Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: krydderier

Jule Bocken, Viborg Bryghus

Øl: Jule Bocken
Bryggeri: Viborg Bryghus
Type: Julebock
ABV: 7,3%
Land: Danmark
Donation fra Bryggeriforeningen

Ej enig …
Jeg må hellere se at komme i gang med juleøllene. For der er sørme mange i år! Bryggerieforeningen syntes, de skulle sende mig et udvalg af årets julebryg – og så kunne jeg jo ellers se, hvor meget jeg kunne nå at anmelde før jul. Stor tak går selvfølgelig ud til dem, sammen med en indrømmelse om, at tidspunktet nok kunne være en anelse bedre valgt. Jeg slås fortsat med et lavt motivationsniveau, hvilket jeg gjorde bryggeriforeningen opmærksom på, da de henvendte sig angående donationen. Da de ikke protesterede over, at jeg nok ikke nåede det hele før jul tænkte jeg, at jeg så ville kunne fortsætte traditionen fra alle årene med at anmelde juleøl langt ind i det nye år. Det er nok, hvad der kommer til at ske, så forbliv indstillet.

Samtidig kan det jo også være, at jeg genvinder lidt af glæden ved at anmelde igen. Julemåneden plejer gerne at være travl på bloggen, og jeg vil heller ikke have siddende på mig, at juleølsanmeldelserne udebliver, bare fordi mit humør gør knuder.

Så til værket. Strøet med let hånd i dette indlæg er et par skud af de mange øl fra den gavmilde donation. Kigger man godt efter vil man også kunne spotte et par øl fra Thisted Bryghus, som jeg ellers har forsvoret at beskæftige mig med i et års tid. Men heldigvis var det kun øl, jeg havde anmeldt i forvejen.

Dagens øl er fra Viborg Bryghus. De er folkene bag en øl, hvis anmeldelse er et af de mest læste indlæg på bloggen, nemlig ‘Luther‘. Der kan man læse min uforbeholdne mening om den dybt, dybt hadske og dybt antisemitistiske reformator, som jeg fortsat mener, det kun kan gå for langsomt med at få smidt på historiens mødding. Ingen sure miner i retning af Viborg Bryghus for at motivere mig til hin tirade – tværtimod er jeg dem taknemmelig, og de kan roligt være stolte over, at de fik en stresshærget og ADHD-ramt blogger til at skrive et så langt og researchkrævende indlæg.

Her er vi i selskab med noget lettere. I hvert fald rent intellektuelt. Jeg husker ikke ‘Luther’s alkoholstyrke, og den kunne nemt have været lettere end den her, der med sine 7,3% slår en proper næve. Ikke mindst når man som jeg er småforkølet – så gør eftervirkningerne bare det mere ondt.

Selskab for Vestjysk Ølkultur har angiveligt kåret dette bryg som årets julebryg i årene 07, 13, 15, 17 og 19, så forventningerne kan selvfølgelig ikke undgå at ligge et pænt stykke over industristandard. Brygget lægger hårdt ud med en fin, mørk lød, en kraftig, varm og krydret ølduft der emmer af humle, og højt, fedtet, gyldent skum.
Aromaen sparker også fra sig. Kraftig, omend noget ufin bitterhed af mørkt træ ledsaget af honningsødme. Dette viser sig imidlertid snart kun at være initialt. Bitterheden dæmpes hurtigt, og lander i stedet et rarare sted midt på skalaen. Her kommer aromaen til gengæld til at mangle udfordring, og truer med at gøre det, der startede som en vild og spændende oplevelse, småkedelig.
På den lange bane viser brygget sig at være business as usual. Og så vil nogle måske indvende, at det da også passer sig fint for en juleøl. Julen er traditionernes tid, og der må der ikke stikke for meget ud, der kan forstyrre harmonien og forventningerne. På den anden side skulle julen også gerne være tiden, hvor man gør lidt ekstra ud af tingene … og for at være helt ærlig – det synes jeg Viborg Bryghus har forsømt her.

Alfheim Fjalar Hvedeøl, Frejdahl

Øl: Alfheim Fjalar
Bryggeri: Frejdahl
Type: Hvedeøl
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt: Donation fra Marcus

Nye tider …
Tilbage før Ruder Konge var knægt, og der stadig gik dinosaurer rund på jorden … så længe føles det i hvert fald … modtog jeg to øl fra bryggeriet Frejdahl fra min gode ven og nu knap så hyppige medsmager (fordi vi bor i hver sin ende af landet – quite literally) Marcus. Han var fuld af grådkvalt brøde over at have købt øl fra Jim Lyngvilds bryggeri, og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, eller øllene.
Det sidste lovede jeg, at jeg nok skulle klare. Hvad angik det første … vel, når øllene først var ude af hans matrikel, skulle det jo nok gå alt sammen. Indtil videre har det i hvert fald spadseret sådan nogenlunde, så vidt jeg kan vurdere, og jeg glæder mig til at se min gamle ven i januar, hvor vi har planlagt at tage til Diablo Swing Orchestra-koncert.

For så vidt et hængeparti forbi før der tages fat på et nyt. Jeg tør nærmest ikke tænke på alle de øl, jeg har på lager til anmeldelse – og lejligheder til at smage øl er ikke legion, når man har natarbejde. Ved denne øl tog jeg imidlertid mod til mig, og drak den en tidlig morgen efter en vagt. Det fungerede forbløffende godt, så det bliver nok ikke sidste gang. Billedet er desuden taget af min på det tidspunkt spritnye telefon. Den gamle døde på et højst ubelejligt tidspunkt – det er det vist altid, når telefoner dør. Kameraet fejler i hvert fald ikke noget, så vidt jeg kan vurdere.

Og øllet? Ja, det fejler som sådan heller ikke det store. Det er jo ligegodt en hvedeøl … og hvad mener vi i sidste ende om hvedeøl …? Imidlertid ligner brygget mere en naturtrüb pilsner både visuelt og olfaktorisk, men jeg skal bestemt ikke klage. Et syrligt skær i duften er i øvrigt langt fra ikke-hvedeølsagtigt og det endda helt uden at skæmme. Tværtom giver det brygget et initialt pust af friskhed.
Det er også de syrlige noter, der dominerer brygget. Græs og lime, primært, men med humlens bitterhed som et ikke ueffent krydret bagtæppe. Balancen og harmonien er til gengæld ikke helt i øjet. De forskellige aromaer ligger ligesom ved siden af hinanden frem for at komplimentere hinanden, og i sidste ende får syren også lidt for meget overtaget.

Men altså – for en relativt billig specialølsoplevelse er det måske slet ikke så ringe endda. Tørsten er i hvert fald jaget effektivt på porten, og smagsløgene nogenlunde tilfredsstillet for en stund …

Sweet Tooth, Black Cat Brewery

Øl: Sweet Tooth
Bryggeri: Black Cat Brewery
Type: Pastry Stout
ABV: 7%
Land: Rusland
Købt: Donation via Drikbeer.com

Kære minder …

Så opslugt blev jeg af indspilningen af min seneste video, at jeg rent glemte at knipse et billede af det skænkede øl i processen. Så hvis man vil se, hvordan øllet rent faktisk ser ud – i levende billeder, nota bene – ja, så må man altså smutte over til min seneste video på min YouTube-kanal.

Det kører derudad i øjeblikket – bogstaveligt talt, eftersom jeg i gør hentede min lille bil. Mit nye job er jeg fortsat kisteglad for – også selvom jeg nogle gange må arbejde om lørdagen. Ja, jeg ser det faktisk som en fordel, nu hvor jeg igen har gæld (på grund af bilkøbet) hvilket jeg egentlig havde forsvoret nogensinde at have igen.
På min førnævnte YouTube-kanal går det også godt. Siden jeg startede i arbejde for under fjorten dage siden, har jeg udgivet hele tre videoer, hvilket blot er én mindre, end jeg indtil videre har udgivet resten af året. Jeg vil prøve at se, om jeg kan udgive mindst én video om ugen om onsdagen. Ikke bare for at få lidt struktur på den aktivitet, men også fordi det angiveligt skulle være godt algoritmemæssigt, at udgive videoer med regelmæssige intervaller.

Nøj, hvor bliver man da egentlig kedelig af at være en voksen med (undtagelsesvis) styr på sagerne. Jeg må hellere skride videre til anmeldelsen, før læserne begynder at bruge mine indlæg som sovemedicin.

I en af donationspakkerne fra Drikbeer.com var der to øl fra det russiske mikrobryggeri Black Cat Brewery (bemærk den manglende artikel. Den slags har man ikke på russisk – eller så vidt jeg ved på nogen andre slaviske sprog). Mine russiskkundskaber fra gymnasiet rækker imidlertid ikke til, at jeg kan læse den lange smøre, bryggeriet har vedhæftet dåsen – jeg holdt 25 års dimissionsjubilæum for to år siden. I øvrigt står teksten med så små typer, at mine læsebriller næppe er nok – og så gider jeg sgu ikke rigtigt.
Untappd kommer til undsætning med en væsentlig kortere beskrivelse på et sprog, jeg forstår: “Pastry stout with browny & vanilla” – spørg ikke hvorfor ‘brownie’ staves på en bøvet/popsmart måde, for jeg ved det præcis lige så godt som dig.

Alt dette havde jeg ikke engang slået op før jeg skred til videoanmeldelse. Pastry stout skabte dog stadig forventning om en fortrinsvis sød stout. En Russian Imperial stout måske endda, idet disse er kendt for deres søde smag – og lette krop i øvrigt.
Letflydende er brygget i hvert fald. Jeg nød at se, hvordan løbet fra dåsen slog et par nydelige skruer før det endte i det til lejligheden fremfundne drageglas. Ganske sort er brygget, omend gennemskinneligt klart. Allerede ved åbning af dåsen breder bryggets søde duft af vingummi og lakrids sig ud i lokalet og indfrier allerede da forventningerne om en sød oplevelse.
I smagen er det nu lidt andre former for slik, der er i front. Mørk chokolade med en snert af mokka giver en velkendt, omend væsentlig sødere, bund end hvad man oplever i de fleste stouts – selv de søde af slagsen.
Efterhånden som det lette – og meget smagfulde – bryg glider hen over tungen, træder mere krydrede noter af lakrids og fennikel frem. I et glimt er jeg tilbage i min næsten spæde barndom i badeværelset i stueetagen på det hus, jeg voksede op i. Der hang medicinskabet, hvor hostesaften blev opbevaret – og lidt … eller faktisk ret meget som den hostesaft smager denne øl.

Jeg var bestemt ikke ked af den hostesaft. Og hvor er det skønt, at en øl kan vække minder om noget, der ligger så langt tilbage. Ikke mindst, når det er noget, er smager dejligt.

Limfjords Ale, Thisted Bryghus

De kan det der …

Det er netop ved en test endnu engang blevet bekræftet, at der notorisk ikke er noget som helst positivt ved mig. Ingenting, siger jeg!
Og det er nok også bedst sådan. For på torsdag skal jeg starte på truck-kursus, og der skal jeg kunne forevise en negativ COVID-19-test.
Ja ja, bare fordi noget er negativt betyder det jo ikke nødvendigvis, at det er skidt. Det går faktisk godt for tiden. Så godt, at jeg næsten får angstanfald ved at slå i tasterne i den rækkefølge, der fortæller historien, for sæt nu man jinxede.

Men fra på torsdag og ugen efter skal jeg altså lære at køre gaffeltruck som led i opkvalificering. Historien er den, at jeg i fredags blev ringet op af et af de vikarbureauer, jeg er tilmeldt. De tilbød mig et try-and-hire-forløb, som jeg havde søgt, men trak i land, da det viste sig, jeg ikke havde truck-kort. Heldigt for mig havde jeg et møde med min jobcenterkonsulent få timer senere, hvor jeg klagede min nød.

Og mere skulle der ikke til. Forud gik der imidlertid flere rådighedsforløb, hvor jeg både havde kontaktet a-kasse og jobcenter med henblik på at få bevilliget et truckkort. Som gammel badmintonspiller fik jeg meget snart medlidenhed med boldene, sådan som jeg snart blev klasket frem og tilbage mellem de to instanser, uden at nogen kunne tage en beslutning. Men det er alt sammen i fortiden nu. Nu kigger jeg fremad, glæder mig til at lære nyt, og håbet om, at et truckkort rent faktisk redder mig noget fast arbejde, lever i bedste velgående.

Det kunne fx være, Thisted Bryghus ville ansætte mig. Jeg har søgt ind på deres lager flere gange uden held. Nu har de snart én undskyldning mindre. Indtil da kan jeg nøjes med at glæde mig over deres øl. Jeg tror den her er den sidste variant af Limfjordsporteren der findes på markedet for tiden. Forskellen fra originalen er markant, omend måske ikke overvældende. Originalen er undergæret, mens nærværende bryg er overgæret – derfor ale.
Her kunne jeg endnu engang indskyde, hvad jeg mener om Kölsch – den overgærede pilsner fra Köln, og hvordan overgæring i sig selv faktisk ikke ændrer et produkt afgørende, selvom kendere og snobber ikke kan få armene ned. Men mine erfaringer med Limfjordsporter-varianterne er faktisk for gode til, at jeg vil lade mig påvirke negativt på forhånd … det ligner mig dårligt, jeg ved det godt jf starten på dagens indlæg, men alligevel.

Brygget skummer flot og højt ved skænkning – højere faktisk, end jeg synes at huske, samtidig med at selve brygget synes en kende lysere end ellers. Flot er det nu stadig, som lyset formår at smyge sig gennem glasset, og lege med de sorte og dybbrune nuancer langs glassets vægge. Duften byder på mørkt træ og en snert af tjære.
Bag læberne møder man de fleste af bryggets velkendte, klassiske nuancer, omend med større vægt på det der normalt er mere i baggrunden. Der er mindre lakrids og mere mørkt træ. Brygget fremstår en anelse mere krydret, men også lettere i viskositeten end originalen.
Nogle ville måske sige tyndere end originalen. Men uden sarkasme vil jeg foretrække at kalde den lettere. For det er ikke nødvendigvis en ulempe, at brygget her kan nydes i lidt større mundfulde end man er vant til, især når oplevelsen forbliver intakt.

Endnu en mere end godkendt variant af en gammel klassiker – dem må Thisted Bryghus for min skyld gerne fortsætte med.

Limfjordsporter Thy Whisky Fad 49, Thisted Bryghus

Man må gerne …

Man siger ganske vist, at man ikke må tale ondt om de døde … men der er undtagelser. Rush Limbaugh er definitivt blevet cancelled af alle livsopretholdende funktioner, hans betændte, hadske legeme formåede at holde kørende. Et dybt nederdrægtigt individ, hvis indflydelse på menneskeheden viste sig som splittelse og had mod snart sagt enhver tænkelig etnisk, seksuel og på anden vis marginaliseret minoritet.
Da forhenværende præsident Donald Trumps støtter stormede kongressen, var der flere i offentligheden, der hævdede, at Trump ikke var årsagen, men blot et symptom på en øget radikalisering af den amerikanske befolkning. Jeg er tilbøjelig til at give disse kommentatorer ret. Rush Limbaugh, til gengæld – han var vitterlig en af årsagerne. Han gjorde mere end nogen anden amerikansk talk radio identisk med konspirationsteorier, højreradikal propaganda og hadefuld tilsvining af alt, der ikke matchede beigegrå – eller snarere hvid, strømlinet almindelighed. Gang på gang, når tidligere eller nuværende amerikanske højrefløjsere fortæller om, hvad der fik dem til at falde i kaninhullet, dukker Rush Limbaughs talk radio-show op.
Der er absolut ingen grund til at lægge fingrene imellem og finde pæne gloser frem; der var og er intet pænt at sige om den mand. Det er kun grimt og frygteligt alt sammen – og heldigvis har det omsider fået en ende.

Det var dagens tirade. Jeg slås stadig med at holde humøret oppe, mens ledigheden nager, og det betyder fortsat, at der er langt mellem indlæggene. I øjeblikket føles det næsten mere som en slags sur pligt end noget der drives af lyst – hvilket er forbandet ærgerligt, men desværre også de barske realiteter, når man slås med sin egen hjernes ubalancerede kemi. Den slet skjulte irritation over emnet for dagens tirade er nok i virkeligheden et ret godt eksempel på dette i sig selv.

Dagens øl fik mig til gengæld til at smile. Og det tror da pokker … Thisted Bryghus er et af de få firmaer, der kan blive ved og ved med at dreje og vride aldrig så sagte og antydningsvist på deres produkt, kalde det noget nyt – og slippe godt af sted med det. Limfjordsporteren i dens efterhånden rigtig mange afskygninger er en hyppig genganger på bloggen, hver gang til fornøjelse – stundom endda stor, og endnu ikke til skuffelse … dvs – Mikkellers Beer-Geek version var jeg vist egentlig ikke så glad for, da jeg prøvede den i Lokomotivværkstedet engang. Men det skal ikke ligge Thisted Bryghus til last, da Mikkeller som bekendt var ansvarlig for den variant.
Her er det de gæve thyboer selv, der står bag. Nu med bøgerøget malt fra Gyrup og et helt fad Thy Whisky hældt ved. Det kan mærkes i duften, der giver en dybere klang til det kulsorte brygs velkendte fyldige, maltede og brankede duft.
I aromaen er lakrids, mørkristet kaffe og whisky nydeligt afstemt hinanden. De 8,5% alkohol giver et ekstra pift, og får næsten én til at se bort fra, at brygget måske godt kunne bruge lidt mere på fyldesiden. Det glider lige let nok ned, gør det. Og det varmer og smager på vejen – men en ordentlig stout skal nu helst føles lidt mere tyktflydende end den her.

Men det er småting. Det vigtigste er, at den – på trods af depression, ledighed og et deraf undertiden betændt gemyt – fik mig til at smile.

Seasick Crocodile, Prairie Artisan Ales

Næsten på overliggeren

Ingen Kajs Ølblog uden juleøl i årets allerførste måneder … eller næsten i hvert fald. Det er under alle omstændigheder en stærk tradition på bloggen, selvom det også er noget, jeg prøver at undgå hvert år. Sidste år gik det sådan set også rigtig godt. Jeg nåede at få afprøvet alle indkøbte juleøl i løbet af julemåneden, uden at nogen blev stående på lager over nytår.
Det er nu ikke sådan, at jeg efter nytår har været på rov efter tilbud på overliggere i supermarkedet for på den måde at holde traditionen med juleøl op til påske i hævd. Brygget her har jeg derimod fra en anonym giver, der sendte mig en pakke sure øl i starten af det nye år. Iblandt var altså også en enkelt juleøl.

Den søsyge krokodille møder man i sangen ‘You’re a Mean one, Mr. Grinch’, der handler om hovedpersonen i Dr. Seuss børnebog How the Grinch stole Christmas! fra 1957. “You have all the tender sweetness of a seasick crocodile, Mr. Grinch” – så vidt inspirationen til navnet på brygget. Historien om Grinchen har vist aldrig rigtig slået igennem herhjemme, selv ikke med Jim Carreys og Hollywoods hjælp. I virkeligheden håber jeg også mere på, at Krampus-traditionerne sydfra med tiden slår mere igennem heroppe. Både fordi vi har så rigeligt af amerikansk kulturimperialisme i forvejen, og fordi Krampus-optogene bare er så uendeligt meget flottere end de kitschede sødsuppe-juleoptog, men ellers ser.

Ih, der er ikke noget som et helligdagsopstød i god tid. Ikke mindst når virkeligheden ellers byder én at være i godt humør. Men næh nej, så nemt får I mig sgu ikke! Det kan godt være, at Danmark har vundet VM i håndbold, at vedholdende rygter vil vide, at Naser Khader er meldt til politiet for seksuelle overgreb, og at Inger Støjberg forbliver i Venstre til fortsat skade for Danmarks mest kriminelle og korrupte organisation. Men jeg vil fortsat udpege det brune på bananen, finde pletterne på kartoflerne og klage over grumsen i kaffen – og samtidig, som rosinen i pølseenden være stolt over, hvor dårlig jeg er til at finde på nye metaforer. Ingen skal tvinge mig til at være i godt humør, når nu jeg har en ledighedsdepression så godt kørende som jeg har.

Når det så er sagt, har jeg også en øl at anmelde. Seasick Crocodile er en sour ale tilsat tranebær, ingefær, kanel og muskat. Et rent mareridt for konservative tyske bryggere, og for undertegnede en anledning til let rynkede bryn trods alt. Jeg nærer ganske vist ikke samme afsky for tilsætninger i øl, som jeg gjorde ved bloggens begyndelse, men når indholdsfortegnelsen i omfang ligner et avanceret cancermedikament, aktiveres min skepsis nu alligevel. Også selvom det alt sammen er hyggelige, julede ting, som jeg ellers holder meget af.
Tranebærrene gør i hvert fald deres til at få brygget til at se festligt (og en anelse suspekt) ud; lyserødt med sprødt, lavt skum. Kanelen er letgenkendelig i duften. Den dufter bare derudad, som den minder én om risengrød og pebernødder og brunkager. Øl minder brygget i sit olfaktoriske udtryk til gengæld ikke meget om.
Og det er egentlig ærgerligt. For her er der ellers tale om endnu et nydeligt surt bryg. Surt som … ja, det er faktisk svært at sige præcis. Brygget har egentlig bare et lækkert base line surt udtryk, klart og friskt, så øjnene klemmes i og munden breder sig i et stort smil.
Men så er der det andet element – ud over den karske, vederkvægende syre; kanelen. Ja, den møder man i den grad også i aromaen. Den udgør stort set alt hvad der er af smag i brygget ud over syren, og selvom jeg egentlig godt kan lide kanel, er det ikke kønt.
Krydderiet overdøver alt andet, der ellers kunne have smagt i brygget. Om det så bare havde været tranbærrene, ingefæren eller muskaten. Men intet af det kan smages – ej heller malten eller humlen. Alt er pakket ind i en anmassende, småvammel og alt for dominerende smag af kanel, der overhovedet ikke passer til bryggets ellers virkeligt nydelige syre.

Hver for sig havde det måske fungeret. I stedet sidder man med en sur øl, der smager af kanel, eller en kaneløl, der er sur. Ingen af delene fungerer – især ikke når brygget føles så sammensat som det gør. Begge dele er så nærværende, at man føler sig tilskyndet til at køre brygget en tur gennem et kaffefilter, så kanelen kunne blive fanget og resten af brygget måske være en nydelse alligevel. Og kanelen – ja, den kunne man bruge til næste gang man lavede risengrød.
Surt øl passer ikke særlig godt til julemad, og kanel passer generelt ikke særlig godt til surt. Hele brygkonceptet ligner således mest noget, man har brygget fordi man kunne, og ikke fordi man burde. Men for et aldeles nydeligt surt indslag skal brygget alligevel belønnes. At kombinationen med kanel – eller for den sags skyld med noget som helst andet – burde have været udeladt må man håbe er en lektie, bryggeriet lærer til næste gang.

Limfjordsporter Ekstra Engelsk Lakrids, Thisted Bryghus

Lækker hostesaft …

Det her bliver den sidste øl, før jeg tager fat på juleøllene – jeg sværger! Men da jeg forleden dag var inviteret til fejring af min gode ven, Geoff Breeze’s fødselsdag, skulle der noget ordentligt på bordet. Samtidig kunne jeg glæde mig over en af de meget få fordele, der er ved pandemien. Det er fx muligt at deltage i fødselsdagsfejringer tusindvis af kilometer væk på lige fod med alle de andre gæster, når det foregår online.
Ikke at jeg foretrækker, at det bliver ved sådan her, bevares. Men de små lommer af lys og optimisme bør da påpeges, når de opdages.

Som navnet antyder, er der tale om endnu en af de nylige opdateringer af Thisted Bryghus’ klassiske Limfjordsporter. For nylig udsendte bryggeriet fire forskellige i en gavepakke. Jeg fik ikke selv fat i en af dem, da jeg tænkte, at jeg nok ville få rige chancer for at prøve dem på anden vis, og indtil videre går det da også nogenlunde efter planen.
Limfjordsporter-versionen her er tilsat 16 gange så meget lakrids som originalen. Det lyder ellers voldsomt, men får også den mistanke til at melde sig, at mængden af lakrids i Limfjordsporteren måske ikke engang er så stor endda.

Det er ikke engang fordi lakridsen slår voldsomt meget igennem i bouqueten. Her er det frisk bålrøg, der dominerer og i øvrigt meget mere end jeg husker brygget normalt oser. Hvad angår kuløren er der ikke meget nyt under solen – brygget kan dårligt bliver mere natsort end det er i forvejen, så her er fornøjelsen den samme, store som ellers.
Men 16 gange så meget lakrids kan smages, og det smager formidabelt. Omend ikke så voldsomt meget igennem som man kunne frygte. Lakridsen træder frem, stolt og poserende, men er ikke Donald Trump i selskab med Dronning Elizabeth … den er faktisk ikke Donald Trump i nogen som helst situation jeg kunne forestille mig, og nu skammer jeg mig over, at jeg overhovedet kunne finde på at lave en sådan sammenligning.
Lakridsen lader sig mærke idet den traditionelt tyktflydende stoutmasse synes at flyde endnu en anelse tykkere end normalt, ledsaget af en tydeligere aroma af hostesaft.
Og det passer jo også aldrig så fint til verdenssituationen. At bruge brygget som medicin for noget som helst – andet end at stille lysten til stærke (7,9%), fyldige humlebryg – er imidlertid ikke noget, jeg på nogen måde er autoriseret til at anbefale.

Men godt i ganen vil den nok altid gøre.

Løkkendarisk, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken V

Mangel på spræl …

Vi fortsætter i underkategorien af Løkken Bryghus-øl, der hylder lokalhistorien og omegnen. Her gælder det Vesterhavet, som jeg ikke selv bor ved – jeg må nøjes med Limfjorden her i Thisted – men alligevel jævnligt ser i mit for tiden alt for sparsomme arbejdsliv.
Brygget er således tilsat sukkertang og porse. Det er ikke første gang man ser nogen af delene. Rise Bryggeri bryggede ‘Ærø Tangøl‘ i sin tid – den vandt de min stemme i det nu hedengange Kvickly Ølfestivalg med tilbage i 2015. Jeg holder imidlertid stadig på, at tangen ikke kunne smages, og at det var det gavmilde indhold af amerikanske humler, der gjorde det. Porse er i ølverdenen om noget forbundet med lokale Thisted Bryghus og deres Porse Guld. Uden at ville gå så langt som ligefrem at kalde den en af mine favoritter – stærke pilsnerøl af export-typen er bare generelt ikke rigtig mig – vil jeg nok alligevel bedømme som den mest smagfulde i sin klasse.

Løkken Bryghus klassificerer imidlertid brygget som en pale ale, og det kan undre en kende, da brygget ikke ligefrem tager sig lyst ud. Der er høj score på de visuelle parametre – ingen tvivl om det. Prangende i efterårets flotteste rødbrune kulør og gyldent, fedtet skum kan forventningerne ikke få andet end et skub opad.
Bouqueten er anderledes afdæmpet. Let nøddebitter og ikke rigtig andet. For så vidt godt, den smule der er, men hvor ville man bare ønske, der var mere.
Men nej. Også i smagen kniber det med karakter, styrke, energi, spræl. Brygget spankulerer nonchalant og let-på-tå hen over (især over) smagsløgene. Kun sparsomt tjattes der til dem med en umakreret, og kun sparsomt engageret bitterhed af fugtigt træ og paranødder. Porsen gør sin entre, og formår at redde brygget et minimum af karakter med sin sødt-syrlige aroma på bagkant.

Men det er ikke nok til at trække brygget højere op, end en akkurat adækvat oplevelse. Det har Løkken Bryghus gjort væsentlig bedre. Lad os håbe, det ikke bliver værre.

Kavt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken III

Tilgiveligt …

Jeg er fortsat sunket godt og grundigt ned i ledighedssumpen med hvad dertil hører af angst, depression og stress, ironisk nok fordi man pludselig har alt for meget tid, men ikke magter at bruge den på noget konstruktivt.

Det er ledighedens paradox, og det har jeg været inde på et utal af gange allerede, og jeg skal derfor ikke plage læserne unødt med det.

I stedet vil jeg skride videre til dagens øl med det samme. Vi har fat i endnu en af de mange fine øl, Løkken Bryghus har sendt mig. I dag gælder det Kavt. “Kavt er et af de udtryk Vendelboerne har opfundet til at beskrive noget, der er upraktisk, besværligt og unormalt” fremgår det af etiketten. Så blev vi så kloge.
Ellers er Kavt en belgisk (inspireret – må jeg hellere tilføje, for ikke at få Fødevarestyrelsen på nakken) blonde. I virkeligheden er belgisk blonde et meget vidt begreb, der vidner om den belgiske ølkulturs mangfoldighed. Det betyder til gengæld også, at det kan gå alle mulige veje, og at det er stort set umuligt at forudse hvad man bliver budt, når brygget er skænket – måske med undtagelse af hvor lyst brygget er. En blonde vil som regel være lys – her i en nydelig nuance af blankpoleret kobber.
Bouqueten er letbenet og imødekommende humlebitter uden at være kraftig nok til, at begyndere udi specialbryg har noget som helst at udspytte brygget for. Kenderen vil til gengæld ærgre sig over konturløshed og vigende styrke, for hvilket der kompenseres noget i aromaen, der er markant sød af kornmalt og uden noget af det, man ellers godt kan frygte, når der står belgisk blonde på menuen. Der er ingen rå sprittethed, ingen gærsmag eller anden uintenderet sur afsmag. Det hele er velkontrolleret og harmonisk … lidt for harmonisk, kunne man indvende. Men har man mere end én gang haft dårlige oplevelser med typen, er de begrænsede armbevægelser ikke bare tilgivelige, men også kærkomne.
Og fuldstændig gråt og kedeligt er det langt fra. Sødmen er markant, og slår efterhånden mere over i modne æbler med en snas af banan – lige akkurat nok til at det kan påskønnes, og meget langt fra, at det på nogen måde virker generende.
Bag på tungen melder der sig desuden en bitter kant af valnødder. Det passer perfekt til årstiden, og til bryggets afdæmpede, men alligevel ikke konturløse udtryk.

Rajfog, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken II

Ufortjent …

Aldrig så snart man har gravet sig dybt dybt ned i sortsyn og sløvsind over ens beskæftigelsessituation, før man bliver tilbudt arbejde flere på hinanden følgende dage i træk. Jeg er som bekendt ikke troende, ej heller er jeg overtroisk, og derfor er jeg heller ikke bange for at jinxe når jeg her for anden gang på kort tid (første gang var på Twitter) lufter ideen om at melde mig i arbejde igen, hvis det fortsætter. Lige nu går det i hvert fald i den rigtige retning, og jeg kan allerede mærke, hvordan mit humør bliver bedre for hver time, der går.

Mere lyst til at anmelde øl får jeg også igen. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg egentlig prøvede den her, den anden øl fra Løkken Bryghus. Jeg skylder i øvrigt bryghuset tak – ikke bare for tilsendelse af anmeldelsesmateriale, men også for to fine glas. Det ene har afløst mit favoritdrikkeglas, der røg på gulvet for et par dage siden.
Nej, det er ikke det for oven afbilledede drageglas. “Jamen er drageglasset da ikke dit yndlingsglas?” gentager jeg for mig selv med tungen klemt ned mellem fortænder og underlæbe som Peter Kær i den navnkundige børneunderholdningsserie TV-Pil fra 90’erne. Næh – drageglasset bruger jeg af æstetiske årsager for at signalere, at her er der en øl, jeg har høje forventninger til. I grunden er det ikke særlig godt at drikke af. Det er djævelsk tungt på grund af alt metallet, og faktisk en anelse for smalt til at egne sig rigtig godt som ølglas.

Så hellere et glas, der rent faktisk bare er af glas. Her er det så i brug første gang, det nye glas som Løkken Bryghus skænkede mig (ja, selvfølgelig er ordene nøje udvalgt og udspillet). Det er fra Bryggeriet Vestkysten, som jeg har til gode at stifte bekendtskab med. Til gengæld er jeg vild med det spinkle og stilfulde look, og jeg nyder allerede i fulde drag (jeg kan ikke lade være) at bruge det.
Det skal læserne nok få meget mere at se til, indtil det også ryger på gulvet en dag. Men lad os nu se om ikke det har en del gode år i sig før det sker.

Videre til dagens øl, Rajfog hedder den. “Rajfog er et rigtig godt udtryk for snestorm. Hvis himmel og hav står i et, er det “himmelbetændt rajfog”” fremgår det af etiketten. Den slags vil det nok være så som så med i fremtiden i betragtning af, hvor godt den globale opvarmning har fat. Temperaturen her midt i november ser ud til at have lagt sig et sted mellem 11 og 13 grader. Abnormt højt for årstiden, men netop det abnorme er efterhånden normen, når man ser på udetemperaturerne i vintermånederne.
I det mindste står regnen ikke konstant ned i stænger, sådan som den gjorde sidste efterår, så vores vaskekælder stod under vand fra midt på efteråret til langt ud på foråret.
Årstidens mørke efterligner denne seksprocents-bock til gengæld ret autentisk. Ikke at en bock egentlig behøver være mørk, men det er såmænd heller ikke fordi det mindsker forventningerne, når brygget samtidig dufter ganske indbydende af vanille og mørkt sukker.
Der er da også skruet godt op for maltimpressionen, der giver brygget en rar og blød mundfylde. En let lakridsberøring yder et krydret indslag over et sødt aromatæppe af melasse og farin. Desværre kan ingen af aromaerne se sig fri for at være noget for ikke at sige ret meget til den afdæmpede side. Nogle gange er antydningens kunst at foretrække frem for aromatæppebombning af mundhulen, men det her grænser til det decideret vage og uengagerede.

Det startede ellers jøwt med pilsneren af samme navn. Dette her er til gengæld hverken jøwt eller rajfog. Det er bare småkedeligt og trivielt (gad vide, hvad det mon hedder på vendelbomål?), og det fortjente egentlig ikke pladsen i drageglasset.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme