Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: majsøl

Rødhætte, Albani/Royal Unibrew

Der bli’r ingen Jul i år! – Red Warszawa

Jeg må erkende, at jeg ikke har fulgt helt så godt med i, hvad der er blevet lanceret de sidste par år af juleøl, som jeg kunne – og som det måske forventes af mig, når nu jeg skriver så meget om øl. Jeg ved derfor ikke, om den her egentlig er ny, eller om den skulle have mange år på bagen. Jeg har i hvert fald først lagt mærke til den nu, og har derfor først nu fået den afprøvet til anmeldelse.

Den er en rød pendant til Albanis efterhånden bedagede juleøl ‘Blålys‘. Det hedder produktudvikling, og svarer i store træk til hvordan Star Wars gik fra at være en mægtig, filmhistorisk trilogi til at blive en pengemaskine, der hele tiden skulle koges mere suppe på, indtil konceptet var så udvandet at selv det oprindelige produkt efterhånden begyndte at være ulideligt at se på. Såvidt forventningerne. Virkeligheden har nu det bedste udgangspunkt for at levere en positiv overraskelse.

Men at et bryg udelukkende sælges samlet i seksstyksemballage (i Fakta på Kastet i Thisted), der ikke må brydes, borger ikke for den store kvalitet. Kunden skal erhverve sig et parti, for ‘om man solgte produktet enkeltvis, ville hver kunde kun købe én’, synes tankegangen at være. Tag fx et andet Albaniprodukt, der faktisk fortjener ros – deres Mosaic IPA. Den sælges såmænd både i sixpacks og enkeltvis i flere supermarkeder, fordi Royal Unibrew med det produkt udmærket ved, at kunden vender tilbage, uanset om man køber flere ad gangen, eller enkeltvis. Forventningerne får endnu et nøk nedad som konsekvens af markedsføringsstrategien …

… og nok et nøk, når det viser sig at brygget er tilsat majs, glukosesirup, farvestof og sukker. Det er i sidste ende smagen, der tæller mest, men udenpå ser det ikke godt ud for brygget her.

Brygget skummer højt og gyldent ved skænkning. Brygget selv antager en farve, der er en anelse mørkere end traditionel pilsner. Uden farvestoffet havde det garanteret også set helt anderledes ud. Brygget lugter tungt, småsprittet og syntetisk med en kant af metal. Den væsentligste grund til, at lugtindtrykkene nemt kan udholdes er, at de kun er antydninger af bouquet på et tæt bagtæppe af postevand.

I smagen bydes man på van(d)lig, generisk pilsner med en nemt oversebar kant af syntetisk metalliskhed. Aluminium, vil jeg gætte på. Trækker man, i et forsøg på at fremtvinge bare en anelse mere aroma ud af brygget, luft ind, mens det hviler på tungen, anes en fjern em af kommensnaps.

Brygget mangler således ethvert spor af raffinement. Ikke bare er brygget en pilsner som alle andre, der alene har fået julebetegnelsen hæftet på sig på grund af tiden på året, den er lanceret. Alt hvad der kunne få brygget til at skille sig ud fra den store anonyme masse af andre pilsnerprodukter er grundigt gemt dybt dybt nede i bryggets bundløse dyb af smagsfrihed. De smuler, der kan spores gør til gengæld heller ikke godt, så man kan på den anden side ikke lade være med at glæde sig en kende over, at det overvældende element af vand i brygget også er det, der forhindrer brygget i at blive en prøvelse at komme igennem.

Julen ser med dette bryg imidlertid ud til at være udsat til næste år. Der er ingen fest, stads eller hygge at hente her.

Bell, Uganda Breweries/East African Breweries

Ikke kedeligere …

Jeg går til den med de ugandiske øl. Jeg vil mægtig gerne selv – om ikke lige til Uganda, så i hvert fald betræde det afrikanske kontinent en dag.

Der er så ufatteligt mange ting, jeg gerne vil vide om den store verdensdel mod syd. Næsten alt hvad man hører om Afrika drejer sig om tørke, hungersnød, fattigdom, korruption, terror og krig. Jeg ved imidlertid – fra andre, jeg har talt med, der har været der – at der også er et andet Afrika. Et smukt kontinent, med rare mennesker, der mere end noget andet har lært at klare sig med den smule, Europæerne og andre imperialister har efterladt efter deres hærgen …

… som nu for eksempel (men det er nu altså også kun et eksempel) et ikke videre inspirerende udvalg af øl – bedømt ud fra de hidtidige prøver i hvert fald.

Til gengæld er der denne gang tale om et rigtigt afrikansk produkt. Ja, egentlig ugandisk er det i ikke udelukkende, da Uganda Breweries så tidligt som i 1959 blev opkøbt af det Nairobi-baserede industrikonglomerat East African Breweries. Ja – monopolkapitalismen trives også, hvis man går langt tilbage i Afrikas historie – se hvordan mennesker overalt på kloden ligner hinanden ad nauseam, i hvert fald når det gælder griskhed og ussel mammon. Brandet ‘Uganda Breweries’ lever dog fortsat – lidt på samme måde vel, som Albani, Thor og Faxe for at nævne nogle stykker, stadig lever efter at de er kommet ind i konglomeratet Royal Unibrews omklamring herhjemme.

I modsætning til Eagle Extra fra Nile/Sabmiller/Anheuser Busch Inbev, der indeholdt lokale maltkilder, navnlig maniok, durra og majs, er dette bryg kun tilsat majs, umaltet byg og CO2. Det er for så vidt ikke meget mere et brud på Reinheitsgebot end Grøn Tuborg, der som bekendt også indeholder majs (der var den igen, den der med ligheden).

Ligesom med de forrige ugandiske øl er denne ganske lys og filtreret i en grad så kun den korn-til-citrongule farve afslører, at der ikke er tale om postevand. Til gengæld dufter brygget faktisk af noget – humlen, endskønt generisk, brænder godt igennem med en ledsagende syrlig friskhed der kun gør godt og hverken synes anmassende eller syntetisk.

Så er der smagen … Ja, duften vækkede håbet, men det blev slukket som en glød af de store mængder vand i brygget. Optimisten ville glæde sig over et let og forfriskende bryg, men jeg synes det er tyndt, underligt glat, metallisk og syntetisk i en grad, der alene på grund af de store, kvælende mængder vand nok er forstyrrende, men næppe ødelæggende. En enkel sød note af honning, der også akkurat formår at holde humlens bitterhed oven vande, redder brygget fra at drukne helt i det rene vand.

De store mængder vand til trods leverer malten og humlen, samt de knap så heldige syntetiske metalliske indslag trods alt lidt underholdning til smagssanserne. Det er ganske vist noget forvirrende, uorganiseret og mere udtryk for held, at brygget ikke er blevet decideret ringe. For dermed byder brygget også på en mangfoldighed af indtryk, som den hjemlige industrielle pilsner ikke helt matcher.

I hvert fald skal ingen påstå, at kenyansk-ugandisk øl er tyndere og kedeligere end den gennemsnitlige europæiske industripilsner.

Eagle Extra, Nile Brewing/Sabmiller

Ugandisk standard …

Det kan godt være, man ikke bliver verdensberømt af at blogge om øl. Til gengæld møder man en masse spændende mennesker, og de nye relationer viser sig nogle gange mere varige, end man troede de ville blive.

Da jeg i juli sidste år lagde vejen forbi Lille Skensved for at afhente den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg nogensinde har prøvet, troede jeg, at bekendtskabet med Niels, der via sin svoger Fred havde skaffet brygget, bare ville blive overfladisk og forbigående.

Men nu – snart et år siden – udveksler vi fortsat venskabelige kommentarer og virtuelle smil. Vi ‘klikker’ åbenbart godt som personer (er det ikke sådan man siger), og det har næppe gjort stor skade, at han siden – og nu igen – har anskaffet mig øl, jeg med temmelig lav sandsynlighed ville være stødt på, om jeg ikke var blevet beriget med hans venskab.

Således kom han foreleden kort forbi på adressen i Husum for at aflevere endnu to øl fra Uganda. Når de er anmeldt vil jeg have anmeldt tre gange flere øl fra det afrikanske kontinent end fra Mellem- og Sydamerika (hvis man ikke regner de Caribiske øer med), og lige så mange som fra Australien (hvis man ikke regner samarbejdsbryg med, vel at mærke). Den sydlige halvkugles underrepræsentation vil dermed være en smule formildet af, at det største kontinent i det mindste er det (til dels) bedst repræsenterede.

Altså bortset fra at de afrikanske brands gerne ejes af multinationale konglomeratvirksomheder – men hey, de har vel hjemme i Barbados, Panama eller Cayman-Øerne og hører dermed med til Mellemamerika – og så bliver de vel også repræsenteret lidt bedre, eller … måske ikke …

At der er tale om et meget standardiseret bryg efter europæisk – und ehrlich gestanden – tysk forbillede, bliver hurtigt lige så klart som det industrielt filtrerede bryg selv. Ganske lyst er det – korngult, mere brusende end egentlig skummende, samt med den for standardiseret øl så typiske skrabede bouquet. Vandet er fremtrædende, humlen virker som standardiseret Hallertauer, mens det syrligt friske indslag faktisk giver en antydning af særpræg med en let note af eg.

Et vist lokalt præg synes øllet også at have. Bryggeriet praler på etiketten med, at øllet er brygget med byghumle og “The finest quality Ugandan sorghum” – som læserne kan regne ud, har jeg googlet for læserne, så I blot kan trykke på linket frem for alt det bøvlede tasteri. Ud over durra (som det altså hedder på dansk) er brygget tilsat majs og maniok, og den var selvfølgelig ikke gået i Tyskland.

I hvilken grad savanneafgrøderne formår at krænge brygget over i noget nyt og unikt – eller i det mindste noget andet end den europæiske standard – viser sig i aromaen. Her er vandet fortsat det mest fremtrædende. Egesyren brænder til gengæld mere markant igennem end forventeligt. Det giver en frisk kant, der samtidig er med til at bære øllets aroma frem. Brygget er stærkere end dansk guldøl – 6,5 % (mod guldøls typiske 5,6) og det kan smages i overraskende grad. En tung alkoholisk note mærkes i brygget – noget rå og ufin, men langt fra malplaceret eller forfejlet. Tværtimod giver det brygget noget muskelkraft, som den europæiske pilsner ikke just er kendetegnet ved.

Så selvom det stadig er industriel standard, så ville denne blogger mene, at dette bryg godt kunne repræsentere en særlig ugandisk standard for industriel pilsner.

Leffe Brune/Bruin, Anheuser Busch InBev

Ikke verdensklasse …

Godt nytår på forskud allesammen. Jeg har netop med glæde konstateret, at jeg i denne måned er nået op på over 5000 kliks på min blog. Det er det største antal kliks siden bloggen fik sit eget domæne tilbage i juli 2014. Mest af alt glæder jeg mig over, at den hidtidige rekord fra juni 2016 på 4853 læsere er slået – årsagen til den tidligere rekord, var mit indlæg om, at jeg skulle skilles.

Ingen af den slags ikke-ølrelaterede digressioner er årsag til denne måneds høje læsertal. Det er derimod mine indlæg – det være sig fra indeværende måned samt mit efterhånden betragtelige bagkatalog. Jeg gik ud fra, at folk først og fremmest havde fundet frem til mine gamle anmeldelser af juleøl, men det ser faktisk ikke engang ud til at være tilfældet. Et kig på statistikken over viewede indlæg de sidste 30 dage viser ikke overbevisende mange flere klik på gamle juleølsanmeldelser end på andre indlæg.

Vel – ikke mere spekulation over det. Folk vil gerne læse min nye indlæg såvel som de gamle – jeg skal bestemt ikke klage. Til gengæld skal der lyde en kæmpe tak til jer allesammen for at klikke ind på min blog. Det er først og fremmest fordi folk gider læse de ord, jeg smider op, at jeg bliver ved det. – At smide ord op, altså.

– Og nu videre til dagens anmeldelse, der måske – måske ikke bliver årets sidste.

Det er blevet tid til en klassiker. Jeg husker Leffe Bruin som en af de alternativer, der så småt poppede op på udskænkningsstederne i årene før ølrevolutionen virkelig tog fat. I hvert fald havde de den på Grønjordskollegiets værtshus, H-18, hvor jeg tilbragte så absurd mange aftener i min studietid.

Jeg husker den som et udmærket alternativ til de hjemlige med mosevand sammenlignelige pilsnere. Ud over, at der var mere smag, var farven også mere interessant, og grummsetheden vidnede om en mere rå og upoleret form, der alle dage har tiltalt mig.

Det er siden gået op for mig, at den modbydelige altopslugende bryggigant Anheuser-Busch InBev har overtaget brandet. Det havde de måske allerede dengang, og med det i baghovedet var mine forventninger – sammen med min efterhånden brede erfaring med så mange gode bryg – at den nok ville virke noget sløj i sammenligning med, hvad jeg ellers har prøvet i tidens løb.

Det egentlig fine, mørke, beigeskummende bryg dufter ikke af meget – omend nydeligt af melasse og kaffe. Allerede nu er det, duftens fjernhed til trods, allerede over forventning.

Og smagen i endnu højrere grad så. Malt, karamel, kaffe og chokolade blander sig overraskende smagfuldt. Fylden er nydelig og vandet ikke for fremtrædende. Ja, det er faktisk ikke engang helt retfærdigt sådan at antyde, at vandet overhovedet er fremtrædende, for både smag og fylde er i højere grad så.

Det er primært en sød øl. Kaffearomaen virker som supplement dertil, ligesom mørk chokolade er så fint et supplement til – you guessed it – kaffen. Aromakombinationerne er som de skal være, brygget er fint i balance. Fylden er på plads, og man får fornemmelsen af, at brygget – på trods af gigangens fjendtlige overtagelse af brandet – næppe har lidt den store skade ved dette.

Det er selvfølgelig også i gigantens interesse at holde fast i kvaliteten, så man kan sprøjte brygget ud på markedet til en så lav pris, at man sikrer, at det er gigantens kvalitet, der bliver købt, og ikke de mindre aktørers.

Men så god er den heller ikke. Der kunne være mere sødme, mere fylde og i det hele taget mere kvalitet. At brygget smager godt og er i balance gør det ikke i sig selv til verdensklasse.

Det gør det blot godt.

Original Odense Classic, Albani/Royal Unibrew

2017-09-23 17.16.21Så bliver det næppe bedre …

En af mine bedste venner i hele verden overhovedet nogensinde (han hedder Frank – og vi er for at det ikke skal være løgn, blodsbrødre) havde forrige weekend inviteret alle de gamle venner fra den fælles punkertid i København til housewarming.

Den nye lokation lå imidlertid ikke liiige i nærheden af hovedstaden, idet Frank har boet de sidste mange år på Fyn, hvor han er vokset op. Der var derfor ikke andre gode gensyn end med ham, for jeg var åbenbart den eneste fra København, der satte tid og ressourcer af til et besøg i det fjerne Søndersø.

Vel – synd for de andre. Det var vidunderligt at besøge min gamle ven igen. En værtsgave bestående af nogle greatest hits fra min tid som blogger blev overdraget i værts-/ og indflyttergave, og så var der ellers bare god musik, hyggestemning, lækre snacks og masser af øl derefter.

Og så var der oven i købet øl, jeg ikke havde prøvet før. Der skulle være nok til alle gæsterne, så fra denne blogger skal der ikke lyde brok over udvalget, der primært bestod af denne øl, og dens lyse pilsnerbroder, som jeg prøvede for år tilbage. De mængder taget i betragtning, der blev konsumeret under arrangementet, ville have gjort arrangementet uhørt dyrt, om der bare havde været Royal Unibrewske eller Carlsbergske (pseudo)specialbryg på bordet.

Frank ville alligevel gerne høre min vurdering, når jeg nu brugte så mange pixels og bits på at lagre omtale af de øl, jeg prøver, og som sagt så gjort. Ved siden af køkkenbordet åbnede vi et par, og så gik jeg ellers i gang.

Brygget har en flot orange farve, der ved nærmere granskning ikke skyldes tilsætning af farvestoffer. Der er godt nok majs og glukosesirup i opskriften, hvilket man trods alt skal være mere purist end undertegnede for at kunne hidse sig op over. Skummet er knækket over i det off-white til grå, falder hurtigt, men er flot så længe det varer.

En industriøl er det jo – en industriøl med stærke lokale rødder, ikke desto mindre. Det skulle have undret mig såre, om der kom andet en Odense-bryg på bordet til den fest. Det der til gengæld kom som en overraskelse, var kvaliteten.

Allerede i duften mærker man den fyldige maltbund, ledsaget af et syrligt-sødt indslag af ginger ale, som man kender det fra de lette, kommercielle Schweppes-sodavand (ikke de ordentlige ginger ales, der kan købes på De Britiske Øer – men det er en anden historie). De samme indtryk som gjorde sig gældende i bouqueten mødes i smagen. En sød, rund og fyldig maltbund udgør fundamentet, hvorpå en adækvat pilsnerbitterhed og let æblesyrlighed udgør et simpelt, men ikke desto mindre pænt bygningsværk. På bagkant vokser bitterheden endda med lette indslag af sød lakrids og karamel.

Det er såmænd ikke bare godt i betragtning af det industrielle ophav. Det er ganske nydeligt bare som øl i det hele taget betragtet. Man får det næppe bedre, når der er tale om hundredetusind-til-millionoplagsøl som denne. Man får jo helt mistanken, at øllene er populære – ikke bare fordi der står Odense på dem, men fordi de rent faktisk smager ganske udmærket, og samtidig er billige.

Tak for gensynet til Frank, tak for en god fest og ikke mindst tak for øl!

4-stjerner

Ceres Hvidtøl, Royal Unibrew/Ceres (Brød med øl 1.0)

2017-07-13 14.18.59Det er svært uden bundlinje …

Jeg kaster mig ud i det … Som regel – og den regel afviger jeg kun meget sjældent fra – bager jeg to kvasirugbrød/rugkernebrød ad gangen. Det betyder at jeg bruger dobbelt portion i forhold til det angivne i det indledende indlæg, hvilket kræver mere end én øl à 0,33 l. pr. dej. Så for hver gang knappes to øl op – den ene ryger i dejfadet uden omsvøb, mens kun ca. halvdelen af den anden bruges. Resten kommer i et af mine prøveglas til anmeldelse.

Jeg finder det en kende svært at vurdere øltypen, da den befinder sig langt fra, hvad jeg normalt binder an med. Ganske vist anmelder jeg nærmest revl og krat – inklusive industridiscountøl som mangt en connoisseur ikke vil røre med en ildtang. Men denne øltype er, så vidt jeg er orienteret, udviklet til madlavning, og ikke til konsum. Hvad er det meningen, at øllet så skal smage af, når det drikkes au naturel?

Vel, jeg må bruge det samme trick, som jeg har brugt hidtil – prøve mig frem.

Øllet er ganske mørkt, omend klart. Det tror pokker, når det er tilsat ammoniseret karamelfarvestof. Til Royal Unibrews forsvar skal det siges, at de langt fra er de eneste. Skummet er derimod relativt lyst, og uden at ville lægge hovedet på bloggen, har jeg på fornemmelsen, at netop dét farvestof har ringere indvirkning på skummets kulør end fx lakrids eller ordentlig brygkunst.

Sukker er brygget også tilsat, foruden majs, så det overrasker ikke, at øllet er meget sødt. Det smager af mørkt, karameliseret sukker iblandet en antydning af nødder og en lille bitte smule træ på bagkant, så humlen kan faktisk også anes et sted derinde bag alle tilsætningerne.

Markant sødme til trods bliver brygget nu aldrig væmmeligt. Sødmen giver også brygget en afbalanceret fylde, der forhindrer det lavalkoholiske bryg (1,9%) i at føles tyndt.

Madlavningsøl eller ej – jeg må på stedet erklære, at jeg vil foretrække denne øl frem for en let pilsner, hvis valget skulle stå imellem dem.

Brygget smager stort set som de julehvidtøl, jeg for længst har anmeldt på bloggen. Faktisk har jeg disse flasker mistænkt for at indeholde præcis det samme bryg, der ved juletid forhandles i flasker med mere farverige (ikke mindst røde og hvide) etiketter til omtrent samme pris. Mindre bliver mistanken ikke af, at det lille elektroniske prisskilt, som bruges i Føtex, rent faktisk betegnede den som en julehvidtøl. Den kendsgerning rubricerede jeg i situationen under ‘generel supermarkedsinkompetance’, men mistanken nager fortsat.

Men jeg har ikke nogen evidens for, at øllet skulle være det samme, så indtil videre behandler jeg det som noget andet. Så fanden tage mig … hvilket sikkert alligevel ville ske – hvis de kristne skulle vise sig at have ret.

Fra den kant behøver jeg i hvert fald ikke frygte mere end i forvejen.

2-en-halv-stjerne

Karlens Guldøl, Royal Unibrew (Én for holdet VI)

2017-04-03 17.38.22Sat af …

Det bliver jo svært for Royal Unibrew at indhente den pludselige og overraskende føring, Frankfurter Brauhaus lige pludselig tog med deres Perlenbacher Hvedeøl. Ikke mindst fordi nærværende øl faktisk er den sidste Karlens-øl i denne omgang. Og selvom hvedeøl ikke længere er så nyt og fancy som i slut-halvfemserne, hvor det så småt krøb frem, er det stadig noget mere sofistikeret som stil end den guldøl, Karlens kan byde på.

Vanen tro er Royal Unibrews Lidl-discountøl tilsat majs og glukosesirup. At lave øl med de klassiske ingredienser er bare ikke noget, man gør noget ud af i danske discountøl.

Blandingen giver en flad duft, primært af vand med et stænk af sød malt. Initialt smager brygget næsten af det den dufter af – bare mindre, men derefter begynder det overraskende nok at gå den rigtige vej. Malten – godt hjulpet på vej af majsstivelse og glukosesirup ganske vist, men alligevel – mærkes mere og mere og giver både en behagelig sødme af lys honning og en slet ikke ueffen mundfylde. Brygget glider egentlig ganske lækkert gennem munden og formår endda at efterlade en måske noget upoleret, men på den anden side også karakterfuld hasselnøddebeskhed ved mandlerne i eftersmagen.

Så hvis man kan nøjes med lidt, og hvis man orker at søge lidt efter oplevelsen, så er den der da også. I betragtning af, at der er tale om en discountøl til omkring en femmer, er kvaliteten slet ikke uforskammet og faktisk vel over det niveau, man kunne forvente.

Ikke dermed sagt, at Royal Unibrew har hentet det tabte ind på Lidls tyske udvalg. Der er langt endnu – hvilket er brandærgerligt i betragtning af, at der stadig er én tysk øl, der skal afprøves.

Den skal i hvert fald være af en ganske særlig elendighed, hvis tyskerne ikke skal løbe af med sejren.

2-stjerner

Karlens Påskebryg, Royal Unibrew (Én for holdet III)

2017-03-19 19.17.25Bedst det ikke smager …

I år falder påsken nogenlunde der hvor den skal – midt i april og ikke som man ser det nogle gange i slutningen af marts eller snublende nær begyndelsen af maj.

Ikke at kristendommens mest centrale højtid har den store bevågenhed herfra. Men børnene synes jo det er hyggeligt med chokoladeæggene og påskeharerne, og så kan man jo også benytte lejligheden til at fortælle, at det alt sammen har rod i hedenske forårsfester, der ikke har det fjerneste med kristendommen at gøre. Ja, i rettroende kristnes øjne er det vel en form for dæmon- og satandyrkelse, og selvom jeg teknisk set er ateist, ville jeg da være et endog nok så stort skarn, om ikke jeg undede mine børn lidt hedensk, satanisk og dybt ukristelig hygge fra tid til anden.

Ikke at der er så stor forskel på ukristelig og almindelig fredagshygge med slik bag flimmeren, men det er vel princippet i det, og tanken der tæller, eller sådan noget.

Og så er der jo også sæsonens øl – som jeg hermed tager fat på. Jeg kan roligt love, at det ikke bliver noget, jeg kommer til at gå særlig meget op i, for jeg mangler ærligt talt motivationen for at gå i dybden med dem. Kvalitet og variation når kun undtagelsesvis nævneværdige højder når det gælder påskebryg. Oftest er der tale om jævne pilsnere, der er boosted med ekstra alkohol, hvilket gør dem endog meget svære at skelne fra guldøllene, der som bekendt kan fås hele året.

Men denne fra Lidl skal nu prøves alligevel. Den er jo en del af mit tema om danske og tyske standardpilsnere fra det discountsupermarked. Og selvom denne måske ikke lige er en del af helårsudvalget, har jeg svært ved at tro andet, end at den nok dukker op hvert år på denne tid, og så er den om ikke andet stadig en del af det faste inventar.

At den er dansk hersker der ringe tvivl om. Den er tilsat majs, glukosesirup og ammonieret karamelfarvestof. Her er Reinheitsgebot noget, man printer ud på køkkenrulle og pudser næse i. Følgelig har brygget fået en dybgul, næsten rødlig kulør, ikke ulig morgenurinen efter en ordentlig druktur en lun forårsaften. Skumdannelsen svarer også nogenlunde dertil.

… uden yderligere sammenligning i øvrigt, og det er nok bedst, når man kommer til bouqueten. Den viser sig mest af alt at være fraværende på nær nogle små pip af fuselalkohol (og det tror pokker med den ekstra stivelse og sukker) og bøgetræ.

Brygget formår at prikke lidt i næsen ved indtagelse. Man mærker også snart en ikke ubehagelig smidig mundfornemmelse, som alligevel må skuffe lidt, da den tydeligvis er et resultat af de tilsatte sukkerstoffer. Selve smagen må man til gengæld lede længe efter. Der er lidt tilløb til harske hasselnøddder, der heldigvis overdøves af bryggets allestedsnærværende smag af ingenting.

Og sådan forbliver det; en i grunden ufin harskhed repræenterer aromaen, der imidlertid forbliver så svag, at det aldrig bliver en pine. Selv hvis man laver øvelser, som fx at trække luft ind, eller lade brygget skvulpe lidt ekstra rundt mellem mundens organer, lykkes det aldrig at aftvinge mere end en antydningsvis aroma.

Og det er nok også bedst. For hvis dette bryg smagte igennem, ville det bare smage grimt.

Lige nu smager det egentlig hverken grimmere eller kønnere end de andre bryg i temaet indtil videre. Den smager egentlig bare af lige så lidt.

1-stjerne

Uglens Danish Pride, Vestfyen

2016-12-22-17-39-44Toppen af det tynde …

Jeg er tilbage efter juleferie. Heldigvis har jeg i de forløbne dage ikke smagt mange nye øl. Faktisk var der kun én selve juleaftensdag, jeg ikke havde prøvet før.

Den kommer jeg til, så snart jeg har fået anmeldt denne øl, som jeg prøvede nogle dage før jul, og som jeg ikke nåede at få anmeldt før julen – med alt det tidsunderskud den også byder på – var over os.

“Uglens Danish Pride” – ja, alene navnet giver jo ikke bare en bitter, men snarere harsk og under alle omstændigheder dårlig smag i munden. Det ligefrem emmer jo af småborgerlighed, smålig nationalisme, småhooliganisme af den ikke-farveblinde slags endda. Hvad end baggrunden er for bryggets navn, signalerer det i hvert fald ikke særlig heldigt i denne bloggers øjne.

Egentlig havde jeg gættet på, at undskyldningen var noget landsholdsfodboldmæssig, men så heldig er jeg åbenbart ikke. Navnet er åbenbart valgt som afløser for ‘Pokal Luxus’ fra dengang Vestfyen leverede Pokal-serien til COOP. På et tidspunkt har brygget også heddet ‘Royal Pride’ – og det er jo næsten lige så slemt.

Ja, Vestfyen formår virkelig at vække alle de forkerte associationer (kongehus, småracisme og ikke mindst *YDRK* dansk landsholdsfodbold …) med bryggets navn. Produktet fik jeg i øvrigt af min eks-hustru, der havde fundet den i sit køleskab efter sin indflytterfest. Ingen aner, hvor den kom fra, men pludselig var den der – og da hun vel nærmest kun drikker øl ved festlige lejligheder, kunne jeg jo lige så godt få den med en af gangene, hvor jeg kom forbi for enten at hente eller aflevere ungerne.

Jeg drikker jo hvad som helst, folk vil kaste efter mig. Skulle jeg få noget kedeligt eller direkte ringe, udebliver underholdningen ikke, for den vokser så meget desto mere, når jeg skrider til anmeldelse. Udsigten til en underholdnende anmeldelse af denne øl er relativt god ud fra bryggets ydre. Faktisk har det allerede været mere end jævnt fornøjeligt bare at tirere over navnet, og går man videre til indholdsfortegnelsen er der også rigeligt at tage fat på. Majs, glukosesirup, kulsyre og ascorbinsyre – hele fire tilsætningsstoffer på én gang, som et kinderæg lagt af en påskehare med med en defekt lommeregner.

Vel, i det mindste kan brygget, i betragtning af at det er tilsat c-vitamin, næppe forårsage skørbug. Skader på iris og øjeæble kan dog ikke udelukkes i betragtning af, hvor lyst brygget er. Som minimum må man forvente lettere sneblindhed som følge af den skinnende hvide skumkrone og dens udbredelse.

Brygget smager også lyst … ja, det lyse er et gennemgående tema. Skumle mistanker om markedsføring af øl til segmentet til højre for DF formår brygget i det hele taget at fremkalde i vid udstrækning. Egentlig evidens for dette kan jeg dog ikke udpege, og vælger derfor at tro det bedste. Og det ville også være ærgerligt at skulle boykotte en lys øl, der faktisk smager overraskende godt.

Ja, på trods af et væld af tilsætninger og unødigt høj alkoholprocent på 8 lagt oven i en jævn, småtynd pilsner med tvivlsom markedsføring, ja, så smager brygget faktisk godt.

Let alkoholisk sødme og fylde uden den mindste antydning af harskhed eller anden missmag, masserer og aer blidt tunge og gummer. Honning blander sig diskret med en forsigtig krydderiblanding involverende kardemomme og allhånde. Det hviler smukt i munden, og skønt man mærker alkoholen – eller måske netop fordi man mærker alkoholen – overraskes man for hver tår over, hvordan velsmag består, og missmag – sprittethed, harskhed – aldrig indfinder sig.

Veltilrettelagt og harmonisk. Dette er bestemt en af de beste spritterøl, jeg i min tid som ølblogger har prøvet. Jeg forstår stadig ikke den lidt for let misforståelige markedsføring af produktet. Kombination af ‘dansk’ og ‘stolthed’ appellerer ret ofte til et segment, som jeg ikke ser mig selv som en del af.

Men det skal indholdet af den skal, som markedsføringen er plastret uden på, jo ikke lide unødigt under.

4-stjerner

Gateway Park, 612Brew

2016-10-31-17-24-54

Back in the US …

Jeg tager lige endnu en tur til Minneapolis, hvor min gamle studiekammerat Rasmus i sommer var på ferie, og tog en lille samling anmeldereksemplarer med til undertegnede. Af alle de seks bryg han havde med, tænker jeg, at denne øl har den mest spændende historie at fortælle. Det er en Pre-prohibition lager – en øl, der er brygget efter forskrifter fra før den amerikanske forbudstid, hvor alkohol var fy-fy, og derfor også en lige profitabel og blodindsmurt multimilliondollarforretning for den amerikanske drøms skyggeelementer.

Forbudspolitikkens ophævelse gjorde som bekendt alkohol uinteressant for mafiaen, og lagde en kraftig dæmper på den vold, der hærgede USA i de år. Men med opblomstring af partier herhjemme som Nye Borgerlige, Dansk Samling, Danskernes Parti, Dansk Folkeparti sammen med den resterende blå blok ved vi i dag, at mennesket bare ikke vil lære af historien – om den så er endnu mere blodig end den amerikanske forbudstid. Så at forsøge med legalisering af rusmidler, der i dag betyder, at man i store dele af København skal dukke sig i kugleregnen, fordi kriminelle kæmper om kontrollen med det attraktivt marked for disse, er for magthaverne omtrent lige så latterligt, som påpegning af foruroligende fællestræk mellem førnævnte nationalsindede partier, og nogle temmelig dunkle tendenser i politikken i 30’ernes Tyskland.

Det er i sandhed begrædeligt. Se ellers, hvordan vores regering halser begejstret efter sine amerikanske allierede, når det gælder om at smide bomber i hovedet på verdens fattigste mennesker i hele verden. Men når amerikanerne, belært af de historiske erfaringer, eksperimenterer med progressive tiltag på rusmiddelområdet – med succes – så afvises en lignenede politik herhjemme på det bestemteste.

I det mindste kan man så drukne sin sorg over dette i letbenet amerikansk pilsner – for interessant historie eller ej, så kan man ikke anklage dette bryg for at være svært tilgængeligt. Det er brygget med majs – det er de jo glade for i USA, og navnet hentyder til Minneapolis historiske bykerne, af hvilken der i dag desværre står sørgeligt lidt tilbage. Det er jo udviklingen og fremskridtet og alt det andet ækle, mennesket må binde an med i moderne tider.

Brygget er gyldent med ganske flot hvidt skum. I duften er der lagt vægt på kornet og malten, mens humlen er gemt en smule væk. Det giver et tungere indtryk, end man kender det fra de fleste industrielle pilsnere.

At det er en Pre-prohibition lager bider man muligvis mere mærke i, hvis man bor i staterne og til dagligt konfronteres med det industrielle sprøjt, som alt for mange desværre stadig opfatter som det toneangivende amerikanske øl; Budweiser, Pabst og det der er værre. For en europæer, der trods alt har prøvet andet end Heineken, Carlsberg Premium eller Haacht, vil den yde en kærkommen ekstra blød og rund, kornet fylde, som man kender den fra tjekkiske pilsnere – men så heller ikke meget mere.

Brygget virker meget old school – ikke så meget pjat. Der er det, der skal være, ikke et gram mere! Men det der er, skal til gengæld også være i orden. Det giver en pilsner med lidt mere pilsner. Den er en fornøjelse at drikke, men i det lange løb og når alt kommer til alt, er den heller ikke mere end det – en pilsner …

Der ender med at være lidt for lidt smag. Kvaliteten er måske nok i orden, men kvantiteten lader altså noget tilbage at ønske.

stor forskel gjorde årene med forbud altså heller ikke.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme