Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: sodavand

G for Grapefrugt Shandy, Harboe

2016-04-03 17.38.33Mere som vi kender dem …

Fra en overraskende vellykket pilsnershandy … radler … whatever – med citron, og over til en hvedeløl med grapefrugt. Første spørgsmål, som min lille, plagede aspergerhjerne må strides med er, hvorfor mon ‘citron’ partout skal oversættes til ‘lemon’, når grapefrugt for lov til at forblive grapefrugt?

Er grapefruit bare et så meget mindre sejt ord end grapefrugt, selvom der kun er ét sølle bogstav til forskel? Og jeg tænker også på folk, der ikke er gode til engelsk – hvorfor er det så ordet for citron, man vælger at lave helt om, i stedet for at bevare det engelske ord, de fleste der ikke kan engelsk, vil kunne genkende med lethed?

Svaret må blæse i markedsføringsbrisens uforudsigelige vinde. Men i det mindste giver det da mig anledning til at skrive det lille eventyr, der helst skal ledsage mine anmeldelser, for at de også bliver underholdende – hvis ikke ligefrem vedkommende (… okay – kun underholdende) at læse.

Brygget matcher i forbløffende grad emballagens kulør. Frugtkødet er formentlig blended, mast, slynget og på anden vis molesteret – men det er med, og det giver brygget en tæthed som gamle appelsin- eller abrikossodavand.  Grapen møver sig anmassende frem i duften, så man fristes til at håbe på en gentagelse af citronshandyens relative succes.

2016-04-03 17.39.59Smagen er imidlertid ganske tam. Sukker, og ligegyldig grapeessens sjosker uengageret henover smagsløgene, gennemblødt af alt for meget vand. Syntetisk smag og stikkende syrlighed er der også mere af end i citronudgaven. Bryggets hulhed er i øvrigt kendetegnende for hvedeøl, der synes at være det foretrukne medie, når det er grape, der skal blandes i. Hvorfor egentlig ikke prøve at blande grape og pilsner? Hvem ved, måske det faktisk ville fungere?

I betragtning af den store mængde vandsmag i brygget, kan det selvfølgelig ikke nægtes at besidde visse tørstslukkende egenskaber. Bryggets deraf følgende spinkelhed – og – den lange liste af tilsætningsstoffers uheldige indflydelse gør imidlertid, at brygges ikke med rimelighed kan kaldes mere end kedeligt.

1-en-halv-stjerne

L for Lemon Shandy, Harboe

2016-04-02 18.35.37I’d buy that for a dollar …

Her indtræder et lille intermezzo i alt det vildt fancy øl, jeg i over et halvt år har svælget i. Det startede i oktober sidste år med, at jeg ikke havde salt til et æg, og endnu mindre til øl … selvom jeg godt nok ikke bruger salt i mit øl …

Hjælpen kom hurtigt. Siden blev det min fødselsdag. Så fik jeg hjælp fra Bryggeriforeningen, så indløste jeg et gavekort, jeg fik til førbemeldte fødselsdag, og så var der det løse hist og pist … Det er gået godt, er det, og det er jeg rigtigt glad for. Jeg kan ikke sige tit nok, at jeg er glad for mine læsere og glad for alt det, jeg får lov til og mulighed for at smage.

Men jeg skal ikke glemme mine rødder. Min begrundelse for at prøve en given øl er den simple, at den er der, og jeg er aldrig gået af vejen for at købe det billigste, mest uprætentiøse industrielle sprøjt, jeg kunne finde – for hvorfor skulle det være mindre egnet til anmeldelse end alt muligt andet? Jeg vil gerne være forbrugernes stemme, og så bliver jeg også nødt til at prøve lidt af det, forbrugerne rent faktisk har adgang til.

Og det har de i hvert fald til det her bryg … eller, det ved jeg faktisk ikke om de har, for det stammer helt tilbage fra et af de sponsorerede parti øl, jeg fik tilbage i oktober måned. Allerede dengang var den en overligger fra sommeren, der er sæson for disse bryg – en blanding af citronsodavand og øl. Her – paradoksalt nok i betragtning af Harboe-bryggeriets tyske inspiration – bruges den angelsaksiske betegnelse ‘shandy’. Det må lyde mere hipster, eller marketingsmart end radler, det udtryk som det næppe er nogen hemmelighed at jeg selv foretrækker.

Som disse bryg ofte gør, ligner produktet – især på den ringe skumdannelse – mere sodavand end øl. Farven er næsten skærende citrongul, men man 2016-04-02 18.39.41hæfter sig alligevel ved uigennemsigtigheden der peger i retning af opblanding med limonade snarere end egentlig sodavand. Citronen udebliver bestemt heller ikke i duften, og man må indrømme, at mundvandet springer på samme måde, som lige før man sætter et brusende friskt og syrligt sommerdrik for læberne. En industriel kant, der i betragtning af bryggets ingrediensliste (hvis længde og lixtal er sammenlignelig med indholdet af visse avancerede psykofarmaka) næppe er overraskende, gør sig imidlertid også gældende.

Brygget smager mest af det, der er mest af. Det består nemlig kun af 40 % pilsnerøl (der næppe i sig selv smager af voldsomt meget – bryggeriet taget i betragtning) – resten er citronlimonade. Det er bestemt et letdrikkeligt og syrligt friskt bryg, som jeg på stedet indrømmer massiv brugbarhed i sommervarmen. Øllet er ganske vist godt skjult, men det er jo nok det, de unge vil have. Alligevel kan øllet akkurat mærkes som en vag maltfylde ved mandlerne, og jeg vil i øvrigt slet ikke udelukke, at den humle, der ikke kan smages, dæmper noget af sukkersødmen (men ikke det hele), så citronsyrligheden træder mere frem og dermed gør vitterlig, at det ikke bare er en sodavand, man sidder med.

Duftens industrielle indslag mærkes forbløffende lidt – hvis overhovedet i smagen, og dermed er den hidtil bedste industrielle danske radler en realitet. Den smager faktisk godt, hvor det fremmeste, man kunne sige om Carlsbergs og Royal Unibrews bud er, at de da i det mindste ikke er så ringe, at de skal hældes ud.

Og så er den billig – en sølle femmer kaster jeg gerne efter sådan én her, hvis sommervarmen virkelig skulle få fat igen.

3-en-halv-stjerne

Shandy Lemon, Ørbæk

2015-11-30 19.22.53Når tørsten truer …

Mest af alt har jeg opfattet succes’en for Radler og Shandy her til lands som en art kuriosum, eller … nej ikke her tillands – snarere i det hele taget. “Hvorfor blande øl og sodavand? Hvis man vil have noget, der smager af sodavand – så drik dog sodavand. Og hvis man vil have noget, der smager af øl – så drik dog øl!”, tænker jeg. Men hvad ved jeg også om det? Jeg er jo ikke brygger – og mindre end det, er jeg forretningsmand, og endnu mindre end det, er jeg marketingmanagementconsultingconsultantkonsulent – og det plejer som bekendt at være den slags, der tager beslutning om, hvilke produkter der skal på markedet – og navnlig hvilke, der ikke skal (godt øl skal fx tit ikke på markedet vurderet ud fra det generelle udbud).

Når det så er sagt, må jeg jo erkende, at jeg faktisk kan finde nytte i de søde blandingsbryg, når solen tager rigtigt fat. Jeg foretrækker ganske vist at lave dem selv, men lejlighedsvis har supermarkedsvarianterne faktisk brilleret med deres friske sødme og læskende egenskaber i midsommerens ulidelige hede. Desværre har der overordnet været en tendens til, at blandingsprodukterne enten har føltes lige lovligt syntetiske, når de endelig smager af noget. Og ellers er de gerne så tynde og ligegyldige, at man lige så godt kunne tage sig et glas postevand.

Men lige netop Ørbæk har faktisk formået at brillere i en ellers tilsyneladende umulig ølgenre. Under Kvicklys Ølfestivalg 2015 lancerede de Shandy Ginger som skulle blive den første inden for genren, der scorede 4 stjerner på min blog. Senere relancerede de den sammen med to nye sodavandsølsprodukter – lakrids, der ikke var noget at prale af, og nu Lemon … altså citron, hvis man ikke er så god til engelsk.

Skuffelsen over lakridsvarianten sænkede forventningerne noget til dette bryg, som jeg anså for en forsimplet udgave af den adækvat begejstrende Shandy Ginger. Brygget dufter da heller ikke af meget ved afmontering af kapslen – mest af sløv og uengageret humle, som man finder den i visse kedelige og vandige pilsnere. Ved skænkning afløses denne af en skarpere citronduft, som jeg genkender fra billige grænsesupermarkeder fra barndommen. Vi befinder os fortsat i det tynde og det syntetiske – nu er det blot begge dele på én gang.

Smagsmæssigt blander brygget sig dog med de citronsmagende. Og mens det ikke er ulig billige sodavand fra Aldi, er det syntetiske trods alt nedtonet. Det samme er sukkeret, og det betyder, at humlen faktisk kan fornemmes. Det eneste, man sådan rigtig kan blive fornærmet over indtil videre er prisen. Jeg tror det var 16-17 kr. jeg gav for en halv liter, mens den østrigske Egger Lemon Radler, der forhandles af Dansk Supermarked vist kan erhverves formedelst sølle 4 bobs. Men på den anden side – nærværende bryg er jo også økologisk …

Og den vokser med tiden. Citronen bliver på forunderlig vis ved med ikke at være syntetisk. Humlen, forunderligt underspillet i sin lette krydrethed, holder sig fortsat i baggrunden, men formår alligevel lækkert at smyge sig om citronen, som bacon om en frankfurter i svøb.

Brygget må vitterlig indrømmes velkomponeret og -afstemthed. Det er bestemt en aldeles værdig, for ikke at sige overlegen manifestation af en genre, der især blandt ølkendere er noget af en outsider. Lidt ligesom bryggeriet selv.

Det er jo meget fint, at alle bryg fra Ørbæk er økologiske. Det ville bare være så meget bedre, hvis de også var gode, og ikke så evindeligt halvhjertede. Herslev har knækket koden. Hvorfor er det så svært for Ørbæk? Vel – måske har de faktisk fundet en niche her. Shandies – eller Radlere, som jeg foretrækker at kalde dem – behersker de i hvert fald bedre end de andre bryggerier, jeg hidtil har prøvet.

4-stjerner

Shandy Lakrids, Ørbæk

2015-11-17 17.18.59Limonaden fungerer heller ikke …

Det er efterhånden nogle heftige rædsler, jeg har været igennem i min tid som ølblogger. Alligevel kan jeg ikke lade være. Når jeg ser noget mærkeligt, bizart, sært, eller bare generelt noget, jeg kan sige mig selv, smager modbydeligt, så er der noget ved det, der hiver i mig. Jeg kan ikke lade være med at prøve det, selvom alle alarmklokker klemter.

Jeg ved ikke om det er en masochistisk tendens i mig. Jeg tror snarere det er en sadistisk, fordi rædslerne giver mig udsigt til at være rigtig styg i min efterfølgende anmeldelse. Men uanset hvad, ender jeg altid med især at gå efter blandingsrædslerne, eller sodavandsøllene, som jeg også ynder at kalde dem.

Og ind imellem formår selv de at skabe adækvat glæde. Måske jagter jeg bare overraskelsen? Den ene gode blandt de mange elendige? Det enlige tusindfryd blandt tidslerne?

I forbindelse med Kvicklys Ølfestivalg i år var jeg faktisk for første gang ude og give fire stjerner til en sodavandsøl. Det drejede sig om Ørbæks ‘Shandy Ginger‘ som nu er blevet relanceret med ny etiket – og to yngre søskende. Én med citron (kaldet lemon), og altså nærværende med lakridslimonade. (Er det i øvrigt ikke spøjst, hvordan ingefær og citron bliver meget sejere og markedsføringsagtigt, hvis man skriver det på engelsk, mens man holder fast i det danske, når det gælder lakrids? Det engelske ord ‘liquorice’ er selvfølgelig også svært at stave sig igennem – og der er fremmedartede bogstaver i, såsom ‘q’ og ‘c’. Og fremmedartet er jo som bekendt det ondeste i hele verden – så den slags griseri kan man ikke have i peri-DF-Danmark.)

Da jeg valgte at hale de to yngre søskende ned i kurven, var det vel også for at undersøge, om Ørbæk kunne gentage den relative succes, eller måske endda overgå sig selv. Det var ikke kun tiltrækningen ved det bizarre, og udsigten til at fyre endnu en elendig anmeldelse af. Uanset hvad, kunne jeg ikke tabe. Hvis brygget smagte godt, ville jeg intet problem have med at indrømme det. Og hvis det var lige så elendigt som man turde frygte, ville det være en fornøjelse at skrive anmeldelsen.

Og selvom typen hører sommeren til, har jeg altså gemt den her til den mørke tid … eller … den først lanceret for relativt nyligt … eller … ja, måske har der bare været så lidt salg i den, at den stadig står og fylder på hylderne i Kvickly? Er det sidste tilfældet, venter der næppe nogen stor positiv overraskelse.

Bryggets lød matcher nu årstiden fint. Det er praktisk taget sort med mørkttonet skum, der i øvrigt opviser en overraskende holdbar- og klæbrighed. Duften halter til gengæld voldsomt bagefter. Lakridsen føles som en letbranket kilden i næsens fimrehår – altså noget svag, men alligevel nærværende i forhold til ølindslaget. For selv det, der er svagt synes nærværende i forhold til noget, der er helt væk.

Måske kan øllet findes i smagen, så jeg nipper til det …

Ja, lakridsen kan i hvert fald smages. Og det er bestemt ikke piratos eller Tyrkisk Peber, der er forlægget (brygget er ellers tilsat chili, men se om det nytter). Det er faktisk ikke engang blue jeans, men derimod den sødeste, venligste børnelakrids, man har kunnet finde, og så ellers blandet godt op med en djævlens masse sukker. Ja, stundom bliver jeg endda i tvivl, om det i virkeligheden smager mere af en Soda Stream-sodavand fra firserne med cola-ekstrakt? Ikke bare alt for sødt, men også skummelt kemisk? (Jeg må hellere indskyde, at jeg ikke mistænker brygget for at indeholde noget syntetisk eller kemisk, endsige skadeligt som sådan. Brygget er, som Ørbæks øl nu engang er, økologisk.)

Mere end noget andet smager man det klægtsøde saftevand med lakridsaroma. Det er til at begynde med ikke ubehageligt, men glimrer altså heller ikke ved sin velsmag. Efterhånden som brygget bliver dovent (og det bliver det hurtigt) degenererer den søde lakrids, vandet træder mere frem og giver brygget en uvelkommen metallisk finish, mens sødmen langsom bliver kvalm til småvæmmelig.

Eftersmagen er et aftryk på mandlerne af rent lakridspulver, og det er sidste pind i kisten til bryggets integritet, der i øvrigt var anløben fra begyndelsen af. Man smager aldrig øllet, og brygget mangler derfor enhver legitimitet som øl. Desuden er den alt for søde lakrids fra starten mere en prøvelse end en nydelse, så ikke engang det, der skulle være øllets interessante erstatning, fungerer ordentligt.

Nej tak – den skal ikke prøves igen, og jeg fraråder, at man spilder sin tid på den. Til dens forsvar kan det kun siges, at jeg trods klæg sødme og syntetiske indtryk ikke følte mig ansporet til at hælde den ud. Men der skal mere til for at en øl består, end at man ikke har lyst til at dumpe den i nærmeste afløb.

1-stjerne

Mixery, Karlsberg

2015-08-21 16.52.07Ikke ligefrem modbydeligt …

“Kaj, du kan vel sige dig selv, at det der smager modbydeligt!” Det var efter min hukommelse ordene fra min storebror, efter at jeg havde vist ham denne rædsel fra den Lidl i Flensborg, vi netop havde købt ind i.

Anledningen var egentlig lidt trist. Vi var i Tyskland til min nys afdøde tantes begravelse. Hun var imidlertid meget gammel og syg, så tristere og mere tårevædede begravelser har jeg trods alt også været til. Men det er jo aldrig rart alligevel.

Men det var ikke desto mindre også en anledning til at få set familien igen – inklusive nogle af min for længst afdøde mors fætre og kusiner og deres familier. Min mormor var ud af en børneflok på 12, så hvad det angår er der mere end rigeligt at holde styr – ja, faktisk har jeg for længst opgivet. Og efter det, 2015-08-07 16.12.46gik det ud til vadehavet ved Husum – et af de smukkeste steder jeg kender og altid en oplevelse at beskue.

Og så var der altså den obligatoriske tur i grænsebutikkerne. Jeg spejdede efter noget spændende og lokalt, og fandt ingen af delene. Specialøl er bare ikke noget man gør det i i grænsebutikkerne – til min ringe overraskelse, indrømmer jeg gerne. Og når jeg ikke kunne finde noget specielt, så måtte jeg jo gå efter noget andet, og valgte i stedet at finde noget bizart. Og det lykkedes altså.

‘Mixery’ er en blanding af cola og øl. Selvom jeg gerne drikker en sodavand, når det er varmt, og egentlig også gerne en cola, er jeg ikke ramt af den afhængighed, der synes udbredt blandt unge mennesker. Som man vil vide kan jeg også lejlighedsvis blive imponeret over limonade/øl-blandingerne, der med jævne mellemrum dukker op på markedet, men kombinationen øl/cola er jeg dog ikke stødt på endnu. Umiddelbart forekommer kombinationen mig lidt sær. Jeg har svært ved at se, hvordan bitter humle skulle kunne blande sig harmonisk med aromaen af colanød. Er det mon som Østkyst Hustlers sagde om leverpostej og remoulade, at det kunne bruges hver for sig, men en katastrofe, hvis det blev blandet, eller er der måske mod alle odds en positiv overraskelse i vente?

Ved åbning og skænkning dufter det nu mest af sodavand – man genkender colaen. Efterhånden melder en relativt rå pilsnerhumle sig nu også, og lige fra starten blander de sig ikke, men holder sig hver for sig. Imponerende i betragtning af, at de kommer fra samme bryg. Farven på brygget ligner mest Cola, men skummet er for fyldigt og for standhaftigt – her afsløres det, at en væsentlig ingrediens i produktet trods alt er øl.

De første mundfulde giver en noget blandet fornemmelse (so angebracht). Man smager den velkendte blanding af alt for meget sukker og colanød, samtidig med at der så småt også melder sig noget maltfylde og noget humlebitterhed. Eftersmagen er stikkende metallisk og har man hørt Østkyst Hustlers for nylig, tænker man ved førstehåndsindtrykket på remoulade, sammenrørt med leverpostej.

Men det går over. Colaen er,  når det kommer til stykket ikke særlig markant. Sukkeret mærkes fortsat, men det skæmmer ikke humlen og malten, der træder mere og mere frem i eftersmagen. Måske blander malten sig endda nogenlunde elegant med sukkeret, mens humlen fortsat er lidt underligt ved siden af med sin markante og rå træbitterhed.

Modbydelig? Langt fra.

En nydelse? Heller ikke helt.

Blandingen er overordnet uafbalanceret hældende til det … mærkelige. Som om man først og fremmest har blandet øl og cola, fordi man kan, og ikke fordi det egentlig smager godt. Det minder om sodavand med humlesmag – bitter og fyldig humle endda, der ville gøre sig godt i en mørk øl, men ikke i smagsfattig colasodavand.

Ikke desto mindre er den såmænd brugbar på en varm sommerdag, og jeg har ikke på noget tidspunkt – heller ikke under den skæve indledning – følt mig tilskyndet til at hælde, endsige spytte noget af brygget ud. Og det er da altid noget.

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme