Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: romøl

Barrel Runner, Founders

Det gik da meget godt …

Sidste weekend var jeg som nævnt på smuttur til København, hvor jeg overnattede hos min gode ven Marcus.

Hans på bloggen knap så kendte, men dog undertiden medvirkende tvillingebror, Joachim, kom også forbi for at sige hej. Og han havde spændende øl med.

To styk fra Founders – et meget berømt amerikansk bryggeri, der er kendt for at lave gode øl, og som vist nok også var med helt fra starten af den globale ølrevolution. Den her er en imperial IPA, lagret på rom-fade.

Faktisk klinger kombinationen en smule disharmonisk, idet det bestemt ikke er alle trælagrede lyse øl, jeg har prøvet, der er faldet lige heldigt ud. Innis & Gunn‘s øl, har jeg fx aldrig helt fået smag for, og lagringen på brændivinsfade – det være sig rom, whisky eller whatever – forekommer ofte at være gjort mere fordi man kan, end for at få øllet til at smage godt.

Rommen giver sig i hvert fald kraftigt til kende i bouqueten på det meget lavtskummende, dyborange bryg. I smagen sparker den også godt fra sig, men dog ikke mere end man også kan mærke den lifligt krakilske mosaichumle i baggrunden. Bryggets balstyriskhed kommer en smule mindre bag på én, når man efter langt tids søgen endelig finder alkoholprocentens angivelse; mægtige 11,1%.

Så er der ikke noget at sige til, at alkoholen også kunne smages. Det var nok også godt, at vi var tre om at dele den. Ikke mindst i betragtning af, at Joachim havde endnu en øl med, der bliver anmeldt næste gang. Hvad vi til gengæld alle kunne glæde os over, var en meget stærk lys øl, der ikke smagte af kogesprit, sådan som den slags meget let kommer til. Romaromaen absorberer alt det væmmelige ved spritten, og bevarer det klædelige. Samtidig brænder en skarp og substantiel humlearoma igennem med fyrrenåle og ferskener og leverer det sidste til den store oplevelse på smagssiden.

Man kan stadig diskutere, hvorvidt det nu også passer helt godt sammen. Men det passer på den anden side heller ikke så dårligt sammen, at det ikke samlet set er en både slagkraftig, fuldfed og ikke mindst unik øloplevelse.

Og må Ian Holm hvile i fred. Jeg har altid syntes han var bedst i Brazil og Time Bandits. Og må Vera Lynn ligeså. Hende hørte jeg om som barn på Pink Floyd’s plade ‘The Wall’ – men lærte først som voksen hvem hun egentlig var og hvad historien var om hende.

Der kan man være så udannet.

Ørbæk Juleøl 2019, Ørbæk

Mere vinter end jul …

Det er efterhånden et stykke tid siden, bloggen sidst har været forbi østfynske Ørbæk, det økologiske bryggeri med de mange produkter i porteføljen, der desværre kun sjældent kommer helt op at ringe. De har lanceret en særlig juleøl, en julestout kalder de den. Så kommer de i hvert fald ikke op at slås med islamofoberne – I ved, dem der er helt vildt meget imod alt, der hedder noget med ‘vinter-‘. Det skal helst omdøbes til ‘jul, således at man får juledæk, julefrakker samt – ej at forglemme – julegækker i foråret.

Selvom Ørbæk er økologiske, er brygget ikke ligefrem hvad tyskerne ville kalde rent. Det er tilsat sveskejuice, sukker, rom og lakrids. Julet? Det har bestemt potentiale dertil, bedømt ud fra indholdsfortegnelsen. Snyd? Det vil nogen hævde, og personligt foretrækker jeg da også brygkunst frem for opblanderi.

En duft af flydende karamel og kaffe kan alligevel næppe andet end behage ved skænkning af det stærke bryg. 9,5% er bestemt noget. Nej, det er langt fra det stærkeste der fås, men i betragtning af, at eksemplaret er erhvervet i min lokale Fakta, er styrken alligevel en kende overraskende. Smagen leverer en bittersød, fyldig og tung oplevelse af sirup, mokka med fløde og skumfiduser. Skumfiduser har med årene mere og mere gjort sit indtog i juleslikket, og selvom jeg ikke selv får juleassociationer af Malacos jordbærsvampe, på samme måde som jeg får af marcipan og mælkechokolade, så indgår det vel nok i en moderne repræsentation af julestemning. At sødmen nemt bliver lidt kvalm … vel – en smule fedtsvimmelhed hører vel også højtiden til, tillige med skummets syntetiske islæt, der peger i retning af lyserødt prinsesselegetøj, og andet billigt ragelse i plastic. Det julede i den noget ubalancede lakridstilsætning, der giver en støvet fornemmelse i gane og på bagtunge, er til gengæld svært at få øje på – selv med sarkasme i den retoriske værktøjskasse.

Ikke at brygget samlet set smager skidt eller noget. Øllets mange tilsætninger svinger bare ikke helt så godt sammen som de kunne. Desuden kan det ikke undgå at nage en kende, at Ørbæk bare generelt har svært ved at nå ordentligt i mål med deres produkter, selv når de blander alt muligt i øllet for at få det til at smage.

Men drikkes og nydes kan det da bestemt. Men et fuldendt, færdigpyntet juletræ har Ørbæk ikke opnået. Det er vist stadig blot et vintertræ.

 

Tøndens Rom Stout, Kongebryg

2017-09-16 22.05.08Lidt for let …

Gedved havde flere øl med. Men dem fik vi ikke smagt på. I stedet tog vi hul på én, jeg havde stående. En gave fra Kongebrygs Niels Kiens, som kom mig i hænde, da jeg tilbage i juli måned slog et smut forbi den gamle kaserne, på vej til Vordingborg for at bruge noget kvalitetsferietid sammen med min søn. Det var ved samme lejlighed, jeg slog et smut forbi Lille Skensved for at afhente de spændende øl fra en anden Niels – en af bloggens læsere, der skaffede mig den første afrikanske øl nogensinde at anmelde.

Navnet kommer af lokationen, den er brygget til – udskænkningsstedet ‘Tønden’ i Haslev mellem Ringsted og Næstved. Det er en Russian Imperial Stout lagret med egetræ, der først er gennemvædet med maricius-rom. Fint og dramatisk skal det være.

Det giver en tæt, mørkt bryg men kun med lidt tykkere viskositet end det jævne øl. Det bruser og knitrer aldrig så friskt og perlende – ja, jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg før har oplevet en så kækt brusende stout. Det er ikke brus og kulsyre, man normalt forbinder lige med den øltype. Brygget dufter let branket, men mere af alkohol. Det er næppe overraskende i betragtning af tilsætningen af rom.

Jeg fik to øl af brygmester. Ingen af dem var endnu etiketteret, så indhold af alkohol osv. må læserne have til gode.

Flere forskellige smagsnuancer slås for at komme frem idet glasset sættes mod læberne. Røg, chokolade, kaffe – alt sammen svøbt i en kækt brusende ramme, der de mørke indtryk til trods fremstår forunderligt let og elegant. Ikke bare visuelt men også aromatisk gør den rigelige kulsyre sit.

Med rette kunne man endda beskylde brygget for at være lige til den lette side. Den markante kulsyre og den spinkle viskositet gør ikke brygget tæt nok til at kvalificere sig som en regulær stout, men netop en meget let en af slagsen. På den anden side – brygget er tænkt som en Russian Imperial Stout, der netop gerne skal være sødere og lettere end de tunge britiske udgaver, og det må man sige, at brygget manifesterer til fulde. At det tog os i hvert fald en halv times samarbejde at komme igennem ½ liter (i alt – ikke hver) vidner også om, at brygget sin lethed til trods bestemt ikke er nogen bælleøl.

Tætheden og styrken er åbenbart ganske godt gemt – og intakt – derinde bag det lette, tynde og luftige gardin, der er bryggets førstehåndsindtryk.

At brygget ikke desto mindre hænger en smule i bremsen hvad den samlede oplevelse angår – en stout der tager så lang tid at drikke burde tage så lang tid at drikke på grund af sin tyngde, og ikke sine finurligt gemte hemmeligheder – var en oplevelse hverken jeg eller Gedved helt kunne slippe. Det er såmænd oplevelsen værd, det mørke bryg. Men der mangler fortsat lidt tyngde før man opnår den fuldfede stoutoplevelse.

Også selvom der er tale om en Russian Imperial Stout.

Om karakteren var vi enige:

4-stjerner

Rom Stout, Ørbæk

2017-05-05 16.47.30Små skønhedsfejl …

Det har jo været mildt imponerende og en reel fornøjelse at prøve øl fra Fakta her på det sidste. Først en ESB fra Fuller Smith and Turner, der skulle vise sig at være en nydelig repræsentant for sin genre, så en udsøgt IPA fra Ørbæk, og nu er der endnu en øl fra Ørbæk, købt i Fakta, der leverer oplevelsen.

Dansk Supermarked er til gengæld sat af med tre sløje bryg fra Thisted Bryghus købt i henholdsvis Netto og Føtex. Ganske vist er bryggene ikke systematisk udvalgt, men stikprøven peger alligevel i retning af, at det for tiden er i Fakta, at man får mest specialøl for pengene.

For som allerede antydet, har Ørbæk endnu engang formået at hive sig en smule over et niveau, der – pænt sagt – alt for ofte forekommer lidt for rutinepræget. Rom Stout er en mørk øl tilsat sukker og rom, for dernede på Østfyn er det ikke brygkunst det hele. Blandingskunsten benytter de også med (lidt for) jævne mellemrum. Blanderi, discountsupermarked og bryggeri, der ikke altid formår at levere varen varsler forventninger, der fra begyndelsen af gøres til skamme. Brygget tårner sig flot, natsort op med kogende, branket karamelmasse øverst. Man skal kæmpe en smule med at få alt ud – ikke bare på grund af skummet, men også fordi bryggets dovne (det er godt) viskositet påkræver det.

Duften er tæt, en kende rugbrødsagtig (det er ikke ubetinget godt) med et indslag af kaffe (godt) og – ikke overraskende – rom (overvejende godt), som uvilkårligt trækker tåleddende sammen i erkendelse af, at det er her den knap så fine blandingskunst kommer til udtryk i stedet for den ubetinget fine brygkunst.

Smagen byder på tæt og fyldig kaffearoma. Sukker og rom giver sødme (og små uundgåelige trækninger i tæerne), vel afstemt til bitterheden. Engelsk lakrids i eftersmagen truer med at tage overhånd og blive tør og pudderagtig, men heldigvis bliver det ved truslen.

Oplevelsen er dermed mere end hjemme – med små skønhedsfejl. Brygget er, dovenhed til trods måske ikke helt tykt nok, fylden hælder til det brødagtige, og den ellers gode smag er frembragt ved tilsætning i stedet for brygning …

… men det smager jo dejligt alligevel.

4-stjerner

Hildegard XXIV, Kongebryg

2016-07-28 20.04.24Sur på den glade måde …

Glaaaaaade Juuuul …

Jeg får helt ærligt kryb hver gang jeg tænker på Grundtvigs umulige oversættelse af den gamle tysk julesang, Stille Nacht. Men der er heldigvis også nogle måneder endnu, før vi skal trækkes med den i døgndrift. Det skal dog ikke holde mig fra at tage sorgerne på forskud … eller bagskud, er det jo egentlig. For dette bryg er en overligger fra sidste jul.

Endnu engang er inspirationen hentet fra Belgien, og det endda i en grad så det fremgår af typeangivelsen: En belgisk jule ale – så er man ikke rigtig i tvivl, omend Untappd angiver for at være en Belgian Strong Dark Ale – heldigvis ikke mere, og desværre ikke mindre … det mest anstrengende ved at blogge om øl er kategoriseringen. Vid at min blog på det punkt er helt og aldeles upålidelig – tit gætter jeg – af omtrent lige dele dovenskab og den sikkert vanvittige holdning, at øllets smag alt andet lige er vigtigere end hvilken type, der er tale om.

Det er lidt ligesom katteracer. Hvis missen er sød, er jeg egentlig ligeglad med om det er en Abbeysinier, en Russian Blue eller en Maine Coon, der ligger på mit skød … bortset fra, det måske hurtigt ville blive lidt for varmt med en Maine Coon.

Nu opdager jeg så, at jeg faktisk har indskrevet den kategori i et anfald af … sindssyge? Ønske om at gøre kategorierne på min blog endnu mere kaotiske? Jeg ved det ikke. Fluebenet er sat – videre!

Igen skummer brygget ikke særlig meget. Det er igen ret belgisk. Duften er svagt syrlig og minder om umodne æbler. Før jeg glemmer det skal jeg indskyde, at brygget er lavet i et samarbejde mellem Brygmester Niels Kiens og Carsten Berthelsen, der er en af Danmarks kendteste ølskribenter.

Smagen overrasker i betragtning af den syrlige bouquet. Det byder i stedet på flødefed fylde, sødmefuld chokolade og en dyb, lunende alkoholnote af fine whiskyblends, der efterfølgende brænder i maven og giver muskelspændinger mellem skulderbladene.

Det er et bryg, man næste oplever mere, end man smager det.

Og syren er der da – igen, og i stedet for irritende føles den efterhånden som en ny ven, jeg har mødt alt for sent – men nu skal vi have det sjovt! Det syrlige egetræselement passer nydeligt sammen med den søde chokolade og brændende whisky. Det er ganske velkomponeret, og igen på den venlige og lidet fandenivoldske karakter, der så småt tegner sig som Kongebrygs adelsmærke.

Venligt, men aldrig mainstream.

4-en-halv-stjerne

Grøn Front, Nørrebro Bryghus

 2016-02-16 16.40.24Lidt revanche …

Jeg er nået til sidste øl i Nørrebro Bryghus’ ‘Smagen af 2200‘-serie. Alt i alt har jeg været positivt overrasket, da jeg ellers havde fået fortalt, at bryggene var håbløst intetsigende og kedelige. Det har langt fra været tilfældet, selvom succes’en med den første var noget afdæmpet. Der endte alligevel med at være lidt for meget gærsmag i den, men på det punkt adskiller den sig jo ikke fra andre hvedeøl. Det gjorde den derimod ved, at de tilsatte korianderfrø gav brygget et karakterfuldt bid, og væsentlig mere smag end man er vandt til fra den kant.

Bedre gik det med ‘Humlesvin‘ – en bleg ale efter amerikansk forbillede, der mere lignede en bleg ale efter britisk forbillede, beregnet til eksport til fjernøsten. Og det gør ikke noget, for begge dele er godt, og sidstnævnte, som brygget mest mindede mig om, er i grunden den, jeg synes bedst om.

2016-02-16 16.25.53Ligesom de to første bryg, er dette sidste bryg i rækken også en ekspansiv skumfidus. Så de tre bryg har haft det – i øvrigt småirriterende – træk til fælles, at de eksploderer i et skumhelvede, når man forsøger at skænke dem. Også denne gang blev det en udfordring at få brygget skænket, og et ukendt kvantum endte på bordet ved siden af glasset, da der trods alt er grænser for overfladespændingen på det ellers ganske solide, lystbrune skum.

Kun langsomt bliver det dunkle, ufiltrerede bryg synligt under skummet. Duften lægger sig fra starten i det lige så mørke område med noter af kaffe og karamel. Den tilsatte rom kan akkurat spores, men er langt fra så nærværende, for ikke at sige anmassende, som whiskyen (ja, det var jo ligegodt whisky, og ikke cognac, som jeg først troede) i den alt for tynde Imperial Stout, jeg sidst prøvede.

Oven på hin stærkt skuffende dunkle oplevelse gør denne mørke øl godt. Den er mere end adækvat bitter allerede fra starten med aroma af hasselnødder og ledsagende kaffeessens til at levere fylden. En rar og blød vanillefinish leverer også en smule fylde, men aldrig nok til at brygget ikke fortsat føles lidt til den letflydende side.

Men hvor fylden måske har en smule tilbage at ønske, kompenserer smagen så nydeligt. Især eftersmagen overrasker. Der vokser bitterheden af hasselnødder til en mægtig aroma, der trods vældig bitterhed stadig er rar. Rommen titter endelig frem som et velplaceret alkoholstik til gummerne lige under mandlerne. Det passer fint ind i det overordnede billede, og giver lidt variation, så brygget også formår at være helt sit eget, frem for en tyndslidt variant over emnet.

Og smagen holder hele brygget igennem. Det er en øl, der fungerer fint til helaftensfilm og lange middage med mørkt kød – endda selvom det er letflydende.

4-stjerner

Willemoes Jul 2015, Vestfyen

2015-12-24 12.42.08Juleslendrian …

Så er Julen – i hvertfald hvad formelle juledage angår – for længst overstået. Danmark er et land, hvor det private erhvervsliv lader sig styre af den yderste højrefløj til at udstøde mennesker med fremmedklingende navne, og verden er pludselig blevet et meget meget mere stille sted – på den helt forkerte og meget ubehagelige måde. Nuvel, i det mindste er dødsriget nu ikke bare et meget muntrere sted at være, nu er musikken dernede pludselig også blevet langt mere awesome. Og jeg tør vædde på, at Jan og Lemmy får sig et par solide Pints i helvedes værtshus, hvor Michael Jackson siden 2007 har været bartender.

Men udover det, har jeg nydt bare at kunne tage en slapper. Jeg arbejder ganske vist, men børnene skal ikke bringes i børnehave, og verden kører bare i et lavere gear … det er egentlig bare rart, men det måtte også gå ud over anmeldelsesfrekvensen.

Så nu er det til tasterne igen. Det gælder den øl, jeg nød juleaftensdag. Jeg åbner gerne en stor øl, som jeg så patter på i et par timer. I år blev det Willemoes Jul 2015 – måske fordi jeg havde set andre give den god omtale, men jeg kan faktisk ikke huske det med sikkerhed.

Uanset hvad er det et mørkt bryg som mørke bryg skal være. Ikke kun brygget er natsort, men skummet matcher også nydeligt med en lød af karamelsukkeret til de brunede kartofler – Jul 2015 indeed!

Brygget dufter fyldigt af valnødder og rom, samt rigeligt med alkohol (Jul 2015 indeed, fristes man til at gentage) I smagen går rommen for så vidt igen – eller i hvert fald rørsukkeret. Sødmen er dermed intakt, mens en ledsagende bitterhed måske tager styringen en anelse for meget – i hvert fald i betragtning af at der er tale om juleøl, der gerne må holde sig sødt. Smågalt ender det faktisk med en tur indenom en tør lakridseftersmag, der afslører manglende kontrol i et ellers vellykket brygresultat.

I den sene eftersmag smelter sødmen og bitterheden dog sammen igen, til et nydeligt nøddebittert og evident julet resultat. Så som et godt juleeventyr, er julen i fare indtil sidste øjeblik – og så ender det hele godt alligevel.

Jeg synes godt, den rigtige jul kunne være endt lidt bedre. Men i nogle menneskers øjne (min fars, fx.) slutter julen først Hellig Tre Kongers Dag – hey, ifølge en gammel svensk julesang varer julen helt til påske (eller i hvert fald til fasten) – så det kan jo nås endnu.

4-en-halv-stjerne

Willemoes 10 års Jubilæumsbryg, Vestfyen

2014-08-17 17.16.43

Et passende jubilæum …

Ti år? Er det ikke længere siden? Det er det åbenbart ikke. Jeg husker første gang Vestfyens Willemoes-brand fra min fars 70-års-fødselsdag i 2008. Specialølbølgen skyllede over landet, og Vestfyen var blandt de første til at gøre de nye produkter tilgængelige for et bredt publikum. Hvor forbeholden jeg gennem årene ellers har været over for serien, må jeg (efter venlig påmindelse fra Ole Madsen, Ekstra Bladet) indrømme den en væsentligt betydning for udbredelsen af og succes’en med specialøl i Danmark.

Og generelt har de jo scoret nogle pæne bedømmelser. Men aldrig uden at snyde. Der er altid et eller andet mere eller mindre obskurt tilsætningsobjekt, der diskvalificerer en karakteristik som rent bryg. Det gælder alt fra diverse sukkerarter over mere eller mindre skumle aromastoffer til egentlige kemiske tilsætningsstoffer, som man i det hele taget burde undgå. Så galt er det heldigvis ikke med jubilæumsbrygget, der ‘kun’ er tilsat rom.

Rom er som bekendt uløseligt knyttet til søfart, og vi skal ikke glemme, at serien er opkaldt efter søhelten Peter Willemoes, der voksede op på Fyn. I dette lys er tilsætningen ikke blot tilgivelig men faktisk også passende.

Brygget er en ‘Imperial Brown Ale’, og dermed er der ikke sagt for meget. Brygget er natsort men uden en stouts mørke skum. Jeg har set – måske ikke pilsnere, men sikkert IPA’er med mørkere skum. Her er det gyldent, og iøvrigt venligt flødeagtigt cremet. Duften er ret ligetil. Nogenlunde tæt, men uden den kanonade af kraft, søfarts- og søheltetemaet ellers lægger op til. Karamel og kaffe blander sig elegant med en snert af chokolade. Det er også klassisk, men ikke ligefrem originalt.

Indledningsvis bæres brygget af søde noter. Mørk chokolade med karamelcreme fylder munden så det føles rart. Lidt senere tager en fortrinsvis bitter eftersmag af kaffe over. Rommen mærkes som en let alkoholisk fylde, der formår at stikke lidt i næsen og brænde i brystet. Også det føles da rart, venligt og … lidt for velkendt.

Man tager heller ikke sig selv i at nippe til brygget. Der skal et vist kvantum til, før brygget smages ordentligt, og selvom søfartstemaet er beroligende lidt præget af vand (det være sig hav-, brak- eller fersk-) mangler jeg ekkoet af slaget på Reden, hvor Willemoes fik sin udmærkelse og slaget ved Sjællands Odde i 1808, hvor han blev dræbt af fjendens kugler. DAMN YOU ENGLAND!

4-en-halv-stjerne

10 års Jubilæumsbryg, Skands

2014-08-15 17.25.17

God – men næppe til prisen

Og hermed starter nedtællingen til øl nr. 500 på min blog. Fra nu af følger en række af særligt interessante øl, som jeg nøje har udvalgt som dem, der skal lede op til den store finale om 5 øl.

Skands har jubilæum i år. Det er åbenbart 10 år siden, at Vestegnsbryggeriet med base i Brøndby blev grundlagt. Det fremhæves ofte som et særkende ved bryggeriet, at brygmesteren er en kvinde. Som sand feminist konstaterer jeg blot tørt, at brygmesteren er … brygmester! Nae more nae less! Except – a good one at that! For flere gange har bryggene fra Brøndby bragt både velsmag og gode oplevelser, omend indtrykkene andre gange har være mere på det jævne.

Fælles for deres øl er, at de er dyre. Til gengæld fås de ofte i en passende smagsprøveemballage på 25 cl. – lige nok til en grundig smagning, helt uden at man behøver blive pløret i processen.

Aftenens øl var imidlertid kun dyr. Den kunne kun fås i mikrobryggenes standardemballage à 50 cl. Men til gengæld for de lige knap 40 kr. for det kvantum, fik man et bryg på hele 10%, hvilket i det mindste er en nogenlunde rimelig PPK ([alkohol]procent pr. krone)-værdi.

Flot er det også. Dybt rødbrunt med højt, tæt og ganske klæbrigt gyldenorange skum. Brygget emmer sødt af karamel og andre sukkerderivater på en maltet bund, så ølindtrykket ikke udebliver.

Sukkerderivaterne går igen i smagen. Honning blander sig med mørk sirup og et stænk af anis. Det er først og fremmest sødt, men også vældig fyldigt og lige tilpas krydret til, at det stadig fremstår som øl, og ikke som et bryg, der bliver mere eksperiment end et nydelsesmiddel.

Udtrykket er meget velafstemt, og der er ingen forstyrrende bismage eller disharmoniske indslag til at skåre en perfekt afrundet smagskollage af sødt, krydret og blidt varmende alkoholisk romfornemmelse. Brygget er til dette formål tilsat rom, og det kan jeg jo ikke undgå at opfatte som snyd.

På den anden side fremstår brygget – sin velsmag og relative kraft til trods – også meget poleret og kontrolleret. Lidt som når man gerne vil høre noget tidlig Napalm Death, og i stedet kommer til at høre noget Ked Earth (eller ‘Iced Earth’, som der vist nogen, der påstår, de rigtig hedder) eller Dream Theater. Hidsigheden og vildskaben mangler, endskønt kraften da er der, men det er bare ikke det samme alligevel.

Jeg savner vildskab og anarkisme, og selvom det da smager godt ender det også med at være lidt kedeligt og forudsigeligt.

– Og for dyrt.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme