Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: tilsætningsstoffer

Thy Julebryg, Thisted Bryghus

Mere Pilsner …

Nu har jeg endelig fået juleferie. Jeg glæder mig til et par velfortjente fridage fra hamsterhjulet, hvor jeg i stedet vil hygge med min familie, smage nogle gode øl, og rase over regeringens uafladelige forsøg på at ødelægge højtiden for os andre. Den flere år gamle sag om den rædderlige sang på CBS og KZ-lejren på Lindholm var det perfekte røgslør over vedtagelsen af den mest sorte og asociale finanslove i årtier. Jo, de rige får en god jul, med nedsatte afgifter på lystyachter og privatfly, mens landets fattige, studerende, syge og ældre mødes af endnu flere nedskæringer. Og mens vores totalitære, fascistiske regering og støtteparti som rosinen i pølseenden vedtager håndtrykstvang ved statsborgerceremonien får klimaet en finger.

Vel, regeringen kan få en finger af mig herfra og så må jeg ellers tage min ferie fra virkeligheden, for ellers indfinder der sig kun øget apati og ingen julestemning.

Thisted Bryghus har holdt mig forsynet med øl – og enkelte juleøl i december måned. Den her har jeg endnu ikke prøvet, og den hedder slet og ret ‘julebryg’. Så er der vist ikke sagt for meget. Ved åbning mødes man af den velkendte og fortærskede duft af generisk pilsner. Og ud over et meget højt og ganske prangende fedtet marengsskum, er det også, hvad man ser. Ikke desto mindre kan min næse ikke undgå at glædes over et ret kraftigt udtryk, med en kant af fusel i den klassiske hallertauerimpression.

Det er vel til dels de 7,9% alkohol, der giver humlen den ekstra styrke og fylde. Således pakker brygget sig tæt omkring tunge og gummer, med en varm aroma af hasselnødder og bitterhumle. Også i eftersmagen mærker man, at humlen nok er generisk – men også bestemt af en lødig kvalitet, sådan som den hænger gummesmaskende nærværende så længe efter.

Den generende kant af metallisk syre, som forstyrrede ved de to foregående øl er holdt på et niveau, hvor det langt fra ødelægger noget, men stadig kan mærkes, hvis man smager grundigt efter. Brygget er tilsat ascorbinsyre, men enten kan det gøres i et begrænset omfang, der ikke giver afsmag af betydning, eller også er det faktisk noget andet, der har forstyrret i de foregående bryg.

Alt i alt en god … guldøl! Der er intet særligt julet ved den. Ingen søde noter, der vil klæde flæskestegen. Ingen endnu sødere noter, der ville komplimentere ris a la manden. Ja, der er ikke engang sprit nok til at hjælpe silden på vej i det ellers stærke bryg. Så der var faktisk sagt for meget alligevel, da den blev betegnet ‘julebryg’.

Men som stærk pilsner fungerer den godt, og det kan ingen tage fra den.

Julesten, Thisted Bryghus

Misdæder under mistanke …

Så lykkedes det vist endelig at finde det dér ‘julestemning’ … bortset fra i Fredensborg Kommune. Der er jul kun lovligt for de rige, mens fattige, ikke mindst borgere på kontanthjælp med fysisk og psykisk udviklingshæmmede børn ikke alene må nøjes med sulteydelse – de skal også have konfiskeret deres julehjælp fra i år og sidste år, fordi fattige mennesker bare ikke må have det godt.

Jeg ønsker Fredensborg Kommunes sagsbehandlere rustne søm og kulstykker under juletræet, ris i julesokkerne, kold havregrød på julebordet og Tuborg Super Light i julebægeret. De vil sikkert undskylde sig med, at de bare gør deres arbejde, men det er enhver sagsbehandlers pligt at bryde protokollen, og bevillige landets udsatte en ydelse, man kan leve af. Pengene kan tages fra kommunaldirektørernes fratrædelsesgodtgørelse.

Og for at bevare en sørgelig rest julestemning efter den indledning, vil jeg undlade at gå i detaljer med, hvad jeg ønsker politikerne bag kontanthjælpsloven. Jeg vil nøjes med at sige, at det involverer roskildesyge, manglende toiletpapir og cement i faldstammer.

Videre til juleøllet: Thisted Bryghus gør det åbenbart i stærke juleøl. Deres Christmas Bock var på 7%, mens denne mørke ale er på 8. Alkohol alene gør imidlertid ingen god øl, og for at pifte lidt ekstra op, har bryggeriet brugt opvarmede lavasten i produktionen. Ideen er ikke ny – tilbage i 2012 anmeldte jeg Jule Stenøl, der trods den fancy brygmetode ingenlunde nåede juletræstoppene i kvalitet. Tværtimod var jeg svært skuffet over at brygget var tilsat sulfitter. Thisted Bryghus er trods alt bryggeriet, der står bag Danmarks første økologiske øl, og så skulle de alligevel give sig i kast med den slags tilsætninger …

Det ser ud til at de er gået fra det igen. Brygget her indeholder ‘kun’ ascorbinsyre, hvilket jo nok skal holde skørbugen fra døren. Til gengæld har jeg det mistænkt for på anden vis ikke at gøre brygget ære, og det vender jeg tilbage til.

Meget mørkt er brygget – næsten sort, men igen med aldeles uimponerende skumdannelse. Selv ved voldelig skænkning bruser brygget mere end det skummer, og som i en anden sodavand fordufter bruset kort efter at skænkningen er ovre. Glæde kan man sig til gengæld over bouqueten, der umiddelbart virker ganske tæt. Sødlig er den af vanille og en snert af rom, kombineret med mildtristet kaffe. Det summer godt i næsen et stykke tid, hvorefter man alligevel får fornemmelsen af, at det trods alt virker lidt rutinepræget og tyndt det hele.

I smagen finder man vanillesukkersødet kaffe – igen med et skvæt rom, der imidlertid først varmer på vej ned gennem brystet uden at brænde det mindste på tunge eller gummer. Brygget er ellers stærk nok til det, men man skal åbenbart snydes. Igen virker brygget ganske tæt, indtil der melder sig en følelse af, at det ellers habile indslag af svesker og kaffe er sødet med hermesetas og ikke rigtigt sukker. Og selvom brygget næsten føles klæbrigt – og småkvalmt – når det når mandlerne, føles det alligevel lidt for letflydende, og uden en overordnet plan for en lang række smagsindtryk, der heller ikke hver for sig er helt i skabet.

Bryggets letflydenhed skabes til dels af en industriel syrlighed, jeg kunne genfinde i Christmas Bock, der ligesom dette bryg var tilsat ascorbinsyre. Og selvom jeg er fuld af taknemmelighed for at Thisted Bryghus sådan holder skørbugen stangen, så tror jeg egentlig mit C-vitaminbehov er dækket i forvejen, så den eneste forskel det gør, er at dæmpe min øloplevelse.

Jeg ved selvfølgelig ikke om det er ascorbinsyren der gør det, men den syrligt-industrielle metalsmag  i øl vil i fremtiden nok få mig til at spejde på etiketterne efter E300.

Vel – egnet er den såmænd også til julemiddagen med sine indrømmet velgørende søde noter. Men nogen vinder er den langt fra, og i hvert fald til ris a la manden vil en god gammeldags nisseøl, der i øvrigt indeholder langt mindre alkohol, gøre det væsentligt bedre.

Christmas Bock, Thisted Bryghus

Så fandt vi hyggen – sådan da …

Så er julestemningen sat ind. I skrivende stund varmer jeg min ovn for at sætte min Christstollen til at bage – det er en af de juletraditioner, jeg meget nødigt svigter. Derudover skal der i dag anmeldes en rigtig juleøl.

Men før det kan ske, har virkeligheden – det dumme svin – stukket sit grimme fjæs frem igen for at forstyrre højtidens eskapisme. Erik Høgh-Sørensen – et for mig ukendt nordjysk regionsrådsmedlem fra det racistiske og fascistiske parti Dansk Folkeparti har udtalt, at indsatte i hans Christiansborg-venners KZ-lejr udelukkende skal have serveret svinekød.

Selvom den racistiske skiderik siden har hævdet, at den åbenlyst racistiske udtalelse var ment som en vittighed, siger udtalelsen alt om, hvad DF’erne har stangliderlige og våde drømme om at bruge Lindholm til. De vil isolere muslimer – og kun muslimer der, idet de som de eneste ville blive generet af svinekødstvangen (- nåhr ja, og jøderne selvfølgelig, hvis DF pludselig skulle få lyst til at isolere dem også. Det skulle ikke undre mig). Samtidig afslører udtalelsen, at DF’eren mener, at kun muslimer vil kunne gøre sig fortjent til tålt ophold i Danmark, idet kun muslimer i deres øjne reagerer på svinekød som vampyrer på hvidløg. Kun muslimer er kriminelle nok, integrationsfjendtlige nok, udanske nok … fortsæt selv listen til kvalmen sætter ind. Jeg burde selv være stoppet for længst.

Og når det er sagt – hvad er man for et usselt ynkeligt og lidet menneske, hvis man på den måde – selv i spøg – kan finde tilfredsstillelse i at gøre livet surt for mennesker, hvis eneste forskel fra én selv er en anden nationalitet og religion? Et patetisk skrog af et umenneske er, hvad Erik Høgh-Sørensen er. Uværdig til at repræsentere andet end tilsvarende racistisk afskum som det han selv er.

Nå – til julestemningen. Dagens øl fik jeg i den Thisted Bryghus-julekalender, jeg blev beriget med i fødselsdagsgave af min søster. Lidt fjollet finder jeg det at betegne en øl ‘Christmas Bock’. Christmas er engelsk, mens Bock er tysk, men på den anden side er en forbrødring mellem de to lande vel heller ikke det værste, man kunne forestille sig i disse Brexit-tider.

Ret mørkt er brygget. Efterårsrødbrunt og dermed ganske flot, hvilket kan kompensere for en ganske sølle skumdannelse, der højest kan præstere små spredte gyldne fnug på det klare bryg.

Duften er overraskende tung af svesker, ledsaget af en noget industriel metallisk-syrlig kant. Syren er markant nok til, at man frygter at de ellers gode og indrømmet – julede – svesker bliver udvandet i smagen.

Det er så umiddelbart ikke tilfældet. Bedst mærker man øllets alkoholstyrke på ikke helt tilforladelige 7%. Det sparker de aromatiske noter, man mærkede i duften godt op vejret, så munden snart er fuld af småbrankede svesker, garneret med nelliker og anis. Gnubber man kinderne mod gummerne vil man være i stand til at trække rigtig meget smag ud af en øl, der på overfladen ellers lader til ikke at være helt i balance. Alkoholen virker en kende overdrevet, sveskesødmen ikke helt stærk nok og humlebitterheden måske lige skruet en tand højere op, end hvad der er bedst i en juleøl. Samtidig melder den industrielle metalsyre sig også, og truer med at mindske oplevelsen …

… men åbenbart er der alligevel rigeligt i denne øl til, at det ikke sker. Brygget består ved sin kraft og vælde, men må tåle nogle anmærkninger for ikke lige at have ramt juleharmonierne helt præcist.

Knudshoved, Refsvindinge

Mere fra Refsvindinge …

Endnu en øl, endnu et afbræk … den kommer snigende i perioder – ugideligheden, og den har en stærk samvarians med den politiske situations formørkelse herhjemme. Min nuværende ugidelighedsperiode har følgelig været ganske lang efterhånden.

Jeg magter ikke nyheder herhjemmefra længere. Landet kryber dybere og dybere ned i et kaninhul, hvor man prøver at score så mange stemmer som muligt på åbenlyst racistisk had. Senest sås dette med det racistiske regeringsstøtteparti Dansk Folkepartis demonstrative fortæring af 2 store lagkager i anledning af 100 udlændingestramninger. Den smålige fejring af triumfen over nogle af ikke bare samfundets – men hele klodens svageste individer er om muligt mere smagløs en kageleverandøren Lagkagehusets tørre og kedelige industrielle bagværk i sig selv.

Som om industrikædens smags- og lækkerhedsforladte margerineprodukter til hysterisk uforskammede overpriser ikke i sig selv var mere end rigelig (og rimelig) grund til at boykotte kæden. Lidt kan det i det mindste fryde mig, at kagerne formentlig var af en lige så forloren kvalitet som bageriets øvrige sortiment, og at det har måttet smage som aske i munden på DF’s fremmedhadske top. Faktisk ville jeg ønske DF-ledelsen en særligt udsøgt tør og varm dag i den danske sommer år 2018 uden vand og udelukkende med Lagkagehusets tørre industrifedtkager at spise.

Jeg har til gengæld fundet en smule glæde i uafhængige progressive amerikanske nyhedskanaler, hvis dækning af Cirkus Trump tørrer grundigt røv på alt hvad jeg har set af dansk nyhedsdækning det seneste årti. Det giver mig håb bare at se kloge mennesker med hjertet på rette sted rapportere indsigtsfuldt om det orangekulørte misfoster, de har valgt til verdens mægtigste mand. I det mindste slår jorden revner under ham, men hvor ville jeg dog ønske, man havde et korps af journalister og efterforskere, der gad gide gå efter en rigeligt korrupt magtelite herhjemme.

Men det er der vel ikke penge, stemmer eller skattelettelser til de allerrigeste nok i …

Vel – meget grimt kan siges om verdens og vores egen lille andedams situation. Langt fra så grimt kunne jeg aldrig nogensinde finde på at tale (eller skrive) om østfynske Bryggeriet Refsvindinge. Lovordene er imidlertid også sparsomme, idet det efterhånden bedagede mikrobryggeri bare ikke rigtig har leveret de store oplevelser siden A-Z Ale no. 16, der i øvrigt også er faldet i kvalitet, når den da ikke lige serveres fra fad af bryggeriet selv. Nærværende Refsvindinge-øl har jeg fået af min ølpusher Niels (nøgleord: afrikanske og tyrkiske øl), da vi en kort periode var kolleger, og for hans villighed til at donere, skal der kun lyde lovord her fra bloggen.

Jeg er ikke helt sikker på bryggets historie, men Knudshoved er i hvert fald det sted, hvorfra Vognmandsruten i gamle dage sejlede til Halsskov, før Storebæltsbroen blev bygget. De første år, jeg boede med min familie på Sjælland sejlede vi jævnligt den vej over, når vi fx skulle besøge familien i Tyskland. At dømme på farven og det overordnede indtryk er der vel tale om en art classic pilsner, hvor man imidlertid har snydt med netop farven, idet brygget er tilsat farvestof E150, ammoniseret karamel.

Følgelig er brygget tonet en hel del mørkere end jævnt pilsnerøl. Det skummer kun lavt og tamt, men dufter behageligt maltet henad det karamelsøde. Malten mærkes også i brygget, og det ledsages af en syrligt-sød kant af ikke helt modne æbler. Mundfornemmelsen er lige i øjet – virkelig blød og rar i sin maltede fylde, så den næsten bliver vinøs. Brygget ville have været rigtig godt, hvis ikke smagens vage syrlighed ikke havde virket mere forstyrrende end gavnende for den helhed, som malten ville have udgjort den perfekte bund i.

Indsigt i bryggets dybere idé undflyr min fatteevne. Noget af brygget fungerer rigtigt godt, mens valget af det ledsagende sødt-syrlige element virker underligt vilkårligt, og slet ikke passende i bryggets rare, velourbløde bund. Og således ender også dette bryg med at være endnu et Refsvindingebryg, som jeg efterhånden kender dem lidt for godt …

Citra Wittbier, Albani/Royal Unibrew

Fear not …

Glædelig spis-menneskekød-og-drik-menneskeblod-dag allesammmen. I morgen synges sangen “Jesus er død i dag og det er han jo og det er i dag …” hvis man altså tror på den slags. Det gør jeg så ikke, men er på den anden side heller ikke helt indifferent nok til at undlade at påpege det absurde i alt denne ståhej.

Og så må man jo heller ikke spise gæret brød, fordi så kommer gud eller ødelæggeren – afhængigt af hvilken af de to udvandringsmyter i 2. sumpbog kapitel 12 man læser – efter én, og river ens børn i stumper og stykker. Sjovt nok er det aldrig sket i min familie – hverken da jeg selv var barn, eller efter at jeg selv har fået børn. Det må være fordi Jesus (i ved, ham oppe fra kommunen) ophævede sumploven … eller også er det hele bare noget, nogen har fundet på – ligesom Anders And. Stor tak for lån til Monrad og Rislund for udvalgte dele af den tirade.

Indtil videre har diæten stået på pandekager, og øllet her blev drukket for adskillige dage siden, så jeg er faktisk uforvarende kommet til at overholde de bud indtil videre. Vel, jeg har ikke smurt blod på dørstolperne, så jeg er alligevel ikke home free. Jeg tror nu også, jeg vil prioritere hensynet til mine naboer, min fortsatte residereren i boligforeningens lejligheder samt ikke mindst mit eget helbred højere end hensynet til nogle højere magter, jeg ikke bare i det store og hele, men også i det lille og opdelte ikke tror på.

Og så tror jeg i øvrigt også, jeg vil spise noget rugbrød senere.

Øllen er en witbier … behøver jeg længere fortælle, at det er en af de typer, jeg som udgangspunkt ikke bryder mig vældig meget om? Den er fra Royal Unibrew, og del af en specialølsserie, der forefindes på køl ved siden af pilsnerne og guldøllene i mainstreamsupermarkederne. Man kunne tro, det var for at gøre specialøllene lettere tilgængeligt og udbredt, men mistanken om, at giganten Royal Unibrew også gerne vil tilbagevinde markedsandele fra mikroaktørerne er nagende præsent.

Det skal dog siges, at i typens oprindelsesland Belgien anses wit nu nok for det tynde og relativt uinteressante hverdagsbælleøl. Det skal selvfølgelig ikke holde Royal Unibrew fra at sælge det som specialøl til dumpingpriser.

Brygget er forventligt lyst. Til gengæld er det kun smådiset frem for næsten plumret som rigtige witte gerne skal være det. Men det er vel, hvad man kan forvente af industriprodukter – de skal helst være letfordøjelige, da så få som muligt skal skræmmes væk fra dem. Duften er skarp af de 8,5% alkohol og banan. Dertil kommer fyld af hvedemel samt et overraskende friskt pust af grannåle. Citrahumlen har industrigiganten åbenbart ikke druknet helt. Forkærligheden for at spæde op med mere obskure ingredienser mangler heller ikke – brygget er iblandet koriander og appelsinskal. Go figure.

Brygget er syrligt friskt med samme – vel egentlig ganske bekvemme – berøring af sprød citrahumle. Dertil kommer en mindre komfortabel, for ikke at sige småkvalm, banansødme. Mundfornemmelsen er underligt ufuldendt, som om det fortrinsvis vandige, omend ikke ildesmagende bryg indeholder noget ubestemmeligt grums.

Intet af det er atypisk for witten. Tværtimod formår Royal Unibrew i deres industriprodukt faktisk at få alle genrens kendetegn og nuancer med, omend fortsat ikke på en måde, der helt falder i denne bloggers smag. Hvis dette er det ypperste den industrielle specialølsstandard kan præstere, har mikrobryggerierne måske alligevel ikke det helt store at frygte.

I morgen aften – på den ih og åh så lange fredag – er jeg i øvrigt at finde på Loppen, Christiania til Napalm Death-koncert. Man må gerne sige hej, hvis man spotter mig – også selv om vi aldrig har talt sammen før.

NightingAle, Fuglsang (Lidt godt fra Niels IV)

2017-11-07 18.26.58Disse minder …

Man hensættes jo næsten til den svundne tid på Amager, hvor jeg boede tæt op ad fælleden. Foråret bebudedes af de lystigt kvidrende pippere fra H.C. Andersens berømte eventyr … eller, det gjorde det faktisk ikke. Foråret var som regel godt i gang, når man for første gang på året hørte nattergalens triller fra krattet over den gamle losseplads.

Få fugle synger så smukt som nattergalen. Til gengæld ser den ganske uanselig ud på de billeder, man kan finde af den. De har det med at gemme sig, de små kræ, så selvom jeg alle årene, hvor jeg boede på den grønne ø syd for Københavns volde hørte dem fløjte, så tror jeg aldrig nogensinde, jeg er kommet til at se én.

Med nogle undtagelser forekommer det mig næsten, at skønheden i en fugls sang er omvendt proportional med dens visuelle fysiske skønhed. Tukaner, kakaduer, araer og alle de andre farvestrålende fjerkræ fra fremmede himmelstrøg lyder jo næsten allesammen som svære strubesygdomme. Og vel kan det være, at nogle papegøjer kan efterligne menneskers tale – men er det i virkeligheden kønt?

Jeg ville være meget mere imponeret over et menneske, der troværdigt kunne efterligne nattergalens sang.

Og lad mig da bare fortsætte udflugten lidt endnu, for nattergalens navn er jo faktisk en kende misvisende. Den kan høres i løbet af alle døgnets 24 timer, så et langt mere passende, omend måske en anelse mindre mundret, navn ville have været en ‘døgngal’. Men for nu at være fair – da det ofte er den eneste fugl man i forårsmånederne kan høre efter mørkets frembrud, er navnet måske ikke så uforståeligt endda.

Men den kan altså høres alle døgnets timer, omend sværere i de lyse, fordi alle de andre pippere også sådan skal føjte omkring og støje. Amager Fælled er som nævnt et godt sted at opleve den. Ja, der er nærmest garanti for at høre den der fra midten af maj til slutningen af juni. Men også i de mange grønne områder på Vestegnen og videre ud på Sjælland støder man på den overalt. På Fyn og øerne skulle den ifølge Dansk Ornitologisk Forenings optegnelser være lige så udbredt, men så snart man rammer Jyllland, stopper det overraskende brat ved istidsgrænsen. Den kan således findes – en smule mere spredt – over det meste af de østjyske moræneaflejringer, men ved den midtjyske højderyg og videre vestover er det slut.

Det vidunderlige lille dyr med den fornøjelige sang har altså lagt navn til dette bryg fra bryggeriet med det aldrig så passende navn Fuglsang. Det ligger i Haderslev, hvor nattergalen angiveligt også skulle være til at finde. NightingAle (ordspil ikke kommenteret – jeg annammer ildevarslende minder om en begejstret Ralph Wiggum, der kækt hviner “I choo-choo chose you, and there’s a train” – hver gang jeg overvejer det) er en engelsk all-malt ale. Jeg mindes ikke at være stødt på betegnelsen før, men intuitionen siger mig, at det må betyde, at alle kulhydrater i øllet kommer fra malten, og ikke fra tilsat raffineret sukker eller sirup. Det samme så vi i Carlsbergs tyrkiske aflægger i sidste indlæg. Mest af alt virker det som en art markedsføringstrick, der skal lokke purister til at købe produktet. Og uden den mindste skam eller skyldfølelse tør jeg gerne erklære, at jeg har prøvet rigtig mange fremragende øl, der var tilsat sukker og/eller sirup. Det ødelægger ikke nødvendigvis oplevelsen. Og rent er brygget her i øvrigt heller ikke – det er tilsat ascorbinsyre.

Brygget dufter ikke af meget – lidt syre af græs og maltet korn kan man mærke i det hurtigt afbrusende, mørke bryg. Så er der til gengæld lidt mere spræl og kvidder i smagen – omend det ikke er lyst og kækt som nattergalens triller. Det smager mørkere, farligere – som en hornugles tuden, men i det mindste holder vi os til de nataktive fugle.

Der er godt med malt og et ikke uanseligt kvantum humle, der giver en overraksende skarpt bitter kant i en ellers fornemt flødeafrundet maltbund. Humlen giver småbesk smag af kål som kontrast til maltens bløde tæppe af cremede indtryk. Imellem de to pibler vandet frem til almindelig forfriskelse, men heldigvis ikke så det kommer til deciderede oversvømmelser.

Man kunne måske nok have ønsket sig, at vandet begrænsede sig til en frisk lille bæk og ikke den lige lidt for brede å, den har udviklet sig til her. Ikke desto mindre giver den vel gode livsbetingelser for såvel nattergale som hornugler, så vandmængden er vel i sidste ende – om ikke passende, så i hvert fald ikke så overvældende, at det ikke kan tilgives.

Og selvom åen fylder mest, og bruser derudad, hører man nu stadig både nattergal og hornugle til fryd og fornøjelse.

3-en-halv-stjerne

1883, Carlsberg

2017-10-27 17.57.33Hype, hype, hype …

En af de få men oplagte fordele ved at være blind – udover at man slipper for at se på det tidligere DNSB-medlem Sørens Espersens, eller hans nuværende partikammerat Martin Henriksens grimme fjæs – er, at man tillige dermed slipper for visuelt at bevidne Carlsbergs anmassende og allestedsnærværende reklamefremstød for dette, deres seneste påfund.

En læser af min blog ved navn Morten, som jeg har mistænkt for, ikke selv at gide at prøve (og det holder jeg ikke imod ham) efterspurgte en anmeldelse da jeg havde skrevet om Grimbergen Blanche. Når nu der var så meget hype omkring den, måtte det vel være på sin plads.

Egentlig gad jeg ikke – eller jeg mente ikke, at det var noget, jeg gad prioritere umiddelbart. Men nu er jeg jo, synes jeg selv i hvert fald, forbrugernes blogger, så det er vel bare forventeligt, at jeg smider nogle ord om den her på bloggen.

Historien er egentlig ikke så ringe endda. Men mængden af story telling som del af markedsføringen, får alle alarmklokker til at klemte ved mistanken om, at dennes intensitet må være aldeles omvendt proportional med øllets aromas samme. Kun meget ringe og kedelige øl har brug for at blive talt så meget op.

Fortællingen går på, at man i kældrene under det gamle bryggeri i Valby – formentlig i forbindelse med, at man skulle rive de sidste af de gamle historiske og bevaringsværdige bygninger ned for at bygge nye, kedelige kontor- og erhvervslokaler i glas og stål – fandt et parti øl helt tilbage fra brygger Jacobsens tid.

Analyser viste, at brygget stadig indeholdt en stamme af den oprindelige gær, saccharomyces carlsbergensis, som muliggjorde en stabil og standardiseret ølproduktion med langt lavere risiko for infektion og andre ødelæggelser. Det smukke ved historien er, at Carl Jacobsen ikke holdt gæren hemmelig eller patenterede den. Som en anden Albert Sabin delagtiggjorde han sin opdagelse for hele verden, så alle bryggerier nu kunne brygge øl stabilt uden at forgifte folket, samt undgå at spilde arbejde og ressourcer på at hælde det meste ud igen.

Carlsberg er siden blevet en fusionsmastodont, der kunne få selv Ayn Rand til at holde håndfladerne frem, og udbryde “ro på!”, og produktionen er for længst flyttet fra smukke København til den hastigt opførte garnisonsby og senere industrikompleks kendt som Fredericia. Den gamle bryggrund i Valby har de lagt om til svinedyre lejligheder, arrangeret vertikalt i en minecraft-inspireret hundehøm-høm i titanstørrelse ved den nye S-tog-station, der bærer bryggeriets navn.

Ja, det er sandelig smukt, som Carlsberg i disse år beriger Kongens København. “Laboremus pro Patria*” jeg må le! Det er jo lige før, man ikke ville orke græde snot når også de en dag blev slugt af den endnu større mastodont Anheuser-Busch.

Og som det er med den slags industrielle gigantglomerater, er kvaliteten kun et fjernt minde, der ligger generationer tilbage og i øvrigt noget ledelsen hånligt og fingerpegende skraldgriner over.

Den fornemmelse får man i hvert fald, når dette indslag i den uendelige række af ligegyldige og karakterfattige industriprodukter fra den engang glorværdige, fædrelandsstøttende virksomhed åbnes, skænkes og afprøves.

Bevares, det kobberrøde bryg er da ganske flot, der i glasset. Men i modsætning til reklamerne er det på vanlig industriel vis filtreret, og det ellers flotte orange skum falder alt alt for hurtigt. Duften er svag og vandig, men selvom håbet om et godt bryg er spinkelt, er det stadig mørkegrønt som egebladene på det træ, brygget immervæk dufter en lille smule af.

De første par slurke kan om ikke andet virke nogenlunde fyldige. Lidt vanilleessens blander sig med aroma af friskt syrligt-sødt græs. Den rigelige kulsyre giver friskhed …

Men de gode takter viser sig at være en stakket frist, for det varer ikke længe før de heller ikke kan oppebære brygget, der ender som en en sædvanligvis standardiseret, industriel og ligegyldig oplevelse. Alt for meget vandsjask bliver man budt, og de lemfældigt ikastede ingredienser, herunder sulfit, som bryggeriet ellers har holdt sig for gode til ligefrem at tilsætte, gør kun så lidt, at man er i tvivl om, om det lidt godt eller lidt skidt. Måske er det bare lidt ligemeget – det hele.

I virkeligheden er det næppe overraskende. Øllet er jo sådan set brygget på den samme gær, som bryggeriet har brugt hele tiden, så det er næppe overraskende, at det er svært at skelne dette ligegyldige industriprodukt fra alle deres andre. Det kunne være at Carlsberg skulle gøre lidt mere end bare bruge en verbalt hypet gær til at lave øllet. En ordentlig humle og mere af den ville nok gøre underværker. Mere malt ville sikkert også hjælpe … vel mindre vand måske i forhold til de andre ingredienser …

… så ville den uhørt høje pris – 18 kr. for ½ liter – også være en smule mere retfærdiggjort.

Vel, reklameudgifterne skal jo dækkes på en eller anden måde. Brygget kan købes i beholdere som denne à ½ liter, eller i sixpacks à 0,33 l. Så kan man enten være tvunget til at betale specialølspris for industribryg, eller købe seks styk og efter den første fortryde købet af de øvrige fem idet man konstaterer, at den absolut ingen meritter besidder i forhold til Carlsbergs øvrige standardudvalg.

Sådan gør man åbenbart i industrien.

1-en-halv-stjerne

*Vi arbejder for fædrelandet.

Ærø Færgeøl, Rise Bryggeri

2017-10-07 18.58.51Fra Gedveds nye hjem …

Vel, min ven Gedved er stukket af til Ærø – permanent, så han vil nok frekventere som gæsteblogger med lidt større mellemrum end tilforn.

Det var nu slet ikke i den anledning, at jeg købte denne øl i fakta forleden. Det var mere fordi den bare var der, og jeg ikke havde prøvet den før. Wow, den begrundelse har jeg vist aldrig brugt før, bortset fra de efterhånden tæt på 1.000 gange, jeg har anmeldt en øl – men det kommer vi til, når tiden er inde. Men nævnes skulle det da lige, at dét indlæg så småt er begyndt at nærme sig.

Til gengæld er min far flyttet til byen, så jeg nu slipper for at køre gennem det halve Sjælland for at besøge ham. Nu rækker under det halve København efter han er flyttet til en matrikel mindre end 5½ kilometer fra mit lille hjem. Så på hygge- og besøgsfronten skulle der være kompenseret.

Øltypen her er jeg noget i tvivl om. Bryggeriet selv holder det hemmeligt … eller har bare glemt at nævne det på etiketten. Untappd kalder den en pale lager, hvilket på den mørke farve alene kan afvises, mens Ratebeer kalder den en ‘Amber Ale’. Den køber jeg – brygget er overgæret, fremgår det trods alt.

Så vidt så godt. Ellers er brygget ganske lyst- og fyldigtskummende. Men kun kortvarigt. Duften gør lidt mere væsen af sig med bred, varm karamelduft.

Aromaen udgør en blanding af humle og karamel. Men den er også noget hul med en alt for dominerende kerne af vand. Dertil kommer en ikke helt matchende syrlighed med lidt for meget gær. Blandingen gør stundom brygget en smule vinøst, men det er en billig, ufyldig rødvin, der er fyldt på kartonen fra discountbutikken.

Bryggeriet anbefaler den til færgeturen fra Svendborg, der varer ca. 5 kvarter. Man kan sagtens nå et par stykker, så nemt brygget glider ned.

For mest af alt smager den af én til.

Har man bilen med, er dette en afsindigt dårlig ide, skylder jeg måske lige at indskyde.

2-en-halv-stjerne

Carls Selection Victoria Street Stout, Carlsberg

2017-09-20 19.01.09Klart til tørst …

Med denne øl er der endnu en anledning til at sammenligne industriens og kvalitetesbryggeriernes produkter. Sidstnævnte fortsat repræsenteret ved Kongebrygs Stout til Tønden i Haslev. Den lette, brusende sag, der havde i smag og frækhed, hvad den måske manglede lidt i fylde og tæthed.

Det var mere end man kunne sige om den lette stout ‘American Ink‘ fra Lottrup, der heller ikke var helt oppe at ringe med tætheden og fylden. Den manglede helt og aldeles frækheden, mens smagen kun lige akkurrat klarede cuttet på bagkant. Lottrup er som bekendt bryggerigiganten Royal Unibrews produkt, og nu skal vi så prøve endnu en mikrobrygefterligning fra den anden – endnu større gigant på markedet – Carlsberg.

Carlsberg har jo bygget et gigantisk monument på den gamle, historiske bryglokation i Valby. Uden relevans for anmeldelsen vil jeg blot, mens jeg husker det, gerne udtale, at jeg ikke vil kalde det nye hovedsæde grimt. Jeg konstaterer blot som en kendsgerning, at havde der været hundelort i spillet Minecraft, ville det have lige præcis den form og farve.

Tilbage til anmeldelsen af Carls Selection Victoria Street Stout, der kun har farven til fælles med bygningen, og derfor vitterlig ikke fortjener yderligere sammenligning. Dette bemærkes i øllets favør. På bagetiketten legitimeres brygget i samme stil som Royal Unibrews Lottrup- og Schiøtz-produkter med historier om Brygger Jacobsens uddannelsesrejser udi bryggeriet. Denne gang til England, hvor man eksperimenterede med at gøre de tunge portere mere salonfähig i form af sødere smag og lettere konsistens.

Brygget er da også et godt eksempel på stilforskellen mellem stout og porter, som jeg ellers fortsat ikke finder væsentlig nok til at skelne mellem i bloggens kategorier. Duften er mild, venlig og godt opblandet med vand. Spor af hasselnødder og lys chokolade findes der dog efter lidt søgen i det letflydende, lavtskummende bryg.

Dette er i sandhed en let stout. Meget let faktisk. Jeg har prøvet industrielle pilsnere, der smagte af mere, herunder fx Carlsbergs egen. Den rigelige kulsyre giver mere fornemmelse af sodavand end af øl. En let, udefinerbar maltsuppe udgør den meget spinkle og elastiske rygrad i en ganske karakterfattig og alt for tynd – ikke bare stoutoplevelse, men øloplevelse i det hele taget.

Maltens diffuse og udefinerbare sødme bliver ikke nemmere at få hold på i bryggets alt for tætte vandindhold. Det lige så diffuse syrlige indslag på bagkant gør ikke noget godt for stoutoplevelsen, men giver da brygget en frisk og vederkvægende kant, der i det mindste gør brygget egnet til tørstslukning.

Det er imidlertid ikke meningen med stout. Stout skal være tæt, rundt og rart, og ikke noget man hælder i sig under en hedebølge. Men det er, hvad denne flaske stoutfarvet danskvand er bedst egnet til.

Man får i den grad mere for pengene, hvis man vælger rigtige stouts, brygget af mikrobryggerier, frem for Carlsbergs forlorne undskyldning, der oven i købet ikke er  meget billigere igen.

1-en-halv-stjerne

Mørkt Hvidtøl, Vestfyen (Brød med øl 8.0)

2017-09-10 10.41.59Maltsaftevand …

Så småt nærmer vi os afslutningen på bageeksperimenterne i denne omgang. Jeg har lige et sidste eksperiment, jeg vil lave før kontrollen. Jeg kunne godt tænke mig at bruge en ordentlig bitter pilsner en enkelt gang også – bare for at se, hvad det måtte gøre ved brødet. Når det er forsøgt, vil jeg bage ét brød med vand og ét brød med det øl, jeg synes, har været mest egnet at bage med.

Men det kommer alt sammen. I første omgang er der noget andet øl, der lige skal prøves i rugbrød: En til formålet brygget hvidtøl fra Vestfyen – eller … om den lige er brygget til rugbrødsbagning ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg tror i hvert fald ikke, den er brygget primært til konsum for øje.

Det bliver hurtigt klart, når man smager på det. For at dufte til det bringer ikke rigtig noget. På trods af tilsat sukker, farvestof og antioxidant dufter brygget nærmest ikke af noget som helst. En vag fornemmelse af rugmelsstøv er det tætteste jeg kommer på en beskrivelse.

Til gengæld smager det – af ret meget endda. Det er bare ærgerligt, at det ikke smager godt.

En vammelsød maltsaftevand – saftevand fordi kulsyren næsten mangler helt – er hvad Vestfyen byder på. Sukkeret er alt for fremtrædende sammen med en tyk rugbrødsagtig konsistens, der stadig virker hul på grund af bryggets lave 1,8%. En ikke ordentligt matchende eftersmag – også af rugbrød – gør ikke oplevelsen bedre, men understreger bare med endnu en stor, tyk, rugbrødsfarvet streg, at øllet ikke er brygget til almindelig konsum.

Gæren i rugbrødet vil sikkert elske det med alt det sukker. Mit indtryk er, at brygget mere end nogen af de andre hvidt- og maltøl, jeg har prøvet, ikke er brygget med primatsmagsløg for øje, men derimod med fungale af slagsen.

Bvadr! – for nu at sige det som det er. Men når jeg ved, hvad gæren vil have, er jeg ikke umiddelbart bekymret for bageresultatet.

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme