Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: tilsætningsstoffer

Strong Ale, Thisted Bryghus

Farin og nødder …

Besøgstallet for december ser meget fint ud. Jeg har faktisk aldrig haft så mange gennemsnitlige klik pr. dag på min blog nogensinde før, som jeg har haft i indeværende måned. Mit mål for i år var at nå op på 4.000 klik pr måned – det mål er for længst nået, og i november nåede jeg endda op over 5.000.
I mit stille sind tænkte jeg, det kunne være sjovt at nå op over 6.000 læsere – et tal, jeg aldrig er nået op på før, men så tænkte jeg igen. For med den raketfart, læserne rasede ind på bloggen de første dage af december, var der ingen grund til at tænke småt.
Så nu går jeg efter 7.000 læsere på bloggen i december. Over 1.000 mere, end jeg nogensinde har haft før – fordi det ligger vel inden for det mulige, omend det også vil kræve et minimum af anstrengelse fra min side.
At anstrenge mig er imidlertid ikke det, jeg gør med størst fornøjelse for øjeblikket. Uanset hvor introvert jeg er, rammer den fornyede Corona-isolation også mig, og sammen med ledigheden har det desværre resulteret i en temmelig grim depressiv tilstand. Den kæmper jeg dagligt med at reducere og forbedre – blandt andet ved at holde fast i at dele indlæg på min blog med ikke alt for store mellemrum, men det kræver en større indsats end ellers.
Min YouTube-kanal sker der således ikke meget på. Min fødselsdagslivestream er det seneste, der kan ses, og det er fra starten af november. Jeg har sagt ja til igen at hoste et segment af en Christmas relay Stream på juledag. Måske vil det sparke lidt liv i kanalen igen – jeg gør i hvert fald hvad jeg kan for at få lidt sving i aktivismen igen, selvom det er svært.

Øllene render i mellemtiden ingen steder. Den her stærke sag åbnede jeg mere end noget i mangel på bedre. Fx i mangel på juleøl, af hvilke udvalget har vist sig meget begrænset heroppe i det nordvestjyske. Jeg købte den i Føtex for nogle måneder siden, hvor der var tilbud, hvis man købte fire øl af gangen. Da jeg havde fundet tre (herunder de seneste øl fra to øl) var dette den øl, der så mindst uinteressant ud af det, der var tilbage på hylderne.
7,2% er langt fra det stærkeste, jeg har prøvet, men det er vel alligevel stærkt nok til, at betegnelsen ‘Strong Ale’ ikke er direkte ulovlig. Samtidig er brygget dejlig mørkt, og dufter fyldigt af mørkt sukker og svesker. Forrest på tungen er brygget blødt og sødt smagt til med kagekrydderier og rigeligt farin. Som det ruller gennem munden ændrer det karakter og bliver mere bittert. Det ender ved mandlerne med en markant, næsten besk aroma af lidt for gamle hasselnødder. Igen er det den slags aromaer, man helst er fri for uden for øl, mens det i et bryg som dette opleves som karakter og raffinement.
Ligesom Aecht Schlenkerlas ‘Eiche‘ ville brygget her slet ikke være umuligt på et julebord. Fylde og sødme er mere end adækvat til den fede julemad, og bitterheden leverer krydderiet. Det er langt fra første gang, at erfaringen med sæsonens såkaldte juleøl viser, at ordet ‘jul’ langt fra garanterer egnethed til højtiden, ligesom uegnethed ingenlunde fremgår af ordets fravær på etiketterne.

Så skulle der være udsolgt af de dedikerede juleøl skal man ej fortvivle – der findes gangbare alternativer derude.

Sweet Gale, Thisted Bryghus

Tema med variationer …

Aldrig så snart Bent Fabricius-Bjerre har forladt os, og turen fortsætter til den britiske filmskaber, Alan Parker. Stærkest i min erindring står hans filmatisering af Pink Floyd-pladen The Wall, men det er nok også bare fordi Pink Floyd tilfældigvis er det band i hele verden, jeg holder allermest af.

At manden holdt af god musik, fik man også at mærke i mesterværket The Commitments. På en måde blev filmen en hjørnesten for soulmusikken. For mens filmens hovedtema handler om brugen af sorte amerikaneres musik som middel til at bryde ud af fattigdom og elendighed i de tidlige 90’eres Irland (og dermed noget af det mest charmerende fattigdom og elendighed, der findes i hele verden – men fattigdom og elendighed ikke desto mindre) blev netop den kunstform i samme årrække voldsomt kommercialiseret.

Ikke lang tid efter lancerede MTV programmer som ‘The Soul of MTV’ der time efter time spillede intetsigende, ligegyldig fløde for ørerne, mens gode programmer, som fx Headbangers’ Ball blev taget ned. Rædsler som R-Kelly, Boyz 2 Men og i Europa Emilia Rydberg dukkede op og gjorde det, der i årtierne forinden tryllebandt verden med selvsikker sort amerikansk kunststil, til et samlebåndsproduceret organisk opløsningsmiddel, perfekt til at lade hjernemassen flyde ud af ørerne som den flødemættede sødsuppe, soulmusikken blev reduceret til.

Men før jeg ryger for langt ud af en tangent, er det vidst bedst, jeg tager fat på dagens øl i stedet.

Leverandøren af seksprocentsbrygget er Thisted Bryghus, og den var med i en pakke øl, jeg fik da jeg sidste år var på besøg der. Ja, jeg er ikke altid lige hurtig til at få afprøvet øl, jeg har stående, men nu fik jeg det så endelig gjort.

Et billede af selve brygget, såvel som dens duft, må læserne have til gode. For jeg var åbenbart alt for ivrig, både med at få smagt på brygget, og få tømt glasset. Umiddelbart er brygget hverken nogen aromaeksplosion eller noget blylod af fyldighed. Det kræver lidt aktiv smagning, der til gengæld også lønner sig.

Letsyrligt frisk er brygget, med en sød aromatisk kant af karamel og en overraskende kraftig bitter eftersmag af hvidkål. Det er i øvrigt godt. Kål er en grøntsag der nok ses en anelse ned på, men genkendes dens bitre aroma i øl, glæder det i hvert fald denne blogger.

Fylden mangler på trods af bryggets vigende tyngde heller ikke. Det er på overfladen et bryg uden unødvendigt spræl, men med mange små fine overraskelser, hvis man har blot et mindstemål af tålmodighed – og ikke er for fin på den til at acceptere tilsætning af porse og ascorbinsyre. Aromaerne udgør fine variationer over velkendte temaer, både fra pilsner og pale ale, der under alle omstændigheder gør brygget et besøg værd.

Og så kan man jo også finde ud af, hvordan det egentlig ser ud og dufter.

Gin N’ Beer, Thisted Bryghus

Fordi man kan …?

Den her har stået i butikkerne ret længe allerede. Og ligeledes har den stået rigtig længe i mit ølskab, fordi … ja, det kan jeg ikke engang rigtig redegøre for. Fordi jeg ikke rigtig gad, tror jeg. På overfladen virkede det mest af alt som et eksperiment, der snarere blev udført fordi man kunne end fordi man egentlig ville prøve at opnå noget nyt og spændende.

Brygget falder i samme kategori som ‘Jack & Beer‘, og ved gennemlæsning begynder jeg at mistænke min underbevidsthed for at have en noget bedre hukommelse end min overbevidsthed … hvis det er det, det man er sådan rigtig bevidst om, rigtigt hedder? For konklusionen på hin anmeldelse var, at brygget mere var noget, man havde klasket sammen fordi man kunne end fordi man ville lave noget, der var rigtig godt.

Og her sidder jeg altså med præcis de samme tanker, efter at have prøvet denne øl. Det kan være tilfældigt. Det kan være fortrængte minder, der trænger sig på. Men, uanset om det er det ene eller det andet, forbliver det et faktum, at Thisted Bryghus burde bruge deres kostbare tid og brygressourcer på at producere nogle flere spændende versioner af Limfjordsporter i stedet for lemfældigt at kaste mere eller mindre tilfældige kombinationer af øl og sprut sammen, hvis færdige resultat kun i begrænset omfang appellerer positivt til smagssansen.

Gin i sig selv – for nu bare at starte et sted. Hvem drikker det rent? Personligt går jeg meget ind for at holde tingene – især alkohol – simpelt. Jeg drikker sprut rent, hvis jeg kan slippe af sted med det. Før jeg begyndte at interessere mig for øl, var jeg en stor nyder af whisky, ikke mindst skotsk single malt. Så bliver det ikke meget mere rent og simpelt.

Med gin har jeg det imidlertid anderledes. Jeg nyder en afkølet Gin & Lemon, eller Gin & Tonic. Men gin alene har jeg svært ved at nyde. Ikke engang afkølet.

“Men her er det jo netop blandet op med noget” hører jeg den flabede læser indvende. Problemet er bare, at hvor jeg undertiden kan finde på at blande tynde pilsnere med citronsaft og i øvrigt har lært at holde af belgiske frugtøl, så kan jeg dårligt forestille mig, hvordan Gin skulle kunne gøre noget som helst godt – især i en øl brygget på belgisk saison-gær. Enebær gør det godt i IPA, men hvordan det skulle kunne hjælpe en belgisk saison på vej, er mig en gåde.

Det er heller ikke duften af en frisksyrlig saison, der møder en ved skænkning af det forholdsvist lyse, højtskummende bryg. Det er derimod den anmassende em af enebærbrændevin. Den kvæler alt hvad der ellers måtte være af ølindtryk i brygget. Også i smagen mærkes ginnen mere end noget andet. Den giver en skarp, for så vidt frisk, men også meget alkoholisk note i brygget, som jeg genkender fra den belgiske triple blonde, der nok er den eneste øl i verden, det aldrig er lykkedes mig at holde af.

Samme types banansmag mere end anes til forventelig afsky og væmmelse. Denne gang er det næppe skabt af gærens estere, men figurerer som en klar bismag af de tilsatte gin-krydderier. Spørgsmålet forbliver imidlertid ubesvaret, hvorfor man overhovedet måtte ønske den smag i øl.

På den positive side indrømmer jeg til gengæld, at brygget ikke virker sammensat og disharmonisk på samme måde som Jack & Beer fremstod. Ginsmagen gennemtrænger nærmest alt i brygget og udgør både grundstamme, biaroma, fylde og mundfølelse. Øl er der til gengæld ikke meget til overs af.

Men hvis man holder meget af gin, har brygget vel sin berettigelse. Gin er stærk alkohol, og det er begrænset hvor meget man kan drikke af det uden at man segner, og på længere sigt tager skade. Med dette bryg kan man nyde den fulde smag af gin – næsten i hvert fald – og drikke det af store kar, uden at blive urimeligt beruset lige med det samme.

Mindelserne om Jack & Beer står imidlertid stærkere end nogensinde før. Også dette bryg fremstår som et eksperiment, man mere har begået fordi man kan, snarere end for at skabe noget nyt og interessant.

Abbaye de Vauclair

Effektiv sommerøl

Ja, jeg vil igen ævle om mine mange livestreams. Det er, hvad jeg laver på min YouTube-kanal i øjeblikket. Det kræver ikke den store planlægning, ingen efterfølgende redigering (noget der kræver rigtig meget tid og mange kræfter), og man får lov at interagere med andre mennesker. Den slags lider man af kronisk underskud af som introvert YouTuber.

For knap en uge siden rullede min seneste livestream, hvor jeg sammen med nogle venner så den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentar ‘7 Days Adventure with God‘, over skærmen. Allerede på det tidspunkt, var vejret slået om til det alt for varme og tørre vejr, vi i disse dage lider under, men øllet var egentlig ikke valgt af den grund. Det viste sig blot tilfældigvis at matche tørke og hede forbløffende godt.

Den blev købt i Lidl, Valby, ugen forinden, ved samme lejlighed hvor Marcus, det gavmilde menneske, skænkede mig endnu en samling af Skanderborg Bryghus’ øl, efter at vi havde begge havde været værter på en tidligere livestream i serien, hvor vi havde kværnet den første samling.

Den bedste grund, jeg kan komme på for at vælge denne øl til livestreamen var, at den havde en god størrelse til et par timers kvasisocialt samvær. En deleemballage på 0,75 l, der til gengæld ikke er voldsomt stærk – afdæmpede 4,5% bliver man højst lettere selskabeligt overrislet af, når man nyder den over 1½ times tid.

Brygget er fransk. Jeg ville have gættet på belgisk, så der kan man se. Typen er en ‘blanche’ hvilket vel i det store og hele svarer til den nordlige nabos Wit. Denne variant er tilsat koriander, appelsinskal og ascorbinsyre, næsten som en stilmæssig fuckfinger til naboen mod øst, og dennes OCD-agtige fokuseren på øllets renhed.

Brygget er lyst – lysere end billedet antyder, svagt skummende og dufter friskt af hyldeblomstsaft, tilsat lidt for lidt sukker og lidt for meget citronsyre. Dette er ikke negativ kritik. I en belgiskinspireret hvedeøl er det tværtimod ganske lovende.

Aromaprofilen er afdæmpet, men til gengæld gennemført forfriskende ved første berøring med mundhulen. Syrlige noter af citron giver brygget friskhed, og de blander sig optimalt med bryggets andre aromaer – sødme af appelsin, der nok hidrører fra den tilsatte citronskal og en krydret kant, der vel nok stammer fra den tilsatte koriander.

Ja, nogle vil hævde, at det er snyd med den slags tilsætninger, men additiverne er ligegodt blandet i et noget nær perfekt forhold. Mængden af vand i brygget kan man måske beklage sig over. Alle aromaer, om de er nok så præcist blandet sammen, forbliver afdæmpede i et altid meget fremtrædende element af vand.

Men i heden gør det selvfølgelig ikke så meget. Her er der faktisk en aldeles velafstemt sommerøl: let, forfriskende og smagfuld. Selv når hovedvægten er lagt på det forfriskende. Sommerøl er svære kompromisser, hvor vand og friskhed tit spiller for stor en rolle, men her er kompromisset ramt lige i centrum.

Tuborg Nul, Carlsberg

Nope!

Aldrig så snart coronareglerne er blevet lempet nærmest stormer læserne væk fra min blog som var de jagtet af Rasmus Paludan selv … eller … de stormer i hvert fald væk som jeg ville gøre, hvis jeg blev jagtet af Rasmus Paludan. Eller Pernille Vermund, eller Pia Kjærsgaard, eller Søren Espersen … i ved nok hvor jeg vil hen.

I modsætning til de seneste dage, hvor læserne virkelig har taget en slapper, har det de sidste mange uger ikke været særlig svært at få læsere nok ind på bloggen. Selv med under ét indlæg pr. uge. er antallet af klik undertiden skudt op over 200 om dagen. Men det er måske ikke så sært, når man ikke rigtig må gå udenfor, at man så i stedet bruger sin kostbare spildtid på nettet med at læse om, hvordan man fulder sig mest smagfuldt, når nu der ikke er så meget andet at lave.

Men det stopper her! Med det samme! Ikke at jeg vil sige til folk, at man nu skal gå ud og nyde det gode vejr, nu hvor det rent faktisk er blevet tilladt at bruge noget tid udendørs med vennerne. Næh, jeg synes bestemt man skal forsumpe videre indendørs, for så kan jeg igen få flere læsere på bloggen. Alkoholismen og den gode smag, til gengæld, det må læserne se langt efter, i hvert fald i dette indlæg.

Carlsberg har nemlig lanceret en ny alkoholfri øl – formentlig en afløser til den absolut totalt udrikkelige Tuborg Super Light, der så vidt jeg husker blev lanceret helt tilbage i min gymnasietid i starten af 90’erne. Den holdt under 0,1% alkohol, så vidt jeg husker. Brandets nye skud på stammen med navnet ‘Nul’ indeholder angiveligt 0,0% – eller ingen alkohol overhovedet. Så har man set det med.

Som led i et markedsføringsstunt kunne man være heldig at vinde et eksemplar af øllen på COOP’s app, som jeg jo selvfølgelig har, fordi jeg er én af dem. Det er ellers sjældent, at jeg vinder noget, men denne gang, hvor jeg egentlig ikke var synderligt interesseret, var der selvfølgelig bid. Men hey, det er på sin vis sjovere at skrive dårlige anmeldelser (forudfattet om øllets kvalitet … mig? Når det gælder Carlsbergs alkoholfri øl, så – JA! Bestemt! Er alle ikke det? Det burde de være) end gode, så jeg sjoskede rask op til supermarkedet, dirrende af forventing om at levere en fremtidig sviner, for at erhverve mig et eksemplar formedelst 0,0 kroner.

Det rene optrækkeri, hvis I spørger mig. For det kan såmænd godt være, at brygget ligner øl, korngult med kridhvidt skum der i glasset. Men se hvor hurtigt skummet skynder sig at falde. Som om det ville skamme sig ved bare at lade som om, at øllet i det allermindste bare havde noget visuelt at byde på. Men nej!

Duften er ikke meget bedre bevendt. En udefinerbar syrlighed blander sig med stænk af noget, der måske var humle engang. Nu er det druknet i lige dele vand og syntetiske tilsætningsstoffer, der skal få den udefinerbare vandblanding til at tage sig ud som noget det ikke er – nemlig øl – for så at fejle på det ynkværdigste.

For der er ved Rasmus Paludans grimme, smørindsmurte slikfrits ikke meget ølagtigt over den kunstigt syntetisk vamle substans i glasset. Vel, kulsyren – den er der i det mindste. Men det alene gør selvfølgelig ingen øl. Sodavand og danskvand indeholder fx også kulsyre.

Sodavand smager imidlertid af noget. Ja, jeg holder faktisk meget af sodavand, indrømmer jeg uden at skamme mig voldsomt meget. Danskvand drikker jeg også gerne – uden citrus eller andet (analog med at jeg foretrækker min kaffe sort). Dette … produkt derimod føles ingenlunde som danskvand heller – det skulle da være med helt nye smagsvarianter – zink og citronopvaskemiddel er det første, jeg kan komme på. Humle og malt, derimod, må man kigge langt efter.

Det eneste gode der er at sige om produktet er, at det ikke er nær så fælt som dens forgænger, Tuborg Super Light, idet det heldigvis også smager så meget af vand, at man ikke sådan rigtig bliver generet af alt det ubestemmeligt fæle, der er tilsat. I forgængeren smagte man tilsætningerne meget mere, og jeg gætter på, at ekstra tilsætning af postevand i nærværende produkt har taget noget af den fæle smag, og samtidig kvalt residualalkoholen så meget, at det er lovligt at angive styrken til 0,0.

Jeg behøver egentlig ikke vide, hvilke ‘naturlige aromaer’ bryggeriet har tilsat, for her er helt sikkert en øl, jeg aldrig nogensinde i hele mit liv vil binde an med igen. I, kære læsere, er heldige. I behøver ikke engang prøve den en eneste gang. For jeg har været der og fortalt historien, hvis morale er den simple:

Lad den stå!

Jacobsen Brown Ale, Carlsberg

Langt fra tosset …

Jeg har det med brown ale ligesom jeg har det med Weißbier. Engang var det nyt og spændende. Det var en af de vilde, nye stilarter, der kom frem, dengang verden fik øjnene op for, at der rent faktisk fandtes andre øl, end tynd, kornfarvet pilsner.

Men det er længe siden. IPA, Saison, Stout og Geuze (for bare at nævne nogle stykker) har for længst givet brown ale baghjul. I dag fungerer stilen i bedste fald som Umsteigsdroge (det var det, vi i folkeskolen fik at vide, at hash var. Omtrent to minutter efter, vi havde taget det første bap fra en joint, ville vi sidde med en rusten heroinkanyle i øjeæblet, febrilsk hamrende ansigtet ind i den nærmeste plane flade for at få nålen ekstra dybt ind – såvidt i hvert fald lærere og såkaldt undervisningsmateriale om brug af ulovlige stoffer. But I digress …) fra bleg industripilsner til noget, der er mere snævert og udfordrende.

Ikke mindst når producenten er Carlsberg. Og ja ja, det er jo ligegodt fra Carlsbergs specialbryggeri, Husbryggeriet Jacobsen. Og selvom det da også er et godt stykke over bryggerigigantens van(d)lige standard, har brandet for længst måttet se sig slået af myriader af mindre, mere kvalitetsbevidste aktører.

Dermed ikke sagt, at brandets øl automatisk er kedelige og intetsigende. Men at jeg først så sent i bloggens historie – om under en måned har bloggen 10 års jubilæum – får prøvet denne øl, der så vidt jeg ved har været i porteføljen al den tid, jeg har blogget, skyldes nok at brandet aldrig har haft den helt store evne til at imponere mig.

Men her er den så, Husbryggeriet Jacobsen Brown ale. Mørk, ganske vist, men egentlig rød, hvis man belyser brygget blot en anelse. Det off white skum falder hurtigt, og nogen karbonering af betydning byder brygget ikke på. Men det er nu fint sådan. Mørke bryg har det med at minde for meget om cola, hvis de bruser for meget.

Bouqueten er frugtig, syrlig og krydret. Umodne blommer blander sig med en antydning af nelliker og muskat. Syrligheden varsler ikke alt for godt. Tværtimod peger duften i retning af alt for mange andre brown ales; småtynde og mere vandige og sure end noget andet.

Så galt står det heldigvis ikke til. Brygget flyder let over tungen, men formår alligevel at levere en nøddeagtig sirupfylde, mens mørkt træ viser sig bittert ved gummerne. En let antydning af røg findes i eftersmagen, mens syrligheden af ananaskirsebær langt fra er for dominerende til at ødelægge oplevelsen. Derimod supplerer den fint til et overordnet nydeligt kludetæppe af aromaer, som man dog ikke skal granske for længe, da man så snart vil opdage, at ikke alle nuancer og kulører passer lige godt til hinanden.

Men det er småting. Brygget er en mere end adækvat nydelse, og dermed en af de efterhånden ret få brown ales, der er værd at investere i. Den er stadig langt fra Bryghuset Braunsteins mesterværk fra bloggens spæde barndom – men det produkt er også for længst blevet skrottet, efter at kvaliteten på det forinden dykkede betragteligt.

Så jeg er vel nødsaget til at erkende, at denne brown ale fra Carlsberg er en af de bedste af sin slags i almindelig handel i øjeblikket …

… det er ikke småting, man bliver nødt til som blogger.

AZ Ale No. 24, Refsvindinge/Vestfyen

Hvem skulle have troet det?

Jeg nåede lige at få sved på panden i går, da hjemmesiden endnu engang gik ned. Fejlmeddelelsen – en generisk serverfejl 500 – var den samme som sidst, da en opdatering af en af sidens widgets fik det hele til at kollapse. Hvad der forårsagede nedbruddet denne gang har jeg imidlertid ikke den fjerneste anelse om. Gendannelsen gik til gengæld let og elegant. Øvelsen fra sidste gang var intakt, ligesom siden snart var det igen. Et kæmpe hul i visningsstatistikken kunne der til gengæld kun i begrænset omfang rettes op på, da jeg først opdagede fejlen sent på eftermiddagen.

Men så må jeg vel give den lidt mere gas her i slutspurten op til juleaften. Det skal heller ikke glemmes, at der trods alt er større problemer derude i verden. Herhjemme ligger temperaturen midt i december måned fx oppe omkring de ti grader, og der falder så meget nedbør, at min vaskekælder er oversvømmet. I Australien går det endnu værre for sig. Der futter en enorm hedebølge hele østkystens skove af og farver himlen giftigt orange. Verden splittes lige så stille og roligt ad for vores øjne, mens alt for mange lalleglade idioter render rundt og påstår, at der skam ikke er noget galt, og at det bare er ganske naturligt.

Måtte hine tølpere altid gå barfodet, og deres vej være jævnt strøet med legoklodser og tegnestifter.

Sorgen over verdens dumhed kan man jo altid prøve at kvæle i noget juleøl. Den her havde jeg ikke købt i forventning om noget stort, idet forgængerne – No. 16 og No. 4 – kun repræsenterer industriel afglans af de perler, Bryggeriet Refsvindinge har udtænkt, og som Vestfyen i dag masseproducerer på licens. Det første aromaindtryk, det mørke, lavtskummende bryg gør ved skænkning, er forventeligt tamt. Tynd kaffe og en smule røg peger i samme retning som forgængerne.

Men hov! Det var alt for tidligt at aflyse festen! Vestfyen – der endnu engang har stået for det praktiske – har ordentligt taget sig sammen.

Det starter med brændt sukker med et let skud rom. Derefter vælter en fuldfed, sød, tyk sovs af smeltede svesker ind i hver en afkrog af gane og gummer. Et tungt, slubrebryg, der mere end til fulde vil alt det, en juleøl skal ville, for at fortjene en plads ved julebordet.

Og så er den endda ikke engang voldsomt dyr. Var det 15 kroner, rundt regnet, jeg gav i Fakta?

Fair nok – den ryger ikke helt op på niveau med St. Peter’s Christmas Ale – men den er mere end egnet til den fede julemad, ikke mindst hvis man vil undgå den foreløbige topscorers syrlige indslag af egetræ i eftersmagen, der her er erstattet af venlig røgethed.

Gid Vestfyen ville tage sig sådan sammen hver gang.

Jule Hvidtøl no. 1, Hancock

En smule bedre …

Glædelig december allesammen!

Det er snart jul – sådan rigtigt. Og med de temperaturer vi har haft de sidste dage, er det også lige før man tør håbe på en reel vinter. Jeg gnider mig naturligvis skadefro i hænderne mens jeg gnægger ondskabsfuldt ved tanken om alle de DF’ere – samt skravlet længere ude på højrefløjen – der må døje med både tanken og talen om vinter sideløbende med jul.

I løbet af hele farcen om, hvordan vinter angiveligt var ved at overtage ‘jul’ som årstidens højtid (hvilket den som bekendt ikke var overhovedet. Det var ikkun et produkt af paranoide højreradikales fantasterier samt trolls med kørekort til photoshop) har jeg fuldstændig glemt at kommentere det måske dummeste opslag af dem alle. Peter Skaarup delte d. 17. november et opslag på Fjæsen, hvor han – uden gas – anklagede Aldi for knæfald for muslimerne, ved at omdøbe deres medisterpølse til en vintermedister i stedet for julemedister.

Meget hurtigt kom det selvfølgelig frem, at Aldi alle årene har haft både en julemedister og en vintermedister. Forskellen på dem er krydderierne. En af lighederne mellem dem – og de allerfleste andre medisterpølser, fristes man til at tilføje – er at de begge primært indeholder svinekød … behøver jeg skrive her, at muslimer ikke spiser svinekød?

Det kan selvfølgelig være, der er en DF-vælger, eller måske en fra Nye Borgerlige eller Stram Kurs endda, der har forvildet sig ind på min blog. Nu regner jeg ikke med, at de forstår særlig meget af, hvad jeg skriver herinde alligevel. Jeg regner mig selv for i stand til at skrive nogenlunde sammenhængende i overvejende overensstemmelse med ortografiske regler samt med nogenlunde korrekt implementeret tegnsætning. Desuden bruger jeg, som det fremgår, ofte ord på mere end en eller to stavelser, så chancen for, at en DF-vælger overhovedet vil kunne orientere sig i en tekst som denne, studeres bedst under et ekstra skarpt elektronmikroskop.

Skulle det alligevel være tilfældet, så må jeg vil hellere: Kære DF’er, der har forvildet sig ind på min blog: muslimer spiser ikke svinekød, og derfor er det ikke urimeligt at antage, at de er bedøvende ligeglade med, om en pølse, de aldrig ville købe, endsige spise, hedder noget med ‘jul’ eller ‘vinter’. Især i lyset af, at absolut intet indikerer, at de skulle have et problem med fejring af jul i første omgang.

Lad alt det forbandede vås om jul versus vinter endeligt være ovre med december måneds indtog. Krigen mod jul er endnu et stykke amerikansk kulturimperialisme, der også i oprindelseslandet ikke er andet end paranoidt opspind fra en i grunden perifer, men også meget højtråbende højrefløj. Lad nu bare være!

Og drik en øl i stedet. En øl som den her kan man fx nyde helt uden at frygte, at man bliver fuld af den. Som andre julehvidtøl holder den kun ganske lidt – 1,8% – og egner sig i øvrigt fint som ledsager, både til selve julemiddagen og til desserten.

Mørk, brusende og med en ret pæn skumkrone formår den endda også at imponere visuelt. Brygget er, som læseren nok har gennemskuet, Bryggeriet Hancocks bud på en julehvidtøl, som Carlsberg og Royal Unibrew også laver dem. Og hvorfor ikke? De er ganske populære her op til jul, så hvorfor skal kun de allerstørste have lov til at udnytte det marked. Alene det at lokale, og ikke voldsomt store Hancock har et tilsvarende produkt i porteføljen, burde være nok for enhver bevidst forbruger til at i det mindste at prøve den her op imod giganterne.

Hvis julehvidtøl er noget man ellers gider, forstås.

Sødmen er hjemme allerede i første lille mundfuld. Kærligt, og en smule klæbrigt – for noget sukkersødt stads er det jo altid – smyger brygget sig hen over tungen, med typens karakteristiske lethed – eller tyndbenethed – der skyldes det lave alkoholindhold. En antydning af syntetisk vingummi blander sig en anelse uskønt i den mørke melasse-brun farin-blanding. Men det er langt fra nok til at oplevelsen ødelægges – nogle vil måske endda påskønne indslaget yderligere. I det hele taget forekommer hvidtølsoplevelsen fra Hancock en kende mere fed og gennemført, end hvad de store leverer.

Ja, jeg er ganske vist biased, alene fordi der er tale om en mindre, lokal aktør her. Men prøv den selv, og se om ikke jeg har ret.

Rødhætte, Albani/Royal Unibrew

Der bli’r ingen Jul i år! – Red Warszawa

Jeg må erkende, at jeg ikke har fulgt helt så godt med i, hvad der er blevet lanceret de sidste par år af juleøl, som jeg kunne – og som det måske forventes af mig, når nu jeg skriver så meget om øl. Jeg ved derfor ikke, om den her egentlig er ny, eller om den skulle have mange år på bagen. Jeg har i hvert fald først lagt mærke til den nu, og har derfor først nu fået den afprøvet til anmeldelse.

Den er en rød pendant til Albanis efterhånden bedagede juleøl ‘Blålys‘. Det hedder produktudvikling, og svarer i store træk til hvordan Star Wars gik fra at være en mægtig, filmhistorisk trilogi til at blive en pengemaskine, der hele tiden skulle koges mere suppe på, indtil konceptet var så udvandet at selv det oprindelige produkt efterhånden begyndte at være ulideligt at se på. Såvidt forventningerne. Virkeligheden har nu det bedste udgangspunkt for at levere en positiv overraskelse.

Men at et bryg udelukkende sælges samlet i seksstyksemballage (i Fakta på Kastet i Thisted), der ikke må brydes, borger ikke for den store kvalitet. Kunden skal erhverve sig et parti, for ‘om man solgte produktet enkeltvis, ville hver kunde kun købe én’, synes tankegangen at være. Tag fx et andet Albaniprodukt, der faktisk fortjener ros – deres Mosaic IPA. Den sælges såmænd både i sixpacks og enkeltvis i flere supermarkeder, fordi Royal Unibrew med det produkt udmærket ved, at kunden vender tilbage, uanset om man køber flere ad gangen, eller enkeltvis. Forventningerne får endnu et nøk nedad som konsekvens af markedsføringsstrategien …

… og nok et nøk, når det viser sig at brygget er tilsat majs, glukosesirup, farvestof og sukker. Det er i sidste ende smagen, der tæller mest, men udenpå ser det ikke godt ud for brygget her.

Brygget skummer højt og gyldent ved skænkning. Brygget selv antager en farve, der er en anelse mørkere end traditionel pilsner. Uden farvestoffet havde det garanteret også set helt anderledes ud. Brygget lugter tungt, småsprittet og syntetisk med en kant af metal. Den væsentligste grund til, at lugtindtrykkene nemt kan udholdes er, at de kun er antydninger af bouquet på et tæt bagtæppe af postevand.

I smagen bydes man på van(d)lig, generisk pilsner med en nemt oversebar kant af syntetisk metalliskhed. Aluminium, vil jeg gætte på. Trækker man, i et forsøg på at fremtvinge bare en anelse mere aroma ud af brygget, luft ind, mens det hviler på tungen, anes en fjern em af kommensnaps.

Brygget mangler således ethvert spor af raffinement. Ikke bare er brygget en pilsner som alle andre, der alene har fået julebetegnelsen hæftet på sig på grund af tiden på året, den er lanceret. Alt hvad der kunne få brygget til at skille sig ud fra den store anonyme masse af andre pilsnerprodukter er grundigt gemt dybt dybt nede i bryggets bundløse dyb af smagsfrihed. De smuler, der kan spores gør til gengæld heller ikke godt, så man kan på den anden side ikke lade være med at glæde sig en kende over, at det overvældende element af vand i brygget også er det, der forhindrer brygget i at blive en prøvelse at komme igennem.

Julen ser med dette bryg imidlertid ud til at være udsat til næste år. Der er ingen fest, stads eller hygge at hente her.

Thy Julebryg, Thisted Bryghus

Mere Pilsner …

Nu har jeg endelig fået juleferie. Jeg glæder mig til et par velfortjente fridage fra hamsterhjulet, hvor jeg i stedet vil hygge med min familie, smage nogle gode øl, og rase over regeringens uafladelige forsøg på at ødelægge højtiden for os andre. Den flere år gamle sag om den rædderlige sang på CBS og KZ-lejren på Lindholm var det perfekte røgslør over vedtagelsen af den mest sorte og asociale finanslove i årtier. Jo, de rige får en god jul, med nedsatte afgifter på lystyachter og privatfly, mens landets fattige, studerende, syge og ældre mødes af endnu flere nedskæringer. Og mens vores totalitære, fascistiske regering og støtteparti som rosinen i pølseenden vedtager håndtrykstvang ved statsborgerceremonien får klimaet en finger.

Vel, regeringen kan få en finger af mig herfra og så må jeg ellers tage min ferie fra virkeligheden, for ellers indfinder der sig kun øget apati og ingen julestemning.

Thisted Bryghus har holdt mig forsynet med øl – og enkelte juleøl i december måned. Den her har jeg endnu ikke prøvet, og den hedder slet og ret ‘julebryg’. Så er der vist ikke sagt for meget. Ved åbning mødes man af den velkendte og fortærskede duft af generisk pilsner. Og ud over et meget højt og ganske prangende fedtet marengsskum, er det også, hvad man ser. Ikke desto mindre kan min næse ikke undgå at glædes over et ret kraftigt udtryk, med en kant af fusel i den klassiske hallertauerimpression.

Det er vel til dels de 7,9% alkohol, der giver humlen den ekstra styrke og fylde. Således pakker brygget sig tæt omkring tunge og gummer, med en varm aroma af hasselnødder og bitterhumle. Også i eftersmagen mærker man, at humlen nok er generisk – men også bestemt af en lødig kvalitet, sådan som den hænger gummesmaskende nærværende så længe efter.

Den generende kant af metallisk syre, som forstyrrede ved de to foregående øl er holdt på et niveau, hvor det langt fra ødelægger noget, men stadig kan mærkes, hvis man smager grundigt efter. Brygget er tilsat ascorbinsyre, men enten kan det gøres i et begrænset omfang, der ikke giver afsmag af betydning, eller også er det faktisk noget andet, der har forstyrret i de foregående bryg.

Alt i alt en god … guldøl! Der er intet særligt julet ved den. Ingen søde noter, der vil klæde flæskestegen. Ingen endnu sødere noter, der ville komplimentere ris a la manden. Ja, der er ikke engang sprit nok til at hjælpe silden på vej i det ellers stærke bryg. Så der var faktisk sagt for meget alligevel, da den blev betegnet ‘julebryg’.

Men som stærk pilsner fungerer den godt, og det kan ingen tage fra den.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme