Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: hvedeøl

AZ Ale No. 4, Refsvindinge/Vestfyen

Lemfældigt mix …

AZ Ale No. 16 er vel nok Bryggeriet Refsvindinges flagskib. Brygget har angiveligt vundet priser både nationalt og internationalt, omend det er svært at google sig frem til, præcis hvilke. Man skulle da være et skarn, om man ikke bryggede (pun intended of course) videre på successen, og det har Refsvindinge da også gjort i form af en, ifølge dem, lettere forårsudgave af brygget under navnet Ale no. 4.

4 er som bekendt kvadratroden af 16, men om det nu har noget at sige om ølkonceptet står hen i det uvisse – sammen med rigtig meget andet om brygget i øvrigt. Det er ligeledes svært at google sig frem til særlig meget om brygget. Det fremgår ingen steder, hvornår brygget først kom på markedet fx.

At det brygges på licens af Bryggeriet Vestfyen, står til gengæld fast. Det har over hele hovedet ikke gavnet bryggets ældre bror – tværtimod kommer man nær til at tude, når man undtagelsesvis får lejlighed til at prøve den ægte vare fra Refsvindinge på fad. Så meget man går glip af, når man køber den almindeligt tilgængelige på emballage …

Nu skal det vise sig, om Bryggeriet fra hvem det bedste vi har fået er Jolly Time og Jolly Cola, på samme vis har gjort Ale no. 4 til en skygge af, hvad den muligvis er på fad. Sådan har jeg ganske vist aldrig prøvet den, men den kan til gengæld anmeldes efter, hvor meget den minder om emballeret Ale no. 16 i vigende kvalitet, når nu den, ligesom hin prøvesmagning fra tidernes morgen, leveres i glas.

Allerede ved opknapning rammes man af et humlepust af bitter hallertaueraroma. Det svagtskummende bryg har en fin lød af appelsiner. Samme frugt går igen i en overraskende nydelig bouquet sammen med nelliker og syrennektar. Det forekommer foreløbig ganske lovende.

Men det skulle det fynske industribryggeri selvfølgelig få ødelagt godt og grundigt. Smagen er – om ikke en skygge af et fadprodukt, som jeg end ikke ved om eksisterer – i hvert fald en skygge af sin fine bouquet. Vag og vigende i sit udtryk føles brygget som om det er kørt gennem et filter, der blander det spraglede orange, lilla og mørkt træfarvede bouquetudtryk sammen til en uformelig grå blanding, hvor de ellers fine og velgørende noter kun svagt skimtes bag den gråbrune grød.

Det eneste rigtig gode er en mild humlebitterhed ved mandlerne – men den alene går langt fra nogen god øl. Nogen fornyelse af Ale no. 16-konceptet er der kun tale om al den stund, at det er nogle andre smagsudtryk, Bryggeriet Vestfyen effektivt har ødelagt og udvandet i deres industrielle efterbehandling.

Kronenbourg 1664 Blanc, Kronenbourg/Carlsberg

Nu har jeg aldrig …

For et par uger siden begræd vi bortgangen af vor herre Jesus Kristus for vores synder på korset og bla bla bla. At det i dag ikke er en festdag, hvor vi fejrer det eneste rigtig gode, Adolf Hitler gjorde denne dato for 74 år siden, er mig en gåde. Man kunne gøre det til en særlig mærkedag som alle nazister – I ved, sådan nogle som Rasmus Paludan – kunne bruge til at gå i deres store leders fodspor, og gentage det, der rent faktisk lykkedes for lille Adolf, den sidste dag i april 1945.

Det er nok bare ønsketænkning fra min side. Men jeg ville da lige lufte ideen, nu hvor datoen ville have været så passende.

Min realistiske forventning til, at det rent faktisk skulle blive en ting, er omtrent på samme niveau som forventningerne til denne øl. Den var en gave fra min kære far, der i sit otium kun meget sjældent gider drikke øl – og især ikke noget, der forekommer så generisk som denne.

Jeg har tidligere været inde over Kronenbourgs pilsner, som vel nok er Frankrigs kendteste øl. Det er ærgerligt at to grunde; øllet er ikke særlig godt, for at sige det mildt, og øllet er ikke sådan rigtig fransk, eftersom Kronenbourg-brandet er ejet af Carlsberg. Det kan desværre ikke undgås, at det er med Kronenbourgs horribelt generiske standardpilsner i baghovedet, at brygget blev åbnet.

Men allerede idet den åbne dåse sættes for næsen, stritter brygget imod alle fordommene. Det skal her indskydes, at 1664 Blanc er en hvedeøl med tilsat appelsinskal og koriander. Snyd vil nogen sige. Min imponerethed over hvedeøllenes herligheder er imidlertid så afdæmpet, at jeg ikke vil brokke mig, når man prøver noget nyt – eller gammelt – for at puste lidt liv i en fortærsket, og aldrig sådan rigtigt tilfredsstillende god ølstil.

Blomster og søde frugter – æbler og appelsiner – vælter frem før og mens brygget skænkes. Det høje, fedtede og standhaftige hvide skum gør skænkningen af det citrongule, nydeligt tågede bryg til en langstrakt affære, men det visuelle resultat er hele besværet værd.

De sidste rester af fordomme og sløje forventninger man måtte have krakelerer og falder til jorden i store skår idet glasset sættes for munden. Forfriskende, opkvikkende og forbløffende velsmag af vanille, citronsukker og hyldeblomst nærmest snubler over hindanden for at nå smagsløgene, så de hver især kan være de første til at uddele søde kram og blide kys til dem og gummerne.

Overraskende nok, er ikke alt, der hører hvedeøllet til, kvalt i tilsætningerne. Den friske syre og en antydning af gær er bevaret, men ingen af delene i en grad så det forstyrrer, endsige ødelægger. Derimod spiller syren fint op med aromaerne i det ellers ganske lette og vederkvægende bryg, der således ikke bare formår at smage godt, men også forfriske i sommervarmen.

En sommerøl, der smager af noget – jo, det kan faktisk godt lade sig gøre.

Dorothea, Viborg Bryghus

Tyndt og ufarligt …

*UPDATE!* Indlægget her er skrevet om en øl, der er næsten et år over dato. Det var jeg ikke klar over, da indlægget blev skrevet. Bedømmelsen af øllet skal ses i det lys, og det er overhængende, at den ikke faldt helt i min smag, netop af den grund.

At den ikke var yderligere præget af den overskredne dato taler udelukkende til bryggets og bryggeriets fordel. *END UPDATE.*

Bortset fra, at jeg ikke får skrevet voldsomt meget, sker der faktisk noget på bloggen. To milepæle – eller i hvert fald noget der ligner – er nået, siden jeg skrev herinde sidst.

Antallet af besøgende på bloggen er nået over 200.000. Det skete for et par dage siden, helt uden at jeg opdagede det. Det ærgrer mig en lille smule, da jeg vitterlig er typen, der nyder synet af alle tallene, der skifter på én gang. Jeg vælger dog at glæde mig over det høje tal i stedet. Det er jer, læserne, jeg har at takke for opmærksomheden. Den sætter jeg stor pris på, og jeg vil gøre hvad jeg kan for fortsat at gøre mig fortjent til den.

På min facebook-side er der også sket ting og sager. For få dage siden delte jeg en ny video på YouTube-kanalen, en genanmeldelse af Super Nova fra Christiania Bryg. Jeg delte et link til videoen som jeg plejer på min egen facebookside og min personlige profil – samt, som jeg gerne gør, når mine anmeldelser er positive – på bryggeriets, Christiania Brygs, facebook-side.

Og så skete der ting og sager. Uden at aktiviteten var overvældende i mit facebook-feed, kunne jeg se, at nogle personer delte indlægget videre. Jeg genkendte i hvert fald én af dem som en af personerne bag Christiania Bryg. Desuden røg der hist op pist et like på opslagene, men det lykkedes mig først sent at finde videredelingerne af opslagene. Til gengæld så delingerne ud til at kaste en del flere følgere af facebooksiden af sig. Det er siden i forgårs nærmest myldret ind med nye ‘fans’, og flere af dem har, så vidt jeg kan se, en tilknytning til Christiania.

Jeg har alle dage elsket det sted, og alle de nye følgere skal være mere end velkomne til at følge mine skriverier herinde, ud over mine YouTube-videoer. Tilstrømningen har betydet, at fansiden omsider har fået mere end 500 følgere, så også der har alle cifre skiftet en enkelt gang.

Og så lad mig da også lige nævne, at antallet af følgere på min YouTube-kanal også har rundet et rundt tal – nemlig 50. Det tal synes jeg imidlertid er alt for lavt for at være helt ærlig, så det ville hjælpe mig rigtig meget, hvis læsere, der endnu ikke følger mig på YouTube, følger linket og trykker på ‘Abonner’-knappen så snart de ser deres snit til det.

Det var de indledende bemærkninger. Nu videre til dagens øl, der er kommet til at stå i mit køleskab alt alt for længe. Jeg modtog den sidste år som et anmeldereksemplar fra Viborg Bryghus på Lokomotivværkstedet ved Danske Ølentusiasters årlige festival. Sammen med den kom ‘Luther‘ hjem for at blive omtalt i, hvad jeg gætter på må være den længste enkeltanmeldelse på min blog indtil videre.

Også Dorothea blev udgivet af bryggeriet i forbindelse med 500-års jubilæet for reformationen. Jeg har, som man vil kunne læse i hint indlæg, aldrig ment, der var noget særligt at juble over, men som historisk periode, er den selvfølgelig interessant. Øllet er opkaldt efter den danske Dronning Dorothea, der var gift med Christian d. 3, der ved sin kroning i 1536 gennemførte reformationen i Danmark.

Jeg havde vist aldrig hørt om hende før jeg læste om hende på Aarhus Universitets hjemmeside, men i egenskab af dronning, og særligt enkedronning, havde hun åbenbart en ganske stor betydning for reformationens indførelse. Og dermed ligger det jo lige for, at Viborg Bryghus – der jo ligger i Danmarks reformationsby nr. 1 (gæt hvilken by det mon er) også brygger en øl til hendes minde.

Brygget er en hvedeøl – og dermed er forventningerne jo ikke ligefrem oppe i himlen. Det forekommer ikke kun ganske lyst, men også meget klart, i modsætning til, hvordan man normalt kender hvedeøl. Er der mon teknisk set tale om en kristallweizen her, altså en filtreret hvedeøl? Mistanken lever.

En skarp og noget alkoholisk bouquet møder næsen ved indsnusning. Associationerne peger mod øst mod den større by Aalborg, hvor de for længst bortsolgte danske spritfabrikker oprindeligt holdt til, og hvor Rød Ålborg var et populært produkt i kataloget. Nok er kommenelementet ikke helt så fremtrædende i øllet her som i hin snaps, men udtrykket er det samme.

Brygget er til gengæld ganske let, og ikke videre krydret på tungen. Alkoholnoten mærkes dog fortsat, og får brygget til at glide let som luft hen over mundens organer. Ved mandlerne titter kommenkrydderiet frem igen, så man ikke snydes helt for duftens løfter, men aromaen er alt i alt noget afdæmpet i forhold til en bouquetimpression, der lovede en – om ikke storslået, så i hvert fald usædvanlig og utraditionel oplevelse.

Det er dog alt sammen vel inden for rammerne af det allerede kendte, og brygget forbliver med sit kun vage kommenelement lidet udfordrende. Som brygget drikkes slår kommenelementet desuden stadigt mere over i nogle gærnoter, man ellers godt kunne have undværet.

Der var da i det mindste en oplevelse af de store i Luther-brygget. Den her er der til gengæld ikke nogen store omvæltninger i.

1897 Swan Blonde, Bryggeriet Vestfyen/Indslev

Nu får vi se …

At Indslev kort efter sin konkursbegæring blev overtaget af Bryggeriet Vestfyen er ved at være gamle nyheder. Ikke desto mindre tror jeg, at dette er den første øl, jeg prøver efter overtagelsen. Tiden vil vise om Vestfyen kan føre ånden fra Indslev videre. Faste læsere ved, hvad jeg mener om Vestfyens licensproduktion af Refsvindinges A-Z Ale no. 16 (Spoiler: Jeg er ikke imponeret), men mens jeg næsten forguder fadudgaven af det netop nævnte bryg, savner jeg lignende oplevelser fra Indslevs side.

Det skulle lige være Miami Vice, fra den eksperimentelle gren Ugly Duck Brewing. Her er der faktisk noget, der kan tabes på gulvet og gå ugenopretteligt i stykker, når nu industrien overtager. For Ugly Duck havde vitterlig potentiale for både eksperimenter og kvalitetsudvikling. Mit håb er, at Vestfyen vil videreføre dette i deres ejerskab, men forventningen er – indrømmet – således, at jeg må blive positivt overrasket frem for at få forventningerne indfriet, hvis videreførelsen skulle lykkes.

Brygtypen her er på flere måder en indikation for, hvordan min oplevelse af Indslev har været indtil videre. Jeg er ikke nogen større fan af den belgiske blonde – eller af hvedeøl i det hele taget – hvorfor Indslev nødvendigvis må komme skidt fra start, idet hvedeøllene alle dage har været det, de har fokuseret mest på. Forventningerne er beskedne – tyndt og surt med missmag af gær og banan er alt for ofte en dækkende karakteristik af typen i min mund. Og jeg savner fortsat helt at forstå, hvad det attraktive i brygtypen, måtte være.

I den betragtning kommer brygget nu ganske heldigt fra start. Det står flot og gyldent med matchende skum i glasset. Bouqueten byder på søde noter af hyld, og ingen af banan, sådan som jeg ellers havde forventet. En skarp syre er til gengæld præsent, men så længe denne ikke ledsages af andre aromatiske red flags, kan syrligheden lige så vel varsle godt som skidt.

Den skarpe syre er klar og forfriskende i aromaen, og formår at lede smagen af frisk grape og hyldeblomst vel på vej. Den søde duft manifesterer sig dermed nydeligt og positivt overraskende i smagen. Dertil kommer en uventet, kraftfuld og aldeles velgørende bitterhed i eftersmagen. Hvor gæren og bananen alt alt for tit i denne type træder generende frem lige før svælget, overvældes mundtøjet næsten af en tung, vrissen beskhed af lidt for gamle valnødder. I valnødder ville smagen have forårsaget øjeblikkelig udspytning, mens det i en øl som denne ikke alene er uventet, men også velkomment som et utraditionelt og udelt velgørende element.

Det er sådanne takter, Vestfyen endelig må videreføre, når nu de overtager Indslev-brandet. Indtil videre forløber det væsentlig bedre, end man kunne frygte.

Hr. Papsø, Amager Bryghus

Tak såvidt, lad os bare fortsætte …

Da jeg i foråret var forbi Amager Bryghus for at købe guldbryllupsgave til min onkel og tante, kom denne lille sag også med i tasken. Den var en lille erkendtlighed fra netop den herre, som øllet er opkaldt efter og er en hyldest til. Henrik Papsø er således også ham, der i sin tid inviterede mig på besøg på bryggeriet tilbage i 2016. Det blev begyndelsen på en perlerække af oplevelser, der forhåbentlig kommer til at fortsætte mange år endnu.

Denne kompakte pakke på en kvart liter 12 procents koncentreret klæbrighed er en quadrupel – en firedobbeltgæret øl. Typen stammer mig bekendt stammer fra Belgien, og den er så småt blevet en af mine favorittyper. Fakta har en fast stående i deleemballage til en rimelig pris. Amager Bryghus har en mere regulær én af slagsen, der udkommer hvert år til jul (meget apropos), og endelig prøvede jeg en øl, der godt kunne minde om typen da jeg var forbi DTU i fjor – omend det bryg vist ikke var tænkt som en quadrupel, men mere som et eksperimentelt bryg.

På DTU fik jeg forklaret, hvordan gæren omsætter forskellige sukkerstoffer i de på hinanden følgende gæringsomgange. I brygmester Preben Bøje Hansens eksperimentalbryg var der kun lange sukkerstoffer – dextriner tilbage, der gav en markant smag af vingummi. Denne aroma forefindes også til dels i Faktas quadrupel fra hollandske La Trappe, og meget markant i Amager Bryghus’ Secret Santa.

Før jeg begynder at lede efter en lignende aroma i Amager Bryghus’ øl, skal den selvfølgelig åbnes og skænkes – i Drageglasset naturligvis. Til at begynde med hæfter jeg mig ved nogle markante mørkebrune plamager på kapslen og flaskekanten. Nok har jeg hørt om bundfald før, men topfald? En smule bekymret skænkes indholdet, der i betragtning af bryggets mørke og styrke, er aldeles letflydende. Det er ganske tydeligt ikke nogen stout, farve og topfald (?) til trods.

Skum er der praktisk taget intet af – men duft! En vældig vinøs odeur vælter op glasset. På en baggrund af tunge, røde druer forkæles lugtesansen af intense, dybe noter af lys karamel, mørk chokolade og en knivspids cognac.

Smagen er til gengæld en kende mere ensporet, og vi er ovre i en ganske anden hylde hos slikmutter (eller -fatter #feminisme), nemlig udvalget af lakrids. Her har vi snarere den søde finske slags end den stærke engelske, men den antydningsvise ømhed i mit svælg lindres til fryd og tilfredshed uanset.

Der er ingen spor af støvet lakridssmag. Aromaen er lige i skabet, og det eneste ved den, nogle måske kan brokke sig over er, at det mangefacetterede duftindtryk ikke afspejles i brygget. Dekstrinsødmen, som jeg havde forventet og glædet mig til udebliver også, men kombinationen af sød, omend langt fra tandløs lakrids, kompenserer mere end sufficient.

Til gengæld aner jeg en anelse ilt i brygget. Det våde pap skarver en smule på tunge og i gane, men kan heldigvis nemt overdøves med lidt større mundfulde, eller ved at trække lidt luft ind over brygget, mens det hviler på tungen. Så udløses der rigeligt udsøgt lakridsaroma til at ilten kvæles.

Overordnet er brygget aldeles lækkert og en udelt nydelse. Oxideringen kunne skyldes, at jeg har ladet den stå for længe, og det skal bryggeriets ekstraordinære brygarbejde selvfølgelig ikke straffes for. Plamagerne i kapslen og på flaskehalsen lader desuden ikke til at have gjort noget skidt for brygget heller.

Jeg glæder mig til mange flere gode oplevelser fra og på Amager Bryghus også i fremtiden.

Maureen the Maverick Moonshine, Amager Bryghus (Saufen mit Marcus – (oder “die Unendliche Geschichte II”) II)

Den størst mulige femmer …

Før jeg når til anmeldelsen, eller rettere referatet af endnu en ca. 15 minutter lang palaver optaget med min mobiltelefon – en dokumentationsform der vælges for nemhedens skyld og bestemt ikke arbejdsbelastningens – bliver jeg nødt til at rette fokus på noget, der sker i den virkelige verden herhjemme.

Sagde jeg den virkelige verden? Næh, jeg skrev det! [Trommehvirvel – bækken] Nu hvor den første elendige vittighed er serveret, kan jeg med nogenlunde ren sam-vittighed (I can’t stop) skride videre til alvoren. Jeg har hele tiden vidst, at der fandtes et kontingent individer her i landet, der havde nogle udfordringer netop med den virkelige verden. Det drejer sig om folk der helt reelt tror, at mennesket blev skabt for omkring 6.000 år siden (i det konkrete tilfælde, vi vil klemme mellem to glasplader og lægge under mikroskopet om lidt endda kun 5.500 år) sammen med alle de andre dyr, af gud (som jeg for at drille staver med lille ‘g’), sådan som det beskrives i bibelens (med småt, ha ha) allerførste kapitel, i Danmark kendt som Første Sumpbog (det må godt stå med stort). Kreationister, kaldes de gerne af fagfolk. Jeg foretrækker at kalde dem idioter, tumper og virkelighedsfornægtere – men der er jo heldigvis intet i vejen for, at man samtidig også kan kalde dem kreationister, uden at man geråder sig ud i modsigelser.

I USA er problemet med netop disse tumper, virkelighedsfornægtere og tølpere meget meget stort. De rådgiver en i forvejen på alle ledder og kanter ustabil præsident ud fra andre vrøvlehistorier i bibelen – gerne de sidste kapitlers vås om verdens snarlige undergang og det endelige opgør med Satan (s’føli med stort ‘S’). Samme personer er primus motorer i demonteringen af de amerikanske miljømyndigheder med henvisning til, at den slags er ligegyldigt på grund af Jesus (fra kommunen, i ved – og derfor stavet med stort af hensyn til et stadigt mere overbelastet korps af offentlige ansatte) snarlige genkomst. Endelig spreder de med forfærdende effektivitet bibelens bud på jordens og universets alder, løgnen om intelligent design og myten om Noahs Ark som en historisk beretning i uddannelsessystemet.

Folk som præsten i Sct Maria Kirke i Sønderborg Mads Jakob Jakobsen er altså ikke bare underholdende pauseklovne og fritidsgøglere, vi kan grine skingert og hånligt pege fingre ad. De kan gøre egentlig reel skade, idet deres antividenskabelige løgne kan forgifte alle samfundslag – både dem der sidder ved magten, og dem der en dag skal arve jorden. “Jamen det kommer jo aldrig til at ske herhjemme” er reaktionen gerne. Vi er for kloge, for højtuddannede, for udviklede og langt fremme til nogen sinde at forfalde til den slags barnlig overtro igen.

Imidlertid er denne type ideer ikke længere henvist til obskure sogneblade fra Udkantsdanmark – eller hvis det går meget højt Kristeligt Dagblad og Jyske Vestkystens læserbrevsspalter. Folkevalgte politikere i landets lovgivende forsamling begynder nu at nære sympati for antividenskabelighed med kreationistisk islæt. Og lidet overraskende kommer denne fæle reaktion fra det yderste politiske og psykiatriske overdrev i Folketinget – de ledige standpunkters holdeplads kendt som Dansk Folkeparti. Alex Ahrendtsen parade af stråmænd, løgne og almindelig idioti kan læses i Kristeligt Dagblad i fuld længde. Kort resumeret forstår han hverken evolutionsteori eller hvad videnskab er i det hele taget, hvilket lige præcis åbner den ladeport for den antividenskabelighed og religiøs indoktrinering, der hærger USA. Som en særlig lille krølle på svinehundelorten indgår indlægget selvfølgelig i hans og partiets signaturagtige racistiske angreb på muslimer.

Selv er jeg ganske vist ikke religiøs, og dermed er jeg som udgangspunkt lige så kritisk over for islam som kristendom. Men hvis DF’s angreb på evolutionsteorien skulle smide nogle muslimer over på min side af idiotien, så tager jeg imod med åbne arme – og nej, det er ikke kun fordi der ville være færre til at konkurrere om øl og bacon ovre i min lejr.

Uden at jeg skulle lokke eller presse – for det må folk selv bestemme om de vil eller ej, det er ligesom med religion – skulle det ikke undre mig, hvis nogle af dem blev fristet til at gå på kompromis med deres hellige tekster, hvis der var mere end bare lidt øl af denne kaliber til rådighed.

Maureen The Maverick Moonshine er en fadlagret bourbon stout tilsat chokolade. Amager Bryghus-håndværk som man bedst kender det, aldeles kompromisløst, omend ikke for – som det er tilfældet med religiøse fanatikere – for at opnå en eller anden højere form for idioti, men tværtom for at skabe den bedste oplevelse, nyderen kan forestille sig.

Ironisk nok havde Marcus og jeg smidt den legendariske kultsplatter ‘Bad Taste’ på tossekassen. Det nattætte, lakridstykke bryg, med det jævne, omend flotte skum var forventeligt alt andet end. En tæt em af mørk chokolade og velbrygget kaffe med et sødt pust af kirsebær ramte næseborene til udelt fornøjelse for os begge.

De søde noter fortsatte i smagen med flødefyldig mundfornemmelse af kakao og matchende aroma af chokolade. At vi havde fået fingre i en vældig stout af ekstraordinær kvalitet var ingen af os i tvivl om, men Marcus slåssede (ja gu’ (med småt) er det et ord) med at få sat ord på de udsøgte smagsnuancer. Syrlige kaffebønner var et af hans bud på den friskhed, han oplevede i et bryg, der vel egentlig bare var så godt, at det var svært at udtrykke i tale.

Selv var jeg fornøjet ved en kompromisløs blanding af kaffe og chokolade, der gav alt den tæthed og aroma en stout skal have og mere til, and then some.

Karaktergivningen for mit vedkommende var en solid topkarakter. Øl af den her kaliber fortjener det. Marcus var ikke så rundhåndet – fortsat åbenbart med Big Bold and Beautiful i frisk erindring. Nogle gange fortryder jeg næsten, at jeg lod ham smage den, da det altid volder ham store kvaler, når andre rigtig gode øl kommer på banen. Han vil heller ikke uddele halve stjerner, så han lagde sig på den største 5’er, han kunne.

Marcus:

Undertegnede:

Og efter Peter Jacksons kultklassiker skiltes vores veje igen. Marcus skal endnu engang have tak for, at han ville lægge gane og kadaver til nogle af de øl, jeg selv synes er for store – og gode – til at jeg vil drikke dem alene.

Og nåhr ja – når Alex Ahrendtsen, eller hvem ordføreren for demontering af undervisning nu end måtte være i Dansk Folkeparti, om få måneder forlanger, at der i biologitimerne skal undervises i intelligent design på lige fod med evolutionsteorien, for at undervise i ‘kontroverset’, så kom ej og påstå, at I ikke var advaret.

 

Heavy Mental, Amager Bryghus

Det er pænt metal …

Som jeg fik nævnt i forbifarten for et par måneder siden, går Amager Bryghus’ brygmester Jacob Storm i Cannibal Corpse t-shirts. Så det manglede jo bare, at Amager Bryghus bryggede en øl med den musikstil som tema.

Og det har de jo sådan set også gjort flere gange allerede. Todd og Linda the Axe Grinder er to strålende eksempler – man så alligevel. Heavy Metal-temaet listes ind fra sidelinjen, og antydes slet ikke så demonstrativt som i denne IPA fra Danmarks ukronede humlekonger. Det var på tide, fristes man næsten til at sige, at få en rigtig heavy metal-øl fra det bryggeri.

Heavy Mental er således rundhåndet tørhumlet efter inspiration fra New England. Desuden er tilsat forskelligt – herunder hvidt sukker, og er brygget på bl.a. hvedemalt. Desværre har jeg i skrivende stund allerede kasseret emballagen, og jeg har ikke kunnet støve en deklaration op online, men noget rent bryg ville tyskerne i hvert fald ikke mene, der var tale om.

Resultatet er en kraftfuld og aromatisk humleknallert, der i løden også formår at gøre de fjerne fætre i Det Forjættede Land kunsten efter. Brygget ligner nypresset appelsinjuice – omend uden frugtkød. Bouquet af knasende frisk humle stiger op over det ikke voldsomt skummende bryg. Heller ikke bouqueten er voldsom – den synes næsten afdæmpet, men dens kvalitet i knasende sprød- og friskhed, kan der ikke sættes en finger på.

Fuld volumen – sådan som Cannibal Corpse, Napalm Death og Iron Maiden og alle de andre forrygende metalbands skal lyttes til – er der til gængæld på aromaen. Tight og hårdslående vælter den kraftfulde smag af nåletræer ud i alle mundens afkroge, hvor den holder sig fast med små, barberbladsskarpe modhager længe efter at brygget har forladt smagsorganerne. Heldigvis gør typens frugtige noter sig også gældende med en sød appelsinoliearoma, der passer med en præcision, der er Nuclear Assault og Dream Theater værdigt, til bryggets flotte lød.

Hvis ikke der havde været et element, der gav den rasende bitterhed lidt modspil, ville brygget føles ude af balance. Men hos Amager Bryghus ved man, at god musik ikke skabes af brølende vokal, buldrende trommer og brølende guitarer og bas alene. Musikken, konturen, formen skal også være der. Ellers drukner den vidunderlige og finurlige skønhed, der er derinde, midt i al aggresionen …

… i såvel Amager Bryghus’ bryg som i god Heavy Metal.

G de Goudale Grand Cru, Brasseurs de Gayant

Brutal om ikke andet …

Bare så I ved, at jeg ikke bare kan brokke mig over andre ting end den førte politik her til lands, men oven i købet også over ting, der er ølrelaterede, vil jeg i dag indledningsvis knytte an til en artikel i seneste nummer af ØlentusiasteN. Ole Madsen – min mentor udi ølskriveri – fortæller på side 10 under overskriften “Dåser forfordeles” hvordan flasker forfordeles i det danske retursystem. Diskussionen om, hvad ordet ‘forfordele’ egentlig betyder, må til gengæld vente til en anden gang. Sagen er, uanset hang til ordets oprindelige eller nymodens popsmarte diamentralt modsatte betydning, den, at Dansk Retur System (som ikke i øvrigt anvender ukorrekt ord deling i deres navn) har indført nye gebyrer for hhv. glasflasker og dåser. Gebyrerne på dåser falder med mere end 50%, mens gebyrer for glasflasker stiger med mere end 25%.

Dansk Retur [mellemrum, der ikke bør være der, men hvad kan man også forvente af et privat foretagende der ejes af storindustrien] System ejes af industrien … det fik jeg vist sagt … og det vil altså sige, at den øverste top i de hovedrige, altdominerende megaforetagender i landet stort set kan diktere, hvordan retursystemet håndteres. Det er angiveligt langt vanskeligere at tappe på dåser end flasker, hvorfor ændringerne er en kæmpe fordel for industrien, og en lige så stor ulempe for mikrobryggerierne, da disse slet ikke har ressourcer til at få en aftapning på dåser op at stå.

Endnu engang udnytter industrien altså en urimelig særstilling til at trampe kvalitetsproducenterne hårdt og brutalt under fode. Kvalitetsproducenterne skal nu allokere flere midler til retursystemet, som de kunne bruge på yderligere kvalitetsudvikling og produktion. En fordel industrien nyder ene og alene fordi retursystemet af sædvanlige ideologiske årsager skal være på private hænder. Når en bestemt opgave løses af en institution er der ingen ræson i at overlade det til private. Det er rent og skær monopolkapitalisme af en slags som Adam Smith himself i sin tid advarede imod. “Men hov!” vil nogen bedyre – “taksterne er jo bestemt af miljøministeriet og ikke industrien alene”. Ja … miljøministeriet … I dag er det ministerium lige så meget et miljøministerium, som ministeriet for fred er et ministerium for fred i Orwells roman 1984. Miljøministeriet har tilladt landbruget at forgifte drikkevandet i hidtil uset omfang, det skider klimamål et langt stykke, det … jeg standser her for ikke at vække min tilbøjelighed til apati og depression unødigt, idet jeg konstaterer, at dette blot er endnu et eksempel på, hvordan den siddende regering kun er der for industriens allerøverste top og ikke for nogen anden – især ikke forbrugere eller mindre erhvervsdrivende (eller børn, studerende, lønmodtagere, arbejdsløse, handicappede, ældre … nå, så kom det sgu til at handle om den førte politik alligevel. Go figure)

Vel – tak til Ole for at gøre opmærksom på endnu et misforhold i den danske ølindustri, der ikke er til kvalitetsbryggeriernes og forbrugernes fordel.

Hvordan det er i Frankrig skal jeg ikke kunne sige. Men flasker fra det land er i hvert fald at finde i Netto for tiden, så der må det vel kunne betale sig med tapning på den emballage endnu. Flasken er endda speciel – køn måske endda. Den er i hvert fald sort og med det forjættende ‘Grand Cru’ som titel.

Det er ellers kun noget, franskmænd og -kvinder siger om vin. Det betegner vin af meget fin kvalitet eller evt. den gård, der er vinens ophav. Men i dette bryg findes ingen druer, men derimod vand, bygmalt, hvede, ris, glucose, fruktose, humle, korianderfrø og appelsinskal. Nøgleingredienserne er vand, humle og malt – og mon ikke der også er noget gær et sted.

Bouqueten er heller ikke videre vinøs. Derimod leverer den en regulær næsestyver af fusel og rå pilsnerhumle. Der er om ikke andet en kraftfuld oplevelse i vente, omend vi er milevidt fra fordommene om fransk ynde (det hedder i øvrigt “ynge” på Royal Unibrewsk) og elegance. En skarp syrlig kant peger tværtom mod nord, mod nabolandet Belgiens meget forskelligartede og noget sværere tilgængelige udvalg. Den alenlange deklaration peger i samme retning, ligesom det fedtede, høje og klæbrige skum, mens kuløren – flot messinggylden – sammen med bouqueten peger mere mod øst, mod Tyskland.

I samme retning peger smagen med en tung, hårdtslående og skarp pilsnerbitterhed, som man kender det fra hjemlige spritterøl, men vitterlig med en uventet elegance og præcision i aromaen, så missmage og ubalancer undgås – i hvert fald i første omgang.

Det belgiske indslag gør sig nemlig snart gældende med en skarp syrlig kant af umoden banan. Den gør sin sviende entre ved gummerne, og yder en slagkraftig øloplevelse et ekstra punch … i hvert fald så længe brygget er veltempereret, hvilket i dette tilfælde vil sige frisk fra køleskabet.

For dette bryg, sin alkoholprocent på 7,9% til trods, fungerer klart bedst ved lave temperaturer. For direkte proportionalt med bryggets lunhed træder isoamyl acetatens skarpe banansmag mere og mere frem. Ved 5-6 grader lægger den sig perfekt iblandt bryggets andre slagkraftige aromaer, men så snart brygget får lov at stå, træder bananen uhensigtmæssigt meget frem og gør brygget surt og metallisk.

Det er i grunden synd, uden det skal ligge bryggeri eller øl til last. For det er vitterlig en lækker oplevelse ved den rette, lave temperatur.

Hvordan brygindustrien afregner det ekstra gebyr for den importerede flaske blander jeg mig ikke i, men jeg håber det bliver så svært for dem, at provenuet ryger.

Så kan de lære det …

The Ceremonial Grain-Out, Amager Bryghus

Sur trøst …

Burkalov, Ghettopakke, Håndtrykstvang … Det fascistoide maskineri kører i højeste gear, mens regeringens klimaminister er helt åben om at være bedøvende ligeglad med landets miljømæssige fremtid. Ikke bare demokratiet, men også livet på Jorden er i overhængende fare, og magthaverne gør notorisk det modsatte af, hvad der kunne redde den.

Tidligere har jeg erklæret, at det eneste man kunne gøre var at grine sindssygt og manisk, mens man ser Jorden gå under i en ildkugle. Men stressramt og depressiv som jeg er, vælger jeg i disse dage at tude i stedet for, kun trøstet ved de sure dråber af en ny farmhouse-ale fra Amager Bryghus.

Og det passer jo også så nydeligt med høstsæsonens start. Så er der i det mindste noget, der passer som det skal. Frisk franskbrød og banan møder duftorganerne ved åbning, og sådan passer typen også som det skal med førstehåndsindtrykket. Nogen anstrengelse skal man gøre sig for at skænke det lyse bryg, da skummet snart tårner sig op over glasranden, og vægrer sig ved at trække sig tilbage.

Brygget byder på skarp limesyrlighed på en baggrund af antydningsvis banansødme. I eftersmagen træder gæren frem, men som en naturlig del af et skarpt brygkoncept og langt fra som noget der virker malplaceret eller mislykket. Det afsluttende gærindtryk giver brygget karakter – ja, det formår faktisk at smage godt, og det er jo i sig selv ikke så lidt imponerende.

Brygget er således mainstream … altså så mainstream som en farmhouseale (eller saison) kan blive det på disse kanter … til at gøre det, en farmhouse ale skal – nemlig forfriske og vederkvæge. Samtidig er den svært tilgængelig nok til at den uøvede smager standser op og må overveje, hvad meningen egentlig er. Forhåbentlig for at glæde sig ved typens hemmeligheder. men også med fare for, at det ryger ud, samme vej som det kom ind (uden mellemlanding i mavesækken, vel at mærke).

Matrosenschluck, Ratsherrn

Der er sket noget …

Da jeg fandt denne øl i Fakta, var jeg sekundet efter på en vældig rutsjetur nedad Memory Lane til bloggens allerførste dage. Dengang, da jeg stadig boede i Aarhus, fandt jeg en økologisk Ratsherrn-pilsner i en hippiebutik i Jægergårdsgade. Og ved den lejlighed lærte jeg på den hårde måde, at blot fordi noget er økologisk, behøver det ikke at være godt. Jeg tror faktisk, den var bloggens største skuffelse dengang, og den første øl, der kun scorede en halv stjerne. Alt dette er skrevet før jeg kiggede efter …

… og det viser sig faktisk, at jeg prøvede Tuborgs for længst kasserede citronrædsel umiddelbart før hin uinspirerende pilsner. Så der var faktisk en øl, der havde fået en lavere karakter. Men at det var i bloggens allerførste tid vidner det faktum, at den er afprøvet før min nu otteårige søn blev født, om. Og så er det måske ikke så sært, at jeg ikke lige har alle detaljer helt på plads.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om bryggeriet har oppet sig siden sidst, for hin økopilsner vidnede mest om, at bryggerne i virkeligheden slet ikke gad tage sig sammen, og blot brugte økologien som undskyldning for overhovedet at have et produkt. At dømme på etiketten alene er der imidlertid sket noget. Alene det, at brygbetegnelsen er på engelsk, vidner om større udsyn mod verden, end man oftest ser et fra tyske industribryggere. Endnu mere overraskende er det, at øltypen – en Oat White IPA – er milevidt fra de generiske pilsnere, hvedeøl, bocks og schwarz, der næsten klichéagtigt karakteriserer tysk ølkultur. Allermest radikalt og overraskende er det måske, at brygget indeholder appelsinskal – hvormed det bryder Reinheitsgebot. Og nærmest flabet udebliver den ellers næsten demonstrativt tilstedeværende erklæring på næsten alt tysk øl, om at det sørme er brygget efter hin middelalderlov. Alt tyder på, at der er kommet nye humler i karret hos Ratsherrn.

Men har de også lært at brygge ordentligt øl? Det er i hvert fald ikke særligt tysk i udtrykket, det lyse, tågede og højtskummende bryg – der af forsigtighedshensyn ikke er hældt i drageglasset (den slags må bryggerierne gøre sig fortjent til). Det er snarere belgisk med en frisk, luftig kant af nybagt franskbrød, hyldeblomst og vanille, samt en snert af heldigvis ikke alt for markant banan.

Brygget yder en følgelig rar mundfornemmelse, blød og fyldig med fornemmelse af hvedebrød og vanille. Dertil kommer en af typen forventeligt skarp kant af bitterhumle. Afstemt efter tyske smagsløg, ganske vist, men stadig skarp nok.

Samlet set er brygget en interessant kombination af den belgiske wit og IPA som vi kender den fra USA. Med sin friske og adækvate bitterhed og fyldige impression af hvede og vanille, er det klart witten der er mest af. Følgere af bloggen vil udmærket vide, at jeg i den grad foretrækker IPA frem for wit …

… men, når witten er af en sådan kvalitet som denne, så bliver resultatet alligevel mere end blot godkendt. Ratsherrn har med denne øl fundet en lækker mellemting mellem IPA og wit, som jeg næppe troede mulig.

– Jo, der er i den grad sket noget siden sidst hos Ratsherrn. Næste gang kommer den i drageglasset.

 

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme