Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: hvedeøl

Anarkist Bloody Weizen, Albani/Royal Unibrew

Okay okay så …

De svigtende læsertal fortsætter. Så er der jo kun ét at gøre: Anmelde flere nye øl!

Jeg troede egentlig ikke, at jeg nogensinde ville vende tilbage til Schiøtz-brandet, da kvaliteten aldrig har stået mål med dets aggressive, farvestrålende markedsføring. Næppe til nogens store overraskelse har aggressiv, farvestrålende og underholdende markedsføring gerne det formål at forføre forbrugeren til at købe et produkt, der i sig selv er gråt og kedeligt. Det er ikke mindst tilfældet, når det gælder øl … uden at det selvfølgelig behøver være en generel regel. En strålende undtagelse er Amager Bryghus’ øl, hvis øl er nogle af de bedste i hele verden samtidig med at deres etiketter er nogle af de flotteste. Men det er vist også den eneste markedsføring de sådan rigtig investerer i derude i Tårnby. Eller sådan var det i hvert fald dengang jeg besøgte dem.

Og da jeg nu stod og manglede nogle nye øl at anmelde, og dette var den eneste der bød sig til i et standardudvalg hos Fakta Thisted, der ellers fremstod fuldstændig afpillet for humlenyt, kunne den da allernådigst få chancen. Eller risikoen om man vil, da forventningen hos bloggeren var, at der meget snart skulle komponeres en net lille tirade i en disharmonisk mol-tonart til besyngelse af produktets fortrædeligheder.

Helt sådan endte det nu ikke med at gå … langt fra endda, må jeg modstræbende, og lettere tænderskærende indrømme idet jeg hurtigt opsummerer bryggets egenskaber: En 7% Hvedeøl tilsat blodappelsin … Royal Unibrew har kombineret en hipstersmart frugt med et ølkoncept, hvis nyhedsværdi for længst har holdt tiårs jubilæum for sidste salgsdato. Det skal nok blive godt (suk).

Men pænt ser det da ud. Og skummet er også flot. Både som det stiger fast og fyldigt ved skænkning, og som det bagefter klistrer og klæber som en anden superlim til glassets indersider under konsumptionen. Frugten gør sig ikke bare gældende i den dybtgule, uigennemsigtige kulør, men også i duften, der på trods af, at det er en hvedeøl, vi har at gøre med, dufter forbløffende lidt af gær og forbløffende meget af humle.

Kombinationen af appelsin og humle minder faktisk ikke så lidt om New England IPA’ers bouquet i en afdæmpet version. Og da hver eneste øl ikke behøver være et tæppebombardement af bitterhumle og frugtkompot – lidt mindre kan også gøre det – så gør afdæmpningen måske ikke så meget endda. Lifligt og lovende vel ud over forventningerne er det i hvert fald allerede.

I smagen brager humlen igen frem, fuldkommen out of character for en hvedeøl. Frugtindslaget holder sig ikke tilbage, men folder sig ud i en vældig svingom med humlen. Igen bringer hvedeøl-appelsin-blandingen mindelser om Fruit-IPA og New England IPA, og hvor det lidt mere afdæmpede udtryk giver plads til mere vand, bliver slutresultatet en smagfuld forfriskning, og ingenlunde et tyndt, anonymt, industrielt brygprodukt.

Så har man set det med. Der var endnu en god sommerøl. Så mangler vi kun sommeren.

Abbaye de Vauclair

Effektiv sommerøl

Ja, jeg vil igen ævle om mine mange livestreams. Det er, hvad jeg laver på min YouTube-kanal i øjeblikket. Det kræver ikke den store planlægning, ingen efterfølgende redigering (noget der kræver rigtig meget tid og mange kræfter), og man får lov at interagere med andre mennesker. Den slags lider man af kronisk underskud af som introvert YouTuber.

For knap en uge siden rullede min seneste livestream, hvor jeg sammen med nogle venner så den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentar ‘7 Days Adventure with God‘, over skærmen. Allerede på det tidspunkt, var vejret slået om til det alt for varme og tørre vejr, vi i disse dage lider under, men øllet var egentlig ikke valgt af den grund. Det viste sig blot tilfældigvis at matche tørke og hede forbløffende godt.

Den blev købt i Lidl, Valby, ugen forinden, ved samme lejlighed hvor Marcus, det gavmilde menneske, skænkede mig endnu en samling af Skanderborg Bryghus’ øl, efter at vi havde begge havde været værter på en tidligere livestream i serien, hvor vi havde kværnet den første samling.

Den bedste grund, jeg kan komme på for at vælge denne øl til livestreamen var, at den havde en god størrelse til et par timers kvasisocialt samvær. En deleemballage på 0,75 l, der til gengæld ikke er voldsomt stærk – afdæmpede 4,5% bliver man højst lettere selskabeligt overrislet af, når man nyder den over 1½ times tid.

Brygget er fransk. Jeg ville have gættet på belgisk, så der kan man se. Typen er en ‘blanche’ hvilket vel i det store og hele svarer til den nordlige nabos Wit. Denne variant er tilsat koriander, appelsinskal og ascorbinsyre, næsten som en stilmæssig fuckfinger til naboen mod øst, og dennes OCD-agtige fokuseren på øllets renhed.

Brygget er lyst – lysere end billedet antyder, svagt skummende og dufter friskt af hyldeblomstsaft, tilsat lidt for lidt sukker og lidt for meget citronsyre. Dette er ikke negativ kritik. I en belgiskinspireret hvedeøl er det tværtimod ganske lovende.

Aromaprofilen er afdæmpet, men til gengæld gennemført forfriskende ved første berøring med mundhulen. Syrlige noter af citron giver brygget friskhed, og de blander sig optimalt med bryggets andre aromaer – sødme af appelsin, der nok hidrører fra den tilsatte citronskal og en krydret kant, der vel nok stammer fra den tilsatte koriander.

Ja, nogle vil hævde, at det er snyd med den slags tilsætninger, men additiverne er ligegodt blandet i et noget nær perfekt forhold. Mængden af vand i brygget kan man måske beklage sig over. Alle aromaer, om de er nok så præcist blandet sammen, forbliver afdæmpede i et altid meget fremtrædende element af vand.

Men i heden gør det selvfølgelig ikke så meget. Her er der faktisk en aldeles velafstemt sommerøl: let, forfriskende og smagfuld. Selv når hovedvægten er lagt på det forfriskende. Sommerøl er svære kompromisser, hvor vand og friskhed tit spiller for stor en rolle, men her er kompromisset ramt lige i centrum.

Ivar’s Hand, Basquery/Hjort

Nå, derfor

Der er nogle øl i mit skab, der har fået lov at stå lidt længere end det egentlig var intenderet. Men det har jo også været et ret så begivenhedsrigt år, må man sige. Det er vel ved at være et år siden, at jeg så småt begyndte at hade mit gamle arbejde i København så meget, at det gav sig udslag i stresssygemeldinger en gang om ugen cirkus. Årsagen var en kombination af umulige opgaver og en om muligt endnu mere umulig ledelse – det kan godt være, det gav mig smør på brødet, tag over hovedet og en vis grad af kontinuitet og sikkerhed i hverdagen, jeg godt kan savne i dag. Men nøj hvor jeg bare overhovedet ikke savner arbejdet.

Jeg foretrækker at arbejde, og irriteres generelt over, at jeg skal være afhængig af min arbejdsløshedskasse. Arbejde er der ikke meget af for tiden, men lige i øjeblikket er der da fiskeindustrien, hård, beskidt og ikke ligefrem en parfumefabrik – men jeg foretrækker den langt over det helvede, jeg for snart et år siden flyttede fra. Også selvom om arbejdsmængden – og dermed trygheden i det – er stærkt varierende.

Men mon ikke jeg klarer mig? Når jeg imidlertid sådan bliver kastet rundt konstant fra omvæltning til omvæltning, falder motivationen til gengæld for at anmelde med helt den frekvens jeg måtte ønske. Og så kommer de til at ligge en stund, øllene.

Den her er fra sidste års Ølfestival i Thisted. Jeg tror, jeg fik den stukket i hånden til anmeldelse af bryggeriet selv – eller også købte jeg den rent faktisk. Det kan jeg ikke længere huske, men jeg håber, jeg købte den, for ellers har anmeldelsen godt nok været alt for længe undervejs. Det Bilbao-baserede bryggeri Basquery står bag i samarbejde med danske Hjort Beer, og det betyder at jeg endnu engang med slet skjult nid kan notere brygget som hidrørende fra Baskerlandet, frem for at skrive Spanien på, da jeg ikke anerkender den Kastilianske imperialisme på Den Iberiske Halvø.

Brygget blev nydt forleden aften, da jeg forvildede mig ind i en af mine gode venners livestream på YouTube. Det trak ud – i mere end 4 stive timer holdt vi den gode Neil med selskab, og der blev nydt mangt en sval bajer undervejs. Jeg løb tør for standardøl netop som Islam kom på bordet som debatemne … Jeg måtte finde en øl mere, da jeg ellers ikke var sikker på, at nerverne kunne holde til det. Jeg frygter altid at mennesker jeg elsker og respekterer viser deres værste sider, når det emne skal diskuteres.

Det skete heldigvis ikke. Jeg tænker ikke mindre godt om nogen, der deltog i debatten. I stedet kunne jeg glæde mig over endelig at have prøvet en øl, der havde stået alt for længe – uden at have taget skade af det dog. Jeg havde imidlertid antaget at brygget var en stout – dømt efter produktets dunkle tema. Det kunne næsten ikke ligge længere væk, da der er tale om en witbier, tilsat korianderfrø, umaltet hvede og buddhas hånd, en citrusfrugt uden saft, åbenbart.

Ganske lyst er brygget, noget skummende men ikke overdrevent. Citrussen brænder godt igennem, saft eller ej. Sød, lystig, inciterende … noget af det lifligste, jeg længe har indsnuset fra et maltprodukt.

Aromaen er til gengæld skarp og syrlig. Der er ikke meget af de søde citrusnoter i smagen. Til gengæld er der den helt rigtige forfriskende syrlighed, der sammen med et passende indhold af kulsyre gør brygget til en sprudlende oplevelse af fornøjelig vederkvægelse. Lidt gær i eftersmagen giver måske en smule ubalance, men det er allerhøjest en skønhedsfejl, der ligger vel inden for rammerne af, hvad man også kunne kalde karakter.

Mikey Famine, en af livestreamdeltagerne, kunne i øvrigt fortælle, at man ikke får tømmermænd af witbier. Jeg frygtede dem ellers, da jeg kvart over to om natten slæbte mig i seng, for tre IPA’er – som Mikey i samme ombæring forbandede som nogle rene hovedpinegeneratorer – var gået forud for den rigtig fine witbier-oplevelse. (Fine witbier-oplevelser går der i øvrigt ikke tretten af på dusinet, hvis man spørger mig.) Da jeg vågnede ved ottetiden var jeg forbløffende frisk – ja, jeg har haft meget tungere hoved og øm krop efter aftener, hvor jeg ikke drak alkohol overhovedet, så noget var der altså om snakken.

Jeg har så ofte forbandet witbier ad Belgien, hvor stilen kommer fra, til. Nu er jeg tilbøjelig til at trække i land – for hvis de virkelig ikke bare undlader at fremkalde, men ligefrem dæmper de tømmermænd, man burde have haft, så har de da så sandelig deres berettigelse!

Det må afprøves!

French Revolution, Ølluminati

Tårnhøje forventninger …

“Meget drikkevenlig, som afslapning, efter royale dekapiteringer.” Således ordret citeret efter bryggeriets egen beskrivelse og anbefaling på etiketten. Tegnsætningen kløjs man måske nok i, men resten … RESTEN [indsæt savle-smiley her]. Det kan jo kun gå galt. For nu ligger forventningerne jo højere end selv den legendariske Big, Bold & Beautiful. For hvem længes ikke efter en rask lille revolution for lissom at nulstille alt det møg, man sådan skal være vidne til nu om dage?

Og så måske alligevel ikke. Husk, der er en pandemi i gang. Og hvad ville give bedre grobund for dens spredning end flokke af høtyvsvingende masser, tæt forsamlet foran Christiansborg, for slet ikke at tale om, hvordan vi ville stimle sammen om guillotinen bagefter? Virussen er bedøvende ligeglad med hvem der er undertrykt og undertrykker – så endnu en udskydelse af revolutionen ville nok være på sin plads – undtagelsesvis med en nogenlunde ordentlig undskyldning bag.

Og før folk kommer for godt i gang med brok og beskyldninger om, at jeg opfordrer til revolution og blodbad her på bloggen: Det er bryggeriet, Ølluminati fra Viborg, I skal rette jeres klage mod. Det var dem, der startede med at tale åbent om royale dekapiteringer. Ikke mig!

Til gengæld gør de det godt med deres ‘French Revolution’. En Saison, der ganske vist ikke er fransk, men belgisk inspireret. Ufiltereret, angiveligt, selvom brygget er klart som vandet i Venedigs kanaler for øjeblikket. Til gengæld skummer brygget så voldsomt, at det er min pligt at mane til skænkningsforsigtighed. Men når det først er i glasset, kan man give sig til at nyde dets friske, syrlige bouquet, med veltilpasset sødme af æbler, og en alkoholnote der får indtrykket til at balancere et vovet sted mellem cider og aperitif.

På tungen er brygget som en saison skal være. Let og forfriskende. Perfekt til en varm arbejdsdag i marken med høtyven (meget apropos). Lige lovlig let måske endda, for en saison kan såmænd være ganske aromatisk uden at den behøver gå på kompromis med sin tørstslukkende friskhed. Ganske vist titter aroma af banan og halm frem, hvorved det pastorale tema vel nærmest fuldendes (ikke mindst fordi bananelementet er nydeligt afdæmpet og kontrolleret), men den nærliggende flod bruser lige lovligt, så man næsten ikke får lov at fornemme det modne korn og det tørrede græs helt så meget som man kunne ønske.

At brygget stadig ligger fint inden for rammerne af typen hersker der dog ikke nogen tvivl om. En vis karakter har brygget også i sin beske eftersmag, som nogle vil sætte pris på, mens andre vil mene, brygget nu alligevel er en anelse ude af balance. Men selvom jeg selv mest hælder til det sidste, forbliver brygget alligevel en forfriskende nydelse – et småsyrligt indslag, der glimrer ved sin stilsikkerhed, også selvom man kunne have ønsket lidt mere af de valgfrie aromaer.

Ingenlunde den revolution, man kunne have forventet af bagetiketten. Men reaktionært er det på den anden side bestemt heller ikke.

Mojo IPA, Stone Barrel (Ole Øl-Ninja 7)

En snert af uenighed …

Den næste øl på programmet bød på lidt færre spørgsmål end Buxton og Lervigs ‘Trolltunga‘. Bryggeriet var tydeligt angivet – Stone Barrel, endnu en debutant på bloggen – ligesom ophavslandet var nemt at finde; Republikken Irland. Til gengæld bestod ét af spørgsmålene, idet brygget var pakket i samme emballagestørrelse som det engelsk-norske collab – 0,44 l.

Irerne gør ellers meget ud af ikke at være ligesom briterne. De måler afstande og angiver hastighedsgrænser i kilometer (i timen), og metersystemet har også for længst sneget sig ind i rummålene, hvor de bruger liter frem for ounces og pints og hvad det nu ellers er, briterne bruger. Så emballagepakken forblev et mysterium, vi ikke fik knækket i denne omgang.

Læsere, der har fulgt mig gennem årene vil vide, at jeg en kort overgang boede i Irland, samt at det aldrig rigtig er lykkedes for landet at imponere mig med deres øludvalg. Jeg anser det højt besungne irske øl for halvkedeligt, ofte tyndt, og får jeg endelig en øl fra landet, der er ordentlig, er jeg overrasket til den positive side, fremfor at føle forventningerne indfriet.

Brygget her er en IPA. Og efter at norske Lervig overlegent viste, hvordan sådan én skulle skæres ville det næsten være hybris, hvis succeen lod sig gentage. Efter at have kæmpet lidt med skummet – det var meget voldsomt, men til gengæld også dejlig plastisk og fedtet – kunne vi konstatere rare, frugtige citrusnoter i bouqueten, fortrinsvis lime. En ganske massiv aroma af frisk træ og bitterhumle træder allerede frem i skummet. Hvis man ikke vil smage på skummet, kommer man til at vente længe, for det tager sin tid at falde. En tommelfingerregel synes at være, at et overdrevent højt skum kun er tegn på infektion, hvis skummet falder hurtigt. Falder det langsomt, er der intet galt – således også her.

Vi blev dog også snart enige om, at brygget, de gode takter til trods, ikke stak ud på nogen måde, der gjorde brygget unikt. Det smagte såmænd fint, men bød ikke på mange overraskelser. En fin nok IPA, såmænd. Men også en IPA, der var meget baseline i sit udtryk – uden at være en IPA, man ville genkende, om man fik den serveret igen, for der var ikke rigtig noget individuelt eller unikt at genkende den på.

Ole var langt fra imponeret, uden at være decideret skuffet, og gav brygget …

Jeg selv sværger til stilen, og er egentlig glad for at have fundet en baseline IPA, der samtidig kunne højne min agtelse for irsk øl en anelse.

Tasty Juice, Lervig (Ole Øl-Ninja 5)

Sådan skal det være!

Vel, det skal jo ikke handle om øl alt sammen. Jeg er kendt, for ikke at sige berygtet, for at blande alt muligt irrelevant – gerne af politisk tilsnit – ind i mine ølskriverier. Og her på det sidste synes jeg godt nok, jeg fik holdt mig lige lovligt meget til emnet.

Nu skal det være slut! SAS har vist god stil ved at lave en reklame, der har fået hele ekstrabladssegmentet (i ved – den yderste højrefløj, der som bekendt starter ved midaldrende socialdemokrater) til at fare i kollektiv flint. Tænk, alle dem, der ellers hader fællesskabet så meget, at de næsten spontant ejakulerer ved tanken om at lade rædselsfirmaer som Goldman Sachs og Blackstone overtage hele Danmarks infrastruktur og boligsektor for en slik, forvandles til små hysteriske pattebørn, så snart deres illusion om Norden og Skandinavien som verdens navle belyses den mindste smule kritisk.

Frygten er åbenbart meget reel. Skulle læserne ikke have opdaget det, har jeg smidt en video op på min YouTube-kanal om, hvad jeg mener om reklamen, og den har omgående tiltrukket sig væsentlig mere opmærksomhed, end mine ølanmeldelser gør! Selv jeg, en meget lille og ubetydelig YouTuber, skal overdænges med dislikes og spydige kommentarer. Og selvom jeg er fuldkommen åben om, at det hele tiden har været mit ønske at få dislikes og negative kommentarer, fortsætter de med at vælte ind. Og de vil allesammen opfanges af YouTube-algoritmen som opmærksomhed, der vil hjælpe videoen til at blive foreslået og delt i stadig bredere kredse.

Mine læsere skal være aldrig så velkomne til at deltage i løjerne. Om I liker eller disliker er grundlæggende ligegyldigt – algoritmen registrerer det alligevel som en interaktion – og det gavner videoen og min kanal. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg vil blive marginalt gladere, hvis den får nogle upvotes. Ender den med at have flere upvotes end downvotes engang når universets varmedød for alvor sætter ind, er det vel trods alt en form for sejr.

fig. 1

Det uhyggelige ved forløbet er til gengæld med hvilken ærlighed og åbenhed de højreradikale trolls, bots og snefnug går til værks. De er især sure over, at en farvet

person i reklamen taler om sine forfædre blandt vikingerne, og de sammenligner rask væk personen med aber. Andre mener at jeg er “anti-hvid”, og at udskiftning af den hvide befolkning er noget der rent faktisk sker (fig. 1)

Bedre er det ikke på Twitter, hvor det ikke tog lang tid, før jeg på grund af mit forsvar for reklamefilmen blev beskyldt for at være jøde (fig. 2). Er det bare mig, eller tegner der sig så småt en detaljeret profil af, hvilken ideologi disse kældermennesker mon i deres stille sind identificerer sig med?

fig. 2

En anklage om, at videoen er lige lovligt skarptskåren på grænsen af det trollende, ville egentlig ikke være helt urimelig. Men at den kan få så mange aspiranter til den næste generation af udtalte nazister til at springe ud, kom alligevel bag på mig. Hvor frygtindgydende det end måtte være, er det på den anden side også sundt at få bekræftet sine fordomme om, at det vitterlig er afstumpet, dødsensfarlig racisme der ligger bag kulturkrigernes floromvundne og intellektuelt synende diskurs om, at minoriteterne får for meget plads. Det er den lærdom, jeg tager med fra den her sag.

Nu over til noget meget rarere!

Hvor den sidste øl, Ole og jeg nød var en ekstremøl, der havde så travlt med at være ekstrem, at den næsten glemte at være en øl, gik vi nu over til noget mere rent i konceptet. En IPA, der var rigtig meget IPA, og som ikke prøvede at være noget andet end en IPA. Bryggeriet var det samme, norske Lervig, der i disse dage for alvor slår sit navn fast på bloggen som en af topbryggerierne.

Det tætte, nærmest plumrede bryg byder på vild frugtsalat i bouqueten. Det vælter ind med sødt og syrligt – figner, fersken, appelsin og citrus. Illusionen er perfekt, eftersom brygget ikke indeholder et gram frugt – blot vand, gær, malt af byg og hvede samt rigeligt med humle.

Den perfekte aromatiske eksplosion af bittert og aromatisk fylder hele mundhulen. Dette er grunden til at jeg kalder IPA min favorittype. Så meget aroma, så meget bitterhed, så meget gran, så meget tørt, lyst træ, så meget frugt – appelsin og bergamot – omend brygget her har fokus på en bitterhed, der ikke var videre præsent i bouqueten.

Dette var Ole en kende skuffet over. Han havde forventet, at brygget var en fruit IPA – en IPA-type, der faktisk smager af frugt som følge af et meget nøje udvalg af humler, der til gengæld læsses i urten som sukker i Coca-Cola. Han var også skuffet over, at bitterheden – hvor intens og fyldig den ellers måtte være – alt for hurtigt pakker sydfrugterne efter det velgørende besøg hos smagsløgene.

Jeg kender ikke fruit-IPA-typen. Og som repræsentant for typen er brygget her noget nær perfekt – så den skuffelse delte jeg ingenlunde. Jeg vil til gengæld gerne indrømme Ole detaljen med, at eftersmagen varer for kort … Det er faktisk lidt frækt at beklage sig over det, når alt andet i brygget er så godt som det er. Men det er ikke desto mindre den detalje der gør, at brygget ikke fik den absolutte topkarakter af nogen af os.

Ole gav den …

… fordi han ligesom min gode ven og hyppige medsmager Marcus ikke vil give halve stjerner. Jeg er til gengæld ikke nær så puristisk.

Konx, Omnipollo (Ole Øl-Ninja 3)

Hvis man en dag gik på vandvognen …

Der var jo ligegodt mange øl, vi skulle igennem den eftermiddag og aften. Det har jeg vist allerede nævnt flere gange, og den eneste måde, der kunne blive færre, var at vi drak dem.

Nej, det er umuligt på linje med at bevæge sig hurtigere end lyset eller være en gift ungkarl, at vi fx gav øllene væk til nogle andre eller *gys* hældte dem ud!

Næste skud på stammen var imidlertid en alkoholsvag – ja, faktisk næsten alkoholfri øl på sølle 0,3%. Producenten er nomadebryggeriet Omnipollo fra Sverige. De er debutanter på bloggen, og starter dermed ud med måske det allersværeste man kan finde på som brygger.

Alkoholfri øl med smag er en relativt ny udvikling. Jeg husker stadig med gedigen væmmelse min afprøvning af Tuborg Super Light for nu over ni år siden. Indrømmet: langt fra alle alkoholfri øl er lige så fæle som hin sæbe-metalliske rædsel. Men at en øl ikke smager grimt er ikke i sig selv et hædersmærke. En øl er først god, når den smager godt. Dette gælder også for alkoholfri øl. Det handler i virkeligheden om at skabe en oplevelse af en rigtig øl – men uden alkohol. Det er svært, men netop i denne tid sker der noget på den front, der peger i den rigtige retning.

Svaneke er gode. Vestfyen er med Willemoes-serien også OK med, men ellers kan der være endog meget langt mellem smagsoplevelserne.

En gedigen næsestyver kickstarter imidlertid øloplevelsen i samme sekund det lyse, lettågede bryg inhaleres. Søde, aromatiske og bitre noter kappes om at komme til. Citrus, grannåle og hyld gør godt, og røber over for den tilstedeværende brygger og glade giver, Ole, planen for, hvordan brygget her gøres godt på trods af det lave alkoholindhold: masser af aromatisk humle med henblik på at få brygget til at tage sig ud som en pale ale.

Og det lykkes. Ikke alene har brygget mindst lige så meget velsmag som det har velduft, det har også krop. Det har fylde. Det plasker ikke planløst rundt i en alt for vandig sø, sådan som alkoholfrit øl alt for ofte gør. Hvedemalten giver desuden brygget en slet ikke tosset karakter af Belgisk wit. En stil, jeg normalt ikke kommer godt overens med, men her lykkes det bryggeriet præcis at tage de gode elementer fra stilen – den bløde mundfornemmelse og friskheden – og lade de negative elementer, såsom isoamyl acetat (der giver banansmag) og syre ligge.

Alt hvad man ønsker af en øl er at finde her – bortset fra det, man bliver fuld af. Og det er selve meningen med alkoholfrit øl. Det undrer ikke, at landet med Systembolaget gør det i alkoholfri bryg – men at det sker med en sådan success, indgyder respekt uanset hvem det lykkes for. Ole og jeg approberer med henholdsvis …

… for Oles vedkommende og …

… for mit.

NUA Mandøl, NUA Brygghus

Med forbehold for fejl …

Jeg troede først, at der var tale om et plat, mandschauvenistisk ordspil. Så tjekkede jeg Google Translate, da jeg ikke lige er up-to-date med norsk retstavning, og kunne konstatere, at der blot var tale om et plat ordspil. Mand hedder ‘Mann’ på norsk, og dermed er ‘Mandøl’ fra norske NUA Brygghus ikke en ‘mande-øl’. Ordspillet kører alene på byen, hvor bryggeriet ligger, nemlig Mandal. Mandal – Mandøl … Halfdan Rasmussen og Terry Pratchett hæver nok begge deres glas højt i dødsriget over denne prægtige perle af et ordspil.

Min gode ven, Gedved, bor der, og det var da også ham, der havde den med i gave til mig, da han var forbi omkring nytår. Det er et Koelsch-inspireret bryg. En rigtig Koelsch kan det i sagens natur ikke være, da en sådan kun må brygges inden for en nøje fastlagt omkreds omkring den tyske by Köln. Særligt for typen er, at den i modsætning til det meste kornfarvede tyske øl, er overgæret.

Overgæret betyder ikke nødvendigvis, at brygget skummer voldsomt – dette skummede ikke bare op, men over. Til gengæld kan den slags pege i retning af infektion og/eller fejlgæring. Og mistanken om dette var en fast følgesvend gennem dette bryg, der imidlertid aldrig smagte så grimt, at jeg følte mig tilskyndet til at hælde det ud.

Helt i tysk ånd er brygget ikke, da det er tilsat appelsinskal. Det gør snarere fra end til, idet brygget i odeuren allerede forekommer meget skarpt syrligt, omend ikke så syrligt at det overdøver friskheden og en alt andet lige præsent pilsnerhumle.

Mod tungen føles brygget skarpt prikkende og igen meget syrligt. Humlen fra duften er kun en skygge af sig selv, og syren er på nippet til at være så skarp, at man dårligt mærker bryggets tørstslukkende friskhed. Igen nager mistanken om infektion, og igen konstaterer jeg, at brygget ikke smager så grimt at jeg vil smide det ud.

Så ned kom det – en mestendels syrlig og småkedelig oplevelse. Problemet er næppe de middelmådige 4,5 % alkohol under nogen omstændigheder. Jeg har prøvet mange øl med mindre alkohol, der smagte af meget mere – fejlgæret eller ej.

NUA Brygghus burde bestræbe sig på, at kunne prale af andre ting, end blot at være Norges sydligst liggende bryghus. Fx af at kunne producere gode øl, frem for blot småsure og middelmådige øl.

Laid Back, Svaneke Bryghus

Lidt efter lidt …

… og jeg vover pelsen, og skruer endnu en smule op for alkoholvolumen. Fra 4,5 helt op på 4,8%. Bare vent, inden længe hælder jeg Hancock Jule Bryg i mig, som var det en baby der bapper brystmælk.

Og måske ikke. Nej, helt sikkert ikke! Faktisk har ikke bare i den forløbne weekend konstateret, at min lokale fakta havde forsynet restbeholdningen af Jule Bryg med 5-kroners ‘køb eller jeg bliver smidt væk’-prismærker. Dagen efter var de endda væk. Næppe smidt ud, for indkøbsvognen, som de lemfældigt var mokket op i, var endnu ikke tom for andre jule- og nytårsprodukter der var blevet sat på smid-væk-tilbud.

Jeg fik godt nok en del bitre reaktioner på anmeldelsen på facebooksiden. Tydeligvis er der folk, der sværger til den, og mon ikke det var en af dem, der gjorde kål på Fakta Thisteds restparti? Jeg nåede imidlertid at redde mig én til anmeldelse på min YouTube-kanal i anledning af dens 1-års fødselsdag. Så ja, undtagelsesvis genanmeldte jeg altså en øl, jeg fandt aldeles forfærdelig – mest for underholdningens skyld, og så selvfølgelig også for at advare mod den slags i almindelighed. Jeg svor ved den lejlighed, at jeg aldrig vil røre den igen – og det har en ukendt – eller flere ukendte – kunder i Fakta så gjort ret nemt for mig at overholde, i hvert fald indtil næste jul.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at anmeldelse af øl, der smager forfærdeligt ikke kun er mere underholdende på skrift, men også på video. Så har man også det som ekstra begrundelse, når nu den øl, man egentlig gerne ville have anmeldt i forbindelse med jubilæet – Jule Mælk fra To øl, der også var årets bedste øl – var udsolgt.

Jeg har imidlertid fået blod på tanden efter at anmelde flere rædsomme øl på video. Desværre har jeg måttet konstatere, at den værste øl, jeg mpgemsomde har prøvet, Bering Bryg Afskum (egl. ‘Havskum’ men close enough) ikke sådan lige kan fås i mit lokalområde. Den ville ellers være god at lokke med, for at nå op på 200 abonnenter inden 1. februar. Jeg ligger i skrivende stund på 190 (hint hint, hvis du endnu ikke har abonneret)

Men den tid den sorg. Først skal der aflægges rapport om, hvad der er blevet hældt indenbords af nye øl siden sidst. De nye, og i øvrigt fine, omend ikke ligefrem julede, juleøl fra Svaneke ser ud til at være fortroppen for et større markedsfremstød af nye produkter.

Serien, der fås i almindelig handel i landets supermarkeder for øjeblikket, kalder bryggeriet selv ‘Rebel’. Alle er økologiske og lanceres på dåse – hvilket nogle vil hævde ikke er videre økologisk. Andre vil hævde det er mere økologisk, fordi emballagen er lettere og kræver mindre CO2 at transportere og genanvende … Jeg erklærer mig på stedet for uvidende til at udsige noget endegyldigt om det, da jeg ikke har set tallene, og garanteret heller ikke ville forstå dem, hvis jeg gjorde. Jeg vil dog ikke udelukke, at dåsetilhængerne kunne have en pointe, så meget vil jeg gerne give mig efter at jeg førhen stod på flaskesiden. Vigtigst er, at emballagen genanvendes, hvilket fremdeles er tilfældet.

Bingo Gringo, der tidligere er blevet anmeldt, har før kunnet fås på flaske, men er nu smidt med i serien som et dåseprodukt. De øvrige produkter har jeg reddet mig i Fakta. Og da jeg var på udkig efter bemeldte ‘Afskum’ tidligere har jeg konstateret, at kun én fra serien var tilgængelig i min lokale SuperBrugsen. Fakta trækker endnu engang det længste strå når det gælder om at have det bedste øludvalg.

Laid Back (♫ Sunshine, sunshine reggae ♪) er en session IPA – en afdæmpet IPA, der er tænkt som forfriskning snarere end aromatisk smagsbombe for øl-connoisseurs. Det fremstår meget lyst i glasset, med kridhvidt og meget hastigt faldende skum. Grannåle og citrus melder til gengæld deres ankomst til kærkomment gensyn, men blot som et frisk, venligt pust, snarere end den aromatiske storm rigtig gode IPA’er hilser på med.

Bryggets aroma sidder imidlertid lige i skabet – karsk og ru i en bitterhed, der alligevel fremstår venlig og rar. Spæde grannåle er blandet fint op med syrlige limenoter, serveret i et kar af frisk væde, der yder al nødvendig friskhed, uden at der gives køb på aromaernes evne til at træde ordentligt frem. Det hele er der – venligt, friskt og afdæmpet, men i rigelig grad markant nok til, at oplevelsen er fuldendt – selvom det er de tørstslukkende egenskaber, Svaneke Bryghus her lægger mest vægt på.

Jeg ser frem til at prøve de to sidste i serien.

XB Ruby Ale, T&R Theakston

Det går lidt bedre …

Jeg er hoppet af vandvognen samtidig med, at det indtil videre er lykkedes mig at udfylde alle nødvendige papirer og få skrevet et par ansøgninger. Så det ser indtil videre ud til at jeg overholder dagpengesystemets krav.

Jeg har derfor besluttet mig for at hæve niveauet for, hvor meget alkohol jeg tager indenbords, og har åbnet en flaske på hele 4,5%. Brygget fik jeg i gave af min gode ven Marcus, da han var på besøg i sensommeren, så det er ved at være på høje tid, jeg får set til det. Faktisk er det netop resterne i mit køkkenskab, jeg vil kigge på i den kommende tid – før det bliver for gammelt.

Heldigvis kan øl holde sig – ikke mindst mørkt øl, der også kan blive bedre med tiden. Den her øl har i hvert fald ikke set ud til at fejle noget. Flot, mørkerødt ser det ud med matchende cremet gyldent skum, der imidlertid falder lige lovlig hurtigt. Duften er der til gengæld ikke meget spræl i. Syrlighed og vag sødme kan gå i praktisk taget alle retninger – også gode, ej at forglemme.

Og i retning af det gode, er netop hvor dette bryg spadserer. Det leverer en dyb, varm aroma af lyst træ, anis, muskat og laurbærblade i en adækvat fyldig mikstur. Nogen eksplosion i aroma er der ikke tale om. Men det betyder jo langt fra at brygget er ubrugeligt. Det er tilbagelænet og velafstemt – som et lille men lystigt knitrende og hyggeligt lejrbål, man både kan nyde synet af og varme sig ved.

Mon ikke det går alt sammen?

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme