Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: hvedeøl

Den Nye Humlejuice, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 II)

Den (let)skrabede version

Danske Ølentusiasters afstemning Ølvalg 2020 fik ikke den bedste start med Den Lange Sørejse. Da jeg meget nødigt vil se et initiativ, der skal få forbrugerne til at vælge bedre øl, kuldsejle (ja, selvfølgelig er det ordspil intenderet – d’uh!), valgte jeg som den næste øl den, jeg havde de højeste forventninger til.

New England IPA er måske den øltype i hele verden, jeg elsker allerhøjest. Det ypperste eksempel, jeg har anmeldt, var The Alchemists uforlignelige Focal Banger, der en overgang havde status af den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Typen er karakteriseret ved sit meget høje indhold af aromahumle, hvor det ikke som sådan bitterheden, der er i højsædet, men derimod de mange biaromaer. Eller følgearomaer, som jeg hellere ville kalde dem. Bismag og biaroma lyder (analogt med ‘bivirkninger’) som noget utilsigtet og uønsket.
Og det er de ingenlunde i de fyldige, frugtige New England IPA’er.
Nye stilarter er vokset frem fra de aromatiske NEIPA’er – ikke mindst de meget populære fruit IPA’s, hvor bryggerne bevidst går efter at få øllet til at smage mere af frugt end af øl – vel at mærke uden brug af frugt.
Hvor tæt Skanderborg Bryghus formår at komme på det, med deres “Den Nye Humlejuice” vil vise sig. Jeg forestiller mig, at en god NEIPA ikke bare lige er sådan noget, man sætter sig ned og laver, men må opbygge ekspertise til over flere år.

Flot ser brygget ellers ud – som de meget humlede bryg gerne gør. Dyborange, næsten brunligt med højt, fedtet, kridhvidt skum. Ikke helt så grumset måske, som disse bryg indimellem kan være, hvor man kan se flager af humle tumle rundt i brygget. Men det skal ikke ligge brygget til last. Vi lærte for nylig, hvordan overdrevne mængder grums i øl ikke nødvendigvis er en fordel.

Duften går til gengæld hele vejen. Her opleves den rene, karske og bogstaveligt talt slimehindesønderrivende følelse af små sylespidse grannåle, der skydes direkte op i snudeskaftet.
Amager Bryghus kunne ikke have gjort det bedre, og det er en stor ros, når det kommer fra denne blogger.

Og det bliver bare bedre i smagen: Appelsinjuice med splinter af tørt lyst træ og følgearoma af spæde, friske og barberbladsskarpe grannåle. Det her er præcis som det skal være …

… til at begynde med i hvert fald. Efter et par mundfulde dæmpes det vilde, über-aromatiske humle- og juiceindtryk, og brygget – for nu at sige det diplomatisk – tager til i friskhed. Brygget topper i starten, hvor den fulde oplevelse af humlejuice leveres. Derfra går brygget til at være en mere frisk og fortsat velsmagende øl, der stadig prikker og stikker behageligt på gummer, gane og tunge.
Erindringen om den vilde oplevelse i starten kan fortsat glæde én, men ærgelsen over, at den ikke varede længere, trænger sig altså også en smule på.

Overordnet forbliver Den Nye Humlejuice nu et aldeles vellykket stykke brygarbejde. Af et mikrobryggeri, der har valgt at slå sine folder i discount- og mainstreambutikker med et kvalitetsniveau, der generelt lader en del tilbage at ønske, er dette et kæmpe spring fremad og opad. Jeg håber virkelig, at brygteamet på Skanderborg Bryghus er bevidst om potentialet i deres evner, og at vi får mere af det her at se i fremtiden frem for hvad bryggeriet bød på i ‘Far til Fire’-pakken og i ‘Den Lange Sørejse’.

I den amerikanske journalist Cenk Uygurs ånd vil jeg allerede nu vove at erklære afstemningen afgjort. Det bliver denne øl, der vinder Ølvalg 2020 – det tør jeg sige allerede inden, jeg har prøvet det sidste af de tre bryg. Uygur har vovet at forudsige resultatet af det amerikanske præsidentvalg; han mener Joe Biden vinder.

Jeg håber meget mere, at jeg kommer til at tage fejl, end han gør.

Red Tide, Broaden & Build (Farvel & Goddag III)

Supersour!

Det er mandag, så jeg må hellere se at få skrevet noget at udgive. Det er blevet en fast rutine at skrive et mandagsindlæg, så jeg bagefter kan rive mig i håret over, hvorfor reaktionerne på det forbliver uforudsigelige og usystematiske. Nogle gange trækker det læsere til med det samme. Andre gange viser læserne sig først dagen efter. Det kan også ske, at der er læsertørke både mandag og tirsdag, og endelig kan læsertallet – i ekstremt sjældne tilfælde, men det ses – være komfortabelt højt begge dage.

Jeg har opgivet at finde et system i læserreaktionerne på mandagsindlægget. Til gengæld er det rart for mit aspergerramte sind at have en smule struktur på min bloggeraktivitet, så indtil videre har jeg tænkt mig at fortsætte med at udgive indlæg her om mandagen – for all it is worth.

Brygget her har jeg sådan set allerede anmeldt på YouTube. Videoen er lagt op for få timer siden, og kan ses her. Det minder mig om, at jeg også skal have opdateret bloggens videosektion, hvilket det desværre ofte kniber med at få gjort helt så ofte som jeg burde.

Hvad angår øllet har vi med endnu en sour at gøre fra hedengangne Broaden & Build. Sidst gik det jo rigtig godt … det kan faktisk ikke gå bedre på min blog end de seks stjerner Optical Prism fik tilranet sig. Da der var endnu en sour på programmet, tænkte jeg, at en videoanmeldelse måtte være på plads, så man endnu bedre kan se, hvordan mit ansigt vrider og vender sig i absurde grimasser, når brygget kommer indenbords. Forinden noterer jeg mig indholdet: saisongær, brettanomyces anomalous, lactobacillus brevis – og dette er bare gæren, og – ser det ud til – mælkesyrebakterierne (læsere med bedre forstand på mikrobiologi end mig må endelig rette mig hvis jeg tager fejl. Jeg ved praktisk taget intet, men kan via mine rudimentære sprogkundskaber, pille roden for det latinske ord lac – mælk ud uden større anstrengelse). Modet har desuden ikke fejlet noget i brygteamet, siden brettanomyces bevidst har været brugt i processen. Det er ellers et levende mareridt for bryggere, hvis faciliteterne inficeres med brettanomyces, idet den er ekstremt svær at slippe af med igen.

Brygget er en cherry-pit sour – så der indgår kirsebær i processen. Nærmere betegnet ‘second use Stevnsbær’. ‘Second use’ må være et fagudtryk, jeg ikke kender. Det første jeg kommer til at tænke på er Jack Nicholsons kirkescene i filmen ‘The Witches from Eastwick’, og det er næppe det, der menes. Derudover er der brugt kirsebærsten fra ‘neighbor sour beer blenders’. Ja, måske har Broaden & Build ligget i en lille klynge hippe mikrobryggerier derude på Refshaleøen, eller hvor de holdt til? Men jeg har ikke magtet at efterforske det nærmere.

Desuden består brygget af vand, byg, hvede, havre, rug og gær … Den sidste ingrediens forekommer mig en anelse redundant efter den foregående smøre. Men jeg skal vist være den sidste til at anklage andre for at være lange i spyttet, når ting skal forklares. Til gengæld hæfter jeg mig endnu engang ved fraværet af humle, og spekulerer på, om det i virkeligheden er noget generelt for surt øl?

Kirsebærrene lader sig ikke sådan lige skue i bryggets lød, der er højorange, grumset og hastigt afskummende. En antydning af rødt kan måske skimtes alligevel, men det er usikkert, hvor meget der egentlig er rødt, og hvor meget der er psykologisk effekt.
I duften viser kirsebærrene sig som en underliggende sødme i et eddikesurt helvede af sauerkraut med ekstra surt. Jeg bryder mig ikke om sauerkraut – men duften af netop det giver mig alligevel høje forventninger til brygget. Jeg har sagt det før – finder man duft og aroma af noget, man ikke bryder sig om i øl, er det langt fra sikkert, at det vil ødelægge oplevelsen.
Brygget stikker i næsen, og det stikker rigtigt! Når man én gang har mærket de sylespidse snit i snudeskaftets slimhinder, lister man frem med passende forsigtighed næste gang. Næseoplevelsen er prægtig – omend reelt ubehagelig, hvis man går for hårdt til den.

Endnu engang bydes der på surt med surt på i smagen. Hele kæften svides i et mægtigt, smagfuldt syrebad, der river og flår på alle mundens indre overflader. Mund, næse og øjeregioner knyttes endnu engang sammen i samme absurde grimasse, som når min hånddukke-navnebror Kaj (Kaj & Andrea, I ved) bliver forlegen. Øjnene løber i vand, og stemmen bliver underligt lys – som når man forsøger at tale midt i et gab.

Surt øl er svært at kende forskel på. Når det lykkes så godt som her er det bare en kæmpe nydelse, fornøjelse og oplevelse, der ikke kan takseres til andet end en topkarakter. I hvert fald for undertegnede. En lille forskel fra Optical Prism er imidlertid, at brygget her synes lidt mere fyldigt. Brygget er ikke helt så villigt til bare at løbe igennem munden om et fornøjeligt, stoffrit syretrip. Det vil gerne lige holdes indenbords et par sekunder, før det skylles ned – så gummer og mandler lige får det sidste syre med også.
På turen gennem spiserøret og brystet svier og river brygget også så er det en fryd. Og man mærker den samme antydning af brystsmerter og stakåndethed, som for meget citronsaft kan give.

Fabelagtigt! Der er gået sande surhedsekvilibrister tabt i Broaden & Build. Jeg håber, bryggerne tager arven med sig, hvor det end er, de er søgt hen efter konkursen …

… så længe de ikke bruger ekspertisen på at lave sauerkraut.

Optical Prism, Broaden & Build (Farvel & Goddag II)

Verdensklassesur!

Nå, hvad er der sket siden sidst? Lidt godt, lidt skidt … Lad os starte med det dårlige. Overraskende for de færreste har Donald Trump offentliggjort sin kandidat til at overtage højesteretsposten, som Ruth Bader Ginsburg ved sin tragiske død gjorde ledig. Den ultra-højreradikale og dybt religiøse Amy Coney Barret vil nok ikke bare tilbagerulle de sidste årtiers fremgang i rettigheder for LGBTQIA+-miljøet og gøre abort ulovligt. Hun vil også sikre gennemførelsen af Donald Trumps plan om at holde fast på præsidentembedet – uanset hvad resultatet af valget måtte være.

Til gengæld er Trumps skattepapirer omsider blevet offentliggjort. Heller ikke de overrasker, idet de afslører en konkursrytter og skattesnyder, der evner at smide penge væk på projekter, der ellers burde være sikre indtægtskilder. Dette vil selvfølgelig ikke overbevise nogen Trump-tilhængere overhovedet om hans egentlige bedrageriske, forbryderiske og inkompetente væsen, men for vælgere der endnu ikke har besluttet sig eller ikke havde tænkt sig at stemme, er dette næppe noget der vil få flere af dem til at stemme på ham.

Jeg frygter stadig valgdagen og resultatet, samt de krumspring republikanerne med Trump i spidsen vil foretage for at stjæle valgresultatet. Men jeg tillader mig undtagelsesvis at være en smule optimistisk for en afvekslings skyld.

Lige så lidt overraskende som de to ovenstående nyheder er de hjemlige mediers totale tavshed over, at den kriminelle nazistiske terrorbevægelse Nordfront har lavet aktioner i forbindelse med den jødiske højtid Yom Kippur. De har sat plakater op i flere byer i Nordsjælland og Københavns omegn, samt i Jylland langs østkysten. – Ulovligt naturligvis, og smurt ind i modbydelige racistiske, antisemitiske ekskrementer. I stedet tordner medierne mod Shariaråd i Odensebydelen Vollsmose samt nogle af Nordfronts åndsfællers flop af et besøg derude. Men det fungerer vel også fint som lynafleder for en debat om seksuelle overgreb, der endelig så småt var kommet i gang igen. Hver gang der er presserende nyheder, der udstiller vores eget hykleri, kan man altid engagere sig i noget muslimbashing.
Jeg væmmes.

Her på bloggen går det til gengæld godt. I løbet af weekenden fik jeg et tiltrængt boost af læsere, så jeg nu ikke længere er helt så bekymret for, om jeg når læsermålet på 4.000 klik inden månedens udgang. Og nu er der oven i købet en god øl at fejre det med.

Farvel & Goddag-temaet kom lidt haltende fra start med en kirsebær-saison, der ikke rigtig vidste hvad den ville. I dag følger vi op med en Koji sour, brygget på spelt og hvede ud over byg, gær og vand … nej, humle nævnes ikke. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om, men jeg har før prøvet humlefri øl – så det skal ikke diskvalificere den.

Hvilket også ville være synd. For her har vi vitterlig at gøre med et pragteksemplar inden for genren. Ifølge bryggeriet er det anden gang der blev brygget med en koji-mikroflora, der først blev brugt til bryggeriets Chenin Blanc (som jeg nok aldrig får prøvet, nu bryggeriet er gået heden). Koji er en svampeart, der bruges i fødevaregæring, og som fremhæver umami. Førnævnte bryg blev lanceret i december 2019, mens dette indtil tapning i Juni i år har været lagret på fade.

Flot gult – og tåget – med festligt hvidt, højt skum rejser brygget sig i glasset ved skænkning. Det dufter surt – og det er selvfølgelig forventeligt. Men man kan ikke ved duften alene sige, om der er tale om et vellykket brygeksperiment, eller om brygget måtte være blevet dårligt. Det må man smage på brygget for at kunne afgøre. Og dommen er klar lige med det samme.

Dette er et magnificent bryg! Helt igennem og fuldstændig surt. Kompromisløst og all in. Jeg spørger uvilkårligt mig selv, hvad forskellen er på den surhed man mærker i bryg, der er blevet sure, og et bryg som dette, der er surt, fordi det skal være det? Jeg kan ikke påstå, at dette bryg er mindre surt, end et fejlgæret bryg. Ansigtet trækker sig lige meget sammen i groteske grimasser, om det er det ene eller det andet.

Men her er det bare så forbandet rart samtidig – i modsætning til, når et bryg er fejlbehæftet. Man kan bare mærke, at brygget er lige som det skal være, også selvom et punkt inde bag næsen momentant omdannes til en singularitet som alle ansigtets organer prøver at optage samtidig, og først kan kludres ud i rette orden, og sættes på plads – langsomt og møjsommeligt, når brygget er faret mod mavesækken, og formår at svie og rive i svælg og bryst på vejen.

En surtølsoplevelse som denne har jeg ikke oplevet siden Brouwerij de Brabanderes Petrus Aged Ale. Er den bedre? Svært at sige. Måske, måske ikke. En ting er sikkert. De er begge i absolut verdensklasse, og fortjener samme karakter.

Indie, Brewdog

Alkoholfri – med alkohol!

Når man i Danmark udsættes for kriminalitet, er det jo dejligt at vi har et upartisk korps af lovhåndhævere, der uden bias gør deres yderste for, at forbrydelserne opklares …

Så er det bare ærgerligt, at det overhovedet ikke, er hvad vi har. Dansk Politis højreradikale tilbøjeligheder har indtil nu allerhøjest været en offentlig hemmelighed. I praksis har politiet i årtier med al tydelighed vist , hvordan man kan forvente tæsk, tæsk og atter tæsk, hvis man ikke lider af melaninunderskud og har et efternavn, der ikke ender på -sen. I flæng kan nævnes Mazen Ismail, Tarek Adlouni og en unavngivet algiersk mand, som politiet ikke bare nøjedes med at gennemprygle, men endte med at dræbe i bestræbelserne på at fremskynde skiftende regeringers ambition om etnisk udrensning i Danmark

Men nu er det officielt ingen hemmelighed længere. I går delte Københavns Politi et tweet, hvor en betjent frejdigt flasher en Blue Lives Matter-sløjfe samt to ‘Thin Blue Line’-emblemer. Begge disse emblemer prydes desuden af Dannebrog.

Thin Blue Line-flaget stammer fra USA, og er en sort-hvid udgave af det amerikanske flag med en blå streg i midten. Den blå streg symboliserer politiet som den linje, der opretholder orden og forhindrer kaos i at bryde ud. Flaget er ikke nyt, men dets brug har fået en opblomstring i USA i forbindelse med de mange protester mod politivold i kølvandet på Minneapolis’ politikorps’ kolblodige, racistiske hadmord på den sorte amerikaner George Floyd.

Ikke overraskende flashes flaget af modstanderne af demonstrationerne, folk der åbenbart mener, at amerikansk politis systematiske undertrykkelse og mord på minoriteter er ten-four og helt fjong. Mindst lige så ikke overraskende er det, at sådanne grupper meget gerne tæller white supremacists og andre ekstremister fra det alleryderste, voldsparate højre i USA.

Enten er det disse grupper, betjenten på tweetets ledsagende billede stolt viser sin støtte til, eller også er betjenten for dum til sætte sig ind i, hvad det egentlig er, han i dyb modstrid med uniformsregulativerne erklærer sin støtte til.

Det krævede angiveligt en række henvendelser fra andre Twitter-brugere, før politiet selv opdagede misæren. Tweetet blev taget ned, men politiets forudsigeligt halvkvalte og forkølede undskyldning for brud på uniformsregulativet bar mere ved til bålet. Her blev det hævdet, at emblemerne var “til støtte for dræbte og sårede politikolleger”. Kommentaren giver begrebet ‘white washing’ helt nye betydninger. Jeg gætter på at vaskemidlet hed ‘Power’, idet ‘Supremacist’ dels nok ikke er helt mundret nok, dels er for svært et ord at læse sig igennem for korpsets højreradikale medlemmer, hvis politiske ståsted meget ofte giver problemer med ord på mere end to stavelser. Negligeringen af amerikansk politis massemorderiske, racistiske forbrydelser nærmest skriges ud i sin uudtalthed, uanset hvilket navn, man forestiller sig har stået på pakken.

Desværre ved vi også, hvilke konsekvenser dette vil have for betjent og korps: Lige præcis ingen. Ethvert fornuftigt, retsindet, demokratisk land, ville have iværksat en øjeblikkelig kulegravning af ekstremistiske tendenser i politiet, alt imens betjenten ville blive suspenderet. Men det kommer aldrig til at ske – politiets åbenlyse flashing af højreradikale symboler, mordet på den algierske asylansøger og de mange andre eksempler på ekstrem, racistisk politivold er alle bare enlige svaler …

… der tilfældigvis sværmer i flokke så store, at stærene måbende står på sidelinjen og kvidrer “jamen, det er sgu da vores job!” Men det er åbenbart kun meget få, der ikke kan se sort sol for bare fugle.

Mindre slemt bliver det med dagens øl. For uanset hvor slemt øl bliver, tror jeg aldrig, det bliver så slemt som den tillidskrise, der er mellem undertegnede og politietaten. Ikke engang Afskum kommer tæt på.

Det er Brewdog, der står bag. Endnu et af pionerbryggerierne fra ølrevolutionens tid, der i dag hviler på laurbærrene, og kun sjældent når de højder, der i forne tider netop gjorde dem til pionerer. Men når de byder ind med nye produkter, tager jeg dem nu alligevel med. Man ved jo aldrig, om de en dag skulle finde de gode takter frem igen.

Lyst, næsten citrongult er brygget. Brewdogs Pale ale bør rettligen staves med stort ‘P’ i ‘Pale’. Skummet er på det jævne, uden at være en decideret skuffelse. Duften … N/A – uha, det lover ikke godt. Selv rædsler som Carlsberg Nordic og endda Tuborg NUL leverede mere bouquet end dette … vand med vand på. Tør man håbe på, at aromaen blot er gemt i smagen? Det er set før …

… men ak og ve! Nej! Der er omtrent lige så meget smag som der er duft – praktisk taget ingen. Brewdogs suverænt mest aromafri produkt hidtil er hermed fundet. En fjern metallisk og ubestemmelig efterklang i vandet er vist nok resten af humlen og malten, der ellers synes totalt druknet i flodbølger og oversvømmelser.

Jeg har prøvet flere alkoholfri øl, der smagte af mere – apropos Carlsberg Nordic-serien. Men denne holder 4,2% – altså lige under almindelig pilsnerstyrke. Man fristes til at sige, at brygget her leverer den fulde oplevelse af en kedelig, alkoholfri øl – men med alkohol. En omvendt alkoholfri øl … det er om ikke andet innovativt.

Efter de indtil flere raserianfald som politiets aktiviteter afstedkom hos mig, ville sådan en alkoholfri øl med alkohol egentlig have haft sin berettigelse som genopretter af væskebalance og generel legemsafkøling. Alkoholen kunne også lægge en antydning af dæmper på humøret. Så er det bare ærgerligt, at øllet blev drukket for flere dage siden, hvor der endnu ikke var nogen sag at hidse sig så meget op over.

Bel Air Sour, The Brooklyn Brewery

3

Nu er jeg sur …

Her gik man lige og troede, at det ville blive svært at fylde en hel arbejdsuge op med timer. Jeg har efterhånden vænnet mig til status som vore dages daglejer, også kendt som vikaransat. Jeg bliver kastet rundt fra løsansættelse til løsansættelse alle mulige steder i Thisted og omegn. Mest i fiskeindustrien i Hanstholm, men undertiden også andre steder. Også i Thisted, hvilket passer mig fint, da alt ligger i cykelafstand, så længe det rent faktisk stadig ligger i byen og ikke bare postnummeret – for postnummeret er dælme stort!

Lige netop indeværende uge havde jeg forventet ville bestå af drypvise tilbud, som jeg måtte supplere op på med andre lønnede opgaver jeg undertiden får stukket ud. Og så i øvrigt supplere med feriepenge, af hvilke jeg indtil videre kun har brugt ganske få.

Men næh. I fredags ringede et af vikarbureauerne og fortalte, at fiskefabrikken i Hanstholm kunne give mig arbejde mandag … og det var lissom det. Men så gav de mig sørme også arbejde tirsdag, onsdag, torsdag – og intet tyder på, at det kommer til at ændre sig resten af ugen.

Jeg må hellere begynde at bekymre mig om næste uge også, når det åbenbart har sådan en effekt.

Jeg er gerne temmelig smadret efter sådan en dag på fabrikken. Men hjemme er der god mad bordet og øl i køleskabet. Om øllet nu også er godt …? Vel, nogle gange er det. Nogle gange er det ikke. Det vil de fleste læsere af min blog allerede have bemærket.

Denne øl kommer fra, hvad jeg vil kalde et af de store mainstream mikrobryggerier. The Brooklyn Brewery byder ganske vist på øltyper, der ikke findes i stort omfang hos de amerikanske storproducenter. Til gengæld er udtrykket altid afdæmpet og uden de store armbevægelser. Selvom det måske er en kende utraditionelt, er det altid lettilgængeligt, letløbende, ikke alt for aromatisk – ja, ret ofte er det faktisk både ret så kedeligt og ret så intetsigende.

Men nu har de budt ind med en sur øl. Det er vist for længst holdt op med at være trendy igen, men The Brooklyn Brewery skal da have ros for at prøve alligevel – og for deres forsøg på at få det sure øl ud i den brede befolkning. Brygget her er købt i Føtex, et supermarked hvis øludvalg man ikke skal forvente de helt store øludfordringer i. Men netop derfor er det positivt at se en vanskeligt tilgængelig øltype som den sure ale faldbudt sådan et sted. Således er chancerne forøget for, at flere vil få øjnene op for genren.

Hvis eksemplaret ellers kan noget.

Skumme kan det i hvert fald næsten ikke. Det bruser endda kun lettere modvilligt, og efterlader kun tynde hinder af ulige fordelte bobler på overfladen. Duften er der heller ikke meget ved. Syrligheden i brygget virker meget fjern i bouqueten, hvis fremmeste komponent tydeligvis er det rene vand.

Så til smagen …
Kalder The Brooklyn Brewery virkelig dette øl surt? Det er jo lige til at blive (waaait for iiiit …) vred over! (Ha! I troede lige, hva’?) Dette er da ligegodt det tyndeste ‘sure’ øl, jeg nogensinde har prøvet!

Vand, næsten så langt øjet rækker. Og så lige en enkelt dråbe af noget ubestemmeligt … hvidvinseddike måske? Lige et skvæt, som ville være perfekt i en salat … ja, altså hvis skvættet ellers var noget større end de par sølle dråber som dette bryg har fået. Man skal decideret lede efter det syrlige i hver mundfuld, og lige skuffet bliver man hver gang, man opdager, hvor fjernt det er.

Dette er det sure øls svar på Budweiser, Coors Light og Grøn Tuborg. Det er lige til at hælde i sækken, uden at man behøver bekymre sig det mindste om smagen undervejs. De 4,5% alkohol gør én beruset omtrent lige så hurtigt. Ambitionen om at åbne det sure øls forunderlige verden for de uvidende masser er også skyllet grundigt med ud i afløbet. En øl med så lidt syre vil få de fleste nytilkomne til at trække på skuldrene, lettere gnavent mumle “var det det hele?” hvorefter de åbner den nærmeste Carlsberg Premium.

Der findes øl, der er meget surere end denne øl, uden at disse øl er fejlbehæftet og uden at det sure er den centrale intention i øllet. Eksempler er friske tyske Hefe-Weizen og belgiske Saisons. Og som for at føje spot til skade, er The Brooklyn Brewery’s bryg ikke bare fladt og kedeligt som surtølsbryg – det er også som øl noget nær ubrugeligt.

Den kan I roligt lade stå.

Gin N’ Beer, Thisted Bryghus

Fordi man kan …?

Den her har stået i butikkerne ret længe allerede. Og ligeledes har den stået rigtig længe i mit ølskab, fordi … ja, det kan jeg ikke engang rigtig redegøre for. Fordi jeg ikke rigtig gad, tror jeg. På overfladen virkede det mest af alt som et eksperiment, der snarere blev udført fordi man kunne end fordi man egentlig ville prøve at opnå noget nyt og spændende.

Brygget falder i samme kategori som ‘Jack & Beer‘, og ved gennemlæsning begynder jeg at mistænke min underbevidsthed for at have en noget bedre hukommelse end min overbevidsthed … hvis det er det, det man er sådan rigtig bevidst om, rigtigt hedder? For konklusionen på hin anmeldelse var, at brygget mere var noget, man havde klasket sammen fordi man kunne end fordi man ville lave noget, der var rigtig godt.

Og her sidder jeg altså med præcis de samme tanker, efter at have prøvet denne øl. Det kan være tilfældigt. Det kan være fortrængte minder, der trænger sig på. Men, uanset om det er det ene eller det andet, forbliver det et faktum, at Thisted Bryghus burde bruge deres kostbare tid og brygressourcer på at producere nogle flere spændende versioner af Limfjordsporter i stedet for lemfældigt at kaste mere eller mindre tilfældige kombinationer af øl og sprut sammen, hvis færdige resultat kun i begrænset omfang appellerer positivt til smagssansen.

Gin i sig selv – for nu bare at starte et sted. Hvem drikker det rent? Personligt går jeg meget ind for at holde tingene – især alkohol – simpelt. Jeg drikker sprut rent, hvis jeg kan slippe af sted med det. Før jeg begyndte at interessere mig for øl, var jeg en stor nyder af whisky, ikke mindst skotsk single malt. Så bliver det ikke meget mere rent og simpelt.

Med gin har jeg det imidlertid anderledes. Jeg nyder en afkølet Gin & Lemon, eller Gin & Tonic. Men gin alene har jeg svært ved at nyde. Ikke engang afkølet.

“Men her er det jo netop blandet op med noget” hører jeg den flabede læser indvende. Problemet er bare, at hvor jeg undertiden kan finde på at blande tynde pilsnere med citronsaft og i øvrigt har lært at holde af belgiske frugtøl, så kan jeg dårligt forestille mig, hvordan Gin skulle kunne gøre noget som helst godt – især i en øl brygget på belgisk saison-gær. Enebær gør det godt i IPA, men hvordan det skulle kunne hjælpe en belgisk saison på vej, er mig en gåde.

Det er heller ikke duften af en frisksyrlig saison, der møder en ved skænkning af det forholdsvist lyse, højtskummende bryg. Det er derimod den anmassende em af enebærbrændevin. Den kvæler alt hvad der ellers måtte være af ølindtryk i brygget. Også i smagen mærkes ginnen mere end noget andet. Den giver en skarp, for så vidt frisk, men også meget alkoholisk note i brygget, som jeg genkender fra den belgiske triple blonde, der nok er den eneste øl i verden, det aldrig er lykkedes mig at holde af.

Samme types banansmag mere end anes til forventelig afsky og væmmelse. Denne gang er det næppe skabt af gærens estere, men figurerer som en klar bismag af de tilsatte gin-krydderier. Spørgsmålet forbliver imidlertid ubesvaret, hvorfor man overhovedet måtte ønske den smag i øl.

På den positive side indrømmer jeg til gengæld, at brygget ikke virker sammensat og disharmonisk på samme måde som Jack & Beer fremstod. Ginsmagen gennemtrænger nærmest alt i brygget og udgør både grundstamme, biaroma, fylde og mundfølelse. Øl er der til gengæld ikke meget til overs af.

Men hvis man holder meget af gin, har brygget vel sin berettigelse. Gin er stærk alkohol, og det er begrænset hvor meget man kan drikke af det uden at man segner, og på længere sigt tager skade. Med dette bryg kan man nyde den fulde smag af gin – næsten i hvert fald – og drikke det af store kar, uden at blive urimeligt beruset lige med det samme.

Mindelserne om Jack & Beer står imidlertid stærkere end nogensinde før. Også dette bryg fremstår som et eksperiment, man mere har begået fordi man kan, snarere end for at skabe noget nyt og interessant.

Anarkist Bloody Weizen, Albani/Royal Unibrew

Okay okay så …

De svigtende læsertal fortsætter. Så er der jo kun ét at gøre: Anmelde flere nye øl!

Jeg troede egentlig ikke, at jeg nogensinde ville vende tilbage til Schiøtz-brandet, da kvaliteten aldrig har stået mål med dets aggressive, farvestrålende markedsføring. Næppe til nogens store overraskelse har aggressiv, farvestrålende og underholdende markedsføring gerne det formål at forføre forbrugeren til at købe et produkt, der i sig selv er gråt og kedeligt. Det er ikke mindst tilfældet, når det gælder øl … uden at det selvfølgelig behøver være en generel regel. En strålende undtagelse er Amager Bryghus’ øl, hvis øl er nogle af de bedste i hele verden samtidig med at deres etiketter er nogle af de flotteste. Men det er vist også den eneste markedsføring de sådan rigtig investerer i derude i Tårnby. Eller sådan var det i hvert fald dengang jeg besøgte dem.

Og da jeg nu stod og manglede nogle nye øl at anmelde, og dette var den eneste der bød sig til i et standardudvalg hos Fakta Thisted, der ellers fremstod fuldstændig afpillet for humlenyt, kunne den da allernådigst få chancen. Eller risikoen om man vil, da forventningen hos bloggeren var, at der meget snart skulle komponeres en net lille tirade i en disharmonisk mol-tonart til besyngelse af produktets fortrædeligheder.

Helt sådan endte det nu ikke med at gå … langt fra endda, må jeg modstræbende, og lettere tænderskærende indrømme idet jeg hurtigt opsummerer bryggets egenskaber: En 7% Hvedeøl tilsat blodappelsin … Royal Unibrew har kombineret en hipstersmart frugt med et ølkoncept, hvis nyhedsværdi for længst har holdt tiårs jubilæum for sidste salgsdato. Det skal nok blive godt (suk).

Men pænt ser det da ud. Og skummet er også flot. Både som det stiger fast og fyldigt ved skænkning, og som det bagefter klistrer og klæber som en anden superlim til glassets indersider under konsumptionen. Frugten gør sig ikke bare gældende i den dybtgule, uigennemsigtige kulør, men også i duften, der på trods af, at det er en hvedeøl, vi har at gøre med, dufter forbløffende lidt af gær og forbløffende meget af humle.

Kombinationen af appelsin og humle minder faktisk ikke så lidt om New England IPA’ers bouquet i en afdæmpet version. Og da hver eneste øl ikke behøver være et tæppebombardement af bitterhumle og frugtkompot – lidt mindre kan også gøre det – så gør afdæmpningen måske ikke så meget endda. Lifligt og lovende vel ud over forventningerne er det i hvert fald allerede.

I smagen brager humlen igen frem, fuldkommen out of character for en hvedeøl. Frugtindslaget holder sig ikke tilbage, men folder sig ud i en vældig svingom med humlen. Igen bringer hvedeøl-appelsin-blandingen mindelser om Fruit-IPA og New England IPA, og hvor det lidt mere afdæmpede udtryk giver plads til mere vand, bliver slutresultatet en smagfuld forfriskning, og ingenlunde et tyndt, anonymt, industrielt brygprodukt.

Så har man set det med. Der var endnu en god sommerøl. Så mangler vi kun sommeren.

Abbaye de Vauclair

Effektiv sommerøl

Ja, jeg vil igen ævle om mine mange livestreams. Det er, hvad jeg laver på min YouTube-kanal i øjeblikket. Det kræver ikke den store planlægning, ingen efterfølgende redigering (noget der kræver rigtig meget tid og mange kræfter), og man får lov at interagere med andre mennesker. Den slags lider man af kronisk underskud af som introvert YouTuber.

For knap en uge siden rullede min seneste livestream, hvor jeg sammen med nogle venner så den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentar ‘7 Days Adventure with God‘, over skærmen. Allerede på det tidspunkt, var vejret slået om til det alt for varme og tørre vejr, vi i disse dage lider under, men øllet var egentlig ikke valgt af den grund. Det viste sig blot tilfældigvis at matche tørke og hede forbløffende godt.

Den blev købt i Lidl, Valby, ugen forinden, ved samme lejlighed hvor Marcus, det gavmilde menneske, skænkede mig endnu en samling af Skanderborg Bryghus’ øl, efter at vi havde begge havde været værter på en tidligere livestream i serien, hvor vi havde kværnet den første samling.

Den bedste grund, jeg kan komme på for at vælge denne øl til livestreamen var, at den havde en god størrelse til et par timers kvasisocialt samvær. En deleemballage på 0,75 l, der til gengæld ikke er voldsomt stærk – afdæmpede 4,5% bliver man højst lettere selskabeligt overrislet af, når man nyder den over 1½ times tid.

Brygget er fransk. Jeg ville have gættet på belgisk, så der kan man se. Typen er en ‘blanche’ hvilket vel i det store og hele svarer til den nordlige nabos Wit. Denne variant er tilsat koriander, appelsinskal og ascorbinsyre, næsten som en stilmæssig fuckfinger til naboen mod øst, og dennes OCD-agtige fokuseren på øllets renhed.

Brygget er lyst – lysere end billedet antyder, svagt skummende og dufter friskt af hyldeblomstsaft, tilsat lidt for lidt sukker og lidt for meget citronsyre. Dette er ikke negativ kritik. I en belgiskinspireret hvedeøl er det tværtimod ganske lovende.

Aromaprofilen er afdæmpet, men til gengæld gennemført forfriskende ved første berøring med mundhulen. Syrlige noter af citron giver brygget friskhed, og de blander sig optimalt med bryggets andre aromaer – sødme af appelsin, der nok hidrører fra den tilsatte citronskal og en krydret kant, der vel nok stammer fra den tilsatte koriander.

Ja, nogle vil hævde, at det er snyd med den slags tilsætninger, men additiverne er ligegodt blandet i et noget nær perfekt forhold. Mængden af vand i brygget kan man måske beklage sig over. Alle aromaer, om de er nok så præcist blandet sammen, forbliver afdæmpede i et altid meget fremtrædende element af vand.

Men i heden gør det selvfølgelig ikke så meget. Her er der faktisk en aldeles velafstemt sommerøl: let, forfriskende og smagfuld. Selv når hovedvægten er lagt på det forfriskende. Sommerøl er svære kompromisser, hvor vand og friskhed tit spiller for stor en rolle, men her er kompromisset ramt lige i centrum.

Ivar’s Hand, Basquery/Hjort

Nå, derfor

Der er nogle øl i mit skab, der har fået lov at stå lidt længere end det egentlig var intenderet. Men det har jo også været et ret så begivenhedsrigt år, må man sige. Det er vel ved at være et år siden, at jeg så småt begyndte at hade mit gamle arbejde i København så meget, at det gav sig udslag i stresssygemeldinger en gang om ugen cirkus. Årsagen var en kombination af umulige opgaver og en om muligt endnu mere umulig ledelse – det kan godt være, det gav mig smør på brødet, tag over hovedet og en vis grad af kontinuitet og sikkerhed i hverdagen, jeg godt kan savne i dag. Men nøj hvor jeg bare overhovedet ikke savner arbejdet.

Jeg foretrækker at arbejde, og irriteres generelt over, at jeg skal være afhængig af min arbejdsløshedskasse. Arbejde er der ikke meget af for tiden, men lige i øjeblikket er der da fiskeindustrien, hård, beskidt og ikke ligefrem en parfumefabrik – men jeg foretrækker den langt over det helvede, jeg for snart et år siden flyttede fra. Også selvom om arbejdsmængden – og dermed trygheden i det – er stærkt varierende.

Men mon ikke jeg klarer mig? Når jeg imidlertid sådan bliver kastet rundt konstant fra omvæltning til omvæltning, falder motivationen til gengæld for at anmelde med helt den frekvens jeg måtte ønske. Og så kommer de til at ligge en stund, øllene.

Den her er fra sidste års Ølfestival i Thisted. Jeg tror, jeg fik den stukket i hånden til anmeldelse af bryggeriet selv – eller også købte jeg den rent faktisk. Det kan jeg ikke længere huske, men jeg håber, jeg købte den, for ellers har anmeldelsen godt nok været alt for længe undervejs. Det Bilbao-baserede bryggeri Basquery står bag i samarbejde med danske Hjort Beer, og det betyder at jeg endnu engang med slet skjult nid kan notere brygget som hidrørende fra Baskerlandet, frem for at skrive Spanien på, da jeg ikke anerkender den Kastilianske imperialisme på Den Iberiske Halvø.

Brygget blev nydt forleden aften, da jeg forvildede mig ind i en af mine gode venners livestream på YouTube. Det trak ud – i mere end 4 stive timer holdt vi den gode Neil med selskab, og der blev nydt mangt en sval bajer undervejs. Jeg løb tør for standardøl netop som Islam kom på bordet som debatemne … Jeg måtte finde en øl mere, da jeg ellers ikke var sikker på, at nerverne kunne holde til det. Jeg frygter altid at mennesker jeg elsker og respekterer viser deres værste sider, når det emne skal diskuteres.

Det skete heldigvis ikke. Jeg tænker ikke mindre godt om nogen, der deltog i debatten. I stedet kunne jeg glæde mig over endelig at have prøvet en øl, der havde stået alt for længe – uden at have taget skade af det dog. Jeg havde imidlertid antaget at brygget var en stout – dømt efter produktets dunkle tema. Det kunne næsten ikke ligge længere væk, da der er tale om en witbier, tilsat korianderfrø, umaltet hvede og buddhas hånd, en citrusfrugt uden saft, åbenbart.

Ganske lyst er brygget, noget skummende men ikke overdrevent. Citrussen brænder godt igennem, saft eller ej. Sød, lystig, inciterende … noget af det lifligste, jeg længe har indsnuset fra et maltprodukt.

Aromaen er til gengæld skarp og syrlig. Der er ikke meget af de søde citrusnoter i smagen. Til gengæld er der den helt rigtige forfriskende syrlighed, der sammen med et passende indhold af kulsyre gør brygget til en sprudlende oplevelse af fornøjelig vederkvægelse. Lidt gær i eftersmagen giver måske en smule ubalance, men det er allerhøjest en skønhedsfejl, der ligger vel inden for rammerne af, hvad man også kunne kalde karakter.

Mikey Famine, en af livestreamdeltagerne, kunne i øvrigt fortælle, at man ikke får tømmermænd af witbier. Jeg frygtede dem ellers, da jeg kvart over to om natten slæbte mig i seng, for tre IPA’er – som Mikey i samme ombæring forbandede som nogle rene hovedpinegeneratorer – var gået forud for den rigtig fine witbier-oplevelse. (Fine witbier-oplevelser går der i øvrigt ikke tretten af på dusinet, hvis man spørger mig.) Da jeg vågnede ved ottetiden var jeg forbløffende frisk – ja, jeg har haft meget tungere hoved og øm krop efter aftener, hvor jeg ikke drak alkohol overhovedet, så noget var der altså om snakken.

Jeg har så ofte forbandet witbier ad Belgien, hvor stilen kommer fra, til. Nu er jeg tilbøjelig til at trække i land – for hvis de virkelig ikke bare undlader at fremkalde, men ligefrem dæmper de tømmermænd, man burde have haft, så har de da så sandelig deres berettigelse!

Det må afprøves!

French Revolution, Ølluminati

Tårnhøje forventninger …

“Meget drikkevenlig, som afslapning, efter royale dekapiteringer.” Således ordret citeret efter bryggeriets egen beskrivelse og anbefaling på etiketten. Tegnsætningen kløjs man måske nok i, men resten … RESTEN [indsæt savle-smiley her]. Det kan jo kun gå galt. For nu ligger forventningerne jo højere end selv den legendariske Big, Bold & Beautiful. For hvem længes ikke efter en rask lille revolution for lissom at nulstille alt det møg, man sådan skal være vidne til nu om dage?

Og så måske alligevel ikke. Husk, der er en pandemi i gang. Og hvad ville give bedre grobund for dens spredning end flokke af høtyvsvingende masser, tæt forsamlet foran Christiansborg, for slet ikke at tale om, hvordan vi ville stimle sammen om guillotinen bagefter? Virussen er bedøvende ligeglad med hvem der er undertrykt og undertrykker – så endnu en udskydelse af revolutionen ville nok være på sin plads – undtagelsesvis med en nogenlunde ordentlig undskyldning bag.

Og før folk kommer for godt i gang med brok og beskyldninger om, at jeg opfordrer til revolution og blodbad her på bloggen: Det er bryggeriet, Ølluminati fra Viborg, I skal rette jeres klage mod. Det var dem, der startede med at tale åbent om royale dekapiteringer. Ikke mig!

Til gengæld gør de det godt med deres ‘French Revolution’. En Saison, der ganske vist ikke er fransk, men belgisk inspireret. Ufiltereret, angiveligt, selvom brygget er klart som vandet i Venedigs kanaler for øjeblikket. Til gengæld skummer brygget så voldsomt, at det er min pligt at mane til skænkningsforsigtighed. Men når det først er i glasset, kan man give sig til at nyde dets friske, syrlige bouquet, med veltilpasset sødme af æbler, og en alkoholnote der får indtrykket til at balancere et vovet sted mellem cider og aperitif.

På tungen er brygget som en saison skal være. Let og forfriskende. Perfekt til en varm arbejdsdag i marken med høtyven (meget apropos). Lige lovlig let måske endda, for en saison kan såmænd være ganske aromatisk uden at den behøver gå på kompromis med sin tørstslukkende friskhed. Ganske vist titter aroma af banan og halm frem, hvorved det pastorale tema vel nærmest fuldendes (ikke mindst fordi bananelementet er nydeligt afdæmpet og kontrolleret), men den nærliggende flod bruser lige lovligt, så man næsten ikke får lov at fornemme det modne korn og det tørrede græs helt så meget som man kunne ønske.

At brygget stadig ligger fint inden for rammerne af typen hersker der dog ikke nogen tvivl om. En vis karakter har brygget også i sin beske eftersmag, som nogle vil sætte pris på, mens andre vil mene, brygget nu alligevel er en anelse ude af balance. Men selvom jeg selv mest hælder til det sidste, forbliver brygget alligevel en forfriskende nydelse – et småsyrligt indslag, der glimrer ved sin stilsikkerhed, også selvom man kunne have ønsket lidt mere af de valgfrie aromaer.

Ingenlunde den revolution, man kunne have forventet af bagetiketten. Men reaktionært er det på den anden side bestemt heller ikke.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme