Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: honningøl

Ulven Kommer, Hvide Sande Bryghus

Mea culpa …

Det er mandag, så jeg må hellere se at få skrevet et indlæg. Ikke at folk gider læse det … i dag i hvert fald. Men i morgen – der skal I (eller rettere jeg, for jeg er den eneste, der kan se læserstatistikken på min blog) se løjer! Det har i hvert fald været tendensen her på det seneste – og jeg er ikke helt klar til endnu, for eksperimentets skyld, at slække på den rutine det efterhånden er blevet at fyre et mandagsindlæg af sted, der så vil trække en farlig masse læsere til om tirsdagen.

Senere skal jeg på arbejde. Jeg har en tolvtimersvagt på den lokale margarinefabrik, hvor jeg for tiden arbejder om natten. Det er hårdere end at arbejde på om dagen, men jeg synes, det er de ekstra moneter værd.

Vel, på den front har jeg nok at se til – lige nu i hvert fald. Her på bloggen ligger det heller ikke stille. Jeg har været på indkøb lokalt, kan jeg allerede nu afsløre, og nogle gamle venner har besluttet sig for, at kyle et par flasker i nakken på mig … billedligt talt selvfølgelig. Alt det vender jeg snarest tilbage til. Lige nu konstaterer jeg blot med glæde, at jeg ikke kommer til at være tørlagt foreløbig.

Dagens øl er fra Hvide Sande Bryghus, og det er med garanti første gang, jeg har deres bryg til nænsom behandling her på bloggen. Jeg købte eksemplaret på Store Torv her i Thisted i forbindelse med et markedsdagsarrangement. Den slags kan man vist stadig arrangere heroppe nordvestpå, hvor smitten heldigvis ikke har ramt med fornyet styrke.

Men det er nu en anden elefant i lokalet, brygget her omhandler, end den altopslugende Corona-pandemi. Det handler tværtom om noget meget lokalt – netop for Thy. Brygget er tilsat lynghonning fra Svankjær Biavl i den lokale nationalpark, hvor den første døde ulv i nyere tid blev fundet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på alle ledder og kanter finder det glædeligt, at vi igen har ulv i dansk natur. Og jeg har kun himmelvendte øjne til overs for de naturhadende pylrehoveder, der vræler som småbørn så snart dansk natur bliver mere vild end en solsort på taget af parcelhusgavlen.

Brygget er en Strong Ale – på 6% … Og jeg der er vant til stouts fra Amager Bryghus på 10-11% må jo med det samme indvende, at det synes jeg egentlig ikke er særlig stærkt. Men der må vel være et eller andet ved brygget, der lægger det i netop den kategori. Flot er det i hvert fald, Mørkt, tæt, tåget og med skum knækket elegant i retning af luftig kakaocreme. Duften lover til gengæld ikke godt i helt samme grad, da der ikke er meget af den. Lidt malt, lidt udefinerede krydderier … vel, spændingen er i det mindste intakt.

Min umiddelbare oplevelse var en lidt for letdrikkelig øl med ellers elegante krydrede indslag på bagtungen af muskat og koriander. Efterhånden meldte lynghonningen sig – lettere anmassende, og underligt ‘ved siden af’. Da gik det imidlertid op for mig, at jeg nok drak øllet ved en for lav temperatur. Og ganske rigtigt – efter at have ladet brygget stå lidt, integrerede de krydrede noter sig bedre og bedre med honningens lette sødme, der samtidig gav brygget både krop og bund.

Slet ikke så ringe – hvis ellers man ikke er en klamphugger som undertegnede, der sådan ødelægger oplevelsen for en selv. Men hey, jeg er blot en glad amatør og kunne aldrig drømme om at opkaste mig selv til ølekspert. Hvide Sande Bryghus fortjener ros for en lækker øloplevelse, der måske ikke hænger helt oppe i skyerne, men stadig er niveauer over, hvad de fleste industrigiganter kvalitativt gider nosse sig sammen til.

Ama’r Halshumle 2019, Sunes Hjemmebryg

En dejlig øl

Der kom jo til at gå væsentlig mere end en måned, før Sunes dejlige hjemmebryg, som man kunne opleve ham og mig nyde i videoen i sidste indlæg, endelig blev hevet frem af skabet på min nye adresse i Thisted og efterprøvet.

En anelse bekymring for, om den var kommet til at stå for længe, indrømmer jeg, selvom der er tale om en erfaren brygger efterhånden. Jeg prøvede ved flere lejligheder Sunes brygeksperimenter mange år før jeg mødte min ekskone og flyttede til Århus – der hvor jeg som bekendt startede med at skrive om øl.

Men jeg havde jo nærmest glemt, jeg havde den stående midt i alt flyttestresset – og ej at forglemme alt det andet stress, jeg slåssede med på det tidspunkt (jo! Det hedder krafstejlemig “slåssede”: Jeg slås, jeg slåssede, jeg har slåsset, ikk’ å?). Desuden har min glæde ved de hjemmebryg, jeg har prøvet gennem tiden været noget svingende, og her på de sidste har glæden ved at modtage dem, langt oversteget glæden ved at smage på dem derefter. Endelig er brygget baseret på en vild gær, der blev opdaget ved en tilfældighed. Man ved aldrig, hvilke uvaner den slags pludselig kan få, selvom det smager godt i begyndelsen.

Men flasken har i hvert fald været forsvarligt lukket, for ved ibrugtagning af øljernet afgiver flasken fortsat et aldeles nydelig pffzt! Og det endda helt uden, at brygget derefter selv finder vej ud af flasken. Dertil kræves, at det skænkes.

I glasset samles et nydeligt rødbrunt øl med en tilpas, gylden skumkrone. Duften er lige så mørk som løden med søde noter af svesker og antydning af sherry. En kende mørkere og sødere end hin dag i april måske – måske ikke. Honningen, som jeg bestemt mente, jeg kunne ane ude på Sydpynten lader til at være spist helt – men er erstattet af andre, mindst lige så fine udtryk.

I smagen byder brygget på en luftig alkoholnote, garneret med lys karamel og cognac. En både fyldig og vinøs oplevelse, der fortsat føles let på tungen og vil gøre det fint som et mere smagfuldt alternativ til den tynde, vandige pilsner 1. maj. Skulle læserne ikke have nået at se videoen, vil det af den fremgå, at øllet blev brygget til 1. maj for at rejse penge til foreningen Det Grønne Knæ.

Foreningen kæmper for bevarelse og fredning af Københavns grønne områder, der i disse år er truet med overasfaltering og bebyggelse. Det gælder blandt andet Sydhavnstippen, hvor Sune havde sat mig i stævne for at få prøvesmagt brygget – og hvor han havde indsamlet æbler i efteråret til en æblemost, der på grund af noget gær, der var kommet med, så småt blev forvandlet til cider. Han lod siden gæren isolere og opdyrke, så han senere kunne brygge denne fine øl af det.

Historien er mindst lige så god som øllet. Det er dejligt at oplevelse og fortælling sådan kan følges ad.

Santa Paws, Brewdog (Saufen und saufen und saufen … II)

Full Grinch …

Som om det ikke var svært nok at rekonstruere Marcus og min anmeldelse af Beard Brews fortrinlige bryg ud fra en lydoptagelse, hvor man kun kunne høre min  stemme og ikke Marcus’ regn af guldkorn, så lader det nu til, at optagelsen af vores anmeldelse af denne øl enten er gået tabt, eller – som optagelsen af Rudolf Schwann, der hovedkuls serieknalder sin hjerneskal mod de hårde stenkanter på den trappe, der bliver hans endeligt i Matador-serien – aldrig optaget.

Jeg kan i hvert fald ikke finde den som enkelt fil. Ej heller kan jeg finde den omtalt i nogen af de andre lydfiler. Til gengæld er det lykkedes mig at finde ud af, hvad problemet har været med mit optageudstyr, så jeg fremover ikke løber ind i den slags katastrofer. Ikke megen snak om drillenisser, omend jeg da en stille stund kunne overveje at stille en skål risengrød frem ved lejlighed. Selvom jeg har lokaliseret og løst problemet, skader det vel næppe at få sig en metafysisk buffer oveni (folk der kender mig godt vil vide, at jeg faktisk ikke er hardcore ateist, idet jeg med alle de sindssyge ting, der sker omkring mig, ikke finder eksistensen af drillenisser tilstrækkeligt falsificeret endnu).

Brewdog er et af de kendte, efterhånden ret store kvalitetsbryggerier, der fik mikrobryg ud til folket back in the day. Deres brand er for længst blevet mainstream, og deres produkter fast inventar i COOP’s discountsupermarked, Fakta. Ikke desto mindre har de formået at holde kvaliteten oppe – i hvert fald i nogle af deres produkter – så de ikke har glemt deres rødder.

Denne er en juleøl, passende i en størrelse så jeg ikke gider drikke den alene. Imidlertid ville jeg nu gerne have budt min yndlingsmedanmelder Marcus på en lidt bedre oplevelse her op til jul, for brygget skulle snart vise sig at være et af fejlskuddene fra bryggeriets side.

Bryggets mørke er vel snart det eneste rigtig fine ved det, idet allerede viskositeten alt for nemt lader flaskens indhold underkaste sig tyngdekraftens luner. Skummet gider heller ikke rigtigt, selv hvis brygget skænkes voldeligt. Selv trænede kokainsniffere ville have svært ved at vride bouquet ud af brygget. Uengageret sødt giver det sig kende, sammen med nogle fjerne, vage noter af alt for tynd kaffe.

Smagen – og eventuelle digressioner og udflugter knyttet dertil? Ja, det er jo desværre dem, der er gået tabt. Jeg ville ellers have elsket at gengive Marcus’ elokvænte eder og forbandelser, der i vidtstrakt- og krummelurethed langt overgår mine egne.

Så vidt jeg husker diskussionen – og her skal man have in mente, at jeg selv havde indtaget omkring seks genstande – gennemgik vi egentlig blot rigtig mange af de ovenstående pointer, at Brewdog i vid udstrækning brygger til supermarkederne i dag, og at kvaliteten derfor nødvendigvis må  blive for nedadgående. Brygget føltes for os begge vandigt, tyndt og uengageret kun med fjerne noter af kold, tynd kaffe – måske sødet med et par dråber billig industrikaramel. Akkurat passabel som øl, men ikke som en juleøl, hvor der gerne må kæles lidt ekstra for sanserne.

Vi var dermed også rørende enige om karakteren til en juleøl, der vist kun formår at slå Tuborgs Snebajer i kvalitet herhjemme.

Honey Devil, Kongebryg (Saufen mit Marcus – now a Trilogy I)

Det endte godt …

Allerførst skal jeg takke læserne for en storslået juli måned, hvor over 5.700 klikkede sig ind på mine indlæg. Det er vist rekord – i hvert fald siden bloggen fik eget domæne, og samtidig er der 2. måned i træk, at jeg har haft over 5.000 klik. Jeg takker læserne ærbødigst, og jeg kan dårligt udtrykke adækvat hvor enormt det glæder mig, at så mange gerne vil læse de ord, jeg smider op herinde.

Jeg er imidlertid startet på arbejde igen efter tre ugers ferie. Det er gået voldsomt ud over min publiceringshyppighed, men til gengæld er der rigelig med at skrive om fra de mellemliggende dage. Onsdag i sidste uge mødtes jeg således med min gode ven Marcus på hans adresse i Valby, for at prøve flere af de fine Amageranske øl, jeg købte tilbage i december måned.

Guess what – vi nåede heller ikke denne gang igennem samlingen, så der vil nok være en seance mere senere, hvor vi nok heller ikke gør det færdigt. Sådan bliver den trilogi, mine drikkelag med Marcus allerede har udviklet sig til, til én af Douglas Adamske dimensioner.

Men den tid den sorg. Til tonerne af Ravels klavermusik tog vi fat på varerne, og vi indledte med en genganger her på bloggen – Honey Devil fra Næstvedske Kongebryg. Da jeg for snart to år siden var på besøg på bryggeriet, inviteret af brygmester selv, fik jeg nemlig to eksemplarer af brygget med: ét til snarlig anmeldelse, og ét til et år senere, så jeg til den tid også kunne skrive om, hvordan brygget med tiden udviklede sig.

Der gik så næsten to år. Men pyt med det – nu er jeg der med en revisited. Sidste år til Ølfestivalen på Lokomotivværkstedet fik jeg desuden endnu en af dem, så der var én til hver.

Begejstringen over duften var stor – nydelsesgryntene var næsten sammenlignelige med hine fra midt i juni, da vi samme sted prøvede Amager Bryghus’ uforlignelige Big, Bold and Beautiful. Omend nærværende bryg, ud over at præsentere en fin, mørk lød også lod en smule dyborange skum fremtvinge – uden at dette dog blev nævneværdigt længe.

‘Lakridstjære’ erklærede Marcus om duften og tilføjede, at jeg havde fundet den rette at anmelde denne øl med. Selv sporede jeg også et markant honningelement, som jeg var overrasket over, at Marcus ikke noterede. Ellers var vi – igen med hint mesterværk i erindring – ovre i nogle af de samme noter af figenkompot og figenpålæg, som vi fablede om i evigheder dengang.

Den orale oplevelse var imidlertid ikke helt den samme som den olfaktoriske. Jeg var forberedt på bryggets lette krop, som ikke er atypisk for Kongebrygs øl. Marcus var til gengæld skuffet. Han beskrev den som en buillonterning af øl, hvor man desværre i for høj grad smagte vandet omkring denne frem for aromabolden, der ellers var af udsøgt kvalitet.

Hvad brygget måtte mangle i krop og fylde, kunne jeg til gengæld finde i det fine, søde bagtæppe af honning og en lakridseftersmag, der ikke kun smagtes i munden, men også i svælg og bryst når bryggets alkohol nænsomt varmede hele vejen ned.

Tilsyneladende var vi nogenlunde enige om at beskrive af øllet. Da Marcus således beskrev det som besk, istemte jeg påpegende, at lakridsnoterne ikke var helt ulig en bitter a la Gammel Dansk. Marcus mente det imidlertid ikke, som jeg, positivt. Desuden mente han at kunne spore garvesyreelementer i brygget, og direkte adspurgt måtte jeg indrømme, at jeg i løbet af de to år der var gået, måske ikke havde opbevaret den helt så koldt, som jeg burde.

Men hjælpen var på vej. Marcus havde udvist rettidig omhu, og havde stillet noget god ost frem til temperering før vi tog hul på flaskerne. Og ved den første bid gik det hele op i en højere enhed. Brygget her skal nydes – ikke ulig en god vin – til noget for at folde sig ordentligt ud. Marcus forbarmede sig på stedet, og indrømmede nu brygget store kvaliteter. Stor ros havde han også til brygmester for at være så god til at komponere bryggets aromaer så præcist, og erklærede at han meget gerne prøvede flere øl fra den kant.

Marcus endte med at give den en fin karakter, som jeg tilslutter mig:

Sigtebroad, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen I)

2017-07-04 18.32.02Konge (adj.) …

Da jeg delte billedet af alle de nye (og lidt ældre) Amager Bryghus-øl på min facebook-side, bemærkede en af mine læsere, Paul, ølpusher ved flere prominente lejligheder og ligeledes fan af det Amagerkanske bryggeri, at jeg endelig måtte få den Sigtebroad på køl så hurtigt som muligt. Som sagt så gjort, og indtil for nylig stod den så sammen med de andre IPA’er fra bryggeriets 2017-kollektion, og de vil blive anmeldt som de første (næsten). For IPA’er skal helst nydes friske.

Denne dufter i hvert fald friskt af fersken ved opknapning … man ved bare, det bliver godt, når øllets aroma breder sig i værelset næsten før kapslen overhovedet er lettet. – Og idet brygget skænkes, SÅ træder humlen ellers frem! At Amager Bryghus er Danmarks ukronede humlekonger skal man både mangle smags- og lugtesans for ikke at ville erkende.

Aromaen melder sig som en kraftig karsk humleblanding af nyudrullet sandpapir, frisk fyrretræssavssmuld og spæde fennikelfrø. Smagsprofilen er på én gang klassisk, kompromiløs og lige så tæt som det højorange bryg er uigennemskinneligt. En luftigt, sødligt pust af appelsin trækker brygget passende i retning af det mere aromatiske, så det ikke er nåle og savsmuld det hele.

Den friske og fyldige IPA, hvor der ikke mangler noget er for længst blevet Amager Bryghus signatursmag. Ingen overraskelse dér – man ved hvad man får, man glæder sig hver gang og at oplevelsen gentages, vækker kun gensynets glæde.

Ikke ulig når man lytter til den nyeste skive med Iron Maiden eller Slayer – og indtil for to år siden Motörhead. Man ved på forhånd hvad man får, og at det skal gå meget galt, hvis det skal gå galt.

Lidt utraditionelt bliver det måske alligevel idet brygget udover fire slags malt og tre slags humle indeholder hvedemel, appelsinskal og honning. Med mindre de har en grund til det, plejer Amager-sjakket ellers at holde sig nogenlunde til reinheitsgebot. Motivationen for dette lille kække lovbrud er angiveligt de amerikanske medbryggeres fascination af dansk sigtebrød. Ud over at dette gav anledning til et kækt ordspil i titlen – kønsspecifikt, og det brøds jeg mig ellers ikke om, men affinder mig alligevel med lugten i bageriet, der skal trods alt mere til – gav det også inspiration til den udvidede ingrediensliste, idet brygget indeholder omtrent samme ingredienser som det lyse, bløde brød.

Og så går etiketten ellers bersærk i de sædvanligvis underholdende røverhistorier, som jeg vil gemme til læseren, når denne selv får fingre i dette fine bryg.

Jeg skal jo ikke afsløre det hele her.

5-en-halv-stjerne

Honey Dew, Fuller Smith & Turner

2017-04-28 18.04.07Boooooriiiing!

I fredags så jeg mit snit til omsider at få ordnet et hængeparti der rækker helt tilbage til bloggens spæde start for snart syv år siden. Der er sket meget. Jeg nærmer mig hastigt de 900 anmeldelser. Jeg har flyttet bloggen over på eget domæne. Bloggen fik i den anledning en undertitel, der for nylig blev ændret. Jeg har revset og rusket op i ølverdenen … eller i hvert fald forsøgt i den udstrækning det er muligt ene blogger.

Men andre ting har ikke ændret sig. Fx bloggens coverbillede. En hel stribe tilfældigt udvalgte øller, linet op på rad og række på den gamle adresse i Århus V, hvor jeg startede med at blogge om øl. Først nu – med denne øl – er de allesammen anmeldt. Etikettens design har fået et andet, mere strømlinet look siden dengang, men navn og bryggeri er det samme, så der er ingen grund til at tro, at det ikke skulle være det samme bryg.

247767_452083974879374_1993575047_n

Øllen i midten er den, der nu anmeldes, i en ældre indpakning.

Sagen er den, at eksemplaret på coverbilledet blev drukket før jeg begyndte at blogge, mens flasken endnu ikke var vekslet til pant. Det var helt tilfældigt, hvad jeg stillede op – og søger man anmeldelserne frem, vil man også hurtigt opdage, at de fleste af øllene er fra bloggens spæde barndom.

Og hvordan er den så? Jeg huskede den som relativt uinteressant, egentlig. Selvom den var med honning – det syntes jeg dengang var meget spændende, og det er jeg kommet noget efter gennem årene. Umiddelbart er det nu bryggets lød, der mest minder om honning – højgult og klart med snehvidt skum. I duften derimod skal man lede efter honningnoterne i en grad, så jeg slet ikke er sikker på, man ville opdage det, hvis man ikke lige vidste, det var der. Honning er ikke det eneste, brygget ikke dufter af. Det dufter fx heller ikke særlig meget af humle eller malt. Mest af alt dufter den af småtbrusende postevand, ja, ikke engang karboneringen er særlig livlig.

Og brygget smager heller ikke meget af honning (eller af humle for den sags skyld). Også her dominerer vandet, mens karboneringen slutter sig til de øvrige ingredienser ude på bænken, hvor de ikke rigtig gør noget. Malten? Vel, den smager egentlig heller ikke. Men den føles en lille smule. Den runder vandet af, så det ikke bare føles som almindeligt postevand, men i stedet glider en lille smule mere kækt og elegant hen over tungen, så tungemusklen kan give et lille spjæt af lykke, når nu smagsløgene dårligt nok har opdaget, at et bryg ønskede deres opmærksomhed.

Jeg konstaterer afslutningsvis, at jeg ikke huskede helt rigtigt. Brygget er ikke bare relativt uinteressant – det er faktisk ganske uinteressant, ja, det er faktisk aldeles uinspirerende eller slet og ret kedeligt. 

Men det var da rart endelig at have fået anmeldt alle øllene på coverbilledet. At tænke sig – brygget koster en mindre formue: kr. 33 excl. pant i SuperBrugsen. Det er ikke bare optrækkeri, der er uforskammet at kræve så mange penge for et bryg, der smager så lidt.

God 1. maj i øvrigt allesammen. Jeg kommer desværre ikke ud i dag, da nogle jo skal holde hjulene i gang, mens resten af en alt for sat arbejderklasse fulder sig.

1-en-halv-stjerne

La Santa Muerte, Amager Bryghus (Gode øl med Allan II)

2017-02-24 19.54.54

Det gode og det onde forenet …

Det var blevet tid til at gå fra de lyse IPA’er til noget meget mørkt. La Santa Muerte er sort som en overskyet vinternat i en lampeløs kulkælder for tildækkede vinduer og sortmalede vægge. Brygget skummer kun ganske lidt, men med en nydelig kulør af branket karamel blandet med den tilsatte honning. Duften er bittersød, idet honningen gør anstandsmæssig væsen af sig, men hvis ikke man lige kender til dens tilstedeværelse, er det ikke engang sikkert, at man ville tænke “honning” ud fra bouqueten. Her er honningelementet så nydeligt integreret i brygget som det danske mindretal i Sydslesvig og de bosniske flygtninge i Thy. Hvis ikke man vidste, de var der, ville man næppe lægge mærke dertil.

Og i modsætning til Granny With a Gun, er der her bred smag for alle pengene. Kaffe, lakrids og mørk chokolade oppebåret af en gennemtrængede cognacfylde gør vel i selv den mest kræsne ølmund. Og frygter man, at det bliver for voldsomt, kan man være ganske rolig. Det bælgmørke bryg er forunderligt blødt mod tungen, super smooth som en Speyside-whisky med Islay-karakter – en forening af let og tungt, lyst og mørkt, fandenivoldsk og overkærligt, som man næppe havde troet mulig.

Afstemningen af de mangfoldige aromaer er lige i skabet, og elegant omkranset af cognacimpressionen, der giver flere dyre likører og spirituoser baghjul … på nær en akkurat fremtittende missmag af tørt lakridspulver. Heldigvis er det langt fra så galt, at det gør andet end blot at yde brygget lidt rå karakter – men det er en karakter, der næppe er tilstræbt, og den må derfor noteres som en skønhedsfejl.

Den lille detalje ændrer dog ikke ved, at det er en særdeles egnet til dem, der foretrækker bløde og søde stouts frem for bitre og voldsomme. Alkoholprocenten skal man uanset hvad håndtere med forsigtighed – drikker man dette bryg som var det almindelig øl, vil de 10 % slå mere end almindeligt hårdt.

Man dør dog næppe – ej heller på nogen hellig måde, omend man måske næsten ønsker det i betragtning af tømmermændene. Skulle man blive fristet til at dykke dybere ned i den verden, er man heldig: Ifølge etikettens sædvanlige storytelling skulle der være fundet tegn på Amager på lokal dyrkelse af Den Hellige Død, som ellers er bedst kendt fra Syd- og Mellemamerika.

Men om det nu er alternative fakta, fake news eller endnu en røverhistorie blæser i vinden over Kalvebod Fælled.

Allan:

5-stjerner

Kaj:

5-en-halv-stjerne

Honey Devil, Kongebryg/Det Lille Bryggeri/Ghostbrewing

2016-08-24 18.12.21Mægtig i sin genkendelighed …

Uha, jeg er bagud! Her i weekenden har jeg været på Copenhagen Whisky and Beer Festival i Forum, hvor jeg stod i Kongebrygs stand. Forinden havde jeg flere anmeldelser i venteposition, og nu venter der ikke blot en kæmpe stak af arbejde foran mig; stakken er kollapset og ligger i en kæmpe, kaotisk bunke på gulvet og roder med væltede flasker rullende rundt med de sidste lunkne dråber løbende ud af sig.

Men et eller andet sted må jeg jo starte, så hvorfor ikke med netop Kongebryg? Her er ét af deres flagskibe – en mægtig imperial stout på 14%. Den forhandles i en nogenlunde håndterlig pakke på 0,33 liter i forventning om, at det nok er de færreste, der har lyst til at drikke mere af sådan én på én gang. Jeg taler selvfølgelig kun på egne vegne, når jeg finder denne produktallokering både fornuftig og passende.

Den er brygget med Honning, og det er åbenbart over to år siden, jeg sidst prøvede en øl, der var det. Honningen kan mærkes i duften, der er velgørende vinøs og tæt i det natsorte, skumløse bryg. Bouqueten udløses allerede ved aftagning af kapslen, hvor bitterhed og sødme dufter om kap, førstnævnte med et kraftigt indslag af kaffe, der sammen med honningen i udpræget grad vækker associationer til Kahlua og anden kaffelikør.

Og likørindtrykket fortager sig ikke i smagen. Der er fuld drøn på alkoholen, i hvilken kaffen og honningen tæt omslynget danser omkring til tonerne af et veloplagt big band – og stundom en småskarp lakridseftersmag.

Brygget byder på alt det, man forventer – sødme fra honningen og rigeligt med tæt, tung, fyldig bitterhed fra malten og humlen. Det er lige så velintegreret som det er velkendt og smagen er ganske i overensstemmelse med ingredienserne.

Nogen store nyheder er der imidlertid ikke. Brygget smager ganske vist af rigtig meget og mere til, men næppe nogen nyt, man aldrig har prøvet før.

Ikke at det gør nogen stor skade.

5-stjerner

Old Danish Beer, Ørbæk/Dansk Mjød

Næsten for tung – men også kun næsten

Da jeg forleden var forbi Nationalmuseet for at hente Egtvedpigens Bryg, havde de også denne øl stående. Og så kunne jeg jo lige så godt, nu jeg alligevel var der og alt det der. Som læseren måske allerede har bemærket, er der tale om en selskabsøl – oven i købet på 10,1%, så der var i den grad brug for hjælp, da den skulle smages. Heldigvis er det så småt blevet en tradition at mødes flere beboere et par gange om ugen på vores tagterrasse, hvor vi forsamles til fællesspisning. Og denne gang havde jeg så en øl, jeg kunne dele ud af.

Det er endnu en ‘historisk øl’, brygget efter gamle opskrifter, og jeg vil vove den påstand, at man nok har været på sikrere grund denne gang da man bryggede øllet. Forlægget er en faktisk opskrift fra 1700-tallet og ikke rester fra bunden af en barkspand fundet i en bronzealdergrav. Så denne gang har man nok gættet lidt mindre, da urten skulle blandes. Der er desuden tale om en blanding af øl og mjød. Jeg har ved besøg på RateBeer og andre ølanmeldelsessites hæftet mig ved, at administratorerne gør ganske meget ud af, at de ikke vil have anmeldelser af cider eller mjød på sitet. Det er altså ugleset, at man anmelder andet end øl på ølsites – og -blogs, men da jeg før har anmeldt blandinger af øl og limonade, så kan jeg vel også anmelde blandinger af øl og mjød (og cider, hvis det en dag skulle blive aktuelt). Jeg holder mig i hvert fald ikke for fin.

Der er tale om en ufiltreret, rødbrun sag med gyldent skum. Skummet forbliver ikke højt særlig længe, men overrasker med at hage sig ganske standhaftigt fast på glassets inderside, hvor det aftegner spændende mønstre som landkort over fiktive kontinenter – men altså uden at skummet er særlig højt mens det sker. Duften er kraftigt vinøs. Man mærker den stærke alkoholprocent, og måske en antydning af honning – men altså klart mest alkoholen.

I smagen dominerer honningen fra det tilsatte mjød. Præcis hvornår i processen, mjød og øl er blandet, fremgår ikke, men den megen sukker i honningen skulle nok give restgæren lidt ekstra til alkoholproduktionen. Det vinøse præg brænder også igennem, så brygget ender med at smage væsentlig mere af honning og vin end af øl. Humlen gør dog også sit. Man mærker den som et skarpt pust i næsen. På samme måde som en god sennep – omend uden det stærke, men friskheden, man mærker bagefter, ligner ganske godt.

Men det er detaljer, små ornamenter i den overordnet meget søde og også ret tunge – for ikke at sige lidt for tunge – konstruktion. Det er bestemt en øl, der er god til at dele, idet jeg i skrivende stund har måttet brygge mig en kop kaffe, for at reducere den lette omtågethed, som mit knapt opfyldte ølglas gav mig. Drikker man en hel øl i den mængde de forhandles i, er bilkørsel med sikkerhed kriminelt, cyklisme langt fra tilrådeligt og almindelig gang … svært.

Blandingsprodukt eller ej – både som øl og mjød fungerer det godt, og jeg kan ikke andet, end at give det rigtig gode anbefalinger med på vejen.
5-stjerner

Egtvedpigens Bryg, Skands

For eksperimentets skyld …

 
Jeg fik dette bryg anbefalet på fjæsen, og besluttede mig kort efter at slå et smut omkring Nationalmuseet på vej hjem fra arbejde, for at erhverve et eksemplar. Jeg havde godt læst om brygget, selvom jeg ikke husker præcis hvor. Det er et bryg, Skands har lavet i samarbejde med Nationalmuseet, og det er brygget med de samme ingredienser, der blev fundet i den spand af birkebark, som Egtvedpigen havde med sig i graven. Med andre ord et forsøg på at brygge øl som i bronzealderen – eller i hvert fald med de ingredienser, som man har konkret belæg for rent faktisk blev brugt i ølbrygning dengang.
Det er i sig selv et spændende eksperiment, også selvom brygget nok ikke slår an i Tyskland. Ud over gær, vand humle og malt af hvede og byg, indeholder det porse, tyttebær og honning – Reinheitsgebot er ej en saga blot, men derimod et hypermoderne koncept, som man må vente et par årtusinder på endnu.
Men flot er det. Formentlig er det tyttebærrene, der giver bryggets lød et pikant knæk i retning af det lyserøde. Desuden er det vidunderligt tåget, og den lille handy håndgranatstore flaske skal agiteres noget, før restgæren i bunden er opløst. Skummet formår til gengæld ikke at imponere i samme grad. Med sin hastigt sammenskvattende egenskab ville det bedre klæde en sodavand end et gæret humleprodukt. I duften mærker man tydeligt hvedemalten, der giver karakter af både franskbrød og sukkerglasur. Dertil kommer en noget (læs: lidt for) syntetisk note af hindbær – sådan som man jf. skummet kender det fra røde hindbærsodavand.
Derfor er den første mundsmag også lidt af en lettelse – for undertegnede i hvert fald. Selvom jeg egentlig godt kan lide hindbærsodavand, synes jeg ikke, at øl skal smage af det, ligesom jeg fx ikke synes at kaffe skal smage af øl eller omvendt. Men altså ingen hindbær der, men derimod relativt kraftigt bitter humle. De søde bær kan dog smages. I første omgang som en sød, og ikke fuldt integreret sød bismag – lidt ligesom den syntetiske aroma i jordbærskumfiduser.
Som brygget nydes – for det smager egentlig ganske godt – klinger det syntetisk-søde også mere af, og erstattes af et skarpt prik, netop som man kender det fra tyttebær. Bitterheden vokser, og det samme gør et nærværende gærindslag, der måske vokser til lidt for nærværende efterhånden. Intakt forbliver dog en overraksende bitter eftersmag af løvtræ, der kradser i svælget og udtørrer mandlerne.
Oplevelsen var alt i alt fin, med små skønhedsfejl. Jeg er ikke meget ked af, at jeg nøjedes med prøvestørrelsen på 0,25 l, der kan erhverves på Nationalmuseet formedelst en flad tyvekrone. At købe den igen, tror jeg dog ikke jeg gider, men jeg siger tak til, hvis jeg får den tilbudt.
Enhver spekulation om, hvor autentisk brygget er, i forhold til det, Egtvedpigen rent faktisk fik med i graven anser jeg for netop det – spekulation, og det gider jeg ikke spilde unødvendige bytes på at producere noget som helst ligegyldig spekulativ tekst på.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme