Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: speltøl

Optical Prism, Broaden & Build (Farvel & Goddag II)

Verdensklassesur!

Nå, hvad er der sket siden sidst? Lidt godt, lidt skidt … Lad os starte med det dårlige. Overraskende for de færreste har Donald Trump offentliggjort sin kandidat til at overtage højesteretsposten, som Ruth Bader Ginsburg ved sin tragiske død gjorde ledig. Den ultra-højreradikale og dybt religiøse Amy Coney Barret vil nok ikke bare tilbagerulle de sidste årtiers fremgang i rettigheder for LGBTQIA+-miljøet og gøre abort ulovligt. Hun vil også sikre gennemførelsen af Donald Trumps plan om at holde fast på præsidentembedet – uanset hvad resultatet af valget måtte være.

Til gengæld er Trumps skattepapirer omsider blevet offentliggjort. Heller ikke de overrasker, idet de afslører en konkursrytter og skattesnyder, der evner at smide penge væk på projekter, der ellers burde være sikre indtægtskilder. Dette vil selvfølgelig ikke overbevise nogen Trump-tilhængere overhovedet om hans egentlige bedrageriske, forbryderiske og inkompetente væsen, men for vælgere der endnu ikke har besluttet sig eller ikke havde tænkt sig at stemme, er dette næppe noget der vil få flere af dem til at stemme på ham.

Jeg frygter stadig valgdagen og resultatet, samt de krumspring republikanerne med Trump i spidsen vil foretage for at stjæle valgresultatet. Men jeg tillader mig undtagelsesvis at være en smule optimistisk for en afvekslings skyld.

Lige så lidt overraskende som de to ovenstående nyheder er de hjemlige mediers totale tavshed over, at den kriminelle nazistiske terrorbevægelse Nordfront har lavet aktioner i forbindelse med den jødiske højtid Yom Kippur. De har sat plakater op i flere byer i Nordsjælland og Københavns omegn, samt i Jylland langs østkysten. – Ulovligt naturligvis, og smurt ind i modbydelige racistiske, antisemitiske ekskrementer. I stedet tordner medierne mod Shariaråd i Odensebydelen Vollsmose samt nogle af Nordfronts åndsfællers flop af et besøg derude. Men det fungerer vel også fint som lynafleder for en debat om seksuelle overgreb, der endelig så småt var kommet i gang igen. Hver gang der er presserende nyheder, der udstiller vores eget hykleri, kan man altid engagere sig i noget muslimbashing.
Jeg væmmes.

Her på bloggen går det til gengæld godt. I løbet af weekenden fik jeg et tiltrængt boost af læsere, så jeg nu ikke længere er helt så bekymret for, om jeg når læsermålet på 4.000 klik inden månedens udgang. Og nu er der oven i købet en god øl at fejre det med.

Farvel & Goddag-temaet kom lidt haltende fra start med en kirsebær-saison, der ikke rigtig vidste hvad den ville. I dag følger vi op med en Koji sour, brygget på spelt og hvede ud over byg, gær og vand … nej, humle nævnes ikke. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om, men jeg har før prøvet humlefri øl – så det skal ikke diskvalificere den.

Hvilket også ville være synd. For her har vi vitterlig at gøre med et pragteksemplar inden for genren. Ifølge bryggeriet er det anden gang der blev brygget med en koji-mikroflora, der først blev brugt til bryggeriets Chenin Blanc (som jeg nok aldrig får prøvet, nu bryggeriet er gået heden). Koji er en svampeart, der bruges i fødevaregæring, og som fremhæver umami. Førnævnte bryg blev lanceret i december 2019, mens dette indtil tapning i Juni i år har været lagret på fade.

Flot gult – og tåget – med festligt hvidt, højt skum rejser brygget sig i glasset ved skænkning. Det dufter surt – og det er selvfølgelig forventeligt. Men man kan ikke ved duften alene sige, om der er tale om et vellykket brygeksperiment, eller om brygget måtte være blevet dårligt. Det må man smage på brygget for at kunne afgøre. Og dommen er klar lige med det samme.

Dette er et magnificent bryg! Helt igennem og fuldstændig surt. Kompromisløst og all in. Jeg spørger uvilkårligt mig selv, hvad forskellen er på den surhed man mærker i bryg, der er blevet sure, og et bryg som dette, der er surt, fordi det skal være det? Jeg kan ikke påstå, at dette bryg er mindre surt, end et fejlgæret bryg. Ansigtet trækker sig lige meget sammen i groteske grimasser, om det er det ene eller det andet.

Men her er det bare så forbandet rart samtidig – i modsætning til, når et bryg er fejlbehæftet. Man kan bare mærke, at brygget er lige som det skal være, også selvom et punkt inde bag næsen momentant omdannes til en singularitet som alle ansigtets organer prøver at optage samtidig, og først kan kludres ud i rette orden, og sættes på plads – langsomt og møjsommeligt, når brygget er faret mod mavesækken, og formår at svie og rive i svælg og bryst på vejen.

En surtølsoplevelse som denne har jeg ikke oplevet siden Brouwerij de Brabanderes Petrus Aged Ale. Er den bedre? Svært at sige. Måske, måske ikke. En ting er sikkert. De er begge i absolut verdensklasse, og fortjener samme karakter.

Øl Spelt, Thisted Bryghus

Spild af god humle …

Det er jo ret usædvanligt, at jeg her i februar måned ikke fortsat har juleøl på programmet. Et vældigt overløb, der rækker vel ind i april måned har ikke været usædvanligt i de forgangne år, men denne gang har jeg faktisk haft nogenlunde styr på det.

Sådan da. Butikkerne har haft deres traditionelle overløb af julevarer i januar, og jeg har ikke holdt mig tilbage. Et par juleøl fra sidste år er faktisk landet i min indkøbskurv, så traditionen ‘juleøl i foråret’ fortsat kan opretholdes her på bloggen.

Dertil kommer det ikke uanselige kvantum overliggere fra min Thisted Bryghus-julekalender. Disse er om ikke andet hentet ind i løbet af julen, så de tæller også lidt som overliggere.

Jeg har egentlig været ganske spændt på denne øl, idet Thisted Bryghus har fundet nogle af deres gode takter frem fra arkivet: alternative malttyper og økologi. På forsiden kan man endda læse, hvilke malt- og humletyper der er brugt – her glæder jeg mig over at genfinde Cascade-humlen, der er min personlige favorit.

Det lyse øl er belgisk inspireret, og – skal det vise sig – det på en måde, der ikke ligefrem huer mig. Ganske vist er Belgien mit favorit-øl-land over dem alle, men det betyder ikke, at alt øl fra Belgien automatisk er godt.

Inspirationen fra den belgiske Tripel Blond gør sig – på trods af bryggets afdæmpede 5,5% – i hvert fald gældende fra start. Det svagtskummende, klare citronkoncentrat nærmest oser af banan. Man mistænker næsten, at der er flere estere – af typen isoamyl-acetat – end der er humle og malt i brygget – ja, måske endda mere end der er vand i.

Og sådan er det også i smagen. Overalt banan. Sur, umoden banan endda, med en brændende alkoholisk bismag af kommen, der heller ikke gør noget godt for brygget på nogen måde.

Alligevel må jeg tage hatten af for, at Thisted Bryghus tør satse på en øltype, der i sådan grad deler vandene. Det er modigt, og for denne blogger temmelig uforståeligt – men modigt. Og at man kan give den fulde oplevelse af bananøl, og holde brygget på under 7% alkohol, er faktisk ganske imponerende – omend i min mund fortsat en småfæl oplevelse.

Sikke en måde at fejre anmeldelse nr. 1.100 på. Heldigvis er talsystemer i bund og grund arbitrære, så jeg ikke behøver lægge noget særligt i det. Jeg opdagede imidlertid først jubilæet kort efter at indlægget var påbegyndt – idet jeg fandt ud af, at jeg havde glemt at kategorisere et af indlæggende siden nr. 1.000 som anmeldelse, hvorved antallet af indlæg uforvarende steg fra 1.099 til 1.100.

Jeg kan jo om ikke andet lægge dét i det, at jeg nok burde tjekke mine kategoriseringer lidt oftere og grundigere til næste gang et jubilæum nærmer sig.

Forbliv i øvrigt indstillet til næste indlæg, hvor jeg finder en tabt tråd, og samler den op igen.

Feltration Pilsner, Kongebryg

2016-07-27 10.52.22Godt nyt fra flødeskumsfronten …

Jeg fik jo også lidt gaver med fra Kongebryg. Ja, ‘lidt’ er så meget sagt. Sandheden er, at jeg påny har fået mig et fint lager på toppen af køkkenskabet. De næste mange anmeldelser er dermed om ikke i deres vorden, så i hvert fald i latent eksistens.

Jeg har taget fat på den første. Og for spændingens skyld … eller måske bare fordi, jeg skulle begynde ét eller andet sted … har jeg valgt at starte forsigtigt ud med en pilsner. Jeg er for længst faldet pladask for Kongebrygs etiketter, der ligesom Amager Bryghus‘ gør meget ud af at fortælle en historie – omend på en lidt anden måde.

Kongebryg har mindre tekst og mere grafik – kort fortalt. Amagerkanerne 2016-07-26 22.42.01skriver etiket op og etiket ned, mens Kongebryg nøjes med en notits, og lader billedet fortælle resten. Og af alle etiketter på de øl, jeg fik med, gør Feltration Pilsner det måske allerbedst.

Billedet er et velkendt ikonisk foto af britiske soldater under 1. verdenskrig, der er i gang med at spise (iflg. bbc fylder billedet 100 år i år). Af etiketteksten fremgår det, at øllet er brygget med “[…] de 5 kornsorter som man finder i soldaternes morgen feltration (sic) […]” og således går koncept, stil og venue (altså Næstveds gamle militærforlægning) op i en højere enhed. Jeg klikker hælene sammen og gør honør for elegancen.

Brygget lægger mildt og venligt ud med en fortrinsvis sød duft af vanille og aromatisk pilsnerhumle. Brygget er dyborange – næsten rødt, og nærmest skumfrit. Det bruser ganske kraftigt ved skænkning, men der dannes stort set ingen skum. Til gengæld er brygget ikke dovent. Kulsyren gemmer sig blot til brug under selve skafningen.

Også smagen lægger sig i det milde, magelige hjørne. Humlen er blød og fyldig, ledsaget af et finurligt stik af egetræ. Eftersmagen byder på æblesødme med en anden syrlig kant – tørt græs giver kant og karakter. Gennem hele forløbet flyder brygget rigtig ud i alle kanter af gabet, hvor det fløjlsblødt kærtegner mundhulens indre organer med et velafstemt pust af vanille og kvæde.

En venlig og mild pilsner, der alligevel formår ikke at være det mindste kedelig. Hvad man til gengæld kan kritisere den for, er at den snyder én for alt det bulder og brag, der hører krigen til. I bedste fald befinder vi os i Verdenskrig nr. 2 ved den såkaldte Flødeskumsfront, mens det trods alt ville være lidt for frækt at påstå, at man er hensat til posthjemmeværnets sommerstævne i Øster Bøvelse.

Men til en skyttegrav ved Somme – hvor billedet oprindeligt er taget – der er langt. Meget langt.

4-stjerner

Dinkel, Neumarkter Lammsbräu

Foto: Linda Nørgaard Framke

Spelt styrer!

Familien er så småt ved at komme til hægterne efter influenzaangrebet. Det er dejligt at kunne gå rundt næsten uden følelse af, at hovedet er lukket inde i en fugtig osteklokke. At det klart værste var drevet over skulle fejres, men fortsat ikke med noget, der skulle smage af alt for meget, for de sidste rester rekonvalescens tyngede fortsat, og indbød derfor ikke til en alt for stor øloplevelse, man kunne risikere ville blive hæmmet.

Jeg valgte derfor den relativt uanselige Dinkel (som er det tyske ord for spelt) fra bryggeriet Neumarkter Lammsbräu, en efterhånden gammel kending her på bloggen. Bryggeriet ligger i Bayern og gør overordentlig meget ud af sin økologiske profil, mens kvaliteten desværre ikke altid tilstræbes med samme nidkærhed. Deres øl forhandles fast i Ren Kost i Jægergårdsgade i Aarhus, en butik, der frekventeres af øko-hippier og andre alternative segmenter, som vi her i husstanden mener at tilhøre. Der er dog ikke så meget øko-hippie over flaskens form, der mest af alt ligner en tysk håndgranat fra Første Verdenskrig. Til gengæld ligger den godt i hånden, og den lange hals får øllet til at klukke aldrig så lifligt, når det skænkes.

Bryggets lød er lys vandfarvegul med et tåget islæt, skummet er skrøbeligt, knitrende, hurtigt faldende og ikke spor klæbrigt.
Oven på denne lidt kedelige prolog ændrer alt sig, da bouqueten indsnuses, en kraftig blanding af vanille og hyldeblomst, slikagtigt sød, men hverken syntetisk eller parfumeret.

Smagen matcher nydeligt med et meget markant vanilleelement, kombineret af søde æbler med en syrlig afstemning af lime. Dertil kommer en fyldig og ømt omfavnende essens af søde roser.

Det er en meget lidt ‘øllet’ smag, hvor humlens bitterhed mildt sagt ikke spiller nogen fremtrædende rolle. Men selvom bitterheden udebliver skal den slet ikke afskrives som ‘festøl’ eller som noget, der ligner witbier for meget. Det er først og fremmest en fyldigt sød øl, der samtidig er frisk, i modsætning til de tunge, maltede øl, der alle er pragtfulde, men bedre passer til årets mørke tid.

Her er fokus på det lette og det friske – ja, man fristes helt til at sige det sommerlige. Det er bestemt en egnet øl til de friske salater på de varme, solrige sommerdage … ja, dem har vi ganske vist manglet, så endskønt det er en sommerlig øl, så passer den måske ikke helt til netop denne sommer.

Det er ikke tit, man finder øl, der både er søde, friske og som rent faktisk har en adækvat gennemtrængende og fyldig smag. På kombinationen af disse parametre er Dinkel ret enestående, selvom den stadig mangler den sidste smule intensitet og fylde til sådan at kunne kaldes rigtig god.

Men det er et aldeles udmærket sødt hverdagsalternativ til den bitre pilsner, og det gør bestemt ikke noget, at den i disse dage kan fås til en rund tier i bemeldte økologiske hippie-købmand. Klart over bryggeriets vanlige kvalitet er den også, og altså perfekt her i sommermånederne … Så mangler vi bare sommeren.
4-en-halv-stjerne

Blueberry Hill Ale, Ørbæk

Flad Fejring

I år har vi ikke deltaget i noget 1. maj-arrangement, for det var dagen hvor lille Thyra blev født. Det er også min salig mors fødselsdag og min storebror har også en datter med fødselsdag på den dag, så det er så småt blevet en familietradition. Jeg synes jo bare, det er dejligt at være blevet far til endnu en, og det er jo bare en yderligere fordel, at der altid bliver flaget på dagen. Kendere af min blog vil vide, at det ikke gør mig noget, at det hvide kors i den dags anledning er pillet af Dannebrog – snarere tværtimod.

Men jeg skulle mene, at jeg var rimeligt undskyldt for mit fravær under de røde faner hin dag, og det var ikke demonstrativt, at jeg dagen efter fejrede den lille hjemkomst med en øl over temaet ‘blå’. Det var bare den øl, jeg havde valgt og jeg havde lyst til i situationen. Der var hverken for at være kontrær eller for at agere flagellant.

Blueberry Hill Ale er en overgæret øl tilsat blåbær ud over både byg-, hvede- og speltmalt. Yay! favoritten, spelt er i spil igen :-). Jeg synes jo egentlig ikke, man skal tilsætte øl andet end vand, humle, malt og gær, men ligesom tedrikkere skyr frugtte, så må jeg da indrømme, at jeg selv har haft mine citron- og solbærteperioder – især i de kolde vintermåneder. På den måde kan det jo faktisk give en ekstra dimension at tilføje øl noget ud over det tilladte, hvis ellers det fungerer ordentligt. Det går det ikke altid – og som i det linkede eksempel er blåbærindslaget tæt på at ødelægge mere end det gavner. Det var derfor ikke uden skepsis at samfundshjælperen blev fundet frem fra nøglebundtet.

Idet kapslen springer af flasken breder der sig øjeblikkeligt en kraftigt sød bouquet af søde frugter ud i rummet. Man fristes måske til at sige blåbær med det samme, men det er jo blot fordi man har associationen fra etiketten. Jeg synes, den er lidt mere ovre i nogle hindbærnoter, med alt hvad det indebærer af et lettere syntetisk islæt. Når først øllet, et fortrinsvis lystbrunt bryg med en dejligt restgærsgrumset karakter, er skænket dufter øllet ikke af særligt meget længere. En letsyrlig snert af småsure æbler er alt hvad det kan blive til, og det ærgrer allerede en smule.

Syrligheden mærkes også i smagen, og det endda temmelig markant. Det er ikke en bær- eller frugtsyrlighed der er tale om. Den har meget mere karakter af gær, en tør, lettere kras fornemmelse, der ikke er specielt vederkvægende.

Brygget mangler samtidig fylde. Det er halvtyndt og fladt i det, og eventuelle bærnoter er kun til stede i en diffus bismag, der diskret holder sig i baggrunden, som et halvskræmt vidne til, hvordan gæren som en anden bølle fører sig frem og mobber smagsløgene med sin syrlighed. Desuden smager de fjerne bærnoter mere hen ad solbær end blåbær – men det er i sig selv ikke en ulempe, da jeg også holder meget af solbær. I eftersmagen tager gæren helt over.

Det tog mig noget tid at nå igennem brygget, der i øvrigt ikke vandt ved at blive tempereret. Samlet set er det en vandet småvæmmelig omgang, der dog mere end noget andet er halvkedelig.

Det traf sig altså således, at jeg alligevel blev lidt flagellant ved at drikke det noget flade øl, endskønt det jo egentlig kun er noget man er, hvis man selv opsøger smerten. Jeg kunne ikke vide på forhånd hvor god øllen ville være, og – nårh ja, en decideret pine var den jo egentlig heller ikke.

– Men lidt flagellant er man vel altid, eller noget.

Fynsk Forår, Ørbæk

– Syrlig sommerklassiker

Flere gange, mens jeg har haft min blog, er jeg blevet anbefalet denne øl. “Ih, du må prøve Fynsk Forår! Ih, du må prøve Fynsk Forår … Og den er med hyldeblomst …” Jeg holder meget af hyldeblomst, men jeg har alle dage haft en skepsis mod andet en malt, humle, vand og gær i øl. – En skepsis, der ganske vist er blevet mindre intens med tiden (ikke mindst i denne blogs levetid), men en vis skepsis består ikke desto mindre. Jeg har da også nippet til den ind imellem, når venner og bekendte bestilte en, og været så høflig ikke at sige min ærlige mening med det samme, nemlig at jeg mest af alt har syntes, at den smagte væsentlig mere surt end godt.
Så det var ikke med de mest positive fordomme, at jeg tog denne øl ud af køleskabet for at lade den temperere. Ja, for jeg foretrækker at lade øl temperere, selvom alle andre – inklusive bryggeriet – måtte mene, at en øl bedst drikkes iskold. Det kan godt være, at denne øl markedsføres og opfattes som en frisk sommerøl til solskinnet, men solskin har der som bekendt ikke været meget af i år, og min erfaring siger mig, at øl kun sjældent taber noget ved at være et par grader over køleskabstemperatur.
Det er en meget lys øl, der hældes i glasset. Faktisk er den nærmest citrongul med ikke helt tæt nok hvidt skum. Brygget er smågrumset, har ud over en sød og kraftig hyldeblomstduft også en bilugt af gær, der dog ikke er stærk nok til at varsle fiasko på nuværende tidspunkt.
Til gengæld var jeg glad for, at jeg havde tempereret den, for ved de knap 10 grader, den var nået op på trængte den søde hyldeblomstsmag virkelig igennem. Jeg kunne slet ikke genfinde det næsten citronsure, jeg ellers huskede denne øl for. Det er min klare opfordring til sommerølsnyderne: Nyd denne øl tempereret. Den vinder virkelig ved det. Den bliver sød, blid og perlende frisk, og et udmærket alternativ til FUN med hyldeblomstsmag blandet med Liebfraumilch.
Grunden til, at den trods alt ikke når højere i min agtelse end dette er, at den stadig er for tyndbenet, sødmen er ikke kraftig nok til at kompensere for andre smagsindtryk, og den har en bismag af gær, hvilket nok er hovedårsagen til, at den smager surt, hvis den drikkes koldt. Det er ikke katastrofalt, men det skæmmer stadig.
Fynsk Forår er ikke en øl, jeg vil anbefale som sommerøl. Hvis man vil have en øl uden bitterhed, der samtidig er frisk, kunne man gå ombord i Jacobsens Velvet Ale. Den kommer mere til sin ret som sommerøl end nærværende øl, og det siger faktisk ikke så lidt om, hvad Fynsk Forår – økologi, hyldeblomst, spelt og andre gode intentioner til trods – fortsat mangler.
2-stjerner

Spelt Bock, Indslev Bryggeri

– Super dobbeltdebut!

Dagens bryg er på flere måder en nyhed her på bloggen. Det er første gang, jeg anmelder øl fra Indslev bryggeri, og det er første gang, jeg anmelder en øl, hvor kornsorten spelt er brugt. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg følte mig inspireret til at købe denne øl, (der i øvrigt forhandles i visse Fakta-butikker – props til COOP for det) fordi min viv og jeg har involveret os i vores eget tegneserieprojekt Spelt-segmentet.
Her kan man følge med i, hvad der sker i kollektivet af samme navn. Man kan følge kernefamilien Ralf og Vita med børnene Sofus, Emma og Storm samt klappeslangen Python, det samlevende par, Benedicte og Mike med de sammenbragte børn Veronica og Bo, det umage bøssepar, Ahmed og Claus samt den nørdede singlefyr Bertel. Vi modtager gerne konstruktiv kritik for replikker og tegninger – og skulle der være en ølglad avisredaktør blandt læserne, har enhver form for tilbud om offentliggørelse i trykte medier den allerstørste interesse.
Nuvel, videre til dagens øl.
Spelt Bock har en meget mørk farve i betragtning af, at den er brygget på en hvedesort. Imidlertid viser det sig ved granskning af etiketten, at den faktisk er sammensat af byg-, hvede-, rug- og speltmalt. Så ren spelt er der ikke tale om. På den anden side kender man jo også til de mørke hvedøl – og blandt dem tager Spelt Bock sandelig prisen. Øllet er faktisk fuldstændig uigennemskinneligt sort, hvilket korresponderer fint med, at det er ufiltreret. Skummet er lysebrunt, tæt og klæbrigt, duften er til gengæld nærmest fraværende, men det skulle også være det eneste, der skæmmer en aldeles lovende prolog.
Og smagen skuffer ganske sikkert heller ikke. Den er først og fremmest en kombination af malt- og chokoladesød, krydret med en solid brændt kaffebitterhed. Det er et ganske klassisk smagsbillede, som vi alle kender – nogen ville sige til hudløshed – jeg vil sige som et klassisk rockorkester, der aldrig skifter stil, fordi den grundform, de har valgt er perfekt, så der ikke er grund til at lave om på den. Ikke dermed sagt, at det hele smager ens – ingenlunde – Spelt Bock udmærker sig ved sin pikante fyldighed, der giver brygget en næsten luftig lethed, som den glider over tungen og kun som blæst i sand sætter sit alligevel markante virkningsfulde aftryk på smagsløgene.
Kun langsomt – ganske langsomt – klinger smagen af. Eftersmagen er nøddebitter og ubetinget nydelse. Det er sandelig alle tiders debut for både Spelt og Indslev Bryggeri her på bloggen.
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme