Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: risøl

Thai Cargo, La Debauche

Jeg forstår det ikke …

Jeg slås stadig lidt med mine læsertal. Men lidt har jeg da kunnet ånde lettet op, da jeg i går aftes konstaterede, at antallet af klik på bloggen var nået op over 2.000 og dermed mere end halvvejs op til målet for måneden på 4.000, som jeg satte mig ved årets begyndelse.

Det er imidlertid svært at blive klog på læseraktiviteten. Nu fx i går, tirsdag d. 15. var dagen med næstflest klik denne måned – hele 191 – kun slået af tirsdag i sidste uge, hvor jeg nåede op på 204. Tirsdag er åbenbart en god dag at lægge vejen forbi min blog, og det uanset om jeg udgiver noget den dag eller ej.

For sidste tirsdag udgav jeg anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg, mens jeg i går ikke udgav noget. Det gjorde jeg til gengæld i forgårs, hvor jeg udgav min noget mellemfornøjede anmeldelse af Royal Unibrews ‘Anarkist European Haze‘. D. 7. september, dagen før anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg anmeldte jeg Electric Rattlesnake fra Amager Bryghus. Den kastede umiddelbart ikke mange klik af sig. Faktisk blev dagen for dens anmeldelse den mindst besøgte på bloggen i september, med 67 klik. Det er meget usædvanligt for mine anmeldelser af Amager Bryghus’ øl, der plejer at være nogle af de mest læste.

Jeg har imidlertid bemærket, at det ikke altid er samme dag, en ny anmeldelse får mest opmærksomhed. Det kan i vid udstrækning også falde dagen efter. Jeg skriver gerne en anmeldelse mandag, da den generelt er en sløj besøgsdag – for lissom at begrænse katastrofen mest muligt. Ikke at det nytter meget på selve dagen, men med lidt held kommer der et peak dagen efter i stedet.

Eller gør der nu det? I så fald burde man også forvente pæne besøgstal d. 9 september, dagen efter Forårsbrygs anmeldelse. Læsertallet falder heller ikke katastrofalt, men dette skyldes nok anmeldelsen af Kaiserdoms Helles Vollbier … tror jeg da nok. Den formåede nok at trække nogle læsere til samme dag den blev smidt på bloggen, mens effekten lader til at være taget endnu mere af dagen efter, hvor antallet af læsere er under 150.

Antal klik på bloggen 6-16 september. Electric Rattlesnake udg. 7. sep, Forårsbryg udg. 8 sep, Helles Vollbier 9. sep, St. Omer 12. sep, og Anarkist European Haze 15. sep.

Nogenlunde mening giver statistikken i weekenden, hvor St. Omer blev anmeldt om lørdagen, til umiddelbar nydelse for læserne. Den formåede til gengæld ikke at trække mange læsere til om søndagen, hvor man ellers skulle tro at læserne også har nogenlunde ro til at læse eventuelle anmeldelser, jeg smider op.

Summa-summarum. Jeg kan ikke se noget system i læserfordelingen. Nogle gange genereres læserne af en anmeldelse samme dag. Nogle gange dagen efter, og nogle gange … bare ikke sådan rigtigt i nogen særlig signifikant grad. Jeg har derfor ikke nogen særlig strategi for udgivelse af mine indlæg i løbet af ugen. Men da læserfordelingen ser ud til – i det store og hele – at være tilfældig, kan man vel lige godt argumentere for en fast anmeldelsesplan, som en fortsat afståelse fra samme.

Jeg vil overveje i de kommende dage, om jeg vil vove et forsøg med at anmelde mere systematisk på bestemte dage. Input modtages meget gerne i kommentarerne, og jeg undskylder i øvrigt for den tørre indledning på dagens anmeldelse. Men læsertal er ikke desto mindre noget, jeg som blogger bliver nødt til at forholde mig til nu og da. Men nu til dagens øl.

La Debauche har jeg haft fat i to gange på bloggen allerede, men jeg er endnu ikke nået til at lave en rigtig anmeldelse af deres øl endnu. To gange med ret kort mellemrum er jeg stødt på dem på ølfestivaler i København. Det skete sidste år, dengang for sindssygt mange år siden, hvor ølfestivaler stadig var noget, der blev afholdt. Nu om dage, er det noget, der hele tiden bliver aflyst eller udskudt.

Ja, det føles længe siden, vi havde en verden, der fungerede nogenlunde normalt. Men det er ikke kun Coronavirusset, der har vendt op og ned på verden. Californien står i flammer, og resten af USA står med en præsident, der vil gøre alt for at snyde sig til genvalg, formentlig med endnu større globale katastrofer som konsekvens.

Så det skal nok komme til at gøre rigtig meget mere ondt. Og om det nogensinde kommer til at gøre godt igen? Derom har i hvert fald jeg min tvivl.

Men tilbage til bryggeriet – franske La Debauche. Ordet har sin ækvivalent på engelsk – debauchery – som ikke sådan lige lader sig oversætte til dansk. Men ‘dekadent vellystighed’ eller ‘liderlighed’ finder jeg selv en rammende, omend – indrømmet – ikke videre mundret oversættelse. Dekadente er eksperimenterne i hvert fald. På Copenhagen Beer Festival 2019 bød bryggeriet på traditionel Kriek og Stout tilsat mandelmælk. På DØE’s Ølfestival i Lokomotivværkstedet senere på året havde de nærværende øl på programmet, og det var der min hyppige medsmager Marcus var så venlig at købe den til mig … altså endnu en øl, der har fået lov at stå i noget tid. Men det kan man godt, når det er mørkt øl, det drejer sig om. Ikke mindst alkoholvolumen på 11%.

Brygget indeholder ingredienser nok til at give en traditionel tysk brygger to hjertestop samtidig. Gurkemeje, citrongræs, grøn chili, galanga, kokosnød og lime. Desuden stammer en del af malten fra ris. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at lave en video med afprøvningen af brygget, men da min gode ven på nettet, Geoff Breeze aka Godless Scummer inviterede mig og nogle andre online venner ind til en livestream i søndags, tænkte jeg at det da også talte som en slags video. Så der blev den behørigt nydt til senere anmeldelse her.

På streamen kan man observere mig holde flasken under næsen i rigtig lang tid. Jeg sidder faktisk og sniffer øllets fine em af velanrettet thai-middag med lige dele fryd og begejstring. Rent lugtesalt, der næsten gør duftoplevelsen i sig selv åbningen værd.

Men – skænkes skal det nu alligevel. Kulsort, tykt som tjære, og fortsat afgivende em af thaikøkken klukker det træge bryg modvilligt ned i glasset. Skummet er overraskende nok ikke særlig højt – men det skulle da også snart være det eneste, man kan brokke sig over. Den smule der er, er fortsat en ren fornøjelse at beskue, som det ligger tæt og chokoladefarvet over den tætte nat.

Aromaen trækker i en lidt anden retning; en blanding af kaffe, sødet kokos og kakao. Hvis ikke denne blanding allerede findes på hipsterkaffebarer på Vesterbro, så claimer jeg hermed ideen som min. Når jeg i fremtiden trækker royalties, tror jeg nok, at fremtid og alderdom er sikret.

Med tiden ændrer smagen en smule karakter, og lakridsnoterne sætter ind. Kakao-kokos-kaffe-blandingen omdannes nu elegant til flydende lakridskonfekt … (der var endnu en sød cocktail for hipsterne!) … for nogle vil det sikkert være alt for meget – for sødt og intenst. Men jeg elsker det, og vil bare have mere …

… og der er det så, at der dryppes en lille smule malurt i bægeret – eller rettere; lidt for meget chili. Det starter med en skarp kant, som man intuitivt opfatter som alkohol. I begyndelsen føles det som cognac, så som tequila – og så vidt er det fortsat en spændende, underholdende og nyskabende fornøjelse. Men nu træder chilien alligevel lidt for meget frem. Den begynder at brænde en anelse på tungen, og træder derfor ud af den ellers vellystige, spraglede og ganske rigtigt dekadente aromakomposition. Den ender som en bismag frem for en af mange ting, der velsmurt leverer en ellers perfekt koreografi.

Men det er en skønhedsfejl – allerhøjest. Brygget er mere end oplevelsen værd, og en knivspids (højest) for meget chili dræber bestemt ikke begæret efter mere …

Leute Bokbier, Brouwerij Van Steenberge

Bock eller dubbel?

Det blev til mange øl den aften. Og det tror pokker. Marcus og jeg mødtes kort før klokken otte om morgenen på Vesterport station for at afhente den varevogn, jeg havde lejet til flytning. Derpå gik det i paniktempo med nedpakning og rengøring – med kompetent hjælp fra Marcus’ bror Joachim og min gamle far, der i en høj alder stadig formåede at give et uvurderligt nap med.

Kvart i et om eftermiddagen var pakningen overstået, motoren på AVIS’ Mercedes Sprinter blev startet, og foran lå en i det store og hele begivenhedsløs – men flot – tur gennem næsten hele det danske land. Mestendels dog med en meget bred gråsort stribe i synsfeltet – og en helvedes masse biler. Det lykkedes os næsten ikke at køre forkert, og på trods af jævnlig berøring af rumleriller (der er forskel i bredde på en VW Fox, min fars gamle bil, som jeg brugte indtil den blev skrottet, og en Mercedes Sprinter varevogn) og en bro over Vilsund, der kom meget meget pludseligt efter en dejlig lang og stejlt nedadgående bakke i et langt, jævnt venstresving, der pludselig blev ret så skarpt, kom bil, passagerer (Marcus, min eks’ kanin Aristoteles, og min kongepython Vladimir Bekhterev) samt fører frem uden skrammer.

Klokken halv syv parkerede vi vognen ud for min nye adresse i Thisted. Klokken kvart i otte var alt mit habengut, takket ekstra hænder i form af min eks’ nye mand (ja, eksægtefolks nye ægtefolk kan man faktisk sagtens være fine venner med) slæbt ind i min nye lejlighed, og så skulle man ellers tro, at det endelig var blevet tid til en pause og en kold … men nej!

Lejebilen skulle også afleveres – et godt stykke ud ad Østerbakken (et af de få steder i Thisted og omegn, der ikke er omgivet af smaragdgrøn naturskønhed, men tværtimod ligner en af Randers’ indfaldsveje med store flade og kedelige erhvervslejemål så langt øjet rækker) skulle kareten køres. En fra oven betragtet nok komisk scene udspillede sig, da Marcus og jeg febrilsk stæsede rundt på parkeringspladsen i forsøget på at finde nøgleindkastet. Panikken bankede imidlertid ikke bare på, i min asperger- og ADHD-hærgede hjerne. Den hamrede faktisk løs … indtil vi omsider fandt en stor metalplade, hvorpå der endda meget entydigt stod ‘Nøgleindkast’.

Og der endte nøglen så. Jeg har ikke hørt noget brok fra udlejeren, så den operation lod til at være eksekveret efter forskrifterne. Nu var der bare gåturen tilbage til Thisted – i underskøn aftensol og egnens friske luft, der nok var aldeles fri for gyllelugt og andet, man undertiden må binde an med – men til gengæld også var præget af samme egns skarpe, kølige, stive kuling fra vest. Kloge og forudseende som vi ikke var, havde vi ikke iført os overtøj. En tynd skjorte over min t-shirt gjorde mig marginalt bedre beskyttet end Marcus – der kun havde sin t-shirt.

Men raskt gik det. Der var rigeligt med kolde øl i vente. Og skønt vi var langt fra hovedstadens eksorbitante åbningstider, der nogle steder strækker sig til efter klokken 23, så lykkedes det os alligevel at nå tæt nok på midtbyen til at finde et supermarked, der først lukkede klokken 21, så vi kunne redde os noget hurtig aftensmad.

Klokken var vel omkring kvart over ni før vi endelig kunne sætte os ned og slappe af med et par kolde øl. Lidl i Thisted – det var der, vi handlede – viste sig at være noget bedre forsynet med specialøl end de filialer, jeg frekventerede i København, så har man set det med, og denne belgier kom med af for mig uvisse årsager – det var Marcus, der fandt den.

En rubinrød øl, hævder etiketten. Deri, vil jeg fastholde, har etiketten aldeles uret. Det er derimod et meget mørkt bryg, som måske ved gennemlysning vil afsløre sig som rødt, men som ved skænkning fremstår aldeles sort med en ikke ueffen porøs off white skumkrone.

“Bock er ellers noget, man mest gør sig i i Tyskland og til dels Tjekkiet,” kauserer Marcus i sædvanlig stil, “men belgierne holder sig jo ikke for fine til at pille ved ting, andre tænker ‘det skal du da ikke pille ved’. Det er en af de der kulturforskelle …”

Han kan jo ikke lade være. At Marcus i emnet om overgreb i Belgien er på ofrenes side er jeg ikke et sekund i tvivl om. Så han får lov i begrænset omfang at udspy sine upassende tirader her, så længe jeg vurderer at det tjener det formål at reproducere viden og bevidsthed om de skrækhistorier om mishandling, Belgien har været udspring for. For en lidt grundigere gennemgang med henvisninger, kan man læse eller genlæse dette indlæg.

Tørsten var over os, så vi fik aldrig snust til brygget, før glassene blev sat for munden.

“Hold da op!” udbryder Marcus, “den smager mere som en dubbel end en bock. Den har rigtig meget belgisk sødme. Men nu er det jo også en belgier. Belgierne har jo notorisk lommerne fulde af slik …”
Idet jeg ignorerer Marcus’ syndflod af hentydninger, svarer jeg tørt “ja, den smager godt nok ret sødt.”
“Som en gammel mand i lang frakke med lommen fuld af søde sager.”
“Ah, den smager dejligt!” bryder jeg ind – næppe uden irritation over at Marcus på dette tidspunkt kører i samme rille (en vane jeg selv slås en del med at overvinde, indrømmer jeg gerne), “den har en rigtig god eftersmag af kaffe, dejligt bitter, ovenpå en lækker sød smag af brun farin …”
“Jeg synes altid vi snakker om brun farin,” brokker Marcus sig.
“… hvor det bitre i sukkeret rigtig træder frem i eftersmagen, og slår over i en særdeles klædelig kaffearoma.”

Marcus causerer herefter over, at anmeldelsen skal ses i lyset af aftensmaden – to frysepizzaer pimpet med blåskimmelost og stærk, tysk salami, samt seks middelstærke øl, men at han derudover faktisk bifalder min karakteristik.

Vi plejer at være nogenlunde enige om, hvad godt øl er, Marcus og jeg, men at han sådan erklærer sig enig i min smagsoplevelse 1:1 er usædvanligt. Vi plejer gerne at komme op at skændes om, hvad en øl egentlig smager af, selvom vi er rørende enige om kvaliteten.

En antydning af uenighed viste sig ikke desto mindre i vurderingen af, hvorvidt brygget var en smule vandet. Hvis overhovedet lod dette til at irritere Marcus mere end mig. Angående den fra stilen afvigende aroma og mundfornemmelse anførte han desuden, henvisende til vores fælles anmeldelse af Shepherd Neames noget skæve IPA, at en øl jo ikke behøver slavisk og stereotypt at opvise sin types ortodokse karaktertræk for at være en ordentlig øl.

Vi var, i begejstringen over et veludført stort dagsværk, kommet til at drikke så mange øl, at vi helt glemte karaktergivningen. Selv vil jeg give den …


… hvilket jeg ved med sikkerhed, at Marcus ikke vil. Han er kategorisk imod at give halve stjerner.

Men jeg må spørge ham, når jeg ser ham igen, hvad han ville give den, og så eventuelt opdatere indlægget til den tid.

Nile Special, Nile Brewing/Sabmiller

2017-07-27 19.14.30Imperialismen nager …

En læser ved navn Niels, der bor i nærheden af Lille Skensved er gift med Alice, hvis bror Fred for et par uger siden var på besøg hos dem. Med sig havde han en øl hjemmefra fordi svoger Niels havde fortalt om en eller anden fjollet starut i Brønshøj, der nok ville synes, det var spændende at anmelde en øl fra Freds Hjemland.

Fred bor nemlig ikke sådan lige om hjørnet – næh, han bor i Uganda.

Der er dermed sat flueben ud for det sidste kontinent, jeg manglede at anmelde øl fra. Omsider er det lykkes mig at opstøve en øl fra menneskehedens vugge, Moder Afrika, nærmere bestemt Uganda, at anmelde.

Ud over at være kontinentet, hvor mennesket efter al sandsynlighed opstod som art for et par millioner år siden eller deromkring, har det siden senmiddelalderen også været det mest plagede og pinte kontinent. I århundreder udnyttet på det groveste, udplyndret og martret af især den hvide mands grådighed, selvom kineserne vist også skulle være godt med efterhånden.

Det kan også ses på denne øl, hvis man kigger lidt efter. Nok er bryggeriet det lokale Nile Brewing Co. – Det bryggeri viser sig så at være opkøbt af, og øllet brygget under licens fra Sabmiller, verdens næststørste bryggeri, der sidste år blev opkøbt af det største – det for sin grådighed og fortyndethed berygtede Anheuser-Busch Inbev. I moderne tid er imperialismen i samme grad som tilforn til at tage at føle på i menneskehedens vugge.

Og det er ikke kun i ejerskabet af bryggeriet, de nordlige og vestlige uvaner viser sig. Brygget er tydeligt skåret efter en i vesten meget velkendt skabelon, nemlig den tyske pilsner. Smagsløgene (og håbet) indstilles derfor på den positive overraskelse, idet forventningen i betragtning af producenten – ikke geografien – næppe formår at løfte forventningerne særlig meget over den centralafrikanske savanne. Farven kunne ellers godt passe til det gullige græs – eller hvad det nu er – man tit ser på flotte billeder i natur og kultur-programmer fra området. Duften er desuden på et lovende niveau frugtig og malt-karamelsød allerede ved åbning. At brygget yder aroma allerede før skænkning – om det så er nok så svagt – er sjældent et dårligt tegn.

I smagen afslører brygget sig nu som det, det er – og det er ikke en farveri Masai, en vild løve, eller et stateligt baobab-træ. Det er lige præcis det, det ligner allermest, og i øvrigt det, det på frontetiketten foregiver at være, nemlig en Premium Lager – eller pilsner, som vi ville sige. Pilsner ville uganderne nok også have kaldt den, om deres koloniherrer havde været tyskere og ikke briter. I så fald havde de måske så også undladt tilsætning af ris, som i Tyskland er noget grissefy.

Men som Premium Lager gør den det nu også ganske hæderligt. Den byder på en rar maltfylde, kombineret med en venlig og mærkbar bitterhed bagtil. Hårdt træ og en antydning af enebær giver en krydret kant. Samlet set hopper den dog i samme vandhul, som de europæiske pilsnere har plasket rundt i siden Australopithecus Afarensis’ – eller Lucys – dage. Afvigelserne i form af lidt mere sødme og lidt mere krydderi ændrer ikke ved, at øllen har langt mere til fælles med de tidligere koloniherrers bryg, end hvad der adskiller den derfra.

Dér er der i det mindste én interesse, Afrika, Europa og den øvrige verden må dele – at få hævet den globale ølkvalitet til glæde for alle.

2-stjerner

Mongozo Premium Pilsener, Huyghe

2017-07-23 18.02.19Smagsfri?

Det var på Føtex Husums køb-billigt-eller-der-bliver-smidt-væk-hylde, at jeg fandt denne øl til, hvad jeg må formode er stærkt nedsat pris. Det manglede også bare, når man får så lidt med. Ingen kunstige tilsætningsstoffer eller sprøjtemidler i og med at brygget er økologisk … Ja, hvis Esben Lunde Larsen da ikke ligefrem holder sig på mindst en kilometers afstand af dette bryg, da det formentlig ville få ham til at smelte ved berøring, så ville det nok gøre ham rødglødende af raseri – but I digress … Desuden er brygget glutenfrit, hvilket gør det sikkert at drikke for cøliakere samt for – såfremt det glutenfri formidles videre – folk der bare generelt er pivede og hys over, hvad de putter i munden. Endelig er brygget Fairtrade, hvilket nok gør brygget giftigt på linje med cyanid og stryknin for medlemmer af Liberal Alliance, mens alle andre kan drikke det med den grad af nogenlunde-til-OK samvittighed det giver at vide, at arbejderne bag brygget undtagelsesvis er aflønnet med et eksistensminimum i stedet for væsentligt mindre.

Mistanken, der uvægerligt må melde sig med sådan et lille konceptuelt vidunder – tilsætningsfrit, glutenfrit og slaverifrit – er om det monstro også er smagsfrit. Rent, sådan i Reinheitsgebotforstand er det i hvert fald ikke, da det til dels er brygget med ris.

Det er et meget lyst bryg. Det har samme kulør som citronsaft, men er i modsætning dertil helt klart og gennemsigtigt. Skummet er hverken højt, prangende eller holdbart, og kollapser umiddelbart efter skænkning. Duft er der heller ikke meget af. Såvel vag som svag er bouqueten af småsyntetisk, letmetallisk pilsnerhumle.

Og på trods af alle de gode intentioner, navnlig økologien, fortsætter de syntetiske noter i bryggets meget lette krop, uden at brygget dog bliver decideret ubehageligt på nogen måde. Tværtom er den letmetalliske synteticitet slet ikke uden ynde. Og med en i øvrigt rar aroma af velmaltet korn med en snas karamel formår brygget da faktisk også at behage en kende mere end blot at fungere som ren tørstslukning.

Bitterhed og anden humlesmag må man derimod lede længe efter. Det tætteste man kommer på er en svagtglødende fuselfornemmelse i mundhulen. Når først man opdager det er det for så vidt ganske rart, men også det er for svagt.

Men fair nok – helt smagsfrit er det da ikke.

2-stjerner

Hitachino Nest Redrice Ale, Kiuchi Brewery (Shopping Spree 1.0 II)

Ikke en Cream Ale2017-06-16 17.42.37

Jeg er blevet hjemsøgt af en af mine hyppigt tilbagevendende dæmoner. Den mørke stout fra kælderen er det heldigvis ikke denne gang, nej, det er snarere ovenfra. Som en høg hænger den over mig – eller rettere en emsig chef, der pacer mig frem med evindeligt “kom nu i gang. Kom nu i gang”.

Jeg skal ikke brokke mig, for skylden er egentlig min egen. Det er i bund og grund en ret kedelig historie, som I selvfølgelig ikke får lov at slippe for. Jeg skulle selvfølgelig sidde lørdag aften og diskutere med Flat Earthers, altså stakler med sølvpapir om kraniet, der tror at Jorden er flad og ikke kugleformet … som om det ville føre noget som helst med sig, altså ud over god underholdning og bekræftelsen af, at der findes nogle mennesker, der rent faktisk er mere ynkelige og fortabte end én selv.

Som ledsager til underholdningen røg der tre gode øl fra lageret i glasset og ned i halsen, og på forhånd manglede jeg at anmelde endnu en øl – den som jeg skal til at skrive om her, når jeg engang er færdig med at snakke udenom.

Dæmonen, der nu atter hænger over mig som en høg er altså hængepartiet. Velkommen tilbage til det, og fire øl i kø til anmeldelse.

Jeg starter med Redrice Ale fra det japanske mikrobryggeri Kiuchi Brewery. Dem har vi har fat i for lidt over et år siden, hvor jeg anmeldte deres økologiske Espresso Stout. Angiveligt er det karakteristisk for asiatisk øl, at det er brygget på ris. Det er vel traditionelt på en eller anden måde, og dette har Kiuchi så bygget videre på ved at bruge røde ris i stedet for at nøjes med hvide (eller *bvadr* – parboiled). Røde ris er rigtig lækre. Desværre koster de også kassen, og skal koges væsentlig længere end almindelige ris, men nøj, de er mums! Det oplagte spørgsmål er, om de også gør noget godt for øllet.

Man får i hvert fald nemt den mistanke, at øllet tager farve efter risene. Det er mere rødt end brunt, og kun ganske svagt skummende. Men flot i farven er det uanset, selvom Untappd’s betegnelse som Pale Ale forekomer mig en kende søgt. Brygget gør ikke meget ud af duften – letsyrlige, men modne æbler møder næsen. Rart, men ikke videre markant.

Ris siges at give smoothness. Det er derfor man nogle steder bruger løs af det, når man laver cream ale – to no avail (nej, jeg går aldrig af vejen for et plat rim). Den smoothness mærker man her, kombineret med en letbitter, cremet aroma af søde nødder, paranødder måske – eller også er det blot aromaen fra de røde ris, der faktisk smager lidt i den retning. Små krydrede noter af kardemomme støder til, sammen med en mere markant sødme af vingummi. Ifølge Preben Bøje fra DTU skabes denne sødme af dextriner, lange sukkerstrenge, som gær ikke kan nedbryde og som derfor bliver markante, når man fx i quadrupler gærer brygget flere gange.

Tanken strejfer mig, at de temmelig hårdføre røde ris har gjort dette nødvendigt på en eller anden måde, men det er selvfølgelig ren spekulation, som jeg ikke har noget belæg for. Modsat i øvrigt Flat-Eartherne der har tusinder, hvis ikke titusinder af dårligt producerede YouTube-videoer og memes til at bakke deres synspunkter op.

Overordnet er det en på den fede måde let og mangefacetteret oplevelse (øllet – ikke debatten med Flat-Eartherne, forstås), selv eftersmagen er kun let gæret og kun på en måde, der udvider øloplevelsen. Gad vide om det er sådan, de der cream ales egentlig skal smage? Vel, i så fald har japanerne knækket koden og det endda helt uden at kalde det en cream ale.

4-en-halv-stjerne

Lucky Buddha, Cheerday Brewery

2016-03-31 18.34.32‘Light’, snarere end ‘Enlightened’ …

Ikke ulig – langt fra endda – situationen på Amager Bryghus, da jeg valgte ‘Marry Me in Rio‘, blev denne øl også valgt udelukkende på dens ydre fremtrædelse. Jeg fandt den i Fish & Beer på Amagerbrogade da jeg forleden indløste et gavekort, jeg fik til min 40 års fødselsdag. Den så sjov ud – så den skulle med, og en added bonus var det desuden, at brygget var fra Kina, så jeg også kunne få dét land med på min rejse gennem ølverdenen.

Flasken har form som en statue af den indiske prins Siddhārtha Gautama, måske bedre kendt som Buddha Gautama … Endskønt jeg har en baggrund på det nu hedengangne Institut for Religionshistorie på Københavns Universitet, har jeg aldrig interesseret mig voldsomt for fjernøstlig religion (spørg mig gerne om især senantikken og det gamle Norden) så meget mere vil jeg ikke gå ind på den sag, ud over hvad de fleste godt ved. Via fornægtelse af sig selv og denne verdens gods skal man i sidste ende opnå total opklaring og frigørelse fra karma-samsara, den evige række af genfødsler. Den efterstræbte tilstand af oplysning (diskret markeret på flasken som en undertitel på øllet; “Enlightened Beer”), som indtræder ved den totale frigørelse af sindet fra materien og lykkelig forening med den totale intethed, kaldes Nirvana. Dem har jeg aldrig været helt så stor fan af, som fx. Pearl Jam og Melvins, der er fra samme geografiske område og ca. samme tid. Men det er et spørgsmål om smag og behag, der ikke skal skille os ad.

At anbringe religiøse personer på en ølflaske i det hele taget, synes jeg til gengæld er friskt. Der skal nok være nogle, der er rasende over det, herunder sikkert flere sekulære, der synes, det er respektløst over for religionen at bruge den som løftestang for salg af alkohol. Uden at ville gå ind i en længere diskussion om markedskræfternes ufølsomhed vil jeg blot markere, at jeg ikke er en af dem. Som vi engang lærte af South Park ender vi med ikke at kunne sige eller gøre noget som helst, hvis vi hele tiden skal tage hensyn til alle.

Til gengæld kan man roligt sige om brygget, at det i hvert fald ikke bare har fløjlshandskerne, men snarere et par store, fluffede, varme, bløde grydelapper på i omgangen med konsumenten. Brygget er en pilsner, piftet op med ris – endnu en parallel til Marry Me in Rio – men altså undergæret, og holdt i det meget lyse, uengagerede og næsten dovent karbonerede, der er kendetegnende for det allermest konservative pilsnerbryg.

De allermest kræsne og kvalitetsforskrækkede ville måske rynke på næsen ved åbning, da brygget faktisk formår at frigive lidt spontan aroma af frisk græs og lime i en diskret romessens. Men bare rolig, voldsommere bliver det ikke – eller, i betragtning af, hvem læserne af min blog nok er – desværre …

Smagen sætter ind nærmest med det rene ingenting. Den tilsatte ris giver brygget en fløjlsblød berøring mod tungen og en antydning af noget sødt. Dette stiller op som en umiddelbar modvægt til den friskhed, det syrlige græs-og-lime-indslag i duften indbød til. Sødme og syrlig friskhed ender med at kvæle hinanden. Begge dele kunne ellers have været rart. Resultatet minder måske nok om Nirvana for så vidt, at det ikke rigtig smager af noget.

Enlightened? Man skal vist være hardcore buddhist, hvis man seriøst kan finde oplysende nydelse i dette bryg. Her på min blog, har jeg fundet et udtryk, der langt mere dækkende på flere niveauer:

Light.

1-stjerne

Marry me in Rio, Amager Bryghus (Smagsprøve fra Amager Bryghus III)

2016-03-23 12.18.46I hvert fald flot …

Amager Bryghus’ reklamebudget er angiveligt ret lille, for ikke at sige ikke-eksisterende. Der annonceres ikke for bryggene nogen steder – i stedet udbredes kendskabet ved mund-til-mund-metoden, og det er ganske apropos motivet på etiketten, som der til gengæld også gøres meget ud af. Fuldstændig markedsføringsfrit er bryggeriet trods alt ikke, sådan som Brauerei Braunschweig, som jeg stiftede bekendskab med tilbage i december 2014, ellers påstår at være.

Det var også ene og alene etiketten, jeg valgte ud fra. Når der er frit valg, er der rum for at vælge af fjollede grunde, og nogle gange viser valget sig endda at være godt. Ud over at farverne er flotte, forestiller billedet på forsideetiketten et forelsket par i færd med at kysse (mund til mund, som sagt). Det i sig selv er jo fint. Bruger man lidt mere tid på at kigge, opdager man, at det sørme er to af samme køn, der kysser … og af forskellig hudfarve! Okay – progressiviteten slår måske ikke ud i ren og skær avant garde – for rigtig frækt ville det jo først have været, hvis det var to mænd, der kyssede. Det er helt utroligt i en tid, hvor vi bryster os af at være åh så frigjorte, hvor perplekse folk kan blive af at se to mænd der kysser. Helt så langt turde Amager Bryghus alligevel ikke at gå … endnu – det kan være det kommer, og dette er stadigvæk indtil flere skridt i den rigtige retning.

Ellers er ‘Marry me in Rio’ en Cream Ale. Der er godt nok ikke brugt fløde i brygget, men derimod ris. Hvis jeg har forstået ret, er dette bestemmende for denne øltype – så blev jeg så klog. I øvrigt er det ikke første gang, jeg prøver typen. Jeg fik også sådan én, da jeg var på pub i London.

Det er et lyst bryg uden den store skumdannelse. Duften er lækkert krydret med lige dele grannåle og søde jordbær. Voldsomheden med hvilken brygget dufter er dog noget afdæmpet. Det er ikke et bryg, der udløser sin bouquet, straks det bliver åbnet.

Brygget leverer en skarp initial bitterhed nydeligt afrundet med en luftig jordbæressens i mundhulen. Fylden er dét i brygget med mest karakter og styrke, og jeg husker i hvert fald i skrivende stund, hvordan brygget, jeg prøvede i London, føltes på nogenlunde samme måde.

Her er smagen dog væsentlig mere nærværende, og som man nyder mere af brygget træder en markant, skarp bitterhed mere og mere frem. De søde noter tager til gengæld af, mens fylden består – til gengæld undgår brygget ikke at blive en kende klæg med tiden.

Denne øltype bliver nok aldrig min favorit. Men mundfornemmelsen er om ikke andet interessant, så oplevelsen stadig er nærværende, om det så er med lidt vigende velsmag.

4-stjerner

Sol Cerveza Original, Cervecería Cuauhtemoc Moctezuma

Partyøl på ondt

Som nævnt tidligere var jeg i slutningen af januar på en større ølindkøbstur for at redde mig lidt af alt det nye, der var kommet efter årsskiftet, og som jeg i januar ikke rigtig havde råd til. Denne rædsel, fx, fandt jeg i Fakta Quick, Njalsgade. Øllet opfyldte det vigtigste kriterium for, at jeg vil anmelde det her på bloggen – det var der – og i tilgift kunne jeg mærke, at jeg efterhånden havde lyst til at skrive et par vrisne anmeldelser igen. Selvom jeg ikke kan vide det på forhånd, er Sols rygte trods alt gået i forvejen, som en tynd partyøl, der i spinkelhed og svaghed underbyder selv den anden velkendte mexicanske partyøl, Corona.

Man behøver ikke skænke øllet for at notere sig farven. Flasken er farveløs, og det er som bekendt en advarsel i sig selv. Brygget er kedeligt strågult pilsnersprøjt, men ved skænkning konstaterer man et kraftigere skum, end man kunne forvente. Kridhvidt er det, ganske forventeligt, men også højt, tæt og endda klæbrigt. At dømme ud fra det visuelle, kunne der være en overraskelse i vente.

Brygget byder ikke megen bouquet. Man konstaterer først, at det næppe er øl, brygget lugter af – i så fald er der tale om mislykket øl, da den svage odeur, der trods alt kan mærkes mest er citrusagtigt sur og stikkende af ammoniak. Meget fortyndet ammoniak, ganske vist, men ammoniak ikke desto mindre.

Smagen er … … … ja, man må prøve i et stykke tid, før noget falder én ind. Og hvis ingenting betegnes bedst ved tavshed, fristes man til bare at holde mund. Der er virkelig skruet ned for alle indstillinger i det her humleprodukt, men leder man længe nok, finder man bag den lette, spinkle og vandige fornemmelse en smule usofistikeret sødme af hvidt sukker samt en vag og ganske fjern humleessens uden egentlig bitterhed.

Skummet klistrede – men at skummet fra godt øl klistrer, er kun en tommelfingerregel, quod erat demonstrandum, tør man vist roligt tilføje. Overraskelsen bliver man dog ikke snydt for. At bryggets rygte stemmer så præcist overens med virkeligheden, ser man virkelig ikke ofte, og det er i sandhed en overraskelse. Øllet er tyndt. Øllet er ligegyldigt. Øllet viser ingen meritter overhovedet ud over, at det er til at hælde lige i løgnhalsen uden at holde konsumenten hen med irriterende og forvirrende elementer såsom smag, fylde, aroma eller bouquet, når man skal bælle sig en brandert til. Men man skal være hurtig. For tager man sig blot en liden stund til at smage efter, om der nu alligevel ikke bare skulle være en lille smule at komme efter, fornærmer bundsjatten på mest uforskammede vis med en modbydelig missmag af eddike, der fik undertegnede til at tømme resten ud i vasken.

Sol er ikke en partyøl på godt og ondt. Det er en partyøl på ondt – punktum. Mine tanker går til ofrene for denne væmmelige pseudoøls missmag – og til Prags arme indbyggere, der endnu engang må døje danske (møg)unges hæmningsløse dødsdruk. Hvorfor de danske unge ikke bare bliver hjemme, og tømmer Fakta Quick for dette øl, der faktisk er beregnet til ufin barbarisk fuldskab, er mig en gåde. Hvorfor dog Prag? I Prag er øllet godt – de danske festabekatte burde være skræmt væk derfra for længst.

Man undres.

1-halv-stjerne

Copenhagen, Carlsberg (Det Nye Carlsberg I)

– En moderne fiasko – igen.

Som det fremgår af en af mine tidligere tirader, er Carlsberg begyndt at relancere sig selv med nye produkter, en ny flaske og en masse andet. Oveni er der kommet nogle nye specialøl samt tre nye Carls-produkter til afstemning. Jeg har besluttet mig for at anskaffe mig de nye produkter og teste dem her på bloggen i et nyt tema, som jeg har valgt at kalde “Det Nye Carlsberg”. Det skal så vise sig, hvor nyt det er, – om de nye produkter overhovedet adskiller sig fra det, vi kender i forvejen, og i givet fald hvori det nye består.
Vi starter med et nyt pilsneragtigt ølprodukt ved navn Copenhagen. Hvis ikke det skulle være gået op for et par af læserne, er Copenhagen det engelske navn for København, som nok endnu færre læsere ikke vil vide er Danmarks hovedstad. Copenhagen brygges i Litauen … Den lader jeg lige stå et øjeblik (samtidig med, at jeg håber på, at det nu dæmrer for læserne, hvorfor jeg gik så meget op i at opremse indlysende almindeligheder om øllets titel.)
Øllen “Copenhagen” brygges altså i Litauen, og det er jo i sig selv absurd nok til at skabe tvivl om lødigheden i hele Carlsbergs relanceringsprojekt. Jeg erkender at globalisering er en kendsgerning, og at det øl vi drikker herhjemme ofte produceres langt borte, men derfor er det alligevel tåbeligt at kalde en øl, der produceres 2000 km. fra Danmarks hovedstad for ‘Copenhagen’.
Ølproduktet er et konglomerat af hvede-, ris- og bygmalt, vand, gær, kulsyre og – hold nu godt fast – humlearoma. Og nej, Humle uden suffixet ‘aroma’ er ikke at finde på varedeklarationen. Ikke engang humleekstrakt – nej, aroma – såkaldt naturlig aroma, men at kalde aroma naturlig er en narrehat, der skal få ting til at fremstå sundere eller mindre skadelige, uden at de nødvendigvis er det. Vi har her at gøre med en øl, som jeg ikke engang er sikker på, rent faktisk indeholder humle. Det er allerede en mindre skandale i sig selv.
Og for at føje spot til skade er ølproduktet tappet i en farveløs sodavandsflaske. Det giver den fordel, vil nogen sige, at man ikke behøver skænke det, for at se hvordan det tager sig ud. Det er i grunden også en udmærket service fra Carlsbergs side, at vise øllets fesent gule kulør til skræk og advarsel, så alle, der har den mindste forstand på øl, vil gå i en stor bue udenom. Min undskyldning er den sædvanlige, at jeg vil gå langt for læsernes skyld og teste alle øl, som jeg har mulighed for, uanset hvor hæslige de end måtte være. Desuden anerkender jeg bjergbestigerens begrundelse: Øllet skal drikkes, fordi det er der!
 
Man får til gengæld ikke skummet at se gennem sodavandflasken, så op i et glas må den jo hældes. Her danner der sig hurtigt en relativt høj, hvid og luftig skumkrone, der nærmest larmer, mens den kollapser under sig egen kulsyrepumpede oppustethed. Snuser man til brygget i det korte tidsrum skummet rent faktisk kan ses, bliver man ramt af en decideret sur odeur, lidt som man forestiller sig, at vaskemiddel fra DDR nok har lugtet. Med skummet fordufter lugten imidlertid også, og det er faktisk ikke så ringe endda – hellere et bryg, der ikke lugter af noget, end et, der lugter grimt.
Min kære viv påstod ganske vist, at det lugtede meget af øl, tyndt øl, ganske vist, men øl ikke desto mindre. Jeg anerkender, at min viv har en væsentlig bedre lugtesans end jeg, men jeg kunne ikke lugte noget som helst.
Smagen formår glimtvis at behage – meget mod forventning, men det viser sig også at være en stakket frist. De første par mundfulde udløser en blød, letsød bitterhed, der i modsætning til skummets lugt ikke er det mindste sur, ej heller metallisk. Smagen er dog ikke på nogen måde sofistikeret eller interessant. Jeg vil karakterisere den som en øl for folk, der synes, Corona smager for skrapt.
Efter de første par mundfulde er det i øvrigt så som så med den initiale smag, ligesom lugten hurtigt fordufter fra brygget. En bruset, sodavandsagtig fornemmelse tager hurtigt over – i det hele taget er der bare alt for meget kulsyre i, og måske mere end nogensinde før føler jeg, at det snarere er en danskvand end en øl, jeg sidder med.
Den ikke helt ringe smag i begyndelsen er det eneste, der redder denne øl fra at være en total katastrofe – men en katastrofe er den nu alligevel i et temmelig stort omfang. Det er uforskammet at noget bryggeri vil sende et så ringe produkt på gaden, og jeg finder det fuldkommen uforklarligt, at nogen forbrugere vil købe et så underlødigt produkt.
Men som altid er der en velsmurt marketingsmaskine, der skal få forbrugerne til at hælde de store bryggeriers udrikkelige sprøjt i ganen. Ud over, at jeg måtte lide den tort at ligge på hospitalet for blindtarmsbetændelse, skulle jeg også være udsat for TV3’s TV-reklamer netop for nærværende øl. Det er ikke andet end en gang ligegyldigt, overdimensioneret, billedgejl med en slesk baryton-voice-over – et luftkastel, der er fuldstændig lige så fantasiforladt og kunstigt som nærværende ølprodukt.
Tak for absolut ingenting, Carlsberg. Jeg håber så sandelig, I selv er stolte af jeres relancering. Selv synes jeg indtil videre, den er til at hælde direkte i kloaken. ligesom det bedst sømmer sig med dagens øl.
1-halv-stjerne

Corona Extra, Cerveceria Modelo (Det tynde øl fra Fakta IX)

– Det havde jeg ikke troet!

Dagens øl, der i øvrigt indgår i Faktas faste udvalg af udenlandske øl, har jeg valgt som opvarmning til mandagens release af Cults øl Kay-Sar, der skulle være af omtrent samme type – lyst, mexicanskinspireret partyøl. Det skader ikke, at få et indtryk af øltypen, før man begynder at anmelde dem i stor stil. Jeg kender ikke typen særlig godt, da jeg ærligt talt skræmmes lidt ved tanken om øl, der er lyse og ikke for bitre. Det klinger i mine øren som øl, der er tynde og ikke smager af noget. Nu må vi se …
Alle alarmklokker bimler, når man beskuer produktet Corona Extra. Flasken er klar, og øllet er lyst pilsnerøl og det er ikke en kombination, jeg tidligere har været heldig med. Generelt er det heller ikke noget godt førstehåndsindtryk, at et ølprodukt ligner en urinprøve.
Ved ophældning kan man næsten ikke få det til at skumme. Hvis man vender bunden i vejret på flasken kan man være heldig at opnå sølle 1½ cm. hvorefter det nærmest kollapser med en sjaskende lyd.
Det tydeligt tynde bryg dufter ikke af særligt meget, men alligevel lettes man over fraværet af sur eddikedunst, og glædes moderat over en slet ikke ubehagelig humlebouquet. Smagen er ligeledes ikke specielt fremtrædende, men men men … Og her indtræder så dagens overraskelse. Det kan godt være, at øllet ikke smager af så forfærdelig meget. Til gengæld er den smule aroma, der alt andet lige er til stede, faktisk ganske velbehagelig. Det er en blid og rund humlebitterhed, der nænsomt kilder tungens sider til uventet stort velbehag for mund og gane. Bitterheden masserer blidt smagsløgene bagest på tungen og i ganen efter at øllet er nedsvælget. Det er heller ikke hvad man forventer af lyst øl i en klar flaske.

Man skal heller ikke glemme, at denne type øl kendes syd for grænsen som ‘helles’ altså lyst øl. Selv Flensburger, der er kendt for sine bitre undergærede øl, har ‘Gold’, der også leveres i en klar flaske, og er kendetegnet ved mindre – og rundere – bitterhed og letdrikkelighed. Og når Flensburger hopper med på vognen, og producerer denne øltype, yder det i sig selv øltypen legitimitet nok, til at den ikke bør afskrives som generelt for tynd. Erkendelsen af dette fik mig desuden til at kassere dette billede som præsentation, netop fordi Corona formåede at nedbryde mine fordomme om både øltypen og det konkrete produkt.
Jeg ved også, at øllet er populært festøl, og nu forstår jeg bedre hvorfor. Det er vitterlig en frisk tørstslukker, som samtidig har de væsentlige fordele, at det ikke er for tyndt og samtidig smager godt. Grunden til, at de unge mennesker alligevel tyller pseudocider og andet sprøjt i sig, er nok øllets prisniveau – 13 kr. i Fakta, og det er øllet alt andet lige ikke værd. Det er ganske vist bedre, end man kunne forvente på dets popularitet og udseende, men som øl i øvrigt er det egentlig temmelig uinteressant.
2-stjerner
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme