Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: krydderier

Løkkendarisk, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken V

Mangel på spræl …

Vi fortsætter i underkategorien af Løkken Bryghus-øl, der hylder lokalhistorien og omegnen. Her gælder det Vesterhavet, som jeg ikke selv bor ved – jeg må nøjes med Limfjorden her i Thisted – men alligevel jævnligt ser i mit for tiden alt for sparsomme arbejdsliv.
Brygget er således tilsat sukkertang og porse. Det er ikke første gang man ser nogen af delene. Rise Bryggeri bryggede ‘Ærø Tangøl‘ i sin tid – den vandt de min stemme i det nu hedengange Kvickly Ølfestivalg med tilbage i 2015. Jeg holder imidlertid stadig på, at tangen ikke kunne smages, og at det var det gavmilde indhold af amerikanske humler, der gjorde det. Porse er i ølverdenen om noget forbundet med lokale Thisted Bryghus og deres Porse Guld. Uden at ville gå så langt som ligefrem at kalde den en af mine favoritter – stærke pilsnerøl af export-typen er bare generelt ikke rigtig mig – vil jeg nok alligevel bedømme som den mest smagfulde i sin klasse.

Løkken Bryghus klassificerer imidlertid brygget som en pale ale, og det kan undre en kende, da brygget ikke ligefrem tager sig lyst ud. Der er høj score på de visuelle parametre – ingen tvivl om det. Prangende i efterårets flotteste rødbrune kulør og gyldent, fedtet skum kan forventningerne ikke få andet end et skub opad.
Bouqueten er anderledes afdæmpet. Let nøddebitter og ikke rigtig andet. For så vidt godt, den smule der er, men hvor ville man bare ønske, der var mere.
Men nej. Også i smagen kniber det med karakter, styrke, energi, spræl. Brygget spankulerer nonchalant og let-på-tå hen over (især over) smagsløgene. Kun sparsomt tjattes der til dem med en umakreret, og kun sparsomt engageret bitterhed af fugtigt træ og paranødder. Porsen gør sin entre, og formår at redde brygget et minimum af karakter med sin sødt-syrlige aroma på bagkant.

Men det er ikke nok til at trække brygget højere op, end en akkurat adækvat oplevelse. Det har Løkken Bryghus gjort væsentlig bedre. Lad os håbe, det ikke bliver værre.

Kavt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken III

Tilgiveligt …

Jeg er fortsat sunket godt og grundigt ned i ledighedssumpen med hvad dertil hører af angst, depression og stress, ironisk nok fordi man pludselig har alt for meget tid, men ikke magter at bruge den på noget konstruktivt.

Det er ledighedens paradox, og det har jeg været inde på et utal af gange allerede, og jeg skal derfor ikke plage læserne unødt med det.

I stedet vil jeg skride videre til dagens øl med det samme. Vi har fat i endnu en af de mange fine øl, Løkken Bryghus har sendt mig. I dag gælder det Kavt. “Kavt er et af de udtryk Vendelboerne har opfundet til at beskrive noget, der er upraktisk, besværligt og unormalt” fremgår det af etiketten. Så blev vi så kloge.
Ellers er Kavt en belgisk (inspireret – må jeg hellere tilføje, for ikke at få Fødevarestyrelsen på nakken) blonde. I virkeligheden er belgisk blonde et meget vidt begreb, der vidner om den belgiske ølkulturs mangfoldighed. Det betyder til gengæld også, at det kan gå alle mulige veje, og at det er stort set umuligt at forudse hvad man bliver budt, når brygget er skænket – måske med undtagelse af hvor lyst brygget er. En blonde vil som regel være lys – her i en nydelig nuance af blankpoleret kobber.
Bouqueten er letbenet og imødekommende humlebitter uden at være kraftig nok til, at begyndere udi specialbryg har noget som helst at udspytte brygget for. Kenderen vil til gengæld ærgre sig over konturløshed og vigende styrke, for hvilket der kompenseres noget i aromaen, der er markant sød af kornmalt og uden noget af det, man ellers godt kan frygte, når der står belgisk blonde på menuen. Der er ingen rå sprittethed, ingen gærsmag eller anden uintenderet sur afsmag. Det hele er velkontrolleret og harmonisk … lidt for harmonisk, kunne man indvende. Men har man mere end én gang haft dårlige oplevelser med typen, er de begrænsede armbevægelser ikke bare tilgivelige, men også kærkomne.
Og fuldstændig gråt og kedeligt er det langt fra. Sødmen er markant, og slår efterhånden mere over i modne æbler med en snas af banan – lige akkurat nok til at det kan påskønnes, og meget langt fra, at det på nogen måde virker generende.
Bag på tungen melder der sig desuden en bitter kant af valnødder. Det passer perfekt til årstiden, og til bryggets afdæmpede, men alligevel ikke konturløse udtryk.

Rajfog, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken II

Ufortjent …

Aldrig så snart man har gravet sig dybt dybt ned i sortsyn og sløvsind over ens beskæftigelsessituation, før man bliver tilbudt arbejde flere på hinanden følgende dage i træk. Jeg er som bekendt ikke troende, ej heller er jeg overtroisk, og derfor er jeg heller ikke bange for at jinxe når jeg her for anden gang på kort tid (første gang var på Twitter) lufter ideen om at melde mig i arbejde igen, hvis det fortsætter. Lige nu går det i hvert fald i den rigtige retning, og jeg kan allerede mærke, hvordan mit humør bliver bedre for hver time, der går.

Mere lyst til at anmelde øl får jeg også igen. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg egentlig prøvede den her, den anden øl fra Løkken Bryghus. Jeg skylder i øvrigt bryghuset tak – ikke bare for tilsendelse af anmeldelsesmateriale, men også for to fine glas. Det ene har afløst mit favoritdrikkeglas, der røg på gulvet for et par dage siden.
Nej, det er ikke det for oven afbilledede drageglas. “Jamen er drageglasset da ikke dit yndlingsglas?” gentager jeg for mig selv med tungen klemt ned mellem fortænder og underlæbe som Peter Kær i den navnkundige børneunderholdningsserie TV-Pil fra 90’erne. Næh – drageglasset bruger jeg af æstetiske årsager for at signalere, at her er der en øl, jeg har høje forventninger til. I grunden er det ikke særlig godt at drikke af. Det er djævelsk tungt på grund af alt metallet, og faktisk en anelse for smalt til at egne sig rigtig godt som ølglas.

Så hellere et glas, der rent faktisk bare er af glas. Her er det så i brug første gang, det nye glas som Løkken Bryghus skænkede mig (ja, selvfølgelig er ordene nøje udvalgt og udspillet). Det er fra Bryggeriet Vestkysten, som jeg har til gode at stifte bekendtskab med. Til gengæld er jeg vild med det spinkle og stilfulde look, og jeg nyder allerede i fulde drag (jeg kan ikke lade være) at bruge det.
Det skal læserne nok få meget mere at se til, indtil det også ryger på gulvet en dag. Men lad os nu se om ikke det har en del gode år i sig før det sker.

Videre til dagens øl, Rajfog hedder den. “Rajfog er et rigtig godt udtryk for snestorm. Hvis himmel og hav står i et, er det “himmelbetændt rajfog”” fremgår det af etiketten. Den slags vil det nok være så som så med i fremtiden i betragtning af, hvor godt den globale opvarmning har fat. Temperaturen her midt i november ser ud til at have lagt sig et sted mellem 11 og 13 grader. Abnormt højt for årstiden, men netop det abnorme er efterhånden normen, når man ser på udetemperaturerne i vintermånederne.
I det mindste står regnen ikke konstant ned i stænger, sådan som den gjorde sidste efterår, så vores vaskekælder stod under vand fra midt på efteråret til langt ud på foråret.
Årstidens mørke efterligner denne seksprocents-bock til gengæld ret autentisk. Ikke at en bock egentlig behøver være mørk, men det er såmænd heller ikke fordi det mindsker forventningerne, når brygget samtidig dufter ganske indbydende af vanille og mørkt sukker.
Der er da også skruet godt op for maltimpressionen, der giver brygget en rar og blød mundfylde. En let lakridsberøring yder et krydret indslag over et sødt aromatæppe af melasse og farin. Desværre kan ingen af aromaerne se sig fri for at være noget for ikke at sige ret meget til den afdæmpede side. Nogle gange er antydningens kunst at foretrække frem for aromatæppebombning af mundhulen, men det her grænser til det decideret vage og uengagerede.

Det startede ellers jøwt med pilsneren af samme navn. Dette her er til gengæld hverken jøwt eller rajfog. Det er bare småkedeligt og trivielt (gad vide, hvad det mon hedder på vendelbomål?), og det fortjente egentlig ikke pladsen i drageglasset.

Barrel-Aged Brownie Loop, Broaden & Build (Farvel & Goddag IV)

Livestreamed …

Så gik den ikke længere for den store Canadisk-fødte sekulære aktivist og tryllekunstner James Randi. 92 år gammel gjorde han andre store personligheder selskab, der i bloggens levetid har forladt os for bestandigt: Jeg nævner i flæng Jan Monrad, Lemmy Kilmister og Stephen Hawking.
Randi var blandt andet kendt for sin udfordring til alle, der mente at have overnaturlige evner at bevise disse mod en præmie på 1 million dollars. Præmiesummen forblev imidlertid urørt indtil 2015, da Randi gik på pension. I mellemtiden afslørede han fupmagere som Uri Geller og Peter Popoff. Førstnævnte hævdede at kunne bøje skeer med tankens kraft – men sjovt nok kun skeer, som han selv udvalgte, mens dem Randi fandt til ham, ikke sådan lige lod sig bøje. Sidstnævnte udgav sig for at kunne helbrede mennesker ved guds kraft – og at Gud kunne udpege disse syge mennesker for ham i menigheden. Randi afslørede, at Peter Popoff i virkeligheden fik instruktioner over radio af sin hustru, der ved gudstjenesternes begyndelse indsamlede data om de fremmødte – herunder deres lidelser.

Nyheden om Randis bortgang tikkede ind under en livestream, et såkaldt after-party, jeg havde arrangeret på min YouTube kanal. Gæsten var den i sekulære kredse meget kendte aktivist Aron Ra, der på en foregående livestream havde fortalt om sin passion for øl. Det lagde en dæmper på festlighederne, men lad os huske Randi for hans utrolige engagement, og en opfyldt ambition om at anskueliggøre hvordan godtroende mennesker udnyttes af kyniske fupmagere og svindlere.

Under den indledende livestream nød jeg den sidste af de Broaden & Build-øl, som jeg anskaffede i Haandpluk, Klitmøller for en måneds tid siden. Etiketten fortæller en længere historie om bryggets tilblivelse. Oprindeligt blev øllet brygget sammen med ‘Brooklyn’s Other Half’, som en Google-søgning afslører, er et mikrobryggeri i New York. Siden blev brygget tilsat kakaoskaller og browniestykker fra en lokal restaurant. Resultatet blev en meget populær øl på bryggeriet, som klientellet konstant efterspurgte på emballage. Som sagt så gjort, men desværre også i anledning af bryggeriets endeligt.

En tyk, olieagtig masse skvulper dovent og modvilligt ned i glasset ved skænkning. Skum er der ikke meget af, men det behøves heller ikke i en stout af den kaliber. Det fuldkommen uigennemskinnelige brygs absolutte sorthed er visuel oplevelse nok i sig selv.
Duften er mere bitter end man må forvente ud fra bryggeriets beskrivelse. Det er ikke kakao, chokolade og brownies, der dominerer, men derimod stærk kaffe, omend sødet med muscovado og mørk kandis.
Der er tale om en stout af højeste kaliber her. Tæt og langsomt smyger det tykke bryg stædigt hen over smagsløgene til glæde både for aromareceptorer mundens øvrige overflader – himmelvendte såvel som dem der peger ned mod tunge og svælg.
Aromaen udgøres igen af sødt og bittert, aldeles vel og nydeligt afstemt i en fed blanding af wienermelange og mørkt, flydende sukker. Og så alligevel med en lethed, der gør at brygget aldrig bliver for meget. Den kan faktisk drikkes i lidt større mundfulde en bare små nip. Og det kan være en fordel, når der efter en livestream også skal finde et after-party sted, hvor flere gæster er inviteret og hvor man også gerne lige ville præsentere et par øl mere.

Hvil i fred James Randi – nærværende tema vil blive rundet af i næste indlæg, hvor vi også siger endeligt farvel til Broaden & Build.

Thai Cargo, La Debauche

Jeg forstår det ikke …

Jeg slås stadig lidt med mine læsertal. Men lidt har jeg da kunnet ånde lettet op, da jeg i går aftes konstaterede, at antallet af klik på bloggen var nået op over 2.000 og dermed mere end halvvejs op til målet for måneden på 4.000, som jeg satte mig ved årets begyndelse.

Det er imidlertid svært at blive klog på læseraktiviteten. Nu fx i går, tirsdag d. 15. var dagen med næstflest klik denne måned – hele 191 – kun slået af tirsdag i sidste uge, hvor jeg nåede op på 204. Tirsdag er åbenbart en god dag at lægge vejen forbi min blog, og det uanset om jeg udgiver noget den dag eller ej.

For sidste tirsdag udgav jeg anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg, mens jeg i går ikke udgav noget. Det gjorde jeg til gengæld i forgårs, hvor jeg udgav min noget mellemfornøjede anmeldelse af Royal Unibrews ‘Anarkist European Haze‘. D. 7. september, dagen før anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg anmeldte jeg Electric Rattlesnake fra Amager Bryghus. Den kastede umiddelbart ikke mange klik af sig. Faktisk blev dagen for dens anmeldelse den mindst besøgte på bloggen i september, med 67 klik. Det er meget usædvanligt for mine anmeldelser af Amager Bryghus’ øl, der plejer at være nogle af de mest læste.

Jeg har imidlertid bemærket, at det ikke altid er samme dag, en ny anmeldelse får mest opmærksomhed. Det kan i vid udstrækning også falde dagen efter. Jeg skriver gerne en anmeldelse mandag, da den generelt er en sløj besøgsdag – for lissom at begrænse katastrofen mest muligt. Ikke at det nytter meget på selve dagen, men med lidt held kommer der et peak dagen efter i stedet.

Eller gør der nu det? I så fald burde man også forvente pæne besøgstal d. 9 september, dagen efter Forårsbrygs anmeldelse. Læsertallet falder heller ikke katastrofalt, men dette skyldes nok anmeldelsen af Kaiserdoms Helles Vollbier … tror jeg da nok. Den formåede nok at trække nogle læsere til samme dag den blev smidt på bloggen, mens effekten lader til at være taget endnu mere af dagen efter, hvor antallet af læsere er under 150.

Antal klik på bloggen 6-16 september. Electric Rattlesnake udg. 7. sep, Forårsbryg udg. 8 sep, Helles Vollbier 9. sep, St. Omer 12. sep, og Anarkist European Haze 15. sep.

Nogenlunde mening giver statistikken i weekenden, hvor St. Omer blev anmeldt om lørdagen, til umiddelbar nydelse for læserne. Den formåede til gengæld ikke at trække mange læsere til om søndagen, hvor man ellers skulle tro at læserne også har nogenlunde ro til at læse eventuelle anmeldelser, jeg smider op.

Summa-summarum. Jeg kan ikke se noget system i læserfordelingen. Nogle gange genereres læserne af en anmeldelse samme dag. Nogle gange dagen efter, og nogle gange … bare ikke sådan rigtigt i nogen særlig signifikant grad. Jeg har derfor ikke nogen særlig strategi for udgivelse af mine indlæg i løbet af ugen. Men da læserfordelingen ser ud til – i det store og hele – at være tilfældig, kan man vel lige godt argumentere for en fast anmeldelsesplan, som en fortsat afståelse fra samme.

Jeg vil overveje i de kommende dage, om jeg vil vove et forsøg med at anmelde mere systematisk på bestemte dage. Input modtages meget gerne i kommentarerne, og jeg undskylder i øvrigt for den tørre indledning på dagens anmeldelse. Men læsertal er ikke desto mindre noget, jeg som blogger bliver nødt til at forholde mig til nu og da. Men nu til dagens øl.

La Debauche har jeg haft fat i to gange på bloggen allerede, men jeg er endnu ikke nået til at lave en rigtig anmeldelse af deres øl endnu. To gange med ret kort mellemrum er jeg stødt på dem på ølfestivaler i København. Det skete sidste år, dengang for sindssygt mange år siden, hvor ølfestivaler stadig var noget, der blev afholdt. Nu om dage, er det noget, der hele tiden bliver aflyst eller udskudt.

Ja, det føles længe siden, vi havde en verden, der fungerede nogenlunde normalt. Men det er ikke kun Coronavirusset, der har vendt op og ned på verden. Californien står i flammer, og resten af USA står med en præsident, der vil gøre alt for at snyde sig til genvalg, formentlig med endnu større globale katastrofer som konsekvens.

Så det skal nok komme til at gøre rigtig meget mere ondt. Og om det nogensinde kommer til at gøre godt igen? Derom har i hvert fald jeg min tvivl.

Men tilbage til bryggeriet – franske La Debauche. Ordet har sin ækvivalent på engelsk – debauchery – som ikke sådan lige lader sig oversætte til dansk. Men ‘dekadent vellystighed’ eller ‘liderlighed’ finder jeg selv en rammende, omend – indrømmet – ikke videre mundret oversættelse. Dekadente er eksperimenterne i hvert fald. På Copenhagen Beer Festival 2019 bød bryggeriet på traditionel Kriek og Stout tilsat mandelmælk. På DØE’s Ølfestival i Lokomotivværkstedet senere på året havde de nærværende øl på programmet, og det var der min hyppige medsmager Marcus var så venlig at købe den til mig … altså endnu en øl, der har fået lov at stå i noget tid. Men det kan man godt, når det er mørkt øl, det drejer sig om. Ikke mindst alkoholvolumen på 11%.

Brygget indeholder ingredienser nok til at give en traditionel tysk brygger to hjertestop samtidig. Gurkemeje, citrongræs, grøn chili, galanga, kokosnød og lime. Desuden stammer en del af malten fra ris. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at lave en video med afprøvningen af brygget, men da min gode ven på nettet, Geoff Breeze aka Godless Scummer inviterede mig og nogle andre online venner ind til en livestream i søndags, tænkte jeg at det da også talte som en slags video. Så der blev den behørigt nydt til senere anmeldelse her.

På streamen kan man observere mig holde flasken under næsen i rigtig lang tid. Jeg sidder faktisk og sniffer øllets fine em af velanrettet thai-middag med lige dele fryd og begejstring. Rent lugtesalt, der næsten gør duftoplevelsen i sig selv åbningen værd.

Men – skænkes skal det nu alligevel. Kulsort, tykt som tjære, og fortsat afgivende em af thaikøkken klukker det træge bryg modvilligt ned i glasset. Skummet er overraskende nok ikke særlig højt – men det skulle da også snart være det eneste, man kan brokke sig over. Den smule der er, er fortsat en ren fornøjelse at beskue, som det ligger tæt og chokoladefarvet over den tætte nat.

Aromaen trækker i en lidt anden retning; en blanding af kaffe, sødet kokos og kakao. Hvis ikke denne blanding allerede findes på hipsterkaffebarer på Vesterbro, så claimer jeg hermed ideen som min. Når jeg i fremtiden trækker royalties, tror jeg nok, at fremtid og alderdom er sikret.

Med tiden ændrer smagen en smule karakter, og lakridsnoterne sætter ind. Kakao-kokos-kaffe-blandingen omdannes nu elegant til flydende lakridskonfekt … (der var endnu en sød cocktail for hipsterne!) … for nogle vil det sikkert være alt for meget – for sødt og intenst. Men jeg elsker det, og vil bare have mere …

… og der er det så, at der dryppes en lille smule malurt i bægeret – eller rettere; lidt for meget chili. Det starter med en skarp kant, som man intuitivt opfatter som alkohol. I begyndelsen føles det som cognac, så som tequila – og så vidt er det fortsat en spændende, underholdende og nyskabende fornøjelse. Men nu træder chilien alligevel lidt for meget frem. Den begynder at brænde en anelse på tungen, og træder derfor ud af den ellers vellystige, spraglede og ganske rigtigt dekadente aromakomposition. Den ender som en bismag frem for en af mange ting, der velsmurt leverer en ellers perfekt koreografi.

Men det er en skønhedsfejl – allerhøjest. Brygget er mere end oplevelsen værd, og en knivspids (højest) for meget chili dræber bestemt ikke begæret efter mere …

Steenbrugge Brown, Palm NV

Vel over standard …

Jeg arbejder, som jeg vist har nævnt, i fiskeindustrien i Hanstholm. Her forleden fik jeg tidligere fri, og tænkte, at jeg ville bruge ventetiden på bussen konstruktivt. Så jeg spankulerede fra havnen op ad den lange trappe op ad kyståsen, for nå til det lokale indkøbscenter lidt længere oppe i byen.

På vejen kom jeg forbi den lokale Aldi. Og da var det jeg tænkte: “Hvor tit får man egentlig lejlighed til at gå i Aldi i Hanstholm?” Selv får jeg nok lejlighed til det med jævne mellemrum, nu jeg tænker over det. For nu arbejder jeg faktisk lige i nærheden. Så det var ikke tilgængeligheden, der bød mig udfordringer.

Det var mere det, at jeg i ret mange år efterhånden ikke har sat mine ben i Aldi. Af principielle årsager, primært. De behandler ikke deres medarbejdere særlig godt, hvilket er årsagen til at de kan give deres priser et ekstra nøk nedad. Samtidig har kvaliteten af deres produkter og udvalg det med at skrabe bunden fra undersiden.

Vel, jeg fandt alligevel snart mig selv snigende rundt i gangene mellem rodede spotvarer og industrielt overforædlede fødevarer, på jagt efter … wow, vildt nok, hvis i gættede det – øl! Jeg havde absolut ingen fornemmelse af, hvad Aldi havde på hylderne af billige eller knap så billige øl, men helt umuligt skulle udvalget snart – meget mod min forventning – vise sig ikke at være.

Den her kom med i kurven. En debut på bloggen for det belgiske bryggeri Palm NV. En mørk belgisk øl går sjældent helt galt, så den skulle da have chancen. Brygget går i øvrigt også under navnet ‘Bruin Dubbel’. Hvad anglificeringen i det ellers udpræget tyske supermarked Aldi går ud på, må indtil videre stå hen i det uvisse.

Et dejligt mørkt bryg er det, dunkelbrunt med højt, luftigt skum, der tager tydelig farve efter brygget. Bouqueten gør ikke meget væsen af sig – sødme af karamel og bitterhed af kaffe. Men selvom noterne måske ikke slås an forte, så lyder det nu ganske godt alligevel. Alt behøver ikke være en Allegro eller en Presto. Ind imellem er det fint med en Andante eller måske endda en Adagio.

Anderledes komplekst og kraftfuldt er det til gengæld i smagen. Så man får både en Adagio og en … vel, i hvert fald en Allegretto. Et helt stykke musik i alle tilfælde. Sødme af karamel aer blidt mens mellemristet kaffe bæres frem af en fyldig maltbund. Bitterheden slutter af med et crescendo ved mandlerne, hvor en overraskende krakilsk humle gør sin sene entre.

Dermed er den bedste brown ale, jeg længe har prøvet tilføjet kataloget.

Nogen smagseksplosion er brygget ikke. Det er en tilbagelænet sonate, med med tilpas komplekse temaer og variationer til at man aldrig keder sig, og med en fiks finale til slut, der kræver lidt aktiv lytning.

Langt over forventet Aldi-standard er brygget under alle omstændigheder. Selvom jeg fortsat ikke mener, man skal gå i det supermarked alt for tit, er den her nu et sjældent besøg værd.

Sweet Gale, Thisted Bryghus

Tema med variationer …

Aldrig så snart Bent Fabricius-Bjerre har forladt os, og turen fortsætter til den britiske filmskaber, Alan Parker. Stærkest i min erindring står hans filmatisering af Pink Floyd-pladen The Wall, men det er nok også bare fordi Pink Floyd tilfældigvis er det band i hele verden, jeg holder allermest af.

At manden holdt af god musik, fik man også at mærke i mesterværket The Commitments. På en måde blev filmen en hjørnesten for soulmusikken. For mens filmens hovedtema handler om brugen af sorte amerikaneres musik som middel til at bryde ud af fattigdom og elendighed i de tidlige 90’eres Irland (og dermed noget af det mest charmerende fattigdom og elendighed, der findes i hele verden – men fattigdom og elendighed ikke desto mindre) blev netop den kunstform i samme årrække voldsomt kommercialiseret.

Ikke lang tid efter lancerede MTV programmer som ‘The Soul of MTV’ der time efter time spillede intetsigende, ligegyldig fløde for ørerne, mens gode programmer, som fx Headbangers’ Ball blev taget ned. Rædsler som R-Kelly, Boyz 2 Men og i Europa Emilia Rydberg dukkede op og gjorde det, der i årtierne forinden tryllebandt verden med selvsikker sort amerikansk kunststil, til et samlebåndsproduceret organisk opløsningsmiddel, perfekt til at lade hjernemassen flyde ud af ørerne som den flødemættede sødsuppe, soulmusikken blev reduceret til.

Men før jeg ryger for langt ud af en tangent, er det vidst bedst, jeg tager fat på dagens øl i stedet.

Leverandøren af seksprocentsbrygget er Thisted Bryghus, og den var med i en pakke øl, jeg fik da jeg sidste år var på besøg der. Ja, jeg er ikke altid lige hurtig til at få afprøvet øl, jeg har stående, men nu fik jeg det så endelig gjort.

Et billede af selve brygget, såvel som dens duft, må læserne have til gode. For jeg var åbenbart alt for ivrig, både med at få smagt på brygget, og få tømt glasset. Umiddelbart er brygget hverken nogen aromaeksplosion eller noget blylod af fyldighed. Det kræver lidt aktiv smagning, der til gengæld også lønner sig.

Letsyrligt frisk er brygget, med en sød aromatisk kant af karamel og en overraskende kraftig bitter eftersmag af hvidkål. Det er i øvrigt godt. Kål er en grøntsag der nok ses en anelse ned på, men genkendes dens bitre aroma i øl, glæder det i hvert fald denne blogger.

Fylden mangler på trods af bryggets vigende tyngde heller ikke. Det er på overfladen et bryg uden unødvendigt spræl, men med mange små fine overraskelser, hvis man har blot et mindstemål af tålmodighed – og ikke er for fin på den til at acceptere tilsætning af porse og ascorbinsyre. Aromaerne udgør fine variationer over velkendte temaer, både fra pilsner og pale ale, der under alle omstændigheder gør brygget et besøg værd.

Og så kan man jo også finde ud af, hvordan det egentlig ser ud og dufter.

Gin N’ Beer, Thisted Bryghus

Fordi man kan …?

Den her har stået i butikkerne ret længe allerede. Og ligeledes har den stået rigtig længe i mit ølskab, fordi … ja, det kan jeg ikke engang rigtig redegøre for. Fordi jeg ikke rigtig gad, tror jeg. På overfladen virkede det mest af alt som et eksperiment, der snarere blev udført fordi man kunne end fordi man egentlig ville prøve at opnå noget nyt og spændende.

Brygget falder i samme kategori som ‘Jack & Beer‘, og ved gennemlæsning begynder jeg at mistænke min underbevidsthed for at have en noget bedre hukommelse end min overbevidsthed … hvis det er det, det man er sådan rigtig bevidst om, rigtigt hedder? For konklusionen på hin anmeldelse var, at brygget mere var noget, man havde klasket sammen fordi man kunne end fordi man ville lave noget, der var rigtig godt.

Og her sidder jeg altså med præcis de samme tanker, efter at have prøvet denne øl. Det kan være tilfældigt. Det kan være fortrængte minder, der trænger sig på. Men, uanset om det er det ene eller det andet, forbliver det et faktum, at Thisted Bryghus burde bruge deres kostbare tid og brygressourcer på at producere nogle flere spændende versioner af Limfjordsporter i stedet for lemfældigt at kaste mere eller mindre tilfældige kombinationer af øl og sprut sammen, hvis færdige resultat kun i begrænset omfang appellerer positivt til smagssansen.

Gin i sig selv – for nu bare at starte et sted. Hvem drikker det rent? Personligt går jeg meget ind for at holde tingene – især alkohol – simpelt. Jeg drikker sprut rent, hvis jeg kan slippe af sted med det. Før jeg begyndte at interessere mig for øl, var jeg en stor nyder af whisky, ikke mindst skotsk single malt. Så bliver det ikke meget mere rent og simpelt.

Med gin har jeg det imidlertid anderledes. Jeg nyder en afkølet Gin & Lemon, eller Gin & Tonic. Men gin alene har jeg svært ved at nyde. Ikke engang afkølet.

“Men her er det jo netop blandet op med noget” hører jeg den flabede læser indvende. Problemet er bare, at hvor jeg undertiden kan finde på at blande tynde pilsnere med citronsaft og i øvrigt har lært at holde af belgiske frugtøl, så kan jeg dårligt forestille mig, hvordan Gin skulle kunne gøre noget som helst godt – især i en øl brygget på belgisk saison-gær. Enebær gør det godt i IPA, men hvordan det skulle kunne hjælpe en belgisk saison på vej, er mig en gåde.

Det er heller ikke duften af en frisksyrlig saison, der møder en ved skænkning af det forholdsvist lyse, højtskummende bryg. Det er derimod den anmassende em af enebærbrændevin. Den kvæler alt hvad der ellers måtte være af ølindtryk i brygget. Også i smagen mærkes ginnen mere end noget andet. Den giver en skarp, for så vidt frisk, men også meget alkoholisk note i brygget, som jeg genkender fra den belgiske triple blonde, der nok er den eneste øl i verden, det aldrig er lykkedes mig at holde af.

Samme types banansmag mere end anes til forventelig afsky og væmmelse. Denne gang er det næppe skabt af gærens estere, men figurerer som en klar bismag af de tilsatte gin-krydderier. Spørgsmålet forbliver imidlertid ubesvaret, hvorfor man overhovedet måtte ønske den smag i øl.

På den positive side indrømmer jeg til gengæld, at brygget ikke virker sammensat og disharmonisk på samme måde som Jack & Beer fremstod. Ginsmagen gennemtrænger nærmest alt i brygget og udgør både grundstamme, biaroma, fylde og mundfølelse. Øl er der til gengæld ikke meget til overs af.

Men hvis man holder meget af gin, har brygget vel sin berettigelse. Gin er stærk alkohol, og det er begrænset hvor meget man kan drikke af det uden at man segner, og på længere sigt tager skade. Med dette bryg kan man nyde den fulde smag af gin – næsten i hvert fald – og drikke det af store kar, uden at blive urimeligt beruset lige med det samme.

Mindelserne om Jack & Beer står imidlertid stærkere end nogensinde før. Også dette bryg fremstår som et eksperiment, man mere har begået fordi man kan, snarere end for at skabe noget nyt og interessant.

Abbaye de Vauclair

Effektiv sommerøl

Ja, jeg vil igen ævle om mine mange livestreams. Det er, hvad jeg laver på min YouTube-kanal i øjeblikket. Det kræver ikke den store planlægning, ingen efterfølgende redigering (noget der kræver rigtig meget tid og mange kræfter), og man får lov at interagere med andre mennesker. Den slags lider man af kronisk underskud af som introvert YouTuber.

For knap en uge siden rullede min seneste livestream, hvor jeg sammen med nogle venner så den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentar ‘7 Days Adventure with God‘, over skærmen. Allerede på det tidspunkt, var vejret slået om til det alt for varme og tørre vejr, vi i disse dage lider under, men øllet var egentlig ikke valgt af den grund. Det viste sig blot tilfældigvis at matche tørke og hede forbløffende godt.

Den blev købt i Lidl, Valby, ugen forinden, ved samme lejlighed hvor Marcus, det gavmilde menneske, skænkede mig endnu en samling af Skanderborg Bryghus’ øl, efter at vi havde begge havde været værter på en tidligere livestream i serien, hvor vi havde kværnet den første samling.

Den bedste grund, jeg kan komme på for at vælge denne øl til livestreamen var, at den havde en god størrelse til et par timers kvasisocialt samvær. En deleemballage på 0,75 l, der til gengæld ikke er voldsomt stærk – afdæmpede 4,5% bliver man højst lettere selskabeligt overrislet af, når man nyder den over 1½ times tid.

Brygget er fransk. Jeg ville have gættet på belgisk, så der kan man se. Typen er en ‘blanche’ hvilket vel i det store og hele svarer til den nordlige nabos Wit. Denne variant er tilsat koriander, appelsinskal og ascorbinsyre, næsten som en stilmæssig fuckfinger til naboen mod øst, og dennes OCD-agtige fokuseren på øllets renhed.

Brygget er lyst – lysere end billedet antyder, svagt skummende og dufter friskt af hyldeblomstsaft, tilsat lidt for lidt sukker og lidt for meget citronsyre. Dette er ikke negativ kritik. I en belgiskinspireret hvedeøl er det tværtimod ganske lovende.

Aromaprofilen er afdæmpet, men til gengæld gennemført forfriskende ved første berøring med mundhulen. Syrlige noter af citron giver brygget friskhed, og de blander sig optimalt med bryggets andre aromaer – sødme af appelsin, der nok hidrører fra den tilsatte citronskal og en krydret kant, der vel nok stammer fra den tilsatte koriander.

Ja, nogle vil hævde, at det er snyd med den slags tilsætninger, men additiverne er ligegodt blandet i et noget nær perfekt forhold. Mængden af vand i brygget kan man måske beklage sig over. Alle aromaer, om de er nok så præcist blandet sammen, forbliver afdæmpede i et altid meget fremtrædende element af vand.

Men i heden gør det selvfølgelig ikke så meget. Her er der faktisk en aldeles velafstemt sommerøl: let, forfriskende og smagfuld. Selv når hovedvægten er lagt på det forfriskende. Sommerøl er svære kompromisser, hvor vand og friskhed tit spiller for stor en rolle, men her er kompromisset ramt lige i centrum.

Ivar’s Hand, Basquery/Hjort

Nå, derfor

Der er nogle øl i mit skab, der har fået lov at stå lidt længere end det egentlig var intenderet. Men det har jo også været et ret så begivenhedsrigt år, må man sige. Det er vel ved at være et år siden, at jeg så småt begyndte at hade mit gamle arbejde i København så meget, at det gav sig udslag i stresssygemeldinger en gang om ugen cirkus. Årsagen var en kombination af umulige opgaver og en om muligt endnu mere umulig ledelse – det kan godt være, det gav mig smør på brødet, tag over hovedet og en vis grad af kontinuitet og sikkerhed i hverdagen, jeg godt kan savne i dag. Men nøj hvor jeg bare overhovedet ikke savner arbejdet.

Jeg foretrækker at arbejde, og irriteres generelt over, at jeg skal være afhængig af min arbejdsløshedskasse. Arbejde er der ikke meget af for tiden, men lige i øjeblikket er der da fiskeindustrien, hård, beskidt og ikke ligefrem en parfumefabrik – men jeg foretrækker den langt over det helvede, jeg for snart et år siden flyttede fra. Også selvom om arbejdsmængden – og dermed trygheden i det – er stærkt varierende.

Men mon ikke jeg klarer mig? Når jeg imidlertid sådan bliver kastet rundt konstant fra omvæltning til omvæltning, falder motivationen til gengæld for at anmelde med helt den frekvens jeg måtte ønske. Og så kommer de til at ligge en stund, øllene.

Den her er fra sidste års Ølfestival i Thisted. Jeg tror, jeg fik den stukket i hånden til anmeldelse af bryggeriet selv – eller også købte jeg den rent faktisk. Det kan jeg ikke længere huske, men jeg håber, jeg købte den, for ellers har anmeldelsen godt nok været alt for længe undervejs. Det Bilbao-baserede bryggeri Basquery står bag i samarbejde med danske Hjort Beer, og det betyder at jeg endnu engang med slet skjult nid kan notere brygget som hidrørende fra Baskerlandet, frem for at skrive Spanien på, da jeg ikke anerkender den Kastilianske imperialisme på Den Iberiske Halvø.

Brygget blev nydt forleden aften, da jeg forvildede mig ind i en af mine gode venners livestream på YouTube. Det trak ud – i mere end 4 stive timer holdt vi den gode Neil med selskab, og der blev nydt mangt en sval bajer undervejs. Jeg løb tør for standardøl netop som Islam kom på bordet som debatemne … Jeg måtte finde en øl mere, da jeg ellers ikke var sikker på, at nerverne kunne holde til det. Jeg frygter altid at mennesker jeg elsker og respekterer viser deres værste sider, når det emne skal diskuteres.

Det skete heldigvis ikke. Jeg tænker ikke mindre godt om nogen, der deltog i debatten. I stedet kunne jeg glæde mig over endelig at have prøvet en øl, der havde stået alt for længe – uden at have taget skade af det dog. Jeg havde imidlertid antaget at brygget var en stout – dømt efter produktets dunkle tema. Det kunne næsten ikke ligge længere væk, da der er tale om en witbier, tilsat korianderfrø, umaltet hvede og buddhas hånd, en citrusfrugt uden saft, åbenbart.

Ganske lyst er brygget, noget skummende men ikke overdrevent. Citrussen brænder godt igennem, saft eller ej. Sød, lystig, inciterende … noget af det lifligste, jeg længe har indsnuset fra et maltprodukt.

Aromaen er til gengæld skarp og syrlig. Der er ikke meget af de søde citrusnoter i smagen. Til gengæld er der den helt rigtige forfriskende syrlighed, der sammen med et passende indhold af kulsyre gør brygget til en sprudlende oplevelse af fornøjelig vederkvægelse. Lidt gær i eftersmagen giver måske en smule ubalance, men det er allerhøjest en skønhedsfejl, der ligger vel inden for rammerne af, hvad man også kunne kalde karakter.

Mikey Famine, en af livestreamdeltagerne, kunne i øvrigt fortælle, at man ikke får tømmermænd af witbier. Jeg frygtede dem ellers, da jeg kvart over to om natten slæbte mig i seng, for tre IPA’er – som Mikey i samme ombæring forbandede som nogle rene hovedpinegeneratorer – var gået forud for den rigtig fine witbier-oplevelse. (Fine witbier-oplevelser går der i øvrigt ikke tretten af på dusinet, hvis man spørger mig.) Da jeg vågnede ved ottetiden var jeg forbløffende frisk – ja, jeg har haft meget tungere hoved og øm krop efter aftener, hvor jeg ikke drak alkohol overhovedet, så noget var der altså om snakken.

Jeg har så ofte forbandet witbier ad Belgien, hvor stilen kommer fra, til. Nu er jeg tilbøjelig til at trække i land – for hvis de virkelig ikke bare undlader at fremkalde, men ligefrem dæmper de tømmermænd, man burde have haft, så har de da så sandelig deres berettigelse!

Det må afprøves!

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme