Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: kaffe

Speedway Stout, Alesmith Brewing Co.

Øl: Speedway Stout
Bryggeri: Alesmith Brewing Co.
Type: Imperial Stout with Coffee
ABV: 12,0%
Land: USA (Californien)
Købt i: Donation via drikbeer.com

Passende til situationen …
Da apartheidstaten Israels genoptog sit folkemord på palæstinenserne for fuld gas (tåregas mestendels, men bare vent. Det er nok bare et spørgsmål om tid før Israel overvejer at tage gas, opkaldt efter populære kondimenter til cylinderformede kødretter op til fornyet overvejelse) var det tid at finde noget rigtig stærkt og rigtig mørkt frem, for ligesom at matche sindsstemningen. Valget fald på denne imperial stout fra den efterhånden bedagede donation fra en læser, jeg modtog i starten af året. Jeg valgte den frem for en chokoladestout, der faktisk var en anelse stærkere, men til gengæld ikke var tempereret – og så synes jeg egentlig ikke at anledningen passede.
Chokolade er noget man fejrer med – og jeg tør vædde på, at folk som Lars Aslan, Peter Seier og andre tilhængere af apartheidstaten Israel har ædt sig tykke og fede i billig mælkechokolade go leor her på det sidste. Kaffe, som dette bryg er tilsat derimod, er noget man drikker når depression og sortsyn plager – ikke at det nødvendigvis hjælper, men det passer til i farve og aroma – sort og bittert.

Det dunkle, bitre tema går igen i alle bryggets facetter. Skænkningen alene byder på tæt, uigennemtrængelig sorthed under det nydeligste mørkebrune skum. I duften mødes man af kaffe med cognac – en blanding der tilforn skulle have været populær som ‘energy boost’, men som man i vore dage stort set ikke hører om længere.
Til at begynde med melder brygget sig som en let stout, der smagfuldt glider hen over tungen uden de helt sto… men *SÅ* sker der noget! På bagtungen springer kaffen frem som en trold af en æske og den fineste aroma af velristede arabica-bønner buldrer henover og -under alle mundhulens jord- og himmelvendte flader. Bryggets markante alkoholnote hjælper elegant kaffearomaen – og den ligeledes bitre mørke maltaroma – vel på vej med whisky- og cognac. Præsent, men aldrig dominerende i forhold til bryggets primære udtryk: bitter kaffe.
Nu vi snakker om det bitre – en anelse malurt er der imidlertid også i brygget; en lakridsnote, der føles lidt støvet – og så kunne brygget egentlig også godt bruge en smule mere fylde. Det flyder rigtig godt gennem munden, men det er som om det har lige lovligt travlt med at ryge ned, og vægrer sig en anelse mod at hvile helt så meget, som en perfekt stout gerne skulle.

Det er småting. Overordnet er dette en af de bedste stouts jeg har fået i lang tid, og den er bestemt mine varmeste anbefalinger værdig. Ikke mindst fordi den – mørke og bitterhed til trods – lettede mit depressive sortsyn betragteligt. En smule farligt. Og jeg skal passe på, det ikke bliver en vane. Men det hjalp nu alligevel i situationen.
En videoanmeldelse af brygget er desuden tilgængelig her.

Sumatra Mountain, Founders

Det var jo noget lidt andet …

UPDATE! Der er mistanke om, at brygget har været fejlbehæftet, muligvis ved at det har stået i solen før salg. Tag anmeldelsen her med et gran salt – det kan meget vel tænkes, at brygget er meget bedre end jeg her giver udtryk for.


Første skænk fra Joachim (hvis ærme man akkurat kan ane til venstre i billedet) var jo sådan set meget god. Jeg tror faktisk det er den bedste brændevinsfadlagrede øl, jeg har prøvet. Og hvis ikke, så i hvert fald næsten.

Founders er i det hele taget et bryggeri, der har gjort det mere end bare jævnt godt i bloggens levetid. Forventningerne til den næste øl under Joachims franske visit hos sin bror Marcus, hvor jeg logerede lørdag aften, var derfor vel over gennemsnitshøjden. Lidt mildere i alkoholstyrken – 9% i stedet for de svulstige 11,1% forgængeren havde – og tilsat kaffe fra sumatra, det som har givet brygget dets navn.

Skummet hæver sig ikke synderligt højt over brygget, der i øvrigt ikke tegner sig sådan rigtig mørkt. Det er om ikke klart, så i hvert fald gennemskinneligt, som om bryggeriet ikke har taget opgaven helt alvorligt nok. Duften af kaffe er ellers ganske velgørende, ikke mindst fordi den ledsages af rigelig muscovadosukkerimpression; tung og mørk, men alligevel sød.

Med bouqueten som et absolut højdepunkt sættes glasset for munden, og da sætter skuffelsen ind, nærmest med alt hvad den har. Brygget føles tyndt og alt for flydende i munden. Alkoholen kan sagtens smages, men et eller andet hæmmer dens evne til at holde sammen på brygget, og give det bare et minimum af fylde. Mundfølelsen kan bedst beskrives som tynd sovs der skiller, mens kaffen absolut intet gør for at redde noget som helst – tværtimod.

‘Bitter, jordslået, fesen, dårlig’ var Marcus og Joachims både kortfattede og koncise karakteristik. Jeg er ikke meget uenig. At betegne brygget som jordslået kan virke noget barskt, men det er slet ikke ved siden af. Ét er, at brygget virker usammenhængende og tyndt, men den grimme smag af aske og jord fuldender oplevelsen af et mislykket bryg. Det er ikke prikken over i’et, men derimod prikken under det udråbstegn, der behørigt advarer mod dette bryg.

“Alle har ret til at have en misser i ny og næ” hører man Marcus sige på min telefonoptagelse af samtalen. Og det er selvfølgelig ikke anti-uløgn. Men at det skulle ske for Founders i så graverende omfang, kommer nu alligevel bag på mig.

Graxx the Cream Horn Gobbler, Demoursleutel Beer Engineers (Ole Øl-Ninja 9)

Rart …

Tonen blev pludselig noget dyster og alvorlig, jeg ved det godt. Småtjansen, jeg nævnte i forbifarten sidst har formået at løfte humøret en anelse. Jeg er eksamensvagt for nogle HHX’ere og HTX’ere, og det betyder at jeg skal sidde i et klasseværelse i ca. 5 timer, hvor der er helt stille og absolut ikke sker noget som helst. Det giver mig noget tiltrængt ro og fred, uden at jeg behøver forsumpe i den ukonstruktive lediggang, der alt for længe har karakteriseret min hjemlige dagligdag efter jeg blev arbejdsløs.

Nu er det spændende, hvilke sanktioner a-kasse og kommune mon vil kaste i nakken på mig, fordi jeg har gjort et eller andet forkert i forbindelse med det arbejde jeg har taget. Men det må jeg tage til den tid. Lige nu må jeg ihukomme, hvad Ole og jeg havde at sige om den her øl. Jeg husker ikke en lyd fra det, så det er godt at hele seancen blev optaget på video.

Brygget er aldeles natsort og ikke ulig den olieagtige viskositet, der karakteriserer rigtig gode stouts. Til gengæld skummer brygget ikke det fjerneste, og det gør alligevel den visuelle oplevelse til lidt af et antiklimaks. Med en så lang liste af ingredienser (ud over de fire klassiske; kaffe, laktose, hasselnødder og kakaonibs – ingredienserne i en isvaffel) forventer man mere. Til gengæld dufter brygget dejligt. Man mærker hasselnødderne og kaffen – lovende bitre noter.

Det er lidt andre noter, der møder én i smagen. Chokolade, mørk chokolade træder frem først – og det er ikke noget dårligt bytte for hasselnødder for så vidt. Jeg kan lide begge dele, og vil i øvrigt ikke udelukke, at hasselnødderne så småt sætter ind efterhånden – som en diskret, blød bitterhed. Da brygget ikke skummer, kommer det ikke som nogen overraskelse, at det næsten er helt fri for kulsyre. Det skader på ingen måde, da de bløde og søde noter derfor rigtig kan synke ned og ikke bare behage smagsløgene, men også venligt massere kanalerne omkring dem. Man kan rigtig mærke, hvordan det sorte bryg, som en tyk chokoladekaramelcreme glider ind mellem alle tungens knopper og konturer, pikant smører og kæler, til næsten erotisk vellyst og nydelse.

Ole var lidt mere kritisk. Han savnede drikkelighed og citerede salig Michael Jacksons (ham med øllene og whiskeyen, ikke musikeren) ord om, at øl skal være drikkeligt. Det skal ikke være noget, man skærer ud i små tern og tygger. Brygget var ham åbenbart en smule for tæt, og mindede mere om en dessert end en hovedret. En dessert der imidlertid blev serveret i den samme, mystiske 0,44 l. emballage, som uanset det skæve i rumfanget, var for meget for én person på én gang.

Det skulle nu ikke afholde ham fra at give brygget samme karakter som undertegnede. Han var åbenbart klar til at indrømme brygget dets objektive kvaliteter – også selvom den måske var en anelse for meget at komme igennem.

Cool Beans, Nørrebro Bryghus/Braw

Jeg kan godt se meningen.

Marcus, det brave menneske, kan meget andet end at agere medanmelder på min blog. Han er uddannet boghandler, og slæber derfor dagligt mange kilo indbundet papir frem og tilbage mellem lager og butik. Hans deraf velformede overarme og brystkasse engagerede jeg derfor til at hjælpe mig med at bortskaffe nogle gamle, ødelagte møbler i forbindelse med min flytning. Det gjaldt en meget stor, lys sofa, der gennem tiden havde taget imod så mange forskellige væsker – kaffe, mælk, øl blandt andet (men ikke urin eller bræk!), at den oprindelige råhvide farve efterhånden var skiftet til mat grå-beige. Revner hist og pist, og det faktum at hynderne fældede fjer som en anden hønsegård gjorde, at jeg besluttede mig til at skaffe mig af med den, frem for at slæbe den med til Thisted, hvor jeg så igen ville ærgre mig over de allestedsnærværende dun.

Derudover skulle vi også slæbe en 1½-personers futon-madras ned, der stammer helt tilbage fra min kollegietid. Jeg er god til at bruge ting, indtil de er helt nedslidte og ødelagte. Nok lidt for god, når det kommer til stykket.

Marcus, som det ejegode menneske, han er, havde også nogle øl med til bagefter. Og dem blev der i den grad brug for. For selvom selve bortskaffelsen skete forbløffende glat og problemfrit ned ad min alt for smalle trappeopgang, så havde solen sat sig for, at forvandle alle bare hudoverflader til bacon på rekordtid.

Den første øl, Marcus havde med, var denne IPA-collab fra Nørrebro Bryghus og Braw i Ryesgade. Desuden har DEP Coffee leveret økologiske kaffebønner fra Mexico. Marcus’ bror Joachim (oplev ham som gæsteanmelder her) havde ved en tidligere lejlighed forbandet den til Tartaros for at være aldeles og inderligt ligegyldig, spild af plads i universet, og ligeledes spild af energi og atomer. Han ville have os til at anmelde den, for at forstå hvilken eksistensberettigelse, den måtte have – hvis nogen overhovedet.

Visuelt gør den det ellers rigtig godt. Dyborange, næsten rød i farven er den, og store klumper af restgær tumler legesygt rundt i brygget.
“Men det sekund, du stikker næsen i den, lugter den som et fejlslagent forsøg fra Schiøtz,” brokkede Marcus sig. “Alt det kedelige fra standardaromaerne fra Schiøtz, billigt sukker og …”
“Det du kalder billigt sukker opfatter jeg som vanillesødme, så det synes jeg egentlig ikke,” forsvarede jeg. Marcus var heller ikke blevet så modløs, at han følte trang til at tirere yderligere, da han som det næste foreslog:
“Lad os smage den.”

“Jeg smager da noget bitterhed,” forsvarede jeg igen – ikke bare over for Marcus initiale utilfredshed, men også Joachims totale afvisning af bryggets blotte eksistensberettigelse.
“Jeg kunne lide den, indtil jeg mærkede eftersmagen,” brokkede Marcus sig videre. Man siger ganske vist, at blod flyder tykkere end vand – og by extension øl. Men Marcus har tidligere ikke uden stolthed distanceret sig fra sin tvillingebrors ølpræferencer, så det var ikke det, der lod nydelsen vente hos ham.
“Jeg synes, der er noget god bitterhed og aroma,” fortsatte jeg ufortrødent, “der er noget appelsin, og der er nogle ganske tørre kviste – den smager som en helt tør kvist, der knækker.” Marcus vedblev med at være uimponeret på en for ham meget usædvanlig måde. Han forblev tavs … “og bitterheden lægger sig langs med tunge og gummer,” begejstringen i min stemme voksede “jeg er altså langt fra så afvisende.”

Jeg forsøgte at udfritte Marcus om, hvad han ikke kunne lide ved den. Han mente, at den var blevet serveret lige lidt for lunken – endskønt brygget kom dugfrisk fra mit køleskab.
“Hvis den havde været helt crisp – nul grader eller sådan noget lignende, så tror jeg den ville ligge rigtig godt,” begyndte han. “Den tegner sig som en Alfa Romeo, idet den som bil generelt er temmelig jævn, bortset lige fra den ene ting, den egner sig rigtig godt til.”
Analogien var lidt tabt for mig, da jeg ikke rigtig har nogen holdning til Alfa Romeo bilmærket. Marcus var da heller ikke komplet afvisende, “jeg ville ikke skamme mig over at tage den med, hvis jeg var på vej ud ad døren.” Men dybere indrømmelser end dette, samt en karakter på …


… var alt, jeg fik lusket ud af ham.
Jeg var, som man nok kan mærke på gennemgangen en kende gladere for brygget.

White Crow Omen, Amundsen/AF Brew (Med Niels på Taphouse III)

Aldeles unik …

Beklager igen den faldende anmeldelsesfrekvens. Jeg har været småsyg på det sidste, og selvom det ikke har været i et omfang, så jeg ikke kunne tage på arbejde og den slags, så har kreativiteten og overskuddet til gengæld været reduceret rigeligt til at lysten har svigtet.

Og når lysten svigter, og man skal til at beskrive en af de største øloplevelser, man har haft siden … i sommer, hvor jeg prøvede Big Bold and Beautiful, så vil man jo egentlig gerne gøre lidt ekstra ud af det. Men man nænner det næsten ikke, når man ikke kan mobilisere kreativiteten det ekstra, der skal til.

Men nu kan jeg ikke trække den længere. Vi er nået til finalen på en fantastisk aften på Taphouse, sammen med min læser Niels, der havde inviteret.

Den tredje og sidste øl var et samarbejdsbryg mellem norske Amundsen Bryggeri og AF Brew fra Rusland. Hvad ‘AF’ står for, må indtil videre stå hen i det uvisse. På papiret … eller rettere pappet, som udgør Taphouse’ menukort angives den som ‘White Russian Imperial Stout. Den er brygget på koldbrygget kaffe, så forventningen er et dybmørkt bryg, tungt og tæt som den små småt påfaldende efterårsnat.

I stedet får man et ganske vist tæt, men også ret lyst bryg. Mestendels kobberfarvet er det, og omend nydeligt grumset, aldeles ikke spor mørkt. Duften er til gengæld en klasse for sig. Meget sødt er det, umiskendeligt af karamelsødet kaffe – eller kaffebitret karamel, for bouquetfordelingen er vel ca. 50/50. Fyldigt og meget dybt – aldeles i kontras til bryggets lyse lød, men det er ej nogen skam, al den stund at overraskelsen så er det større. Ud over kaffen er brygget tilsat kakao-, vanille- og tonkabønner (nej, det ved jeg heller ikke hvad er – google er din ven) … prøver man mange specialøl, undrer man sig mindre og mindre over, at så få af dem kommer fra Tyskland.

Aromaen … en gennemført fyldig, fløjlsblød og overvældende finish af den fineste britiske fudge. Nøje afstemt er den vældige sødme med kaffens bitre aroma, der gør at sødmen – dens storhed til trods – aldrig bliver kvalm eller begynder at rive i halsen, sådan som lidt for mange lidt for søde flødekarameller nemt kan få det til.

Ud over at aromaen er fantastisk afstemt, så man kan få al den sødme, hjertet kan begære uden den mindste antydning af kvalme, ja, så er hele smagsbilledet ganske og aldeles uvant, uventet og usædvanligt. Hverken Niels eller jeg havde nogensinde prøvet noget, der bare kom i nærheden af dette brygs aroma. At man ved brygkunst (og tilsætning af veludvalgte ingredienser) kan bygge så fine smagsoplevelser, redder dette bryg en topkarakter, som Niels og jeg var ganske enige om.

Niels skal have fantastisk mange tak for skænken og for en fantastisk hverdagsaften.

Et rigeligt saltholdigt aftensmåltid på min lokale grillbar Husum Chicken på Frederikssundsvej reddede mig fra tømmermænd dagen efter, der som bekendt (thi jeg var inviteret en onsdag aften) var en hverdag som alle andre.

Rogue Cold Brew IPA, Rogue Ales & Spirits

God stil – the sequal …

I mit foretrukne supermarked, Fakta, dukker der med jævne mellemrum øl op på spotvarehylden, der ikke bedst  beskrives som mainstream. Det er godt. Rigtig godt endda. Det har været sådan længe, men sidste var det nærmest sådan hele tiden, mens det tidligere var mere periodisk. Nu og da var der gode sager på hylden – et lille afgrænset udvalg, der snart var væk igen … Sidste år derimod bød Fakta på solide tysk-amerikanske IPA’er, en eksklusiv IPA-serie fra Midtfyn og endelig en række fabelagtige belgiske øl, der ikke bare var fabelagtige i sig selv, men også parsec – nej, det er ikke nok – TERAPARSEC fra industriel mainstream.

Det gode er, at det kunne se ud som om tendensen fortsætter. Indtil videre måske ikke ligefrem teraparsec fra standardudvalget, men godt nok til at mine forhåbninger er intakte. Jeg har således fundet denne amerikanske IPA sammen med en mere dyster bror fra samme bryggeri. Den skal vi nok komme til.

Man kommer til at betale for dem – de står i 20 kroner hver, og vor de penge får man altså kun den mængde, der kan være i en regulær øldåse. Åbningsaromaen gør dog et ordentligt indhug i irritationen over prisen, for man ved godt at den bouquetkaliber kommer man til at betale for. Det kobber-til-messing-gyldne bryg dufter gennemtrængende aromatisk af bergamot og friskskåret løvtræ i det helt rigtige mix, mens det gyldne, tætte skum hæver sig i glasset.

Bouqueten er ingenlunde uventet eller overraskende. Den er en sikker vinder, og netop derfor glæder man sig over, at man lige netop får den smule mere, der gør forskellen. Sådan er det også i smagen, hvor genkendelsens glæde over fyrrenåle , bergamot og løvtræssavsmuld ikke bare vækkes, men også fester hele dagen og helt ud på de små timer. En solid IPA, der kan alt det den skal kunne, og som oven i købet formår at være sig selv, og ikke bare endnu én. Denne slår især de skarpt bitre noter an. De skarpe – ikke så meget de friske. Savsmuld er skarpt, men ikke friskt på samme måde som de grannåle, man især oplever i Amager Bryghus’ bryg. Og her er der mere savsmuld end nåle. De ledsagende blomstrede og frugtige aromer er desuden holdt på et ikke-ødelæggende minimum, til gengæld for at være dejligt præsente i duften.

Fakta fortsætter de gode takter. Må det endelig fortsætte mange mange strofer endnu.

The Mortician, Amager Bryghus/Barrier Brewing Co. (AB2017-Kollektionen XII)

Lidt modvægt …

Vi må jo til det: Glædelig jul allesammen …

Vid at det også snart er overstået – I, der ligesom jeg, så småt er ved at få nok af juleriet. For nu at skabe lidt modvægt, har jeg i dagens anledning valgt en øl, der er mørk, ildevarslende, uhyggelig … alt det, man ikke forbinder julen med. Selv tak, det var så lidt.

Lidt jul er der dog alligevel ved denne her. Der fråses. Frås er jo nok nøgleordet nu om dage for, hvordan man fejrer julen, og her får den ikke for lidt. Ud over 13 forskellige typer malt og fire humlesorter, indeholder den også hvidt og brunt sukker samt kaffe. Det bliver dog kun til én type gær, og – måske overraskende – én type vand. Der er jo trods alt ingen grund til at overdrive.

Det er i øvrigt den sidste – omsider – af den lange række øl, jeg fik købt hos Amager Bryghus tilbage i foråret. Så nåede jeg det altså før nytår. Til gengæld har jeg forsynet mig med nye i mellemtiden, så jeg slipper ikke Amager-bryggeriet så let.

I sammenligning med den sidste stout, jeg prøvede fra bryggeriet – den ikoniske Hr. Frederiksen – forstår man kun marginalt bedre valget af flaske som emballage. Men her går det såmænd nok endda. Slår man lidt på bunden af flasken, og bruger et par ketchup-tricks, får man såmænd til sidst resten af brygget ud i glasset også.

Sort som pesten er brygget med matchende smeltet karamelskum, der til gengæld holder sig respektfuldt over glassets kanter. Bryggets farve matcher om ikke andet årstiden, samt det julen oprindeligt blev fejret for – kulminationen – og dermed afslutningen på den mørke tid. Jeg giver i mangel på selverkendelse julenissen skylden for, at jeg glemte at tage et billede af selve brygget.

Det er et af den slags bryg, man ikke behøver snuse til bevidst. At trække vejret helt almindeligt i det lokale den bliver skænket, er rigeligt til, at man kan nyde de både søde og røgede noter af kaffe og marcipan. – Jo jo, der er reelle julede elementer i den også, omend utilsigtede og garneret med så mange andre elementer, der gør brygget aldeles uegnet til julemad.

Eller andet mad for den sags skyld. Bryg som dette kunne måske ledsages af en god whisky eller cognac, men nydes nok bedst alene – over lang tid.

I hver lille slurk kan man nyde den aldeles velafbalancerede aroma af letrøget løvtræ, stærk kaffe og meget mørk chokolade. Det er slet ikke ulig 99% kakao-udgaven fra Lindt – men ikke helt, da der alligevel er akkurat den søde kant, der forhindrer brygget i at blive tørt eller klæbrigt.

Således formår brygget på én gang at være indbydende, men også lidt uhyggeligt. Men ondskaben er hjertelig, som en velskrevet gysernovelle, eller som den aldrende onkel, der fortæller spøgelseshistorier allehelgensaften.

Alkoholen er præsent som en let cognacessens, der binder det hele sammen. Og her skal man passe på. For ondskaben bliver hjerteløs dagen efter når tømmermændene rammer. 10,5 % alkohol og dermed mægtige 3,5 genstande i én flaske kan mærkes dagen efter – også selvom man nyder den langsomt i løbet af hele aftenen.

Men altså – endnu engang glædelig jul til jer allesammen. Jeg takker også for den julegave, I læsere – formentlig ganske ubevidst – har givet mig. Der er gået juleslendrian i bloggen her i december måned. Jeg har i december anmeldt mindre end de foregående mange måneder – og alligevel ser denne måned ud til at slå alle læserrekorder, siden bloggen fik sit eget domæne.

Om jeg fatter hvorfor – måske skulle jeg bare skrive lidt mindre?

Nej, det tror jeg alligevel er en dårlig ide. Jeg hygger mig sådan med det, og mon ikke de ekstra læsere her i julemåneden skyldes et efterhånden betragteligt bagkatalog af juleølsanmeldelser?

Men kan I nu have en rigtig god juleaften allesammen. Hvis jeg kender mig selv ret, går der såmænd nok ikke mange dage, før jeg skriver igen …

The Amazing Gotland Campfire Beer, Amager Bryghus/Malmö Brewing Company

2016-07-10 19.33.56En balrog …?

Der havde åbenbart forputtet sig et enkelt bryg fra Amager Bryghus tilbage fra dengang i marts, hvor jeg besøgte bryggeriet. Mon ikke denne også blev valgt på grund af etiketten, der ligesom Sloth fra samme bryggeri prydes af et hyggeligt uhyre? Historien bag brygget – den gør Amager Bryghus som bekendt en hel del ud af – er hentet ud af Gotlandsk folklore. På den store ø midt i Østersøen har de åbenbart et monster, der hører til i øens store fyrreskove. Det tiltrækkes af de mange bål, som ødemarksvandrere (og sikkert også lejrskoler) tænder, og hygger sig ved ved aftenstide. Men heldigvis er det, som allerede antydet, ikke et farligt monster. Det er ikke engang et bedrøvet monster, der i et forsøg på at varme sig slukker bålet, når det sætter sig på det – som Tove Janssons Mårran. Dette monster vil egentlig bare gerne hygge med.

Pludselig sidder det der ristende sin skumfidus over bålet. Sikkert til stor forbløffelse og frygtindgydelse for de andre om bålet. Og lige så pludseligt det er kommet, lige så pludselig forsvinder det, når det forstår, at det sine gode intentioner til trods ikke er velkomment. Mennesker er vitterlig de allerværste monstre, der findes.

Men hvad hører ellers uløseligt sammen med lejrbål (spørger idioten retorisk)? Jo – bålrøg, selvfølgelig! Hvor mange gange har man ikke som forælder oplevet, at der er blevet bagt snobrød i børnehaven, så poderne (og navnlig deres beklædning) lugter som et middelstort bornholmsk silderøgeri, når de kommer hjem? … Jeg har ikke, for der er ikke bålplads i mine børns børnehave, men jeg har hørt fra andre forældre, at det er sådan.

Og nu vi snakker om bålrøg og monstre, har du, kære læser, så nogensinde tænkt på, at hvis man fjerner de diakritiske tegn i ordet ‘bålrøg’ – altså bollen over å’et og stregen gennem ø’et – så står der “balrog”? Er Amager Bryghus’ lystige og hyggelige fortælling om det gotlandske lejrbålsuhyre i virkeligheden en bevidst vildledning, der skal give nyderen en forventning om en rar og hyggelig øloplevelse – og så er den i virkeligheden et græsseligt monster af Tolkienske dimensioner!?

Man tør jo næsten ikke åbne brygget!

Jeg har nu alligevel vovet pelsen. Bålrøgen er markant fra starten – faktisk allerede ved åbning, og ved skænkning så meget desto mere. Her er i hvert fald et bryg, der holder, hvad etiketten lover. For det er vitterlig letfugtig bålrøg, brygget dufter af. Forbeholdt tages selvfølgelig for alle de associationer, der er plantet på forhånd via bryggets etiket og røverhistorie. Men jeg kan efter ca. 6 års træning altså godt mærke forskel i røgduft på forskellige typer røget øl.

Smagen – ja, den er også velrøget. Og i betragtning af bryggets meget letflydende viskositet og sodavandslignende skum – ja, her er det faktisk ikke urimeligt at finde mit gamle skældsord colastout frem – overraskende fyldig. Mere overraskende er karakteren af røgsmagen, der igen rammer præcis det, markedsføringen forjætter.

For det smager af bål – først og fremmest røgen, men det er jo netop også røgen, der får alt det andet frem: Hyggen, varmen, snakken, bålstegte godter, fællessangene på den dårligt stemte guitar, fingre, der spontant flettes, kærestekys i flammernes lune skær – med eller uden venligt, omend uindbudt, monster i øvrigt.

Røgen kommer af frisk løvtræ, kan man smage. Derfor har røgen også den helt rigtige fugtige karakter. En smule chokolade runder af med lidt sødme, selvom jeg har de tilsatte skumfiduser mistænkt for at give denne smag – og ikke malt eller for den skyld rigtig chokolade. Den overraskende fylde skyldes formentlig tilsat havre – det skulle angiveligt have netop den egenskab, men er tidligere tilsat med ringere held. De tilsatte kaffebønner yder vel lidt bitterhed til røgen, men kan ikke smages i sig selv.

Brygget var ikke nogen balrog, men derimod den fulde båloplevelse – gerne inklusive hyggeligt bålmonster – og det endda helt uden at sidde ved ét i virkeligheden.

Flere bryg har smagt af mere – og bedre end dette. Men intet bryg har ramt smag, duft, og vigtigst af alt stemningen af koselig bålhygge bedre end dette bryg. Og så var netop dette endda intentionen – nu har jeg aldrig.

Markedsføringen (som Amager Bryghus eller påstår, de ikke sådan rigtig har noget af) får topkarakteren på 6 stjerner. Egentlig synes jeg, markedsføring er noget, der hører til på et stort bål, men når det en sjælden gang imellem kommer til sin ret – når det ikke bare er løgn, lokkeri og skabelse af falske behov – så skal det også indrømmes sin berettigelse.

6-stjerner

Brygget selv scorer alt andet lige stadig vel over middel …

4-en-halv-stjerne

Næste anmeldelse er nr. 750. Jeg synes selv, jeg har fundet noget særligt til anledningen.

Goliat Imperial Stout, To Øl

2016-07-07 19.05.13Perfekt afstemning …

Op på hesten igen og alt det der. Nu har jeg endelig ferie, en smule mere overskud og en smule mindre sortsyn, og ikke mindst tid til at gøre de ting, jeg egentlig gerne ville bruge livet på: Hygge med mine børn, tegning, god mad, øl – og selvfølgelig blogning – i lige præcis det tempo jeg kan bestemme og overskue.

Jeg er stået op klokken 8, lavet en kæmpe stak pandekager til mine børn (inklusive bonusteenager på ferie), har laaaangsomt startet computer op, sat mig i stuen, hvor de små hygger med tablets, jeg er på den anden kande kaffe og et passende skud methylphenidat mens jeg lytter til Joseph Loducas forrygende soundtrack til filmen Army of Darkness … sådan cirka i mit zen, og vil nu tage fat på at anmelde igen.

Som jeg fik skrevet fjæsbogen, intenderede jeg at bortjage ondt med ondt. Mine værste dæmoner – selvhad, depression og angst – havde atter stukket deres grimme fjæs frem. Sorte som natten, træge som tjære, stinkende af beg … Det gjaldt jo sådan set bare at finde en matchende øl, og lige præcis sådan én havde jeg stående, gemt fra februar måned, hvor jeg var på indkøb i Fish-N-Beer. Dette er faktisk den sidste, den finale, den endelige øl – den sidste rest af det enorme parti spændende bryg, jeg fik til min 40-års fødselsdag.

Selvom jeg grundlæggende finder det enormt dumt at ville bekæmpe ondt med ondt – oftest starter det bare en voldsspiral som vi på forskellig vis oplever det lige nu i Syrien, USA og Christiania – så lykkedes det altså nogenlunde alligevel. Her sidder jeg igen bag tastaturet …

… og glæder mig over den mentale genoplevelse af det tunge, seje bryg, der dovent skvulper ned i mit yndlingsbæger. En vældig rar – men vanskeligt identificérbar odeur har allerede bredt sig ved åbning, og det bedste jeg kan beskrive den som, er røget makrel, der har ligget en kende for længe. Det lyder modbydeligt, men ligesom emmen af slatten brunkål i sig selv er fæl, så bliver samme luft paradoksalt nok lovende og interessant, såsnart den kommer fra en øl. Sådan er det også her. Røget makrel, men som om lugten af ikke helt frisk fisk er væk, og der kun er den røgede makrel tilbage.

Jeg spoler lige hurtigt henover de mange – fortrinsvis gode – minder, den røgede makrel vækker i mig, og går videre til skummet, der faretrunde hæver sig over bægerets rand. Det kræver en særlig uforsigtighed at spilde dette bryg, da skummet ikke bare sådan lige intenderer at løbe ned ad glassets sider. Farven matcher nogenlunde det tjæresorte bryg, selvom jeg i et anfald af at være alt for godt vant alt for længe ærger mig over, at der stadig er et stykke vej til den kogende karamelmasse, som udøgt stoutskum helst skal ligne.

Alle uindfriede forventninger gøres til skamme i smagen.

For hvilken fryd og hvilken lykke det er, at lade den træge, begsorte nektar så langsomt løbe over tunge og under gane … Bittersødt som selve livet sprænges de klæbrige dråber i mokka og melasse. Mild fløde kærtegner hele gabet, mens et perfekt afmålt skud cognac yder den perfekt afstemte karakter og kvantitet af spiritus … Og så lige en knivspids vanille på bagkant til lidt dekadent ekstra fylde og sødme …

Nøgleordene er overflod og velafstemthed. Masser af smag er der, og ikke for meget af ét i forhold til noget andet. Emnerne er også omhyggeligt afgrænset i denne lille bryglektion: Det søde skal kombineres med det bitre på bedst tænkelig måde – og det lykkes til fulde.

Så kan det være, man kommer til at savne de mange andre måder, bryg kan smage på. Jeg holder mig imidlertid for klog nok til ikke at angribe en bog, der handler om katte for ikke at handle om hunde.

5-en-halv-stjerne

Sharks Coffee Pot, Brick by Brick Beer Workshop (Saufen mit Marcus III)

2016-04-08 20.29.44

Fortsat enighed …

Fra aftenens absolutte topplacering til det bryg, der skulle vise sig at levere den mest jævne oplevelse – for nu at sige det pænt.

Brygget så ellers spændende ud. Alene bryggeriets lange og lovende navn indbød jo til spændte forventninger. Der er tale om en stout, smagt til med kaffe, og det lover jo heller ikke værst, selvom der godt nok også har været et par smuttere i den genre før.

Igen bød åbningen på et overordentligt tilfredsstillende ‘POP!’. Også dette bryg blev leveret med korkprop, omend denne kunne fjernes med håndkraft, hvor den sidste krævede et vinjern … – ja det må det vel hedde, når en ølåbner ellers hedder et øljern, ikke?

Og det myldrer jo også frem med lovende duftindtryk. Kaffe, farin, ristet malt, frisk syrlighed og svesker. Mundvandet springer næsten med samme kraft, som da proppen røg.

Dér indtræder skuffelsen.

Brygget smager slet slet ikke igennem. Bevares – de ristede noter og kaffen kan da smages, men kors, hvor mangler der dog bare nogle bønner. Og fylden – den udebliver helt.

Marcus’ guldkorn lød nogenlunde sådan her: “Den sødme, der er i den (stouten – red.) kan snildt bo i en stout – men der er ingen stout omkring den.” I det hele taget en tynd, hul, sjasket og ligegyldig omgang. Ingen grund til at prøve den, selvom den ser nok så spændende ud.

Ligesom ved sidste bryg, var vi nogenlunde enige om kvaliteten af dette. Da den trods alt havde lidt kaffesmag – og jeg kan jo godt lide kaffe – gav jeg den …

2-stjerner

Marcus var ikke helt så venlig …

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme