over middel niveau – den forbliver pænt et stykke under.

2-stjerner

5,0 Original Export, Brauerei Braunschweig (Julekalenderøl I)

2014-12-04 17.34.44Det fungerer …!

Som nogle måske har bemærket på de sociale medier, fik jeg en ølkalender i julegave af min søster. Fierogtyve øl er imidlertid mere end jeg kan, tør eller for den sags skyld gider gabe over i løbet af 24 dage, så jeg har bestemt ikke tænkt mig at drikke dem samme dag, som de pakkes ud. Men de bliver pakket ud i rækkefølge, og på samme sociale medie som førnævnte, har jeg da også postet et indlæg for hver øl. Jeg planlægger at drikke dem i den rækkefølge, de kommer ud af kalenderen, men kun dem, jeg ikke har anmeldt før.

Den første øl var en Grøn Tuborg. Julekalenderen er tysk, så måske er der også øl fra helt tredje lande. Siden den har det været for mig ukendte tyske øl, men det er jo ikke i sig noget dårligt tegn. Tyskerne gør ikke de store armbevægelser udi brygkunsten, de holder simpelt, men gør det til gengæld grundigt … omend der da også er spipsere imellem.

Brauerei Braunschweig (som Untappd mener er ophavsmanden) har et stærkt koncept, der ifølge emballageteksten går ud på så lidt markedsføring som muligt. Alle markedsføringsressourcer bruges i stedet på at skabe et ordentligt bryg (altså bortset, selvfølgelig, fra de markedsføringsressourcer der bruges på, at markedsføre bryggeriet som et bryggeri, der ikke bruger ressourcer på markedsføring, forstås). Og designet er da også forfriskende simpelt. Nærværende øl er deres export-øl – det er det, man kalder guldøl syd for grænsen.

Guldøl er pilsnerøl, der bare er lidt stærkere, og umiddelbart ligner brygget en tynd én af slagsen. Brygget stråler nærmest citrongult, og kunne, var det ikke for det høje, cremede og kridhvide skum, forveksles med en citronsodavand fra Brugsen i firserne.

Duften afslører dog øjeblikkeligt, at der er tale om øl. Humleduften er frisk af græs, gennemtrængende og tysk i al’ sin traditionsrige vælde. Utraditionelle er til gengæld et par søde indslag af vanille, som jeg i pilsnerøl kun husker at have mødt i Irmas Pilsner.

Og man glædes øjeblikkeligt over bryggets fylde. Humlen smager virkelig af noget. Velgørende bitter er den, men også sprød og frisk, så der den megen smag og fylde til trods også er noget til at slukke tørsten.

Netop de tørstslukkende egenskaber får én til at trække nogle store drag ind i munden. Men det holder man hurtigt op med. I stedet suger man en smule ind ad gangen og lader den brusende friske humleelv fugte alle gabets kroge og hjørner. Overalt efterlader det et vederkvægende aftryk af den lifligste bitre humle med udvalgte søde kærtegn af vanille og marcipan her og der.

Det ser – indrømmet mod min forventning – ud til, at konceptet faktisk virker. Som øl er det ikke noget verdensunder, men som pilsner har brygget bestemt fået tilført et par tiltrængte nye dimensioner og ideer, en nytænkning som det store naboland mod syd ikke ligefrem svælger i.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme