En kosherhippies bekendelser …
Jeg har ferie for tiden, og nyder derfor især, at jeg kan gøre lidt ekstra ud af mine anmeldelser. Op til denne anmeldelse har jeg fx taget mig sammen til at få læst en af de vigtigste tekster, når man som os her i landet er vokset op med en Luthersk-Evangelisk statskirke.
Egentlig ville jeg have anmeldt øllet – og skriftet – sidste år i forbindelse med de såkaldte festligheder i anledning af 500-året for reformationen. Jeg syntes, næppe overraskende, ikke der var noget at feste for. Men i markeringen ville jeg da gerne have taget del. Imidlertid forsvandt min email til Viborg Bryghus, hvori jeg bad om et anmeldereksemplar åbenbart blandt de mange beskeder, brygmester på daglig basis blev bombarderet med, så anmeldelsen falder altså ikke i jubilæumsåret. Til gengæld var samme brygmester ikke ked af at lange et eksemplar over disken til anmeldelse ved ølfestivalen i Lokomotivværkstedet tidligere på året. Bedre sent end aldrig, eller noget …
Forfatteren til teksten, jeg omsider har fået læst, er den samme som denne øl er opkaldt efter: Den dybt reaktionære reformator Martin Luther, som måske nok fik en stor del af Europa ud af kløerne på den katolske kirke, men som dermed også kastede kontinentet ud i årtiers krig, og en periode med en religiøs fundamentalisme, der om muligt var endnu værre, end det der kom forud. Heksebrændinger, fx, fandt ikke sted i Danmark før reformationen, bare for at tage et enkelt eksempel.
Martin Luthers samlede værker fylder vist flere reolmeter, så hvis man ikke gider tygge sig igennem det hele, er det fuldt forståeligt. Skriftet jeg her hentyder til, er derimod hurtigt læst, og giver et nydeligt indblik i, hvad Luther – som Danmark siden skulle bygge hele sit religiøse åndsliv videre på – var for en fætter. Jeg tænker på det lille skrift “Von den Juden und Ihren Lügen” – på dansk “Om jøderne og deres løgne”.
Lad os kaste os ud i det …
Anklagen …
Det er ikke småting, jøderne beskyldes for. De er – i Luthers øjne, og jeg vil gerne bede læserne bemærke aldrig så omhyggeligt, at gennemgangen her foregår gennem Luthers, ikke mine, øjne – de kristnes værste fjende næst efter Djævlen selv. Først efter jøderne kommer papisterne, som de flere gange sammenlignes med. Og bedømt efter hvor meget plads de levnes i skriftet (Muhammed nævnes en enkelt gang), kommer muslimerne efter papisterne i farlighed.
Jøderne anklages mere konkret for at lyve, forbande, spotte, belaste og begå smæderier. Endvidere stjæler og røver de, og bedriver åger (meget mere om det senere). De ville desuden stjæle og forgribe sig på børn, samt forgifte brøndene, hvis de ellers kunne slippe af sted med det – sådan som det fortælles i historierne (altså andre smædeskrifter og eventyr) om dem.
De er en belastning, en plage, en pestilens og en ulykke for vores land. De dovner bag deres ovn, hvor de steger pærer (her må jeg undtagelsesvis give Luther ret, thi at stege pærer er da vitterlig en af de allermest dekadente udskejelser, jeg har læst eller hørt om!) og fulder sig, og nyder det søde liv. Djævlen selv har således skabt et paradis for jøderne, midt iblandt de kristne.
Og for alle disse forbrydelser roser jøderne sig selv, de styrker derved deres nag mod gojim (altså folk, der ikke er jøder), i overensstemmelse med deres vranglære om, hvad gud har befalet dem.
Såvidt Luthers ildsprudlende anklage. Ét enkelt konkret forhold, hænges alle de mange smykkende tillæg og lidet flatterende anklager op på, og det er lånegivning, eller som Luther konsistent i skriftet kalder det – åger (ty: Wucher (ja, gu’ har jeg da læst teksten på originalsproget. Jeg er trods alt velsignet med det som andet modersmål (men indrømmet har jeg ikke læst det må Middelhøjtysk – og det er læst på en Kindle med latinsk skrift, ikke krussedulleskrift (desværre gør dette mig ude af stand til at tilføje sidetal – beklager (men prøv at læse skriftet selv, og se om du kan finde noget af det jeg skriver uunderbygget – jeg udfordrer dig. (hvor mange paranteser var det nu?))))) hov, det var ikke helt nok). Allerede på den tid var det åbenbart en slidt kliché, at jøder kun ernærede sig ved bankvæsen og dermed rentetagning.
Angiveligt har det en historisk baggrund, idet denne virksomhed var eksplicit forbudt for muslimer i kalifatet, hvorfor jøder endte med at spille en ret vigtig rolle som finansfolk i Mellemøsten. En praktisk løsning, så muslimerne ikke behøvede involvere sig i rentevæsenets grisefy, mens jøderne kunne finde en plads i et samfund med en anden religion, hvor de rent faktisk kunne leve et ordentligt liv.
Selvfølgelig har det ikke været alle jøder, der gjorde dette. Jøder udførte både i Mellemøsten og alle andre steder, de blev fordrevet til, også alt muligt andet arbejde, de kunne ernære sig ved. At der nok ikke har været mange fæstebønder eller adelige blandt dem, er nok ikke ukorrekt, men at det eneste håndværk, de syslede med, skulle være finans- og bankvirksomhed, er i bedste fald exceptionelt usandsynligt.
Men selv, hvis vi siger, at det var sandt, begår Luther stadig en logisk fejlslutning, der er mindst lige så stor og fed, som de løgne, han anklager jøderne for. Han sidestiller rentevirksomhed – åger, om man vil – med tyveri. Og som forhenværende debitor forstår jeg ubehaget ved at skulle betale renter på et lån, men det er ikke desto mindre betaling for den tjeneste det er, at man får stillet penge til rådighed, man ellers ikke ville have haft. Uretfærdigt kan det såmænd sagtens være – ikke mindst når der vitterlig er tale om åger – men det er noget ganske andet end tyveri. Det er betaling for en tjeneste.
Denne logiske fejlslutning er, når alt kommer til alt, det eneste konkrete Luther hænger sin anklage mod jøderne op på – samt de om muligt endnu mere modbydelige og grusomme konsekvenser, som han mener, det skal have for dem.
Konsekvenserne
Skriftet bærer præg af at være et lejlighedsskrift. Det er bygget op, først med anklager, så de konsekvenser jødernes forbrydelser burde have, og det afsluttes med en formaning til magthaverne – den lokale adel, forestiller jeg mig, at de heller ikke kommer til at ligge under for jødernes dominans og forbrydelser. Skriftet er altså mere end noget andet en instruktion til adelen i, hvordan jøderne bør håndteres. Det er ikke bare et smædeskrift – eller debatindlæg som vi ville kalde det i dag, derimod havde et meget konkret og praktisk sigte.
Luther lister således syv punkter op om, hvad man skal gøre ved jøderne. Indledningsvis understreger han dog også, at man som kristen må vise en intens barmhjertighed og ikke tage hævn over dem.
På Luthersk betyder intens barmhjertighed og afståelse fra hævn, at man under punkt 1 skal brænde jødernes synagoger og skoler. Under punkt 2 skal deres huse omstyrtes og ødelægges – begge dele for at de ikke længere kan dyrke deres vranglære. Som sigøjnere (ja, jeg ved godt, de hedder Romaer, men det har Luther tydeligvis ingen forståelse for) kan de bagefter huses under halvtage og i stalde, så de rigtig kan mærke, at deres status som herrer over de kristne er frataget dem.
Deres bønnebøger og talmud’er (hvis det er det, det hedder i flertal) skal beslaglægges under punkt 3. Undervisning i deres afguderi og vranglære forbydes rabbinerne under punkt 4. Punkt 5 er en ophævelse af jødernes ret til at bevæge sig frit på vejene, for hvad skulle de da have at beskaffe på landet? Næh, de kan blive hjemme kan de … (altså i stalden eller under halvtaget. Allerede 3 punkter længere fremme, ser det ud til, at Luther har glemt, at jødernes hjem blev ødelagt under punkt 2).
Det forbydes jøder under punkt 6 at bedrive åger. Og som konsekvens af, at alle – og her mener Luther tydeligvis alle – jødernes værdier, penge og smykker er købt for penge, tjent ved åger, så er alle jødernes værdier, penge og smykker hælergods. Alt jødisk ejendom skal derfor beslaglægges.
Der er imidlertid en kattelem. Jøder der lader sig omvende, kan i en slet skjult afpresningsmanøvre slippe. Alle de beslaglagte midler går til en pulje, hvormed man kan betale jøder, der lader sig omvende, en klat penge, så de kan starte påny.
Og når synagoger og skoler er brændt, huse revet ned, de hellige bøger fjernet, rabbinerne kneblet, alle jøder idømt husarrest … (vel – halvtags- eller staldarrest, må det vel være), alle deres værdier beslaglagt – så skal de idømmes hårdt og varigt straffearbejde. Det er punkt 7 – alle jøder skal ud og arbejde som straf for, og alternativ til, deres ågervirksomhed. Det udspecificeres ikke nærmere, hvilket arbejde de skal udføre, men at det næppe bliver stillesiddende eller noget med at flytte papirer rundt, virker intuitivt, når man læser Luthers ord. Det er vist mere noget med spader og hakker – men eftersom jøderne ikke må gå uden for en dør, må man spørge, hvad mon de spader og hakker skal bruges til hjemme i stalden eller under halvtaget.
En sidste mulighed – hvis det ikke lykkes at afrette jøderne ved denne ikke spor hævngerrige og intenst barmhjertige behandling – er at fordrive dem, sådan som Luther bemærker, at man har gjort i mange andre lande. Evt. kunne man give dem en form for gave med, så de er motiverede for at rejse væk.
Ringer en klokke? Minder dette om noget, du har læst om før? At sende uønskede elementer af anden etnisk eller religiøs oprindelse ‘væk’ eller ‘hjem’ – eventuelt mod betaling? Vel, det er ikke det eneste punkt, hvor Luthers forbandelsesskrift vækker genklang i vore dage.
Luther i dag
Jeg kunne sige, at det for mig som sekulært menneske er ubegribeligt, hvad vi skulle kunne bruge Luther til i dag. Men jeg vil hellere sige, at det for mig som menneske er ubegribeligt. Man kan sagtens være religiøs og stadig fyldes med afsky over Luthers rabiate hadtale mod jøderne.
Jeg anerkender gerne hans konkrete betydning for historien og at forestillinger om, hvordan det ville være gået uden ham, blot er frugtesløse spekulationer. Vi kommer ikke uden om Luther, når vi skal forstå 1500-tallets og de følgende århundreders historie adækvat.
Til gengæld mener jeg ikke, at der var noget som helst at fejre sidste år. Heldigvis er Luthers ord og tanker med tiden blevet udvandet, nye og stærkere gærtyper har for længst fortrængt den oprindelige infektion og mere aromatiske humler og bedre malttyper har med rationalismens gennembrud gjort Luther overflødig den dag i dag. Hvorfor skal han hænge fast som en art senmiddelalderens brettanomyces, når man blot behøver slå op i hans efterladte skrifter, for at se hvilken forstokket irrationel reaktionær bulderbasse han var?
Når jeg læser ‘Om Jøderne og deres Løgne” hæfter jeg mig imidlertid ved nogle punkter, hvor jeg ser åbenlyse paralleller i nutiden. Jeg konstaterer derfor, om vi vil være ved det eller ej, at nogle af Luthers tanker og ikke mindst tankemønstre lever i bedste velgående den dag i dag. Men hvor ville jeg dog ønske, dette ikke var tilfældet.
At ville undertrykke og udvise de fremmede med den forkerte religion er et eksempel. For at tage et andet … Var det Naser Khader, der i sin tid skabte begrebet ‘Halal-hippie’ om de debattører, der tog muslimer i forsvar? Analogt dermed retter Luther også skytset imod dem, der tager jøderne i forsvar – dem der spagfærdigt fremfører, at jøderne vel ikke har nogen fordel ved at gøre de mange slemme ting, som Luther beskylder dem for. Disse liberale, nyttige idioter, kosherhippier ville han måske have kaldt dem i dag, forstår ikke, at jøderne har gjort sig til herrer over os. Ja, de har endda gjort sig til herrer over Adelen, idet de uden videre kan berige sig fra adelens åbne guldsække, da de også udsuger disse ved deres åger.
Et ekko af disse vanvittige anklager hører jeg i dag, når ikke bare grupper som Stop Islamiseringen af Danmark, men også etablerede partier som Dansk Folkeparti, den øvrige regering og størstedelen af Socialdemokratiet på lignende vis erklærer, at vi er ved at blive overtaget af muslimer. De behersker hele boligområder, påstås det – indtil man undersøger sagerne nærmere, og beboere og ikke mindst beboerrepræsentanter afviser påstandene som opdigtede. Frikadeller forbydes i vuggestuerne, siges det – også disse anklager viser sig at være opdigtede – men påstanden har i bund og grund den samme struktur som Luthers bandbulle mod jøderne – de kommer og overtager os, og vi er ikke herrer i eget hus.
Jo, Luthers arv gør sig sandelig gældende, også den dag i dag. Selvom hans reaktionære ideer – og med forbandelsen af jøderne har vi kun skrabet i overfladen af det bjerg af afskyeligheder, han ellers var eksponent for – næppe tages særligt bogstaveligt længere i Den Danske Folkekirke. Den er i dag mere Luthersk af navn end af gavn, og man bør i vor tid rette blikket på det sekulære liv, hvor Luthers ord giver ekko i form af udskamning, undertrykkelse, forfølgelse og udrensning på baggrund af etnisk-religiøse træk.
Luther skal dog ikke have skylden for at have opfundet racismen som vi ser den i dag. Den fandtes sikkert også før ham, og han er selv blot et ekko af et negativt almenmenneskeligt træk. Et levn fra dengang vi boede i huler og slåssede hele dagen. Dengang som nu – og på Luthers tid – tænker og tænkte vi som stammefolk. Like it or not – det har tidligere vist sig at være en succesfuld overlevelsesstrategi at dele folk op i dem-og-os. Første og Anden Verdenskrig, Borgerkrigen i Eks-Jugoslavien og de evige sekteriske krige i Mellemøsten, startet af Vesten, viser imidlertid med al ønskelig tydelighed, at stammetænkningen ikke længere er en overlevelsesstrategi. Den vil derimod i sidste ende føre til vores og ikke umuligt planetens endeligt – i hvert fald hvad liv angår.
Et opgør med Luther i menneskehedens kollektive opgør mod tribalismens evolutionære forbandelse, hører sig i betragtning af hans enorme historiske betydning til, ligemeget hvad.
Og nu til øllet
– Det blev lidt langt. Men når jeg ind imellem har lejlighed til en ordentlig og grundig ekskurs (som fx når jeg har ferie), vil jeg også gerne gøre det ordentligt.
Som type er Luther fra Viborg Bryghus ikke lige sådan at kategorisere. Inspirationen kommer fra ølopskrifter fra Viborg Kloster, men på forsiden hævdes det også, at øllet er belgisk-inspireret. En alkoholprocent på 10,1, et klart bryg med farve af mørk te samt sparsomt og hastigt faldende skum peger alt i alt mest i retning af en Barley Wine. Det er ikke særlig belgisk, men at de belgisk-inspirerede munkeopskrifter skulle kunne lede frem til noget, der ligner, forekommer mig ikke uplausibelt. Jeg har i hvert fald valgt at kategorisere den som sådan ud fra min oplevelse.
Jeg havde forventet en tung, mørk, sej – og ikke mindst vred – oplevelse i betragtning af bryggets inspirationsskikkelse. Men jeg er selvfølgelig også belastet af min uddannelse inden for religionsfaget. Brygget virker tværtom fra starten let – ret så alkoholisk, men alligevel let – vinøst og skarpt krydret. Æbler, brunkål og egetræ danner en syrlig bund, som jeg finder ganske smagfuld. Men den er nok en acquired taste – dette er ikke et begynderbryg.
Smagen er, bryggets potente spirituøsitet taget i betragtning, forunderligt let. Igen vinøs med en skarpt krydret og syrlig kant af egetræ, nelliker og koriander. De fine krydderier smager man imidlertid ikke med det samme. Brygget nærmest leviterer over tungen, båret oppe af en dunlet alkoholisk pude, ikke ulig oplevelsen af en rigtig god russisk vodka. Først når den lille potente boble rulles hen ad tungen, udløses aromaerne under tunge og ved kindtændernes gummer.
Aromaen er ikke bare god. Aromaen aktiveres også på ganske særlig og underholdende vis. Luther kan – som bryg – noget ganske særligt, der gør brygget til en ener på den danske ølscene. Den har mine varmeste anbefalinger og jeg opfordrer alle, der har chancen for at prøve den til at gribe den.
Reformatoren Luthers fæle smædeskrift mod jøderne synes jeg også, man skal læse. Dog ingenlunde med min anbefaling, men fordi det er sundt at kende sine fjender.
Seneste kommentarer