Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: sukker

The Motive, The Veil

Kun fordi man kan …

Den her anmeldelse har været længe undervejs. Jeg undskylder gerne til dem, der sidder derhjemme dag efter dag neglebidende mens koldsveden pibler fra porer i tinding og pande, blodsprængt stirrende på mail-indbakken for ikke at misse når en ny anmeldelse fra Kajs Ølblog tikker ind. Jeg gætter på, det ikke er mange – og hvis der virkelig er nogen, der har det sådan – igen vil jeg gerne undskylde, men ikke uden også spagfærdigt at foreslå, at vedkommende måske skulle finde sig en enkelt sund interesse mere end at læse min ølblog. Fx er der andre gode ølblogs derude, som Brian Lunds ‘Højt Skummende‘, Steen Carlsens ‘Tid til en Øl og Martin Petersens ‘Stovt‘ – man kunne jo slå noget af ventetiden imellem mine indlæg ihjel ved også at læse dem.
Årsagen … ja, det er faktisk en lidt anden denne gang, end det evige klynkeri om min humørsyge og beskæftigelsessituation. Misforstå mig ikke – det er fortsat noget værre rod, men ikke den primære årsag til, at det skulle tage så lang tid at nå frem til den her.

Sagen er den, at dagens bryg nok (ikke bare ‘formentlig’ eller ‘måske’ – men ‘nok’) er det mest outrerede og ekstreme bryg, jeg nogensinde har prøvet. Det overgår faktisk i voldsomhed monstrøse konkoktioner som Amager Bryghus’ Big, Bold & Beautiful og bizarre brygeksperimenter som Steðjis Hvalur 2, der var brygget på røgede finhvalnosser. Igen gælder det voldsomhed og ikke nødvendigvis kvalitet.
Alligevel føler jeg mig på sin vis forpligtet til at kaste lidt mere end bare det gennemsnitlige antal anmeldelsesord efter brygget, når der nu så tydeligt er gjort noget ganske særligt ud af det. Det er debut for bryggeriet The Veil her på bloggen, og ingen skal komme og sige, at kreativiteten fejler noget i den gesjæft, hvis flagskib jeg gætter på nærværende bryg i en eller anden grad må være.
Man kommer på arbejde allerede før brygget er åbnet. Etiketten består af farverne rød og orange, og jeg er såre i tvivl om motivet (no pun intended) – hvis der da overhovedet er noget, i det utydelige, solfarvede farvespil. Blot det at læse hvad der i det hele taget står er en stor nok udfordring i sig selv. Jeg måtte have både briller og lup til hjælp, og jeg vil vove den påstand, at det ikke kun er fordi, jeg efterhånden er en mimrende, svagtseende olding. Ikke bare gør farvevalget læsningen svær nok, men typerne er også så små at teksten sort på hvid baggrund stadig ville have krævet hjælpemidler.
En mindre hovedpine, løbende øjne og let svimmelhed var sidegevinsten ved tydningen. der afslørede indhold af mælkesukker, ananas og mango, foruden øllets klassiske fire ingredienser. Typen er en sour double IPA på 8% – en stærk, men ikke voldsomt stærk øl.

Men én på opleveren – det får man i hvert fald. Brygget forlader kun meget nødig dåsen. Det skal næsten klemmes ud som var det i virkeligheden på tube. Dovent og vrangvilligt klasker det i store skvulp ned i glasset – mere som en masse, en tyk grød, end som en væske. Men flot ser det ud – det må man sige – appelsinorange og fuldkommen uigennemsigtigt, kun med en fin skumhinde over det, der snart fordufter.
Hvor meget brygget end har at byde øjet, mangler det til gengæld i næse. Syre, IPA og masser af frugt til trods, dufter det næsten ikke af noget. Man håber, at smagen er indkapslet bag den uigennemtrængelige orange barriere, for på duften at dømme truer en kedelig omgang.

Min første reaktion på den underligt grødagtige substans på tungen var forundring. Forundring over, at man kunne brygge et så tæt og fyldigt bryg, og samtidig negligere aromaen så meget. Det er nu ikke fordi aromaen er helt glemt – den er der da, men den spiller i den grad andenviolin i forhold til en ekstremt dominerende fylde – ikke helt ulig et stykke sejt, tørt kød, der bare vokser og vokser i munden, lige meget hvor længe man tygger det. Det bliver faktisk decideret væmmeligt, hvis ikke man begrænser sig til meget små slurke.
Og de små mundfulde – eller nip skulle man måske hellere sige, byder først på skarp syre af citron og eddike. Derpå følger en let berøring af de tilsatte frugter – næppe genkendelige i den næsten plastiske substans og der sluttes af med en tør, næsten sandet bitterhed ved mandlerne. Faste – eller bare jævnlige læsere af bloggen vil vide, hvor meget jeg holder af IPA’ens bitterhed. Men her er den, trods nogen styrke, alligevel blot en skygge af sig selv. Den mangler dybde, den mangler kontur, og den mangler … umami måske? Følelsen af at have noget i munden, der simpelt hen bare er rart, uden at man helt kan pege på hvad der gør det rart. Den fornemmelse har jeg savnet helt og aldeles på den lange, svære og til tider væmmelige vej igennem dette tunge, alt for tætte, ekstrembryg.

Jeg sætter stor pris på ekstreme brygeksperimenter. Men det kræver, at de smager af noget. Tag igen Amager Bryghus’ mesterværk Big Bold & Beautiful – alt ved det bryg var ekstremt – farve, fylde, aroma, styrke, men nej hvor det smagte! I brygget her lader man til at have skruet alt op på elleve – undtagen, og derfor også på bekostning af, aromaen. Den må møjsommeligt presses ud af det i forvejen meget voldsomme bryg. Det er ikke det, man har mest lyst til når man får endnu en klat uformelig frugtgrød i munden – især når gevinsten er så lille, som den er her.

Karakteren har jeg været vældigt meget i tvivl om. Brygget er igen nok det mest ekstreme bryg, jeg nogensinde har prøvet. Til gengæld er det også disharmonisk, fladt i smagen, til tider decideret væmmeligt og overordnet mere en prøvelse at komme igennem end en fornøjelse. Men samtidig fortjener bryggeriet en udmærkelse for at turde brygge en orange rædsel som denne (som om USA ikke havde haft orange rædsel nok de sidste fire år – men lad nu det ligge) – om ikke andet i et forsøg på at overgå … andre bryggerier måske? Hvis man vil flytte grænser for brygkunst må man vel starte et sted og prøve et eller andet. Resultatet af eksperimentet er i det store og hele mislykket i dette tilfælde – men kedeligt eller mainstream var det i hvert fald ikke.

Så hvor lægger man et bryg, der vitterlig bryder grænser ned, giver en fuckfinger til konventionerne, og som uden skelen til modens eller den grå normalismes hensynsløse krav gør lige som de har lyst til? Snart sagt alle gode intentioner pakket ned i tre linjer på en tilfældig dansk ølblog … Men som så fejler fælt når det rent faktisk gælder om at få brygget til at smage af noget?
Midt i er mit bud. They tried and failed, yet not miserably, og i det mindste prøvede de.

Smid en kommentar hvis du synes jeg har tabt hovedet og er helt gal på den. Det er så hyggeligt at skændes om den slags.

Limfjordsporter Thy Whisky Fad 49, Thisted Bryghus

Man må gerne …

Man siger ganske vist, at man ikke må tale ondt om de døde … men der er undtagelser. Rush Limbaugh er definitivt blevet cancelled af alle livsopretholdende funktioner, hans betændte, hadske legeme formåede at holde kørende. Et dybt nederdrægtigt individ, hvis indflydelse på menneskeheden viste sig som splittelse og had mod snart sagt enhver tænkelig etnisk, seksuel og på anden vis marginaliseret minoritet.
Da forhenværende præsident Donald Trumps støtter stormede kongressen, var der flere i offentligheden, der hævdede, at Trump ikke var årsagen, men blot et symptom på en øget radikalisering af den amerikanske befolkning. Jeg er tilbøjelig til at give disse kommentatorer ret. Rush Limbaugh, til gengæld – han var vitterlig en af årsagerne. Han gjorde mere end nogen anden amerikansk talk radio identisk med konspirationsteorier, højreradikal propaganda og hadefuld tilsvining af alt, der ikke matchede beigegrå – eller snarere hvid, strømlinet almindelighed. Gang på gang, når tidligere eller nuværende amerikanske højrefløjsere fortæller om, hvad der fik dem til at falde i kaninhullet, dukker Rush Limbaughs talk radio-show op.
Der er absolut ingen grund til at lægge fingrene imellem og finde pæne gloser frem; der var og er intet pænt at sige om den mand. Det er kun grimt og frygteligt alt sammen – og heldigvis har det omsider fået en ende.

Det var dagens tirade. Jeg slås stadig med at holde humøret oppe, mens ledigheden nager, og det betyder fortsat, at der er langt mellem indlæggene. I øjeblikket føles det næsten mere som en slags sur pligt end noget der drives af lyst – hvilket er forbandet ærgerligt, men desværre også de barske realiteter, når man slås med sin egen hjernes ubalancerede kemi. Den slet skjulte irritation over emnet for dagens tirade er nok i virkeligheden et ret godt eksempel på dette i sig selv.

Dagens øl fik mig til gengæld til at smile. Og det tror da pokker … Thisted Bryghus er et af de få firmaer, der kan blive ved og ved med at dreje og vride aldrig så sagte og antydningsvist på deres produkt, kalde det noget nyt – og slippe godt af sted med det. Limfjordsporteren i dens efterhånden rigtig mange afskygninger er en hyppig genganger på bloggen, hver gang til fornøjelse – stundom endda stor, og endnu ikke til skuffelse … dvs – Mikkellers Beer-Geek version var jeg vist egentlig ikke så glad for, da jeg prøvede den i Lokomotivværkstedet engang. Men det skal ikke ligge Thisted Bryghus til last, da Mikkeller som bekendt var ansvarlig for den variant.
Her er det de gæve thyboer selv, der står bag. Nu med bøgerøget malt fra Gyrup og et helt fad Thy Whisky hældt ved. Det kan mærkes i duften, der giver en dybere klang til det kulsorte brygs velkendte fyldige, maltede og brankede duft.
I aromaen er lakrids, mørkristet kaffe og whisky nydeligt afstemt hinanden. De 8,5% alkohol giver et ekstra pift, og får næsten én til at se bort fra, at brygget måske godt kunne bruge lidt mere på fyldesiden. Det glider lige let nok ned, gør det. Og det varmer og smager på vejen – men en ordentlig stout skal nu helst føles lidt mere tyktflydende end den her.

Men det er småting. Det vigtigste er, at den – på trods af depression, ledighed og et deraf undertiden betændt gemyt – fik mig til at smile.

Strong Ale, Thisted Bryghus

Farin og nødder …

Besøgstallet for december ser meget fint ud. Jeg har faktisk aldrig haft så mange gennemsnitlige klik pr. dag på min blog nogensinde før, som jeg har haft i indeværende måned. Mit mål for i år var at nå op på 4.000 klik pr måned – det mål er for længst nået, og i november nåede jeg endda op over 5.000.
I mit stille sind tænkte jeg, det kunne være sjovt at nå op over 6.000 læsere – et tal, jeg aldrig er nået op på før, men så tænkte jeg igen. For med den raketfart, læserne rasede ind på bloggen de første dage af december, var der ingen grund til at tænke småt.
Så nu går jeg efter 7.000 læsere på bloggen i december. Over 1.000 mere, end jeg nogensinde har haft før – fordi det ligger vel inden for det mulige, omend det også vil kræve et minimum af anstrengelse fra min side.
At anstrenge mig er imidlertid ikke det, jeg gør med størst fornøjelse for øjeblikket. Uanset hvor introvert jeg er, rammer den fornyede Corona-isolation også mig, og sammen med ledigheden har det desværre resulteret i en temmelig grim depressiv tilstand. Den kæmper jeg dagligt med at reducere og forbedre – blandt andet ved at holde fast i at dele indlæg på min blog med ikke alt for store mellemrum, men det kræver en større indsats end ellers.
Min YouTube-kanal sker der således ikke meget på. Min fødselsdagslivestream er det seneste, der kan ses, og det er fra starten af november. Jeg har sagt ja til igen at hoste et segment af en Christmas relay Stream på juledag. Måske vil det sparke lidt liv i kanalen igen – jeg gør i hvert fald hvad jeg kan for at få lidt sving i aktivismen igen, selvom det er svært.

Øllene render i mellemtiden ingen steder. Den her stærke sag åbnede jeg mere end noget i mangel på bedre. Fx i mangel på juleøl, af hvilke udvalget har vist sig meget begrænset heroppe i det nordvestjyske. Jeg købte den i Føtex for nogle måneder siden, hvor der var tilbud, hvis man købte fire øl af gangen. Da jeg havde fundet tre (herunder de seneste øl fra to øl) var dette den øl, der så mindst uinteressant ud af det, der var tilbage på hylderne.
7,2% er langt fra det stærkeste, jeg har prøvet, men det er vel alligevel stærkt nok til, at betegnelsen ‘Strong Ale’ ikke er direkte ulovlig. Samtidig er brygget dejlig mørkt, og dufter fyldigt af mørkt sukker og svesker. Forrest på tungen er brygget blødt og sødt smagt til med kagekrydderier og rigeligt farin. Som det ruller gennem munden ændrer det karakter og bliver mere bittert. Det ender ved mandlerne med en markant, næsten besk aroma af lidt for gamle hasselnødder. Igen er det den slags aromaer, man helst er fri for uden for øl, mens det i et bryg som dette opleves som karakter og raffinement.
Ligesom Aecht Schlenkerlas ‘Eiche‘ ville brygget her slet ikke være umuligt på et julebord. Fylde og sødme er mere end adækvat til den fede julemad, og bitterheden leverer krydderiet. Det er langt fra første gang, at erfaringen med sæsonens såkaldte juleøl viser, at ordet ‘jul’ langt fra garanterer egnethed til højtiden, ligesom uegnethed ingenlunde fremgår af ordets fravær på etiketterne.

Så skulle der være udsolgt af de dedikerede juleøl skal man ej fortvivle – der findes gangbare alternativer derude.

Forårsbryg, Aarhus Bryghus

For, mid, sen, efter og indian …

En ustabil arbejdssituation, et forlist kærlighedsforhold og læsertørke har her på det sidste dræbt noget af fornøjelsen ved at skrive, og i det hele taget være aktiv på blog og YouTube-kanal. Jeg er åbenbart ikke den eneste, for hvem humøret daler i efterårsmånederne, idet læsertallet har det med at være for nedadgående – især her i september.

Jeg havde ellers planlagt at de sidste feriepenge skulle brændes af nu, hvor jeg har været ramt af flere ufrivillige deltids- og fridage i streg. Hvorfor ikke vende lediggangen til min fordel og rent faktisk få gjort noget ved det, jeg holder allermest af – at formidle øl og være sekulær aktivist?

Desværre satte lysten til at skrive og nørkle med videoer ud i samme øjeblik jeg fik mere tid. Straks blev jeg overvældet af muligheden for at slå tiden ihjel med idel underholdning i stedet. Vel – i det mindste falder jeg ikke til flasken, når jeg keder mig eller er smådeprimeret. Nogle gange kunne jeg i mit stille sind godt ønske at jeg gjorde – så ville jeg i det mindste have noget at skrive om bagefter.

Samtidig er jeg for første gang i år oprigtigt bekymret for, at jeg ikke når det antal læsere, jeg ønsker – 4.000 klik pr måned. Det begynder allerede at se svært ud. Derfor vil jeg overordentligt påskønne, hvis både nye og gamle læsere ikke bare læser dette indlæg, men også kigger lidt af bagkataloget igennem. Jeg har anmeldt øl gennem ti år, så der er gode chancer for, at netop den øl du har overvejet at smage på allerede er afprøvet her. Således kan du – før du spilder penge og tid – vurdere, om det overhovedet er noget du gider.

Og netop som der tikker en besked ind om, at der er arbejde til mig, får jeg taget mig sammen til at tage mig sammen til at skrive igen. Jeg skal åbenbart være under en eller anden form for pres for at få ting gjort. Når der ikke er udsigt til, at lediggangen hører op, ved jeg ikke hvad jeg skal bruge tiden på – selvom mulighederne for konstruktiv udnyttelse er legion. Go figure.

Og ja – du læste rigtigt. Kortvarigt har jeg atter smagt kærligheden på godt såvel som på ondt – idet det meget snart var slut igen. Nærværende øl, som jeg fik af min storebror, da han var forbi med familien i løbet af sommeren, blev nydt i baggården til min lejlighed sammen med hende. Det er derfor, der er to glas på billedet.

Og det er alt, I får at vide om mit kærlighedsliv. Der er ingen grund til at ødelægge jer læseres humør unødigt.

Det har været en smule svært at finde ud af, præcis hvilken type øl, der her er tale om. Men efter alt at dømme har vi med en øl af pilsnertypen at gøre, der er tilsat sukker – for at justere smag og måske også banke alkoholstyrken op en smule. Vi lander på 7%, hvilket omtrent er niveauet for stærke øl som Elephant og Bjørnebryg – uden videre sammenligning i øvrigt … og så alligevel. Brygget her deler deres ydre – i bund og grund er brygget lige så korngult, omend prydet med en tæt, kridhvid marengsmasse, der så vidt jeg husker ikke følger med førnævnte spritterøls visuelle forestilling.

I duften byder brygget på traditionel pilsnerhumle, flankeret af søde, friske indslag. Uden at typen er angivet noget sted på emballagen, peger bouquetens karakter temmelig entydigt i én retning, samtidig med at det tilsatte sukker giver sig til kende. Det friske – og i øvrigt delikate – pilsnerindslag gør sig ligeledes gældende i aromaen. En lækker, gennemtrængende smag af frisk, bittersød humle behager munden i alle tre dimensioner. Og selvom tilsætningen af sukker bliver ret afslørende i bryggets karakter, forbliver indslaget også forbløffende velafstemt med bitterhed og fylde i en velkomponeret aromaoplevelse.

De rene, bitre, men fortsat også friske pilsnernoter kan man nyde i en eftersmag, der bliver hængende et godt stykke tid efter at brygget er skyllet ned. En blomsterfrisk, aromatisk forårsøl, der også sagtens kan nydes om sommeren, sensommeren og i løbet af – undskyld de etnocentriske undertoner – indian summer. Sidstnævnte må vi nok vænne os til, what with galopperende global opvarmning oven i alle de andre katastrofer, vi som mennesker har skabt for os selv.

Brygget her minder mig også om, at det i grunden er alt for få øl, jeg har anmeldt fra Aarhus Bryghus. Det må jeg se om jeg kan få lavet om på.

IPA, Belgisk Øl, Gourmetbryggeriet/Harboe

Forvirring …

Så gik den heller ikke længere for en af de nok største komponister i Danmarks historie. Manden bag soundtracket til generationers barndom, ungdom og voksenliv, Bent Fabricius-Bjerre er gået bort.

Og selvfølgelig skal virkeligheden være så grim og grusom, at et menneske, hvis person man op til den alt andet lige nogenlunde timelige afsked beundrede, alligevel skal vise sig at have nogle kompromitterende egenskaber. Manden var hovedrig – hvilket i sig selv ikke er problematisk i betragtning af, at han besad et ekstraordinært komponisttalent. Men hvorfor … HVORFOR … skulle han dog absolut være med til at stifte den totalitære, neoliberale, jubelkapitalistiske, antihumanistiske tænketank CEPOS?!

Jeg hører Matadortemaet klinge for mig i baggrunden til Ingeborgs afsindige men fuldt ud berettigede vredesudbrud mod sin ægtemand … “HVAD ER DU FOR ET MENNESKE?!” Vel, det siges at man ikke skal tale ondt om de døde, men det må vel minde os om, at uanset hvor fantastiske nogle mennesker kan være – ikke mindst kunstnerne – er der altid en bagside. Bent var åbenbart så glad for sine skillinger, at han valgte aktivt at lobbye for, at han, og folk der var lige så rige som ham, kunne blive endnu rigere. Helst på bekostning af fattige, udsatte og svage, således at disse kunne blive endnu fattigere, mere udsatte og endnu svagere.

Hans produktion af musik kan der til gengæld ikke sættes en finger på. Norwegian Sunset fra Bjergkøbing Grand Prix er nok være min personlige favorit. Ikke hans mest kendte stykke, men til gengæld et, der passer fint som den hyldest manden som kunstner fuldt fortjener.

Så vidt den griske, gamle komponist. Det, det egentlig handler om, er som bekendt øl.

Det er længe siden, jeg sidst har været på besøg hos Gourmetbryggeriet under Harboe-koncernen. Angiveligt får de nogle af øllene produceret i Belgien, hvorfor disse lanceres med undertitlen ‘Belgisk Øl’. Det kan virke en kende forvirrende når man som her får en IPA i hånden. Det er weiß Gott nicht en belgisk, men en britisk øltype.

Duften er til gengæld belgisk på indtil flere ildevarslende måder. De 8% alkohol giver sig til kende fra starten, og giver brygget en ikke helt rar alkoholisk kant. Dertil kommer den decideret ubehagelige em af banan, der i dette tilfælde heldigvis er så tilbagelænet, at den ikke gør decideret skade. Men gavn gør den nu heller ikke. IPA’ens traditionelle skarpe, aromatiske og bitre noter er kun fjernt til stede. De kan dog findes, og i det omfang de er præsente, er de trods alt også sprøde og velgørende.

Sådan skal det ikke være i smagen. Ingen sprød bitterhed af grannåle, eller aroma af citrusfrugter. Så meget for IPA’en. Hvad det belgiske til gengæld angår … ja, der må jeg sige, at det faktisk slet ikke er så ringe endda. Belgien er trods alt mit favorit-ølland for sin enestående diversitet. Og her slås der – på trods af en olfaktorisk dimension, der langt fra sad i skabet – rigtig gode toner an.

Sprødt, frisk og vederkvægende flyder en velkendt aroma af velafbalanceret belgisk saison. Skarpt, småsyrligt, og med akkurat den mængde bananaroma, der giver brygget karakter uden at det ødelægger noget. Brygget er godt til den tørre gane, og yder lige præcis nok smag til, at det ikke samtidig bliver kedeligt.

Skuffelsen over ikke at få en IPA, når det nu er det, man bliver lovet på etiketten, nager dog stadig en smule. Harboe læner sig opad en falsk varebetegnelse, som de fortjener en løftet pegefinger for fra denne blogger. Min storebror, der havde den med i gave, da han kiggede forbi med familien den anden dag, fortjener til gengæld en stor tak. Også for de andre fine øl, han havde med.

Flere af dem havde jeg prøvet før, så min sommer ikke behøvede gå med at skulle anmelde alt for mange nye øl. Nogle gange er det også rart bare at kunne nyde en god øl, uden at behøve bekymre mig om at skulle anmelde dem bagefter.

Grimbergen Brassin de Noël, Kronenbourg/Carlsberg

Det tog den ikke skade af …

Julen varer som bekendt til påske … og det er snart 40 dage siden. Det kan man huske ud fra, hvornår kristi flyvefartsdag indfinder sig.

Så den store juleøl, jeg havde åbnet forleden aften, da jeg skulle optage endnu en video om den landflygtige danske kultleder Torben Søndergaard, havde fået lov at stå et stykke tid. Ikke mindst i betragtning af, at den ikke bare havde stået siden jul, men siden jul 2018.

Sidste salgsdato var næsten et år siden, så jeg havde allerede udset mig en reserve i fald brygget skulle være blevet inficeret, forvandlet til eddike eller oxideret til ukendelighed. Ingen af delene var tilfældet! Tværtimod kunne jeg have lagringstiden mistænkt for at have givet brygget et ekstra pift, for Grimbergen-serien er ellers ikke noget, jeg har været synderligt imponeret over gennem årene.

Efter optagelsen var der stadig en betragtelig sjat tilbage i flasken – den var trods alt i en deleemballage på 0,75 l … men til gengæld blev den drukket mens jeg optog en video om Torben Søndergaard, og han kan jo drive ethvert menneske til drikfældighed med sine vrøvlerier. Men ikke desto mindre, var der altså alligevel en sjat tilovers. Min lugtesans var imidlertid for længst blevet neutraliseret – et par dråber af et bryg bag læberne, og man er komplet ude af stand til at annamme dets duft. Og her var i hvert fald halvdelen røget ned i løgnhalsen under optagelsen.

Men smage videre – det kunne jeg til gengæld. Et relativt fyldigt bryg, der flyder blødt og sødt henover læberne – og det er ikke uforventeligt i betragtning af at brygget, på ægte Carlsberg-manér, er tilsat både glukosesirup, sukker og aromatisk karamel. Men at få brygget til at smage grimmere, kan man vel næppe anklage det for. Sammen med en bitterhed af kaffe giver det brygget en grundsmag af svesker i en lage af rom. Bryggets ikke overdrevne styrke på 6,5 giver en mere vinøs kant end man umiddelbart skulle tro. Også her har liggetiden næppe gjort nogen skade.

At gemme øl til langt over sidste salgsdato er selvfølgelig ingenlunde noget, jeg vil anbefale. Jeg vil blot konstatere, at det langt fra altid skader øllet.

Nogle gange kunne man have det mistænkt for at højne kvaliteten.

Jacobsen Brown Ale, Carlsberg

Langt fra tosset …

Jeg har det med brown ale ligesom jeg har det med Weißbier. Engang var det nyt og spændende. Det var en af de vilde, nye stilarter, der kom frem, dengang verden fik øjnene op for, at der rent faktisk fandtes andre øl, end tynd, kornfarvet pilsner.

Men det er længe siden. IPA, Saison, Stout og Geuze (for bare at nævne nogle stykker) har for længst givet brown ale baghjul. I dag fungerer stilen i bedste fald som Umsteigsdroge (det var det, vi i folkeskolen fik at vide, at hash var. Omtrent to minutter efter, vi havde taget det første bap fra en joint, ville vi sidde med en rusten heroinkanyle i øjeæblet, febrilsk hamrende ansigtet ind i den nærmeste plane flade for at få nålen ekstra dybt ind – såvidt i hvert fald lærere og såkaldt undervisningsmateriale om brug af ulovlige stoffer. But I digress …) fra bleg industripilsner til noget, der er mere snævert og udfordrende.

Ikke mindst når producenten er Carlsberg. Og ja ja, det er jo ligegodt fra Carlsbergs specialbryggeri, Husbryggeriet Jacobsen. Og selvom det da også er et godt stykke over bryggerigigantens van(d)lige standard, har brandet for længst måttet se sig slået af myriader af mindre, mere kvalitetsbevidste aktører.

Dermed ikke sagt, at brandets øl automatisk er kedelige og intetsigende. Men at jeg først så sent i bloggens historie – om under en måned har bloggen 10 års jubilæum – får prøvet denne øl, der så vidt jeg ved har været i porteføljen al den tid, jeg har blogget, skyldes nok at brandet aldrig har haft den helt store evne til at imponere mig.

Men her er den så, Husbryggeriet Jacobsen Brown ale. Mørk, ganske vist, men egentlig rød, hvis man belyser brygget blot en anelse. Det off white skum falder hurtigt, og nogen karbonering af betydning byder brygget ikke på. Men det er nu fint sådan. Mørke bryg har det med at minde for meget om cola, hvis de bruser for meget.

Bouqueten er frugtig, syrlig og krydret. Umodne blommer blander sig med en antydning af nelliker og muskat. Syrligheden varsler ikke alt for godt. Tværtimod peger duften i retning af alt for mange andre brown ales; småtynde og mere vandige og sure end noget andet.

Så galt står det heldigvis ikke til. Brygget flyder let over tungen, men formår alligevel at levere en nøddeagtig sirupfylde, mens mørkt træ viser sig bittert ved gummerne. En let antydning af røg findes i eftersmagen, mens syrligheden af ananaskirsebær langt fra er for dominerende til at ødelægge oplevelsen. Derimod supplerer den fint til et overordnet nydeligt kludetæppe af aromaer, som man dog ikke skal granske for længe, da man så snart vil opdage, at ikke alle nuancer og kulører passer lige godt til hinanden.

Men det er småting. Brygget er en mere end adækvat nydelse, og dermed en af de efterhånden ret få brown ales, der er værd at investere i. Den er stadig langt fra Bryghuset Braunsteins mesterværk fra bloggens spæde barndom – men det produkt er også for længst blevet skrottet, efter at kvaliteten på det forinden dykkede betragteligt.

Så jeg er vel nødsaget til at erkende, at denne brown ale fra Carlsberg er en af de bedste af sin slags i almindelig handel i øjeblikket …

… det er ikke småting, man bliver nødt til som blogger.

Graxx the Cream Horn Gobbler, Demoursleutel Beer Engineers (Ole Øl-Ninja 9)

Rart …

Tonen blev pludselig noget dyster og alvorlig, jeg ved det godt. Småtjansen, jeg nævnte i forbifarten sidst har formået at løfte humøret en anelse. Jeg er eksamensvagt for nogle HHX’ere og HTX’ere, og det betyder at jeg skal sidde i et klasseværelse i ca. 5 timer, hvor der er helt stille og absolut ikke sker noget som helst. Det giver mig noget tiltrængt ro og fred, uden at jeg behøver forsumpe i den ukonstruktive lediggang, der alt for længe har karakteriseret min hjemlige dagligdag efter jeg blev arbejdsløs.

Nu er det spændende, hvilke sanktioner a-kasse og kommune mon vil kaste i nakken på mig, fordi jeg har gjort et eller andet forkert i forbindelse med det arbejde jeg har taget. Men det må jeg tage til den tid. Lige nu må jeg ihukomme, hvad Ole og jeg havde at sige om den her øl. Jeg husker ikke en lyd fra det, så det er godt at hele seancen blev optaget på video.

Brygget er aldeles natsort og ikke ulig den olieagtige viskositet, der karakteriserer rigtig gode stouts. Til gengæld skummer brygget ikke det fjerneste, og det gør alligevel den visuelle oplevelse til lidt af et antiklimaks. Med en  lang liste af ingredienser (ud over de fire klassiske; kaffe, laktose, hasselnødder og kakaonibs – ingredienserne i en isvaffel) forventer man mere. Til gengæld dufter brygget dejligt. Man mærker hasselnødderne og kaffen – lovende bitre noter.

Det er lidt andre noter, der møder én i smagen. Chokolade, mørk chokolade træder frem først – og det er ikke noget dårligt bytte for hasselnødder for så vidt. Jeg kan lide begge dele, og vil i øvrigt ikke udelukke, at hasselnødderne så småt sætter ind efterhånden – som en diskret, blød bitterhed. Da brygget ikke skummer, kommer det ikke som nogen overraskelse, at det næsten er helt fri for kulsyre. Det skader på ingen måde, da de bløde og søde noter derfor rigtig kan synke ned og ikke bare behage smagsløgene, men også venligt massere kanalerne omkring dem. Man kan rigtig mærke, hvordan det sorte bryg, som en tyk chokoladekaramelcreme glider ind mellem alle tungens knopper og konturer, pikant smører og kæler, til næsten erotisk vellyst og nydelse.

Ole var lidt mere kritisk. Han savnede drikkelighed og citerede salig Michael Jacksons (ham med øllene og whiskeyen, ikke musikeren) ord om, at øl skal være drikkeligt. Det skal ikke være noget, man skærer ud i små tern og tygger. Brygget var ham åbenbart en smule for tæt, og mindede mere om en dessert end en hovedret. En dessert der imidlertid blev serveret i den samme, mystiske 0,44 l. emballage, som uanset det skæve i rumfanget, var for meget for én person på én gang.

Det skulle nu ikke afholde ham fra at give brygget samme karakter som undertegnede. Han var åbenbart klar til at indrømme brygget dets objektive kvaliteter – også selvom den måske var en anelse for meget at komme igennem.

Toasted Maple Stout, Lervig (Ole Øl-Ninja 4)

Smæk for skillingen …

Når man i forbindelse med en længere ølsmagning sådan render ind i en alkoholfri øl, så må man gerne kompensere. Fx med en rigtig tung og tjæretyk stout på 12% Tilsammen svarer det jo sådan nogenlunde til en enkelt øl. (En småstærk øl – men alligevel.) Toasted Maple Stout er navnet på uhyret, og den er tilsat ahorn (sirup, går jeg ud fra, omend dette ikke er præcist specificeret), laktose og vanille. Ølgær kan, så vidt jeg har forstået, dårligt eller slet ikke omsætte laktose, og det er derfor den foretrukne sukker at bruge, når man gerne vil gøre en øl sødere uden at gøre den stærkere. Man fristes til at sige, at der vel heller ikke er nogen grund til at overdrive, når bryggets styrke i forvejen skal angives i to cifre.

Norske Lervig står bag. Der er tale om en noget anden klasse end de øl, Gedved havde med ved nytår. Den her kan nok kun fås i Vinmonopolet, da styrken næsten er tre gange højere end de tilladte 4,5% i supermarkederne.

En mur af ahornsirup knalder ind i hovedet på en i samme øjeblik, glasset sættes for næsen. Noter af træ titter også frem og giver heldigvis brygget noget nuance, da den tætte em af sødt ahornsukker næsten allerede er for meget i opstartsfasen.

På optagelserne kan man se, hvordan Ole tager smageoplevelsen med større ophøjet stoisk ro end undertegnede, der bogstaveligt talt går bagover i mødet med det tykke, olieagtige produkt. En smule får mere end normalt får han dog spærret øjnene op. Klistret, sejt og klægt sætter brygget sig på alle mundens indvendige overflader som et klæbrigt, sødt lag af en blanding af flapjacks med for meget ahornsirup og regulære pandekager med for meget ahornsirup. Meget hurtigt bliver brygget for meget. Og som Ole forbløffende indsigtsfuldt – i betragtning af den hastigt stigende promille – siger, så er brygget et eksempel på den type ekstrembryg, der har lagt vægten på hvor meget man prøver, frem for hvad man prøver.

Nytænkning og eksperimenteren er godt, mens det langt fra altid er nogen god ide, at tæske et bestemt smagindtryk igennem, hinsides lammelse og fraktur. Brygget her går for langt, og ender vel uden for det afbalancerede og harmoniske.

Når det så er sagt, er brygget, i kraft af sin seje, tjæresorte fandenivoldskhed, en stor oplevelse, som det skal belønnes for. Det er ikke en øl, man kommer forbi hver dag – det er ikke en øl, man ville gide hver dag. Den er et sjældent los i smagsløgene, der minder én om, hvorfor mere standardiserede bryg når alt kommer til alt er lettere at have at gøre med i hverdagen.

Og således gav vi den begge …

Skt. Peter, Thisted Bryghus (Nytårsøl med Gedved III)

Nå, så gik den ikke længere …

I skrivende stund har jeg netop meldt mig ledig på Jobnet. Vikaransættelser kan nok give smør på brødet og tag over hovedet, så længe de varer. Men de kan også ophøre fra den ene dag til den anden – og det var lige præcis hvad min gjorde i fredags.

Jeg håber, der snart dukker noget op igen. Jeg er klar til at tage imod det meste, der kan holde jobcenteret fra døren. Og heldigvis har jeg da stadig en mobil og velfungerende krop, der kan tage alt det arbejde, som rigtig mange arbejdsløse ikke er i stand til på grund af fysiske og psykiske skavanker. Nok er jeg velsignet med indtil flere personlighedsrelaterede diagnoser. Men min forstand er i det mindste nogenlunde i behold, og min krop fungerer som den skal. Det skal med andre ord nok gå alt sammen.

Til gengæld har jeg måttet udsætte nogle af mine andre projekter en anelse. Jeg var ellers tæt på at færdigredigere min Patreon-konto og stod også på spring til at optimere bannerreklamerne på bloggen. Et eller andet skal jeg jo leve af i perioderne hvor storkapitalen ikke har brug for min arbejdskraft. Men jeg frygter det bagslag det kunne give at sætte projekterne op i en ledighedsperiode – måske unødvendigt, men i betragtning af, hvor nemt folk ser ud til at komme i klemme i ledighedssystemet, vil jeg helst undgå at tage chancer.

Jeg skal selvfølgelig heller ikke glemme de døre, der nu åbner sig. Det kunne jo faktisk være, at jeg fik noget ordentligt arbejde for en afvekslings skyld … ja, den tror jeg heller ikke på. Men nogle gange, er det det, man ikke tror på, der viser sig at være sandt og være til stor hjælp samtidig. Hint hint, Satan, Jezebel, Lucifer og Baal (samt Gud og Jesus), det er nu, I skal træde i karakter!

Apropos Gud og Jesus, skal vi jo huske på, at det overhovedet ikke er til deres ære, at vi fejrer den nu for længst overståede jul. Det gør vi af helt andre grunde. Først og fremmest for at fejre, at vi atter går lysere tider i møde, og dermed at årshjulet har drejet endnu en omgang. Man kunne også kalde det en fejring af jordens rotationsakses hældning på 23,4 grader mod ekliptika, for det er jo faktisk det, der afstedkommer det megen postyr, der nu heldigvis er mange måneder til gentager sig.

Til minde derom leverer Kajs Ølblog som altid et par anmeldelser af juleøl her i januar. Det, som jeg ikke nåede i løbet af julemåneden, typisk. Eller som her købt billigt på tilbud mellem jul og nytår, da sæsonen i juledagene mødte en brat afslutning på anledning til den slags. At det ikke rigtig er jul længere gør til gengæld ikke øllet dårligt på nogen måde, især ikke når det nydes umiddelbart efter årsskiftet som det sidste i den livestream, Gedved og jeg udsendte via min YouTube-kanal (please like & subscribe) klokken et om eftermiddagen, 1. januar.

Smukt ser det ud – rødbrunt, klart som nybanket kobber og toppet af cremet, gyldent skum. Duften varsler ikke værst – men måske heller ikke allerbedst. Småsyrlige noter af egetræ kan både falde ud til bryggets fordel og ulempe. Anis og fennikel blander sig dog ikke uelegant og leverer en kærkommen lakridsnote.

Lige fra starten er brygget mere udfordrende at smage på end de to – lad os være ærlige – noget tynde norske øl. Egetræsnoterne går igen i aromaen, der bedst nydes, hvis man lader brygget hvile på bagtungen og alkoholen bære bryggets fylde og smag ud i mundhulen som en let tåge. De 7 % gør det ikke vanskeligt.

Man kan fortsat nyde egetræets syrlige noter kombineret med søde indslag af brunt sukker. Brygget mangler intet af den fylde, som de to foregående norske øl skreg på. Det syrlige indslag gør imidlertid stadig brygget en smule lettere på tungen – men ikke på en måde, så man sidder tilbage med fornemmelsen af, at man er blevet snydt for noget. Oplevelsen er fuldendt og meget mere end bare godkendt.

Gedved, den gnavne mand, gav den …

Jeg fik ham til at give karakter først, så jeg kunne toppe med …

… fordi jeg er sådan.

Danmark gik altså af med sejren i den lille skandinaviske konkurrence. Jo, det kan nemt være en fordel at tillade mere alkohol i øllet, hvis man vil have det til at smage af noget.

Gedved skal have mange tak for at lægge vejen forbi. Han gik så hurtigt at han glemte nogle ting, der stadig ligger hjemme i stuen hos mig. Blandt andet en bog fra Mandal Bibliotek. Jeg håber, han snart besvarer mine mange beskeder, så han kan få dem tilbage.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme