Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: honningøl

Samuel Adams Honey Porter, The Boston Beer Company

– Bare ikke helt godt nok …

To gange tidligere har jeg haft øl fra The Boston Beer Company‘s Samuel Adams-serie under kærlig behandling her på bloggen, nemlig deres Boston Ale, og deres Black Lager. Begge formåede, at hæve sig op over den van(d)lige standard herhjemme, og det, der for mange regnes for den endnu vandigere standard i USA.

De har ganske afgjort formået at flytte mine fordomme om, hvordan amerikansk øl er, selv om træerne på den anden side ikke vokser ind i himlen. Selvom Samuel Adams-serien har smagt godt indtil videre, er der bestemt stadig langt til toppen endnu.

Det var derfor lidt med blandede forventninger, at jeg knappede deres Honey Porter op, og dertil kom jo endda en tredje kæphest – ville dette blive endnu en øl i rækken, der indeholdt honning uden at det sådan rigtig kunne smages?

Efter at have lukket den op, kunne jeg konstatere, at den i det mindste da duftede af honning – og andet godt. Den duftede i øvrigt sødt maltet og relativt fyldigt. Farven fandt jeg, i betragtning af, at det var en porter, noget lys i det. Den var faktisk nærmest rød, gennemskinnelig og indeholdt en masse brus, der gav et heftigt boblende, hastigt retirerende og lidet klæbende skum. Dermed akkumulerede lighederne med hindbærsodavand i et ildevarslende tempo.

Heldigvis fik forskellighederne da efterhånden taget over, som øllet blev hældt i ganen. Det skal også siges, at skummet manglede hindbærsodavands lyserøde skær, og i stedet var lyst brunt.

Samuel Adams Honey Porter er en sød stout, hvor man faktisk kan spore honningen direkte i smagen – triumf! Endelig lykkedes det at finde en øl med honning i, der rent faktisk smager af honning. Honningen udgør rygraden i øllets søde toner, der dog er sekundære i forhold til øllets bitterhed. Bitterheden er til gengæld ikke rigtigt slagkraftig nok. Der er tale om en ganske vist velafrundet og muskuløs bitterhed, som man finder den i fx Flensburgers Pilsner, men efter min smag mangler den noget fylde. Den mangler porterens intense bitterhed, og dens indtryk af at være tyktflydende – sådan som man bedst finder det i Guiness eller Limfjords-Porter.

Bitterheden, der koncentrerer sig ved mandlerne på en ene side, og honningsødmen forrest på tungen på den anden side savner begge intensitet, og samtidig savner man samspil mellem smagsindtrykkene – det, der fx gør Willemoes Påskeøl interressante. I stedet fremstår smagsindtrykket overordnet som sammensat og ikke helt så vellykket som man kunne have ønsket. Det er ærgerligt særligt fordi, jeg har indtryk af, at The Boston Beer Company rent faktisk gør deres bedste for at højne ølkvaliteten på den anden side af dammen.

Men fair nok – deres øl er måske ikke af samme kvalitet som de bedste europæiske øl, men de er trods alt bedre, end det tynde sprøjt amerikanerne er alt for kendte for.

3-en-halv-stjerne

Golden Honey Wheat, Ørbæk

– Hvorfor honning?

Jeg holder meget af honning, ligesom jeg holder meget af øl. – Okay, måske ikke helt så meget. Fx har jeg ingen intention om at starte en blog om honning lige foreløbig. Men for alle os, der både kan lide honning og øl, ligger det faktisk lige for at kombinere de to. Især når man som jeg også holder af mjød. Og heldigvis er der da også en række bryggere derude, der allerede har fået ideen. Desværre er mine erfaringer med de forskellige honningbryg ikke overvældende. Ingen af dem har været specielt gode – eller specielt dårlige – men det, der især har naget mig er, at ingen af dem har smagt særlig meget af honning.

Det fynskbaserede økologiske bryggeri Ørbæk, har i sit udvalg en hvedeøl, brygget på honning. Det er en kombination af malttyper og honning, jeg endnu ikke havde prøvet, så forventningerne var store, også fordi Ørbæk generelt har imponeret mig med sine bryg.

Det er da også en ganske liflig duft, der rammer næseborene, af hyldeblomst og hvedeøllets karakteristiske søde bouquet … Men ingen honning. At dømme efter udseendet er øllet filtreret, hvilket er usædvanligt for hvedeøl. Farven er en kende mørkere end almindelig pilsner, og har hvedeøllets karakteristiske tætte, hvide skum. Den er ganske afgjort filtreret, idet det ikke nytter noget på klarheden at ryste bundsjatten, før den ryger i glasset til sidst.

Brygget har en god, sød og fyldig smag. der slår det meste af, hvad der er smagt af hvedeøl på denne blog med flere længder – hvilket siger mere om det hvedeøl, jeg har smagt indtil videre end om hvedeøl generelt. Den søde smag, der forresten ikke er specielt hvedeølsagtig, afløses længere inde i mundhulen, af en mere traditionel pilsneragtig humlesmag, der til gengæld er ret usædvanlig for hvedeøl, og man tager sig selv i at spørge, hvorfor man egentlig brygger en hvedeøl, der smager af pilsner. Honningen kan iøvrigt ikke smages overhovedet, så på det punkt er der ikke noget nyt under solen. Det skulle lige være, at honningen denne gang ikke er til at smage overhovedet, hvor den i det mindste har været antydningsvis til stede i andre bryg.

Men i stedet for at vurdere denne øl efter, at den ikke rigtig ved, om den vil være fugl eller fisk, vælger jeg i stedet at konstatere, at den faktisk smager rigtig godt. Den har en meget fyldig, og ren humlebitterhed, der ikke bliver harsk, men forbliver blid og behagelig selv om den er kraftig. Eftersmagen er sød og gæret, som man kender det fra hvedeøl, og her begynder den endelig at ligne sin type en smule. I øvrigt er det jo heller kun en hvedeøl – den er brygget på både byg og hvede, og snarere end at sætte sig mellem to stole, formår den faktisk at være lidt af begge dele samtidig. Måske ikke på den mest elegante måde, men helt sikkert på en både interessant og behagelig måde.

Og faktisk lykkes det honningen at melde sig til aller -allersidst, helt nede i hjørnerne af munden ved mandlerne. Det er meget svagt, og reelt ikke værd at vente på, og jeg mener, man med rette kan spørge om, hvorfor man overhovedet tilsætter øllet honning, når det kun smages så svagt. Måske justerer det øllets smag på en eller anden subtil måde – men så er spørgsmålet, om man ikke kunne have frembragt den subtile smag på anden vis. Jeg spekulerer også på, om øllet ikke ville have været fint uden honning, men bare med den gode humle, hvede og bygmalt.

Vel, det er immervæk en øl, der formår at imponere og behage, selvom kompositionen rejser flere spørgsmål end den besvarer.
4-stjerner

Belhaven Best, The Belhaven Brewery

– Så springer jeg nok den næstbedste over …

Det er en risikabel affære at navngive et produkt noget med “bedst”. For det må betyde, at man må bestræbe sig på aldrig at lave noget, der er bedre. Målet er nået, der er ikke mere at stræbe efter ud over at sørge for, at ens ølbrygningskunst aldrig når de samme højder igen. Produktionen bliver utvivlsomt nemmere i fremtiden, når man ikke behøver gøre sig umage længere, men jeg har ærligt talt svært ved at se ideen i, at bestræbe sig på fremover kun at lave ringere øl.
Parallelt dermed er det ufatteligt tåbeligt at kalde en bog om litteratur noget med ‘ny’. I vores ikke uimponerende bibliotek findes blandt andet en bog med titlen “nyere fransk litteratur” fra engang i 1950’erne. Der findes selvfølgelig også væsentlig ældre fransk litteratur end dette, men ret beset er 60 år gammel litteratur ikke rigtig ‘ny’ længere. Titlen ender uvægerligt med at være løgn. Dette kan selvfølgelig undgås, når det gælder en øl, man kalder ‘bedst’, men det virker ikke ligefrem knøvt at gå og håbe på det.
Jeg håber da også for Belhaven Brewerys øl, der i dag betegnes som det bedste, bliver slået i kvalitet.
Selvfølgelig er det altid en oplevelse, at stifte bekendskab med den britiske ølkultur. Nærværende øl er således en draught – det svarer omtrent til en fadøl, og serveres den på dåse, som tilfældet er her, er illusionen om en fadøl bibeholdt i kraft af en lille beholder med kvælstof inde i dåsen, der brydes når undertrykket ved åbningen af dåsen indfinder sig. En lille triumf for ingeniørkunsten, om end det aldrig bliver helt det samme, som at få skænket den slags øl fra fad.
– Men flot er den, med det tætte kvælstofskum, der også kendes fra Guinness. Man kan tegne små figurer i det, og fylder man glasset helt, kan man med lidt forsigtighed få skummet til at hæve sig som en søjle over randen over det mørkorange bryg.
Desværre blegner begejstringen, når øllet smages. I første omgang mærkes øllets sødme med tydelige toner af honning. Som det fremgår af emballagen, er øllet farvet med honning, men dette kan også mærkes i smagen. Det gør egentlig ikke noget, for havde det ikke været for honningen, havde øllet næsten ikke smagt af noget. Skum, farve og honning til trods er det samlede smagsbillede ret så tyndbenet.
Bevæbner man sig med mineudstyr og graver sig godt ned og tænder nogle kraftige projektører, kan det lade sig gøre, at finde enkelte glimt af subtile smagsindtryk dybt nede mellem tungens papillae. Der er lidt smag af letbitter humle, der enten er behagelig eller ligegyldig. Det er svært at afgøre, når styrken er så svag. De søde honningtoner klinger til gengæld hurtigt af, og kan næsten ikke findes længere, når det allerførste af øllet er drukket. En let humlebitter eftersmag klæber kortvarigt til tungens sider, men gør heller ikke noget væsen af sig.
Belønningen for at lede efter de trods alt ikke helt uinteressante smagsindtryk er en anderledes, men ellers ikke særlig prangende øloplevelse. Selvom det med rette kan kaldes en specialøl (jep, Fakta igen) er det specielle ved den simpelt hen ikke fremtrædende nok.
Jeg er bestemt ikke afvisende overfor de subtile smagsnuancer, som brygget indeholder. Den skal heller ikke have onde ord med på vejen for at virke doven – for sådan skal britisk øl skænket på kvælstof være. I sidste ende er den blot for tynd og smagsløs til at kunne nå op over tre stjerner i karakter.
Det var ellers en god stime, jeg var inde i, og hvis det skulle være Belhaven Brewerys bedste øl, så tror jeg bare, jeg springer den næstbedste – og alle de andre – over.
2-en-halv-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme