Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: konceptøl

Liège, Thisted Bryghus

Overligger …

Jeg har stadig her længe efter påske stadig et par overliggere fra juletiden i mit skab. Det drejer sig om de øl, jeg fik i den Thisted Bryghus-Julekalender, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave, og således varede julen vel hinsides påske.

Den her er fra en serie, der blev brygget for nogle år tilbage – en Belgisk inspireret serie, hvor de enkelte øl er opkaldt efter forskellige belgiske byer. Her er det Liège, der vel nok er bedst kendt for cykelløbet, der går fra derfra til Bastogne og tilbage igen.

Jeg har aldrig været i byen selv, men har dog frekventeret den ikke langt derfra liggende og meget smukke by Tongeren – Belgiens ældste by, angiveligt – en håndfuld gange, dengang jeg spillede sækkepibe.

Liège er en belgisk blonde med alt hvad dertil hører af angstprovokerende forventninger om sur banan og kogesprit. Selvom jeg holder meget af belgisk øl – særligt det sure i en grad så foedere og geuzes så småt er ved at vippe IPA’er af pinden som min favorittype – så er lige netop blondsene noget, belgierne ikke behøver eksportere i noget større omfang. Og i grunden behøver herboende bryggerier heller ikke berige os med deres egne udgaver af en øl, der i grunden ikke er særlig god.

Men – øllet er der, og derfor bliver jeg jo nødt til at anmelde det.

Det er lidt af en udfordring at skænke brygget, da det skummer aldeles vanvittigt. Billedet for oven siger i den anledning nok mere end tusind ord. Ellers forekommer det overraskende mørkt i betragtning af den lette lyse duft af citronsyre og lys gær.

Samme toner slås an i aromaen, hvor brygget føles let og liftligt på tungen. Det leverer et skarpt snit af lige dele eddike og citron, blandet op med vand så ingen af delene bliver for meget, men derimod formår at spille fint op mod hinanden. Det samme kan man sige om den signaturagtige bananaroma, der kun er præsent nok til at blive noteret uden at forekomme anmassende, endsige generende.

Og det er jo i grunden slet ikke tosset, at blonden her formår at fremhæve alle typens kendetegn uden at genere det mindste. For det holdes alt sammen nydeligt afdæmpet, så man kan finde det gode – eller i det mindste det ikke generende – ved citronsyrligheden, eddikesyrligheden og bananaromaen. Ja, måske kan man endda finde noget overset legitimitet i disse smagsnoter.

Jeg har for længst opdaget det legitime i citron og eddike. Banan derimod er godt, når det forekommer i banan, mens det fortsat er bedst i øl, når det holder sig helt væk. Havtorn, som brygget også indeholder, skal man til gengæld helst bruge så meget af, at man rent faktisk kan smage det. Det er ikke tilfældet her, og det må desuden undre, hvor belgisk eller for den sags skyld Lièget dét i øvrigt er.

Vesløs Brugsforening Jubilæumsøl 100 år, Thisted Bryghus

 

Udkantsdanmark styrer!

Det har kostet mig alt for mange kræfter at få sat mig bag tastaturet til denne anmeldelse. Årsagerne er mange, men kan koges ned til, at jeg slet ikke har det godt for tiden.

Jeg er psykisk meget langt nede. Mit arbejde er kun noget, jeg lige akkurat magter. Når jeg kommer hjem kollapser bag TV’et eller går direkte i seng selvom klokken endnu ikke har passeret syv. Som følge deraf sover jeg dårligt, hvilket kun bidrager yderligere til mit ringe velbefindende. Jeg vrisser ad mine børn, som får lov til at være alt for meget på skærme, fordi jeg ikke magter aktiviteter med dem. Jeg spiser dårligt, da jeg ikke har energi til at lave mad. Mange vil sikkert se det som en fordel, at jeg næsten helt har mistet lysten til øl – hver gang jeg drikker én, stresser det mig, at jeg skal anmelde den. I det mindste har jeg kunnet konstatere, at decideret alkoholisme vist ikke lige er mit nummer, for jeg kunne nemt forestille mig, at folk der har sygelig hang til våde varer, netop mister kontrollen over deres forbrug, når de har det som mig.

Men det betyder også, at jeg mister lysten til min hobby. Og jeg mister lysten til én af de ting, der vitterlig gør mig glad og giver mening i livet – at nyde oplevelsen af godt, velbrygget øl.

Hvor kommer det fra, det voldsomme sortsyn? Ikke kun fra ét sted, omend nogle af de mange, jeg vil remse op her har større betydning end andre.

Der er det nazistiske svin Rasmus Paludan, der promoverer sig som forkæmper for ytringsfrihed, dels for at fremprovokere uro, dels for at fremme sine nazistiske synspunkter om et apartheidsamfund, hvor betegnelsen ‘andenrangsborger’ for, hvordan muslimer skal behandles, er en brutal underdrivelse.

Der er det forestående valg, hvor oppositionens fremmeste leder, Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet nærmest konkurrerer med førnævnte Paludan om at foreslå de mest hadske og nedrige tiltag mod landets etnisk-religiøse mindretal. Tortur af børn i Sjælsmark og etablering af en KZ-lejr på Lindholm, er blot to tiltag, det højreradikale racistparti Socialdemokratiet har valgt at holde fast i – også efter et valg.

Der er branden i Notre Dame kirke i Paris … Katedralerne er mere end noget andet monumenter over menneskets evner udi ingeniørkunst og skønhed, og stråmænd om at jeg og andre ateister skulle fryde os over et slag mod kristendommen, hjælper heller ikke.

Men mere end noget andet, er det nok min familiære situation, der trykker. Mine børns mor og hendes nye mand har besluttet sig for at flytte – ikke bare til en ny bydel eller anden egn – nej, de har valgt at flytte så langt væk fra København man kan, uden at forlade Danmark. De flytter til Thisted i Juni måned og …

… de vil gerne have mig med.

Der er ingenlunde optræk til juristerier eller andre af den slags grimme ting. Jeg har det bedste samarbejde, jeg kunne ønske med min forhenværende livsledsager, og hun er desuden en af de få mennesker, jeg har turdet betro mig ærligt til, om mine mentale kvaler. Jeg er ingenlunde afvisende over for at tage med. København er mere og mere kvælende gentrificeret, og jeg føler mig mindre og mindre hjemme her, med et arbejde, der måske nok betaler huslejen – men for en lejlighed, der er alt for lille, og i grunden for dyr i betragtning af, hvor lidt jeg får for den. Det er heller ikke fordi arbejdet holder meget fast i mig. Jeg bliver mere og mere træt af det, og føler at jeg sidder fast i det uden mulighed for forandring, forfremmelse eller andet, der kunne øge min i forvejen katastrofalt lave arbejdsglæde.

Det jeg imidlertid slet ikke magter, er tanken om alt det, der skal arrangeres, ordnes, organiseres og koordineres. Jeg hader at flytte – og tanken om, at det denne gang skal gå helt til Thy er nærmest ubærlig for mig. Og så er der også den lille detalje med, at jeg skal finde et nyt arbejde deroppe. Det er måske det allermest skræmmende – at jeg i grunden vil blive kastet ud i den arbejdsløshed, der i sin tid var ved for alvor at koste mig mit mentale helbred.

Vel – nu ved I, hvorfor jeg ikke har skrevet helt så meget her på det sidste. Det er i en eller anden grad mit håb, at jeg, ved at skrive åbenhjertigt om det her, kan komme lidt videre. Vågne op, og rent faktisk få set i øjnene hvad jeg skal gøre, og rent faktisk få gjort det. Jeg har brug for alt den støtte, jeg kan få – bortset fra økonomisk. Pengene til bøvlet har jeg for så vidt. Men moralske skulderklap, og eventuel logistisk assistance vil – når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at få arrangeret en teltpløksoprykning – være aldeles påskønnet.

Dagens øl var anledningen til, at jeg endelig fik meldt det hele ud. Vesløs er en landsby på Thisted-egnen, og den skarpsindige læser har nok allerede ud fra overskriften regnet ud, at denne øl er brygget i anledning af den lokale brugsforenings 100-års jubilæum. Thisted Bryghus har lagt materiel og ekspertise til, og det – kan jeg allerede nu afsløre – er der kommet en overraskende god øl ud af. Jeg skal takke min ekshustru og hendes nye mand for at have taget den med deroppefra, da de i vinterferien var deroppe for at afsøge området.

I bund og grund er der tale om en pilsner, men med lidt mørkere malt, så vi velsagtens er ovre i noget wienerøl, eller classic som det hedder på vore kanter. ud over en nydelig dyborange lød under højt hvidt skum byder brygget på krydrede noter af kanel og farinsukker.

Man sætter glasset til munden i forventning om en fortrinsvis sød oplevelse. Det starter roligt – og stadig med forventningen om en afdæmpet oplevelse i betragtning af, at der trods alt kun er tale om en jubilæumsøl for en brugsforening et sted i Udkantsdanmark. Så rammer et bagholdsangreb af tung, dyb og mørk bitterhed. Hårdt træ blander sig med laurbærblade og nelliker.

Bittert, svært og slet ikke så lettilgængeligt, som man kunne have forventet det af en øl så langt væk fra hipstere og rigmandsfolk i hovedstaden. Oplevelsen er fuldfed og emmer af tydelige aromaer, der ikke bare er der for at kæle for smagsløgene, men bestemt også for at udfordre, rive rundt, og banke på helt nye pladser.

Det er ikke bare en overraskende stor fornøjelse i betragtning af den geografiske placering og anledningen. – det er bare en stor fornøjelse i sig selv..

Thisted Bryghus ville nyde endnu større agtelse hos mig, hvis de kunne gøre dette niveau til deres standard. Jeg tager i hvert fald øllet som et godt tegn i forhold til, hvad der venter mig af nye udfordringer. Hvor meget jeg end ville være fri – på nogen områder i hvert fald – så venter eventyret endnu engang derude.

Der er ølfestival på Vesterbro her på lørdag d. 20. april. Adressen er Engavevej 80, 1750 København V, og jeg regner med at komme forbi fra ved femtiden. Det kunne være hyggeligt at ses.

Heritage Suffolk Pale Ale, Greene King

Hard to handle …

Her er en dejligt stor øl. Og det manglede også bare, når nu jeg måtte smide omkring 30 kroner efter den, eller noget i den størrelsesorden, da jeg fandt den i Fakta forleden. Den er så stor, at den med sine skæve 568 ml. ikke passer i et regulært halvlitersglas, because Imperial Measures, formoder jeg. Det er vel også i en eller anden grad ‘Heritage’.

Og det betaler man vel også for – ud over et indhold, der er vanskeligt håndterbart på kontinentalsoklen – den historiske og kulturelle arv. Det arvelige ved brygget er åbenbart malten – Chevallier – der ifølge bagetiketten har været tæt på at uddø, efter at have været vidt udbredt i det 19. århundrede. Jeg afslører ikke for meget ved allerede nu at fortælle, at den gamle malt bestemt ikke lader til at ødelægge noget for resultatet – men sådan ligefrem fuldt ud at legitimere endnu et af bryggets påhæftede buzz-words idet brygget er en limited edition er jeg nu heller ikke sikker på, kvaliteten rækker til.

Mere end noget andet er Heritage Suffolk Pale Ale en britisk Pale Ale som man kender den, og som jeg gerne indrømmer, sagtens kan være en nydelse for mig. Visuelt lægger den således fint ud med en klar kobberrød lød under en usædvanligt fedtet candyfloss-skumkrone. Bouqueten yder en blanding af syrligt og bittert, der langt fra er usædvanlig for britiske pale ales. Flere vil sikkert hævde at det er lige så typisk som det er en pine – med en grundstamme af egetræ, der giver begge dele.

Flere facetter er der i smagen, der byder på en nydelig allé af forskellige træsorter med dertil hørende urtehave bagved. Friskt løvtræ i form af birk giver bitterhed, syren leverer bøgebladene mens laurbær og nelliker fra urtehaven leverer krydderierne. Aromaen er således mere end i hus, mens man må undres en kende over al den etiketplads, der var reserveret malten. Brygget forekommer mere end noget andet lifligt og letflydende uden at være tyndt, og det kan da godt være, at malten sørger for at brygget har en tekstur så det ikke bliver vandigt. Men noget selvstændigt element i form af fylde eller nogen specifik mundfornemmelse yder malten ikke. At brygget ikke føles tyndt kunne lige så vel skyldes den velkomponerede aroma, og således forbliver den højtbesungne malts rolle i forestillingen usikker, ud over at den næppe gør nogen skade.

Arven og historien til trods kendetegnes denne britiske ale først og fremmest ved at være en britisk ale – en smagfuld og forfriskende en af slagsen, måske endda en smule over det sædvanlige, men langt fra nok til at både ‘heritage’, ‘limited edition’ og ekstra 68 ml, der gør brygget bøvlet at håndtere uden for det britiske imperium, egentlig synes berettiget.

Luther, Viborg Bryghus

En kosherhippies bekendelser …

Jeg har ferie for tiden, og nyder derfor især, at jeg kan gøre lidt ekstra ud af mine anmeldelser. Op til denne anmeldelse har jeg fx taget mig sammen til at få læst en af de vigtigste tekster, når man som os her i landet er vokset op med en Luthersk-Evangelisk statskirke.

Egentlig ville jeg have anmeldt øllet – og skriftet – sidste år i forbindelse med de såkaldte festligheder i anledning af 500-året for reformationen. Jeg syntes, næppe overraskende, ikke der var noget at feste for. Men i markeringen ville jeg da gerne have taget del. Imidlertid forsvandt min email til Viborg Bryghus, hvori jeg bad om et anmeldereksemplar åbenbart blandt de mange beskeder, brygmester på daglig basis blev bombarderet med, så anmeldelsen falder altså ikke i jubilæumsåret. Til gengæld var samme brygmester ikke ked af at lange et eksemplar over disken til anmeldelse ved ølfestivalen i Lokomotivværkstedet tidligere på året. Bedre sent end aldrig, eller noget …

Forfatteren til teksten, jeg omsider har fået læst, er den samme som denne øl er opkaldt efter: Den dybt reaktionære reformator Martin Luther, som måske nok fik en stor del af Europa ud af kløerne på den katolske kirke, men som dermed også kastede kontinentet ud i årtiers krig, og en periode med en religiøs fundamentalisme, der om muligt var endnu værre, end det der kom forud. Heksebrændinger, fx, fandt ikke sted i Danmark før reformationen, bare for at tage et enkelt eksempel.

Martin Luthers samlede værker fylder vist flere reolmeter, så hvis man ikke gider tygge sig igennem det hele, er det fuldt forståelig. Skriftet jeg her hentyder til, er derimod hurtigt læst, og giver et nydeligt indblik i, hvad Luther – som Danmark siden skulle bygge hele sit religiøse åndsliv videre på – var for en fætter. Jeg tænker på det lille skrift “Von den Juden und Ihren Lügen” – på dansk “Om jøderne og deres løgne”.

Lad os kaste os ud i det …

Anklagen …
Det er ikke småting, jøderne beskyldes for. De er – i Luthers øjne, og jeg vil gerne bede læserne bemærke aldrig så omhyggeligt, at gennemgangen her foregår gennem Luthers, ikke mine, øjne – de kristnes værste fjende næst efter Djævlen selv. Først efter jøderne kommer papisterne, som de flere gange sammenlignes med. Og bedømt efter hvor meget plads de levnes i skriftet (Muhammed nævnes en enkelt gang), kommer muslimerne efter papisterne i farlighed.

Jøderne anklages mere konkret for at lyve, forbande, spotte, belaste og begå smæderier. Endvidere stjæler og røver de, og bedriver åger (meget mere om det senere). De ville desuden stjæle og forgribe sig på børn, samt forgifte brøndene, hvis de ellers kunne slippe af sted med det – sådan som det fortælles i historierne (altså andre smædeskrifter og eventyr) om dem.

De er en belastning, en plage, en pestilens og en ulykke for vores land. De dovner bag deres ovn, hvor de steger pærer (her må jeg undtagelsesvis give Luther ret, thi at stege pærer er da vitterlig en af de allermest dekadente udskejelser, jeg har læst eller hørt om!) og fulder sig, og nyder det søde liv. Djævlen selv har således skabt et paradis for jøderne, midt iblandt de kristne.

Og for alle disse forbrydelser roser jøderne sig selv, de styrker derved deres nag mod gojim (altså folk, der ikke er jøder), i overensstemmelse med deres vranglære om, hvad gud har befalet dem.

Såvidt Luthers ildsprudlende anklage. Ét enkelt konkret forhold, hænges alle de mange smykkende tillæg og lidet flatterende anklager op på, og det er lånegivning, eller som Luther konsistent i skriftet kalder det – åger (ty: Wucher (ja, gu’ har jeg da læst teksten på originalsproget. Jeg er trods alt velsignet med det som andet modersmål (men indrømmet har jeg ikke læst det må Middelhøjtysk – og det er læst på en Kindle med latinsk skrift, ikke krussedulleskrift (desværre gør dette mig ude af stand til at tilføje sidetal – beklager (men prøv at læse skriftet selv, og se om du kan finde noget af det jeg skriver uunderbygget – jeg udfordrer dig. (hvor mange paranteser var det nu?))))) hov, det var ikke helt nok). Allerede på den tid var det åbenbart en slidt kliché, at jøder kun ernærede sig ved bankvæsen og dermed rentetagning.

Angiveligt har det en historisk baggrund, idet denne virksomhed var eksplicit forbudt for muslimer i kalifatet, hvorfor jøder endte med at spille en ret vigtig rolle som finansfolk i Mellemøsten. En praktisk løsning, så muslimerne ikke behøvede involvere sig i rentevæsenets grisefy, mens jøderne kunne finde en plads i et samfund med en anden religion, hvor de rent faktisk kunne leve et ordentligt liv.

Selvfølgelig har det ikke været alle jøder, der gjorde dette. Jøder udførte både i Mellemøsten og alle andre steder, de blev fordrevet til, også alt muligt andet arbejde, de kunne ernære sig ved. At der nok ikke har været mange fæstebønder eller adelige blandt dem, er nok ikke ukorrekt, men at det eneste håndværk, de syslede med, skulle være finans- og bankvirksomhed, er i bedste fald exceptionelt usandsynligt.

Men selv, hvis vi siger, at det var sandt, begår Luther stadig en logisk fejlslutning, der er mindst lige så stor og fed, som de løgne, han anklager jøderne for. Han sidestiller rentevirksomhed – åger, om man vil – med tyveri. Og som forhenværende debitor forstår jeg ubehaget ved at skulle betale renter på et lån, men det er ikke desto mindre betaling for den tjeneste det er, at man får stillet penge til rådighed, man ellers ikke ville have haft. Uretfærdigt kan det såmænd sagtens være – ikke mindst når der vitterlig er tale om åger – men det er noget ganske andet end tyveri. Det er betaling for en tjeneste.

Denne logiske fejlslutning er, når alt kommer til alt, det eneste konkrete Luther hænger sin anklage mod jøderne op på – samt de om muligt endnu mere modbydelige og grusomme konsekvenser, som han mener, det skal have for dem.

Konsekvenserne
Skriftet bærer præg af at være et lejlighedsskrift. Det er bygget op, først med anklager, så de konsekvenser jødernes forbrydelser burde have, og det afsluttes med en formaning til magthaverne – den lokale adel, forestiller jeg mig, at de heller ikke kommer til at ligge under for jødernes dominans og forbrydelser. Skriftet er altså mere end noget andet en instruktion til adelen i, hvordan jøderne bør håndteres. Det er ikke bare et smædeskrift – eller debatindlæg som vi ville kalde det i dag, derimod havde et meget konkret og praktisk sigte.

Luther lister således syv punkter op om, hvad man skal gøre ved jøderne. Indledningsvis understreger han dog også, at man som kristen må vise en intens barmhjertighed og ikke tage hævn over dem.

På Luthersk betyder intens barmhjertighed og afståelse fra hævn, at man under punkt 1 skal brænde jødernes synagoger og skoler. Under punkt 2 skal deres huse omstyrtes og ødelægges – begge dele for at de ikke længere kan dyrke deres vranglære. Som sigøjnere (ja, jeg ved godt, de hedder Romaer, men det har Luther tydeligvis ingen forståelse for) kan de bagefter huses under halvtage og i stalde, så de rigtig kan mærke, at deres status som herrer over de kristne er frataget dem.

Deres bønnebøger og talmud’er (hvis det er det, det hedder i flertal) skal beslaglægges under punkt 3. Undervisning i deres afguderi og vranglære forbydes rabbinerne under punkt 4. Punkt 5 er en ophævelse af jødernes ret til at bevæge sig frit på vejene, for hvad skulle de da have at beskaffe på landet? Næh, de kan blive hjemme kan de … (altså i stalden eller under halvtaget. Allerede 3 punkter længere fremme, ser det ud til, at Luther har glemt, at jødernes hjem blev ødelagt under punkt 2).

Det forbydes jøder under punkt 6 at bedrive åger. Og som konsekvens af, at alle – og her mener Luther tydeligvis alle – jødernes værdier, penge og smykker er købt for penge, tjent ved åger, så er alle jødernes værdier, penge og smykker hælergods. Alt jødisk ejendom skal derfor beslaglægges.

Der er imidlertid en kattelem. Jøder der lader sig omvende, kan i en slet skjult afpresningsmanøvre lade sig omvende. Alle de beslaglagte midler går til en pulje, hvormed man kan betale jøder, der lader sig omvende, en klat penge, så de kan starte påny.

Og når synagoger og skoler er brændt, huse revet ned, de hellige bøger fjernet, rabbinerne kneblet, alle jøder idømt husarrest … (vel – halvtag eller staldarrest, må det vel være), alle deres værdier beslaglagt – så skal de idømmes hårdt og varigt straffearbejde. Det er punkt 7 – alle jøder skal ud og arbejde som straf for, og alternativ til, deres ågervirksomhed. Det udspecificeres ikke nærmere, hvilket arbejde de skal udføre, men at det næppe bliver stillesiddende eller noget med at flytte papirer rundt, virker intuitivt, når man læser Luthers ord. Det er vist mere noget med spader og hakker – men eftersom jøderne ikke må gå uden for en dør, må man spørge, hvad mon de spader og hakker skal bruges til hjemme i stalden eller under halvtaget.

En sidste mulighed – hvis det ikke lykkes at afrette jøderne ved denne ikke spor hævngerrige og intenst barmhjertige behandling – er at fordrive dem, sådan som Luther bemærker, at man har gjort i mange andre lande. Evt. kunne man give dem en form for gave med, så de er motiverede for at rejse væk.

Ringer en klokke? Minder dette om noget, du har læst om før? At sende uønskede elementer af anden etnisk eller religiøs oprindelse ‘væk’ eller ‘hjem’ – eventuelt mod betaling? Vel, det er ikke det eneste punkt, hvor Luthers forbandelsesskrift vækker genklang i vore dage.

Luther i dag
Jeg kunne sige, at det for mig som sekulært menneske er ubegribeligt, hvad vi skulle kunne bruge Luther til i dag. Men jeg vil hellere sige, at det for mig som menneske er ubegribeligt. Man kan sagtens være religiøs og stadig fyldes med afsky over Luthers rabiate hadtale mod jøderne.

Jeg anerkender gerne hans konkrete betydning for historien og at forestillinger om, hvordan det ville være gået uden ham, blot er frugtesløse spekulationer. Vi kommer ikke uden om Luther, når vi skal forstå 1500-tallets og de følgende århundreders historie adækvat.

Til gengæld mener jeg ikke, at der var noget som helst at fejre sidste år. Heldigvis er Luthers ord og tanker med tiden blevet udvandet, nye og stærkere gærtyper har for længst fortrængt den oprindelige infektion og mere aromatiske humler og bedre malttyper og humler har med rationalismens gennembrud gjort Luther overflødig den dag i dag. Hvorfor skal han hænge fast som en art senmiddelalderens brettanomyces, når man blot behøver slå op i hans efterladte skrifter, for at se hvilken forstokket irrationel reaktionær bulderbasse han var?

Når jeg læser ‘Om Jøderne og deres Løgne” hæfter jeg mig imidlertid ved nogle punkter, hvor jeg ser åbenlyse paralleller i nutiden. Jeg konstaterer derfor, om vi vil være ved det eller ej, at nogle af Luthers tanker og ikke mindst tankemønstre lever i bedste velgående den dag i dag. Men hvor ville jeg dog ønske, dette ikke var tilfældet.

At ville undertrykke og udvise de fremmede med den forkerte religion er et eksempel. For at tage et andet … Var det Naser Khader, der i sin tid skabte begrebet ‘Halal-hippie’ om de debattører, der tog muslimer i forsvar? Analogt dermed retter Luther også skytset imod dem, der tager jøderne i forsvar – dem der spagfærdigt fremfører, at jøderne vel ikke har nogen fordel ved at gøre de mange slemme ting, som Luther beskylder dem for. Disse liberale, nyttige idioter, kosherhippier ville han måske have kaldt dem i dag, forstår ikke, at jøderne har gjort sig til herrer over os. Ja, de har endda gjort sig til herrer over Adelen, idet de uden videre kan berige sig fra adelens åbne guldsække, da de også udsuger disse ved deres åger.

Et ekko af disse vanvittige anklager hører jeg i dag, når ikke bare grupper som Stop Islamiseringen af Danmark, men også etablerede partier som Dansk Folkeparti, den øvrige regering og størstedelen af Socialdemokratiet på lignende vis erklærer, at vi er ved at blive overtaget af muslimer. De behersker hele boligområder, påstås det – indtil man undersøger sagerne nærmere, og beboere og ikke mindst beboerrepræsentanter afviser påstandene som opdigtede. Frikadeller forbydes i vuggestuerne, siges det – også disse anklager viser sig at være opdigtede – men påstanden har i bund og grund den samme struktur som Luthers bandbulle mod jøderne – de kommer og overtager os, og vi er ikke herrer i eget hus.

Jo, Luthers arv gør sig sandelig gældende, også den dag i dag. Selvom hans reaktionære ideer – og med forbandelsen af jøderne har vi kun skrabet i overfladen af det bjerg af afskyeligheder, han ellers var eksponent for – næppe tages særligt bogstaveligt længere i Den Danske Folkekirke. Den er i dag mere Luthersk af navn end af gavn, og man bør i vor tid rette blikket på det sekulære liv, hvor Luthers ord giver ekko i form af udskamning, undertrykkelse, forfølgelse og udrensning på baggrund af etnisk-religiøse træk.

Luther skal dog ikke have skylden for at have opfundet racismen som vi ser den i dag. Den fandtes sikkert også før ham, og han er selv blot et ekko af et negativt almenmenneskeligt træk. Et levn fra dengang vi boede i huler og slåssede hele dagen. Dengang som nu – og på Luthers tid – tænker og tænkte vi som stammefolk. Like it or not – det har tidligere vist sig at være en succesfuld overlevelsesstrategi at dele folk op i dem-og-os. Første og Anden Verdenskrig, Borgerkrigen i Eks-Jugoslavien og de evige sekteriske krige i Mellemøsten, startet af Vesten, viser imidlertid med al ønskelig tydelighed, at stammetænkningen ikke længere er en overlevelsesstrategi. Den vil derimod i sidste ende føre til vores og ikke umuligt planetens endeligt – i hvert fald hvad liv angår.

Et opgør med Luther i menneskehedens kollektive opgør mod tribalismens evolutionære forbandelse, hører sig i betragtning af hans enorme historiske betydning til, ligemeget hvad.

Og nu til øllet
– Det blev lidt langt. Men når jeg ind imellem har lejlighed til en ordentlig og grundig ekskurs (som fx når jeg har ferie), vil jeg også gerne gøre det ordentligt.

Som type er Luther fra Viborg Bryghus ikke lige sådan at kategorisere. Inspirationen kommer fra ølopskrifter fra Viborg Kloster, men på forsiden hævdes det også, at øllet er belgisk-inspireret. En alkoholprocent på 10,1, et klart bryg med farve af mørk te samt sparsomt og hastigt faldende skum peger alt i alt mest i retning af en Barley Wine. Det er ikke særlig belgisk, men at de belgisk-inspirerede munkeopskrifter skulle kunne lede frem til noget, der ligner, forekommer mig ikke uplausibelt. Jeg har i hvert fald valgt at kategorisere den som sådan ud fra min oplevelse.

Jeg havde forventet en tung, mørk, sej – og ikke mindst vred – oplevelse i betragtning af bryggets inspirationsskikkelse. Men jeg er selvfølgelig også belastet af min uddannelse inden for religionsfaget. Brygget virker tværtom fra starten let – ret så alkoholisk, men alligevel let – vinøst og skarpt krydret. Æbler, brunkål og egetræ danner en syrlig bund, som jeg finder ganske smagfuld. Men den er nok en acquired taste – dette er ikke et begynderbryg.

Smagen er, bryggets potente spirituøsitet taget i betragtning, forunderligt let. Igen vinøs med en skarpt krydret og syrlig kant af egetræ, nelliker og koriander. De fine krydderier smager man imidlertid ikke med det samme. Brygget nærmest leviterer over tungen, båret oppe af en dunlet alkoholisk pude, ikke ulig oplevelsen af en rigtig god russisk vodka. Først når den lille potente boble rulles hen ad tungen, udløses aromaerne under tunge og ved kindtændernes gummer.

Aromaen er ikke bare god. Aromaen aktiveres også på ganske særlig og underholdende vis. Luther kan – som bryg – noget ganske særligt, der gør brygget til en ener på den danske ølscene. Den har mine varmeste anbefalinger og jeg opfordrer alle, der har chancen for at prøve den til at gribe den.

Reformatoren Luthers fæle smædeskrift mod jøderne synes jeg også, man skal læse. Dog ingenlunde med min anbefaling, men fordi det er sundt at kende sine fjender.

Lagerthas Bryg, Skands (Guldbryllupsgaven III)

Ikke lige det, man forbinder …

Med dette bryg har Skands bevæget sig ind i den semi-mytiske legendeverden, som vi møder den i Saxos Danmarkskrønike. Lagerthas var således gift med Regnar Lodbrog, der så vidt jeg er orienteret er væsentlig mindre historisk belagt end Robin Hood, Jens Langkniv og Claus Störtebeker. Formentlig er vi nede på niveau med Jesus fra Nazareth og Moses – begge semi-mytiske og i den overleverede form helt sikkert opdigtede.

Historierne i sig selv er selvfølgelig ikke uinteressante. I sin tid troede (no pun intended) jeg jo, at min videreformidling af dem var det, der skulle give mig smør på brødet … Så heldig var jeg desværre ikke. Indflydelsen, fortællingerne har haft, er til gengæld til at tage og føle på. I betragtning af, hvor mange krige og lidelser, historierne om Moses og Jesus har afstedkommet, er det faktisk ironisk, at den civilisation der havde Regnar Lodbrog som en af deres superhelte i dag anses som den mest barbariske af de to.

Lagertha var ligesom sin husbond en græsselig kriger – og i betragtning af bryggeriets feministiske profil, er det ikke overraskende, at det er hende, der her hyldes med en øl.

Ifølge etiketten er der tale om en havrestout, hvilket direkte modsiges af deklarationen, der angiver bygmalt, humle, porse, gær og vand – men altså ingen havre. Ups! Duft er der ikke meget af, men på den måde minder den selvfølgelig om de havrestouts, der angiveligt skulle være ganske vanskelige at brygge og som efter min erfaring aldrig smager af særlig meget.

Jeg forstår ikke havrestouts al den stund, at man åbenbart investerer mange anstrenglser og ressourcer i en øl, der – når den lykkes – i bedste fald er halvkedelig.

I aromaen er brygget ganske mildt uden at være direkte vandigt. Man bydes venlig aroma af kaffe sødet med vanillesukker og marcipan. Lader man brygge skvulpe lidt mere rundt, vokser sødmen til en antydning af fersken, der formår at spille fint op til kaffebitterheden. Det hele er nydeligt omfavnet af et skvæt fløde til at gøre det hele lidt mere rundt og lækkerhedsagtigt …

… og aldeles ufarligt samt aldeles ukrigerisk og umægtigt.

Det kunne man ellers godt have forventet det af en øl, tilegnet en stor kriger. Dette er mere en øl for tjekkede caffe-latte slubrende storbyfemininer end vikingetidens skjoldmøer. Subsidiært er den for femininernes ledsagende storbyhipstere og ingenlunde en drik for tapre, blodtørstige, berserkergående skjoldmøer – eller disses ledsagere.

Juellingepigens Bryg, Skands (Guldbryllupsgaven II)

Bare fordi det er spændende …

Sidst jeg anmeldte et bryg fra Skands serie af historiske øl (og som jeg købte som gave til min onkel og tante, der fejrede guldbryllup forleden) kiggede vi på, hvad Danmarks første Dronning, Margrete d. I. drak sig besoffen i.

Skands er rejst længere tilbage i tiden og har taget springet over Storebælt til Stevns-egnen, (idet Margrete d. 1. formentlig regerede fra Nyborg) hvor man i forbindelse med anlægning af en roebane til Vesterborg på Lolland, stødte på Juellingekvindefundet. Det må her være på sin plads at bemærke, at undertegnede heller aldrig nogensinde havde hørt om hverken Vesterborg eller Juellinge, endsige Juellingekvinden (i modsætning til Lolland og Stevns – samt kvinder – alle ting som ved affattelsestidspunktet trods alt var redaktionen bekendt). Undertegnede skal heller ikke gøre sig klog på, hvordan ‘Juellinge’ præcis skal udtales. Ekspertise på feltet efterlyses og modtages med kyshånd – den slags venstresnoet og samfundsundergravende praksis er jeg bestemt ikke for stolt til at bede om.

Brygget her er ikke for folk med hang til blanke, polerede industriprodukter, der skyr bundfald i deres øl. Det beskrives bedst som en tynd, passionsfrugtfarvet brunkålslage, komplet med grums og store flager, der hvirvler rundt i flasken ved agitation. Efter skænkning dufter brygget til gengæld kun flygtigt, vandigt, let syrligt måske i retning af æbler. Brygget er krydret med porse og tranebær – samt humle, der ifølge jernalderforlægget, fundet i Juellingekvindernes (der var flere) grave, ellers ikke var en af krydderierne. Skands er åbenbart ikke klar til at gå full Thisted Bryghus.

Smag er der til gengæld ikke meget af. Man fristes til en påstand om, at kvindebevægelsen på de 1.000-1.500 år, der gik mellem Juellingekvinderne og Johnny Margrete d. første i det mindste var nået så langt, at sidstnævnte havde bedre øl at drikke. Brygget er sødligt-surt a’la en udvandet afart af det, man får til sine nudler på kinesiske restauranter. Surkålslagen er nok ikke helt ved siden af i smagen heller – og så lige et par teskefulde vanillesukker …

… og alt for meget vand. Hvis Skands var gået efter et surt bryg, vil jeg slet ikke afvise, at det ville være oplevelsen værd. Men i denne lette og alt for tynde form, fremstår det konturløst og ligegyldigt. Men selvom konceptet ellers er spændende, behøver brygget jo ikke være det.

At oplevelsen ikke var stor, blev til gengæld opvejet af vejret den aften. Jeg og min søn var netop hjemvendt fra Guldbrylluppet Tyskland, og spiste udenfor for første gang i år.

Så det var om ikke andet hyggeligt.

SMaSH Chinook, Midtfyns Bryghus

2017-07-26 17.28.08Så vild er den sgu’tte …

Betyder ‘Chinook’ ikke ‘den vilde vind’ på Blackfoot-indfødt-amerikansk? Det påstod den navnkundige – og stadig lyslevende – tegneserieforfatter Derib (egl. Claude de Ribaupierre, men det er nok bare for svært at sige for ikke-frankofone – lidt ligesom Georges Remi) i hvert fald i 1. bind af Buddy Longway-serien.

Den holdt jeg meget af som barn. Den var letlæst, spændende og gav mig i modsætning til Giraud’s Blueberry-serie ikke hovedpine – selvom Buddy Longway også var rigtig flot tegnet. Jeg synes i øvrigt også at Girauds sci-fi historier var langt mere interessante, men det er (endnu) et sidespor.

Lidt tilfældig googling bekræfter faktisk i en vis grad påstanden. Chinook betegner ganske rigtigt en varm vind, der opstår på bagsiden af en bjergryg, hvis det regner på samme bjergs forside. Det meteorologiske fænomen skulle først være observeret og beskrevet i det område hvor Chinook-folket bor. Og så tog vinden vist navn efter folket, eller også var det omvendt. Jeg har ikke lige styr på detaljerne, da jeg kun har kendt til denne brug af ordet i få minutter – altså ud over det, jeg som barn læste i tegneserier, så jeg synes, jeg er lovligt undskyldt.

Derib tog til gengæld fejl med hensyn til Blackfoot-oprindelsen, da dette tyder på at være en helt anden lingvistisk størrelse … men det kan selvfølgelig også ligge i oversættelsen.

Chinook-humlen, der som bekendt er den eneste humle i brygget her, jævnfør SMaSH-brandet (Single Malt and Single Hops), er kendt for at smage meget af gran (gad vidst om de bruger den meget på Amager Bryghus) og i øvrigt for at være krydret (ifølge Wikipedia). Malten er Pale Ale Malt og der er brugt amerikansk gær. Bryggeriet mener, at kombinationen gør øllet velegnet til grillet okse- og svinekød. Helt uden at have læst anbefalingen valgte jeg nu at drikke den til falafel-tortillas, som blev nydt i mit boligselskabs gård sammen med mine børn. Det var ærgerligt, jeg ikke havde læst etiketten på forhånd, så jeg kunne have spist vegetarisk i trods i stedet for bare vegetarisk.

Brygget har farve som grumset rav med en nydelig, omend lige lovligt lys skumkrone. Det dufter aromatisk og sødt af hyldeblomst og roser, hvilket ikke lader noget tilbage at ønske i velbehagelighed. Til gengæld savner man måske den karskhed af fyrnåle, som bryggeriet forjætter på etiketten og som Wikipedia ellers også gik og lovede.

Det kommer så i smagen, der byder på mere end adækvat stikkende og kradsende aroma af både grannåle og fyrretræ. Selvom bitterheden er gennemtrængende er den stadig let – ikke ulig en saison, men i virkeligheden nok bare karakteriserende det, den er – en Pale Ale og ikke, som man kunne være tilbøjelig til at tro – en IPA.

Styrken viger endnu mere i eftersmagen, hvor man så småt skal begynde at lede efter den krakilske bitterhed. Man finder den ved tungesider og gummer bag i munden. Dens aroma kan forstærkes en smule hvis man trækker luft ind over brygget, men helt så vild som man kunne ønske den, bliver den desværre aldrig.

Lidt til den magelige side, uden at være kedelig. Vildskaben mangler – der er langt fra tale om en storm, end ikke en stiv kuling, men blot en frisk vind.

En rar frisk vind – indrømmet.

4-stjerner

Miami Vice, Ugly Duck/Indslev

Foreløbigt højdepunkt …2017-02-20 18.21.43

Som jeg løftede lidt af sløret for i sidste indlæg, er der en række øl klar til anmeldelse fra Toft Vin på Islands brygge. Forleden aften var der så god mad på bordet, at jeg valgte at tage hul på den lille samling, også selvom der stadig var rigeligt med bryg til overs fra de lokale supermarkeder.

Konceptet bag øllet er der næppe tvivl om – i hvert fald ikke hvis man var barn som jeg i firserne … eller for den sags skyld hvis man var ung, midaldrende eller gammel – for vi sad jo alle klinet til skærmen fredag aften (tror jeg nok det var) i det årti, da der kun var én TV-kanal og før der var noget der hed Disney Sjov (dengang hed det “Så er der Tegnefilm” – til gengæld var det også tilrettelagt af den legendariske Jakob Stegelmann, men det er en anden historie) … Ja, det var vel næsten ugens højdepunkt at se Don Johnson og Philip Michael Thomas tone frem på skærmen for at levere 50 minutters godt TV. Amerikansk Action-Drama for fuld udblæsning …

Ugly Duck/Indslev kalder på bagetiketten serien for “The greatest TV show ever made in the history of television”. Det ved vi selvfølgelig godt ikke passer – for det er jo selvfølgelig den britiske sitcom “The Young Ones”. Den er endda en tak ældre end Miami Vice, så producer Michael Mann havde ellers chancen for rent faktisk at gøre sin serie bedre, men missede altså chancen, ikke desto mindre.

Serien er fra længe før mikrobrygrevolutionen slog igennem i USA, så dengang var det vist de færreste der vidste, hvad en pale ale var. Det foretrukne bryg i Florida i de år var formentlig den samme slatne industripilsner, som danskerne i disse år hælder i sig, når der er SuperBowl. I brygget her er der fra første færd andet – og navnlig bedre egenskaber – at glæde sig over. Et uigennemsigtigt, næsten plumret bryg – dyborange, som en overmoden appelsin – fremstår i glasset. At skummet faktisk er ganske afdæmpet og uanseligt hvidt overrasker i forhold til bryggets fuldfede karakter. Udover det visuelle buldrer duften derudaf i al sin vælde med skarp humle – bidske grannåle, garneret med både citron og grape.

Man skulle næsten tro, det ikke bare var en pale ale, man sad med, men en IPA. Og det indtryk fortsætter, når glasset sættes for munden: Brygget leverer en velplaceret humlebombe lige i snotten – lidt som jeg forestiller mig det må føles at sniffe grannåle (det er ret dumt at sniffe grannåle, tror jeg, så jeg anbefaler alle, der overvejer det at lade være – prøv denne øl i stedet). Ud over en gedigen næsestyver byder brygget også på skarp bitterhed af friskskåret nåletræ i hele kæften – tunge, gane og svælg.

Og ekstranummeret fuldender oplevelsen. Under tunge og ved gummerne bagtil mærkes i modsætning til den hidsige humle, liflig, forfriskende essens af bergamot og grape samt friske og sarte fyrre- gran- og lærkenåle.

Alt sammen til en betragtelig pris – for kvalitet koster, men uden at man går plørefuld fra bordet. Brygget indeholder kun 4,7% – altså tæt på almindelig pilsnerstyrke, og det er også imponerende i betragtning af bryggets øvrige magt og vælde. Helt uden tvivl det bedste bryg i år indtil videre.

5-en-halv-stjerne

Rough Snuff 2, Midtfyns Bryghus – fra flaske (Fødselsdagsølsmagning 2016 – Afslutning)

2016-11-05-22-48-50Det var bedre …

Der er lysere tider i udsigt her på bloggen. I går aftes fik jeg omsider lagt sidste hånd på min webtegneseriejulekalender med Spelt-segmentet. Det skulle vel senest være sket d. 23. men da stort set alt andet i mit liv blev sat på pause for at få projektet færdigt, har det været en stor lettelse omsider at få det fra hånden.

Nu mangler bare efterslæbet på bloggen … som heldigvis ikke er så stort igen. Min kære storebror var behjælpelig ved at give mig en julekalender fra Thisted Bryghus i fødselsdagsgave. Indtil videre har der kun været bryg, jeg har prøvet før bag lågerne, så når lysten til et humlebryg meldte sig, var jeg heldigvis velforsynet uden at jeg behøvede gøre min liste af ventende bryg længere.

Og skulle det vise sig, at der dukker øl op i dén julekalender, som jeg ikke har prøvet før, så skal de nok blive behørigt anmeldt. Hvilke øl, der gemmer sig bag lågerne, kan man følge på bloggens facebook-side. Nu videre til dagens anmeldelse – den sidste fra min fødselsdagsølsmagning tilbage fra 5. november.

Marcus ville som bekendt ikke give den skænkede Rough Snuff karakter, på grund af mistanken om, at netop skænkningen havde berøvet brygget noget af dets kant og smag. En af de indtil videre hemmeligholdte detaljer om min fødselsdagsølsmagning er imidlertid, at jeg oprindeligt troede, at jeg kun ville få besøg af Marcus den aften. Gedved stødte først til senere – efter at jeg havde købt to eksemplarer af hver øl, jeg havde tænkt mig at smage.

Så var der én til hver, tænkte jeg, uden at skænke det en tanke, at hvis Marcus og jeg alene skulle drikke en hel af hver øl, så – ja, lad os bare sige, at vi nok ikke var nået igennem dem alle sammen, i så fald. Men selv med Gedveds mellemkomst, var der nok i 0,33-liters-øllene til, at en enkelt af dem kunne levere adækvate smagsprøver til alle parter.

Til gengæld betød min lidt for rettidige indkøbsomhu, at vi nu kunne tage højde for Marcus bange anelser og prøve brygget direkte fra flasken. Ja – vi var tre mand høj, der alle pattede på samme flaskeåbning, og ud over at dele mundbakterier, der udmærkede sig ved at vi alle tre ikke blev det allermindste syge efterfølgende, blev brygoplevelsens dimensioner faktisk uddybet væsentligt.

Der var mere af det hele. Både lakridssmag og kaffebitterhed trådte mere frem på en meget tydeligere og fyldigere chokoladebund. En poetisk uddybning af dette må læserne desværre have til gode, da mine notater til denne smagning nr. 2 er såre sparsomme. Men det kan altså bestemt anbefales at drikke dette bryg direkte af flasken i stedet for at skænke det.

Den eneste anke nogen af os kunne anføre var, at brygget – hverken skænket eller flasket (perf. part. af verbet ‘at flaske’) var særlig rough. Selv lakridskanten er, trods en antydning af salmiak, fortrinsvis rar og lindrende på eventuelle halssmerter. Ingen af smagsnuancerne yder nogen brutalitet i udtrykket, men kun varme og knugende venlighed.

Vi havde ellers fundet på så mange fine overskrifter til gensmagningen – herunder the re-snuffening eller re-roughening … Men begge dele ville have foregøglet en langt mere fandenivoldsk oplevelse, end der egentlig blev lagt op til.

Karakteren var vi igen rørende enige om, og glade var vi for, at aftenen sådan blev sluttet af med bravour.

5-stjerner

Tak til Marcus og Gedved for, at de ville være med til at lægge gane og tålmodighed til mit hidtil længst prokrastinerede tema.

The Spanish Inquisition, Kongebryg

2016-08-07 17.31.24For the comfy chair …

Som jeg fik nævnt ved en tidligere lejlighed, udspiller Kongebrygs øl gerne en nok så perifer men alligevel præsent tematik omkring det kongelige, det militære, eller som absolut minimum det historiske, eftersom bryggeriet har til huse i en nu nedlagt kaserne.

Denne øl spiller mest på det historiske – og på at bryggerne er fra en generation (ligesom bloggeren selv) der voksede op med Monty Python’s Flying Circus på flimmeren sent om aftenen. For brygget “The Spanish Inquisition” har en sigende undertitel – “Expected by nobody since 1478”. Jeg har ikke googlet årstallet, men gætter på, at det må have været omkring det tidspunkt, at de angiveligt meget emsige og grusomme kætterjægere var særligt aktive.

Men at være særligt kendt for at være uventet har den spanske inkvisition vel egentlig først været siden 1970, hvor sketchen for første blev vist i britisk TV.

Såvidt konceptet. Sværere er det at afgøre, hvilket type bryg vi har med at gøre. Bryggeriet angiver selv stilarten som ‘ukendt’. Man får fornemmelsen af, at bryggerne har stået i maltlageret, efter lidt for mange smagsprøver og så har den ene sagt “lad os tage lidt af det her” hvorefter den anden har sagt “så skal vi også have noget af det her” og den tredje: “og det her!” Selvom det fremgår i detaljer hvilke humle- og malttyper, der er brugt, fornemmer man mere lyst til at eksperimentere end at gå op i, hvilken øl, det egentlig er, man brygger. Den slags fremgangsmåder finder jeg inderligt sympatiske – især når det som her ender ret godt. Untappd svinger mellem på den ene side at kalde det en ‘Dark IPA’ – og det er omtrent så langt fra min oplevelse som det kan være. Brygget har fx tæt på intet til fælles med Hornbeers uforlignelige Hophorn – ud over at smage godt – og på den anden side en ‘Cascadian Dark Ale’. Der er ganske vist brugt cascade-humle i brygget, men det er ikke mit indtryk at den er så dominerende. Så når man sådan selv har mulighed for at vælge, ville jeg hellere kategorisere dem som en ‘black ale‘ som den, Thisted Bryghus for en del år tilbage havde på markedet. Og så står der jo faktisk også “Black Bitter Ale” på etiketten (bare ikke under ‘stilart’) – så Black Ale it is!

Og så voldsomt bitter er den nu heller ikke. Duften bærer primært præg af sød lakrids, karameliseret sukker og vanillefylde. Bitterheden træder frem i form at et lille pust røg, der næppe har en nyligt afbrændt kætter som kilde. Snarere er der tale om en hyggelig fakkel, eller måske endda bare en nys udpustet kærte.

Det fede, tætte og sydende skum har lød som kogende karamelmasse. I sammenligning dermed er brygget overraskende letflydende, også dets tykke, natsorte lød taget i betragtning.

Bryggets finish er også i det letflydende hjørne. Det glider forunderligt vægtløst hen over tungen, men det er ikke fordi det i den proces ikke afgiver aroma og karakter. En letristet aromatisk bitterhed behager smagsløgene idet den undflyr sikker genkendelse før grundige overvejelser. Sød lakrids … og … noget lettere – fennikel! Der var den! Bagefter følger en langstrakt – ganske langstrakt, faktisk – eftersmag af piratos. Lakridsen bliver stærkere med tiden.

Samtidig byder brygget på en række kontrollerede, omend retningsbestemte humleeksplosioner. Mon ikke det er aromahumlerne, der slår igennem her? Et kort sekund tænker jeg faktisk på oplevelsen af Focal Banger, som jeg anmeldte for et par dage siden – omend nærværende brygs voldsomhed er ganske diskret i forhold til hint himmelske humlemonster fra helvede. På den anden side – sammenlignet med Focal Banger, er ‘diskret’ stadig ret så vildt.

Brygget med den venlige, røgede sødme og bestemte humlebitterhed egner sig glimrende til at blive nydt langsomt, henslængt i en komfortabel lænestol, og gerne med nogle bløde sofapuder i ryggen. Jeg kan personligt anbefale det, også selvom det ifølge visse kilder blev brugt som pressionsmiddel mod de allermest sejlivede anklagede under den spanske inkvisition …

Med dette brygkoncept har Kongebryg ramt helt rigtigt.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme