Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: honningøl

Santa Paws, Brewdog (Saufen und saufen und saufen … II)

Full Grinch …

Som om det ikke var svært nok at rekonstruere Marcus og min anmeldelse af Beard Brews fortrinlige bryg ud fra en lydoptagelse, hvor man kun kunne høre min  stemme og ikke Marcus’ regn af guldkorn, så lader det nu til, at optagelsen af vores anmeldelse af denne øl enten er gået tabt, eller – som optagelsen af Rudolf Schwann, der hovedkuls serieknalder sin hjerneskal mod de hårde stenkanter på den trappe, der bliver hans endeligt i Matador-serien – aldrig optaget.

Jeg kan i hvert fald ikke finde den som enkelt fil. Ej heller kan jeg finde den omtalt i nogen af de andre lydfiler. Til gengæld er det lykkedes mig at finde ud af, hvad problemet har været med mit optageudstyr, så jeg fremover ikke løber ind i den slags katastrofer. Ikke megen snak om drillenisser, omend jeg da en stille stund kunne overveje at stille en skål risengrød frem ved lejlighed. Selvom jeg har lokaliseret og løst problemet, skader det vel næppe at få sig en metafysisk buffer oveni (folk der kender mig godt vil vide, at jeg faktisk ikke er hardcore ateist, idet jeg med alle de sindssyge ting, der sker omkring mig, ikke finder eksistensen af drillenisser tilstrækkeligt falsificeret endnu).

Brewdog er et af de kendte, efterhånden ret store kvalitetsbryggerier, der fik mikrobryg ud til folket back in the day. Deres brand er for længst blevet mainstream, og deres produkter fast inventar i COOP’s discountsupermarked, Fakta. Ikke desto mindre har de formået at holde kvaliteten oppe – i hvert fald i nogle af deres produkter – så de ikke har glemt deres rødder.

Denne er en juleøl, passende i en størrelse så jeg ikke gider drikke den alene. Imidlertid ville jeg nu gerne have budt min yndlingsmedanmelder Marcus på en lidt bedre oplevelse her op til jul, for brygget skulle snart vise sig at være et af fejlskuddene fra bryggeriets side.

Bryggets mørke er vel snart det eneste rigtig fine ved det, idet allerede viskositeten alt for nemt lader flaskens indhold underkaste sig tyngdekraftens luner. Skummet gider heller ikke rigtigt, selv hvis brygget skænkes voldeligt. Selv trænede kokainsniffere ville have svært ved at vride bouquet ud af brygget. Uengageret sødt giver det sig kende, sammen med nogle fjerne, vage noter af alt for tynd kaffe.

Smagen – og eventuelle digressioner og udflugter knyttet dertil? Ja, det er jo desværre dem, der er gået tabt. Jeg ville ellers have elsket at gengive Marcus’ elokvænte eder og forbandelser, der i vidtstrakt- og krummelurethed langt overgår mine egne.

Så vidt jeg husker diskussionen – og her skal man have in mente, at jeg selv havde indtaget omkring seks genstande – gennemgik vi egentlig blot rigtig mange af de ovenstående pointer, at Brewdog i vid udstrækning brygger til supermarkederne i dag, og at kvaliteten derfor nødvendigvis må  blive for nedadgående. Brygget føltes for os begge vandigt, tyndt og uengageret kun med fjerne noter af kold, tynd kaffe – måske sødet med et par dråber billig industrikaramel. Akkurat passabel som øl, men ikke som en juleøl, hvor der gerne må kæles lidt ekstra for sanserne.

Vi var dermed også rørende enige om karakteren til en juleøl, der vist kun formår at slå Tuborgs Snebajer i kvalitet herhjemme.

Honey Devil, Kongebryg (Saufen mit Marcus – now a Trilogy I)

Det endte godt …

Allerførst skal jeg takke læserne for en storslået juli måned, hvor over 5.700 klikkede sig ind på mine indlæg. Det er vist rekord – i hvert fald siden bloggen fik eget domæne, og samtidig er der 2. måned i træk, at jeg har haft over 5.000 klik. Jeg takker læserne ærbødigst, og jeg kan dårligt udtrykke adækvat hvor enormt det glæder mig, at så mange gerne vil læse de ord, jeg smider op herinde.

Jeg er imidlertid startet på arbejde igen efter tre ugers ferie. Det er gået voldsomt ud over min publiceringshyppighed, men til gengæld er der rigelig med at skrive om fra de mellemliggende dage. Onsdag i sidste uge mødtes jeg således med min gode ven Marcus på hans adresse i Valby, for at prøve flere af de fine Amageranske øl, jeg købte tilbage i december måned.

Guess what – vi nåede heller ikke denne gang igennem samlingen, så der vil nok være en seance mere senere, hvor vi nok heller ikke gør det færdigt. Sådan bliver den trilogi, mine drikkelag med Marcus allerede har udviklet sig til, til én af Douglas Adamske dimensioner.

Men den tid den sorg. Til tonerne af Ravels klavermusik tog vi fat på varerne, og vi indledte med en genganger her på bloggen – Honey Devil fra Næstvedske Kongebryg. Da jeg for snart to år siden var på besøg på bryggeriet, inviteret af brygmester selv, fik jeg nemlig to eksemplarer af brygget med: ét til snarlig anmeldelse, og ét til et år senere, så jeg til den tid også kunne skrive om, hvordan brygget med tiden udviklede sig.

Der gik så næsten to år. Men pyt med det – nu er jeg der med en revisited. Sidste år til Ølfestivalen på Lokomotivværkstedet fik jeg desuden endnu en af dem, så der var én til hver.

Begejstringen over duften var stor – nydelsesgryntene var næsten sammenlignelige med hine fra midt i juni, da vi samme sted prøvede Amager Bryghus’ uforlignelige Big, Bold and Beautiful. Omend nærværende bryg, ud over at præsentere en fin, mørk lød også lod en smule dyborange skum fremtvinge – uden at dette dog blev nævneværdigt længe.

‘Lakridstjære’ erklærede Marcus om duften og tilføjede, at jeg havde fundet den rette at anmelde denne øl med. Selv sporede jeg også et markant honningelement, som jeg var overrasket over, at Marcus ikke noterede. Ellers var vi – igen med hint mesterværk i erindring – ovre i nogle af de samme noter af figenkompot og figenpålæg, som vi fablede om i evigheder dengang.

Den orale oplevelse var imidlertid ikke helt den samme som den olfaktoriske. Jeg var forberedt på bryggets lette krop, som ikke er atypisk for Kongebrygs øl. Marcus var til gengæld skuffet. Han beskrev den som en buillonterning af øl, hvor man desværre i for høj grad smagte vandet omkring denne frem for aromabolden, der ellers var af udsøgt kvalitet.

Hvad brygget måtte mangle i krop og fylde, kunne jeg til gengæld finde i det fine, søde bagtæppe af honning og en lakridseftersmag, der ikke kun smagtes i munden, men også i svælg og bryst når bryggets alkohol nænsomt varmede hele vejen ned.

Tilsyneladende var vi nogenlunde enige om at beskrive af øllet. Da Marcus således beskrev det som besk, istemte jeg påpegende, at lakridsnoterne ikke var helt ulig en bitter a la Gammel Dansk. Marcus mente det imidlertid ikke, som jeg, positivt. Desuden mente han at kunne spore garvesyreelementer i brygget, og direkte adspurgt måtte jeg indrømme, at jeg i løbet af de to år der var gået, måske ikke havde opbevaret den helt så koldt, som jeg burde.

Men hjælpen var på vej. Marcus havde udvist rettidig omhu, og havde stillet noget god ost frem til temperering før vi tog hul på flaskerne. Og ved den første bid gik det hele op i en højere enhed. Brygget her skal nydes – ikke ulig en god vin – til noget for at folde sig ordentligt ud. Marcus forbarmede sig på stedet, og indrømmede nu brygget store kvaliteter. Stor ros havde han også til brygmester for at være så god til at komponere bryggets aromaer så præcist, og erklærede at han meget gerne prøvede flere øl fra den kant.

Marcus endte med at give den en fin karakter, som jeg tilslutter mig:

Sigtebroad, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen I)

2017-07-04 18.32.02Konge (adj.) …

Da jeg delte billedet af alle de nye (og lidt ældre) Amager Bryghus-øl på min facebook-side, bemærkede en af mine læsere, Paul, ølpusher ved flere prominente lejligheder og ligeledes fan af det Amagerkanske bryggeri, at jeg endelig måtte få den Sigtebroad på køl så hurtigt som muligt. Som sagt så gjort, og indtil for nylig stod den så sammen med de andre IPA’er fra bryggeriets 2017-kollektion, og de vil blive anmeldt som de første (næsten). For IPA’er skal helst nydes friske.

Denne dufter i hvert fald friskt af fersken ved opknapning … man ved bare, det bliver godt, når øllets aroma breder sig i værelset næsten før kapslen overhovedet er lettet. – Og idet brygget skænkes,  træder humlen ellers frem! At Amager Bryghus er Danmarks ukronede humlekonger skal man både mangle smags- og lugtesans for ikke at ville erkende.

Aromaen melder sig som en kraftig karsk humleblanding af nyudrullet sandpapir, frisk fyrretræssavssmuld og spæde fennikelfrø. Smagsprofilen er på én gang klassisk, kompromiløs og lige så tæt som det højorange bryg er uigennemskinneligt. En luftigt, sødligt pust af appelsin trækker brygget passende i retning af det mere aromatiske, så det ikke er nåle og savsmuld det hele.

Den friske og fyldige IPA, hvor der ikke mangler noget er for længst blevet Amager Bryghus signatursmag. Ingen overraskelse dér – man ved hvad man får, man glæder sig hver gang og at oplevelsen gentages, vækker kun gensynets glæde.

Ikke ulig når man lytter til den nyeste skive med Iron Maiden eller Slayer – og indtil for to år siden Motörhead. Man ved på forhånd hvad man får, og at det skal gå meget galt, hvis det skal gå galt.

Lidt utraditionelt bliver det måske alligevel idet brygget udover fire slags malt og tre slags humle indeholder hvedemel, appelsinskal og honning. Med mindre de har en grund til det, plejer Amager-sjakket ellers at holde sig nogenlunde til reinheitsgebot. Motivationen for dette lille kække lovbrud er angiveligt de amerikanske medbryggeres fascination af dansk sigtebrød. Ud over at dette gav anledning til et kækt ordspil i titlen – kønsspecifikt, og det brøds jeg mig ellers ikke om, men affinder mig alligevel med lugten i bageriet, der skal trods alt mere til – gav det også inspiration til den udvidede ingrediensliste, idet brygget indeholder omtrent samme ingredienser som det lyse, bløde brød.

Og så går etiketten ellers bersærk i de sædvanligvis underholdende røverhistorier, som jeg vil gemme til læseren, når denne selv får fingre i dette fine bryg.

Jeg skal jo ikke afsløre det hele her.

5-en-halv-stjerne

Honey Dew, Fuller Smith & Turner

2017-04-28 18.04.07Boooooriiiing!

I fredags så jeg mit snit til omsider at få ordnet et hængeparti der rækker helt tilbage til bloggens spæde start for snart syv år siden. Der er sket meget. Jeg nærmer mig hastigt de 900 anmeldelser. Jeg har flyttet bloggen over på eget domæne. Bloggen fik i den anledning en undertitel, der for nylig blev ændret. Jeg har revset og rusket op i ølverdenen … eller i hvert fald forsøgt i den udstrækning det er muligt ene blogger.

Men andre ting har ikke ændret sig. Fx bloggens coverbillede. En hel stribe tilfældigt udvalgte øller, linet op på rad og række på den gamle adresse i Århus V, hvor jeg startede med at blogge om øl. Først nu – med denne øl – er de allesammen anmeldt. Etikettens design har fået et andet, mere strømlinet look siden dengang, men navn og bryggeri er det samme, så der er ingen grund til at tro, at det ikke skulle være det samme bryg.

247767_452083974879374_1993575047_n

Øllen i midten er den, der nu anmeldes, i en ældre indpakning.

Sagen er den, at eksemplaret på coverbilledet blev drukket før jeg begyndte at blogge, mens flasken endnu ikke var vekslet til pant. Det var helt tilfældigt, hvad jeg stillede op – og søger man anmeldelserne frem, vil man også hurtigt opdage, at de fleste af øllene er fra bloggens spæde barndom.

Og hvordan er den så? Jeg huskede den som relativt uinteressant, egentlig. Selvom den var med honning – det syntes jeg dengang var meget spændende, og det er jeg kommet noget efter gennem årene. Umiddelbart er det nu bryggets lød, der mest minder om honning – højgult og klart med snehvidt skum. I duften derimod skal man lede efter honningnoterne i en grad, så jeg slet ikke er sikker på, man ville opdage det, hvis man ikke lige vidste, det var der. Honning er ikke det eneste, brygget ikke dufter af. Det dufter fx heller ikke særlig meget af humle eller malt. Mest af alt dufter den af småtbrusende postevand, ja, ikke engang karboneringen er særlig livlig.

Og brygget smager heller ikke meget af honning (eller af humle for den sags skyld). Også her dominerer vandet, mens karboneringen slutter sig til de øvrige ingredienser ude på bænken, hvor de ikke rigtig gør noget. Malten? Vel, den smager egentlig heller ikke. Men den føles en lille smule. Den runder vandet af, så det ikke bare føles som almindeligt postevand, men i stedet glider en lille smule mere kækt og elegant hen over tungen, så tungemusklen kan give et lille spjæt af lykke, når nu smagsløgene dårligt nok har opdaget, at et bryg ønskede deres opmærksomhed.

Jeg konstaterer afslutningsvis, at jeg ikke huskede helt rigtigt. Brygget er ikke bare relativt uinteressant – det er faktisk ganske uinteressant, ja, det er faktisk aldeles uinspirerende eller slet og ret kedeligt. 

Men det var da rart endelig at have fået anmeldt alle øllene på coverbilledet. At tænke sig – brygget koster en mindre formue: kr. 33 excl. pant i SuperBrugsen. Det er ikke bare optrækkeri, der er uforskammet at kræve så mange penge for et bryg, der smager så lidt.

God 1. maj i øvrigt allesammen. Jeg kommer desværre ikke ud i dag, da nogle jo skal holde hjulene i gang, mens resten af en alt for sat arbejderklasse fulder sig.

1-en-halv-stjerne

La Santa Muerte, Amager Bryghus (Gode øl med Allan II)

2017-02-24 19.54.54

Det gode og det onde forenet …

Det var blevet tid til at gå fra de lyse IPA’er til noget meget mørkt. La Santa Muerte er sort som en overskyet vinternat i en lampeløs kulkælder for tildækkede vinduer og sortmalede vægge. Brygget skummer kun ganske lidt, men med en nydelig kulør af branket karamel blandet med den tilsatte honning. Duften er bittersød, idet honningen gør anstandsmæssig væsen af sig, men hvis ikke man lige kender til dens tilstedeværelse, er det ikke engang sikkert, at man ville tænke “honning” ud fra bouqueten. Her er honningelementet så nydeligt integreret i brygget som det danske mindretal i Sydslesvig og de bosniske flygtninge i Thy. Hvis ikke man vidste, de var der, ville man næppe lægge mærke dertil.

Og i modsætning til Granny With a Gun, er der her bred smag for alle pengene. Kaffe, lakrids og mørk chokolade oppebåret af en gennemtrængede cognacfylde gør vel i selv den mest kræsne ølmund. Og frygter man, at det bliver for voldsomt, kan man være ganske rolig. Det bælgmørke bryg er forunderligt blødt mod tungen, super smooth som en Speyside-whisky med Islay-karakter – en forening af let og tungt, lyst og mørkt, fandenivoldsk og overkærligt, som man næppe havde troet mulig.

Afstemningen af de mangfoldige aromaer er lige i skabet, og elegant omkranset af cognacimpressionen, der giver flere dyre likører og spirituoser baghjul … på nær en akkurat fremtittende missmag af tørt lakridspulver. Heldigvis er det langt fra så galt, at det gør andet end blot at yde brygget lidt rå karakter – men det er en karakter, der næppe er tilstræbt, og den må derfor noteres som en skønhedsfejl.

Den lille detalje ændrer dog ikke ved, at det er en særdeles egnet til dem, der foretrækker bløde og søde stouts frem for bitre og voldsomme. Alkoholprocenten skal man uanset hvad håndtere med forsigtighed – drikker man dette bryg som var det almindelig øl, vil de 10 % slå mere end almindeligt hårdt.

Man dør dog næppe – ej heller på nogen hellig måde, omend man måske næsten ønsker det i betragtning af tømmermændene. Skulle man blive fristet til at dykke dybere ned i den verden, er man heldig: Ifølge etikettens sædvanlige storytelling skulle der være fundet tegn på Amager på lokal dyrkelse af Den Hellige Død, som ellers er bedst kendt fra Syd- og Mellemamerika.

Men om det nu er alternative fakta, fake news eller endnu en røverhistorie blæser i vinden over Kalvebod Fælled.

Allan:

5-stjerner

Kaj:

5-en-halv-stjerne

Honey Devil, Kongebryg/Det Lille Bryggeri/Ghostbrewing

2016-08-24 18.12.21Mægtig i sin genkendelighed …

Uha, jeg er bagud! Her i weekenden har jeg været på Copenhagen Whisky and Beer Festival i Forum, hvor jeg stod i Kongebrygs stand. Forinden havde jeg flere anmeldelser i venteposition, og nu venter der ikke blot en kæmpe stak af arbejde foran mig; stakken er kollapset og ligger i en kæmpe, kaotisk bunke på gulvet og roder med væltede flasker rullende rundt med de sidste lunkne dråber løbende ud af sig.

Men et eller andet sted  jeg jo starte, så hvorfor ikke med netop Kongebryg? Her er ét af deres flagskibe – en mægtig imperial stout på 14%. Den forhandles i en nogenlunde håndterlig pakke på 0,33 liter i forventning om, at det nok er de færreste, der har lyst til at drikke mere af sådan én på én gang. Jeg taler selvfølgelig kun på egne vegne, når jeg finder denne produktallokering både fornuftig og passende.

Den er brygget med Honning, og det er åbenbart over to år siden, jeg sidst prøvede en øl, der var det. Honningen kan mærkes i duften, der er velgørende vinøs og tæt i det natsorte, skumløse bryg. Bouqueten udløses allerede ved aftagning af kapslen, hvor bitterhed og sødme dufter om kap, førstnævnte med et kraftigt indslag af kaffe, der sammen med honningen i udpræget grad vækker associationer til Kahlua og anden kaffelikør.

Og likørindtrykket fortager sig ikke i smagen. Der er fuld drøn på alkoholen, i hvilken kaffen og honningen tæt omslynget danser omkring til tonerne af et veloplagt big band – og stundom en småskarp lakridseftersmag.

Brygget byder på alt det, man forventer – sødme fra honningen og rigeligt med tæt, tung, fyldig bitterhed fra malten og humlen. Det er lige så velintegreret som det er velkendt og smagen er ganske i overensstemmelse med ingredienserne.

Nogen store nyheder er der imidlertid ikke. Brygget smager ganske vist af rigtig meget og mere til, men næppe nogen nyt, man aldrig har prøvet før.

Ikke at det gør nogen stor skade.

5-stjerner

Old Danish Beer, Ørbæk/Dansk Mjød

Næsten for tung – men også kun næsten

Da jeg forleden var forbi Nationalmuseet for at hente Egtvedpigens Bryg, havde de også denne øl stående. Og så kunne jeg jo lige så godt, nu jeg alligevel var der og alt det der. Som læseren måske allerede har bemærket, er der tale om en selskabsøl – oven i købet på 10,1%, så der var i den grad brug for hjælp, da den skulle smages. Heldigvis er det så småt blevet en tradition at mødes flere beboere et par gange om ugen på vores tagterrasse, hvor vi forsamles til fællesspisning. Og denne gang havde jeg så en øl, jeg kunne dele ud af.

Det er endnu en ‘historisk øl’, brygget efter gamle opskrifter, og jeg vil vove den påstand, at man nok har været på sikrere grund denne gang da man bryggede øllet. Forlægget er en faktisk opskrift fra 1700-tallet og ikke rester fra bunden af en barkspand fundet i en bronzealdergrav. Så denne gang har man nok gættet lidt mindre, da urten skulle blandes. Der er desuden tale om en blanding af øl og mjød. Jeg har ved besøg på RateBeer og andre ølanmeldelsessites hæftet mig ved, at administratorerne gør ganske meget ud af, at de ikke vil have anmeldelser af cider eller mjød på sitet. Det er altså ugleset, at man anmelder andet end øl på ølsites – og -blogs, men da jeg før har anmeldt blandinger af øl og limonade, så kan jeg vel også anmelde blandinger af øl og mjød (og cider, hvis det en dag skulle blive aktuelt). Jeg holder mig i hvert fald ikke for fin.

Der er tale om en ufiltreret, rødbrun sag med gyldent skum. Skummet forbliver ikke højt særlig længe, men overrasker med at hage sig ganske standhaftigt fast på glassets inderside, hvor det aftegner spændende mønstre som landkort over fiktive kontinenter – men altså uden at skummet er særlig højt mens det sker. Duften er kraftigt vinøs. Man mærker den stærke alkoholprocent, og måske en antydning af honning – men altså klart mest alkoholen.

I smagen dominerer honningen fra det tilsatte mjød. Præcis hvornår i processen, mjød og øl er blandet, fremgår ikke, men den megen sukker i honningen skulle nok give restgæren lidt ekstra til alkoholproduktionen. Det vinøse præg brænder også igennem, så brygget ender med at smage væsentlig mere af honning og vin end af øl. Humlen gør dog også sit. Man mærker den som et skarpt pust i næsen. På samme måde som en god sennep – omend uden det stærke, men friskheden, man mærker bagefter, ligner ganske godt.

Men det er detaljer, små ornamenter i den overordnet meget søde og også ret tunge – for ikke at sige lidt for tunge – konstruktion. Det er bestemt en øl, der er god til at dele, idet jeg i skrivende stund har måttet brygge mig en kop kaffe, for at reducere den lette omtågethed, som mit knapt opfyldte ølglas gav mig. Drikker man en hel øl i den mængde de forhandles i, er bilkørsel med sikkerhed kriminelt, cyklisme langt fra tilrådeligt og almindelig gang … svært.

Blandingsprodukt eller ej – både som øl og mjød fungerer det godt, og jeg kan ikke andet, end at give det rigtig gode anbefalinger med på vejen.
5-stjerner

Egtvedpigens Bryg, Skands

For eksperimentets skyld …

 
Jeg fik dette bryg anbefalet på fjæsen, og besluttede mig kort efter at slå et smut omkring Nationalmuseet på vej hjem fra arbejde, for at erhverve et eksemplar. Jeg havde godt læst om brygget, selvom jeg ikke husker præcis hvor. Det er et bryg, Skands har lavet i samarbejde med Nationalmuseet, og det er brygget med de samme ingredienser, der blev fundet i den spand af birkebark, som Egtvedpigen havde med sig i graven. Med andre ord et forsøg på at brygge øl som i bronzealderen – eller i hvert fald med de ingredienser, som man har konkret belæg for rent faktisk blev brugt i ølbrygning dengang.
Det er i sig selv et spændende eksperiment, også selvom brygget nok ikke slår an i Tyskland. Ud over gær, vand humle og malt af hvede og byg, indeholder det porse, tyttebær og honning – Reinheitsgebot er ej en saga blot, men derimod et hypermoderne koncept, som man må vente et par årtusinder på endnu.
Men flot er det. Formentlig er det tyttebærrene, der giver bryggets lød et pikant knæk i retning af det lyserøde. Desuden er det vidunderligt tåget, og den lille handy håndgranatstore flaske skal agiteres noget, før restgæren i bunden er opløst. Skummet formår til gengæld ikke at imponere i samme grad. Med sin hastigt sammenskvattende egenskab ville det bedre klæde en sodavand end et gæret humleprodukt. I duften mærker man tydeligt hvedemalten, der giver karakter af både franskbrød og sukkerglasur. Dertil kommer en noget (læs: lidt for) syntetisk note af hindbær – sådan som man jf. skummet kender det fra røde hindbærsodavand.
Derfor er den første mundsmag også lidt af en lettelse – for undertegnede i hvert fald. Selvom jeg egentlig godt kan lide hindbærsodavand, synes jeg ikke, at øl skal smage af det, ligesom jeg fx ikke synes at kaffe skal smage af øl eller omvendt. Men altså ingen hindbær der, men derimod relativt kraftigt bitter humle. De søde bær kan dog smages. I første omgang som en sød, og ikke fuldt integreret sød bismag – lidt ligesom den syntetiske aroma i jordbærskumfiduser.
Som brygget nydes – for det smager egentlig ganske godt – klinger det syntetisk-søde også mere af, og erstattes af et skarpt prik, netop som man kender det fra tyttebær. Bitterheden vokser, og det samme gør et nærværende gærindslag, der måske vokser til lidt for nærværende efterhånden. Intakt forbliver dog en overraksende bitter eftersmag af løvtræ, der kradser i svælget og udtørrer mandlerne.
Oplevelsen var alt i alt fin, med små skønhedsfejl. Jeg er ikke meget ked af, at jeg nøjedes med prøvestørrelsen på 0,25 l, der kan erhverves på Nationalmuseet formedelst en flad tyvekrone. At købe den igen, tror jeg dog ikke jeg gider, men jeg siger tak til, hvis jeg får den tilbudt.
Enhver spekulation om, hvor autentisk brygget er, i forhold til det, Egtvedpigen rent faktisk fik med i graven anser jeg for netop det – spekulation, og det gider jeg ikke spilde unødvendige bytes på at producere noget som helst ligegyldig spekulativ tekst på.

4-stjerner

Samuel Adams Honey Porter, The Boston Beer Company

– Bare ikke helt godt nok …

To gange tidligere har jeg haft øl fra The Boston Beer Company‘s Samuel Adams-serie under kærlig behandling her på bloggen, nemlig deres Boston Ale, og deres Black Lager. Begge formåede, at hæve sig op over den van(d)lige standard herhjemme, og det, der for mange regnes for den endnu vandigere standard i USA.

De har ganske afgjort formået at flytte mine fordomme om, hvordan amerikansk øl er, selv om træerne på den anden side ikke vokser ind i himlen. Selvom Samuel Adams-serien har smagt godt indtil videre, er der bestemt stadig langt til toppen endnu.

Det var derfor lidt med blandede forventninger, at jeg knappede deres Honey Porter op, og dertil kom jo endda en tredje kæphest – ville dette blive endnu en øl i rækken, der indeholdt honning uden at det sådan rigtig kunne smages?

Efter at have lukket den op, kunne jeg konstatere, at den i det mindste da duftede af honning – og andet godt. Den duftede i øvrigt sødt maltet og relativt fyldigt. Farven fandt jeg, i betragtning af, at det var en porter, noget lys i det. Den var faktisk nærmest rød, gennemskinnelig og indeholdt en masse brus, der gav et heftigt boblende, hastigt retirerende og lidet klæbende skum. Dermed akkumulerede lighederne med hindbærsodavand i et ildevarslende tempo.

Heldigvis fik forskellighederne da efterhånden taget over, som øllet blev hældt i ganen. Det skal også siges, at skummet manglede hindbærsodavands lyserøde skær, og i stedet var lyst brunt.

Samuel Adams Honey Porter er en sød stout, hvor man faktisk kan spore honningen direkte i smagen – triumf! Endelig lykkedes det at finde en øl med honning i, der rent faktisk smager af honning. Honningen udgør rygraden i øllets søde toner, der dog er sekundære i forhold til øllets bitterhed. Bitterheden er til gengæld ikke rigtigt slagkraftig nok. Der er tale om en ganske vist velafrundet og muskuløs bitterhed, som man finder den i fx Flensburgers Pilsner, men efter min smag mangler den noget fylde. Den mangler porterens intense bitterhed, og dens indtryk af at være tyktflydende – sådan som man bedst finder det i Guiness eller Limfjords-Porter.

Bitterheden, der koncentrerer sig ved mandlerne på en ene side, og honningsødmen forrest på tungen på den anden side savner begge intensitet, og samtidig savner man samspil mellem smagsindtrykkene – det, der fx gør Willemoes Påskeøl interressante. I stedet fremstår smagsindtrykket overordnet som sammensat og ikke helt så vellykket som man kunne have ønsket. Det er ærgerligt særligt fordi, jeg har indtryk af, at The Boston Beer Company rent faktisk gør deres bedste for at højne ølkvaliteten på den anden side af dammen.

Men fair nok – deres øl er måske ikke af samme kvalitet som de bedste europæiske øl, men de er trods alt bedre, end det tynde sprøjt amerikanerne er alt for kendte for.

3-en-halv-stjerne

Golden Honey Wheat, Ørbæk

– Hvorfor honning?

Jeg holder meget af honning, ligesom jeg holder meget af øl. – Okay, måske ikke helt så meget. Fx har jeg ingen intention om at starte en blog om honning lige foreløbig. Men for alle os, der både kan lide honning og øl, ligger det faktisk lige for at kombinere de to. Især når man som jeg også holder af mjød. Og heldigvis er der da også en række bryggere derude, der allerede har fået ideen. Desværre er mine erfaringer med de forskellige honningbryg ikke overvældende. Ingen af dem har været specielt gode – eller specielt dårlige – men det, der især har naget mig er, at ingen af dem har smagt særlig meget af honning.

Det fynskbaserede økologiske bryggeri Ørbæk, har i sit udvalg en hvedeøl, brygget på honning. Det er en kombination af malttyper og honning, jeg endnu ikke havde prøvet, så forventningerne var store, også fordi Ørbæk generelt har imponeret mig med sine bryg.

Det er da også en ganske liflig duft, der rammer næseborene, af hyldeblomst og hvedeøllets karakteristiske søde bouquet … Men ingen honning. At dømme efter udseendet er øllet filtreret, hvilket er usædvanligt for hvedeøl. Farven er en kende mørkere end almindelig pilsner, og har hvedeøllets karakteristiske tætte, hvide skum. Den er ganske afgjort filtreret, idet det ikke nytter noget på klarheden at ryste bundsjatten, før den ryger i glasset til sidst.

Brygget har en god, sød og fyldig smag. der slår det meste af, hvad der er smagt af hvedeøl på denne blog med flere længder – hvilket siger mere om det hvedeøl, jeg har smagt indtil videre end om hvedeøl generelt. Den søde smag, der forresten ikke er specielt hvedeølsagtig, afløses længere inde i mundhulen, af en mere traditionel pilsneragtig humlesmag, der til gengæld er ret usædvanlig for hvedeøl, og man tager sig selv i at spørge, hvorfor man egentlig brygger en hvedeøl, der smager af pilsner. Honningen kan iøvrigt ikke smages overhovedet, så på det punkt er der ikke noget nyt under solen. Det skulle lige være, at honningen denne gang ikke er til at smage overhovedet, hvor den i det mindste har været antydningsvis til stede i andre bryg.

Men i stedet for at vurdere denne øl efter, at den ikke rigtig ved, om den vil være fugl eller fisk, vælger jeg i stedet at konstatere, at den faktisk smager rigtig godt. Den har en meget fyldig, og ren humlebitterhed, der ikke bliver harsk, men forbliver blid og behagelig selv om den er kraftig. Eftersmagen er sød og gæret, som man kender det fra hvedeøl, og her begynder den endelig at ligne sin type en smule. I øvrigt er det jo heller kun en hvedeøl – den er brygget på både byg og hvede, og snarere end at sætte sig mellem to stole, formår den faktisk at være lidt af begge dele samtidig. Måske ikke på den mest elegante måde, men helt sikkert på en både interessant og behagelig måde.

Og faktisk lykkes det honningen at melde sig til aller -allersidst, helt nede i hjørnerne af munden ved mandlerne. Det er meget svagt, og reelt ikke værd at vente på, og jeg mener, man med rette kan spørge om, hvorfor man overhovedet tilsætter øllet honning, når det kun smages så svagt. Måske justerer det øllets smag på en eller anden subtil måde – men så er spørgsmålet, om man ikke kunne have frembragt den subtile smag på anden vis. Jeg spekulerer også på, om øllet ikke ville have været fint uden honning, men bare med den gode humle, hvede og bygmalt.

Vel, det er immervæk en øl, der formår at imponere og behage, selvom kompositionen rejser flere spørgsmål end den besvarer.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme