Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: havreøl

Water & Vuur, De Molen

Øl: Water & Vuur
Bryggeri: Brouwerij De Molen
Type: New England IPA
ABV: 6&
Land: Nederlandene
Købt i: Føtex, Thisted

Playing it (too) safe …

Endnu et par kaotiske uger ser ud til at være overstået. I slutningen af august blev mit ansættelsesforhold på fryselagret i Hanstholm, hvor jeg havde arbejdet siden slutningen af april, ophævet. Det kom ikke som den største overraskelse i verden, da tilgangen af ordrer havde været støt faldende faktisk siden jeg startede.
Men hårdt var det nu alligevel. Til gengæld var jeg fast besluttet på, at jeg IKKE skulle ligge under for jobcentrets luner igen. Straks jeg havde fået beskeden, kimede jeg de vikarbureauer, der har givet mig smør på brødet siden jeg flyttede til Thy, ned. Og det lykkedes … sådan nogenlunde … at få timer nok hjem til at jeg kunne holde egentlig arbejdsløshed stangen indtil jeg fandt noget nyt med fremtidsudsiger i.
Det fik jeg så i går – ser det ud til. Jeg tager en tur i noget industriel produktion i Nors – en lille by i cykelafstand fra Thisted. Jeg kommer til at arbejde aften, hvilket burde give mig bedre tid og lejlighed til at få skrevet på min blog, samtidig med at jeg kan få sparet nogle benzinpenge, når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at købe en ny cykel. For det trænger jeg til.

Nåhr ja – derudover sætter jeg også en vis ære i at falsificere Mette Frederiksen og Asocialkammeraternes horrible stråmænd om, hvor dovne arbejdsløse er, og hvordan dagpengesystemet er alt alt for attraktivt. Kort sagt: Gu’ er det ej, og det er virkelig få, der rent faktisk vil foretrække at blive revet rundt til ligegyldige møder, ubrugelige forløb og ligefrem ubehagelige, for ikke at sige direkte nedbrydende slaveriforløb … I ved, det som man i DJØF’sk spin-jargon kalder “aktivering” – frem for rigtigt arbejde.
Man kan selvfølgelig også være heldig at få en konsulent, der gider lytte og rent faktisk hjælpe. Det var min egen oplevelse i sidste rådighedsforløb, der endte aldeles brat efter jeg var bevilget reel opkvalificering i form af et truckcertifikat, frem for ovenstående remse over meningsløse tiltag. Men det er vist undtagelsen mere end reglen.

Nok om det – videre til dagens øl – en New England IPA fra hollandske De Molen. I flere år var det et bryg fra det bryggeri, den uforlignelige stout 666 Black Damnation, der toppede listen over de bedste øl, jeg nogensinde havde smagt. Hvad jeg siden har prøvet fra bryggeriet, når ikke hint mørke bryg til sokkeholderne … ja næppe til underkanten af anklerne.
Som billedet antyder fandt jeg denne øl på ‘køb-billigt-før-vi-smider-det-væk’-tilbud. Det trækker nok heller ikke i den bedste retning i betragtning af, at IPA’er helst skal nydes friske. Men ligefrem ødelagt af at stå lidt bliver de nu heller ikke. Så lad os se …

Af en New England IPA at være er brygget nu relativt klart. NEIPA’er er kendt for næsten at være mudrede i konsistensen på grund af den gavmilde tilsætning af humle. Dette bryg er højst lidt diset. Duften melder sig til gengæld allerede ved opknapning – altea og skarpere citrusnoter af lime blander sig nydeligt og forjættende.
Små, friske splinter af nyhøvlet fyrretræ gør bestemt deres for at gøre et godt førstehåndsindtryk på indersiden af læberne. Noter af lime og bergamot er også præsente, og yder et nogenlunde adækvat medspil langst gummerne.

Og det er egentlig det. Det smager da egentlig meget godt, men samtidig også af alt det, typen plejer at smage af – og ikke af mere, hverken kvalitativt eller kvantitativt.
Man kunne godt bruge enten lidt mere kraft i smagen, eller lidt mere mangfoldighed – flere søde, blomstrede noter fx. Et bryg der nok hurtigt glider ud i glemselen, fordi det hverken behagede ud over det sædvanlige, eller indgød noget element af afsky, der ville få andre end de allermest kvalitetsforskrækkede til at forsværge at afprøve brygget igen.

De Molen skulle finde de eksperimentelle og kompromisløse takter fra fortiden frem igen. De ville både gavne dem og os, der stundom afprøver deres produkter.

Chapter X, Folkingebrew

Øl: Chapter X
Bryggeri: Folkingebrew
Type: New England Style IPA
ABV: 9,5%
Land: Holland
Købt: Donation via drikbeer.com

Hvad vil de?
Ja, jeg har været på hiatus … som vi sikkert vil komme til at sige engang, fordi engelsk sniger sig ind overalt. Lige så stille, og uden vi lægger mærke til det. Og det tror fanden, når Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, samt Venstre, tillige med Konservative … nåhr ja, let’s face it – i forening med Socialdemokratiet, Liberal Alliance og SF ikke bestiller andet end at råbe “Pas på, pas på! Muslimerne arriverer!!! Når fokus er helt væk fra den omsiggribende amerikanske kulturimperialisme kan det ikke undre, at dens indflydelse bliver så meget desto mere effektiv og fremadskridende.

Hvor var det jeg kom fra? Nåhr ja – hiatus … der var lige nogle småting, jeg gerne ville have fra hånden. Min nevø skulle konfirmeres, og ikke alene skulle der arrangeres en masse forud for den temmelig lange køretur fra Thy til København og retur. Når man som jeg har ADHD og en grad af autisme, har man i den grad også brug for at puste en smule ud bagefter. Min YouTube-kanal har således også ligget stille, og jeg har været strategisk i min ølkonsumption, så det næsten på linje med den amerikanske kulturimperialisme omsiggribende hængeparti heller ikke blev mere omfattende.

Brygget er anmeldt på video, hvor man også kan høre den spændende anledning jeg havde til at afprøve brygget. Det skal jeg spare læserne for her, og i stedet skride videre til anmeldelse.
Ved skænkning afsløres et tæt, dyborange bryg, der trods sit prætentiøse ydre ikke formår at imponere synderligt på skumsiden. Selv ved småvoldelig skænkning hæver skummet sig kun få millimeter, bruser så lynhurtigt af, og ender som et småfesent spindelvæv på overfladen. Duften gør heller ikke meget væsen af sig. Det dufter af søde appelsiner, omend svagt … så svagt faktisk, at mistanken melder sig, at det hele er indbildning på grund af bryggets lighed med appelsiner i kulør.
Det går bedre ved indtagelse. Ret meget bedre, faktisk. Der er godt med fylde, godt med bitterhed og godt med aroma. Appelsiner forener sig lystigt med en skarp, næsten stikkende bitterhed af friskflænset løvtræ. En markant alkoholnote melder sig – og det tror pokker med en alkoholprocent vel over ni. Til at begynde med et interessant addendum, men mere og mere trækker det brygget i en skæv retning, hvor man mistænker de gæve hollændere for at have skævet lidt for meget til naboerne mod syd.
Det (lidt for) markante alkoholelement i det lyse bryg får det til at minde om den belgiske Triple Blonde – eller bananøl som det gerne kaldes. Bananaromaen er man (gudsketakoglov) fri for her, men fornemmelsen af industriel alkohol er til gengæld intakt, og skæmmer desværre en smule, hvad der ellers kunne have været en aldeles nydeligt bitteraromatisk og fyldig IPA-oplevelse.

Ødelæggelsen er dog langt fra total. Men bryggerne hos Folkingebrew burde være lidt skarpere i eksekutionen. Vil de lave en IPA eller en Triple Blonde? IPA, lader det til – jamen så drop noget af alkoholen. En IPA drikker man for aromaens skyld. Ikke for at blive fuld.

Oh… Dream, Other Half Brewing

Øl: Oh… Dream
Bryggeri: Other Half Brewing
Type: Cream India Pale Ale
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Donation via drikbeer.com

Mere IPA, mindre Cream …
Hvis man (som jeg, “tak” ADHD) har svært ved at koncentrere sig i længere tid ad gangen om det skrevne ord, kan man evt. springe over på min YouTube-kanal og få en anmeldelse i lyd og levende billeder. I samme ombæring kan jeg opleves hudflette en såkaldt ‘tankie’. Tankies kan beskrives som vore dages autoritære kommunister. De sværmer åbent for sovjetstyret og må ikke sjældent tage sig i at overdænge ikke bare Lenin, men også hans efterfølger med det tætte overskæg med idel, kompromisløs smiger.
Jeg gætter på, at de ser sig selv som en del af venstrefløjen. Som en særlig red-pilled fraktion, der har indset, at den øvrige venstrefløjs føleri og humanisme står i vejen proletariatets diktatur – der i deres verden (i modsætning til Marx’s vage begreb) ikke alene ses som det endelige revolutionære mål, men også står som et synonym for deres egen blodtørst. Ikke blot imod den borgerlige klasse, men selvfølgelig også mod alle, der ikke følger præcis den samme, ekstremistiske og rigide linje som dem selv. Af denne grund listes der hos tankies gerne elementer ind, der under normale omstændigheder er det diametralt modsatte af, hvad venstrefløjen står for. Hos tankien i videon kan man således finde åbenlys misogyni – mildt sagt idet han (ja, han, selvfølgelig) uden omsvøb identificerer sig som incel (don’t even get me started om hvad det er. Læs selv her og vær bange, meget bange). Føj dertil homofobi, transfobi, queerfobi og racisme.
Det kommer næppe som den store overraskelse, at jeg ikke anser disse idehistoriske efterladenskaber som del af venstrefløjen på nogen mulig eller umulig måde. I tankiens verden består kommunismen af en ultralille elite, der har den fulde magt over produktionsapparatet og kapitalen, og som helt uden skyggen af befolkningsrepræsentation kan udøve den magt lige så hensynsløst som de har lyst til. Endemålet er dermed fuldstændig det samme som den post-industrielle neokonservatisme-liberalisme, som vi lever under i dag, hvor et exceptionelt lille mindretal af ultrarige kapitalejere besidder stort set alt, mens de folkevalgte regeringer og parlamenter ikke tør gøre andet, end spagfærdigt nikke og efterkomme de ultrarige elitisters mindste vink.

Det eneste, man måske kan rose tankies for, er et mål af ærlighed. At de relativt ærligt melder ud om , at de er autoritære og hadefulde, samt at de ville knuse ethvert tilløb til frigørelse fra befolkningens side med brutal magt. Neokonservative elitister i den vestlige verden fylder rutinemæssigt befolkningen med løgn om, at de ønsker så stor frihed for befolkningen som muligt. Desuden vil befolkningen helt sikkert få det meget bedre, hvis elitisterne ikke behøver betale skat, samtidig med at befolkningen får halveret lønnen, frataget alle sociale ydelser og der indføres brugerbetaling på sundhed.
På den måde lyver tankies i det mindste ikke. Det er mere sådan noget med at true med at stille folk direkte op ad en væg og … resten behøver jeg ikke udpensle. Tankies springer vel egentlig bare direkte til det stadie af det vestlige kapitalistiske samfund, hvor fascismen overtager. Det gør fortsat ikke tankies til en – måtte den ellers være nok så obskur – del af venstrefløjen. De er og bliver kun kommunister af navn, og var, er og vil altid være en bande afstumpede fascister, i kategori med falangister, fascister, nazister og andet skravl på den yderste højrefløj.

Øllet? Jamen det er såmænd fint nok. Engang var der noget, der hed cream ale. Det brød jeg mig ikke særlig meget om. Det føltes underligt tamt og dovent på tungen, og smagte aldrig ordentligt igennem. Da jeg så, at bryggeriet her havde lavet en ‘Cream IPA’, og så oven i købet med havre (og hvad mener vi om havre i øl?) fik forventningerne et dyk. Ville dette være en kedeligere variation af den IPA-type, jeg ellers elsker så højt, med dens krasse bitterhed og ansigtsvridende aroma?
Det er selve IPA’ens ide, der ville være under angreb. Men som sagt – der viste sig at være såre lidet at frygte. Og oven i købet så det også godt ud – fuldstændig uigennemsigtigt gult, som en uskrællet pomelo i glasset. Skummet lavt, men standhaftigt og klæbrigt.
Duft og aroma følges ad – tørt nåletræ og rigeligt med citrusfrugter – og her er det mere sur lime og citron end søde appelsiner og klementiner man møder. Brygget rammer faktisk ganske nydeligt balancen mellem aroma, drikkelighed og fylde, ved ikke at være for meget nogen af delene. Det smager godt, føles godt og det slukker tørsten.
Balancen fremhæves til gengæld en smule på bekostning af konturen. Jeg har prøvet IPA’er der var mere markante i aromaen, fylden eller de tørstslukkende egenskaber. Og brygget fortjener bestemt ros for ikke at lægge for meget vægt på sidstnævnte – men så er det til gengæld også en lille smule ærgerligt, at der ikke bliver lagt helt så meget vægt på det første.
Kompromiser kompromiser … vel – en lille smule af cream alens karakter havde brygget måske alligevel fået med. Men heldigvis ikke mere, end at brygget er til mere end blot godkendt gavn.

Cream … – ja, det var Eric Claptons gamle band. Eric Clapton har vi godt nok heller ikke været heldige med. Men det må jeg hellere lade ligge til en anden gang, hvis det her indlæg nogensinde skal bliver færdigt.

Øl Havre, Thisted Bryghus

Øl: Øl Havre
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Havrestout
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Spar, Bedsted Thy

Jeg forstår stadig ikke hvorfor …
Planen var, at jeg inden for kort tid skulle kværne en masse anmeldelser af, så jeg kunne komme i bund med det hængeparti af øl, der på det sidste er blevet smagt, men ikke skrevet om. Det gik ikke så godt, som man kan se. Nu er der endnu engang gået næsten en uge siden sidste anmeldelse, og for at det ikke skal være løgn er der i mellemtiden også blevet drukket endnu en øl.
Nej, planlægning har aldrig været min stærke side. Det er den sjældent, når man har ADHD. Til gengæld er man god til at finde på undskyldninger – så er der arbejde, så er der familie, så er der en video, der skal laves, så er der pludselig EM, der skal ses …
Og god og snarlig bedring ønskes Christian Eriksen naturligvis oven på den omgang. Finnerne skal også ønskes tillykke med, at de vinder deres allerførste kamp ved en stor turnering nogensinde, og så oven i købet over et hold, der efterhånden har lang erfaring i deltagelse i store turneringer. Olsens ødelæggelser vil nok være synlige på landsholdet i lang tid endnu.

Mai og Vibeke Manniche ønskes samtidig for evigt bare fødder og legoklodser – gerne små og spidse af slagsen – strøet med jævn hånd overalt hvor de måtte gå. At udnytte en potentiel national tragedie såsom et hjertestop i en landskamp til at sprede sin egen forløjede, konspiratoriske kæphest, er virkelig noget man skal være et ekstraordinært ufølsomt og narcissistisk individ for at gøre uden at rødme.

Og oven på sådan et par oplevelser – Christian Eriksens hjertestop *OG* Mai Manniches forsøg på at benytte anledningen til at hverve medlemmer til hendes anti-vaxx-sekt – har man sgu bare brug for et kvantum alkohol. Ikke mindst når man er i (virtuelt) selskab med sådan nogle søde mennesker. Og så havde jeg altså bare ikke nogen øl på lager, jeg allerede havde afprøvet, og sådan blev dét hængeparti altså ikke spor kortere …

Anledningen for den her øl husker jeg til gengæld ikke klart. Men jeg tror egentlig bare, den blev drukket til madlavningen en aften hvor jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at få tyndet en smule ud i lageret. Ud over de øl jeg har prøvet men ikke anmeldt, er der stadig et anseligt antal, der mangler at bliver prøvet.
Der er tale om en havre stout. Sådan én udråbte jeg til at være en af de mest middelmådige øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og den var oven i købet i den bedre – eller rettere, mindre ringe – ende af typen. Tynd, underligt brødagtig og med en våd, flad aroma. Sådan har min oplevelse indtil videre været af en genre, som bryggerierne fortsat hårdnakket hævder, er meget spændende, og har et vældigt potentiale.

Synet kan man selvfølgelig altid nyde. Et natsort, omend meget letflydende, bryg under et lige lovligt lavt og snart kollapset skum …
Ja, det meste af den visuelle fornøjelse er hurtigt overstået. Sådan er det også med duften, der byder på kold kaffe med fløde. Begge dele desværre af den tynde slags – pulver og fedtfattig, laktosefri whitener, snarere end en 38% piske.
I smagen viser kaffen sig imidlertid at være af nogenlunde lødige bønner. Ledsagesødmen af ahornsirup gør også godt, omend den ikke gør helt nok væsen af sig, og måske heller ikke matcher mokkaen helt rigtigt. Resten af brygget er desuden mere end tilstrækkeligt gråt og kedeligt til, at det vel formår at overdøve den ellers hyggelige kaffeslabberas. Alt for meget vand opløser det meste af oplevelsen, og ujævnt fordelt i overskudsvæden forefindes en underligt grynet substans – uden egentlig aroma, men med evnen til fysisk at ramme alle mundens indersider – tunge, gane, gummer, mandler, svælg – for således yderligere at forstyrre og aflede oplevelsen af den smule brygget trods alt havde af anstændig aroma.

Jeg forstår fortsat havrestouts dårligt, og endnu ringere hvorfor bryggerierne stadig gider prøve.

Oluf Kviter, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave IV)

Øl: Oluf Kviter
Bryggeri: Klosterbryggeriet
Type: Brown Ale
ABV: 7,0%
Land: Danmark
Købt: Modtaget som donation

Hængepartier …

Jeg kunne godt huske, at denne øl indgik i en serie, jeg på et tidspunkt fik af min gode ven og medsmager Marcus. Hvad jeg til gengæld havde glemt var, at gaven stammer helt tilbage fra julen. I det første indlæg fra 20. december udbreder jeg mig frimodigt om, hvordan øllene vil blive anmeldt i lyset af den stundende højtid og jeg vil ligeså vurdere, hvor juleegnede øllene er. At sige, at jeg ikke fik levet helt op til de ambitioner er årets underdrivelse. Til gengæld kan man i de næste indlæg i fuldfede drag nyde min indignation og forargelse over stormen på den amerikanske kongres, og optakten til den – skulle det vise sig – udramatiske indsættelse af Joe Biden som præsident. Historisk vingesus er der rigeligt af – (bag)julestemning, not so much.

Temaet her er imidlertid ikke det eneste hængeparti, der har bygget sig op på det sidste. Yderligere tre øl, jeg allerede har prøvet, står i kø til at blive anmeldt på bloggen. Jeg ved ikke hvorfor det så tit ender sådan, for jeg hader de her hængepartier. Ikke mindst fordi der nogle gange går så lang tid fra konsumption til anmeldelse, at det eneste jeg reelt har at støtte mig til, er mine noter. Og de kan også være højst sparsomme.

Den her kan jeg ud fra fem notelinjer fx konstatere, at jeg glemte at dufte til, før jeg begyndte at smage på det natmørke, højt- og gyldentskummende bryg (og for den visuelle beskrivelse, har jeg ikke blot taget billedet til hjælp, men udelukkende brugt det og ikke andet). Så duften må læserne have til gode.
Direkte til smagning altså – Kaffe og karamel – god aromatisk kaffe, og så vidt jeg husker flydende karamel, som man finder det i fyldte chokolader a la Toms Skildpadder. Men knap så fyldigt. Brygget flyder let henover tungen, smager godt igennem, men som det er med brown ales kniber det med lysten til at holde brygget de ekstra par sekunder i gabet, før det skylles ned. En smule tynd – eller bare lettilgængelig. Det er et spørgsmål om dagsformen samt almindelig smag og behag.

Til julebordet (jeg må hellere runde temaet af ved at gribe tilbage til en lille smule af det, jeg i forne tider indledte med) ville den dog næppe være ideel. Den bitre kaffe ville ikke klæde fed mad ideelt, og den noget bastante karamelsødme egentlig heller ikke.
Nyd den i stedet, som bryggeriet selv anbefaler til “krydrede middagsretter og fyldige desserter”. Her er der nok mere tale om en efterårsøl end en juleøl – og kun i meget ringe grad en sommerøl.

Nej, det er heller ikke lykkedes mig at finde ud af, hvem Oluf Kviter er eller var.

Kundalini, Flying Couch

Øl: Kundalini
Bryggeri: Flying Couch
Type: IPA
ABV: 6,7%
Land: Danmark
Købt i: Chokolenten, Hanstholm

Mesterklasse!

Den sidste øl, jeg købte i Chokolenten, Hanstholm, var ikke nogen større succes. Jeg var skuffet af mere end én grund. Ud over de uindfriede forventninger var der prisen. Hanstholm er udkantsdanmark … ja, Hanstholm udgør velsagtens det allerlængste man kan komme væk fra København uden at forlade landet – og alligevel ved de, hvad de skal tage for de fancy øl deroppe i Chokolenten i Hanstholmcenteret.

I det mindste har dette fancy bryg da et lokalt præg. Malten stammer fra gårdmalteriet Gyrup, der virkelig ligger ude i absolut ingenting, skal man tro Google Maps. Midt i Nationalpark Thy lige ud til Nørhå sø, for enden af en lillebitte og formentlig meget smal vej, man kun kan komme på fra Sønderhå-siden. Så bliver det næppe mere lokalt, eller mere et sted, man ikke ønsker at punktere.

Og Flying Couch er ikke de eneste aftagere af Gyrups malt. Løkken Bryghus bruger dem også, så der er nok gang i geschæften derude mellem klitterne. Flying Couch har jeg i øvrigt kun stiftet bekendtskab med en enkelt gang før. Men hvilken gang! Jeg drak en anden af deres IPA’er som wind down efter mit voksne livs største koncertoplevelse – Napalm Death på Loppen, Christiania for nu lidt over tre år siden.
Og jeg kunne lide, hvad jeg smagte dengang. Jeg burde nok prøve dem noget oftere end med flere år imellem, for også denne gang har de formået at behage smagssanserne mere end adækvat.

Lime, grannåle og vanille behager dybt allerede ved skænkning af det lyse, men også meget tætte, højtskummende bryg. Appelsinorange og næsten til at skære i optager det næsten demonstrativt glasset i en på én gang perfekt visuel og olfaktorisk præstation.
Og der er heller ikke glemt noget i smagen. Bitterhed så sprød som nyristede cornflakes blander sig med søde, aromatiske citrusfrugter; clementiner danser kinddans med nåletræsflis – ikke til Napalm Death, ganske vist (jeg tør næsten ikke tænke på, hvor galt man kunne komme af sted med at forsøge sig med kinddans til den slags) næh – det er vist mere til noget med en italiensk smørtenor og et big band.
Ikke alt behøver være et brøl af en energiudladning. Hvad man kan nyde i dette bryg er en massiv og langvarig aromatisk IPA-oplevelse, der lever videre længe efter at brygget er skyllet ned. Sjældent har jeg oplevet en så vedholdende og harmonisk eftersmag – ikke bare i en IPA, men i noget bryg.

Det er rigtig godt gået af Flying Couch – endnu engang. Der skal ikke gå endnu tre år før jeg prøver dem igen!

DDH Citra x Galaxy IPA, Arpus Brewing Co.

Direkte til tops!

18.700.000.000 til minkindustrien … Så er udeblivende kritik fra landbruget vist nok også både købt og betalt med renters rente … indtil regeringen skifter, for så ved vi, at højrefløjen vil forlange rigsretssag alligevel. Landbruget er og bliver det mest forkælede erhverv i Danmark, og det er ikke mindre pudsigt at de største støtter af de permanent offentligt støttede gylleproducenter fnyser i afsky ad mennesker, der ikke kan forsørge sig selv, og må ty til det offentlige for at få hjælp til dagen og vejen. Når det kniber for landbruget er de offentlige kasser til gengæld uden bund, mens arbejdsløse og svage helst skal udsultes, gøres hjemløse og efterfølgende jages og kriminaliseres – ikke mindst hvis de er mørke i huden #ghettopakke.
Men dobbeltmoral er jo intet nyt, når det kommer til de frådende neoliberalister, vi finder i Venstre og Liberal Alliance … og Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF … and the list goes on.

Imens kræver den dybt reaktionære klub af voldspsykopater og sølvpapirshatte, samt voldspsykopater iført sølvpapirshatte ‘Men in Black’ statsministeren aflivet ved hængning eller afbrænding … måske begge dele på én gang at dømme efter deres seneste manifestation.
Jeg har ingen forventning om, at de har tænkt sig at ændre deres syn på Mette Frederiksen efter hendes exorbitante foræring til en i forvejen skrantende minkindustri. Til gengæld giver den sortklædte bande voldsbøller om ikke andet et indblik i, at der findes et segment i samfundet, der åbenbart bare har brug for at skabe sig åndssvagt.
Undskyldningen finder gruppen normalt på fodboldstadions er der meget der tyder på. Og når det ikke længere er en mulighed, må aggressionerne bare udløses et andet sted. Man kan tage bavianen ud af vildmarken, men ikke vildmarken ud af bavianen.

Nok om det. At få noget nogenlunde sammenhængende fældet ned på skrift om de trainwrecks af clusterfucks der konkurrerer om at eksplodere i hovedet på os i øjeblikket er svært nok. Så vil jeg meget hellere skrive om den seneste øl, jeg har prøvet. For der er der langt mere at komme efter!

Med DDH (=Double Dry Hopped) etc. etc. har Lettiske Ārpus Brewing Co. (med så’n en dimmerlimmer over a’et for at vise at det er langt) sparket både sig selv og Letland ind på bloggen med en raketfart, der kunne få enhver ‘Man in Black’ til at antage hele det kromatiske spektrum i rækkefølge af ren misundelse. Opskriften er ikke videre original – til gengæld er den grundigt gennemtestet og aldeles effektiv: En dobbelt tørhumlet IPA med Citra og Galaxy-humle – så skal det godt nok gå meget galt, hvis ikke det bare er en lille smule godt.

Imponerende er det i hvert fald som den pomelogule, uigennemsigtige masse langsomt optager glasset. Bryggets modvillighed mod at forlade emballagen er ikke ulig hvad man kan opleve med visse meget tætte, stærke stouts. Og som om det ikke alt sammen var nok, så tårner det cremede skum sig op som ved en anden Venus’ fødsel. Duften er ikke mindre inciterende. Frisk og fornøjeligt syrlig af skarpe citrusfrugter; lime og grape samt et bittert skud som man møder det i en moden appelsin.
Fylde, fløjl og fløde plasker vellystigt alle mundens indre flader til med de fineste, mest udsøgte aromaer, IPA kan byde på. Frisksnittede pæle af lyst træ støder begærligt i tungen, vanillen gnider sig kælent op ad ganen, mens den cremede mundfornemmelse af tyk fed fløde med appelsinessens binder det hele sammen og pulserende udløser det ene orale klimax efter det andet.
Sikke en debut! Nydelsen er absolut, kompromisløs og nyskabende alt den stund, at jeg aldrig før har oplevet en IPA med en sådan fylde før. Aroma – ja. Fylde – nej! Glem alt om East Coast, West Coast, British eller New England IPA. Lettisk IPA er the shit – som de unge, lettere (see what I did there) misvisende kalder det nu om dage. Tænk, at det den ultimative IPA skulle findes på det kontinentale Europa.

Den slags giver – om ikke håb, så i hvert fald trøst, når COVID-19 og rablende idioti på samme tid hærger verden i to gensidigt forstærkende pandemier. Smagen i munden er nok bitter, mens vi ser hele verden synke i grus for vore øjne – men dårlig er den ingenlunde!

Årsøl, Klosterbryggeriet (Marcus’ julegave I)

Nærmest himmelsk …

Marcus – min trofaste medsmager gennem årene – var så venlig at sende mig et par bøger jeg havde bestilt i julegave, sammen med en julegave til mig, jeg slet ikke havde forventet: Fire øl fra Klosterbryggeriet, et etablissement på Øm Kloster ved Ry.
En stor tak skal lyde til ham. Desværre kommer det nok til at vare noget tid, før vi igen kan nyde øl sammen, what with pandemi and all. Til gengæld er jeg evigt taknemmelig for forsendelsen, der nok skal være udvalgt med omhyggeligt hensyn til mine følsomme smagsløg.

Der var ikke nogen juleøl i samlingen, og godt det samme. For juleøllene har vi ikke været videre heldige med i år. Til gengæld har det slet ikke stået så skidt til med de øl, der ikke har været juleøl. Traditionen tro har flere af dem været væsentlig mere juleegnede end juleøllene selv, og det skal slet ikke udelukkes, at det også kunne være tilfældet med nogle af disse øl. Det bliver imidlertid noget begrænset hvor mange af dem, jeg kan nå at prøve og anmelde inden juledagene. Men det jeg når at anmelde, vil selvfølgelig blive anmeldt i lyset (eller rettere mørket) af den stundende højtid.
Den første er en af mine favorittyper … nu hvor de sure øl er ved at få overtaget som min favorittype, må IPA, som vi sidder med her, se sig om ikke slået, så i hvert fald i skarp konkurrence om førstepladsen, og således kun være en af mine favorittyper for tiden.

Den her IPA kæmper fra starten bravt for at genindtage førstepladsen på vegne af sine brødre. En tæt bitter em af friskskåret træ blander sig lækkerhedsagtigt med en nyligt åbnet stor pose altheabolsjer. Aromatisk, sødt og først og fremmest skarpt bittert – lige som det skal være. Kønt er brygget også – korngult under kridhvidt, fedtet skum … det behøver ikke være fancy eller utraditionelt for at være perfekt.
Det gælder i øvrigt også i smagen. Hvis bare brygget ellers er bittert og frisk er det som regel ikke bare godt nok, men rigtig godt. Man skal ikke desto mindre ned i detaljerne for at finde forskellene på de gode IPA’er, og på det punkt overrasker dette bryg.
Bitterheden er skarp, vældig og fremturende af tørt nåletræ, der flækkes med et knald. Ind mellem årerne vælter den friske harpiks, sød som honning og med en karamelliseret karakter, jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde er stødt på før i en IPA.
Og det fungerer! Fra tid til anden kaster bryggerierne en ny ingrediens i mæsken – eller de prøver med en ny gær eller en ny humle. Nogle gange går det godt, andre gange må man løbe for at den spontane udspytning kommer til at ske et sikkert sted, og ikke på stuegulvet. Men her går det altså godt.

Debuten for Klosterbryggeriet er i hus, og de har bestået med glans så stor, at jeg tør være optimistisk med hensyn til de næste også.

Men alt kan brygget ikke – det er ikke lige til julemiddagen, det skal nydes.

Fruity Winter IPA, De Proef Brouwerij

Sådan kan man tage fejl …

Jeg har længe haft Kihoskh-brandet i kikkerten. Ikke alene ser det altid vildt fancy ud, det brandet forbindes med, men navnet er også – så vidt jeg ved i hvert fald – tyvstjålet fra hvad der i sidste ende nok er min yndlingstegneserie over dem alle: George Remi aka Hergés Tintin.
Kih-Oskh er navnet på en ægyptisk Farao, hvis grav Tintin er med til at skænde i begyndelsen af albummet Faraos Cigarer sammen med arkæologen Sophocles Sarcophagus, som han har mødt på et krydstogt. Det er selvfølgelig oplagt at opkalde en ølbiks efter hin farao, hvis navn jo næsten lyder som Kiosk – men lidt mer’ hipsteragtigt, fordi der er smidt nogle h’er ind strategiske steder for at få det til at se sejt ud.

Men det er faktisk først lige nu her, at det er gået op for mig, at Kihoskh er en distributør* og ikke en producent. SuperBrugsen Thisted kan heller ikke finde ud af det, idet de havde denne øl angivet som én fra Kihoskh. Distributørens logo er også at finde på etiketten, og det er faktisk kun, hvis man læser det med småt – så småt at jeg må have brillerne til hjælp – at man opdager, at producenten slet ikke er Kihoskh. Brygget er ikke engang fra Danmark. Det er fra Belgiske De Prouf Brouwerij, som vi ganske kort har været forbi før, da de lagde anlæg til et af Mikkellers bryg.
Så det ville være temmelig hyklerisk af mig, at pege fingre ad SuperBrugsen for den fejltagelse, når nu jeg selv havde hovedet under armen. Til gengæld vil jeg brokke mig over, at Kihoskh på den måde møver frem på andre firmaers etiketter, og sådan giver indtryk af, at de står bag de fine bryg de distribuerer. Jeg synes, de skulle finde på andre måder at begå marketing på. Når det så er sagt, tror jeg, at jeg vil lægge vejen forbi deres lokaler på Søndre Boulevard på Vesterbro, når jeg næste gang frekventerer hovedstaden – for der er altså virkelig gode sager på hylderne derinde.

Hvad angår De Proef Brouwerij troller de helt sikkert den lokale flamske højrefløj ved at kalde brygget her en winter IPA i stedet for en Christmas IPA. Som bekendt skal alt, der produceres efter 15. oktober eller der omkring indtil midten af januar betegnes ‘jul’ og ikke ‘vinter’, for gør man sidstnævnte driver man femtekolonnevirksomhed for den muslamistiske magtovertagelseskonspiration i Danmark. Spørg bare Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard og resten af det slæng, som jeg helst ikke nævner flere af her på bloggen, fordi jeg allerede nu mærker trangen til at dyppe tastaturet i sprit og klorin. Endnu nødigere skulle jeg tilskynde læserne til at skylle deres øjne i samme – ikke kun fordi I så ikke ville kunne læse bloggen i fremtiden, men sandelig især fordi jeg helst vil spare jer ubehaget.
Krigen mod jul fik imidlertid ikke rigtig luft under englevingerne herhjemme i år. Måske har idioterne fra sidste år lært lektien, og skal ikke nyde at blive udstillet som det de er – idioter – en gang til? Det er egentlig lidt ærgerligt, for jeg morede mig kosteligt over det for et års tid siden.

Apropos kosteligt … Det kan godt være, at IPA må vige pladsen som min yndlingstype for belgisk sour. Men det betyder jo ingenlunde at jeg ikke længere drikker IPA med allerstørste velbehag. Brygget her varsler godt på snart sagt alle måder: Det koster en formue (hvilket ikke er en garant for kvalitet, men ikke desto mindre et fingerpeg), det troller højrefløjen via navnet, med sin gyldne, tågede kulør og sit høje, fedtede skum ser det rigtig godt ud når det skænkes, og bouqueten er et overflødighedshorn af det bedste, man forbinde IPA-typen med: Grape, lime, vanille, lyst sukker og en stikkende fornemmelse i næsevæggene af de fineste, spæde grannåle.
I munden snitter bitterheden straks lange furer i tungen, mens frugtsalaten – udvalgt fra alle hylder med citrus – fornemmes som en damp overalt i gane og gummer. Alligevel føles brygget let som dun som det glider henover kæftens indre organer. Af fylde har brygget kun det absolut nødvendige – for mere behøves ikke i dette sprøde, bitterfrugtige mesterværk. Brygget bærer på en pude af luft af dun alt hvad hjertet kan begære af aroma og vederkvægelse – og det er bestemt ikke forbeholdt vinterkulden. På en varm solskinsdag mellem Juni og August ville det gøre mindst lige så godt som nu.

Uden sammenligning både jul og vinters foreløbige vinder.

*UPDATE 31/12-20: Khioskh viser sig at være et nomadebryggeri, der anvender andre bryggeriers brygfaciliteter til at producere ølspecialiteter. Beklager forvirringen og ønsker læserne et godt nytår.

Whirl Domination, To Øl

Still here …

Jeg har endelig taget mod til mig og afprøvet det andet ‘To Øl’-bryg, jeg forleden købte i Føtex. Det første, jeg prøvede var en særdeles skarptandet pale ale, der var mere end værdig til at få et ‘India’ hæftet foran.

Derfor var det også med tilbageholdt åndedræt og en knivspids frygt, at jeg valgte at åbne denne egentlige IPA, da jeg i fredags skulle tilberede butter chicken til aftensmaden (check min krydderiblanding her. Tilføj gerne hvidløg efter behov.)

Det jeg var mest spændt på var, hvordan To Øl ville ekspandere pale ale-konceptet, til noget endnu mere skrapt og aromatisk, når nu de allerede havde fremmanet et mindre monster? På den visuelle side viser Whirl Domination sig at være en kende lysere i løden, men til gengæld også tættere i teksturen; en orangegul barriere for alt lys, der prøver at trænge igennem det. Til gengæld kan det reflektere orange og gult lys aldrig så nydeligt.
I kras- og skarphed gør bouqueten det godt omend næppe House of Pale rangen stridig. Til gengæld nyder man typens andre dufte en anelse mere – der er masser af frugt til stede; lime, appelsin og grape. Det samme gør sig gældende i aromaen. Der findes ikke mange pale ales, der river mere i gane og svælg end den her IPA – men bryggeriets egen House of Pale gør altså.
Til gengæld følges hin pale ale uden ‘India’ foran slet ikke af det farvestrålende frugtudvalg, nyderen bliver tilbudt i brygget her. Grape og appelsin får følgeskab af mango og fersken med vanille som fyld og smagsforstærker. Og det er såmænd ikke fordi bitterheden er glemt – som sagt er det kun ganske få pale ales, faktisk kun én jeg har prøvet (gæt selv hvilken. Det er ikke fordi jeg ikke har nævnt den flere gange i indlægget her allerede) der kan gøre den her rangen stridig i karsked, friskhed og ru bitterhed.

En kende mindre bitterhed. Til gengæld meget mere frugt … jeg kan sgutte sige hvad der er bedst. De to øl fra To Øl er vel nærmest lige gode …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme