Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: havreøl

House of Pale, To Øl

Forrygende!

Mens antallet af Coronasmittede ræser i vejret, dykker antallet af læsere atter katastrofalt. Der er kun én ting at gøre! Anmelde noget mere! Og så i øvrigt håbe, at flere læser min blog og nyder nogle øl frem for at gå ud i verden og smitte eller blive smittet …

Selv Thisted, der ellers har kunnet holde smitteniveauet nogenlunde under kontrol er nu en stor, mørkebrun plamage på Seruminstituttets kort, hvor man kan se hvor hårdt de forskellige kommuner er ramt. Selv ikke i udkanten kan man vide sig sikker længere.

Husk nu at vaske hænder derude, lad være med at røre ansigtet, og brug nu bare de forbandede mundbind. Ikke bare når I skal, som i den offentlige transport, men fx også når I går i Føtex for at købe en række øl at nyde hjemme i privaten i nogenlunde sikkerhed for smitten. Jeg kan mere end varmt anbefale den her fra To Øl. Det er en pale ale – plain and simple … på forsiden i hvert fald.
Jeg betragter pale ale som de overgærede øls svar på pilsneren. En generisk øltype – uden at det i sig selv behøver være (særlig) slemt – der mere end noget andet bare skal kunne slukke tørsten mens den leverer et skud humle, samt et let buzz hvis man har brug for det.

Men her bliver man budt på meget mere end det. Relativt uprætentiøst ser det ellers ud, det tågede, korngule, fedtetskummende bryg. Men ih, hvor det dufter! Ikke at det dufter usædvanligt – næh, den karske, friske, skarpe og simple duft af tørret birkeflis og grannåle er velkendt og velyndet … men at finde den så kraftigt i en Pale Ale uden et ‘India’ foran – det er ikke noget man oplever hver dag.
Men så vent bare til brygget rammer kæften. Hold nu op! En humlesyl, der gennemborer tunge, gane og gummer med en barberbladsskarphed, der kunne konkurrere med Eks-MF/Ø Line Barfods tunge.
De fleste IPA’er er venligere og mindre bitre end den her. Og der taler vi ikke kun om mainstream industri-IPA’er beregnet til storforbrugernes følsomme smagsløg. Man kan høre dem jamre for sit indre øre mens den nyfræsede træflis flænser alle mundens blottede overflader og klynke mens miksturen brænder hele vejen ned gennem brystet. Og at det blanke stål, der jager gennem gummerne, skulle yde brygget friskhed oven i købet, har mainstreamforbrugeren absolut ingen forståelse for.

Jeg tror faktisk det her er den bedste Pale Ale, jeg nogensinde har prøvet. Og havde To Øl smidt et ‘India’ ind foran, ville mine øjenbryn forblive nede på plads, hvor de hører til. Det eneste der bekymrer mig er, at jeg ved samme lejlighed faktisk købte en IPA fra To Øl.
Hvis dette er deres standard for en Pale Ale, tør jeg så overhovedet prøve IPA’en?

Den Nye Humlejuice, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 II)

Den (let)skrabede version

Danske Ølentusiasters afstemning Ølvalg 2020 fik ikke den bedste start med Den Lange Sørejse. Da jeg meget nødigt vil se et initiativ, der skal få forbrugerne til at vælge bedre øl, kuldsejle (ja, selvfølgelig er det ordspil intenderet – d’uh!), valgte jeg som den næste øl den, jeg havde de højeste forventninger til.

New England IPA er måske den øltype i hele verden, jeg elsker allerhøjest. Det ypperste eksempel, jeg har anmeldt, var The Alchemists uforlignelige Focal Banger, der en overgang havde status af den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Typen er karakteriseret ved sit meget høje indhold af aromahumle, hvor det ikke som sådan bitterheden, der er i højsædet, men derimod de mange biaromaer. Eller følgearomaer, som jeg hellere ville kalde dem. Bismag og biaroma lyder (analogt med ‘bivirkninger’) som noget utilsigtet og uønsket.
Og det er de ingenlunde i de fyldige, frugtige New England IPA’er.
Nye stilarter er vokset frem fra de aromatiske NEIPA’er – ikke mindst de meget populære fruit IPA’s, hvor bryggerne bevidst går efter at få øllet til at smage mere af frugt end af øl – vel at mærke uden brug af frugt.
Hvor tæt Skanderborg Bryghus formår at komme på det, med deres “Den Nye Humlejuice” vil vise sig. Jeg forestiller mig, at en god NEIPA ikke bare lige er sådan noget, man sætter sig ned og laver, men må opbygge ekspertise til over flere år.

Flot ser brygget ellers ud – som de meget humlede bryg gerne gør. Dyborange, næsten brunligt med højt, fedtet, kridhvidt skum. Ikke helt så grumset måske, som disse bryg indimellem kan være, hvor man kan se flager af humle tumle rundt i brygget. Men det skal ikke ligge brygget til last. Vi lærte for nylig, hvordan overdrevne mængder grums i øl ikke nødvendigvis er en fordel.

Duften går til gengæld hele vejen. Her opleves den rene, karske og bogstaveligt talt slimehindesønderrivende følelse af små sylespidse grannåle, der skydes direkte op i snudeskaftet.
Amager Bryghus kunne ikke have gjort det bedre, og det er en stor ros, når det kommer fra denne blogger.

Og det bliver bare bedre i smagen: Appelsinjuice med splinter af tørt lyst træ og følgearoma af spæde, friske og barberbladsskarpe grannåle. Det her er præcis som det skal være …

… til at begynde med i hvert fald. Efter et par mundfulde dæmpes det vilde, über-aromatiske humle- og juiceindtryk, og brygget – for nu at sige det diplomatisk – tager til i friskhed. Brygget topper i starten, hvor den fulde oplevelse af humlejuice leveres. Derfra går brygget til at være en mere frisk og fortsat velsmagende øl, der stadig prikker og stikker behageligt på gummer, gane og tunge.
Erindringen om den vilde oplevelse i starten kan fortsat glæde én, men ærgelsen over, at den ikke varede længere, trænger sig altså også en smule på.

Overordnet forbliver Den Nye Humlejuice nu et aldeles vellykket stykke brygarbejde. Af et mikrobryggeri, der har valgt at slå sine folder i discount- og mainstreambutikker med et kvalitetsniveau, der generelt lader en del tilbage at ønske, er dette et kæmpe spring fremad og opad. Jeg håber virkelig, at brygteamet på Skanderborg Bryghus er bevidst om potentialet i deres evner, og at vi får mere af det her at se i fremtiden frem for hvad bryggeriet bød på i ‘Far til Fire’-pakken og i ‘Den Lange Sørejse’.

I den amerikanske journalist Cenk Uygurs ånd vil jeg allerede nu vove at erklære afstemningen afgjort. Det bliver denne øl, der vinder Ølvalg 2020 – det tør jeg sige allerede inden, jeg har prøvet det sidste af de tre bryg. Uygur har vovet at forudsige resultatet af det amerikanske præsidentvalg; han mener Joe Biden vinder.

Jeg håber meget mere, at jeg kommer til at tage fejl, end han gør.

Red Tide, Broaden & Build (Farvel & Goddag III)

Supersour!

Det er mandag, så jeg må hellere se at få skrevet noget at udgive. Det er blevet en fast rutine at skrive et mandagsindlæg, så jeg bagefter kan rive mig i håret over, hvorfor reaktionerne på det forbliver uforudsigelige og usystematiske. Nogle gange trækker det læsere til med det samme. Andre gange viser læserne sig først dagen efter. Det kan også ske, at der er læsertørke både mandag og tirsdag, og endelig kan læsertallet – i ekstremt sjældne tilfælde, men det ses – være komfortabelt højt begge dage.

Jeg har opgivet at finde et system i læserreaktionerne på mandagsindlægget. Til gengæld er det rart for mit aspergerramte sind at have en smule struktur på min bloggeraktivitet, så indtil videre har jeg tænkt mig at fortsætte med at udgive indlæg her om mandagen – for all it is worth.

Brygget her har jeg sådan set allerede anmeldt på YouTube. Videoen er lagt op for få timer siden, og kan ses her. Det minder mig om, at jeg også skal have opdateret bloggens videosektion, hvilket det desværre ofte kniber med at få gjort helt så ofte som jeg burde.

Hvad angår øllet har vi med endnu en sour at gøre fra hedengangne Broaden & Build. Sidst gik det jo rigtig godt … det kan faktisk ikke gå bedre på min blog end de seks stjerner Optical Prism fik tilranet sig. Da der var endnu en sour på programmet, tænkte jeg, at en videoanmeldelse måtte være på plads, så man endnu bedre kan se, hvordan mit ansigt vrider og vender sig i absurde grimasser, når brygget kommer indenbords. Forinden noterer jeg mig indholdet: saisongær, brettanomyces anomalous, lactobacillus brevis – og dette er bare gæren, og – ser det ud til – mælkesyrebakterierne (læsere med bedre forstand på mikrobiologi end mig må endelig rette mig hvis jeg tager fejl. Jeg ved praktisk taget intet, men kan via mine rudimentære sprogkundskaber, pille roden for det latinske ord lac – mælk ud uden større anstrengelse). Modet har desuden ikke fejlet noget i brygteamet, siden brettanomyces bevidst har været brugt i processen. Det er ellers et levende mareridt for bryggere, hvis faciliteterne inficeres med brettanomyces, idet den er ekstremt svær at slippe af med igen.

Brygget er en cherry-pit sour – så der indgår kirsebær i processen. Nærmere betegnet ‘second use Stevnsbær’. ‘Second use’ må være et fagudtryk, jeg ikke kender. Det første jeg kommer til at tænke på er Jack Nicholsons kirkescene i filmen ‘The Witches from Eastwick’, og det er næppe det, der menes. Derudover er der brugt kirsebærsten fra ‘neighbor sour beer blenders’. Ja, måske har Broaden & Build ligget i en lille klynge hippe mikrobryggerier derude på Refshaleøen, eller hvor de holdt til? Men jeg har ikke magtet at efterforske det nærmere.

Desuden består brygget af vand, byg, hvede, havre, rug og gær … Den sidste ingrediens forekommer mig en anelse redundant efter den foregående smøre. Men jeg skal vist være den sidste til at anklage andre for at være lange i spyttet, når ting skal forklares. Til gengæld hæfter jeg mig endnu engang ved fraværet af humle, og spekulerer på, om det i virkeligheden er noget generelt for surt øl?

Kirsebærrene lader sig ikke sådan lige skue i bryggets lød, der er højorange, grumset og hastigt afskummende. En antydning af rødt kan måske skimtes alligevel, men det er usikkert, hvor meget der egentlig er rødt, og hvor meget der er psykologisk effekt.
I duften viser kirsebærrene sig som en underliggende sødme i et eddikesurt helvede af sauerkraut med ekstra surt. Jeg bryder mig ikke om sauerkraut – men duften af netop det giver mig alligevel høje forventninger til brygget. Jeg har sagt det før – finder man duft og aroma af noget, man ikke bryder sig om i øl, er det langt fra sikkert, at det vil ødelægge oplevelsen.
Brygget stikker i næsen, og det stikker rigtigt! Når man én gang har mærket de sylespidse snit i snudeskaftets slimhinder, lister man frem med passende forsigtighed næste gang. Næseoplevelsen er prægtig – omend reelt ubehagelig, hvis man går for hårdt til den.

Endnu engang bydes der på surt med surt på i smagen. Hele kæften svides i et mægtigt, smagfuldt syrebad, der river og flår på alle mundens indre overflader. Mund, næse og øjeregioner knyttes endnu engang sammen i samme absurde grimasse, som når min hånddukke-navnebror Kaj (Kaj & Andrea, I ved) bliver forlegen. Øjnene løber i vand, og stemmen bliver underligt lys – som når man forsøger at tale midt i et gab.

Surt øl er svært at kende forskel på. Når det lykkes så godt som her er det bare en kæmpe nydelse, fornøjelse og oplevelse, der ikke kan takseres til andet end en topkarakter. I hvert fald for undertegnede. En lille forskel fra Optical Prism er imidlertid, at brygget her synes lidt mere fyldigt. Brygget er ikke helt så villigt til bare at løbe igennem munden om et fornøjeligt, stoffrit syretrip. Det vil gerne lige holdes indenbords et par sekunder, før det skylles ned – så gummer og mandler lige får det sidste syre med også.
På turen gennem spiserøret og brystet svier og river brygget også så er det en fryd. Og man mærker den samme antydning af brystsmerter og stakåndethed, som for meget citronsaft kan give.

Fabelagtigt! Der er gået sande surhedsekvilibrister tabt i Broaden & Build. Jeg håber, bryggerne tager arven med sig, hvor det end er, de er søgt hen efter konkursen …

… så længe de ikke bruger ekspertisen på at lave sauerkraut.

Idaho IPA, Beard Brew

Jeg forstår det ikke …

Uha, der er en lang liste af ting, der skal kommenteres i dette indlæg, så bered jer på en længere tirade, før vi når til selve øllet. Jep, business as usual på Kajs Ølblog.

Vi er i oktober måned, og bekymringen for, om læsertallet når de højder jeg ønsker, melder sig øjeblikkeligt. Det gik nu ret godt i går. Aldrig så snart september endte med et læsertal, der rodede rundt under 80 daglige læsere, eksploderede antallet til over 170, så snart det blev d.1. Og det endda helt uden at jeg udgav noget. Jeg har opgivet at få læsertallene til at give mening, men jeg takker selvfølgelig hjerteligt for gårsdagens interesse – samt hele september måneds i øvrigt. D. 30. nåede jeg endelig de 4.000 klik, takket være jer læsere.

Og videre til dagens store nyhed: Nemesis! Eller karma hvis man er mere til det asiatiske end middelhavskøkkenet. Donald J. Trump, vore dages svar på Mussolini, Franco og ham den lille østriger med overskægget, er omsider – efter månedsvis af demonstrativ uansvarlig optræden – blevet smittet med Coronavirus.

Hvis man som jeg inderligt foragter Donald Trump og alle hans gerninger og al hans væsen, hvordan skal man så forholde sig? Standardsvaret er, at holde den maske, Donald Trump så lidenskabeligt nægtede at bære, afsende den sædvanlige pakke af halvhjertede god-bedring-ønsker, og med fast, voksen mine løfte pegefingeren ved ethvert tilløb til skadefryd fra anden kant.
Det er det mest modne og voksne at gøre. Man skal ikke give udtryk for, hvad man egentlig mener. Hvordan man i ens stille sind gnæggende gnider hænderne og bider sig i læben for ikke at lade begejstringen løbe af med én på Twitter, Facebook og alle de andre spændende steder, man normalt får afløb for den slags.
En del af den fattede, modne og voksne kalkyle er også at vurdere hvad der er bedst – for verden og ikke mindst én selv; skadefryd eller de bedste ønsker? Og ethvert ordentligt, modent, voksent menneske ved, at den ordentlige, modne og voksne bedste-ønsker-tilgang er den mest konstruktive, klædelige og positive når alt kommer til alt. Ikke mindst i betragtning af, at skadefryd er en last, Donald Trump selv er indehaver af, og som man derfor nødigt selv vil beskyldes for.

Men nej, siger jeg! Hykleri og løgn er andre laster, Donald Trump i den grad kan beskyldes for. Så hvis det gælder om ikke at komme til at ligne ham for meget, må man træffe nogle valg. Jeg vælger ærlighed, ikke mindst fordi den repressivt ‘ordentlige’ måde at reagere på fuldkommen overser den kolossale katastrofe, som Trumps præsidentskab har været – ikke mindst når man kigger på det, der nu har ramt ham i hovedet som en boomerang – symbolsk og bogstaveligt på én gang.
Vel over 200.000 mennesker er døde af Coronavirus i USA alene. Og det skyldes mere end noget andet Donald Trumps skødesløse omtale og politik omkring Corona, spændende fra helt at benægte dets eksistens, endsige farlighed, og til at foreslå behandlinger de fleste lægpersoner ved ville være dødelige. Injektion af blegemiddel og desinfektionsmidler som de mest ekstreme, omend næppe mest bizarre forslag.
De alt for mange døde og deres efterladte fortjener, at vi siger lige præcis hvad vi mener om, at Donald Trump nu er blevet ramt af det, han har oparbejdet et image omkring at benægte og nedtone.

Det er på den måde forfriskende højere-retfærdigheds-agtigt, at han er blevet ramt af sygdommen. Ønsker jeg, han dør af det? Nixen – men jeg skal gerne indrømme, at det ikke skyldes sympati for uhyret. Jeg frygter det kaos, der vil følge i kølvandet på et dødsfald – og hvis der er noget, jeg under amerikanerne lige nu, så er det en smule ro og orden i et land der er hærget af historiske brande, morderisk politi, racistiske militiaer og dødspatruljer and … you name it.

Ifølge mine kilder – dvs. tilfældige mennesker, jeg har spurgt på Twitter – er staten Idaho i øvrigt et af Donald Trumps kerneterritorier. “Trump signs everywhere” var vist den præcise ordlyd. Årsagen til, at det hæderkronede-to-be danske mikrobryggeri Beard Brew opkalder en af deres øl efter netop den stat, skal nok findes andetsteds end befolkningens politiske ståsted.

Heldigvis kommer etiketten til hjælp. Idaho var angiveligt et af centrene for 1800-tallets gold-rushes, og det passer fint til bryggets gyldne lød. Skægget forbinder jeg personligt ikke med guldgraveri, men mere med Motörheads legendariske bassist Lemmy. Snittet har jeg i øvrigt også valgt til min egen hage. Brygget er tilsat havre og lime, og holder langt fra slatne 7% alkohol. Det er tørhumlet med Sabro og ellers med Colombus og (fanfare) Idaho 7 (jeg ved heller ikke, hvad 7 står for. Næppe det samme som ’19’ i COVID-19 … selvom det ikke er umuligt. Det kan da godt være, at den humle blev udviklet i 2007, men det er ren spekulation).

Alt det giver en frisk, lækker næse, der ikke har det store nye at byde på for en IPA. Det er på ingen måde diskvalificerende, idet IPA-typen for længst har bevist sit værd lige som den er. Aromaen river og flår – det er en af de aggressive frem for de mere aromatiske og frugtige. Grannåle og savsmuld gør deres arbejde overalt i mundhulen, mens et momentant knap så velkomment metallisk indslag gør sin entre. Dette viser sig dog snart at levere brygget noget friskhed, og snart integreres det uden større problemer i den samlede aromaoplevelse.

Der er rigeligt af både aroma og krop i brygget, der dog ikke kan se sig helt fri for at have en anelse afsmag af gær. Det virker måske lidt som om, bryggerne har prioriteret at lave en stærk, kompromisløs øl, hvorfor balancen ikke er helt i øjet. Gæren forbliver et mindre irritationsmoment, som denne blogger imidlertid kan tilgive, når man når til eftersmagen. En ren, klar, bittersød aroma af spæde grannåle frisket op med bergamot leverer en strålende finale på en glimrende øloplevelse, hvis skønhedsfejl i denne bloggers mund nok vil opleves som lidt ekstra saft og kraft i andres.

Anarkist European Haze, Royal Unibrew/Albani

Mariehønen

At afprøve Anarkist-brandet fra Royal Unibrew beskrives bedst som en rutsjebanetur. Men ikke just i Dæmonen eller Trærutsjebanen på Bakken. Nej – det er mere som i de forskellige varianter af Mariehønen – rutsjebanen for børn i alderen 2-5 år eller deromkring. Det meste foregår på gulvniveau, og toppene er i en magelig højde, hvor alle kan være med.

I dag kører vi så en tur nedad. Det kildrer en smule i maven, men hvis det sådan rigtig skal vække begejstring, skulle man nok have været lidt højere oppe. Poden, der ellers ville sidde ved siden af, henrykt hvinende ved turen over de bløde kurver, er ikke med, idet øl jo ligegodt ikke er for børn.

Dertil kommer, at i denne type rutsjebaner, er det opturene, der er sjove. Nedturene kunne man i grunden godt være foruden. Ikke mindst når de er så stejle som her. Sidste gang jeg havde en Anarkist-øl i hånden, var det nemlig slet ikke så værst. Men denne gang er der meget tilbage at ønske.

Det er såmænd ikke fordi, jeg på forhånd bliver skræmt væk af, at øllet er en Session – en alkoholafdæmpet udgave af øltypen – her en IPA. Der kan være kompenseret så rigeligt med andre ting – humle fx – så den lavere alkoholvolumen, her på 3,7, næppe kan mærkes.

Ved åbning næres håbet om netop dette, idet bouqueten kan fornemmes allerede ved fjerning af kapslen. Noter af vanille og søde stenfrugter gør deres entre, og folder sig ud ved skænkning, sammen med spæde grannåle – en signaturduft for veldrejede IPA’er. Samtidig kan man beundre bryggets grumsede look. Ufiltreret – ja det tør siges! Plumret er næsten mere passende, og nydeligt i kontrast til bryggets kridhvide skum, der sprødt og modvilligt itubrækkende knejser over det dunkelorange bryg.

De første par mundfulde yder adækvat bitterhed med luftig fylde, præget af af den lethed, som den lave alkoholvolumen typisk byder. Fyrrenåle flankeret af et skarptsyrligt citrusstik yder karakter og temperament. Postivit overraskende, umiddelbart …

Desværre holder de gode takter ikke i længden. Syrligheden tager snart over, og den lette em af friske fyrrenåle, der nænsomt dalede ned over tungen erstattes af en kras, tør og noget harsk aroma af bagegær. Jeg mistænker oxidering, men den slags plejer man at kunne mærke med det samme, og det var ikke tilfældet her.

Jeg prøver et par mundsmage mere, men de første gode indtryk lader sig ikke finde igen. At gå all in med ufiltreret øl har ind imellem sin pris – her betyder det at gæren tager helt over i et bryg, der i begyndelsen ellers virkede lovende.

Det er mere end bare en skønhedsfejl. Den slags burde egentlig ikke ske i store bryggerikoncerner som Royal Unibrew.

Gin N’ Beer, Thisted Bryghus

Fordi man kan …?

Den her har stået i butikkerne ret længe allerede. Og ligeledes har den stået rigtig længe i mit ølskab, fordi … ja, det kan jeg ikke engang rigtig redegøre for. Fordi jeg ikke rigtig gad, tror jeg. På overfladen virkede det mest af alt som et eksperiment, der snarere blev udført fordi man kunne end fordi man egentlig ville prøve at opnå noget nyt og spændende.

Brygget falder i samme kategori som ‘Jack & Beer‘, og ved gennemlæsning begynder jeg at mistænke min underbevidsthed for at have en noget bedre hukommelse end min overbevidsthed … hvis det er det, det man er sådan rigtig bevidst om, rigtigt hedder? For konklusionen på hin anmeldelse var, at brygget mere var noget, man havde klasket sammen fordi man kunne end fordi man ville lave noget, der var rigtig godt.

Og her sidder jeg altså med præcis de samme tanker, efter at have prøvet denne øl. Det kan være tilfældigt. Det kan være fortrængte minder, der trænger sig på. Men, uanset om det er det ene eller det andet, forbliver det et faktum, at Thisted Bryghus burde bruge deres kostbare tid og brygressourcer på at producere nogle flere spændende versioner af Limfjordsporter i stedet for lemfældigt at kaste mere eller mindre tilfældige kombinationer af øl og sprut sammen, hvis færdige resultat kun i begrænset omfang appellerer positivt til smagssansen.

Gin i sig selv – for nu bare at starte et sted. Hvem drikker det rent? Personligt går jeg meget ind for at holde tingene – især alkohol – simpelt. Jeg drikker sprut rent, hvis jeg kan slippe af sted med det. Før jeg begyndte at interessere mig for øl, var jeg en stor nyder af whisky, ikke mindst skotsk single malt. Så bliver det ikke meget mere rent og simpelt.

Med gin har jeg det imidlertid anderledes. Jeg nyder en afkølet Gin & Lemon, eller Gin & Tonic. Men gin alene har jeg svært ved at nyde. Ikke engang afkølet.

“Men her er det jo netop blandet op med noget” hører jeg den flabede læser indvende. Problemet er bare, at hvor jeg undertiden kan finde på at blande tynde pilsnere med citronsaft og i øvrigt har lært at holde af belgiske frugtøl, så kan jeg dårligt forestille mig, hvordan Gin skulle kunne gøre noget som helst godt – især i en øl brygget på belgisk saison-gær. Enebær gør det godt i IPA, men hvordan det skulle kunne hjælpe en belgisk saison på vej, er mig en gåde.

Det er heller ikke duften af en frisksyrlig saison, der møder en ved skænkning af det forholdsvist lyse, højtskummende bryg. Det er derimod den anmassende em af enebærbrændevin. Den kvæler alt hvad der ellers måtte være af ølindtryk i brygget. Også i smagen mærkes ginnen mere end noget andet. Den giver en skarp, for så vidt frisk, men også meget alkoholisk note i brygget, som jeg genkender fra den belgiske triple blonde, der nok er den eneste øl i verden, det aldrig er lykkedes mig at holde af.

Samme types banansmag mere end anes til forventelig afsky og væmmelse. Denne gang er det næppe skabt af gærens estere, men figurerer som en klar bismag af de tilsatte gin-krydderier. Spørgsmålet forbliver imidlertid ubesvaret, hvorfor man overhovedet måtte ønske den smag i øl.

På den positive side indrømmer jeg til gengæld, at brygget ikke virker sammensat og disharmonisk på samme måde som Jack & Beer fremstod. Ginsmagen gennemtrænger nærmest alt i brygget og udgør både grundstamme, biaroma, fylde og mundfølelse. Øl er der til gengæld ikke meget til overs af.

Men hvis man holder meget af gin, har brygget vel sin berettigelse. Gin er stærk alkohol, og det er begrænset hvor meget man kan drikke af det uden at man segner, og på længere sigt tager skade. Med dette bryg kan man nyde den fulde smag af gin – næsten i hvert fald – og drikke det af store kar, uden at blive urimeligt beruset lige med det samme.

Mindelserne om Jack & Beer står imidlertid stærkere end nogensinde før. Også dette bryg fremstår som et eksperiment, man mere har begået fordi man kan, snarere end for at skabe noget nyt og interessant.

Into the Black, Kissmeyer

Jo … det er da bedre …

Kissmeyer har fået endnu en chance for at imponere mig. Første gang gik det jo sådan set meget godt, så nu er spørgsmålet snarere, om denne øl kan leve op til de forventninger, som den første formåede at plante. Som nævnt tidligere, er jeg sjældent voldsomt imponeret over, hvad der kommer ud af Kissmeyer, men på den anden side har det aldrig været så fælt, at jeg helt ville lade deres spraglede emballager blive stående på supermarkedshylderne.

Dette mørke, højtskummende bryg dufter af kaffe med alt for meget farinsukker – selv for folk, der bruger sukker i kaffen (hvilket jeg ikke gør). Og det lover for såvidt godt. Aromaer, jeg ellers afskyr som selve Pia Kjærsgaards væsen – café au lait, cappuccino og i det hele taget kaffe med noget andet i end kaffe – er kærkomment i øl … i modsætning til Pia Kjærsgaard. Hun skal i den grad holde sig ude af både min øl og min kaffe!

Ingen fare for Pia Kjærsgaard i dette bryg … but that is a very low bar. Til gengæld finder man et (lidt for) letflydende bryg, en anelse røget og med en lakridssmag, der virker mere lemfældigt kastet i, end møjsommeligt smagt til. Heldigvis vokser aromaen med tiden til faktisk at blive ganske imponerende, når brygget er skyllet ned.

Eftersmagen vokser og blomstrer med rigeligt af bitre indtryk: Tæt, stærk kaffe uden sukker eller mælk. Røgen bliver ligeledes tættere, og ved mandlerne kastes en ekstra bitter klang af hengemte hasselnødder ind. Apropos fæle oplevelser, der i øl på uforklarligvis bliver en nydelse: Få ting er mere modbydelige end en harsk hasselnød. Men når samme aroma optræder i eftersmagen på en øl, forvandles oplevelsen fra fæl til fin. Det er øllets forunderlige magi.

Brygget her redder sig selv på stregen. En småkedelig, rodet oplevelse bliver til en lille smagsbombe, der ikke bare falder efter brygget har forladt munden, men også hænger ud et godt stykke tid efter.

Slet ikke tosset. Stadig ikke helt i skabet, men ganske bestemt på rette vej.

Russian Imperial Stout, Beard Brew (10 års jubilæum!)

Lige som den skal være.

Bloggen har fødselsdag, og den er rund. For præcis 10 år siden udgav jeg det første indlæg på bloggen – de Indledende bemærkninger, der mest af alt og lige som resten af bloggen mest er noget fordrukkent sludder. Men det er fordrukkent sludder, jeg nu har moret mig med i 10 år. Og jeg har tænkt mig fortsat at fare forværts, mens jeg morer mig (fare, more – see what I did there?)

“Jeg vil smage mig igennem Supermarkedernes udbud af specialøl, og så godt som jeg er i stand til vurdere og rådgive jer læsere om, hvad der er drikkeligt – og navnligt ikke er.” Dette er ikke desto mindre erklæringen fra de indledende bemærkninger – egentlig forbløffende sammenhængende i forhold til resten af det indlæg (og alle de andre der siden kom). Har jeg overholdt målsætningen? Ja – det synes jeg faktisk. Gennem årene har jeg gået efter at være forbrugerens stemme. Jeg er gået efter øl, der har været i almindelig handel, og således blev produkter som fx Grøn Tuborg, Carlsberg Premium, Ceres Top og Royal Pilsner afprøvet tidligt i bloggens historie.

Men jeg er også gået efter kvalitetsbryggene. Og her har jeg ikke været sen til at gå ud over de snævre rammer, formålsparagraffen i de indledende bemærkninger sætter. Der har jeg ikke kun holdt mig til, hvad man fandt i supermarkederne. Næh, der har jeg boltret mig i både specialbutikker, på ølfestivaler og direkte på bryggerierne. Jeg tillader mig, som den fattiglus jeg har været gennem alle årene, at benytte mig af de døre der åbner, når man trods alt er så meget influencer (God, I hate that word!) som jeg efterhånden er blevet.

Samtidig skal det siges, at der i de år, der er gået, siden jeg startede bloggen tilbage i 2010 – i Fjældevænget, Aarhus V (der dengang blev stavet med bolle-Å, og hvor det største bydelen kunne prale af, var en X-factor-pigegruppe, og ikke Yahya Hassan) – har udvalget af specialøl også fået sig et ordentligt nøk opad. Således er Petrus Aged Pale, en sur belgisk øl, der kunne findes på Faktas hylder i efteråret 2017, nok den bedste øl, jeg nogensinde har købt i en supermarkedskæde.

Til at begynde med, var specialøl lig med udenlandske øl. Så selvom jeg for så vidt satte pris på variationen, da Fakta i efteråret 2010 satte nogle øl til salg, jeg ikke havde prøvet før, fnøs jeg alligevel af det lidt for bilsælgersmarte salgstrick. Øllene var ikke spor specielle i Tyskland og England, hvor de kom fra. Den slags trick ser supermarkederne heldigvis ud til at være afstået fra.

Og alligevel – man skal jo starte et sted, og det var da godt, at der blev startet, om jeg så må sige. Var det tilfældigt, at det på den måde tog fart få måneder efter at jeg var begyndt at blogge? Til det kan jeg kun sige: Ja, helt sikkert. Jeg tror absolut ikke de to ting havde nogen som helst sammenhæng. Selvom jeg måske er blevet en man ‘kender’ en smule ude blandt bryggerier og distributører, tror jeg ikke, at jeg har skyggen af indflydelse på, hvad aktørerne smider på hylderne.

En lille smule indflydelse på, hvad kunderne lægger i kurven, til gengæld – det bilder jeg mig ind, at jeg har. Og det er også lige præcis det, jeg har villet opnå.

Derudover – og det overrasker mig faktisk, at jeg ikke nævnte det i de indledende bemærkninger – har min ambition altid været at give læserne en god læseoplevelse. Ja, det lyder uendeligt popsmart og 00’er-agtigt. Men det giver vel nærmest sig selv, at en blog aldrig bliver god, hvis det, der står på den ikke er værd at læse. Både indholdsmæssigt og formmæssigt, nota bene.

Formmæssigt er dette indlæg allerede et rædselseksempel på, hvad flere af mine læsere gennem tiden har angivet som grunden til, at de holder fast i bloggen. Hvilke sindssyge kombinationer, ikke bare af bogstaver, men også af tegnsætning, paranteser, anførselstegn, gåseøjne, accenter, kursiveringer og andre klovnerier man mon bliver budt på i næste indlæg? Det håber og tror jeg, er noget af det, læserne ser mest frem til – ud over anmeldelserne – når en besked om et nyt indlæg tikker ind på mail, Twitter eller Ansigtsbog.

Vel, til et jubilæumsindlæg skal der falde noget ordentligt. Jeg er endnu engang trådt uden for de indledende bemærkningers formålsparagraf, og har valgt en øl, som er blevet sendt til mig fra et lille og meget kvalitetsbevidst randrusiansk mikrobryggeri, der forhåbentlig snart får sit store velfortjente gennembrud herhjemme – Beard Brew.

Deres Russian Imperial Stout valgte jeg at nyde, da jeg forleden dag i et anfald af masochisme, drikfældighed og lyst til at agere socialt (ja, tænk at det skulle overgå mig) arrangerede en livestream på YouTube, hvor jeg og nogle venner (en af dem kendte jeg endda sådan rigtigt i virkeligheden!) ville se lidt af den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentarer. Hvad der kom ud af det, kan ses her, og der vil man også kunne se hvordan brygget ser ud. Jeg var ikke vaks nok i farten til rent faktisk at få taget et billede af brygget … man har vel ikke ADHD for ingenting.

Den natsorte lød og det høje, brune skum kommer næppe bag på nogen, der kender typen. Duften lader til gengæld noget tilbage at ønske, og byder kun på fjerne indslag af røg og kaffe. Skulle dette mon blive den første skuffelse, Beard Brew har budt mig? Der var kun én måde at finde ud af det på.

At smage brygget.

Og se det var jo noget ganske andet. Skuffelsen udeblev med bravour og applaus. At skue brygget på bouquet, eller mangel på samme, ville nok vildlede endnu mere, end at ville skue på udseendet alene. En svag bouquet skal i hvert fald aldrig afskrække nogen. Jeg har prøvet mange øl i min tid, der duftede af næsten ingenting, netop fordi al aroma var gemt i smagen.

Beard Brews Russian Imperial Stout er en mild kæmpe. Et fløjlsblødt, varmt, bamsekram, man kan forsvinde helt ind i, og bare nyde hvordan det trygt lukker sig om én i en følelse af ro og kontemplativ ensomhed. Genren er kendetegnet ved sødme og lethed. Sidstnævnte afskrydses snart, helt uden at det ligger brygget til last. Sødmen udebliver, men savnes ikke. Den er erstattet af en blid, mild bitterhed af førsteklasses aromamokka, nænsomt ristet over skærver af udsøgt tørret eg.

En smagseksplosion er det egentlig ikke – og det behøver en Russian Imperial Stout heller ikke være. Til gengæld sidder aromakompositionen lige i skabet, mens letheden gør, at man rigtig kan nyde bryggets velanbragte smag i lange sug, henover tunge og gummer.

Aldrig må man forpustet og overvældet stille glasset fra sig. Det bliver aldrig for meget‘ – og selvom det egentlig gerne må blive for meget ind imellem, er en øl, der balancerer perfekt mellem udtryk og harmoni, også noget jeg kan gå 100% ind for.

Endnu et lille mesterværk. En mere end værdig jubilæumsøl!

Schiøtz Jule IPA, Albani/Royal Unibrew

Det gjorde den ikke julet …

Vel, en enkelt juleøl havde alligevel forputtet sig. Men det er jo også en efterhånden mangeårig tradition på bloggen, at forrige års juleølsoverskud anmeldes i januar – ja, nogle gange helt indtil påske (for så længe varer julen som bekendt). Men denne gang er der nu kun den ene.

Den blev konsumeret nytårsaften i selskab med børn, bonusbarn, ekshustru og hendes nye mand i deres hjem på Nørrebro. Som man vil kunne se på illustrationen, er brygget i delestørrelse. Så sandheden er egentlig den, at jeg ikke orkede at drikke brygget alene, men manglede en anledning til at dele den med nogen.

Og da den blev drukket i det gamle år, skal den selvfølgelig anmeldes inden jeg skrider til min store årsberetning. Den lover jeg til gengæld kommer som det næste.

‘Juleøl’ er ikke nogen stil, men blot noget, man kan hæfte på en hvilken som helst øl for at kunne sælge den sidst på året … eller i hvert fald fra primo/medio september måned. At det så overhovedet ikke passer til årstidens mad eller vejr, kan man blæse en lang nissemarch. IPA – med sin friskhed, aromatiske profil og bitterhed – gør især godt i sommervarmen og til skarptkrydrede retter. I vinterkulden med årstidens tunge rodfrugter og mørke kød, fungerer den omtrent lige så godt som blomkål til chokolademousse.

Men det skal ikke holde Royal Unibrew tilbage. De laver en Jule-IPA, hvis de vil, gør de. Og til næste advent opfinder de en Julehare, der kommer hoppende med julegaverne, mens påskemanden i foråret kyler æg i nakken på trækvinden, hvilke tider hvilke skikke …

Men før jeg kommer for godt i gang med at afsløre Royal Unibrews marketingstrategi for 2019, må jeg hellere samle tråden fra nærværende bryg op. Undskyldningen for at lave en Jule-IPA finder man i ingredienserne, hvor havtorn, hyben, tranebær og havre vel må tænkes at give brygget et eller andet julet præg. Jeg tænker mere en småfæl kombi af ‘hippie’, ‘nyt nordisk’ og ‘fritidsviking’, men det er nok bare mig.

Havtornen mærker man som en sød note i en ellers traditionelt bitter – og noget blank og industrielt småkedelig – IPA-impression. Der er på trods af de mange tilsætninger ikke rigtig noget ekstra at komme efter, men snydt bliver man heller ikke så vidt …

… og man glædes desuden over, at man heller ikke bliver snydt i smagen. Tværtimod smager brygget overraskende bittert igennem på de rene humleparametre. Tilsætningerne synes at runde smagen lidt af, men næppe mere end typens vanlige aromatiske ledsagearomaer ville have gjort.

Industrikarakterens meget kontrollerede og polerede dimension kan brygget til gengæld heller ikke se sig fri for. Der er ingen overraskelser i brygget – hverken ubehagelige eller det omvendte, og det ender med at gøre brygget stereotypt og generisk – ikke helt uinteressante tilsætninger til trods.

Og noget særligt julet – noget der ville have klædt anden, flæskestegen, ris a la manden eller de efterfølgende julegodter – er brygget nærmest renset for. Brygget ville gøre det decideret skidt til det alt sammen.

Til en børnevenlig butterchicken, til gengæld, ville brygget være udsøgt. Sådan én fik jeg og børnene nytårsdags aften. Ikke som tømmermandsmad for mit vedkommende, thi jeg havde haft en aldeles travl arbejdsdag fra kl. 8 om morgenen – og heller ikke for børnene, må jeg hellere tilføje. Men bare som god aftensmad på en dag, hvor man har lyst til noget take away. Og hvilken dag egner sig mon mere til det, end 1. januar?

Godt nytår til alle læsere. Forbliv indstillet for årsberetningen 2018 snarest.

Black Wych, Wychwood Brewery

Pæn forside …

Jeg hader mig selv for gang på gang at falde for Wychwood Brewerys markedsføring. Ikke alene er der afbilledet gobliner, dværge, hekse og andre eventyrvæsner på etiketterne, men øllenes navne er også bevidst stavet på en måde, så det ligner gammelt eventyrengelsk. Salig Terry Pratchett, forfatteren bag Discworld-serien var en mester i at skrive i et sprog, der gav indtryk af at være meget gammelt. At gammelt engelsk ikke lignede det overhovedet, er jeg ikke et sekund i tvivl om, til gengæld er det så meget desto mere underholdende at læse ‘Diuerse Tales’ omThe olde Wyche’ citeret fra ‘Oldies & Antiquities of Ankhe-Morporke’. Jeg imødegår eventuelle meganørder med hang til flueknepperi ved her at bemærke, at alt er parafraseret frit efter hukommelsen.

Denne stout fra bryggeriet byder sig for tiden til på hylderne i Fakta – så kan læserne jo se, om deres viljestyrke er større end min, når de støder på den. Eventuelt kan man udskyde udfordringen til efter man har læst nærværende anmeldelse færdig. I lyset af, hvordan min oplevelse har været, vil man måske bedre kunne stå for fristelsen.

Dejligt sort og tæt er brygget, omend det tykke, knitrende brune, kogende karamelskum udebliver og erstattes af en noget spag, råvid top. Duften er endnu mindre imponerende – svag og spinkel med en fjern snert af karamelsødet kaffe, der skriger om hjælp bag et alt for tykt og kvælende tæppe af vand.

Lidet overraskende har vandet også godt fat i aromaen. Kaffearomaen titter kun spagfærdigt frem. Det samme gælder karamellen, den er sødet med. Brygget minder derfor i slående grad om Vestfyens for længst hedengangne Mocha Stout, som jeg i sin tid beskrev som tynd kaffe tilsat kulsyre. Overraskelsen indtræder imidlertid i eftersmagen – her lykkes det faktisk en nogenlunde godkendt mokkaaroma at holde sig flydende til gavn for gane, gummer og mandler. Bønnerne som kaffen er brygget af lader altså faktisk til at være fine nok. Der er bare slet ikke nok af dem.

Black Wych er langt fra nogen eventyrlig oplevelse. Rowling, Tolkien og Pratchett fører ikke bare med længder, men hele omgange. En dårligt sammenklasket fortælling med overfladiske karakterer og en tynd historie fuld af plothuller i et billigt science fiction-blad fra 30’erne kan det højest blive til.

Wychwood Brewery er langt bedre til at tegne pæne forsider end de er til at digte noget der bare ligner en ordentlig fortælling.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme