Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: whisky

Dark Sky, Bryghuset Møn

Nr. 1000!

At tænke sig, at jeg skulle nå så langt, helt uden at holde op med at blogge. Et eller andet må jeg vel gøre rigtigt – som fx blive ved med at blogge i lang nok tid.

Vel, lad mig forlade de flabede tautologier for en stund for i stedet at svælge i lidt narcissistisk selvklapperi på skulderen. At kunne holde koncentrationen om et projekt så længe er ikke just noget, der karakteriserer mig. Jeg mister alt for ofte alt for hurtigt interessen for projekter, jeg påbegynder, og de hensygner halv- eller kvartfærdige, mens uforløstheden og irritationen over at endnu en havareret syssel gnaver som et par nyindkøbte Dr. Marten’s.

Men sådan skulle det altså ikke være her. Jeg er nu nået til anmeldelse nr. 1000, og har vel nok indledt indlægget derefter. Jeg vil derfor gemme resten af selvskulderklapperiet til jubilæumsindlægget, og skride til omtale og anmeldelse af den øl, jeg prøvede som nr. 1000 i stedet.

Billedresultat for 1000 gif

Kilde: https://giphy.com/gifs/1000-FoceUJOPT8QyA

Strategien for, hvordan jeg valgte den øl, jeg ville anmelde, karakteriserer mig til gengæld alt for godt. Den hedder “panik før lukketid” – selvom Magasin, hvor jeg købte den, nu ikke var ved at lukke, da jeg fandt den. Jeg syntes til gengæld ikke min beholdning af øl indeholdt nogen oplagt kandidat, og jeg håbede derfor at finde én i hint velrenommerede og (fise)fornemme indkøbscenter på Kongens Nytorv.

Og så alligevel blev det sådan lidt i mangel på bedre. Magasin’s Mad & Vin-afdelings øludvalg er nemlig ikke stort mere imponerende end fx Faktas. Større – måske, men man ville fx aldrig finde sure belgiske øl, af den kaliber som man kunne finde i COOPs discountaktør i (lidt for) pæne, (noget for) fine og (alt for) nydelige Magasin.

Men jeg fik lov at betale Magasin-pris for den – 150 bobs. Men det var så også inklusive en personlig anbefaling fra den ansvarlige for vinafdelingen. Han mente, det var en af de bedste øl overhovedet på markedet herhjemme for tiden, og at Bryghuset Møn var et af de førende bryggerier. Til det måske nok flabede, men alligevel relevante og ikke ligefrem uforskammede spørgsmål, i lyset af vinformandens påståelighed, om Bryghuset Møn monstro var bedre end Amager Bryghus, var han i øvrigt dristig nok til at svare “ja”. Omend med en smule tøven – og jeg har i den grad min tvivl.

Men pæn er den da – både udenpå og indeni. Desuden har hvert bryg et nummer – denne har 1650 … ja, det var pokkers, at det ikke var nr. 1000, hva’? Brygget skvulper natsort – omtrent som navnet antyder – og adækvat tykt ned i glasset … og så måske alligevel lidt for let i betragtning af, at der er tale om en 9 % stout, tilsat whisky og rørsukker. Duften lader ligeledes en smule tilbage at ønske – måske fordi bryggeriet selv anbefaler, at man lader øllet stå et par år … vel, det har jeg bare ikke tid til. Noter af kaffe og lakrids glæder nogenlunde, men der er bare ikke helt nok af det.

Smagen er til gengæld på plads. Kaffen og lakridsen blander sig meget elegant, tilbagelænet og mageligt – ingenlunde voldsomt, men det behøver det jo heller ikke være, for at være godt. Man behøver ikke altid en actionfilm – et velspillet drama kan være mindst lige så godt og oftest endda bedre.

Kaffen indleder oplevelsen, der så efterhånden overtages af lakridsen midt på tungen. Her ligger den venligt masserende og ikke det mindste støvet. Sidst mødes man af hasselnødder – tilpas bitre til at matche den tilbagelænede kaffe og chokolade perfekt med en antydning af udfordrende kant, der ikke gør det hele så mageligt, at det bliver kedeligt og trivielt.

Varmt, rart, mægtigt, stilsikkert og smagfuldt – hvilende harmonisk i sig selv, og så måske også en smule mere på laurbærrene end brygget helt fortjener.

Men igen – hvad jeg måske efterlyser af fandenivoldskhed kan også opfattes som kvalitet. At brygget fx ikke smager synderligt af alkohol – selvom det er tilsat whisky – vidner vitterlig om stor brygkunst.

Den var også et godt valg – ikke mindst som øl nr. 1000.

Men nej! Aldrig, om den kunne slå det bedste fra Amager Bryghus – det kræver altså alligevel noget ondskab, som dette bryg ikke besidder!

Knarf’s Whisky Beer, Rækker Mølle Bryghus

2017-10-20 18.21.07Ikke noget Richard Ragnwald …

2 mål har jeg sat mig for i forbindelse med denne anmeldelse. 1 – jeg vil prøve at undlade at komme alt for meget ind på, hvor svært det var at få fat i denne øl, på trods af mange ihærdige forsøg både fra mig og bryggeriet. 2 – jeg vil også prøve at undlade at gøre det, jeg alt for tit gør, når jeg anmelder øl fra Rækker Mølle Bryghus – jeg vil undgå at nævne Esben Lunde Larsen …

… Nå, det gik ikke så godt med mål nummer 2. Det starter ikke særlig godt, hva’?

Anyways – Rækker Mølle Bryghus kontaktede mig angående denne øl engang i midten af september, og så fulgte ellers en lang række af misforståelser, der gjorde, at jeg først i går aftes omsider kunne åbne brygget og prøve det.

Der er tale om en tredobbelt bock, der efter gæring og lagring er lagt på whiskyfade fra Stauning Whiskydestilleri i 4 måneder. Stauning Whisky er, så vidt jeg er orienteret, den første producent af single malt whisky efter skotsk forbillede i Danmark. Det er gode sager, skulle jeg hilse og sige. Jeg kan, som tidligere nyder (om ikke kender) af skotsk single malt whisky, ikke skelne den danske fra den skotske – i hvert fald ikke, når den kommer fra Stauning.

Understreges skal det også, at whiskyen ikke er tilsat. Det markante indslag af whisky kommer alene fra de træfade, øllet er lagret på. Selvom den slags kreative tiltag til gavn for øllets smag og karakter sikkert er meget fy fy syd for grænsen, mener undertegnede ikke, at den overtræder reglerne for hvad jeg ville kalde rent.

Det er et flot, orangerødt bryg, der skummer rigtig flot ved skænkning, og så ellers afbruser hurtigt. Selv i bryggeriets fancy luksusøl mærker man den vestjyske mindelighed. Armbevægelser og festfyrværkeri er holdt på et nødvendigt minimum, selvom man har været så large, trods at, at forsyne den standardetikketerede flaske med et gyldent gashåndtag uden om proppen, der må fjernes med en proptrækker.

Brygget byder på en dyb, fyldig duft af malt med forventede indslag af whisky. I duften forekommer det umiddelbart ikke særlig velintegreret, men netop mere som en blanding af to ting, frem for et resultat af lagring.

I smagen er det imidlertid en ganske anden sag. En god, fyldig maltbund af mørk karamel yder fundamentet til en både flot, velkonstrueret og ikke alt for stort og prangende bygningsværk bestående af stikkende, røget whiskyaroma, spidskommen og koriander.

Whiskyen er væsentlig bedre integreret her, omend måske ikke helt. Men det er ikke værre, end at det bare kan betragtes som del af øllets karakter. Stauningdestilleriets indflydelse er markant, men bæres så nydeligt frem af de andre elementer, så alle så fint komplimenterer alle.

At whiskyen formår at snappe og gnave i ganen, hvorved den uundgåeligt kommer til at hævde sig lidt på bekostning af de andre, tjener kun brygget til ære. For nu at forsøge en analogi fra musikkens verden – det er ikke videre begrædeligt at Iron Maiden gør mere væsen af sig, og derfor er mere kendt en Richard Ragnwald … Ikke at der er noget Richard Ragnwald i dette bryg. Til gengæld kan der nok spores et element af Iron Maiden, selvom det måske mest af alt indeholder Metallica på deres gamle dage, omend når de er bedst.

Så vidt jeg husker var der lidt mere fortælling bag denne øl – fx hvorfor navnet er ‘Frank’ stavet bagfra (og jeg magter ikke at kommentere i detaljer, at man på dansk ikke anvender apostrof i genitiver) – men det må jeg erkende, at jeg har svedt ud. Det er trods alt ved at være længe siden, at jeg først blev kontaktet om den. Men den var ventetiden og bøvlet med at få den frem værd og mere til. Bryggeriet har formået det, jeg i sin tid ikke synes lykkedes særlig godt for bryggeriet Innis & Gunn, der havde whiskylagret øl som deres hovedkoncept. At integrere øllet og whiskyen, frem for blot at blande indtrykkene.

Sådan kan det tit gå bedre for dem, der bruger den slags trick for at variere, frem for at ville gøre det hver gang.

Tusind tak til Rækker Mølle Bryghus for denne nydelige dele- eller helaftensøl. Egentlig deler jeg øl af denne størrelse og styrke (8,5%) men den skulle helst anmeldes hurtigt i betragtning af den lange og besværlige fragttid. Og så kan den også bruges til at nippe i en periode over 2-4 timer.

Det skader ikke øllet, hvilket også vidner om dets kvalitet.

5-stjerner

Green, Green Banshee, Amager Bryghus (Gode øl med Allan III)

2017-02-24 20.28.52Du godeste! Sikken ondskab …

Det næste bryg på programmet havde jeg set frem til med stor spænding. Jeg havde ganske vist prøvet det en enkelt gang før, nemlig på Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum tilbage i august. Det skete i Jameson’s stand, hvor jeg ved samme lejlighed for første gang prøvede mit irske af. Ja, det var i sandhed en stor oplevelse.

Dengang blev det jo kun til en lille mundsmag, der slet ikke var stor nok til, at der kunne komme en anmeldelse af brygget ud af det. Siden har jeg så bittert fortrudt, at jeg ikke dér, lige på stedet som minimum fik mig en anselig smagsprøve, så jeg kunne anmelde brygget, for det skulle vise sig at være ret svært at få fat i efterfølgende.

Jeg var dog så heldig at støde på det i Toft vin på Islands Brygge forleden. De 90 kroner, jeg måtte slippe for en halv liter, viser måske (måske ikke) at efterspørgslen har presset prisen på et begrænset udbud noget i vejret. Til gengæld vidste jeg også med det samme, at den skulle nydes i godt selskab, først og fremmest på grund af dét – det gode selskab, der får godt øl til at smage endnu bedre, og så fordi jeg ærligt talt – uanset hvor godt øllet ellers smager – ikke gider drikke en hel halv liter alene, når alkoholprocenten er tocifret (11% for at være præcis). Og godt selskab var jo i vente, da min aftale om at nyde gode øl med min gamle stadionkammerat Allan, for længst var indgået.

Røverhistorien på etiketten er denne gang så afdæmpet, at den faktisk kvalificerer sig så meget som nyttig information om brygget, at det egentlig er uberettiget, at kalde beskrivelsen en røverhistorie. Indledningsvis fortælles der selvfølgelig om det irske sagnvæsen, banshee’en (irsk bean sidhe, hvilket kan oversættes med fe-kvinde), hvis skrig varsler død og ulykke. Og eftersom der jo er tale om et sagnvæsen, er det selvfølgelig en lille smule røver alligevel. Den grønne, grønne fedame, man her sidder med, skriger imidlertid kun om gode ting, fremgår det blandt andet … og her starter så en sjældent nøgtern og informativ beskrivelse af bryggets tilblivelsesproces. Der er tale om en imperial stout lagret i fire måneder på henholdsvis bourbon- og sherry-fade fra Jameson-destilleriet i Cork, Irland. Derefter er bourbon-stouten og sherry-stouten blandet sammen, ligesom Jamesons whiskeyer er det, og så er dét bryg sådan set brygget, blandet og lagret.

Tilbage i marts måned sidste år, da jeg besøgte Amager Bryghus, tror jeg endda, jeg fik fadene at se. Så vidt jeg husker, var Henrik Papsø, der viste rundt, lettere skeptisk over for projektet, og på papiret lyder det da også en kende skørt. Men for at lave noget ekstraordinært, må man jo også tænke lidt ud af boksen, tage nogle chancer og være lidt – ja, skør – for at det ikke bare igen skal blive en gentagelse af noget, der er prøvet før.

Apropos gentagelse; gentagelsen af ‘green’ i navnet forestiller jeg mig – uden at have andet at have det i end min egen intuition – skyldes de to grønne øer, brygget kommer fra; Amager og Irland. At den grønne fedames skrig i øvrigt kun varsler godt ændrer ikke ved, at tegningen af hende er autentisk frygtindgydende. Djævle og skeletter er for længst ude af stand til at skræmme os, mens Amager Bryghus’ grafiker Simon Hartvig Daugaard har formået at give os nye skikkelser at være bange for.

Men nu til brygget, som jeg allerede ved at beskue, erklærede måtte være jordens ondeste øl – på trods af alle fedamens gode intentioner. Brygget er totalt uigennemskinneligt, selv når mængden i glasset er ganske lille. Skummet har farve af branket karamel – den smule der er. I bryg af denne kaliber er kulsyre en distraktion, noget, der hører lyset til, noget, der hører lettere øl – svagere øl – til …

Selv i sit uigennemtrængelige mørke, er bryggets visuelle underholdningsværdi af en særlig udsøgt kvalitet. Duften ligeså, omend Allan og jeg aldrig blev helt enige om indholdet. Han mente at man kunne mærke marcipan i duften, hvilket jeg ikke selv kunne. Marcipan er alt for rart, sødt og venligt til denne galdesuppe af mørk lakrids og brændevin, der på sekunder ville rense enhver bihule, om den så måtte være tilstoppet med cement. Og selvom det spirituøse element i bouqueten er uomgængeligt er jeg slet ikke sikker på, at jeg ville have gættet på whisky i processen, hvis ikke jeg lige vidste det. Allerede her (ja, det er også tilfældet i resten af brygget) er whiskyessensen aldrig så nydeligt forenet med resten af det tunge, seje, natmørke bryg.

Og smagen … SMAGEN! Lige så tæt og tykt som brygget dovent, modvilligt og tyngdekraftstridigt skvulper rundt i glasset, lige så vidunderligt, vældigt og mægtigt føles det på tungen. Engelsk lakrids og fyldig, spirituøs fylde omklamrer alle mundens indvendige overflader – opadvendte, nedadvendte og laterale – med sin fængslende, altopslugende mørke aroma. Aldrig har jeg oplevet lignende kraft og vælde i en stout. Utroligt er det samtidig, at der ikke er den mindste antydning af ubalance eller missmag. Lakridsen er lige i øjet, whiskeyen smages ikke som whisky, men mærkes som en umådeligt smagfuld alkoholimpression – og sikke den kan mærkes. Dette er noget ganske andet end Thisted Bryghus noget halvhjertede forsøg på en øl/whiskey-forening. Nej her kan man opleve, hvordan det rigtig skal gøres.

Tykt, sort, og vidunderligt velsmagende. På én gang den bedste og den ondeste stout, jeg nogensinde har prøvet … Allan var lidt mindre kompromisløs i sin nydelse. Han mente, brygget manglede den allersidste afrunding og harmoni, før brygget var helt perfekt, men større forskelle end denne i vores præferencer, kan formentlig findes blandt individuelle elektroners hælden til, om de vil binde sig til den ene eller den anden farve brintatomer (og ja, jeg ved godt, det ikke gav nogen mening, men jeg havde lissom skrevet mig selv op i en krog ikk’ oss’ …)

Amager Bryghus kan sandelig andet end at brygge gode IPA’er – de kan i den grad også brygge stouts.

Allan:

5-en-halv-stjerne

Kaj:

6-stjerner

Jack & Beer, Thisted Bryghus

2017-02-21 18.36.01Fordi man kan …

Jeg har jo her på det sidste været en smule bagud med anmeldelserne. Igen har der været stressende ting inde over mit liv, der har drænet og gjort, at jeg bare ikke har kunnet lægge de kræfter i bloggen jeg gerne ville. Men med denne anmeldelse er jeg foreløbig på højde med anmelderiet igen, ligesom jeg netop har sat et foreløbigt punktum i en af de stressende sager. Så nu tegner det hele atter en smule lysere – og det tror pokker med det vejr vi har i skrivende stund: Højt solskinsvejr over et snedækket landskab. Så kunne den vinter omsider få nosset sig sammen til at ankomme.

Men det er jo dage siden, jeg prøvede denne øl. Så det var ikke engang fordi, jeg på det tidspunkt havde et voldsomt behov for at varme mig ved Thisted Bryghus’ brændevinsstenøl og dens rare whiskyessens. Men derfor var den nu et dejligt bekendtskab alligevel.

Det er ikke første gang Thisted Bryghus laver stenøl. Den tidligere brygmester Brian Sørensen stod bag flere, og hvor var jeg i den forbindelse ude efter ham for at han tilsatte sine bryg sulfitter. Det glæder mig derfor ikke så lidt at konstatere, at den nu ikke længere så nye brygmester Antoni Aagaard ikke gør det. Men hans bryggeri er nok ikke blevet kåret som ‘årets’ for andet år i træk helt uden grund.

Brygget her er ifølge bagetiketten ’tilsat ægte amerikansk Bourbon Whiskey og langtidslagret i 3 måneder på egetræ og med endnu flere karamelliserede lavasten’ … hvordan lavastenene lige er blevet karamelliseret må vi nok spørge bryggeriet om – men bortset fra det, lyder det jo ganske interessant.

Det råhvide skum knitrer lystigt ved skænkning. Brygget ligner mest af alt en classic og det er heller ikke i duften, man mærker det højt besungne whiskyindslag. Til gengæld bydes der på ligefrem og ukompliceret bouquet af mørk malt og sød humle, som man kender fra den bayerske lager-øl.

Bayer- og wienerkarakteren fortsætter i smagen, hvor velmaltet classic og lyse, lette karamelaromaer glimrer ved deres nærvær. Tilsat dette er whiskeysmagen – nej, der er ikke tale om whiskeyaroma eller whiskeyessens … ej heller er whiskeysmagen iblandet, endsige forenet med – den er tilsat.

For det egentlig velgørende, men også noget anmassende whiskeyislæt blander sig ingenlunde elegant, eller bare behændigt, med bryggets øvrige karakter. Det forbliver sammensat – en øl med whiskey i – frem for at være en forening af de to. Brygget ender med at fremstå som noget man har brygget mere fordi man kan og ikke så meget for at brygge noget, der er sådan rigtig godt.

3-en-halv-stjerne

Christian 4, Kongebryg

2016-09-25-19-11-17Lethedens mestre …

Vel – jeg må hellere får afprøvet de sidste Kongebryg, jeg fik langet ud for efterhånden ret lang tid siden. Denne er den næstsidste, jeg har på lager, og måske repræsenterer den bedre end noget andet selve konceptet bag Kongebryg, for den er opkaldt efter kongernes konge over Danmark – Christian Firtal hamselv.

Ja, hvis man gransker historien bare en anelse, vil man jo hurtigt opdage, at han i virkeligheden var en katastrofe for Danmark. Det var under ham, at vi mistede alt det, der dengang var Danmark, men nu er Sverige (bortset fra Bornholm – men at det siden kom på danske hænder igen, fortjener bornholmerne al ære for, og på ingen måde Kongen d. 4. Christian), han tog reformationens spirende tradition for hekseafbrænding til sig (den var ikke-eksisterende, da Danmark var katolsk), og der var sikkert også en hel masse andet, som jeg ikke lige kan huske nu.

Men vi elsker ham – fordi … he left a mark. Lidt som en grafittimaler med permanent (som i virkelig permanent) maling i dåsen, fik han gjort opmærksom på sig selv, idet han alle vegne efterlod sig blivende spor. – Et tårn hist, en plads pist, en bygning hér og en bebyggelse der … Og på den måde vinder man befolkningens og eftertidens hjerter, selvom man reelt var en katastrofe for nationen. Vel – sans for marketing havde han jo så afgjort, den gode Christian.

Ideen bag denne røgede øl – således etiketten – står Kongebryg ikke for alene. De har fået hjælp af ide(sprælle)manden og eksperimentalbryggeren Martin Bo Pedersen. Og selvom det ikke fremgår præcis hvordan, kunne jeg have den gode Martin mistænkt for at lave koblingen mellem etiketten – Wilhelm Marstrands berømte skilderi fra Roskilde Domkirke (som i øvrigt er malet ca. 200 år senere) – og krudtrøgen fra slaget ved Kolberger-Heide. Men det er rent gætværk.

Det røgede element kommer fra tilsat Laphroaig whisky – en whisky fra øen Islay i Skotland, der er kendt for sine røgede whiskyer (personligt er jeg faktisk mere imponeret over Ardbeg og Finlaggan, mens Laphroaig i mine øjne er en tand for mainstream – men det nok bare mig). Røgen slår kun diskret igennem i duften, der først og fremmest bæres frem af en silkeblød vanilleimpression. Kongebrygs øl er bare notorisk rare og behagelige at snuse til. Røgen giver en let og elegant fornemmelse af stald, ekviperet med de fineste, nydeligst soignerede fuldblodsaraberheste. Ellers tager brygget sig ikke videre prætentiøst ud. Skummet hæver sig aldrig meget over det orangebrune bryg, men afgiver til gengæld en sprælsk og legesyg knitren, når det falder.

Smagen lægger sig overraskende i det søde hjørne. Aroma af honning fylder munden med luftig fylde, men røgen giver bitterhed og karakter. Røgen er mere fremtrædende, men stadig velintegreret i bryggets øvrige sødme, så man alt i alt får en overraskende velafstemt enhed af sødt og røget.

Det husker jeg ikke nogensinde at have prøvet før. Røg følges som regel ad med – og understøtter – bitterhed. Her leger røgen fiffigt og kækt med honningsødmen, så helt nye synteser og smagsoplevelser opstår.

Noget større søslag bliver brygget aldrig. Nej, der er snarere tale om en hyggelig færgetur til – og rundvisning på – Islays fineste destillerier med langtrukken og gavmild smagning efterfølgende.

En stor æstetisk oplevelse – som et skilderi af Wilhelm Marstrand – er det under alle omstændigheder.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme