Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: krydderier

Toasted Maple Stout, Lervig (Ole Øl-Ninja 4)

Smæk for skillingen …

Når man i forbindelse med en længere ølsmagning sådan render ind i en alkoholfri øl, så må man gerne kompensere. Fx med en rigtig tung og tjæretyk stout på 12% Tilsammen svarer det jo sådan nogenlunde til en enkelt øl. (En småstærk øl – men alligevel.) Toasted Maple Stout er navnet på uhyret, og den er tilsat ahorn (sirup, går jeg ud fra, omend dette ikke er præcist specificeret), laktose og vanille. Ølgær kan, så vidt jeg har forstået, dårligt eller slet ikke omsætte laktose, og det er derfor den foretrukne sukker at bruge, når man gerne vil gøre en øl sødere uden at gøre den stærkere. Man fristes til at sige, at der vel heller ikke er nogen grund til at overdrive, når bryggets styrke i forvejen skal angives i to cifre.

Norske Lervig står bag. Der er tale om en noget anden klasse end de øl, Gedved havde med ved nytår. Den her kan nok kun fås i Vinmonopolet, da styrken næsten er tre gange højere end de tilladte 4,5% i supermarkederne.

En mur af ahornsirup knalder ind i hovedet på en i samme øjeblik, glasset sættes for næsen. Noter af træ titter også frem og giver heldigvis brygget noget nuance, da den tætte em af sødt ahornsukker næsten allerede er for meget i opstartsfasen.

På optagelserne kan man se, hvordan Ole tager smageoplevelsen med større ophøjet stoisk ro end undertegnede, der bogstaveligt talt går bagover i mødet med det tykke, olieagtige produkt. En smule får mere end normalt får han dog spærret øjnene op. Klistret, sejt og klægt sætter brygget sig på alle mundens indvendige overflader som et klæbrigt, sødt lag af en blanding af flapjacks med for meget ahornsirup og regulære pandekager med for meget ahornsirup. Meget hurtigt bliver brygget for meget. Og som Ole forbløffende indsigtsfuldt – i betragtning af den hastigt stigende promille – siger, så er brygget et eksempel på den type ekstrembryg, der har lagt vægten på hvor meget man prøver, frem for hvad man prøver.

Nytænkning og eksperimenteren er godt, mens det langt fra altid er nogen god ide, at tæske et bestemt smagindtryk igennem, hinsides lammelse og fraktur. Brygget her går for langt, og ender vel uden for det afbalancerede og harmoniske.

Når det så er sagt, er brygget, i kraft af sin seje, tjæresorte fandenivoldskhed, en stor oplevelse, som det skal belønnes for. Det er ikke en øl, man kommer forbi hver dag – det er ikke en øl, man ville gide hver dag. Den er et sjældent los i smagsløgene, der minder én om, hvorfor mere standardiserede bryg når alt kommer til alt er lettere at have at gøre med i hverdagen.

Og således gav vi den begge …

Skt. Peter, Thisted Bryghus (Nytårsøl med Gedved III)

Nå, så gik den ikke længere …

I skrivende stund har jeg netop meldt mig ledig på Jobnet. Vikaransættelser kan nok give smør på brødet og tag over hovedet, så længe de varer. Men de kan også ophøre fra den ene dag til den anden – og det var lige præcis hvad min gjorde i fredags.

Jeg håber, der snart dukker noget op igen. Jeg er klar til at tage imod det meste, der kan holde jobcenteret fra døren. Og heldigvis har jeg da stadig en mobil og velfungerende krop, der kan tage alt det arbejde, som rigtig mange arbejdsløse ikke er i stand til på grund af fysiske og psykiske skavanker. Nok er jeg velsignet med indtil flere personlighedsrelaterede diagnoser. Men min forstand er i det mindste nogenlunde i behold, og min krop fungerer som den skal. Det skal med andre ord nok gå alt sammen.

Til gengæld har jeg måttet udsætte nogle af mine andre projekter en anelse. Jeg var ellers tæt på at færdigredigere min Patreon-konto og stod også på spring til at optimere bannerreklamerne på bloggen. Et eller andet skal jeg jo leve af i perioderne hvor storkapitalen ikke har brug for min arbejdskraft. Men jeg frygter det bagslag det kunne give at sætte projekterne op i en ledighedsperiode – måske unødvendigt, men i betragtning af, hvor nemt folk ser ud til at komme i klemme i ledighedssystemet, vil jeg helst undgå at tage chancer.

Jeg skal selvfølgelig heller ikke glemme de døre, der nu åbner sig. Det kunne jo faktisk være, at jeg fik noget ordentligt arbejde for en afvekslings skyld … ja, den tror jeg heller ikke på. Men nogle gange, er det det, man ikke tror på, der viser sig at være sandt og være til stor hjælp samtidig. Hint hint, Satan, Jezebel, Lucifer og Baal (samt Gud og Jesus), det er nu, I skal træde i karakter!

Apropos Gud og Jesus, skal vi jo huske på, at det overhovedet ikke er til deres ære, at vi fejrer den nu for længst overståede jul. Det gør vi af helt andre grunde. Først og fremmest for at fejre, at vi atter går lysere tider i møde, og dermed at årshjulet har drejet endnu en omgang. Man kunne også kalde det en fejring af jordens rotationsakses hældning på 23,4 grader mod ekliptika, for det er jo faktisk det, der afstedkommer det megen postyr, der nu heldigvis er mange måneder til gentager sig.

Til minde derom leverer Kajs Ølblog som altid et par anmeldelser af juleøl her i januar. Det, som jeg ikke nåede i løbet af julemåneden, typisk. Eller som her købt billigt på tilbud mellem jul og nytår, da sæsonen i juledagene mødte en brat afslutning på anledning til den slags. At det ikke rigtig er jul længere gør til gengæld ikke øllet dårligt på nogen måde, især ikke når det nydes umiddelbart efter årsskiftet som det sidste i den livestream, Gedved og jeg udsendte via min YouTube-kanal (please like & subscribe) klokken et om eftermiddagen, 1. januar.

Smukt ser det ud – rødbrunt, klart som nybanket kobber og toppet af cremet, gyldent skum. Duften varsler ikke værst – men måske heller ikke allerbedst. Småsyrlige noter af egetræ kan både falde ud til bryggets fordel og ulempe. Anis og fennikel blander sig dog ikke uelegant og leverer en kærkommen lakridsnote.

Lige fra starten er brygget mere udfordrende at smage på end de to – lad os være ærlige – noget tynde norske øl. Egetræsnoterne går igen i aromaen, der bedst nydes, hvis man lader brygget hvile på bagtungen og alkoholen bære bryggets fylde og smag ud i mundhulen som en let tåge. De 7 % gør det ikke vanskeligt.

Man kan fortsat nyde egetræets syrlige noter kombineret med søde indslag af brunt sukker. Brygget mangler intet af den fylde, som de to foregående norske øl skreg på. Det syrlige indslag gør imidlertid stadig brygget en smule lettere på tungen – men ikke på en måde, så man sidder tilbage med fornemmelsen af, at man er blevet snydt for noget. Oplevelsen er fuldendt og meget mere end bare godkendt.

Gedved, den gnavne mand, gav den …

Jeg fik ham til at give karakter først, så jeg kunne toppe med …

… fordi jeg er sådan.

Danmark gik altså af med sejren i den lille skandinaviske konkurrence. Jo, det kan nemt være en fordel at tillade mere alkohol i øllet, hvis man vil have det til at smage af noget.

Gedved skal have mange tak for at lægge vejen forbi. Han gik så hurtigt at han glemte nogle ting, der stadig ligger hjemme i stuen hos mig. Blandt andet en bog fra Mandal Bibliotek. Jeg håber, han snart besvarer mine mange beskeder, så han kan få dem tilbage.

Jule Stout, Midtfyns Bryghus

Samlet i én …

Efter det lille afbræk fortsætter anmeldelsen af årets juleøl hermed ufortrødent og uden at se sig tilbage … eller jo – jeg ser mig faktisk ret ofte tilbage: på de mange gode øl, jeg har prøvet tilforn, hver gang jeg prøver nye. For det voksende bagkatalog er selvfølgelig noget nær den bedste perspektivering, jeg kan ønske mig.

Man kan således kigge tilbage på Midtfyns Bryghus‘ tidligere lidelser her på bloggen ved blot at klikke på linket. Man vil opdage, at bryggeriet generelt klarer sig ganske fint – og det manglede egentlig også bare, da bryggene ikke ligefrem er billige. Nogle gange vil jeg endda hævde, at øllenes pris lader en anelse tilbage at ønske i bryggets kvalitet …

… men ikke denne gang. Billigt var dette bryg ganske vist ikke – men til øl af en sådan kvalitet er et vist prisleje rimeligt. Det man vel mest kan hidse sig op over ved brygget, er skilderiet på etiketten: Det forestiller en mørklødet julemand iført sort julemandstøj, slubrende en mørk øl, hvorfra skummet har sat sig som en fed bræmme på overskægget.

Er det racistisk? Jeg har opgivet at følge med i debatten om, hvad der kvalificerer sig som racistisk og hvad der ikke gør. Jeg vil dog sige så meget, at figurens slørede, lettere bøvede udtryk sikkert kunne misforstås som værende udtryk for et generelt karaktertræk hos sorte mennesker. Men på den anden side kunne det også udtrykke et generelt karaktertræk hos mennesker, der har fået en enkelt af denne ølkaliber for meget. Så kommer man nemt til at se sådan ud.

Jeg prøver at steel-man’e når jeg er i tvivl. Det er det omvendte af at bygge stråmænd – at kritisere en modstander for at mene og/eller udtrykke ting, de i virkeligheden ikke mener. At steel-man’e betyder, at man stiller modstanderens meninger og ytringer i det mest positive lys man kan. Det er ikke bare for at være generøs. Det er tværtom en øvelse, der langt mere effektivt kan afsløre en modstanders meninger som fuldkommen uforsvarlige, når de efter den nødvendige steel-man-proces fortsat fremstår problematiske.

Det mener jeg ikke er tilfældet her.

Men er man uenig, er jeg selvfølgelig med på en lytter. Man kan som altid kommentere direkte under blogindlægget her – eller på facebooksiden og Twitter. Der må man i øvrigt også hellere end gerne følge mig.

Med let brunligt, højt skum over et supertæt, natsort bryg lægger brygget visuelt rigtig flot ud. Duften lader sig til gengæld lede længe efter. Lidt vag sødme måske, og under alle omstændigheder væsentlig mindre end man ville forvente af en så mørk øl, der holder 7,6%.

Men alt hvad brygget mangler i bouquet, får man i smagen. Et fyldigt brag af en øl, med alt hvad en sødt-bitter stout skal have: Kaffe, træ og en smule røg på et sødt bagtæppe af farinsukker. Brygget er tilsat stjerneanis og fennikelfrø for at give det ekstra meget juleessens. Krydderierne kan dog ikke smages separat – de glider i ét med det vældige, mørke, varme og smagfulde bagtæppe, der forener alle bryggets fine kvaliteter i én, fuldfed juleoplevelse af de helt store.

Her er et bryg der kan nydes over ganske lang tid. At det får temperatur fremmer kun oplevelsen. Men på julebordet hører den næppe til – som long drink sammen med lækkerierne senere på aftenen vil den gøre sig bedre.

Det bliver svært at vurdere den i forhold til St. Peter’s Christmas ale. Jeg kan selvfølgelig håbe på, at noget der slår begge dele dukker op senere.

Asian IPA, Beard Brew

På bagkant …

Jeg glemte jo helt at fortælle om min store koncertoplevelse i fredags. Der var budt op til dans – først ved Stonerrockbandet Dustdrome, der varmede op for hovednavnet, det københavnske black metal band Hexis.

Metalscenen i Thy er bare ikke, hvad den er i København, måtte jeg lidt skuffet konstatere.

For selvom bandsene trykkede den max af, så var publikummet svært at få sat ordentligt i gang. Ikke mindst fordi der ikke var særlig meget af det.

En håndfuld – højst femten. Og det talte endda bartender, venner og bekendte af orkestrene og andet vedhæng. Undertegnede var den eneste der havde en forsalgsbillet, kunne førnævnte bartender fortælle mig.

Så selv om Dustdrome leverede udsøgt krattende, vrissende, tæsketunge hængehovedhug i trasketempo – næsten symfoniske i deres beskidte, forstemte disharmonier, kvitterede klientellet sjældent med mere end anerkendende nik … Men anerkendende ikke desto mindre.

Mere hovedrysten – af den op-og-nedadgående slags, må jeg hellere tilføje – var der da hovednavnet Hexis gik på. Her brølede diskantstøjen massivt og metallisk gennem hele rummet, som en storm af glas, møtrikker og bolte der blæste først hud, siden kød af knoglerne, for til sidst at splintre disse i et sidste drøn fra de dybeste afkroge af helvede.

Intenst ondt. Og uden skelen til, at publikum ej var stort – oplevelsen af et top-engageret black metal band i topform skulle de have. Det er årtier siden, jeg sidst har måttet bruge ørepropper til en koncert. Men props i øvrigt til Spillestedet, aka Plantagehuset i Thisted for at have mere end hæderlig lyd i det lille, intime koncertlokale.

Hexis og Dustdrome skal have stor tak for underholdningen i en afkrog af Danmark, hvor den slags oplevelser er noget af en mangelvare. Gid dog flere heroppe ville sætte pris på det, når lejligheden en sjælden gang imellem byder sig.

Vel – det var kulturen vel overstået. Nu til øllet. Jeg tager et hurtigt afbræk fra den sidste måneds faste tema – juleøllene – og tager fat på en anmeldelse, der har haft alt for lange udsigter.

Øllet – en IPA fra Beard Brew – fik jeg i hånden tilbage i september måned, da Øllets dag blev fejret med en ølfestival på Thisted Bryghus. Lidt for længe lod jeg den måske ligge før åbning – og anmeldelsen derefter har også været længe undervejs. Og dog – den er sådan set allerede anmeldt på video, men jeg har blot ikke fået taget mig sammen til at skrive om den før nu.

Den har fået påhæftet betegnelsen ‘Asian’ fordi den er krydret med ting og sager, der hører det asiatiske køkken til – korianderfrø, galangarod, citrongræs og citronsaft. Det giver brygget en frisk bouquet, der dog i første omgang ikke forekommer videre asiatisk. Hvedebrød og vanilleis er, hvad duften får mig til at tænke på.

Aromaen følger trop med friske, søde noter, hvor krydderierne dog titter mere frem. Dertil kommer IPA’ens signaturaroma – den karske bitterhed, der her holder sig en smule tilbage, for at lade de sødtkrydrede aromaer træde mere frem. Med fyrrenåle som fundament og så ellers citrus- og vanillenoter i forgrunden spiller Beard Brew også op til dans – spraglet og festligt, og samtidig mere end fyldigt nok til, at der er oplevelse til mange minutters nip og nydelse.

Jeg håber virkelig at Beard Brew får den opmærksomhed, de fortjener. At øl af denne kaliber aldrig skulle nå ud til den brede befolkning ville være en vældig skam.

Det samme må siges om Hexis og Dustdromes berømmelse i Thy. Der er skaden desværre sket: ALT for få mennesker heroppe har fået del i deres velsignelser … eller forbandelser.

Det er trods alt black metal.

Juloween, Midtfyns Bryghus

Dobbelt forbier …

En fordel ved, at man i Danmark er begyndt at importere flere og flere højtider fra USA er, at det store rykind af vinterfestdekorationer (og det kalder jeg dem selvfølgelig for at tækkes min blogs voksende skare af muslimske læsere. Muslimer er jo som bekendt overordentlig interesserede i alkoholiske drikke. Det har i øvrigt den utilsigtede – men alligevel prisværdige (omend utilsigtede, jeg sværger) – følge, at jeg samtidig pisser Danmarks højrefløj godt og grundigt af) først finder sted i starten af november.

For lige forinden fejres Halloween – med udskårne græskar, rasleri og uhyggelige udklædninger. Og det ville bare være pokkers forvirrende både med halloweenpynt og vinterpynt samtidig. Så i stedet for chokoladevintermænd og andre vintergodter og vinterdekorationer fra sidst i august, er disse nu om dage erstattet af flagermusguirlander, afhuggede hænder og fødder i skumplast, samt lyskæder med form som skelethoveder og græskarlanterner.

Gad vide om Thanksgiving en dag også bliver noget, vi fejrer i Danmark? Det vil give så usandsynligt ringe mening, at markedsføring og forberedelse til næste år sikkert allerede er i fuld gang.

Men det er et sidespring. Det er Vinterfest og Halloween i kombination, der er emnet for Midtfyns Bryghus‘ øl. At de lefler for højrefløjen ved at kalde vinterhøjtiden ‘jul’ har jeg selvfølgelig kun fnys til overs for. Til gengæld varmer det mit populærlitterære hjerte, at etiketten prydes af en kombination af vintermand og dødning – formentlig et utilsigtet, men alligevel for mit vedkommende kærkomment vink til den navnkundige britiske fantasyforfatter, Terry Pratchett.

Hans bog ‘Hogfather’ handler om, hvordan Døden tager skikkelse af diskverdenens pendant til julemanden (ja, nu er den vittighed vist også ved at være lidt tyndslidt) for at redde julen – eller Hogswatch Night, som det hedder i hans univers. Erstat g’et i ‘Hogswatch’ med et ‘p’, og voila – sådan fandt jeg på navnet på min YouTube-kanal. Meget i Pratchetts ånd er mit YouTube-tag et ordspil – a pune, som han kalder det – på det engelske ord for humle – hops.

Brygget er tilsat krydderier, der gerne bruges i amerikanske pumpkin pies, fremgår det desuden af etiketten. Men hvilke krydderier det konkret drejer sig om, fremgår ikke. Gad vide om det egentlig er lovligt? En anelse sløset og en kende fesent over for forbrugerne finder jeg det desuagtet.

Resultatet er til gengæld pænt; højt gyldent skum over et kobberfarvet, ufiltreret bryg. Duften halter lidt efter den visuelle fremstilling med en noget fjern og lettere metallist humleimpression.

Lidt mere spark er der i smagen. En tør bund af syrligt egetræ leverer brygget et præsent, omend noget svagt, riv af grannålehumle. Dertil kommer en ikke helt let definerbar krydderiblanding – anis, nelliker og allehånde, der giver brygget et interessant pift og en afgjort særegen karakter, der desværre mangler i velsmag og skarphed, hvad den har i idiosynkrasi.

Og sådan rigtig julet bliver det heller aldrig. Og når det kommer til stykket heller ikke så’n rigtig halloweenet. En Halloween-øl forestiller jeg mig passer godt til efterårets tunge mad, rodfrugter og kogt kød. Tunge bocks og mørke ales – uden det søde, der kendetegner godt juleøl vil være ideelt, og ikke småspinkle, syrligt friske krydderpakker, der ikke helt ved hvad de vil.

Eksperimenter er såmænd fine nok. Men når de kun munder ud i noget, der er nyt uden at det er egentlig godt, er det bedst at arkivere dem, og forsøge sig med noget andet næste gang.

Det er hvad Midtfyns Bryghus burde gøre næste år.

Ørbæk Juleøl 2019, Ørbæk

Mere vinter end jul …

Det er efterhånden et stykke tid siden, bloggen sidst har været forbi østfynske Ørbæk, det økologiske bryggeri med de mange produkter i porteføljen, der desværre kun sjældent kommer helt op at ringe. De har lanceret en særlig juleøl, en julestout kalder de den. Så kommer de i hvert fald ikke op at slås med islamofoberne – I ved, dem der er helt vildt meget imod alt, der hedder noget med ‘vinter-‘. Det skal helst omdøbes til ‘jul, således at man får juledæk, julefrakker samt – ej at forglemme – julegækker i foråret.

Selvom Ørbæk er økologiske, er brygget ikke ligefrem hvad tyskerne ville kalde rent. Det er tilsat sveskejuice, sukker, rom og lakrids. Julet? Det har bestemt potentiale dertil, bedømt ud fra indholdsfortegnelsen. Snyd? Det vil nogen hævde, og personligt foretrækker jeg da også brygkunst frem for opblanderi.

En duft af flydende karamel og kaffe kan alligevel næppe andet end behage ved skænkning af det stærke bryg. 9,5% er bestemt noget. Nej, det er langt fra det stærkeste der fås, men i betragtning af, at eksemplaret er erhvervet i min lokale Fakta, er styrken alligevel en kende overraskende. Smagen leverer en bittersød, fyldig og tung oplevelse af sirup, mokka med fløde og skumfiduser. Skumfiduser har med årene mere og mere gjort sit indtog i juleslikket, og selvom jeg ikke selv får juleassociationer af Malacos jordbærsvampe, på samme måde som jeg får af marcipan og mælkechokolade, så indgår det vel nok i en moderne repræsentation af julestemning. At sødmen nemt bliver lidt kvalm … vel – en smule fedtsvimmelhed hører vel også højtiden til, tillige med skummets syntetiske islæt, der peger i retning af lyserødt prinsesselegetøj, og andet billigt ragelse i plastic. Det julede i den noget ubalancede lakridstilsætning, der giver en støvet fornemmelse i gane og på bagtunge, er til gengæld svært at få øje på – selv med sarkasme i den retoriske værktøjskasse.

Ikke at brygget samlet set smager skidt eller noget. Øllets mange tilsætninger svinger bare ikke helt så godt sammen som de kunne. Desuden kan det ikke undgå at nage en kende, at Ørbæk bare generelt har svært ved at nå ordentligt i mål med deres produkter, selv når de blander alt muligt i øllet for at få det til at smage.

Men drikkes og nydes kan det da bestemt. Men et fuldendt, færdigpyntet juletræ har Ørbæk ikke opnået. Det er vist stadig blot et vintertræ.

 

Holy Hemp Christmas Ale, Svaneke Bryghus

Festligt, nuttet – men næppe julet …

Yay, det er min fødselsdag! Jeg bliver 44 – ja, hvem skulle tro, at jeg havde en sådan holdbarhed. Jeg skal lige straks ud og spise med mine børn, deres mor og Co., men jeg kan lige nå at anmelde endnu en juleøl, sådan som jeg har sat mig for at jeg vil i år.

Svaneke ser ud til at være ude med flere nye juleøl. Ligesom årstidens pynt er de lavet efter en skabelon; de er på dåser og udsmykningen prydes af nogle flotte tegninger. På denne øls etiket kan man fx beundre brygmester Jan Paul kun iført hans ikoniske kasket, briller og lændeklæder i færd med at gøre kunster på skateboard. Festligt, afgjort – og ret nuttet – mææææn … julet ligefrem?

Det samme må man endnu engang spørge sig om, når man går indholdet efter i sømmene. Ligesom med bryggeriets jule-IPA, som var en fortræffelig IPA med knap så meget jule-. Denne gang har brygmester begået en dark ale, kan man vel kalde den. Og ligesom sidst, er der lidt ekstra i godteposen – denne gang hamp – because … why not?

Man kunne ellers forledes til at tro, når man fortæller, at det mørke – snarere brusende end skummende – bryg dufter af svesker og gran, at så må det da også være julet på en eller anden måde. Hvad brygget imidlertid mangler er tyngde. Det føles mest friskt og let, og passer bedre til en fremtittende sol i det spæde forår end midten af det dybeste decembermørke.

Brygget leverer en sømmåtte med bunden i vejret på tungen, hvor hamp og humle kappes om at flå og flænse mest. Siden sætter mildere toner ind; rå figner (men ej de tørrede, som traditionelt spises op til jul), egetræ og koriander. Det er såmænd meget godt – endnu engang. Det er bestemt en øl, der er værd at tage med hjem og nyde. Men endnu engang må issen tage imod et par kradsende negle idet man må kontemplere, hvad det egentligt julede ved brygget er.

Det mest oplagte denne blogger kan få øje på er, at den er lanceret op til jul – og ikke meget andet.

Crazy Christmas IPA, Svaneke Bryghus

En fin IPA – med eller uden jul …

Hvis det skal være i år, så må jeg hellere komme i gang. Sidste år gad jeg ikke, året forinden … det husker jeg ikke, og jeg gider ikke scrolle tilbage for at kigge efter.

Hvad fabler idioten om? Juleøl, for pokker da. Nogle år har jeg gjort lidt en dyd ud af at prøve nogle juleøl op til jul, for så at smide en anbefaling tæt på højtiden. Det har jeg tænkt mig at gøre i år. Jeg synes jeg har plads i kalenderen og i ølkøleskabet til det. Desuden er de allerfleste juleøl, højtiden kan byde på, alligevel gengangere, så det meste af udvalget, vil læserne allerede kunne finde anmeldt for år tilbage.

Den her var til gengæld ny. En jule-IPA fra Svaneke Bryghus med navnet ‘Crazy Christmas IPA’. Mon ikke det er ment som et ordspil på ‘Crazy Christmas Cabaret’ – en varieteforestilling, der finder sted hvert år ved juletid i København? Jeg husker at have været vel underholdt tilbage i 90’erne, da min engelsklærer i gymnasiet tog klassen med på ekskursion for at bese løjerne. Det crazy ved øllet – synes bryggeriet i hvert fald, og jeg er endda tilbøjelig til at give dem ret – er de ekstra ingredienser, der er blevet tilsat: Kamille, løvetand og morgenfrue. Interessant, såmænd. Men julet, ligefrem?

Jule-IPA’erne har vundet frem i løbet af årene, og det er egentlig ikke så sært. En hvilken som helst øltype, der bliver populær, får gerne en jule-version på et eller andet tidspunkt … måske med undtagelse af påskebryggene, selvom julen varer lige til påske. Til gengæld forstår jeg ikke helt hvorfor. IPA’ens rå bitterhed matcher ikke fed, sød julemad særlig godt. Ja, det skulle lige være silden, eller noget andet syrligt, hvortil Royal Unibrews Jule-IPA, der blev lanceret sidste år, ifølge en kommentar på bloggen skulle passe fint.

Fra starten har jeg min tvivl om, hvorvidt det kunne gælde for den her. Ved skænkning forplanter bryggets duft sig lifligt i rummet i form af altea, grannåle og ingefær. Det mørkorange bryg med det fedtede, høje skum virker lovende og velbehageligt – men langt fra julet.

Smagen fortsætter samme nydelige, men næppe julede takter – på bagkant mærkes frugtnoter i form af hyben og friske – ej tørrede – figner. Midt på tungen prikker og snurrer det kækt og tørt af friskfræset fyrretræssavsmuld og grankogler. Det er først og fremmest chinook-humlen, man smager, med en frisk, karsk bitterhed af solrige sommerdage og hårdtkrydrede asiatiske retter.

Jeg kigger en enkelt gang mere på emballagen, og konstaterer, at den er fra Bornholm – og ikke fra den sydlige halvkugle, hvor aroma som denne øls, ville gøre rigtig god gavn i den australske sommer – men ikke i den våde, lunkne danske vinter. Men ikke at det egentlig gør noget. Hvis Svaneke Bryghus vil bruge julen som anledning til at brygge en aldeles godkendt – og mere til – IPA, så skal det være dem vel forundt.

Julen er som bekendt en undskyldning for at smide alt muligt ubrugeligt skrammel på markedet. Så det er bestemt forfriskende, når Svaneke lancerer en fin IPA som denne her i stedet.

Den ville klæde en J-dag  uendeligt meget bedre, end det rædselsforskrækkelige sprøjt som de unge mennesker hælder i sig i aften.

Liège, Thisted Bryghus

Overligger …

Jeg har stadig her længe efter påske stadig et par overliggere fra juletiden i mit skab. Det drejer sig om de øl, jeg fik i den Thisted Bryghus-Julekalender, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave, og således varede julen vel hinsides påske.

Den her er fra en serie, der blev brygget for nogle år tilbage – en Belgisk inspireret serie, hvor de enkelte øl er opkaldt efter forskellige belgiske byer. Her er det Liège, der vel nok er bedst kendt for cykelløbet, der går fra derfra til Bastogne og tilbage igen.

Jeg har aldrig været i byen selv, men har dog frekventeret den ikke langt derfra liggende og meget smukke by Tongeren – Belgiens ældste by, angiveligt – en håndfuld gange, dengang jeg spillede sækkepibe.

Liège er en belgisk blonde med alt hvad dertil hører af angstprovokerende forventninger om sur banan og kogesprit. Selvom jeg holder meget af belgisk øl – særligt det sure i en grad så foedere og geuzes så småt er ved at vippe IPA’er af pinden som min favorittype – så er lige netop blondsene noget, belgierne ikke behøver eksportere i noget større omfang. Og i grunden behøver herboende bryggerier heller ikke berige os med deres egne udgaver af en øl, der i grunden ikke er særlig god.

Men – øllet er der, og derfor bliver jeg jo nødt til at anmelde det.

Det er lidt af en udfordring at skænke brygget, da det skummer aldeles vanvittigt. Billedet for oven siger i den anledning nok mere end tusind ord. Ellers forekommer det overraskende mørkt i betragtning af den lette lyse duft af citronsyre og lys gær.

Samme toner slås an i aromaen, hvor brygget føles let og liftligt på tungen. Det leverer et skarpt snit af lige dele eddike og citron, blandet op med vand så ingen af delene bliver for meget, men derimod formår at spille fint op mod hinanden. Det samme kan man sige om den signaturagtige bananaroma, der kun er præsent nok til at blive noteret uden at forekomme anmassende, endsige generende.

Og det er jo i grunden slet ikke tosset, at blonden her formår at fremhæve alle typens kendetegn uden at genere det mindste. For det holdes alt sammen nydeligt afdæmpet, så man kan finde det gode – eller i det mindste det ikke generende – ved citronsyrligheden, eddikesyrligheden og bananaromaen. Ja, måske kan man endda finde noget overset legitimitet i disse smagsnoter.

Jeg har for længst opdaget det legitime i citron og eddike. Banan derimod er godt, når det forekommer i banan, mens det fortsat er bedst i øl, når det holder sig helt væk. Havtorn, som brygget også indeholder, skal man til gengæld helst bruge så meget af, at man rent faktisk kan smage det. Det er ikke tilfældet her, og det må desuden undre, hvor belgisk eller for den sags skyld Lièget dét i øvrigt er.

Kronenbourg 1664 Blanc, Kronenbourg/Carlsberg

Nu har jeg aldrig …

For et par uger siden begræd vi bortgangen af vor herre Jesus Kristus for vores synder på korset og bla bla bla. At det i dag ikke er en festdag, hvor vi fejrer det eneste rigtig gode, Adolf Hitler gjorde denne dato for 74 år siden, er mig en gåde. Man kunne gøre det til en særlig mærkedag som alle nazister – I ved, sådan nogle som Rasmus Paludan – kunne bruge til at gå i deres store leders fodspor, og gentage det, der rent faktisk lykkedes for lille Adolf, den sidste dag i april 1945.

Det er nok bare ønsketænkning fra min side. Men jeg ville da lige lufte ideen, nu hvor datoen ville have været så passende.

Min realistiske forventning til, at det rent faktisk skulle blive en ting, er omtrent på samme niveau som forventningerne til denne øl. Den var en gave fra min kære far, der i sit otium kun meget sjældent gider drikke øl – og især ikke noget, der forekommer så generisk som denne.

Jeg har tidligere været inde over Kronenbourgs pilsner, som vel nok er Frankrigs kendteste øl. Det er ærgerligt at to grunde; øllet er ikke særlig godt, for at sige det mildt, og øllet er ikke sådan rigtig fransk, eftersom Kronenbourg-brandet er ejet af Carlsberg. Det kan desværre ikke undgås, at det er med Kronenbourgs horribelt generiske standardpilsner i baghovedet, at brygget blev åbnet.

Men allerede idet den åbne dåse sættes for næsen, stritter brygget imod alle fordommene. Det skal her indskydes, at 1664 Blanc er en hvedeøl med tilsat appelsinskal og koriander. Snyd vil nogen sige. Min imponerethed over hvedeøllenes herligheder er imidlertid så afdæmpet, at jeg ikke vil brokke mig, når man prøver noget nyt – eller gammelt – for at puste lidt liv i en fortærsket, og aldrig sådan rigtigt tilfredsstillende god ølstil.

Blomster og søde frugter – æbler og appelsiner – vælter frem før og mens brygget skænkes. Det høje, fedtede og standhaftige hvide skum gør skænkningen af det citrongule, nydeligt tågede bryg til en langstrakt affære, men det visuelle resultat er hele besværet værd.

De sidste rester af fordomme og sløje forventninger man måtte have krakelerer og falder til jorden i store skår idet glasset sættes for munden. Forfriskende, opkvikkende og forbløffende velsmag af vanille, citronsukker og hyldeblomst nærmest snubler over hindanden for at nå smagsløgene, så de hver især kan være de første til at uddele søde kram og blide kys til dem og gummerne.

Overraskende nok, er ikke alt, der hører hvedeøllet til, kvalt i tilsætningerne. Den friske syre og en antydning af gær er bevaret, men ingen af delene i en grad så det forstyrrer, endsige ødelægger. Derimod spiller syren fint op med aromaerne i det ellers ganske lette og vederkvægende bryg, der således ikke bare formår at smage godt, men også forfriske i sommervarmen.

En sommerøl, der smager af noget – jo, det kan faktisk godt lade sig gøre.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme