Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: hvedeøl

Alfheim Fjalar Hvedeøl, Frejdahl

Øl: Alfheim Fjalar
Bryggeri: Frejdahl
Type: Hvedeøl
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt: Donation fra Marcus

Nye tider …
Tilbage før Ruder Konge var knægt, og der stadig gik dinosaurer rund på jorden … så længe føles det i hvert fald … modtog jeg to øl fra bryggeriet Frejdahl fra min gode ven og nu knap så hyppige medsmager (fordi vi bor i hver sin ende af landet – quite literally) Marcus. Han var fuld af grådkvalt brøde over at have købt øl fra Jim Lyngvilds bryggeri, og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, eller øllene.
Det sidste lovede jeg, at jeg nok skulle klare. Hvad angik det første … vel, når øllene først var ude af hans matrikel, skulle det jo nok gå alt sammen. Indtil videre har det i hvert fald spadseret sådan nogenlunde, så vidt jeg kan vurdere, og jeg glæder mig til at se min gamle ven i januar, hvor vi har planlagt at tage til Diablo Swing Orchestra-koncert.

For så vidt et hængeparti forbi før der tages fat på et nyt. Jeg tør nærmest ikke tænke på alle de øl, jeg har på lager til anmeldelse – og lejligheder til at smage øl er ikke legion, når man har natarbejde. Ved denne øl tog jeg imidlertid mod til mig, og drak den en tidlig morgen efter en vagt. Det fungerede forbløffende godt, så det bliver nok ikke sidste gang. Billedet er desuden taget af min på det tidspunkt spritnye telefon. Den gamle døde på et højst ubelejligt tidspunkt – det er det vist altid, når telefoner dør. Kameraet fejler i hvert fald ikke noget, så vidt jeg kan vurdere.

Og øllet? Ja, det fejler som sådan heller ikke det store. Det er jo ligegodt en hvedeøl … og hvad mener vi i sidste ende om hvedeøl …? Imidlertid ligner brygget mere en naturtrüb pilsner både visuelt og olfaktorisk, men jeg skal bestemt ikke klage. Et syrligt skær i duften er i øvrigt langt fra ikke-hvedeølsagtigt og det endda helt uden at skæmme. Tværtom giver det brygget et initialt pust af friskhed.
Det er også de syrlige noter, der dominerer brygget. Græs og lime, primært, men med humlens bitterhed som et ikke ueffent krydret bagtæppe. Balancen og harmonien er til gengæld ikke helt i øjet. De forskellige aromaer ligger ligesom ved siden af hinanden frem for at komplimentere hinanden, og i sidste ende får syren også lidt for meget overtaget.

Men altså – for en relativt billig specialølsoplevelse er det måske slet ikke så ringe endda. Tørsten er i hvert fald jaget effektivt på porten, og smagsløgene nogenlunde tilfredsstillet for en stund …

Water & Vuur, De Molen

Øl: Water & Vuur
Bryggeri: Brouwerij De Molen
Type: New England IPA
ABV: 6&
Land: Nederlandene
Købt i: Føtex, Thisted

Playing it (too) safe …

Endnu et par kaotiske uger ser ud til at være overstået. I slutningen af august blev mit ansættelsesforhold på fryselagret i Hanstholm, hvor jeg havde arbejdet siden slutningen af april, ophævet. Det kom ikke som den største overraskelse i verden, da tilgangen af ordrer havde været støt faldende faktisk siden jeg startede.
Men hårdt var det nu alligevel. Til gengæld var jeg fast besluttet på, at jeg IKKE skulle ligge under for jobcentrets luner igen. Straks jeg havde fået beskeden, kimede jeg de vikarbureauer, der har givet mig smør på brødet siden jeg flyttede til Thy, ned. Og det lykkedes … sådan nogenlunde … at få timer nok hjem til at jeg kunne holde egentlig arbejdsløshed stangen indtil jeg fandt noget nyt med fremtidsudsiger i.
Det fik jeg så i går – ser det ud til. Jeg tager en tur i noget industriel produktion i Nors – en lille by i cykelafstand fra Thisted. Jeg kommer til at arbejde aften, hvilket burde give mig bedre tid og lejlighed til at få skrevet på min blog, samtidig med at jeg kan få sparet nogle benzinpenge, når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at købe en ny cykel. For det trænger jeg til.

Nåhr ja – derudover sætter jeg også en vis ære i at falsificere Mette Frederiksen og Asocialkammeraternes horrible stråmænd om, hvor dovne arbejdsløse er, og hvordan dagpengesystemet er alt alt for attraktivt. Kort sagt: Gu’ er det ej, og det er virkelig få, der rent faktisk vil foretrække at blive revet rundt til ligegyldige møder, ubrugelige forløb og ligefrem ubehagelige, for ikke at sige direkte nedbrydende slaveriforløb … I ved, det som man i DJØF’sk spin-jargon kalder “aktivering” – frem for rigtigt arbejde.
Man kan selvfølgelig også være heldig at få en konsulent, der gider lytte og rent faktisk hjælpe. Det var min egen oplevelse i sidste rådighedsforløb, der endte aldeles brat efter jeg var bevilget reel opkvalificering i form af et truckcertifikat, frem for ovenstående remse over meningsløse tiltag. Men det er vist undtagelsen mere end reglen.

Nok om det – videre til dagens øl – en New England IPA fra hollandske De Molen. I flere år var det et bryg fra det bryggeri, den uforlignelige stout 666 Black Damnation, der toppede listen over de bedste øl, jeg nogensinde havde smagt. Hvad jeg siden har prøvet fra bryggeriet, når ikke hint mørke bryg til sokkeholderne … ja næppe til underkanten af anklerne.
Som billedet antyder fandt jeg denne øl på ‘køb-billigt-før-vi-smider-det-væk’-tilbud. Det trækker nok heller ikke i den bedste retning i betragtning af, at IPA’er helst skal nydes friske. Men ligefrem ødelagt af at stå lidt bliver de nu heller ikke. Så lad os se …

Af en New England IPA at være er brygget nu relativt klart. NEIPA’er er kendt for næsten at være mudrede i konsistensen på grund af den gavmilde tilsætning af humle. Dette bryg er højst lidt diset. Duften melder sig til gengæld allerede ved opknapning – altea og skarpere citrusnoter af lime blander sig nydeligt og forjættende.
Små, friske splinter af nyhøvlet fyrretræ gør bestemt deres for at gøre et godt førstehåndsindtryk på indersiden af læberne. Noter af lime og bergamot er også præsente, og yder et nogenlunde adækvat medspil langst gummerne.

Og det er egentlig det. Det smager da egentlig meget godt, men samtidig også af alt det, typen plejer at smage af – og ikke af mere, hverken kvalitativt eller kvantitativt.
Man kunne godt bruge enten lidt mere kraft i smagen, eller lidt mere mangfoldighed – flere søde, blomstrede noter fx. Et bryg der nok hurtigt glider ud i glemselen, fordi det hverken behagede ud over det sædvanlige, eller indgød noget element af afsky, der ville få andre end de allermest kvalitetsforskrækkede til at forsværge at afprøve brygget igen.

De Molen skulle finde de eksperimentelle og kompromisløse takter fra fortiden frem igen. De ville både gavne dem og os, der stundom afprøver deres produkter.

Albani Hvede IPA, Royal Unibrew

Øl: Albani Hvede IPA
Bryggeri: Royal Unibrew/Albani
Type: Hvede IPA
ABV: 4,5%
Land: Danmark
Købt i: SuperBrugsen, Thisted

End ikke Ester kan redde den …
Listen over socialdemokratiske Twitterprofiler, der har blokeret mig, vækster … som samme socialdemokrater sikkert ville sige det. Er det noget at prale af? Ja, det synes jeg til en hvis grad. Det som socialdemokraterne har gang i i Rwanda i øjeblikket har potentiale til at udvikle sig til en humanitær katastrofe af de helt store. Alle alarmklokker bør brage løs, når bare man pinder planerne en lille bitte smule ud.
Socialdemokraterne ønsker at bygge anstalter til indespærring af uønskede mennesker. Disse mennesker er af anden etnisk oprindelse end dansk, og mange af dem vil have en religiøs observans som det store politiske flertal i Danmark er umådeligt fjendtligt stemt over for. Man vil bygge anstalterne tusindvis af kilometer fra Danmark i et diktatur, der ikke går af vejen for at skaffe uønskede elementer af vejen på brutal vis. Hvad ville det rage den rwandiske regering, hvis de danskledede anstalter implementerede præcis de samme metoder, som Rwandas regime selv benytter sig af?
Det hele stinker langt væk af, at man ikke bare vil holde alle flygtninge så langt væk fra Danmark som muligt. Man vil desuden gøre det på en måde, så man frit kan lade dem vansmægte, torturere og endda ‘forsvinde’, hvis man skulle have lyst til det.
Nej, det er ingen, der siger, at det er planen. Men muligheden foreligger. Og netop derfor er der ingen grund til at fare med lempe, eller benytte eufemismer, når socialdemokrater herhjemme skal konfronteres med deres dulgte planer. Jeg siger helt åbent, at socialdemokraterne – Mette Frederiksen, Rasmus Stoklund og Mattias Tesfaye som de mest fremtrædende – planlægger at bygge koncentrationslejre i Rwanda for uønskede flygtninge.
Det betyder ikke, at jeg anklager hine politikere for at ville udrydde flygtninge som nazisterne udryddede jøder i Auschwitz. Koncentrationslejre har gennem historien haft forskellige former, og ikke alle havde til mål at udrydde – eller for den sags skyld torturere de indespærrede. Men også uden systematiske drab, tortur, tvangsarbejde og hvad man ellers forbinder konceptet med, er etableringen af sådanne konstruktioner slemme nok i sig selv. Alene det at ville frihedsberøve og indespærre mennesker for at flygte fra krige, vi selv har været med til at skabe grundlaget for, er ikke bare umenneskeligt – men også ansvarsfravigende og hyklerisk i en grad så man må få kvalme.

Opfordringen herfra er, at kalde en spade en spade, en skovl for en skovl og et såkaldt “modtagecenter for flygtninge i Rwanda” for det det er: en koncentrationslejr.
Og se det som et hædersmærke, hvis der efterfølgende falder en blokering på Twitter eller Facebook.

Når det så er sagt, så er der også en øl, der skal anmeldes. Royal Unibrew har bygget videre på deres Albani Special-serie. Serien er egentlig ikke videre speciel – ikke længere i hvert fald. De udgør måske nok kvalitativt noget, der er en anelse mere eksklusivt end Grøn Carlsberg og Tuborg Hof (eller hvad de nu hedder), men som fortsat er milevidt fra mikroproducenternes kvalitetsbryg.
Det sidste skud på stammen er en Hvede IPA. Og hvorfor ikke? Hvedeøl er lyse, friske og undertiden endda aromatiske. Og hvad de eventuelt måtte mangle i aroma, ja det har IPA’en jo ligegodt til overflod. I hvert fald i det bitre og ikke sjældent også i det frugtigt-søde og syrlige. Faktisk kunne man argumentere for, at IPA’er desuden er lyse og friske – og at de således faktisk allerede dækker det, som hvedeøllen kunne byde ind med, hvorved konceptet pludselig forekommer en kende redundant …

Men hey – jeg skal ikke dømme eller udskamme på forhånd. I hvert fald ikke når det gælder øl. Når det gælder højredrejede socialdemokrater derimod … Og nej, jeg mener ikke det er hyklerisk, for hvis man kigger godt efter. Rigtig længe og grundigt, vil man (måske … måske) opdage … at – og jeg ved godt, det her kommer som et chok for rigtig mange – at øl på den ene side, og højredrejede socialdemokrater på den anden side er … og hold nu godt fast!: to forskellige ting! Og derfor kan man også godt have to forskellige indstillinger til dem … si’r det bare.

Anyways – brygget ser i hvert fald flot ud. Korngyldent og med et fedtet, standhaftigt skum, der leverer mere end adækvat visuel underholdning. Duften byder på citrusnoter, en snert hyldeblomst og en anelse banan. Nåh ja – vores gode gamle veninde Ester, nærmere betegnet isoamyl acetat er åbenbart på fransk visit. Hende møder man ikke så ofte i IPA’er, mens hun er en hyppig gæst i Hvedeøl. Så der var faktisk noget, hvedeøllet kunne levere, som IPA’en oftest mangler. En mangel, der er til IPA’ens entydige fordel, skylder jeg at tilføje.
I smagen holder Ester sig imidlertid på afstand, hvilket som allerede antydet taler til bryggets fordel. På den anden side ville et også have været til bryggets fordel, hvis det i det hele taget smagte af noget … om det så var banan. Banansmagen kan jo stundom være klædelig, når der ikke er andet, og med det sidste – altså andet – kniber det så temmelig.
Lidt citrus og lige så lidt tør bitterhed kan akkurat spores, hvis man giver brygget væsentlig mere tid i mundhulen end det fortjener. Måske ville det have været godt, hvis bare der havde været mere af det. Men det der fylder mest i brygget er det klareste, reneste postevand, der nok formår at slukke tørsten i sommervarmen, men ellers ikke leverer stort mere oplevelse end halvt afbruset danskvand.

Ikke alene har jeg prøvet et hav af IPA’er, der sparkede mere til smagsløgene end den her. De fleste hvedeøl, jeg har prøvet, losser også væsentlig mere igennem.

Om igen, Royal Unibrew!

Alfheim Galar Red Ale, Frejdahl

Øl: Alfheim Galar
Bryggeri: Bryggeriet Frejdahl
Type: Red Ale
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt i: Donation fra Marcus

Som skaberen …
Bare lige den her, så er jeg igennem hængepartiet og kan endelig trække vejret frit igen … indtil jeg pludselig hælder endnu en bunke øl i mig, som jeg så kommer bagud med at anmelde. Pyha, livet som ølblogger er sandelig hårdt.

Frejdahl er Jim Lyngvilds brygprojekt, og så spørger mange sig vel (retteligen) hvordan det kan være, at en vildt woke social justice warrior (i jeres fjæs, Henrik Dahl, Rasmus Stoklund og Bjørn Brandenborg) som jeg dog kan få den splitterroterende idé at smide penge efter sådan en omvandrende højredrejet sprællemand og anakronisme som Jim Lyngvild? Hemmeligheden – og jeg bliver garanteret ikke populær på at fortælle det, men et eller andet skal jeg jo fylde den del af bloggen ud med, der ikke er tør anmeldelse – at det har jeg skam heller ikke!
Og nej, jeg har heller ikke stjålet øllene. Næh, det er sgu min gode ven og hyppige medanmelder Marcus, der havde købt dem i maj måned i anledning af, at jeg besøgte ham. Først for sent havde han opdaget, at de var fra Frejdahl, og betynget af brøde og skam bekendte han grådkvalt synden for mig … som om jeg ville tænke dårligere om Marcus blot fordi han måske havde været en kende uheldig med valget af øl?
Der skal trods alt mere til, og at jeg fortæller om episoden her er nok mere end rigelig straf. I Marcus’ øjne er det nok at sammenligne med nådeløs tortur, men … altså … seriøst … Det er trods alt ikke Anheuser-Busch eller Carlsberg, vel?

Planen var – Jim Lyngvild eller ej – at anmelde øllene samme aften. Men seks timers kørsel, besøg hos min far og samvær med mine søskende og mange niecer satte sine spor, og jeg magtede på det tidspunkt slet ikke at drikke øl – endsige nye øl, der efterfølgende skulle anmeldes.
Så i stedet fik jeg lov at tage øllene med mig hjem. Mit problem med at nyde øl fra Jim Lyngvilds hånd er tydeligvis ikke så stort som Marcus’.

Denne øl er den ene i en serie på to, opkaldt efter to dværge fra nordisk mytologi, Galar og Fjalar, der sammen slog guden Kvaser ihjel, blandede hans blod med honning og således skabte skjaldemjøden. Grove løjer – men det er slet ikke første gang i mytologiske skrifter (seriøst, har I læst Bibelen?) Forbliv således indstillet på anmeldelse af Fjalar inden for alt for længe.
Endskønt Galar er ufiltreret fremstår brygget alligevel ganske klart. Det afbruser hurtigt, men er nu alligevel flot, som det kobberrødt, og -blankt, fylder det duggende glas.
Kun svage noter af karamel og træbitterhed melder sig i duften. Det bliver noget tydeligere i smagen, hvor de behagelige, omend også velkendte og – lad os være ærlige – lidet nyskabende noter, formår at skabe lidt behersket glæde. Brygget er ikke uden fylde, det er frit for missmag og fejl, og letdrikkeligheden udarter ikke til egentlig vandighed. Aromaen af mokkatoffee er distinkt – omend også unødigt nedtonet i en noget tam omgang, der måske nok byder på et minimum (og lidt til) af oplevelse, men ingenlunde er sat i verden for at udfordre eller bryde grænser ned.

Konservativt og – let’s face it – lidt ligegyldigt. Slet ikke ulig bryggets skaber, I might add.

Øl Havre, Thisted Bryghus

Øl: Øl Havre
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Havrestout
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Spar, Bedsted Thy

Jeg forstår stadig ikke hvorfor …
Planen var, at jeg inden for kort tid skulle kværne en masse anmeldelser af, så jeg kunne komme i bund med det hængeparti af øl, der på det sidste er blevet smagt, men ikke skrevet om. Det gik ikke så godt, som man kan se. Nu er der endnu engang gået næsten en uge siden sidste anmeldelse, og for at det ikke skal være løgn er der i mellemtiden også blevet drukket endnu en øl.
Nej, planlægning har aldrig været min stærke side. Det er den sjældent, når man har ADHD. Til gengæld er man god til at finde på undskyldninger – så er der arbejde, så er der familie, så er der en video, der skal laves, så er der pludselig EM, der skal ses …
Og god og snarlig bedring ønskes Christian Eriksen naturligvis oven på den omgang. Finnerne skal også ønskes tillykke med, at de vinder deres allerførste kamp ved en stor turnering nogensinde, og så oven i købet over et hold, der efterhånden har lang erfaring i deltagelse i store turneringer. Olsens ødelæggelser vil nok være synlige på landsholdet i lang tid endnu.

Mai og Vibeke Manniche ønskes samtidig for evigt bare fødder og legoklodser – gerne små og spidse af slagsen – strøet med jævn hånd overalt hvor de måtte gå. At udnytte en potentiel national tragedie såsom et hjertestop i en landskamp til at sprede sin egen forløjede, konspiratoriske kæphest, er virkelig noget man skal være et ekstraordinært ufølsomt og narcissistisk individ for at gøre uden at rødme.

Og oven på sådan et par oplevelser – Christian Eriksens hjertestop *OG* Mai Manniches forsøg på at benytte anledningen til at hverve medlemmer til hendes anti-vaxx-sekt – har man sgu bare brug for et kvantum alkohol. Ikke mindst når man er i (virtuelt) selskab med sådan nogle søde mennesker. Og så havde jeg altså bare ikke nogen øl på lager, jeg allerede havde afprøvet, og sådan blev dét hængeparti altså ikke spor kortere …

Anledningen for den her øl husker jeg til gengæld ikke klart. Men jeg tror egentlig bare, den blev drukket til madlavningen en aften hvor jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at få tyndet en smule ud i lageret. Ud over de øl jeg har prøvet men ikke anmeldt, er der stadig et anseligt antal, der mangler at bliver prøvet.
Der er tale om en havre stout. Sådan én udråbte jeg til at være en af de mest middelmådige øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og den var oven i købet i den bedre – eller rettere, mindre ringe – ende af typen. Tynd, underligt brødagtig og med en våd, flad aroma. Sådan har min oplevelse indtil videre været af en genre, som bryggerierne fortsat hårdnakket hævder, er meget spændende, og har et vældigt potentiale.

Synet kan man selvfølgelig altid nyde. Et natsort, omend meget letflydende, bryg under et lige lovligt lavt og snart kollapset skum …
Ja, det meste af den visuelle fornøjelse er hurtigt overstået. Sådan er det også med duften, der byder på kold kaffe med fløde. Begge dele desværre af den tynde slags – pulver og fedtfattig, laktosefri whitener, snarere end en 38% piske.
I smagen viser kaffen sig imidlertid at være af nogenlunde lødige bønner. Ledsagesødmen af ahornsirup gør også godt, omend den ikke gør helt nok væsen af sig, og måske heller ikke matcher mokkaen helt rigtigt. Resten af brygget er desuden mere end tilstrækkeligt gråt og kedeligt til, at det vel formår at overdøve den ellers hyggelige kaffeslabberas. Alt for meget vand opløser det meste af oplevelsen, og ujævnt fordelt i overskudsvæden forefindes en underligt grynet substans – uden egentlig aroma, men med evnen til fysisk at ramme alle mundens indersider – tunge, gane, gummer, mandler, svælg – for således yderligere at forstyrre og aflede oplevelsen af den smule brygget trods alt havde af anstændig aroma.

Jeg forstår fortsat havrestouts dårligt, og endnu ringere hvorfor bryggerierne stadig gider prøve.

Kundalini, Flying Couch

Øl: Kundalini
Bryggeri: Flying Couch
Type: IPA
ABV: 6,7%
Land: Danmark
Købt i: Chokolenten, Hanstholm

Mesterklasse!

Den sidste øl, jeg købte i Chokolenten, Hanstholm, var ikke nogen større succes. Jeg var skuffet af mere end én grund. Ud over de uindfriede forventninger var der prisen. Hanstholm er udkantsdanmark … ja, Hanstholm udgør velsagtens det allerlængste man kan komme væk fra København uden at forlade landet – og alligevel ved de, hvad de skal tage for de fancy øl deroppe i Chokolenten i Hanstholmcenteret.

I det mindste har dette fancy bryg da et lokalt præg. Malten stammer fra gårdmalteriet Gyrup, der virkelig ligger ude i absolut ingenting, skal man tro Google Maps. Midt i Nationalpark Thy lige ud til Nørhå sø, for enden af en lillebitte og formentlig meget smal vej, man kun kan komme på fra Sønderhå-siden. Så bliver det næppe mere lokalt, eller mere et sted, man ikke ønsker at punktere.

Og Flying Couch er ikke de eneste aftagere af Gyrups malt. Løkken Bryghus bruger dem også, så der er nok gang i geschæften derude mellem klitterne. Flying Couch har jeg i øvrigt kun stiftet bekendtskab med en enkelt gang før. Men hvilken gang! Jeg drak en anden af deres IPA’er som wind down efter mit voksne livs største koncertoplevelse – Napalm Death på Loppen, Christiania for nu lidt over tre år siden.
Og jeg kunne lide, hvad jeg smagte dengang. Jeg burde nok prøve dem noget oftere end med flere år imellem, for også denne gang har de formået at behage smagssanserne mere end adækvat.

Lime, grannåle og vanille behager dybt allerede ved skænkning af det lyse, men også meget tætte, højtskummende bryg. Appelsinorange og næsten til at skære i optager det næsten demonstrativt glasset i en på én gang perfekt visuel og olfaktorisk præstation.
Og der er heller ikke glemt noget i smagen. Bitterhed så sprød som nyristede cornflakes blander sig med søde, aromatiske citrusfrugter; clementiner danser kinddans med nåletræsflis – ikke til Napalm Death, ganske vist (jeg tør næsten ikke tænke på, hvor galt man kunne komme af sted med at forsøge sig med kinddans til den slags) næh – det er vist mere til noget med en italiensk smørtenor og et big band.
Ikke alt behøver være et brøl af en energiudladning. Hvad man kan nyde i dette bryg er en massiv og langvarig aromatisk IPA-oplevelse, der lever videre længe efter at brygget er skyllet ned. Sjældent har jeg oplevet en så vedholdende og harmonisk eftersmag – ikke bare i en IPA, men i noget bryg.

Det er rigtig godt gået af Flying Couch – endnu engang. Der skal ikke gå endnu tre år før jeg prøver dem igen!

Grimbergen Rouge, Kronenbourg/Carlsberg

De store kan også ...

Det er evigt og altid i embeds medfør, når jeg ser en ny øl fra Carlsberg-koncernen på supermarkedshylden og tager den med hjem til anmeldelse. Det gælder også frugten af deres aggressive fusioner og opkøb rundt om i verden. Grimbergen-brandet ligger således under franske Kronenbourg, der for en utrillion år siden alligevel blev opkøbt af Carlsberg, så det egentlig kunne være aldeles ligegyldigt at ordet ‘borg’ har et ekstra, eksotisk klingende ‘u’ i sig. Til gengæld fungerer det sikkert fint i markedsføringsøjemed – man kan lave nogle bryg der ser flotte ud på etiketten, udstråler kvalitet og ved første øjekast synes at komme fra [gisp] udlandet. Selv kvalitetsbevidste forbrugere hopper alt for ofte på limpinden og tror, at blot fordi der kun står ‘Carlsberg’ med små typer, så er det et kvalitetsprodukt, de står med i hånden.

Meget tyder imidlertid på, at der virkelig er gjort noget ved dette produkt, for at få det til at smage af noget. Ikke mindst indholdsfortegnelsen, der i længde er sammenlignelig med diverse FN-rapporter om menneskerettighedsbrud i Nordkorea – uden yderligere sammenligning i øvrigt. Glukosesirup, sukker, naturlig aroma (min fremhævelse), gulerodsekstrakt, bygmaltekstrakt, syre og citronsyre pryder bagetiketten sammen med byg- og hvedemalt, samt humle og vand. Kreativiteten og gavmildheden fejler ikke det store, men hvordan mon det står til med brygkunsten?

Navnet passer i det mindste. Brygget er nydeligt rødt, næsten som en fed blanding hindbærsaft, med fint, kridhvidt skum, der formår at klæbe mere end bare en anelse. Hvor farven kommer fra melder historien ikke umiddelbart noget om, men mistanken falder på gulerødderne, der kunne være af den violette slags. For mest af alt bærer brygget lød af rødbeder, som trods alt ikke har været i brug i konkoktionen.
Det er heller ikke lige gulerødder, brygget dufter mest af. Til gengæld genfinder man sødme af sirup og hvidt sukker, kombineret med syrligt-søde bær – tranebær ligger tæt på. Brygget formår således at dufte meget lidt af det det egentlig er – øl, men på den anden side ikke så meget af søde sukkerdrikke, at denne blogger skræmmes bort lige med det samme. (Det siger egentlig ikke så meget i betragtning af, hvor meget pris jeg sætter på belgiske frugt-øl. Men det er en anden historie).
Så vidt ikke noget væmmeligt – eller industrielt kedeligt for den sags skyld. Og idet glasset sættes for munden bliver det endda godt. Brygget smager dejligt sødt og fyldigt igennem med en underliggende syrligt-frisk note, jeg som stor ynder af førnævnte frugtøl hilser aldeles velkommen.
Nogle vil kalde den vammel i sin sødme, men jeg sætter faktisk pris på den karakter, det giver brygget. Der er noget fest og (især) farver i dette bryg, som man alt for ofte savner i Carlsbergs produkter, og selv om tyskerne – især sydpå – slår sig kors for brystet over tilsætningerne, er det færdige resultat trods alt ikke mere syntetisk, end at det godt kan nydes.

De blander åbenbart bedre end de brygger hos Carlsberg. Til gengæld gør det mine pligtanmeldelser så meget mindre en byrde, når det færdige resultat rent faktisk smager af noget, og så skal jeg ikke vifte unødigt meget med pegefingeren ad dem for blanderiets utyske.

DDH Citra x Galaxy IPA, Arpus Brewing Co.

Direkte til tops!

18.700.000.000 til minkindustrien … Så er udeblivende kritik fra landbruget vist nok også både købt og betalt med renters rente … indtil regeringen skifter, for så ved vi, at højrefløjen vil forlange rigsretssag alligevel. Landbruget er og bliver det mest forkælede erhverv i Danmark, og det er ikke mindre pudsigt at de største støtter af de permanent offentligt støttede gylleproducenter fnyser i afsky ad mennesker, der ikke kan forsørge sig selv, og må ty til det offentlige for at få hjælp til dagen og vejen. Når det kniber for landbruget er de offentlige kasser til gengæld uden bund, mens arbejdsløse og svage helst skal udsultes, gøres hjemløse og efterfølgende jages og kriminaliseres – ikke mindst hvis de er mørke i huden #ghettopakke.
Men dobbeltmoral er jo intet nyt, når det kommer til de frådende neoliberalister, vi finder i Venstre og Liberal Alliance … og Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF … and the list goes on.

Imens kræver den dybt reaktionære klub af voldspsykopater og sølvpapirshatte, samt voldspsykopater iført sølvpapirshatte ‘Men in Black’ statsministeren aflivet ved hængning eller afbrænding … måske begge dele på én gang at dømme efter deres seneste manifestation.
Jeg har ingen forventning om, at de har tænkt sig at ændre deres syn på Mette Frederiksen efter hendes exorbitante foræring til en i forvejen skrantende minkindustri. Til gengæld giver den sortklædte bande voldsbøller om ikke andet et indblik i, at der findes et segment i samfundet, der åbenbart bare har brug for at skabe sig åndssvagt.
Undskyldningen finder gruppen normalt på fodboldstadions er der meget der tyder på. Og når det ikke længere er en mulighed, må aggressionerne bare udløses et andet sted. Man kan tage bavianen ud af vildmarken, men ikke vildmarken ud af bavianen.

Nok om det. At få noget nogenlunde sammenhængende fældet ned på skrift om de trainwrecks af clusterfucks der konkurrerer om at eksplodere i hovedet på os i øjeblikket er svært nok. Så vil jeg meget hellere skrive om den seneste øl, jeg har prøvet. For der er der langt mere at komme efter!

Med DDH (=Double Dry Hopped) etc. etc. har Lettiske Ārpus Brewing Co. (med så’n en dimmerlimmer over a’et for at vise at det er langt) sparket både sig selv og Letland ind på bloggen med en raketfart, der kunne få enhver ‘Man in Black’ til at antage hele det kromatiske spektrum i rækkefølge af ren misundelse. Opskriften er ikke videre original – til gengæld er den grundigt gennemtestet og aldeles effektiv: En dobbelt tørhumlet IPA med Citra og Galaxy-humle – så skal det godt nok gå meget galt, hvis ikke det bare er en lille smule godt.

Imponerende er det i hvert fald som den pomelogule, uigennemsigtige masse langsomt optager glasset. Bryggets modvillighed mod at forlade emballagen er ikke ulig hvad man kan opleve med visse meget tætte, stærke stouts. Og som om det ikke alt sammen var nok, så tårner det cremede skum sig op som ved en anden Venus’ fødsel. Duften er ikke mindre inciterende. Frisk og fornøjeligt syrlig af skarpe citrusfrugter; lime og grape samt et bittert skud som man møder det i en moden appelsin.
Fylde, fløjl og fløde plasker vellystigt alle mundens indre flader til med de fineste, mest udsøgte aromaer, IPA kan byde på. Frisksnittede pæle af lyst træ støder begærligt i tungen, vanillen gnider sig kælent op ad ganen, mens den cremede mundfornemmelse af tyk fed fløde med appelsinessens binder det hele sammen og pulserende udløser det ene orale klimax efter det andet.
Sikke en debut! Nydelsen er absolut, kompromisløs og nyskabende alt den stund, at jeg aldrig før har oplevet en IPA med en sådan fylde før. Aroma – ja. Fylde – nej! Glem alt om East Coast, West Coast, British eller New England IPA. Lettisk IPA er the shit – som de unge, lettere (see what I did there) misvisende kalder det nu om dage. Tænk, at det den ultimative IPA skulle findes på det kontinentale Europa.

Den slags giver – om ikke håb, så i hvert fald trøst, når COVID-19 og rablende idioti på samme tid hærger verden i to gensidigt forstærkende pandemier. Smagen i munden er nok bitter, mens vi ser hele verden synke i grus for vore øjne – men dårlig er den ingenlunde!

Kloster Hvede, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave III)

Flyverskjul og popcorn

I USA er folk gået i flyverskjul i forventning om, hvad der kommer til at ske i overmorgen, når Joe Biden skal indsættes som præsident. Nationalgarden er udstationeret på gangene i kongressen – helt bogstaveligt hvor de overnatter uden madrasser eller tæpper – og ude i de enkelte stater har man været i allerhøjeste alarmberedskab, da Trumps broget-grumsede svar på Sturmabteilung (I ved, boogaloo-boys, Proud Boys, Oath Keepers, QAnon osv osv) erklærede, at de ville marchere mod staternes respektive hovedsæder i går.
Nyhedsbureauerne har ikke meldt om uroligheder, heldigvis, for med den slags fyrværkeri foretrækker de fleste nok en fuser. Forhåbentlig bliver det til endnu en fuser på onsdag, selvom risikoen for uro anses for at ligge et sted oppe i stratosfæren. FBI har meldt ud om risiko for, at insidere i kongressen planlægger angreb, ikke ulig hvad der var tilfældet 6. januar, hvor både politifolk og kongresmedlemmer ifølge hastigt ophobende evidens handlede i forening med stormløberne.
Angiveligt er hver eneste udstationerede soldat i kongressen blevet sikkerhedsvurderet tre gange – det må være over 60.000 sikkerhedstjek i alt, da over 20.000 nationalgardister er blevet udstationeret. Og mit lille aspergerhovede kan ikke lade være med at overveje, om dem der laver sikkerhedsvurderingerne mon også bliver sikkerhedsvurderet. Hvis blot én forræder løsner et skud kan katastrofen blive total, og det kræver ikke engang en forræder at overse en sådan. Det kræver blot, at en af dem der sikkerhedsvurderer tropperne, sover i timen.

Herhjemme tager de fleste sagerne med foruroligende sindsro. Alt for mange ser det som en form for bizar underholdning, der inviterer til hånlatter og popcornspisning. Der er imidlertid alle grunde til at være bekymret for, hvor slemt det faktisk står til med verdens mest betydningsfulde supermagt, samt de oplagte historiske paralleller man kan drage fra europæisk fortid.
Kast blot Godwin efter mig, hvis I vil, men dette var Trumpbevægelsens ølkælderkup. Og hvis omverdenen fortsætter sin letkøbte og konsekvensfrie fascination af bevægelsen, og ikke tager den alvorligt inklusive dens nødvendige bekæmpelse, så gruer jeg meget for det næste amerikanske præsidentvalg. Mit gæt er at Trump er enten død eller alt for mentalt svækket til den tid – men der skal nok være fundet en efterfølger, der er gal nok. Ted Cruz, Josh Hawley, Matt Gaetz, Marjorie Taylor Greene og Lauren Boebert står allerede klar i kulissen, mens man samtidig ikke skal undervurdere resten af Trump-familiens ønsker om at gøre Marmelade Mussolini kunsten efter.

Endelig siger man, at det der sker i USA kommer til Europa ca 10 år senere. Med Nye Borgerlige, Stram Kurs/Hard Line, Dansk Folkeparti samt veteraner som Inger Støjberg er der for længst et betydeligt segment i dansk politik, der deler Trumpbevægelsens politik, efter min mening tillige med dennes autoritære og antidemokratiske element.
Herhjemme er de blot kloge nok til ikke at flashe sidstnævnte alt for ofte eller alt for tydeligt. En sjælden flashing af disse dispositioner stod Støjberg for, da hun frejdigt erklærede sit ønske om at ‘dræne sumpen’ under Bæredygtigt Landbrugs traktortræf i efteråret.

Jeg husker ikke længere, om vi diskuterede alle disse emner under samme livestream, som jeg refererede til i sidste indlæg, men det kan man jo selv klikke sig ind for at undersøge. Det blev i hvert fald en så lang livestream, at jeg åbnede to nye øl undervejs. Men da jeg havde kværnet den fine IPA fra sidst, var jeg åbenbart blevet for pløret til at huske at fotografere denne hvedeøl, før den blev åbnet.
På optagelsen ser den nydeligt messingfarvet ud, blankpoleret overraskende nok, for brygget er – som enhver hvedeøl selvfølgelig bør være – ufiltreret. Dette manifesterer sig åbenbart ikke synderligt i det visuelle.
Duften er til gengæld lovende, omend sikkert ildevarslende for mange. Stald, eller rettere; ensilage breder sig i lokalet ved skænkning – og det er ironisk nok et sikkert tegn på kvalitet, også selvom lugten af stald er ubehagelig for de fleste – mig selv inklusive.
Staldlugt peger gerne i retning af bitter aroma, som man bliver snydt for her. Men det gør ikke spor, da der i indbudt til en sød, kælen oplevelse i stedet. Et fast, fyldigt, næsten svulstigt sødt element af marcipan glider næsten friktionsløst ind over tungen. Her yder kontakt med alle indvendige flader lystigt behag af lette, men velplacerede stød af agurkesyrlighed, der udløser saft fra efterårets modne æbler.
Man kan ikke nære sig for at vælte hele udladningen rundt i gane, gummer svælg en ekstra gang, før man lader det hele glide ned. En fuldendt aromatisk udløsning, der langt overgår forventningerne til enhver hvedeøl, plus forventningerne til de fleste øl i det hele taget.

Og jeg der ellers sjældent synes at hvedeøl er noget at råbe hurra for. Men det kan altså lade sig gøre at brygge nogle ordentlige nogle af slagsen. Det har Klosterbryggeriet hermed lært os.

Fruity Winter IPA, De Proef Brouwerij

Sådan kan man tage fejl …

Jeg har længe haft Kihoskh-brandet i kikkerten. Ikke alene ser det altid vildt fancy ud, det brandet forbindes med, men navnet er også – så vidt jeg ved i hvert fald – tyvstjålet fra hvad der i sidste ende nok er min yndlingstegneserie over dem alle: George Remi aka Hergés Tintin.
Kih-Oskh er navnet på en ægyptisk Farao, hvis grav Tintin er med til at skænde i begyndelsen af albummet Faraos Cigarer sammen med arkæologen Sophocles Sarcophagus, som han har mødt på et krydstogt. Det er selvfølgelig oplagt at opkalde en ølbiks efter hin farao, hvis navn jo næsten lyder som Kiosk – men lidt mer’ hipsteragtigt, fordi der er smidt nogle h’er ind strategiske steder for at få det til at se sejt ud.

Men det er faktisk først lige nu her, at det er gået op for mig, at Kihoskh er en distributør* og ikke en producent. SuperBrugsen Thisted kan heller ikke finde ud af det, idet de havde denne øl angivet som én fra Kihoskh. Distributørens logo er også at finde på etiketten, og det er faktisk kun, hvis man læser det med småt – så småt at jeg må have brillerne til hjælp – at man opdager, at producenten slet ikke er Kihoskh. Brygget er ikke engang fra Danmark. Det er fra Belgiske De Prouf Brouwerij, som vi ganske kort har været forbi før, da de lagde anlæg til et af Mikkellers bryg.
Så det ville være temmelig hyklerisk af mig, at pege fingre ad SuperBrugsen for den fejltagelse, når nu jeg selv havde hovedet under armen. Til gengæld vil jeg brokke mig over, at Kihoskh på den måde møver frem på andre firmaers etiketter, og sådan giver indtryk af, at de står bag de fine bryg de distribuerer. Jeg synes, de skulle finde på andre måder at begå marketing på. Når det så er sagt, tror jeg, at jeg vil lægge vejen forbi deres lokaler på Søndre Boulevard på Vesterbro, når jeg næste gang frekventerer hovedstaden – for der er altså virkelig gode sager på hylderne derinde.

Hvad angår De Proef Brouwerij troller de helt sikkert den lokale flamske højrefløj ved at kalde brygget her en winter IPA i stedet for en Christmas IPA. Som bekendt skal alt, der produceres efter 15. oktober eller der omkring indtil midten af januar betegnes ‘jul’ og ikke ‘vinter’, for gør man sidstnævnte driver man femtekolonnevirksomhed for den muslamistiske magtovertagelseskonspiration i Danmark. Spørg bare Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard og resten af det slæng, som jeg helst ikke nævner flere af her på bloggen, fordi jeg allerede nu mærker trangen til at dyppe tastaturet i sprit og klorin. Endnu nødigere skulle jeg tilskynde læserne til at skylle deres øjne i samme – ikke kun fordi I så ikke ville kunne læse bloggen i fremtiden, men sandelig især fordi jeg helst vil spare jer ubehaget.
Krigen mod jul fik imidlertid ikke rigtig luft under englevingerne herhjemme i år. Måske har idioterne fra sidste år lært lektien, og skal ikke nyde at blive udstillet som det de er – idioter – en gang til? Det er egentlig lidt ærgerligt, for jeg morede mig kosteligt over det for et års tid siden.

Apropos kosteligt … Det kan godt være, at IPA må vige pladsen som min yndlingstype for belgisk sour. Men det betyder jo ingenlunde at jeg ikke længere drikker IPA med allerstørste velbehag. Brygget her varsler godt på snart sagt alle måder: Det koster en formue (hvilket ikke er en garant for kvalitet, men ikke desto mindre et fingerpeg), det troller højrefløjen via navnet, med sin gyldne, tågede kulør og sit høje, fedtede skum ser det rigtig godt ud når det skænkes, og bouqueten er et overflødighedshorn af det bedste, man forbinde IPA-typen med: Grape, lime, vanille, lyst sukker og en stikkende fornemmelse i næsevæggene af de fineste, spæde grannåle.
I munden snitter bitterheden straks lange furer i tungen, mens frugtsalaten – udvalgt fra alle hylder med citrus – fornemmes som en damp overalt i gane og gummer. Alligevel føles brygget let som dun som det glider henover kæftens indre organer. Af fylde har brygget kun det absolut nødvendige – for mere behøves ikke i dette sprøde, bitterfrugtige mesterværk. Brygget bærer på en pude af luft af dun alt hvad hjertet kan begære af aroma og vederkvægelse – og det er bestemt ikke forbeholdt vinterkulden. På en varm solskinsdag mellem Juni og August ville det gøre mindst lige så godt som nu.

Uden sammenligning både jul og vinters foreløbige vinder.

*UPDATE 31/12-20: Khioskh viser sig at være et nomadebryggeri, der anvender andre bryggeriers brygfaciliteter til at producere ølspecialiteter. Beklager forvirringen og ønsker læserne et godt nytår.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme