Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: krydderier

Liège, Thisted Bryghus

Overligger …

Jeg har stadig her længe efter påske stadig et par overliggere fra juletiden i mit skab. Det drejer sig om de øl, jeg fik i den Thisted Bryghus-Julekalender, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave, og således varede julen vel hinsides påske.

Den her er fra en serie, der blev brygget for nogle år tilbage – en Belgisk inspireret serie, hvor de enkelte øl er opkaldt efter forskellige belgiske byer. Her er det Liège, der vel nok er bedst kendt for cykelløbet, der går fra derfra til Bastogne og tilbage igen.

Jeg har aldrig været i byen selv, men har dog frekventeret den ikke langt derfra liggende og meget smukke by Tongeren – Belgiens ældste by, angiveligt – en håndfuld gange, dengang jeg spillede sækkepibe.

Liège er en belgisk blonde med alt hvad dertil hører af angstprovokerende forventninger om sur banan og kogesprit. Selvom jeg holder meget af belgisk øl – særligt det sure i en grad så foedere og geuzes så småt er ved at vippe IPA’er af pinden som min favorittype – så er lige netop blondsene noget, belgierne ikke behøver eksportere i noget større omfang. Og i grunden behøver herboende bryggerier heller ikke berige os med deres egne udgaver af en øl, der i grunden ikke er særlig god.

Men – øllet er der, og derfor bliver jeg jo nødt til at anmelde det.

Det er lidt af en udfordring at skænke brygget, da det skummer aldeles vanvittigt. Billedet for oven siger i den anledning nok mere end tusind ord. Ellers forekommer det overraskende mørkt i betragtning af den lette lyse duft af citronsyre og lys gær.

Samme toner slås an i aromaen, hvor brygget føles let og liftligt på tungen. Det leverer et skarpt snit af lige dele eddike og citron, blandet op med vand så ingen af delene bliver for meget, men derimod formår at spille fint op mod hinanden. Det samme kan man sige om den signaturagtige bananaroma, der kun er præsent nok til at blive noteret uden at forekomme anmassende, endsige generende.

Og det er jo i grunden slet ikke tosset, at blonden her formår at fremhæve alle typens kendetegn uden at genere det mindste. For det holdes alt sammen nydeligt afdæmpet, så man kan finde det gode – eller i det mindste det ikke generende – ved citronsyrligheden, eddikesyrligheden og bananaromaen. Ja, måske kan man endda finde noget overset legitimitet i disse smagsnoter.

Jeg har for længst opdaget det legitime i citron og eddike. Banan derimod er godt, når det forekommer i banan, mens det fortsat er bedst i øl, når det holder sig helt væk. Havtorn, som brygget også indeholder, skal man til gengæld helst bruge så meget af, at man rent faktisk kan smage det. Det er ikke tilfældet her, og det må desuden undre, hvor belgisk eller for den sags skyld Lièget dét i øvrigt er.

Kronenbourg 1664 Blanc, Kronenbourg/Carlsberg

Nu har jeg aldrig …

For et par uger siden begræd vi bortgangen af vor herre Jesus Kristus for vores synder på korset og bla bla bla. At det i dag ikke er en festdag, hvor vi fejrer det eneste rigtig gode, Adolf Hitler gjorde denne dato for 74 år siden, er mig en gåde. Man kunne gøre det til en særlig mærkedag som alle nazister – I ved, sådan nogle som Rasmus Paludan – kunne bruge til at gå i deres store leders fodspor, og gentage det, der rent faktisk lykkedes for lille Adolf, den sidste dag i april 1945.

Det er nok bare ønsketænkning fra min side. Men jeg ville da lige lufte ideen, nu hvor datoen ville have været så passende.

Min realistiske forventning til, at det rent faktisk skulle blive en ting, er omtrent på samme niveau som forventningerne til denne øl. Den var en gave fra min kære far, der i sit otium kun meget sjældent gider drikke øl – og især ikke noget, der forekommer så generisk som denne.

Jeg har tidligere været inde over Kronenbourgs pilsner, som vel nok er Frankrigs kendteste øl. Det er ærgerligt at to grunde; øllet er ikke særlig godt, for at sige det mildt, og øllet er ikke sådan rigtig fransk, eftersom Kronenbourg-brandet er ejet af Carlsberg. Det kan desværre ikke undgås, at det er med Kronenbourgs horribelt generiske standardpilsner i baghovedet, at brygget blev åbnet.

Men allerede idet den åbne dåse sættes for næsen, stritter brygget imod alle fordommene. Det skal her indskydes, at 1664 Blanc er en hvedeøl med tilsat appelsinskal og koriander. Snyd vil nogen sige. Min imponerethed over hvedeøllenes herligheder er imidlertid så afdæmpet, at jeg ikke vil brokke mig, når man prøver noget nyt – eller gammelt – for at puste lidt liv i en fortærsket, og aldrig sådan rigtigt tilfredsstillende god ølstil.

Blomster og søde frugter – æbler og appelsiner – vælter frem før og mens brygget skænkes. Det høje, fedtede og standhaftige hvide skum gør skænkningen af det citrongule, nydeligt tågede bryg til en langstrakt affære, men det visuelle resultat er hele besværet værd.

De sidste rester af fordomme og sløje forventninger man måtte have krakelerer og falder til jorden i store skår idet glasset sættes for munden. Forfriskende, opkvikkende og forbløffende velsmag af vanille, citronsukker og hyldeblomst nærmest snubler over hindanden for at nå smagsløgene, så de hver især kan være de første til at uddele søde kram og blide kys til dem og gummerne.

Overraskende nok, er ikke alt, der hører hvedeøllet til, kvalt i tilsætningerne. Den friske syre og en antydning af gær er bevaret, men ingen af delene i en grad så det forstyrrer, endsige ødelægger. Derimod spiller syren fint op med aromaerne i det ellers ganske lette og vederkvægende bryg, der således ikke bare formår at smage godt, men også forfriske i sommervarmen.

En sommerøl, der smager af noget – jo, det kan faktisk godt lade sig gøre.

Green Galaxy, Christiania Bryg/Svaneke Bryghus

I ånd, men ej i smag …

Mens jeg på det sidste har jongleret med ligegyldigt industrielt sprøjt i mine YouTube-videoer, vil jeg på bloggen koncentrere mig om de efterhånden ret mange kvalitetsbryg, jeg har på lager.

Denne lille lækre sag kan fanges i Irma for tiden, hvor den står side om side med pilsneren ‘Super Nova‘, der allerede er anmeldt her på bloggen. Det skete tilbage i April måned da jeg havde prøvet hin øl ved sidste års største koncertbrag – Napalm Death på Loppen, Christiania.

Christiania Bryg holder næppe overraskende til på Christiania. Da faciliteterne ikke rækker til nogen større produktion, har bryggeriet et samarbejde med Svaneke Bryghus, der står for den kommercielle produktion, når bryggene bliver populære nok. Udviklingen foregår dog stadig i det tidligere militærområde på Christianshavn.

Green Galaxy er en pale ale med hamp. Det er jo heller ikke helt ude af trit med Christianias ånd. At dømme på duften er der foreløbig ingen grund til at hæfte et ‘I’ foran P(ale) og A(le), da bouqueten er ganske – ja, nærmest faretruende – tilforladelig.

Det skyldes imidlertid, at al aroma er gemt i smagen, og intet frigives ved åbning eller skænkning. I’et er mere end fortjent når glasset sættes for læberne, og den skarpe, friske og tætte, klassiske bitterhed af friskskåret fyrretræ og gran erobrer tunge, gummer og gane, mens mundhulen indtages af sprød, vederkvægende nålefylde.

Rent teknisk er det vist ikke en IPA. Men i min verden er den det nu alligevel, når nu den så nydeligt udtrykker alle typens kvaliteter. Herunder en sød biaroma der viser sig som Dextro Energi-druesukkertabletter med vanillesmag. – Indrømmet en lille smule syntetisk, men ikke ubehagelig – og egentlig heller ikke malplaceret i dette aldeles fremragende stykke bryghåndværk.

Hampen? Vel, jeg er ingenlunde skamfuld over at have fyret den brede og røget den fede som yngre. Jeg kender smagen – og især lugten – ganske godt, og jeg kan ikke finde den her i brygget. Den kunne være gemt i bitterheden – men bitterheden minder så meget om den, man kender og elsker fra IPA-typen, at humle alene sagtens kan være dens ophav.

Parallelt med Rise Bryggeris Tangøl, er det svært at forestille sig, at denne øl ville være stort anderledes uden hamp i. Men samtidig er der absolut intet, der tyder på, at det har skadet.

Baltic Liquorice, Svaneke Bryghus (Podcast-pilot IV)

‘Lakrids præsenteret i øl’

Selvom jeg er blevet aldrig så aktiv på andre sociale medier, skal jeg jo heller ikke glemme bloggen. Den vil fortsat være det centrale – i hvert fald i mine dansksprogede aktiviteter, mens podcastene er tænkt som små ekstra godbidder, der kastes ud ved særlige lejligheder. En podcast-version af denne anmeldelse vil imidlertid også være at finde inden alt for længe. Det at redigere en podcast viser sig at være langt mere overkommeligt end at redigere en video – men da jeg som den uforbederlige linselus jeg er, forventer at vinde flere tilhængere af godt øl ved at lave videoer, er det det, jeg har tænkt mig at prioritere.

Og før jeg glemmer det: Socialdemokratiet er sprunget ud som full blown racister siden jeg skrev sidst. Den fælt stinkende xenofobiske bæ ved navn ‘Paradigmeskiftet i Udlændingepolitikken’, der som et proktologisk mysterium blev udskidt af sylten på Martin Henriksens, for omgående at blive spist med velbehag, begærligt gennemtygget og slugt af de øvrige regeringspartier, er nu fodret videre til Frederiksen, Tesfaye og Co. ved direkte kontakt mellem sidstnævnte personagers ædespalter og førnævnte partilederes recta. Velbekomme, og vid, at jeg ikke lader mig trøste af, at det er valgår. Intet vil jo ændre sig med en opposition der har læberne fast klistret til røvhullet på dem, som de skal forestille at være modstandere af.

– Så fik jeg også tireret lidt. Det var rart, og det må jeg endelig heller ikke glemme, selvom jeg breder mig på flere platforme.

Den sidste øl, Marcus og jeg nød for snart en måned siden, var en dunkel lakridssag fra Svaneke Bryghus. Marcus indledte med at give markedsføringen en bredside – ‘laber, lækker lakrids’ – fordi alle elsker alliteration, bare ikke Marcus, mens jeg selv ikke holder mig tilbage her på bloggen … uden at jeg på stående fod kan komme på eksempler, der er værd at lægge links til.

Til gengæld var der rosende ord – fra begge sider – til bryggets lød. Aldeles natsort også ved gennemskinning (hvis det er et ord). “Den her mener det alvorligt” bemærkede Marcus, der konstaterede at den natsorte kulør ikke skiftede til rød, sådan som jeg kunne fortælle, at sådanne bryg tit gør, når man holder dem op mod lyset. Den tilsatte lakrids og lakridsrod gjorde en meget håndgribelig tilstedeværelse i bryggets duft, der gav mig mindelser om min barndoms hostesaft.

Og mindre håndgribelig var lakridsen bestemt ikke i smagen. Her fyldte den nærmest det hele, hvilket Marcus fandt rig anledning til at fundere over. Det kan læserne glæde sig til i podcast-versionen, men jeg her vil destillere de mange ord ned til hans catch-frase – om dette var “lakrids præsenteret i en øl eller øl præsenteret i lakrids.”

Meget snart lagde hans sig fast på det første, idet det øl, der gemte sig neden under den tætte, tunge og rent ud sagt anmassende lakrids, dårligt kunne fornemmes. Var det godt øl? Var det kedeligt øl? Det var i grunden irrelevant, for det var faktisk kun lakridsen der kunne smages.

Det var nok egentlig lidt for meget med al’ den lakrids, var vi rørende enige om. Marcus var imidlertid imponeret over, at bryghuset havde undgået alle de faldgruber der er, når man tilsætter øl noget markant – navnlig så markant som lakrids, og især i et sådant omfang. Selv måtte jeg konstatere, at den tørre, pudderagtige mundfornemmelse, som tilsat lakrids kan give i øl, hvis det er lemfældigt doseret, ikke var at spore i brygget.

Til gengæld var jeg ikke helt tilfreds med bryggets fylde. Som en stout betragtet fandt jeg den i mundfornemmelse og tæthed utilstrækkelig. Der manglede helt og aldeles den olieagtige viskositet og skvulp, som en ordentlig tæt stout har.

Den kan ellers anbefales til vaffelrør med kakaocreme – og sikkert også andre chokoladebaserede lækkerier, men nu var det lige vaffelrør, vi havde valgt den aften …

Marcus gav den …

… idet han faktisk prøvede den for anden dag i træk og fortsat var imponeret.

Selv var jeg lige knap så fornøjet ved den, og gav den …

Dermed var også dén prøvesmagningssammenkomst afsluttet. Men lur mig om den ikke bliver den sidste.

Schiøtz Jule IPA, Albani/Royal Unibrew

Det gjorde den ikke julet …

Vel, en enkelt juleøl havde alligevel forputtet sig. Men det er jo også en efterhånden mangeårig tradition på bloggen, at forrige års juleølsoverskud anmeldes i januar – ja, nogle gange helt indtil påske (for så længe varer julen som bekendt). Men denne gang er der nu kun den ene.

Den blev konsumeret nytårsaften i selskab med børn, bonusbarn, ekshustru og hendes nye mand i deres hjem på Nørrebro. Som man vil kunne se på illustrationen, er brygget i delestørrelse. Så sandheden er egentlig den, at jeg ikke orkede at drikke brygget alene, men manglede en anledning til at dele den med nogen.

Og da den blev drukket i det gamle år, skal den selvfølgelig anmeldes inden jeg skrider til min store årsberetning. Den lover jeg til gengæld kommer som det næste.

‘Juleøl’ er ikke nogen stil, men blot noget, man kan hæfte på en hvilken som helst øl for at kunne sælge den sidst på året … eller i hvert fald fra primo/medio september måned. At det så overhovedet ikke passer til årstidens mad eller vejr, kan man blæse en lang nissemarch. IPA – med sin friskhed, aromatiske profil og bitterhed – gør især godt i sommervarmen og til skarptkrydrede retter. I vinterkulden med årstidens tunge rodfrugter og mørke kød, fungerer den omtrent lige så godt som blomkål til chokolademousse.

Men det skal ikke holde Royal Unibrew tilbage. De laver en Jule-IPA, hvis de vil, gør de. Og til næste advent opfinder de en Julehare, der kommer hoppende med julegaverne, mens påskemanden i foråret kyler æg i nakken på trækvinden, hvilke tider hvilke skikke …

Men før jeg kommer for godt i gang med at afsløre Royal Unibrews marketingstrategi for 2019, må jeg hellere samle tråden fra nærværende bryg op. Undskyldningen for at lave en Jule-IPA finder man i ingredienserne, hvor havtorn, hyben, tranebær og havre vel må tænkes at give brygget et eller andet julet præg. Jeg tænker mere en småfæl kombi af ‘hippie’, ‘nyt nordisk’ og ‘fritidsviking’, men det er nok bare mig.

Havtornen mærker man som en sød note i en ellers traditionelt bitter – og noget blank og industrielt småkedelig – IPA-impression. Der er på trods af de mange tilsætninger ikke rigtig noget ekstra at komme efter, men snydt bliver man heller ikke så vidt …

… og man glædes desuden over, at man heller ikke bliver snydt i smagen. Tværtimod smager brygget overraskende bittert igennem på de rene humleparametre. Tilsætningerne synes at runde smagen lidt af, men næppe mere end typens vanlige aromatiske ledsagearomaer ville have gjort.

Industrikarakterens meget kontrollerede og polerede dimension kan brygget til gengæld heller ikke se sig fri for. Der er ingen overraskelser i brygget – hverken ubehagelige eller det omvendte, og det ender med at gøre brygget stereotypt og generisk – ikke helt uinteressante tilsætninger til trods.

Og noget særligt julet – noget der ville have klædt anden, flæskestegen, ris a la manden eller de efterfølgende julegodter – er brygget nærmest renset for. Brygget ville gøre det decideret skidt til det alt sammen.

Til en børnevenlig butterchicken, til gengæld, ville brygget være udsøgt. Sådan én fik jeg og børnene nytårsdags aften. Ikke som tømmermandsmad for mit vedkommende, thi jeg havde haft en aldeles travl arbejdsdag fra kl. 8 om morgenen – og heller ikke for børnene, må jeg hellere tilføje. Men bare som god aftensmad på en dag, hvor man har lyst til noget take away. Og hvilken dag egner sig mon mere til det, end 1. januar?

Godt nytår til alle læsere. Forbliv indstillet for årsberetningen 2018 snarest.

Julebryg, Aarhus Bryghus

Snebajer minus industri …

Glædelig Bagjul allesammen. Jeg håber jeres var god – min var i hvert fald aldeles udmærket. Traditionen tro blev højtiden fejret hos min ekshustru sammen med vores børn og hendes nye mand. Menuen stod på økologisk and og flæskesteg, hvide og brune kartofler, rødkål og andre lækkerier. Dertil kom selvfølgelig øllet, som eks’ens gemal i samarbejde med undertegnede tog sig af.

Der var tre forskellige på programmet. Til den fede julemad havde jeg valgt den eneste af de tre Anarkist-øl fra Royal Unibrew, som havde formået at imponere mig, nemlig deres Brown Ale. Den viste sig imidlertid at være bitrere end jeg kunne huske, og derfor egentlig ikke helt perfekt til julemaden. Det var til gengæld den Petrus Kriek, som Niels (ham med de ugandiske øl) havde reddet mig fra et restparti i hans lokale Fakta. Props til ham for den helt ideelle ledsager til ris a la manden.

En anden tradition, jeg ikke valgte at give slip på denne jul, var den øl, jeg drak i løbet af dagen. Dette år kom den fra Aarhus Bryghus, og var en fødselsdagsgave fra min bror. Det er altså min bror, og kun min bror, der har skylden for, at Aarhus Bryghus’ i forvejen hårdt prøvede brygmester endnu engang må lægge ryg til mine tirader. Jeg har fortsat bryggeriets ‘banan-øl‘ i alt for frisk erindring, men fortsætter hjertens gerne dansen om den varme grød en rum tid endnu, så jeg ikke behøver sådan rigtigt at prøve den med anmeldelse og det hele.

Brygget her er ganske flot og dyborange – analogt med tilsætning af appelsinsaft og appelsinskalolie. Begge dele er jo også ganske julet. Dertil kommer nelliker – også julet, men resultatet er nu ikke så mørkt, som bryggeriet helst vil være ved. Dyborange og aldeles flot – helt sikkert, men næppe mørkt. Brygget skummer kun lidet, men til gengæld nydeligt matchende brygget i sin gyldne tone.

Det dufter syrligt-krydret af brunkål. Dertil kommer en sødlig em af mere overmoden end bare moden appelsin. Smagen er til gengæld rar og noget mere venlig, end den mere end bare mildt truende bouquet. Fløjlsblød, for ikke at sige glat mod tungen, løber den raskt mod svælget. Den efterlader såmænd et vist indtryk med sin afdæmpede brunkålslage på en småbesk pilsnerbund. Men noget festfyrværkeri er den ikke. Men det er jo også først en uges tid senere det er på programmet.

Kombinationen af småbesk til harsk pilsnerbitterhed og en til tider industriel syrlighed finder man tit i danske julebryg, og nok mest udtalt i Tuborgs snebajer. I Aarhus Bryghus’ julebryg er det langt fra slemt, og brygget spiller mere på aromatiske og krydrede noter, frem for ligefrem at gå all ind på det industrielle. Alligevel kan den ikke se sig fri for at spille lidt for meget med på en smagsprofil, der i grunden hverken er særlig julet, eller særlig attraktiv i det hele taget. Det er vel sådan snebajeren ville smage, hvis den ikke blev produceret i et multimillionoplag, og der blev lagt bare en lille smule menneskelighed og kærlighed i den.

Men meget bedre bliver den ikke, for helt grundlæggende bør julebryg være sødt og fyldigt – ikke letflydende og bittersyrligt.

– Synes jeg i hvert fald.

Anarkist Ginger Pale Ale, Royal Unibrew/Albani

Bevares, det er da ikke det ringeste …

Vel, jeg er nogenlunde på højkant igen. Hvordan det lykkedes er mig en gåde. I morgen er det min fx fødselsdag, og har man nået min alder, minder det blot én om, at ens dage på et tidspunkt får en ende – så det er nok ikke det. Til gengæld er der midtvejsvalg i USA, og måske er det håbet om, at amerikanerne har en fin fødselsdagsgave til mig i form af et republikansk mindretal, der har fået serotoninen op at boble igen?

Mest af alt tror jeg bare, at det er sådan jeg er, og ikke mindst sådan mine depressioner er. De kommer og går, ikke altid lige forudsigeligt – præcis ligesom når de damper af igen.

Nok om det. Jeg vil gerne afvikle afventende anmeldelser før jeg får gæster i weekenden (jo, det skal nok blive omtalt) så here goes …

I min ikke videre systematiske gennemgang af Royal Unibrews Anarkist-serie, til ære for Albanis grundlægger Theodor Schiøtz, er jeg nået til denne Ginger Pale Ale – altså en lys overgæret øl tilsat ingefær. Ingefær er en af mine favoritkrydderier. Ud over at det bare smager godt, tager det også kvalmebivirkningerne af min ADHD-medicin (for nu lige at give et pro tip videre til andre derude, der får speed på recept) og ifølge alle mulige sundhedsapostle – både de whacky af slagsen og dem der rent faktisk ved noget om ernæring, skulle det vist også være ret sundt sådan i det hele taget. Mine erfaringer med krydderiet i øl har til gengæld været noget fluktuerende for at sige det mildt, spændende fra det reelt interessante til det nærmest udrikkelige.

Brygget er ganske pænt, højorange og langt fra så blegt som man kunne have frygtet. Skummet er tæt og fyrigt, og volder visse udfordringer ved skænkningen. Bouqueten er til gengæld en øjeblikkelig skuffelse. Den er aldeles fjern med kun yderst svage antydninger af krydderi – det være sig humle eller ingefær – hvis man da lige ser bort fra vandet, der er aldeles præsent.

Til gengæld kan man da i det mindste smage det lidt. Der blev sagt lidt. Vandet er også det mest præsente i bryggets orale udtryk. Ingen skal beskylde det for ikke at slukke tørsten, og i det mindste er ingefæren der da også. På sidelinjen. Iblandet, skødesløst, så det rasler planløst rundt derinde i alt vandet, og desuden i et alt for lille kvantum.

Selvom jeg gerne indrømmer, at kombinationen Øl og Ingefær har resulteret i langt større katastrofer end dette bryg, så forbliver det en anonym og halvkedelig sag. Der skal altså mere for at lave en god krydderiøl, end bare at blande et krydderi lemfældigt i mæsken, og så håbe det bedste. Lidt raffinement … lidt brygkunst … lidt vilje til at få humleudtrykket og ingefærudtrykket til at matche og komplimentere hinanden …

… men det kræver selvfølgelig at der er noget humle, ingefæren kan matche. Humlen udebliver imidlertid helt. Mest af alt er det farven og skummet der afslører, at dette faktisk er en øl, og ikke bare en sjusket sammenkastet ingefærsodavand med alkohol.

 

Cold Hawaii Birk, Gran, Fyr, Thisted Bryghus

Det er bedre med humle …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den seneste lange pause i anmeldelserne skyldes, at jeg desværre igen er røget i et dybt, sort hul. Selv dagligdags ting der skal ordnes, udskydes til sidste øjeblik or klares kun nødtørftigt. Forhold til venner og bekendte sander til. Og jeg negligerer mere og mere mine interesser – herunder blogningen – til ulempe især for jer læsere, som jeg ellers er så lykkelig for, gider klikke sig ind på, hvad jeg skriver.

Jeg skyder skylden på de om ikke daglige, så i hvert fald ugentlige attentater fra den yderste højrefløj i USA. Den ene dag er det brevbomber, den anden dag er det massakrer i synagoger, og ind imellem er der politiets mange drab på sorte, der næsten forekommer fastlagt efter rutiner i deres regelmæssig- og hyppighed.

Herhjemme er vi ikke nået så langt endnu, men vi er så småt på vej. De åbenlyst nazistinkluderende højreradikale organisationer “Stram Kurs” og – (hvis det hele ikke var så trist, ville jeg grine højt og hånligt ad dem) – “For Frihed” vil Gud dødemig (se, de får mig endda til at bande kristent) marchere på krystalnatten. Jeg kan ikke forestille mig nogen større hån mod de få holocaustoverlevere, der endnu findes, mod det jødiske verdenssamfund, og i det hele taget mod historien. Ligeledes er det en hån mod alle mennesker i verden på højre, venstre eller midterste fløj, der udmærket kan se de krystalklare paralleller mellem disse organisationer og lignende udvikling i 30’ernes Tyskland.

Og udviklingen breder sig. Senest har vi set det i Brasilien, hvor en åbent racistisk fascist er blevet valgt til præsident. I vores egen baggård har vi Polen og Ungarn, der længe har opvist samme tendenser … og her stopper jeg for denne gang, så det lille kvantum mod og engagement, jeg trods alt har kunnet mønstre ikke går tabt igen, før jeg når til anmeldelsen af dagens øl.

Brygget er en af Thisted Bryghus’ konceptøl, brygget uden humle. I stedet er denne øl tilsat ingredienser fra tre træer – som antydet i bryggets undertitel birk, gran og fyr. Resultatet er et korngult bryg med meget svagt skum. Bouqueten gør en anelse mere ud af sig, omend den kun består af vage fuseldampe.

Hvis Thisted Bryghus’ eksperiment udi ikke at bruge humle, skulle resultere i en øl, der smagte af humle, er forsøget totalt mislykket. Men det er jo heller ikke sikkert. Man mærker til gengæld tydeligt træsmagen – især birken – som en metallisk og noget syntetisk sur-sød aroma, ikke decideret ubehagelig men heller ikke rigtig velbehagelig. Ved siden af mærker man hvordan vingummi klæbrigt blander sig med græs på en syrlig baggrund af bøgeblade. Hvilken smag der skal opfattes som primær og sekundær står hen i det uvisse. Ud over at aromaerne i sig selv virker noget arbitrære og resultater af eksperimenter snarere end kontrolleret og målrettet brygarbejde, så står aromaerne også sært ved siden af hinanden – uden at blande sig med hinanden, og uden nogensinde at være sammen om at løfte oplevelsen.

Anderledes og nyskabende må man dog indrømme at brygget er, men jeg har min oprigtige tvivl om, hvorvidt en sådan aroma nogensinde vil appellere til et større publikum. Jeg tipper at dette bryg bliver en døgnflue, et muntert eksperiment, hvis underholdningsværdi som vittighed langt overgår dens aromatiske meritter.

Sorry, Thisted Bryghus – min smag falder den i hvert fald ikke i.

Bonny Beer, Amager Bryghus

Ordentlig røver …

Én ting man kan være sikker på ved Amager Bryghus‘ øl er kvaliteten af den røverhistorie der følger på etiketten. Og når der en sjælden gang imellem faktisk står noget rigtig information om øllet på etiketten, er kvaliteten af denne også exquisite. Øllet – det er som regel også af meget høj klasse, så man løber virkelig ikke nogen stor risiko for skuffelse, når man lægger Amager Bryghus’ øl i kurven.

Når det gælder deres IPA’er kan det undertiden – og det er vel det mest negative og kritiske, jeg kan sige om dem ud over at prisen er høj (omend ikke urimelig) – knibe lidt med variationen. Én ekstraordinær IPA under ét navn kan godt minde så meget om en anden IPA under et andet navn fra samme bryggeri, at man kan undre sig en smule over, hvorfor der egentlig skulle to forskellige øl (og røverhistorier) til.

Det gælder i mindre grad denne IPA, der faktisk formår at skille sig lidt ud, samtidig med at røverhistorien er af samme udsøgte kvalitet som ellers.

I røverhistorien gør bryggeriet op med historien om IPA’ens oprindelse, pakket ind i en rigtig røverhistorie – eller sørøverhistorie i hvert fald. Bryggets undertitel ‘West India Pale Ale’ ironiserer således over, at de fleste IPA’er i dag brygges i vesten med konsumption i vesten for øje – og ikke som fortællingen beretter, brygget med langsommelig eksport til fjerne kolonier i tankerne. Brygget er desuden tilsat muskatnød, for aromaens skyld, går jeg ud fra, eller bare because reasons.

Brygget dufter sødt af vanille og clementiner. Skænkning af det tågede, appelsinorange bryg, er en mindre udfordring, da skummet er tæt og standhaftigt som fugemasse. Ja, også visuelt er brygget lige i skabet. Aromaen giver et skarpt bitter og frisk jag af knastørt nåletræ, flankeret af søde, aromatiske appelsin- og syrenblomstnoter ved gummerne. Eneste lille skønhedsfejl er en vigende eftersmag. Brygget klinger alt for hurtigt af, og byder ikke på nogen ekstranumre efter tæppefald.

Men mens brygget står på, er der underholdning for fulde gardiner – og programmet der kan læses på etiketten kan endda bidrage yderligere.

Nöel, Munkebo Brewery (Nidstangen IV)

Nu er det jul …

… næsten i hvert fald. Jeg skal ikke holde mig tilbage med anmeldelserne af de juleøl, der kommer mig i hænde inden december. Og kender jeg mig selv ret, bliver det ganske få, da jeg i det hele taget ikke finder juleøl interessante. De er – som jeg vist også bemærkede sidste år – oftest tunede pilsnere uden nogen aromatiske meritter, udelukkende produceret for at give konsumenten en hurtig og effektiv brandert til julefrokosten.

Den her har imidlertid stået et godt stykke tid, og den stundende højtid, hvor alt jo skal være så forbandet morsomt (for nu at citere min underviser i Kristendomshistorie fra min tid som religionsstuderende ved KU) vil jo være en fin anledning til dels at skyde juleølsanmeldelserne i gang, samtidig med, at jeg kan afslutte en anden tråd fra tidligere. Denne øl er nemlig den sidste, jeg for alt for længe siden modtog fra Munkebo Brewery, i forbindelse med at Wacken Brauerei ud af ingenting truede dem med sagsanlæg, fordi de gav deres øl navne hentet fra den nordiske mytologi.

Det er – som overskriften antyder – ikke tilfældet her. Brygget skulle vist have navn efter det franske navn for jul, der er ‘Noël’. Nöel, som jeg går ud fra skal udtales [Nø-æl] eller noget i den retning, ved jeg til gengæld ikke, hvad betyder, men nogen Nordisk gud eller anden mytologisk figur er der vist ikke tale om …

… og NEJ – SELVFØLGELIG er det da ikke bare tremaet, der ved en fejl er anbragt over den forkerte vokal. Det er fuldkommen udelukket … eller måske er det faktisk sådan, for jeg kan ikke gennemskue nogen fiffig grund til, at det vitterlig er placeret forkert.

Nok om det. Der er tale om en belgisk inspireret juleale, hvis fine røde lød afspejler højtiden aldrig så fint. Man kunne måske ønske lidt mere hvidt skum som kontrast, men her i landet forbindes den farvekombi alt for ofte med afstumpet nationalisme, så det udeblivende skum er i hvert fald i den forbindelse en fordel.

Duften er til gengæld ikke videre julet – den er mest af alt syrlig, og tilsatte nelliker, fennikel og appelsinskal mærker man ikke noget til overhovedet før i smagen. Her træder de julede indslag mere frem med aroma især af nelliker og koriander, mens bryggets syrlige – og i den forstand karakteristisk belgiske – egenskaber træder dominerende, for ikke at sige unødigt anmassende, frem. Brygget slutter af med en kant af egetræ – slet ikke uaromatisk, men heller ikke i nogen væsentlig grad med en karakter, man hertillands vil betegne som julet.

Som juleøl anser jeg den faktisk som uegnet idet den med sin skarpe syrlighed hverken klæder forret, hovedret eller dessert særlig godt. Der mangler simpelthen noget sødme til at bakke kartoflerne, sovsen, flæskestegen, anden, ris a’la manden (hvorfor sidder jeg i skrivende stund og bliver sulten?) og alle de andre julelækkerier op.

Til rødkålen alene, ville den måske være fin, men så skulle det være en rødkål tilberedt med væsentlig mere eddike, end der er tradition for her i landet.

Munkebo skal have tak for øllene. De har været der til både gavn og glæde for bloggen. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ikke er denne, der er min favorit. Det er derimod Röskva – deres pragtfulde IPA med enebær, der bestemt kommer med hjem, hvis jeg finder den i supermarkedet en dag.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme