Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: sukker

Jule Mælk Cognac Edition, To øl (Quail-Myrkur-mayhem II)

It should have been a tiny …

Den eminente cello-ekvilibrist Jo Quail var jo egentlig blot opvarmning den lørdag aften i Pumpehuset. Ikke desto mindre spillede hun lige op med hovednavnet – hvis hun da ikke ligefrem overstrålede det … men jeg er jo nok i virkeligheden bare biased, fordi hun er den af de optrædende, jeg fik mig en selfie med.

Myrkur trykkede den i hvert fald også max af. Hun startede med et udvalg af folkesange i dæmpet, gylden belysning, hvor man først og fremmest kunne opleve hendes stemmes rækkevidde. Fløjlsblød som den fineste cream ale, men samtidig altid med en dunkel, truende kant, som en foruroligende mørk stout brygget i den dybeste underverden.

Og mørket brød ud – i lys lue – da folkemusiksættet var færdigt. Salen eksploderede i brølende diskantstøj, da hun tog fat på sit dødsmetalsæt. Det, som de fleste nok var kommet for, måtte altså vente til allersidst, og udgjorde højest en tredjedel af koncerten. Det var vildt, voldsomt og ondt, men de forudgående mange minutter med tryllebindende melodiøsitet havde lagt en dæmper på folks smadretrang. I stedet fortsatte vi alle med at stå ganske stille, aktivt lyttende til endnu et brølende rabalder af ypperste fængslende underfundighed.

Hvad der præcis skete i løbet af koncerten og hvordan, husker jeg ikke. Men vi faldt i snak med et par venlige mennesker fra Tyskland. Måske hjalp det, at jeg forsikrede dem, at de lige så godt kunne tale tysk til mig som engelsk – for det har jeg det nu altid bedst med, når jeg taler med folk fra mit andet fædreland.

Før vi vidste af det, havde de givet os en runde øl. Så gav vi dem en runde øl, og sådan blev det bare værre og værre som tiden gik. Der er ikke noget at sige til, at vi endte med at blive gode venner. Det var et kærestepar, der ikke var kede at at blive foreviget med undertegnede (tænk at så mange gider). Den ene af dem er desuden trommeslager i det fremstormende tyske dødsmetalband Orcus Patera, så det der med at optræde på selfies med rockstjerner var tæt på at blive en vane for mig den aften.

Der røg et par gode øl mere ned. Ud over To Øl’s ‘Gose to Hollywood‘ (der i øvrigt ikke er en gueze, som jeg fik skrevet, men derimod en gose – ja, det er åbenbart en type for sig selv. Tak til læseren Nils Byrial Andersen for at have gjort opmærksom på dette på bloggens facebook-side) har Pumpehuset blandt andet min foretrukne industriøl, Albanis Mosaic IPA i deres faste udvalg. Men på et tidspunkt – enten fordi larmen fra barens anlæg blev os for meget, eller fordi stedet simpelthen lukkede – valgte vi at skride videre ud i byen.

Valget fald på Taphouse, hvor jeg for nogle uger siden nød nogle eminente smagsprøver sammen med en af mine læsere – Niels. Det var Marcus der valgte endnu en øl fra To Øl. Jeg kunne selv have fundet på samme, men af en ganske anden grund. Jeg ville have valgt den for at fortsætte i et godt spor fra den sidste øl, mens Marcus – der som bekendt var noget mere mellemfornøjet med gosen – snarere gik efter at give bryggeriet en chance for virkelig at vise sit værd.

En Jule Mælk Cognac Edition blev det til. En juleøl tilsat lactose – en tung, pløret og uforskammet mørk imperial stout, der har i alkohol, hvad den mangler i skumdannelse. Mægtige 15% er den oppe på, hvilket angiveligt er bryggeriets egen rekord. Fuldkommen uigennemsigtig er den, når den holdes op mod en endda ganske kraftig pære – så kan man egentlig godt tilgive dem, at skummet nærmest glimrer ved sit fravær.

Man kan høre på optagelsen fra min mobiltelefon, at jeg er ved at være godt vissen, og jeg erklærer på stedet, at jeg går omkuld, hvis jeg bunder det lille glas kompakt tjære.

Duft af svesker og lakrids når jeg at konstatere før jeg må holde pause fra indsnusningen, da alkoholdampene alene er ved at gøre en brat ende for aftenens anmeldervirksomhed. Brændt sukker og en antydning af røg emmer også fra den olieagtige substans, men selvom noterne klart har sød slagside, får det ingenlunde brygget til at virke mindre faretruende.

Sød, finsk lakrids gentager sig i aromaen ved smagning, hvor bryggets fylde formår at score topkarakter uden at være overvældende. Tværtimod er brygget overraskende letflydende, og letnedglidende. Nok vil man gerne nyde den langsomt, men frem for små afbrudte nip, egner denne sig at blive nydt legato. En kontinuerlig lille smal strøm, der får lov at løbe fra spidsen af tungen, langs gummerne og om til mandlerne, for så lige at svide en sidste gang i ganen før brygget farer ned gennem brystet til øjeblikkelig indre opvarmning og snarlig glæde, er den ideelle måde at nyde dette prægtige bryg.

“How goes the notetaking?” hører man Marcus kækt inkvirere på optagelsen, hans stemme et nystemt klokkespil i sammenligning med mit eget hæse og rustne pibeorgel af en flækket strube i sammenligning.
“It goes alright,” får jeg anstrengt snøvlet, “this is insanely strong. This is insanely dangerous. What the fuck did you get me into?”
“It’s 15% that’s why we took a small one, which is against everything I believe in,” erklærer Marcus uden antydning af usikkerhed eller skælv i ordstrømmen.
“Good idea with the small” jamrer jeg “it should have been a tiny”.

Sikke en aften! Det der koncert burde jeg gå til langt oftere. Og selvom jeg nu besluttede mig for at begive mig hjem, mens jeg stadig besad evnen til at begive, så var aftenen ikke engang helt slut for mit vedkommende …

På turen til stoppestedet krammede jeg en drag-queen … Jeg købte natmad i en Syv-Elleve helt uden at gøre mig pinligt bemærket … Og at tænke sig … det lykkedes mig at stå af bussen på det rigtige stoppested, da jeg alt for sent ud på natten nåede hjem til Husum.

Anarkist Brown Ale, Royal Unibrew/Albani

Nu har jeg aldrig …

Velkommen til julemåneden! Allerførst må jeg lige indskyde en rettelse fra sidst. Jeg fik på forsmædelig vis bildt læserne ind, at den sidste øls betegnelse som Quadruple skyldtes en firedobbelt gæring af produktet.

Det viser sig at være sludder. Betegnelserne Dubbel, Tripel, Quadrupel og eventuelt noget, der går endnu højere op (proportionelt med lix-tallet, gætter jeg på) angav oprindeligt alkoholstyrken, og altså ikke noget om, hvor mange gange øllet var gæret. Til gengæld havde jeg ret i oprindelsesstedet for betegnelserne, nemlig Belgien. Det – og mere om, hvordan man siden har forsøgt at præcisere betegnelserne kan man læse her. Martin Sundbæk Johansen skal have tak for at have lagt linket på min facebook-side, og Michael Knudsgaard, Danske Ølentusiaster, skal have tak for at have vist mere kritisk sans end jeg har kunnet mønstre, ved at åbne debatten samme sted.

Nu til dagens indlæg.

Mentalt kan læserne indsætte min sædvanlige tirade om, at jeg ser mig selv som forbrugernes blogger ind her, som forklaring på hvorfor jeg fortsat beskæftiger mig med fusionskonsortiet Royal Unibrews misvisende Anarkist-serie. Det er – kan jeg fortælle eventuelle nye læsere – så’n en embeds medfør-ting. Jeg gør det, fordi jeg føler en form for forpligtelse over for læserne, og i mindre grad for at tilfredsstille egne masochistiske fornøjelser.

Var det for sidstnævnte, jeg tog fat i denne fjerde, og foreløbig sidste i serien, ville jeg også blive slemt skuffet, for pinen ved dette bryg, måtte jeg – ærligt indrømmet – lede længe efter …

Altså … skummet over det natsorte bryg er jo faktisk ikke særlig holdbart eller prangende. Der er snarere tale om en kraftigt brusende øl, frem for en egentlig skummende én af slagsen, men selv bruset formår jo faktisk at glæde lidt, med sin lettonede gyldne lød. Og selvom det har så ganske travlt med at falde, knitrer det jo både lystigt og fornøjeligt imens. At brygget i øvrigt er aldeles letflydende er lige så oprørende som i sidste øl – Amager Bryghus’ quadrupel – hvilket vil sige ikke. Der er trods alt tale om en brown ale, og ikke en stout.

Men brown ales – dem har vi dælme ikke været heldige med … eller jeg har i hvert fald ikke. Hvor mange gange har jeg ikke åbnet en brown ale i forventning om en tæt, mørk oplevelse, og fået en uindspirerende omgang vandpjask i stedet for? Og ikke engang det kan den her brown ale finde ud af at leve op til. Ikke alene dufter brygget ganske pragtfuldt af karamel og middelmørk chokolade med en snert af røg, næh, oven i købet breder denne aldeles nydelige bouquet sig i en radius på flere fod fra flaskehalsen allerede idet kapslen letter.

Denne brown ale er bestemt ikke god til at være som brown ales er flest – og især da ikke som industrielle brown ales er flest!

Og i smagen går det ligeledes galt. Man må give Royal Unibrew, at brygget er ganske letflydende og glat mod mundens indvendige konturer – men det er stort set også det eneste, hvor brygget i sin karakter lever op til sin industriprodukt-kategori. Der er alt for meget aroma! Og ikke nok med det, der er endda tale om god aroma. En industriel brown ale skal da ikke smage af flydende lys karamel i en skal af mørk chokolade med et finurligt strejf af cognac … hvad ligner det!?

Vel, nogle gange er det åbenbart ingen pine at være ude i embeds medfør. Brygget her er vitterlig en nydelse, ikke bare de industrielle omstændigheder taget i betragtning, men bare en nydelse … Dens kombination af letdrikkelighed og sødme gør den ganske egnet til fed julemad, så uden at være tænkt som en sådan vil den gøre det godt til den stundende højtids sul. Jeg har endda reddet mig et par ekstra eksemplarer til månedens udløb.

Sidste måned sluttede med at det totalitære racistiske parti DF fik sin våde drøm om en KZ-lejr på en øde ø opfyldt. Denne måned startede meget meget smukt på bloggen som en aldeles ringe modvægt til sidste måneds politiske rædsel – men dog en modvægt, der måske kan skabe lidt lys her i den på flere måder alt for mørke tid.

Hr. Papsø, Amager Bryghus

Tak såvidt, lad os bare fortsætte …

Da jeg i foråret var forbi Amager Bryghus for at købe guldbryllupsgave til min onkel og tante, kom denne lille sag også med i tasken. Den var en lille erkendtlighed fra netop den herre, som øllet er opkaldt efter og er en hyldest til. Henrik Papsø er således også ham, der i sin tid inviterede mig på besøg på bryggeriet tilbage i 2016. Det blev begyndelsen på en perlerække af oplevelser, der forhåbentlig kommer til at fortsætte mange år endnu.

Denne kompakte pakke på en kvart liter 12 procents koncentreret klæbrighed er en quadrupel – en firedobbeltgæret øl. Typen stammer mig bekendt stammer fra Belgien, og den er så småt blevet en af mine favorittyper. Fakta har en fast stående i deleemballage til en rimelig pris. Amager Bryghus har en mere regulær én af slagsen, der udkommer hvert år til jul (meget apropos), og endelig prøvede jeg en øl, der godt kunne minde om typen da jeg var forbi DTU i fjor – omend det bryg vist ikke var tænkt som en quadrupel, men mere som et eksperimentelt bryg.

På DTU fik jeg forklaret, hvordan gæren omsætter forskellige sukkerstoffer i de på hinanden følgende gæringsomgange. I brygmester Preben Bøje Hansens eksperimentalbryg var der kun lange sukkerstoffer – dextriner tilbage, der gav en markant smag af vingummi. Denne aroma forefindes også til dels i Faktas quadrupel fra hollandske La Trappe, og meget markant i Amager Bryghus’ Secret Santa.

Før jeg begynder at lede efter en lignende aroma i Amager Bryghus’ øl, skal den selvfølgelig åbnes og skænkes – i Drageglasset naturligvis. Til at begynde med hæfter jeg mig ved nogle markante mørkebrune plamager på kapslen og flaskekanten. Nok har jeg hørt om bundfald før, men topfald? En smule bekymret skænkes indholdet, der i betragtning af bryggets mørke og styrke, er aldeles letflydende. Det er ganske tydeligt ikke nogen stout, farve og topfald (?) til trods.

Skum er der praktisk taget intet af – men duft! En vældig vinøs odeur vælter op glasset. På en baggrund af tunge, røde druer forkæles lugtesansen af intense, dybe noter af lys karamel, mørk chokolade og en knivspids cognac.

Smagen er til gengæld en kende mere ensporet, og vi er ovre i en ganske anden hylde hos slikmutter (eller -fatter #feminisme), nemlig udvalget af lakrids. Her har vi snarere den søde finske slags end den stærke engelske, men den antydningsvise ømhed i mit svælg lindres til fryd og tilfredshed uanset.

Der er ingen spor af støvet lakridssmag. Aromaen er lige i skabet, og det eneste ved den, nogle måske kan brokke sig over er, at det mangefacetterede duftindtryk ikke afspejles i brygget. Dekstrinsødmen, som jeg havde forventet og glædet mig til udebliver også, men kombinationen af sød, omend langt fra tandløs lakrids, kompenserer mere end sufficient.

Til gengæld aner jeg en anelse ilt i brygget. Det våde pap skarver en smule på tunge og i gane, men kan heldigvis nemt overdøves med lidt større mundfulde, eller ved at trække lidt luft ind over brygget, mens det hviler på tungen. Så udløses der rigeligt udsøgt lakridsaroma til at ilten kvæles.

Overordnet er brygget aldeles lækkert og en udelt nydelse. Oxideringen kunne skyldes, at jeg har ladet den stå for længe, og det skal bryggeriets ekstraordinære brygarbejde selvfølgelig ikke straffes for. Plamagerne i kapslen og på flaskehalsen lader desuden ikke til at have gjort noget skidt for brygget heller.

Jeg glæder mig til mange flere gode oplevelser fra og på Amager Bryghus også i fremtiden.

Vinterbryg, A Nutty Ale, Carlsberg (Saufen mit Marcus – (oder “die Unendliche Geschichte II”) I)

‘Testikeltung øl’

I fredags var det d. 9. november 2018, og dermed var det 80 år siden, at nazistiske bøller gik gennem gaderne i Tyskland og Østrig og smadrede jødernes butikker. Glasskårene, der flød i gaderne, lagde siden navn til begivenheden; Krystalnatten. I København har man mindedes begivenheden på Nytorv de sidste mange år. Ironien var derfor tyk som krematorieos da den kvasinazistiske organisation ‘For Frihed’ kom Krystalnatsinitiativet i forkøbet, og lagde beslag på pladsen til deres eget krystalnatsarrangement. Under samme parole. Spørg mig ikke om logikken i det – jeg ser den heller ikke.

Det officielle krystalnatsarrangement for dem, der ikke syntes at en gentagelse af begivenhederne samt de efterfølgende pogromer var nogen særlig god ide, var dermed forvist til et andet sted. Heldigvis skorter det ikke på forsamlingspladser i hovedstaden, så Kultorvet lagde behørigt og mere end sufficient brolægning til arrangementet.

Jeg indfandt mig sammen med min gamle ven og medsmager Marcus – med den skumle bagtanke, at vi bagefter ville tage hjem til mit ydmyge kammer i Brønshøj, for at smage på et par af årstidens bryg … eller i hvert fald et enkelt af dem, efterfulgt af en lagret sag fra Amager Bryghus. En yderligere anledning var min fødselsdag tre dage tidligere, hvor jeg fyldte 43. Ja tænk at man skulle have en sådan holdbarhed.

Jeg gentager gerne min milde aversion over for juleøl, navnlig deres overtrufne evne til ikke at overraske, men når der sådan ryger nye produkter på markedet i et omfang så reklamerne for dem forstyrrer læsningen af online nyheder, så forventes det vel nærmest. Man bilder sig jo trods alt ind, at man er forbrugernes blogger. Men alene gad jeg ikke drikke Husbryggeriets seneste bud i en lang række af mere – og især mindre – succesfulde julebryg, dels fordi de forhandles i emballager hvis rumfang bedst deles af flere, dels fordi skuffelsen kan ramme så hårdt, at det er bedst at der er andre voksne til stede, når man forsøger.

Marcus løb altså en vældig risiko, i fald skuffelsen skulle ramme ham.

Bryggets navn alene vakte endnu før åbning associationer hos Marcus, og således blev anmeldelsens undertitel til. For ganske nylig måtte jeg ellers se mig anklaget for kun at kunne lide ‘kønsløst øl fra København’. Dette skete i en kommentar til den fæleste øl, jeg endnu har prøvet – Afskum fra Royal Unibrew, hvortil jeg svarede, at jeg ganske rigtigt foretrak øl uden synlige tissemænd og tissekoner i. Vel – brygget her må være undtagelsen, omend det mig bekendt er produceret på den oprindelige brygmatrikel i Valby. Det er dér Husbryggeriet Jacobsen-brandet fortsat brygges mig bekendt, så kritikeren under navnet ‘Per’, havde i det mindste halvvejs ret.

Skummet lægger sig irregulært og efter Marcus’ smag ikke helt tæt nok over brygget. Selv kunne jeg nu ikke klage, idet jeg også nød dets matchende gyldne lød over det nøddebrune bryg. Med risiko for at gå unødigt langt med de tvetydige ordspil, vil jeg anføre, at nøddetemaet synes gennemtrængende i brygget.

I duften forekommer det til gengæld kun nærværende i det omfang som brygnavnet gav forventning om. Ellers indgår en vis karamelsødme, som mindede Marcus om A-Z Ale no. 16 i den industrielle udgave fra Vestfyen (den offentlige hemmelighed om den emballerede A-Z kontra den direkte fra Refsvindinge leverede variant på fad, havde jeg kort forinden indviet ham i).

Smagen lagde i et noget større omfang op til debat. Overordnet enedes vi om en note af valnødder. Dertil fandt jeg en note af rom, og syrlighed af egetræ, som jeg ikke syntes, hører til i en Juleøl.
– “… og det irriterer mig i virkeligheden, for det hører ikke til i en juleøl, men det kommer der ofte alligevel …”
– “Det er da fuldstændig ligegyldigt hvad der bør være i en juleøl,” afbrød Marcus, “en traditionel juleøl i Danmark er Tuborgs Juleøl, og den er noget l…”
– “Du har en pointe.”
– “Hvis jeg havde været 18-19 år,” fortsatte Marcus, “så have jeg sagt ‘Nej, hvor en spændende øl’ men nu er jeg et kynisk udbrændt skrog af et menneske på 37 …”
– “Unge mand!”
– “… synes jeg ikke engang den er passabel. Jeg vil ikke bestille den på et værtshus.”

Selv vil jeg faktisk hævde, at den er bedre end Golden Naked Christmas Ale (der ironisk nok har fået en bedre karakter end jeg ville ende med at give denne – sådan kan ens smag jo udvikle sig) men alligevel ringere end deres ‘Julebock‘, der lader til at være gledet ud af produktion.

– “Det er faktisk ikke så meget valnød alligevel,” fortsatte Marcus snart, “det er brændt karamel og for meget kandis. Det er typisk for de her Jacobsen øl, at man finder en eller anden ingrediens, der passer i et eller andet omfang, og så giver man bare los af den, men stadig kun i et omfang så det færdige produkt fortsat kan sælges i 20 mio. eksemplarer …”

Og der blev talt ud af flere tangenter, herunder om man skulle gøre optagelserne af vores ølsmagninger til en podcast hvortil flere spændende navneforslag også kom op. Og det var vel omkring det tidspunkt, det gik op for os, at vi sådan kom til at tale om andre ting end øllet, fordi der i grunden ikke var ret meget at sige om det.

Jeg var egentlig glad for romindslaget, der også gav brygget noget efterklang – det var formentlig det, Marcus smagte som brændt sukker og som ikke gjorde ham godt. Til gengæld var vi enige om, at den var noget for tynd, som om smagsindtrykkene raslede rundt i lidt for meget vand. Jeg forsvarede endnu engang brygget idet jeg anførte, at det hjalp at det fik noget temperatur. Marcus mente til gengæld brygget bare blev fladt, og sådan syntes vore uenigheder blot at blive større, jo længere tid vi talte om det.

Øl er som bekendt en udmærket ting at være uenig om. For så er der mere til den der kan lide det, idet den der ikke kan lide det kan blive fri. Jeg tror ikke, jeg ved en gæsteanmeldelse før har oplevet så stor forskel på karaktergivningen idet Marcus kun havde …

… til overs for den. En nogenlunde adækvat oplevelse med visse markante skønhedsfejl reddede den …

… på min side.

Uanset hvad, var der en større oplevelse i vente som det næste. Det turde vi begge godt satse på på forhånd.

White Crow Omen, Amundsen/AF Brew (Med Niels på Taphouse III)

Aldeles unik …

Beklager igen den faldende anmeldelsesfrekvens. Jeg har været småsyg på det sidste, og selvom det ikke har været i et omfang, så jeg ikke kunne tage på arbejde og den slags, så har kreativiteten og overskuddet til gengæld været reduceret rigeligt til at lysten har svigtet.

Og når lysten svigter, og man skal til at beskrive en af de største øloplevelser, man har haft siden … i sommer, hvor jeg prøvede Big Bold and Beautiful, så vil man jo egentlig gerne gøre lidt ekstra ud af det. Men man nænner det næsten ikke, når man ikke kan mobilisere kreativiteten det ekstra, der skal til.

Men nu kan jeg ikke trække den længere. Vi er nået til finalen på en fantastisk aften på Taphouse, sammen med min læser Niels, der havde inviteret.

Den tredje og sidste øl var et samarbejdsbryg mellem norske Amundsen Bryggeri og AF Brew fra Rusland. Hvad ‘AF’ står for, må indtil videre stå hen i det uvisse. På papiret … eller rettere pappet, som udgør Taphouse’ menukort angives den som ‘White Russian Imperial Stout. Den er brygget på koldbrygget kaffe, så forventningen er et dybmørkt bryg, tungt og tæt som den små småt påfaldende efterårsnat.

I stedet får man et ganske vist tæt, men også ret lyst bryg. Mestendels kobberfarvet er det, og omend nydeligt grumset, aldeles ikke spor mørkt. Duften er til gengæld en klasse for sig. Meget sødt er det, umiskendeligt af karamelsødet kaffe – eller kaffebitret karamel, for bouquetfordelingen er vel ca. 50/50. Fyldigt og meget dybt – aldeles i kontras til bryggets lyse lød, men det er ej nogen skam, al den stund at overraskelsen så er det større. Ud over kaffen er brygget tilsat kakao-, vanille- og tonkabønner (nej, det ved jeg heller ikke hvad er – google er din ven) … prøver man mange specialøl, undrer man sig mindre og mindre over, at så få af dem kommer fra Tyskland.

Aromaen … en gennemført fyldig, fløjlsblød og overvældende finish af den fineste britiske fudge. Nøje afstemt er den vældige sødme med kaffens bitre aroma, der gør at sødmen – dens storhed til trods – aldrig bliver kvalm eller begynder at rive i halsen, sådan som lidt for mange lidt for søde flødekarameller nemt kan få det til.

Ud over at aromaen er fantastisk afstemt, så man kan få al den sødme, hjertet kan begære uden den mindste antydning af kvalme, ja, så er hele smagsbilledet ganske og aldeles uvant, uventet og usædvanligt. Hverken Niels eller jeg havde nogensinde prøvet noget, der bare kom i nærheden af dette brygs aroma. At man ved brygkunst (og tilsætning af veludvalgte ingredienser) kan bygge så fine smagsoplevelser, redder dette bryg en topkarakter, som Niels og jeg var ganske enige om.

Niels skal have fantastisk mange tak for skænken og for en fantastisk hverdagsaften.

Et rigeligt saltholdigt aftensmåltid på min lokale grillbar Husum Chicken på Frederikssundsvej reddede mig fra tømmermænd dagen efter, der som bekendt (thi jeg var inviteret en onsdag aften) var en hverdag som alle andre.

Ginger Queen, Ørbæk

Vandets dronning …

Det østfynske økologiske bryggeri Ørbæk har i lang tid – flere år, tror jeg – haft en øl i sortimentet ved navn ‘Lakridskongen’. Den står i kø i mit skab, og der har den også stået længe – omend ikke årevis.

Der må vel være et eller andet ved navnet eller etiketdesignet, der har gjort, at jeg ikke har gidet prøve den endnu. Til gengæld har den for ganske nyligt fået en kvindelig pendant og det er jo langt fra upassende i disse #metoo-tider. Så mangler vi bare en trans- eller queer-udgave af konceptet, såfremt Ørbæks investorer vurderer at et sådant koncept vil give plus på bundlinjen.

Jeg skulle i så fald være den sidste til at klage, omend jeg ville krumme mine tæer nok så mange kender over, at det netop mere er bundlinjen og mindre viljen til at gøre noget godt, der ville drive bryggeriet.

Fokuserer man nu på indholdet i stedet for formen, opdager man – ikke til den store overraskelse – at brygget er tilsat ingefær, foruden øllets klassiske fire ingredienser samt sukker. Det lyse krydderi prikker pikant i det messingfarvede, tætskummende brygs bouquet, men gør i duften ellers langt mindre væsen af sig, end en dominerende note af postevand.

Brygget er primært sødt og venligt. Det leverer en maltet mundfornemmelse, der står ganske alene med opgaven at få smagsorganerne til at identificere produktet som en øl og ikke en letbrusende sodavand med stænk af ingefær. Det lykkes sådan nogenlunde, omend malten må kæmpe bravt for æren.

Ingefæren mærkes mest bag i munden og i eftersmagen, hvor den da indrømmet gør lidt gavn. Ellers er den ligesom i bouqueten gemt væk bag tykke tæpper af vand, hvis tørstslukkende egenskaber uafvendeligt ledsages af samme elements evne til at – om ikke kvæle, så i hvert fald dæmpe alle andre smagsindtryk i en grad så de kun skimtes fjernt. Det gælder imidlertid ikke humlen, der lader til at være druknet helt og aldeles.

De vage smagsindtryk er til gengæld smagfulde nok. Brygget forekommer ikke syntetisk eller unødigt industrielt, men ærgelsen over, at det ikke smager af mere er skuffende præsent.

Heavy Mental, Amager Bryghus

Det er pænt metal …

Som jeg fik nævnt i forbifarten for et par måneder siden, går Amager Bryghus’ brygmester Jacob Storm i Cannibal Corpse t-shirts. Så det manglede jo bare, at Amager Bryghus bryggede en øl med den musikstil som tema.

Og det har de jo sådan set også gjort flere gange allerede. Todd og Linda the Axe Grinder er to strålende eksempler – man så alligevel. Heavy Metal-temaet listes ind fra sidelinjen, og antydes slet ikke så demonstrativt som i denne IPA fra Danmarks ukronede humlekonger. Det var på tide, fristes man næsten til at sige, at få en rigtig heavy metal-øl fra det bryggeri.

Heavy Mental er således rundhåndet tørhumlet efter inspiration fra New England. Desuden er tilsat forskelligt – herunder hvidt sukker, og er brygget på bl.a. hvedemalt. Desværre har jeg i skrivende stund allerede kasseret emballagen, og jeg har ikke kunnet støve en deklaration op online, men noget rent bryg ville tyskerne i hvert fald ikke mene, der var tale om.

Resultatet er en kraftfuld og aromatisk humleknallert, der i løden også formår at gøre de fjerne fætre i Det Forjættede Land kunsten efter. Brygget ligner nypresset appelsinjuice – omend uden frugtkød. Bouquet af knasende frisk humle stiger op over det ikke voldsomt skummende bryg. Heller ikke bouqueten er voldsom – den synes næsten afdæmpet, men dens kvalitet i knasende sprød- og friskhed, kan der ikke sættes en finger på.

Fuld volumen – sådan som Cannibal Corpse, Napalm Death og Iron Maiden og alle de andre forrygende metalbands skal lyttes til – er der til gængæld på aromaen. Tight og hårdslående vælter den kraftfulde smag af nåletræer ud i alle mundens afkroge, hvor den holder sig fast med små, barberbladsskarpe modhager længe efter at brygget har forladt smagsorganerne. Heldigvis gør typens frugtige noter sig også gældende med en sød appelsinoliearoma, der passer med en præcision, der er Nuclear Assault og Dream Theater værdigt, til bryggets flotte lød.

Hvis ikke der havde været et element, der gav den rasende bitterhed lidt modspil, ville brygget føles ude af balance. Men hos Amager Bryghus ved man, at god musik ikke skabes af brølende vokal, buldrende trommer og brølende guitarer og bas alene. Musikken, konturen, formen skal også være der. Ellers drukner den vidunderlige og finurlige skønhed, der er derinde, midt i al aggresionen …

… i såvel Amager Bryghus’ bryg som i god Heavy Metal.

G de Goudale Grand Cru, Brasseurs de Gayant

Brutal om ikke andet …

Bare så I ved, at jeg ikke bare kan brokke mig over andre ting end den førte politik her til lands, men oven i købet også over ting, der er ølrelaterede, vil jeg i dag indledningsvis knytte an til en artikel i seneste nummer af ØlentusiasteN. Ole Madsen – min mentor udi ølskriveri – fortæller på side 10 under overskriften “Dåser forfordeles” hvordan flasker forfordeles i det danske retursystem. Diskussionen om, hvad ordet ‘forfordele’ egentlig betyder, må til gengæld vente til en anden gang. Sagen er, uanset hang til ordets oprindelige eller nymodens popsmarte diamentralt modsatte betydning, den, at Dansk Retur System (som ikke i øvrigt anvender ukorrekt ord deling i deres navn) har indført nye gebyrer for hhv. glasflasker og dåser. Gebyrerne på dåser falder med mere end 50%, mens gebyrer for glasflasker stiger med mere end 25%.

Dansk Retur [mellemrum, der ikke bør være der, men hvad kan man også forvente af et privat foretagende der ejes af storindustrien] System ejes af industrien … det fik jeg vist sagt … og det vil altså sige, at den øverste top i de hovedrige, altdominerende megaforetagender i landet stort set kan diktere, hvordan retursystemet håndteres. Det er angiveligt langt vanskeligere at tappe på dåser end flasker, hvorfor ændringerne er en kæmpe fordel for industrien, og en lige så stor ulempe for mikrobryggerierne, da disse slet ikke har ressourcer til at få en aftapning på dåser op at stå.

Endnu engang udnytter industrien altså en urimelig særstilling til at trampe kvalitetsproducenterne hårdt og brutalt under fode. Kvalitetsproducenterne skal nu allokere flere midler til retursystemet, som de kunne bruge på yderligere kvalitetsudvikling og produktion. En fordel industrien nyder ene og alene fordi retursystemet af sædvanlige ideologiske årsager skal være på private hænder. Når en bestemt opgave løses af en institution er der ingen ræson i at overlade det til private. Det er rent og skær monopolkapitalisme af en slags som Adam Smith himself i sin tid advarede imod. “Men hov!” vil nogen bedyre – “taksterne er jo bestemt af miljøministeriet og ikke industrien alene”. Ja … miljøministeriet … I dag er det ministerium lige så meget et miljøministerium, som ministeriet for fred er et ministerium for fred i Orwells roman 1984. Miljøministeriet har tilladt landbruget at forgifte drikkevandet i hidtil uset omfang, det skider klimamål et langt stykke, det … jeg standser her for ikke at vække min tilbøjelighed til apati og depression unødigt, idet jeg konstaterer, at dette blot er endnu et eksempel på, hvordan den siddende regering kun er der for industriens allerøverste top og ikke for nogen anden – især ikke forbrugere eller mindre erhvervsdrivende (eller børn, studerende, lønmodtagere, arbejdsløse, handicappede, ældre … nå, så kom det sgu til at handle om den førte politik alligevel. Go figure)

Vel – tak til Ole for at gøre opmærksom på endnu et misforhold i den danske ølindustri, der ikke er til kvalitetsbryggeriernes og forbrugernes fordel.

Hvordan det er i Frankrig skal jeg ikke kunne sige. Men flasker fra det land er i hvert fald at finde i Netto for tiden, så der må det vel kunne betale sig med tapning på den emballage endnu. Flasken er endda speciel – køn måske endda. Den er i hvert fald sort og med det forjættende ‘Grand Cru’ som titel.

Det er ellers kun noget, franskmænd og -kvinder siger om vin. Det betegner vin af meget fin kvalitet eller evt. den gård, der er vinens ophav. Men i dette bryg findes ingen druer, men derimod vand, bygmalt, hvede, ris, glucose, fruktose, humle, korianderfrø og appelsinskal. Nøgleingredienserne er vand, humle og malt – og mon ikke der også er noget gær et sted.

Bouqueten er heller ikke videre vinøs. Derimod leverer den en regulær næsestyver af fusel og rå pilsnerhumle. Der er om ikke andet en kraftfuld oplevelse i vente, omend vi er milevidt fra fordommene om fransk ynde (det hedder i øvrigt “ynge” på Royal Unibrewsk) og elegance. En skarp syrlig kant peger tværtom mod nord, mod nabolandet Belgiens meget forskelligartede og noget sværere tilgængelige udvalg. Den alenlange deklaration peger i samme retning, ligesom det fedtede, høje og klæbrige skum, mens kuløren – flot messinggylden – sammen med bouqueten peger mere mod øst, mod Tyskland.

I samme retning peger smagen med en tung, hårdtslående og skarp pilsnerbitterhed, som man kender det fra hjemlige spritterøl, men vitterlig med en uventet elegance og præcision i aromaen, så missmage og ubalancer undgås – i hvert fald i første omgang.

Det belgiske indslag gør sig nemlig snart gældende med en skarp syrlig kant af umoden banan. Den gør sin sviende entre ved gummerne, og yder en slagkraftig øloplevelse et ekstra punch … i hvert fald så længe brygget er veltempereret, hvilket i dette tilfælde vil sige frisk fra køleskabet.

For dette bryg, sin alkoholprocent på 7,9% til trods, fungerer klart bedst ved lave temperaturer. For direkte proportionalt med bryggets lunhed træder isoamyl acetatens skarpe banansmag mere og mere frem. Ved 5-6 grader lægger den sig perfekt iblandt bryggets andre slagkraftige aromaer, men så snart brygget får lov at stå, træder bananen uhensigtmæssigt meget frem og gør brygget surt og metallisk.

Det er i grunden synd, uden det skal ligge bryggeri eller øl til last. For det er vitterlig en lækker oplevelse ved den rette, lave temperatur.

Hvordan brygindustrien afregner det ekstra gebyr for den importerede flaske blander jeg mig ikke i, men jeg håber det bliver så svært for dem, at provenuet ryger.

Så kan de lære det …

Patrizio the Persuasive Peacemaker, Amager Bryghus (Saufen mit Marcus – now a Trilogy II)

Skalaen, der ikke slog til …

… og mens Ravels komplicerede, assymetriske og alligevel forunderligt letflydende klavermusik fortsat gav seancen et passende knudret melodisk bagtæppe, blev det snart tid at knappe den næste øl op.

Jeg greb efter det forhåndenværende, og måtte indkassere en venlig men aldeles bestemt røffel, da Marcus ikke brød sig videre om at få kapselmærker på sit bestik. Der er absolut ingen undskyldning for en sådan faux pas, idet et standardøljern er fast inventar i mit nøglebundt og endnu mere fordi Marcus er indehaver af en af klodens fixeste samfundshjælpere. Den blev omtalt i forbindelse med vores sidste drikkelag, men for dem, der ikke gider klikke på linket, kan jeg afsløre, at der er tale om et svellesøm i upoleret stål, hvorpå en smed har fræset det nydeligste hak til sikker kapselfjerning.

Et par bønner om forladelse senere blev det tætte bryg skænket. “Det har farve ca som din t-shirt, minus fyrre vaske” var Marcus spontane bemærkning. Og fuldt i overensstemmelse med Red Warszawas ord, så er mørke t-shirts hvad jeg vil ha’ – og som mange vil vide, hører jeg tillige dermed både Slayer og Metallica. – Men det var nu det Birmingham-baserede klassiske Grindcore-band Napalm Death’s logo, der prydede min torso. Min yndlings-t-shirt, som jeg gerne tager på, når jeg er i godt humør idet den spreder sådan nogle glade vibrationer (altså – hvem bliver ikke spontant lallelykkelig af det episke, musikalske mesterværk “You Suffer”‘s sarte, skrøbelige toner?). Gæt engang, hvor jeg mon købte den?

But I digress. Marcus bandede kristent – og dette vil jeg for evigt bruge imod ham – da jeg gjorde ham opmærksom på, at brygget faktisk ikke var sort, men derimod ganske rødt, så snart det fik lidt lys igennem sig. “Guuuuud ja!” lød det, efterfulgt af knap så belastede begejstringsgrynt som “iiih!” og “næææh …”

I duften mærkede jeg egetræ, mens Marcus gentog en af mine efterhånden bedagede men versatile beskrivelser – gamle valnødder. Det er en aroma, der er aldeles fæl, når den findes i det, den beskrives som – her altså gamle valnødder. Men findes samme aroma i en øl, kan det være rigtig godt. Marcus brugte dog ikke betegnelsen udelt positivt, men antydede at bitterheden vist ikke var helt i balance. Til gengæld var vi enige om det markante, omend ikke overraskende, alkoholelement, i betragtning af styrken på 10,5%. Alligevel var den ikke aftenens sværvægter – det var derimod Honey Devil på hele 14, men som Marcus også bemærkede, havde vi faktisk en øl i kø, der var helt nede på 8%. Så en letvægter var den trods alt heller ikke.

Uventet var det, at også dette bryg havde en let krop i forhold til, hvad den tætte bouquet forjættede. Letbrændt karamel svæver henover tungen på lille, elegant luftpude af alkoholdampe og honning, idet den jævnt og i helt passende doser fordeler bryggets udsøgte sødtristede aroma på smagsløgene.

Begejstringen over brygget måtte vi dele – men der var også rigeligt at tage af. At brygget ingenlunde duftede af mere end det var i stand til at smage, var måske det, der glædede mest. Valnødderne var heller ikke gamle længere da de først kom bag læberne … skulle jeg ellers mene, men Marcus var ikke enig.

“Du kan mærke taninen …”
“Det kan godt være, selvom jeg ikke ved hvad tanin er.”
“Okay …” begyndte Marcus efter en kunstpause af omtrent lige dele undren og mild foragt ” det er garvesyre. Men Du anmelder bryg for a living og du har aldrig hørt det udtryk før?”
“Det gør jeg jo sådan set ikke” hentydende til, at mit bloggeri – indtil videre i hvert fald – kun er en hobby, “men desuden er garvesyre jo mere sådan en vin-ting.”

Tanin eller ej – snart var vi på sporet igen, og afprøvede flere måder, brygget kunne smages på. Marcus anbefalede at holde brygget i munden, og så foretage en udånding gennem næsen. “Så kan man virkelig mærke bryggets … har vi ordet flavour på dansk?”

Her måtte jeg med tynget hjerte erklære, at vi på dansk ikke har et ækvivalent udtryk, men at man  – hvis man havde lyst – jo kunne vælge at kalde et “FLAVØR” (med ekstra tryk på ø’et, selvfølgelig). – Men som vi også meget hurtigt efter blev enige om, kunne man også lade være.

Men nyderiet skulle ikke tage overhånd. Vi måtte nu afbryde den ellers yndige, graciøse og fornøjelige dans om det mørke øl, for at tage fat på de alvorligere sager – karaktergivningen.

Mens jeg ikke var i tvivl om karakteren …

… var Marcus ikke så sikker.

“Det øl, du har serveret indtil nu, har været smukt, dejligt, dybt, mørkt øl fra det samme sublime bryggeri, som berigede verden med det bedste øl, jeg nogensinde har smagt – Big, Bold and Beautiful.” [kunstpause (dem har Marcus det med at holde, når han nævner den øl, og han er ikke alene)]. “Enhver sammenligning og enhver graduering vil uvægerligt være utilstrækkelig i forhold til det mål, der aldrig vil kunne nås. Havde jeg ikke smagt Big, Bold and Beautiful, havde jeg sat den her på en femmer, men as it is … Jeg har et realistisk billede af, hvad disse velsignet dygtige mennesker og bryggere kan under absolut optimale omstændigheder. Man kan jo ikke måle en kirurgs indgreb, mod en anden læges der foretages i et feltlazaret, selvom de foretager samme indgreb.”

Heldigvis havde jeg en løsning til min fortvivlede medsmager … “Hvis vi nu siger, at vi gav Big, Bold & Beautiful syv stjerner.

“Så er vi … du er en klog gris … i betragtning af at tre er acceptabelt. Så er vi på …” og her kan læserne så indsætte yderligere nogle minutters kaglen om min karakterskala. Historien skal have en ende før den bliver endnu længere i spyttet, så til slut lykkedes det alligevel Marcus at blive enig med sig selv om en karakter.

Luther, Viborg Bryghus

En kosherhippies bekendelser …

Jeg har ferie for tiden, og nyder derfor især, at jeg kan gøre lidt ekstra ud af mine anmeldelser. Op til denne anmeldelse har jeg fx taget mig sammen til at få læst en af de vigtigste tekster, når man som os her i landet er vokset op med en Luthersk-Evangelisk statskirke.

Egentlig ville jeg have anmeldt øllet – og skriftet – sidste år i forbindelse med de såkaldte festligheder i anledning af 500-året for reformationen. Jeg syntes, næppe overraskende, ikke der var noget at feste for. Men i markeringen ville jeg da gerne have taget del. Imidlertid forsvandt min email til Viborg Bryghus, hvori jeg bad om et anmeldereksemplar åbenbart blandt de mange beskeder, brygmester på daglig basis blev bombarderet med, så anmeldelsen falder altså ikke i jubilæumsåret. Til gengæld var samme brygmester ikke ked af at lange et eksemplar over disken til anmeldelse ved ølfestivalen i Lokomotivværkstedet tidligere på året. Bedre sent end aldrig, eller noget …

Forfatteren til teksten, jeg omsider har fået læst, er den samme som denne øl er opkaldt efter: Den dybt reaktionære reformator Martin Luther, som måske nok fik en stor del af Europa ud af kløerne på den katolske kirke, men som dermed også kastede kontinentet ud i årtiers krig, og en periode med en religiøs fundamentalisme, der om muligt var endnu værre, end det der kom forud. Heksebrændinger, fx, fandt ikke sted i Danmark før reformationen, bare for at tage et enkelt eksempel.

Martin Luthers samlede værker fylder vist flere reolmeter, så hvis man ikke gider tygge sig igennem det hele, er det fuldt forståelig. Skriftet jeg her hentyder til, er derimod hurtigt læst, og giver et nydeligt indblik i, hvad Luther – som Danmark siden skulle bygge hele sit religiøse åndsliv videre på – var for en fætter. Jeg tænker på det lille skrift “Von den Juden und Ihren Lügen” – på dansk “Om jøderne og deres løgne”.

Lad os kaste os ud i det …

Anklagen …
Det er ikke småting, jøderne beskyldes for. De er – i Luthers øjne, og jeg vil gerne bede læserne bemærke aldrig så omhyggeligt, at gennemgangen her foregår gennem Luthers, ikke mine, øjne – de kristnes værste fjende næst efter Djævlen selv. Først efter jøderne kommer papisterne, som de flere gange sammenlignes med. Og bedømt efter hvor meget plads de levnes i skriftet (Muhammed nævnes en enkelt gang), kommer muslimerne efter papisterne i farlighed.

Jøderne anklages mere konkret for at lyve, forbande, spotte, belaste og begå smæderier. Endvidere stjæler og røver de, og bedriver åger (meget mere om det senere). De ville desuden stjæle og forgribe sig på børn, samt forgifte brøndene, hvis de ellers kunne slippe af sted med det – sådan som det fortælles i historierne (altså andre smædeskrifter og eventyr) om dem.

De er en belastning, en plage, en pestilens og en ulykke for vores land. De dovner bag deres ovn, hvor de steger pærer (her må jeg undtagelsesvis give Luther ret, thi at stege pærer er da vitterlig en af de allermest dekadente udskejelser, jeg har læst eller hørt om!) og fulder sig, og nyder det søde liv. Djævlen selv har således skabt et paradis for jøderne, midt iblandt de kristne.

Og for alle disse forbrydelser roser jøderne sig selv, de styrker derved deres nag mod gojim (altså folk, der ikke er jøder), i overensstemmelse med deres vranglære om, hvad gud har befalet dem.

Såvidt Luthers ildsprudlende anklage. Ét enkelt konkret forhold, hænges alle de mange smykkende tillæg og lidet flatterende anklager op på, og det er lånegivning, eller som Luther konsistent i skriftet kalder det – åger (ty: Wucher (ja, gu’ har jeg da læst teksten på originalsproget. Jeg er trods alt velsignet med det som andet modersmål (men indrømmet har jeg ikke læst det må Middelhøjtysk – og det er læst på en Kindle med latinsk skrift, ikke krussedulleskrift (desværre gør dette mig ude af stand til at tilføje sidetal – beklager (men prøv at læse skriftet selv, og se om du kan finde noget af det jeg skriver uunderbygget – jeg udfordrer dig. (hvor mange paranteser var det nu?))))) hov, det var ikke helt nok). Allerede på den tid var det åbenbart en slidt kliché, at jøder kun ernærede sig ved bankvæsen og dermed rentetagning.

Angiveligt har det en historisk baggrund, idet denne virksomhed var eksplicit forbudt for muslimer i kalifatet, hvorfor jøder endte med at spille en ret vigtig rolle som finansfolk i Mellemøsten. En praktisk løsning, så muslimerne ikke behøvede involverede sig i rentevæsenets grisefy, mens jøderne kunne finde en plads i et samfund med en anden religion, hvor de rent faktisk kunne leve et ordentligt liv.

Selvfølgelig har det ikke været alle jøder, der gjorde dette. Jøder udførte både i Mellemøsten og alle andre steder, de blev fordrevet til, også alt muligt andet arbejde, de kunne ernære sig ved. At der nok ikke har været mange fæstebønder eller adelige blandt dem, er nok ikke ukorrekt, men at det eneste håndværk, de syslede med, skulle være finans- og bankvirksomhed, er i bedste fald exceptionelt usandsynligt.

Men selv, hvis vi siger, at det var sandt, begår Luther stadig en logisk fejlslutning, der er mindst lige så stor og fed, som de løgne, han anklager jøderne for. Han sidestiller rentevirksomhed – åger, om man vil – med tyveri. Og som forhenværende debitor forstår jeg ubehaget ved at skulle betale renter på et lån, men det er ikke desto mindre betaling for den tjeneste det er, at man får stillet penge til rådighed, man ellers ikke ville have haft. Uretfærdigt kan det såmænd sagtens være – ikke mindst når der vitterlig er tale om åger – men det er noget ganske andet end tyveri. Det er betaling for en tjeneste.

Denne logiske fejlslutning er, når alt kommer til alt, det eneste konkrete Luther hænger sin anklage mod jøderne op på – samt de om muligt endnu mere modbydelige og grusomme konsekvenser, som han mener, det skal have for dem.

Konsekvenserne
Skriftet bærer præg af at være et lejlighedsskrift. Det er bygget op, først med anklager, så de konsekvenser jødernes forbrydelser burde have, og det afsluttes med en formaning til magthaverne – den lokale adel, forestiller jeg mig, at de heller ikke kommer til at ligge under for jødernes dominans og forbrydelser. Skriftet er altså mere end noget andet en instruktion til adelen i, hvordan jøderne bør håndteres. Det er ikke bare et smædeskrift – eller debatindlæg som vi ville kalde det i dag, derimod havde et meget konkret og praktisk sigte.

Luther lister således syv punkter op om, hvad man skal gøre ved jøderne. Indledningsvis understreger han dog også, at man som kristen må vise en intens barmhjertighed og ikke tage hævn over dem.

På Luthersk betyder intens barmhjertighed og afståelse fra hævn, at man under punkt 1 skal brænde jødernes synagoger og skoler. Under punkt 2 skal deres huse omstyrtes og ødelægges – begge dele for at de ikke længere kan dyrke deres vranglære. Som sigøjnere (ja, jeg ved godt, de hedder Romaer, men det har Luther tydeligvis ingen forståelse for) kan de bagefter huses under halvtage og i stalde, så de rigtig kan mærke, at deres status som herrer over de kristne er frataget dem.

Deres bønnebøger og talmud’er (hvis det er det, det hedder i flertal) skal beslaglægges under punkt 3. Undervisning i deres afguderi og vranglære forbydes rabbinerne under punkt 4. Punkt 5 er en ophævelse af jødernes ret til at bevæge sig frit på vejene, for hvad skulle de da have at beskaffe på landet? Næh, de kan blive hjemme kan de … (altså i stalden eller under halvtaget. Allerede 3 punkter længere fremme, ser det ud til, at Luther har glemt, at jødernes hjem blev ødelagt under punkt 2).

Det forbydes jøder under punkt 6 at bedrive åger. Og som konsekvens af, at alle – og her mener Luther tydeligvis alle – jødernes værdier, penge og smykker er købt for penge, tjent ved åger, så er alle jødernes værdier, penge og smykker hælergods. Alt jødisk ejendom skal derfor beslaglægges.

Der er imidlertid en kattelem. Jøder der lader sig omvende, kan i en slet skjult afpresningsmanøvre lade sig omvende. Alle de beslaglagte midler går til en pulje, hvormed man kan betale jøder, der lader sig omvende, en klat penge, så de kan starte påny.

Og når synagoger og skoler er brændt, huse revet ned, de hellige bøger fjernet, rabbinerne kneblet, alle jøder idømt husarrest … (vel – halvtag eller staldarrest, må det vel være), alle deres værdier beslaglagt – så skal de idømmes hårdt og varigt straffearbejde. Det er punkt 7 – alle jøder skal ud og arbejde som straf for, og alternativ til, deres ågervirksomhed. Det udspecificeres ikke nærmere, hvilket arbejde de skal udføre, men at det næppe bliver stillesiddende eller noget med at flytte papirer rundt, virker intuitivt, når man læser Luthers ord. Det er vist mere noget med spader og hakker – men eftersom jøderne ikke må gå uden for en dør, må man spørge, hvad mon de spader og hakker skal bruges til hjemme i stalden eller under halvtaget.

En sidste mulighed – hvis det ikke lykkes at afrette jøderne ved denne ikke spor hævngerrige og intenst barmhjertige behandling – er at fordrive dem, sådan som Luther bemærker, at man har gjort i mange andre lande. Evt. kunne man give dem en form for gave med, så de er motiverede for at rejse væk.

Ringer en klokke? Minder dette om noget, du har læst om før? At sende uønskede elementer af anden etnisk eller religiøs oprindelse ‘væk’ eller ‘hjem’ – eventuelt mod betaling? Vel, det er ikke det eneste punkt, hvor Luthers forbandelsesskrift vækker genklang i vore dage.

Luther i dag
Jeg kunne sige, at det for mig som sekulært menneske er ubegribeligt, hvad vi skulle kunne bruge Luther til i dag. Men jeg vil hellere sige, at det for mig som menneske er ubegribeligt. Man kan sagtens være religiøs og stadig fyldes med afsky over Luthers rabiate hadtale mod jøderne.

Jeg anerkender gerne hans konkrete betydning for historien og at forestillinger om, hvordan det ville være gået uden ham, blot er frugtesløse spekulationer. Vi kommer ikke uden om Luther, når vi skal forstå 1500-tallets og de følgende århundreders historie adækvat.

Til gengæld mener jeg ikke, at der var noget som helst at fejre sidste år. Heldigvis er Luthers ord og tanker med tiden blevet udvandet, nye og stærkere gærtyper har for længst fortrængt den oprindelige infektion og mere aromatiske humler og bedre malttyper og humler har med rationalismens gennembrud gjort Luther overflødig den dag i dag. Hvorfor skal han hænge fast som en art senmiddelalderens brettanomyces, når man blot behøver slå op i hans efterladte skrifter, for at se hvilken forstokket irrationel reaktionær bulderbasse han var?

Når jeg læser ‘Om Jøderne og deres Løgne” hæfter jeg mig imidlertid ved nogle punkter, hvor jeg ser åbenlyse paralleller i nutiden. Jeg konstaterer derfor, om vi vil være ved det eller ej, at nogle af Luthers tanker og ikke mindst tankemønstre lever i bedste velgående den dag i dag. Men hvor ville jeg dog ønske, dette ikke var tilfældet.

At ville undertrykke og udvise de fremmede med den forkerte religion er et eksempel. For at tage et andet … Var det Naser Khader, der i sin tid skabte begrebet ‘Halal-hippie’ om de debattører, der tog muslimer i forsvar? Analogt dermed retter Luther også skytset imod dem, der tager jøderne i forsvar – dem der spagfærdigt fremfører, at jøderne vel ikke har nogen fordel ved at gøre de mange slemme ting, som Luther beskylder dem for. Disse liberale, nyttige idioter, kosherhippier ville han måske have kaldt dem i dag, forstår ikke, at jøderne har gjort sig til herrer over os. Ja, de har endda gjort sig til herrer over Adelen, idet de uden videre kan berige sig fra adelens åbne guldsække, da de også udsuger disse ved deres åger.

Et ekko af disse vanvittige anklager hører jeg i dag, når ikke bare grupper som Stop Islamiseringen af Danmark, men også etablerede partier som Dansk Folkeparti, den øvrige regering og størstedelen af Socialdemokratiet på lignende vis erklærer, at vi er ved at blive overtaget af muslimer. De behersker hele boligområder, påstås det – indtil man undersøger sagerne nærmere, og beboere og ikke mindst beboerrepræsentanter afviser påstandene som opdigtede. Frikadeller forbydes i vuggestuerne, siges det – også disse anklager viser sig at være opdigtede – men påstanden har i bund og grund den samme struktur som Luthers bandbulle mod jøderne – de kommer og overtager os, og vi er ikke herrer i eget hus.

Jo, Luthers arv gør sig sandelig gældende, også den dag i dag. Selvom hans reaktionære ideer – og med forbandelsen af jøderne har vi kun skrabet i overfladen af det bjerg af afskyeligheder, han ellers var eksponent for – næppe tages særligt bogstaveligt længere i Den Danske Folkekirke. Den er i dag mere Luthersk af navn end af gavn, og man bør i vor tid rette blikket på det sekulære liv, hvor Luthers ord giver ekko i form af udskamning, undertrykkelse, forfølgelse og udrensning på baggrund af etnisk-religiøse træk.

Luther skal dog ikke have skylden for at have opfundet racismen som vi ser den i dag. Den fandtes sikkert også før ham, og han er selv blot et ekko af et negativt almenmenneskeligt træk. Et levn fra dengang vi boede i huler og slåssede hele dagen. Dengang som nu – og på Luthers tid – tænker og tænkte vi som stammefolk. Like it or not – det har tidligere vist sig at være en succesfuld overlevelsesstrategi at dele folk op i dem-og-os. Første og Anden Verdenskrig, Borgerkrigen i Eks-Jugoslavien og de evige sekteriske krige i Mellemøsten, startet af Vesten, viser imidlertid med al ønskelig tydelighed, at stammetænkningen ikke længere er en overlevelsesstrategi. Den vil derimod i sidste ende føre til vores og ikke umuligt planetens endeligt – i hvert fald hvad liv angår.

Et opgør med Luther i menneskehedens kollektive opgør mod tribalismens evolutionære forbandelse, hører sig i betragtning af hans enorme historiske betydning til, ligemeget hvad.

Og nu til øllet
– Det blev lidt langt. Men når jeg ind imellem har lejlighed til en ordentlig og grundig ekskurs (som fx når jeg har ferie), vil jeg også gerne gøre det ordentligt.

Som type er Luther fra Viborg Bryghus ikke lige sådan at kategorisere. Inspirationen kommer fra ølopskrifter fra Viborg Kloster, men på forsiden hævdes det også, at øllet er belgisk-inspireret. En alkoholprocent på 10,1, et klart bryg med farve af mørk te samt sparsomt og hastigt faldende skum peger alt i alt mest i retning af en Barley Wine. Det er ikke særlig belgisk, men at de belgisk-inspirerede munkeopskrifter skulle kunne lede frem til noget, der ligner, forekommer mig ikke uplausibelt. Jeg har i hvert fald valgt at kategorisere den som sådan ud fra min oplevelse.

Jeg havde forventet en tung, mørk, sej – og ikke mindst vred – oplevelse i betragtning af bryggets inspirationsskikkelse. Men jeg er selvfølgelig også belastet af min uddannelse inden for religionsfaget. Brygget virker tværtom fra starten let – ret så alkoholisk, men alligevel let – vinøst og skarpt krydret. Æbler, brunkål og egetræ danner en syrlig bund, som jeg finder ganske smagfuld. Men den er nok en acquired taste – dette er ikke et begynderbryg.

Smagen er, bryggets potente spirituøsitet taget i betragtning, forunderligt let. Igen vinøs med en skarpt krydret og syrlig kant af egetræ, nelliker og koriander. De fine krydderier smager man imidlertid ikke med det samme. Brygget nærmest leviterer over tungen, båret oppe af en dunlet alkoholisk pude, ikke ulig oplevelsen af en rigtig god russisk vodka. Først når den lille potente boble rulles hen ad tungen, udløses aromaerne under tunge og ved kindtændernes gummer.

Aromaen er ikke bare god. Aromaen aktiveres også på ganske særlig og underholdende vis. Luther kan – som bryg – noget ganske særligt, der gør brygget til en ener på den danske ølscene. Den har mine varmeste anbefalinger og jeg opfordrer alle, der har chancen for at prøve den til at gribe den.

Reformatoren Luthers fæle smædeskrift mod jøderne synes jeg også, man skal læse. Dog ingenlunde med min anbefaling, men fordi det er sundt at kende sine fjender.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme