Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: frugt

Løkken Badehus, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VII

Se om det løkkes …

Turen til Løkken går i dag ad stranden ved Vesterhavet. Løkken er et landskendt ferie- og badested, og det har det været siden ruder konge var knægt … eller næsten i hvert fald.
Jeg husker, hvordan det for nogle år tilbage var berygtet som venue for unge menneskers ugelange massive dødsdruk – en dansk pendent til Loret del Mar, Sunny Beach og hvad alle de der steder nu ellers hedder. Jeg skal ikke spille hellig – jeg har også været ung engang. Jeg gik ordentlig til den hvert år når der var festival – og gerne senere på sommeren også, når jeg var på diverse politiske sommerlejre.
Dagens bryg er da heller ikke en hyldest til Løkken som ungdommeligt Tour-de-Kneipe-sted, men derimod helt konkret til de på stranden forefindende badehuse, hvor strandgæsterne uforstyrret af nysgerrige og – lets face it – sleske blikke, kan klæde om før tåen dyppes i brændingen. Tidligere blev de kørt ned til stranden fra byens badehotel – nu om dage er de angiveligt fast inventar. Jeg tror aldrig selv, jeg har været i byen, så det er ikke noget, jeg har oplevet ved selvsyn. Nu er jeg mildt sagt heller ikke nogen strandløve selv.

Og før jeg i øvrigt kommer til at lyde som en anden boomer, selvom jeg i virkeligheden hører til den yngre halvdel af Generation X, må jeg hellere skride videre til denne, den syvende i rækken af Løkken Bryghus-øl. Bryggeriet har sendt den samling af øl, jeg anmelder, til flere bloggere for at få noget omtale, som jeg med glæde giver dem i bytte for øllene. Men det skal foregå i mit tempo og på mine præmisser, og jeg må nok snart til at holde en pause i rækken, hvis jeg også skal nå at anmelde et seriøst udvalg af årets juleøl. Bare så læserne er forberedt på, at temaet her nok først afsluttes engang i det nye år.

Her er der tale om en wit – den belgiske udgave af hvedeøl. Temaet er velvalgt til Løkkens hvide sandstrande og sommervejr, hvor netop denne type øl med sin friske og – let’s face it once again – vandede karakter nok skal vederkvæge i heden. Selv er jeg ikke nogen stor fan af typen, men må dog indrømme, at den lejlighedsvis har ramt plet.
Typens traditionelt citrongule lød og tågede ydre karakteriseres dette eksemplar imidlertid ingenlunde af. Kun det fedtede, klæbrige skum peger umiddelbart væk fra en pilsner af wienertypen – men en wit er det ikke desto mindre, hvilket hvedemalten vidner om. Dertil kommer appelsinskal, så brygget potentielt også kan bruges på nærværende årstid, skulle man komme til at glemme den i ølskabet.
Det er nu mest udseendet, der falder uden for karakter. Den sprudlende friskhed er i hvert fald meget nærværende og mere end sufficient læskende i enhver dehydrerende cocktail af sol og saltvand. Man skal vente lidt på aromaen, men det er snart sagt mere en lettelse end en skuffelse i betragtning af hvor tit den belgiske wit går … wait for it … for vidt [drumroll] i gær- og banansmag.
Men her er der intet forstyrrende element af gær. Brygget er kun antydningsvis banansødt og vel inden for grænserne, ikke bare af det acceptable, men ligeså det ønskværdige. Dertil melder der sig efterhånden et for typen usædvanligt bittert indslag af hasselnødder – en stærk aromakontur i en brygtype, der alt for ofte ender udefinerbart surt-sødt og kun som en begrænset fornøjelse.

Her er friskheden intakt – sammen med den reelle, nærværende smag, man alt for ofte savner.

Det er løkkedes meget godt.

Alexander, Rodenbach

Umsteigsdroge …

“Jeg har været i Kina
Og rørt ved formandens Mao.
Krydset Biscayen i kano
Vindstyrke 12.
Med Fidel i Kastrup
Delte jeg en kande kakao.
Og så var jeg half-back
På Zarens Ishockey-hold.”

Der har indfundet sig en vis lettelse, nu hvor det om ikke er mejslet i sten, så i hvert fald støbt i beton, at Trump ikke længere skal være præsident i USA. Så bliver tingene måske nok lidt mindre slemme de næste fire år. Man kan ikke få alt, så selvom det ikke var min foretrukne kandidat der vandt, så glæder jeg mig over, at det i hvert fald den helt rigtige, der tabte.

Men som det har været i resten af indeværende år, så er glæden kun kort før den næste tragedie indfinder sig. Michael Bundesen er afgået ved døden. Jeg skammer mig ikke det mindste over at være kæmpe fan af Shu-bi-dua. Når jeg er på vagt på Dragsbæk Margarinefabrik får jeg altid McArine på hjernen, jeg kan tude over Hvalen Valborg og jeg har stadig svært ved at følge med i den næsten maskingeværsagtige affyring af tungebrækkere og ordspil i United Steaks. Og så har jeg endda kun lige akkurat kradset i lakken af bandets finurlige og imponerende musik- og lyrikkatalog.
Alting har en ende … Michael Bundesen sikke én. Æret være dit minde, du navnkundige rim- og musiksmed.

Jeg prøver i mellemtiden at kæmpe mig op af min egen sump af problemer og bekymringer. Jeg har ikke nok arbejde – især efter at Nordjylland er blevet lukket ned, og den tyskundervisning, jeg ellers har været så glad for, er midlertidigt stoppet. Mine feriepenge er også brugt, så nu er der kun dagpengesystemet tilbage at støtte sig til.
Jeg hader det system så meget, at jeg har udskudt så længe jeg overhovedet kunne at tilmelde mig det igen. Men nu går den snart ikke længere. Jeg er selvfølgelig glad for at få en mere stabil indtægt igen, men jeg ville langt hellere forsørge mig selv end være klient i det system. Ikke mindst når jeg ved at jeg sagtens kan arbejde.

Nå, de bekymringer må alligevel lige vente et par dage endnu. I mellemtiden kan jeg nå lidt videre i rækken af tomme øl, jeg endnu ikke har fået skrevet om. Den her sure sag fra blogdebutanten Rodenbach nød jeg, mens jeg optog min seneste livestream i serien ‘A Beer with …’ på min YouTube-kanal. Gæsten var den canadiske aktivist Godless Cranium, der fik sig en kop kaffe imens.
Ifølge bryggeriet er det en ‘Red Ale macerated with juice from sour cherries’. Hvor min holdning til Red Ale generelt er, at det er en type, der ikke rigtig ved om den vil være mørk eller lys, bitter eller sød, fugl eller fisk, så er jeg vild med kirsebær – og ikke kun i øl.
Heldigvis er der da også langt mere sour ale end red ale over det rødbrune bryg. Det lave skum, der snarere afbruser end falder, kan man sagtens tilgive, når de forfriskende dampe indhaleres. Almindeligt surt og sure-kirsebær-surt blander sig frejdigt i en frugtigt-vedkvægende surhed med rigelig kraft, uden at overdrive … Surt øl såmænd gerne overdrive, men det behøves ikke.
Har man først beskrevet duften er der ikke meget mere at tilføje, når brygget smages. Det glider let og mere end bare tilstrækkeligt surt hen over tunge og gummer.
Sødmen fra kirsebærrene ikke glemt. Det kan være svært at beskrive sure nuancer, uden at skræmme folk. For hvem er egentlig interesseret i eddike, kållage eller ufortyndet citron? Ikke alene giver bærrene bryggets syre modspil – de giver det også en kontur der ved sit fravær ofte får sure øl til at glide sammen til en noget udefinerbar masse. En velsmagende masse, ganske vist, men ikke desto mindre udefinerbar.
Munden trækker sig derfor mere ud til siderne i et veltilfreds smil, end sammen i en Pia Kjærsgaardsk hønserøv – og det er fint nok. Ikke alle sure øl behøver at være kompromisløse syrebade, hvor man må frygte for både slimhinder og emaljes velbefindende.
Ikke mindst når man skal lære øl, hvor man vitterlig skal være bekymret for slimhinder og emalje, at kende, er det bedst at have et par støttesten på vejen. Men kunne fx starte med The Brooklyn Brewery’s Bel Air Sour, og så give typen en enkelt chance mere efter skuffelsen med indeværende surt-søde perle.

Og derfra er det kun ph-værdien, der sætter grænser.

Blood Orange Sour-ish Pale Ale, Beard Brew

Slight improvement needed …

Før jeg afslutter temaet om hedengangne Broaden & Build’s efterladte værker er der lige en enkelt mere fra Beard Brew at berette om. De gæve randrusianske bryggere var så søde at sende mig et par smagsprøver af deres seneste produkter forleden, og jeg har allerede afprøvet den første af dem: Idaho IPA. I samme indlæg luftede jeg min skadefryd ved nyheden om, at Donald Trump var blevet smittet med Corona, og begejstringen nåede højder, så jeg rent glemte at takke Beard Brew for donationen.

Sad!

Sagen om Trumps sygdom trak en tråd til i går aftes – eller rettere meget meget meget tidligt i morges (klokken 00:00), hvor jeg hostede en live stream med en af mine online venner, på Twitter kendt som @PurpleWOrange. Han havde været lige knap så afvisende som jeg over for konspirationsteorien om, at Trump i virkeligheden slet ikke var syg, og at det hele var et publicity-stunt for at kunne bruge Corona-virus som et propagandaelement. Jeg havde kort forinden taget spørgsmålet op i en video på min kanal, hvor jeg blankt afviste det som konspiratorisk sludder.

Ud over en kort diskussion af dette synspunkt, der snart afslørede, at det egentlig ikke var noget, Purple troede særlig meget på, men det blot var noget han ikke helt ville afvise – what with en præsident der er fuldkommen skruppelløs, og lyver om snart sagt alt – talte vi også om vores respektive yndlingsdrinks med alkohol. Min gæst brød sig ikke synderligt om øl, men nød i stedet en canadisk whiskey, Windsor Canadian. Selvom min kanal er en ølkanal, skal den slags ikke skille os ad (jeg har endda haft gæster på min kanal, der ikke engang *GISP!* drikker alkohol overhovedet!)

Jeg trak til gengæld denne øl op – bogstaveligt, idet den var lukket med en genanvendelig plasticprop, og ikke kapsel eller patentprop. Den bærer påskriften ‘Beard Brew Home Brew’, og mit gæt er, at der er tale om et eksperimentelt bryg, som bryggerne, Morten og Dennis, endnu ikke er sikre på, skal ud i butikkerne eller ej. Dette underbygges af, at brygget ikke kan findes på hjemmesiden, ligesom ‘Beard Brew Home Brew’ som selvstændigt koncept heller ikke findes der.
Måske er jeg en art forsøgskanin? Beard Brew vil gerne vide om brygget er klar til lancering i sin nuværende form, og sender det derfor ud til afprøvning blandt (giv mig styrke) influencere som mig selv (ja, jeg hader ordet, og endnu mere at forbinde mig selv med det – but it is what it is) og – gætter jeg på – en del af kundesegmentet.
I så fald er det vigtigt, at jeg i min anmeldelse er ekstra ærlig. Jeg vil meget nødigt anbefale Beard Brew at sende et produkt på markedet, der ikke er færdigudviklet endnu.

At brygget er ufiltreret, hersker der ikke megen tvivl om. Højgult er det, men aldeles uigennemskinneligt, næsten med en tone af gråbrunt. Brygget er vildgæret og tilsat blodappelsin og lime, samt humlerne Wakatu og Idaho 7 – alt sammen synligt i bryggets kække grumsethed. Øllen betegnes en ‘Blood Orange Sour-ish Pale Ale’, og det lyder jo forjættende i betragtning af de formidable sours, som jeg på det seneste er blevet forkælet med.

I duften mærkes blodappelsinens sødme tydeligt, mens humlerne også giver sig til kende – både som aromatisk hyldeblomst og et afdæmpet, omend behageligt stik af grannåle. Både blodappelsin og lime giver sig til kende i aromaen, der nænsomt leder bryggets syrlige og bitre noter mod spiserøret, til både vederkvægelse og afmålt, omend adækvat, begejstring. Syren kunne man måske bruge lidt mere af, når man lige akkurat at tænke, hvorefter man finder netop det – mere syre. Desværre opdager man også hurtigt, at det syrlige element ikke er helt i balance, og snart kommer til at smage mere af gær end friske citrusfrugter garneret med grannåle.

Til bryggets forsvar skal det siges, at jeg har smagt mangt en ufiltreret øl, der smagte væsentlig mere af gær end den her. Men det er – i min mund i hvert fald – et tegn på, at brygget endnu ikke sidder helt i skabet. Selvom det måske er bryggerne meget imod, ville jeg gøre et eller andet for at stoppe eftergæring – ja, måske er det faktisk en filtrering der skal til for at holde brygget i balance?

What would I know? Jeg er blot en ussel influencer med lidet forstand på brygning. Til gengæld ved jeg, hvad mine smagsløg fortæller mig. Og hvis Beard Brew vil ramme det formidable niveau, de indtil videre har lagt sig på med deres regulære bryg, bør de inden lancering give dette bryg endnu en tur på tegnebrættet.

Beard Brew skal have en kæmpe tak for forsendelsen. Ikke mindst ser jeg det som en ære – ikke bare at anmelde de bryg, de allerede har sendt ud i handlen, men så sandelig også det, der er på vej.

Red Tide, Broaden & Build (Farvel & Goddag III)

Supersour!

Det er mandag, så jeg må hellere se at få skrevet noget at udgive. Det er blevet en fast rutine at skrive et mandagsindlæg, så jeg bagefter kan rive mig i håret over, hvorfor reaktionerne på det forbliver uforudsigelige og usystematiske. Nogle gange trækker det læsere til med det samme. Andre gange viser læserne sig først dagen efter. Det kan også ske, at der er læsertørke både mandag og tirsdag, og endelig kan læsertallet – i ekstremt sjældne tilfælde, men det ses – være komfortabelt højt begge dage.

Jeg har opgivet at finde et system i læserreaktionerne på mandagsindlægget. Til gengæld er det rart for mit aspergerramte sind at have en smule struktur på min bloggeraktivitet, så indtil videre har jeg tænkt mig at fortsætte med at udgive indlæg her om mandagen – for all it is worth.

Brygget her har jeg sådan set allerede anmeldt på YouTube. Videoen er lagt op for få timer siden, og kan ses her. Det minder mig om, at jeg også skal have opdateret bloggens videosektion, hvilket det desværre ofte kniber med at få gjort helt så ofte som jeg burde.

Hvad angår øllet har vi med endnu en sour at gøre fra hedengangne Broaden & Build. Sidst gik det jo rigtig godt … det kan faktisk ikke gå bedre på min blog end de seks stjerner Optical Prism fik tilranet sig. Da der var endnu en sour på programmet, tænkte jeg, at en videoanmeldelse måtte være på plads, så man endnu bedre kan se, hvordan mit ansigt vrider og vender sig i absurde grimasser, når brygget kommer indenbords. Forinden noterer jeg mig indholdet: saisongær, brettanomyces anomalous, lactobacillus brevis – og dette er bare gæren, og – ser det ud til – mælkesyrebakterierne (læsere med bedre forstand på mikrobiologi end mig må endelig rette mig hvis jeg tager fejl. Jeg ved praktisk taget intet, men kan via mine rudimentære sprogkundskaber, pille roden for det latinske ord lac – mælk ud uden større anstrengelse). Modet har desuden ikke fejlet noget i brygteamet, siden brettanomyces bevidst har været brugt i processen. Det er ellers et levende mareridt for bryggere, hvis faciliteterne inficeres med brettanomyces, idet den er ekstremt svær at slippe af med igen.

Brygget er en cherry-pit sour – så der indgår kirsebær i processen. Nærmere betegnet ‘second use Stevnsbær’. ‘Second use’ må være et fagudtryk, jeg ikke kender. Det første jeg kommer til at tænke på er Jack Nicholsons kirkescene i filmen ‘The Witches from Eastwick’, og det er næppe det, der menes. Derudover er der brugt kirsebærsten fra ‘neighbor sour beer blenders’. Ja, måske har Broaden & Build ligget i en lille klynge hippe mikrobryggerier derude på Refshaleøen, eller hvor de holdt til? Men jeg har ikke magtet at efterforske det nærmere.

Desuden består brygget af vand, byg, hvede, havre, rug og gær … Den sidste ingrediens forekommer mig en anelse redundant efter den foregående smøre. Men jeg skal vist være den sidste til at anklage andre for at være lange i spyttet, når ting skal forklares. Til gengæld hæfter jeg mig endnu engang ved fraværet af humle, og spekulerer på, om det i virkeligheden er noget generelt for surt øl?

Kirsebærrene lader sig ikke sådan lige skue i bryggets lød, der er højorange, grumset og hastigt afskummende. En antydning af rødt kan måske skimtes alligevel, men det er usikkert, hvor meget der egentlig er rødt, og hvor meget der er psykologisk effekt.
I duften viser kirsebærrene sig som en underliggende sødme i et eddikesurt helvede af sauerkraut med ekstra surt. Jeg bryder mig ikke om sauerkraut – men duften af netop det giver mig alligevel høje forventninger til brygget. Jeg har sagt det før – finder man duft og aroma af noget, man ikke bryder sig om i øl, er det langt fra sikkert, at det vil ødelægge oplevelsen.
Brygget stikker i næsen, og det stikker rigtigt! Når man én gang har mærket de sylespidse snit i snudeskaftets slimhinder, lister man frem med passende forsigtighed næste gang. Næseoplevelsen er prægtig – omend reelt ubehagelig, hvis man går for hårdt til den.

Endnu engang bydes der på surt med surt på i smagen. Hele kæften svides i et mægtigt, smagfuldt syrebad, der river og flår på alle mundens indre overflader. Mund, næse og øjeregioner knyttes endnu engang sammen i samme absurde grimasse, som når min hånddukke-navnebror Kaj (Kaj & Andrea, I ved) bliver forlegen. Øjnene løber i vand, og stemmen bliver underligt lys – som når man forsøger at tale midt i et gab.

Surt øl er svært at kende forskel på. Når det lykkes så godt som her er det bare en kæmpe nydelse, fornøjelse og oplevelse, der ikke kan takseres til andet end en topkarakter. I hvert fald for undertegnede. En lille forskel fra Optical Prism er imidlertid, at brygget her synes lidt mere fyldigt. Brygget er ikke helt så villigt til bare at løbe igennem munden om et fornøjeligt, stoffrit syretrip. Det vil gerne lige holdes indenbords et par sekunder, før det skylles ned – så gummer og mandler lige får det sidste syre med også.
På turen gennem spiserøret og brystet svier og river brygget også så er det en fryd. Og man mærker den samme antydning af brystsmerter og stakåndethed, som for meget citronsaft kan give.

Fabelagtigt! Der er gået sande surhedsekvilibrister tabt i Broaden & Build. Jeg håber, bryggerne tager arven med sig, hvor det end er, de er søgt hen efter konkursen …

… så længe de ikke bruger ekspertisen på at lave sauerkraut.

Idaho IPA, Beard Brew

Jeg forstår det ikke …

Uha, der er en lang liste af ting, der skal kommenteres i dette indlæg, så bered jer på en længere tirade, før vi når til selve øllet. Jep, business as usual på Kajs Ølblog.

Vi er i oktober måned, og bekymringen for, om læsertallet når de højder jeg ønsker, melder sig øjeblikkeligt. Det gik nu ret godt i går. Aldrig så snart september endte med et læsertal, der rodede rundt under 80 daglige læsere, eksploderede antallet til over 170, så snart det blev d.1. Og det endda helt uden at jeg udgav noget. Jeg har opgivet at få læsertallene til at give mening, men jeg takker selvfølgelig hjerteligt for gårsdagens interesse – samt hele september måneds i øvrigt. D. 30. nåede jeg endelig de 4.000 klik, takket være jer læsere.

Og videre til dagens store nyhed: Nemesis! Eller karma hvis man er mere til det asiatiske end middelhavskøkkenet. Donald J. Trump, vore dages svar på Mussolini, Franco og ham den lille østriger med overskægget, er omsider – efter månedsvis af demonstrativ uansvarlig optræden – blevet smittet med Coronavirus.

Hvis man som jeg inderligt foragter Donald Trump og alle hans gerninger og al hans væsen, hvordan skal man så forholde sig? Standardsvaret er, at holde den maske, Donald Trump så lidenskabeligt nægtede at bære, afsende den sædvanlige pakke af halvhjertede god-bedring-ønsker, og med fast, voksen mine løfte pegefingeren ved ethvert tilløb til skadefryd fra anden kant.
Det er det mest modne og voksne at gøre. Man skal ikke give udtryk for, hvad man egentlig mener. Hvordan man i ens stille sind gnæggende gnider hænderne og bider sig i læben for ikke at lade begejstringen løbe af med én på Twitter, Facebook og alle de andre spændende steder, man normalt får afløb for den slags.
En del af den fattede, modne og voksne kalkyle er også at vurdere hvad der er bedst – for verden og ikke mindst én selv; skadefryd eller de bedste ønsker? Og ethvert ordentligt, modent, voksent menneske ved, at den ordentlige, modne og voksne bedste-ønsker-tilgang er den mest konstruktive, klædelige og positive når alt kommer til alt. Ikke mindst i betragtning af, at skadefryd er en last, Donald Trump selv er indehaver af, og som man derfor nødigt selv vil beskyldes for.

Men nej, siger jeg! Hykleri og løgn er andre laster, Donald Trump i den grad kan beskyldes for. Så hvis det gælder om ikke at komme til at ligne ham for meget, må man træffe nogle valg. Jeg vælger ærlighed, ikke mindst fordi den repressivt ‘ordentlige’ måde at reagere på fuldkommen overser den kolossale katastrofe, som Trumps præsidentskab har været – ikke mindst når man kigger på det, der nu har ramt ham i hovedet som en boomerang – symbolsk og bogstaveligt på én gang.
Vel over 200.000 mennesker er døde af Coronavirus i USA alene. Og det skyldes mere end noget andet Donald Trumps skødesløse omtale og politik omkring Corona, spændende fra helt at benægte dets eksistens, endsige farlighed, og til at foreslå behandlinger de fleste lægpersoner ved ville være dødelige. Injektion af blegemiddel og desinfektionsmidler som de mest ekstreme, omend næppe mest bizarre forslag.
De alt for mange døde og deres efterladte fortjener, at vi siger lige præcis hvad vi mener om, at Donald Trump nu er blevet ramt af det, han har oparbejdet et image omkring at benægte og nedtone.

Det er på den måde forfriskende højere-retfærdigheds-agtigt, at han er blevet ramt af sygdommen. Ønsker jeg, han dør af det? Nixen – men jeg skal gerne indrømme, at det ikke skyldes sympati for uhyret. Jeg frygter det kaos, der vil følge i kølvandet på et dødsfald – og hvis der er noget, jeg under amerikanerne lige nu, så er det en smule ro og orden i et land der er hærget af historiske brande, morderisk politi, racistiske militiaer og dødspatruljer and … you name it.

Ifølge mine kilder – dvs. tilfældige mennesker, jeg har spurgt på Twitter – er staten Idaho i øvrigt et af Donald Trumps kerneterritorier. “Trump signs everywhere” var vist den præcise ordlyd. Årsagen til, at det hæderkronede-to-be danske mikrobryggeri Beard Brew opkalder en af deres øl efter netop den stat, skal nok findes andetsteds end befolkningens politiske ståsted.

Heldigvis kommer etiketten til hjælp. Idaho var angiveligt et af centrene for 1800-tallets gold-rushes, og det passer fint til bryggets gyldne lød. Skægget forbinder jeg personligt ikke med guldgraveri, men mere med Motörheads legendariske bassist Lemmy. Snittet har jeg i øvrigt også valgt til min egen hage. Brygget er tilsat havre og lime, og holder langt fra slatne 7% alkohol. Det er tørhumlet med Sabro og ellers med Colombus og (fanfare) Idaho 7 (jeg ved heller ikke, hvad 7 står for. Næppe det samme som ’19’ i COVID-19 … selvom det ikke er umuligt. Det kan da godt være, at den humle blev udviklet i 2007, men det er ren spekulation).

Alt det giver en frisk, lækker næse, der ikke har det store nye at byde på for en IPA. Det er på ingen måde diskvalificerende, idet IPA-typen for længst har bevist sit værd lige som den er. Aromaen river og flår – det er en af de aggressive frem for de mere aromatiske og frugtige. Grannåle og savsmuld gør deres arbejde overalt i mundhulen, mens et momentant knap så velkomment metallisk indslag gør sin entre. Dette viser sig dog snart at levere brygget noget friskhed, og snart integreres det uden større problemer i den samlede aromaoplevelse.

Der er rigeligt af både aroma og krop i brygget, der dog ikke kan se sig helt fri for at have en anelse afsmag af gær. Det virker måske lidt som om, bryggerne har prioriteret at lave en stærk, kompromisløs øl, hvorfor balancen ikke er helt i øjet. Gæren forbliver et mindre irritationsmoment, som denne blogger imidlertid kan tilgive, når man når til eftersmagen. En ren, klar, bittersød aroma af spæde grannåle frisket op med bergamot leverer en strålende finale på en glimrende øloplevelse, hvis skønhedsfejl i denne bloggers mund nok vil opleves som lidt ekstra saft og kraft i andres.

Anarkist Bloody Weizen, Albani/Royal Unibrew

Okay okay så …

De svigtende læsertal fortsætter. Så er der jo kun ét at gøre: Anmelde flere nye øl!

Jeg troede egentlig ikke, at jeg nogensinde ville vende tilbage til Schiøtz-brandet, da kvaliteten aldrig har stået mål med dets aggressive, farvestrålende markedsføring. Næppe til nogens store overraskelse har aggressiv, farvestrålende og underholdende markedsføring gerne det formål at forføre forbrugeren til at købe et produkt, der i sig selv er gråt og kedeligt. Det er ikke mindst tilfældet, når det gælder øl … uden at det selvfølgelig behøver være en generel regel. En strålende undtagelse er Amager Bryghus’ øl, hvis øl er nogle af de bedste i hele verden samtidig med at deres etiketter er nogle af de flotteste. Men det er vist også den eneste markedsføring de sådan rigtig investerer i derude i Tårnby. Eller sådan var det i hvert fald dengang jeg besøgte dem.

Og da jeg nu stod og manglede nogle nye øl at anmelde, og dette var den eneste der bød sig til i et standardudvalg hos Fakta Thisted, der ellers fremstod fuldstændig afpillet for humlenyt, kunne den da allernådigst få chancen. Eller risikoen om man vil, da forventningen hos bloggeren var, at der meget snart skulle komponeres en net lille tirade i en disharmonisk mol-tonart til besyngelse af produktets fortrædeligheder.

Helt sådan endte det nu ikke med at gå … langt fra endda, må jeg modstræbende, og lettere tænderskærende indrømme idet jeg hurtigt opsummerer bryggets egenskaber: En 7% Hvedeøl tilsat blodappelsin … Royal Unibrew har kombineret en hipstersmart frugt med et ølkoncept, hvis nyhedsværdi for længst har holdt tiårs jubilæum for sidste salgsdato. Det skal nok blive godt (suk).

Men pænt ser det da ud. Og skummet er også flot. Både som det stiger fast og fyldigt ved skænkning, og som det bagefter klistrer og klæber som en anden superlim til glassets indersider under konsumptionen. Frugten gør sig ikke bare gældende i den dybtgule, uigennemsigtige kulør, men også i duften, der på trods af, at det er en hvedeøl, vi har at gøre med, dufter forbløffende lidt af gær og forbløffende meget af humle.

Kombinationen af appelsin og humle minder faktisk ikke så lidt om New England IPA’ers bouquet i en afdæmpet version. Og da hver eneste øl ikke behøver være et tæppebombardement af bitterhumle og frugtkompot – lidt mindre kan også gøre det – så gør afdæmpningen måske ikke så meget endda. Lifligt og lovende vel ud over forventningerne er det i hvert fald allerede.

I smagen brager humlen igen frem, fuldkommen out of character for en hvedeøl. Frugtindslaget holder sig ikke tilbage, men folder sig ud i en vældig svingom med humlen. Igen bringer hvedeøl-appelsin-blandingen mindelser om Fruit-IPA og New England IPA, og hvor det lidt mere afdæmpede udtryk giver plads til mere vand, bliver slutresultatet en smagfuld forfriskning, og ingenlunde et tyndt, anonymt, industrielt brygprodukt.

Så har man set det med. Der var endnu en god sommerøl. Så mangler vi kun sommeren.

Abbaye de Vauclair

Effektiv sommerøl

Ja, jeg vil igen ævle om mine mange livestreams. Det er, hvad jeg laver på min YouTube-kanal i øjeblikket. Det kræver ikke den store planlægning, ingen efterfølgende redigering (noget der kræver rigtig meget tid og mange kræfter), og man får lov at interagere med andre mennesker. Den slags lider man af kronisk underskud af som introvert YouTuber.

For knap en uge siden rullede min seneste livestream, hvor jeg sammen med nogle venner så den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentar ‘7 Days Adventure with God‘, over skærmen. Allerede på det tidspunkt, var vejret slået om til det alt for varme og tørre vejr, vi i disse dage lider under, men øllet var egentlig ikke valgt af den grund. Det viste sig blot tilfældigvis at matche tørke og hede forbløffende godt.

Den blev købt i Lidl, Valby, ugen forinden, ved samme lejlighed hvor Marcus, det gavmilde menneske, skænkede mig endnu en samling af Skanderborg Bryghus’ øl, efter at vi havde begge havde været værter på en tidligere livestream i serien, hvor vi havde kværnet den første samling.

Den bedste grund, jeg kan komme på for at vælge denne øl til livestreamen var, at den havde en god størrelse til et par timers kvasisocialt samvær. En deleemballage på 0,75 l, der til gengæld ikke er voldsomt stærk – afdæmpede 4,5% bliver man højst lettere selskabeligt overrislet af, når man nyder den over 1½ times tid.

Brygget er fransk. Jeg ville have gættet på belgisk, så der kan man se. Typen er en ‘blanche’ hvilket vel i det store og hele svarer til den nordlige nabos Wit. Denne variant er tilsat koriander, appelsinskal og ascorbinsyre, næsten som en stilmæssig fuckfinger til naboen mod øst, og dennes OCD-agtige fokuseren på øllets renhed.

Brygget er lyst – lysere end billedet antyder, svagt skummende og dufter friskt af hyldeblomstsaft, tilsat lidt for lidt sukker og lidt for meget citronsyre. Dette er ikke negativ kritik. I en belgiskinspireret hvedeøl er det tværtimod ganske lovende.

Aromaprofilen er afdæmpet, men til gengæld gennemført forfriskende ved første berøring med mundhulen. Syrlige noter af citron giver brygget friskhed, og de blander sig optimalt med bryggets andre aromaer – sødme af appelsin, der nok hidrører fra den tilsatte citronskal og en krydret kant, der vel nok stammer fra den tilsatte koriander.

Ja, nogle vil hævde, at det er snyd med den slags tilsætninger, men additiverne er ligegodt blandet i et noget nær perfekt forhold. Mængden af vand i brygget kan man måske beklage sig over. Alle aromaer, om de er nok så præcist blandet sammen, forbliver afdæmpede i et altid meget fremtrædende element af vand.

Men i heden gør det selvfølgelig ikke så meget. Her er der faktisk en aldeles velafstemt sommerøl: let, forfriskende og smagfuld. Selv når hovedvægten er lagt på det forfriskende. Sommerøl er svære kompromisser, hvor vand og friskhed tit spiller for stor en rolle, men her er kompromisset ramt lige i centrum.

Ivar’s Hand, Basquery/Hjort

Nå, derfor

Der er nogle øl i mit skab, der har fået lov at stå lidt længere end det egentlig var intenderet. Men det har jo også været et ret så begivenhedsrigt år, må man sige. Det er vel ved at være et år siden, at jeg så småt begyndte at hade mit gamle arbejde i København så meget, at det gav sig udslag i stresssygemeldinger en gang om ugen cirkus. Årsagen var en kombination af umulige opgaver og en om muligt endnu mere umulig ledelse – det kan godt være, det gav mig smør på brødet, tag over hovedet og en vis grad af kontinuitet og sikkerhed i hverdagen, jeg godt kan savne i dag. Men nøj hvor jeg bare overhovedet ikke savner arbejdet.

Jeg foretrækker at arbejde, og irriteres generelt over, at jeg skal være afhængig af min arbejdsløshedskasse. Arbejde er der ikke meget af for tiden, men lige i øjeblikket er der da fiskeindustrien, hård, beskidt og ikke ligefrem en parfumefabrik – men jeg foretrækker den langt over det helvede, jeg for snart et år siden flyttede fra. Også selvom om arbejdsmængden – og dermed trygheden i det – er stærkt varierende.

Men mon ikke jeg klarer mig? Når jeg imidlertid sådan bliver kastet rundt konstant fra omvæltning til omvæltning, falder motivationen til gengæld for at anmelde med helt den frekvens jeg måtte ønske. Og så kommer de til at ligge en stund, øllene.

Den her er fra sidste års Ølfestival i Thisted. Jeg tror, jeg fik den stukket i hånden til anmeldelse af bryggeriet selv – eller også købte jeg den rent faktisk. Det kan jeg ikke længere huske, men jeg håber, jeg købte den, for ellers har anmeldelsen godt nok været alt for længe undervejs. Det Bilbao-baserede bryggeri Basquery står bag i samarbejde med danske Hjort Beer, og det betyder at jeg endnu engang med slet skjult nid kan notere brygget som hidrørende fra Baskerlandet, frem for at skrive Spanien på, da jeg ikke anerkender den Kastilianske imperialisme på Den Iberiske Halvø.

Brygget blev nydt forleden aften, da jeg forvildede mig ind i en af mine gode venners livestream på YouTube. Det trak ud – i mere end 4 stive timer holdt vi den gode Neil med selskab, og der blev nydt mangt en sval bajer undervejs. Jeg løb tør for standardøl netop som Islam kom på bordet som debatemne … Jeg måtte finde en øl mere, da jeg ellers ikke var sikker på, at nerverne kunne holde til det. Jeg frygter altid at mennesker jeg elsker og respekterer viser deres værste sider, når det emne skal diskuteres.

Det skete heldigvis ikke. Jeg tænker ikke mindre godt om nogen, der deltog i debatten. I stedet kunne jeg glæde mig over endelig at have prøvet en øl, der havde stået alt for længe – uden at have taget skade af det dog. Jeg havde imidlertid antaget at brygget var en stout – dømt efter produktets dunkle tema. Det kunne næsten ikke ligge længere væk, da der er tale om en witbier, tilsat korianderfrø, umaltet hvede og buddhas hånd, en citrusfrugt uden saft, åbenbart.

Ganske lyst er brygget, noget skummende men ikke overdrevent. Citrussen brænder godt igennem, saft eller ej. Sød, lystig, inciterende … noget af det lifligste, jeg længe har indsnuset fra et maltprodukt.

Aromaen er til gengæld skarp og syrlig. Der er ikke meget af de søde citrusnoter i smagen. Til gengæld er der den helt rigtige forfriskende syrlighed, der sammen med et passende indhold af kulsyre gør brygget til en sprudlende oplevelse af fornøjelig vederkvægelse. Lidt gær i eftersmagen giver måske en smule ubalance, men det er allerhøjest en skønhedsfejl, der ligger vel inden for rammerne af, hvad man også kunne kalde karakter.

Mikey Famine, en af livestreamdeltagerne, kunne i øvrigt fortælle, at man ikke får tømmermænd af witbier. Jeg frygtede dem ellers, da jeg kvart over to om natten slæbte mig i seng, for tre IPA’er – som Mikey i samme ombæring forbandede som nogle rene hovedpinegeneratorer – var gået forud for den rigtig fine witbier-oplevelse. (Fine witbier-oplevelser går der i øvrigt ikke tretten af på dusinet, hvis man spørger mig.) Da jeg vågnede ved ottetiden var jeg forbløffende frisk – ja, jeg har haft meget tungere hoved og øm krop efter aftener, hvor jeg ikke drak alkohol overhovedet, så noget var der altså om snakken.

Jeg har så ofte forbandet witbier ad Belgien, hvor stilen kommer fra, til. Nu er jeg tilbøjelig til at trække i land – for hvis de virkelig ikke bare undlader at fremkalde, men ligefrem dæmper de tømmermænd, man burde have haft, så har de da så sandelig deres berettigelse!

Det må afprøves!

Graxx the Cream Horn Gobbler, Demoursleutel Beer Engineers (Ole Øl-Ninja 9)

Rart …

Tonen blev pludselig noget dyster og alvorlig, jeg ved det godt. Småtjansen, jeg nævnte i forbifarten sidst har formået at løfte humøret en anelse. Jeg er eksamensvagt for nogle HHX’ere og HTX’ere, og det betyder at jeg skal sidde i et klasseværelse i ca. 5 timer, hvor der er helt stille og absolut ikke sker noget som helst. Det giver mig noget tiltrængt ro og fred, uden at jeg behøver forsumpe i den ukonstruktive lediggang, der alt for længe har karakteriseret min hjemlige dagligdag efter jeg blev arbejdsløs.

Nu er det spændende, hvilke sanktioner a-kasse og kommune mon vil kaste i nakken på mig, fordi jeg har gjort et eller andet forkert i forbindelse med det arbejde jeg har taget. Men det må jeg tage til den tid. Lige nu må jeg ihukomme, hvad Ole og jeg havde at sige om den her øl. Jeg husker ikke en lyd fra det, så det er godt at hele seancen blev optaget på video.

Brygget er aldeles natsort og ikke ulig den olieagtige viskositet, der karakteriserer rigtig gode stouts. Til gengæld skummer brygget ikke det fjerneste, og det gør alligevel den visuelle oplevelse til lidt af et antiklimaks. Med en  lang liste af ingredienser (ud over de fire klassiske; kaffe, laktose, hasselnødder og kakaonibs – ingredienserne i en isvaffel) forventer man mere. Til gengæld dufter brygget dejligt. Man mærker hasselnødderne og kaffen – lovende bitre noter.

Det er lidt andre noter, der møder én i smagen. Chokolade, mørk chokolade træder frem først – og det er ikke noget dårligt bytte for hasselnødder for så vidt. Jeg kan lide begge dele, og vil i øvrigt ikke udelukke, at hasselnødderne så småt sætter ind efterhånden – som en diskret, blød bitterhed. Da brygget ikke skummer, kommer det ikke som nogen overraskelse, at det næsten er helt fri for kulsyre. Det skader på ingen måde, da de bløde og søde noter derfor rigtig kan synke ned og ikke bare behage smagsløgene, men også venligt massere kanalerne omkring dem. Man kan rigtig mærke, hvordan det sorte bryg, som en tyk chokoladekaramelcreme glider ind mellem alle tungens knopper og konturer, pikant smører og kæler, til næsten erotisk vellyst og nydelse.

Ole var lidt mere kritisk. Han savnede drikkelighed og citerede salig Michael Jacksons (ham med øllene og whiskeyen, ikke musikeren) ord om, at øl skal være drikkeligt. Det skal ikke være noget, man skærer ud i små tern og tygger. Brygget var ham åbenbart en smule for tæt, og mindede mere om en dessert end en hovedret. En dessert der imidlertid blev serveret i den samme, mystiske 0,44 l. emballage, som uanset det skæve i rumfanget, var for meget for én person på én gang.

Det skulle nu ikke afholde ham fra at give brygget samme karakter som undertegnede. Han var åbenbart klar til at indrømme brygget dets objektive kvaliteter – også selvom den måske var en anelse for meget at komme igennem.

Yu Lu, Siren Craft Brew (Ole Øl-Ninja 8)

Meget ansvarligt …

Efterhånden kunne man jo godt mærke, at man havde været igennem nogle øl. Præcis hvor mange, havde vi til gengæld nok begge for længst mistet overblikket over.

Heldigvis havde Ole købt bredt ind, så vi kunne smide øl som den her ind ind imellem (ja, der skal faktisk være to »ind«’er efter hinanden i den sidste sætning) – dvs øl med ikke helt så voldsomt meget alkohol. På videooptagelsen kalder vi den alkoholsvag, selvom den faktisk indeholder mere alkohol end den (indrømmet – arbitrære) grænse, jeg selv har valgt for, hvornår jeg kategoriserer øl som alkoholfattige. Min grænse går ved 3,0%. Alt derunder anser jeg som alkoholfattigt. Alt på eller derover – not so much.

Den her holder 3,6%. Så den alene bliver man selvfølgelig ikke fuld af, og det er heller ikke sådan, at den kunne gøre voldsomt meget mere skade på de efterhånden småvisne øltestere, end der allerede var sket.

Ole hævdede, at bryggeriet – endnu en debutant på bloggen, Siren Craft Brew – har vundet flere priser, men på trods af tilsætning af appelsinskal og te (det er vist kun anden gang det er sket i bloggens historie) nåede oplevelsen langt fra nogen overdrevne højder.

Bouqueten virkede parfumeret mere end noget andet. Ud over nogle citrusnoter, der kunne stamme fra appelsinskallen, afgav det duft svarende til en is, baseret på rosenblade, jeg fik i Taiwan. En speciel, omend ikke videre kulinarisk, oplevelse. Det skulle vise sig, at jeg ikke stod alene med den oplevelse – Ole havde faktisk prøvet noget tilsvarende.

For ham bød brygget også på et gensyn – med stort set alle andre Siren Craft Brews han havde prøvet. På trods af bryggeriets mange priser, har han aldrig været videre imponeret over bryggeriet. Som udgangspunkt er bryggets tørre og rene humlearoma ellers ikke værst. Desværre mangler brygget til gengæld enhver fylde og tæthed, der kunne gøre oplevelsen fuldendt. Det forbliver hult og småkedeligt – og det hjælper ingenlunde at humlen faktisk er god. Tværtimod bliver man yderligere skuffet, idet man får en fornemmelse af, hvor godt det kunne have været.

Den lave alkoholprocent giver heller ikke mening. Tidligere i seancen prøvede vi en alkoholfri øl, Konx, der smagte af væsentlig mere. Hvorfor i det hele taget lave en øl med afdæmpet alkoholstyrke, der smager af så lidt? Hvad er målgruppen? Hvad er formålet?

Alle spørgsmålene tårnede sig op, som havde emballagen indeholdt 0,44 l. Men på det punkt gav brygget i det mindste mening med de 0,33 l. i emballagen. Vi var også enige om, at bryggets aroma var ren og sprød, så en bundkarakter skulle den trods alt ikke have fra nogen af os.

Ole gav den …

… mens jeg gav den en anelse mere, fordi den trods alt behager smagsløgene midt i alle spørgsmålene og hulheden.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme