Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: rugøl

Feltration Pilsner, Kongebryg

2016-07-27 10.52.22Godt nyt fra flødeskumsfronten …

Jeg fik jo også lidt gaver med fra Kongebryg. Ja, ‘lidt’ er så meget sagt. Sandheden er, at jeg påny har fået mig et fint lager på toppen af køkkenskabet. De næste mange anmeldelser er dermed om ikke i deres vorden, så i hvert fald i latent eksistens.

Jeg har taget fat på den første. Og for spændingens skyld … eller måske bare fordi, jeg skulle begynde ét eller andet sted … har jeg valgt at starte forsigtigt ud med en pilsner. Jeg er for længst faldet pladask for Kongebrygs etiketter, der ligesom Amager Bryghus‘ gør meget ud af at fortælle en historie – omend på en lidt anden måde.

Kongebryg har mindre tekst og mere grafik – kort fortalt. Amagerkanerne 2016-07-26 22.42.01skriver etiket op og etiket ned, mens Kongebryg nøjes med en notits, og lader billedet fortælle resten. Og af alle etiketter på de øl, jeg fik med, gør Feltration Pilsner det måske allerbedst.

Billedet er et velkendt ikonisk foto af britiske soldater under 1. verdenskrig, der er i gang med at spise (iflg. bbc fylder billedet 100 år i år). Af etiketteksten fremgår det, at øllet er brygget med “[…] de 5 kornsorter som man finder i soldaternes morgen feltration (sic) […]” og således går koncept, stil og venue (altså Næstveds gamle militærforlægning) op i en højere enhed. Jeg klikker hælene sammen og gør honør for elegancen.

Brygget lægger mildt og venligt ud med en fortrinsvis sød duft af vanille og aromatisk pilsnerhumle. Brygget er dyborange – næsten rødt, og nærmest skumfrit. Det bruser ganske kraftigt ved skænkning, men der dannes stort set ingen skum. Til gengæld er brygget ikke dovent. Kulsyren gemmer sig blot til brug under selve skafningen.

Også smagen lægger sig i det milde, magelige hjørne. Humlen er blød og fyldig, ledsaget af et finurligt stik af egetræ. Eftersmagen byder på æblesødme med en anden syrlig kant – tørt græs giver kant og karakter. Gennem hele forløbet flyder brygget rigtig ud i alle kanter af gabet, hvor det fløjlsblødt kærtegner mundhulens indre organer med et velafstemt pust af vanille og kvæde.

En venlig og mild pilsner, der alligevel formår ikke at være det mindste kedelig. Hvad man til gengæld kan kritisere den for, er at den snyder én for alt det bulder og brag, der hører krigen til. I bedste fald befinder vi os i Verdenskrig nr. 2 ved den såkaldte Flødeskumsfront, mens det trods alt ville være lidt for frækt at påstå, at man er hensat til posthjemmeværnets sommerstævne i Øster Bøvelse.

Men til en skyttegrav ved Somme – hvor billedet oprindeligt er taget – der er langt. Meget langt.

4-stjerner

Hagbards Bock, Dagmarbryggeriet

2016-06-15 18.58.54Lidt ligesom ananaskirsebær …

En af mine gode venner fra studietiden, Lena, som nu bor i England, var i Danmark i maj måned på ferie rundt om i Danmark med sin familie. Tre små børn skulle transporteres rundt i bil, og til det formål var jeg i stand til at fremskaffe nogle barnesæder til poderne. For hjælpsomheden blev jeg takket alt alt for flot – med tre spændende øl fra Dagmarbryggeriet ved Ringsted. Om bryggeriet fremgår det, at det “trækker navnemæssigt på middelalderens kongehistorie i Ringsted og omegn”, navnlig den sagnomspundne Dronnning Dagmar, der oprindeligt kom fra Bøhmen i det nuværende Tjekkiet. Jeg synes, det ville være helt oplagt at referere til områdets senere betydning for ølbrygning – men nej. I stedet skrives der op ad vægge og ned ad stolper om Svend, Knud og Valdemar – og hvad det nu var, alle kongerne hed, før deres navne blev sat i system.

Og i en eller anden grad refererer øllet så til en historie, der har én eller anden – undertiden meget perifér – berøring med det, om ikke i form af den gamle danske kongehistorie, så i hvert fald gamle dage i almindelighed.

Dette bryg henviser til en norsk kongesøn Hagbard, og det er ikke ham fra ‘Smølferne’. Nej, anledningen er noget mindre munter end de glade historier om de små nisser. Hagbard var til sinds at hooke op med Signe, der var datter af Kong Siger (deraf navnet Sigersted … tænk hvis han havde heddet “Taler” – så havde landsbyen hedet “Talersted” eller måske “Snakkersted”, eller “Rablersted” … kun fantasien sætter grænser) men måtte ikke. Og da han blæste hvem det end var, der ikke ville have det, en lang march (det var garanteret hendes far Kong Snakkehoved, eller hvad det var, han hed) så var der jo ikke andet i hele verden at gøre end at lade Hagbard Kongesøn hænge.

Det der med uønskede svigersønner tog man åbenbart lidt tungt i de dage.

At Signe så valgte også at gå i døden fuldender desuden dramaet og tragedien, og det ulykkelige par er ifølge samme bedrøvelige historie begravet i Hagbardshøj, der – som det så smukt, romantisk og eventyrligt fremgår af etiketten – ligger mellem Sorø og Næstved Landevej … Man bliver jo øjeblikkeligt ført tilbage til Senmiddelalderens kongelige danseballer, komplet med dansende nar, drejelirer og sækkepiber, ved tanken om en ti tons IVECO der drøner forbi med en sending tilsætningsstoffer fra pektinfabrikken i Lille Skensved.

Så har jeg til gengæld bryggeriet mistænkt for at gøre sig lidt mere umage med at give øllet et skær af noget gammeldags. Brygget virker rustikt og autentisk med sit plumrede, ufiltrerede ydre og sin dybmørke lød. Skummet er højt, gyldent cremet og får så rigeligt energi nedefra af karboneringen. Duften slænger sig i det maltfede og søde hjørne med duft af karamel, farin og svesker.

Smagen lægger sig i retning af, hvordan jeg forestiller mig, øllet har været i middelalderen … Og det er næppe nogen ros. Helt overordnet er det et fantastisk lækkert bryg at hælde ind i munden. Det kærtegner blidt læbe, gummer og tunge med en blød finish af fløjl og smag af vanille. Men straks glasset har forladt gabet, træder syre og gær frem på en måde, jeg nok aldrig bliver gode venner med.

Brunkålslage blander sig med sveskesmag – men uden sidstnævntes sødme og fylde. Gæren skærper desuden syrligheden og supplerer med en kant af eddike.

Nej – jeg er ikke fan, og jeg bliver det heller aldrig.

Ikke desto mindre ved jeg, at surt og syrligt øl skulle være vældig meget in for tiden, og jeg har på fornemmelsen, at dette bryg rammer den eftertragtede syrlighed ganske godt. For syrligheden virker ikke disharmonisk på den måde, et decideret mislykket bryg ville føles. Syrligheden er ikke overvældende. Der er skam nuancer og min fornemmelse er, at brygget er grundigt smagt til, og at lige netop denne syrlighed er efterstræbt.

Jeg ved det blandt andet, fordi jeg ved smagning havde det på samme måde, som jeg har det med ananaskirsebær. Jeg kan i grunden ikke lide smagen, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spise dem, når de er der.

Alene for dette fortjener brygget en højere karakter end den, jeg ville give, hvis det kun var fedteri for mine smagsløg, det handlede om.

2-en-halv-stjerne

Schiøtz Mørk Mumme, Royal Unibrew/Albani

2015-11-27 17.27.08Ikke til Guds velbehagelighed …

Jeg troede ellers, at jeg var nået vejs ende med denne øl – at Schiøtz-temaet fra Albani/Unibrew var rundet af, når vi rundede de tre øl i serien. 3 er sådan et fint rundt ta… okay, rundt er det jo ikke, men på mange måder ellers smukt, magisk, eventyrligt og ikke mindst en repræsentant for den hellige treenighed (mere om den slags senere).

Men nej – de skulle gå skridtet videre. De kunne ikke nøjes med de tre. Den treenige harmoni, den hellige treklang og den dynamiske treo, som Lottrup og Carls Selection så nydeligt repræsenterede, ligger nu knust på supermarkedsgulvet … Grænsen skulle overskrides, hybris er nu virkelighed, oh tempore oh mores … Der er kommet endnu en Schiøtz-øl på markedet. Jeg konstaterede det tidligere i dag, da jeg var forbi DagliBrugsen i Urban-planen, for at hente strøelse til vores kanin (der apropos hybris og det anslåede græske tema hedder Aristoteles. Men det er en anden historie).

Royal Unibrew har altså valgt at lancere endnu et Schiøtz-bryg – en Mørk Vinterbock i anledning af juletiden … Det må de jo selv ligge og rode med, men jeg må faktisk helt ærligt udtrykke min undren over, at endnu et bryg skal presses ind i Schiøtz-temaet. Det virkede så velafrundet med de tre, vi har været omkring inklusive nærværende. Hvis jeg skal anmelde den fjerde også, har jeg så meget desto mere en udfordring med resten af de mange øl, jeg har i vent, så det er næppe noget, jeg vil prioritere højt.

Mørke er der i øvrigt også så rigeligt af i nærværende øl, og det kan ellers undre, da bagetiketten gør et stort nummer ud af at fremhæve mesterens fromme gudfrygtighed. I disse nypuritanske tider, hvor det skal fremgå såre eksplicit af regeringsgrundlaget, at Danmark så gu’ er et kristent land, har den slags fået fornyet kulturel værdi. Ifølge anekdoten skulle han ellers have været “en for sin tid kontroversiel person”, der “[meget høfligt udtrykte ]sin holdning ved engang at udtale: “skoven er min kirke og svalens kvidren min lovsang”.” Alligevel understreges det hastigt “at han [ikke] var ugudelig”.

Den slags udglatninger er åbenbart nødvendige, så snart folks spiritualitet afviger det allermindste fra den autoriserede danske mainstream evangelisk-lutherske leverpostejskristendom. Sammen drager vi et lettelsens suk, for gudskelov er den hellige grav da vel forvaret i Theodor Schiøtz’ manglende ugudelighed – så kan vi lide ham alligevel … Eller Royal Unibrew kan lide ham alligevel? Eller også fik man presset en from cadeau til regeringens vækkelsesgrundlag ind mellem sidebenene, så Venstre (eller nok snarere DF) måske vil se med velvilje på bryggeriet næste gang, der skal deles ud af skattepengene til de rige venner?

– Tillad mig i et lignende udbrud af from pietisme at udbryde et fyndigt ‘kors i røven’ med samt et gudfrygtigt ‘Vorherre på lokum!’

Der er, som titlen antyder, tale om en Mumme – angiveligt en meget gammel øltype, fyldig og frugtig, og krydret med alskens godt fra urte- og frugthaven, m.a.o. hul i Reinheitsgebot, men vi er jo også under hjemlige himmelstrøg og ikke i det store naboland mod syd.

Solbær, slåen og hyben pryder recepten, i øvrigt sammen med rugmalt. Det giver et natsort bryg med skum, der akkurat er knækket i over i det cafe-lattefarvede, og tilpas klæbrigt til at det visuelle yder en adækvat oplevelse. Duften er for så vidt en ganske lovende blanding af branket og sveskesødt.

Den første mundfuld er da også forventeligt fyldig og sød som englesang, men smagen klinger ud før man kan nå at sige “Den Hellige Treenighed”. Et syrligt element blander sig med det nu mest dominerende træk – i starten var det en hyggelig maltbolsjeblanding, men nu er det postevand. Det syrlige kommer af umodne æbler, og det sødtristede maltindslag kæmper en brav Davids kamp mod Goliath for at give brygget lidt af sin velbehagelighed tilbage.

Men som så ofte holder den bibelske fortælling ikke. Vandet og syrligheden vinder, og man sidder tilbage med en noget ufin oplevelse af et stykke brygarbejde, hvor højre hånd ikke har vidst hvad venstre hånd gjorde. Uden at man vil erklære det en vederstyggelighed, der burde udryddes af Guds folk – endda langt fra – men noget under bliver det heller ikke.

Ikke desto minde er det stadig Schiøtz-serien, der har vist sig som den mest interessante af de tre brygpionér-serier, de to gigantbryggerier herhjemme har lanceret. Men det er ikke på grund af dette bryg.

3-stjerner

Newcastle Werewolf, The Caledonian Brewery

Men heller ikke nogen puddel …
 
Jeg har læst en del anmeldelser af denne øl, og hæftet mig ved skuffelsen over, at den ikke er så voldsom, som den giver sig ud for at være. Flere mener, at det de får, snarere er en puddel end en ‘Greyback’.Jeg vælger naturligvis ikke at lade mig påvirke, og skænker brygget i det, der fremover er mit foretrukne glas til øl på under en halv liter. Et glas, vi fik til vores bryllup, og som hidtil ikke har været brugt til andet end at se godt ud – og det har det også gjort godt. Den gotiske stil passer desuden fint til øllets dystre tema.

Firmaet har vi i en eller anden grad haft fat i før. Newcastle Brown Ale blev anmeldt i forbindelse med “Det tynde øl fra Fakta“-temaet tilbage i begyndelsen af 2011. Indtrykket var ikke imponerende, men bryggeriet (der i en eller anden grad har skiftet navn og nu har rykket produktionen til Edinburgh (i Skotland. What’s not to like!) og nu hedder “The Caledonian Brewery”) skal da have en chance til. Men titlen på brygget forpligter selvfølgelig …

Der er ikke noget blod eller skarpe tænder over duften. Brygget er præget af maltsødme og -bitterhed. Der er brugt rugmalt i brygget, og det mærkes hele vejen igennem som en markant og velgørende karakter af kaffe. I duften gælder det kaffe med et væsentligt skud fløde og rørsukker. Aldrig noget, jeg ville putte i kaffen selv, men hvis øl dufter af det, er det i orden (go figure).

Måske kunne bryggets lød godt have lidt varulv over sig – det er fint rødbrunt som mørk ulvepels med blodstænk, og det off-white skum kunne godt ligne fråde. Galskaben er dog til at overskue, da skummet falder ganske hurtigt, og ikke klæber, hverken til glas, mundvige eller knurhår.

Kaffen går igen i smagen, men med lidt mindre fløde. Sukker er der dog stadig, og selvom jeg afskyr sukker i kaffe, gør fornemmelsen af sukrede bønner kun godt i øllet. I eftersmagen bliver bitterheden lidt mere markant, og slår over i valnødder – altså fortsat en rar bitterhed, der ikke snapper ad én, endsige bider til, omend det fortsat behager i mere end blot godkendt grad.

Smagen udvikler sig med tiden. Jeg fortryder lidt, at jeg åbnede den så hurtigt efter at den var kommet fra køl, for den vokser virkelig med temperaturen. Men nogen metamorfose undergår den aldrig – den forbliver velopdragen og rolig, man kan end ikke sige, at den gør værre end den bider, da knap en knurren udgår fra dens strube.

I stedet glæder det tempererede øl venligt tunge, gane og svælg med en rund og letkrydret fylde af anis og et let skud cognac. Slutindtrykket er fortsat ingenlunde som en frådende rabiat varulv. Bevares, måske heller ikke som en puddel. Måske som en ældre skødehund af en skikkelig labrador. Men jeg ved det ikke, for jeg kan i virkeligheden ikke særlig godt lide hunde, med Siberian Huskies som en meget væsentlig undtagelse.

Det er vi dog ingenlunde heller ude i.
4-stjerner

In Your Pale Face IPA, Svaneke Bryghus

… den noget rutineprægede præstation …

Kvaliteten af Svaneke Bryghus‘ produkter har været svingende, og sjældent rigtig god. Bryggeriet har dog langceret en “eksklusiv serie af øl brygget sideløbende til vores faste sortiment”, som skulle være “kræs for de kræsne – udvendig som indvendig.” Det udvendige kræs står billedkunstneren Maya Hiort Pedersen for, sammen med digteren Keith Thomas Lohse aka. Mit Navn er Keith, der har hyldet brygget i et fint digt på bagetiketten.

Det lover alt sammen meget godt. Når den gode Keith lægger navn til, borger det for kvalitet, endskønt jeg må indrømme, at jeg faktisk først opdagede digtet efter at brygget var skyllet ned. Typen er, som det fremgår, India Pale Ale, en af mine favoritklasser, og et relativt sikkert kort, der enten  rammer plet, eller mislykkes noget nær totalt.

Det kobberrøde bryg med det gyldne, klistrede skum, gør et godt visuelt førstehåndsindtryk. Duften halter lidt bagefter. Den er relativt svag med duft af fløde og en antydning af roser. Humlen er fraværende, og brygget virker nærmest sødt, passivt og ikke spor IPA’isk i sin alt for venlige karakter.

Det forsigte indtryk fortsætter i smagen. Mundhulen fyldes af en blød essens af fløde, blommer og måske mirabeller – der dog kunne være en association fra min kære vivs dejlige dessert, der var lavet af vilde mirabeller, indsamlet på tippen i Københavns Sydhavn. Under alle omstændigheder ikke nogen særlig IPA’isk aroma i første omgang. Førstehåndsindtrykket er for rart, venligt og passivt, og lammer ikke smagssansen med IPA’ens sædvanlige lige højre af hård, harsk humle.

Man må vente lidt.

Og så rammer bismagen omsider. Her er der træsmag og tør, bitter humle, som man nogenlunde kender den. Tunge, gane og gummer udtørres af humlen, og alt andet end den anmassende humle skubbes brutalt væk fra smagsløg og olfaktoriske sanser. Fylden fra det flødeagtige førstehåndsindtryk bevares dog, og gør, at brygget ikke bare er bittert, men også mærkes i hele kæften.

Så det ender jo egentlig meget godt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at synes, at brygget kun byder på en for IPA adækvat bitterhedsoplevelse, og ikke på nogen måde noget ekstraordinært, eksklusivt eller for den sags skyld kræs for denne kræsne gane. Hvis jeg skulle give karakter efter den gamle 13-skala, ville jeg give karakteren 10 for den selvstændige, men noget rutineprægede præstation. Jeg giver ækvivalenten på min egen skala, og lad os bare sige, at den gode Keith alt i alt er mere imponeret end jeg.

Svaneke gjorde det ikke igen – endnu engang, fristes man til at sige.
4-stjerner

Høstøl, Krenkerup (Høstbryg IV)

-Bitter bitter bitter – og god!

Krenkerup er et Gods, der ligger ved Sakskøbing på Lolland. Nu hvor det efterhånden er et stykke tid siden, at Feudalstyret blev afskaffet i Danmark, har de mange godser måttet finde nye måder at sørge for selvoprettelsen på. Krenkerup har kastet sig over ølbrygningen, og man må så sandelig håbe, de dermed har ramt rigtigt, for ikke alene er godset udtryk for en forældet feudalinstitution – den ligger også placeret i det absolutte Udkantsdanmark. På den anden side, kan man jo så argumentere for, at det nok ikke er arbejdskraft, der mangler på den egn, så måske ligger det slet ikke så tosset alligevel.

Og i hvert fald er Krenkerups øl nået til hylderne i COOPs supermarkeder som fast inventar i Kvickly-kæden, og det er da et væsentligt skridt mod succes. Nu bliver det spændende så at se, om øllene kan stå distancen, når det gælder kvalitet.

Krenkerup Høstøl holder den laveste alkoholprocent af høstbryggene, og er helt nede på 4,1%. Om det er den, der har givet mig den hovedpine, jeg i skrivende stund – dagen efter – slås med, tvivler jeg derfor en kende på. Den brillerer heller ikke med sit udseende. Mest af alt ligner den en almindelig pilsner, bortset fra det tågede indslag i brygget, der må skyldes, at det er ufiltreret. Det har ingen af de dyborange- til røde toner, som kendes fra de andre høstbryg, men det fremstår strågult som en anden Carlsberg eller Tuborg. Skummet er skrøbeligt og kridhvidt, og peger altså heller ikke i nogen interessant retning.

Det er ved duften, det begynder at blive interessant. Den dufter velgørende bittert – i det hele taget har høstbryggene manglet noget ordentlig bitterhed – og sødmen skal være rigtig god, før den kan kompensere for det. Bitterheden mærkes i den grad også i smagen. Det er en både frisk, velgørende og frem for alt skrap, skarp og bidsk bitterhed, der nærmest niver i tungen som små hidsige klemmer med modhager på. Det er en bitterhed, der minder om det man finder i en god IPA, men med et anderledes krast islæt, og det går endelig op for, at den faktisk smager røget. Den minder i fylde og smag om det røgsalt, jeg har været heldig at smage i de hedenske kredse jeg undertiden færdes, og det er helt uden forbehold en nydelse.

Og der er ikke meget andet at berette om i denne øls smag end bitterhed, men det er til gengæld også en bitterhed, som man sjældent møder den. Det er en rendyrket bitterhed, hvor bitterheden er i centrum, og hele øllet er bygget op om at gøre bitterheden så markant og gennemført som muligt. Fik jeg nævnt bitterheden?

Kvaliteten fejler ganske sikkert ikke noget i øllet fra Krenkerup Gods, for såvidt som denne høstbryg kan fortælle. Det er bestemt et mærke, jeg vil vende tilbage til senere, for hvis de andre øl er bare cirka så gode som denne, er der mange gode øl – og anmeldelser – i vente.

5-stjerner

Willemoes Høstbryg, Vestfyen (Høstbryg III)

– God omend syntetisk

Dagens øl er den indtil videre stærkeste høstbryg, jeg har prøvet – den holder 7,2% – og det er også den stærkeste, jeg har på lager. Det er også den, hvori, der er brugt flest forskellige ingredienser, og det skal jeg nok også komme tilbage til senere i anmeldelsen.

Også denne øl blev købt i min lokale Fakta, der jo til min store fornøjelse har udviddet sortimentet af interessante øl betragteligt her på det sidste. Alle tre  høstbryg, der indtil videre er anmeldt, kommer netop fra min lokale Fakta, og allerede nu er den gennemsnitlige kvalitet af Faktas øl derfor højnet betragteligt.

Den blev nydt til en savoykål-og-hakket-andebryst-mix med røde ris., så det var allerede lidt efterårsagtigt, og det var da også en kraftig bouquet, der ramte næseborene efter at det ravgyldne bryg med det letgyldne skum var hældt op. Til gengæld var det ikke de bitre og maltsøde toner, som jeg havde regnet med, der dominerede duften – endda slet ikke, og jeg måtte faktisk længe overveje hvad det egentlig var, den duftede af.

Gennem næsen trænger en kombination af let overmodne blommer med et snert af karamel, og ved siden af dette en gennemtrængende odeur, der udløste nostalgiske minder om barndommen, når familien kørte til Tyskland og købte ind af billigt slik. Jeg vil i dag helst ikke tænke på, hvad det slik indeholdt – det var før jeg blev økologisk bevidst i en grad, der får andre til at ryste på hovedet af mig – og så var det oven i købet billigt, fra Tyskland og det var i 80’erne … ‘Nuff said, jeg er stadig hel, men nærværende øls duft mindede mig især om noget syrligt-sødt slik, der hvis man bed i det, nærmest blev pulveriseret i munden, og altid var i næsten selvlysende pastelfarver. Det var en nostalgisk, og alligevel foruroligende oplevelse.

Jeg greb da også ud efter flasken, og fandt da også ingredienslisten sammenlignelig i længde med nogle af de psykiatriske lægemidler, jeg tidligere har lavet telefonundersøgelser om. Og blandt dem fandt jeg hurtigt, den formodede misdæder: Blåbærflavour! Willemoes Høstbryg er altså tilsat et aromastof, og personligt er jeg fuldkommen ligeglad med, om det er naturligt eller ej. For det første kan naturlige aromastoffer være lige så skadelige og allergifremkaldende som unaturlige. For det andet hører smagsstoffer ikke hjemme i øl – hvis man vil lege med smagen er der rigeligt med malttyper til den slags. For det tredje er nærværende aromastof simpelt hen for fremtrædende, og får brygget til at tage sig meget syntetisk og kunstigt ud. Det er aldrig godt.

I smagen mærker man også tydeligt blåbærflavouren (og hvorfor det skal skrives på engelsk er mig en gåde) igen. Det giver en nærmest eksplosionsagtig sødme idet brygget rammer tungen, og det er slet ikke ulig det pulveragtige slik fra det store land syd for grænsen. Sødmen er meget gennemtrængende – og i og for sig velgørende – men øllet kan ikke løbe fra at indeholde ting, som øl helst ikke skulle indeholde, og derfor – ret beset ved snyd – kommer til at smage godt. Derfor ender øllet heller ikke med bare at være godt, det føles også unaturligt og syntetisk – men derfor smager det nu godt alligevel. Det skader heller ikke, at brygget bliver bitrere efterhånden som det glider under ganen, og det kondenserer som en blid omend gennemtrængende bitterhed ved mandlerne. Det er dog ikke en bitterhed der som sådan komplimenterer sødmen, så det samlede smagsbillede ender med at være mere forvirrende end velkomponeret.

Jeg er temmelig delt om denne øl, men når alt kommer til alt, synes jeg, man burde bruge almindelige brygteknikker for at opnå den smag man leder efter, fremfor at putte alle mulige ting i øl – og helt bør man da holde sig fra aromastoffer. Så jeg tror ikke, jeg gider drikke Willemoes Høstbryg igen, selvom den måske smager godt. Der er alt andet lige bedre øl på markedet, og de indeholder ikke noget, man kan have sine mistanker om. Aromastoffer, sulfitter og andre grimme ting, der giver allergi og andre sygdomme skal ikke bare holdes ude af øl, men ude af alt.
4-en-halv-stjerne

Høst, Thisted Bryghus (Høstbryg II)

– Velbrygget nordjysk høstøl.

Efter at have prøvet Randers Bryghus’ Høstbryg slog det mig, at en høstbryg vel egentlig også burde passe godt til efterårets køkken – de grove rodfrugter og det mørke kød. Og i den forbindelse forekom hin kronjyske øl mig faktisk lidt for lettilgængelig. Det er vigtigt med noget bitterhed og noget kraft til at spille ordentlig op mod efterårets fest af både gode og grovkornede smagsindtryk. Ikke dermed sagt, at jeg fortryder, eller vil lave om på min anmeldelse af Randers Bryghus’ Høstbryg, men blot en passant notere dette, da jeg faktisk helt havde glemt at tage det op til overvejelse, da jeg anmeldte den.
Det skal ikke ske med dagens øl, der slet og ret hedder “Høst”. Det er en meget dyborange, næsten rød sag med tæt, letgyldent skum, der dog falder relativt hurtigt. Høst er brygget med malt fra fire forskellige kornsorter, hvede, byg, havre og rug, så det er også en mere komplekst sammensat øl end Randers Bryghus’ øl, der kun var brygget på hvede og byg. Høst har en let syrlig duft af overmodne sensommerfrugter.

Smagen er først og fremmest velgørende bitter, hvilket enhver høstbryg bør være, hvis den skal passe til årstidens grove grøntsager. Bitterheden domineres af en fyldig, bitter humlesmag, ledsaget af enkelte karameltoner og en maltessens, med en vis sødme, der spiller godt op til bitterheden. Den er samtidig lige en tand sprittet – det er godt, fordi det giver ekstra fylde. Det er ikke fordi man skal være bange for at blive fuld for hurtigt af denne øl, den indeholder 6% alkohol, hvilket altså ikke er overdrevet. Den helt igennem vellykkede og lækre smagsoplevelse afsluttes med en kraftig og veldrejet bitter humleeftersmag.

Det er klart en øl, der passer bedre til efterårets fødevarer, end den ellers ikke uefne Høstbryg fra Randers. Det skal nu ikke i sig selv få konsekvenser for en høstbrygs kvalitet, hvorvidt den passer til årstidens udbud af frugt og grønt eller ej. De bliver stadig vurderet ud fra deres individuelle kvaliteter, og en øl behøver jo ikke være ringe, bare fordi den ikke lige passer til en bestemt type mad.
4-en-halv-stjerne

Spelt Bock, Indslev Bryggeri

– Super dobbeltdebut!

Dagens bryg er på flere måder en nyhed her på bloggen. Det er første gang, jeg anmelder øl fra Indslev bryggeri, og det er første gang, jeg anmelder en øl, hvor kornsorten spelt er brugt. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg følte mig inspireret til at købe denne øl, (der i øvrigt forhandles i visse Fakta-butikker – props til COOP for det) fordi min viv og jeg har involveret os i vores eget tegneserieprojekt Spelt-segmentet.
Her kan man følge med i, hvad der sker i kollektivet af samme navn. Man kan følge kernefamilien Ralf og Vita med børnene Sofus, Emma og Storm samt klappeslangen Python, det samlevende par, Benedicte og Mike med de sammenbragte børn Veronica og Bo, det umage bøssepar, Ahmed og Claus samt den nørdede singlefyr Bertel. Vi modtager gerne konstruktiv kritik for replikker og tegninger – og skulle der være en ølglad avisredaktør blandt læserne, har enhver form for tilbud om offentliggørelse i trykte medier den allerstørste interesse.
Nuvel, videre til dagens øl.
Spelt Bock har en meget mørk farve i betragtning af, at den er brygget på en hvedesort. Imidlertid viser det sig ved granskning af etiketten, at den faktisk er sammensat af byg-, hvede-, rug- og speltmalt. Så ren spelt er der ikke tale om. På den anden side kender man jo også til de mørke hvedøl – og blandt dem tager Spelt Bock sandelig prisen. Øllet er faktisk fuldstændig uigennemskinneligt sort, hvilket korresponderer fint med, at det er ufiltreret. Skummet er lysebrunt, tæt og klæbrigt, duften er til gengæld nærmest fraværende, men det skulle også være det eneste, der skæmmer en aldeles lovende prolog.
Og smagen skuffer ganske sikkert heller ikke. Den er først og fremmest en kombination af malt- og chokoladesød, krydret med en solid brændt kaffebitterhed. Det er et ganske klassisk smagsbillede, som vi alle kender – nogen ville sige til hudløshed – jeg vil sige som et klassisk rockorkester, der aldrig skifter stil, fordi den grundform, de har valgt er perfekt, så der ikke er grund til at lave om på den. Ikke dermed sagt, at det hele smager ens – ingenlunde – Spelt Bock udmærker sig ved sin pikante fyldighed, der giver brygget en næsten luftig lethed, som den glider over tungen og kun som blæst i sand sætter sit alligevel markante virkningsfulde aftryk på smagsløgene.
Kun langsomt – ganske langsomt – klinger smagen af. Eftersmagen er nøddebitter og ubetinget nydelse. Det er sandelig alle tiders debut for både Spelt og Indslev Bryggeri her på bloggen.

Havre Stout, Bryggeri Skovlyst

3-en-halv-stjerne

Jeg prøver virkelig at stave så godt som muligt. Det har læserne nok allerede opdaget. Det irriterer mig virkelig, at store danske bryggerier systematisk begår stavefejl. I modsætning til, når det gælder enkeltpersoner, der vitterlig har svært ved dansk retstavning, har jeg ingen skrupler mod at hænge dårlig stavning ud til offentlig hån og spot, når misdæderen er marketingafdelingen på et stort bryggeri.

På Carlsberg burde man f.eks. vide bedre end konsekvent at dele sammensatte ord. Overskriften på samtlige beskrivelser af Tuborg-bryggeriets øl lyder verbatimt “øl fakta”. Og det er forkert. Det skal hedde “ølfakta” og ikke noget som helst andet. Man kan høre på trykket, om noget skal skrives i ét eller flere ord. I ordet “ølfakta” er der kun ét tryk, nemlig på første stavelse – derfor skal det skrives i ét ord. Prøv selv at lytte efter, hvor dumt det lyder, hvis man prøver at sætte tryk på både “øl” og “fakta” således, som Carlsberg ved sin umulige stavemåde antyder, at man bør gøre.

Hvis Carlsberg virkelig mener, at trestavelsesord på otte bogstaver er for svære for kunderne at læse, kunne man jo tilføje en bindestreg i ordet. Det er godt nok også forkert, men kan hjælpe folk, der har svært ved at læse, og er derfor acceptabelt i mine øjne.

Det er ikke kun flueknepperi, når jeg gør et større nummer ud af den slags. Dårlig stavning ødelægger ikke kun læserens tillid til det skrevne, men kan også forstyrre meningen. “Øl fakta” (det gør mig ondt blot at skrive det) er heldigvis bare meningsløst, og gør derfor næppe mere end skade på æstetikken. Andre tilfælde kan være svært mere problematiske. Tag f.eks. lamme koteletter versus lammekoteletter, sær forestilling versus særforestilling eller ringe klokke versus ringeklokke. I disse tre tilfælde forvandles det første ord pludselig til et adjektiv, der lægger sig til det efterfølgende substantiv, så en helt ny og ikke-intenderet mening udtrykkes. Find selv på flere eksempler, og lad dig gerne inspirere af denne liste.

Denne tirade bringer mig videre til dagens øl (ja, jeg havde ikke glemt den) med det på samme måde umulige navn “Havre Stout”. Det er første gang, jeg smager en øl, brygget på havre – og det er jo i sig selv spændende, men hvor er det dog egentlig irriterende, at delingen af navnet både gøre det mindre mundret (prøv ligesom før at lægge tryk på begge ord, sådan som stavemåden dikterer) og gør ordkombinationen meningsløs. Det giver bare ikke mening at sige to navneord efter hinanden, uanset om det er ‘øl fakta’ eller ‘havre stout’, det drejer sig om.

Men ret beset er der jo heller ikke tale om et substantiv. Der er tale om et proprium – et egennavn – og det må man egentlig selv om, hvordan man staver. Er hele min kritik af Bryggeri Skovlysts evner udi stavning dermed faldet på gulvet? Ikke i mine øjne, for navnet på øllet er stadig ikke særlig mundret og vidner om uvidenhed angående dansk retstavning. Samtidig lefler man for den forfærdelige tendens der er til at lade hånt om simple retstavningsprincipper, hvilket kun til skade for sproget og dermed menneskers evne til at kommunikere ordentligt med hinanden.

Og det bliver værre endnu … Før jeg når til det, skal jeg dog lige indskyde et par informationer om bryggeriet. Der er tale om et mikro bryggeri med der til hørende restaurant, beliggende i Hare Skoven nord for Køb En Havn (se, det er faktisk pisseirriterende, ikke?) Bryggeriet laver specialøl – altså øl, der er brygget på andet end humle og malt – med ingredienser fra skoven omkring, i dette tilfælde f.eks. brændenælder. Dette fremgår af bagetiketten, hvor det også fremgår, at øllet brygges efter egen recept …

recept …

…

Vi lader den lige stå lidt …

…

Far er ikke sur …

…

Far er chokeret!

Jeg er dybt rystet over, at Bryggeri Skovlyst åbenbart selv skriver recepter ud. Den slags er altså forbeholdt landets læger – og ingen andre! Hvilket apotek, mon de har narret med deres svindelnumre til at udskrive receptpligtige medikamenter? Er der ingen myndigheder der griber ind? Man kan da ikke have hvem som helst – og da især ikke bryggerier i betragtning af, hvor meget medicin, der interagerer med alkohol – til at udskrive recepter som man har lyst! Og hvad mon de har puttet i øllet?

Jeg har selvfølgelig både tjekket og dobbelttjekket, om ordet ‘recept’ skulle have flere betydninger. Men det lader ikke til det. Bryggeri Skovlyst er efter alt at dømme skyldige i receptsvindel og lemfældig omgang med receptpligtig medicin, endda uden, at man kan vide til hvilket formål.

Eller også er de skyldige i noget endnu værre! De er skyldige i brug af falske venner! Bryggeri Skovlyst er åbenbart så dygtige til engelsk, tysk og/eller svensk, at de tror, at ordet ‘recipe’/’Rezept’/recept betyder det samme på dansk. Men det gør det ikke! FY!

Og dermed ender dagens sproglektion, jeg håber I nød den.

Ved åbningen dufter en Havre [mellemrum, der ikke burde være der, fordi det forstyrrer læsningen. Dette burde hermed være illustreret adækvat] Stout af sødt øl. Det er ikke, hvad man forventer af en Stout. Når den efterfølgende hældes op, vil man opdage, at den ganske vist har en fin, mørkebrun farve, men også er gennemsigtig. Det er heller ikke normalt for en stout. Smagen er også fortrinsvis aleagtigt sød og faktisk både perlende og frisk. Der er sandelig tale om en stout, der glimrer ved sin mangel på traditionelle stout-karakteristika.

Idet brygget når ganen, og flyder videre mod svælget sætter bitterheden endelig ind, og man oplever omsider noget, man kender fra andre stouts. Samtidig skal det indskydes, at den hele vejen også har en stouts fylde – tynd er den bestemt ikke. Spørgsmålet er, om den uvante indledning formår at spille op til den intense, lakridsagtige, næsten klæbrige bitterhed, som brygget ender med at smage mest af.

Det søde førstehåndsindtryk bliver i vid udstrækning overdøvet af den bitre fortsættelse (og slutning i eftersmagen), og hele smagsbilledet kommer derfor til at virke en kende sammensat og ubalanceret. Dertil kommer, at Havre Stout ikke synes helt upåvirket af, at der også er tilsat glukosesirup (eller på Carlsbergsk: glukose sirup). For iblandet bitterheden spores desværre også den spritsmag, der var så allestedsnærværende, og i øvrigt ikke til nogen velbehag, i spritterøllene. Det er egentlig synd, for i modsætning til spritsmagen er det ikke sådan, at de søde toner i starten ligefrem skæmmer oplevelsen. Bryggeri Skovlyst burde måske overveje helt at skodde glukosesiruppen – ligesom alle andre bryggerier måske burde overveje det.

På trods af glukosesirup er brygkunsten hos Bryggeri Skovlyst stadig bedre end deres danskkundskaber. Selvom en Havre Stout som stout betragtet synes en smule tam, er den som øl betragtet absolut mere end blot drikkelig. Resultatet af dette eksperiment udi alternativ ølbrygning er helt sikkert godkendt. Det er også spændende at opleve, at både rug og havre kan indgå i velsmagende øltyper. Endelig passer den fremragende til årstidens lækre rodfrugter og den gjorde da også sit til, at efterårets første økologiske pastinak-rødbede-kartoffel-gulerod-fløde-oksesteg-i-ovnen-orgie blev en kæmpe succes.

Jeg har endnu to af Bryggeri Skovlysts alternative øl stående i køleskabet, og jeg glæder mig bestemt ikke mindre til at prøve dem efter at have drukket Havre Stout.

En tak skal her til sidst lyde fra mig til Marcus, der var så flink at skænke mig alle tre flasker i værtsgave. Mine gæster giver mig ofte øl i værtsgave, hvilket er en fryd, og det endda helt uden, at jeg mundtligt har antydet det mindste om, at det ville være en godt ting at give mig. Jeg spekulerer på, om de mon er tankelæsere.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme